Indholdsfortegnelse
1.
Baggrunden for forslaget 3
2.
Menneskerettighedskonventioner
med individuel klageadgang 3
2.1.
Generelle bemærkninger 3
2.2.
Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention
3
2.3.
Den valgfri protokol til
FN's konvention om
borgerlige og politiske
rettigheder 4
2.4.
Den anden valgfri protokol
til FN's konvention om
borgerlige og politiske
rettigheder 4
2.5.
FN's
Racediskriminationskonvention
4
2.6.
FN's Torturkonvention 5
2.7.
Andre konventioner m.m. 5
3. De
nationale muligheder for at få
økonomisk bistand 6
3.1.
Retsplejelovens kapitel 31
om fri proces 6
3.2.
Reglerne om offentlig
retshjælp 6
4.
Retstilstanden i de øvrige
nordiske lande 6
4.1.
Norge 6
4.2.
Sverige 7
4.3.
Finland 7
4.4.
Island 7
5. De
internationale muligheder for at
få økonomisk bistand 7
6.
Statistiske oplysninger om
danske klagesager 8
6.1.
Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention
8
6.2.
FN's
Menneskerettighedskomité 9
6.3.
FN's
Racediskriminationskomité 9
6.4.
FN's Torturkomité 9
7.
Vurdering af behovet for
økonomisk bistand 9
8.
Justitsministeriets overvejelser
10
9.
Forslagets økonomiske og
administrative konsekvenser m.v.
12
10. Hørte
myndigheder m.v. 13
1.
Baggrunden for forslaget
I flere af de
konventioner om
menneskerettigheder, som Danmark
har tiltrådt, er der oprettet
særlige klageorganer, hvortil
private kan klage over påståede
krænkelser af konventionernes
bestemmelser. Det er
karakteristisk for behandlingen
af klagesagerne, at den har
karakter af en
retssagsbehandling, der blot
finder sted for et
internationalt organ.
Efter de
gældende bestemmelser i
retsplejeloven om fri proces og
offentlig retshjælp er der
imidlertid ikke mulighed for at
få økonomisk bistand fra danske
myndigheder til indgivelse og
førelse af sådanne klagesager,
og der er kun i meget begrænset
omfang mulighed for at få
økonomisk bistand fra de
internationale klageorganer.
Justitsministeriet finder
derfor, at der bør indføres en
ordning om økonomisk bistand til
indgivelse og førelse af
klagesager mod Danmark ved
internationale klageorganer,
hvor behandlingen har karakter
af en egentlig
retssagsbehandling, som f.eks.
Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol.
2.
Menneskerettighedskonventioner
med individuel klageadgang
2.1.
Generelle bemærkninger
Menneskerettighedskonventioner
indeholder almindeligvis
kontrolmekanismer, der skal
sikre, at medlemsstaterne
overholder deres forpligtelser i
henhold til konventionerne.
Nogle af de
menneskerettighedskonventioner,
som Danmark har tiltrådt,
indeholder regler om, at
private, når visse betingelser
er opfyldt, kan klage til
særlige klageorganer, der har
kompetence til at tage stilling
til, hvorvidt der foreligger
krænkelser af rettighederne i
konventionerne (den såkaldte
individuelle klageadgang).
Individuel
klageadgang findes i dag i Den
Europæiske
Menneskerettighedskonvention,
FN's konvention om borgerlige og
politiske rettigheder med
tilhørende valgfrie protokoller,
FN's
Racediskriminationskonvention og
FN's Torturkonvention.
2.2. Den
Europæiske
Menneskerettighedskonvention
Danmark har
tiltrådt Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention med
tilhørende protokoller (i alt
11), og konventionskomplekset
blev inkorporeret ved lov i
1992, jf. lovbekendtgørelse nr.
750 af 19. oktober 1998.
Konventionen
indeholder nogle
kontrolmekanismer. Den
individuelle klageadgang er en
af disse. Efter konventionens
artikel 34 kan Domstolen modtage
klager fra private vedrørende
medlemsstaters påståede
krænkelser af konventionens
rettigheder og friheder.
Domstolen
skal realitetsbehandle en klage
fra private, når visse
procesbetingelser er opfyldt.
Når disse betingelser er
opfyldt, foreligger der en pligt
for Domstolen til at behandle
klagen. Procesbetingelserne er
følgende:
1)
Klagen skal være indgivet af
en person, en ikke-statslig
organisation eller en gruppe
af enkeltpersoner, jf.
artikel 34.
2)
Klager skal være blevet
krænket af en medlemsstat,
jf. artikel 34.
3)
Klagen skal vedrøre de
rettigheder, der er
anerkendt i konventionen
eller de dertil knyttede
protokoller, jf. artikel 34.
4)
Nationale retsmidler skal
være udtømt, jf. artikel 35,
stk. 1.
5)
Klagen skal være indgivet
inden 6 måneder, fra den
endelige nationale afgørelse
blev truffet, jf. artikel
35, stk. 1.
6)
Klagen må ikke være anonym,
jf. artikel 35, stk. 2,
litra a.
7)
Klagen må ikke være identisk
med en sag, der allerede er
blevet undersøgt af
Domstolen eller allerede har
været underkastet anden form
for international
undersøgelse eller
afgørelse, og som ikke
indeholder nye oplysninger
af betydning, jf. artikel
35, stk. 2, litra b.
8)
Domstolen skal afvise en
klage, når den anser den for
uforenelig med
bestemmelserne i
konventionen eller de dertil
knyttede protokoller, for
åbenbart ugrundet eller for
at være misbrug af
klageadgangen, jf. artikel
35, stk. 3.
Når Domstolen
har modtaget og registreret en
individuel klage, er dens første
opgave at undersøge, om klagen
skal afvises, eller om den skal
behandles i realiteten.
Domstolen skal påse, at de
formelle krav er overholdt, før
den kan behandle klagen i
realiteten. I sager, der efter
Domstolens opfattelse giver
anledning til spørgsmål i
forhold til konventionen,
indhentes skriftlige - og i
visse tilfælde tillige mundtlige
- bemærkninger fra sagens
parter, herunder regeringen,
inden Domstolen tager stilling
til, om klagen skal antages til
realitetsbehandling.
Hvis
Domstolen antager klagen til
realitetsbehandling, er dens
opgave for det første at
fastlægge sagens faktiske
omstændigheder og klagerens og
regeringens argumenter. For det
andet skal Domstolen stille sig
til rådighed for klager og
regering med henblik på at opnå
et forlig i sagen.
Hvis der
indgås forlig mellem klager og
regering, og Domstolen ikke har
indvendinger mod indholdet,
slettes sagen af sagslisten ved
en afgørelse, som indskrænker
sig til en kort konstatering af
kendsgerningerne og den løsning,
der er opnået.
Hvis det
derimod ikke er muligt at
forlige en sag, der er blevet
antaget til realitetsbehandling,
tager Domstolen stilling til, om
der foreligger en krænkelse af
konventionen. En dom er bindende
for medlemsstaten, og
Ministerkomitéen påser dens
fuldbyrdelse.
I den
ovenævnte korte gennemgang af
den individuelle klageadgang
henvises der generelt til
»Domstolen«. Når Domstolen, der
består af 41 dommere, behandler
klagesager, er den imidlertid
delt op i mindre enheder. Der
findes således komitéer med tre
dommere, kamre med 7 dommere og
et Storkammer med 17 dommere. En
komité med tre dommere kan med
énstemmighed beslutte at afvise
en klage, og en sådan afgørelse
er endelig. Hvis klagen ikke
afvises af en komité, overgår
den til behandling i et kammer.
Nogle klager overgår direkte til
behandling i et kammer uden
først at have været behandlet af
en komité. Kammeret skal
herefter tage stilling til, om
klagen skal afvises eller
realitetsbehandles, og hvis
klagen antages til
realitetsbehandling, tager
kammeret også stilling til, om
der foreligger en krænkelse. Et
kammer har i visse tilfælde
mulighed for at afgive
jurisdiktion til Storkammeret,
der herefter overtager
behandlingen af sagen. En
afgørelse fra et kammer kan
under visse betingelser
indbringes for Storkammeret. En
afgørelse fra et kammer, der
ikke indbringes for
Storkammeret, og Storkammerets
afgørelser er endelige og
bindende.
2.3. Den
valgfri protokol til FN's
konvention om borgerlige og
politiske rettigheder
Danmark har
tiltrådt og ratificeret FN's
konvention af 16. december 1966
om borgerlige og politiske
rettigheder med tilhørende
valgfri protokol, jf. således
bekendtgørelse nr. 30 af 29.
marts 1976 (Lovtidende C).
Ved
tillægsprotokollen er der
etableret en kontrolprocedure,
hvorefter en særlig komité (FN's
Menneskerettighedskomité) kan
modtage og behandle klager fra
fysiske personer over påståede
krænkelser af konventionen.
Protokollen
trådte i kraft for Danmark
samtidig med konventionen den
23. marts 1976.
Komitéen skal
realitetsbehandle en klage fra
private, når visse
procesbetingelser er opfyldt.
Når disse betingelser er
opfyldt, foreligger der en pligt
for komitéen til at behandle
klagen. Procesbetingelserne er
følgende:
1)
Komitéen kan kun modtage
henvendelser fra
enkeltpersoner, jf. artikel
1.
2)
Klagerne skal være
undergivet den indklagede
stats jurisdiktion, jf.
artikel 1.
3)
Klagerne skal være ofre for
en krænkelse, jf. artikel 1.
4) Der
skal være tale om en påstået
krænkelse af en af
konventionens rettigheder,
jf. artikel 1.
5)
Nationale retsmidler skal
være udtømt, jf. artikel 2
og artikel 5, stk. 2, litra
b.
6)
Henvendelsen skal være
skriftlig, jf. artikel 2.
7)
Henvendelsen må ikke være
anonym, jf. artikel 3.
8)
Henvendelsen må ikke være
udtryk for misbrug af
klageretten, jf. artikel 3.
9)
Klagen må ikke være
uforenelig med konventionens
bestemmelser, jf. artikel 3.
10)
Klagen må ikke være eller
have været genstand for
behandling ved andet
internationalt kontrolorgan,
jf. artikel 5, stk. 2, litra
a.
Når disse
procesbetingelser er opfyldt,
underretter komitéen den
indklagede stat om henvendelsen,
jf. artikel 4, stk. 1.
Den
indklagede medlemsstat får en
frist til at komme med
bemærkninger, jf. artikel 4,
stk. 2.
Proceduren
slutter med, at komitéen
underretter den indklagede
medlemsstat og klageren om sine
synspunkter, jf. artikel 5, stk.
4.
2.4. Den
anden valgfri protokol til FN's
konvention om borgerlige og
politiske rettigheder
Danmark har
tiltrådt og ratificeret den
anden valgfri protokol af 15.
december 1989 til den
internationale konvention om
borgerlige og politiske
rettigheder, der sigter mod
afskaffelse af dødsstraf, jf.
bekendtgørelse nr. 17 af 9.
februar 1995 (Lovtidende C).
Ved den anden
valgfri protokol udvides den i
første valgfri protokol hjemlede
individuelle klageadgang til
også at omfatte bestemmelserne i
den anden valgfri protokol, jf.
således artikel 5.
Protokollen
trådte i kraft for Danmark den
24. maj 1994.
2.5. FN's
Racediskriminationskonvention
Danmark har
tiltrådt og ratificeret FN's
konvention af 21. december 1965
om afskaffelse af alle former
for racediskrimination, jf.
bekendtgørelse nr. 55 af 4.
august 1972 (Lovtidende C).
Ved artikel
14 i konventionen er der
etableret en kontrolprocedure,
hvorefter en særlig komité (FN's
Racediskriminationskomité) kan
modtage og behandle klager fra
fysiske personer over påståede
krænkelser af konventionen.
Danmark har afgivet en erklæring
i henhold til artikel 14, stk.
1, vedrørende anerkendelse af
komitéens kompetence til at
modtage og behandle henvendelser
fra enkeltpersoner, som hævder
at være ofre for en
deltagerstats krænkelser af
bestemmelser i konventionen, jf.
bekendtgørelse nr. 91 af 15.
oktober 1986 (Lovtidende C).
Konventionens artikel 14 trådte
i kraft for Danmark den 11.
oktober 1985.
Komitéen skal
realitetsbehandle en klage fra
private, når visse
procesbetingelser er opfyldt.
Når disse betingelser er
opfyldt, foreligger der en pligt
for komitéen til at behandle
klagen. Procesbetingelserne er
følgende:
1)
Komitéen kan kun modtage
henvendelser fra
enkeltpersoner eller grupper
af enkeltpersoner.
2)
Klagerne skal være
undergivet den pågældende
medlemsstats jurisdiktion.
3)
Klagerne skal hævde at være
ofre for en krænkelse.
4)
Klagen skal vedrøre en eller
flere af de rettigheder, der
er omfattet af konventionen.
5)
Klagen må ikke være anonym.
6)
Klagerne skal have udtømt
nationale retsmidler.
Når disse
procesbetingelser er opfyldt,
underretter komitéen
medlemsstaten om klagen, ligesom
medlemsstaten får en frist til
at fremkomme med bemærkninger.
Klagesagen
resulterer i eventuelle forslag
og henstillinger, der sendes til
den indklagede stat og klageren.
2.6. FN's
Torturkonvention
Danmark har
tiltrådt og ratificeret FN's
konvention af 10. december 1984
mod tortur og anden grusom,
umenneskelig eller nedværdigende
behandling eller straf, jf.
bekendtgørelse nr. 88 af 23.
oktober 1987 (Lovtidende C).
Konventionen trådte i kraft for
Danmarks vedkommende den 26.
juni 1987.
Ved artikel
22 i konventionen er der
etableret en kontrolprocedure,
hvorefter en særlig komité (FN's
Torturkomité) kan modtage og
behandle klager fra fysiske
personer over påståede
krænkelser af konventionen.
Danmark har
afgivet en erklæring i henhold
til artikel 22, stk. 1,
vedrørende anerkendelse af
komitéens kompetence til at
modtage og behandle henvendelser
fra enkeltpersoner, som hævder
at være ofre for en
deltagerstats krænkelser af
bestemmelser i konventionen, jf.
bekendtgørelse nr. 97 af 11.
oktober 1990 (Lovtidende C).
Komitéen skal
realitetsbehandle en klage fra
private, når visse
procesbetingelser er opfyldt.
Når disse betingelser er
opfyldt, foreligger der en pligt
for komitéen til at behandle
klagen. Procesbetingelserne er
følgende:
1)
Komitéen kan kun behandle
klager fra eller på vegne af
enkeltpersoner.
2)
Klagerne skal være
undergivet den pågældende
medlemsstats jurisdiktion.
3)
Klagerne skal hævde at være
ofre for en medlemsstats
krænkelse af bestemmelser i
konventionen.
4)
Klagen må ikke være anonym,
udtryk for misbrug af
klageadgangen eller
uforenelig med konventionen.
5)
Klagen må ikke være eller
have været under behandling
i andet internationalt
forum.
6)
Klager skal have udtømt
nationale retsmidler.
Når disse
procesbetingelser er opfyldt,
underretter komitéen
medlemsstaten om klagen.
Medlemsstaten får mulighed for
at komme med eventuelle
bemærkninger.
Hvis klagen
antages til realitetsbehandling
af komitéen, vil klagesagen ende
med en udtalelse fra komitéen,
hvor den underretter den
pågældende medlemsstat og
klageren om dens synspunkter,
jf. artikel 22, stk. 7.
2.7. Andre
konventioner m.m.
I artikel
24-33 i Den internationale
Arbejdsorganisation (ILO), jf.
bekendtgørelse nr. 12 af 29.
marts 1949, som ændret senest
ved bekendtgørelse nr. 84 af 24.
juli 1975, findes der regler om
klageadgang. Efter disse regler
er der en klageret for
organisationer af arbejdsgivere
og arbejdstagere. Enkeltpersoner
har imidlertid ikke adgang til
at indgive klage.
I mandatet
for Østersøkommissæren
(Østersørådets kommissær for
demokratiske institutioner og
menneskerettigheder, herunder
rettigheder for personer
tilhørende mindretal) er det
bl.a. anført, at kommissæren har
ret til at modtage henvendelser
fra enkeltpersoner, grupper og
organisationer vedrørende
menneskerettighedsspørgsmål. Der
er ikke tale om nogen
formaliseret klageadgang, og
mandatet indeholder ikke nærmere
regler om betingelser for at
kunne klage til kommissæren. Det
følger af mandatet, at
kommissæren skal lade sig lede
af de formål, principper og
regler, der er nedfældet i bl.a.
De Forenede Nationers Pagt, i
Europarådets normer og i andre
relevante internationale
menneskerettighedsnormer.
Europarådets
Ministerkomité har ved en
resolution af 7. maj 1999
(resolution (99) 50) oprettet
Europarådets kommissær for
menneskerettigheder. Kommissæren
er en ikke-retlig institution,
der skal fremme uddannelse i,
bevidsthed omkring samt respekt
for menneskerettighederne,
således som disse er kommet til
udtryk i Europarådets retsakter.
Kommissæren skal fungere
uafhængigt og upartisk.
Kommissæren kan ikke behandle
individuelle klager. Kommissæren
kan imidlertid handle på
baggrund af enhver information
af relevans for kommissærens
arbejde, herunder oplysninger
fra private og organisationer.
Kommissæren kan bl.a. påpege
utilstrækkeligheder i
medlemsstaternes lovgivning og
praksis vedrørende efterlevelsen
af menneskerettighederne.
3. De
nationale muligheder for
økonomisk bistand
3.1.
Retsplejelovens kapitel 31 om
fri proces
Området for
reglerne i retsplejelovens
kapitel 31 om fri proces er
borgerlige sager, der behandles
efter retsplejelovens regler,
herunder boligretssager, jf.
lejelovens § 112, stk. 5.
Herudover findes der i et vist
omfang hjemmel for meddelelse af
bevilling til fri proces i andre
tilfælde.
Der er
imidlertid ikke i retsplejeloven
hjemmel til at meddele fri
proces til sagsanlæg ved
udenlandske domstole. Der er
heller ikke hjemmel til at
meddele fri proces til
indgivelse og førelse af
klagesager for internationale
kontrolorganer, der i henhold
til
menneskerettighedskonventioner
har kompetence til at modtage og
behandle klager fra private.
3.2.
Reglerne om offentlig retshjælp
Efter
retsplejelovens § 128, stk. 1,
skal advokater, der er antaget
til at udføre sager for parter,
der har fri proces, yde
retshjælp til personer, der
opfylder de økonomiske
betingelser, som fastsættes i
medfør af retsplejelovens § 330,
stk. 3. Efter samme lovs § 128,
stk. 2, kan advokater, der ikke
er omfattet af bestemmelsens
stk. 1, ved anmeldelse til den
myndighed, som justitsministeren
bestemmer, påtage sig en
tilsvarende forpligtelse.
De nærmere
regler om retshjælp fastsættes
administrativt i medfør af
retsplejelovens § 128, stk. 3 og
4, jf. senest bekendtgørelse nr.
888 af 14. december 1998 om
offentlig retshjælp ved
advokater.
I
bekendtgørelsen fastsættes de
økonomiske betingelser, der skal
være opfyldt, jf. §§ 2-5, og
retshjælpens område og omfang
fastlægges, jf. §§ 6-7.
Efter
bekendtgørelsens § 6, stk. 1,
omfatter retshjælp rådgivning og
udfærdigelse af enkelte
skriftlige henvendelser af
sædvanlig art, herunder
ansøgning om fri proces,
processkrifter i retssager,
udfærdigelse af
bodelingsoverenskomster, enkle
testamenter og ægtepagter samt
deltagelse i møder. Foreligger
der en tvist, kan advokaten give
yderligere retshjælp, hvis
særlige forhold taler derfor,
herunder især at der skønnes at
være udsigt til, at sagen ved
yderligere bistand fra advokat
kan afsluttes forligsmæssigt,
jf. bekendtgørelsens § 6, stk.
2.
Efter
bekendtgørelsens § 7, stk. 1,
kan advokaten give almindelig
retshjælp efter § 6, stk. 1, for
et vederlag af indtil 800 kr.
(inkl. moms). Heraf betaler
staten 75 pct., mens den
retshjælpssøgende betaler
resten. Advokaten kan give
udvidet retshjælp efter § 6,
stk. 2, for et vederlag af
yderligere indtil 1.830 kr.
(inkl. moms), jf.
bekendtgørelsens § 7, stk. 2.
Heraf betaler staten og den
retshjælpssøgende hver
halvdelen.
Der er ikke
hjemmel til at yde retshjælp til
indgivelse og førelse af
klagesager for internationale
klageorganer. Baggrunden herfor
er, at der ikke efter
retsplejeloven er mulighed for
at meddele fri proces hertil, og
som følge heraf heller ikke
mulighed for at yde retshjælp.
4.
Retstilstanden i de øvrige
nordiske lande
4.1. Norge
I Norge
findes der en retshjælpsordning,
der omfatter Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol.
Efter norsk
ret kan der således - efter en
konkret vurdering - ydes
økonomisk bistand til indgivelse
og førelse af klagesager for Den
Europæiske
Menneskerettighedsdomstol.
Ved
vurderingen af, om en ansøgning
skal imødekommes, lægges der
vægt på sagens personlige og
velfærdsmæssige betydning for
ansøgeren, sagens art og
eventuelle principielle
betydning, samt ansøgerens
mulighed for at få medhold.
De sager,
hvor der i praksis ydes
økonomisk bistand, vedrører uden
undtagelse vigtige og
principielle spørgsmål. I
praksis er det blevet lagt til
grund, at der ikke bør
bevilliges økonomisk bistand før
det tidspunkt, hvor Den
Europæiske
Menneskerettighedsdomstol
antager en sag til
realitetsbehandling. Denne
praksis er begrundet i, at de
fleste klagesager afvises på et
tidligere tidspunkt uden en
egentlig sagsbehandling.
I praksis er
der blevet bevilliget økonomisk
bistand med tilbagevirkende
kraft, således at den fri proces
også dækker allerede afholdte
udgifter.
Det er først
og fremmest udgifter til
advokatbistand, der dækkes.
Efter en konkret vurdering kan
ansøgerens egne væsentlige og
nødvendige udgifter imidlertid
også dækkes. Dette kan f.eks.
være udgifter til fotokopiering,
rejseudgifter, telefonudgifter
m.m. Med hensyn til sådanne
udgifter føres en restriktiv
praksis. Udgifter til ophold,
kost og repræsentation vil
derimod kun helt undtagelsesvist
kunne dækkes. Støtten vil efter
en konkret vurdering af
nødvendigheden og rimeligheden
kunne omfatte udgifter til
sagkyndig bistand.
Den
retshjælp, der eventuelt
modtages fra Europarådet, skal
fratrækkes den retshjælp, der
kan ydes efter den norske lov om
fri retshjælp.
4.2.
Sverige
Efter svensk
ret kan der, når der foreligger
særlige grunde, ydes retshjælp
til behandling af sager i
udlandet. Bestemmelsen tager
først og fremmest sigte på
sager, som skal behandles af en
udenlandsk domstol eller
myndighed. Det er kun personer,
der har bopæl i Sverige, der kan
få retshjælp til behandling af
sager i udlandet. Kravet om, at
der skal foreligge særlige
grunde, er i praksis blevet
fortolket meget restriktivt.
Retshjælp er således alene
blevet ydet i sager, der har
rejst spørgsmål om personers
familieretlige status, sager om
varetagelse af børns interesser
eller sager, hvor der har
foreligget humanitære grunde.
Som udgangspunkt ydes der ikke
retshjælp til behandling af
sager for Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol (og
den tidligere Kommission). I
1997 blev der dog i et enkelt
tilfælde ydet retshjælp med den
begrundelse, at sagen vedrørte
et barns ret til at vokse op med
begge forældre, ligesom den
tidligere Kommission havde
tilkendegivet, at sagen ville
blive antaget til
realitetsbehandling. Hvis den
retshjælpssøgende ikke har
udtømt de svenske retsmidler,
kan der ikke ydes retshjælp.
4.3.
Finland
Der findes
ikke udtrykkelige regler om
økonomisk bistand ved indgivelse
eller førelse af klagesager ved
Den europæiske
Menneskerettighedsdomstol.
De gældende
regler om fri proces og
beskikkelse finder kun
anvendelse ved førelse af sager
for finske myndigheder og
tillempes ikke ved indgivelse af
klage i henhold til Den
europæiske
Menneskerettighedskonvention.
De finske
regler om offentlig retshjælp er
imidlertid i praksis blevet
fortolket således, at de også
finder anvendelse på førelse af
sager i udlandet. Retshjælp kan
bestå i at etablere kontakt til
juridisk bistand i det
pågældende land, men reglerne er
også blevet anvendt på egentlig
førelse af sager i udlandet.
Efter det
oplyste er der i praksis meget
begrænsede muligheder for at få
dækket udgifter til juridisk
bistand ved behandling af
klagesager i Strasbourg, og det
er kun udgifter, der er
forbundet med Domstolens
behandling, der kan dækkes.
4.4.
Island
Efter
islandsk ret er der ikke
mulighed for at få økonomisk
bistand til indgivelse eller
efterfølgende førelse af
klagesager for Den europæiske
Menneskerettighedsdomstol.
5. De
internationale muligheder for
økonomisk bistand
Der er ikke
etableret retshjælpsordninger,
der omfatter indgivelse og
førelse af klager i henhold til
FN's konvention om borgerlige og
politiske rettigheder med
tilhørende valgfrie protokoller,
FN's
Racediskriminationskonvention og
FN's Torturkonvention.
Derimod er
der mulighed for i visse
tilfælde at få retshjælp til
førelse af klagesager for Den
Europæiske
Menneskerettighedsdomstol.
Retshjælpen gives dog hverken
forud for, at klage indgives,
eller i forbindelse med selve
indgivelsen af en klage. Det er
først på et senere tidspunkt
under klagesagens behandling, at
det er muligt at få retshjælp.
Reglerne om
retshjælp findes i regel 91-96 i
Domstolens procesreglement.
På begæring
fra en klager eller af egen
drift kan præsidenten for det
kammer, der behandler klagen,
træffe beslutning om ydelse af
retshjælp til førelse af
klagesagen. En sådan beslutning
kan dog først træffes fra det
tidspunkt, hvor medlemsstaten
har afgivet skriftlige
bemærkninger til spørgsmålet om,
hvorvidt klagen kan antages til
realitetsbehandling
(admissibilitet), eller fra
udløbet af den frist, som
Domstolen har fastsat for
regeringens afgivelse af
skriftlige bemærkninger, jf.
regel 91, stk. 1. Hvis der er
meddelt retshjælp til førelse af
klagesagen for et kammer,
fortsætter retshjælpen som
udgangspunkt, hvis sagen
indbringes for Storkammeret, jf.
regel 91, stk. 2.
Det er en
forudsætning for at kunne få
retshjælp, at dette er
nødvendigt for en forsvarlig
førelse af sagen (»necessary for
the proper conduct of the
case«), jf. regel 92, stk. 1.
Det er endvidere en betingelse,
at klager ikke har
tilstrækkelige midler til helt
eller delvist at dække de
omkostninger, der er forbundet
med klagesagen, jf. regel 92.
Det skal
dokumenteres over for Domstolen,
at de økonomiske betingelser er
opfyldt. Dette sker ved at
udfylde et skema med oplysning
om indtægt og formue m.m. Dette
skema fås hos Domstolen.
Oplysningerne i skemaet skal
bekræftes af de nationale
myndigheder, og den indklagede
stat får mulighed for at udtale
sig. I Danmark skal
oplysningerne bekræftes af den
lokale skatteforvaltning.
Reglerne findes i regel 93 i
procesreglementet.
Retshjælpen
dækker kun udgifter til
repræsentanter, der opfylder
visse krav. Der ydes således kun
retshjælp til advokater eller
andre, der opfylder
procesreglementets krav til,
hvem der kan repræsentere en
klager, jf. regel 94, stk. 1,
sammenholdt med regel 36, stk.
4. Dette indebærer, at der skal
være tale om en advokat, der har
ret til at udøve
advokatvirksomhed i en af
Europarådets medlemsstater, og
som har bopæl i en medlemsstat.
Præsidenten for det kammer, der
behandler sagen, kan dog
tillade, at andre optræder som
repræsentanter for en klager.
Hvis det vurderes
hensigtsmæssigt, kan der ydes
retshjælp til mere end én
repræsentant, jf. regel 94, stk.
1, in fine.
Retshjælp
ydes til dækning af advokatens
salær. Herudover kan der ydes
retshjælp til dækning af såvel
klagers som advokatens
rejseudgifter og udgifter
forbundet med opholdet samt
andre nødvendige udgifter, jf.
regel 94, stk. 2.
Når der er
truffet beslutning om at yde
retshjælp, fastsætter Domstolens
registrar størrelsen af de
salærer, der skal udbetales.
Dette sker i henhold til de til
enhver tid gældende takster, jf.
regel 95, litra a. Herudover
træffer registraren beslutning
om, med hvilket beløb andre
udgifter kan dækkes af
retshjælpen, jf. regel 95, litra
b.
Hvis
betingelserne for at yde
retshjælp ophører med at være
opfyldt, kan præsidenten for det
kammer, der behandler klagen,
når som helst beslutte at
tilbagekalde eller omgøre
beslutningen om at yde
retshjælp, jf. regel 96.
Den nye
Domstol har endnu ikke fastsat
de takster, der vil blive
benyttet ved tildeling af
retshjælp i henhold til
procesreglementet. De nye
takster forventes vedtaget om
kort tid. Indtil disse takster
er fastsat, benytter den nye
Domstol imidlertid de takster,
der var gældende pr. 1. januar
1998.
De takster,
der var gældende pr. 1. januar
1998, er følgende (beløbene er
angivet i franske francs, og 1
FFR svarer til ca. 1,15 DKR):
Sagsforberedelse indtil 3.000
FFR
Skriftlige
bemærkninger vedrørende admis
sibilitet og/eller materie
indtil 2.000 FFR
Supplerende bemærkninger eller
bemærkninger
vedrørende erstatningskrav
indtil 1.200 FFR
Deltagelse
i mundtlige forhandlinger
(incl.
forberedelse) indtil 2.000
FFR/dag
Frivilligt
forlig (skriftlige forslag) 900
FFR
Deltagelse
i
forligsforhandlinger indtil
1.200 FFR/dag
Domstolen er
selv af den opfattelse, at der
alene er tale om bidrag og ikke
om fuld dækning af en klagers
faktiske omkostninger ved
indgivelse og førelse af en
klagesag. Selv om retshjælp fra
Domstolen først kan ydes på det
tidspunkt, hvor Domstolen har
modtaget den indklagede
regerings skriftlige
bemærkninger til klagen, eller
når fristen for indgivelse af
sådanne bemærkninger er udløbet,
ydes retshjælpen dog med
tilbagevirkende kraft, således
at den også dækker sagens
oprindelige forberedelse.
6.
Statistiske oplysninger om
danske klagesager
6.1. Den
Europæiske
Menneskerettighedskommission
Med virkning
fra den 1. november 1998, da 11.
tillægsprotokol til Den
Europæiske
Menneskerettighedskonvention
trådte i kraft, blev den
tidligere Kommission og Domstol
sammenlagt til én permanent
Domstol. De følgende statistiske
oplysninger vedrører imidlertid
den tidligere Kommissions
behandling af danske klagesager,
men der er grund til at antage,
at det mønster, der har vist
sig, vil fortsætte, selv om
sagerne nu behandles af den nye
Domstol.
I perioden
fra den 1. januar 1989 til den
31. december 1997 modtog Den
Europæiske
Menneskerettighedskommission 827
henvendelser fra personer, der
klagede over Danmark. Dette
resulterede i oprettelse af et
tilsvarende antal foreløbige
sagsakter. I samme periode blev
der registreret 233 egentlige
klagesager. Forskellen mellem en
foreløbig sagsregistrering og en
registreret klage er den, at
alle henvendelser til den
tidligere Kommission i første
omgang blev modtaget og
behandlet af Kommissionens
sekretariat. Sådanne
henvendelser kunne resultere i,
at sekretariatet anmodede om
yderligere oplysninger, der
skulle indsendes, før klagen
kunne blive registreret.
Sekretariatet kunne endvidere
vejlede klagere i tilfælde, hvor
klagen faldt uden for
konventionens anvendelsesområde
eller af anden grund ikke ville
kunne behandles i realiteten.
Hvis klageren var indforstået
hermed, sluttede sagen. Når
sekretariatet havde fået de
nødvendige oplysninger, eller
hvis klager fastholdt sin klage,
trods sekretariatets oplysning
om, at den ikke kunne forventes
behandlet, sendte sekretariatet
en klageformular, der skulle
udfyldes og returneres. Når
sekretariatet havde modtaget den
korrekt udfyldte klageformular,
skete der en egentlig
registrering af klagesagen,
ligesom den tidligere Kommission
blev underrettet om klagen.
Den tidligere
Kommission gik herefter over til
at behandle spørgsmålet om
klagens admissibilitet. I den
nævnte periode blev 7 klager
antaget til realitetsbehandling
(»declared admissible«), mens
212 blev afvist (»declared
inadmissible«). Af de 212
klager, der blev afvist, blev
206 afvist uden at have været
forelagt for den danske regering
med anmodning om bemærkninger,
mens 6 blev afvist efter at de
havde været forelagt for den
danske regering med anmodning om
bemærkninger. 2 klagesager blev
slettet af listen.
Af de 7
klagesager, der var blevet
antaget til realitetsbehandling
i perioden, blev 2 sager
indbragt for Domstolen.
Kommissionen udfærdigede en
rapport i 7 klagesager. I 4 af
disse sager blev der udfærdiget
en rapport efter den tidligere
artikel 28, stk. 2, hvilket vil
sige, at sagen blev forligt
mellem klager og den danske
regering. I 1 sag blev der
udarbejdet en rapport efter den
tidligere artikel 30, hvilket
indebærer, at klagesagen blev
slettet af sagslisten. I 2 sager
udarbejdede Kommissionen en
rapport efter den tidligere
artikel 31. Heri ligger, at
Kommissionen i rapporten tog
stilling til, hvorvidt der
forelå en krænkelse eller ej.
De
statistiske oplysninger kan
sammenfattes på den nedenfor
anførte måde. Det skal dog
bemærkes, at der er tale om en
oversigt over
sagsbehandlingsskridt i en
bestemt periode, og ikke om
udviklingen i et bestemt antal
klagesager. Det betyder, at det
ikke er de enkelte klager, der
følges. Tallene giver derimod et
indtryk af, hvad den tidligere
Kommission har foretaget sig i
danske klagesager i perioden.
Generelle
oplysninger
Foreløbige
sagsmapper 827
Registrerede klagesager 233
Admissibilitetsbehandlingen
Klagesager
der antages til
realitetsbehandling 7
Klagesager
der afvises 212
uden
anmodning om bemærkninger
206
efter
anmodning om bemærkninger 6
Klagesager
der slettes af sagslisten 2
Realitetsbehandlingen af
klagesager
Antal
sager indbragt for Domstolen 2
Antal
udarbejdede rapporter 7
efter
artikel 28, stk. 2 4
efter
artikel 30 1
efter
artikel 31 2
Det bemærkes,
at der i det ovenfor anførte
henvises til bestemmelserne i
konventionen, således som den
var gældende før den 1. november
1998, hvor 11. tillægsprotokol
trådte i kraft.
Samlet kan
det oplyses, at der i perioden
fra den 1. januar 1989 til den
31. december 1997 var i alt 19
sager, hvor den tidligere
Kommission bad om den danske
regerings bemærkninger.
I de senere
år har der været en stigning i
antallet af klagesager, hvor
regeringen er blevet anmodet om
at komme med retlige
bemærkninger. I 1998 blev
regeringen således anmodet om
retlige bemærkninger i 6
klagesager, og indtil oktober
1999 er regeringen blevet
anmodet om retlige bemærkninger
i 5 klagesager.
I perioden
fra den 1. januar 1989 og indtil
oktober 1999 er regeringen
således blevet anmodet om at
komme med retlige bemærkninger i
30 klagesager.
6.2. FN's
Menneskerettighedskomité
Siden den 23.
marts 1976, hvor reglerne om den
individuelle klageadgang trådte
i kraft for Danmark, har FN's
Menneskerettighedskomité
færdigbehandlet 8 klager mod
Danmark. 7 klagesager endte med
at blive afvist (»declared
inadmissible«), mens
behandlingen af 1 sag blev
afsluttet, uden at der blev
truffet nogen egentlig afgørelse
(»discontinued«). I ét tilfælde
har komitéen anmodet om den
danske regerings bemærkninger
til en klage.
6.3. FN's
Racediskriminationskomité
Siden den 11.
oktober 1985, hvor reglerne om
den individuelle klageadgang
trådte i kraft for Danmark, har
FN's Racediskriminationskomité
kun afsluttet behandlingen af to
klager mod Danmark. Den første
sag endte med at blive afvist
(»declared inadmissible«) efter,
at den danske regering havde
afgivet skriftlige bemærkninger.
Den anden sag, der blev antaget
til realitetsbehandling
(»declared admissible«), efter
at regeringen havde afgivet
skriftlige bemærkninger, endte
med, at komitéen fastslog, at
Danmark havde overtrådt
konventionen. I 1999 er
regeringen blevet anmodet om at
komme med bemærkninger i to
klagesager, der endnu ikke er
blevet afgjort af komitéen.
6.4. FN's
Torturkomité
Siden den 26.
juni 1987, hvor reglerne om den
individuelle klageadgang trådte
i kraft for Danmark, har FN's
Torturkomité afsluttet
behandlingen af én klage mod
Danmark. Sagen blev afsluttet
uden, at der blev truffet nogen
egentlig afgørelse
(»discontinued«). Den danske
regering blev anmodet om at
komme med bemærkninger, men
disse blev aldrig afgivet, og
behandlingen af klagen blev
afsluttet, da det over for
komitéen blev oplyst, at Danmark
havde besluttet ikke at udvise
klager. I 1999 er regeringen
blevet anmodet om at komme med
bemærkninger i to klagesager,
der endnu ikke er blevet afgjort
af komitéen.
7.
Vurdering af behovet for
økonomisk bistand
Som nævnt er
der ikke efter de gældende
danske regler i retsplejeloven
om fri proces eller offentlig
retshjælp mulighed for at få
økonomisk bistand til indgivelse
og førelse af klagesager for
internationale klageorganer, der
i henhold til konventioner er
tillagt kompetence til at
behandle klager fra private.
Som
udgangspunkt vil det heller ikke
være muligt at få økonomisk
bistand fra det internationale
klageorgan, og i tilfælde, hvor
det rent faktisk er muligt at få
økonomisk bistand, er der i
praksis alene tale om delvis
dækning af de faktiske
omkostninger til advokatsalær og
øvrige udgifter.
Justitsministeriet finder på den
baggrund, at der bør indføres en
retshjælpsordning i forbindelse
med klage til internationale
klageorganer, der i henhold til
menneskerettighedskonventioner
har kompetence til at modtage og
behandle klager fra private.
Alle de
instanser, der er blevet hørt
over lovforslaget (se pkt. 10),
har i øvrigt tilsluttet sig, at
der er behov for at indføre en
mulighed for at yde retshjælp.
8.
Justitsministeriets overvejelser
8.1.
Det
fremgår af de statistiske
oplysninger (se pkt. 6), at der
i praksis er stor forskel på de
enkelte klageadganges betydning.
Den individuelle klageadgang i
henhold til Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention er
uden sammenligning den mest
benyttede.
Da de
internationale
menneskerettighedskonventioner
principielt er ligestillede, bør
anvendelsesområdet for en
retshjælpsordning imidlertid
ikke kun omfatte den
individuelle klageadgang i
henhold til Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention.
En
retshjælpsordning bør derfor
også omfatte den individuelle
klageadgang i henhold til FN's
konvention om borgerlige og
politiske rettigheder, FN's
Torturkonvention og FN's
Racediskriminationskonvention.
Det er
karakteristisk for de nævnte
individuelle klageadgange (Den
Europæiske
Menneskerettighedskonvention,
den valgfri protokol til FN's
konvention om borgerlige og
politiske rettigheder, FN's
Torturkonvention og FN's
Racediskriminationskonvention),
at behandlingen af klagesagerne
har karakter af en
retssagsbehandling, der finder
sted for et internationalt
klageorgan, der er kollegialt
sammensat.
Der findes
således præcise processuelle
regler for, hvordan disse
klagesager skal behandles.
Endvidere er der klare regler
for, under hvilke betingelser et
klageorgan kan behandle en
klage. Klageorganerne skal
vurdere, om den indklagede stat
har handlet i strid med bindende
konventioner, og der findes i
almindelighed en omfattende
praksis fra det pågældende
klageorgan, som vil indgå i
vurderingen. Klageorganets
afgørelse vil blive truffet på
baggrund af en kontradiktorisk
procedure, hvilket vil sige, at
både den indklagede regering og
klager får mulighed for at
kommentere hinandens indlæg. Den
kontradiktoriske procedure vil
almindeligvis foregå skriftligt,
men klageorganet har i visse
tilfælde mulighed for at afholde
en mundtlig forhandling (se
f.eks. regel 54, stk. 4, i Den
Europæiske
Menneskerettighedsdomstols
procesreglement og regel 94,
stk. 5, i FN's
Racediskriminationskomités
procesreglement).
I forbindelse
med høringen over lovforslaget
har Østersørådets kommissær for
demokratiske institutioner og
menneskerettigheder foreslået,
at klager til kommissæren også
bliver omfattet af den
foreslåede retshjælpsordning.
Efter mandatet har »Kommissæren
... ret til at modtage
henvendelser fra enkeltpersoner,
grupper og organisationer
vedrørende
menneskerettighedsspørgsmål«.
Det er kommissærens opfattelse,
at der reelt består en egentlig
individuel klageadgang for
enkeltpersoner, grupper og
organisationer til
Østersøkommissæren.
Den ordning,
der gælder for
Østersøkommissæren (se pkt.
2.7), adskiller sig imidlertid
fra de tidligere nævnte
klageadgange derved, at
Østersøkommissæren ikke har
pligt til at behandle en klage,
men kan vælge at gøre det. Efter
det nugældende mandat for
Østersøkommissæren skal en
klager endvidere ikke opfylde
bestemte og formelt vedtagne
betingelser, som f.eks. at have
udtømt de nationale retsmidler,
for at kunne klage. Klagesagerne
skal efter mandatet heller ikke
behandles efter bestemte og
formelt vedtagne processuelle
regler. Efter det oplyste kræver
Østersøkommissæren i praksis, at
en række nærmere angivne
forudsætninger skal være
opfyldt, for at klagen
behandles. Disse forudsætninger
har visse lighedspunkter med de
procesbetingelser, der gælder
ved klage til Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol.
Efter sit
mandat skal Østersøkommissæren
»lade sig lede af de formål,
principper og regler, der er
nedfældet i De Forenede
Nationers Pagt, i Europarådets
normer, og i andre relevante
internationale
menneskerettighedsnormer ...«
Dette indebærer, at
Østersøkommissæren bl.a. kan
vurdere forholdet til en
bindende konvention, i
tilknytning til hvilken der
allerede er oprettet et særligt
og kollegialt klageorgan, f.eks.
Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol, der
er blevet tillagt kompetence til
at modtage og behandle klager
fra private.
Justitsministeriet finder
herefter, at den foreslåede
retshjælpsordning ikke bør
omfatte Østersøkommissæren, i
hvert fald ikke på nuværende
tidspunkt.
Spørgsmålet
om, hvorvidt der bør kunne ydes
retshjælp til indgivelse og
førelse af klager for
Østersøkommissæren bør efter
Justitsministeriets opfattelse
drøftes nærmere inden for
rammerne af det samarbejde, der
foregår i Rådet for de baltiske
lande. I tilknytning hertil kan
det overvejes, om der bør
vedtages formelle
klagebetingelser samt formelle
processuelle regler for
behandlingen af klagesager for
Østersøkommissæren, og om
Østersøkommissæren selv bør have
mulighed for at yde retshjælp,
således at der ikke gælder
forskellige ordninger inden for
det nærområde, som er omfattet
af Østersøkommissærens mandat.
Tilsvarende
vil en klage til Europarådets
nyligt oprettede kommissær for
menneskerettigheder (se
ligeledes pkt. 2.7) heller ikke
være omfattet af den foreslåede
retshjælpsordning.
Da det kun er
organisationer af arbejdstagere
og arbejdsgivere, der er
klageberettigede i henhold til
ILO-statutten (se også her pkt.
2.7), og under hensyn til
karakteren af disse klagesager,
er der ikke på samme måde behov
for at yde retshjælp til disse
klagesager. Justitsministeriet
finder derfor, at klager til ILO
ikke skal være omfattet af den
foreslåede retshjælpsordning.
Retshjælpsordningen finder
anvendelse på de eksisterende
individuelle klageadgange. Den
omfatter derfor de klageadgange,
der gælder i henhold til Den
Europæiske
Menneskerettighedskonvention,
den valgfri protokol til FN's
konvention om borgerlige og
politiske rettigheder, FN's
Torturkonvention og FN's
Racediskriminationskonvention.
Hvis Danmark på et senere
tidspunkt tiltræder
konventioner, der indeholder
lignende individuelle
klageadgange, eller hvis der på
et senere tidspunkt indføres
individuelle klageadgange i
tilknytning til eksisterende
konventioner, bliver sådanne
klageadgange efter forslaget
omfattet af ordningen. Som
eksempel herpå kan nævnes, at
FN's Generalforsamling forventes
at vedtage en tillægsprotokol
til FN's konvention om
afskaffelse af alle former for
diskrimination mod kvinder,
hvorved der indføres en
individuel klageadgang over
påståede krænkelser af
konventionen.
8.2.
Efter
lovforslaget er det som nævnt en
betingelse, at der er tale om en
egentlig klageret, hvor det
internationale klageorgan, når
procesbetingelserne herfor i
øvrigt er opfyldt, har pligt til
at behandle en klage og har
kompetence til at fastslå, om
der foreligger en krænkelse af
konventionen.
Det er
derimod ikke afgørende, om
organet med bindende virkning
kan statuere en krænkelse, som
tilfældet er for Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstols
afgørelser (se konventionens
artikel 46, stk. 1), eller om
organet alene kan komme med en
ikke-bindende tilkendegivelse,
jf. FN's Menneskerettigheds-,
Race- og Torturkomitéers
afgørelser i henhold til den
valgfri protokol til FN's
konvention om borgerlige og
politiske rettigheder (se
artikel 5, stk. 4), FN's
konvention om afskaffelse af
alle former for
racediskrimination (se artikel
14, stk. 7, litra b) og FN's
konvention mod tortur og anden
grusom, umenneskelig eller
nedværdigende behandling eller
straf (se artikel 22, stk. 7).
8.3.
Efter
lovforslaget gælder (§ 1), at
Danmark skal have anerkendt
klageorganets kompetence til at
behandle individuelle klager, og
at klagen vedrører Danmark. Den
foreslåede ordning kan derfor
ses som et middel til at sikre
Danmarks overholdelse af
internationale forpligtelser.
Dette vil indebære, at en
person, der er bosiddende i
Danmark, men som ønsker at
indgive en klage mod en anden
stat, ikke vil kunne få
retshjælp til indgivelse og
førelse af en sådan klagesag.
8.4.
Det
forhold, at de fleste klager
rent faktisk afvises af de
internationale organer, giver
anledning til at overveje, om en
retshjælpsordning bør omfatte
alle klager.
For så vidt
angår Den Europæiske
Menneskerettighedskommission var
der (fra 1989 til 1997) kun 7
henvendelser, der endte med at
blive antaget til
realitetsbehandling. Dette skal
ses i lyset af, at Kommissionen
i samme periode modtog ikke
færre end 827 henvendelser, og
at 233 henvendelser blev
registreret som egentlige
klagesager. Antallet af
henvendelser, der blev antaget
til realitetsbehandling,
udgjorde ca. 1 pct. af det
samlede antal henvendelser i
perioden og ca. 3 pct. af det
samlede antal registrerede
klager i perioden. I samme
periode anmodede Kommissionen om
den danske regerings
bemærkninger i 19 klagesager,
hvilket svarer til ca. 2 pct. af
det samlede antal henvendelser i
perioden og ca. 8 pct. af
antallet af registrerede klager
i perioden. I perioden fra den
1. januar 1989 til oktober 1999
blev regeringen anmodet om
retlige bemærkninger i 30
klagesager, heraf 11 sager i
1998 og 1999.
For så vidt
angår FN-komitéerne, er der
foreløbig kun to klager, der er
blevet antaget til
realitetsbehandling. De vedrører
begge FN's
Racediskriminationskonvention.
FN-komitéerne har anmodet om
regeringens retlige bemærkninger
i 8 klagesager.
Samlet er
regeringen således blevet
anmodet om retlige bemærkninger
i knap 40 klagesager i perioden
fra 1989 til oktober 1999.
Hvis et
klageorgan overvejer, om en
klage kan antages til
realitetsbehandling, anmoder det
om den danske regerings
bemærkninger hertil. Da der ofte
vil gå nogen tid, førend
klageorganet træffer afgørelse
herom, vil denne del af
sagsbehandlingen kunne være
forbundet med ikke ubetydelige
omkostninger for klager til
advokatsalær m.m.
Hvis
retshjælpsordningen derfor skal
være en hjælp til borgere, der
ønsker at klage, bør det ikke
være en betingelse for at få
retshjælp, at klagen er antaget
til realitetsbehandling.
På den anden
side er det ikke
hensigtsmæssigt, hvis det
offentlige skal betale
udgifterne til åbenbart
grundløse klager.
Justitsministeriet har
overvejet, om det blotte
forhold, at en klage bliver
registreret som en klagesag hos
f.eks. Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol, burde
være tilstrækkeligt til, at
klager fik mulighed for at få
retshjælp. Justitsministeriet
mener imidlertid ikke, at
tidspunktet for en klages
registrering er et egnet
kriterium. Langt de fleste
klager, der registreres som
egentlige klagesager hos Den
Europæiske
Menneskerettighedsdomstol,
afvises efterfølgende som
»åbenbart ugrundede«, uden at
regeringen er blevet anmodet om
at komme med bemærkninger.
Hertil kommer, at en klager, der
retter henvendelse til Den
Europæiske
Menneskerettighedsdomtol med en
klage, og som insisterer på at
få sin klage behandlet, selv om
klager får oplyst af
sekretariatet, at klagen ikke
opfylder betingelserne i
konventionen, vil få sin klage
registreret og behandlet af
Domstolen.
Justitsministeriet foreslår
derfor, at der skal ydes
retshjælp, når klageorganet
anmoder om den danske regerings
retlige bemærkninger til klagen,
herunder om klagen overhovedet
kan realitetsbehandles. Hvis et
internationalt klageorgan
anmoder om den danske regerings
retlige bemærkninger i anledning
af en klage, vil dette i
almindelighed være udtryk for,
at klager har rimelig grund til
at føre klagesagen. Herved
sikres, at de klagesager, der
giver anledning til mere
væsentlige spørgsmål, får
mulighed for at opnå økonomisk
bistand.
Såfremt de
internationale klageorganers
praksis måtte udvikle sig
således, at anmodning om
bemærkninger sker automatisk og
uden nærmere overvejelser af
klagebetingelserne eller klagens
genstand, vil dette naturligvis
ændre forudsætningerne for det
valgte kriterium, og der vil
derfor være behov for at tage
det op til fornyet overvejelse
med henblik på en eventuel
lovrevision.
Hvis det
internationale klageorgan har
valgt at anmode om den danske
regerings retlige bemærkninger,
skal der efter den foreslåede
retshjælpsordning ikke foretages
en vurdering af, om klager i
øvrigt har rimelig grund til at
føre klagesagen. Såfremt det
internationale klageorgan har
anmodet om retlige bemærkninger,
har den person, der klager,
således krav på at få retshjælp
(lovforslagets § 2, stk. 1).
Justitsministeriet finder
samtidig, at der i særlige
situationer bør kunne ydes
retshjælp, selv om det
internationale klageorgan
(endnu) ikke har anmodet om den
danske regerings retlige
bemærkninger. Det foreslås
derfor (se forslagets § 3 og
bemærkningerne til denne
bestemmelse), at det i særlige
tilfælde skal være muligt at yde
retshjælp allerede i forbindelse
med klagesagens indgivelse. I
disse tilfælde vil det være en
betingelse, at klager har
rimelig grund til at føre
klagesagen.
8.5.
I
tilfælde, hvor det
internationale klageorgan
anmoder om retlige bemærkninger,
har klager ofte været nødt til
at afholde advokatudgifter til
klagens indgivelse. Det foreslås
derfor, at en beslutning om
tildeling af retshjælp, der
træffes efter organets anmodning
om retlige bemærkninger, skal
gives med tilbagevirkende kraft,
således at retshjælpen også
kommer til at dække det allerede
udførte arbejde. Også retshjælp,
der ydes efter § 3, gives med
tilbagevirkende kraft.
8.6.
Efter
lovforslaget er det en
betingelse, at en klager
forsøger at udnytte de
internationale
retshjælpsordninger, og den
danske retshjælp vil blive
reduceret i det omfang, klager
har modtaget retshjælp fra et
internationalt klageorgan
(lovforslagets § 2, stk. 2).
9.
Forslagets økonomiske og
administrative konsekvenser m.v.
Den
foreslåede retshjælpsordning vil
medføre udgifter for det
offentlige. Det drejer sig om
udgifter til retshjælp i henhold
til lovforslaget. Hertil kommer,
at der skal afsættes personale
til at behandle ansøgninger om
retshjælp.
Det vurderes,
at det merarbejde, der vil være
forbundet med behandlingen af
ansøgninger om retshjælp, vil
kunne klares inden for rammerne
de eksisterende bevillinger.
For så vidt
angår udgifter til selve
retshjælpsordningen er det
vanskeligt nøjagtigt at anslå de
forventede udgifter. De fleste
klager afvises som åbenbart
ugrundede uden at klageorganet
har anmodet om den danske
regerings bemærkninger, og vil
derfor ikke medføre udgifter til
retshjælp efter de foreslåede
kriterier. I perioden frem til
den 31. december 1997 blev
regeringen anmodet om retlige
bemærkninger i ca. 3 klagesager
om året. I 1998 var antallet
imidlertid steget til 7
klagesager, heraf 6 vedrørende
Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention og
1 vedrørende FN's
Racediskriminationskonvention. I
1999 (indtil oktober) er
regeringen blevet anmodet om
retlige bemærkninger i 9
klagesager, heraf 5 vedrørende
Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention, 2
vedrørende FN's
Racediskriminationskonvention og
2 vedrørende FN's
Torturkonvention. Der er grund
til at tro, at antallet af
klagesager vil stige.
Størrelsen af
de årlige udgifter til en
retshjælpsordning vil
naturligvis også afhænge af,
hvor langt klagesagerne kommer i
klagesystemet. Klagers udgifter
til advokat m.v. har i de hidtil
afgjorte sager været af meget
variende størrelse (fra 12.000
kr. til 500.000 kr.).
Skønsmæssigt må udgifterne til
advokat m.v. antages at ligge
omkring 100.000 kr. pr. sag.
Ud fra et
forsigtigt skøn kan det anslås,
at der vil blive tale om
udgifter til ca. 10 klagesager
om året, der som ovenfor anført
skønnes at ligge på omkring
100.000 kr. pr. sag. På baggrund
af dette skøn, der er forbundet
med betydelig usikkerhed, vil de
samlede udgifter til retshjælp
kunne udgøre ca. 1 mio. kr. om
året.
Lovforslaget
har ingen økonomiske eller
administrative konsekvenser for
erhvervslivet. Lovforslaget har
ingen miljømæssige konsekvenser,
og det indeholder ikke
EU-retlige aspekter.