Pressemeddelelse fra Landsforeningen KRIM

Advokaten for de to politifolk, der skød og dræbte to unge biltyve i 2001 ved Århus,
kræver dørlukning under retssag om skuddene i Vestre Landsret i næste uge

 


fredag den 12. juni 2009, kl. 18.30


 
 

Advokat kræver dørlukning under Tilst-sag

Når retssagen starter i Vestre Landsret i Viborg på tirsdag mod Justitsministeriet, Rigsadvokaten og politidirektøren ved Østjyllands Politi for brud på menneskerettighederne, vil advokaten for de to politifolk, der skød og dræbte de to unge biltyve, forsøge at få dørene lukket. Advokaten ønsker det skal ske, når de to betjente, der skød, skal vidne.

De to politifolk, der den 29. december 2001 i Tilst endte med at slå to unge biltyve ihjel, skal måske afgive forklaring for lukkede døre på tirsdag. I hvert fald hvis det står til politimændenes advokat Bjarne Frøberg. 

”Det forhold, at betjentene nu skal afgive vidneforklaring, er i sig selv traumatiserende, idet der på ny skal ribbes op i alle sagens enkeltheder,” lyder advokat Bjarne Frøbergs argument for, at dørene skal lukkes.

Uanset at der er tale om to politibetjente, kan det absolut ikke udelukkes, at det vil være en så følelsesmæssig belastet situation for mine klienter, at deres reaktion under afhøringen eller dele af denne i sig selv kan antages at ville medføre en unødig krænkelse af betjentene,” argumenterer han til Landsretten.

De to politifolk har ikke tidligere skullet svare på spørgsmål fra andre end politisystemet selv, da det var statsadvokaten fra Viborg, der stod for efterforskningen, og som afgjorde, at betjentene handlede i nødværge. De pårørende til de to dræbte biltyve og de fire overlevende fra skudepisoden har hele tiden været uenige med politiet og statsadvokatens udlægning af sagen. Men nu kan det altså være, at offentligheden ikke må høre, hvad betjentene har at sige i retten.

Hos Landsforeningen Krim, der hjælper borgere, som er kommet i konflikt med politisystemet, er formand Claus Bonnez overrasket over, at betjentenes advokat forsøger at få dørene lukket.

”Særligt i sager, hvor politiet eller fængselsvæsnet er for retten, siger Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at dørene skal være åbne, så borgerne kan følge med i, om de magtfulde instanser, der koster samfundet mange penge, lever op til den tillid, der nødvendigvis må være,” siger Claus Bonnez, der skal føre sagen for de pårørende på tirsdag.

Han mener ikke, at det er et brugbart argument, at betjentene muligvis vil opleve selve vidneforklaringen som traumatiserende.

”Det er traumatiserende for alle vidner, der skal tale om noget ubehageligt, som er sket. Men det er jo en blankocheck, hvis vidner under henvisning til, at det var en voldsom oplevelse, ikke skal vidne i retten,” mener Claus Bonnez.

Retssagen går i gang på tirsdag i næste uge ved Landsretten i Viborg, klokken 09.00.

For yderligere kommentarer kontakt Claus Bonnez: 24 23 52 58