Politiforbundet opfordrer borgere til at klage over politiet - samtidigt straffes
mange borgere med strenge fængselsstraffe for at indsende sådanne klager

 

Af advokat Hanne Ziebe, sekretariatsleder i Landsforeningen KRIM

19. april 2009


I forbindelse med at flere borgere i København før påske i medierne fortalte, at de har været forulempet af politiet under ransagninger, hvor de var blevet undersøgt i endetarmen angiveligt under politiets jagt efter våben, opfordrer formanden for politiforbundet Peter Ibsen de pågældende til at klage til statsadvokaten.

Krim skal ikke undlade at gøre opmærksom på, at dette kan være forbundet med risiko, idet politiklager afgøres i eget hus hos statsadvokaterne (som er politifolkenes chefer). Det danske politiklagesystem giver ikke borgerne en uvildig behandling af deres klager, og der ses specielt ikke at være mulighed for at få medhold i en klagesag, medmindre borgeren har meget stærke beviser i form af for eksempel fotooptagelser mv. I mange tilfælde er fotooptagelser ikke engang tilstrækkeligt bevis. Det er yderst sjældent, at danske betjente retsforfølges, selv om deres lovovertrædelser efter almindelige menneskers opfattelse synes at være ganske åbenlyse. 

De klagere, som politiforbundets formand opfordrer til at klage til statsadvokaten, var alene sammen med politiet, da politiet foretog visitationerne. Der var således hverken kamerahold eller andre vidner til stede, hvorfor mulighederne for at få medhold i sagen må formodes at være mikroskopiske.

Der er i dette lys, at Peter Ibsen udtaler:

  ”Er der nogle, der synes de har behov for at klage, så vil statsadvokaten tage sig af det”

I nogle af de tilfælde, hvor sagen afvises af statsadvokaten, hvilket er det helt sædvanlige, skal borgerne være forberedt på, at politiet til tider rejser sigtelse for falsk anmeldelse mod de borgere, der har vovet at klage. Der er tale om sigtelser for en straffelovsovertrædelse med en strafferamme på op til 6 år. I disse tilfælde bliver borgerne ofte straffet med strenge fængselsstraffe. De borgere, der blev omtalt i medierne før påske, havde efter det oplyste rene straffeattester. De risikerer således selv at ryge i fængsel og få blakkede straffeattester, medens betjentenes overgreb ikke påtales overhovedet. Klager over politiet er således ikke risikofri for borgerne. 

Det er værd at bemærke, at de påståede overgreb er fundet sted i København. Netop i København har politiet efter KRIMs opfattelse i særlig grad frit spil: Københavns Byret undlader i vidt omfang at benytte den mulighed i retsplejeloven, der er for at beskikke en advokat til de borgere, der klager over politiet. Borgere i København er derfor efter KRIMs opfattelse derfor ringere stillet end i resten af landet, når de klager over politiet. Selv om det teknisk set er gratis at klage over politiet, opkræves borgere, der vil kære et afslag på advokatbeskikkelse fra Københavns Byret, en kæreafgift på 400 kr. De fleste, der forulempes af politiet er fattige. De får derfor ofte ingen advokat under klagesagen, når Københavns Byret først har talt.  

I Aalborg skal en mor inden længe i fængsel, fordi hun under en klagesag fortalte, at hun frygtede, at politifolk med vilje havde skubbet hendes søn ud af et vindue i et etagebyggeri, hvorved sønnen brækkede ryggen. Den ulykkelige mor var til stede, da politifolk stormede sønnens lejlighed i en forstad til Aalborg. Moderen stod ude på gangen. Hun fortalte, at det for hende så ud som om, at en politimand, der stod lænet ud af vinduet, gav slip på et eller andet. Få sekunder senere lå sønnen med brækket ryg nede foran vinduet. Sønnen forklarede i et lukket grundlovsforhør, at han selv var sprunget ud. Dette vidste moderen ikke noget om. Der er efter KRIMs opfattelse ingen tvivl om, at moderen troede på, at sønnen var skubbet ud. Moderen gjorde, hvad politiforbundets formand nu råder til, og nu skal hun i fængsel.

Peter Ibsen citeres ligeledes for at have udtalt, at uskyldige ikke skal rammes af Københavns Politis visitationer. Hvis politiet i lyset at bandeopgøret på Nørrebro skal gennemgå enhver ældre indvandres endetarm, kan det ikke udelukkes at der på et tidspunkt vil blive fundet et bandemedlem. Krim håber dog på, at både de skyldige og de uskyldige vil blive behandlet efter reglerne og med respekt til der falder dom i de sager bliver visiteret i.

Krim opfordrer enhver der har været udsat for en uberettiget visitation til straks at søge erstatning. I disse sager afhøres borgerne ikke hos statsadvokaten, hvorfor risikoen for at komme i fængsel for falsk anmeldelse mod politifolkene derfor er væsentligt mindre.

Det er Krims opfattelse, at det normalt ikke oplyses af politiet til borgerne, at de kan få erstatning, når de har været udsat for uberettigede overgreb. KRIM kan oplyse, at borgere som udgangspunkt vil være berettiget til erstatning, hvis de har været udsat for for eksempel en uberettiget visitation. Det vil sige en visitation hvor politiet ikke har genstande, som er ulovlige at være i besiddelse af. Det skal tilføjes, at borgerne – efter dansk ret - ikke har ret til erstatning i tilfælde af, at visitationen er foretaget i en såkaldt ”visitationszone”, hvor politiet har visiteret efter våben. Det er dog svært at forestille sig, at man har kigget efter våben i eksemplet med borgerne, der blev visiteret i endetarmen. Disse vil derfor kunne få erstatning. Reglen om, at borgere ikke får erstatning, hvis visitationen foregår i en visitationszone, og at den er iværksat, fordi politiet leder efter våben, er formentlig i strid med artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention. Det må således formodes, at der vil blive udbetalt erstatning, hvis nogen klager til menneskerettighedsdomstolen.