Ret til underretning om fængslede pårørendes opholdssted

 

Af Claus Bonnez, Formand for Landsforeningen KRIM

27. juli 2008

KRIMs Retshjælp har ofte henvendelser fra ængstelige pårørende til fængslede, som ikke ved, hvor den fængslede er anbragt. Dette var for eksempel tilfældet efter urolighederne ved rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej i København. Flere fortvivlede forældre klagede til KRIM over, at de forgæves har forsøgt gennem politiet at få oplyst, om deres børn var varetægtsfængslet, og hvor barnet eventuelt befandt sig.

Det er i strid med artikel 5 i den europæiske menneskerettighedskonvention, hvis myndighederne undlader på forlangende at oplyse pårørende om, hvor en frihedsberøvet befinder sig. Dette udtalte den europæiske menneskerettighedsdomstol i en sag mod Tyrkiet i april 2004. I sagen "Ahmet Ôzkan m.fl. mod Tyrkiet" udtalte domstolen i afgørelsens afsnit 373 sig blandt andet om dette spørgsmål. Domstolen udtalte, at den anså det som en krænkelse af særlig alvorlig grad af artikel 5, hvis ikke myndighederne på forlangende fra en slægtning til en frihedsberøvet oplyser slægtningen om, hvor den fængslede befinder sig. I dommen er dette formuleret således: "As regards the alleged failure by the authorities to inform the relatives of the Ormaniçi villagers taken into detention on 20 February 1993 of the latter's whereabouts, the Court considers that a refusal by the authorities of a request by relatives of a person taken into detention to be informed of the latter's whereabouts may constitute an aggravated aspect under Article 5 of the Convention.

Modtager KRIM en anmodning derom fra en pårørende til en indsat, vil KRIM overveje at tage skridt til, at de danske myndigheder kan blive dømt for at krænke de europæiske menneskerettigheder.

Det skal bemærkes, at udtalelsen fra domstolen må forstås således, at de frihedsberøvende myndigheder ikke kan henvise til regler om tavshedspligt som begrundelse for at afvise at give oplysningerne. Menneskerettighedsdomstolens afgørelse bygger på et princip om, at mennesker ikke skal leve med den følelse af utryghed, som der kan følge af, at man ikke ved hvor ens nærmeste befinder sig.

Kriminalforsorgen i Danmark har undertiden henvist til sin tavshedspligt, når man har nægtet at videregive oplysninger til nære pårørende om, hvorvidt en person er indsat i kriminalforsorgens institutioner. Det kan naturligvis ikke udelukkes, at for eksempel en mand på 22 år ikke ønsker, at hans mor eller far skal oplyses om opholdet. Er vedkommende blevet underrettet fra fængselsmyndighederne om for eksempel sin mors forsøg på at opnå kontakt med vedkommende, og meddeler vedkommende fængselsmyndighederne, at vedkommende ikke ønsker, at moderen oplyses om vedkommendes tilstedeværelse i fængslet, er det efter KRIMs opfattelse rimeligt, at moderen ikke underrettes. Noget andet er, hvorledes menneskerettighedsdomstolen vil se på en sådan sag, hvor hensynet til moderen skal afvejes i forhold til hensynet til den indsatte.

Det er KRIMs opfattelse, at det ofte skyldes chikane mod såvel den indsatte som de pårørende, når kriminalforsorgen ikke sætter pårørende i forbindelse med de indsatte. I sådanne tilfælde er menneskerettighedsdomstolens afgørelse naturligvis relevant.