Indsatte i danske fængsler og arresthuse
nægtes adgang til basal tandbehandling

 

Af advokat Hanne Ziebe, Landsforeningen KRIM

6. juni 2009


 

Krim oplever flere og flere henvendelser vedrørende indsatte, der ikke får adgang til at komme til tandlæge mens de er i Kriminalforsorgens varetægt. Det er både mens de er i varetægtsfængsel, inden de får deres dom og under afsoning efter de har fået deres dom.

Da en indsat normalt ikke har en indtægt, kan han ikke selv betale for en selvvalgt tandbehandling. Han er derfor ofte afhængig af, hvilken behandling han kan få bevilget fra Kriminalforsorgen. En indsat har kun krav på en bevarende tandreparation, så afsonere med et dårligt tandsæt kan ikke forvente anden hjælp end højest en tandudtrækning, og ikke for eksempel en rodbehandling.

Selvom den indsatte kunne betale for behandlingen selv, kan det være meget svært at få arrangeret en transport fra fængslet eller arresthuset den dag, man kan få tid hos tandlægen. Disse opgaver har politiet valgt ikke at prioritere særligt højt, så den type transporter aflyses ofte af politiet.

Det er meget smertefuldt at skulle leve med tænder, der langsomt går til. De indsatte har ikke, som andre, adgang til smertestillende medicin, som ofte bliver udleveret af fængselspersonale og ikke af sygeplejersken. Krim har fået flere henvendelser fra indsatte, der har et misbrug, og i forbindelsen med anholdelsen ikke har haft mulighed for at bedøve sig med illegale stoffer. Når de så får abstinenser, opleves smerterne i tænderne ekstra pinefulde, uden mulighed for at gøre noget ved dette. Flere indsatte oplyser overfor Krim, at fængselspersonalet ikke altid har samme opfattelse af indsattes smerter, som de indsatte selv.

Det er meget normalt, at tandbehandling udskydes til efter løsladelse, og her har den indsatte ikke midler til at betale for en behandling. De fleste indsatte løslades til en kontanthjælp, så det er ikke muligt at betale for en større tandlægeregning ud af dette beløb, samtidig med, at der skal afholdes de øvrige almindelige etableringsudgifter, som man har, når man skal opstarte en tilværelse efter et fængselsophold.

Kommunerne synes sjældent at have den store forståelse for at skulle dække en større tandlægeregning, når en løsladt kommer ud og søger kontanthjælp. De bliver ofte bedt om, selv at finde sig et arbejde, så de kan betale regningen selv.

Når den indsatte løslades efter endt afsoning, kan det være endog meget svært at finde et job uden en tand i munden. En indsat har selv beskrevet det, som at have sin straffeattest placeret midt i ansigtet.