Vedtaget som lov nr. 944 af 20. december 1999
 
 

Lovforslag nr. 86 fremsat den 3. november 1999 af justitsministeren (Frank Jensen)

Forslag

til

Lov om retshjælp til indgivelse og førelse af klagesager for internationale klageorganer i henhold til menneskerettighedskonventioner

 

§ 1.

Retshjælp kan ydes til indgivelse og førelse af klagesager mod Danmark for internationale klageorganer, som i henhold til konventioner om beskyttelse af menneskerettigheder, som Danmark har tiltrådt, skal behandle klager fra en person over en krænkelse af vedkommendes rettigheder efter konventionen.

§ 2.

Justitsministeren yder efter ansøgning retshjælpen til den person, der har klaget, såfremt det internationale klageorgan har anmodet om den danske regerings retlige bemærkninger til klagen.

Stk. 2.

Retshjælpen omfatter alene de omkostninger, som det ikke er muligt at få godtgjort af det internationale klageorgan.

§ 3.

Justitsministeren kan, når særlige grunde taler derfor, yde retshjælp, selv om betingelserne i § 2, stk. 1, ikke er opfyldt. Dette gælder navnlig i sager, som er af principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse, eller som har væsentlig betydning for ansøgerens sociale eller erhvervsmæssige situation.

§ 4.

Retshjælpen omfatter godtgørelse fra statskassen af

1) rimelige udgifter til advokat, og

2) øvrige rimelige udgifter, der er nødvendige for førelse af sagen.

Stk. 2.

Når særlige grunde taler derfor, kan udgifter til andre procesfuldmægtige end advokater godtgøres.

Stk. 3.

Retshjælp kan begrænses til visse udgiftsposter. Der kan endvidere fastsættes en beløbsgrænse for godtgørelsen fra statskassen.

Stk. 4.

Retshjælp kan tilbagekaldes, når klager ikke længere har rimelig grund til at føre klagesagen. Når retshjælpen tilbagekaldes, ophører virkningerne af retshjælpen.

Stk. 5.

I det omfang, det internationale klageorgans behandling af en klagesag fortsætter trods klagers død, kan virkningerne af retshjælpen opretholdes.

§ 5.

Loven træder i kraft den 1. april 2000.

Stk. 2.

Loven finder anvendelse på klager, der indgives til et internationalt klageorgan efter lovens ikrafttræden. Loven finder endvidere anvendelse på klager, der er indgivet før lovens ikrafttræden, men hvor det internationale klageorgan anmoder om den danske regerings retlige bemærkninger til klagen efter lovens ikrafttræden.

§ 6.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Baggrunden for forslaget 3

2. Menneskerettighedskonventioner med individuel klageadgang 3

2.1. Generelle bemærkninger 3

2.2. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention 3

2.3. Den valgfri protokol til FN's konvention om borgerlige og politiske
rettigheder 4

2.4. Den anden valgfri protokol til FN's konvention om borgerlige og politiske
rettigheder 4

2.5. FN's Racediskriminationskonvention 4

2.6. FN's Torturkonvention 5

2.7. Andre konventioner m.m. 5

3. De nationale muligheder for at få økonomisk bistand 6

3.1. Retsplejelovens kapitel 31 om fri proces 6

3.2. Reglerne om offentlig retshjælp 6

4. Retstilstanden i de øvrige nordiske lande 6

4.1. Norge 6

4.2. Sverige 7

4.3. Finland 7

4.4. Island 7

5. De internationale muligheder for at få økonomisk bistand 7

6. Statistiske oplysninger om danske klagesager 8

6.1. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention 8

6.2. FN's Menneskerettighedskomité 9

6.3. FN's Racediskriminationskomité 9

6.4. FN's Torturkomité 9

7. Vurdering af behovet for økonomisk bistand 9

8. Justitsministeriets overvejelser 10

9. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v. 12

10. Hørte myndigheder m.v. 13

 

1. Baggrunden for forslaget

I flere af de konventioner om menneskerettigheder, som Danmark har tiltrådt, er der oprettet særlige klageorganer, hvortil private kan klage over påståede krænkelser af konventionernes bestemmelser. Det er karakteristisk for behandlingen af klagesagerne, at den har karakter af en retssagsbehandling, der blot finder sted for et internationalt organ.

Efter de gældende bestemmelser i retsplejeloven om fri proces og offentlig retshjælp er der imidlertid ikke mulighed for at få økonomisk bistand fra danske myndigheder til indgivelse og førelse af sådanne klagesager, og der er kun i meget begrænset omfang mulighed for at få økonomisk bistand fra de internationale klageorganer.

Justitsministeriet finder derfor, at der bør indføres en ordning om økonomisk bistand til indgivelse og førelse af klagesager mod Danmark ved internationale klageorganer, hvor behandlingen har karakter af en egentlig retssagsbehandling, som f.eks. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

2. Menneskerettighedskonventioner med individuel klageadgang

2.1. Generelle bemærkninger

Menneskerettighedskonventioner indeholder almindeligvis kontrolmekanismer, der skal sikre, at medlemsstaterne overholder deres forpligtelser i henhold til konventionerne.

Nogle af de menneskerettighedskonventioner, som Danmark har tiltrådt, indeholder regler om, at private, når visse betingelser er opfyldt, kan klage til særlige klageorganer, der har kompetence til at tage stilling til, hvorvidt der foreligger krænkelser af rettighederne i konventionerne (den såkaldte individuelle klageadgang).

Individuel klageadgang findes i dag i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder med tilhørende valgfrie protokoller, FN's Racediskriminationskonvention og FN's Torturkonvention.

2.2. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Danmark har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med tilhørende protokoller (i alt 11), og konventionskomplekset blev inkorporeret ved lov i 1992, jf. lovbekendtgørelse nr. 750 af 19. oktober 1998.

Konventionen indeholder nogle kontrolmekanismer. Den individuelle klageadgang er en af disse. Efter konventionens artikel 34 kan Domstolen modtage klager fra private vedrørende medlemsstaters påståede krænkelser af konventionens rettigheder og friheder.

Domstolen skal realitetsbehandle en klage fra private, når visse procesbetingelser er opfyldt. Når disse betingelser er opfyldt, foreligger der en pligt for Domstolen til at behandle klagen. Procesbetingelserne er følgende:

1) Klagen skal være indgivet af en person, en ikke-statslig organisation eller en gruppe af enkeltpersoner, jf. artikel 34.

2) Klager skal være blevet krænket af en medlemsstat, jf. artikel 34.

3) Klagen skal vedrøre de rettigheder, der er anerkendt i konventionen eller de dertil knyttede protokoller, jf. artikel 34.

4) Nationale retsmidler skal være udtømt, jf. artikel 35, stk. 1.

5) Klagen skal være indgivet inden 6 måneder, fra den endelige nationale afgørelse blev truffet, jf. artikel 35, stk. 1.

6) Klagen må ikke være anonym, jf. artikel 35, stk. 2, litra a.

7) Klagen må ikke være identisk med en sag, der allerede er blevet undersøgt af Domstolen eller allerede har været underkastet anden form for international undersøgelse eller afgørelse, og som ikke indeholder nye oplysninger af betydning, jf. artikel 35, stk. 2, litra b.

8) Domstolen skal afvise en klage, når den anser den for uforenelig med bestemmelserne i konventionen eller de dertil knyttede protokoller, for åbenbart ugrundet eller for at være misbrug af klageadgangen, jf. artikel 35, stk. 3.

Når Domstolen har modtaget og registreret en individuel klage, er dens første opgave at undersøge, om klagen skal afvises, eller om den skal behandles i realiteten. Domstolen skal påse, at de formelle krav er overholdt, før den kan behandle klagen i realiteten. I sager, der efter Domstolens opfattelse giver anledning til spørgsmål i forhold til konventionen, indhentes skriftlige - og i visse tilfælde tillige mundtlige - bemærkninger fra sagens parter, herunder regeringen, inden Domstolen tager stilling til, om klagen skal antages til realitetsbehandling.

Hvis Domstolen antager klagen til realitetsbehandling, er dens opgave for det første at fastlægge sagens faktiske omstændigheder og klagerens og regeringens argumenter. For det andet skal Domstolen stille sig til rådighed for klager og regering med henblik på at opnå et forlig i sagen.

Hvis der indgås forlig mellem klager og regering, og Domstolen ikke har indvendinger mod indholdet, slettes sagen af sagslisten ved en afgørelse, som indskrænker sig til en kort konstatering af kendsgerningerne og den løsning, der er opnået.

Hvis det derimod ikke er muligt at forlige en sag, der er blevet antaget til realitetsbehandling, tager Domstolen stilling til, om der foreligger en krænkelse af konventionen. En dom er bindende for medlemsstaten, og Ministerkomitéen påser dens fuldbyrdelse.

I den ovenævnte korte gennemgang af den individuelle klageadgang henvises der generelt til »Domstolen«. Når Domstolen, der består af 41 dommere, behandler klagesager, er den imidlertid delt op i mindre enheder. Der findes således komitéer med tre dommere, kamre med 7 dommere og et Storkammer med 17 dommere. En komité med tre dommere kan med énstemmighed beslutte at afvise en klage, og en sådan afgørelse er endelig. Hvis klagen ikke afvises af en komité, overgår den til behandling i et kammer. Nogle klager overgår direkte til behandling i et kammer uden først at have været behandlet af en komité. Kammeret skal herefter tage stilling til, om klagen skal afvises eller realitetsbehandles, og hvis klagen antages til realitetsbehandling, tager kammeret også stilling til, om der foreligger en krænkelse. Et kammer har i visse tilfælde mulighed for at afgive jurisdiktion til Storkammeret, der herefter overtager behandlingen af sagen. En afgørelse fra et kammer kan under visse betingelser indbringes for Storkammeret. En afgørelse fra et kammer, der ikke indbringes for Storkammeret, og Storkammerets afgørelser er endelige og bindende.

2.3. Den valgfri protokol til FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder

Danmark har tiltrådt og ratificeret FN's konvention af 16. december 1966 om borgerlige og politiske rettigheder med tilhørende valgfri protokol, jf. således bekendtgørelse nr. 30 af 29. marts 1976 (Lovtidende C).

Ved tillægsprotokollen er der etableret en kontrolprocedure, hvorefter en særlig komité (FN's Menneskerettighedskomité) kan modtage og behandle klager fra fysiske personer over påståede krænkelser af konventionen.

Protokollen trådte i kraft for Danmark samtidig med konventionen den 23. marts 1976.

Komitéen skal realitetsbehandle en klage fra private, når visse procesbetingelser er opfyldt. Når disse betingelser er opfyldt, foreligger der en pligt for komitéen til at behandle klagen. Procesbetingelserne er følgende:

1) Komitéen kan kun modtage henvendelser fra enkeltpersoner, jf. artikel 1.

2) Klagerne skal være undergivet den indklagede stats jurisdiktion, jf. artikel 1.

3) Klagerne skal være ofre for en krænkelse, jf. artikel 1.

4) Der skal være tale om en påstået krænkelse af en af konventionens rettigheder, jf. artikel 1.

5) Nationale retsmidler skal være udtømt, jf. artikel 2 og artikel 5, stk. 2, litra b.

6) Henvendelsen skal være skriftlig, jf. artikel 2.

7) Henvendelsen må ikke være anonym, jf. artikel 3.

8) Henvendelsen må ikke være udtryk for misbrug af klageretten, jf. artikel 3.

9) Klagen må ikke være uforenelig med konventionens bestemmelser, jf. artikel 3.

10) Klagen må ikke være eller have været genstand for behandling ved andet internationalt kontrolorgan, jf. artikel 5, stk. 2, litra a.

Når disse procesbetingelser er opfyldt, underretter komitéen den indklagede stat om henvendelsen, jf. artikel 4, stk. 1.

Den indklagede medlemsstat får en frist til at komme med bemærkninger, jf. artikel 4, stk. 2.

Proceduren slutter med, at komitéen underretter den indklagede medlemsstat og klageren om sine synspunkter, jf. artikel 5, stk. 4.

2.4. Den anden valgfri protokol til FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder

Danmark har tiltrådt og ratificeret den anden valgfri protokol af 15. december 1989 til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, der sigter mod afskaffelse af dødsstraf, jf. bekendtgørelse nr. 17 af 9. februar 1995 (Lovtidende C).

Ved den anden valgfri protokol udvides den i første valgfri protokol hjemlede individuelle klageadgang til også at omfatte bestemmelserne i den anden valgfri protokol, jf. således artikel 5.

Protokollen trådte i kraft for Danmark den 24. maj 1994.

2.5. FN's Racediskriminationskonvention

Danmark har tiltrådt og ratificeret FN's konvention af 21. december 1965 om afskaffelse af alle former for racediskrimination, jf. bekendtgørelse nr. 55 af 4. august 1972 (Lovtidende C).

Ved artikel 14 i konventionen er der etableret en kontrolprocedure, hvorefter en særlig komité (FN's Racediskriminationskomité) kan modtage og behandle klager fra fysiske personer over påståede krænkelser af konventionen. Danmark har afgivet en erklæring i henhold til artikel 14, stk. 1, vedrørende anerkendelse af komitéens kompetence til at modtage og behandle henvendelser fra enkeltpersoner, som hævder at være ofre for en deltagerstats krænkelser af bestemmelser i konventionen, jf. bekendtgørelse nr. 91 af 15. oktober 1986 (Lovtidende C). Konventionens artikel 14 trådte i kraft for Danmark den 11. oktober 1985.

Komitéen skal realitetsbehandle en klage fra private, når visse procesbetingelser er opfyldt. Når disse betingelser er opfyldt, foreligger der en pligt for komitéen til at behandle klagen. Procesbetingelserne er følgende:

1) Komitéen kan kun modtage henvendelser fra enkeltpersoner eller grupper af enkeltpersoner.

2) Klagerne skal være undergivet den pågældende medlemsstats jurisdiktion.

3) Klagerne skal hævde at være ofre for en krænkelse.

4) Klagen skal vedrøre en eller flere af de rettigheder, der er omfattet af konventionen.

5) Klagen må ikke være anonym.

6) Klagerne skal have udtømt nationale retsmidler.

Når disse procesbetingelser er opfyldt, underretter komitéen medlemsstaten om klagen, ligesom medlemsstaten får en frist til at fremkomme med bemærkninger.

Klagesagen resulterer i eventuelle forslag og henstillinger, der sendes til den indklagede stat og klageren.

2.6. FN's Torturkonvention

Danmark har tiltrådt og ratificeret FN's konvention af 10. december 1984 mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. bekendtgørelse nr. 88 af 23. oktober 1987 (Lovtidende C). Konventionen trådte i kraft for Danmarks vedkommende den 26. juni 1987.

Ved artikel 22 i konventionen er der etableret en kontrolprocedure, hvorefter en særlig komité (FN's Torturkomité) kan modtage og behandle klager fra fysiske personer over påståede krænkelser af konventionen.

Danmark har afgivet en erklæring i henhold til artikel 22, stk. 1, vedrørende anerkendelse af komitéens kompetence til at modtage og behandle henvendelser fra enkeltpersoner, som hævder at være ofre for en deltagerstats krænkelser af bestemmelser i konventionen, jf. bekendtgørelse nr. 97 af 11. oktober 1990 (Lovtidende C).

Komitéen skal realitetsbehandle en klage fra private, når visse procesbetingelser er opfyldt. Når disse betingelser er opfyldt, foreligger der en pligt for komitéen til at behandle klagen. Procesbetingelserne er følgende:

1) Komitéen kan kun behandle klager fra eller på vegne af enkeltpersoner.

2) Klagerne skal være undergivet den pågældende medlemsstats jurisdiktion.

3) Klagerne skal hævde at være ofre for en medlemsstats krænkelse af bestemmelser i konventionen.

4) Klagen må ikke være anonym, udtryk for misbrug af klageadgangen eller uforenelig med konventionen.

5) Klagen må ikke være eller have været under behandling i andet internationalt forum.

6) Klager skal have udtømt nationale retsmidler.

Når disse procesbetingelser er opfyldt, underretter komitéen medlemsstaten om klagen. Medlemsstaten får mulighed for at komme med eventuelle bemærkninger.

Hvis klagen antages til realitetsbehandling af komitéen, vil klagesagen ende med en udtalelse fra komitéen, hvor den underretter den pågældende medlemsstat og klageren om dens synspunkter, jf. artikel 22, stk. 7.

2.7. Andre konventioner m.m.

I artikel 24-33 i Den internationale Arbejdsorganisation (ILO), jf. bekendtgørelse nr. 12 af 29. marts 1949, som ændret senest ved bekendtgørelse nr. 84 af 24. juli 1975, findes der regler om klageadgang. Efter disse regler er der en klageret for organisationer af arbejdsgivere og arbejdstagere. Enkeltpersoner har imidlertid ikke adgang til at indgive klage.

I mandatet for Østersøkommissæren (Østersørådets kommissær for demokratiske institutioner og menneskerettigheder, herunder rettigheder for personer tilhørende mindretal) er det bl.a. anført, at kommissæren har ret til at modtage henvendelser fra enkeltpersoner, grupper og organisationer vedrørende menneskerettighedsspørgsmål. Der er ikke tale om nogen formaliseret klageadgang, og mandatet indeholder ikke nærmere regler om betingelser for at kunne klage til kommissæren. Det følger af mandatet, at kommissæren skal lade sig lede af de formål, principper og regler, der er nedfældet i bl.a. De Forenede Nationers Pagt, i Europarådets normer og i andre relevante internationale menneskerettighedsnormer.

Europarådets Ministerkomité har ved en resolution af 7. maj 1999 (resolution (99) 50) oprettet Europarådets kommissær for menneskerettigheder. Kommissæren er en ikke-retlig institution, der skal fremme uddannelse i, bevidsthed omkring samt respekt for menneskerettighederne, således som disse er kommet til udtryk i Europarådets retsakter. Kommissæren skal fungere uafhængigt og upartisk. Kommissæren kan ikke behandle individuelle klager. Kommissæren kan imidlertid handle på baggrund af enhver information af relevans for kommissærens arbejde, herunder oplysninger fra private og organisationer. Kommissæren kan bl.a. påpege utilstrækkeligheder i medlemsstaternes lovgivning og praksis vedrørende efterlevelsen af menneskerettighederne.

3. De nationale muligheder for økonomisk bistand

3.1. Retsplejelovens kapitel 31 om fri proces

Området for reglerne i retsplejelovens kapitel 31 om fri proces er borgerlige sager, der behandles efter retsplejelovens regler, herunder boligretssager, jf. lejelovens § 112, stk. 5. Herudover findes der i et vist omfang hjemmel for meddelelse af bevilling til fri proces i andre tilfælde.

Der er imidlertid ikke i retsplejeloven hjemmel til at meddele fri proces til sagsanlæg ved udenlandske domstole. Der er heller ikke hjemmel til at meddele fri proces til indgivelse og førelse af klagesager for internationale kontrolorganer, der i henhold til menneskerettighedskonventioner har kompetence til at modtage og behandle klager fra private.

3.2. Reglerne om offentlig retshjælp

Efter retsplejelovens § 128, stk. 1, skal advokater, der er antaget til at udføre sager for parter, der har fri proces, yde retshjælp til personer, der opfylder de økonomiske betingelser, som fastsættes i medfør af retsplejelovens § 330, stk. 3. Efter samme lovs § 128, stk. 2, kan advokater, der ikke er omfattet af bestemmelsens stk. 1, ved anmeldelse til den myndighed, som justitsministeren bestemmer, påtage sig en tilsvarende forpligtelse.

De nærmere regler om retshjælp fastsættes administrativt i medfør af retsplejelovens § 128, stk. 3 og 4, jf. senest bekendtgørelse nr. 888 af 14. december 1998 om offentlig retshjælp ved advokater.

I bekendtgørelsen fastsættes de økonomiske betingelser, der skal være opfyldt, jf. §§ 2-5, og retshjælpens område og omfang fastlægges, jf. §§ 6-7.

Efter bekendtgørelsens § 6, stk. 1, omfatter retshjælp rådgivning og udfærdigelse af enkelte skriftlige henvendelser af sædvanlig art, herunder ansøgning om fri proces, processkrifter i retssager, udfærdigelse af bodelingsoverenskomster, enkle testamenter og ægtepagter samt deltagelse i møder. Foreligger der en tvist, kan advokaten give yderligere retshjælp, hvis særlige forhold taler derfor, herunder især at der skønnes at være udsigt til, at sagen ved yderligere bistand fra advokat kan afsluttes forligsmæssigt, jf. bekendtgørelsens § 6, stk. 2.

Efter bekendtgørelsens § 7, stk. 1, kan advokaten give almindelig retshjælp efter § 6, stk. 1, for et vederlag af indtil 800 kr. (inkl. moms). Heraf betaler staten 75 pct., mens den retshjælpssøgende betaler resten. Advokaten kan give udvidet retshjælp efter § 6, stk. 2, for et vederlag af yderligere indtil 1.830 kr. (inkl. moms), jf. bekendtgørelsens § 7, stk. 2. Heraf betaler staten og den retshjælpssøgende hver halvdelen.

Der er ikke hjemmel til at yde retshjælp til indgivelse og førelse af klagesager for internationale klageorganer. Baggrunden herfor er, at der ikke efter retsplejeloven er mulighed for at meddele fri proces hertil, og som følge heraf heller ikke mulighed for at yde retshjælp.

4. Retstilstanden i de øvrige nordiske lande

4.1. Norge

I Norge findes der en retshjælpsordning, der omfatter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Efter norsk ret kan der således - efter en konkret vurdering - ydes økonomisk bistand til indgivelse og førelse af klagesager for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Ved vurderingen af, om en ansøgning skal imødekommes, lægges der vægt på sagens personlige og velfærdsmæssige betydning for ansøgeren, sagens art og eventuelle principielle betydning, samt ansøgerens mulighed for at få medhold.

De sager, hvor der i praksis ydes økonomisk bistand, vedrører uden undtagelse vigtige og principielle spørgsmål. I praksis er det blevet lagt til grund, at der ikke bør bevilliges økonomisk bistand før det tidspunkt, hvor Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol antager en sag til realitetsbehandling. Denne praksis er begrundet i, at de fleste klagesager afvises på et tidligere tidspunkt uden en egentlig sagsbehandling.

I praksis er der blevet bevilliget økonomisk bistand med tilbagevirkende kraft, således at den fri proces også dækker allerede afholdte udgifter.

Det er først og fremmest udgifter til advokatbistand, der dækkes. Efter en konkret vurdering kan ansøgerens egne væsentlige og nødvendige udgifter imidlertid også dækkes. Dette kan f.eks. være udgifter til fotokopiering, rejseudgifter, telefonudgifter m.m. Med hensyn til sådanne udgifter føres en restriktiv praksis. Udgifter til ophold, kost og repræsentation vil derimod kun helt undtagelsesvist kunne dækkes. Støtten vil efter en konkret vurdering af nødvendigheden og rimeligheden kunne omfatte udgifter til sagkyndig bistand.

Den retshjælp, der eventuelt modtages fra Europarådet, skal fratrækkes den retshjælp, der kan ydes efter den norske lov om fri retshjælp.

4.2. Sverige

Efter svensk ret kan der, når der foreligger særlige grunde, ydes retshjælp til behandling af sager i udlandet. Bestemmelsen tager først og fremmest sigte på sager, som skal behandles af en udenlandsk domstol eller myndighed. Det er kun personer, der har bopæl i Sverige, der kan få retshjælp til behandling af sager i udlandet. Kravet om, at der skal foreligge særlige grunde, er i praksis blevet fortolket meget restriktivt. Retshjælp er således alene blevet ydet i sager, der har rejst spørgsmål om personers familieretlige status, sager om varetagelse af børns interesser eller sager, hvor der har foreligget humanitære grunde. Som udgangspunkt ydes der ikke retshjælp til behandling af sager for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (og den tidligere Kommission). I 1997 blev der dog i et enkelt tilfælde ydet retshjælp med den begrundelse, at sagen vedrørte et barns ret til at vokse op med begge forældre, ligesom den tidligere Kommission havde tilkendegivet, at sagen ville blive antaget til realitetsbehandling. Hvis den retshjælpssøgende ikke har udtømt de svenske retsmidler, kan der ikke ydes retshjælp.

4.3. Finland

Der findes ikke udtrykkelige regler om økonomisk bistand ved indgivelse eller førelse af klagesager ved Den europæiske Menneskerettighedsdomstol.

De gældende regler om fri proces og beskikkelse finder kun anvendelse ved førelse af sager for finske myndigheder og tillempes ikke ved indgivelse af klage i henhold til Den europæiske Menneskerettighedskonvention.

De finske regler om offentlig retshjælp er imidlertid i praksis blevet fortolket således, at de også finder anvendelse på førelse af sager i udlandet. Retshjælp kan bestå i at etablere kontakt til juridisk bistand i det pågældende land, men reglerne er også blevet anvendt på egentlig førelse af sager i udlandet.

Efter det oplyste er der i praksis meget begrænsede muligheder for at få dækket udgifter til juridisk bistand ved behandling af klagesager i Strasbourg, og det er kun udgifter, der er forbundet med Domstolens behandling, der kan dækkes.

4.4. Island

Efter islandsk ret er der ikke mulighed for at få økonomisk bistand til indgivelse eller efterfølgende førelse af klagesager for Den europæiske Menneskerettighedsdomstol.

5. De internationale muligheder for økonomisk bistand

Der er ikke etableret retshjælpsordninger, der omfatter indgivelse og førelse af klager i henhold til FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder med tilhørende valgfrie protokoller, FN's Racediskriminationskonvention og FN's Torturkonvention.

Derimod er der mulighed for i visse tilfælde at få retshjælp til førelse af klagesager for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Retshjælpen gives dog hverken forud for, at klage indgives, eller i forbindelse med selve indgivelsen af en klage. Det er først på et senere tidspunkt under klagesagens behandling, at det er muligt at få retshjælp.

Reglerne om retshjælp findes i regel 91-96 i Domstolens procesreglement.

På begæring fra en klager eller af egen drift kan præsidenten for det kammer, der behandler klagen, træffe beslutning om ydelse af retshjælp til førelse af klagesagen. En sådan beslutning kan dog først træffes fra det tidspunkt, hvor medlemsstaten har afgivet skriftlige bemærkninger til spørgsmålet om, hvorvidt klagen kan antages til realitetsbehandling (admissibilitet), eller fra udløbet af den frist, som Domstolen har fastsat for regeringens afgivelse af skriftlige bemærkninger, jf. regel 91, stk. 1. Hvis der er meddelt retshjælp til førelse af klagesagen for et kammer, fortsætter retshjælpen som udgangspunkt, hvis sagen indbringes for Storkammeret, jf. regel 91, stk. 2.

Det er en forudsætning for at kunne få retshjælp, at dette er nødvendigt for en forsvarlig førelse af sagen (»necessary for the proper conduct of the case«), jf. regel 92, stk. 1. Det er endvidere en betingelse, at klager ikke har tilstrækkelige midler til helt eller delvist at dække de omkostninger, der er forbundet med klagesagen, jf. regel 92.

Det skal dokumenteres over for Domstolen, at de økonomiske betingelser er opfyldt. Dette sker ved at udfylde et skema med oplysning om indtægt og formue m.m. Dette skema fås hos Domstolen. Oplysningerne i skemaet skal bekræftes af de nationale myndigheder, og den indklagede stat får mulighed for at udtale sig. I Danmark skal oplysningerne bekræftes af den lokale skatteforvaltning. Reglerne findes i regel 93 i procesreglementet.

Retshjælpen dækker kun udgifter til repræsentanter, der opfylder visse krav. Der ydes således kun retshjælp til advokater eller andre, der opfylder procesreglementets krav til, hvem der kan repræsentere en klager, jf. regel 94, stk. 1, sammenholdt med regel 36, stk. 4. Dette indebærer, at der skal være tale om en advokat, der har ret til at udøve advokatvirksomhed i en af Europarådets medlemsstater, og som har bopæl i en medlemsstat. Præsidenten for det kammer, der behandler sagen, kan dog tillade, at andre optræder som repræsentanter for en klager. Hvis det vurderes hensigtsmæssigt, kan der ydes retshjælp til mere end én repræsentant, jf. regel 94, stk. 1, in fine.

Retshjælp ydes til dækning af advokatens salær. Herudover kan der ydes retshjælp til dækning af såvel klagers som advokatens rejseudgifter og udgifter forbundet med opholdet samt andre nødvendige udgifter, jf. regel 94, stk. 2.

Når der er truffet beslutning om at yde retshjælp, fastsætter Domstolens registrar størrelsen af de salærer, der skal udbetales. Dette sker i henhold til de til enhver tid gældende takster, jf. regel 95, litra a. Herudover træffer registraren beslutning om, med hvilket beløb andre udgifter kan dækkes af retshjælpen, jf. regel 95, litra b.

Hvis betingelserne for at yde retshjælp ophører med at være opfyldt, kan præsidenten for det kammer, der behandler klagen, når som helst beslutte at tilbagekalde eller omgøre beslutningen om at yde retshjælp, jf. regel 96.

Den nye Domstol har endnu ikke fastsat de takster, der vil blive benyttet ved tildeling af retshjælp i henhold til procesreglementet. De nye takster forventes vedtaget om kort tid. Indtil disse takster er fastsat, benytter den nye Domstol imidlertid de takster, der var gældende pr. 1. januar 1998.

De takster, der var gældende pr. 1. januar 1998, er følgende (beløbene er angivet i franske francs, og 1 FFR svarer til ca. 1,15 DKR):

Sagsforberedelse indtil 3.000 FFR

Skriftlige bemærkninger vedrørende admis
sibilitet og/eller materie indtil 2.000 FFR

Supplerende bemærkninger eller bemærkninger
vedrørende erstatningskrav indtil 1.200 FFR

Deltagelse i mundtlige forhandlinger

(incl. forberedelse) indtil 2.000 FFR/dag

Frivilligt forlig (skriftlige forslag) 900 FFR

Deltagelse i
forligsforhandlinger indtil 1.200 FFR/dag

Domstolen er selv af den opfattelse, at der alene er tale om bidrag og ikke om fuld dækning af en klagers faktiske omkostninger ved indgivelse og førelse af en klagesag. Selv om retshjælp fra Domstolen først kan ydes på det tidspunkt, hvor Domstolen har modtaget den indklagede regerings skriftlige bemærkninger til klagen, eller når fristen for indgivelse af sådanne bemærkninger er udløbet, ydes retshjælpen dog med tilbagevirkende kraft, således at den også dækker sagens oprindelige forberedelse.

6. Statistiske oplysninger om danske klagesager

6.1. Den Europæiske Menneskerettighedskommission

Med virkning fra den 1. november 1998, da 11. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention trådte i kraft, blev den tidligere Kommission og Domstol sammenlagt til én permanent Domstol. De følgende statistiske oplysninger vedrører imidlertid den tidligere Kommissions behandling af danske klagesager, men der er grund til at antage, at det mønster, der har vist sig, vil fortsætte, selv om sagerne nu behandles af den nye Domstol.

I perioden fra den 1. januar 1989 til den 31. december 1997 modtog Den Europæiske Menneskerettighedskommission 827 henvendelser fra personer, der klagede over Danmark. Dette resulterede i oprettelse af et tilsvarende antal foreløbige sagsakter. I samme periode blev der registreret 233 egentlige klagesager. Forskellen mellem en foreløbig sagsregistrering og en registreret klage er den, at alle henvendelser til den tidligere Kommission i første omgang blev modtaget og behandlet af Kommissionens sekretariat. Sådanne henvendelser kunne resultere i, at sekretariatet anmodede om yderligere oplysninger, der skulle indsendes, før klagen kunne blive registreret. Sekretariatet kunne endvidere vejlede klagere i tilfælde, hvor klagen faldt uden for konventionens anvendelsesområde eller af anden grund ikke ville kunne behandles i realiteten. Hvis klageren var indforstået hermed, sluttede sagen. Når sekretariatet havde fået de nødvendige oplysninger, eller hvis klager fastholdt sin klage, trods sekretariatets oplysning om, at den ikke kunne forventes behandlet, sendte sekretariatet en klageformular, der skulle udfyldes og returneres. Når sekretariatet havde modtaget den korrekt udfyldte klageformular, skete der en egentlig registrering af klagesagen, ligesom den tidligere Kommission blev underrettet om klagen.

Den tidligere Kommission gik herefter over til at behandle spørgsmålet om klagens admissibilitet. I den nævnte periode blev 7 klager antaget til realitetsbehandling (»declared admissible«), mens 212 blev afvist (»declared inadmissible«). Af de 212 klager, der blev afvist, blev 206 afvist uden at have været forelagt for den danske regering med anmodning om bemærkninger, mens 6 blev afvist efter at de havde været forelagt for den danske regering med anmodning om bemærkninger. 2 klagesager blev slettet af listen.

Af de 7 klagesager, der var blevet antaget til realitetsbehandling i perioden, blev 2 sager indbragt for Domstolen. Kommissionen udfærdigede en rapport i 7 klagesager. I 4 af disse sager blev der udfærdiget en rapport efter den tidligere artikel 28, stk. 2, hvilket vil sige, at sagen blev forligt mellem klager og den danske regering. I 1 sag blev der udarbejdet en rapport efter den tidligere artikel 30, hvilket indebærer, at klagesagen blev slettet af sagslisten. I 2 sager udarbejdede Kommissionen en rapport efter den tidligere artikel 31. Heri ligger, at Kommissionen i rapporten tog stilling til, hvorvidt der forelå en krænkelse eller ej.

De statistiske oplysninger kan sammenfattes på den nedenfor anførte måde. Det skal dog bemærkes, at der er tale om en oversigt over sagsbehandlingsskridt i en bestemt periode, og ikke om udviklingen i et bestemt antal klagesager. Det betyder, at det ikke er de enkelte klager, der følges. Tallene giver derimod et indtryk af, hvad den tidligere Kommission har foretaget sig i danske klagesager i perioden.

Generelle oplysninger

Foreløbige sagsmapper 827

Registrerede klagesager 233

Admissibilitetsbehandlingen

Klagesager der antages til realitetsbehandling 7

Klagesager der afvises 212

uden anmodning om bemærkninger 206

efter anmodning om bemærkninger 6

Klagesager der slettes af sagslisten 2

Realitetsbehandlingen af klagesager

Antal sager indbragt for Domstolen 2

Antal udarbejdede rapporter 7

efter artikel 28, stk. 2 4

efter artikel 30 1

efter artikel 31 2

Det bemærkes, at der i det ovenfor anførte henvises til bestemmelserne i konventionen, således som den var gældende før den 1. november 1998, hvor 11. tillægsprotokol trådte i kraft.

Samlet kan det oplyses, at der i perioden fra den 1. januar 1989 til den 31. december 1997 var i alt 19 sager, hvor den tidligere Kommission bad om den danske regerings bemærkninger.

I de senere år har der været en stigning i antallet af klagesager, hvor regeringen er blevet anmodet om at komme med retlige bemærkninger. I 1998 blev regeringen således anmodet om retlige bemærkninger i 6 klagesager, og indtil oktober 1999 er regeringen blevet anmodet om retlige bemærkninger i 5 klagesager.

I perioden fra den 1. januar 1989 og indtil oktober 1999 er regeringen således blevet anmodet om at komme med retlige bemærkninger i 30 klagesager.

6.2. FN's Menneskerettighedskomité

Siden den 23. marts 1976, hvor reglerne om den individuelle klageadgang trådte i kraft for Danmark, har FN's Menneskerettighedskomité færdigbehandlet 8 klager mod Danmark. 7 klagesager endte med at blive afvist (»declared inadmissible«), mens behandlingen af 1 sag blev afsluttet, uden at der blev truffet nogen egentlig afgørelse (»discontinued«). I ét tilfælde har komitéen anmodet om den danske regerings bemærkninger til en klage.

6.3. FN's Racediskriminationskomité

Siden den 11. oktober 1985, hvor reglerne om den individuelle klageadgang trådte i kraft for Danmark, har FN's Racediskriminationskomité kun afsluttet behandlingen af to klager mod Danmark. Den første sag endte med at blive afvist (»declared inadmissible«) efter, at den danske regering havde afgivet skriftlige bemærkninger. Den anden sag, der blev antaget til realitetsbehandling (»declared admissible«), efter at regeringen havde afgivet skriftlige bemærkninger, endte med, at komitéen fastslog, at Danmark havde overtrådt konventionen. I 1999 er regeringen blevet anmodet om at komme med bemærkninger i to klagesager, der endnu ikke er blevet afgjort af komitéen.

6.4. FN's Torturkomité

Siden den 26. juni 1987, hvor reglerne om den individuelle klageadgang trådte i kraft for Danmark, har FN's Torturkomité afsluttet behandlingen af én klage mod Danmark. Sagen blev afsluttet uden, at der blev truffet nogen egentlig afgørelse (»discontinued«). Den danske regering blev anmodet om at komme med bemærkninger, men disse blev aldrig afgivet, og behandlingen af klagen blev afsluttet, da det over for komitéen blev oplyst, at Danmark havde besluttet ikke at udvise klager. I 1999 er regeringen blevet anmodet om at komme med bemærkninger i to klagesager, der endnu ikke er blevet afgjort af komitéen.

7. Vurdering af behovet for økonomisk bistand

Som nævnt er der ikke efter de gældende danske regler i retsplejeloven om fri proces eller offentlig retshjælp mulighed for at få økonomisk bistand til indgivelse og førelse af klagesager for internationale klageorganer, der i henhold til konventioner er tillagt kompetence til at behandle klager fra private.

Som udgangspunkt vil det heller ikke være muligt at få økonomisk bistand fra det internationale klageorgan, og i tilfælde, hvor det rent faktisk er muligt at få økonomisk bistand, er der i praksis alene tale om delvis dækning af de faktiske omkostninger til advokatsalær og øvrige udgifter.

Justitsministeriet finder på den baggrund, at der bør indføres en retshjælpsordning i forbindelse med klage til internationale klageorganer, der i henhold til menneskerettighedskonventioner har kompetence til at modtage og behandle klager fra private.

Alle de instanser, der er blevet hørt over lovforslaget (se pkt. 10), har i øvrigt tilsluttet sig, at der er behov for at indføre en mulighed for at yde retshjælp.

8. Justitsministeriets overvejelser

8.1.

Det fremgår af de statistiske oplysninger (se pkt. 6), at der i praksis er stor forskel på de enkelte klageadganges betydning. Den individuelle klageadgang i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er uden sammenligning den mest benyttede.

Da de internationale menneskerettighedskonventioner principielt er ligestillede, bør anvendelsesområdet for en retshjælpsordning imidlertid ikke kun omfatte den individuelle klageadgang i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

En retshjælpsordning bør derfor også omfatte den individuelle klageadgang i henhold til FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder, FN's Torturkonvention og FN's Racediskriminationskonvention.

Det er karakteristisk for de nævnte individuelle klageadgange (Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, den valgfri protokol til FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder, FN's Torturkonvention og FN's Racediskriminationskonvention), at behandlingen af klagesagerne har karakter af en retssagsbehandling, der finder sted for et internationalt klageorgan, der er kollegialt sammensat.

Der findes således præcise processuelle regler for, hvordan disse klagesager skal behandles. Endvidere er der klare regler for, under hvilke betingelser et klageorgan kan behandle en klage. Klageorganerne skal vurdere, om den indklagede stat har handlet i strid med bindende konventioner, og der findes i almindelighed en omfattende praksis fra det pågældende klageorgan, som vil indgå i vurderingen. Klageorganets afgørelse vil blive truffet på baggrund af en kontradiktorisk procedure, hvilket vil sige, at både den indklagede regering og klager får mulighed for at kommentere hinandens indlæg. Den kontradiktoriske procedure vil almindeligvis foregå skriftligt, men klageorganet har i visse tilfælde mulighed for at afholde en mundtlig forhandling (se f.eks. regel 54, stk. 4, i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols procesreglement og regel 94, stk. 5, i FN's Racediskriminationskomités procesreglement).

I forbindelse med høringen over lovforslaget har Østersørådets kommissær for demokratiske institutioner og menneskerettigheder foreslået, at klager til kommissæren også bliver omfattet af den foreslåede retshjælpsordning. Efter mandatet har »Kommissæren ... ret til at modtage henvendelser fra enkeltpersoner, grupper og organisationer vedrørende menneskerettighedsspørgsmål«. Det er kommissærens opfattelse, at der reelt består en egentlig individuel klageadgang for enkeltpersoner, grupper og organisationer til Østersøkommissæren.

Den ordning, der gælder for Østersøkommissæren (se pkt. 2.7), adskiller sig imidlertid fra de tidligere nævnte klageadgange derved, at Østersøkommissæren ikke har pligt til at behandle en klage, men kan vælge at gøre det. Efter det nugældende mandat for Østersøkommissæren skal en klager endvidere ikke opfylde bestemte og formelt vedtagne betingelser, som f.eks. at have udtømt de nationale retsmidler, for at kunne klage. Klagesagerne skal efter mandatet heller ikke behandles efter bestemte og formelt vedtagne processuelle regler. Efter det oplyste kræver Østersøkommissæren i praksis, at en række nærmere angivne forudsætninger skal være opfyldt, for at klagen behandles. Disse forudsætninger har visse lighedspunkter med de procesbetingelser, der gælder ved klage til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Efter sit mandat skal Østersøkommissæren »lade sig lede af de formål, principper og regler, der er nedfældet i De Forenede Nationers Pagt, i Europarådets normer, og i andre relevante internationale menneskerettighedsnormer ...« Dette indebærer, at Østersøkommissæren bl.a. kan vurdere forholdet til en bindende konvention, i tilknytning til hvilken der allerede er oprettet et særligt og kollegialt klageorgan, f.eks. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der er blevet tillagt kompetence til at modtage og behandle klager fra private.

Justitsministeriet finder herefter, at den foreslåede retshjælpsordning ikke bør omfatte Østersøkommissæren, i hvert fald ikke på nuværende tidspunkt.

Spørgsmålet om, hvorvidt der bør kunne ydes retshjælp til indgivelse og førelse af klager for Østersøkommissæren bør efter Justitsministeriets opfattelse drøftes nærmere inden for rammerne af det samarbejde, der foregår i Rådet for de baltiske lande. I tilknytning hertil kan det overvejes, om der bør vedtages formelle klagebetingelser samt formelle processuelle regler for behandlingen af klagesager for Østersøkommissæren, og om Østersøkommissæren selv bør have mulighed for at yde retshjælp, således at der ikke gælder forskellige ordninger inden for det nærområde, som er omfattet af Østersøkommissærens mandat.

Tilsvarende vil en klage til Europarådets nyligt oprettede kommissær for menneskerettigheder (se ligeledes pkt. 2.7) heller ikke være omfattet af den foreslåede retshjælpsordning.

Da det kun er organisationer af arbejdstagere og arbejdsgivere, der er klageberettigede i henhold til ILO-statutten (se også her pkt. 2.7), og under hensyn til karakteren af disse klagesager, er der ikke på samme måde behov for at yde retshjælp til disse klagesager. Justitsministeriet finder derfor, at klager til ILO ikke skal være omfattet af den foreslåede retshjælpsordning.

Retshjælpsordningen finder anvendelse på de eksisterende individuelle klageadgange. Den omfatter derfor de klageadgange, der gælder i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, den valgfri protokol til FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder, FN's Torturkonvention og FN's Racediskriminationskonvention. Hvis Danmark på et senere tidspunkt tiltræder konventioner, der indeholder lignende individuelle klageadgange, eller hvis der på et senere tidspunkt indføres individuelle klageadgange i tilknytning til eksisterende konventioner, bliver sådanne klageadgange efter forslaget omfattet af ordningen. Som eksempel herpå kan nævnes, at FN's Generalforsamling forventes at vedtage en tillægsprotokol til FN's konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder, hvorved der indføres en individuel klageadgang over påståede krænkelser af konventionen.

8.2.

Efter lovforslaget er det som nævnt en betingelse, at der er tale om en egentlig klageret, hvor det internationale klageorgan, når procesbetingelserne herfor i øvrigt er opfyldt, har pligt til at behandle en klage og har kompetence til at fastslå, om der foreligger en krænkelse af konventionen.

Det er derimod ikke afgørende, om organet med bindende virkning kan statuere en krænkelse, som tilfældet er for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelser (se konventionens artikel 46, stk. 1), eller om organet alene kan komme med en ikke-bindende tilkendegivelse, jf. FN's Menneskerettigheds-, Race- og Torturkomitéers afgørelser i henhold til den valgfri protokol til FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder (se artikel 5, stk. 4), FN's konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination (se artikel 14, stk. 7, litra b) og FN's konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (se artikel 22, stk. 7).

8.3.

Efter lovforslaget gælder (§ 1), at Danmark skal have anerkendt klageorganets kompetence til at behandle individuelle klager, og at klagen vedrører Danmark. Den foreslåede ordning kan derfor ses som et middel til at sikre Danmarks overholdelse af internationale forpligtelser. Dette vil indebære, at en person, der er bosiddende i Danmark, men som ønsker at indgive en klage mod en anden stat, ikke vil kunne få retshjælp til indgivelse og førelse af en sådan klagesag.

8.4.

Det forhold, at de fleste klager rent faktisk afvises af de internationale organer, giver anledning til at overveje, om en retshjælpsordning bør omfatte alle klager.

For så vidt angår Den Europæiske Menneskerettighedskommission var der (fra 1989 til 1997) kun 7 henvendelser, der endte med at blive antaget til realitetsbehandling. Dette skal ses i lyset af, at Kommissionen i samme periode modtog ikke færre end 827 henvendelser, og at 233 henvendelser blev registreret som egentlige klagesager. Antallet af henvendelser, der blev antaget til realitetsbehandling, udgjorde ca. 1 pct. af det samlede antal henvendelser i perioden og ca. 3 pct. af det samlede antal registrerede klager i perioden. I samme periode anmodede Kommissionen om den danske regerings bemærkninger i 19 klagesager, hvilket svarer til ca. 2 pct. af det samlede antal henvendelser i perioden og ca. 8 pct. af antallet af registrerede klager i perioden. I perioden fra den 1. januar 1989 til oktober 1999 blev regeringen anmodet om retlige bemærkninger i 30 klagesager, heraf 11 sager i 1998 og 1999.

For så vidt angår FN-komitéerne, er der foreløbig kun to klager, der er blevet antaget til realitetsbehandling. De vedrører begge FN's Racediskriminationskonvention. FN-komitéerne har anmodet om regeringens retlige bemærkninger i 8 klagesager.

Samlet er regeringen således blevet anmodet om retlige bemærkninger i knap 40 klagesager i perioden fra 1989 til oktober 1999.

Hvis et klageorgan overvejer, om en klage kan antages til realitetsbehandling, anmoder det om den danske regerings bemærkninger hertil. Da der ofte vil gå nogen tid, førend klageorganet træffer afgørelse herom, vil denne del af sagsbehandlingen kunne være forbundet med ikke ubetydelige omkostninger for klager til advokatsalær m.m.

Hvis retshjælpsordningen derfor skal være en hjælp til borgere, der ønsker at klage, bør det ikke være en betingelse for at få retshjælp, at klagen er antaget til realitetsbehandling.

På den anden side er det ikke hensigtsmæssigt, hvis det offentlige skal betale udgifterne til åbenbart grundløse klager.

Justitsministeriet har overvejet, om det blotte forhold, at en klage bliver registreret som en klagesag hos f.eks. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, burde være tilstrækkeligt til, at klager fik mulighed for at få retshjælp. Justitsministeriet mener imidlertid ikke, at tidspunktet for en klages registrering er et egnet kriterium. Langt de fleste klager, der registreres som egentlige klagesager hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, afvises efterfølgende som »åbenbart ugrundede«, uden at regeringen er blevet anmodet om at komme med bemærkninger. Hertil kommer, at en klager, der retter henvendelse til Den Europæiske Menneskerettighedsdomtol med en klage, og som insisterer på at få sin klage behandlet, selv om klager får oplyst af sekretariatet, at klagen ikke opfylder betingelserne i konventionen, vil få sin klage registreret og behandlet af Domstolen.

Justitsministeriet foreslår derfor, at der skal ydes retshjælp, når klageorganet anmoder om den danske regerings retlige bemærkninger til klagen, herunder om klagen overhovedet kan realitetsbehandles. Hvis et internationalt klageorgan anmoder om den danske regerings retlige bemærkninger i anledning af en klage, vil dette i almindelighed være udtryk for, at klager har rimelig grund til at føre klagesagen. Herved sikres, at de klagesager, der giver anledning til mere væsentlige spørgsmål, får mulighed for at opnå økonomisk bistand.

Såfremt de internationale klageorganers praksis måtte udvikle sig således, at anmodning om bemærkninger sker automatisk og uden nærmere overvejelser af klagebetingelserne eller klagens genstand, vil dette naturligvis ændre forudsætningerne for det valgte kriterium, og der vil derfor være behov for at tage det op til fornyet overvejelse med henblik på en eventuel lovrevision.

Hvis det internationale klageorgan har valgt at anmode om den danske regerings retlige bemærkninger, skal der efter den foreslåede retshjælpsordning ikke foretages en vurdering af, om klager i øvrigt har rimelig grund til at føre klagesagen. Såfremt det internationale klageorgan har anmodet om retlige bemærkninger, har den person, der klager, således krav på at få retshjælp (lovforslagets § 2, stk. 1).

Justitsministeriet finder samtidig, at der i særlige situationer bør kunne ydes retshjælp, selv om det internationale klageorgan (endnu) ikke har anmodet om den danske regerings retlige bemærkninger. Det foreslås derfor (se forslagets § 3 og bemærkningerne til denne bestemmelse), at det i særlige tilfælde skal være muligt at yde retshjælp allerede i forbindelse med klagesagens indgivelse. I disse tilfælde vil det være en betingelse, at klager har rimelig grund til at føre klagesagen.

8.5.

I tilfælde, hvor det internationale klageorgan anmoder om retlige bemærkninger, har klager ofte været nødt til at afholde advokatudgifter til klagens indgivelse. Det foreslås derfor, at en beslutning om tildeling af retshjælp, der træffes efter organets anmodning om retlige bemærkninger, skal gives med tilbagevirkende kraft, således at retshjælpen også kommer til at dække det allerede udførte arbejde. Også retshjælp, der ydes efter § 3, gives med tilbagevirkende kraft.

8.6.

Efter lovforslaget er det en betingelse, at en klager forsøger at udnytte de internationale retshjælpsordninger, og den danske retshjælp vil blive reduceret i det omfang, klager har modtaget retshjælp fra et internationalt klageorgan (lovforslagets § 2, stk. 2).

9. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v.

Den foreslåede retshjælpsordning vil medføre udgifter for det offentlige. Det drejer sig om udgifter til retshjælp i henhold til lovforslaget. Hertil kommer, at der skal afsættes personale til at behandle ansøgninger om retshjælp.

Det vurderes, at det merarbejde, der vil være forbundet med behandlingen af ansøgninger om retshjælp, vil kunne klares inden for rammerne de eksisterende bevillinger.

For så vidt angår udgifter til selve retshjælpsordningen er det vanskeligt nøjagtigt at anslå de forventede udgifter. De fleste klager afvises som åbenbart ugrundede uden at klageorganet har anmodet om den danske regerings bemærkninger, og vil derfor ikke medføre udgifter til retshjælp efter de foreslåede kriterier. I perioden frem til den 31. december 1997 blev regeringen anmodet om retlige bemærkninger i ca. 3 klagesager om året. I 1998 var antallet imidlertid steget til 7 klagesager, heraf 6 vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og 1 vedrørende FN's Racediskriminationskonvention. I 1999 (indtil oktober) er regeringen blevet anmodet om retlige bemærkninger i 9 klagesager, heraf 5 vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, 2 vedrørende FN's Racediskriminationskonvention og 2 vedrørende FN's Torturkonvention. Der er grund til at tro, at antallet af klagesager vil stige.

Størrelsen af de årlige udgifter til en retshjælpsordning vil naturligvis også afhænge af, hvor langt klagesagerne kommer i klagesystemet. Klagers udgifter til advokat m.v. har i de hidtil afgjorte sager været af meget variende størrelse (fra 12.000 kr. til 500.000 kr.). Skønsmæssigt må udgifterne til advokat m.v. antages at ligge omkring 100.000 kr. pr. sag.

Ud fra et forsigtigt skøn kan det anslås, at der vil blive tale om udgifter til ca. 10 klagesager om året, der som ovenfor anført skønnes at ligge på omkring 100.000 kr. pr. sag. På baggrund af dette skøn, der er forbundet med betydelig usikkerhed, vil de samlede udgifter til retshjælp kunne udgøre ca. 1 mio. kr. om året.

Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet. Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser, og det indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Vurdering af konsekvenser af lovforslaget

  Positive konsekvenser/mindre udgifter

 

Negative konsekvenser/

merudgifter

 

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

 

Ingen

 

1,0 mill. kr. Der henvises til punkt 9.

 

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

 

Ingen

 

Der henvises til punkt 9.

 

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

 

Ingen

 

Ingen

 

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

 

Ingen

 

Ingen

 

Miljømæssige konsekvenser

 

Ingen

 

Ingen

 

Administrative konsekvenser for borgerne

 

Ingen

 

Ingen

 

Forholdet til EU-retten

 

Ingen EU-retlige aspekter

 

Ingen EU-retlige aspekter

 

10. Hørte myndigheder m.v.

Lovforslaget har været sendt til høring hos:

Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenten for retten i Århus, Præsidenten for retten i Odense, Præsidenten for retten i Aalborg, Præsidenten for retten i Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Dokumentations- og Rådgivningscenteret om Racediskrimination, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Amtsrådsforeningen i Danmark, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Aarhus Universitet (Juridisk Institut), Københavns Universitet (Retsvidenskabeligt Fakultet), Landsorganisationen i Danmark (LO), Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Specialarbejderforbundet i Danmark (SID), Dansk Industri og Østersørådets Kommissær for Demokratiske Institutioner og Menneskerettigheder.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Efter forslaget kan der ydes retshjælp til indgivelse og førelse af klager mod Danmark for internationale klageorganer, som i henhold til internationale konventioner om menneskerettigheder er tillagt kompetence til at modtage og behandle klager fra personer, der klager over en krænkelse af vedkommendes rettigheder efter konventionen. Danmark skal ikke alene have tiltrådt den pågældende konvention, men skal også have anerkendt klageorganets kompetence til at modtage og behandle sådanne individuelle klagesager.

Lovforslaget omfatter de individuelle klagesystemer, som er etableret i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, den valgfri protokol til FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder, FN's Torturkonvention og FN's Racediskriminationskonvention.

Hvis Danmark på et senere tidspunkt tiltræder andre konventioner om menneskerettigheder, der har lignende klagesystemer, vil disse også være omfattet af lovforslaget. Det samme gælder, hvis Danmark tiltræder f.eks. tillægsprotokoller, hvorved der indføres individuelle klageadgange til allerede gældende konventioner om menneskerettigheder. Som eksempel herpå kan nævnes, at FN's Generalforsamling forventes at vedtage en tillægsprotokol til FN's konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder, hvorved der indføres en individuel klageret over påståede krænkelser af konventionen.

Til § 2

Efter bestemmelsen er det kun fysiske personer, der kan få retshjælp. Denne afgrænsning er i visse tilfælde snævrere end konventionernes afgrænsning af kredsen af klageberettigede. Efter artikel 34 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention kan Domstolen modtage klager fra »enhver person, enhver ikke-statslig organisation eller gruppe af enkeltpersoner«. I tilfælde, hvor andre end fysiske personer er klageberettigede og klager til det internationale klageorgan, vil en ansøgning om retshjælp skulle behandles efter § 3.

Efter bestemmelsen i § 2 er det Justitsministeriet, der træffer beslutning om ydelse af retshjælp. Justitsministeriets (Civilretsdirektoratets) afgørelser vil ikke kunne påklages til anden administrativ myndighed, men vil i overensstemmelse med de almindelige regler herom kunne indbringes for domstolene, jf. grundlovens § 63, ligesom Justitsministeriets (Civilretsdirektoratets) afgørelser vil kunne indbringes for Folketingets Ombudsmand efter de almindelige regler herom.

Det er ligeledes Justitsministeriet (Civilretsdirektoratet), der træffer beslutning om, med hvilket beløb der kan ydes retshjælp, jf. § 4. På dette punkt adskiller ordningen sig fra den ordning, der gælder efter retsplejelovens kapitel 31. Efter retsplejelovens § 336 c, stk. 4, er det den ret, der har foretaget beskikkelsen, der fastsætter salær og godtgørelse. Da de af lovforslaget omhandlede klagesager ikke behandles ved domstolene, bør det ikke være domstolene, der fastsætter salær og godtgørelse i disse klagesager. Det foreslås, at Justitsministeriet (Civilretsdirektoratet) træffer afgørelse om godtgørelse af udgifter.

Hvis den klagesag, der ønskes indbragt for det internationale klageorgan, udspringer af en sag, hvor Civilretsdirektoratet som myndighed tidligere har behandlet sagen, kan der opstå visse habilitetsproblemer. Dette gælder navnlig i tilfælde, hvor der indgives ansøgning om retshjælp efter § 3, og det skal vurderes, om der foreligger særlige grunde. Sådanne sager forventes behandlet på samme måde som ved ansøgning om fri proces efter retsplejelovens bestemmelser herom. Efter praksis anser Civilretsdirektoratet sig for inhabil ved behandlingen af ansøgninger om fri proces i sager, som ansøgeren ønsker at anlægge mod Civilretsdirektoratet. Sådanne ansøgninger videresendes derfor efter fast praksis til Justitsministeriets departement til afgørelse. Ansøgninger om fri proces i sager, som ansøgeren ønsker at anlægge mod Justitsministeriet eller styrelser under ministeriets område, behandles derimod af Civilretsdirektoratet, idet direktoratet ikke som myndighed har truffet en afgørelse i den sag, som ansøgeren ønsker at indbringe for domstolene. Ønsker ansøgeren at anlægge en sag både mod Civilretsdirektoratet og Justitsministeriet overføres sagen i praksis til Indenrigsministeriet. En tilsvarende fremgangsmåde vil blive fulgt ved behandlingen af ansøgninger om retshjælp til førelse af klagesager ved internationale klageorganer.

Når det internationale klageorgan anmoder om den danske regerings retlige bemærkninger, sendes en sådan anmodning til Udenrigsministeriet, der fungerer som regeringens repræsentant (agent) i alle klagesager bortset fra klager over for lang sagsbehandlingstid ved domstolene, hvor Justitsministeriet (departementet) er agent. Den danske regerings svar udarbejdes i samarbejde mellem Udenrigsministeriet og Justitsministeriet samt tillige det fagministerium, hvis lovgivning en klage vedrører. Med de ovennævnte undtagelser vil en ansøgning om retshjælp efter de foreslåede regler skulle behandles af Justitsministeriet (Civilretsdirektoratet). Dette gælder også i tilfælde, hvor en klage udspringer af forhold, der henhører under Justitsministeriets område.

Stk. 1.

Efter bestemmelsen er det en betingelse for at få retshjælp, at det internationale klageorgan har anmodet om den danske regerings retlige bemærkninger til en klage.

Det vil derfor som udgangspunkt ikke være muligt at få retshjælp til indgivelse af en klage, jf. dog undtagelsen i § 3, men først på det senere tidspunkt, hvor organet anmoder om regeringens retlige bemærkninger. Herved sikres, at alene de klagesager, der giver anledning til mere væsentlige spørgsmål, får mulighed for at opnå økonomisk bistand. Såfremt der på et senere tidspunkt ydes retshjælp, dækker retshjælpen også de udgifter, der har været forbundet med klagens indgivelse.

Hvis det internationale klageorgan anmoder om den danske regerings retlige bemærkninger, skal der ikke herudover foretages en vurdering af, om klager har rimelig grund til at føre klagesagen. Hvis det internationale klageorgan anmoder om den danske regerings retlige bemærkninger i anledning af en klage, vil dette i almindelighed være udtryk for, at klager har rimelig grund til at føre klagesagen. Når Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol anmoder om den danske regerings retlige bemærkninger, er der allerede på det tidspunkt foretaget en vis vurdering af klagen, idet de fleste klagesager bliver afvist, uden at regeringen bliver anmodet om bemærkninger. Efter bestemmelsen i § 3 kan der dog ydes retshjælp, selv om det internationale klageorgan ikke har anmodet om den danske regerings retlige bemærkninger.

For så vidt angår Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har den rapporterende dommer, der er ansvarlig for klagesagens forberedelse, mulighed for at anmode den indklagede regering om at fremkomme med faktuelle oplysninger, dokumenter eller andet materiale af relevans (se regel 49, stk. 2, litra a, i Domstolens procesreglement). En sådan anmodning er ikke det samme som en anmodning om retlige bemærkninger til klagesagen (se regel 54, stk. 3, litra b, i Domstolens procesreglement), og skal alene ses som et led i Domstolens sagsoplysning. En anmodning om faktuelle oplysninger m.m. (efter regel 49, stk. 2, litra a, i procesreglementet) er derfor ikke omfattet af lovforslagets § 2, stk. 1.

Stk. 2.

Retshjælp efter lovforslaget foreslås kun givet i det omfang, det ikke er muligt at få dækket omkostningerne af det internationale klageorgan. Menneskerettighedsdomstolen har efter sit procesreglement mulighed for at give retshjælp. Det vil derfor være en betingelse, at disse muligheder søges udnyttet, og en retshjælp efter de danske regler dækker kun udgifter, der ikke dækkes af den internationale retshjælp.

Til § 3

Bestemmelsen svarer til retsplejelovens § 331, hvorefter justitsministeren, når særlige grunde taler derfor, kan meddele fri proces, selv om de almindelige betingelser herfor ikke er opfyldt. Dette gælder navnlig i sager, som er af principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse, eller som har væsentlig betydning for ansøgerens sociale eller erhvervsmæssige situation. Bestemmelsen vil bl.a. kunne anvendes i tilfælde, hvor det ikke er fysiske personer, der ønsker at klage til et internationalt klageorgan. Det er dog en forudsætning, at der skal foreligge særlige grunde. Når der foreligger særlige grunde, vil bestemmelsen således kunne benyttes til at yde retshjælp til en juridisk person eller en gruppe af personer, der er klageberettiget i henhold til konventionens bestemmelser. Baggrunden for, at juridiske personer i modsætning til fysiske personer ikke umiddelbart kan få retshjælp, når klageorganet har anmodet om regeringens retlige bemærkninger, jf. lovforslagets § 2, stk. 1, er, at det ofte vil give anledning til tvivl, om den juridiske person eller gruppen af personer overhovedet er klageberettiget. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis er således restriktiv med hensyn til juridiske personers klageadgang. Hertil kommer, at der i disse tilfælde ofte ikke er det samme behov for retshjælp som for fysiske personer.

Når der foreligger særlige grunde, vil bestemmelsen endvidere kunne benyttes til at yde retshjælp til fysiske personer eller juridiske personer, selv om det internationale klageorgan (endnu) ikke har anmodet om den danske regerings bemærkninger til klagen, jf. betingelsen i § 2, stk. 1. Dette indebærer, at når der foreligger særlige grunde, vil det være muligt at få retshjælp allerede i forbindelse med indgivelsen af en klage til et internationalt klageorgan.

Anmodning om retshjælp i disse sager vil som udgangspunkt skulle behandles på samme måde som ved ansøgninger om fri proces, jf. retsplejelovens § 331, og Civilretsdirektoratets restriktive praksis ved administrationen af retsplejelovens § 331 forventes videreført ved behandlingen af ansøgninger om retshjælp efter § 3.

Ved vurderingen af, om der i disse sager foreligger »særlige grunde«, skal der lægges vægt på, om ansøgeren vurderes at have rimelig grund til at føre klagesagen. Dette svarer til Civilretsdirektoratets praksis ved administrationen af retsplejelovens § 331. Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis klager vurderes at have udsigt til at få medhold i sin klage, eller hvis klagen er af principiel karakter. Hvis en klage vedrører et principielt spørgsmål, skal der ikke lægges vægt på, om klager i øvrigt vil få medhold i sin klage.

Det er Justitsministeriet (Civilretsdirektoratet), der skal foretage en vurdering af, om klager har »rimelig grund til at føre klagesagen«. Vurderingen heraf kan evt. ske på baggrund af en udtalelse fra Udenrigsministeriet, Justitsministeriet (departementet) og eventuelt tillige det fagministerium, hvis lovgivning en klage vedrører. Såfremt Justitsministeriet (Civilretsdirektoratet) ikke vurderer, at en ansøger har rimelig grund til at føre klagesagen, og dermed meddeler et afslag på en ansøgning om retshjælp til indgivelse af klagen, og det internationale klageorgan efterfølgende anmoder om den danske regerings retlige bemærkninger, vil en retshjælp blive givet med tilbagevirkende kraft, jf. bemærkningerne til § 4, stk. 1.

Til § 4

Stk. 1.

Stk. 1 skal ses i sammenhæng med stk. 3, hvorefter retshjælpen kan begrænses til visse udgiftsposter, ligesom der kan fastsættes en beløbsgrænse for godtgørelsen fra statskassen. Ved administrationen af den foreslåede retshjælpsordning forudsættes det, at en meddelelse om ydelse af retshjælp som udgangspunkt kommer til at indeholde en beløbsmæssig begrænsning af den mulige retshjælp. I en meddelelse om ydelse af retshjælp vil det således blive oplyst, at retshjælpen omfatter godtgørelse fra statskassen af rimelige udgifter til advokat og øvrige rimelige udgifter, der er nødvendige for førelse af sagen. Det vil samtidig blive oplyst, at retshjælp foreløbig kan ydes indtil et vist beløb. Såfremt klagers udgifter til klagesagens førelse kommer til at overstige det således fastsatte maksimale beløb, vil klager være nødt til at ansøge om en forhøjelse af den beløbsmæssige begrænsning. Det vil herefter skulle vurderes, om det er rimeligt begrundet at forhøje beløbsgrænsen. Selv om der er fastsat en beløbsgrænse efter stk. 3, og klagers økonomiske krav er mindre end det fastsatte maksimale beløb, vil det kun være rimelige og nødvendige udgifter, der kan opnås dækket.

Det bør som udgangspunkt ikke være muligt at få dækket udgifterne til mere end én advokat.

Advokatens arbejde vil navnlig kunne omfatte møde med klager, udarbejdelse af skriftlig klage, udarbejdelse af skriftlige bemærkninger til regeringens processkrifter, eventuel mundtlig forhandling for Domstolen, eventuel skriftlig opgørelse af erstatningskrav, og deltagelse i eventuelle forligsforhandlinger.

Retshjælp medfører endvidere godtgørelse af øvrige rimelige udgifter, der er nødvendige til førelse af sagen. Som eksempel herpå kan nævnes advokatens og klagers udgifter til rejse, ophold m.m. i forbindelse med mundtlige forhandlinger for Domstolen.

Udgifterne skal have været nødvendige for sagsbehandlingen. Hvis der berammes mundtlig forhandling i en sag, vil de hermed forbundne rejseudgifter m.m. have været nødvendige. Udgifterne skal imidlertid ikke alene have været nødvendige, men der skal endvidere være tale om rimelige udgifter. Herudover kan der blive tale om udgifter til tolk, oversættelse og vidneførelse.

Det må bero på en konkret vurdering i hver enkelt sag, om en udgift er nødvendig og rimelig. Det er kun udgifter, der har direkte tilknytning til klagesagsbehandlingen, der kan dækkes efter reglerne om retshjælp. Afledede krav, herunder klagers eventuelle tabte arbejdsfortjeneste i forbindelse med en mundtlig forhandling for et klageorgan, vil derfor ikke kunne dækkes.

Retshjælpen dækker også de udgifter, der er afholdt forud for meddelelsen af retshjælp, når disse omkostninger og udgifter vedrører klagesagen. Som eksempel herpå kan nævnes advokatens salær til udfærdigelse af den skriftlige klage.

Hvis en klager vælger at lade sig repræsentere af en advokat, der er etableret i et andet land, og dette er muligt efter det pågældende klageorgans procesreglement, vil det som udgangspunkt kun være muligt at få retshjælp til dækning af udgifterne hertil med et beløb svarende til udgifterne til en advokat, der er etableret i Danmark.

Stk. 2.

I de enkelte klageorganers procesreglement er det almindeligvis foreskrevet, hvem der kan repræsentere en klager. Det er ofte ikke kun advokater, der kan repræsentere en klager. Efter artikel 36, stk. 4, i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols procesreglement skal klagers repræsentant være en advokat, der har ret til at udøve advokatvirksomhed i en af Europarådets medlemsstater, og som har bopæl i en medlemsstat. Præsidenten for det kammer, der behandler sagen, kan dog tillade, at andre optræder som repræsentanter for en klager.

Bestemmelsen forventes administreret således, at det ud over advokater almindeligvis kun vil være vederlag til folk fra universiteter, der har indsigt i menneskerettigheder, der kan dækkes efter reglerne om retshjælp.

Hvis klager er repræsenteret ved en person, der ikke er advokat eller universitetsjurist, eller ved en medarbejder fra en organisation som f.eks. Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination, og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har godkendt den pågældende person i henhold til artikel 36, stk. 4, i Domstolens procesreglement, vil der foreligge sådanne særlige grunde, at udgifterne kan godtgøres.

Stk. 3.

I tilfælde, hvor klageorganet anmoder om den danske regerings retlige bemærkninger, afvises klagen ofte efterfølgende. Advokatens arbejde vil i disse tilfælde ofte have bestået i udfærdigelse af processkrifter og afholdelse af møde med klager. I tilfælde, hvor klagen antages til realitetsbehandling, kan sagen ende med indgåelse af et forlig. I disse tilfælde vil advokatens arbejde almindeligvis bestå i udfærdigelse af skriftlige indlæg og møde med klager.

Der kan derfor være grund til at begrænse retshjælpen til sådanne udgifter med mulighed for efterfølgende at godkende andre udgifter, hvis der konkret måtte blive behov derfor. Der bør endvidere være mulighed for at fastsætte en øvre grænse for advokatudgifter. I tilfælde, hvor denne mulighed udnyttes, vil det være muligt efterfølgende at forhøje beløbsgrænsen.

En beløbsmæssig begrænsning af retshjælpen kan have den virkning, at advokaten ikke får dækket sit fulde salærkrav. Delvis dækning af salær fra retshjælpsordningen afskærer imidlertid ikke advokaten fra at søge restkravet dækket hos klager, cf. retsplejelovens § 336 c, stk. 5. Der er således ikke tale om fri proces, men alene om økonomisk bistand til indgivelse og førelse af klagesager for internationale organer, og den økonomiske bistand kan efter omstændighederne antage karakter af delvis dækning af de faktiske udgifter.

Stk. 4.

Der er tale om en undtagelsesbestemmelse. Retshjælpen dækker som udgangspunkt hele klagesagens behandling, det vil sige indtil organet har truffet endelig afgørelse i sagen. Efter undtagelsesbestemmelsen i stk. 4 kan retshjælpen dog tilbagekaldes med virkning for fremtidige omkostninger og udgifter, når klager ikke skønnes at have rimelig grund til at fortsætte behandlingen af klagesagen. Bestemmelsen vil f.eks. kunne anvendes i situationer, hvor klager vælger at fortsætte behandlingen af en sag i tilfælde, hvor organet har truffet en for klager ugunstig afgørelse. Hvis f.eks. et kammer har afsagt en dom, der ikke giver klager medhold i sin klage, og klager efterfølgende anmoder om, at sagen henvises til Storkammeret, jf. artikel 43 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, kan der efter omstændighederne være grund til at tilbagekalde retshjælpen med virkning for fremtidige omkostninger og udgifter.

Stk. 5.

I konventionsorganernes praksis anerkendes det i et vist omfang, at behandlingen af en klagesag kan fortsætte trods klagers død, hvis klagers efterladte eller nærmeste udtrykker ønske herom. I tilfælde, hvor klageorganet vælger at fortsætte behandlingen af klagen trods klagers død, kan der derfor være grund til at opretholde virkningerne af retshjælpen.

Til § 5

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. april 2000. Loven finder anvendelse på klager, der indgives til et internationalt klageorgan efter lovens ikrafttræden. Loven finder endvidere anvendelse på klager, der er indgivet før lovens ikrafttræden, men hvor det internationale klageorgan anmoder om den danske regerings bemærkninger til klagen efter lovens ikrafttræden. Ved afgørelsen af, om en klage er indgivet til et klageorgan inden lovens ikrafttræden, vil tidspunktet for organets modtagelse af klagen være afgørende.

Til § 6

Efter bestemmelsen gælder loven ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger. De færøske og grønlandske hjemmestyremyndigheder vil således få mulighed for at tage stilling til, om og i givet fald med hvilke afvigelser de ønsker loven sat i kraft for Færøerne og Grønland. Det bemærkes, at bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med tilhørende protokoller gælder for Færøerne og Grønland.