	Benådning af indsatte var det normale før 1866. Når straffenes skærpes, benådes der flere for at skaffe plads i fængslerne
	Af Claus Bonnez 20. januar 2008 Det hævdes undertiden, at man straffede langt strengere i "gamle dage", og at vi er blevet mere blødsødne i nyere tid. I "Statsfængslet i Horsens, 1853 - 1953", udarbejdet i anledning af statsfængslets 100-årige beståen af fængselsoverlærer mag. art. Svend E. Christiansen og fængselsbogholder Th. Møller, Andelsbogtrykkeriet i Odense 1953, side 87, har forfatterne indsat en tabel, der oplyser om straffetidens længde hos de indsatte, der var indsat i fængslet i perioderne 1861-1866, 1891-1896 og 1911-1916. Om tabellen skriver de:
		"..Tallene i denne tabel er naturligvis nøje knyttet til og afhængig af de ændringer, der gennemførtes med straffeloven af 1866. Det er dog ganske forbløffende at de to første grupper omfattende alle straffe over 7 år procentvis udgjorde godt 97%. Men man må her erindre sig, at tallene refererer sig til dommenes straffelængde og ikke til den virkelige afsoningstid. Denne har under de foreliggende forhold ikke været muligt at undersøge til bunds, men foretagne stikprøver har dog givet det absolutte indtryk, at afsoningstiden gennem benådning blev ganske væsentligt forkortet. Som det vil erindres fra tidligere omtale, var benådning i det første reglement ligefrem indført som en almindelig regel, hvis fangernes opførsel og forhold i det hele taget tillod det. I virkeligheden har disse domsafsigelser på en måde virket omtrent som vore dages ubestemte straffetid, idet anstaltens ledelse i vid udstrækning gennem benådningsinstituttet har haft mulighed for at bestemme straffetidens længde for den enkelte fange. Som tallene fra de to sidste perioder viser, ændredes dette forhold radikalt med straffeloven af 1866. Domstolenes strafudmåling blev nu afgørende, og benådningen kun anvendt i ganske ekstraordinære tilfælde og ved særlige lejligheder som for eksempel kongens fødselsdag. Samtidig hermed foretoges naturligvis en revision af straffesatserne, hvilket også tydeligt fremgår af tabellen. Forholdet er nu nærmest det omvendte, idet domme på under 4 år i perioden 1981-1986 udgør godt 91%, og i 1911-1916 endog er steget til 94%. Hertil kommer, at forbedringshusstraffene, der i ganske særlig grad omfatter korte straffe, og hvoraf gennemsnitligt halvdelen afsonedes i fællesskab, i høj grad medvirkede til at forstærke tendensen mod stadig kortere straffetid i fællesskabsfængslet. ..."
	Som det fremgår af ovennævnte blev de idømte straffe betydeligt kortere efter gennemførelsen af 1866-straffeloven. Før 1866 var straffene længere. Derimod var det almindeligt at benåde de indsatte, hvilket man i vidt omfang ophørte med efter 1866. Lignende tendenser ses i nutiden. I den såkaldte "Direktørkontrakt" for direktøren for kriminalforsorgen vedrørende 2005 ses det blandt andet (side 2), at kriminalforsorgen pålægges at nedbringe den såkaldte "ventekø", samtidig med at man skal sørge for at flere kan sættes i fængsel. Dette skal ifølge kontrakten blandt andet opnås med flere benådninger gennem den såkaldte "noget-for-noget" ordning. Man håbede ligeledes på at kunne spare fængselspladser ved gennemførelsen af såkaldte "elektroniske fodlænker", der indebærer, at dømte vil kunne afsone straffen i deres eget hjem frem for i et fængsel. I Direktørkontrakten anføres blandt andet følgende:
		For at reducere ventetiden før dømte kommer til afsoning, sikres i 2005 ca. 110 ekstra fængsels-pladser gennem fastholdelse af den nuværende kapacitetsudnyttelse i Kriminalforsorgen på 95-96 pct. i 2005. Hermed skulle den samlede kapacitet til at reducere antallet af dømte, der venter på at afsone deres straf, i løbet af 2005 nå op på ca. 230 helårspladser. Det er vurderingen, at ventekøen som følge heraf vil kunne være fuldt afviklet ved udgangen af 2005, forudsat at der ikke sker en væsentlig afvigelse i forhold de opstillede prognoser for tilgangen af strafmasse. Dette forudsætter dog, at der frigøres 70 pladser ved noget-for-noget ordningen, at forsøgsordningen med elektroniske fodlænker får det forventede omfang og at den faktiske udvikling i varetægtstal og strafmasse ikke overstiger prognosen. Venterkøen var den 1. januar 2005 omkring 2000 personer.
	Den ovenfor citerede direktørkontrakt for kriminalforsorgen for 2005 kan læses her.