Justitsministeriets skrivelse nr. 203 af
september 1968 om normalpolitivedtægt
Normalpolitivedtægten skal tjene som forbillede
ved udarbejdelse af nye politivedtægter eller
ændringer i gældende politivedtægter.
Når politivedtægtsforslag forelægges
justitsministeriet, skal det ske ved indsendelse af
selve normalpolitivedtægten med de fornødne
udstregninger og rettelser
Det fornødne antal eksemplarer af normalvedtægten
til brug ved forslagets forelæggelse for
kommunalbestyrelserne kan rekvireres i
justitsministeriet.
Væsentlige afvigelser fra normalpolitivedtægtens
tekst kan ikke forventes godkendt, medmindre ganske
særlige omstændigheder taler for det.
Denne normalpolitivedtægt træder i stedet for de
hidtidige normalpolitivedtægter for købstæder og
landdistrikter.
POLITIVEDTÆGT for
.........................
1. kap. Vedtægtens område
§ 1. Vedtægten gælder for
politikredsens område, medmindre andet er fastsat i
vedtægtens enkelte bestemmelser.
§ 2. Ved en vej forstås i denne
vedtægt enhver offentlig eller privat gade, vej,
plads, bro, tunnel, passage, sti, trappe eller andet
lignende areal, der benyttes til almindelig færdsel
af en eller flere færdselsarter.
2. kap. Iagttagelse af orden m.v.
§ 3. Slagsmål, skrigen, råben,
højrøstet syngen eller anden støjende, voldelig,
fornærmelig eller lignende optræden, der er egnet
til at forstyrre den offentlige orden eller medføre
ulempe for andre tilstedeværende eller omboende, må
ikke finde sted på veje eller andre steder, hvortil
der er almindelig adgang, f.eks. jernbane- og
rutebilstationer, butikker og offentlige kontorer
forlystelsessteder, badeanstalter,
nødtørftsanstalter og befordringsmidler, herunder
hyrevogne.
Stk. 2. Begås sådanne handlinger på
steder, hvortil der ikke er almindelig adgang. og
medfører de forstyrrelser af den offentlige orden,
kan politiet påbyde, at de bringes til ophør.
§ 4. Det er forbudt på de i § 3,
stk. 1, nævnte steder at færdes så påvirket af
spiritus, at det kan give anledning til ulempe for
andre.
§ 5. Det er forbudt på eller ud
til en vej eller andre steder, hvortil der er
almindelig adgang, at vise uanstændig opførsel,
f.eks. ved uanstændige ord eller handlinger, ved
uanstændig blottelse af legemet eller ved at
opfordre til utugt.
§ 6. Politiet kan forbyde
enhver, der opholder sig på en vej, at stå stille
der eller at færdes frem og tilbage på kortere
strækninger, når den pågældendes ophold eller færden
medfører ulempe for omboende eller forbipasserende,
eller der er begrundet formodning om, at den
pågældende på dette sted udøver et ulovligt erhverv.
§ 7. På de i
§ 3 stk. 1, omhandlede steder må opløb eller
sammenstimlen, der er egnet til at forstyrre den
offentlige orden, ikke finde sted. Politiet kan
meddele personer, der opholder sig de nævnte steder,
de påbud, som er påkrævede for at forebygge, at den
offentlige orden forstyrres på denne måde.
Stk. 2. Når mange mennesker samles
på en vej ved billetudsalg, forlystelsessteder,
butikker, busstoppesteder eller lignende, skal de
rette sig efter politiets anvisninger vedrørende
ordenens overholdelse.
§ 8. Optog og møder på veje skal
anmeldes ved personlig henvendelse til politiet
senest 24 timer, før de skal finde sted. Anmeldelsen
skal foretages af arrangøren eller en af denne
befuldmægtiget person og indeholde angivelse af
tidspunktet, ruten og mødestedet. Politiet kan
foreskrive ændring heraf, når det må anses for
påkrævet af hensyn til færdselen. De anvisninger
vedrørende ordenens overholdelse, som gives af
politiet, skal iagttages.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1
gælder ikke ligtog.
§ 9. Brug af højttalervogn på
eller ud til en vej og brug af højttaler fra
luftfartøj må kun finde sted efter politiets
tilladelse. I øvrigt kan politiet forbyde benyttelse
af højttalere, grammofoner, musikinstrumenter eller
lignende i fri luft eller for åbne vinduer eller
døre, når benyttelsen må antages at være til
væsentlig ulempe for de omboende eller
forbipasserende.
§ 10. Det er forbudt uden
fyldestgørende grund at banke på porte, døre eller
vinduer, ringe på port- eller dørklokker eller
foretage lignende handlinger, der er egnet til at
forstyrre beboerne.
Stk. 2. Personlige henvendelser om
salg af varer eller om optagelse af bestillinger
eller lignende henvendelser må ikke finde sted, når
forbud herimod er opslået af ejendommens ejer eller
lejlighedens indehaver.
Stk. 3. Det er forbudt i huse at
aflevere skrifter og billeder af anstødeligt indhold
til andre end beboere, der har afgivet udtrykkelig
bestilling herpå.
§ 11. Råben med varer på en vej
er forbudt før kl. 7 og efter den almindelige
butikslukketids indtræden og må ikke finde sted,
hvor det er til ulempe for hospitaler, skoler eller
lignende.
§ 12. På eller ud til veje eller
andre steder, hvortil der er almindelig adgang, må
opsætning eller ombæring af plakater eller
udstilling, forhandling eller uddeling af skrifter
eller billeder ikke finde sted, når det er egnet til
at forstyrre den offentlige orden, eller når
plakaterne, skrifterne eller billederne er af
fornærmelig karakter. Det samme gælder opsætning
eller ombæring af plakater eller udstilling eller
uddeling af skrifter eller billeder, når plakaterne,
skrifterne eller billederne er af anstødelig
karakter.
Stk. 2. Uddeling af skrifter eller
billeder på de i stk. 1 nævnte steder, der alene
sker som reklame for erhvervsinteresser, er forbudt.
Politiet kan forbyde ombæring af plakater, der alene
sker i sådant øjemed.
§ 13. Nedkastning fra luften af
genstande, herunder skrifter, må ikke finde sted
uden politiets tilladelse.
§ 14. Det er forbudt på eller ud
over en vej at benytte skydevåben og legetøjsvåben,
herunder bue og slangebøsse, at tænde bål, at
afbrænde fyrværkeri eller lignende eller at kaste
sten, snebolde, vand eller andet, der kan medføre
skade, eller som kan være til ulempe for
forbipasserende.
Stk. 2. Uden for veje er det
forbudt at benytte skydevåben, tænde bål, eller
afbrænde fyrværkeri eller lignende, hvis det er
egnet til at medføre fare eller væsentlig ulempe for
færdselen på vejen.
Stk. 3. Personer under 18 år må
ikke medføre skydevåben, herunder bue og
slangebøsse, på en vej, medmindre våbenet er
emballeret eller ubrugeligt. Forbudet gælder dog
ikke personer, som i henhold til våbenlovgivningen
har opnået tilladelse til at besidde og bære våben,
når færden med våben sker inden for tilladelsens
rammer.
§ 15. Små børn skal under ophold
på en vej være undergivet fornødent tilsyn.
§ 16. Uvedkommende må ikke tage
ophold på trapper, i porte, i indgange eller opgange
til huse, i kælder- eller loftsrum, i ubeboede huse
eller lejligheder, i gårde, haver eller udhuse, på
byggepladser, i køretøjer, jernbanevogne eller
fartøjer.
§ 17. I byer og bymæssigt
bebyggede områder er det forbudt uden for de
tilladte badepladser at bade i offentlige søer,
vandløb eller vandbeholdningen. Uden for byer og
bymæssigt bebyggede områder kan politiet forbyde
badning sådanne steder, såfremt badningen må antages
at være forbundet med fare eller at være til ulempe
for omboende eller forbipasserende,
Stk. 2. For offentlige badestrande
og badeanstalter kan politiet træffe bestemmelse om,
hvilket redningsmateriel der skal være til stede, og
om hvilke foranstaltninger, herunder tilsyn, der i
øvrigt skal iværksættes til afværgelse af fare for
de badendes liv og helbred. Udspringsvipper må kun
anbringes, hvor vanddybden ved lavest daglig
vandstand er mindst 3 m. Vipper, hvis højde over
vandoverfladen overstiger 3 m, må kun anbringes,
hvor vanddybden ved lavest daglig vandstand er
mindst 4 m.
Stk. 3. Det er forbudt i nærheden
af offentlig badestrand eller badeanstalt i
strandbunden at grave huller, som kan medføre fare
for andre.
Stk. 4. Politiet kan fastsætte
regler for sejlads med motorbåde inden for en
nærmere angivet kortere afstand fra kyststrækninger,
for så vidt det må anses for påkrævet for at
forebygge hindringer eller ulemper for anden sejlads
eller for badning eller for at forebygge unådig
støj, der er til væsentlig ulempe for andre.
Stk. 5. Det er forbudt uvedkommende
at opholde sig så nær ved offentligt eller privat
badehus, at det er til ulempe for brugerne.
Stk. 6. Med hensyn til offentlige
badestrande og badeanstalter kan politiet træffe
bestemmelse om iværksættelse af sådanne
foranstaltninger, som findes påkrævet for at hindre,
at de badende giver anledning til offentlig
forargelse.
3. kap. Forebyggelse af fare og ulempe
for færdselen m.v.
§ 18. Når der på, ud over eller
ud til en vej udføres arbejder, der kan medføre fare
eller ulempe for forbipasserende, f.eks. op- eller
nedhejsning af varer, rensning af tagrender,
tagreparationer eller afvaskning eller maling af
facader, skal der til advarsel for forbipasserende
udsættes forsvarlige afvisere. Indtil nymalede vægge
eller genstande er tørre, skal forbipasserende ved
tydelig skiltning advares mod fare for forurening
ved berøring af malingen.
Stk. 2. Er der fare for, at sne
eller istapper på et hus vil styrte ned på en vej,
skal ejeren straks advare forbipasserende ved
udsættelse af forsvarlige afvisere og snarest muligt
drage omsorg for, at sneen eller istapperne fjernes.
§ 19. Hejseværker, der benyttes
til op- eller nedhejsning af varer m.v. ud over en
vej, skal være af forsvarlig styrke og må kun
betjenes af personer, der har fornødent kendskab til
hejseværkernes benyttelse.
§ 20. Løse stiger, der anvendes
til arbejde på en bygning ud til en vej, skal, selv
om arbejdet ikke er omfattet af lovgivningen om
arbejderbeskyttelse, opfylde de krav, der i henhold
til denne lovgivning stilles til sådanne stiger. Er
stigen over 5 m lang, og er den ikke fastgjort
foroven på forsvarlig måde, skal en voksen opholde
sig ved stigens fod for at drage omsorg for, at den
står fast.
§ 21. Vinduespudsning udvendig
fra må ud til en vej ikke finde sted uden
betryggende sikring mod nedstyrtning.
§ 22. Ud til en vej må vinduer
ikke afskylles eller afvaskes således, at det
medfører ulempe for forbipasserende.
§ 23. På eller ud over en vej må
der ikke bankes eller rystes tæpper, duge eller
lignende eller henlægges eller ophænges tøj.
Stk. 2. Vanding af blomster på
altaner og i kasser foran vinduer, der vender ud til
en vej, må ikke foretages således, at det medfører
ulempe for forbipasserende.
§ 24. På eller ud til en vej må
ikke anbringes genstande, der kan vælte eller falde
ned og derved forvolde skade eller forurene vejen.
Stk. 2. Vinduer, herunder
tagvinduer, der vender ud til en vej, skal være
fastgjort på forsvarlig måde. Når de holdes åbne,
skal de være fastgjort med krog eller lignende.
§ 25. På eller ud over en vej må
der ikke uden politiets tilladelse anbringes
cykelstativer, varer,
udhængsskabe, automater eller lignende.
Forbudet gælder ikke genstande, der anbringes på
husmure i større højde end 2,20 m, eller genstande,
der anbringes på eller ved husmure i lavere højde,
men som ikke når mere end 20 cm ud over vejarealet.
Stk. 2. For offentlige vejes
vedkommende kan de i stk. 1 nævnte tilladelser kun
meddeles med vejbestyrelsens tilslutning. For så
vidt angår private veje i byer og bymæssige
bebyggelser, kan tilladelserne kun meddeles efter
forhandling med kommunalbestyrelsen.
Stk. 3. Ledninger og lignende må
ikke uden vejbestyrelsens tilladelse anbringes over
en offentlig vej.
§ 26. Kældernedgange uden for
facadelinjen ved en vej skal være forsynet med
forsvarligt rækværk på siderne eller med en
forsvarlig lem, der er anbragt i plan med fortovet.
Lemmen må kun åbnes, når brugen af kælderen gør det
nødvendigt, og der skal da anbringes forsvarlige
afvisere til advarsel for forbipasserende.
Stk. 2. Lyskasser ud til en vej
skal være forsvarligt dækket i plan med fortovet.
Det samme gælder udløbsrender, der kan være til
ulempe for forbipasserende.
§ 27. Sprængning med sprængstof
må kun foretages efter politiets tilladelse,
medmindre sprængladningens vægt ikke overstiger 1
kg, og sprængningen finder sted i en afstand af mere
end 65 m fra nærmeste vej.
§ 28. Udgravninger, der er
beliggende i nærheden af en vej, og som frembyder
fare, skal være forsynet med forsvarligt hegn.
Stk. 2. Brønde i nærheden af en vej
skal være forsynet med forsvarligt dæksel eller
hegn.
Stk. 3. Politiet kan i øvrigt
forbyde, hvad der i umiddelbar nærhed af en vej
udsætter færdselen for fare.
§ 29. Det er forbudt uden
politiets tilladelse at færdes på isen ud for
kysten, i havnen eller på offentlige søer, vandløb
og andre vandsteder, når isen ikke er fuldkommen
sikker, eller når færdsel på isen er forbudt ved
opslag eller offentlig bekendtgørelse.
Stk. 2. Når der hugges våger i isen
ud for kysten, skal den ophuggede is lægges rundt om
vågen. Politiet kan forlange enhver våge forsvarligt
indhegnet.
Stk. 3. På de øvrige i stk. 1
nævnte steder må der ikke hugges våger i isen uden
politiets tilladelse. Vågerne skal indhegnes eller
afmærkes forsvarligt.
§ 30. Både og lignende fartøjer,
der benyttes til udlejning fra fast plads, skal være
i forsvarlig stand og forsynet med de fornødne
redskaber. Fartøjerne er undergivet tilsyn af
politiet, der skal underrettes om påbegyndelse af
virksomhed med udlejning af fartøjer. Politiet kan
meddele pålæg om fartøjernes indretning og
udrustning. Udlejning må kun finde sted til
personer, som må antages at kunne betjene fartøjet
på betryggende måde.
Stk. 2. Anløbsbroer, der ikke
udelukkende anvendes til privat brug, er undergivet
politiets tilsyn. Politiet kan lade foretage et
nærmere eftersyn af broerne. Benyttelsen af broerne
kan forbydes, når benyttelsen frembyder fare.
4. kap. Hunde
§ 31. Løse hunde må ikke
medtages eller opholde sig i beværtningslokaler.
Stk. 2. Løbske hunhunde skal på
veje altid føres i bånd.
Stk. 3. Det er forbudt under
færdsel på veje at føre hunde i bånd fra
motorkøretøj, cykel med hjælpemotor eller
hestekøretøj. Heller ikke ridende må føre hunde i
bånd.
5. kap. Fredning af offentlige anlæg m.v.
§ 32. Det er forbudt at
beskadige eller fjerne beplantning på veje eller i
offentlige eller offentligt tilgængelige anlæg eller
de indretninger, som er anbragt til beskyttelse af
beplantningen. Frugter og blomster må ikke
beskadiges eller plukkes.
Stk. 2. Der må ikke henkastes papir
eller andet affald i offentligt tilgængelige anlæg,
og disse må heller ikke i øvrigt beskadiges eller
forurenes.
Stk. 3. I offentlige anlæg skal
besøgende overholde de ordensbestemmelser, som er
bekendtgjort ved opslag, og følge de anvisninger til
ordenens overholdelse, som gives af de
tilsynsførende. Det samme gælder ordensbestemmelser,
som er bekendtgjort ved opslag, og som efter
indhentet udtalelse fra kommunalbestyrelsen er
godkendt af politimesteren for nærmere afgrænsede
private eller offentlige arealer på veje eller andre
steder, hvortil der er almindelig adgang, jf.
§ 3 stk. 1.
Stk. 4. Hegn ved en vej eller et
offentligt eller offentligt tilgængeligt anlæg må
ikke beskadiges. Det er forbudt at stige op på eller
over de nævnte hegn.
6. kap. Husnumre og opslag
§ 33. I byer og bymæssige
bebyggelser skal enhver husejer sørge for, at husets
vejnummer er anbragt på tydelig måde over eller ved
hovedindgangen ud til vejen, medmindre
kommunalbestyrelsen træffer anden bestemmelse. Er
der til samme husnummer flere opgange, skal der ved
hver opgangs hovedtrappe tillige anbringes et
bogstav.
§ 34. På eller ud til en vej må
der ikke opslås plakater, bekendtgørelser eller
lignende uden samtykke fra politiet og den, der har
dispositionsret over opslagsstedet.
Stk. 2. Uden politiets tilladelse
kan der dog opslås:
| 1) |
bekendtgørelser fra offentlige
myndigheder, |
| 2) |
meddelelser om foredrag, møder,
forevisninger og offentlige forlystelser, |
| 3) |
valgopråb og |
| 4) |
opslag, der vedrører den ejendom, på
hvilken opsætningen finder sted. |
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen
træffer bestemmelse om, på hvilke steder de i stk.
2, nr. 1, nævnte bekendtgørelser må opslås.
Stk. 4. Opslag, som er lovligt
anbragt, må ikke afrives, beskadiges eller
forurenes.
Stk. 5. Opslag, som ikke længere
tjener noget formål, skal fjernes.
7. kap. Erhvervsvirksomhed på veje
§ 35. Ingen må uden politiets
tilladelse tage stade på en vej for at sælge varer
eller i øvrigt drive forretning. For så vidt angår
offentlige veje, kan tilladelse kun meddeles med
tilslutning fra vejbestyrelsen. Med hensyn til
private veje kan tilladelse kun meddeles med ejerens
tilslutning og efter forhandling med
kommunalbestyrelsen.
Stk. 2. Gadehandel med blomster,
frugt, kartofler og andre grøntsager må ikke finde
sted fra andre vogne end håndvogne. Denne
bestemmelse gælder dog ikke handel fra fast
stadeplads i henhold til en efter stk. 1 meddelt
tilladelse.
Stk. 3. På vogne, der benyttes til
gadehandel, skal gadehandlerens navn og bopæl være
tydeligt angivet.
Stk. 4. Gadehandlere må ikke udbyde
deres varer på påtrængende måde.
§ 36. Det er forbudt på vej
eller parkeringsplads at henstille køretøjer med
henblik på udnyttelse eller behandling af disse,
såsom til salg, udlejning, hel eller delvis
erhvervsmæssig reparation eller til benyttelse som
reklame, værksted, beboelse eller ophold, medmindre
tilladelse hertil er givet af kommunalbestyrelsen,
som afgør sagen efter forhandling med politiet.
8. kap. Beværtningssteder og gæstgiverier
(Ophævet)
9. kap. Offentlige forlystelser
§ 48. Offentlige forlystelser,
herunder koncerter, cirkus- og
varieteeforestillinger, dans, afbrænding af
fyrværkeri, karruselkørsel, præmiekortspil,
forevisning af seværdigheder, skydning ved
skydeborde, spil ved spilleautomater, boksekampe og
væddeløb må ikke finde sted uden politiets
tilladelse. Før tilladelse er meddelt, må
bekendtgørelse om forlystelsens afholdelse ikke
foretages.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1
finder ikke anvendelse med hensyn til
kirkekoncerter.
§ 49. Ingen må uden politiets
tilladelse forevise film eller optræde med teater,
musik, sang, behændighedskunster eller lignende på
veje eller i gårde.
§ 50. Den, der har fået
tilladelse til afholdelse af offentlig forlystelse
eller tilladelse efter § 49, skal efterkomme de
ordensforskrifter, som politiet giver. Findes særlig
brandvagt nødvendig, skal han udrede udgifterne
hertil.
10. kap. Renholdelse af veje m.v.
§ 51. Inden for områder, der er
fastsat af kommunalbestyrelsen efter samråd med
politimesteren, skal enhver, der ejer grund, som
støder ud til en offentlig vej, renholde vejarealet
ud for sin ejendom til vejens midte. Støder
ejendommen ud til en offentlig plads, skal ejeren
dog kun renholde et område inden for en afstand af
10 m fra grunden.
Stk. 2. Kan grundejeren efter
lovgivningen, en i medfør af denne truffet
bestemmelse eller en aftale med det offentlige ikke
opnå direkte adgang til den offentlige vej, påhviler
der ham ingen pligt til at renholde vejen.
Stk. 3. Jernbaner har kun
renholdelsespligt, såfremt der er adgang fra
jernbaneanlægget til vejen, og pligten omfatter kun
strækningen ud for adgangen og en strækning af 10 m
på hver side af denne.
Stk. 4. Renholdelsespligten i
henhold til foranstående bestemmelser omfatter de i
vejarealet anbragte lyskasser og riste samt
udløbsrender fra grunden.
Stk. 5. Det påhviler kommunen at
renholde de på offentlig vej anbragte slam- og
tværkister og nedløbsbrønde til kloakker samt de
offentlige vejarealer, som ikke er omfattet af
grundejernes renholdelsespligt.
Stk. 6. Private veje skal fuldt ud
renholdes af ejerne af de tilstødende grunde.
§ 52. Politiet fastsætter efter
forhandling med kommunalbestyrelsen bestemmelser om,
på hvilke dage og inden for hvilke tider på dagen
renholdelsen skal foregå. Bestemmelserne
bekendtgøres i stedlige blade.
Stk. 2. Renholdelsen skal foretages
omhyggeligt. Arealet skal holdes frit for ukrudt.
Færdselsbaner, der er brolagt, asfalteret eller
overfladebehandlet på anden måde, skal fejes.
Stk. 3. I tørt vejr uden frost må
fejning ikke finde sted, forinden arealet er vandet,
således at støven forebygges.
Stk. 4. På steder, hvor det
sammenfejede og oprensede afhentes ved kommunens
foranstaltning, skal det henlægges i bunker på
kørebanen tæt ved rendestenen, medmindre
kommunalbestyrelsen efter forhandling med politiet
fastsætter anden bestemmelse. Andre steder skal det
straks fjernes. Det må ikke fejes eller skylles ned
i nedløbsbrønde eller lægges således, at det kan
løbe ned i disse.
§ 53. Vejarealet skal hver dag
inden det tidspunkt, der efter § 52, stk. 1, er
fastsat for tilendebringelse af renholdelsen,
rengøres for papir, glasskår, frugtaffald,
ekskrementer, halm og andet, der er særlig
forurenende eller til ulempe for færdselen. Affald
efter køretøjer, der bringer varer m.v. til eller
fra en ejendom, eller som i anledning af ejerens
eller hans lejeres erhvervsmæssige virksomhed holder
uden for ejendommen, skal straks fjernes.
Rendestene, udløbsrender og grøfter skal til enhver
tid holdes ryddede for alt, hvad der kan hindre
vandets frie løb.
§ 54. Den, der har pligt til
renholdelse af brønde, som står i forbindelse med
kloakker, eller af slamkister, udløbsrender,
rendestene, grøfter eller andre vandafløb på eller
ved en vej, skal sørge for vedligeholdelse af de
dæksler eller brædder, der er anbragt over de nævnte
afløb m.v., samt påse, at de slutter tæt og ligger
fast. Hvis de i tilfælde af stærk regn eller af
anden grund er til hinder for vandets afløb, skal de
fjernes. De skal genanbringes, så snart det kan ske
uden hindring for afløbet, og medfører fjernelsen
fare for færdselen, skal stedet afmærkes eller
indhegnes. Det samme gælder, når dækslerne eller
brædderne fjernes med henblik på reparation.
§ 55. Når sne er faldet, skal
den, der har pligt til at renholde den pågældende
vejstrækning, straks ryddeliggøre fortov, gangsti,
cykelsti, rendesten og grøft for sne. Såfremt der i
medfør af loven om snekastning er truffet
bestemmelse om, at ryddeliggørelsen af kørebanen
påhviler den, der har pligt til at renholde den
pågældende vejstrækning, skal han også snarest
muligt ryddeliggøre kørebanen.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan
efter forhandling med politiet give forskrifter om,
i hvilken rækkefølge fortove, cykelstier og
kørebaner på offentlige veje skal ryddeliggøres, og
om, hvor snebunker skal henlægges. For så vidt angår
private veje kan sådanne forskrifter fastsættes af
politiet efter forhandling med kommunalbestyrelsen.
Stk. 3. Snerydningen skal udføres
tilbørligt. Såfremt vejen på grund af tøvejr, stærk
færdsel eller lignende bliver hullet eller ujævn,
skal sne- eller islaget ophugges til bunds. Pladsen
omkring brandhaner, brandalarmskabe og
installationer til trafikregulering skal til enhver
tid holdes ryddet for sne.
Stk. 4. Politiet kan påbyde, at
snebunker skal fjernes.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan
efter forhandling med politiet helt eller delvis
fritage ejere af grunde, der støder ud til en
offentlig vej, for den i stk. 1 omtalte
snerydningspligt. I det omfang, grundejere fritages
for en sådan pligt, påhviler denne kommunen.
§ 56. Den, der har pligt til at
renholde en vejstrækning, skal i glat føre bestrø
fortovet og trapper, der støder op til dette, med
grus, aske eller lignende.
§ 57. Det er forbudt at kaste
affald, sten eller andet, der kan medføre ulempe, i
vejens rendesten, andre offentlige afløb, vandløb
eller vandsteder, i havnen eller andre steder,
hvorfra det kan flyde ud i et af de nævnte afløb
m.v.
Stk. 2. Sne og is må ikke fra have
eller gårdsplads kastes ud på vejen og må ikke uden
kommunalbestyrelsens tilladelse kastes i grøfter
eller offentlige vandløb eller vandsteder.
§ 58. Køretøjer, der anvendes
til kørsel af jord, grus, gødning eller andet, der
er særlig egnet til at forurene vejen, skal være
tætte og i øvrigt indrettet således, at der ikke
spildes noget på vejen under pålæsningen eller
kørselen.
11. kap. Straf m.v.
§ 59. Efter § 6, stk. 1, i lov
nr. 21 af 4. februar 1871 straffes overtrædelse af
vedtægten med bøde.
Stk. 2. På samme måde straffes
overtrædelse af de i medfør af vedtægten trufne
bestemmelser.
§ 60. For en af et barn begået
forseelse straffes barnets forældre eller personer,
der træder i forældres sted, såfremt forseelsen må
tilskrives mangel på behørigt tilsyn med barnet.
§ 61. En grundejer kan overdrage
til en anden i vedkommende ejendom eller i nærheden
af denne bosat person at drage omsorg for
opfyldelsen af de forpligtelser, der efter vedtægten
påhviler grundejeren, og sådan overdragelse skal
finde sted, såfremt ejeren ikke bor i ejendommen
eller i nærheden af denne. Aftalen, der skal være
skriftlig, skal skriftligt anmeldes til politiet,
der kan nægte at godkende den, såfremt den af
grundejeren udpegede person ikke kan anses for egnet
til at drage omsorg for forpligtelsernes opfyldelse.
§ 62. Når nogen undlader at
foretage, hvad der påhviler ham ifølge vedtægten
eller de i medfør af denne trufne bestemmelser, kan
politiet lade det udføre eller træffe
foranstaltninger til at forhindre, at forsømmelsen
medfører skade.
Stk. 2. Omkostninger herved udredes
af den ansvarlige. Det samme gælder omkostninger ved
foranstaltninger, som politiet træffer for at
forhindre forestående eller standse endnu ikke
fuldføre handlinger, der er forbudt ved eller i
henhold til vedtægten.
§ 63. Denne vedtægt træder i
kraft den...........
Samtidig ophæves politivedtægterne
af....................
med senere tillæg.