UfR 1974.807 VLD
 

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand anført, at sagsøgte er erstatningsansvarlig, fordi man uden rimelig anledning anvendte en politihund overfor ham, uanset at han befandt sig i et detentionslokale, hvor der ikke befandt sig andre personer og intet inventar, således at han ikke havde nogen mulighed for at forårsage skader, såfremt han var blevet ladt alene i lokalet. Ved at anvende en politihund for at få jernstangen taget fra ham, måtte man være klar over, at der derved var betydelig risiko for, at han ville blive skadet på en måde, der ikke stod i forhold til risikoen ved at lade ham forblive i lokalet og beholde jernstangen, idet man var klar over, at hunden, efter det om dens dressur oplyste, ville angribe sagsøgeren med bid.

Det tilsigtede formål kunne utvivlsomt være opnået, uden at politihunden var blevet sluppet løs på ham, f. eks. ved at man havde tilkaldt en læge, og den anvendte fremgangsmåde er herefter klart gået ud over, hvad der under de foreliggende omstændigheder var forsvarligt.

Med hensyn til erstatningskravets størrelse har sagsøgeren for så vidt angår posten vansir, lidelse, lyde og tort gjort gældende, dels at tilstedeværelse af skæmmende ar på begge ben må berettige til erstatning for vansir, men at især den anvendte fremgangsmåde må berettige ham til en erstatning for tort.

Sagsøgte har principalt påstået frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb end det krævede.

Til støtte for sin principale påstand har sagsøgte anført, at sagsøgeren, ved at bevæbne sig med jernstangen og knuse ruden i døren til detentionslokalet, for derefter at fremsætte trusler og indtage en truende holdning overfor politifolk, der ville afvæbne ham, selv må bære ansvaret for de indtrufne skader. Det ville i betragtning af sagsøgerens tilstand og bevæbning have været uforsvarligt at beordre politifolk ind i detentionslokalet til sagsøgeren. Efter hans forudgående optræden var der en stærk formodning for, at han ville gøre alvor af sine trusler, og herefter var anvendelsen af politihunden både rimelig til opnåelse af afvæbning af sagsøgeren og forsvarlig, idet risikoen for skader herved var væsentlig mindre end faren for, at sagsøgeren ville have tilføjet en eller flere politibetjente alvorlige kvæstelser med jernstangen. En afvæbning som den iværksatte var nødvendig, idet sagsøgeren med jernstangen var til betydelig fare for sig selv eller andre.

Til støtte for sin subsidiære påstand har sagsøgte anført, at sårene efter hundebiddene ikke har efterladt nogen ulempe for sagsøgeren, og at arrene efter deres placering og størrelse ikke på nogen måde er vansirende. I betragtning af at sagsøgeren selv havde bragt sig i en sådan situation, at politiet nødvendigvis måtte gribe til magtanvendelse, kan der heller ikke tilkendes erstatning for tort.

Sagsøgte har ikke fremsat indsigelse overfor størrelsen af de øvrige af sagsøgeren og Århus Sygekasse fremsatte erstatningskrav.

Under domsforhandlingen er der foretaget besigtigelse af det omhandlede detentionslokale, ligesom det af sagsøgeren benyttede stk. fladjern har været forevist.

Forklaring er afgivet af sagsøgeren samt vidnerne, politiassistent Poul Schandorff Nielsen, politibetjent Erik Brink Jacobsen, politibetjent Knud Arne Nielsen, politibetjent Hans Jørgen Mikkelsen, politibetjent Jan Andersen, og politiassistent Søren Krogh Nielsen, alle Århus politi.

Sagsøgeren har forklaret, at han den 5. marts om aftenen var gået i byen og i løbet af aftenen og natten var blevet en del påvirket af spiritus. Udenfor »Wienerhallen« hyrede han en taxa for at blive kørt hjem, men da køreturen var begyndt, opdagede han, at han ikke havde nogen penge. Han sagde dette til vognmanden og lovede at betale, når de nåede hans bopæl, men i stedet blev han kørt til politistationen. Vognmanden gik ind på politistationen, og imens fjernede han sig fra bilen, men straks efter blev han standset af vognmanden og et par betjente. Om hvad der herefter passerede, er hans erindring ikke ganske sikker, da han som anført var påvirket af spiritus, men han kan huske, at man bestemte sig til at sætte ham i detentionslokalet, og såvidt han erindrer var det kun, fordi han ikke ville opgive navn og adresse. Han mente derfor, det var uberettiget, og såvidt han husker, blev der brugt magt for at sætte ham ind i et af detentionslokalerne. Kort efter ville han på toilettet, men man ville ikke lukke ham ud, og da der efter ca. ½ times forløb stadig ikke var givet ham lejlighed til at komme på toilettet, var han også af denne grund blevet gal i hovedet og brækkede jernstangen, der var fastgjort i vindueskarmen, løs. Han slog på døren og smadrede ruden i døren med stangen. Hans formål hermed var at demonstrere, at han ville ud. Lidt efter blev døren åbnet en lille smule. Han havde gennem det smadrede vindue set, at der udenfor stod en politibetjent med en hund i kæde. Hunden blev lukket ind i lokalet, men var, såvidt han husker, stadig i kæde. Han havde front mod hunden, og den bed ham straks i lyskeregionen på venstre ben, men da han umiddelbart efter vendte sig og muligt tjattede efter hunden, bed den ham også i højre ben. Han smed derefter jernstangen, og straks efter blev hunden trukket ud af lokalet.

Politiassistent Poul Schandorff Nielsen har forklaret, at han natten mellem den 5. og 6. marts sammen med en kollega var vagthavende politiassistent på politistationen i Mejlgade. Såvidt han husker, kom sagsøgeren ind sammen med den pågældende vognmand, og sagsøgeren var påvirket af spiritus i en grad, som han ville vurdere til middel, men opførte sig meget pænt, hans tilstand taget i betragtning. Han blev visiteret, men havde ingen penge, og såvidt vidnet husker, opgav sagsøgeren selv navn og bopæl. Efter den foreløbige visitation frafaldt vognmanden sit krav, der vistnok var på 6-7 kr., og gik sin vej. Da han fandt, at sagsøgeren var så beruset, at han kunne være til fare for sig selv eller andre ved at færdes på offentlig gade, besluttede han at indsætte ham i detentionen. Han gav 2 betjente ordre til at foretage den normale visitation forud for indsætning i detentionen, og heller ikke den gav, såvidt han husker, anledning til episoder. Han overværede ikke, at sagsøgeren blev ført ned i detentionslokalerne, men han husker, at en af betjentene kom op og havde fået revet alle knapperne af sin skjorte. Efter nogen tid hørte han kraftig larm fra detentionsgangen, og en rengøringskone kom op og sagde, at ruden var blevet smadret i et af detentionslokalerne. Han gik straks derned sammen med en betjent og konstaterede, at sagsøgeren havde smadret ruden i døren ind til det detentionslokale, hvori han var anbragt, og at han stod midt i lokalet med en jernstang i hånden. Sagsøgeren havde stangen hævet over hovedet og sagde, at den første, der kom ind, ville få stangen i hovedet. Han åbnede døren til detentionslokalet og opfordrede sagsøgeren til at lægge stangen fra sig, men da sagsøgeren gentog sin trussel, bad han politibetjent Brink Jacobsen, der netop kom forbi efter en patruljetur, om at hente sin hund for at hjælpe med at uskadeliggøre sagsøgeren. Man havde på dette tidspunkt indhentet en fjernskriveroplysning fra rigsregistraturen og han var derfor kendt med, at sagsøgeren tidligere havde haft en voldssag, og da han yderligere anså sagsøgerens tilstand for at være en sådan, at han i sin beruselse kunne lave hvad som helst, mente han situationen var farlig for ham eller eventuelle medarbejdere, der blev kommanderet ind i detentionslokalet. Det for ham afgørende på det tidspunkt var at få jernstangen fra sagsøgeren, dels fordi han skønnede, at sagsøgeren i sin berusede tilstand kunne skade sig selv, men også fordi man kunne risikere, at han kastede stangen ud gennem den knuste rude, hvor den kunne ramme folk, der færdedes på gangen udenfor. Her ville der kort efter komme en del rengøringspersonale og et nyt vagthold til stede, idet en del skabe til opbevaring af tøj befinder sig lige udenfor celledøren. Han blev ved døren til lokalet medens Brink Jacobsen hentede sin hund, men trak sig derefter lidt tilbage og så over skulderen på Brink Jacobsen, at hunden kom ind i cellen. Den var i kæde, og han så, at den rejste sig på bagbenene. Da sagsøgeren straks efter smed jernstangen, blev han overmandet af vidnet og et par andre betjente.

Af en under domsforhandlingen forevist udskrift af rigsregistraturen vedr. sagsøgeren er det fremgået, at han aldrig er domfældet for vold.

Politibetjent Erik Brink Jacobsen har forklaret, at han under en vagt natten mellem den 5. og 6. marts 1972 med sin hund var på vej fra politistationen ud i gården, da en kollega kaldte ham tilbage og bad ham komme ned i detentiongangen, idet der var en person, som var gået amok i en af cellerne. Han havde hunden i snor, og da han kom ned i detentionsgangen, stod der 4-5 andre politifolk foruden et par rengøringskoner. Politiassistent Schandorff Nielsen forklarede ham situationen, og han så, at døren til et af detentionslokalerne stod en smule åben. Han skubbede den op med foden, og i lokalet stod sagsøgeren med en jernstang i den ene hånd hævet over hovedet og råbte, at hvis han kom ind, ville han få stangen i hovedet. Sagsøgeren opholdt sig, såvidt han husker, kun ca. 2 meter fra ham og stod på briksen til højre for indgangsdøren. Han opfordrede sagsøgeren til at smide jernstangen, men sagsøgeren fortsatte med at råbe op og true med stangen og sagde, at hvis hunden blev lukket ind, ville han også smadre hovedet på den. Han havde i mellemtiden taget lænken af hunden og holdt den i halsbåndet, og han gav den nu ordre: »Pas på ham«. Derefter sprang hunden på sagsøgeren og bed ham i det ene ben, men da sagsøgeren i det samme smed jernstangen, greb han i hundens halsbånd og trak den væk. Hundens reaktion var korrekt i overensstemmelse med dens dressur, idet den skal springe på en person, der indtager en truende holdning overfor dens fører. Den er dresseret til at bide i armen, og når den bed sagsøgeren i benet, skyldtes det formentlig, at den ikke kunne nå armen, fordi sagsøgeren stod oppe på briksen. Efter at politiassistent Schandorff Nielsen havde bedt ham uskadeliggøre sagsøgeren ved hjælp af hunden, er det ham selv, der har disponeret uden yderligere ordre fra Schandorff Nielsen. Den pågældende hund er 6 år gammel og har været færdigdresseret i de sidste 3 år.

Politibetjent Knud Arne Nielsen har forklaret, at han under en vagt natten mellem den 5. og 6. marts 1972 sammen med en kollega H. J. Mikkelsen blev beordret til at føre sagsøgeren fra vagthavendes kontor til et detentionslokale. Han tog nøglerne til lokalet og gik forrest, medens Mikkelsen gik bagefter sagsøgeren. Passagen fra vagtlokalet til detentionen foregik uden episoder, men medens han var ved at låse detentionslokalets dør op, gik sagsøgeren på hans kollega og rev hans skjorte i stykker. Han fik sagsøgeren bragt til ro, og i fællesskab med kollegaen satte de ham ind i lokalet, hvor de straks lukkede døren. De kiggede gennem ruden, men forlod derefter detentionsgangen. Noget senere var han sammen med politiassistent Schandorff Nielsen, fornævnte Mikkelsen og et par andre kolleger kommet ned på detentionsgangen, fordi der var larm. Sagsøgeren befandt sig inde i det nævnte detentionslokale og slog voldsomt på døren med en jernstang. Han husker ikke, om ruden i døren allerede på dette tidspunkt var knust. Døren ind til lokalet blev åbnet, og han så sagsøgeren stå med en jernstang i den ene hånd hævet over hovedet. Sagsøgeren fremkom med kraftige trusler, og det ville efter hans opfattelse være meget risikabelt at gå ind i detentionslokalet.

Politibetjent Hans Jørn Mikkelsen har forklaret, at det først var, da sagsøgeren skulle ind i detentionslokalet, at han standsede og ikke ville fortsætte. Vidnet lagde hånden på sagsøgerens skulder, hvorefter sagsøgeren vendte sig om og greb fat i hans slips og skjorte. Hans kollega Nielmen der var ikke tale om noget forsøg på slagsmål fra hans side. Noget senere blev han sammen med andre kolleger kaldt ned i detentionsgangen af politiassistent Schandorff Nielsen. Da han kom derned, var ruden til detentionslokalet smadret. og det var vistnok Schandorff Nielsen, der straks efter åbnede døren til lokalet. Han så sagsøgeren stå oppe på briksen tæt ved døren med en jernstang i hånden og indtage en truende holdning, så det ville være farligt at gå ind i lokalet. Han har ikke hørt sagsøgeren fremsætte trusler.

Politibetjent Ian Andersen har forklaret, at det var ham, der talte med vognmanden, der indfandt sig på stationen. Han fandt sagsøgeren enten i en lillebil eller ved siden af en lillebil. Da sagsøgeren var noget modvillig med hensyn til at betale, bad han ham følge med ind på stationen, hvilket han gjorde uden vrøvl. Han blev afleveret på vagthavendes kontor, og lidt efter gik vognmanden uden at have fået nogle penge. Vidnet blev senere kaldt ned på detentionsgangen og fik ordre til at gøre et andet detentionslokale klart end det, hvori sagsøgeren var blevet anbragt, idet man ikke ville lade ham blive i det første lokale, hvor ruden var blevet knust, og der lå skår.

Politiassistent Søren Krogh Nielsen har forklaret, at sagsøgeren, da han i følge med en lillebilchauffør kom ind i ekspeditionslokalet, hvor vidnet opholdt sig, var fuld, men opførte sig roligt, og såvidt han husker opgav navn og bopæl, da han blev bedt om det.

Retten skal udtale:

Efter det om tidspunktet for sagsøgerens indbringelse på politistationen og tidspunktet for påbegyndelsen af lægebehandlingen på skadestuen på Århus Kommunehospital oplyste må det lægges til grund, at der mellem disse to tidspunkter forløb 50 minutter. Da der forud for hans indsættelse i detentionslokalet foregik forhandling med vognmanden samt visitation og desuden er medgået tid til kørsel til hospitalet, findes sagsøgerens ophold i detentionslokalet at måtte have været af omkring 30 minutters varighed.

På grundlag af de afgivne vidneforklaringer om sagsøgerens optræden, efter at han var blevet lukket ind i detentionslokalet, findes det bevist, at han på dette tidspunkt på grund af spirituspåvirkethed og vrede over indsættelsen i detentionslokalet befandt sig i en sådan sindstilstand, at det var berettiget at skønne, at han var ude af stand til at vurdere farligheden af sine handlinger. Det findes endvidere ved politiassistent Poul Schandorff Nielsen og politibetjent Erik Brink Jacobsens forklaringer bevist, at førstnævnte vidne meddelte sagsøgeren gentagne, utvetydige henstillinger om at lægge våbenet, forinden hunden blev tilkaldt, og sidstnævnte vidne fremsatte i hvert fald en tilsvarende henstilling forinden hunden blev sluppet løs. Der findes herefter at have været al mulig anledning til at gå ud fra, at sagsøgeren ville virkeliggøre sine trusler om anvendelse af jernstangen som slagvåben mod politibetjente eller andre, f. eks. en læge, der kom i hans nærhed.

Selv om sagsøgeren næppe med jernstangen kunne gøre væsentlig skade på det umøblerede værelse, i hvilket han befandt sig, findes det under hensyn til det om hans farlighed foran anførte, og til at han måtte anses for vedblivende at være farlig, så længe han havde jernstangen i sin besiddelse, at have været berettiget at anvende magt for at få ham afvæbnet.

Efter de foreliggende oplysninger om detentionslokalets og indgangsdørens bredde og sagsøgerens placering i lokalet har det kun været muligt at nærme sig ham en ad gangen og forfra.

Når henses hertil samt til det om sagsøgerens farlighed foran antagne, findes der at have været nærliggende fare for, at sagsøgeren, såfremt nogen person havde nærmet sig ham, ville have bragt jernstangen i anvendelse og derved forårsaget meget alvorlige skader på den pågældende.

Selvom man kunne forudse, at politihunden ville bide sagsøgeren, når den blev sluppet løs på ham, findes dens anvendelse herefter at have været nødvendig og forsvarlig, også under hensyn til, at hundens fører befandt sig i dens umiddelbare nærhed og straks kunne gribe ind for at begrænse omfanget og følgerne af hundens angreb på sagsøgeren.

Som følge af det anførte findes sagsøgeren selv at bære risikoen for de indtrufne skader, og sagsøgte vil herefter være at frifinde.

Sagens omkostninger ophæves. - - -

Vestre Landsrets dom.

- - - For landsretten har appellanten, Gert Høgh Bihrmann, Århus, gentaget sin i første instans nedlagte påstand, medens indstævnte, politimesteren i Århus, principalt har påstået dommen stadfæstet og subsidiært har påstået frifindelse mod betaling af et mindre beløb end det påstævnede efter rettens skøn.

For landsretten har parterne gentaget deres i 1. instans fremførte procedure.

Efter det foreliggende findes det at måtte lægges til grund, at appellanten, sålænge han opholdt sig alene i detentionscellen, ikke var farlig for sig selv eller for andre, selv om han var i besiddelse af jernstangen. Det bemærkes herved, at appellanten kun havde opholdt sig ganske kort tid i cellen efter at have revet jernstangen løs, og at der, som sagen er forelagt landsretten, ikke kan ses bort fra, at appellanten ville være faldet til ro efter nogen tids forløb, hvilket kunne være afklaret, såfremt politiet havde ventet et stykke tid, inden man foretog sig videre over for den pågældende.

Ved under disse omstændigheder at slippe politihunden løs på appellanten for at den skulle bide ham, findes politiet at have overskredet. hvad der på det pågældende tidspunkt var nødvendigt og forsvarligt, og indstævnte findes herefter at måtte være ansvarlig for skaden. Idet erstatningen findes at burde ansættes til det af appellanten krævede beløb, hvorved dog bemærkes, at der ikke er fundet grundlag for at tilkende erstatning for tort, vil appellantens påstand være at tage til følge. - - -

Sagens omkostninger for begge retter ophævedes.