|
|
|
||
|
10. maj 2009 Find venliges et andet sted at lege Om retspolitik og strafferet. Af forsvarsadvokat Hanne Ziebe, sekretariatsleder Krim I forbindelse med den seneste tids debat om bandekriminalitet, har vi fulgt en række politikere, der i mere og mere skingre vendinger, har forsøgt at overgå hinanden i forsøget på at straffe dem, der skyder på Nørrebro. Skyderierne på Nørrebro skal stoppes, og vi vil i den forbindelse også gerne have begrænset kriminaliteten i Danmark. Derfor er det også med stor bekymring, man nu kan følge landets politikere, der skal lege politik og ideologi. Politiske udmeldinger om forslag til tiltag, der i bedste fald ikke virker og i værste fald vil øge kriminaliteten. Vores nuværende straffelov er lavet ved at fagfolk satte sig sammen og over mange år fik diskuteret hver enkelt paragraf ud fra en viden om, at straf skulle være proportional med lovovertrædelsen, da straf er alvorlige indgreb i den enkelteste frihed. Straffeloven var et resultat af den fine afvejning, der er mellem hensyn til samfundets behov for at straffe og hensynet til den enkelte borgers ret til frihed. Dette med en forståelse for, at hver enkelt straf skulle være nødvendig. Overdreven straf er ikke blot meget dyr for den enkelte, men det er også meget kostbar for samfundet. Retspolitikken er tilsyneladende blevet en legeplads for politikere, der skal have et sted at lege. Dette sker uden konsekvens for stemmetal og vælgertilslutning, for man har valgt at lege med en befolkningsgruppe, der ikke evner at svare igen. Der er tale om en meget kostbar leg, og befolkningen spørges ikke, om det er fængselsvæsenet eller hospitalerne der skal prioriteres. Der spørges således aldrig, om vi ønsker at betale for, at vores sønner sættes i fængsel, eller om vi hellere vil betale for, at vore mødre kan få en ny hofte. For mig som forsvarsadvokat, kan det nogle gange forekomme håbløst at skule komme på arbejde efter, at en gruppe politikere har været ude og lege med straffeloven. Det er mit arbejdsredskab, som bliver mere og mere ubrugeligt, jo mere det kommer i hænderne på politikere, der tilsyneladende ikke har andre formål med ændringerne af straffelovgivningen end blot at blot at sætte flest fingeraftryk på den – tilsyneladende ofte uden forståelse for, hvilken virkning ændringen har. De eneste specialister, der efterhånden bliver hørt ved lovændringer, er politiet. Politiet har lært at fange kriminelle, men de har ikke nødvendigvis særlig viden om, hvorledes man modvirker, at mennesker havner i kriminalitet. Det kan derfor forekomme underligt, at det ofte kun er politiet, der høres, når der laves nye lynlove. Politiet løber ud og henter de kriminelle, og skal derefter aflevere dem udenfor døren til retslokalet. Sommetider skal de hente den samme igen og igen, og andre gange ser de ikke den unge igen. Man kan spørge sig selv, hvorfor der ikke er andre faggrupper, der spørges til råds: Folkeskolelærere, læger, psykologer eller måske dem, der forsker inden for dette område: kriminologer. Danskerne betaler rent faktisk for, at en del lærde mænd og kvinder på universitetsniveau forsker i at undersøge kriminalitetens årsager og virkning. Men det er tilsyneladende ikke viden, som politikerne ønsker at gøre brug af. Når vi skal have stoppet kriminalitet her og nu, spørger vi altså politiet. Alle faggrupper er naturligvis uddannet i at bruge fagets redskaber – også politiet. Redskaberne hos politiet synes at være straf, udvidede politibeføjelser og flere penge til politiet. Straf til de kriminelle og beføjelser samt penge til politiet. Problemet er bare, at selvom de kriminelle får straf, og politiet både får penge og indgribende beføjelser, så får vi tilsyneladende ikke mindre kriminalitet. Jo flere visitationszoner, jo flere skyderier. Jo mere politiet visiterer indvandrere, jo mere går de bare rundt og skyder. Vi må jo nok konstatere, at politiets endetarmsintegration ikke har en positiv virkning for kriminaliteten. Det fordrer ikke til en øget lyst til at spille med på samfundets regler, bare fordi du har ligget over køleren på en politibil på offentlige pladser med bukserne trukket ned, mens politiet undersøger dig for skydevåben. Jeg kunne forestille mig, at det måtte virke ualmindeligt krænkende, hvis jeg skulle ligge der, og jeg er trods alt bare en gammel kone. Jeg kan så meget desto mere forestille mig, at det må være rigtigt slemt for en ung teenager. Jeg ved ikke, om en sådan behandling kunne give mig lyst til at skyde på systemet, men jeg har ikke lyst til at prøve. Vi har opdraget den unge generation til at være en nul-tolerance generation. Det er ikke rart at tænke på, hvis vi er på vej til at få en generation af unge, som vælger at kombinere nul-tolerance og skydevåben. Hvis kriminalitet skal begrænses, kan det ikke gøres alene ved hjælp af strafsystemet. Hvis vi ser på, hvem der befolker vores fængsler, må vi konstatere, at det er unge mænd fra vores socialt udsatte grupper. Du kan ikke elimineres sociale problemer ved at straffe de socialt udsatte. En dårlig opdragelse, en fattig barndom, og en mangelfuld integration kan ikke opvejes ved at sætte de pågældende i fængsel. Man må påregne, at det tager mindst lige så lang tid at få mennesker til at fungere i samfundet igen, som det tager at ødelægge dem. Der findes ingen hurtige løsninger. Den nuværende retspolitik bliver blandt andet begrundet med hensynet til ofrene: Men hvad med de kommende ofre? Hvad med at prøve at undgå, at der kommer flere ofre? Hvis vi bare tager de sociale problemer, og sætter dem i fængsel, kan vi være sikre på, at der også fremover vil komme mange ofre for kriminalitet. Men der er ikke kun de direkte ofre, der rammes
af politikernes lyst til at lege. Trygheden i samfundet svækkes ved
overdrivelser og fejlfortolkninger i mange af de analyser af
samfundets kriminalitet, som politikerne lægger for dagen. Nogle
politikere søger tilsyneladende at dulme ældre og midaldrende
menneskers frygt for kriminalitet med løfter om at sætte flere unge
i fængsel. Fakta er, at det ikke er de ældre og midaldrende, der
skal være bange for at gå ud om aftenen. Deres risiko er væsentligt
lavere end de unges for at blive udsat for overfald mv. Det er de
unge, der selv færdes i de kriminelle kredse, der udsættes for vold.
Det er derfor alvorligt, når politikere skaber frygt og utryghed ved
at overdrive risikoen for vold i vores samfund.
|
|||
|
|
|||