I Nyhedsavisen den 6. juni 2007, side 9, fortæller antropologen om sine iagttagelser. Hun fortæller blandt andet, at politifolkene, når de ikke er i kontakt med indvandrerne, kalder disse for eksempel "perkere". De "sammenligner somaliere med dyr, der bliver født i stalden". "Somalierne er mindst 100 dummeår bagefter os. Da de kom her til Danmark, gik de ud for at samle brænde, for de kunne ikke finde ud af at lave mad på et elkomfur", skulle en politibetjent have fortalt antropologen.

På et tidspunkt, hvor antropologen sad i frokoststuen med betjentene, var der i TV et indslag om "Muhammed-krisen". Der taltes om jordskælvet i Pakistan den 8. oktober 2005. En politiassistent udtalte i denne forbindelse, at pakistanerne selv må klare sig, og at jordskælvet "må være Guds straf". Derpå supplerede han: "Det skal til en gang imellem for at rydde ud i befolkningstallet. Det kommer også snart til Israel og Palæstina, hvor det hele ender med at blive ryddet". Politibetjenten konkluderede derpå: "Der er også alt for mange pakistanere til". De øvrige betjente tilsluttede sig ifølge antropologen disse synspunkter med udsagn om, at de muslimske lande er primitive, og at muslimerne lever "middelalderligt".

Antropologen citeres af avisen også således: "Betjentene er flasket op med det. På politigården i Århus snakker man også sådan, og anden forskning tyder på, at der generelt er en hård tone hos politiet, når det gælder indvandrere". Antropologen fortæller videre avisen, at betjentene ifølge hendes iagttagelser ofte involverer sig med indvandrerne og derigennem får positive erfaringer med disse. Som eksempel påpeger hun, at nogle af betjentene spiller fodbold med de unge eller spiser middag med dem "i klubben". Hun understreger, at det ikke er alle betjentene, som taler grimt om indvandrere. Hun konkluderer blandt andet, at betjentene ikke er "onde eller racister. men jeg finder det problematisk, at de ikke bruger deres egne positive erfaringer med indvandrere til at nedbryde de fordomme, der er blandt betjentene på politigården. Men de har ikke lyst til at blive stemplet som hellige".

Det undrer KRIM, at antropologen ifølge artiklen konkluderer, at der ikke bliver "talt grimt til indvandrerne, når de er til stede". Mange med indvandrerbaggrund (også fra Århus-forstaden Gjellerup), fortæller os, at de jævnligt udsættes for racistiske og voldelige udfald fra politiet. Vi klager på indvandrernes vegne til statsadvokaten, og det helt almindelige er, at politifolkene til statsadvokaten fortæller, at det ikke passer, hvad indvandrerne fortæller. Lige så almindeligt er det derpå, at statsadvokaten giver politifolkene medhold i, at det er deres version, der er den rigtige. 

Modsat af statsadvokaterne og rigsadvokaten, som sædvanligvis tiltræder statsadvokaternes afgørelser, når der klages over disse, tror KRIM ikke, at det (altid) er indvandrerne, som lyver. Antropologens erfaringer er på ingen måde enestående. Nyhedsavisen henviser i en faktaboks til en episode fra januar 2007, hvor en polititjenestemand på en tyrkers telefonsvarer blandt andet skulle have udtalt: "Jeg skal lige se, hvad han er for en abekat", og "Det er jo perkeren, der har lavet fejlen".

KRIM finder det naturligt, at tonen hos politiet er, som den er beskrevet af antropologen. Klageordningen virker således, at uhensigtsmæssig adfærd hos politifolk reelt ikke får følger for politifolkene. I begyndelsen af halvfemserne, hvor der var mangel på politifolk, hvervede politiledelsen nye politifolk gennem store annoncer i dagbladene med billeder af læderjakker, som lignede rocker-mundering. Af underteksten fremgik det, at man manglede mandfolk, som kunne fylde disse jakker ud. I maj 2007 har politiet haft en lignende kampagne i medierne, hvor man med fotos af skydevåben opfordrede folk til at søge optagelse i politiet. Sådanne annoncer tiltrækker efter KRIMs opfattelse de forkerte mennesker til politiet. Det undrer ikke KRIM, at antropolog Louise Mejnertz i sin undersøgelse hørte udtryk som for eksempel "pindearme", når politifolkene beskrev indvandrerne. Sådanne begreber er almindelige i voldelige miljøer, hvor fokus er rettet mod andres muskelmasse. Fra nogle af de klagesager, som vi præsenteres for, er det svært ikke at få indtryk af, at en større eller mindre andel af politifolkene har en mentalitet, der ganske kan sidestilles med nogle af vore hårdt belastede volds-kriminelle, og at den reelle forskel blot er straffeattesten og politiskiltet.