Bekendtgørelse af lov nr. 641 af
17. september 1986 om rigsretten
Herved
bekendtgøres lov nr. 100 af 31.
marts 1954 om rigsretten med de
ændringer, der følger af lov nr.
385 af 4. december 1963.
§ 1.
Rigsretten påkender de
af kongen eller folketinget
mod ministrene anlagte
sager.
Stk.
2. For rigsretten kan
kongen med folketingets
samtykke lade også andre
tiltale for forbrydelser,
som han finder særdeles
farlige for staten.
§ 2.
Rigsretten består af de
ordentlige medlemmer af
Højesteret og et tilsvarende
antal af folketinget efter
forholdstal for 6 år valgte
medlemmer. Folketingets
medlemmer kan ikke vælges
til eller virke som
medlemmer af rigsretten.
Stk.
2. For hver af de valgte
vælges der efter forholdstal
straks to stedfortrædere.
Stk.
3. Hvis nogen af de af
folketinget valgte dommere
udtræder af rigsretten inden
valgperiodens udløb, tager
den for vedkommende først
valgte stedfortræder sæde i
rigsretten i hans sted for
den tilbageværende del af
perioden. Er den først
valgte stedfortræder ude af
stand dertil, eller udtræder
også han af rigsretten,
indtræder den anden
stedfortræder.
Stk.
4. Der foretages ikke
supplerende valg af
stedfortrædere.
Stk.
5. Er sag rejst ved
rigsretten, beholder de af
folketinget valgte medlemmer
deres sæde i retten for
denne sags vedkommende,
selvom det tidsrum, for
hvilket de er valgt,
udløber.
§ 3.
Når valg af dommere og
stedfortrædere er foretaget
af folketinget, sender
dettes formand meddelelse
herom til Højesterets
præsident, der derefter
sammenkalder retten.
§ 4.
I sit første møde vælger
retten af sin midte en
formand og en næstformand.
Valget gælder i
almindelighed kun, indtil
nyt valg til retten
foretages, jfr. dog det i §
2, stk. 5, omhandlede
tilfælde; ophører en af de
valgte inden udløbet af
valgperioden at være medlem
af rigsretten, vælger denne
en anden i hans sted for den
tilbageværende tid.
Stk.
2. Bliver formanden
eller næstformanden
forhindret i at overvære de
mundtlige forhandlinger i
deres helhed eller deltage i
dommens forberedelse og
vedtagelse i en enkelt sag,
vælges en anden i hans sted
for den pågældende sag.
Stk.
3. Så længe en ny
formand i de anførte
tilfælde ikke er valgt,
såvel som når formanden
iøvrigt har forfald, udfører
næstformanden hans hverv.
§ 5.
Kan i et enkelt tilfælde
nogle af Højesterets dommere
ikke deltage i sagens
behandling og påkendelse,
fratræder et tilsvarende
antal af de af folketinget
efter forholdstal sidst
valgte medlemmer.
Stk.
2. Er en af de valgte
dommere forhindret i at
deltage i den enkelte sags
behandling, tiltrædes retten
af den for vedkommende først
valgte stedfortræder; er
også han forhindret,
indtræder den anden
stedfortræder. Er også denne
forhindret, fratræder den
efter embedsalder yngste
Højesteretsdommer.
§ 6.
Rigsretten kan i intet
tilfælde beklædes af mindre
end 18 dommere.
§ 7.
Formanden fører forsædet
i retten.
Stk.
2. Højesterets dommere
tager sæde i samme
rækkefølge som i Højesteret.
Stk.
3. De af folketinget
valgte dommere tager sæde i
den rækkefølge, hvori de er
valgt; en stedfortræder
indtager vedkommende medlems
plads.
§ 8.
Hver af rigsrettens
dommere afgiver skriftlig en
højtidelig forsikring på ære
og samvittighed om
opmærksomt at ville følge
forhandlingerne i retten og
dømme således, som han
finder ret og sandt at være
efter loven og sagens
bevisligheder.
§ 9.
Retsskriverforretningerne
ved rigsretten udføres efter
formandens nærmere
bestemmelse af Højesterets
justitssekretær,
protokolsekretærer og de ved
Højesterets justitskontor
ansatte tjenestemænd.
§ 10.
Rigsrettens retsbøger
autoriseres af folketingets
formand og forsynes med
tingets segl.
§ 11.
Rettens almindelige sæde
er i København, men retten
kan, når omstændighederne
taler derfor, også sættes et
andet sted i riget.
§ 12.
Forhandlingerne i
rigsretten med undtagelse af
dommernes indbyrdes
forhandlinger og
afstemninger er offentlige,
medmindre retten
undtagelsesvis, når særlige
grunde foreligger, finder
det påkrævet, at dørene
lukkes.
§ 13.
Beslutter folketinget at
rejse tiltale mod en
minister, vælger det
samtidig en anklager.
Stk.
2. I andre under
rigsretten hørende sager
udføres hvervet som anklager
af rigsadvokaten, medmindre
folketinget vælger en anden
anklager.
Stk.
3. Meddelelse om
tiltalen samt om valget af
anklager tilstilles
uopholdelig rigsrettens
formand, der herom
underretter tiltalte.
§ 14.
I sager om strafansvar
beskikker rigsrettens
formand en forsvarer,
medmindre tiltalte inden 8
dage efter at være blevet
bekendt med tiltalen
erklærer selv at ville drage
omsorg for forsvaret.
Stk.
2. Som forsvarer for
rigsretten kan anvendes
enhver mand eller kvinde,
der er valgbar til
folketinget. Beskikker
rigsrettens formand en
forsvarer, vælges denne
blandt de til udførelsen af
offentlige og beneficerede
sager ved Højesteret antagne
advokater medmindre der
fremkommer begæring om
beskikkelse af en anden, der
kan anvendes som forsvarer
for rigsretten.
Stk.
3. Om antagelse af
forsvarer sendes der
uopholdelig meddelelse til
rettens formand og til
anklageren. Sidstnævnte
bliver at underrette om
beskikkelse af forsvarer.
§ 15.
Forsvareren er
berettiget til at overvære
samtlige retsmøder, selvom
møderne holdes for lukkede
døre. Fra møder under de
foreløbige
undersøgelseshandlinger kan
den valgte forsvarer dog
udelukkes ved rettens
kendelse, når der er grund
til at antage, at han vil
modvirke undersøgelsen ved
at påvirke andre sigtede
eller vidner til at afgive
urigtig forklaring, ved at
forvanske gerningens spor
eller på lignende måde.
§ 16.
Så snart formanden har
modtaget den i § 13
omhandlede meddelelse,
træder retten efter hans
foranstaltning uden ophold i
virksomhed. Han leder
forhandlingerne, våger over,
at orden iagttages, og
påser, at sagerne fremmes
med tilbørlig hurtighed.
§ 17.
Det kommer rigsretten
under iagttagelse af
retsplejelovens bestemmelser
om fængsling at afgøre, om
tiltalte bør være fængslet
under sagen, uanset om
fængsling måtte være
iværksat, forinden sagen
henvistes til rigsretten.
§ 18.
Finder anklageren, at en
tiltalt, som er på fri fod,
bør underkastes
varetægtsfængsel, kan han
derom gøre indstilling til
rigsretten.
§ 19.
Er tiltalte fængslet,
foranlediger rigsrettens
formand ham fremstillet i
retten under dennes møder.
§ 20.
Det påhviler anklageren
uden ophold at påstævne
sagen. Han tilvejebringer så
vidt gørligt de fornødne
bevisligheder, forbereder
den bevisførelse, der skal
finde sted under
domsforhandlingen, og gør
indstilling til rigsretten
om de foreløbige
undersøgelseshandlinger, han
anser for nødvendige.
§ 21.
Stævningen udfærdiges
efter anklagerens udkast i
rettens navn, forsynes med
dennes segl og underskrives
på rettens vegne af
justitssekretæren.
§ 22.
Rigsrettens formand
fastsætter efter forhandling
med anklageren og
forsvareren, hvilken dag og
tid og hvilket sted for
rettens møde der skal
opgives i stævningen.
§ 23.
Indstævningen sker med
14 dages varsel. Opholder
tiltalte sig på Færøerne
eller i Grønland eller uden
for riget, fastsætter dog
retten efter forhandling med
anklageren og forsvareren et
sådant varsel, som efter
omstændighederne må anses
for tilstrækkeligt.
§ 24.
Kendes tiltaltes
opholdssted ikke, udstedes
offentlig stævning, der
indrykkes to gange i
statstidende. Stævnevarslet
fastsættes af rigsretten.
§ 25.
Genpart af stævningen
bliver ved formandens
foranstaltning at tilstille
forsvareren.
§ 26.
Efter indstilling af
anklageren eller tiltalte
kan rigsretten træffe
bestemmelse om foretagelse
af foreløbige
undersøgelseshandlinger og
om, hvad disse skal omfatte;
det bliver herved at
iagttage, at kun sådanne
beviser tilstedes ført, som
det må anses for umuligt
eller dog forbundet med
særlig ulempe at
tilvejebringe under
domsforhandlingen.
§ 27.
Foreløbige
undersøgelseshandlinger
foretages af vedkommende
underretsdommer, jfr.
retsplejelovens § 694.
Stk.
2. Finder
undersøgelsesretten, at det
til opnåelse af
undersøgelsens formål er
påkrævet at foranstalte
husundersøgelse,
undersøgelse eller
beslaglæggelse af breve
eller andre papirer, kan den
ved kendelse træffe
bestemmelse derom.
Stk.
3. Kære over
undersøgelsesdommerens
virksomhed sker til
rigsretten.
§ 28.
Under en foreløbig
undersøgelse skal vidner
ikke tages i ed, medmindre
dette er bestemt af
rigsretten.
§ 29.
På den dag og tid, da
sagen ifølge stævningen skal
foretages, møder anklageren
og fremlægger stævningen, et
anklageskrift, udskrift af
de i sagen foretagne
retslige
undersøgelseshandlinger og
andre dokumenter, som han
måtte have erhvervet, samt
en fortegnelse over de
vidner og andre personer,
som han agter at lade afhøre
i retten, med kort angivelse
af, hvad dermed agtes
godtgjort, hvilken
fortegnelse dog også kan
optages i anklageskriftet.
§ 30.
Anklageskriftet skal
indeholde en nøjagtig
betegnelse af tiltalte og en
angivelse af de handlinger,
for hvilke han drages til
ansvar, samt af de
omstændigheder, som vil have
indflydelse på straffen.
Nedlægges der påstand på
erstatning, skal den
udformes således, at
tiltalte kan forberede sit
forsvar. Endelig anføres de
lovbestemmelser, hvorpå
anklageren støtter sin
påstand.
§ 31.
Af de i § 29 omhandlede
dokumenter bliver genpart at
overlevere tiltalte eller
hans forsvarer, og disse er
da berettigede til en
passende udsættelse til at
gøre sig bekendt dermed.
§ 32.
Er ingen forsvarer for
tiltalte beskikket, og møder
tiltalte hverken personlig
eller ved fuldmægtig den
dag, da stævningen
fremlægges, eller udebliver
han en senere tægtedag,
beskikker rigsrettens
formand en forsvarer for
ham.
§ 33.
Udebliver tiltalte uden
lovligt forfald fra det i §
29 omhandlede eller noget
senere retsmøde, kan
rigsretten træffe de
foranstaltninger, som måtte
kræves til at sikre hans
tilstedeværelse, derunder i
fornødent fald lade ham
afhente ved magt.
§ 34.
I det i § 29 omhandlede
retsmøde opfordrer formanden
parterne til at fremsætte
deres mulige indsigelser mod
noget af rettens medlemmer,
og retten tager derefter
beslutning i anledning af
sådanne indsigelser.
§ 35.
Inden den af rigsretten
fastsatte frist skal
tiltalte fremlægge de
dokumenter, han agter at
påberåbe sig under sagen, og
en fortegnelse over de
personer, han ønsker afhørt,
forsåvidt de ikke allerede
findes opført på anklagerens
bevisfortegnelse.
Stk.
2. Af det fremlagte
leveres der anklageren
genpart, og anklageren er
berettiget til en passende
udsættelse til at gøre sig
bekendt med modpartens
dokumenter. Fremlægger han
derefter nye dokumenter,
finder tilsvarende regler
anvendelse.
§ 36.
Ønsker nogen af parterne
under domsforhandlingen at
gøre brug af andre beviser
end de i hans
bevisfortegnelse opførte,
eller ønsker han noget bevis
optaget på anden måde end
deri opgivet, kan dette kun
ske med modpartens samtykke
eller rettens tilladelse.
§ 37.
Finder anklageren, at et
af de af tiltalte opgivne
vidner ikke kan give
oplysning om sagen, kan han
opfordre tiltalte til at
angive, hvad han med dette
vidne vil bevise.
Efterkommer tiltalte ikke
opfordringen, kan anklageren
undlade at indkalde vidnet.
Tvist mellem parterne om
indkaldelse af et vidne
afgøres ved rettens
kendelse.
§ 38.
Efter forslag af
anklageren og forsvareren
berammer retten dagen for
domsforhandling af sagen.
§ 39.
Vidnestævning udfærdiges
efter anklagerens udkast på
den i § 21 fastsatte måde og
forkyndes for vidnet med
samme varsel som i § 23 for
tiltaltes vedkommende
bestemt. Af vidnestævningen
leveres der samtidig
modparten genpart.
§ 40.
Alle personer, som er
indstævnet for at afgive
forklaring, er pligtige at
møde på det sted, hvor
rigsretten holdes.
§ 41.
Når retten på den til
domsforhandling berammede
dag er sat, møder
anklageren, tiltalte og hans
forsvarer, og rigsrettens
formand meddeler, hvilken
sag der kommer til
forhandling.
§ 42.
Udebliver tiltalte, og
kan han ikke straks bringes
til stede, afgør retten,
efter at anklageren og
forsvareren har ytret sig,
om sagen desuagtet skal
fremmes, eller om udsættelse
skal finde sted.
§ 43.
Fremmes sagen, lader
formanden de til at afgive
forklaring indkaldte
personer påråbe.
Stk.
2. Er nogen af dem
udeblevet, træffer retten
foranstaltning til, at han
om muligt straks bringes til
stede. Kan dette ikke ske,
afgør retten, efter at der
er givet parterne lejlighed
til at ytre sig derover, om
vidnets forklaring må anses
så vigtig for sagen, at
denne bør udsættes, indtil
vidnet kan komme tilstede
eller dets forklaring på
anden måde kan erhverves (§
26). Udsættes sagen,
pålægges det vidnerne at
møde på ny den fastsatte
dag.
§ 44.
Udebliver et lovmæssig
indkaldt vidne uden lovligt
forfald eller uden
betimeligt at have anmeldt
sit forfald, kan retten
idømme det bøder eller hæfte
indtil 6 måneder og
tilpligte det at erstatte de
udgifter, som måtte være
forårsagede ved
udeblivelsen.
Stk.
2. Kendelse, hvorved
straf eller erstatning er
idømt et fraværende vidne,
kan omgøres, når begæring
derom fremsættes i det
første retsmøde, i hvilket
vidnet derefter giver møde
eller fremstilles, eller,
hvis det ikke senere møder
eller fremstilles, inden en
uge, efter at kendelsen er
forkyndt for det.
§ 45.
Er vidnerne til stede,
eller bestemmer retten, at
sagen skal fremmes uanset et
eller flere vidners
udeblivelse, begiver de
mødte vidner sig ind i det
for dem bestemte værelse.
Stk.
2. Rigsrettens formand
kan, når han finder det
fornødent, træffe
foranstaltning til at
forhindre, at vidnerne
samtaler angående deres
udsagn.
§ 46.
Efter at tiltalte er
afhørt af rettens formand om
navn, alder, stilling og
andre personlige forhold,
som kan være af betydning
for sagen, opfordres han til
at fremkomme med mulige
indsigelser mod den form,
hvorunder sagen er anlagt
eller fremmet. Angående
sådanne indsigelser tager
retten, efter at anklageren
og forsvareren har ytret
sig, beslutning, førend
forhandlingerne fortsættes.
§ 47.
Anklageskriftet oplæses
af retsskriveren, og
anklageren giver derefter en
kort fremstilling af sagens
nærmere omstændigheder.
§ 48.
Formanden gør tiltalte
bekendt med, at han ikke er
pligtig at afgive
forklaring; derpå udspørger
først anklageren og derefter
forsvareren ham, hvorhos
formanden og rigsrettens
øvrige dommere kan stille
yderligere spørgsmål. Er
tiltalen rettet mod flere
personer, bestemmer
formanden, i hvilken orden
de skal afhøres, om nogen af
dem skal aftræde, medens
andre afhøres, og om de skal
stilles mod hinanden.
Stk.
2. Så ofte vidners
udsagn, oplæste dokumenter
eller andre omstændigheder
giver anledning dertil,
bliver tiltalte påny at
afhøre.
Stk.
3. Ingen tvang kan
anvendes mod tiltalte for at
bringe ham til at svare i
det hele eller på enkelte
spørgsmål.
§ 49.
Afgiver tiltalte i
rigsretten en fuldstændig
tilståelse, afgør retten, om
og i hvilken udstrækning
yderligere bevisførelse skal
finde sted.
§ 50.
Er der sket foreløbig
afhøring af tiltalte, bliver
udskriften heraf kun at
oplæse i rigsretten,
forsåvidt tiltalte
udebliver, vægrer sig ved at
give svar angående forhold,
hvorom han har afgivet
forklaring under den
foreløbige afhøring, eller
benægter, hvad han under
denne har tilstået.
§ 51.
Om et vidne skal
bekræfte sin forklaring med
ed, afgøres af rigsretten.
§ 52.
Rigsrettens formand
bestemmer, i hvilken orden
vidnerne skal afhøres.
Anklageren afhører de af ham
fremstillede vidner. Vidner,
som fremstilles fra
forsvarets side, afhøres af
forsvareren eller af
tiltalte. Yderligere
spørgsmål kan derpå
fremsættes såvel af
modparten som af formanden
og de øvrige dommere.
Stk.
2. Det tilkommer
ligeledes formanden at
afgøre, om vidner skal
stilles imod hinanden, og om
et vidne, efter at være
afhørt, kan blive tilstede i
retssalen, foreløbig skal
aftræde eller kan forlade
retten.
Stk.
3. Afhørte vidner kan
senere påny afhøres.
§ 53.
Vægrer et vidne sig uden
lovlig grund ved at svare,
kan retten idømme det samme
straf som i § 44 bestemt.
Har vidnet selv eller nogen
af parterne fremsat
indsigelse mod dets
forpligtelse til at udtale
sig, skal spørgsmålet herom
dog først, efter at alle
vedkommende har haft
lejlighed til at ytre sig,
være afgjort ved rettens
kendelse.
§ 54.
På syns- og skønsmænd
finder reglerne om vidner
tilsvarende anvendelse.
§ 55.
Parterne fremlægger de
bevisførelsen vedkommende
genstande og lader ved
retsskriveren oplæse af
sagens dokumenter, hvad de
finder fornødent.
Vidneforklaringer, som er
afgivet under en foreløbig
undersøgelse, oplæses ikke,
medmindre vidnets udsagn i
rigsretten står i modstrid
dermed, eller dets
indstævning for rigsretten
er undladt efter dennes
bestemmelse eller ikke har
kunnet iværksættes, eller
vidnet er udeblevet, og der
ikke af den grund er fundet
anledning til at udsætte
sagen, indtil vidnet
personlig kan møde.
§ 56.
Viser det sig under
forhandlingerne, at der ved
vidner eller på anden måde
kan fås nye oplysninger, som
på grund af omstændighederne
ikke tidligere har været
kendt, afgør rigsretten,
efter at parterne har haft
lejlighed til at ytre sig
derover, om sådanne nye
oplysninger bør
tilvejebringes eller ej.
Bestemmes det, at de bør
søges tilvejebragt, bør
dette om muligt ske straks,
uden at retten hæves. I
modsat fald udsættes sagen.
Stk.
2. Vidner, som efter
sådan bestemmelse skal
føres, er pligtige at møde
efter tilsigelse med det
varsel, som retten i det
enkelte tilfælde finder
tilstrækkeligt.
§ 57.
Bliver det i noget
tilfælde, efter at
bevisførelsen i retten er
begyndt, nødvendigt at
udsætte sagen, bestemmer
retten, hvorvidt og i
hvilket omfang det allerede
foretagne skal gentages, når
sagen atter kommer for.
§ 58.
Efter bevisførelsens
slutning får først
anklageren, dernæst
forsvareren og, såfremt
tiltalte begærer det, denne
ordet for at udtale sig om
bevisførelsens resultat samt
om retsspørgsmålene i sagen
og nedlægge endelig påstand.
§ 59.
Anklageren kan atter
tage ordet, men tiltalte
eller hans forsvarer har
stedse det sidste ord, og
tiltalte er, efter at hans
forsvarer har talt,
berettiget til selv at
tilføje, hvad han finder
påkrævet.
§ 60.
Af de udsagn, der
afgives under afhøringen,
optages det væsentligste i
retsbogen. Såfremt udsagn
gengives i stenografisk
referat eller optages på
bånd eller lignende, afgør
formanden, hvorvidt der
yderligere skal ske
tilførsel til retsbogen.
Stk.
2. Parternes påstande,
begæringer og indsigelser
samt indsigelser, som
fremsættes af vidner eller
syns- eller skønsmænd, skal
ordret tilføres retsbogen,
hvorimod udviklinger og
foredrag til begrundelse
heraf ikke nedskrives,
medmindre formanden træffer
særlig bestemmelse derom.
§ 61.
Når forhandlingerne er
sluttet, går retten i
almindelighed straks over
til at forberede dommens
afsigelse.
§ 63.
Den senest udnævnte
Højesteretsdommer stemmer
først, derefter det af
folketinget valgte medlem,
som har det nederste sæde,
og senere således
afvekslende mellem
Højesterets dommere og de af
folketinget valgte
medlemmer. Formanden stemmer
sidst.
Stk.
2. De afgivne stemmer
indføres i en særlig
stemmegivningsbog.
§ 64.
Bedømmelsen af
bevisernes vægt er ikke
bundet af lovregler.
§ 65.
Tiltalte kan kun dømmes
for de i anklageskriftet
nævnte forhold. Derimod er
retten, forsåvidt angår
idømmelse af straf, ikke
bundet ved anklagerens
påstand.
§ 66.
Findes der ikke grund
til at idømme tiltalte
straf, afsiger retten for så
vidt frifindelsesdom.
Stk.
2. Erstatningskrav, der
er fremsat under sagen,
afgøres ved samme dom. Ved
denne bestemmes tillige, om
tiltalte skal udrede sagens
omkostninger, jfr. herved
kapitel 91 i lov om rettens
pleje.
§ 67.
Afgives stemmer for
forskellige meninger,
udfindes stemmeflerheden
efter retsplejelovens
almindelige regler, og
dommen affattes efter de
fleste stemmer. Af to
meninger, for hvilke der er
lige mange stemmer,
foretrækkes med hensyn til
strafansvar og forpligtelser
mod staten, derunder
idømmelse af omkostninger,
den for tiltalte gunstigste
mening; iøvrigt gør
formandens, eventuelt den
efter stemmeordenen ældste i
afgørelsen deltagende
dommers stemme udslaget.
§ 68.
Dommen skal indeholde
angivelse af de grunde,
hvorpå domsslutningen
støtter sig, samt oplysning
om de forskellige meninger
under afstemningen, såvel
vedrørende resultatet som
vedrørende begrundelsen, med
oplysning om stemmetal, men
uden angivelse af dommernes
navne.
§ 69.
Dommen indføres i en
særlig dombog.
§ 71.
Dommen udfærdiges i
rettens navn, forsynes med
dens segl, underskrives af
formanden og paraferes af
retsskriveren. Udskrift af
dommen bliver ved formandens
foranstaltning at tilstille
folketingets formand og
justitsministeren.
Stk.
2. Finder retten
anledning til at indstille
til formildelse eller
eftergivelse af idømt straf,
fremsender den til
justitsministeren sammen med
domsudskriften beretning om
sagen med indstilling om
benådning. Enhver af
dommerne kan forlange, at
retten efter afstemningens
slutning tager standpunkt
til spørgsmål herom.
§ 72.
Justitsministeren gør
forestilling angående sagen
til kongen og drager omsorg
for dommens fuldbyrdelse.
§ 73.
Sagens omkostninger
afholdes, forsåvidt ingen
tilpligtes at tilsvare dem,
såvel som når den, hvem de
pålægges, ikke er i stand
til at udrede dem, af
statskassen.
§ 74.
Den valgte anklager og
den beskikkede forsvarer har
ret til erstatning for
nødvendige udgifter og til
godtgørelse for deres
arbejde. Størrelsen af denne
godtgørelse bestemmes ved
dommen. En lignende
godtgørelse kan tillægges
den valgte forsvarer, når
det findes rimeligt, at den
pågældende er valgt til
forsvarer af tiltalte.
§ 75.
Der tilkommer vidner og
syns- og skønsmænd
godtgørelse efter de
almindelige regler herom i
lov om rettens pleje.
§ 76.
Der tilkommer enhver af
rigsretsdommerne og
retsskriverne dagpenge og
godtgørelse af udgifter til
befordring overensstemmende
med tjenestemandslovens
regler om vederlag til
medlemmer af kommissioner,
nævn m.m.
Stk.
2. Udgifterne hertil kan
tiltalte ikke tilpligtes at
tilsvare.
§ 77.
Iøvrigt finder, hvor
ikke denne lov hjemler
andet, lov om rettens pleje
anvendelse på
rettergangsmåden ved
rigsretten.
§ 78.
Lov om rigsretten af 3.
marts 1852 ophæves.
Lov
nr. 100 af 31. marts 1954 om
rigsretten blev bekendtgjort
i Lovtidende den 8. april
1954 og trådte således i
henhold til § 3 i
Lovtidendeloven i kraft den
15. april 1954.
Lov
nr. 385 af 4. december 1963
om ændringer i lov om
rigsretten blev bekendtgjort
i Lovtidende den 5. december
1963 og trådte således i
henhold til § 3 i
Lovtidendeloven i kraft den
12. december 1963.
Justitsministeriet, den 17.
september 1986
Erik
Ninn-Hansen
/Bo
Vestendorf