Straffelovrådets betænkning nr. 1355/1998 om en lov
om fuldbyrdelse af straf m.v.
Delbetænkning III om sanktionsspørgsmål
Kapitel 1 : Indledning
1. Straffelovrådets kommissorium
Straffelovrådet blev nedsat ved
Justitsministeriets skrivelse af 3. oktober 1960. I
denne skrivelse udtales, at det påhviler rådet
1) efter Justitsministeriets anmodning at
afgive indstilling om strafferetlige
lovgivningsspørgsmål og principielle
spørgsmål vedrørende fastsættelsen af
administrative bestemmelser af strafferetlig
karakter og den praktiske gennemførelse af
kriminalpolitiske foranstaltninger og
2) efter Justitsministeriets nærmere
bestemmelse at medvirke i det internationale
strafferetlige samarbejde, herunder navnlig
det nordiske strafferetlige samarbejde.
Om Straffelovrådets kommissorium vedrørende det
strafferetlige sanktionssystem henvises til kapitel
1.2. (s. 29-34) i Straffelovrådets betænkning nr.
1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse. Som
det fremgår heraf, har rådet siden påbegyndelsen af
dette arbejde sigtet på at dele sanktionsproblemerne
således, at resultaterne af rådets arbejde
fremlægges i en række delbetænkninger. Den første af
disse betænkninger var den ovennævnte betænkning nr.
1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse
(delbetænkning I om sanktionsspørgsmål). Den anden
betænkning var betænkning nr. 1211/1990 om
samfundstjeneste (delbetænkning II om
sanktionsspørgsmål). Den tredje delbetænkning er den
betænkning om en lov om fuldbyrdelse af straf m.v.,
der hermed afgives (delbetænkning III).
Den foreliggende betænkning beskæftiger sig med
udformningen af en lov om fuldbyrdelse af straf m.v.
Betænkningen bygger på betænkning nr. 1181/1989 om
en lov om fuldbyrdelse af straf m.v., hvori en
arbejdsgruppe under Straffelovrådet har forberedt et
udkast til en lov om fuldbyrdelse af straf m.v.
I kapitel 1.2. i betænkning 1099/1987 nævnes det,
at Straffelovrådets kommissorium omfatter flere
forskellige spørgsmål vedrørende fuldbyrdelse af
frihedsstraf, herunder spørgsmålet om eventuel
indførelse af fritidsfængsel, dvs. ordninger efter
hvilke ubetinget frihedsstraf afsones alene ved
ophold i fængslet i aften- og nattetimerne (nat
fængsel) eller i weekenden (weekend-fængsel).
Der er i rådet enighed om, at spørgsmålet om
eventuel indførelse af fritidsfængsel ikke bør
behandles i denne betænkning, idet dette spørgsmål
falder uden for den emnekreds, der knytter sig til
udformningen af en lov om fuldbyrdelse af straf m.v.
Straffelovrådets lovudkast beskæftiger sig således
udelukkende med fremgangsmåden ved fuldbyrdelsen af
de eksisterende sanktionstyper, dvs. fængsel og
bøder m.v., og lægger ikke op til en drøftelse af
indførelse af nye sanktionstyper.
2. Resumé af Straffelovrådets forslag
2.1. De gældende bestemmelser om
straffuldbyrdelse findes dels i nogle få
bestemmelser i straffeloven, dels i
Justitsministeriets bekendtgørelser af 21. juni 1973
med senere ændringer om fuldbyrdelse af frihedsstraf
og om behandling af personer, der anbringes i
forvaring, og i et betydeligt antal cirkulærer.
I denne betænkning stilles forslag om en samlet
lovregulering af fuldbyrdelsen af straf m.v. i form
af en lov om fuldbyrdelse af straf m.v.
(straffuldbyrdelsesloven). Straffelovrådets
lovudkast med bemærkninger findes i kapitel 6.
Straffelovrådets lovudkast bygger på det
lovudkast, som arbejdsgruppen har udfærdiget, jf.
betænkning nr. 1181/1989 om en lov om fuldbyrdelse
af straf m.v. Rådet har endvidere taget udgangspunkt
i de administrative regler, der i dag er fastsat om
straffuldbyrdelse. Arbejdsgruppens endelige
lovudkast er optaget som bilag 1 til
Straffelovrådets betænkning.
Straffelovrådet har i meget vidt omfang kunnet
tilslutte sig de synspunkter, der ligger til grund
for arbejdsgruppens lovudkast, jf. herved afsnit
2.2. nedenfor.
2.2. Straffelovrådets udkast til en
straffuldbyrdelseslov består af 6 afsnit. Afsnit
I indeholder indledende bestemmelser.
Kapitel 1 (§§ 1-2) indeholder bl.a.
bestemmelser, der afgrænser lovens
anvendelsesområde. Det foreslås, at loven finder
anvendelse på fuldbyrdelse af fængselsstraffe,
bødestraffe, betingede domme, samfundstjeneste og
forvaring.
Den foreslåede afgrænsning af lovens
anvendelsesområde forudsætter, at hæftestraffen
afskaffes. Straffelovrådet har i kapitel 2
i denne betænkning redegjort for rådets tidligere
overvejelser herom. Der er fortsat enighed om at
anbefale, at hæftestraffen afskaffes, således som
der er stillet forslag om i Straffelovrådets
betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og
prøveløsladelse.
I kapitel 2 (§§ 3-4) fastsættes
almindelige bestemmelser for fuldbyrdelse af alle
former for straf.
Afsnit II indeholder bestemmelser, der
særligt tager sigte på fuldbyrdelsen af
fængselsstraffe.
Kapitel 3 (§§ 5-7) fastsætter almindelige
bestemmelser om fuldbyrdelse af fængselsstraf, og i
kapitel 4 (§§ 8-9), 5 (§§ 10-13)
og 6 (§§ 14-19) fastsættes bestemmelser om
henholdsvis straffuldbyrdelsens iværksættelse,
udsættelse og benådning samt beregning af
straffetiden. Der er i det væsentlige tale om en
lovfæstelse af den gældende retstilstand på disse
områder. Dog foreslås i § 18 en nyordning om fradrag
i straffetiden og adgang til erstatning i anledning
af anholdelse og varetægtsfængsling m.v. i
straffesager, der rejses under straffuldbyrdelsen,
men ikke føres igennem til domfældelse. Denne
ordning omfatter også fradrag og erstatning i
anledning af uforskyldte indgreb under
straffuldbyrdelsen, jf. herved kapitel 20 i rådets
lovudkastinalforsorgen. Forslaget om at lempe
betingelserne for anbringelse i og overførsel til
lukket institution af stærke indsatte bygger på en
flertalsopfattelse i Straffelovrådet.
Kapitel 8 (§§ 31-45) indeholder en
lovregulering af de indsattes rettigheder og pligter
under opholdet i afsoningsinstitutionen. Det gælder
bl.a. med hensyn til adgang til fællesskab,
medindflydelse, deltagelse i gudstjenester m.v.,
besiddelse m.v. af egne penge og genstande i
institutionen, ret oginalforsorgen. Forslaget om at
lempe betingelserne for anbringelse i og overførsel
til lukket institution af stærke indsatte bygger på
en flertalsopfattelse i Straffelovrådet.
Kapitel 8 (§§ 31-45) indeholder en
lovregulering af de indsattes rettigheder og pligter
under opholdet i afsoningsinstitutionen. Det gælder
bl.a. med hensyn til adgang til fællesskab,
medindflydelse, deltagelse i gudstjenester m.v.,
besiddelse m.v. af egne penge og genstande i
institutionen, ret og pligt til arbejde og
uddannelse m.v., adgang til fritidsaktiviteter samt
ret til forsorgs- og sundhedsmæssig bistand.
I kapitel 8 indgår i § 37 forslag om at lovfæste
adgangen til på forhånd at gennemlæse og i visse
tilfælde forbyde offentliggørelsen af bestemte
artikler i de indsattes blade. Forslaget herom
bygger også i Straffelovrådet på en
flertalsopfattelse.
Kapitel 9 (§§ 46-59) fastsætter bestemmelser
om de indsattes kontakt til samfundet uden for
institutionen. Der sigtes i den forbindelse til de
indsattes ret til udgang, besøg m.v., brevveksling,
telefonsamtaler, aviser og bøger m.v. samt adgangen
til i institutionen at udtale sig m.v. til medierne.
Forslaget i lovudkastets § 59, stk. 2, om adgan gen
til at begrænse den indsattes kontakt til medierne
for at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen
eller for i øvrigt at modvirke en åbenbar krænkelse
af retsfølelsen bygger ligeledes på en
flertalsopfattelse i Straffelovrådet.
I kapitel 10 (§§ 60-66) er optaget
bestemmelser om betingelserne for og fremgangsmåden
ved indgreb over for den indsatte. De indgreb, der
omfattes af lovens bestemmelser, er undersøgelse af
den indsattes person og opholdsrum (visitation),
fotografering og optagelse af fingeraftryk,
magtanvendelse, udelukkelse fra fællesskab og
sikringsmidler i form af håndjern og sikringscelle.
Kapitel 11 (§§ 67-74) lovregulerer
betingelserne for og fremgangsmåden ved ikendelse af
disciplinærstraf, herunder brug af forhørscelle,
konfiskation og institutionens adgang til at
modregne krav på erstatning i den indsattes krav på
vederlag for beskæftigelse.
Kapitel 12 (§§ 75-77) regulerer spørgsmål
med tilknytning til strafafbrydelse dels ved
undvigelse, udeblivelse og varetægtsfængsling m.v.,
dels ved tilladelse til strafafbrydelse.
Kapitel 13 (§ 78) indeholder bestemmelser om
fuldbyrdelse af fængselsstraf i Kriminalforsorgens
pensioner og i institutioner m.v. uden for
Kriminalforsorgen. Paragraffen tilsigter at erstatte
den nugældende bestemmelse i straffelovens § 49,
stk. 2.
I betænkningens kapitel 3 er der
redegjort for den nuværende praksis med hensyn til
fuldbyrdelse af fængselsstraf i Kriminalforsorgens
pensioner og i institutioner m.v. uden for
Kriminalforsorgen.
Det fremgår heraf bl.a., at Straffelovrådet kan
gå ind for en udvidelse af den faktiske anvendelse
af bestemmelsen i det omfang, den hidtidige praksis
med hensyn til anbringelsesgrundlaget fastholdes.
Det bør derfor tilstræbes, at eventuelle praktiske
og økonomiske hindringer for bestemmelsens
anvendelse overvindes. Straffelovrådet finder, at
økonomiske hensyn ikke bør være afgørende for, om en
i øvrigt velbegrundet anbringelse kan gennemføres.
Endvidere stiller Straffelovrådet forslag om, at
dømte under 18 år skal anbringes i institution m.v.,
medmindre afgørende hensyn til retshåndhævelsen
taler imod anbringelse uden for fængsel og
arresthus.
I straffuldbyrdelseslovens kapitel 14
(§§ 79-88) reguleres spørgsmål med tilknytning til
løsladelsen, herunder med hensyn til gennemførelse
af tilsyn m.v. af Kriminalforsorgen ved
prøveløsladelse, betinget benådning og
strafafbrydelse samt indberetning m.v. ved
vilkårsovertrædelse. De foreslåede regler bygger
bl.a. på de nye regler om tilsynsvirk somheden inden
for Kriminalforsorgen, som Direktoratet for
Kriminalforsorgen har fastsat i cirkulære nr. 35 af
29. februar 1996 og i en vejledning til cirkulæret
af 14. marts 1996.
Kapitel 15 (§ 89) indeholder
sagsbehandlingsregler, der forpligter vedkommende
institution til med visse mellemrum og af egen drift
at overveje og tage stilling til visse spørgsmål,
som er af væsentlig betydning for den indsatte,
f.eks. tilladelse til udgang, løsladelse på prøve og
overførsel til fortsat straffuldbyrdelse i en anden
institution.
I den forbindelse henvises endvidere til
Straffelovrådets udtalelse af december 1996 om
aktindsigt i sager om straffuldbyrdelse, der er
optaget som bilag 3 til denne betænkning.
Heri foreslår rådets flertal bl.a., at
forvaltningslovens § 9 om partsaktindsigt ændres,
således at der ikke er aktindsigt for parten i
forbindelse med fuldbyrdelse af frihedsstraf i sager
om valg af afsoningsinstitution, sager om overførsel
til anden afsoningsinstitution eller afdeling i en
afsoningsinstitution eller sager om udelukkelse fra
fællesskab.
Lovudkastets afsnit III indeholder en samlet
regulering af fuldbyrdelsen af bødestraffe.
I kapitel 16 (§§ 90-93) fastsættes
således regler om betaling og inddrivelse, herunder
ved lønindeholdelse, af bøder. Lovudkastet tager
ikke stilling til brugen af bødeforvandlingsstraf,
idet rådet ikke har fundet, at dette spørgsmål
falder inden for det kommissorium, som ligger til
grund for nærværende betænkning.
I lovudkastets afsnit IV fastsættes regler
om fuldbyrdelse af betingede domme og domme med
vilkår om samfundstjeneste.
Kapitel 17 (§§ 94-100) og kapitel 18
(§§ 101-104) indeholder en samlet regulering af
gennemførelsen af henholdsvis betingede domme og
domme med vilkår om samfundstjeneste, herunder med
hensyn til gennemførelse af tilsyn m.v. af
Kriminalforsorgen og indberetning til
anklagemyndigheden ved vilkårsovertrædelse.
Bestemmelserne på disse områder er i vidt omfang
udformet som en parallel til de foreslåede regler om
gennemførelse af tilsyn m.v. og vilkårsovertrædelse
ved prøveløsladelse i lovudkastets kapitel 14.
Lovudkastets afsnit V rummer bestemmelser om
fuldbyrdelse af forvaring.
I kapitel 19 (§ 105) fastsættes således
bestemmelser, der medfører, at forvaring fuldbyrdes
efter samme regler som fængselsstraffe med den
undtagelse, at forvaring normalt fuldbyrdes i
Anstalten ved Herstedvester. Forslaget svarer til
den nuværende retstilstand på området.
Endelig indeholder afsnit VI i rådets
lovudkast en række fællesregler for fuldbyrdelse af
straffe m.v.
I kapitel 20 (§§ 106-109) foreslås
regler, der bl.a. giver ret til erstatning efter
reglerne i retsplejelovens § 1018 a, såfremt den
indsatte uforskyldt har udstået fængselsstraf i for
lang tid eller været anbragt i forhørscelle,
strafcelle eller sikringscelle eller været udelukket
fra fællesskab. I dette forslag indgår også regler
om fremgangsmåden ved fremsættelse af krav om
erstatning, herunder at kravet normalt skal
fremsættes inden 2 måneder efter, at indgrebet er
ophørt. Der er i Straffelovrådet ikke enighed om den
foreslåede fristregel. Et mindretal finder således,
at forældelsesfristen for fremsættelse af
erstatningskrav bør fastsættes til 1 år.
Kapitel 21 (§ 110) fastsætter regler om
betaling for ophold i Kriminalforsorgens
institutioner. Formålet med dette forslag er at
modvirke, at dømte, der har eget indtægtsgivende
arbejde eller modtager pension eller andre sociale
ydelser fra det offentlige, samtidig modtager
forsørgelse fra Kriminalforsorgen.
Kapitel 22 (§§ 111-125) indeholder
lovudkastets bestemmelser om klageregler.
Spørgsmålet om udformningen af klageordningen inden
for straffuldbyrdelsen er udskilt til særskilt
behandling i kapitel 5 om klageregler m.v.
i denne betænkning.
Der har i Straffelovrådet været enighed om at
foreslå den nugældende klageordning udbygget i form
af en udvidet adgang til domstolsprøvelse.
Til brug ved rådets drøftelser om afgrænsning
af de afgørelser, der bør omfattes af en udvidet
adgang til domstolsprøvelse, er opstillet 3
klagemodeller.
Klagemodel 1 er beskrevet s. 66 i kapitel 5.
Denne klagemodel svarer i det væsentlige til den
klagemodel, som arbejdsgruppen har foreslået i § 107
i sit lovudkast, jf. nærværende betænknings bilag 1.
Klagemodel 2 er beskrevet s. 73 i kapitel 5.
Denne klagemodel indskrænker i forhold til
klagemodel 1 klageadgangen til afgørelser, der har
lighed med straffesager eller er begrundet i
hensynet til beskyttelse af den forurettede ved
lovovertrædelsen eller retter sig mod det tidspunkt,
hvor den indsatte kan forvente at blive løsladt
eller prøveløsladt. Klagemodel 2 adskiller sig
navnlig fra klagemodel 1 ved ikke at omfatte
afgørelser, der er begrundet i hensynet til
Kriminalforsorgens mulighed for at opretholde orden
og sikkerhed i afsoningsinstitutionen, f.eks.
afgørelser om anbringelse i og overførsel til
lukkede fængsler og arresthuse.
Klagemodel 3 er beskrevet s. 74 i kapitel 5.
Denne klagemodel udgør en mellemløsning i forhold
til klagemodel 1 og 2, idet den foruden de
afgørelser, der indgår i klagemodel 2, medtager de
afgørelser, der typisk af de indsatte betragtes som
særligt indgribende, dvs. afgørelser om anbringelse
i og overførsel til lukkede fængsler og arresthuse
og afgørelser om udgang, der også indgår i
klagemodel 1.
Der har ikke i Straffelovrådet været enighed om
valget af klagemodel.
Fire af rådets medlemmer går ind for
klagemodel 2.
To medlemmer går ind for klagemodel 1.
To medlemmer anser alle tre modeller for
forsvarlige. Efter disse medlemmers opfattelse må en
nærmere stillingtagen til de tre modeller imidlertid
- ud over mere principielle overvejelser vedrørende
behovet for en adgang til domstolsprøvelse af de
forskellige typer afgørelser - i betydeligt omfang
afhænge af, hvilke muligheder der foreligger for en
tildeling eller prioritering af ressourcer til dette
og andre områder inden for Kriminalforsorgen.
Klagemodel 2 er optaget i § 112 i
kapitel 22 i rådets udkast til
straffuldbyrdelsesloven.
For så vidt angår behandlingen af klager
under en udvidet klageordning har der i
Straffelovrådet været enighed om at foreslå en
fremgangsmåde, der som udgangspunkt svarer til §§
108-113 i arbejdsgruppens lovudkast, jf. bilag 1 til
denne betænkning.
Rådet har dog fundet, at sagsbehandlingen i
retten som udgangspunkt bør være skriftlig,
medmindre retten bestemmer andet. Det er således
rådets opfattelse, at en meget stor del af de sager,
der omfattes af klageordningen, efter deres karakter
vil være egnede til skriftlig behandling. Med
henblik på at opnå en hurtig og ikke alt for
ressourcekrævende sagsbehandling har rådet derfor
fundet det hensigtsmæssigt og forsvarligt at
foreslå, at sagerne, selv om hovedprincippet i
retsplejen er mundtlighed, som udgangspunkt
behandles skriftligt, men således at retten - også
af egen drift - kan træffe bestemmelse om mundtlig
behandling.
Der har endvidere været enighed om at foreslå en
appelbegrænsning (§§ 121-123 i rådets
lovudkast), der medfører, at der som udgangspunkt
alene er domstolsprøvelse i byretten, således at
indbringelse for landsretten og Højesteret kræver
tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.
Endelig foreslår et flertal af rådets medlemmer
en ordning, der lader det være op til domstolene i
hvert enkelt tilfælde at afgøre, om prøvelsen kan
gennemføres på et forsvarligt grundlag uden helt
eller delvis at gøre den dømte bekendt med
oplysninger, der er undtaget fra aktindsigt under
Kriminalforsorgens sagsbehandling. Hvis forslaget om
at afskære aktindsigt i visse typer af sager under
straffuldbyrdelsen gennemføres sammen med forslaget
i klagemodel 2, kan der dog efter flertallets
opfattelse ikke antages at være noget praktisk behov
for at fastsætte yderligere regler på dette område,
idet disse forslag medfører, at den indsatte vil
være afskåret fra domstolsprøvelse i samme omfang,
som den pågældende er afskåret fra aktindsigt, jf.
herom afsnit 9.2. i nærværende betænknings kapitel 5
om klageregler m.v.
2.3. Straffelovrådets udkast til lov om
fuldbyrdelse af straf m.v. nødvendiggør i lighed med
arbejdsgruppens lovudkast en række ændringer i bl.a.
straffeloven og retsplejeloven. Arbejdsgruppens
lovudkast er optaget som bilag 2 til denne
betænkning. Rådets lovudkast er omtalt i
betænkningens kapitel 7.
I rådets udkast til lov om ændring af forskellige
lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af
en lov om fuldbyrdelse af straf m.v. stilles bl.a.
forslag om en prøveløsladelsesordning for
livstidsdømte. Dette forslag er nærmere omtalt i
kapitel 4 i denne betænkning og bygger på et
lignende forslag, som Straffelovrådet fremsatte i
betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og
prøveløsladelse.
3. Straffelovrådets sammensætning
Straffelovrådet har ved afgivelsen af denne
betænkning haft følgende sammensætning:
Højesteretsdommer Jacques Hermann (formand),
advokat Jørgen Bang,
professor, lic. jur. Vagn Greve,
afdelingschef Torsten Hesselbjerg,
statsadvokat Kaspar Linkis,
politimester Annemette Møller,
direktør for Kriminalforsorgen Christian Trønning
og
retspræsident Sven Ziegler.
Hvervet som sekretær for rådet er ved
udarbejdelsen af denne betænkning varetaget af
fuldmægtig, nu konsulent Ida-Louise Apostoli,
kontorchef, nu vicedirektør i Kriminalforsorgen
Annette Esdorf og vicefængselsinspektør i
Kriminalforsorgen Lise Koch.
Tekstbehandlingen ved udarbejdelsen af
betænkningen er udført med bistand af
kontorfuldmægtig Bente Saxkjær.
Januar 1998
Jørgen Bang Vagn Greve Jacques
Hermann (formand) Torsten Hesselbjerg
Kaspar Linkis Annemette Møller
Christian Trønning Sven Ziegler
/Ida-Louise Apostoli, Annette
Esdorf og Lise Koch
Kapitel 2 : Hæftestraffen
1. Gældende ret
Hæfte er en af de almindelige strafarter i
straffeloven, jf. straffelovens § 31, hvorefter de
almindelige straffe er fængsel, hæfte og bøde.
Inden for straffelovens særlige del viser de
enkelte strafferammer, i hvilke forbindelser
hæftestraffen er tiltænkt en rolle. Størst
anvendelse har denne strafart i praksis i sager om
brugstyveri, tyveri og vold. Langt hyppigere
anvendes hæftestraffen dog i sager om
særlovsovertrædelser, herunder navnlig overtrædelser
af færdselslovens regler om spirituskørsel.
I straffelovens § 44 er givet en række særregler
om hæftestraffen. Om hæftestraffens faste minimum og
maksimum fastsættes i § 44, stk. 1, 1. pkt., at
hæfte kan idømmes fra 7 dage til 6 måneder. Denne
regel skal sammenholdes med straffelovens § 33, stk.
1, hvorefter straf af fængsel ikke kan idømmes under
30 dage. Hæftestraffen giver således mulighed for
udmåling af frihedsstraf under fængselsstraffens
faste minimum på 30 dage.
Om de særlige regler vedrørende fuldbyrdelse af
hæftestraf, jf. straffelovens § 44, stk. 2-3,
henvises til det nedenfor anførte.
I straffebestemmelser, der indeholder hæfte i
strafferammen, står som regel alene "hæfte", og
dette udtryk skal da forstås i overensstemmelse med
§ 44, stk. 1, 1. pkt. Bestemmelser med afvigende
hæfteramme forekommer dog også. F.eks. fastsættes i
straffelovens § 126, stk. 2, og § 134 en
strafferamme på hæfte indtil 3 måneder som maksimum.
Endvidere giver straffeloven i visse tilfælde
mulighed for at fravige det fastsatte minimum på 7
dage. Ved udmåling af tillægsstraf kan der således
idømmes hæfte i kortere tid end foreskrevet i
straffelovens § 44, jf. straffelovens § 89, 2. pkt.,
og ved fastsættelse af bødeforvandlingsstraf gælder
et minimum på 2 dage, jf. straffelovens § 54, stk.
1, 4. pkt.
Til straffelovens § 44 føjes forskellige
straffelovsbestemmelser om forholdet mellem
hæftestraffen og de øvrige strafarter. I
straffelovens § 58, stk. 1, 2. pkt., fastsættes
således, at hæfte kan anvendes som ubetinget
strafdel i en kombinationsdom, selv om hæfte ikke er
hjemlet i den strafferamme, der er foreskrevet for
lovovertrædelsen. Over for personer, der ikke er
fyldt 21 år, kan straf af hæfte ligeledes bringes i
anvendelse, selv om den pågældende strafart ikke er
hjemlet for det strafbare forhold, jf. straffelovens
§ 91, stk. 2. Har den skyldige tidligere udstået
straf af fængsel, og overstiger den for den
pågældende handling foreskrevne straf ikke hæfte,
kan dog omvendt i stedet for hæfte idømmes fængsel i
indtil samme tid, jf. straffelovens § 91, stk. 1.
For det tilfælde, at en person skal afsone straf
af fængsel i forbindelse med en hæftestraf, anviser
straffelovens § 90, stk. 1, den mulighed, at
hæftestraffen efter bestemmelse af den
straffuldbyrdende myndighed omsættes til fængsel.
Ved omsætning af hæfte til fængsel regnes da 2 dages
fængsel lig med 3 dages hæfte, jf. straffelovens §
90, stk. 3.
Om fuldbyrdelse af hæftestraf indeholder
straffelovens § 44, stk. 2 og 3, som nævnt nogle
særregler. Hæftedømte må således ikke sættes til
afsoning sammen med andre kategorier af indsatte,
herunder fængselsdømte. Anbringelse sammen med
fængselsdømte antages dog i praksis at kunne ske,
såfremt den hæftedømte meddeler samtykke til en
sådan anbringelse. Hæftedømte har endvidere ret til
at skaffe sig anden forplejning end fangekosten og
til inden for rimelige grænser at skaffe sig ting
til personlig brug eller til udstyr af cellen. De
har desuden ret til selv at skaffe sig arbejde.
Gøres der ikke brug af denne ret, skal den dømte mod
vederlag pålægges at udføre et "under hensyn til
hans dannelsestrin og livsstilling passende
arbejde", jf. straffelovens § 44, stk. 2.
I nogle henseender har fængselsdømte imidlertid
en fortrinsstilling frem for hæftedømte.
Straffeloven giver således alene fængselsdømte
mulighed for prøveløsladelse. At hæftedømte er
afskåret fra prøveløsladelse, skal ses på baggrund
af, at hæftestraffen som nævnt er en i sammenligning
med fængselsstraffen særlig kortvarig frihedsstraf.
Dertil kommer, at prøveløsladelse fra straf af
fængsel forudsætter, at den dømte har afsonet mindst
2 måneder af straffetiden, jf. straffelovens § 38,
stk. 1-2.
Om indsattes muligheder for udgang under
afsoningen, jf. Justitsministeriets cirkulære nr. 31
af 18. marts 1986 med senere ændringer, gælder også
i et vist omfang forskellige regler for hæfte- og
fængselsdømte. I cirkulærets § 24, stk. 1, bestemmes
således, at alene indsatte, der udstår fængsel i 5
måneder eller derover, kan få udgang for at besøge
bestemte personer. Sådan udgang gives normalt for en
weekend, men kan i åbne institutioner - og under
særlige omstændigheder også i lukkede - i stedet
omsættes til 3 udgange af indtil 12 timers varighed.
Ordningen vedrørende udgang med henblik på besøg
hos bestemte personer m.v. er indrettet med det
formål at give personer, der afsoner længerevarende
fængselsstraffe, mulighed for at opretholde den
sociale kontakt med pårørende m.v. under ophold uden
for fængslet. Reglerne tager derimod ikke sigte på
hæftedømte og fængselsdømte, der alene udstår en
korterevarende frihedsstraf.
Derimod har såvel hæfte- som fængselsdømte
mulighed for at få udgang til særlige formål, f.eks.
for at besøge nærtstående personer, der er alvorligt
syge, og at være til stede ved en nærtstående
persons begravelse, jf. cirkulærets § 31, stk. 1.
Personer, der udstår frihedsstraf i 30 dage eller
derover, har derudover mulighed for at få udgang
bl.a. med henblik på at besøge nærtstående personer
ved vigtige familiebegivenheder og at varetage
personlige interesser, når særlige omstændigheder
taler derfor, jf. cirkulærets § 31, stk. 2.
I visse tilfælde kan indsatte, der udstår straf i
en åben institution, få tilladelse til udgang af op
til 12 timers varighed i forbindelse med, at den
pågældende modtager besøg i institutionen, jf.
cirkulærets § 34. Under den tidligere ordning kunne
der ikke meddeles besøgsudgang til personer, der
enten afsonede straf af hæfte i 5 eller 6 måneder
eller straf af fængsel i 5 måneder eller derover.
Denne ordning er ændret ved et cirkulære af 10.
januar 1994. Ændringen indebærer, at der kan
meddeles besøgsudgang til personer, der i åben
institution udstår hæfte i 30 dage eller derover.
Personer, der udstår straf af fængsel i 5 måneder
eller derover, kan fortsat ikke meddeles
besøgsudgang, jf. cirkulærets § 34. Det skyldes, at
sådanne personer som nævnt i stedet har mulighed for
at få tilladelse til udgang en hel weekend.
2. Straffelovens forarbejder om hæftestraffen
Bestemmelserne om hæftestraffen blev indsat i
straffeloven af 1930. Hæftestraffen repræsenterede
en nydannelse blandt strafarterne og motiveredes
navnlig med ønsket om at råde over en særlig mild -
og i mange tilfælde relativt kortvarig -
frihedsstraf over for de lovovertrædere, der, som
det anføres i straffelovens forarbejder: "ikke kan
sættes i klasse med forbrydere, der idømmes straf af
fængsel", og som "står uden for de egentlige
forbryderes kreds".
I Straffelovudkastet af 1912 betegnedes
hæftestraffen "simpelt fængsel". At der med denne
strafart tilsigtedes en særlig mild form for
frihedsstraf fremgik i første række af lovforslagets
ordlyd. I lovforslagets § 11, stk. 1, 1. og 2. pkt.,
hed det således:
"Som Straffe anvendes Dødsstraf, Strafarbejde,
Arbejdsfængsel, simpelt Fængsel og Bøde. Denne
Opregnings Orden angiver Straffenes større eller
mindre Strenghed som Strafarter".
Til denne regel føjedes i lovudkastets § 21
nærmere bestemmelser om fuldbyrdelse af strafarten
"simpelt fængsel", der i det væsentlige svarede til
den nugældende affattelse af straffelovens § 44.
Også ordningen med simpelt fængsel kendetegnedes
således af særlige rettigheder med hensyn til
arbejde og forplejning under afsoningen. Uagtet det
som nævnt var forudsat, at strafarten "simpelt
fængsel" skulle være en kortvarig frihedsstraf,
foresloges strafartens maksimum dog fastsat til 2 år
i lovudkastets § 21. Denne maksimumgrænse blev også
opretholdt ved straffelovens vedtagelse i 1930.
At man ved tilblivelsen af straffeloven af 1930
forudsatte, at kriminalitet kunne rammes med
forskellige former for frihedsstraf, fremgik tillige
af bemærkningerne til lovudkastets § 11, hvor det
bl.a. anførtes (straffelovbetænkningen af 1912, sp.
22-23):
"Af Frihedsstraffe anvender Udkastet tre
Strafarter: Strafarbejde, Arbejdsfængsel og simpelt
Fængsel. Strafarbejde tænkes benyttet som Straf dels
for de grovere Forbrydelser, dels for Forbrydere,
hvis Fortid gør det antageligt, at en strengere
Behandling er paakrævet.
..........
Arbejdsfængslet vil blive anvendeligt paa
Mellemklassen af Forbrydelser, medens simpelt
Fængsel vil ramme de Lovovertrædelser, som vel maa
stemples som saadanne, men som dog ligge under den
egentlige Kriminalitets Niveau.
..........
Forskellen mellem de forskellige Arter af
Frihedsstraf kan kortelig angives saaledes: Ved
Strafarbejdes Udstaaelse arbejder Fangen for det
Offentlige: den Godtgørelse, han faar for sit
Arbejde, er Belønning for god Opførsel. Ved
Udstaaelse af Arbejdsfængsel arbejder Fangen
pligtmæssig, men for sig selv: kun maa hans
Fortjeneste reguleres, da en Fanges Arbejde
regelmæssig ikke kan ligestilles i Værdi med den fri
Arbejders. Ved Anvendelsen af simpelt Fængsel
tilsigtes det kun at ramme den domfældte med
Frihedsberøvelse, medens der iøvrigt forbeholdes ham
Bestemmelsesfrihed paa alle Omraader indenfor de
Grænser, som maa drages af Hensyn til
Fængselsordenen."
I straffelovudkastet af 1917 foresloges alene
strafarterne: "arbejdsfængsel, simpelt fængsel og
bøde", jf. lovudkastets § 31, stk. 1. Endvidere
ændredes strafminimum for simpelt fængsel fra
oprindeligt 7 dage i § 21, stk. 1, i
straffelovudkastet af 1912 til 21 dage, jf. § 45,
stk. 1, i straffelovudkastet af 1917. I
bemærkningerne til dette straffelovudkast spores
udtrykket "custodia honesta" som betegnelse for den
senere hæftestraf, hvormed netop hentydes til en
form for frihedsberøvelse, der ikke i samme grad som
de strengere straffe berører de dømtes ære
(straffelovbetænkningen af 1917, sp. 72):
".....
b. S i m p e l t F æ n g s e l uden Arbejdspligt,
men med Beskæftigelsestvang, fra 21 Dage til 2 Aar,
der udstaas i Arresthusene eller (som custodia
honesta) i særlige dertil bestemte Arrester."
Betegnelserne "arbejdsfængsel" og "simpelt
fængsel" ændredes i straffelovudkastet af 1923 til
"fængsel" og "hæfte", jf. lovudkastets § 33.
Samtidig ændredes hæftestraffens minimum til 14
dage, jf. lovudkastets § 48, stk. 1. Om baggrunden
for valget af udtrykket "hæfte" hedder det i
bemærkningerne bl.a. (straffelovbetænkningen af
1923, sp. 100-101 og 126-129):
".....
Med Hensyn til Betegnelsen af de enkelte
Strafarter bemærkes, at Kommissionen har fundet det
rettest at give de to Former for Frihedsstraf
Benævnelser, der intet har tilfælles. Straffene er
efter deres Art og Beskaffenhed ganske forskellige,
og navnlig er ogsaa i Almindelighed Strafskylden hos
de Personer, for hvilke de to Strafarter finder
Anvendelse, saa væsentlig forskellig, at Ordet
Fængsel kun bør bruges om Straffen for de
betydeligere Forbrydelser for ogsaa herigennem at
pointere, at de Lovovertrædere, der idømmes den
mildere Frihedsstraf, ikke kan sættes i Klasse med
Forbrydere, der idømmes Straf af Fængsel.
For den mildere Form af Frihedsstraf har man
foreslaaet Benævnelsen "Hæfte". Ordet er nyt i nyere
dansk Ret, men anvendes i den gældende norske
Straffelov i tilsvarende Betydning som her
foreslaaet. Ifølge Oplysninger, der velvilligst er
overladt Kommissionen af Professor Verner Dahlerup -
jfr. Bilag 2 - forekommer Ordet "Haft" i Betydning
af Fængsel eller Indespærring i de ældste danske
Love, f.Eks. Eriks sjæl. Lov 3-36. Ordene "Haft" og
"Hæfte", er fælles nordiske og fælles germanske.
"Haft" har man ment vilde blive opfattet som en
Germanisme, og man har derfor foreslaaet "Hæfte".
.... Hæfte vil som Straf i Almindelighed finde
Anvendelse paa Personer, der staar udenfor de
egentlige Forbryderes Kreds. Straffen skal her
hovedsagelig virke som Frihedsberøvelse, medens der
iøvrigt skal forbeholdes Fangen Bevægelsesfrihed
indenfor de Grænser, Hensynet til Fængselsordenen
kræver. Ud fra denne Betragtning af Hæftestraffen
har Kommissionen i Udkastets § 94 truffet
Bestemmelse om, at Hæftestraf altid kan ombyttes med
Fængselsstraf, hvis den skyldige tidligere har
udstaaet saadan Straf. At Hæfte i Forhold til
Fængsel staar som den mildere Frihedsstraf, har
faaet Udtryk i § 92, hvorefter 2 Dages Fængsel
regnes lig med 3 Dages Hæfte."
I straffeloven af 1930 endte hæftestraffen med at
få et minimum på 7 dage. Samtidig opretholdtes det i
de tidligere udkast fastsatte maksimum på 2 år. Ved
lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændring af borgerlig
straffelov blev dette maksimum nedsat til de i dag
gældende 6 måneder med henvisning til et ønske om i
højere grad at bringe den almindelige strafferamme
for hæftestraffen i overensstemmelse med det
faktiske udmålingsniveau.
Som det fremgår af straffelovens forarbejder,
synes tilblivelsen af straffeloven af 1930 at hvile
på den antagelse, at sanktionssystemet som noget
selvfølgeligt burde råde over flere former for
frihedsstraf svarende til, at der på grundlag af
kriminalitetens beskaffenhed og lovovertrædernes
personlige forhold lod sig gennemføre en klar og
éntydig adskillelse af alle lovovertrædere i et
fængselsklientel og et hæfteklientel. At der efter
denne opfattelse burde bestå en række forskelle i
fuldbyrdelsen af de to strafarter, skyldtes dels, at
de hæftedømtes mindre grove lovovertrædelser måtte
tale for visse begunstigelser, dels at
hæfteklientellet ikke i samme grad som andre
strafafsonere havde behov for at undergives
arbejdspligt og anden fængselsmæssig påvirkning i
resocialiserende øjemed.
3. Tidligere overvejelser om hæftestraffens
afskaffelse
Forslag om hæftestraffens afskaffelse har
tidligere været fremsat flere gange.
Et forslag om hæftestraffens afskaffelse blev
fremsat i betænkning nr. 650/1972 om nogle af- og
nedkriminaliseringsspørgsmål, afgivet af en
arbejdsgruppe under Justitsministeriet. Til denne
betænkning var optaget et notat af 8. juni 1971 fra
Direktoratet for Fængselsvæsenet, i hvilket man
konkluderede, at de to former for frihedsstraf,
hæfte og fængsel, burde forenes til én strafart. En
hovedbetragtning bag denne anbefaling var, at de
oprindelige forudsætninger om adskillelsen af
samtlige lovovertrædere i et fængsels- og et
hæfteklientel ikke længere kunne bære en sondring
mellem to principielt forskellige arter af
frihedsstraf. I stedet burde sanktionssystemet
tilpasses det allerede anerkendte princip om
straffuldbyrdelse, hvorefter det om alle
frihedsstraffe gælder, at de i hovedsagen - udover
frihedsberøvelse - ikke bør medføre andre
restriktioner på de indsattes tilværelse end
sådanne, der er nødvendige af hensyn til sikkerheden
og ordenen i afsoningsinstitutionen.
Også i den senere betænkning nr. 806/1977 om
alternativer til frihedsstraf anbefalede den
arbejdsgruppe, der afgav betænkningen, hæftestraffen
afskaffet. Til støtte for sin opfattelse gjorde
arbejdsgruppen bl.a. gældende, at forskellen mellem
hæfte og fængsel bortset fra reglerne om straffens
længde var af overvejende terminologisk karakter.
Arbejdsgruppen medgav, at selve den terminologiske
forskel og de hertil knyttede forestillinger rummede
mulighed for at udtrykke varierende bedømmelser af
forskellige typer af lovovertrædere. En
opretholdelse af de to strafarter kunne således
indebære visse fordele af social og emotionel
karakter for de personer, der idømmes den efter
almindelige forestillinger mindre belastende
frihedsstraf af hæfte. For arbejdsgruppen gav disse
virkninger af den lovmæssige sondring mellem fængsel
og hæfte imidlertid ikke tilstrækkeligt grundlag for
at opretholde hæftestraffen.
Spørgsmålet om hæftestraffens fortsatte
berettigelse har været genstand for drøftelse i
Straffelovrådets første delbetænkning om
sanktionsspørgsmål, betænkning nr. 1099/1987 om
strafferammer og prøveløsladelse.
Efter Straffelovrådets opfattelse har de
synspunkter, der oprindeligt førte til et system med
to forskellige arter af frihedsstraf, mistet deres
betydning.
Således som kriminaliteten og anvendelsen af
frihedsstraffene har udviklet sig, kan
forudsætningen om adskillelsen af et hæfteklientel
fra et fængselsklientel ikke længere opretholdes.
Inden for de lovovertrædelser, for hvilke
frihedsstraf skønnes nødvendig, kan der ikke uden en
høj grad af vilkårlighed gøres en sondring mellem
nogle, der er "egentlig kriminalitet", og andre, som
ikke er det. At f.eks. grove tilfælde af spiritus
kørsel eller visse former for vold, tyveri og
brugstyveri, der efter gældende udmålingspraksis
straffes med hæfte, efter deres beskaffenhed skulle
ligge under "den egentlige kriminalitets niveau",
holder efter rådets opfattelse ikke stik. Også om
lovovertrædernes personlige forhold må det antages,
at f.eks. hæftedømte spirituskørere ikke adskiller
sig markant fra andre straffelovsovertrædere.
Det gøres på denne baggrund gældende, at
realiteten i den nuværende sondring mellem hæfte- og
fængselsdomme alene består i, at hæfte fortrinsvis
anvendes i tilfælde, hvor der er behov for udmåling
af frihedsstraffe under fængselsstraffens faste
minimum på 30 dage.
Også straffelovens oprindelige forudsætning om
indholdet af frihedsstraffene har efter
Straffelovrådets opfattelse mistet sin betydning. At
hæftedømte efter straffelovens § 44, stk. 2, ikke må
sættes til afsoning sammen med andre kategorier af
indsatte, herunder fængselsdømte, antages således i
praksis ikke at udelukke anbringelse sammen med
fængselsdømte, når den hæftedømte giver samtykke til
sådan anbringelse.
Dertil kommer, at Kriminalforsorgens
anstaltssystem og principperne for anbringelse og
behandling af de dømte er forandret væsentligt siden
straffelovens vedtagelse i 1930. Det anses nu for
ønskeligt, at alle frihedsstraffe som udgangspunkt
fuldbyrdes i åbne institutioner, medmindre
sikkerhedshensyn eller andre særlige forhold taler
for anbringelse i lukket fængsel.
Desuden er de fleste af de begunstigelser, der
oprindeligt var tiltænkt hæftedømte, efterhånden
udstrakt til også at omfatte fængselsdømte. Der
består således i dag kun få og praktisk mindre
væsentlige forskelle mellem hæftestraffe og korte
fængselsstraffe i henseende til de rettigheder, der
tilkommer de dømte, og de forhold, hvorunder
straffene i øvrigt fuldbyrdes.
Efter Straffelovrådets opfattelse må det derfor
fra et fængselsmæssigt synspunkt antages, at der
ikke længere er nogen grund til at opretholde
straffelovens sondring mellem strafarterne hæfte og
fængsel. Forening af hæfte og fængsel til én
strafart synes derimod at muliggøre en mere rationel
udnyttelse af Kriminalforsorgens anstaltskapacitet.
Straffelovrådet har på denne baggrund i
betænkning nr. 1099/1987 stillet forslag om, dels at
hæftestraffen afskaffes, dels at fængselsstraffens
faste minimum på 30 dage nedsættes til 7 dage.
Endvidere er det som almindelig regel foreslået at
ændre hæfterammerne til fængsel indtil 4 måneder med
henblik på i videre omfang at tilpasse strafmaksimum
til den gældende udmålingspraksis i sager om
hæftestraf. Straffelovrådet har ikke med forslaget
om hæftestraffens afskaffelse tilsigtet nogen
reduktion af udmålingsniveauet. Det er således
forudsat, at domstolene som almindelig retningslinie
vil ud måle fængsel med samme antal dage som hidtil
hæfte.
Spørgsmålet om hæftestraffens afskaffelse har
senest været genstand for behandling i betænkning
nr. 1181/1989 om en lov om fuldbyrdelse af straf
m.v., der er afgivet af en arbejdsgruppe under
Straffelovrådet. I arbejdsgruppens lovudkast er det
i overensstemmelse med kommissoriet for
arbejdsgruppen forudsat, at hæftestraffen afskaffes.
Arbejdsgruppen har i øvrigt tilsluttet sig
Straffelovrådets anbefaling om at afskaffe
hæftestraffen, jf. kap. 9.2.3., betænkningen s.
47-48.
4. Straffelovrådets overvejelser og konklusion
Straffelovrådet har på ny overvejet spørgsmålet
om hæftestraffens opretholdelse, men har ikke fundet
anledning til at ændre sin opfattelse, således som
den er kommet til udtryk i betænkning nr. 1099/1987,
hvor hæftestraffen foreslås afskaffet og erstattet
af fængselsstraf.
Som det fremgår ovenfor, var et af formålene med
indførelsen af hæftestraffen, at man via to
forskellige betegnelser for straf ønskede at
udtrykke en forskel med hensyn til strafskylden.
Det er efter rådets opfattelse lykkedes at
opfylde dette formål, idet hæftestraffen generelt
opfattes som en mildere strafform, der ikke
stigmatiserer den dømte i samme grad som
fængselsstraffen.
Derimod har udviklingen medført, at det andet
hovedformål med hæftestraffen, som var at indføre en
straf med et mildere indhold, ikke længere er til
stede. Hvor hæftestraffen ved sin indførelse
hovedsageligt skulle "virke som frihedsberøvelse,
medens der i øvrigt skal forbeholdes fangen
bevægelsesfrihed inden for de grænser, hensynet til
fængselsordenen kræver", gælder dette princip i dag
også for fængselsstraffen. Dette betyder, at
indholdet i en frihedsstraf i dag i alt væsentligt
er det samme, uanset om den er udmålt som hæfte
eller som fængsel.
Selvom man ikke skal underkende den psykologiske
betydning, som det, i hvert fald så længe sondringen
mellem fængsel og hæfte opretholdes og måske i en
vis overgangstid herefter, for nogle kan have, at en
idømt frihedsstraf betegnes som hæfte og ikke
fængsel, finder Straffelovrådet dog ikke, at der er
tilstrækkeligt grundlag for at opretholde den
gældende - reelt rent terminologiske - sondring
mellem de to strafarter. Rådet foreslår derfor
betegnelsen "hæfte" afskaffet og erstattet af
"fængsel".
Om den praktiske gennemførelse af forslaget,
herunder overgangsbestemmelser og omsætningsregler,
kan Straffelovrådet i det hele henholde sig til
betænkning nr. 1099/1987 (Kap. 2).
Hvis hæftestraffen opretholdes, vil udtrykket
"fængselsstraffe" i § 1, nr. 1, i rådets udkast til
lov om fuldbyrdelse af straf m.v. kunne erstattes
med udtrykket "frihedsstraf" som den mest dækkende
samlede betegnelse for fængsel og hæfte. Det kan i
så fald endvidere overvejes i
straffuldbyrdelsesloven at medtage nogle
bestemmelser svarende til straffelovens § 44, stk.
2, hvorefter hæftedømte ikke mod deres vilje kan
afsone straffen i fællesskab med fængselsdømte, samt
til bestemmelsen i straffelovens § 90 om omregning
af en idømt hæftestraf til en fængselsstraf, jf.
herved betænkning 1181/1989, bd. I, s. 47-48.
Kapitel 3 : Fuldbyrdelse af fængselsstraf i
Kriminalforsorgens pensioner og i institutioner m.v.
uden for Kriminalforsorgen
1. Gældende ret
Efter straffelovens § 49, stk. 2, kan
justitsministeren bestemme, at en domfældt
midlertidigt eller for resten af straffetiden skal
overføres til hospital eller til egnet hjem eller
institution til særlig pleje eller forsorg, såfremt
det findes hensigtsmæssigt på grund af den
pågældendes alder, helbredstilstand eller andre
særlige omstændigheder. Bestemmelsen trådte i kraft
den 1. juli 1973.
Af bestemmelsens forarbejder fremgår, at man
bl.a. har tænkt på situationer, hvor der på grund af
den indsattes alder, legemlige svaghed,
sindstilstand eller andre særlige forhold er
åbenbare ulemper ved at lade den domfældte have
ophold i et fængsel, og hvor man derfor i den
pågældendes egen interesse og uden at komme i
konflikt med strafanvendelsens formål bør anvende et
andet institutionsmiljø end det fængselsmæssige.
Grundlaget for overførslen vil normalt være
omstændigheder, som man først er blevet opmærksom på
efter dommens afsigelse, men ifølge forarbejderne
kan bestemmelsen også tænkes anvendt i tilfælde,
hvor der allerede på domstidspunktet forelå visse
oplysninger herom, uden at det dog fandtes muligt
eller hensigtsmæssigt at lade en dom til særlig
anbringelse træde i stedet for frihedsstraf.
Bestemmelsen forudsættes ifølge forarbejderne kun at
finde anvendelse i forholdsvis få tilfælde.
Af formålet med indførelsen af bestemmelsen
følger, at de institutioner, der kan blive tale om
at anvende til anbringelser efter straffelovens §
49, stk. 2, typisk vil være
behandlingsinstitutioner, forsorgshjem og lignende
døgninstitutioner, hvor den domfældte under
institutionsmæssige forhold kan modtage den
behandling eller særlige pleje, som gør anbringelsen
hensigtsmæssig. Anbringelse kan finde sted såvel i
private som i offentlige institutioner og hjem, og
også Kriminalforsorgens egne institutioner
(pensioner) kan benyttes. Justitsministeriet har
fortolket bestemmelsen således, at anbringelse også
undtagelsesvis kan ske i familiepleje af
institutionslignende karakter.
Uanset udtrykket "... overføres til ..." i § 49,
stk. 2, har Justitsministeriet endvidere fortolket
bestemmelsen således, at den kan anvendes over for
personer, som endnu ikke har påbegyndt
strafudståelsen, således at institutionsanbringelsen
finder sted for hele straffetiden. Dette er særligt
påkrævet i tilfælde, hvor den domfældte i forvejen
er anbragt i institution, eller hvor der er tale om
benådningslignende situationer, hvor stærke grunde
taler imod et - selv korterevarende - ophold i en
afsoningsinstitution.
Justitsministeriet har i to cirkulærer udstedt
nærmere retningslinjer om anvendelse af
bestemmelsen. I 1978 udsendtes et cirkulære særligt
om domfældte med behov for psykiatrisk behandling,
og i 1985 et mere generelt cirkulære om
bestemmelsens anvendelse. Om indholdet af de to
cirkulærer henvises til betænkning nr. 1181/1989,
bd. I, s. 256-258.
Efter gældende regler ligger
betalingsforpligtelsen for de enkelte anbringelser
efter straffelovens § 49, stk. 2, hos de kommunale
myndigheder. Dog er der siden 1985 årligt overført
et beløb fra Justitsministeriet til kommunerne (via
bloktilskudspuljen) som kompensation for merudgifter
som følge af en planlagt øget anvendelse af
bestemmelsen.
2. Anvendelsesområdet for straffelovens § 49,
stk. 2
2.1. Direktoratet for Kriminalforsorgen
har i 1994 offentliggjort en rapport om anvendelsen
af straffelovens § 49, stk. 2. Rapporten, der er
optaget som bilag 6 til nærværende betænkning,
omhandler samtlige sager, hvor bestemmelsen har
været anvendt i perioden 1987 til 1992, sammenholdt
med udviklingen i 1993.
Af nedenstående oversigt fremgår antallet af
årlige § 49, stk. 2-overførsler, i perioden
1978-1996. Det fremgår endvidere, om overførsel er
sket til en af Kriminalforsorgens egne pensioner
eller til institution m.v. uden for
Kriminalforsorgen, herunder til psykiatrisk
hospital.
|
Uden for Kriminalforsorgen |
|
§ 49.2 anbringelser |
Kriminalfor-sorgspension |
Psykiatrisk hospital |
Behandlingsin-stitution |
I alt: |
1978/80 |
- |
2 |
6 |
8 |
1981 |
- |
2 |
3 |
5 |
1982 |
13 |
3 |
1 |
17 |
1983 |
3 |
5 |
7 |
15 |
1984 |
13 |
4 |
8 |
25 |
1985 |
15 |
7 |
20 |
42 |
1986 |
15 |
5 |
29 |
49 |
1987 |
15 |
- |
32 |
47 |
1988 |
22 |
- |
38 |
60 |
1989 |
31 |
- |
79 |
110 |
1990 |
35 |
1 |
61 |
97 |
1991 |
39 |
- |
67 |
106 |
1992 |
40 |
2 |
85 |
127 |
1993 |
57 |
1 |
83 |
141 |
1994 |
68 |
4 |
91 |
163 |
1995 |
91 |
2 |
142 |
235 |
1996 |
95 |
5 |
195 |
295 |
Det fremgår af oversigten, at der igennem hele
perioden og navnlig i de seneste to år har været en
væsentlig stigning i antallet af anbringelser i
medfør af straffelovens § 49, stk. 2, således at der
i 1996 var næsten 300 anbringelser. De foreløbige
tal tyder på, at stigningen er fortsat i 1997.
Af rapporten fremgår, at grundlaget for
anbringelse efter straffelovens § 49, stk. 2,
navnlig er alkohol- og narkotikamisbrug, ung alder
eller psykiske grunde. Hertil kommer et mindre antal
anbringelser begrundet i sociale eller fysiske
forhold eller udviklingshæmning. Der henvises til
rapportens Tabel 2 (s. 23). Særligt narkotikamisbrug
og ung alder har i de seneste år i stigende grad
givet anledning til anvendelse af bestemmelsen.
2.2. Med hensyn til anvendte
institutionstyper har der siden 1985 været en
nogenlunde konstant fordeling med ca. 1/3 anbragt på
Kriminalforsorgens pensioner og ca. 2/3 anbragt uden
for på kommunale og amtskommunale institutioner,
psykiatriske hospitaler eller andre institutioner. I
meget begrænset omfang har der været anvendt
familiepleje under institutionslignende forhold.
En anbringelse efter straffelovens § 49, stk. 2,
vil altid være betinget af overholdelsen af en række
vilkår. Udover vilkår om straffri vandel vil der
være tale om begrænsninger med hensyn til
midlertidigt fravær fra institutionen samt vilkår om
tilsyn og eventuelt om behandling. Da
Kriminalforsorgens pensioner ikke er indrettet på at
varetage egentlige behandlingsopgaver, vil
døgnopholdet på en pension ofte være suppleret med
vilkår om deltagelse i ambulant behandling inden for
det sociale system eller i sundhedssektoren.
Væsentlig overtrædelse af de fastsatte vilkår vil
medføre omgående tilbageførsel til fængsel eller
arresthus og i langt de fleste tilfælde varig
tilbagekaldelse af tilladelsen til anbringelse i
institution m.v.
2.3. I overensstemmelse med
forarbejderne til straffelovens § 49, stk. 2, har
bestemmelsen i praksis i langt det overvejende antal
tilfælde været anvendt på grundlag af omstændigheder
i domfældtes personlige forhold, der enten er
indtrådt efter domstidspunktet, eller uden at
forholdene har foreligget oplyst for retten.
Derimod har anvendelsen af bestemmelsen i praksis
kun i et vist omfang været i overensstemmelse med
den forudsætning, der følger af bestemmelsens
ordlyd, om, at strafudståelsen er påbegyndt i en
afsoningsinstitution forud for overførslen. Et
stigende antal anbringelser i medfør af § 49, stk.
2, er iværksat over for dømte på fri fod, således at
hele dommen afsones på institution m.v. Stigningen
er særlig markant med hensyn til unge under 18 år.
Der henvises til rapporten bilag 6, afsnit
II.c.4. (s. 12-15).
2.4. Af rapporten fremgår videre, at 77%
af de 547 overførsler, der fandt sted i perioden
1987-92, blev gennemført til løsladelsen uden
misbrug af de fastsatte vilkår. Der henvises til s.
11 og til Tabel 6. I 1993 blev 80% og i 1994 88% af
anbringelserne gennemført til løsladelsen uden
misbrug af vilkår.
Rapporten indeholder endvidere en undersøgelse af
recidiv til ny kriminalitet for de personer, der
blev overført til institution m.v. i årene 1987-89.
Undersøgelsen, der er udarbejdet således, at den er
sammenlignelig med andre recidivundersøgelser, der
udarbejdes af Kriminalforsorgen, viser, at 54% af de
overførte recidiverede til ny kriminalitet inden for
en to års periode efter løsladelsen. Blandt de
personer, der gennemførte anbringelsen til
løsladelsen, recidiverede 47%. Recidivet blandt de
personer, der fik tilladelsen tilbagekaldt, var 75%.
I rapportens kap. III (s. 17-19) er foretaget en
sammenligning med recidivet hos andre grupper af
dømte. Det fremgår heraf, at der i den seneste
recidivundersøgelse, der er foretaget af
Kriminalforsorgen i 1992, er fundet et recidiv på
59% i gruppen af domfældte, der er prøveløsladt med
tilsyn efter straffelovens § 38, stk. 1, og et
recidiv på 85% i gruppen af domfældte, der har fået
afslag på prøveløsladelse.
Undersøgelsen har endvidere vist, at der også er
en forskel med hensyn til arten af den kriminalitet,
der recidiveres til. Recidiv til kriminalitet, der
fører til en betinget frihedsstraf, er mere udbredt
hos gruppen af personer, der er overført til
institution m.v. i medfør af straffelovens § 49,
stk. 2 (30%), end hos de personer, der er
prøveløsladt med tilsyn i medfør af straffelovens §
38, stk. 1 (13%), eller har fået afslag på
prøveløsladelse (6%). Der henvises til rapportens s.
18.
3. Arbejdsgruppens forslag i betænkning nr.
1181/1989
3.1. Arbejdsgruppen foreslår, at der i
en fuldbyrdelseslov optages bestemmelser om
overførsel fra afsoningsanstalt til hospital eller
anden egnet institution, og at straffelovens § 49,
stk. 2, i konsekvens heraf ophæves. Der henvises til
betænkning nr. 1181/1989 kap. 37 (s. 255-264) og til
§ 73 i arbejdsgruppens lovudkast.
Indholdet af den bestemmelse, arbejdsgruppen
foreslår i § 73 i sit lovudkast, svarer i det store
og hele til den nuværende § 49, stk. 2, i
straffeloven. Dog foreslås det, at det i
bestemmelsen præciseres, at anbringelse kan ske,
også inden straffuldbyrdelsen er påbegyndt i en
afsoningsinstitution, og at der udtrykkeligt åbnes
mulighed for, at anbringelse kan ske i familiepleje.
Arbejdsgruppen forudsætter, at anbringelse uden
for fængsel eller arresthus typisk vil ske efter
nogen tids afsoning og på grund af omstændigheder,
som ikke forelå eller ikke forelå klart oplyst ved
straffesagens behandling. Men anbringelse skal som
hidtil også kunne ske straks fra fuldbyrdelsens
påbegyndelse, og der skal fortsat kunne ske
anbringelse på grund af forhold, der forelå allerede
ved domsafsigelsen, uden at dette gav grundlag for
anvendelse af en betinget sanktion. Arbejdsgruppen
understreger imidlertid herved, at
straffuldbyrdelsen i en pension eller en institution
uden for Kriminalforsorgen forudsættes at ske på
visse vilkår, hvis manglende overholdelse vil kunne
bevirke en overførsel eller tilbageførsel til
fængsel eller arresthus. Dette er præciseret i
arbejdsgruppens lovudkast, mens den nærmere
regulering af de pågældende anbringelser i øvrigt
skal ske administrativt.
3.2. Arbejdsgruppen har på baggrund af
en anbefaling fra det daværende Alkohol- og
Narkotikaråd overvejet, om der bør skabes mulighed
for overførsel af indsatte til ambulante
behandlingsforløb. Arbejdsgruppen finder imidlertid,
at en sådan anvendelse af bestemmelsen ikke vil
indebære fornødent tilsyn og kontrol og peger på, at
de samme behandlingsmæssige hensyn vil kunne
tilgodeses ved anvendelse af reglerne om udsættelse,
benådning, strafafbrydelse, udgang og
prøveløsladelse samt ved en øget anvendelse af
betinget dom eller anbringelse i institution med
vilkår om deltagelse i ambulante behandlingsforløb.
3.3. Med hensyn til den faktiske
anvendelse af straffelovens § 49, stk. 2, er det
arbejdsgruppens overvejende opfattelse, at der er
grundlag for en vis udvidelse. To af gruppens
medlemmer anbefaler en betydelig udvidelse, og to
andre kan ikke anbefale nogen udvidelse af
bestemmelsens anvendelse. Arbejdsgruppens flertal
peger særligt på stofmisbrugere og unge
lovovertrædere som grupper over for hvem, der kan
være grundlag for at øge de behandlingsmæssige
muligheder ved en udvidet brug af reglerne om
anbringelse i behandlingsinstitutioner m.v.
Flertallet anbefaler, at der administrativt
gennemføres en forenkling af proceduren i
forbindelse med anvendelse af reglerne om
anbringelse uden for de traditionelle
afsoningsinstitutioner med henblik på at fremme
brugen heraf.
4. Straffelovrådets overvejelser og konklusion
4.1. Efter Straffelovrådets opfattelse
bør det fortsat være udgangspunktet, at domme til
ubetinget frihedsstraf afsones i fængsel eller
arresthus, medmindre der efter dommen er indtrådt
sådanne væsentlige ændringer i den dømtes forhold,
at det kan begrunde fravigelse af dette
udgangspunkt.
Uanset dette udgangspunkt er der i
Straffelovrådet enighed om, at det som hidtil ikke
skal være udelukket i særlige tilfælde at anbringe
dømte i institution m.v., selv om der ikke
foreligger ændrede omstændigheder i forhold til
domstidspunktet. Dette er i overensstemmelse med
forarbejderne til straffelovens § 49, stk. 2, og med
hidtidig praksis, som Straffelovrådet finder bør
kodificeres.
Straffelovrådet finder dog også, at det bør
undgås, at en administrativ afgørelse om
institutionsanbringelse kommer til at indebære en
krænkelse af domstolens afgørelse om ubetinget
frihedsstraf. Fremgår det af sagen, at spørgsmålet
om valget mellem ubetinget straf og foranstaltninger
som led i en betinget dom har været overvejet af
retten, bør bestemmelsen om institutionsanbringelse
derfor som hovedregel begrænses til tilfælde, hvor
der foreligger ændrede omstændigheder i forhold til
domstidspunktet, idet f.eks. grundlaget for
afgørelsen er ændret gennem tilvejebringelse af nye
oplysninger om den pågældende.
4.2. For dømte, der er under 18 år,
finder Straffelovrådet, at det almindelige
udgangspunkt bør fraviges, således at udgangspunktet
for denne gruppe er, at strafudståelsen skal ske i
institution m.v.
Danmark ratificerede i 1991 FN-konventionen af
20. november 1989 om barnets rettigheder. Efter
artikel 37 b i konventionen må anholdelse,
tilbageholdelse eller fængsling af et barn, der i
konventionen defineres som en person under 18 år,
kun "bruges som en sidste udvej og for det kortest
mulige passende tidsrum".
I overensstemmelse med konventionen samt
Folketingets tilkendegivelser i forbindelse med
ratifikationen af denne har bestemmelsen i
straffelovens § 49, stk. 2, siden da været
praktiseret således, at man har overvejet muligheden
for anbringelse i institution af alle unge under 18
år, som er idømt frihedsstraf. Deres unge alder er i
sig selv blevet anset som tilstrækkelig indikation
for overførsel, som således er sket i det omfang,
væsentlige retssikkerhedsmæssige hensyn ikke har
talt imod en overførsel, og forudsat at det har
været praktisk, herunder økonomisk muligt at
iværksætte en overførsel.
Straffelovrådet finder, at denne praksis bør
fortsætte, og at det bør fastslås udtrykkeligt i en
lov om fuldbyrdelse af straf, at unge under 18 år,
som er idømt ubetinget frihedsstraf, skal udstå
straffen i institution uden for fængsler og
arresthuse, medmindre afgørende hensyn til
retshåndhævelsen taler imod en sådan anbringelse.
Sådanne hensyn vil kunne foreligge på grund af
kriminalitetens art, den dømtes farlighed og
lignende, men også på grund af erfaringerne fra
tidligere institutionsophold, hvor den unge har
optrådt voldeligt, er undveget eller på anden måde
har dokumenteret, at afgørende hensyn til
retshåndhævelsen taler imod en ny anbringelse i
institution m.v.
4.3. Et flertal i arbejdsgruppen
anbefalede i betænkning nr. 1181/1989 en vis
udvidelse af den faktiske anvendelse af en
bestemmelse om overførsel af dømte til institution
m.v., særligt over for stofmisbrugere og unge, jf.
ovenfor afsnit 3.3.
Grundlaget for arbejdsgruppens anbefaling er
perioden til og med 1. kvartal 1989. I forhold
hertil er der allerede sket en væsentlig udvidelse i
anvendelsen af bestemmelsen, jf. oversigten ovenfor
i afsnit 2.1.
På baggrund af de hidtidige erfaringer både med
hensyn til gennemførelse af anbringelserne og med
hensyn til recidiv til ny kriminalitet er der i
Straffelovrådet enighed om, at den skete udvidelse i
brugen af bestemmelsen er ubetænkelig.
Straffelovrådet har herefter overvejet, om der er
grundlag for en yderligere udvidelse af den faktiske
anvendelse af bestemmelsen.
Som det fremgår af oversigten s. 29, er antallet
af årlige anbringelser siden 1994 steget, således at
antallet i 1996 var på næsten 300. Kriminalforsorgen
har derfor til brug for Straffelovrådets
overvejelser foretaget en fornyet vurdering af
behovet for anbringelser i behandlingsinstitutioner
m.v. Som følge af lovgivningsinitiativer vedrørende
bl.a. narkotikakriminalitet (lov nr. 1054 af 11.
december 1996 om ændring af lov om euforiserende
stoffer) og seksualforbrydelser (lov nr. 274 af 15.
april 1997 om ændring af straffeloven,
retsplejeloven og lov om udlægning af
åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg m.v.)
samt den almindelige udvikling i Kriminalforsorgens
klientel, som i øget grad er belastet i henseende
til bl.a. misbrug af rusmidler, er det
Kriminalforsorgens vurdering, at der i de kommende
år vil være behov for årligt at anbringe mellem 500
og 600 fængselsdømte på behandlingsinstitutioner
m.v.
Straffelovrådet kan gå ind for en udvidelse af
den faktiske anvendelse af bestemmelsen i det
omfang, den hidtidige praksis med hensyn til
anbringelsesgrundlaget fastholdes. Det bør derfor
tilstræbes, at eventuelle praktiske og økonomiske
hindringer for bestemmelsens anvendelse overvindes.
Straffelovrådet finder, at økonomiske hensyn ikke
bør være afgørende for, om en i øvrigt velbegrundet
anbringelse kan gennemføres.
Rådet kan endvidere tilslutte sig flertallets
anbefaling i betænkning 1181/1989 om gennemførelse
af en administrativ forenkling af proceduren i
forbindelse med anvendelse af reglerne om
anbringelse i institution m.v. med henblik på fremme
af brugen heraf. Rådet forudsætter dog herved, at
der som hidtil sker en grundig vurdering af de
konkrete omstændigheder, herunder af forsvarligheden
af anbringelsen i hver enkelt sag, således at de
hidtidige positive erfaringer med bestemmelsens
anvendelse kan opretholdes.
Straffelovrådet anser det for vigtigt, at en
bestemmelse om anbringelse i institution m.v.
udformes fleksibelt, så den giver mulighed for at
kunne afprøve anvendelsen af bestemmelsen på andre
grupper af dømte i det omfang, der måtte opstå behov
herfor. I den forbindelse forudsætter rådet dog, at
de tilfredsstillende erfaringer med bestemmelsens
anvendelse kan opretholdes også i forhold til
eventuelle nye grupper af dømte.
Med hensyn til anbringelse i familiepleje finder
Straffelovrådet, at den hidtidige praksis på området
bør opretholdes, dvs. at der efter en konkret
vurdering kan ske anbringelse i familiepleje, der
har en institutionslignende karakter.
4.4. Straffelovrådet foreslår herefter,
at der indsættes et nyt stk. 2 i § 73 i det
lovudkast, som er formuleret af arbejdsgruppen i
betænkning 1181/1989, med følgende ordlyd:
"Stk. 2. Dømte, der er under 18 år,
anbringes i institution m.v. som omhandlet i
stk. 1, medmindre afgørende hensyn til
retshåndhævelsen taler imod anbringelse uden
for fængsel og arresthus."
Om den til § 73 i arbejdsgruppens lovudkast
svarende bestemmelse henvises til § 78 i rådets
lovudkast.
Kapitel 4 : Prøveløsladelse af livstidsdømte
1. Opretholdelse af livstidsstraffen
Spørgsmålet om afskaffelse af straffen af fængsel
på livstid har ved flere lejligheder været drøftet
politisk. Straffelovrådet drøftede dette spørgsmål i
forbindelse med udarbejdelsen af betænkning nr.
1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse. Et
flertal af Straffelovrådets medlemmer gik på dette
tidspunkt ind på for at opretholde straffen af
fængsel på livstid, jf. betænkningen s. 82 ff.
Livstidsstraffen findes i de øvrige nordiske
lande bortset fra Norge, hvor den i 1981 blev
afskaffet og erstattet af et strafmaksimum på 21 års
fængsel.
Straffelovrådet har lagt til grund, at
kommissoriet vedrørende en straffuldbyrdelseslov
ikke omfatter spørgsmålet om ophævelse af
livstidsstraffen. Rådet har således ikke taget
stilling til dette spørgsmål, men begrænset
overvejelserne til spørgsmålet om at åbne mulighed
for prøveløsladelse af livstidsdømte.
2. Gældende regler og praksis
Fængsel på livstid er den strengeste straf, der
kan idømmes efter dansk ret, jf. straffelovens § 33,
stk. 1. Om de forbrydelser, der kan medføre straf af
fængsel på livstid, henvises til kapitel 3.4.2. i
betænkning nr. 1099/1987 (s. 76).
Lovens strengeste tidsbestemte straf er fængsel i
16 år. Denne straf er hjemlet for de forbrydelser,
der kan medføre fængsel på livstid, og desuden for
nogle andre alvorlige forbrydelser. Hertil kommer,
at visse strafferammer kan stige til fængsel i 16 år
i medfør af strafforhøjelsesgrunde.
Der kan efter straffelovens § 33, stk. 2,
forekomme en tidsbestemt straf på indtil 20 år,
såfremt loven hjemler en forhøjelse af
strafferammen, der ikke kan rummes inden for et
maksimum af 16 år.
Straffelovens § 83, stk. 3, indeholder en særlig
bestemmelse om fastsættelse af straf for den, der i
eller uden for fængslet begår en forbrydelse efter
at være dømt til fængsel på livstid uden at være
benådet. Da straf for denne forbrydelse ikke kan
bevirke en skær pelse af den allerede idømte straf,
skal retten ved dommen fastsætte, hvilken
frihedsstraf der ville have været forskyldt, såfremt
den pågældende ikke havde været dømt til fængsel på
livstid.
Efter de gældende regler kan løsladelse fra
livstidsstraf kun ske ved benådning, ikke ved
prøveløsladelse. Benådningskompetencen er ved
grundlovens § 24 tillagt kongen. Benådning sker
således ved kongelig resolution efter indstilling
fra Justitsministeriet (Direktoratet for
Kriminalforsorgen).
I praksis tages spørgsmålet om benådning op til
overvejelse efter ca. 12 års frihedsberøvelse
(regnet fra anholdelsen). Denne praksis er i
overensstemmelse med en indstilling fra Den Nordiske
Strafferetskomité, som i en betænkning af 25. april
1969 om prøveløsladelse har anført:
"Der er i komiteen enighed om, at man - hvad
enten den ene eller den anden form benyttes - mest
muligt bør sikre, at spørgsmålet om løsladelse eller
fortsat frihedsberøvelse tages op til overvejelse
senest efter 10-12 års forløb og i øvrigt med
regelmæssige mellemrum. Der er også enighed om, at
frihedsberøvelsen i almindelighed ikke bør
opretholdes ud over det nævnte tidspunkt, medmindre
det er påkrævet under hensyn til den pågældende
farlighed."
Afgørelsen af, om den dømte skal løslades eller
ej, afhænger af en konkret vurdering af samtlige
sagens omstændigheder, herunder navnlig af den
domfældtes farlighed og i forbindelse hermed
risikoen for recidiv til kriminalitet af lige eller
anden alvorlig art. I vurderingen indgår med stor
vægt dels afsoningsforløbet, herunder om den
indsatte har været i stand til at administrere de
lempelser, som er tildelt den pågældende (udgang,
ophold i åben anstalt, udstationering eller frigang
og lignende), dels den situation, den domfældte vil
stå i ved en løsladelse. Til brug ved vurderingen af
den domfældtes farlighed og recidivrisikoen
indhentes i almindelighed en udtalelse fra
Retslægerådet og fra anklagemyndigheden. Efter en
konkret vurdering vil Retslægerådet og/eller
anklagemyndigheden også kunne inddrages på et
tidligere tidspunkt i forbindelse med overvejelser
om lempelser i afsoningsforløbet.
En benådning er i alle tilfælde betinget og
følger reglerne om prøveløsladelse fra tidsbestemt
straf, jf. straffelovens § 40 a. Der fastsættes en
prøvetid, normalt på fem år, samt vilkår om tilsyn
af Kriminalforsorgen i en periode, normalt på mellem
to og fem år. Herudover kan der efter en konkret
vurdering af behovet fastsættes særlige vilkår.
I betænkning nr. 806/1977, Alternativer til
frihedsstraf - et debatoplæg, er det oplyst, at 40
livstidsfanger, der blev løsladt ved benådning i
perioden 1962-1976, gennemsnitligt havde været
frihedsberøvet i godt 16 år. Den gennemsnitlige
afsoningstid havde dog kun været godt 13 år for de
personer, der var dømt siden 1955.
Af betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og
prøveløsladelse fremgår, at der i perioden fra 1975
til august 1985 blev løsladt 13 livstidsfanger ved
benådning. Den gennemsnitlige varighed af
frihedsberøvelsen var for disse 13 domfældte 12 1/2
år. Flertallet af de livstidsdømte var løsladt efter
10-14 års frihedsberøvelse. Den længste afsoningstid
var 19 1/2 år og den korteste 9 1/2 år. Der henvises
i øvrigt til betænkningen s. 81.
I perioden fra august 1985 til september 1997 er
12 livstidsfanger blevet løsladt ved benådning. Den
gennemsnitlige varighed af frihedsberøvelsen har for
disse 12 domfældte været 15 år og 4 måneder. Den
længste afsoningstid var 19 år og 6 måneder og den
korteste godt 12 år. Af de 9 livstidsfanger, der
afsonede pr. 15. september 1997, havde 2 været
frihedsberøvet i mere end 12 år. Den ene havde
afsonet 13 år og 3 måneder, den anden 32 år.
3. Gældende regler og praksis i de øvrige
nordiske lande
I Sverige kan løsladelse kun ske ved, at
livstidsstraffen ved benådning omsættes til en
tidsbestemt straf. Derefter anvendes de almindelige
regler om prøveløsladelse. Der foretages en konkret
vurdering af samtlige omstændigheder i hvert enkelt
tilfælde. I perioden 1970-1984 blev 17 livstidsdomme
omsat, alle til 14 eller 15 års fængsel. I tiden
1985-1994 er 18 livstidsdomme omsat til henholdsvis
14 år (6 tilfælde), 15 år (4 tilfælde), 16 år (5
tilfælde) og 18 år eller mere (3 tilfælde). Den
længste straf var 18 år og 8 måneder. I perioden
1995-1997 er tre livstidsdomme omsat til tidsbestemt
straf, en til 20 år, en til 23 år og en til 18 år.
Afgørelserne i de senere år tyder på en skærpet
praksis.
I Finland kan livstidsdømte kun frigives
ved beslutning om benådning af Republikens
Præsident, hvilket i praksis normalt sker efter
afsoning af 10-12 år. Tallet er faldet og har i de
seneste år nærmet sig 10 år. På baggrund af en
stigning i antallet af livstidsdømte forudses en
skærpelse af benådningspraksis og dermed en
forlængelse af den gennemsnitlige afsoningstid.
Beslutning om benådning træffes administrativt, men
efter indhentet udtalelse fra Højesteret.
I Norge blev livstidsstraffen som nævnt
afskaffet i 1981.
I Island findes straffen fængsel på
livstid, men den har ikke været anvendt under den
gældende straffelov, der er fra 1940.
4. Tidligere overvejelser
Straffelovrådet afgav i 1963 en udtalelse til
Justitsministeriet i anledning af et konkret forslag
om at indføre mulighed for prøveløsladelse af
livstidsdømte. To af rådets medlemmer foreslog, at
der ved en tilføjelse til straffelovens § 38 blev
indført en bestemmelse om, at der kan ske løsladelse
på prøve fra livstidsstraf efter 12 år. To andre
medlemmer af rådet fandt det rigtigst, at der ikke
gennemførtes regler om prøveløsladelse af
livstidsfanger. Disse medlemmer ville foretrække, at
løsladelse fortsat skete ved benådning, men de kunne
i øvrigt tiltræde, at grænsen blev sat ved 12 år,
såfremt der skulle gælde en regel om
prøveløsladelse.
Under Straffelovrådets behandling af spørgsmålet
i betænkning nr. 1099/1987 var der enighed om, at
løsladelse fra livstidsstraf burde kunne ske ved
prøveløsladelse efter forløbet af en mindstetid. Der
var endvidere enighed om, at der skulle bestå en
pligt for myndighederne til at tage stilling til
prøveløsladelsesspørgsmålet ved udløbet af
mindstetiden. Før- og i princippet også efter -
udløbet af mindstetiden skulle løsladelse som hidtil
kunne ske ved benådning.
Der var imidlertid ikke enighed i Straffelovrådet
om, hvilken kompetenceordning der skulle gælde med
hensyn til afgørelser om prøveløsladelse, eller
hvilken mindstetid der skulle gælde. Der var
imidlertid enighed om, at afgørelser om løsladelse
fra livstidsstraf er af så speciel karakter, at de
burde undergives domstolskontrol.
Et flertal af Straffelovrådets medlemmer
foreslog, at mindstetiden fastsættes til 14 år, og
at løsladelsesspørgsmålet herefter umiddelbart
indbringes for retten til afgørelse. Flertallet
forudsatte, at løsladelse af livstidsdømte i
almindelighed som hidtil skulle ske ved benådning,
således at domstolenes opgave ville være at udøve
kontrol med frihedsberøvelsens varighed for den
marginale gruppe af tilfælde med særligt lange
afsoningstider.
Et mindretal af Straffelovrådets medlemmer
foreslog, at løsladelse i almindelighed burde ske
ved prøveløsladelse i stedet for ved benådning.
Afgørelse om prøveløsladelse burde - som med hensyn
til alle andre fængselsstraffe - træffes af
Justitsministeriet, men der burde være adgang til
domstolsprøvelse af et afslag på prøveløsladelse
senest efter 12 års afsoning. Mindretallet ville dog
ikke udtale sig imod en ordning, hvorefter
domstolsprøvelse af et administrativt afslag først
kan ske efter 14 års afsoning af livstidsstraf. I så
fald anbefalede mindretallet, at en administrativ
stillingtagen til løsladelsesspørgsmålet skulle være
obligatorisk efter 10 års forløb og herefter - i
tilfælde af afslag - med ét års mellemrum.
Spørgsmålet om prøveløsladelse af livstidsdømte
er ikke behandlet af arbejdsgruppen i betænkning nr.
1181/1989, og regler om behandlingen af sådanne
sager, herunder om eventuel domstolsprøvelse, er
således ikke medtaget i arbejdsgruppens lovudkast.
5. Straffelovrådets overvejelser og konklusion
Både ved afgivelsen af udtalelsen i 1963 og
betænkning nr. 1099/1987 var der i Straffelovrådet
enighed om, at det i sig selv er et ret formelt
problem, om løsladelse fra livstidsstraf skal ske
ved benådning eller prøveløsladelse, idet det reelle
indhold af løsladelsespraksis bør kunne blive det
samme, uanset om afgørelserne træffes ved benådning
eller prøveløsladelse. Ved den fornyede drøftelse af
spørgsmålet er dette fortsat Straffelovrådets
opfattelse.
Alligevel er det Straffelovrådets opfattelse, at
der er visse fordele knyttet til anvendelsen af
prøveløsladelse frem for benådning. Dette hænger
sammen med, at Straffelovrådet finder, at der bør
foreskrives en pligt til at tage spørgsmålet om
løsladelse af livstidsdømte op til overvejelse efter
en vis årrække. Fastsættelsen af en sådan pligt
stemmer mindre godt med benådningens natur.
Endvidere finder Straffelovrådet, at spørgsmålet om
frihedsberøvelsens varighed er en afgørelse af så
væsentlig karakter, at den efter en vis årrække bør
være undergivet domstolskontrol. Dette vil være
udelukket med den nuværende retstilstand, hvor
løsladelse af livstidsdømte kun kan ske ved
benådning.
Der er derfor i Straffelovrådet enighed om, at
der bør indføres adgang til at løslade livstidsdømte
ved prøveløsladelse efter forløbet af en mindstetid.
Ved udløbet af mindstetiden indtræder der en pligt
til at tage stilling til løsladelsesspørgsmålet. Før
udløbet af mindstetiden bør løsladelse som hidtil
kun ske ved benådning. Efter udløbet af mindstetiden
vil benådning naturligvis også kunne ske, men dette
må antages at få begrænset praktisk betydning ved
siden af adgangen til prøveløsladelse.
Straffelovrådet har herefter overvejet, hvilken
kompetenceordning der skal gælde med hensyn til
afgørelser om løsladelse fra livstidsstraf, og
hvilken mindstetid der skal gælde.
Straffelovrådet finder det mest naturligt, at
afgørelse om prøveløsladelse af livstidsdømte
træffes af Justitsministeriet, således som det sker
med hensyn til alle andre fængselsstraffe. Den
administrative ordning, som er beskrevet i afsnit 2,
har efter rådets opfattelse fungeret
tilfredsstillende, og de dømtes retssikkerhed
tilgodeses fuldt ud, hvis der fastsættes regler om
adgang til domstolsprøvelse af de administrative
afgørelser. Herved bevares også fordelen ved, at den
primære afgørelse træffes af en central instans, der
har overblik over løsladelsespraksis, og som vil
have klarlagt sagens konkrete omstændigheder og
formuleret en begrundelse for et eventuelt afslag,
som herefter kan efterprøves af retten.
Ved afgørelse af, hvilken mindstetid der skal
gælde, inden prøveløsladelsesspørgsmålet tages op,
har Straffelovrådet taget udgangspunkt i den
gældende praksis, som den er beskrevet ovenfor i
afsnit 2, og som man ikke finder anledning til at
foreslå ændret. Man har herved lagt til grund, at de
seneste 10 års stigning i den gennemsnitlige
afsoningstid ifølge oplysning fra Justitsministeriet
ikke er udtryk for en bevidst skærpelse af praksis,
men en følge af de konkrete sagers særlige
omstændigheder, hvorved det må tages i betragtning,
at der er tale om et meget lille sagsantal.
Rådet har endvidere lagt vægt på den
omstændighed, at personer, der er idømt lovens
strengeste tidsbestemte straf af fængsel i 16 år,
normalt vil blive prøveløsladt i medfør af reglen om
regelmæssig prøveløsladelse i straffelovens § 38,
stk. 1, efter at have udstået knapt 11 år af
straffen.
På dette grundlag finder Straffelovrådet, at
pligten til at træffe afgørelse om
løsladelsesspørgsmålet bør indtræde efter 12 års
afsoning, således at der i tilfælde af afslag skal
træffes ny afgørelse med ét års mellemrum.
Straffelovrådet forudsætter, at de administrative
afgørelser om prøveløsladelse træffes på grundlag af
en konkret vurdering af samtlige sagens
omstændigheder, herunder af den pågældendes
eventuelle farlighed svarende til den vurdering, som
i dag foretages ved afgørelser om løsladelse af
livstidsdømte ved benådning. Det forudsættes herved
også, at der som hidtil sker høring af Retslægerådet
og anklagemyndigheden, forinden der træffes
afgørelse i sagen.
Straffelovrådet finder, at adgangen til
domstolsprøvelse først bør indtræde efter afsoning
af 14 år af en livstidsstraf. Det er de særligt
langvarige afsoninger, der giver mest anledning til
at overveje en domstolskontrol, og en afsoning af
mindre end 14 års varighed kræver efter rådets
opfattelse ingen domstolsmedvirken, når der er
afsagt dom til livsvarigt fængsel. Hensynet til den
dømtes retssikkerhed tilgodeses efter rådets
opfattelse fuldt ud, selv om den retlige kontrol
begrænses til de særligt langvarige afsoninger. Her
må det forventes, at spørgsmålet om vurdering af den
dømtes farlighed ofte vil stå i forgrunden, men
domstolene vil også have lejlighed til at vurdere,
om andre grunde end farlighedshensyn, f.eks.
kriminalitetens særlige grovhed og hensynet til
retsfølelsen, kan begrunde en særlig langvarig
frihedsberøvelse.
Kapitel 5 : Klageregler m.v.
1. Indledning
I dette kapitel drøftes spørgsmålet om
klageadgang vedrørende afgørelser, der træffes efter
straffuldbyrdelsesloven.
I afsnit 2 nedenfor redegøres i hovedtræk for
gældende ret, og i afsnit 3 omtales Straffelovrådets
tidligere overvejelser om spørgsmålet.
I afsnit 4 gennemgås klagereglerne i de øvrige
nordiske lande, og i afsnit 5 drøftes med
udgangspunkt i § 106 i arbejdsgruppens lovudkast
udformningen af den administrative klageadgang.
I afsnit 6 behandles spørgsmålet om at udbygge
den administrative klageadgang. Det overvejes i den
forbindelse at indføre et nævn eller at udvide
domstolskontrollen.
I afsnit 7 gennemgås klageordningens betydning
for ombudsmandens kompetence, og i afsnit 8
overvejes med udgangspunkt i § 107 i arbejdsgruppens
lovudkast forskellige modeller med henblik på
afgrænsning af de afgørelser, som eventuelt kan
omfattes af en særlig klageordning.
Endelig drøftes i afsnit 9 med udgangspunkt i §§
108-113 i arbejdsgruppens lovudkast fremgangsmåden
ved behandlingen af klager efter en udvidet
klageordning.
2. Hovedtræk af gældende ret
Afgørelser, der træffes af Kriminalforsorgen, kan
påklages efter de almindelige regler om
administrativ rekurs, jf. betænkning 1181/89, bd. I,
s. 327. Det indebærer, at en afgørelse, der er
truffet af en medarbejder i en institution, kan
påklages til institutionens leder, og at lederens
afgørelse kan indbringes for Justitsministeriet, der
træffer den endelige administrative afgørelse.
Herefter kan sagen indbringes for Folketingets
Ombudsmand. Klagen skal indgives inden et år regnet
fra direktoratets afgørelse, jf. § 13, stk. 3, i lov
nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand
(ombudsmandsloven). Ombudsmanden har også mulighed
for at tage en sag op til undersøgelse af egen drift
efter udløbet af denne frist, jf. ombudsmandslovens
§ 17, stk. 1. Ombudsmanden bedømmer, om myndigheder
eller personer, der er omfattet af ombudsmandens
virksomhed, har handlet i strid med gældende ret
eller på anden måde gjort sig skyldige i fejl eller
forsømmelser ved udøvelsen af deres opgaver.
Ombudsmanden kan på den baggrund fremsætte kritik,
afgive henstillinger samt i øvrigt fremsætte sin
opfattelse af sagen, jf. ombudsmandslovens §§ 21 og
22. Viser ombudsmandens undersøgelse af en sag, at
der må antages at være begået fejl eller
forsømmelser af større betydning, skal ombudsmanden
give meddelelse om sagen til bl.a. Folketingets
Retsudvalg og vedkommende minister, dvs.
justitsministeren, jf. ombudsmandslovens § 24.
En endelig administrativ afgørelse kan også
indbringes for domstolene efter grundlovens § 63.
Efter denne bestemmelse kan domstolene påkende
ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser.
Det antages, at domstolene kan tage stilling til
ethvert spørgsmål om afgørelsens lovmæssighed,
hvorimod domstolene anses for afskåret fra at
efterprøve afgørelsens hensigtsmæssighed.
Herudover er der på visse områder fastsat særlige
regler om domstolskontrol. Der henvises herom til
betænkningen, bd. I, s. 328-329, hvor der bl.a. er
en omtale af retsplejelovens § 778 om
varetægtsarrestanters adgang til at klage over
fængselspersonalets adfærd, og reglerne i
straffeloven om domstolsprøvelse af visse
vilkårsovertrædelser ved prøveløsladelse, jf. § 40,
stk. 1, og vilkårsovertrædelser ved betingede domme,
jf. §§ 60-61, samt forvaring, jf. § 72. Det bemærkes
i den forbindelse, at retsplejelovens § 779
vedrørende det amtskommunale tilsyn med behandlingen
af varetægtsarrestanter og forholdene i
varetægtsfængsler (arresthuse) er ophævet med
virkning fra den 1. januar 1997 som led i udvidelsen
af ombudsmandens kompetence til også at omfatte den
kommunale og amtskommunale forvaltning, jf.
ombudsmandslovens § 7, stk. 1, og § 31, stk. 2.
Endvidere er der i forbindelse med gennemførelsen af
ordningen om samfundstjeneste i 1992 fastsat regler
om domstolsprøvelse i tilfælde af
vilkårsovertrædelser ved betingede domme med vilkår
om samfundstjeneste, jf. straffelovens §§ 66-67.
Efter artikel 6 i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention har enhver ret til en
retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig
frist for en uafhængig og upartisk domstol, der er
oprettet ved lov, når der skal træffes afgørelse
enten i en strid om hans borgerlige rettigheder og
forpligtelser (den såkaldt "civilretlige" del af
artikel 6) eller angående en mod ham rettet anklage
for en forbrydelse (den såkaldt strafferetlige del
af artikel 6).
Ved afgørelsen af, hvorvidt artikel 6 er
anvendelig under den strafferetlige del i
forhold til afgørelser, der træffes over for
indsatte, herunder afgørelser, der indebærer
disciplinære sanktioner, må der i overensstemmelse
med Domstolens faste praksis lægges vægt på følgende
momenter:
1) overtrædelsens retlige klassificering
efter national ret,
2) overtrædelsens karakter og
3) karakteren og intensiteten af sanktionen.
Der kan bl.a. henvises til
Menneskerettighedsdomstolens dom af 22. februar 1996
i sagen Putz mod Østrig, dom af 23. oktober 1995 i
sagen Schumautzer mod Østrig, EMD 328-A, dom af 23.
marts 1994 i sagen Ravnsborg mod Sverige, EMD 283-B,
dom af 27. august 1991 i sagen Demicoli mod Malta,
EMD 210, dom af 22. maj 1990 i sagen Weber mod
Switzerland, EMD 177 og dom af 8. juni 1976 i sagen
Engel m.fl. mod Holland, EMD 22.
De ovennævnte domme vedrører ikke
foranstaltninger, der træffes over for indsatte, men
illustrerer de kriterier, der indgår ved
afgrænsningen af anvendelsesområdet for den
strafferetlige del af artikel 6. Kommissionen og
Domstolen har imidlertid i nogle sager haft
anledning til at tage stilling til, hvorvidt
foranstaltninger over for indsatte var straffesager
omfattet af artikel 6.
I Menneskerettighedsdomstolens dom af 28. juni
1984 i sagen Campbell og Fell mod UK, EMD 80, var
klagerne blevet tiltalt og dømt for disciplinære
forseelser ved overtrædelse af fængselsregler, idet
de havde deltaget i en opstand og i den forbindelse
udøvet vold mod personale. Domstolen lagde til
grund, at artikel 6 var anvendelig. Domstolen lagde
vægt på overtrædelsens natur, herunder forseelsens
alvorlige karakter, og at der var ligheder med
overtrædelse af straffeloven. Domstolen lagde
endvidere vægt på arten og alvoren af såvel den
mulige som den faktiske straf, nemlig fortabelse af
muligheden for væsentlig reduktion i straffen.
Der skal imidlertid forholdsvis meget til, førend
konventionsorganerne fastslår, at disciplinære
sanktioner over for indsatte antager karakter af
straf, således at artikel 6 er anvendelig.
I klagesag 7754/77 X mod Schweiz, DR 11, s. 216,
var en person, der afsonede en fængselsstraf,
returneret for sent efter udgang fra fængslet.
Fængselsdirektøren idømte den pågældende en
disciplinær sanktion, der indebar 5 dages isolation
og tilbagekaldelse af en meddelt udgangstilladelse.
Kommissionen fandt, at der ikke var tale om en
straffesag, hvorfor artikel 6 ikke fandt anvendelse.
I klagesag 11691/85 Pelle mod Frankrig, DR 50, s.
263, havde en person, der afsonede en straf på 12
års fængsel, fremsat trusler mod en
fængselsfunktionær. Den indsatte blev idømt en
disciplinær sanktion af 12 dage i en særlig
strafcelle. Den idømte foran staltning kunne også få
betydning, når der senere skulle tages stilling til
spørgsmålet om prøveløsladelse, idet den periode,
det var muligt at blive prøveløsladt, kunne blive
reduceret, således at tidspunktet for en
prøveløsladelse blev udskudt tilsvarende. Efter
praksis kunne den pågældende regne med 18 dages
reduktion af prøveløsladelsesperioden. Kommissionen
fandt ikke, at de 12 dage i særlig strafcelle gav
anledning til problemer i forhold til artikel 6, da
der ikke var tale om nogen yderligere
frihedsberøvelse, men snarere om en skærpelse af
afsoningsformen. Artikel 6 var derfor ikke
anvendelig. For så vidt angik de 18 dages fortabelse
af mulig prøveløsladelse, fandt Kommissionen ikke,
at der var tale om en sanktion af en sådan karakter,
at forholdet kunne bringes ind under artikel 6.
Artikel 6 var således i det hele uanvendelig.
Kommissionen har ligeledes udtalt, at artikel 6
ikke var anvendelig i forhold til forskellige
beslutninger vedrørende fuldbyrdelsen af en straf.
En beslutning om, i hvilken institution en straf
skulle afsones, var således ikke omfattet af artikel
6, jf. Application no. 7034/75 X v. Austria, Dec.
12.10.77, D.R. 10 p. 146.
En klassificering af indsatte i forskellige
risikokategorier faldt ligeledes udenfor, jf.
Application no. 8575/79, X v. United Kingdom, Dec.
14.12.79, D.R. 20 p. 202. Klageren var idømt fængsel
på livstid for mord på flere børn og var i lange
perioder anbragt under særlige sikkerhedsforhold
("in conditions of high security") og i isolation.
Da klageren var klassificeret i en særlig kategori
af indsatte, havde han kun i meget begrænset omfang
tilladelse til at tage del i fængselslivet.
Kommissionen fandt, at der var tale om en
administrativ klassificering, der faldt uden for
anvendelsesområdet af artikel 6.
Indsættelse af en prøveløsladt faldt ligeledes
udenfor, jf. Application no. 7648/76, X v.
Switzerland, Dec. 6.12.77, D.R. 11, p. 175.
På baggrund af den ovenfor gennemgåede
konventionspraksis kan det således konstateres, at
administrative beslutninger, der er rettet mod
indsatte og træffes som led i straffuldbyrdelsen,
som altovervejende hovedregel ikke er omfattet af
den strafferetlige del af artikel 6 i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention.
Som anført ovenfor omfatter artikel 6 imidlertid
også afgørelser, der træffes i en strid om en
persons borgerlige rettigheder og forpligtelser. Det
må derfor overvejes, om administrative beslutninger,
der er rettet mod indsatte og træffes som led i
straffuldbyrdelsen, kan være omfattet af den
"civilretlige" del af artikel 6.
Rådet er ikke bekendt med afgørelser fra
konventionsorganerne, hvor denne del af artikel 6
har fundet anvendelse i forhold til afgørelser, der
direkte træffes som led i straffuldbyrdelsen.
Kommissionen har derimod i en afgørelse
udtrykkeligt afvist, at den "civilretlige" del af
artikel 6 skulle finde anvendelse på disciplinære
foranstaltninger over for indsatte. I klagesag nr.
8317/78, McFeeley m.fl. mod UK, DR 20 s. 44, havde
nogle indsatte nægtet at bære fængselsuniform og
udføre arbejde. Det medførte, at de pågældende blev
pålagt nogle disciplinære sanktioner (bl.a.
fortabelse af 14 dages prøveløsladelse, fortabelse
af privilegier i 14 dage, fortabelse af 14 dages løn
og anbringelse i særlig celle i 3 dage).
Kommissionen afviste, at der var tale om
straffesager, ligesom Kommissionen afviste, at
sådanne disciplinære sanktioner over for indsatte
var omfattet af den "civilretlige" del af artikel 6.
Kommissionen har i en anden sag udtalt, at en
tvist mellem den indsatte og fængselsmyndighederne
vedrørende vederlag for arbejde, der udføres som led
i afsoningen, ligeledes falder uden for
anvendelsesområdet for artikel 6, jf. klagesag nr.
3195/67, Yearbook 11 (1968) s. 529 (560).
I Den Europæiske Menneskeretskonvention med
kommentarer af Peer Lorenzen m.fl., 1994, er der
rejst spørgsmål om, hvorvidt domstolskontrollen
efter grundlovens § 63, således som den efter
gældende teori og i praksis udøves, på alle
retsområder vil blive anset for tilstrækkelig. Dette
gælder navnlig i forhold til indgreb af nogen
intensitet i personlige forhold, jf. kommentaren s.
172.
Som det fremgår af afsnit 6.2. i dette kapitel,
er der i rådet enighed om, at en eventuel udbygning
af den administrative klageadgang bør ske ved at
udvide mulighederne for domstolsprøvelse. Det er
rådets opfattelse, at de forslag om en udvidet
adgang til domstolsprøvelse, der peges på i afsnit
9.2. i dette kapitel, vil opfylde de krav til
domstolsprøvelsen, der efter konventionens artikel 6
gælder om bl.a. ret til en retfærdig rettergang.
Rådet har på den baggrund ikke fundet anledning til
at gå ind i en nærmere drøftelse af det ovenfor
rejste spørgsmål.
3. Straffelovrådets tidligere overvejelser
Straffelovrådet har tidligere overvejet
spørgsmålet om at indføre en udvidet klageadgang for
domfældte, der har fået afslag på prøveløsladelse.
Da rådet i 1985 nedsatte arbejdsgruppen vedrørende
straffuldbyrdelsesloven, var rådet mest tilbøjeligt
til at mene, at oprettelsen af et særligt nævn som
klageinstans i givet fald burde foretrækkes fremfor
en udvidelse af domstolskontrollen, jf. betænkning
1181/89, bd. I, s. 327.
Ved afgivelsen af betænkning nr. 1099/87 om
strafferammer og prøveløsladelse afstod
Straffelovrådets flertal fra en endelig drøftelse af
spørgsmålet om en ny klageordning i form af et nævn
eller en udvidelse af domstolskontrollen med
henvisning til, at spørgsmålet burde bero på den
senere behandling af arbejdsgruppens betænkning om
straffuldbyrdelsesloven, jf. betænkning 1099/87 s.
258. Et mindretal foreslog i forbindelse med et
subsidiært forslag om ændring af
prøveløsladelsesreglerne, at afslag på
prøveløsladelse skulle kunne prøves af domstolene.
Mindretallet understregede dog, at man ikke hermed
ønskede at foregribe en stillingtagen til
spørgsmålet om oprettelse af et særligt klagenævn
inden for straffuldbyrdelsens område, jf. betænkning
nr. 1099/87 s. 265.
På baggrund af Straffelovrådets betænkning
fremsatte justitsministeren den 18. december 1987
forslag til lov om ændring af borgerlig straffelov
(Prøveløsladelse og vold m.v.) (L 134). Lovforslaget
indeholdt bl.a. et forslag, hvorefter den dømte
kunne forlange, at nægtelse af prøveløsladelse efter
straffelovens § 38, stk. 1, af anklagemyndigheden
indbringes for retten til prøvelse, jf.
straffelovens § 38 a, stk. 2, i lovforslagets § 1,
nr. 2, og Folketingstidende 1987/88, Tillæg A, sp.
2718 og 2742. Lovforslaget bortfaldt ved udgangen af
folketingssamlingen 1987/88.
4. Klagereglerne i de øvrige nordiske lande
4.1. Sverige
Den almindelige klageordning i Sverige
er, at afgørelser truffet af den enkelte anstalt kan
påklages til den centrale kriminalforsorgsmyndighed,
Kriminalvårdstyrelsen, jf. betænkning 1181/89, bd.
I, s. 27 f.
Kriminalvårdstyrelsens afgørelser i konkrete
sager kunne indtil 1994 påklages til Kammarrätten,
som er 2. instans i et system af
forvaltningsdomstole, hvis sagsbehandling normalt
foregår på skriftligt grundlag. Med særlig
tilladelse kunne Kammarrättens afgørelse indbringes
for Regeringsrätten, der er den højeste
forvaltningsdomstol.
Med virkning fra 1. oktober 1994 ændredes
klagesystemet, således at klager over
kriminalforsorgens afgørelser påklages til de
almindelige forvaltningsdomstole - länsrätterne - i
stedet for til Kammarrätten. Länsrättens afgørelse
kan med særlig tilladelse fra Kammarrätten
indbringes for Kammarrätten. Kammarrättens afgørelse
kan i visse tilfælde med tilladelse fra
Regeringsrätten indbringes for Regeringsrätten.
Af bemærkningerne til ændringsloven fremgår, at
baggrunden for ændringen var et ønske om at aflaste
Kammarrätten. Der fandtes ikke at være særlige
grunde til at fravige hovedprincippet om, at første
domstolsprøvelse ligger i länsrätterne for denne
type sager, som fra et juridisk synspunkt anses for
at være ganske enkle og kun arbejdskrævende på grund
af mængden af klager og kravet om forlods
behandling.
Baggrunden for kravet om en særlig tilladelse til
at anke länsrättens afgørelse til Kammarrätten er
ifølge bemærkningerne, at "nedflytning" af disse
sager fra Kammarrät til länsret indebærer, at kæden
af instanser forlænges med én domstolsinstans. De
fleste af de her omhandlede sager har i forvejen
været prøvet - og eventuelt revurderet - lokalt ved
anstalten og efterprøvet af Kriminalvårdstyrelsen.
Et system med ubegrænset ret til prøvelse i
Kammarrätten ville medføre en alt for lang kæde af
prøvelsesinstanser for disse klager.
I årene 1990-1992 behandlede Kammarrätten
henholdsvis 750, 543 og 648 klager over afgørelser
truffet af kriminalforsorgen. Tallene omfatter også
klager fra varetægtsfængslede. I samme periode var
det gennemsnitlige antal indsatte i fængslerne
omkring 3.700, og det gennemsnitlige antal
varetægtsfængslede omkring 1.200. I tiden efter 1.
oktober 1994 har länsrätterne årligt behandlet
følgende antal klager over afgørelser truffet af
kriminalforsorgen: 145 i 1994 (1. oktober-31.
december), 684 i 1995 og 551 i 1996.
Undtaget fra den ovenfor nævnte almindelige
klageordning fra Kriminalvårdstyrelsen til
länsrätterne er sager vedrørende prøveløsladelse af
indsatte med en straffetid på to år eller mere. I
sådanne sager træffer Kriminalvårdsnämnden
afgørelsen som første og eneste instans. Tilsvarende
gælder i sager om udstationering af indsatte med
henblik på at forberede løsladelsen og overførsel
til institution uden for kriminalforsorgen for samme
klientgruppe.
Kriminalvårdsnämnden er endvidere klageinstans
for de 30 lokale Övervakningsnämnd, der træffer
beslutninger vedrørende personer, som er under
tilsyn af Kriminalforsorgen i Frihed i forbindelse
med betinget dom eller prøveløsladelse, afgørelser
om udstationering med henblik på løsladelse og
anbringelse i institution uden for kriminalforsorgen
for indsatte med mindre end to års fængsel samt
beslutning om ophævelse af intensivovervågning med
elektronisk kontrol. Kriminalvårdsnämndens
afgørelser i disse sager er endelige.
Övervakningsnämnderna består af 5 medlemmer,
hvoraf formand og næstformand skal have gjort
tjeneste som dommer og udpeges af regeringen. De 3
øvrige medlemmer er lægmænd og vælges lokalt.
Kriminalvårdsnämnden er sammensat af 5 medlemmer,
hvoraf 1 er ordførende. Den ordførende skal være
eller have været indehaver af et dommerembede.
Medlemmerne udpeges af regeringen for en periode af
5 år.
4.2. Norge
Efter lov om fengselsvesenet er Fengselsstyret
klageinstans for afgørelser truffet af de lokale
fængselsledelser. Fengselstyrets afgørelser kan
indbringes for Kongen, dog ikke afgørelser i
klagesager.
I 1988 afgav et udvalg betænkning med forslag til
en ny fængselslov. Forslaget indebærer bl.a., at den
gældende klageordning ændres. Efter forslaget er
Fengselsstyret klageorgan i alle sager, der afgøres
af direktøren for det lokale fængselsdistrikt. For
bl.a. at undgå, at arbejdsgiverrollen og
klagesagskompetencen forenes i samme instans, dvs.
Justisdepartementet, foreslår udvalget, at der
oprettes et selvstændigt og uafhængigt klagenævn,
der arbejdsmæssigt og organisatorisk er adskilt fra
det ordinære forvaltningsapparat. Nævnet foreslås
sammensat af tre medlemmer, hvoraf formanden skal
være dommer, betænkning 1181/1989, bd. I, s. 29.
Justis- og Politidepartementet har oplyst, at der
endnu ikke er sket ændring af den norske
klageordning, idet der endnu ikke er vedtaget nogen
ny lov om straffuldbyrdelse. Departementet arbejder
imidlertid for tiden på en Stortingsmelding om den
fremtidige udvikling af kriminalforsorgen.
4.3. Finland
Efter § 75 i forordning nr. 878 af 16. juni 1995
om fuldbyrdelse af frihedsstraf
(fångvårdsförordningen) kan en indsat indbringe
visse afgørelser om disciplinærstraf, der forlænger
varigheden af den periode, som den pågældende skal
afsone i fængsel, for Justitieministeriet.
Endvidere har den indsatte mulighed for at klage
til forskellige myndigheder m.v. uden for
Kriminalforsorgen, bl.a. Riksdagens
Justitieombudsman og internationale organer, der
overvåger forholdene for frihedsberøvede personer.
Justitieministeriet har undersøgt behovet og
mulighederne for at udvide de indsattes klageadgang
til at omfatte andre typer af afgørelser, der
træffes som led i straffuldbyrdelsen, og som har
væsentlig retssikkerhedsmæssig betydning for den
indsatte.
4.4. Island
Den almindelige klageordning i Island er, at
afgørelser truffet af de enkelte anstalter kan
påklages til Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Direktoratets afgørelser i konkrete sager kan
påklages til Justitsministeriet.
I sager vedrørende disciplinærstraf og
isolationsanbringelse påklages de lokalt trufne
afgørelser direkte til Justitsministeriet. Hvis
ministeriet ikke har truffet afgørelse inden to
døgn, bortfalder den påklagede beslutning.
Ansøgninger om benådning behandles af et
rådgivende benådningsnævn, der består af tre
personer, som afgiver indstilling til
Justitsministeriet. Direktoratets afgørelser om
prøveløsladelse kan tillige indbringes for dette
nævn. I praksis følger Justitsministeriet stort set
altid benådningsnævnets indstilling.
5. Administrativ klageadgang
5.1. Arbejdsgruppens overvejelser
Arbejdsgruppen finder, at der i
straffuldbyrdelsesloven bør optages bestemmelser om
den administrative klageadgang. Arbejdsgruppen
foreslår derfor, at der som § 106, stk. 1, i
arbejdsgruppens lovudkast indsættes en bestemmelse,
hvorefter afgørelser, der i henhold til loven
træffes af de lokale kriminalforsorgsmyndigheder
eller af politiet, kan påklages til
justitsministeren.
Arbejdsgruppens flertal foreslår endvidere, at
der i almindelighed skal gælde en klagefrist på to
måneder. Efter § 106, stk. 2, i arbejdsgruppens
lovudkast skal klage til justitsministeren således
som udgangspunkt iværksættes inden to måneder efter,
at afgørelsen er meddelt den dømte.
Justitsministeren kan dog i særlige tilfælde bortse
fra overskridelse af denne frist. Et mindretal på to
medlemmer af arbejdsgruppen foreslår klagefristen
fastsat til 14 dage, og et mindretal på ét medlem
foreslår, at klagefristen fastsættes til ét år
svarende til klagefristen efter ombudsmandsloven,
jf. betænkningen, bd. I, s. 332.
Endelig er der i arbejdsgruppen enighed om at
foreslå, at en klage kun skal have opsættende
virkning, hvis det bestemmes af justitsministeren
eller den, der har truffet afgørelsen, jf. § 106,
stk. 3, i arbejdsgruppens lovudkast. Hertil føjes i
§ 106, stk. 4, i arbejdsgruppens lovudkast en
bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter der
administrativt fastsættes regler om klagevejledning
og om behandlingen af klagesager. I arbejdsgruppens
bemærkninger til bemyndigelsesbestemmelsen anføres
det, at bestemmelsen bl.a. giver mulighed for at
fravige bestemmelserne i forvaltningsloven, hvilket
synes velbegrundet ved fuldbyrdelsen af
fængselsstraf og forvaring, hvor en mere generel
klagevejledning i et vist omfang bør kunne træde i
stedet for en konkret klagevejledning ved de mange
enkeltafgørelser, jf. betænkningen, bd. III, s. 742.
5.2. Straffelovrådets overvejelser
Straffelovrådet er enigt i, at der i
straffuldbyrdelsesloven bør optages bestemmelser om
den administrative klageadgang. Rådet lægger herved
vægt på, at den administrative klageadgang må anses
for at være af væsentlig principiel, herunder
retssikkerhedsmæssig, betydning for de indsatte, og
at de indsatte derfor bør kunne finde vejledning om
klageadgangen i straffuldbyrdelsesloven.
Rådet kan endvidere i det væsentlige tiltræde
udformningen af § 106 i arbejdsgruppens lovudkast,
herunder at der fastsættes en frist på to måneder
for indgivelse af klage til justitsministeren. Rådet
lægger i den forbindelse bl.a. vægt på, at en sådan
klagefrist kan medvirke til en samlet hurtig
gennemførelse af klagesagen.
I rådets overvejelser indgår også, at der efter §
106, stk. 2, 2. pkt., i arbejdsgruppens lovudkast
efter omstændighederne er mulighed for at bortse fra
overskridelse af klagefristen, f.eks. hvis den
pågældende først efter klagefristens udløb kommer i
besiddelse af oplysninger, der er af afgørende
betydning for fremsættelsen af klagen, jf.
betænkningen, bd. III, s. 742.
Rådet finder imidlertid, at der ikke er behov for
at indføre hjemmel til en fravigelse af
forvaltningslovens regler om klagevejledning.
Om den til § 106 i arbejdsgruppens lovudkast
svarende bestemmelse henvises til § 111 i rådets
lovudkast.
6. Oprettelse af nævn eller udvidelse af
domstolskontrollen
6.1. Arbejdsgruppens overvejelser
Det er arbejdsgruppens opfattelse, at
klageordningen bør udbygges. Baggrunden for
arbejdsgruppens opfattelse er, at Kriminalforsorgen
træffer afgørelser af så indgribende karakter for
enkeltpersoner, at disse bør have adgang til at
indbringe sagen til prøvelse hos en myndighed uden
for Kriminalforsorgen. Arbejdsgruppen anfører også,
at en sådan klageadgang kan bevirke en generel
styrkelse af tilliden til de afgørelser, som træffes
af Kriminalforsorgen. At man har mulighed for at
klage til en instans uden for det sædvanlige
kriminalforsorgsmæssige system, kan desuden medvirke
til, at de indsatte lettere forstår eller i hvert
fald accepterer afgørelser, der går dem imod. Der er
herefter enighed i arbejdsgruppen om at anbefale, at
der indføres en særlig klageadgang med hensyn til
særligt indgribende afgørelser, truffet af
Kriminalforsorgen, jf. betænkningen, bd. I, s. 333.
Arbejdsgruppen har nøje overvejet, om den særlige
klageadgang bør gennemføres ved at udbygge det
administrative klagesystem eller udvide
domstolskontrollen, jf. betænkningen, bd. I, s.
336-338. Efter arbejdsgruppens opfattelse kan en
udbygning af det administrative klagesystem reelt
kun tænkes gennemført ved at indføre et særligt
klagenævn. Arbejdsgruppen anfører i den forbindelse,
at en yderligere klagemulighed inden for
Justitsministeriets område næppe fuldt ud vil
opfylde den principielle retssikkerhedsmæssige
begrundelse for den udvidede klageadgang. Endvidere
vil en sådan model ikke falde i tråd med nyere
opfattelse af departementer som overordnet
planlæggende myndigheder, der skal forestå den
centrale ledelse af et ministerområde gennem
generelle afgørelser, men ikke træffe afgørelser i
konkrete sager.
Til støtte for indførelse af et klagenævn
fremhæver arbejdsgruppen navnlig, at det er
ønskeligt, at afgørelser vedrørende fuldbyrdelse af
straf efterprøves af personer med særlig
kriminalforsorgsmæssig indsigt, og at en sådan
indsigt kan sikres i et nævn gennem dets særlige
sammensætning. Endvidere må man gennem indførelsen
af et landsdækkende nævn antages at have bedre
mulighed for at sikre en ensartet behandling af
sager fra sammenlignelige afsoningsinstitutioner end
gennem domstolskontrol, der udøves af forskellige
byretter. Desuden kan den hurtige sagsbehandling,
som arbejdsgruppen finder ønskelig og nødvendig ved
afgørelser inden for straffuldbyrdelsens område,
gennemføres ved et nævn.
Om nævnets sammensætning anfører arbejdsgruppen,
at formanden bør være dommer, og at nævnet i øvrigt
bør sammensættes af repræsentanter for
Kriminalforsorgen og af advokater med stor erfaring
som forsvarere i straffesager eller andre
repræsentanter for de indsatte.
Til støtte for at udvide domstolskontrollen
anfører arbejdsgruppen navnlig, at domstolene er
vant til at træffe eller efterprøve afgørelser af
særligt indgribende karakter over for
enkeltpersoner, og at de fleste afgørelser, der
efter arbejdsgruppens forslag, jf. afsnit 8.1.
nedenfor, vil blive tale om at efterprøve, vedrører
varigheden eller intensiteten af frihedsberøvelsen,
hvilket er et centralt domstolsanliggende. Endvidere
vil mange af de omhandlede afgørelser skulle træffes
på grundlag af en vurdering af risiko for ny
kriminalitet eller andet misbrug af en lempelig
afsoningsform, dvs. vurderinger som er velkendt
område for domstolene.
Arbejdsgruppen antager, at en domstolsordning vil
være billigere, idet afhøringer vil kunne ske lokalt
i byretterne. Det er arbejdsgruppens opfattelse, at
den nødvendige kriminalforsorgsmæssige indsigt kan
sikres ved, at sagerne indbringes for domstolene af
Direktoratet for Kriminalforsorgen, og ved, at
afgørelserne træffes på grundlag af en
partsprocedure i retten mellem medarbejdere fra
direktoratet og den dømte og vedkommendes forsvarer.
Den fornødne ensartethed kan opnås gennem adgangen
til at indbringe byrettens afgørelser for
landsretten og eventuelt Højesteret.
Arbejdsgruppen finder også, at domstolene kan
sikre den fornødne hurtige sagsbehandling. I særligt
hastende tilfælde må domstolene endog antages at
have bedre mulighed for hurtig berammelse end et
landsdækkende nævn. Herudover peger arbejdsgruppen
på, at henlæggelse af den øverste administrative
kompetence til et nævn uden for Justitsministeriets
område kan vanskeliggøre den administrative styring
af Kriminalforsorgens område og indebære en
væsentlig indskrænkning af det ansvar, som påhviler
justitsministeren over for Folketinget.
Sammenfattende foreslår arbejdsgruppens flertal
herefter, at den udvidede klageadgang etableres i
form af en domstolsordning. Enkelte medlemmer
understreger som forudsætning herfor, at sagerne
sikres en hurtig berammelse, behandling og
afgørelse. Et mindretal på ét medlem foreslår, at
der oprettes et særligt klagenævn. Mindretallet
henviser i den forbindelse til arbejdsgruppens
udkast til en eventuel nævnsordning, hvorefter der
oprettes et landsdækkende nævn bestående af tre
medlemmer og suppleanter med en dommer som formand
og yderligere to medlemmer, der repræsenterer
henholdsvis Kriminalforsorgen og erfarne
forsvarsadvokater eller andre repræsentanter for de
indsatte, jf. betænkningen, bd. I, s. 337-338 og
340.
6.2. Straffelovrådets overvejelser
Spørgsmålet om en eventuel udvidelse af
klageadgangen er også drøftet indgående i
Straffelovrådet.
Det kan anføres, at der ikke er behov for at
udvide klageadgangen, bl.a. fordi der allerede er
mulighed for at klage til Folketingets Ombudsmand.
Endvidere er der som led i gennemførelsen af den nye
ombudsmandslov sket en intensiverering af
ombudsmandens inspektionsvirksomhed for så vidt
angår fængsler og arresthuse, jf. afsnit 7.3.
nedenfor. Desuden er det også efter den gældende
klageordning muligt at få prøvet Kriminalforsorgens
afgørelser ved domstolene, jf. grundlovens § 63.
Som begrundelse for at udvide adgangen til
domstolsprøvelse kan anføres, at det kan være
vanskeligt at udnytte klageadgangen efter
grundlovens § 63, idet denne klageadgang
forudsætter, at den indsatte udtager stævning mod
Justitsministeriet efter de almindelige regler herom
i retsplejeloven. Endvidere antages domstolene alene
at kunne efterprøve afgørelsens lovmæssighed, dvs.
spørgsmålet om, hvorvidt afgørelsen har hjemmel i
loven og er truffet ud fra saglige hensyn. Der
foretages således ikke en efterprøvelse af
hensigtsmæssigheden af det skøn, afgørelsen bygger
på. Endelig kan en udvidelse af klageordningen - for
nogle af sagernes vedkommende - anføres at falde i
tråd med nyere tendenser i lovgivningen i retning af
at udvide mulighederne for at få efterprøvet visse
særligt indgribende afgørelser af myndigheder, der
er uafhængige af det almindelige
forvaltningsapparat, jf. bl.a. betænkningen, bd. I,
s. 333.
Straffelovrådet finder efter en samlet vurdering,
at retssikkerhedsmæssige grunde taler for, at den
administrative klageordning udbygges, således at der
gives den indsatte udvidet mulighed for at påklage
visse særligt indgribende afgørelser vedrørende
straffuldbyrdelsen til en myndighed uden for
Kriminalforsorgen. Rådet er endvidere enigt med
arbejdsgruppen i, at indførelse af en yderligere
klagemulighed inden for Justitsministeriets område
næppe fuldt ud vil tilgodese de hensyn, der danner
grundlag for at udvide klageadgangen, jf.
betænkningen, bd. I, s. 336-337. Rådet har på den
baggrund også samlet sine overvejelser om fordele og
ulemper ved henholdsvis en nævns- og en
domstolsordning.
Udover de hensyn, der er nævnt af arbejdsgruppen,
er det i rådet blevet fremhævet, at der må antages
hos befolkningen at være en større tillid knyttet
til afgørelser truffet af domstolene end til
afgørelser truffet af en administrativ instans som
et nævn. Efter rådets opfattelse består der også en
risiko for, at bl.a. de indsatte vil afvise
nævnsmodellen med henvisning til, at et nævn ikke
har den ønskede uafhængighed i forhold til
Kriminalforsorgen. Disse principielle synspunkter
taler efter rådets opfattelse med vægt for at vælge
en domstolsordning.
Straffelovrådet finder det endvidere tvivlsomt,
om et landsdækkende nævn har praktisk mulighed for
med den fornødne hurtighed at behandle det relativt
store antal sager, der kan blive tale om, hvis man
følger arbejdsgruppens forslag. Det gælder navnlig,
hvis udgangspunktet eventuelt skal være mundtlig
sagsbehandling, jf. afsnit 9 nedenfor. En udvidet
nævnsordning med flere og eventuelt decentrale
afdelinger vil også gøre det vanskeligt at sikre en
ensartet behandling og afgørelse af sagerne.
Ved valget af klageordning må der også tages
hensyn til de internationale forpligtelser, der
påhviler Danmark, først og fremmest artikel 6 i Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention. Som anført
ovenfor i afsnit 2 vil der kunne forekomme tilfælde,
hvor en administrativ beslutning, der er rettet mod
en indsat og træffes som led i straffuldbyrdelsen,
er omfattet af artikel 6. Dette forhold taler for
ved valget af klageordning som udgangspunkt at
foretrække domstolene frem for en nævnsordning.
Straffelovrådet kan på den baggrund tiltræde, at
en eventuel udbygning af den administrative
klageadgang sker ved at udvide mulighederne for
domstolsprøvelse. Rådet er imidlertid i lighed med
arbejdsgruppen opmærksomt på, at det kan være
vanskeligt at skønne over de administrative og
økonomiske konsekvenser, som et forslag om udvidet
domstolskontrol vil medføre, jf. afsnit 8 nedenfor.
7. Klageordningens betydning for ombudsmandens
kompetence
7.1. Ombudsmandsloven
Efter § 7, stk. 2, i ombudsmandsloven, jf. lov
nr. 473 af 12. juni 1996, omfatter ombudsmandens
virksomhed ikke domstolene. Det indebærer, at
ombudsmanden er afskåret fra at prøve en afgørelse
truffet af en forvaltningsmyndighed, når afgørelsen
er indbragt for domstolene. Om domstolsprøvelsen er
iværksat ved indlevering af stævning med henblik på
prøvelse af afgørelsens lovmæssighed i medfør af
grundlovens § 63 eller på foranledning af
vedkommende myndighed - eventuelt som følge af
særlige regler om adgang til domstolsprøvelse - er i
den forbindelse uden betydning.
Ifølge ombudsmandslovens § 16 afgør ombudsmanden,
om en klage giver tilstrækkelig anledning til
undersøgelse. Bestemmelsen afløser § 6, stk. 4, i
den tidligere ombudsmandslov, jf. lovbekendtgørelse
nr. 642 af 17. september 1986, og § 6, stk. 1, i den
tidligere ombudsmandsinstruks, jf. bekendtgørelse
nr. 48 af 9. februar 1962, og Folketingstidende
1995/96, Tillæg A, sp. 1700 ff.
7.2. Ombudsmandens praksis på områder, hvor der
består en særlig adgang til domstolsprøvelse
Ombudsmanden har i et notat om revision af
ombudsmandsloven, der er optaget som bilag 1 til
betænkning nr. 1272/1994 om ombudsmandsloven,
tilkendegivet, at den tidligere lovs § 6, stk. 4,
efter embedets praksis opfattes som den generelle
hjemmel ikke kun for at afvise sager, fordi klagen
er grundløs, eller fordi det påklagede forhold er af
uvæsentlig betydning, jf. ombudsmandsinstruksens §
6, stk. 1, men for alle former for afkortning af
ombudsmandens undersøgelse i forhold til fuldstændig
og fuldt gennemført realitetsbehandling efter lovens
§ 7, stk. 3. På s. 227 i den nævnte betænkning
udtales om fortolkningen af lovens § 6, stk. 4,
bl.a.:
"Bestemmelsen anvendes også på
lovgivningsområder, hvor der er en særlig
adgang til domstolsprøvelse. Her henviser
ombudsmanden normalt klageren til at udnytte
denne prøvelsesadgang og afstår dermed fra
at behandle klagen, jf. nærmere FOB
1981.10".
Om ombudsmandens kompetence i sådanne tilfælde
hedder det i Folketingets Ombudsmands beretning for
1981 s. 10 bl.a.:
"På lovgivningsområder, hvor der
foreligger en særlig adgang til
domstolsprøvelse, har ombudsmanden i praksis
henvist klagere til at udnytte denne
prøvelsesadgang og dermed afstået fra at
behandle klagen. Dette er fx tilfældet ved
klager over politimestres administrative
forelæggelse af bøder (retsplejelovens §
931), idet forudsætningen for, at en sag kan
afsluttes på denne måde er, at sigtede
erkender sig skyldig og erklærer sig rede
til at betale bøden, da sagen i modsat fald
indbringes af politimesteren for domstolene.
Endvidere i tilfælde, hvor det offentlige er
pligtig til på begæring at indbringe det
pågældende forhold for domstolene, fx kla
ger over administrativ frihedsberøvelse af
udlændinge ud over 3x24 timer
(udlændingelovens § 8, stk. 2), visse
begrænsninger i varetægtsfængsledes
rettigheder (retsplejelovens § 773) og
beregningen af arveafgift (arveafgiftslovens
§ 32, stk. 2)".
Til disse betragtninger føjes i et notat om
ombudsmandsinstitutionens interne forhold, der er
optaget som bilag 5 til betænkning nr. 1272/1994, en
generel beskrivelse af embedets praksis i sager om
klager over forhold, der må forventes at blive
pådømt af domstolene (betænkningen s. 270-271):
"Det er fast praksis, at klager over
forvaltningsmyndighederne i anledning af
forhold, som må forventes at blive pådømt af
domstolene, fordi der er anlagt sag eller
med stor sandsynlighed vil blive det,
afvises.
Afvisningen er for så vidt en afledet
virkning af, at ombudsmanden er inkompetent
over for domstolene. Det vil være uheldigt,
hvis ombudsmanden tager stilling til
indholdet af en dom, selv om det sker
indirekte i form af en vurdering af et
forhold hos en forvaltningsmyndighed, som
(også) vil blive prøvet ved domstolene.
Hertil kommer, at en dom vil være bindende
for de implicerede parter, hvilket reelt vil
afskære ombudsmanden fra at påvirke
resultatet, såfremt klagen angår samme sag.
Endelig må det anses for ressourcespild,
hvis ombudsmanden indleder en undersøgelse,
som med stor sandsynlighed må stoppes, hvis
der afsiges en dom om forholdet. Afvisningen
af disse sager bygger således på både
kompetence-, retskraft- og
ressourcebetragtninger. Afvisning kan derfor
også komme på tale over for klagere, der
ikke selv er parter i den retssag, der giver
anledning til afvisningen - også selv om
klageren er utilfreds med eller direkte har
søgt at hindre søgsmålet.
Omfatter en klage flere klagepunkter, og
falder en del af disse uden for retssagens
ramme, overvejes det hos ombudsmanden, om
disse punkter isoleret betragtet er af så
væsentlig betydning, at de bør optages til
realitetsbehandling, eller om de skal
afvises i henhold til instruksens § 6, stk.
1, jf. ovenfor under 1.
Formelt gælder afvisningen i sager, hvor
der verserer en retssag om samme spørgsmål,
som klagen drejer sig om, kun for tiden,
indtil det er afklaret, om domstolene afgør
forholdet. Hæves retssagen, er der
principielt intet til hinder for, at
ombudsmanden genoptager behandlingen af
sagen. På samme måde kan ombudsmanden, efter
at dom er afsagt, behandle de spørgsmål, som
dommen ikke har taget stilling til. I
praksis er ombudsmanden dog meget
tilbageholdende med at behandle sager,
hvorom der helt eller delvis har været ført
retssager."
Ombudsmanden har således hidtil med støtte i den
tidligere ombudsmandslovs § 6, stk. 4, i praksis
afvist at behandle klager over forhold, der kan
forlanges indbragt for domstolene. Afvisning sker
dog ikke altid, navnlig ikke hvis eventuelle frister
for at forlange domstolskontrol er udløbet, eller
klagen er indgivet af en person, der ikke kan begære
afgørelsen prøvet ved domstolene.
7.3. Ombudsmandens hidtidige praksis på
Kriminalforsorgens område
I 1992 behandlede ombudsmanden i alt 42 sager
inden for Kriminalforsorgens område. Tre af disse
gav anledning til henstilling eller kritik. I 1993
var antallet af sager inden for Kriminalforsorgen
36, og 13 af disse gav anledning til henstilling
eller kritik. I 1994 var antallet af sager inden for
Kriminalforsorgen 32, og 6 af disse gav anledning
til henstilling eller kritik. I 1995 var antallet af
sager inden for Kriminalforsorgen 44, og 15 af disse
gav anledning til henstilling eller kritik. I 1996
var tallene henholdsvis 48 og 11.
En gennemgang af ombudsmandens praksis i
enkeltsager inden for Kriminalforsorgens område
viser, at der i henseende til såvel klagens genstand
som betydning er tale om meget forskellige sager.
Kun en del af ombudsmandssagerne vedrører klager
over afgørelser, der ifølge Straffelovrådets forslag
eventuelt omfattes af en udvidet adgang til
domstolsprøvelse, jf. afsnit 8.2. nedenfor.
Ombudsmanden har gennem tiden aflagt mange
inspektionsbesøg i fængsler og arresthuse. Ved
fængselsinspektioner har ombudsmanden i første række
undersøgt, om de omfattende og detaljerede regler om
indsattes rettigheder efterleves i praksis.
Derudover har ombudsmanden bedømt, om de fysiske
rammer for indsattes ophold har været acceptable ud
fra mere almenmenneskelige og humanitære
synspunkter.
I øvrigt er der som led i gennemførelsen af den
nye ombudsmandslov sket en udvidelse af
ombudsmandens inspektionsvirksomhed, således at
ombudsmanden foretager systematisk inspektion af
samtlige Kriminalforsorgens anstalter og arresthuse.
Baggrunden for denne udvidelse er bl.a. en
anbefaling fra Den Europæiske Torturkomité, jf. s.
24 i betænkning nr. 1272/1994 om ombudsmandsloven og
Folketingstidende 1995/96, Tillæg A, sp. 1700 ff.
7.4. Arbejdsgruppens overvejelser i betænkning
nr. 1181/1989
Arbejdsgruppen bag betænkningen om en
straffuldbyrdelseslov (betænkning nr. 1181/1989)
ville ikke afvise, at gennemførelse af
arbejdsgruppens forslag om en udvidet
domstolskontrol, jf. afsnit 8 nedenfor, kan øve
indflydelse på ombudsmandens praksis vedrørende
behandling af sager inden for
straffuldbyrdelsesområdet. Arbejdsgruppen fandt dog,
at denne indvending ikke i sig selv kan tillægges
afgørende betydning for spørgsmålet om forslagets
gennemførelse, jf. betænkningen, s. 610-611.
7.5. Straffelovrådets overvejelser og konklusion
Af ombudsmandens praksis på områder, hvor der
består en særlig adgang til domstolsprøvelse,
sammenholdt med udtalelserne i Folketingets
Ombudsmands beretning for 1981 s. 10 og
ombudsmandens notat om eventuel revision af
ombudsmandsloven, synes at kunne drages følgende
konklusioner:
Ved modtagelse af klage over en afgørelse, som
klageren kan få indbragt for domstolene ved simpel
meddelelse til vedkommende forvaltningsmyndighed,
vil ombudsmanden som udgangspunkt afstå fra at
foretage en prøvelse af afgørelsen. Som nævnt i
afsnit 7.2. ovenfor vil det imidlertid ikke altid
være tilfældet, navnlig ikke hvis eventuelle frister
for at forlange domstolskontrol er udløbet, eller
klagen er indgivet af en person, der ikke kan begære
afgørelsen prøvet ved domstolene.
Ombudsmanden viger endvidere ikke tilbage fra at
prøve forvaltningsprocessuelle spørgsmål
(sagsbehandlingsrutiner og lignende), selv om der er
tale om sager på et område, hvor der består en
særlig adgang til domstolsprøvelse af forvaltningens
afgørelse. Det bemærkes dog, at det kun gælder i den
udstrækning, de processuelle spørgsmål ikke kan
forventes at blive inddraget under en eventuel
domstolsprøvelse. Spørgsmål om efterlevelse af
forvaltningslovens regler om partshøring og
begrundelse og andre formelle krav, der har til
formål at sikre afgørelsens materielle rigtighed, må
forventes at være omfattet af domstolskontrol.
Sådanne spørgsmål kan med andre ord ikke forventes
undersøgt af ombudsmanden.
Som nævnt i afsnit 6.2. ovenfor, er
Straffelovrådet enigt i, at principielle
retssikkerhedsmæssige grunde kan tale for, at den
administrative klageadgang udbygges, for så vidt
angår visse særligt indgribende afgørelser truffet
af Kriminalforsorgen. Rådet kan endvidere tiltræde,
at en eventuel udbygning af den administrative
klageadgang sker ved at udvide mulighederne for
domstolsprøvelse.
En ordning, hvorefter der for den dømte indføres
en udvidet adgang til domstolsprøvelse, jf. afsnit 8
nedenfor, må på baggrund af det i dette kapitel
anførte antages at indebære, at ombudsmanden i
almindelighed vil undlade at foretage en materiel
prøvelse i de pågældende sager. I de tilfælde, hvor
den særlige adgang til domstolsprøvelse endnu
består, må afvisningen af at indgå i en prøvelse
hovedsageligt antages at være begrundet i
kompetencebetragtninger. Afvisningen er, som det
fremgår af det i afsnit 7.2. nævnte notat om
ombudsmandsinstitutionens interne forhold, for så
vidt en afledet virkning af, at ombudsmanden er
inkompetent over for domstolene. I de tilfælde, hvor
den særlige adgang til domstolsprøvelse ikke længere
består, og muligheden for at foregribe en senere
domstolsafgørelse derfor ikke længere er til stede,
må en manglende prøvelse derimod antages at være
begrundet i andre betragtninger, herunder
ressourcehensyn og overvejelser om, hvorvidt klagen
rejser spørgsmål, der mest hensigtsmæssigt lader sig
afklare under en retssag, hvor der bl.a. vil kunne
foretages parts- og vidneafhøring.
Det bemærkes imidlertid, at afvisningen i alle de
beskrevne tilfælde bygger på ombudsmandslovens § 16,
jf. den tidligere lovs § 6, stk. 4, dvs. på
ombudsmandens beføjelse til selv at afgøre, om en
undersøgelse bør iværksættes. Ombudsmanden er
således ikke helt afskåret fra at behandle en sag,
blot fordi adgangen til den særlige domstolskontrol
fortsat består.
Indførelse af en domstolsprøvelse for visse sager
behøver ikke og bør ikke medføre, at ombudsmanden
undlader at se på sagsbehandlingen i de omhandlede
sager. Uanset en særlig adgang til domstolsprøvelse
er det efter Straffelovrådets opfattelse fortsat
begrundet og ønskeligt, at ombudsmanden behandler
forvaltningsprocessuelle spørgsmål
(sagsbehandlingsrutiner og lignende) i disse sager,
i den udstrækning de pågældende spørgsmål som nævnt
ovenfor ikke kan forventes at blive inddraget under
en eventuel domstolsprøvelse.
Som det fremgår af gennemgangen af praksis om
ombudsmandens fængselsinspektion, omfatter
inspektionsvirksomheden ikke alene en generel
inspektion af bygningsforhold og lignende. Under
inspektionsbesøgene fremdrages således jævnligt
tillige forhold vedrørende den almindelige
klagesagsbehandling, herunder generelle
hjemmelsspørgsmål, ligesom de drøftelser,
ombudsmanden fører på stedet, undertiden påvirker de
administrative procedurer.
Gennemføres en særlig adgang til
domstolsprøvelse, for så vidt angår en række særligt
indgribende afgørelser vedrørende de indsatte, jf.
afsnit 8 nedenfor, må ombudsmanden forventes at
afvise at foretage en materiel prøvelse af sådanne
afgørelser. Imidlertid er der ingen grund til, at
gennemførelsen skulle medføre, at ombudsmanden ikke
skulle kunne fortsætte sin generelle
inspektionsvirksomhed på Kriminalforsorgens område.
Straffelovrådet finder det ønskeligt, at denne
inspektionsvirksomhed fortsættes.
I det omfang ombudsmanden under sine inspektioner
bliver mødt med klager over konkrete afgørelser, som
er omfattet af domstolskontrollen, vil han kunne
vejlede klageren om adgangen til domstolsprøvelse.
Sådanne konkrete klager vil endvidere kunne henlede
ombudsmandens opmærksomhed på kritisable
sagsbehandlingsrutiner m.v., som han vil kunne tage
stilling til uden at komme i konflikt med
domstolsprøvelsen.
8. Afgrænsningen af de afgørelser, der eventuelt
bør omfattes af en udvidet klageordning
8.1. Arbejdsgruppens overvejelser
Det er arbejdsgruppens opfattelse, at der i det
væsentlige alene er tilstrækkeligt grundlag for at
foreslå en udvidet klageadgang for så vidt angår
særligt indgribende afgørelser vedrørende
udstrækningen eller intensiteten af en
frihedsberøvelse. Ved den nærmere afgrænsning af
omfanget af klageadgangen har arbejdsgruppen taget
udgangs punkt i den forventning, som man efter
bestemmelserne i arbejdsgruppens lovudkast og de
administrative forskrifter kan have til forløbet af
fuldbyrdelsen af en frihedsstraf. Navnlig hvor en
afgørelse af den anførte indgribende karakter
tillige indebærer en fravigelse af en hovedregel
eller et almindeligt udgangspunkt, kan der efter
arbejdsgruppens opfattelse være anledning til at
overveje en udvidelse af klageadgangen, jf.
betænkningen, bd. I, s. 334.
Arbejdsgruppen har på den baggrund gennemgået de
afgørelsestyper, der kan forventes i forbindelse med
fuldbyrdelse af frihedsstraf. Arbejdsgruppen har for
hver afgørelsestype vurderet, hvad der kan betragtes
som en normal påregnelig afgørelse ud fra navnlig de
regler, som arbejdsgruppen foreslår optaget i
straffuldbyrdelsesloven. For så vidt angår de
afgørelser, der herefter kan anses for atypiske i
forhold til et normalt straffuldbyrdelsesforløb, har
arbejdsgruppen overvejet, hvorvidt den pågældende
afgørelsestype vedrører spørgsmål af så indgribende
karakter, at afgørelsen bør omfattes af den særlige
klageadgang til en myndighed uden for
Kriminalforsorgen, jf. betænkningen, bd. I, s.
334-335.
Arbejdsgruppens flertal har herefter stillet
forslag om, at følgende afgørelser omfattes af en
udvidet klageadgang, jf. § 107 i arbejdsgruppens
lovudkast og betænkningen bd. III, s. 672-673 og
742-745:
1) en afgørelse efter § 14 eller § 16 om
straffetidsberegning, medmindre
klagen helt eller delvis er begrundet i
uenighed om straffedommens
fortolkning, jf. retsplejelovens § 998,
2) en afgørelse efter § 21, stk. 3, nr. 1
eller 2, om fuldbyrdelse af
fængselsstraf i arresthus,
3) en afgørelse efter § 22, stk. 3, om
fuldbyrdelse af fængselsstraf i lukket
fængsel,
4) en afgørelse efter § 24, stk. 1, om
nægtelse af overførsel fra lukket til åbent
fængsel, hvis
a) der er forløbet 6 måneder fra indsættelsen
i det lukkede fængsel,
b) der er forløbet halvdelen eller 8 år af
straffetiden,
c) der resterer mere end 60 dage af
straffetiden, og
d) den indsatte har gennemført en uledsaget
udgang uden misbrug af
udgangstilladelse,
5) en afgørelse efter § 25, stk. 3, om
overførsel fra åbent til lukket fængsel,
6) en afgørelse efter § 26, nr. 5, om
overførsel mellem ensartede
afsoningsinstitutioner,
7) en afgørelse efter § 27, stk. 1, om
nægtelse af overførsel fra arresthus til
fængsel, hvis
a) der er forløbet 6 måneder fra indsættelsen
i arresthus, og
b) der resterer mere end 60 dage af
straffetiden,
8) en afgørelse efter § 28, stk. 1, nr. 1 og
2, eller efter § 28, stk. 3, jf. § 25,
stk. 3, om overførsel fra fængsel til
arresthus,
9) en afgørelse efter § 44 om nægtelse af
tilladelse til uledsaget udgang, hvis
a) der er forløbet 6 måneder fra indsættelsen
uden nogen uledsaget udgang
eller 6 måneder fra seneste uledsagede
udgang, og
b) der er forløbet halvdelen eller 8 år af
straffetiden,
10) en afgørelse efter § 49 om nægtelse af
tilladelse til besøg af nære pårørende
eller lignende nærstående, hvis nægtelsen
omfatter en sammenhængende
periode på mere end 8 uger,
11) en afgørelse efter § 51 om
tilbageholdelse af et brev,
12) en afgørelse efter § 58 om udelukkelse
fra fællesskab, såfremt udelukkelsen
fra fællesskab
a) omfatter en sammenhængende periode på mere
end 4 uger, eller
b) skal gennemføres i særligt sikret afsnit
eller opholdsrum i forskellige
fængsler og arresthuse,
13) en afgørelse efter § 61 om hensættelse i
sikringscelle, såfremt hensættelsen
omfatter en sammenhængende periode på mere
end 1 døgn,
14) en afgørelse efter § 62 om
disciplinærstraf i form af strafcelle i mere end
7
dage,
15) en afgørelse efter § 68 om konfiskation
af værdier over 1.000 kr.,
16) en afgørelse efter § 69 om indeholdelse
af erstatningsbeløb over 1.000 kr.,
17) en afgørelse efter § 75 om nægtelse af
prøveløsladelse i henhold til
straffelovens § 38, stk. 1,
18) en afgørelse efter § 82, stk. 4, om
genindsættelse af en prøveløsladt til
udståelse af reststraffen i henhold til
straffelovens § 40, stk. 2 eller 3, eller
19) en afgørelse efter § 104 om nægtelse af
erstatning efter § 102 i anledning af
uforskyldt udståelse af fængselsstraf i for
lang tid, anbringelse i strafcelle,
forhørscelle eller sikringscelle eller
udelukkelse fra fællesskab.
Et mindretal på to medlemmer har ud fra
ressourcemæssige hensyn kun delvist kunnet tilslutte
sig flertallets afgrænsning. Dette mindretal har
således stillet forslag om, at den udvidede
klageadgang begrænses til afgørelser om anbringelse
i lukket fængsel efter § 22, stk. 3, i
arbejdsgruppens lovudkast, nægtelse af
prøveløsladelse, genindsættelse samt fratagelse af
allerede erhvervede goder, dvs. udgang, åbent
fængsel m.v., og afgørelser af pønal karakter, jf.
betænkningen, bd. I, s. 336.
Et andet mindretal på to medlemmer finder, at den
udvidede klageadgang også bør omfatte afgørelser
efter § 36, stk. 2, i arbejdsgruppens lovudkast om
forbud mod offentliggørelse af bestemte artikler i
de indsattes informationsblad, jf. betænkningen, bd.
I, s. 336. Endvidere bør afgørelser, hvorved der
efter § 49, stk. 5, i arbejdsgruppens lovudkast
meddeles den indsatte afslag på at have sit barn
under 3 år hos sig under afsoningen, kunne
indbringes for domstolene, jf. betænkningen, bd.
III, s. 621-622.
8.2. Straffelovrådets overvejelser
Som nævnt i afsnit 6.2. ovenfor, er
Straffelovrådet enigt i, at retssikkerhedsmæssige
grunde taler for, at den administrative klageordning
udbygges, således at der indføres mulighed for, at
den indsatte kan få prøvet visse særligt indgribende
afgørelser af en myndighed uden for
Kriminalforsorgen. Rådet finder også, at en eventuel
udbygning bør ske ved at udvide mulighederne for
domstolsprøvelse.
Rådet har på den baggrund overvejet, hvilke typer
af afgørelser der eventuelt bør omfattes. Der er i
rådet enighed om, at det er nødvendigt at foretage
en nærmere afgrænsning, idet der ikke kan antages at
være tilstrækkeligt grundlag for at udvide
klageordningen til at omfatte alle konkrete
afgørelser, der træffes af Kriminalforsorgen som led
i straffuldbyrdelsen.
Som det fremgår af afsnit 8.1. ovenfor, har
arbejdsgruppen ved sin afgrænsning taget
udgangspunkt i afgørelser, der vedrører
udstrækningen eller intensiteten af
frihedsberøvelsen. Arbejdsgruppen har endvidere lagt
vægt på, om afgørelsen må anses for atypisk i
forhold til det straffuldbyrdelsesforløb, der
normalt kan påregnes, og om afgørelsen i så fald
vedrører spørgsmål af så indgribende karakter, at
den bør omfattes af en udvidet adgang til
domstolsprøvelse.
Ved vurderingen af de afgørelser, der eventuelt
bør omfattes af en udvidet klageordning, indgår
bl.a., at de afgørelser, som arbejdsgruppen foreslår
omfattet af den udvidede klageordning, har baggrund
i forskellige hensyn.
Således sigter en række afgørelser på at sikre,
at Kriminalforsorgen kan opretholde orden og
sikkerhed i afsoningsinstitutionerne. Det gælder,
idet der henvises til rådets lovudkast, bl.a. visse
afgørelser om anbringelse i arresthus og lukket
fængsel, jf. § 21, stk. 3, nr. 1-3, og § 22, stk.
2-4, nr. 1, overførsel fra åbent til lukket fængsel
og fra fængsel til arresthus, jf. § 25, stk. 1-3,
nr. 1, og § 28, stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2, samt
nægtelse af overførsel fra lukket til åbent fængsel
og fra arresthus til fængsel, jf. § 24, stk. 1, og §
27, stk. 1. Som andre eksempler kan nævnes
afgørelser om nægtelse af tilladelse til besøg af
den pågældendes nærmeste, jf. § 53, stk. 1, 2. pkt.,
udelukkelse fra fællesskab, jf. § 63, og anbringelse
i sikringscelle, jf. § 66.
Andre afgørelser har stor lighed med
straffesager, idet de retter sig mod handlinger, som
den indsatte har foretaget. Der sigtes i den
forbindelse til afgørelser om disciplinærstraf,
anbringelse i forhørscelle og konfiskation, jf. §§
67-72 og 73 i rådets lovudkast. Til denne gruppe kan
naturligt også henregnes afgørelser om erstatning
for uforskyldt udståelse af fængselsstraf i for lang
tid og anbringelse i forhørscelle og strafcelle, jf.
§ 106 i rådets lovudkast. Det gælder derimod ikke i
fuldt samme omfang afgørelser om nægtelse af
erstatning for uforskyldt anbringelse i
sikringscelle og udelukkelse fra fællesskab, idet
disse indgreb ikke retter sig mod handlinger, som
den indsatte har foretaget, men som nævnt ovenfor
har til formål at sikre, at Kriminalforsorgen kan op
retholde orden og sikkerhed i
afsoningsinstitutionerne.
En række afgørelser retter sig særligt mod
længden af frihedsberøvelsen af den indsatte. Det
gælder således bl.a. afgørelser om
straffetidsberegningen, nægtelse af prøveløsladelse
og genindsættelse efter prøveløsladelse til
udståelse af reststraffen, jf. §§ 14 og 16, § 80,
stk. 1, og § 86, stk. 4, i rådets lovudkast.
En særlig gruppe udgør afgørelser om forbud mod
offentliggørelse af bestemte artikler i de indsattes
blad, jf. § 37, stk. 3, indskrænkning i den
indsattes kontakt til medierne, jf. § 59, stk. 2, og
tilbageholdelse af breve, der er bestemt til
afsendelse, jf. § 55, stk. 4, i rådets lovudkast.
Det skyldes, at formålet med disse afgørelser efter
omstændighederne både kan være at sikre, at
Kriminalforsorgen kan opretholde orden og sikkerhed
i afsoningsinstitutionerne, og at varetage andre
hensyn, f.eks. hensynet til den forurettede ved
lovovertrædelsen.
Der kan på den baggrund også overvejes modeller
for en udvidet klageordning inden for
straffuldbyrdelsen, der afgrænses på andre måder end
den, arbejdsgruppen har foreslået.
Det kan bl.a. overvejes at indføre
tidsmæssige betingelser for adgangen til
domstolsprøvelse af visse afgørelser, f.eks.
afgørelser om fuldbyrdelse af fængselsstraf i
arresthus eller lukket fængsel. I den forbindelse
kan det også overvejes at skærpe de tidsmæssige
betingelser for domstolsprøvelse, der allerede
indgår i § 107 i arbejdsgruppens forslag til
domstolsprøvelse, f.eks. afgørelser om nægtelse af
overførsel fra lukket til åbent fængsel.
Et forslag til en model, der med enkelte
yderligere tilføjelser svarer til den afgrænsning,
som arbejdsgruppen har foreslået, men for visse
afgørelsers vedkommende skærper de tidsmæssige
betingelser for adgangen til domstolsprøvelse, er
beskrevet nedenfor i model 1.
Med en klageordning, der skærper de tidsmæssige
betingelser for adgangen til domstolsprøvelse, opnås
det, at man principielt fastholder den afgrænsning,
som arbejdsgruppen har foreslået, samtidig med, at
domstolsprøvelsen forbeholdes de længerevarende
afsoningsforløb, hvor behovet for en sådan generelt
må antages at være størst.
Imod en klageordning, der skærper de tidsmæssige
betingelser for domstolsprøvelse, kan det anføres,
at der også for så vidt angår indsatte med kortere
straffe kan være tilfælde, hvor
retssikkerhedsmæssige hensyn kan tale for, at der
bør være en udvidet adgang til domstolsprøvelse.
En anden mulighed kan være at afgrænse den
udvidede klageadgang til afgørelser, der har
lighed med straffesager, eller er begrundet i
hensynet til beskyttelse af den forurettede ved
lovovertrædelsen eller retter sig mod det tidspunkt,
hvor den indsatte kan forvente at blive prøveløsladt
eller løsladt. Der sigtes her bl.a. til
afgørelser om straffetidsberegning, tilbageholdelse
af brev af hensyn til beskyttelse af den forurettede
ved lovovertrædelsen, disciplinærstraf,
konfiskation, nægtelse af prøveløsladelse og
genindsættelse efter prøveløsladelse til udståelse
af reststraffen samt nægtelse af erstatning for
uforskyldt udståelse af fængselsstraf i for lang tid
og anbringelse i strafcelle. Et forslag til en
klageordning, der afgrænser efter disse synspunkter,
er beskrevet nedenfor i model 2.
Som begrundelse for at fastlægge klageordningen
som i model 2 kan anføres, at straffuldbyrdelsen
ligger i forlængelse af straffesagen, og at det
derfor ved fastlæggelsen af en udvidet klageordning
inden for straffuldbyrdelsen kan være naturligt at
tage udgangspunkt i den afgrænsning, der er angivet
ovenfor.
Heroverfor kan det anføres, at flere af de nævnte
typer af afgørelser, f.eks. disciplinærstraffe, ikke
af de indsatte anses for at være så indgribende som
andre afgørelser, der træffes som led i
straffuldbyrdelsen. Der tænkes i den forbindelse
bl.a. på tilfælde, hvor der ud fra ordens- og
sikkerhedsmæssige hensyn træffes afgørelse om
anbringelse i lukket fængsel eller arresthus,
overførsel fra åbent til lukket fængsel eller fra
fængsel til arresthus eller nægtelse af overførsel
fra lukket til åbent fængsel eller fra arresthus til
fængsel. Som et andet eksempel kan peges på
afgørelser om nægtelse af tilladelse til uledsaget
udgang.
Det kan på den baggrund også overvejes at udforme
klageordningen således, at den omfatter
afgørelser som nævnt i model 2 og afgørelser om
anbringelse og overførsel eller nægtelse af
overførsel til anden afsoningsinstitution samt
nægtelse af tilladelse til uledsaget udgang som
beskrevet i model 1. En sådan mellemløsning
indebærer, at klageordningen både omfatter
afgørelser, der naturligt ligger i forlængelse af
straffesagen, og afgørelser, der træffes for at
opretholde orden og sikkerhed i
afsoningsinstitutionen og typisk opfattes som
særligt indgribende af de indsatte. Et forslag til
klageordning, der afgrænser efter disse synspunkter,
er beskrevet nedenfor i model 3.
En mulighed kan også være at kombinere en af de
beskrevne modeller med en appelbegrænsning,
således at der som udgangspunkt alene er mulighed
for domstolsprøvelse i 1. instans, dvs. byretten.
Der henvises herom til afsnit 9.3. nedenfor.
Model 1
1) en afgørelse efter § 14 eller
§ 16 om straffetidsberegning,
medmindre klagen er begrundet i
uenighed om straffedommens
fortolkning, jf. retsplejelovens §
998,
2) en afgørelse efter § 21, stk.
3, nr. 1, 2 eller 3, om fuldbyrdelse
af fængselsstraf i arresthus, når
straffen er på mere end 4 måneder,
3) en afgørelse efter § 22, stk.
3, eller stk. 4, nr. 1, om
fuldbyrdelse af fængselsstraf i
lukket fængsel, når straffen er på
mere end 4 måneder,
4) en afgørelse efter § 24, stk.
1, om nægtelse af overførsel fra
lukket til åbent fængsel, hvis
a) der er forløbet 6 måneder fra
indsættelsen i det lukkede fængsel,
b) der er forløbet halvdelen eller 8 år
af straffetiden,
c) der resterer mere end 4 måneder af
straffetiden, og
d) den indsatte har gennemført tre
uledsagede udgange uden misbrug,
5) en afgørelse efter § 25, stk.
2, eller stk. 3, nr. 1, om
overførsel fra åbent til lukket
fængsel, hvis der resterer mere end
2 måneder af straffetiden,
6) en afgørelse efter § 27, stk.
1, om nægtelse af overførsel fra
arresthus til åbent fængsel, hvis
a) der er forløbet 6 måneder fra
indsættelsen i arresthus, og
b) der resterer mere end 4 måneder af
straffetiden,
7) en afgørelse efter § 28, stk.
1, nr. 1, 2 eller 3, eller stk. 2,
jf. § 25, stk. 2, om overførsel fra
åbent fængsel til arresthus, hvis
der resterer mere end 4 måneder af
straffetiden,
8) en afgørelse efter § 37, stk.
3, om forbud mod offentliggørelse af
bestemte artikler i de indsattes
blade,
9) en afgørelse efter § 46 om
nægtelse af tilladelse til uledsaget
udgang, hvis
a) der er forløbet 4
måneder fra
straffuldbyrdelsens
iværksættelse uden nogen
uledsaget udgang eller 6
måneder fra seneste
uledsagede udgang, og
b) der er forløbet halvdelen eller 8 år
af straffetiden,
10) en afgørelse efter § 53 om
forbud mod besøg af den pågældendes
nærmeste, hvis nægtelsen omfatter en
sammenhængende periode på mere end 8
uger,
11) en afgørelse efter § 54 om
nægtelse af adgang til at have sit
barn under 3 år hos sig i
institutionen,
12) en afgørelse efter § 55, stk.
4 eller 5, om tilbageholdelse af
brev,
13) en afgørelse efter § 59, stk.
2, om begrænsning i den indsattes
kontakt til medierne,
14) en afgørelse efter § 60, stk.
6, om tilbageholdelse af brev eller
anden optegnelse,
15) en afgørelse efter § 63 om
udelukkelse fra fællesskab, såfremt
udelukkelsen
a) omfatter en sammenhængende periode på
mere end 4 uger eller
b) skal gennemføres i forskellige
fængsler og arresthuse,
16) en afgørelse efter § 66 om
anbringelse i sikringscelle, såfremt
anbringelsen har omfattet en
sammenhængende periode på mere end
ét døgn,
17) en afgørelse efter § 67 om
disciplinærstraf i form af
strafcelle i mere end 7 dage,
18) en afgørelse efter § 73 om
konfiskation af genstande eller
penge, hvis værdi overstiger det
almindelige vederlag, der udbetales
indsatte for en uges beskæftigelse,
19) en afgørelse efter § 74 om
modregning af erstatningsbeløb, der
overstiger størrelsen af det i nr.
18 nævnte ugentlige vederlag,
20) en afgørelse efter § 80 om
nægtelse af prøveløsladelse i
henhold til straffelovens § 38, stk.
1, eller om nægtelse af
prøveløsladelse i henhold til
straffelovens § 41, når 14 år af
straffen af fængsel på livstid er
udstået,
21) en afgørelse efter § 86, stk.
4, om genindsættelse af en
prøveløsladt til udståelse af
reststraf i henhold til
straffelovens § 40, stk. 2 eller 3,
eller til udståelse af straf af
fængsel på livstid i henhold til
straffelovens § 42, stk. 2,
22) en afgørelse efter § 88, jf.
§ 86, stk. 4, om indsættelse af en
betinget benådet til udståelse af
straf eller reststraf i henhold til
straffelovens § 43 eller
23) en afgørelse om nægtelse af
erstatning efter § 106 i anledning
af uforskyldt udståelse af
fængselsstraf i for lang tid,
udelukkelse fra fællesskab, jf. nr.
15, eller anbringelse i
sikringscelle, jf. nr. 16, eller
strafcelle, jf. nr. 17.
Bemærkninger til model 1
Til nr. 1
Bestemmelsen indebærer, at afgørelser
efter §§ 14 eller 16 i rådets lovudkast
vedrørende beregning af straffetiden
omfattes af den udvidede adgang til
domstolsprøvelse. Bestemmelsen svarer til §
107, nr. 1, i arbejdsgruppens lovudkast, jf.
afsnit 8.1. ovenfor.
Til nr. 2
Bestemmelsen indebærer, at visse
afgørelser om anbringelse i arresthus
kan prøves efter den udvidede adgang til
domstolsprøvelse.
Bestemmelsen afviger fra § 107, nr. 2, i
arbejdsgruppens lovudkast, jf. afsnit 8.1.
ovenfor, idet der alene gives mulighed for
domstolsprøvelse i tilfælde, hvor den idømte
straf er på mere end 4 måneder.
Bestemmelsen indebærer i øvrigt, at
afgørelser om anbringelse i arresthus kan
domstolsprøves, hvis anbringelsen er anset
for nødvendig for at forebygge overgreb på
medindsatte eller personale eller skyldes,
at der er bestemte grunde til at antage, at
den dømtes farlighed eller kriminalitet gør
det nødvendigt for at forebygge undvigelse,
brandstiftelse eller indsmugling eller
handel med euforiserende stoffer, jf. § 21,
stk. 3, nr. 1 og 2, i rådets lovudkast.
Også afgørelser, hvor anbringelsen i
arresthus har baggrund i hensynet til
beskyttelse af den dømte, er omfattet af
bestemmelsen, jf. § 21, stk. 3, nr. 3, i
rådets lovudkast.
Der henvises i øvrigt til nr. 6 og 7
nedenfor om domstolsprøvelse af afgørelser
om henholdsvis nægtelse af overførsel fra
arresthus til åbent fængsel og overførsel
fra åbent fængsel til arresthus.
Til nr. 3
Bestemmelsen indebærer, at visse
afgørelser om anbringelse i lukket
fængsel omfattes af den udvidede adgang
til domstolsprøvelse.
Bestemmelsen afviger fra § 107, nr. 3, i
arbejdsgruppens lovudkast, idet der alene
gives mulighed for domstolsprøvelse i
tilfælde, hvor den idømte straf er på mere
end 4 måneder.
Bestemmelsen indebærer i øvrigt, at
afgørelser om anbringelse i lukket fængsel
kan domstolsprøves, hvis anbringelsen er
anset for nødvendig for at forebygge
overgreb på medindsatte eller personale. Det
samme gælder, hvor afgørelsen skyldes, at
der er bestemte grunde til at antage, at den
dømte ved anbringelse i åbent fængsel vil
undvige, begå strafbart eller groft
disciplinært forhold eller udvise anden
adfærd, der er åbenbart uforenelig med
ophold i åbent fængsel, jf. § 22, stk. 3, i
rådets lovudkast.
Også afgørelser om anbringelse i lukket
fængsel, der har baggrund i hensynet til
beskyttelse af den dømte mod overgreb, kan
indbringes, jf. § 22, stk. 4, nr. 1, i
rådets lovudkast.
Der henvises i øvrigt til nr. 4 og 5
nedenfor om domstolsprøvelse af afgørelser
om henholdsvis nægtelse af overførsel fra
lukket til åbent fængsel og overførsel fra
åbent til lukket fængsel.
Til nr. 4
Bestemmelsen indebærer, at visse
afgørelser om nægtelse af overførsel fra
lukket til åbent fængsel omfattes af
den udvidede adgang til domstolsprøvelse.
Bestemmelsen svarer i det væsentlige til
§ 107, nr. 4, i arbejdsgruppens lovudkast,
jf. afsnit 8.1. ovenfor. Dog forudsætter
domstolsprøvelse efter nr. 4, litra c og d,
i model 1, at der resterer mere end 4
måneder af straffetiden, og at den indsatte
har gennemført tre uledsagede udgange uden
misbrug.
Til nr. 5
Bestemmelsen indebærer, at visse
afgørelser om overførsel fra åbent til
lukket fængsel omfattes af den udvidede
klageordning.
Bestemmelsen afviger fra § 107, nr. 5, i
arbejdsgruppens lovudkast, jf. afsnit 8.1.
ovenfor, idet der alene gives mulighed for
domstolsprøvelse i tilfælde, hvor der
resterer mere end 2 måneder af straffetiden.
Bestemmelsen indebærer i øvrigt, at
afgørelser om overførsel fra åbent til
lukket fængsel kan domstolsprøves, hvis
overførslen er anset for nødvendig for at
forebygge overgreb på medindsatte eller
personale eller skyldes, at der foreligger
en særlig bestyrket mistanke om, at den
indsatte ved fortsat ophold i åbent fængsel
vil undvige eller begå grovere strafbart
eller groft disciplinært forhold eller
udvise anden adfærd, der er åbenbart
uforenelig med fortsat ophold i åbent
fængsel, jf. § 25, stk. 2, i rådets
lovudkast.
Også afgørelser om overførsel til lukket
fængsel, der har baggrund i hensynet til
beskyttelse af den indsatte mod overgreb,
kan indbringes, jf. § 25, stk. 3, nr. 1, i
rådets lovudkast.
Til nr. 6
Bestemmelsen indebærer, at visse
afgørelser om nægtelse af overførsel fra
arresthus til åbent fængsel omfattes af
den udvidede adgang til domstolsprøvelse.
Bestemmelsen svarer i det væsentlige til
§ 107, nr. 7, i arbejdsgruppens lovudkast,
jf. afsnit 8.1. ovenfor. Dog omfatter
domstolsprøvelse efter nr. 6 i model 1 alene
afgørelser om nægtelse af overførsel fra
arresthus til åbent fængsel. Endvidere
kræves det, at der resterer mere end 4
måneder af straffetiden.
Til nr. 7
Bestemmelsen indebærer, at visse
afgørelser om overførsel fra åbent
fængsel til arresthus omfattes af den
udvidede klageordning.
Bestemmelsen afviger fra § 107, nr. 8, i
arbejdsgruppens lovudkast, jf. afsnit 8.1.
ovenfor, idet der alene gives mulighed for
udvidet domstolsprøvelse af afgørelser om
overførsel fra åbent fængsel til arresthus.
Endvidere kræves, at der resterer mere end 4
måneder af straffetiden.
Bestemmelsen indebærer i øvrigt, at
afgørelser om overførsel fra åbent fængsel
til arresthus kan domstolsprøves, hvis
overførslen er anset for nødvendig for at
forebygge overgreb på medindsatte eller
personale eller skyldes, at der foreligger
bestemte grunde til at antage, at den
indsatte vil undvige, forvolde brand eller
indsmugle eller handle med euforiserende
stoffer, og overførslen er anset for
nødvendig for at forhindre den indsatte i at
begå forhold af denne karakter, jf. § 28,
stk. 1, nr. 1 og 2, i rådets lovudkast.
Også afgørelser om overførsel til
arresthus, der har baggrund i hensynet til
beskyttelse af den indsatte mod overgreb,
kan indbringes, jf. § 28, stk. 1, nr. 3.
Endelig giver bestemmelsen i lighed med
arbejdsgruppens lovudkast mulighed for
domstolsprøvelse af visse afgørelser om
overførsel fra åbent fængsel til arresthus,
der træder i stedet for overførsel til
lukket fængsel, jf. § 28, stk. 2, jf. § 25,
stk. 2, i rådets lovudkast.
Til nr. 8
Efter § 37, stk. 3, i rådets lovudkast
har institutionens leder adgang til på
forhånd at gennemlæse de indsattes blade.
Endvidere kan lederen forbyde
offentliggørelsen af bestemte artikler,
såfremt sikkerhedsmæssige hensyn gør det
påkrævet, eller indholdet groft forulemper
enkeltpersoner.
Ved bestemmelsen i nr. 8 i model 1 gives
udvidet adgang til domstolsprøvelse af
afgørelser om forbud mod
offentliggørelse af bestemte artikler i de
indsattes blade. § 107 i
arbejdsgruppens lovudkast omfatter ikke
afgørelser på dette område, og bestemmelsen
i nr. 8 i model 1 markerer derfor en
udvidelse i forhold til arbejdsgruppens
forslag.
Til nr. 9
§ 46 i rådets lovudkast indeholder
bestemmelser om tilladelse til udgang.
Nr. 9 i model 1 indebærer, at visse
afgørelser om nægtelse af tilladelse til
uledsaget udgang omfattes af den
udvidede klageordning. Bestemmelsen svarer
som udgangspunkt til § 107, nr. 9, i
arbejdsgruppens lovudkast, jf. afsnit 8.1.
ovenfor. Dog indebærer nr. 9, litra a, i
model 1 en lempelse af betingelserne for
domstolsprøvelse i forhold til
arbejdsgruppens lovudkast, idet bestemmelsen
alene stiller krav om, at der er forløbet 4
måneder fra straffuldbyrdelsens
iværksættelse uden nogen uledsaget udgang.
Til nr. 10
§ 51 i rådets lovudkast fastsætter
bestemmelser om den indsattes ret til besøg.
§ 53, stk. 1, 2. pkt., giver bl.a. mulighed
for at træffe bestemmelse om forbud mod
besøg af bestemte personer.
Nr. 10 i model 1 indebærer, at afgørelser
om forbud mod besøg af den pågældendes
nærmeste omfattes af den udvidede
adgang til domstolsprøvelse, hvis forbudet
omfatter en sammenhængende periode på mere
end 8 uger. Bestemmelsen svarer med enkelte
redaktionelle ændringer til § 107, nr. 10, i
arbejdsgruppens lovudkast, jf. afsnit 8.1.
ovenfor. Med udtrykket "nærmeste" sigtes til
den samme personkreds, som efter
retsplejelovens § 171 er fritaget fra den
almindelige pligt til at afgive
vidneforklaring i retten.
Til nr. 11
Efter § 54 i rådets lovudkast har en
indsat ret til at have sit barn under 3 år
hos sig i institutionen, hvis den indsatte
selv er i stand til at passe barnet.
Nr. 11 i model 1 indebærer, at den
indsatte kan begære afgørelser, hvorved den
pågældende er nægtet adgang til at have
sit barn under 3 år hos sig i institutionen,
indbragt for retten efter den udvidede
klageordning. Bestemmelsen er ny og markerer
derfor en udvidelse i forhold til
arbejdsgruppens lovudkast, jf. afsnit 8.1.
ovenfor.
Til nr. 12
Efter § 55, stk. 4, i rådets lovudkast
kan der efter omstændighederne træffes
beslutning om tilbageholdelse af et brev,
hvis det af ordens- eller sikkerhedsmæssige
hensyn eller af hensyn til beskyttelse af
den forurettede ved lovovertrædelsen ikke
bør afsendes. Et tilsendt brev, der af
grunde som nævnt i § 55, stk. 4, ikke bør
udleveres, skal tilbagesendes. Også et
tilsendt brev kan dog tilbageholdes, hvis
det af sikkerhedsmæssige hensyn anses for
påkrævet, jf. § 55, stk. 5.
Ved nr. 12 i model 1 gives mulighed for
udvidet adgang til domstolsprøvelse i
tilfælde, hvor der i medfør af § 55, stk. 4
eller 5, er truffet beslutning om
tilbageholdelse af et brev.
Bestemmelsen svarer med enkelte ændringer
til § 107, nr. 11, i arbejdsgruppens
lovudkast, jf. afsnit 8.1. ovenfor. Nr. 12 i
model 1 giver således også mulighed for
domstolsprøvelse i tilfælde, hvor der af
sikkerhedsmæssige hensyn er truffet
beslutning om at tilbageholde et tilsendt
brev, jf. § 55, stk. 5, 2. pkt., i rådets
lovudkast.
Til nr. 13
I § 59, stk. 1, i rådets lovudkast
fastsættes, at en indsat har ret til i
institutionen at udtale sig og i den
forbindelse at lade sig fotografere til
medierne. Denne ret kan dog begrænses af
ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, for
at beskytte den forurettede ved
lovovertrædelsen eller for i øvrigt at
modvirke en åbenbar krænkelse af
retsfølelsen, jf. § 59, stk. 2.
Ved nr. 13 i model 1 gives udvidet adgang
til domstolsprøvelse af afgørelser om
begrænsning i kontakten til medierne.
Bestemmelsen er ny og markerer derfor en
udvidelse i forhold til arbejdsgruppens
lovudkast.
Til nr. 14
§ 60, stk. 6, i rådets lovudkast giver
efter omstændighederne mulighed for at
tilbageholde breve og andre optegnelser, som
findes i den indsattes besiddelse, hvis
det skønnes påkrævet af ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn.
Nr. 14 i model 1 indebærer, at sådanne
afgørelser også omfattes af den udvidede
klageordning. Bestemmelsen skal ses i
sammenhæng med nr. 12 i model 1 og § 107,
nr. 11, i arbejdsgruppens lovudkast, jf.
afsnit 8.1. ovenfor.
Til nr. 15
§ 63 i rådets lovudkast indeholder regler
om adgang til at udelukke den indsatte fra
fællesskab.
Nr. 15 i model 1 medfører, at visse
afgørelser om udelukkelse fra fællesskab
indgår i den udvidede klageordning.
Bestemmelsen svarer med de afvigelser, der
følger af rådets forslag i § 63 i rådets
lovudkast til ændret affattelse af § 58 i
udelukkelse fra fællesskab til § 107, nr.
12, i arbejdsgruppens lovudkast, jf. afsnit
8.1. ovenfor.
Til nr. 16
§ 66 i rådets lovudkast fastsætter regler
om adgang til at anbringe en indsat i
sikringscelle.
Nr. 16 i model 1 medfører, at visse
afgørelser om anbringelse i
sikringscelle omfattes af den udvidede
klageordning. Bestemmelsen svarer med
enkelte redaktionelle ændringer til § 107,
nr. 13, i arbejdsgruppens lovudkast, jf.
afsnit 8.1. ovenfor.
Til nr. 17
§ 67 i rådets lovudkast indeholder
bestemmelser om ikendelse af
disciplinærstraf.
Nr. 17 i model 1 indebærer, at visse
afgørelser om ikendelse af
disciplinærstraf i form af strafcelle
omfattes af den udvidede klageordning.
Bestemmelsen svarer til § 107, nr. 14, i
arbejdsgruppens lovudkast, jf. afsnit 8.1.
ovenfor.
Til nr. 18
Efter § 73 i rådets lovudkast kan der i
visse tilfælde træffes bestemmelse om
konfiskation af penge og genstande, der
findes på institutionens område eller er
ulovligt indført, erhvervet eller tilvirket
i institutionen. Konfiskation kan efter
omstændighederne også ske, når penge og
genstande søges indsmuglet til indsatte.
Ved nr. 18 i model 1 gives mulighed for
udvidet domstolsprøvelse af afgørelser om
konfiskation af genstande eller penge,
hvis værdi overstiger det almindelige
vederlag, der udbetales indsatte for en uges
beskæftigelse. Bestemmelsen svarer i det
væsentlige til § 107, nr. 15, i
arbejdsgruppens lovudkast, jf. afsnit 8.1.
ovenfor. Dog fastsætter nr. 18 i model 1
ikke en fast værdigrænse, men lader
størrelsen af det almindelige ugentlige
vederlag for beskæftigelse være afgørende
for adgangen til domstolsprøvelse.
Til nr. 19
Efter § 74 i rådets lovudkast kan
institutionen i visse tilfælde modregne krav
på erstatning i anledning af skade, som den
indsatte har forvoldt på institutionens
ting, i den indsattes krav på vederlag for
beskæftigelse.
Ved nr. 19 gives mulighed for udvidet
domstolsprøvelse af afgørelser om
modregning, når erstatningsbeløbet
overstiger størrelsen af det almindelige
vederlag, der udbetales indsatte for en uges
beskæftigelse. Bestemmelsen svarer i det
væsentlige til § 107, nr. 16, i
arbejdsgruppens lovudkast.
Til nr. 20
§ 80 i rådets lovudkast indeholder
bestemmelser om afgørelser vedrørende
prøveløsladelse af indsatte.
Nr. 20 i model 1 giver i lighed med §
107, nr. 17, i arbejdsgruppens lovudkast,
jf. afsnit 8.1. ovenfor, udvidet adgang til
domstolsprøvelse af afgørelser, hvorved den
indsatte er nægtet prøveløsladelse fra
tidsbestemt straf efter reglerne i
straffelovens § 38, stk. 1, dvs. ordinær
prøveløsladelse efter udståelse af to
tredjedele af straffetiden.
Endvidere gives mulighed for udvidet
adgang til domstolsprøvelse af afgørelser,
hvorved der er meddelt afslag på
prøveløsladelse fra straf af fængsel på
livstid, når 14 år af livstidsstraffen
er udstået. Der henvises i den forbindelse
til afsnit 5 i betænkningens kapitel 4 om
prøveløsladelse af livstidsdømte.
Til nr. 21
§ 86 i rådets lovudkast indeholder regler
om vilkårsovertrædelse ved prøveløsladelse.
Nr. 21 i model 1 giver i lighed med §
107, nr. 18, i arbejdsgruppens lovudkast,
jf. afsnit 8.1. ovenfor, udvidet adgang til
domstolsprøvelse af afgørelser, hvorved der
er truffet beslutning om at genindsætte
en person, der er prøveløsladt fra en
tidsbestemt straf, til udståelse af
reststraffen i henhold til straffelovens §
40, stk. 2 eller 3.
Bestemmelsen medfører også, at afgørelser
om genindsættelse af personer, der er
idømt straf af fængsel på livstid, til
fortsat udståelse af livstidsstraffen,
omfattes af den udvidede klageordning. Der
henvises i den forbindelse til afsnit 5 i
betænkningens kapitel 4 om prøveløsladelse
af livstidsdømte.
Til nr. 22
§ 88, jf. § 86, i rådets lovudkast
fastsætter bl.a. regler om
vilkårsovertrædelse ved betinget benådning.
Nr. 22 i model 1 medfører, at også
afgørelser om indsættelse af en person,
der er betinget benådet fra en tidsbestemt
straf, til udståelse af straffen eller
reststraffen omfattes af den udvidede
adgang til domstolsprøvelse.
Endvidere gives mulighed for udvidet
adgang til domstolsprøvelse af
afgørelser, hvorved en person, der er
betinget benådet fra straf af fængsel på
livstid, indsættes til (fortsat) udståelse
af livstidsstraffen, jf. herved
bemærkningerne til nr. 21 ovenfor.
Til nr. 23
Efter § 106 i rådets lovudkast har en
indsat efter omstændighederne ret til
erstatning for uforskyldt udståelse af
fængselsstraf i for lang tid, anbringelse i
forhørscelle, strafcelle eller sikringscelle
eller udelukkelse fra fællesskab.
Ved nr. 23 i model 1 gives mulighed for
udvidet domstolsprøvelse af afgørelser,
hvorved den indsatte er nægtet
erstatning i anledning af uforskyldt
udståelse af fængselsstraf i for lang tid,
udelukkelse fra fællesskab, jf. nr. 15,
eller anbringelse i sikringscelle, jf. nr.
16, eller strafcelle, jf. nr. 17.
Bestemmelsen indebærer bl.a., at der er
udvidet adgang til domstolsprøvelse af
afgørelser om nægtelse af erstatning
vedrørende udelukkelse fra fællesskab og
anbringelse i sikringscelle eller strafcelle
i samme omfang, som der efter nr. 15, 16 og
17 i model 1 er udvidet adgang til
domstolsprøvelse af de pågældende indgreb.
At den udvidede adgang til
domstolsprøvelse af afgørelser om nægtelse
af erstatning ikke også omfatter afgørelser
om nægtelse af erstatning for uforskyldt
anbringelse i forhørscelle, har sammenhæng
med, at der hverken i arbejdsgruppens eller
rådets lovudkast stilles forslag om udvidet
adgang til domstolsprøvelse af afgørelser om
anbringelse i forhørscelle, jf. herved § 66
i arbejdsgruppens og § 71 i rådets
lovudkast.
Model 2
1) en afgørelse efter § 14 eller
§ 16 om straffetidsberegning,
medmindre klagen er begrundet i
uenighed om straffedommens
fortolkning, jf. retsplejelovens §
998,
2) en afgørelse efter § 55, stk.
4, om tilbageholdelse af brev,
såfremt afgørelsen er begrundet i
hensynet til beskyttelse af den
forurettede ved lovovertrædelsen,
3) en afgørelse efter § 67 om
disciplinærstraf i form af
strafcelle i mere end 7 dage,
4) en afgørelse efter § 73 om
konfiskation af genstande eller
penge, hvis værdi overstiger det
almindelige vederlag, der udbetales
indsatte for en uges beskæftigelse,
5) en afgørelse efter § 74 om
modregning af erstatningsbeløb, der
overstiger størrelsen af det i nr. 4
nævnte ugentlige vederlag,
6) en afgørelse efter § 80 om
nægtelse af prøveløsladelse i
henhold til straffelovens § 38, stk.
1, eller om nægtelse af
prøveløsladelse efter straffelovens
§ 41, når 14 år af straffen af
fængsel på livstid er udstået,
7) en afgørelse efter § 86, stk.
4, om genindsættelse af en
prøveløsladt til udståelse af
reststraf i henhold til
straffelovens § 40, stk. 2 eller 3,
eller til udståelse af straf af
fængsel på livstid i henhold til
straffelovens § 42, stk. 2,
8) en afgørelse efter § 88, jf. §
86, stk. 4, om indsættelse af en
betinget benådet til udståelse af
straf eller reststraf i henhold til
straffelovens § 43 eller
9) en afgørelse om nægtelse af
erstatning efter § 106 i anledning
af uforskyldt udståelse af
fængselsstraf i for lang tid eller
anbringelse i strafcelle, jf. nr. 3.
Bemærkninger til model 2
Til nr. 1
Bestemmelsen svarer til nr. 1 ovenfor i
model 1.
Til nr. 2
Bestemmelsen indebærer, at der alene
gives udvidet adgang til domstolsprøvelse af
afgørelser om tilbageholdelse af et brev,
der er bestemt til afsendelse, hvis
afgørelsen om tilbageholdelse har baggrund i
hensynet til beskyttelse af den forurettede
ved lovovertrædelsen, jf. § 55, stk. 4, i
rådets lovudkast. Der henvises i den
forbindelse til nr. 12 ovenfor i model 1.
Til nr. 3
Bestemmelsen svarer til nr. 17 ovenfor i
model 1.
Til nr. 4
Bestemmelsen svarer til nr. 18 ovenfor i
model 1.
Til nr. 5
Bestemmelsen svarer til nr. 19 ovenfor i
model 1.
Til nr. 6
Bestemmelsen svarer til nr. 20 ovenfor i
model 1.
Til nr. 7
Bestemmelsen svarer til nr. 21 ovenfor i
model 1.
Til nr. 8
Bestemmelsen svarer til nr. 22 ovenfor i
model 1.
Til nr. 9
Bestemmelsen indebærer, at der gives
udvidet adgang til domstolsprøvelse af
afgørelser om nægtelse af erstatning for
uforskyldt udståelse af fængselsstraf i for
lang tid og anbringelse i strafcelle, jf.
nr. 3 i model 2.
Om baggrunden for, at den udvidede adgang
til domstolsprøvelse ikke omfatter
afgørelser om nægtelse af erstatning for
uforskyldt anbringelse i forhørscelle og i
øvrigt er begrænset til tilfælde, hvor
anbringelsen i strafcelle har varet mere end
7 dage, henvises til bemærkningerne ovenfor
til nr. 23 i model 1.
Model 3
1) en afgørelse efter § 14 eller § 16 om
straffetidsberegning, medmindre klagen er
begrundet i uenighed om straffedommens
fortolkning, jf. retspleje lovens § 998,
2) en afgørelse efter § 21, stk. 3, nr.
1, 2 eller 3, om fuldbyrdelse af
fængselsstraf i arresthus, når straffen er
på mere end 4 måneder,
3) en afgørelse efter § 22, stk. 3, eller
stk. 4, nr. 1, om fuldbyrdelse af
fængselsstraf i lukket fængsel, når straffen
er på mere end 4 måneder,
4) en afgørelse efter § 24, stk. 1, om
nægtelse af overførsel fra lukket til åbent
fængsel, hvis
a) der er forløbet 6 måneder fra
indsættelsen i det lukkede fængsel,
b) der er forløbet halvdelen eller 8 år
af straffetiden,
c) der resterer mere end 4 måneder af
straffetiden, og
d) den indsatte har gennemført tre
udledsagede udgange uden misbrug,
5) en afgørelse efter § 25, stk. 2, eller
stk. 3, nr. 1, om overførsel fra åbent til
lukket fængsel, hvis der resterer mere end 2
måneder af straffetiden,
6) en afgørelse efter § 27, stk. 1, om
nægtelse af overførsel fra arresthus til
åbent fængsel, hvis
a) der er forløbet 6 måneder fra
indsættelsen i arresthus, og
b) der resterer mere end 4
måneder af straffetiden,
7) en afgørelse efter § 28, stk. 1, nr.
1, 2 eller 3, eller stk. 2, jf. § 25, stk.
2, om overførsel fra åbent fængsel til
arresthus, hvis der resterer mere end 4
måneder af straffetiden,
8) en afgørelse efter § 46 om nægtelse af
tilladelse til uledsaget udgang, hvis
a) der er forløbet 4
måneder fra
straffuldbyrdelsens
iværksættelse uden nogen
uledsaget udgang eller 6
måneder fra seneste
uledsagede udgang, og
b) der er forløbet halvdelen eller 8 år
af straffetiden,
9) en afgørelse efter § 55, stk.
4, om tilbageholdelse af brev,
såfremt afgørelsen er begrundet i
hensynet til beskyttelse af den
forurettede,
10) en afgørelse efter § 67 om
disciplinærstraf i form af strafcelle i mere
end 7 dage,
11) en afgørelse efter § 73 om
konfiskation af genstande eller
penge, hvis værdi overstiger det
almindelige vederlag, der udbetales
indsatte for en uges beskæftigelse,
12) en afgørelse efter § 74 om
modregning af erstatningsbeløb, der
overstiger størrelsen af det i nr.
11 nævnte ugentlige vederlag,
13) en afgørelse efter § 80 om
nægtelse af prøveløsladelse i
henhold til straffelovens § 38, stk.
1, eller om nægtelse af
prøveløsladelse i henhold til
straffelovens § 41, når 14 år af
straffen af fængsel på livstid er
udstået,
14) en afgørelse efter § 86, stk.
4, om genindsættelse af en
prøveløsladt til udståelse af
reststraf i henhold til
straffelovens § 40, stk. 2 eller 3,
eller til udståelse af straf af
fængsel på livstid i henhold til
straffelovens § 42, stk. 2,
15) en afgørelse efter § 88, jf.
§ 86, stk. 4, om indsættelse af en
betinget benådet til udståelse af
straf eller reststraf i henhold til
straffelovens § 43,
16) en afgørelse om nægtelse af
erstatning efter § 106 i anledning
af uforskyldt udståelse af
fængselsstraf i for lang tid eller
anbringelse i strafcelle, jf. nr.
10.
Der er af Kriminalforsorgen foretaget et skøn
over de økonomiske og administrative konsekvenser,
som gennemførelse af hver af de 3 modeller må
antages at medføre. Der henvises i den forbindelse
til notat af 25. august 1997 med bilag fra
Direktoratet for Kriminalforsorgen om de økonomiske
og administrative konsekvenser af forslagene i
betænkningen om en lov om fuldbyrdelse af straf, der
er optaget som bilag 4 til betænkningen.
Som det fremgår heraf, er det Direktoratet for
Kriminalforsorgens opfattelse, at skønnet over det
forventede antal klagesager er realistisk, når
henses til, at de indsatte ved at benytte en enkel
adgang til domstolsprøvelse vil have "alt at vinde
og intet at tabe". Direktoratet anser det for
sandsynligt, at adgangen til at få indbragt
afgørelsen for en uvildig instans vil øge de
indsattes tilbøjelighed til at klage navnlig over de
særligt indgribende afgørelser.
Med hensyn til ressourceforbruget ved de enkelte
sager er beregningerne baseret på en antagelse af,
at størstedelen af klagerne vil blive rejst af
indsatte med længere straffe, hvor det ikke sjældent
vil være nødvendigt at transportere og fremstille de
indsatte i retten. Det er endvidere lagt til grund,
at der i vekslende omfang vil være behov for at
indkalde fængselspersonale til afgivelse af
vidneudsagn i retten.
Om de økonomiske og administrative konsekvenser
for domstolene, herunder også for så vidt angår
udgifterne til beskikkelse af advokater, henvises
til notat af 7. oktober 1997 fra præsidenten for
Østre Landsret om de økonomiske og administrative
omkostninger af forslagene i betænkningen om lov om
fuldbyrdelse af straf. Notatet er optaget som bilag
5 til betænkningen.
Fire af Straffelovrådets medlemmer (Jacques
Hermann, Kaspar Linkis, Annemette Møller og Sven
Ziegler) finder, at der ud fra
retssikkerhedsmæssige hensyn kan være grund til at
udbygge den nugældende klageordning, således at der
gives de indsatte mulighed for på en enkel måde at
indbringe visse særligt indgribende afgørelser
vedrørende straffuldbyrdelsen for domstolene.
Som anført ovenfor kan afgrænsningen af de
afgørelser, der skal indgå i en udvidet
klageordning, ske ud fra forskellige hensyn, f.eks.
om afgørelsen har lighed med en straffesag eller af
den indsatte typisk opfattes som særligt
indgribende. Der kan på denne baggrund opstilles
flere forskellige klagemodeller, som kan indgå i de
samlede overvejelser om en udvidet klageordning
inden for straffuldbyrdelsen.
De økonomiske og administrative konsekvenser vil
være forskellige alt efter, hvilken afgrænsning der
foretages af de afgørelser, der skal være omfattet
af en udvidet klageordning, jf. herved bilag 4 og 5
om de økonomiske og administrative konsekvenser, som
gennemførelsen af model 1, 2 eller 3 skønnes at
medføre.
Selv om ressourcemæssige hensyn ikke skal være
afgørende for valget af model, vil det dog være
unaturligt ikke også i overvejelserne at inddrage
dette aspekt. En ordning kan være så bekostelig i
forhold til det, der opnås herved, og det, der
skønnes nødvendigt at opnå, at det må overvejes, om
disse ressourcer bedre kan benyttes til opnåelse af
andre mål inden for Kriminalforsorgen.
Ved afgrænsningen af en udvidet klageordning
inden for straffuldbyrdelsen vil det være naturligt
at tage udgangspunkt i afgørelser, der har lighed
med straffesager eller i øvrigt må anses for at være
af særligt indgribende betydning for den indsatte.
En klageordning, der f.eks. bygger på model 1,
indebærer bl.a., at der gives adgang til udvidet
domstolsprøvelse af afgørelser, der retter sig mod
Kriminalforsorgens mulighed for at opretholde orden
og sikkerhed i afsoningsinstitutionerne. Det gælder
bl.a. visse afgørelser om anbringelse i arresthus og
lukket fængsel, overførsel fra åbent til lukket
fængsel og fra fængsel til arresthus samt nægtelse
af overførsel fra lukket til åbent fængsel og fra
arresthus til fængsel. Også afgørelser om nægtelse
af tilladelse til besøg af den pågældendes nærmeste,
udelukkelse fra fællesskab og hensættelse i
sikringscelle omfattes af den udvidede klageordning
ifølge model 1.
Bl.a. afgørelser om anbringelse i og overførsel
mellem de forskellige afsoningsinstitutioner i
Kriminalforsorgen opfattes ofte som indgribende af
de indsatte. Kriminalforsorgen har imidlertid
ansvaret for opretholdelse af orden og sikkerhed i
afsoningsinstitutio nerne, og personer, der er idømt
frihedsstraf, må påregne, at der under afsoningen
kan opstå behov for at træffe afgørelser om f.eks.
overførsel til lukket fængsel eller til arresthus
eller om nægtelse af tilladelse til besøg af den
pågældendes nærmeste af hensyn til
Kriminalforsorgens mulighed for at opretholde orden
og sikkerhed i afsoningsinstitutionen. Det kan
derfor give anledning til tvivl, om den udvidede
adgang til domstolsprøvelse også bør gælde i
tilfælde, hvor Kriminalforsorgen af ordens- og
sikkerhedsmæssige grunde nødsages til at gøre
indgreb over for den indsatte.
Udformningen af en udvidet klageordning bør
sikre, at domstolsprøvelsen forbeholdes tilfælde,
hvor der må antages at være reelt behov for en sådan
ordning. Det bør i den forbindelse haves for øje, at
de afgørelser, der af arbejdsgruppen foreslås
inddraget under en udvidet adgang til
domstolsprøvelse, i vidt omfang beror på en
kriminalforsorgsmæssig vurdering. Det gælder f.eks.
behovet for at skride ind af hensyn til
opretholdelse af orden og sikkerhed i en
afsoningsinstitution. Der vil her ofte være tale om
skønsprægede afgørelser, der træffes ud fra et
indgående kendskab til miljøet i institutionen, et
kendskab som domstolene ikke har i samme omfang.
Domstolene må derfor forventes at udvise
tilbageholdenhed ved efterprøvelsen af
skønsudøvelsen i det enkelte tilfælde.
Afgørelser, der er begrundet i hensynet til
opretholdelse af orden og sikkerhed i
afsoningsinstitutionen, skal efter deres karakter
typisk træffes og iværksættes hurtigt. Det er da
også baggrunden for, at der både i arbejdsgruppens
og rådets lovudkast stilles forslag om, at sagens
indbringelse for retten normalt ikke har opsættende
virkning, jf. § 110, stk. 4, i arbejdsgruppens
lovudkast og § 118 i rådets lovudkast. Netop for de
her omhandlede afgørelser synes en domstolsprøvelse,
hvor resultatet vil foreligge kortere eller længere
tid efter afgørelsen, ikke åbenbart nødvendig eller
hensigtsmæssig. De ovennævnte fire rådsmedlemmer
finder således, at man netop på dette område er uden
for kerneområdet for en retslig kontrol. Efter de
foreliggende erfaringer har Kriminalforsorgen da
også hidtil på betryggende måde været i stand til at
træffe disse afgørelser. Afgørelserne vil også som
hidtil kunne indbringes for Folketingets Ombudsmand.
Det følger endelig ikke af Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention, at den indsatte har
krav på en udvidet adgang til domstolsprøvelse af
afgørelser som de omhandlede, jf. herved afsnit 2
ovenfor.
Til det anførte kommer, at de økonomiske og
administrative konsekvenser af at lade de
afgørelser, der af Kriminalforsorgen træffes ud fra
hensynet til at opretholde orden og sikkerhed i
afsoningsinstitutionen, være omfattet af en udvidet
klageordning, vil være endog særdeles betydelige,
jf. bilag 4 og 5.
På denne baggrund er det de ovennævnte fire
rådsmedlemmers opfattelse, at de omtalte afgørelser
bør holdes uden for en udvidet klageordning.
Som anført ovenfor finder de ovennævnte fire
rådsmedlemmer, at det ved afgrænsningen af en
udvidet adgang til domstolskontrol vil være
nærliggende at tage udgangspunkt i afgørelser, der
ligger i naturlig forlængelse af straffesagen eller
i øvrigt er af særligt indgribende betydning for den
indsatte. Det fører til, at der bør gives mulighed
for udvidet domstolsprøvelse af afgørelser om
straffetidsberegning, disciplinærstraf og
konfiskation.
Også afgørelser om nægtelse af
prøveløsladelse og genindsættelse efter
prøveløsladelse til udståelse af reststraffen
bør omfattes, idet disse afgørelser retter sig mod
det tidspunkt, hvor den indsatte kan forventes at
blive løsladt, og derfor er af meget væsentlig
betydning for den pågældende.
Endelig vil det være naturligt at give mulighed
for udvidet domstolsprøvelse af afgørelser om
nægtelse af erstatning for uforskyldt udståelse af
fængselsstraf i for lang tid og for indgreb, der har
lighed med straffesager. For så vidt angår
erstatning må det dog også kræves, at selve
indgrebet er undergivet udvidet adgang til
domstolsprøvelse. Det medfører, at den udvidede
adgang til domstolsprøvelse ikke bør omfatte
afgørelser om nægtelse af erstatning for uforskyldt
anbringelse i forhørscelle, og at den udvidede
adgang til domstolsprøvelse af afgørelser om
nægtelse af erstatning for uforskyldt anbringelse i
strafcelle begrænses til tilfælde, hvor en sådan
anbringelse har varet mere end 7 dage.
Som anført ovenfor kan afgørelser om forbud
mod offentliggørelse af bestemte artikler i de
indsattes blade, indskrænkning i den indsattes
kontakt til medierne og tilbageholdelse af breve
bestemt til afsendelse efter omstændighederne
træffes såvel af ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn
som af andre hensyn, f.eks. hensynet til beskyttelse
af den forurettede ved lovovertrædelsen. De
ovennævnte fire rådsmedlemmer har derfor overvejet,
om der i disse tilfælde kan antages at være et
særligt behov for at give mulighed for en udvidet
adgang til domstolsprøvelse.
Afgørelser om tilbageholdelse af breve
må anses for et væsentligt indgreb i den indsattes
mulighed for at kontakte personer uden for
afsoningsinstitutionen. I de tilfælde, hvor dette
indgreb ikke kan begrundes ud fra ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn, men alene har baggrund i
hensynet til beskyttelse af den forurettede ved
lovovertrædelsen, må der antages at være et særligt
behov for, at afgørelsen om tilbageholdelse af
brevet kan prøves ved domstolene. Endvidere giver
det ifølge Kriminalforsorgen ikke i praksis
anledning til vanskelighed at udskille de tilfælde,
hvor breve tilbageholdes af hensyn til beskyttelse
af den forurettede ved lovovertrædelsen. De
ovennævnte fire rådsmedlemmer finder på den baggrund
i lighed med arbejdsgruppen, at afgørelser, hvorved
der af hensyn til den forurettede ved
lovovertrædelsen gøres indgreb i den ind sattes ret
til at afsende breve, bør omfattes af den udvidede
adgang til domstolsprøvelse.
Afgørelser om forbud mod offentliggørelse af
bestemte artikler i de indsattes blade og
indskrænkning i den indsattes ret til kontakt til
medierne må også anses for væsentlige indgreb. I de
tilfælde, hvor indgrebet kan begrundes i ordens-
eller sikkerhedsmæssige hensyn, må den indsatte dog
efter de ovennævnte fire rådsmedlemmers opfattelse
påregne, at der kan gøres indgreb i retten til at
udgive blade og kontakte medierne.
Ifølge Kriminalforsorgen er hovedparten af de
afgørelser, der i dag træffes om indgreb i
retten til at udgive blade, begrundet i ordens-
eller sikkerhedsmæssige hensyn. Endvidere kan det i
praksis være vanskeligt at udskille de tilfælde,
hvor afgørelsen beror på andre end ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn. Desuden er afgørelser om
forbud mod offentliggørelse af bestemte artikler i
de indsattes blade ikke omfattet af arbejdsgruppens
forslag om en udvidet adgang til domstolsprøvelse.
På den baggrund finder de ovennævnte fire
rådsmedlemmer, at der ikke er tilstrækkeligt
grundlag for at foreslå disse afgørelser omfattet af
den udvidede klageordning. Der vil fortsat være
mulighed for at klage til Folketingets Ombudsmand.
Ifølge Kriminalforsorgen er hovedparten af de
afgørelser, der i dag træffes om indgreb i den
indsattes kontakt til medierne, begrundet i
hensynet til retsfølelsen. Dette forhold giver efter
de ovennævnte fire rådsmedlemmers opfattelse ikke i
sig selv tilstrækkeligt grundlag for, at forslaget
om udvidet adgang til domstolsprøvelse også bør
omfatte afgørelser af denne type. Som det fremgår af
§ 59, stk. 2, i rådets lovudkast, kræver
bestemmelsen, at der foreligger kvalificerede
omstændigheder, for at Kriminalforsorgen af hensyn
til retsfølelsen kan gøre indgreb i den indsattes
ret til kontakt til medierne. Bestemmelsens
anvendelsesområde er således indskrænket til de
særlige tilfælde, hvor formålet med begrænsningen er
at modvirke en åbenbar krænkelse af retsfølelsen.
Endvidere vil der også i disse tilfælde fortsat være
adgang til at klage til Folketingets Ombudsmand, når
afgørelser af denne type ikke indgår i forslaget om
en udvidet adgang til domstolsprøvelse. Afgørelser
om begrænsning i den indsattes ret til kontakt til
medierne er i øvrigt heller ikke omfattet af
arbejdsgruppens forslag om en udvidet adgang til
domstolsprøvelse. De ovennævnte fire rådsmedlemmer
finder på den baggrund, at der ikke er
tilstrækkeligt grundlag for at foreslå disse
afgørelser omfattet af den udvidede klageordning.
Som det fremgår af afsnit 8.1. ovenfor, foreslår
et flertal i arbejdsgruppen, at afgørelser om
nægtelse af tilladelse til udgang bør omfattes, når
bl.a. visse betingelser med hensyn til straffetiden
er opfyldt. Et mindretal i arbejdsgruppen går også
ind for, at der bør være adgang til
domstolsprøvelse, men vil begrænse domstolsprøvelsen
til tilfælde, hvor afgørelsen indebærer inddragelse
af en allerede meddelt tilladelse.
De ovennævnte fire rådsmedlemmer er opmærksomme
på, at afgørelser om nægtelse og tilbagekaldelse af
tilladelse til udgang ofte opfattes som
indgribende af indsatte. Heroverfor kan imidlertid
anføres, at afgørelser om nægtelse og
tilbagekaldelse af tilladelse til udgang ikke retter
sig mod længden af frihedsberøvelsen. Endvidere har
sådanne afgørelser ikke lighed med straffesager i
samme omfang som f.eks. afgørelser om
disciplinærstraf og konfiskation. Hertil kommer, at
der i afgørelser om udgang indgår en skønsmæssig
vurdering bl.a. af risikoen for misbrug af
udgangstilladelsen, og at domstolene derfor må
forventes at udvise tilbageholdenhed ved
efterprøvelsen af skønsudøvelsen i det enkelte
tilfælde. Endelig vil der også på dette område
fortsat være adgang til at klage til Folketingets
Ombudsmand. På den baggrund er der efter de
ovennævnte fire rådsmedlemmers opfattelse heller
ikke på dette område tilstrækkeligt grundlag for at
foreslå regler, der giver udvidet adgang til
domstolsprøvelse.
Som nævnt i afsnit 8.1. ovenfor, gik et mindretal
i arbejdsgruppen ind for, at afgørelser om
nægtelse af tilladelse til at have sit barn under 3
år hos sig i afsoningsinstitutionen bør
omfattes af den udvidede klageordning. Mindretallet
lagde i den forbindelse vægt på, at en sådan
afgørelse kan få store og langtrækkende konsekvenser
for både den indsatte og barnet. Endvidere har
domstolene en betydelig erfaring i behandlingen af
sager om forældremyndighed, og domstolene må derfor
antages at være bedre egnet end Kriminalforsorgen
til at foretage en helhedsvurdering af, hvad der er
bedst for barnet. Som det fremgår af bemærkningerne
til § 54 i rådets lovudkast, kan rådet tiltræde, at
man i straffuldbyrdelsesloven viderefører den
nuværende mulighed for efter omstændighederne at
kunne have små børn hos sig under afsoningen. Rådet
finder imidlertid ikke, at det skal påhvile
Kriminalforsorgens institutioner at tage stilling
til, om det er bedst for barnet at opholde sig hos
den indsatte i institutionen. Vurderingen af, om
dette er stemmende med barnets tarv, bør påhvile de
sociale myndigheder, der i modsat fald vil kunne
træffe bestemmelse om anden anbringelse, eventuelt
tvangsmæssigt efter de i den sociale lovgivning
gældende regler. For disse tilfælde er der endvidere
fastsat særlige regler om domstolsprøvelse. Rådet
foreslår på den baggrund, at lovudkastets
bestemmelse herom affattes således, at en indsat har
ret til at have sit barn under 3 år hos sig i
institutionen, hvis den indsatte selv er i stand til
at passe barnet, jf. § 54, stk. 1, i rådets
lovudkast.
Spørgsmålet om, hvorvidt den indsatte selv er i
stand til at passe barnet i vedkommende
afsoningsinstitution, beror i høj grad på en
kriminalforsorgsmæssig vurdering. Efter de
ovennævnte fire rådsmedlemmers opfattelse må det
forventes, at domstolene også på dette punkt vil
udvise tilbageholdenhed ved efterprøvelsen af det
skøn, som Kriminalforsorgen har udøvet i det enkelte
tilfælde. De ovennævnte fire rådsmedlemmer finder
bl.a. på denne baggrund i lighed med flertallet i
arbejdsgruppen, at afgørelser om nægtelse af
tilladelse til at have små børn hos sig i
afsoningsinstitutionen bør holdes uden for forslaget
om en udvidet adgang til domstolsprøvelse.
Et særligt spørgsmål er, om der bør gives adgang
til udvidet domstolsprøvelse af afgørelser, hvorved
Kriminalforsorgen i den indsattes vederlag for
beskæftigelse modregner krav på erstatning i
anledning af skade, som den indsatte har forvoldt på
institutionens ting, jf. § 74 i rådets lovudkast.
For at undlade at inddrage afgørelser om modregning
under en udvidet klageordning kunne anføres, at
bestemmelsen har baggrund i ordens- og
sikkerhedsmæssige hensyn, idet formålet er at
modvirke, at indsatte volder skade på institutionens
ting. Når institutionen modregner, afskæres den
indsatte imidlertid fra at få prøvet eventuelle
indsigelser vedrørende erstatningskravet. Efter de
ovennævnte fire rådsmedlemmers opfattelse må der
derfor i disse tilfælde antages at være et særligt
behov for domstolsprøvelse. De ovennævnte fire
rådsmedlemmer finder på den baggrund i lighed med
arbejdsgruppen, at der også bør være mulighed for
udvidet domstolsprøvelse af afgørelser om modregning
af erstatningsbeløb i den indsattes vederlag for
beskæftigelse.
Sammenfattende er det herefter de ovennævnte fire
rådsmedlemmers opfattelse, at det ikke er påkrævet
eller hensigtsmæssigt at udbygge klageordningen i
det omfang, som arbejdsgruppen har stillet forslag
om, jf. afsnit 8.1. ovenfor, men at der bør
gennemføres en udvidelse af klageordningen inden for
straffuldbyrdelsen, således at der gives mulighed
for at indbringe visse særligt indgribende
afgørelser for domstolene.
Det vil være naturligt at give mulighed for
udvidet domstolsprøvelse af afgørelser, der har
lighed med straffesager eller i øvrigt har særligt
indgribende betydning for den indsatte, dvs.
afgørelser om straffetidsberegning, tilbageholdelse
af breve af hensyn til beskyttelse af den
forurettede ved lovovertrædelsen, disciplinærstraf,
konfiskation, modregning af erstatningsbeløb,
nægtelse af prøveløsladelse, genindsættelse efter
prøveløsladelse og indsættelse af en betinget
benådet samt afgørelser om nægtelse af erstatning i
anledning af uforskyldt udståelse af fængselsstraf i
for lang tid eller anbringelse i strafcelle i mere
end 7 dage.
De ovennævnte fire rådsmedlemmer har drøftet, om
klageordningen kan udformes i lighed med model 2,
der er beskrevet ovenfor. Det er de ovennævnte
rådsmedlemmers konklusion, at den pågældende model
må anses for dækkende for medlemmernes synspunkter.
De ovennævnte rådsmedlemmer kan derfor gå ind for,
at der i § 112 i straffuldbyrdelsesloven optages
bestemmelser, der giver mulighed for udvidet
domstolsprøvelse svarende til model 2.
Om overvejelserne vedrørende indførelse af en
appelbegrænsningsmodel, således at der som
udgangspunkt alene er mulighed for domstolsprøvelse
i én instans, dvs. byretten, henvises til afsnit 9
nedenfor.
To medlemmer (Torsten Hesselbjerg og Christian
Trønning) anser alle tre modeller for
forsvarlige.
Efter disse medlemmers opfattelse må en nærmere
stillingtagen til de tre modeller imidlertid - ud
over mere principielle overvejelser vedrørende
behovet for en adgang til domstolsprøvelse af de
forskellige typer afgørelser - i betydeligt omfang
afhænge af, hvilke muligheder der foreligger for en
tildeling eller prioritering af ressourcer til dette
og andre områder inden for Kriminalforsorgen.
På det foreliggende grundlag finder disse
medlemmer herefter ikke at burde udtale sig om,
hvilken model der bør foretrækkes.
To medlemmer (Jørgen Bang og Vagn Greve)
anfører, at hovedtanken bag straffuldbyrdelsesloven
er at opfylde retsstatskravene. Efter den
almindelige opfattelse er der to led heri.
Administrationen skal fungere under loven og under
domstolskontrol. Udkastet til straffuldbyrdelseslov
skal som helhed opfylde første led. I denne
forbindelse er spørgsmålet, hvorvidt også det andet
led skal opfyldes. En total opfyldelse ville
forudsætte en let adgang til fuldstændig
domstolsprøvelse af alle beslutninger og al faktisk
virksomhed inden for straffuldbyrdelsen, som har
direkte konsekvenser for de dømte. En sådan
fuldstændig efterprøvelse ville også være i bedst
overensstemmelse med tankerne bag Den Europæiske
Menneskeretskonvention.
Det forekommer dog rimeligt af ressourcegrunde at
begrænse mulighederne for den lette adgang til
fuldstændig domstolskontrol til de afgørelser, som
er af væsentlig betydning for den indsatte og/eller
som berører retsområder af særlig principiel
betydning. Den ovenstående model 1 er udtryk for en
sådan ressourcebegrundet indskrænkning i den
almindelige adgang til efterprøvelse.
Uenigheden mellem de ovennævnte fire
rådsmedlemmer og os vedrører spørgsmålet, om model 1
eller model 2 bør foretrækkes. Model 1 rummer alle
de sagstyper, som model 2 omfatter, samt nogle få
yderligere områder. De fire rådsmedlemmer har
begrundet fravalget af disse områder i såvel reale
som ressourcemæssige hensyn.
Vi fastholder model 1 af to grunde:
For det første er også de af de ovennævnte fire
rådsmedlemmer fravalgte sagstyper af så væsentlig
betydning, at de ikke efter vores opfattelse alene
bør kunne efterprøves med hjemmel i grundlovens
snævre § 63.
For det andet anser vi det ovennævnte skøn over
antallet af sager for urealistisk stort; det samme
gælder ressourceforbruget ved den typiske sag.
Det må ventes, at der umiddelbart efter
indførelsen af en lettere mulighed for
domstolsprøvelse vil være et stort antal dømte, som
vil afprøve denne mulighed. Hvis det viser sig, at
domstolene underkender de administrative afgørelser
i større tal, vil der kunne forventes et fortsat
stort antal indbringelser; hvilket så også vil være
sagligt velbegrundet.
Hvis det viser sig, at domstolene opretholder
langt hovedparten af de administrative afgørelser -
hvilket er det mest sandsynlige - må der ventes et
fald efter den første bølge. Der er ingen, som med
rimelig sikkerhed kan sige, hvilket niveau
klagetallet vil stabilisere sig på, men alle
fremskaffede, sammenlignelige tal fra ind- og udland
tyder på et væsentligt lavere niveau end de tal, som
Kriminalforsorgen har fremlagt, og som er lagt til
grund for Kriminalforsorgens og Domstolenes skøn
over det ventede ressourceforbrug.
I dag opfylder Folketingets Ombudsmand i meget
høj grad den funktion, som domstolene skal overtage.
Ombudsmanden behandler ca. 50 sager om året fra
dette område. Domstolene skal kun overtage en mindre
del af de sagstyper, som i dag kan forelægges
ombudsmanden.
I Sverige indbringes ca. 550 sager for
domstolene, selv om fangetallet er betydeligt større
end i Danmark. I Canada, hvor alt kan indbringes for
domstolene, har man et endnu mindre antal sager (ca.
300) i det føderale fængselsvæsen, som har et
fangetal 3- 4 gange større end det danske. I
Tyskland oplyses det ligeledes, at der kun
indbringes få sager til efterprøvelse. Af mange
grunde er disse tal meget vanskelige at sammenligne
med de danske, ventede tal. De administrative
systemer er meget forskellige; det samme gælder
domstolssystemerne og de retlige og faktiske
betingelser for at begære domstolsprøvelse. Det
synes dog berettiget at konkludere, at
Kriminalforsorgens skøn ikke får nogen støtte i de
udenlandske tal.
Ressourceforbruget ved de enkelte sager synes
også skønnet ud fra det maksimalt mulige. Når
Kriminalforsorgen f.eks. oplyser, at
personaleforbruget fra fængslerne forventes at blive
op til ca. 4 medarbejdere pr. retsmøde og derefter
benytter dette maksimaltal generelt, vil skønnet
selvsagt blive urealistisk højt.
9. Fremgangsmåden ved behandlingen af klager
under en udvidet klageordning
9.1. Arbejdsgruppens overvejelser
Arbejdsgruppen foreslår, at kun endelige
administrative afgørelser kan indbringes for
domstolene. Arbejdsgruppens flertal foreslår
endvidere, at der fastsættes en frist på 14 dage for
indbringelse af afgørelsen. Et mindretal på et
medlem foreslår fristen fastsat til to måneder, og
et andet mindretal på et medlem foreslår fristen
fastsat til ét år. Der er i arbejdsgruppen enighed
om at foreslå en frist på 6 måneder for fornyet
indbringelse af det samme spørgsmål, jf. § 112, 1.
pkt., i arbejdsgruppens lovudkast og betænkningen,
bd. I, s. 339.
Efter § 108, stk. 1, i arbejdsgruppens lovudkast
indbringes sagen for byretten i den retskreds, hvor
den institution, som har truffet den oprindelige
afgørelse, er beliggende. Er den indsatte senere
overført til en anden institution, kan sagen i
stedet indbringes for byretten i den retskreds, hvor
den institution, som den dømte er anbragt i, er
beliggende. Er den dømte ikke frihedsberøvet,
indbringes sagen for byretten i den retskreds, hvor
den dømte bor eller opholder sig. Hvis den dømte
ikke har kendt bopæl eller opholdssted, indbringes
sagen for Københavns Byret.
Retten kan efter begæring tillade, at en indbragt
sag overflyttes til en anden ret, der er lovligt
værneting efter reglerne i § 108, stk. 1, i
arbejdsgruppens lovudkast, når dette på grund af
vidners bopæl, den indsattes løsladelse eller af
anden særlig grund skønnes hensigtsmæssigt til
sagens fremme, jf. § 108, stk. 2, i samme lovudkast.
Efter § 108, stk. 3, i samme lovudkast træffes
afgørelsen af, om sagen skal henvises eller ikke,
ved kendelse. En kendelse, hvorved sagen henvises,
kan ikke indbringes for højere ret.
Arbejdsgruppen foreslår, at sagen indbringes for
retten af Direktoratet for Kriminalforsorgen, der
skal fremsende sagens akter med oplysning om den
påklagede afgørelse, en kort redegørelse for de
omstændigheder, der påberåbes, samt sagens
bevisligheder, jf. § 109, stk. 1, i arbejdsgruppens
lovudkast.
Efter § 110, stk. 1, i arbejdsgruppens lovudkast
er det som udgangspunkt parterne, der oplyser sagen,
men retten kan stille krav om tilvejebringelse af
yderligere bevismidler. Retten kan endvidere
bestemme, at sagen skal behandles skriftligt. Er den
dømte ikke frihedsberøvet, og udebliver den
pågældende uden at oplyse lovligt forfald, afgør
retten, om sagen skal afvises eller udsættes. Retten
kan med henblik på sagens behandling beskikke en
advokat for den dømte, hvis der findes behov for
det, medmindre den dømte selv har antaget en
advokat, jf. § 110, stk. 2, i arbejdsgruppens
lovudkast.
Om salær og godtgørelse for udlæg til den
beskikkede advokat gælder ifølge § 110, stk. 3, i
arbejdsgruppens lovudkast samme regler som i
tilfælde, hvor der er meddelt fri proces. Retten kan
dog, når der efter den dømtes forhold og sagens
omstændigheder i øvrigt er særlig anledning til det,
pålægge den dømte helt eller delvis at betale sagens
omkostninger, jf. § 110, stk. 3, i arbejdsgruppens
lovudkast. Med denne undtagelsesbestemmelse sigtes
f.eks. til tilfælde, hvor indbringelsen for retten
findes åbenbart urimelig, jf. betænkningen, bd. III,
s. 746. Om rådets bestemmelse vedrørende
sagsomkostninger henvises til § 120 i rådets
lovudkast, hvor det i stk. 2 foreslås præciseret, at
de almindelige regler om sagsomkostninger i
retsplejelovens kapitel 30 finder anvendelse i
tilfælde, hvor der ikke er beskikket advokat.
Arbejdsgruppen finder, at hensynet til
Kriminalforsorgens ordens- og sikkerhedsmæssige
virksomhed taler imod, at indbringelse af en
afgørelse for domstolene i almindelighed tillægges
opsættende virkning. Arbejdsgruppen foreslår derfor,
at indbringelse alene skal tillægges opsættende
virkning, når Direktoratet for Kriminalforsorgen har
truffet bestemmelse herom, eller det bestemmes af
retten, jf. § 110, stk. 4. Arbejdsgruppen
forudsætter i den forbindelse, at Direktoratet for
Kriminalforsorgen af egen drift i hvert enkelt
tilfælde overvejer, om klagen kan tillægges
opsættende virkning, uden at dette tilsidesætter
afgørende hensyn til Kriminalforsorgens ordens- og
sikkerhedsmæssige virksomhed, jf. betænkningen, bd.
I, s. 339.
Efter § 111 i arbejdsgruppens lovudkast afgør
retten ved kendelse, om sagen skal afvises, eller om
afgørelsen skal stadfæstes, ændres eller ophæves.
Kendelsen kan påkæres efter retsplejelovens kapitel
37. Det indebærer bl.a., at afgørelsen i kæresagen
normalt træffes på det indkomne skriftlige grundlag.
Den dømtes udeblivelse kan dog ved mundtlig
behandling kun medføre, at kæremålet afvises, når
den dømte ikke er frihedsberøvet, jf. § 111, stk. 2,
2. pkt., i arbejdsgruppens lovudkast.
I § 113 i arbejdsgruppens lovudkast er det
fastsat, at §§ 107-111 også finder anvendelse ved
klage fra andre end indsatte over en afgørelse efter
§ 68 om konfiskation af værdier over 1.000 kr. hos
den pågældende. Denne klageadgang tager udelukkende
sigte på konfiskation efter straffuldbyrdelsesloven
og omfatter derfor ikke konfiskation efter
straffelovens regler, jf. betænkningen, bd. III, s.
747.
9.2. Straffelovrådets overvejelser
Straffelovrådet er enigt i, at domstolsprøvelsen
alene bør omfatte endelige administrative
afgørelser. Rådet kan endvidere som udgangspunkt
tiltræde flertallets opfattelse, hvorefter der ikke
kan antages at være behov for at fastsætte en
længere frist for indbringelse af klagen. Rådet
lægger i den forbindelse bl.a. vægt på, at
indbringelsen kan ske ved en formløs meddelelse til
den administrative myndighed.
Rådet har dog fundet, at 14 dage kan være for
kort en frist, idet der bør gives den indsatte
mulighed for at overveje spørgsmålet om klage
nærmere og eventuelt drøfte det med en advokat. Det
er på den baggrund rådets opfattelse, at fristen for
indbringelse af klagen bør fastsættes til 4 uger.
Rådet kan i øvrigt som udgangspunkt tilslutte sig
arbejdsgruppens forslag om en frist på 6 måneder for
fornyet indbringelse af det samme spørgsmål. Ved
afgørelser om nægtelse af prøveløsladelse fra
fængsel på livstid foreslås dog indført en ordning,
hvorefter spørgsmålet om prøveløsladelse først på ny
kan indbringes for retten, når der er forløbet 1 år
fra rettens afgørelse, jf. § 124, stk. 1, 3. pkt., i
rådets lovudkast.
Rådet har endvidere fundet, at det bør overlades
til retten at træffe bestemmelse om, hvorvidt en sag
efter sin karakter bør behandles mundtligt. Der er
efter rådets opfattelse grund til at tro, at et
stort antal sager allerede ved modtagelsen vil være
tilstrækkeligt oplyst, således at retten i mange
tilfælde umiddelbart vil kunne træffe sin afgørelse,
efter at den dømte eller dennes advokat i et
skriftligt indlæg har haft lejlighed til at udtale
sig om Kriminalforsorgens begrundelse for den
pågældende afgørelse. Rådet har derfor fundet det
hensigtsmæssigt og forsvarligt at foreslå, at
sagerne, selv om hovedprincippet i retsplejen er
mundtlighed, som udgangspunkt behandles skriftligt,
men således at retten - også af egen drift - kan
træffe bestemmelse om mundtlig behandling.
Rådet har også fundet, at retten bør have
mulighed for at stille krav om tilvejebringelse af
yderligere oplysninger. Som anført af arbejdsgruppen
bør loven udformes på en måde, der giver mulighed
for hurtig sagsbehandling under hensyntagen til
karakteren af den pågældende afgørelse. Det er i det
offentliges og normalt også i den dømtes interesse,
at sagen afgøres så hurtigt som muligt.
Straffelovrådet har i december 1996 afgivet en
særudtalelse om aktindsigt i sager om
straffuldbyrdelse. I denne udtalelse foreslår rådets
flertal (Jacques Hermann, Kaspar Linkis,
Annemette Møller, Hanne Schmidt, Christian Trønning
og Sven Ziegler), at forvaltningslovens § 9 om
partsaktindsigt ændres, således at der ikke er
aktindsigt for parten i forbindelse med fuldbyrdelse
af frihedsstraf i sager om valg af
afsoningsinstitution, sager om overførsel til anden
afsoningsinstitution eller afdeling i en
afsoningsinstitution eller sager om udelukkelse fra
fællesskab. Endvidere foreslås forvaltningslovens §
24 om begrundelse ændret, således at afgørelser i de
typer af sager, der foreslås undtaget fra
aktindsigt, for så vidt angår begrundelsen alene
skal indeholde en henvisning til de retsregler, i
henhold til hvilke afgørelsen er truffet.
Et mindretal (Jørgen Bang og Vagn Greve)
finder, at der ikke er behov for at foretage ændring
på området, jf. herved forvaltningslovens § 15 om
adgangen til at begrænse adgangen til aktindsigt
efter en konkret vurdering. Mindretallet finder
endvidere, at forslaget om yderligere at begrænse
adgangen til aktindsigt giver anledning til
betænkelighed og har på den baggrund frarådet
forslaget.
Om flertallets og mindretallets overvejelser
henvises til den pågældende udtalelse, der er
optaget som bilag 3 til betænkningen.
Et særligt spørgsmål er, hvorledes de
oplysninger, der er undtaget fra aktindsigt under
Kriminalforsorgens sagsbehandling, skal indgå ved
domstolsprøvelsen. Som eksempel kan peges på
afgørelser om fuldbyrdelse af fængselsstraf i lukket
fængsel, overførsel fra åbent til lukket fængsel,
nægtelse af tilladelse til uledsaget udgang,
udelukkelse fra fællesskab og disciplinærstraf. Der
er i alle tilfælde tale om sager, hvor
Kriminalforsorgens afgørelse vil kunne bero på
oplysninger fra personer, der har behov for den
beskyttelse, der kan ligge i afslået aktindsigt.
Arbejdsgruppens lovudkast indeholder ingen
bestemmelser, der gør det muligt at afskære den
dømte fra at gøre sig bekendt med oplysninger, der
er undtaget fra aktindsigt under Kriminalforsorgens
sagsbehandling. I mangel af holdepunkter for det
modsatte må det derfor antages, at den dømte har
krav på at blive gjort bekendt med sådanne
oplysninger. Ønsket om at gøre sig bekendt med
oplysninger, der med hjemmel i forvaltningsloven er
undtaget fra aktindsigt, kan i sig selv motivere den
dømte til at kræve Kriminalforsorgens afgørelse
indbragt for domstolene. Uden regler, der imødegår
dette problem, kan forslaget om domstolsprøvelse
derfor foregribe Kriminalforsorgens mulighed for at
undtage oplysninger fra aktindsigt af hensyn til
straffuldbyrdelsen.
En nærliggende løsning er at indføre en
bestemmelse, der også under domstolsprøvelsen
afskærer den dømte fra at gøre sig bekendt med
oplysninger, der er undtaget fra aktindsigt med
hjemmel i forvaltningsloven. Herved opnås det, at
den dømte ikke vinder noget ved at anmode om
domstolsprøvelse af en afgørelse, som den pågældende
ikke af andre grunde er uenig i.
Imod en sådan ordning kan det anføres, at der
allerede i dag ved reglerne i retsplejelovens § 171
om vidnefritagelse og §§ 298-299, jf. § 171, om
fritagelse for editionspligt er fastsat
bestemmelser, der imødekommer behovet for
beskyttelse, idet disse regler giver mulighed for at
fritage for vidne- og editionspligten bl.a. i
tilfælde, hvor opfyldelsen af pligten må antages at
ville påføre den pågældende selv eller den
pågældendes nærmeste væsentlig skade.
Det kan endvidere anføres, at der ikke kan
antages at være noget praktisk behov for at
fastsætte yderligere regler på området, hvis
forslaget om at afskære aktindsigt gennemføres
sammen med forslaget i klagemodel 2, idet disse
forslag medfører, at der ikke er udvidet adgang til
domstolsprøvelse af afgørelser, som er undtaget fra
aktindsigt, dvs. afgørelser om valg af
afsoningsinstitution og overførsel til anden
afsoningsinstitution m.v. og afgørelser om
udelukkelse fra fællesskab.
Heroverfor kan det anføres, at de ovennævnte
regler ikke yder den person, der har gi vet
oplysninger til Kriminalforsorgen, fuld beskyttelse,
idet retten kan pålægge bl.a. et vidne at afgive
forklaring, når forklaringen må anses for at være af
afgørende betydning for sagens udfald, og sagens
beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part
eller samfundet findes at berettige dertil, jf.
retsplejelovens § 171, stk. 3.
Imod en ordning, der afskærer den dømte fra at
gøre sig bekendt med oplysninger, der er undtaget
fra aktindsigt, kan også anføres, at den reelt giver
mulighed for "anonym vidneførsel".
Heroverfor kan det anføres, at betænkelighederne
er mindre, end hvis domstolene skulle foretage en
vurdering af skyldspørgsmålet i en straffesag. Det
er der ikke tale om, idet formålet med
straffuldbyrdelseslovens bestemmelser om
domstolsprøvelse er at efterprøve visse
administrative afgørelser af særligt indgribende
betydning for den dømte.
Når Straffelovrådet alligevel ikke vil foreslå en
regel, der generelt afskærer den dømte fra at blive
gjort bekendt med oplysninger, der er undtaget fra
aktindsigt, skyldes det, at en forsvarlig
domstolsprøvelse i visse tilfælde nødvendiggør, at
den indsatte gøres bekendt med de pågældende
oplysninger.
Flertallet (Jacques Hermann, Torsten Hesselbjerg,
Kaspar Linkis, Annemette Møller, Christian Trønning
og Sven Ziegler) anfører, at der allerede i dag
kan rejses spørgsmål om beskyttelse af oplysninger,
der efter forvaltningslovens § 15 undtages fra
aktindsigt under Kriminalforsorgens sagsbehandling,
idet der ikke er regler, som under domstolsprøvelse
i medfør af grundlovens § 63 afskærer den dømte fra
at blive gjort bekendt med sådanne oplysninger.
Forslaget om at udvide adgangen til
domstolsprøvelse aktualiserer dette spørgsmål, idet
den dømte med dette forslag opnår en lettere adgang
til domstolsprøvelse end efter grundlovens § 63, der
kræver, at den pågældende udtager stævning mod
Justitsministeriet.
Gennemføres flertallets forslag om at begrænse
adgangen til aktindsigt, vil der ikke være
aktindsigt i sager om valg af afsoningsinstitution,
om overførsel til anden afsoningsinstitution eller
afdeling i en afsoningsinstitution eller om
udelukkelse fra fællesskab.
Vælges det at udvide adgangen til
domstolsprøvelse på grundlag af klagemodel 2, vil
der ikke være udvidet adgang til domstolsprøvelse af
afgørelser om valg af afsoningsinstitution, om
overførsel til anden afsoningsinstitution eller
afdeling i en afsoningsinstitution eller om
udelukkelse fra fællesskab. Gennemføres flertallets
forslag om at afskære aktindsigt i sager som de
nævnte sammen med klagemodel 2, vil den dømte
således være afskåret fra at benytte den udvidede
adgang til domstolsprøvelse i samme omfang, som den
pågældende er afskåret fra aktindsigt.
Det er på denne baggrund flertallets optattelse,
at der ikke kan antages at være noget praktisk behov
for at fastsætte regler, der under en udvidet adgang
til domstolsprøvelse giver mulighed for at afskære
den dømte fra at gøre sig bekendt med oplysninger
undtaget fra aktindsigt, hvis flertallets forslag om
at udelukke aktindsigt i bestemte typer af sager
gennemføres sammen med klagemodel 2. Flertallet er
opmærksomt på, at afgørelser om valg af
afsoningsinstitution, om overførsel til anden
afsoningsinstitution eller afdeling i en
afsoningsinstitution eller om udelukkelse fra
fællesskab kan undergives domstolsprøvelse i medfør
af grundlovens § 63 med deraf følgende mulighed for
den dømte for at opnå kendskab til oplysninger, der
måtte være undtaget fra aktindsigt i medfør af
forvaltningslovens § 15. Flertallet har dog ikke
fundet noget praktisk behov for at fastsætte regler
for sådanne tilfælde. Flertallet lægger i den
forbindelse bl.a. vægt på, at der ikke under den
nugældende retstilstand har vist sig behov for
sådanne regler med henblik på domstolsprøvelse i
medfør af grundlovens § 63 af afgørelser, hvori
indgår oplysninger, som Kriminalforsorgen har
undtaget fra aktindsigt efter forvaltningslovens §
15.
Foretrækkes det imidlertid at udvide adgangen til
domstolsprøvelse på grundlag af klagemodel 1 eller
3, vil der være udvidet adgang til domstolsprøvelse
bl.a. af afgørelser om valg af afsoningsinstitution,
om overførsel til anden afsoningsinstitution og om
udelukkelse fra fællesskab. Da spørgsmålet om at
afskære aktindsigt i medfør af forvaltningslovens §
15 ikke mindst kan tænkes at komme på tale i sådanne
sager, vil der være behov for at fastsætte regler,
der under domstolsprøvelse giver mulighed for at
afskære den dømte fra at gøre sig bekendt med
sådanne oplysninger. Vælges det at gennemføre
klagemodel 1 eller 3 sammen med flertallets forslag
om udelukkelse fra aktindsigt, vil behovet for
fastsættelse af regler, der beskytter mod
videregivelse af oplysninger til den dømte under
domstolsprøvelsen, være så meget desto større, idet
den dømte ellers ville kunne have en særlig
tilskyndelse til at forlange domstolsprøvelse med
henblik på at opnå kendskab til oplysninger, som den
pågældende ikke under Kriminalforsorgens
sagsbehandling har kunnet forlange aktindsigt i.
Da det ikke på forhånd kan vides, hvorledes
klageordningen endeligt bliver fastlagt, har
flertallet fundet det naturligt at overveje og
foreslå udkast til en ordning, der under en udvidet
adgang til domstolsprøvelse giver mulighed for at
afskære den dømte fra at gøre sig bekendt med
oplysninger, der er undtaget fra aktindsigt under
Kriminalforsorgens sagsbehandling. Det er
flertallets opfattelse, at man, hvis der er behov
for sådanne regler, må sigte på en mellemløsning,
der lader det være op til domstolene at afgøre i
hvert enkelt tilfælde, om prøvelsen kan gennemføres
på et forsvarligt grundlag uden helt eller delvis at
gøre den dømte bekendt med de oplysninger, der er
undtaget fra akt indsigt under Kriminalforsorgens
sagsbehandling.
Herved opnås den mest smidige løsning, idet
domstolene får mulighed for at vurdere, om der efter
sagens karakter og omstændighederne i øvrigt er
behov for, at den dømte gøres bekendt med
oplysningerne. Domstolene må i den forbindelse bl.a.
tage stilling til, om en undladelse af at gøre den
dømte bekendt med de omhandlede oplysninger konkret
vil være i strid med artikel 6 i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention, og såfremt dette ikke
antages, om en prøvelse overhovedet kan gennemføres
på forsvarligt grundlag uden den indsattes kendskab
til oplysningerne. Flertallet finder, at en sådan
ordning ikke strider mod
Menneskerettighedskonventionen, hvorved i øvrigt
bemærkes, at afgørelser, der vedrører
straffuldbyrdelsen, i almindelighed antages at falde
uden for den strafferetlige del af artikel 6 i
konventionen.
På den baggrund vil det ved domstolenes vurdering
af, om den dømte skal gøres bekendt med de
pågældende oplysninger, bl.a. skulle indgå, om der
er tale om det eneste eller afgørende bevis, ligesom
det vil have betydning, om den dømte kan blive gjort
bekendt med indholdet af oplysningerne uden at blive
gjort bekendt med kildens identitet. Det vil således
være nødvendigt i hvert enkelt tilfælde at foretage
en konkret afvejning af på den ene side de hensyn,
der taler for hemmeligholdelse, og på den anden side
hensynet til den dømtes mulighed for at
tilrettelægge sit forsvar, ligesom det vil skulle
overvejes, om de ulemper, som den dømte bliver
underlagt, på tilstrækkelig vis opvejes af
domstolenes behandling af sagen i øvrigt.
Som det fremgår, vil den foreslåede ordning ikke
sikre medindsatte og andre fuld anonymitet.
Flertallet finder det imidlertid betænkeligt at
foreslå en ordning, der udelukker domstolene fra at
gøre den dømte bekendt med oplysninger, der er
undtaget fra aktindsigt. Det skyldes, at dette efter
omstændighederne kan afskære domstolene fra at
foretage en reel prøvelse af Kriminalforsorgens
afgørelse.
Om enkelthederne i forslaget henvises til
bemærkningerne til § 116 i rådets lovudkast.
Om rådets overvejelser vedrørende en
appelbegrænsningsmodel henvises til afsnit 9.3.
nedenfor.
Et mindretal (Jørgen Bang og Vagn Greve)
anfører, at hvad enten man indfører den foreslåede
regel om yderligere indskrænkninger i indsattes
aktindsigt eller bevarer den nugældende regel,
opstår der under domstolenes efterprøvelse af den
administrative afgørelse nogle spørgsmål om
behandlingen af de oplysninger, der ikke var
undergivet aktindsigt under administrationens
behandling af sagen. Det første spørgsmål er, om
forvaltningen kan pålægges at fremkomme med de
pågældende oplysninger (vidne- og editionspligt).
Det andet spørgsmål er, om sådanne oplysninger kan
gives til retten, uden at borgeren får indsigt i
dem. Det tredie vedrører betydningen af, at
oplysningerne ikke fremlægges
(bevisbyrdespørgsmålet). Disse spørgsmål er ikke
specielle for afgørelser i forbindelse med
straffuldbyrdelse. De foreligger på alle de mange
forvaltningsområder, hvor retten til aktindsigt i
dag er begrænset gennem forvaltningslovens § 15
eller tilsvarende regler, og hvor der kan foregå en
domstolskontrol efter grundlovens § 63 eller andre
regler.
Det 1. spørgsmål er i dag besvaret i
retsplejelovens regler om vidne- og editionspligt,
f.eks. § 169. Disse regler må anses for udtømmende.
Det 3. spørgsmål er i dag ulovreguleret, og der
foreslås ingen ændringer heri.
Det 2. spørgsmål vedrører en situation, hvor det
kan diskuteres, om der bør ske en fravigelse af et
af de mest fundamentale processuelle principper
(retten til kontradiktion og forbudet mod anonyme
vidner). Der kan tænkes forskellige svar på
spørgsmålet, men retspolitisk er der især to, der er
nærliggende.
Den første mulighed er at fortsætte med den
nugældende retstilstand, hvorefter domstolene ikke
kan tillægge oplysninger vægt, hvis den indsatte
ikke har haft lejlighed til kontradiktion m.m.
Den anden mulighed er at anvende princippet i
forvaltningslovens § 15 under domstolens behandling,
dvs., at Kriminalforsorgen alene gør retten bekendt
med informationen og/eller kilden til information,
og at retten træffer sin afgørelse på dette
grundlag, uden at den indsatte får mulighed for
kontradiktion m.m. ("§ 15-modellen"). Denne model
svarer ganske til den ordning med brug af anonyme
vidner i straffesager, som Folketinget gentagne
gange har afvist.
Valget mellem de to muligheder må ske under
respekt af de europæiske menneskerettigheder. Nogle
af de afgørelser, der skal efterprøves, er
antageligt omfattet af art. 6's regel om
straffesager. Andre af dem er antageligt omfattet af
art. 6's regel om afgørelser om den indsattes
rettigheder og forpligtelser. I Kommentaren til
menneskerettighedskonventionen fremhæves s. 140, at
"estemmelsen er absolut i sin formulering og
tillader ingen undtagelser bortset
fra retten til offentlig domsafsigelse". S. 146 ff.
fremhæves princippet om equality of arms, og s. 147
at parterne skal have samme adgang til sagens
dokumenter, til kontradiktion og til at afhøre
vidner.
Det Danske Center for Menneskerettigheder har
efter anmodning fra Justitsministeriet afgivet en
udtalelse over Straffelovrådets udtalelse af
december 1996 om aktindsigt. Centret har bl.a.
undersøgt, om Straffelovrådets udtalelse er i
overensstemmelse med de menneskeretlige
forpligtelser. Vi fremhæver, at centrets konklusion
er, at det er betænkeligt ved flertallets forslag.
Der peges særligt på Menneskerettighedskonventionens
art. 6 og 8.
Centrets synspunkt understøttes af en af de
nyeste domme (Michael-sagen) på et lignende område,
hvor Menneskeretsdomstolen fastslog, at det var en
krænkelse af konventionens art. 6, at moderen til et
tvangsfjernet barn ikke havde fået indsigt i
fortrolige rapporter, der blev lagt til grund for en
tvangsfjernelse.
Det må antages, at de menneskeretlige
begrænsninger i aktindsigt m.m. må have mindst samme
vægt, når det drejer sig om den judicielle kontrol,
som når det drejer sig om den administrative
beslutning.
Hvis det til trods herfor antoges, af §
15-modellen ikke ville stride mod Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention, må der foretages en
vurdering af de reale grunde. Og dette må under alle
omstændigheder ske for de afgørelser, som ikke kan
antages at være omfattet af et af de to led i art.
6. I denne forbindelse er der især to hensyn, som må
inddrages.
For det første må det fremhæves, at alle de
sager, der overhovedet kan prøves i denne procedure,
er sager, der er meget indgribende for de dømte. Ved
alle andre kan domstolsprøvelsen alene ske efter
grundlovens § 63; hvilket dog kun forskyder
problemet til denne sagstype.
Begrænsningen vil endvidere kun kunne være
relevant, når den pågældende information er af
væsentlig betydning for domstolenes kontrol. Hvis
informationen ikke af Kriminalforsorgen opfattes som
værende af væsentlig betydning, vil den uden videre
kunne tilbageholdes fra domstolene.
Kriminalforsorgen er ikke forpligtet til at påberåbe
sig alt, hvad der taler for dens opfattelse.
Konklusionen bliver, at den foreslåede
begrænsning i den dømtes adgang til viden om
beslutningsgrundlaget strider mod så fundamentale
retsprincipper (forbudet mod anonyme vidner, retten
til kontradiktion), at der må tages afstand herfra.
Denne retstilstand overensstemmer med, hvad der
f.eks. gælder i Tyskland, jf. følgende citat fra
kommentaren til straffuldbyrdelsesloven (AK StVollzG
§ 115 Rz 11): "Ein ... Problem ensteht, wenn die
Massnahme auf Angaben eines Mitgefangenen beruht,
dessen Namen die Vollzugsanstalt
geheimhalten will, weil er vor Repressalien
durch andere Gefangene geschüzt werden muss oder
wenn sein Name zur Ermöglichung weiterer
Beobachtungen geheimgehalten werden muss ... In
diesen Fällen darf aber das Gericht nicht mehr
erfahren als der Antragsteller ..."
Det kan også nævnes, at
Menneskerettighedsdomstolen for nylig (van
Mechelen-sagen) har fremhævet, at det for
politibetjente er en del af det normale arbejde at
vidne for retten, og at domstolen samtidig
fremhævede, at der i den tidligere afgørelse, hvor
den tillod anonyme vidner (Doorson-sagen) havde
været andre beviser, der støttede de anonyme
forklaringer.
9.3. Straffelovrådets overvejelser om en
appelbegrænsningsmodel
Efter § 111, stk. 2, 1. pkt., i arbejdsgruppens
lovudkast kan rettens kendelse påkæres efter
reglerne i retsplejelovens kapitel 37. Det indebærer
bl.a., at der ikke gælder begrænsninger med hensyn
til adgangen til at få prøvet byrettens afgørelse i
landsretten, jf. retsplejelovens § 389, stk. 1. Også
mere rutineprægede afgørelser kan derfor indbringes
for landsretten.
Landsrettens afgørelse i kæresagen kan som
udgangspunkt ikke indbringes for Højesteret, jf.
retsplejelovens § 392, stk. 1, nr. 1. Efter
retsplejelovens § 392, stk. 2, kan
Procesbevillingsnævnet dog meddele tilladelse til
kære, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel
karakter. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives
til nævnet inden 2 uger efter, at afgørelsen er
truffet. Procesbevillingsnævnet kan dog
undtagelsesvis give tilladelse til kære, hvis
ansøgning indgives senere, men inden 6 måneder
efter, at afgørelsen er truffet.
Straffelovrådet har under overvejelserne om en
udvidet klageordning inden for straffuldbyrdelsen
drøftet at kombinere adgangen til domstolsprøvelse
med en processuel begrænsning, således at der som
udgangspunkt alene er mulighed for domstolsprøvelse
i én instans, dvs. byretten.
Rådet er opmærksomt på, at en ordning, der som
udgangspunkt alene tillader domstolsprøvelse i én
instans, markerer en fravigelse fra den almindelige
procesordning, idet der efter retsplejelovens regler
om appel normalt er mulighed for at få prøvet
byrettens afgørelse i landsretten. Mange af de
afgørelser, der vil være omfattet af
domstolsprøvelsen, vil imidlertid næppe kunne
karakteriseres som vedrørende spørgsmål af
principiel karakter. Der synes ikke for disse
afgørelser behov for en to-instans behandling.
Med en appelbegrænsning opnås, at domstolene
fastholdes som den myndighed, de indsatte kan klage
til uden for Kriminalforsorgen, samtidig med, at
adgangen til domstolsprøvelse i landsretten og
Højesteret forbeholdes tilfælde, hvor der må antages
at være et særligt behov for domstolsprøvelse i
flere instanser. Til fordel for at kombinere en
udvidet adgang til domstolsprøvelse med en
appelbegrænsning kan også anføres en række
ressourcemæssige hensyn. Som nævnt i afsnit 8.2.
ovenfor bør ressourcemæssige hensyn ikke være
afgørende for udformningen af klageordningen, men
det vil dog være unaturligt i overvejelserne ikke
også at inddrage dette aspekt.
Der er efter en samlet vurdering enighed i rådet
om at anbefale, at der i forslaget om en udvidet
adgang til domstolsprøvelse indsættes bestemmelser,
som indebærer, at afgørelser truffet af byretten
normalt kun kan prøves i landsretten og Højesteret
efter tilladelse fra Procesbevillingsnævnet. Det
gælder, uanset om forslaget om udvidet adgang til
domstolsprøvelse bygger på model 1, 2 eller 3, jf.
herved afsnit 8.2. ovenfor.
Der er endvidere enighed om, at adgangen til
prøvelse i landsretten som udgangspunkt bør
afgrænses til tilfælde, hvor sagen er af principiel
karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler for,
at sagen bør kunne prøves i landsretten, jf. herved
retsplejelovens § 962, stk. 3, 1. pkt., om påanke af
visse domme i straffesager til landsretten. Der er
også enighed om, at prøvelse i Højesteret bør
forbeholdes tilfælde, hvor sagen er af principiel
karakter.
Rådet finder imidlertid, at der må gælde visse
undtagelser for foranstående system, således at
visse afgørelser alligevel kan prøves ved
landsretten uden appelbegrænsning. Rådet er således
opmærksomt på, at afgørelser om genindsættelse efter
prøveløsladelse eller betinget benådning vil være
særligt indgribende for indsatte, der afsoner
længerevarende straffe. Rådet finder derfor, at
hensynet til den indsatte taler for, at sagen bør
kunne prøves i landsretten uden appelbegrænsning, i
tilfælde, hvor den resterende straffetid er 1 år
eller mere.
Som det fremgår af kapitel 4 om prøveløsladelse
af livstidsdømte, er det i dag alene muligt at
løslade fra livstidsstraf ved benådning. Rådet
foreslår, at der indføres mulighed for at
prøveløslade fra livstidsstraf. I forslaget om en
prøveløsladelsesordning indgår også, at der gives
mulighed for domstolsprøvelse af afslag på
prøveløsladelse efter afsoning af 14 år af en
livstidsstraf, idet der ved disse meget langvarige
afsoningsforløb må antages at være et særligt behov
for domstolskontrol. Rådet finder på denne baggrund,
at det stemmer bedst med de hensyn, der ligger bag
den foreslåede ordning om domstolsprøvelse af afslag
på prøveløsladelse fra livstidsstraf, at
livstidsdømte får mulighed for at få prøvet sagen i
landsretten uden begrænsning i appeladgangen.
Rådet foreslår på denne baggrund, at
afgørelser om genindsættelse efter prøveløsladelse
og betinget benådning fra tidsbestemt straf
undtages fra forslaget om appelbegrænsning, således
at disse afgørelser kan indbringes for landsretten
uden tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, når den
resterende straffetid er 1 år eller mere. Også
afgørelser om nægtelse af prøveløsladelse og
genindsættelse efter prøveløsladelse eller betinget
benådning fra straf af fængsel på livstid
foreslås undtaget, således at disse afgørelser kan
prøves i landsretten uden tilladelse fra
Procesbevillingsnævnet. Indbringelse for Højesteret
af de nævnte afgørelser kan kun ske med tilladelse
fra Procesbevillingsnævnet, hvis sagen vedrører
spørgsmål af principiel karakter. Om enkelthederne i
forslaget henvises til §§ 121-125 i rådets
lovudkast.
Kapitel 6 : Udkast til lov om fuldbyrdelse af
straf m.v. med bemærkninger
1. Udkast til lov om fuldbyrdelse af straf m.v.
Afsnit I
Indledende bestemmelser
Kapitel 1
Lovens område og den centrale
myndighed
Lovens område
§ 1. Efter reglerne i denne lov
fuldbyrdes
1) fængselsstraffe,
2) bødestraffe,
3) betingede domme,
4) samfundstjeneste og
5) forvaring.
Den centrale myndighed
§ 2. Justitsministeriet, Direktoratet
for Kriminalforsorgen, varetager den centrale
ledelse og administration af fuldbyrdelsen af de i §
1 nævnte straffe m.v.
Kapitel 2
Almindelige bestemmelser om
fuldbyrdelse af straf
§ 3. Fuldbyrdelse af en straf skal ske
med fornøden hensyntagen såvel til straffens
gennemførelse som til behovet for at hjælpe eller
påvirke den dømte til at leve en kriminalitetsfri
tilværelse.
§ 4. Der må ikke under fuldbyrdelsen af
straf pålægges en person andre begrænsninger i
tilværelsen end sådanne, der er fastsat ved lov
eller er en følge af selve straffen.
Afsnit II
Fængselsstraffe
Kapitel 3
Almindelige bestemmelser
§ 5. Justitsministeren fastsætter regler
om indretningen af institutioner under
Kriminalforsorgen til fuldbyrdelse af fængselsstraf
og om sådanne institutioners opdeling i åbne og
lukkede institutioner.
§ 6. Justitsministeren fastsætter regler
om erstatning til indsatte i Kriminalforsorgens
institutioner for følger af ulykkestilfælde m.v.
§ 7. En person, der er idømt
fængselsstraf, har også før straffuldbyrdelsens
iværksættelse ret til at få nærmere rådgivning hos
Kriminalforsorgen om sine arbejdsmæssige,
uddannelsesmæssige, sociale og personlige forhold i
forbindelse med fuldbyrdelsen.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler
om gennemførelsen af den i stk. 1 nævnte rådgivning.
Kapitel 4
Straffuldbyrdelsens iværksættelse
§ 8. Fuldbyrdelsen af en fængselsstraf
skal iværksættes snarest muligt.
Stk. 2. For dømte, der er på fri fod efter
dommen, iværksættes fuldbyrdelsen, når den dømte
modtages i en institution under Kriminalforsorgen.
Stk. 3. For dømte, der er varetægtsfængslet
efter dommen eller allerede udstår frihedsstraf,
iværksættes fuldbyrdelsen, når Kriminalforsorgen
giver meddelelse til den pågældende herom.
§ 9. Er den dømte ikke varetægtsfængslet
efter endelig dom, indkaldes den pågældende til
fuldbyrdelse af fængselsstraffen. Indkaldelse sker
efter regler fastsat af justitsministeren.
Stk. 2. Søger den dømte om særlig hurtig
påbegyndelse af straffuldbyrdelsen, skal ansøgningen
så vidt muligt imødekommes.
Kapitel 5
Udsættelse og benådning
§ 10. Justitsministeren eller den, der
bemyndiges dertil, kan bestemme, at fuldbyrdelsen af
en fængselsstraf eller en del af denne skal
udsættes, når
1) hensynet til den dømte, herunder dennes
arbejds-, uddannelses-, familie- eller
helbredsmæssige forhold taler herfor, og
2) hensynet til retshåndhævelsen ikke taler imod
udsættelse af straffuldbyrdelsen.
§ 11. Justitsministeren fastsætter
regler om behandlingen af sager om udsættelse af
straffuldbyrdelsen og om den administrative
behandling af sager om benådning. Justitsministeren
kan i forbindelse hermed bestemme, at der kun
tillægges ansøgninger, indgivet inden udløbet af
bestemte frister, opsættende virkning efter § 12.
§ 12. Søger en dømt på fri fod rettidigt
om udsættelse med straffuldbyrdelsen eller om
benådning, skal straffuldbyrdelsen udsættes, indtil
der er truffet afgørelse i sagen.
Stk. 2. Såfremt den dømte tidligere har fået
straffuldbyrdelsen udsat eller har fået afslag på en
ansøgning om udsættelse eller benådning, skal
straffuldbyrdelsen kun udsættes under behandlingen
af den nye ansøgning, når denne indeholder nye
væsentlige oplysninger, hvis rigtighed så vidt
muligt er godtgjort, eller der i øvrigt er særlig
grund til at afvente afgørelsen af den nye
ansøgning.
§ 13. Udsættelse af straffuldbyrdelsen
betinges af, at den dømte ikke begår strafbart
forhold. Udsættelse kan endvidere betinges af, at
den dømte i øvrigt overholder fastsatte vilkår,
herunder undergiver sig tilsyn af Kriminalforsorgen.
Stk. 2. Såfremt den dømte ikke overholder de
vilkår, der er fastsat for tilladelsen til
udsættelse af straffuldbyrdelsen, eller på ny dømmes
for strafbart forhold, kan tilladelsen
tilbagekaldes, således at fuldbyrdelsen af
fængselsstraffen herefter påbegyndes snarest muligt.
Kapitel 6
Beregning af straffetiden
§ 14. Kriminalforsorgen skal ved en
beregning af straffetiden fastlægge
1) tidspunktet for løsladelse efter udståelse af
hele straffen,
2) tidspunktet for eventuel prøveløsladelse efter
udståelse af 2/3 af en tidsbestemt straf, jf.
straffelovens § 38, stk. 1, og
3) tidspunktet for eventuel prøveløsladelse efter
udståelse af 12 år af en straf af fængsel på
livstid, jf. straffelovens § 41, stk. 1.
Stk. 2. Er den dømte varetægtsfængslet efter
endelig dom, anses fuldbyrdelsen af fængselsstraffen
for påbegyndt den dag, dommen er afsagt.
Stk. 3. Er den dømte på fri fod efter
endelig dom, anses fuldbyrdelsen af fængselsstraffen
for påbegyndt, når den dømte modtages eller anholdes
med henblik på straffuldbyrdelsens iværksættelse.
§ 15. Den dømte skal gøres bekendt med
straffetidsberegningen snarest muligt efter, at
fuldbyrdelsen af frihedsstraffen er iværksat.
§ 16. Såfremt straffuldbyrdelsen
afbrydes, eller forudsætningerne for
straffetidsbereg ningen i øvrigt ændres, foretager
Kriminalforsorgen en omberegning af straffetiden.
Den dømte skal snarest muligt gøres bekendt med den
ændrede straffetidsberegning.
§ 17. Skal den dømte afsone flere
fængselsstraffe i forlængelse af hinanden, foretages
straffetidsberegningen som en samlet beregning, der
omfatter alle de pågældende straffe.
§ 18. Ved beregningen af straffetiden
foretages fradrag efter reglerne i straffelovens §
86 for anholdelse, varetægtsfængsling og indlæggelse
til mentalundersøgelse.
Stk. 2. Ved beregningen af straffetiden
foretages endvidere fradrag for anholdelse,
varetægtsfængsling og indlæggelse til
mentalundersøgelse i en anden sag under
straffuldbyrdelsen, såfremt påtale opgives, eller
tiltalte frifindes. Fradrag foretages med et antal
dage svarende til det antal påbegyndte døgn, som
frihedsberøvelsen har varet, med tillæg af 50 pct.
og oprundet til nærmeste hele antal dage. Fradrag
foretages dog kun i de tilfælde, hvor fuldbyrdelsen
af fængselsstraffen afbrydes, jf. § 75.
Stk. 3. Ved beregningen af straffetiden
foretages desuden fradrag, når den indsatte
uforskyldt har været anbragt i forhørscelle,
strafcelle eller sikringscelle eller udelukket fra
fællesskab, jf. § 106, nr. 2 og 3. Fradrag foretages
med et antal dage svarende til 50 pct. af det antal
påbegyndte døgn, indgrebet har varet, og oprundet
til nærmeste hele antal dage.
Stk. 4. I det omfang, der foretages fradrag
efter stk. 2, ydes der ikke erstatning for
frihedsberøvelsen efter retsplejelovens kapitel 93
a. I det omfang, der foretages fradrag efter stk. 3,
ydes der endvidere ikke erstatning for indgreb efter
§ 106, nr. 2 og 3.
§ 19. Justitsministeren fastsætter
regler om straffetidsberegningen.
Kapitel 7
Valg af afsoningsinstitution og
senere overførsel mellem afsoningsinstitutioner
Institutioner m.v.
§ 20. Fængselsstraf fuldbyrdes i fængsel
eller i arresthus.
Stk. 2. Fængselsstraf kan dog efter reglerne
i § 78 om anbringelse i og overførsel til særlig
institution m.v. i særlige tilfælde fuldbyrdes i
Kriminalforsorgens pensioner og i institutioner m.v.
uden for Kriminalforsorgen.
Anbringelse i fængsel eller
arresthus
§ 21. Fængselsstraf fuldbyrdes normalt i
fængsel.
Stk. 2. Kortvarig fængselsstraf kan
fuldbyrdes i arresthus i det omfang, det er nødven
digt af hensyn til den samlede udnyttelse af
pladserne i Kriminalforsorgens institutioner.
Stk. 3. Fængselsstraf kan endvidere
fuldbyrdes i arresthus, hvis
1) det må anses for nødvendigt for at forebygge
overgreb på medindsatte eller personale,
2) der er bestemte grunde til at antage, at den
dømtes farlighed eller kriminalitet gør det
nødvendigt for at forebygge undvigelse,
brandstiftelse eller indsmugling eller handel med
euforiserende stoffer,
3) det må anses for nødvendigt for at beskytte
den dømte mod overgreb, eller
4) den dømte efter de lægelige oplysninger bør
anbringes i Vestre Hospital.
Stk. 4. Fængselsstraf kan i øvrigt kun
fuldbyrdes i arresthus, hvis den dømte selv ønsker
det og
1) har udgang til arbejde, uddannelse eller anden
godkendt aktivitet, eller
2) særlige familiemæssige eller andre personlige
forhold taler for det.
Anbringelse i åbent eller lukket
fængsel
§ 22. Fuldbyrdelse af straf i fængsel
sker normalt i åbent fængsel.
Stk. 2. Fuldbyrdelse af straffen skal dog
ske i lukket fængsel, når straffen er på 5 år eller
mere, eller den dømte efter tidligere afsoning
senest er løsladt fra lukket fængsel eller
arresthus, fordi betingelserne for overførsel til
åbent fængsel ikke var opfyldt. Fuldbyrdelsen af
straffen skal imidlertid også i disse tilfælde ske i
åbent fængsel, hvis dette ikke findes betænkeligt
efter det i øvrigt oplyste om den dømte.
Stk. 3. Fuldbyrdelse af straf i fængsel kan
ske i lukket fængsel, hvis det må anses for
nødvendigt for at forebygge overgreb på medindsatte
eller personale. Det samme gælder, hvis der efter de
i øvrigt foreliggende oplysninger om den dømte og
efter kriminalitetens art er bestemte grunde til at
antage, at den dømte ved anbringelse i åbent fængsel
vil
1) undvige, eller
2) begå strafbart eller groft disciplinært
forhold eller udvise anden adfærd, der er åbenbart
uforenelig med ophold i åbent fængsel.
Stk. 4. Fuldbyrdelse af straf i fængsel kan
endvidere ske i lukket fængsel, hvis
1) det må anses for nødvendigt for at beskytte
den dømte mod overgreb, eller
2) den dømte efter de lægelige oplysninger bør
anbringes i Anstalten ved Herstedvester.
Stk. 5. Fuldbyrdelse af straf i fængsel kan
desuden ske i lukket fængsel, hvis den dømte selv
ønsker det, og særlige familiemæssige eller andre
personlige forhold taler for det.
Valg af afsoningsinstitution
§ 23. Fængselsstraf skal, så vidt det er
praktisk muligt, fuldbyrdes i nærheden af den dømtes
hjemsted. Ved afgørelsen af, i hvilket åbent eller
lukket fængsel eller i hvilket arresthus den dømte
skal anbringes, skal der endvidere tages hensyn til
den dømtes egne ønsker, navnlig vedrørende arbejds-,
uddannelses-, familie- eller helbredsmæssige
forhold.
Stk. 2. Reglerne i stk. 1, 1. pkt., kan
fraviges
1) ved kortvarig fængselsstraf,
2) af hensyn til den samlede udnyttelse
af pladserne i Kriminalforsorgens
institutioner,
3) af hensyn til muligheden for at beskytte den
dømte mod overgreb,
4) af hensyn til muligheden for at yde
den dømte pædagogisk, lægelig eller anden
særlig bistand,
5) af hensyn til muligheden for at
forebygge overgreb på medindsatte eller
personale eller
6) af hensyn til muligheden for at forhindre, at
den indsatte undviger.
Overførsel af indsatte fra lukket
til åbent fængsel
§ 24. En indsat i et lukket fængsel skal
overføres til åbent fængsel, når
1) betingelserne i § 22, stk. 3, 4 og 5,
og § 25, stk. 2, 3 og 5, ikke længere er
opfyldt, eller
2) overførsel til åbent fængsel i øvrigt ikke
anses for betænkelig.
Stk. 2. Overførsel til åbent fængsel kan
undlades, hvis den resterende straffetid er ganske
kort.
Overførsel af indsatte fra åbent
til lukket fængsel
§ 25. En indsat i et åbent fængsel kan
overføres til lukket fængsel, når
1) den pågældende er undveget eller har forsøgt
herpå,
2) den pågældende er fundet i besiddelse
af en ikke ubetydelig mængde af
euforiserende stoffer,
3) der er bestemte grunde til at antage,
at den pågældende har indsmuglet eller
handlet med euforiserende stoffer, eller
4) der er bestemte grunde til at antage,
at den pågældende har udøvet overgreb på
medindsatte eller personale.
Stk. 2. En indsat i et åbent fængsel kan
endvidere overføres til lukket fængsel, hvis det må
anses for nødvendigt for at forebygge overgreb på
medindsatte eller personale. Det samme gælder, når
der efter de nu foreliggende oplysninger er en
særlig bestyrket mistanke om, at den indsatte ved
fortsat ophold i åbent fængsel vil
1) undvige eller
2) begå grovere strafbart eller groft
disciplinært forhold eller udvise anden
adfærd, der er åbenbart uforenelig med
fortsat ophold i åbent fængsel.
Stk. 3. En indsat i åbent fængsel kan også
overføres til lukket fængsel, hvis
1) det må anses for nødvendigt for at beskytte
den pågældende mod overgreb, eller
2) den pågældende efter de lægelige
oplysninger bør overføres til Anstalten ved
Herstedvester.
Stk. 4. Under behandlingen af spørgsmålet om
overførsel til lukket fængsel kan den indsatte
midlertidigt anbringes i arresthus, når der er grund
til at antage, at betingelserne for overførsel er
opfyldt. Såfremt den indsatte samtykker heri, kan
anbringelsen i stedet ske i lukket fængsel. Vedrører
spørgsmålet overførsel efter stk. 3 til Anstalten
ved Herstedvester, kan den midlertidige anbringelse
altid ske i denne institution.
Stk. 5. En indsat i åbent fængsel kan
desuden efter eget ønske overføres til lukket
fængsel, hvis særlige familiemæssige eller andre
personlige forhold taler for det.
Overførsel af indsatte mellem
ensartede afsoningsinstitutioner
§ 26. En indsat kan overføres mellem
åbne fængsler, mellem lukkede fængsler eller mellem
arresthuse
1) af hensyn til den samlede udnyttelse
af pladserne i Kriminalforsorgens
institutioner,
2) af hensyn til muligheden for at
beskytte den indsatte mod overgreb,
3) af hensyn til muligheden for at yde
den indsatte pædagogisk, lægelig eller anden
særlig bistand,
4) af hensyn til muligheden for at
forebygge overgreb på medindsatte eller
personale,
5) hvis den indsatte har udøvet overgreb
på medindsatte eller personale,
6) hvis der er bestemte grunde til at
antage, at den indsattes faglighed eller
kriminalitet gør det nødvendigt for at
forebygge undvigelse, brandstiftelse eller
handel med euforiserende stoffer, eller
7) hvis den indsatte selv ønsker det, og
særlige familiemæssige eller andre
personlige forhold taler for det.
Overførsel af indsatte fra
arresthus til fængsel
§ 27. En indsat i et arresthus skal
overføres til fængsel, når betingelserne i § 21,
stk. 3 og 4, og § 28, stk. 1 og 3, ikke længere er
opfyldt. Overførsel kan dog undlades, hvis
reststraffen er kortvarig.
Stk. 2. En indsat i et arresthus kan
endvidere overføres til fængsel
1) af hensyn til den samlede udnyttelse
af pladserne i Kriminalforsorgens
institutioner eller
2) af hensyn til muligheden for at yde
den indsatte pædagogisk, lægelig eller anden
særlig bistand.
Stk. 3. Afgørelsen af, om en overførsel
efter stk. 1 eller 2 skal ske til åbent eller lukket
fængsel, træffes efter bestemmelserne i § 22, jf. §§
24 og 25.
Overførsel af indsatte fra fængsel
til arresthus
§ 28. En indsat i et fængsel kan
overføres til arresthus, hvis
1) det må anses for nødvendigt for at
forebygge overgreb på medindsatte eller
personale,
2) der er bestemte grunde til at antage,
at den indsatte vil undvige, forvolde brand
eller indsmugle eller handle med
euforiserende stoffer, og det må anses for
nødvendigt for at forhindre den indsatte i
at begå forhold af denne karakter,
3) det må anses for nødvendigt for at
beskytte den indsatte mod overgreb, eller
4) den indsatte efter de lægelige
oplysninger bør overføres til Vestre
Hospital.
Stk. 2. En indsat i et åbent fængsel kan
endvidere for et bestemt tidsrum af højst 8 uger
overføres til et arresthus, såfremt denne overførsel
træder i stedet for en overførsel til lukket fængsel
efter § 25, stk. 1 eller 2.
Stk. 3. En indsat i et fængsel kan desuden
overføres til arresthus, hvis den indsatte selv
ønsker det og
1) har udgang til arbejde, uddannelse eller anden
godkendt aktivitet, eller
2) særlige familiemæssige eller andre personlige
forhold taler for det.
Valg af ny afsoningsinstitution
§ 29. Ved afgørelse om overførsel efter
§§ 24-28 finder bestemmelserne i § 23 tilsvarende
anvendelse.
Administrative bestemmelser
§ 30. Justitsministeren fastsætter
regler om anbringelse og overførsel efter §§ 21-29.
Kapitel 8
Indsattes rettigheder og pligter
under opholdet i afsoningsinstitutionen
Vejledning og planlægning
§ 31. En indsat skal snarest efter at
være anbragt i institutionen vejledes af denne om
sine rettigheder, pligter og øvrige forhold under
straffuldbyrdelsen.
Stk. 2. Institutionen skal endvidere i
samarbejde med den indsatte snarest efter
indsættelsen udarbejde en plan for strafudståelsen
og tiden efter løsladelsen. Denne plan skal jævnligt
sammenholdes med den indsattes forhold under
strafudståelsen og om nødven digt søges tilpasset
ændringer i disse forhold.
Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte
regler, hvorved bestemmelsen i stk. 2 kan begrænses
i forhold til indsatte, der alene skal udstå en
kortvarig straf.
Anvisninger
§ 32. En indsat skal efterkomme de
anvisninger, som gives af institutionens personale i
forbindelse med varetagelsen af institutionens
opgaver.
Fællesskab
§ 33. En indsat skal så vidt muligt have
adgang til fællesskab med andre indsatte.
Stk. 2. Såfremt den indsatte selv ønsker
det, og forholdene tillader det, fuldbyrdes
fængselsstraf uden eller med begrænset fællesskab.
Stk. 3. Såfremt den indsatte selv ønsker
det, og forholdene tillader det, fuldbyrdes
fængselsstraf uden fællesskab med indsatte af modsat
køn, bortset fra fællesskab i arbejdstiden.
Stk. 4. I øvrigt kan fængselsstraf kun
fuldbyrdes uden fællesskab efter reglerne i §§ 63-
64.
Stk. 5. Justitsministeren fastsætter regler
om gennemførelse af fællesskab efter stk. 1,
herunder om adgangen til at låse de indsatte inde,
og om de indsattes adgang til at kunne aflåse eget
opholdsrum.
Medindflydelse
§ 34. De indsatte skal have mulighed for
at øve indflydelse på deres tilværelse i
institutionen gennem valgte talsmænd.
Stk. 2. På hver afdeling eller for bestemte
grupper af indsatte vælges en talsmand. Alle
indsatte kan vælges som talsmand. Alle de indsatte
eller talsmændene har ret til at vælge en fælles
talsmand. Valg af talsmænd og fælles talsmand
foregår ved skriftlig, hemmelig afstemning, der
kontrolleres af institutionen og repræsentanter for
de indsatte i fællesskab.
Stk. 3. De indsatte har ikke ret til at
deltage i drøftelser vedrørende sager om
enkeltpersoner eller sager, der vedrører
institutionens sikkerhed.
Stk. 4. Justitsministeren fastsætter regler
om gennemførelsen af de indsattes medindflydelse.
Deltagelse i gudstjenester m.v.
§ 35. En indsat har ret til at deltage i
gudstjenester, der afholdes i institutionen. Såfremt
ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn gør det
påkrævet, kan institutionens le der eller den, der
bemyndiges hertil, dog nægte en indsat adgang til at
deltage i gudstjenester.
Stk. 2. En indsat har ret til samtale med en
præst eller lignende fra sit trossamfund.
Egne penge og genstande
§ 36. En indsat har ret til at medtage,
besidde og råde over egne genstande i institutionen,
medmindre dette er uforeneligt med ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler
om begrænsninger i indsattes ret til at medtage,
besidde og råde over egne genstande i institutionen.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter regler
om indsattes adgang til at medtage, besidde og råde
over egne penge i institutionen.
Udgivelse af blad
§ 37. De indsatte i institutionen har
ret til at udgive blade.
Stk. 2. Fængslet yder støtte til udgivelse
af ét blad.
Stk. 3. Institutionens leder har adgang til
på forhånd at gennemlæse de indsattes blade. Lederen
kan forbyde offentliggørelsen af bestemte artikler,
såfremt sikkerhedsmæssige hensyn gør det påkrævet,
eller indholdet groft forulemper enkeltpersoner.
Stk. 4. Justitsministeren fastsætter regler
til gennemførelse af bestemmelserne i stk. 2 og 3,
herunder om fastsættelse af vilkår for støtte til
udgivelsen og om mulighed for inddragelse af denne
støtte, såfremt de fastsatte vilkår ikke overholdes.
Arbejde og uddannelse m.v.
§ 38. En indsat har ret og pligt til at
være beskæftiget ved deltagelse i arbejde,
uddannelse eller anden godkendt aktivitet.
Stk. 2. Justitsministeren kan, hvor
praktiske eller andre særlige hensyn gør det
nødvendigt, fastsætte regler, hvorefter bestemmelsen
i stk. 1 fraviges for bestemte institutioner eller
bestemte grupper af indsatte. Indsatte skal dog så
vidt muligt tilbydes beskæftigelse.
§ 39. Valget af beskæftigelse træffes i
hvert enkelt tilfælde på grundlag af en samlet
vurdering af den indsattes forhold.
Stk. 2. Ved afgørelser efter stk. 1 skal der
så vidt muligt tages hensyn til den indsattes eget
ønske og til den indsattes muligheder for at opnå
arbejde eller uddannelse uden for fængslet. Den
indsatte skal vejledes om mulighederne for ved
undervisning eller anden uddannelse at afhjælpe
manglende skolekundskaber eller mangel på
erhvervsmæssig eller anden uddannelse.
§ 40. Institutionens arbejdspladser skal
være indrettet således, at arbejdsforholdene for de
indsatte er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt
forsvarlige.
§ 41. Justitsministeren fastsætter
regler om de indsattes beskæftigelse, herunder om at
beskæftigelsespligten skal tilrettelægges under
hensyn til de indsattes religiøse tilhørsforhold.
§ 42. En indsat skal have udbetalt
vederlag for sin beskæftigelse. Vederlag skal også
udbetales til indsatte, der ikke kan tilbydes
beskæftigelse, eller som er uden beskæftigelse efter
§ 38, stk. 2. Det samme gælder indsatte, der på
grund af sygdom er fraværende fra beskæftigelse.
Stk. 2. Andre indsatte skal alene have
dækket deres personlige fornødenheder, jf. dog stk.
3 og § 110, stk. 1.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter regler
om ydelser efter stk. 1 og 2 og kan i den
forbindelse fastsætte regler om, at andre indsatte,
der er fraværende fra beskæftigelse, skal have
udbetalt vederlag for beskæftigelse.
Fritiden
§ 43. En indsat skal i videst muligt
omfang selv varetage praktiske opgaver vedrørende
sine personlige forhold, herunder madlavning og
rengøring.
Stk. 2. Institutionen skal tilbyde de
indsatte aktiviteter i fritiden.
Stk. 3. En indsat har ret til dagligt at
tilbringe mindst én time i fri luft, medmindre dette
vil være uforeneligt med institutionens varetagelse
af sikkerhedsmæssige hensyn, eller den indsatte er
anbragt i sikringscelle i medfør af § 66.
Forsorgsmæssig bistand
§ 44. Institutionen skal vejlede og
bistå en indsat med hensyn til den pågældendes
arbejdsmæssige, uddannelsesmæssige, sociale og
personlige forhold med henblik på
1) at forbedre den pågældendes muligheder
for at leve en kriminalitetsfri tilværelse
og
2) at begrænse de ulemper, som følger af
frihedsberøvelsen.
Stk. 2. Institutionen skal i forbindelse med
sin virksomhed efter stk. 1 formidle kontakt til
personer, institutioner og myndigheder, der efter
anden lovgivning kan yde bistand.
Sundhedsmæssig bistand
§ 45. En indsat har ret til
lægebehandling og anden sundhedsmæssig bistand.
Stk. 2. Justitsministeren kan efter
forhandling med sundhedsministeren fastsætte regler
om tvangsbehandling i Anstalten ved Herstedvester af
indsatte, der opfylder betingel serne for
tvangstilbageholdelse i loven om frihedsberøvelse og
anden tvang i psykiatrien, og som ikke kan overføres
til en almindelig psykiatrisk afdeling.
Stk. 3. Behandlingen skal ske i
overensstemmelse med reglerne i den i stk. 2 nævnte
lov, herunder også for så vidt angår adgang til at
klage over anstaltens beslutning om tvangsbehandling
til patientklagenævnet. Patientrådgiver beskikkes
dog kun, hvis den pågældende ikke i forvejen har en
bistandsværge efter straffelovens § 71.
Stk. 4. Justitsministeren fastsætter regler
om sundhedsmæssig bistand til indsatte.
Kapitel 9
Indsattes kontakt til samfundet
uden for institutionen
Udgang
§ 46. En indsat kan få tilladelse til
udgang, når
1) udgangsformålet er rimeligt begrundet
i uddannelsesmæssige, arbejdsmæssige,
behandlingsmæssige, familiemæssige eller
andre personlige hensyn,
2) der ikke er bestemte grunde til at
antage, at den indsatte i forbindelse med
udgang vil begå ny kriminalitet, unddrage
sig fortsat straffuldbyrdelse eller på anden
måde misbruge udgangstilladelsen, og
3) hensynet til retshåndhævelsen ikke i
øvrigt taler imod udgangstilladelsen.
Stk. 2. Ved vurderingen af risikoen for
misbrug af udgangstilladelsen skal det tillægges
særlig vægt, hvis den indsatte
1) er dømt for farlig kriminalitet og
ikke har været løsladt i tiden mellem dom og
strafudståelse,
2) under strafudståelsen er undveget
eller har forsøgt herpå,
3) under strafudståelsen er udeblevet fra
en tidligere udgang eller i øvrigt har
misbrugt en tilladelse til udgang, eller
4) under en tidligere strafudståelse har
foretaget handlinger som nævnt i nr. 2 og 3,
uden at betingelserne for uledsaget udgang
senere blev fundet opfyldt.
§ 47. Tilladelse til udgang gives for et
bestemt tidsrum, der medregnes til straffetiden.
§ 48. Tilladelse til udgang betinges af,
at den indsatte under udgangen ikke begår strafbart
forhold eller i øvrigt misbruger udgangstilladelsen.
Stk. 2. Tilladelsen kan endvidere betinges
af andre vilkår, som findes formålstjenlige for at
undgå misbrug, herunder at den indsatte under
udgangen
1) ledsages af personale fra institutionen,
2) overnatter i arresthus, fængsel eller en af
Kriminalforsorgens pensioner,
3) med mellemrum giver møde hos
Kriminalforsorgen eller hos politiet eller
undergiver sig lignende
kontrolforanstaltninger og
4) undergiver sig vilkår som nævnt i
straffelovens § 57.
§ 49. En tilladelse til udgang kan
tilbagekaldes, eller vilkårene for tilladelsen
ændres, såfremt
1) den indsatte udebliver fra udgang
eller i øvrigt ikke overholder de vilkår,
der er fastsat for udgangstilladelsen i
medfør af § 48, eller på ny dømmes for
strafbart forhold, eller
2) nye oplysninger om den indsattes
forhold giver bestemte grunde til at antage,
at den indsatte vil misbruge den meddelte
udgangstilladelse.
§ 50. Justitsministeren fastsætter
regler om tilladelse til udgang. Det kan i
forbindelse med sådanne regler bestemmes, at
tilladelse til udgang først kan gives efter ophold i
et bestemt tidsrum i institutionen og efter
udståelse af en bestemt del af straffen. Det kan
endvidere bestemmes, at den indsatte efter
udgangsmisbrug er afskåret fra i et bestemt tidsrum
at forlange en afgørelse af spørgsmålet om
tilladelse til udgang.
Besøg m.v.
§ 51. En indsat har ret til mindst ét
ugentligt besøg, der skal være af mindst én times
varighed og så vidt muligt af to timers varighed.
Der kan i den enkelte institution gives tilladelse
til besøg i videre omfang end nævnt i 1. pkt.
Stk. 2. En indsat har endvidere til enhver
tid ret til at modtage besøg af den advokat, der er
beskikket for eller valgt af den pågældende som
forsvarer i den straffesag, der har ført til
indsættelse i institutionen, eller i en verserende
straffesag. Det samme gælder besøg i øvrigt af
advokater, der efter retsplejelovens § 733 er
antaget af justitsministeren til at beskikkes som
offentlige forsvarere.
Stk. 3. En udenlandsk indsat har til enhver
tid ret til samtale med hjemlandets diplomatiske
eller konsulære repræsentanter.
§ 52. Institutionen kan bestemme, at de
besøgende skal indhente forudgående tilladelse fra
institutionen til at besøge den indsatte. Det kan
gøres til et vilkår for en besøgstilladelse, at den
besøgende lader sin yderbeklædning og medbragte
effekter undersøge.
§ 53. Justitsministeren fastsætter
regler om gennemførelsen af de indsattes ret til
besøg. Justitsministeren fastsætter endvidere regler
om begrænsninger i denne ret ud fra ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn, herunder om adgang for
institutionens leder eller den, der bemyndiges
dertil, til at træffe bestemmelse om forbud mod
besøg af bestemte personer og om gennemførelse af
besøg under overværelse af personale i
institutionen. Besøg af advokat, jf. § 51, stk. 2,
skal dog altid være uoverværet.
Stk. 2. Institutionens leder fastsætter i
øvrigt regler om besøgenes afvikling.
§ 54. En indsat har ret til at have sit
barn under 3 år hos sig i institutionen, hvis den
indsatte selv er i stand til at passe barnet.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler
om gennemførelse af denne ret.
Brevveksling
§ 55. En indsat har ret til
brevveksling.
Stk. 2. Institutionen kan åbne og lukke
breve til og fra den indsatte. Det sker i den
indsattes påsyn bortset fra de tilfælde, der er
omfattet af stk. 3.
Stk. 3. Gennemlæsning af breve til og fra
den indsatte kan alene ske, hvis dette af
institutionen skønnes påkrævet af ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn eller for at beskytte den
forurettede ved lovovertrædelsen.
Stk. 4. I tilfælde, hvor gennemlæsning har
fundet sted, kan et brev efter bestemmelse af
institutionens leder eller den, der bemyndiges
dertil, tilbageholdes, hvis det af ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til
beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen
ikke bør afsendes.
Stk. 5. Et tilsendt brev, der af grunde som
nævnt i stk. 4 ikke bør udleveres, skal
tilbagesendes. Et tilsendt brev kan dog
tilbageholdes, hvis det af sikkerhedsmæssige hensyn
anses for påkrævet.
Stk. 6. Afsenderen skal gøres bekendt med
tilbageholdelsen af brevet. Orientering af
afsenderen kan dog undlades i indtil 4 uger i det
omfang, formålet med tilbageholdelsen ellers ville
forspildes.
Stk. 7. Justitsministeren fastsætter regler
om gennemførelsen af de indsattes ret til
brevveksling.
§ 56. En indsat har ret til
ukontrolleret brevveksling med justitsministeren,
direktøren for Kriminalforsorgen, domstolene,
herunder Den Særlige Klageret,
Procesbevillingsnævnet, anklagemyndigheden og
politiet, Folketingets Ombudsmand, medlemmer af
Folketinget, Den Europæiske
Menneskerettighedskommission og Domstol, Den
Europæiske Torturkomité, FN's
Menneskerettighedskommission, FN's Torturkomité og
den advokat, der har været beskikket for eller valgt
af den pågældende som forsvarer i den straffesag,
der har ført til indsættelse i institutionen, eller
i en verserende straffesag. Det samme gælder
brevveksling i øvrigt med advokater, der i medfør af
retsplejelovens § 733 er antaget af
justitsministeren til at beskikkes som offentlige
forsvarere.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler
om ukontrolleret brevveksling, herunder om kontrol
af afsenderens identitet. Justitsministeren kan
endvidere fastsætte regler om adgang til
ukontrolleret brevveksling med andre enkeltpersoner
eller danske eller udenlandske offentlige
myndigheder.
Telefonsamtaler
§ 57. En indsat har i det omfang, det er
praktisk muligt, ret til at føre telefonsamtaler.
Stk. 2. Adgangen til at føre telefonsamtaler
kan nægtes, hvis dette findes nødvendigt af ordens-
eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til
beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen.
Stk. 3. I lukkede institutioner påhøres
eller aflyttes telefonsamtalen af personale i
institutionen, medmindre dette ikke findes
nødvendigt af de i stk. 2 nævnte grunde. Såfremt
telefonsamtalen påhøres eller aflyttes, skal
samtaleparterne forinden gøres bekendt hermed.
Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte
regler om gennemførelsen af de indsattes ret til at
føre telefonsamtaler.
Aviser, bøger m.v.
§ 58. En indsat skal have mulighed for
at holde sig orienteret ved avislæsning og gennem
radio- og fjernsynsudsendelser m.v.
Stk. 2. En indsat har ret til at låne bøger
og tidsskrifter gennem det offentlige
biblioteksvæsen.
Stk. 3. Udenlandske indsatte bør så vidt
muligt have adgang til aviser, tidsskrifter, bøger
m.v. på deres eget sprog.
Kontakt til medierne
§ 59. En indsat har ret til i
institutionen at udtale sig og i den forbindelse at
lade sig fotografere til medierne.
Stk. 2. Denne ret kan dog begrænses af
ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, for at
beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen eller
for i øvrigt at modvirke en åbenbar krænkelse af
retsfølelsen.
Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte
regler om gennemførelsen af de indsattes ret efter
stk. 1.
Kapitel 10
Indgreb over for den indsatte
Undersøgelse af den indsattes
person og opholdsrum
§ 60. Institutionen kan undersøge,
hvilke effekter en indsat har i sin besiddelse i sit
opholdsrum eller på sin person, hvis en sådan
undersøgelse er nødvendig for at sikre, at
ordensbestemmelser overholdes, eller
sikkerhedshensyn iagttages, herunder
1) når den indsatte indsættes i institutionen,
2) hvis den indsatte mistænkes for uretmæssig
besiddelse af effekter,
3) før og efter besøg, eller
4) før og efter fravær fra institutionen eller
opholdsafdelingen.
Stk. 2. Endvidere kan institutionens leder
eller den, der bemyndiges hertil, af ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn træffe bestemmelse om en
nærmere undersøgelse af den indsattes person, hvis
der er bestemte grunde til at antage, at den
indsatte er i uretmæssig besiddelse af effekter.
Stk. 3. Undersøgelse må dog ikke
gennemføres, hvis det efter indgrebets formål og den
krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at
forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.
Stk. 4. Undersøgelse skal foretages så
skånsomt, som omstændighederne tillader.
Undersøgelse, der indebærer afklædning, må så vidt
muligt kun foretages og overværes af personer af
samme køn som den indsatte eller af
sundhedspersonale. En undersøgelse som nævnt i stk.
2 må endvidere kun foretages under medvirken af en
læge. Lægen tager stilling til, om indgrebets
gennemførelse under hensyn til den hermed forbundne
smerte og risiko samt den indsattes tilstand er
lægeligt forsvarligt.
Stk. 5. Institutionens leder eller den, der
bemyndiges dertil, kan træffe bestemmelse om
tilbageholdelse af effekter, der findes i den
indsattes besiddelse, hvis det skønnes påkrævet af
ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn.
Stk. 6. Endvidere kan institutionen
gennemlæse og institutionens leder eller den, der
bemyndiges dertil, træffe bestemmelse om
tilbageholdelse af breve og andre optegnelser, som
findes i den indsattes besiddelse, hvis det skønnes
påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn.
§ 56 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 7. Justitsministeren fastsætter regler
om gennemførelsen af undersøgelser af den indsattes
person og opholdsrum.
Fotografering og optagelse af
fingeraftryk
§ 61. Institutionen har ret til at
fotografere og optage fingeraftryk af den indsatte
med henblik på senere identifikation.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte
regler om gennemførelsen af fotografering og
optagelse af fingeraftryk efter stk. 1, herunder om
opbevaring og destruktion.
Magtanvendelse
§ 62. Institutionen kan anvende magt
over for en indsat, hvis det er nødvendigt
1) for at afværge truende vold, overvinde
voldsom modstand eller for at hindre
selvmord eller anden selvbeskadigelse,
2) for at hindre undvigelse eller standse
undvegne, eller
3) for at gennemtvinge en påbudt
foranstaltning, når øjeblikkelig
gennemførelse af denne er nødvendig, og den
indsatte afviser eller undlader at følge
personalets anvisninger herom.
Stk. 2. Magtanvendelse kan ske ved greb,
skub, stav og tåregas.
Stk. 3. Magtanvendelse må ikke gennemføres,
såfremt det efter indgrebets formål og den krænkelse
og det ubehag, som indgrebet må antages at forvolde,
ville være et uforholdsmæssigt indgreb.
Stk. 4. Magtanvendelse skal foretages så
skånsomt, som omstændighederne tillader. Der skal
gennemføres lægetilsyn efter magtanvendelse,
medmindre det findes åbenbart unødvendigt. Læge skal
altid tilkaldes, hvis den indsatte anmoder herom.
Stk. 5. Justitsministeren fastsætter regler
om anvendelse af magt over for indsatte.
Udelukkelse fra fællesskab
§ 63. Institutionens leder eller den,
der bemyndiges dertil, kan udelukke en indsat fra
fællesskab med andre indsatte, hvis det er
nødvendigt
1) for at forebygge undvigelse, strafbar
virksomhed eller voldsom adfærd,
2) for at gennemføre foranstaltninger,
der er nødvendige af sikkerhedshensyn eller
påkrævet for at gennemføre en almindelig
sundhedskontrol eller forebygge smittefare,
eller
3) fordi den indsatte udviser en grov
eller oftere gentagen utilladelig adfærd,
som er åbenbart uforenelig med fortsat
ophold i fællesskab med andre indsatte.
Stk. 2. Såfremt der er grund til at antage,
at betingelserne i stk. 1 for udelukkelse fra
fællesskab er opfyldt, kan institutionen
midlertidigt udelukke den indsatte fra fællesskab
med andre indsatte, mens spørgsmålet om udelukkelse
behandles. Er der grund til at antage, at
betingelserne i § 25 for overførsel til lukket
fængsel eller i § 26 for overførsel mellem ensartede
lukkede afsoningsinstitutioner eller i § 28 for
overførsel til arresthus er opfyldt, kan
institutionen også midlertidigt udelukke den
indsatte fra fællesskab med andre indsatte, mens
spørgsmålet om overførsel behandles.
Stk. 3. En indsat, der udelukkes fra
fællesskab, isoleres i opholdsrum på særlig afdeling
eller i eget opholdsrum.
Stk. 4. Hvis en indsat afsoner straf for
grov kriminalitet under anvendelse af våben eller
andre personfarlige metoder og under fuldbyrdelsen
af straffen eller under forudgående
varetægtsfængsling er undveget eller har forsøgt at
undvige ved anvendelse af våben eller andre
personfarlige metoder, kan det bestemmes, at
isolation skal gennemføres på skift i særligt
sikrede afsnit og opholdsrum i forskellige lukkede
fængsler og arresthuse, såfremt der er en særlig
bestyrket mistanke om, at den indsatte på ny vil
forsøge at undvige.
Stk. 5. Udelukkelse fra fællesskab må ikke
foretages, hvis udelukkelsen efter indgrebets formål
og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må
antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt
indgreb.
Stk. 6. Udelukkelse fra fællesskab skal
gennemføres så skånsomt, som omstændighederne
tillader.
Stk. 7. Udelukkelse fra fællesskab skal
straks bringes til ophør, når betingelserne herfor
ikke længere er opfyldt. Institutionen skal mindst
én gang om ugen overveje spørgsmålet om helt eller
delvis at bringe udelukkelsen fra fællesskab til
ophør.
Stk. 8. Justitsministeren fastsætter regler
om udelukkelse af indsatte fra fællesskab med andre
indsatte.
§ 64. Bestemmelserne i § 63 omfatter
ikke institutionens afgørelse om
1) at en indsat kortvarigt af ordens-
eller sikkerhedsmæssige grunde skal opholde
sig i eget opholdsrum eller i særlig
observationscelle, eller
2) at en indsat, der nægter at være
beskæftiget med en af institutionen godkendt
aktivitet, skal opholde sig i eget
opholdsrum eller på andet anvist opholdssted
i arbejdstiden.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler
om indsattes ophold efter stk. 1, herunder om
godkendelse og anvendelse af observationsceller.
Sikringsmidler
Håndjern
§ 65. Håndjern kan anvendes, hvis det er
nødvendigt
1) for at afværge truende vold eller overvinde
voldsom modstand,
2) for at hindre selvmord eller anden
selvbeskadigelse, eller
3) for at hindre undvigelse.
Stk. 2. Håndjern må dog ikke anvendes,
såfremt det efter indgrebets formål og den krænkelse
og det ubehag, som indgrebet må antages at forvolde,
ville være et uforholdsmæssigt indgreb.
Stk. 3. Håndjern skal anvendes så skånsomt,
som omstændighederne tillader.
Stk. 4. Justitsministeren fastsætter regler
om anvendelsen af håndjern, herunder om lægetilsyn
og andet tilsyn.
Sikringscelle
§ 66. Efter bestemmelse af
institutionens leder eller den, der bemyndiges
dertil, kan en indsat anbringes i sikringscelle og
herunder tvangsfikseres ved anvendelse af bælte,
hånd- og fodremme samt handsker, hvis det er
nødvendigt
1) for at afværge truende vold eller overvinde
voldsom modstand, eller
2) for at hindre selvmord eller anden
selvbeskadigelse.
Stk. 2. Anbringelse i sikringscelle og
tvangsfiksering må dog ikke foretages, såfremt det
efter indgrebets formål og den krænkelse og det
ubehag, som indgrebet må antages at forvolde, ville
være et uforholdsmæssigt indgreb.
Stk. 3. Anbringelse i sikringscelle og
tvangsfiksering skal foretages så skånsomt, som
omstændighederne tillader.
Stk. 4. Ved tvangsfiksering af en indsat i
sikringscelle skal institutionen straks anmode en
læge om at foretage tilsyn med den indsatte. Lægen
skal tilse den pågældende, medmindre lægen skønner
sådant tilsyn åbenbart unødvendigt.
Stk. 5. Justitsministeren fastsætter regler
om godkendelse af sikringsceller og om anvendelsen
af sikringsceller og tvangsfiksering, herunder om
lægetilsyn og andet tilsyn.
Kapitel 11
Disciplinærstraf, konfiskation og
modregning af erstatningsbeløb
Disciplinærstraf
§ 67. En indsat kan af institutionens
leder eller den, der bemyndiges dertil, ikendes
disciplinærstraf
1) ved overtrædelse af § 32,
2) ved udeblivelse, undvigelse eller forsøg
herpå,
3) ved tilsidesættelse af beskæftigelsespligten
efter § 38, stk. 1,
4) ved overtrædelse af
straffelovgivningen, når overtrædelsen
tillige indebærer en selvstændig krænkelse
af orden eller sikkerhed i institutionen,
5) ved overtrædelse af regler, fastsat af
justitsministeren, når det i reglerne er
bestemt, at overtrædelse kan medføre
disciplinærstraf, og
6) ved overtrædelse af regler, fastsat af
institutionens leder, når det i reglerne er
bestemt, at overtrædelse kan medføre
disciplinærstraf.
§ 68. Som disciplinærstraf kan anvendes
advarsel, bøde og strafcelle.
Stk. 2. Strafcelle kan dog kun anvendes for
følgende forhold eller forsøg herpå:
1) udeblivelse eller undvigelse,
2) indsmugling, besiddelse eller
indtagelse af alkohol, euforiserende stoffer
eller andre stoffer, der er forbudt efter
den almindelige lovgivning,
3) indsmugling eller besiddelse af våben og andre
personfarlige genstande,
4) vold eller trusler om vold mod medindsatte
eller personale,
5) groft hærværk og
6) andre grove eller oftere gentagne forseelser.
Stk. 3. Disciplinærstraf i form af bøde og
strafcelle kan ikendes i forening.
Stk. 4. Fuldbyrdelsen af disciplinærstraf
kan helt eller delvis undlades på betingelse af, at
den indsatte i en bestemt periode ikke begår
strafbart forhold eller en ny disciplinærforseelse.
§ 69. Ved ikendelse af bøde som
disciplinærstraf fastsættes bødens størrelse under
hensyn til overtrædelsens art og omfang. Bøden kan
dog højst udgøre et beløb svarende til det
almindelige vederlag, der udbetales indsatte for en
uges beskæftigelse, med fradrag af den del af
vederlaget, som er beregnet til dækning af
personlige fornødenheder.
Stk. 2. En ikendt bøde kan modregnes i den
indsattes vederlag for beskæftigelse efter § 42,
stk. 1. Den indsatte skal dog mindst have udbetalt
en ydelse til dækning af personlige fornødenheder.
§ 70. Ved ikendelse af strafcelle som
disciplinærstraf fastsættes varigheden under hensyn
til overtrædelsens art og omfang til et tidsrum af
højst 4 uger.
Stk. 2. En indsat, der er ikendt strafcelle,
anbringes i særlig afdeling eller eget opholdsrum og
er udelukket fra fællesskab i institutionen.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter regler
om udståelse af strafcelle.
Forhørscelle
§ 71. Hvis der er begrundet mistanke om,
at en indsat har overtrådt bestemmelser, der må
antages at medføre strafcelle som disciplinærstraf,
kan den indsatte anbringes i forhørscelle, hvis det
er nødvendigt af hensyn til gennemførelsen af
undersøgelser i disciplinærsagen.
Stk. 2. Anbringelse i forhørscelle må ikke
udstrækkes i længere tid, end undersøgelsen
nødvendiggør, og kan højst vare i 5 dage.
Stk. 3. Den tid, som en indsat har været
anbragt i forhørscelle, fradrages i udståelsen af
strafcelle.
Stk. 4. Anbringelse i forhørscelle sker
efter samme regler som udståelse af strafcelle.
§ 72. Justitsministeren fastsætter
regler om behandlingen af disciplinærsager.
Konfiskation
§ 73. Institutionen kan træffe
bestemmelse om konfiskation af penge og genstande,
der findes på institutionens område, hvis det ikke
kan fastslås, hvem de tilhører.
Stk. 2. Konfiskation kan endvidere ske, når
penge og genstande er ulovligt indført, erhvervet
eller tilvirket i institutionen. Det gælder dog
ikke, hvis de tilhører nogen, der ikke er ansvarlig
for det ulovlige forhold.
Stk. 3. Konfiskation kan desuden ske, når
penge og genstande søges indsmuglet til indsatte.
Det gælder dog ikke, hvis de tilhører tredjemand,
der ikke er ansvarlig for det ulovlige forhold. Det
gælder heller ikke, hvis de tilhører den indsatte,
og den indsatte godtgør ikke at have haft kendskab
til det ulovlige forhold.
Stk. 4. Justitsministeren fastsætter regler
om behandlingen af sager om konfiskation.
Modregning af erstatningsbeløb
§ 74. Såfremt den indsatte under
fuldbyrdelsen har forvoldt skade på institutionens
ting ved en erstatningspådragende adfærd, kan
institutionen bestemme, at erstatningsbeløbet skal
modregnes i den indsattes vederlag for beskæftigelse
efter § 42, stk. 1. Den indsatte skal dog mindst
have udbetalt en ydelse til dækning af personlige
fornødenheder.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler
om behandlingen af sager om modregning af
erstatningsbeløb.
Kapitel 12
Strafafbrydelse
Strafafbrydelse ved undvigelse,
udeblivelse, varetægtsfængsling m.v.
§ 75. Fuldbyrdelsen af fængselsstraffen
afbrydes, hvis den indsatte
1) udebliver, undviger eller i øvrigt
selvforskyldt unddrager sig
straffuldbyrdelsen, eller
2) anholdes eller varetægtsfængsles i mindst 24
timer.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler
om strafafbrydelse efter stk. 1.
Tilladelse til strafafbrydelse
§ 76. Justitsministeren eller den, der
bemyndiges dertil, kan tillade, at en
straffuldbyrdelse midlertidigt afbrydes, når
1) ganske særlige omstændigheder af
f.eks. arbejds-, uddannelses-, familie-
eller helbredsmæssig karakter taler imod en
umiddelbar fortsættelse af
straffuldbyrdelsen,
2) fare for misbrug ikke antages at
foreligge, og
3) hensynet til retshåndhævelsen ikke taler imod
strafafbrydelse.
Stk. 2. Tilladelse til strafafbrydelse
betinges af, at den pågældende ikke begår strafbart
forhold. Tilladelse kan endvidere betinges af, at
den pågældende i øvrigt overholder fastsatte vilkår,
herunder undergiver sig tilsyn af Kriminalforsorgen.
Stk. 3. Såfremt den pågældende ikke
overholder de vilkår, der er fastsat for tilladelsen
til strafafbrydelse, eller på ny dømmes for
strafbart forhold, kan tilladelsen tilbagekaldes,
således at fuldbyrdelsen af fængselsstraffen
herefter genoptages snarest muligt.
Stk. 4. Justitsministeren fastsætter regler
om strafafbrydelse efter stk. 1.
Genoptagelse af straffuldbyrdelsen
§ 77. Straffuldbyrdelsen genoptages, når
den indsatte på ny giver møde, pågribes med henblik
på fortsat straffuldbyrdelse, eller når
Kriminalforsorgen giver meddelelse herom til den
pågældende.
Kapitel 13
Fuldbyrdelse af fængselsstraf i
Kriminalforsorgens pensioner og i institutioner m.v.
uden for Kriminalforsorgen
§ 78. Justitsministeren eller den, der
bemyndiges dertil, kan bestemme, at den dømte
midlertidigt eller for hele eller resten af
straffetiden anbringes på hospital, i familiepleje,
i egnet hjem eller institution, når
1) den dømte har behov for særlig
behandling eller pleje, som i væsentlig grad
kan tilgodeses i den pågældende institution
m.v.,
2) der på grund af den dømtes alder,
helbredstilstand eller andre særlige
omstændigheder er særlige grunde til ikke at
anbringe eller beholde den dømte i fængsel
eller arresthus, og
3) afgørende hensyn til retshåndhævelsen
ikke taler imod anbringelse uden for fængsel
og arresthus.
Stk. 2. Dømte, der er under 18 år, anbringes
i institution m.v. som omhandlet i stk. 1, medmindre
afgørende hensyn til retshåndhævelsen taler imod
anbringelse uden for fængsel og arresthus.
Stk. 3. Anbringelse betinges af, at den
dømte ikke begår strafbart forhold. Anbringelse kan
endvidere betinges af, at den dømte i øvrigt
overholder fastsatte vilkår, herunder undergiver sig
tilsyn af Kriminalforsorgen.
Stk. 4. Såfremt den dømte ikke overholder de
vilkår, der er fastsat for anbringelsen, eller på ny
dømmes for strafbart forhold, kan den pågældende
tilbageføres eller overføres til fængsel eller
arresthus.
Stk. 5. Justitsministeren fastsætter regler
om anbringelse af dømte i institution m.v. uden for
fængsel eller arresthus.
Kapitel 14
Løsladelse
Tidspunkt for løsladelsen
§ 79. Løsladelse sker efter endt
strafudståelse eller i forbindelse med
prøveløsladelse, strafafbrydelse eller benådning.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler
om tidspunktet for løsladelsen samt om adgang til en
kortere fremrykning af dette tidspunkt, herunder i
tilfælde, hvor en fremrykning er begrundet i
væsentlige beskæftigelsesmæssige eller andre særlige
hensyn.
Beslutning om prøveløsladelse
§ 80. Såfremt den straf, der fuldbyrdes,
giver mulighed for prøveløsladelse efter
straffelovens § 38, stk. 1, skal afgørelsen om
prøveløsladelse træffes på et sådant tidspunkt, at
en eventuel prøveløsladelse kan ske straks efter
udståelse af to tredjedele af straffen. Ved
spørgsmål om prøveløsladelse efter straffelovens §
41 skal afgørelsen om prøveløsladelse træffes på et
sådant tidspunkt, at en eventuel prøveløsladelse kan
ske straks efter udståelse af 12 år af straffen af
fængsel på livstid.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler
om behandlingen af sager om prøveløsladelse,
herunder om pligt til fornyet afgørelse af
spørgsmålet om prøveløsladelse fra straf af fængsel
på livstid senest 1 år efter en afgørelse om
nægtelse af prøveløsladelse eller genindsættelse til
udståelse af sådan straf.
Gennemførelse af tilsyn og
eventuelle særvilkår ved prøveløsladelse
Almindelige bestemmelser om
gennemførelse af tilsyn m.v.
§ 81. Tilsyn og andre vilkår
(særvilkår), der er fastsat efter straffelovens §
39, stk. 2, eller § 41, stk. 3, gennemføres af
Kriminalforsorgen, medmindre andet er bestemt i
afgørelsen.
§ 82. Tilsynsmyndigheden skal vejlede
den prøveløsladte om de rettigheder og pligter, som
tilsynet og eventuelle særvilkår indebærer, herunder
om virkninger af vilkårsovertrædelse.
Stk. 2. Tilsynsmyndigheden skal endvidere i
samarbejde med den prøveløsladte og senest i
forbindelse med tilsynets iværksættelse udarbejde en
plan for tilsynsperioden og tiden derefter. Denne
plan skal jævnligt sammenholdes med forholdene i
tilsynsperioden og om nødvendigt søges tilpasset
ændringer i disse forhold.
Tilsyn m.v. af Kriminalforsorgen
§ 83. Vilkår om tilsyn indebærer, at den
prøveløsladte skal holde sig i kontakt med
Kriminalforsorgen efter dennes nærmere bestemmelse,
herunder møde hos Kriminalforsorgen og modtage
dennes besøg. Den prøveløsladte skal give
Kriminalforsorgen oplysning om bopæl og
beskæftigelse.
Stk. 2. Den prøveløsladte skal overholde
særvilkår og give Kriminalforsorgen sådanne
oplysninger, som gennemførelsen af særvilkåret
nødvendiggør.
Stk. 3. Den prøveløsladte skal på begæring
dokumentere afgivne oplysninger.
Stk. 4. Den prøveløsladte skal i øvrigt
overholde de forskrifter, som Kriminalforsorgen
fastsætter til gennemførelsen af tilsynet og
eventuelle særvilkår.
§ 84. Kriminalforsorgen skal tilbyde den
prøveløsladte vejledning og bistand med hensyn til
den pågældendes beskæftigelsesmæssige, sociale og
personlige forhold med henblik på at forbedre den
pågældendes muligheder for at leve en
kriminalitetsfri tilværelse. Kriminalforsorgen skal
i den forbindelse formidle kontakt til personer,
institutioner og myndigheder, der efter anden
lovgivning kan yde bistand.
§ 85. Justitsministeren fastsætter
regler om gennemførelse af tilsyn og eventuelle
særvilkår, herunder om tilsynets iværksættelse, om
kontakthyppighed og om samarbejde med andre
myndigheder m.v.
Vilkårsovertrædelse
§ 86. Kriminalforsorgen skal træffe
foranstaltninger med henblik på at genetablere
tilsynet og sikre overholdelsen af særvilkår,
såfremt den prøveløsladte unddrager sig tilsynet
eller gennemførelsen af særvilkår.
Stk. 2. Overtræder den prøveløsladte vilkår
for prøveløsladelsen, skal Kriminalforsorgen afgive
indberetning herom til Direktoratet for
Kriminalforsorgen, såfremt vilkårsovertrædelsen må
antages at medføre en nærliggende risiko for
kriminalitet.
Stk. 3. Overtræder den prøveløsladte i
øvrigt forskrifter eller vilkår, kan
Kriminalforsorgen give et pålæg om at overholde
forskrifterne og vilkårene. Er der tidligere givet
pålæg i anledning af tilsvarende overtrædelse,
afgives indberetning til Direktoratet for
Kriminalforsorgen.
Stk. 4. Der skal snarest efter modtagelsen
af de i stk. 2 og 3 nævnte indberetninger træffes
afgørelse om eventuel reaktion som følge af
vilkårsovertrædelsen, jf. straffelovens § 40, stk. 2
og 3, og § 42, stk. 2.
Stk. 5. Justitsministeren fastsætter regler
om behandlingen af sager om vilkårsovertrædelse,
herunder om foranstaltninger efter stk. 1, om
afgivelse af indberetninger efter stk. 2 og 3, og om
meddelelse af pålæg efter stk. 3.
Tilsyn m.v. af andre myndigheder
end Kriminalforsorgen
§ 87. Justitsministeren kan efter
forhandling med vedkommende minister fastsætte
regler om gennemførelse af tilsyn m.v. af andre
myndigheder end Kriminalforsorgen.
Gennemførelse af tilsyn m.v. ved
betinget benådning
og ved strafafbrydelse m.v.
§ 88. Bestemmelserne i §§ 81-87 finder
tilsvarende anvendelse ved tilsyn og særvilkår, der
er fastsat ved benådning i de tilfælde, der er
omfattet af straffelovens § 43, ved strafafbrydelse
eller i øvrigt i medfør af bestemmelser i denne lov.
Kapitel 15
Særlige spørgsmål vedrørende
sagsbehandlingen ved fuldbyrdelse af fængselsstraf
§ 89. Spørgsmålene om tilladelse til
udgang, løsladelse på prøve, overførsel til fortsat
straffuldbyrdelse i en anden institution og andre
væsentlige spørgsmål vedrørende den indsatte skal af
institutionen jævnligt tages op til overvejelse,
uanset om den indsatte anmoder herom.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler
om institutionernes pligt til sagsbehandling som
nævnt i stk. 1.
Afsnit III
Bødestraffe
Kapitel 16
Fuldbyrdelse af bødestraffe
§ 90. En bøde skal betales til politiet,
medmindre andet er bestemt i afgørelsen.
Stk. 2. Justitsministeren eller den, der
bemyndiges dertil, kan tillade henstand med eller
afdragsvis betaling af bøden.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter
bestemmelser om opkrævning af bøder og om den
administrative behandling af sager om eftergivelse
af bøder.
Stk. 4. Justitsministeren kan endvidere
fastsætte bestemmelser om, at politiets afgørelse om
henstand med eller afdragsvis betaling af bøder ikke
kan indbringes for højere administrativ myndighed.
§ 91. Betales en bøde ikke, inddrives
den, medmindre politiet skønner, at inddrivelse ikke
er mulig eller væsentligt vil forringe den
pågældendes levevilkår.
Stk. 2. Politiet kan inddrive bøder i
straffesager, der forfølges af det offentlige, ved
udpantning og ved indeholdelse i den pågældendes
indtægter efter reglerne om inddrivelse af
personlige skatter i kildeskatteloven og reglerne i
lov om Det Fælles Lønindeholdelsesregister. Pålæg om
indeholdelse gives af politiet.
Stk. 3. Politiet kan hos andre offentlige
myndigheder indhente de oplysninger, der er
nødvendige for at varetage indeholdelsen. Endvidere
kan politiet fra registre, der føres af offentlige
myndigheder, herunder domstolene, kræve de
oplysninger om skyldnerens forhold, som findes af
betydning for tvangsfuldbyrdelsen.
§ 92. Justitsministeren fastsætter
regler om indeholdelse af indtægter efter § 91, stk.
2, herunder om indberetning til Det Fælles
Lønindeholdelsesregister, om skyldnerens pligt til
at give politiet oplysninger til brug ved
indeholdelsen, om pligter og erstatningsansvar for
den indeholdelsespligtige og om udpantningsret for
beløb, som den indeholdelsespligtige hæfter for.
Stk. 2. For forsætlig eller uagtsom
overtrædelse af bestemmelser, der er fastsat i
medfør af stk. 1, kan fastsættes bødestraf. Der kan
tillige fastsættes bestemmelser om strafansvar for
selskaber m.v. (juridiske personer) efter reglerne i
straffelovens 5. kapitel.
§ 93. Fuldbyrdelsen af forvandlingsstraf
for en bøde sker efter kapitel 2 om almindeli ge
bestemmelser for fuldbyrdelse af straf og afsnit II
om fuldbyrdelse af fængselsstraffe, jf.
straffelovens §§ 53-55.
Afsnit IV
Betingede domme og domme med
vilkår om samfundstjeneste
Kapitel 17
Gennemførelse af betingede domme
Almindelige bestemmelser om
gennemførelse af tilsyn m.v.
§ 94. Tilsyn og andre vilkår
(særvilkår), der er fastsat efter straffelovens §
57, gennemføres af Kriminalforsorgen, medmindre
andet er bestemt i afgørelsen.
§ 95. Tilsynsmyndigheden skal vejlede
den betinget dømte om de rettigheder og pligter, som
tilsynet og eventuelle særvilkår indebærer, herunder
om virkninger af vilkårsovertrædelse.
Stk. 2. Tilsynsmyndigheden skal endvidere i
samarbejde med den dømte og snarest efter tilsynets
iværksættelse udarbejde en plan for tilsynsperioden
og tiden derefter. Denne plan skal jævnligt
sammenholdes med forholdene i tilsynsperioden og om
nødvendigt søges tilpasset ændringer i disse
forhold.
Tilsyn m.v. af Kriminalforsorgen
§ 96. Vilkår om tilsyn indebærer, at den
betinget dømte skal holde sig i kontakt med
Kriminalforsorgen efter dennes nærmere bestemmelse,
herunder møde hos Kriminalforsorgen og modtage
dennes besøg. Den betinget dømte skal give
Kriminalforsorgen oplysning om bopæl og
beskæftigelse.
Stk. 2. Den betinget dømte skal overholde
særvilkår og give Kriminalforsorgen sådanne
oplysninger, som gennemførelsen af særvilkåret
nødvendiggør.
Stk. 3. Den betinget dømte skal på begæring
dokumentere afgivne oplysninger.
Stk. 4. Den betinget dømte skal i øvrigt
overholde de forskrifter, som Kriminalforsorgen
fastsætter til gennemførelsen af tilsynet og
eventuelle særvilkår.
§ 97. Kriminalforsorgen skal tilbyde den
betinget dømte vejledning og bistand med hensyn til
den pågældendes beskæftigelsesmæssige, sociale og
personlige forhold med henblik på at forbedre den
pågældendes muligheder for at leve en
kriminalitetsfri tilværelse. Kriminalforsorgen skal
i den forbindelse formidle kontakt til personer,
institutioner og myndigheder, der efter anden
lovgivning kan yde bistand.
§ 98. Justitsministeren fastsætter
regler om gennemførelse af tilsyn og eventuelle sær
vilkår, herunder om tilsynets iværksættelse, om
kontakthyppighed og om samarbejde med andre
myndigheder m.v.
Vilkårsovertrædelse
§ 99. Kriminalforsorgen skal træffe
foranstaltninger med henblik på at genetablere
tilsynet og sikre overholdelsen af særvilkår,
såfremt den betinget dømte unddrager sig tilsynet
eller gennemførelsen af særvilkår.
Stk. 2. Overtræder den betinget dømte vilkår
for den betingede dom, skal Kriminalforsorgen afgive
indberetning herom til anklagemyndigheden, såfremt
vilkårsovertrædelsen må antages at medføre en
nærliggende risiko for kriminalitet.
Stk. 3. Overtræder den betinget dømte i
øvrigt forskrifter eller vilkår, kan
Kriminalforsorgen give et pålæg om at overholde
forskrifterne og vilkårene. Er der tidligere givet
pålæg i anledning af tilsvarende overtrædelse,
afgives indberetning til anklagemyndigheden.
Stk. 4. Justitsministeren fastsætter regler
om behandlingen af sager om vilkårsovertrædelse,
herunder om foranstaltninger efter stk. 1, om
afgivelse af indberetninger efter stk. 2 og 3, og om
meddelelse af pålæg efter stk. 3.
Tilsyn m.v. af andre myndigheder
end Kriminalforsorgen
§ 100. Justitsministeren kan efter
forhandling med vedkommende minister fastsætte
regler om gennemførelse af tilsyn m.v. af andre
myndigheder end Kriminalforsorgen.
Kapitel 18
Gennemførelse af domme med vilkår
om samfundstjeneste
Bestemmelser om gennemførelse af
vilkår om samfundstjeneste
§ 101. Vilkår om samfundstjeneste, der
er fastsat efter straffelovens § 63, gennemføres af
Kriminalforsorgen.
Stk. 2. Vilkår om samfundstjeneste
indebærer, at den dømte skal opfylde den fastsatte
arbejdspligt inden for den længstetid, der er udmålt
ved dommen. Samfundstjenesten skal afvikles løbende
over den fastsatte længstetid og må tidligst være
afviklet, når der er forløbet to tredjedele af
afviklingsperioden, medmindre der foreligger særlige
omstændigheder.
Stk. 3. Tilsynsmyndigheden træffer
bestemmelse om arbejdsstedet, hvor samfundstjenesten
skal udføres. Den dømte skal i øvrigt overholde de
forskrifter, som Kriminalforsorgen fastsætter om
gennemførelsen af samfundstjenesten.
§ 102. Justitsministeren fastsætter
regler om gennemførelse af vilkår om samfundstje
neste, herunder om erstatning for følger af
ulykkestilfælde m.v. under udførelse af
samfundstjeneste.
Vilkårsovertrædelse
§ 103. Kriminalforsorgen skal føre
kontrol med, at den dømte opfylder den fastsatte
arbejdspligt.
Stk. 2. Overtræder den dømte vilkåret om
samfundstjeneste eller de forskrifter, som
Kriminalforsorgen har givet om udførelsen af
samfundstjenesten, skal Kriminalforsorgen give den
pågældende pålæg om at overholde vilkåret og
forskrifterne. Er der tidligere givet pålæg herom,
afgives indberetning til anklagemyndigheden.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter regler
om behandlingen af sager om overtrædelse af vilkår
om samfundstjeneste.
Bestemmelser om gennemførelse af
andre vilkår
§ 104. §§ 94-100 finder tilsvarende
anvendelse på gennemførelse af vilkår, der er
fastsat efter straffelovens § 57.
Afsnit V
Forvaring
Kapitel 19
Fuldbyrdelse af forvaring
§ 105. Forvaring fuldbyrdes efter
kapitel 2 om almindelige bestemmelser for
fuldbyrdelse af straf og afsnit II om fuldbyrdelse
af fængselsstraffe med den undtagelse, at forvaring
normalt fuldbyrdes i Anstalten ved Herstedvester.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler
om fuldbyrdelse af forvaring, herunder om
behandlingen af sager vedrørende tilladelse til
udgang, overførsel til anden institution og
prøveudskrivning.
Afsnit VI
Fællesregler for fuldbyrdelse af
straffe m.v.
Kapitel 20
Erstatning i anledning af indgreb
under fuldbyrdelse af straf m.v.
§ 106. En indsat har ret til erstatning
efter reglerne i retsplejelovens § 1018 a, såfremt
den indsatte uforskyldt har
1) udstået fængselsstraf i for lang tid,
2) været anbragt i forhørscelle, strafcelle eller
sikringscelle, eller
3) været udelukket fra fællesskab.
§ 107. Der kan tillægges den, der under
fuldbyrdelse af straf m.v. har været udsat for andre
uforskyldte indgreb end de i § 106 nævnte,
erstatning efter reglerne i retsplejelovens § 1018
a.
§ 108. Krav om erstatning i medfør af §
106 eller § 107 skal fremsættes over for
Kriminalforsorgen inden to måneder efter, at
indgrebet er ophørt. Fremsættes kravet efter udløbet
af denne frist, kan det dog behandles, såfremt
overskridelsen findes undskyldelig.
§ 109. Justitsministeren fastsætter
regler om behandlingen af krav om erstatning i
anledning af indgreb under fuldbyrdelse af straf
m.v.
Kapitel 21
Betaling for ophold i
Kriminalforsorgens institutioner
§ 110. Indsatte, der har indtægtsgivende
arbejde i eller uden for fængsel eller arresthus,
betaler for opholdet.
Stk. 2. Tilsvarende gælder dømte, der under
ophold på Kriminalforsorgens pensioner har
arbejdsindtægt eller modtager offentlig ydelse til
underhold.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter regler
om betalingen.
Kapitel 22
Klageregler m.v.
Administrativ klageadgang
§ 111. Afgørelser, der i henhold til
denne lov er truffet af de lokale
kriminalforsorgsmyndigheder eller af politiet, kan
påklages til justitsministeren.
Stk. 2. Klage til justitsministeren skal
iværksættes inden to måneder efter, at afgørelsen er
meddelt den dømte. Justitsministeren kan i særlige
tilfælde bortse fra overskridelse af denne frist.
Stk. 3. En klage til justitsministeren har
ikke opsættende virkning, medmindre den, der har
truffet afgørelsen, eller justitsministeren træffer
bestemmelse herom.
Stk. 4. Justitsministeren fastsætter regler
om klagevejledning og om behandlingen af klagesager.
Domstolsprøvelse
§ 112. Endelige administrative
afgørelser kan inden 4 uger efter, at afgørelsen er
meddelt den dømte, af denne kræves indbragt til
prøvelse for retten, hvis der er tale om
1) en afgørelse efter § 14 eller §
16 om straffetidsberegning, medmindre klagen
er begrundet i uenighed om straffedommens
fortolkning, jf. retsplejelovens § 998,
2) en afgørelse efter § 55, stk. 4,
om tilbageholdelse af brev, såfremt
afgørelsen er begrundet i hensynet til
beskyttelse af den forurettede ved
lovovertrædelsen,
3) en afgørelse efter § 67 om
disciplinærstraf i form af strafcelle i mere
end 7 dage,
4) en afgørelse efter § 73 om
konfiskation af genstande eller penge, hvis
værdi overstiger det almindelige vederlag,
der udbetales indsatte for en uges
beskæftigelse,
5) en afgørelse efter § 74 om
modregning af erstatningsbeløb, der
overstiger størrelsen af det i nr. 4 nævnte
ugentlige vederlag,
6) en afgørelse efter § 80 om
nægtelse af prøveløsladelse i henhold til
straffelovens § 38, stk. 1, eller om
nægtelse af prøveløsladelse efter
straffelovens § 41, når 14 år af straffen af
fængsel på livstid er udstået,
7) en afgørelse efter § 86, stk. 4,
om genindsættelse af en prøveløsladt til
udståelse af reststraf i henhold til
straffelovens § 40, stk. 2 eller 3, eller
til udståelse af straf af fængsel på livstid
i henhold til straffelovens § 42, stk. 2,
8) en afgørelse efter § 88, jf. §
86, stk. 4, om indsættelse af en betinget
benådet til udståelse af straf eller
reststraf i henhold til straffelovens § 43
eller
9) en afgørelse om nægtelse af
erstatning efter § 106 i anledning af
uforskyldt udståelse af fængselsstraf i for
lang tid eller anbringelse i strafcelle, jf.
nr. 3.
§ 113. Indbringelse af sagen sker for
byretten i den retskreds, hvor den institution, som
har truffet den oprindelige afgørelse, er
beliggende. Er den indsatte senere overført til en
anden institution, kan sagen i stedet indbringes for
byretten i den retskreds, hvor den institution, som
den dømte er anbragt i, er beliggende. Er den dømte
ikke frihedsberøvet, indbringes sagen for byretten i
den retskreds, hvor den dømte bor eller opholder
sig. Har den dømte ikke kendt bopæl eller
opholdssted, indbringes sagen for Københavns Byret.
Stk. 2. Efter begæring kan retten tillade,
at en indbragt sag overflyttes til en anden ret, der
er lovligt værneting efter stk. 1, når dette på
grund af vidners bopæl, den indsattes løsladelse
eller af anden særlig grund skønnes hensigtsmæssigt
til sagens fremme.
Stk. 3. Afgørelse af, om sagen skal henvises
eller ikke, træffes ved kendelse. En kendelse,
hvorved sagen henvises, kan ikke indbringes for
højere ret.
§ 114. Sagen indbringes for retten uden
unødigt ophold af justitsministeren, der fremsender
sagens akter med oplysning om den påklagede
afgørelse og en redegørelse for de omstændigheder,
der påberåbes, samt for de beviser, der kan have
betydning for sagens afgørelse.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler
om sagernes indbringelse for retten.
§ 115. Som sagens parter anses den
dømte, tredjemand, hvis penge eller genstande
konfiskeres, jf. §§ 73 og 125, og justitsministeren.
Stk. 2. Såfremt retten finder det fornødent,
beskikker den en advokat for den dømte, medmindre
denne selv har antaget en sådan.
§ 116. Sagen behandles på skriftligt
grundlag, medmindre retten bestemmer andet. Retten
kan stille krav om tilvejebringelse af yderligere
oplysninger og bestemmer i den forbindelse, i
hvilket omfang den dømte skal gøres bekendt med
oplysninger, der er undtaget fra aktindsigt i medfør
af forvaltningslovens § 9, stk. 3, 2. pkt., eller §
15, stk. 1, nr. 3.
Stk. 2. Behandles sagen mundtligt, træffer
retten bestemmelse om afhøring af den dømte og andre
og om tilvejebringelse af beviser i øvrigt. Retten
indkalder selv parter og vidner. Når særlige
omstændigheder taler for det, kan retten bestemme,
at den dømte ikke må overvære bevisførelsen eller en
del af denne. Den pågældende skal, inden sagen
afgøres, gøres bekendt med de fremkomne oplysninger,
medmindre dette vil stride mod de hensyn, der har
ført til udelukkelsen.
Stk. 3. Rettens afgørelse efter stk. 1, 2.
pkt., og stk. 2, 3.-4. pkt., træffes efter anmodning
ved kendelse, når sagen er omfattet af § 121, stk.
2.
Stk. 4. Den dømte må ikke af advokaten gøres
bekendt med oplysninger, som denne efter rettens
afgørelse er afskåret fra at gøre sig bekendt med,
jf. stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, 3.-4. pkt.
§ 117. I sager, der omfattes af § 116,
stk. 2, 3.-4. pkt., lukkes dørene under sagens
behandling.
§ 118. Sagens indbringelse for retten
har ikke opsættende virkning, medmindre
justitsministeren eller retten bestemmer andet.
§ 119. Retten afgør ved kendelse, om
sagen skal afvises, eller om afgørelsen skal
stadfæstes, ændres eller ophæves.
§ 120. Om salær og godtgørelse for udlæg
til den beskikkede advokat gælder samme regler som i
tilfælde, hvor der er meddelt fri proces. Retten
kan, når der er særlig anledning til det, pålægge
den dømte helt eller delvis at betale sagens
omkostninger.
Stk. 2. Om sagsomkostninger i de tilfælde,
hvor der ikke er beskikket advokat, gælder reglerne
i retsplejelovens kapitel 30.
§ 121. Kendelser, jf. § 116, stk. 3, og
§ 119, kan kæres efter reglerne i stk. 2 og 3, af
dem, der efter § 115, stk. 1, er parter i sagen.
Stk. 2. Kendelser, der er afsagt af en
byret, kan kæres til den landsret, i hvis kreds
byretten ligger, når sagen er omfattet af § 112, nr.
6, 2. led, 7 eller 8. Ved kendelser efter § 112, nr.
7 eller 8, som angår tidsbestemt straf, kræves dog,
at den resterende straffetid er mindst 1 år.
Stk. 3. Kendelser, der er afsagt af en
byret, kan ikke kæres, når sagen er omfattet af §
112, nr. 1-5, 6, 1. led, eller 9.
Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til
kære af kendelser, jf. § 119, som nævnt i 1. pkt.,
og kendelser, der efter § 121, stk. 2, 2. pkt., ikke
kan indbringes for landsretten, hvis sagen er af
principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt
taler for det. Ved behandlingen af spørgsmålet om
kæretilladelse til landsretten finder reglerne i
retsplejelovens § 392, stk. 2, 2.-3. pkt.,
tilsvarende anvendelse.
§ 122. Kære til landsretten sker ved
meddelelse til byretten. Meddelelse kan ske
mundtligt til retsbogen. Retten sender meddelelsen
og sagens akter til landsretten.
Stk. 2. Under kære behandles sagen efter
samme regler, som er fastsat for byretsbehandlingen.
I øvrigt gælder reglerne i retsplejelovens kapitel
37 om kære. Bestemmelsen i retsplejelovens § 398,
stk. 2, 3. pkt., finder dog kun anvendelse, når den
dømte ikke er frihedsberøvet.
§ 123. Kendelser, der er afsagt af
landsretten, kan ikke kæres. Procesbevillingsnævnet
kan dog give tilladelse til kære af kendelser, jf. §
121, stk. 2-3, jf. § 119, hvis sagen er af
principiel karakter. Ved behandlingen af spørgsmålet
om kæretilladelse til Højesteret finder reglerne i
retsplejelovens § 392, stk. 2, 2-3. pkt.,
tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Ved kære til Højesteret finder § 122
tilsvarende anvendelse.
§ 124. Såfremt afgørelsen opretholdes,
kan spørgsmålet på ny indbringes for retten, når der
er forløbet 6 måneder fra kendelsens afsigelse.
Afgørelser efter § 112, nr. 1, 3-5 og 7-9, kan dog
ikke på ny indbringes for retten. Ved afgørelser
efter § 112, nr. 6, 2. led, om nægtelse af
prøveløsladelse fra straf af fængsel på livstid kan
spørgsmålet om prøveløsladelse endvidere først på ny
indbringes for retten, når der er forløbet 1 år fra
kendelsens afsigelse.
Stk. 2. Er der efter straffelovens § 40 sket
genindsættelse til udståelse af reststraf, kan
afgørelse om nægtelse af prøveløsladelse først
indbringes for retten, når der er forløbet 6 måneder
fra afgørelsen om genindsættelse. Er der efter
straffelovens § 42 sket genindsættelse til udståelse
af straf af fængsel på livstid, kan afgørelse om
nægtelse af prøveløsladelse først indbringes for
retten, når der er forløbet 1 år fra afgørelsen om
genindsættelse.
§ 125. Bestemmelserne i §§ 112-123
finder tilsvarende anvendelse ved klage fra andre
end indsatte over en afgørelse efter § 73 om
konfiskation hos den pågældende af genstande eller
penge, hvis værdi overstiger det almindelige
vederlag, der udbetales til indsatte for en uges
beskæftigelse.
Kapitel 23
Ikrafttræden m.v.
§ 126. Loven træder i kraft den .....
Stk. 2. ...har virkning for...
§ 127. Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes helt
eller delvis i kraft for Færøerne med de afvigelser,
som de særlige færøske forhold tilsiger.
2. Bemærkninger til Straffelovrådets udkast til
lov om fuldbyrdelse af straf m.v.
Almindelige bemærkninger
Straffelovrådet har ved udarbejdelsen af sit
udkast til en lov om fuldbyrdelse af straf m.v.
taget udgangspunkt i det lovudkast, der er
udfærdiget af den arbejdsgruppe, rådet nedsatte i
1985 med henblik på at forberede rådets arbejde på
dette område. Der henvises i den forbindelse til
betænkning nr. 1181/1989 om en lov om fuldbyrdelse
af straf m.v., bd. III, s. 643 ff., der indeholder
arbejdsgruppens endelige udkast til en lov om
fuldbyrdelse af straf m.v. Der henvises endvidere
til samme betænkning, bd. III, s. 749 ff., der
indeholder arbejdsgruppens endelige udkast til lov
om ændring af forskellige lovbestemmelser i
forbindelse med gennemførelsen af en særlig lov om
fuldbyrdelse af straf m.v. De pågældende lovudkast
er optaget som bilag 1 og 2 til nærværende
betænkning.
Rådet har udskilt nogle spørgsmål til særskilt
behandling. Der henvises herom til kapitel 3 om
fuldbyrdelse af fængselsstraf i Kriminalforsorgens
pensioner og i institutioner m.v. uden for
Kriminalforsorgen, kapitel 4 om prøveløsladelse af
livstidsdømte og kapitel 5 om klageregler m.v. Om
spørgsmålet vedrørende aktindsigt i sager om
straffuldbyrdelse henvises til Straffelovrådets
udtalelse af december 1996, der er optaget som bilag
3 til nærværende betænkning.
Som det fremgår, kan rådet i meget vidt omfang
tilslutte sig de synspunkter, der ligger til grund
for arbejdsgruppens lovudkast. Om aktindsigt i sager
om straffuldbyrdelse bemærkes dog, at dette
spørgsmål ikke har været genstand for særskilt
overvejelse i arbejdsgruppens betænkning.
Rådets udkast til en lov om fuldbyrdelse af straf
m.v. indeholder i et vist omfang afvigelser eller
tilføjelser i forhold til arbejdsgruppens lovudkast.
Rådet har endvidere foretaget visse redaktionelle
ændringer i arbejdsgruppens lovudkast. Der henvises
herom til de enkelte bestemmelser i rådets
lovudkast.
Straffelovrådet stillede i betænkning nr.
1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse
forslag om, at hæftestraffen afskaffes, og at
fængselsstraffens faste minimum nedsættes til 7
dage, jf. betænkningen s. 49-62. Endvidere blev det
som almindelig regel foreslået at ændre
hæfterammerne til fængsel indtil 4 måneder med
henblik på i videre omfang at tilpasse strafmaksimum
til udmålingspraksis i sager om hæftestraf. Med
forslaget om hæftestraffens afskaffelse tilsigtedes
imidlertid ingen reduktion af udmålingsniveauet.
Rådet forudsatte således, at domstolene som
almindelig retningslinie ville udmåle fængsel med
samme antal dage som hidtil hæfte.
I arbejdsgruppens lovudkast er det i
overensstemmelse med kommissoriet forudsat, at
hæftestraffen afskaffes. Arbejdsgruppen kan i øvrigt
tilslutte sig rådets anbefaling om at afskaffe
hæftestraffen, jf. betænkningen, bd I, s. 47-48.
Rådet har på ny overvejet spørgsmålet om
hæftestraffens afskaffelse, jf. denne betænknings
kapitel 2 om hæftestraffen. Som det fremgår heraf,
har rådet ikke fundet anledning til at ændre sin
opfattelse, således som den er kommet til udtryk i
betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og
prøveløsladelse. Rådet stiller derfor samtidig med
forslaget til en lov om fuldbyrdelse af straf m.v.
forslag om ændring af straffeloven med henblik på
afskaffelse af hæftestraffen.
Om den nærmere gennemførelse af dette forslag,
herunder overgangsbestemmelser og omsætningsregler,
henvises til betænkning nr. 1099/1987 s. 49-62 og s.
282 ff.
Rådets udkast til en lov om fuldbyrdelse af straf
m.v. nødvendiggør i lighed med arbejdsgruppens
lovudkast en række ændringer i bl.a. straffeloven og
retsplejeloven. Herom henvises til rådets udkast til
lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i
forbindelse med gennemførelse af en lov om
fuldbyrdelse af straf m.v., der er omtalt i
betænkningens kapitel 7.
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til afsnit I
Indledende bestemmelser
Kapitel 1
Lovens område og den centrale myndighed
Lovens område
Til § 1
I lovudkastets § 1 afgrænses anvendelsesområdet
for straffuldbyrdelsesloven. Arbejdsgruppen
foreslår, at loven skal omfatte fuldbyrdelse af
fængselsstraffe, bødestraffe, betingede domme og
forvaring.
Lovudkastets § 1 rejser dels spørgsmålet om
lovens afgrænsning over for straffeloven og
retsplejeloven, dels spørgsmålet om, hvilke straffe
loven skal omfatte.
Straffelovrådet behandler nedenfor i afsnit
1 forholdet til straffeloven og i afsnit 2 forholdet
til retsplejeloven. I afsnit 3 redegøres for rådets
overvejelser om, hvilke straffe der skal omfattes af
straffuldbyrdelssloven.
1. Afgrænsningen over for straffeloven
1.1. Arbejdsgruppens overvejelser
Om forholdet til straffeloven fremgår det af
betænkningen, bd. III, s. 678, at lovudkastet er
udarbejdet under den forudsætning, at bestemmelser
om strafarterne og betingelserne for deres
anvendelse og bestemmelser om betingelserne for
prøveløsladelse og om reaktioner ved overtrædelse af
vilkår, fastsat i forbindelse med prøveløsladelse
eller betinget dom, fortsat skal findes i
straffeloven.
Arbejdsgruppens lovudkast er på dette punkt i
overensstemmelse med kommissoriet for
arbejdsgruppen. Heraf fremgår det, at
Straffelovrådet ikke forinden nedsættelsen af
arbejdsgruppen i enkeltheder havde drøftet,
hvorledes grænsen burde drages mellem straffeloven
og straffuldbyrdelsesloven. Rådet fandt imidlertid,
at bestemmelser om strafarterne og de almindelige
betingelser for disses anvendelse ved domstolene
fortsat burde findes i straffeloven.
Rådet fremhævede endvidere, at reglerne om
betingelserne for prøveløsladelse og om
retsvirkninger af overtrædelse af vilkår for
prøveløsladelse, betinget dom m.v. også i fremtiden
burde findes i straffeloven, og at disse spørgsmål
derfor ikke skulle drøftes i arbejdsgruppen. Der
henvises til betænkningen, bd. I, s. 15-16.
1.2. Straffelovrådets overvejelser
Straffelovrådet har under sin gennemgang af
arbejdsgruppens lovudkast på ny overvejet, hvorledes
grænsen bør drages mellem straffeloven og
straffuldbyrdelsesloven. Rådet har i den forbindelse
taget udgangspunkt i, at lovens formål er at
regulere selve fuldbyrdelsen af straf. Rådet er
opmærksomt på, at der selv med dette udgangspunkt
kan rejses afgrænsningsspørgsmål, der ikke kan
besvares entydigt.
Det kan f.eks. gøres gældende, at reglerne i
straffelovens § 86 om afkortning i den idømte straf
af anholdelse, varetægtsfængsling og indlæggelse til
mentalundersøgelse med fordel kan indarbejdes i
kapitel 6 om beregning af straffetiden i rådets
udkast til straffuldbyrdelsesloven.
Heroverfor kan det anføres, at § 86 har en sådan
sammenhæng med straffastsættelsen, at det forekommer
mest hensigtsmæssigt at bibeholde paragraffen i
straffeloven.
Der tænkes i den forbindelse bl.a. på
bestemmelsen i § 86, stk. 1, 3. pkt., hvorefter
dommen skal indeholde oplysning om varigheden af
frihedsberøvelser og indlæggelser, der medfører
afkortning. Der kan endvidere peges på bestemmelsen
i § 86, stk. 1, 4. pkt., hvorefter retten
undtagelsesvis kan bestemme, at hele straffen skal
anses for udstået, selv om den idømte straf er
længere end den tid, hvor den dømte har været
frihedsberøvet eller indlagt. Desuden kan nævnes
bestemmelsen i § 86, stk. 1, sidste pkt., om
idømmelse af bødestraf efter forudgående anholdelse,
varetægtsfængsling eller indlæggelse til
mentalundersøgelse.
Også bestemmelsen i § 86, stk. 2, om afkortning
ved kombinationsdomme og bestemmelsen i § 86, stk.
4, om afkortning i straffen efter anholdelse,
varetægtsfængsling eller indlæggelse til
mentalundersøgelse i udlandet kan fremhæves i denne
forbindelse, jf. betænkningen, bd. I, s. 69.
Som et andet eksempel kan peges på reglerne i
straffelovens §§ 97 og 97 a om forældelse af
adgangen til straffuldbyrdelse m.v. og § 97 b om
bortfald af strafferetlige retsfølger efter den
dømtes død. Det kan anføres, at disse regler har en
sådan sammenhæng med de øvrige spørgsmål om
straffuldbyrdelsen, at de bør overføres til
straffuldbyrdelsesloven.
Heroverfor kan det anføres, at
straffuldbyrdelsesloven alene skal regulere
fuldbyrdelsen af straf, der overhovedet kan
fuldbyrdes, og at spørgsmålet om, hvornår
fuldbyrdelsen af en idømt straf er afskåret, f.eks.
på grund af forældelse, fortsat bør reguleres i
straffeloven i sammenhæng med de øvrige bestemmelser
i lovens kapitel 11 om ophør af den strafbare
handlings retsfølger.
1.3. Straffelovrådets konklusion
Straffelovrådet er efter en samlet vurdering nået
til den konklusion, at der ikke er grundlag for at
ændre den grænsedragning, arbejdsgruppen har
gennemført på baggrund af rådets kommissorium. Rådet
lægger i den forbindelse vægt på, at sigtet med
straffuldbyrdelsesloven er at regulere selve
straffuldbyrdelsen, herunder de indgreb der kan
gennemføres over for den indsatte som led heri. Om
straffen overhovedet kan fuldbyrdes, er derimod et
spørgsmål, der naturligt reguleres i straffeloven og
retsplejeloven.
Rådet må derfor fortsat finde det mest
hensigtsmæssigt, at bestemmelserne om strafarterne
og betingelserne for deres anvendelse, herunder
fastsættelse af bødeforvandlingsstraf, og
bestemmelserne om betingelserne for prøveløsladelse
og om reaktioner ved overtrædelse af vilkår, fastsat
i forbindelse med prøveløsladelse eller betinget
dom, findes i straffeloven.
Rådet er også af den opfattelse, at de ovennævnte
regler om strafafkortning, forældelse af adgangen
til straffuldbyrdelse og bortfald af strafferetlige
retsfølger efter den dømtes død bør bibeholdes i
straffeloven.
2. Afgrænsningen over for retsplejeloven
2.1. Arbejdsgruppens overvejelser
Også i forhold til retsplejeloven kan der rejses
forskellige afgrænsningsspørgsmål. Det skyldes, at
reglerne om straffuldbyrdelsens iværksættelse, jf.
kapitel 3 i arbejdsgruppens og kapitel 4 i rådets
lovudkast, har nøje sammenhæng med reglerne i
retsplejelovens afsnit 7 om fuldbyrdelse af domme i
straffesager.
Efter retsplejelovens § 997, stk. 1, drager
politimesteren omsorg for straffedommes
fuldbyrdelse. Det gælder såvel i henseende til straf
som i henseende til dommens øvrige bestemmelser,
herunder erstatning til den skadelidte, for så vidt
denne begærer det. Politimesteren står herved under
statsadvokatens tilsyn.
Til stk. 1 føjes i § 997, stk. 4, en
bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter justitsmini
steren fastsætter regler om, fra hvilket tidspunkt
efter dommens afsigelse udståelsen af frihedsstraf
regnes for påbegyndt i de tilfælde, hvor domfældte
efter domsafsigelsen har været undergivet
varetægtsfængsling. Sådanne regler er bl.a. udstedt
ved cirkulære nr. 150 af 29. juni 1973 med senere
ændringer om beregning af frihedsstraf m.v.
Det fremgår endvidere af retsplejelovens § 999,
stk. 1, at en straffedom ikke kan fuldbyrdes, før
dommen er endelig. En dom er endelig, når den
ordinære ankefrist er udløbet, uden at anke forinden
er iværksat, eller når anke er frafaldet af begge
parter. I tidsrummet fra afsigelsen af straffedommen
og til straffuldbyrdelsens iværksættelse kan
frihedsberøvelse alene ske under de i
retsplejelovens § 769 nævnte betingelser om
varetægtsfængsling. Det indebærer, at de almindelige
betingelser for varetægtsfængsling i retsplejelovens
§ 762 skal være opfyldt.
Også uden for retsplejelovens afsnit 7 findes
bestemmelser, der har betydning for
straffuldbyrdelsen. Efter retsplejelovens § 777 er
der således mulighed for, at en arrestant med
rettens godkendelse kan anbringes i en
fuldbyrdelsesinstitution, hvis anklagemyndigheden og
fuldbyrdelsesinstitutionen samtykker, og arrestanten
selv er enig heri. Hvis helbredsmæssige hensyn eller
hensynet til andres sikkerhed gør det påkrævet, kan
sådan anbringelse ske uden arrestantens samtykke.
Retsplejelovens § 777 gælder såvel ved
varetægtsfængsling under straffesagens behandling
som ved varetægtsfængsling efter dom.
Arbejdsgruppen lægger afgørende vægt på, at
reglerne om straffuldbyrdelsens iværksættelse over
for varetægtsfængslede fastholdes i retsplejeloven,
således at det af denne klart fremgår, hvornår en
frihedsberøvet person skal behandles efter reglerne
om henholdsvis varetægtsfængsling og
straffuldbyrdelse. Arbejdsgruppen peger i den
forbindelse på sammenhængen mellem
straffuldbyrdelsens iværksættelse og virkningen af
korrekt og rettidigt iværksat anke, jf.
retsplejelovens § 999, stk. 1.
Arbejdsgruppen finder imidlertid, at
retsplejelovens regler om straffuldbyrdelsens
iværksættelse bør præciseres. Det bør efter
arbejdsgruppens opfattelse fremhæves, at den dømte
skal overgå fra varetægt til fuldbyrdelse, så snart
det kan konstateres, at der foreligger en endelig
dom.
Arbejdsgruppen foreslår derfor, at der som stk. 2
i retsplejelovens § 999 indsættes en bestemmelse,
hvorefter straffedommen i de tilfælde, hvor
domfældte er varetægtsfængslet efter dommen, skal
fuldbyrdes, så snart det kan konstateres, at dommen
er endelig. Der henvises til § 2, nr. 3, i
arbejdsgruppens udkast til lov om ændring af
forskellige lovbestemmelser i forbindelse med
gennemførelsen af en særlig lov om fuldbyrdelse af
straf m.v.
Reglerne om, hvornår straffuldbyrdelsen anses for
påbegyndt, bør efter arbejdsgruppens opfattelse
overføres til straffuldbyrdelsesloven. Der henvises
herom til kapitel 5 i arbejdsgruppens lovudkast.
Arbejdsgruppen har i den forbindelse overvejet, om
straffuldbyrdelsesloven bør indeholde regler om
afgørelse af uenighed vedrørende
straffetidsberegningen. Efter de gældende regler
afgøres sådanne tvister ifølge retsplejelovens § 998
af den ret, der har afsagt dom i sagen i første
instans, og efter retsplejelovens § 91, stk. 2, 2.
pkt., træffes afgørelsen under medvirken af
domsmænd.
Arbejdsgruppen finder, at tvister, der skal
afgøres på grundlag af en fortolkning af
straffedommen, fortsat bør træffes efter
retsplejelovens § 998. Arbejdsgruppen finder derfor
ikke grundlag for at foreslå denne del af
retsplejelovens bestemmelse overført til
straffuldbyrdelsesloven.
Derimod finder arbejdsgruppen det naturligt, at
regler om afgørelsen af uenighed om
straffetidsberegningen i øvrigt - dvs. uden karakter
af en domsfortolkning - overføres til
straffuldbyrdelsesloven. Det skyldes, at sådanne
afgørelser kan træffes uden den genoptagelse af
straffesagen, som reelt er indeholdt i
retsplejelovens 998, jf. § 91, stk. 2, 2. pkt. Der
henvises til betænkningen, bd. I, s. 70, og til § 2,
nr. 2, i arbejdsgruppens udkast til lov om ændring
af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med
gennemførelsen af en særlig lov om fuldbyrdelse af
straf m.v. Ved denne bestemmelse foreslås
retsplejelovens § 998, stk. 1, ændret, således at
uenighed om Kriminalforsorgens beregning af
straffetiden afgøres efter straffuldbyrdelsesloven,
jf. § 107, nr. 1, i arbejdsgruppens lovudkast.
Endelig giver arbejdsgruppen udtryk for, at
retsplejelovens § 777, hvorefter en
varetægtsarrestant i visse tilfælde kan anbringes i
en fuldbyrdelsesinstitution, ikke i praksis er
blevet anvendt i det omfang, som det var tiltænkt.
Navnlig for en person, der varetægtsfængsles eller
forbliver varetægtsfængslet efter dom i første
instans, kan det være ønskeligt at blive overført
til fuldbyrdelsesinstitutionen under ankesagens
behandling.
Det bør derfor efter arbejdsgruppens opfattelse
overvejes at fastslå enten i et cirkulære til
Kriminalforsorgens varetægtsinstitutioner eller
eventuelt udtrykkeligt i retsplejelovens § 777, at
den varetægtsfængslede skal gøres opmærksom på
bestemmelsen i forbindelse med domsafsigelsen i
første instans, ligesom det i øvrigt bør overvejes
at smidiggøre fremgangsmåden ved anvendelsen af
bestemmelsen. Der henvises til betænkningen, bd. I,
s. 57.
2.2. Straffelovrådets overvejelser
Straffelovrådet har også for retsplejelovens
vedkommende taget udgangspunkt i, at
straffuldbyrdelseslovens formål er at regulere selve
straffuldbyrdelsen, herunder de indgreb, der kan
gennemføres over for den indsatte som led heri, jf.
afsnit 1.3. ovenfor.
Det forekommer på den baggrund mest naturligt, at
spørgsmålet om, hvorvidt en idømt straf overhovedet
kan fuldbyrdes, reguleres uden for
straffuldbyrdelsesloven, således at
straffuldbyrdelsesloven først finder anvendelse fra
det tidspunkt, hvor straffuldbyrdelsen iværksættes.
Rådet stiller i den forbindelse forslag om, at det i
kapitel 4 om straffuldbyrdelsens iværksættelse i
rådets lovudkast præciseres, hvornår
straffuldbyrdelsen iværksættes, og den dømte derfor
er omfattet af straffuldbyrdelsesloven, herunder
reglerne vedrørende indsattes rettigheder. Der
henvises til bemærkningerne til §§ 8-9 i rådets
lovudkast.
Rådet lægger i lighed med arbejdsgruppen vægt på,
at retsplejelovens § 997, stk. 1, om politimesterens
fuldbyrdelsesordre har nøje sammenhæng med
retsplejelovens § 999 om fuldbyrdelsesfrist og
udskydelse af fuldbyrdelsen af straffedommen på
grund af rettidig anke. Rådet er derfor enigt i, at
retsplejelovens § 997, stk. 1, og § 999 bibeholdes i
retsplejeloven.
Rådet kan også tiltræde, at retsplejelovens §
997, stk. 4, om straffetidens beregning i tilfælde,
hvor den dømte er varetægtsfængslet efter dom,
ophæves som led i en samlet regulering af
straffetidens beregning i straffuldbyrdelsesloven,
jf. kapitel 6 i rådets lovudkast. Det samme gælder
arbejdsgruppens forslag om ændring af
retsplejelovens § 998, stk. 1, således at uenighed
om Kriminalforsorgens beregning af straffetiden i
stedet afgøres efter straffuldbyrdelsesloven, jf. §
112, nr. 1, i rådets lovudkast.
Rådet er endvidere enigt i, at der ikke er
grundlag for at overføre den øvrige del af
retsplejelovens § 998 til straffuldbyrdelsesloven.
Rådet lægger i den forbindelse vægt på, at denne del
af bestemmelsen omfatter spørgsmål, der naturligt
afgøres i tilknytning til straffedommen. Foruden
uenighed om straffedommens fortolkning finder denne
bestemmelse f.eks. også anvendelse på tvist om
fordelingen af sagsomkostninger. Opstår der tvivl
om, hvorvidt der er indtrådt forældelse af adgangen
til straffuldbyrdelse i henhold til straffelovens §
97 eller § 97 a, vil afgørelsen af dette spørgsmål
ligeledes kunne efterprøves i medfør af
retsplejelovens § 998.
Rådet foreslår derfor kun en mindre præcisering
af arbejdsgruppens lovudkast, således at der ikke
kan rejses tvivl om, at det alene er den del af
retsplejelovens § 998, stk. 1, der vedrører uenighed
om Kriminalforsorgens beregning af straffetiden, der
overføres til straffuldbyrdelsesloven. Herom
henvises til § 2, nr. 4, i rådets udkast til lov om
ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse
med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af
straf m.v.
Rådet kan desuden tiltræde, at der stilles
forslag om ændring af retsplejelovens § 999 med
henblik på at sikre, at dømte, der er
varetægtsfængslet efter dom, overgår fra varetægt
til fuldbyrdelse, så snart det kan konstateres, at
dommen er endelig.
Rådet er enigt med arbejdsgruppen i, at der kan
være behov for at skærpe opmærksomheden om
retsplejelovens § 777 i de tilfælde, hvor den dømte
varetægtsfængsles eller forbliver varetægtsfængslet
under ankesagens behandling, ligesom der kan være
anledning til at overveje at smidiggøre
fremgangsmåden ved anvendelsen af bestemmelsen.
Rådet finder, at eventuelle initiativer på dette
område mest hensigtsmæssigt gennemføres i form af et
cirkulære til Kriminalforsorgens
varetægtsinstitutioner.
I tilslutning til §§ 10 og 12 i arbejdsgruppens
lovudkast om udsættelse med straffuldbyrdelsen på
grund af en ansøgning om udsættelse eller benådning
stiller arbejdsgruppen forslag om ophævelse af
retsplejelovens § 1001. Der henvises i den
forbindelse til § 2, nr. 1, i arbejdsgruppens udkast
til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i
forbindelse med gennemførelsen af en særlig lov om
fuldbyrdelse af straf m.v.
Efter retsplejelovens § 1001, stk. 1, skal
straffuldbyrdelsen udsættes, såfremt den, der er
idømt frihedstraf, bliver alvorligt syg. Endvidere
bestemmes det i § 1001, stk. 2, at justitsministeren
kan tillade, at straffuldbyrdelsen udsættes, når en
umiddelbar udståelse af straffen ville medføre
uforholdsmæssige, uden for straffens øjemed liggende
følger for den pågældendes velfærd eller væsentlige
ulemper for det offentlige.
Som det fremgår af bemærkningerne til § 10 i
rådets lovudkast, afviger straffuldbyrdelsesloven
herved i et vist omfang fra retsplejelovens regler.
Afvigelsen har imidlertid ingen praktisk betydning.
Rådet er på den baggrund enigt i, at retsplejelovens
§ 1001, stk. 1 og 2, ophæves som led i en samlet
regulering af udsættelse med straffuldbyrdelsen i
straffuldbyrdelseslovens kapitel 4.
Efter retsplejelovens § 1001, stk. 3, 1. pkt., 1.
led, skal straffuldbyrdelsen udsættes, når den ret,
der har afsagt dommen, finder grund til at indstille
den domfældte til hel eller delvis benådning. Det
samme gælder, når ansøgning herom indgives af den
domfældte, for så vidt en ansøgning ikke allerede
tidligere er afslået, jf. § 1001, stk. 3, 1. pkt.,
2. led.
Disse bestemmelser skal sammenholdes med
retsplejelovens § 1000, hvorefter retten eller de
lægdommere, der har medvirket ved sagens behandling,
kan indstille til justitsministeren, at domfældte
benådes. Justitsministeren kan i den forbindelse
fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden ved
udøvelsen af lægdommernes adgang til at afgive
indstilling om benådning. Om en påbegyndt
fuldbyrdelse af straffen skal standses på grund af
ansøgning om benådning, afgøres ifølge § 1001, stk.
3, 2. pkt., af justitsministeren.
Som det fremgår af bemærkningerne til § 12 i
rådets lovudkast, afviger straffuldbyrdelsesloven
også her på nogle mindre væsentlige punkter fra
retsplejelovens regler. Det bemærkes i den
forbindelse, at retsplejelovens § 1000 og § 1001,
stk. 3, om rettens og lægdommernes adgang til at
indstille den domfældte til benådning oprindeligt
blev indført med dødsstraffen for øje, og at
dødsstraffen blev endeligt afskaffet ved lov nr.
1097 af 22. december 1993 om ændring af lov om
tillæg til borgerlig straffelov angående forræderi
og anden landsskadelig virksomhed og lov om straf
for krigsforbrydelser.
Retsplejelovens bestemmelser har på dette punkt
ikke længere nogen selvstændig praktisk betydning,
og rådet er derfor enigt i, at § 1001, stk. 3,
ophæves som led i en samlet regulering af udsættelse
med straffuldbyrdelsen i kapitel 5 i rådets udkast
til straffuldbyrdelsesloven.
Rådet foreslår samtidig, at retsplejelovens §
1000 ophæves.
2.3. Straffelovrådets konklusion
Det er rådets konklusion, at der i forbindelse
med gennemførelsen af straffuldbyrdelsesloven bør
stilles forslag om ophævelse af retsplejelovens §
997, stk. 4, § 1000 og § 1001.
Endvidere bør der i overensstemmelse med
arbejdsgruppens anbefaling stilles forslag om
ændring af retsplejelovens § 998, stk. 1, og § 999.
Rådet foreslår desuden, at reglen om bøder i
retsplejelovens § 1003 overføres til
straffuldbyrdelsesloven som led i en samlet
regulering af fuldbyrdelsen af bødestraffe i
lovudkastets afsnit III. Den pågældende bestemmelse
blev indsat i retsplejeloven ved § 2, nr. 27, i lov
nr. 369 af 18. maj 1994 om ændring af straffeloven
og retsplejeloven (Rejsedommerordning, forkyndelse,
udeblivelsesdomme i straffesager samt
lønindeholdelse for bøder, sagsomkostninger og
konfiskerede beløb m.v.) og indeholder en
bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte
bestemmelser om, at politimesterens afgørelse om
henstand med eller afdragsvis betaling af bøder,
sagsomkostninger og konfiskation ikke kan indbringes
for højere administrativ myndighed.
For så vidt angår konfiskation, tvangsbøder og
sagsomkostninger, foreslås § 1003 ophævet og
videreført ved en henvisning i retsplejelovens §
997, stk. 2, om konfiskation, § 997, stk. 3, om
tvangsbøder og § 1013, stk. 3, om sagsomkostninger
til § 90, stk. 4, om afskæring af klageadgangen i
visse bødesager i rådets lovudkast. Der henvises
herom til afsnit 3.2.1. nedenfor og til
bemærkningerne til § 90, stk. 4, i rådets lovudkast
samt til § 2, nr. 1, 2 og 6, i rådets udkast til lov
om ændring af forskellige lovbestemmelser i
forbindelse med gennemførelsen af en lov om
fuldbyrdelse af straf m.v.
Da formålet med straffuldbyrdelsesloven er at
regulere selve fuldbyrdelsen af straf og forvaring,
finder rådet i øvrigt, at straffuldbyrdelsesloven
ikke bør omfatte reglerne i retsplejelovens § 997,
stk. 2, om inddrivelse af erstatning og andre
ydelser, f.eks. konfiskation, der ved dommen er
pålagt den skyldige.
Af samme grund kan rådet heller ikke anbefale, at
der i straffuldbyrdelsesloven optages bestemmelser
om tvangsbøder og tvangsmidler mod vidner m.v., jf.
retsplejelovens § 997, stk. 3, om tvangsbøder, §
1002 om beslaglæggelse af gods for omkostninger og
erstatning efter domsafsigelsen og § 1006 om
betingelserne for fuldbyrdelse af kendelser, hvorved
retten har pålagt vidner eller andre straf.
Sidstnævnte bestemmelse sigter til reglerne om
tvangsmidler mod vidner, jf. retsplejelovens § 178,
om rettergangspoliti, jf. retsplejelovens § 151, og
om processtraffe, jf. retsplejelovens §§ 324-329 og
§ 1015. Der henvises endvidere til afsnit 3
nedenfor, hvor rådet redegør nærmere for sine
synspunkter vedrørende de straffe, der skal omfattes
af straffuldbyrdelsesloven.
3. Straffuldbyrdelseslovens anvendelsesområde
Som nævnt ovenfor har arbejdsgruppen i §
1 i sit lovudkast stillet forslag om, at
straffuldbyrdelsesloven skal omfatte fuldbyrdelsen
af fængselsstraffe, bødestraffe, betingede domme og
forvaring. Ved sine overvejelser om udformningen af
§ 1 har arbejdsgruppen sondret mellem
frihedsberøvende retsfølger og ikke frihedsberøvende
retsfølger, jf. betænkningen, bd. I, s. 36-39.
Med de frihedsberøvende retsfølger tænkes på
fængsel og hæfte, herunder som forvandlingsstraf for
bøde, forvaring, jf. straffelovens § 70, og
afgørelse om anbringelse i hospital for
sindslidende, i institution for personer med
vidtgående psykiske handicap eller under tilsyn med
mulighed for administrativ anbringelse eller i egnet
hjem eller institution til særlig pleje eller
forsorg, jf. straffelovens §§ 68 og 69.
Med de ikke frihedsberøvende retsfølger sigtes
til bødestraf, betingede domme, herunder
samfundstjeneste, og andre retsfølger af ikke
frihedsberøvende karakter, herunder de ikke
frihedsberøvende retsfølger efter straffelovens §§
68 og 69, konfiskation og rettighedstab samt
tiltalefrafald i medfør af retsplejelovens §§
723-723 a.
3.1. Frihedsberøvende retsfølger, jf. § 1, nr. 1
og 5, i rådets lovudkast
I overensstemmelse med kommissoriet tager
arbejdsgruppen udgangspunkt i, at de hensyn,
der taler for at gennemføre en lov om
straffuldbyrdelse, helt overvejende vedrører
frihedsberøvelse. Det er derfor umiddelbart klart,
at straffuldbyrdelsesloven skal indeholde regler om
gennemførelsen af frihedsberøvelse, der er idømt som
strafferetlig retsfølge. Det er derimod ikke
åbenbart, at straffuldbyrdelsesloven skal omfatte al
frihedsberøvelse, der kan idømmes som strafferetlig
retsfølge.
Efter arbejdsgruppens opfattelse skal
frihedsberøvelse i form af fængsel og hæfte,
herunder frihedsstraf, der som forvandlingsstraf
træder i stedet for bøde, naturligt omfattes af
straffuldbyrdelsesloven.
Straffelovrådet er enigt i dette synspunkt.
Det bemærkes i den forbindelse, at rådet ikke har
fundet, at det ligger inden for kommissoriet om en
straffuldbyrdelsslov at tage spørgsmålet om brugen
af bødeforvandlingsstraf op, jf. herved
bemærkningerne til § 93 i rådets lovudkast.
At arbejdsgruppens lovudkast ikke omfatter hæfte
skyldes, at lovudkastet ifølge kommissoriet skal
udformes under den forudsætning, at Straffelovrådet
stiller forslag om ophævelse af hæftestraffen og om
nedsættelse af fængselsstraffens almindelige
minimum. Om Straffelovrådets overvejelser vedrørende
dette spørgsmål henvises til betænkningens kapitel
2.
Straffelovrådet er enigt i, at
straffuldbyrdelsesloven bør omfatte frihedsberøvelse
i form af forvaring. Rådet lægger i den forbindelse
vægt på, at fuldbyrdelse af forvaring normalt sker i
en af Kriminalforsorgens institutioner (Anstalten
ved Herstedvester) og i væsentlig grad efter samme
regler, som gælder for strafafsonere.
Det er endvidere Straffelovrådets opfattelse, at
der ikke i straffuldbyrdelsesloven bør optages
bestemmelser om frihedsberøvelse, der i henhold til
straffelovens §§ 68 og 69 skal gennemføres i det
almindelige hospitalsvæsen. Rådet lægger i den
forbindelse vægt på, at frihedsberøvelse af psykisk
afvigende personer fortsat bør ske med udgangspunkt
i de regler, der gælder for behandlingen af andre
patienter i det almindelige hospitalsvæsen.
Straffelovrådet kan på den baggrund tiltræde, at
straffuldbyrdelsesloven, for så vidt angår
frihedsberøvende retsfølger, skal omfatte
fængselsstraffe og forvaring, jf. § 1, nr. 1 og 5, i
rådets lovudkast. Det indebærer, at
straffuldbyrdelsesloven ikke finder anvendelse på
varetægtsfængsling og anden frihedsberøvelse før
endelig dom, jf. herved afsnit 2 ovenfor om
afgrænsningen af straffuldbyrdelseslovens regler om
straffuldbyrdelsens iværksættelse over for
retsplejelovens regler om fuldbyrdelse af straf
fedomme.
Rådet har overvejet, om der som led i
straffuldbyrdelsesloven bør fastsættes regler med
henblik på tilfælde, hvor en person er taget i
forvaring i medfør af retsplejelovens regler. Der
sigtes bl.a. til tilfælde, hvor retten i medfør af
retsplejelovens § 178, stk. 1, nr. 5, har truffet
bestemmelse om, at et vidne skal tages i forvaring
ved politiets foranstaltning.
Der er i rådet enighed om, at
straffuldbyrdelseslovens regler om fuldbyrdelse af
fængselsstraffe og forvaring, jf. § 1, nr. 1 og 5, i
rådets lovudkast ikke umiddelbart kan finde
anvendelse på fuldbyrdelse af forvaring i medfør af
f.eks. retsplejelovens § 178, stk. 1, nr. 5. Det
skyldes, at forvaring efter retsplejelovens § 178,
stk. 1, nr. 5, ikke er straf eller forvaring i
straffuldbyrdelseslovens forstand.
Det er endvidere rådets konklusion, at der ikke i
forbindelse med kommissoriet om en
straffuldbyrdelseslov bør tages stilling til, i
hvilket omfang der som led i gennemførelsen af
straffuldbyrdelsesloven kan antages at være behov
for at gennemføre ændringer i retsplejeloven med
henblik på regulering af retsstillingen for
personer, der hensidder i forvaring i medfør af
retsplejelovens regler. Baggrunden for rådets
opfattelse er, at der i disse tilfælde ikke er tale
om strafferetlig forfølgning, men om et retsmiddel,
der har til formål at gennemtvinge en
oplysningspligt. Videre overvejelser om dette
spørgsmål må derfor ske i anden sammenhæng.
3.2. Ikke frihedsberøvende retsfølger
3.2.1. Bødestraf, jf. § 1, nr. 2, i rådets
lovudkast
Straffelovrådet er enigt i, at
straffuldbyrdelsesloven bør indeholde en samlet
regulering af fuldbyrdelsen af bødestraffe, jf. § 1,
nr. 2, i arbejdsgruppens og rådets lovudkast. Det
bemærkes, at der med udtrykket "bødestraffe" både
sigtes til bøder, der idømmes som straf i medfør af
straffelovens regler, og bøder, der idømmes som
straf i medfør af anden lovgivning, f.eks. reglerne
i retsplejelovens §§ 324-329 om processtraffe.
Straffuldbyrdelsesloven bør derimod ikke omfatte
tvangsbøder, jf. f.eks. retsplejelovens § 997, stk.
3. Det skyldes, at tvangsbøden ikke er en
strafferetlig retsfølge, men et særligt retsmiddel,
der har til formål at gennemtvinge en handle- eller
undladelsespligt, jf. herved betænkningen, bd. III,
s. 678.
Om afskæring af klageadgangen i visse sager om
inddrivelse af tvangsbøder, henvises til
retsplejelovens § 997, stk. 3, som affattet ved § 2,
nr. 2, i rådets udkast til lov om ændring af
forskellige lovbestemmelser i forbindelse med
gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf
m.v. Endvidere henvises til ikrafttrædelseslovens §
17, der indeholder særlige regler om afsoning af
tvangsbøder.
Optagelsen af regler på dette område rejser
imidlertid visse afgrænsningsspørgsmål. Det skyldes,
at der ved § 1, nr. 1, i lov nr. 369 af 18. maj 1994
om ændring af straffeloven og retsplejeloven
(Rejsedommerordning, forkyndelse, udeblivelsesdomme
i straffesager samt lønindeholdelse for bøder,
sagsomkostninger og konfiskerede beløb m.v.) blev
tilvejebragt hjemmel til at foretage indeholdelse i
løn m.v. for bøder, sagsomkostninger og konfiskerede
beløb. Formålet hermed var at styrke inddrivelsen af
disse offentlige tilgodehavender og at begrænse
afsoningen af ubetalte bøder.
Adgangen til at foretage indeholdelse i løn m.v.
er fastsat i straffelovens § 52 om inddrivelse af
bøder. At denne bestemmelse også omfatter
sagsomkostninger og konfiskerede beløb, skyldes
inddrivelsesmæsssige hensyn, jf. Folketingstidende
1993/94, Tillæg A, sp. 8038-8042. For
Straffelovrådet har det derfor været et særligt
spørgsmål, hvorledes de ændrede regler i
straffelovens § 52 om indeholdelse af løn m.v. for
bøder, sagsomkostninger og konfiskerede beløb mest
hensigtsmæssigt indarbejdes i udkastet til
straffuldbyrdelsesloven.
Det kan hævdes at være mest konsekvent at
opsplitte straffelovens § 52, således at den del af
bestemmelsen, der angår bøder, optages i
straffuldbyrdelsesloven, og den del, der angår
sagsomkostninger og konfiskerede beløb, henføres til
retsplejeloven.
Om bødestraffe rummer arbejdsgruppens lovudkast
således allerede en særskilt regulering i afsnit
III. Endvidere bestemmer retsplejelovens § 1013,
stk. 3, at inddrivelse af sagsomkostninger i
straffesager sker efter de almindelige regler om
inddrivelse af borgerlige krav. Desuden er der som
led i ændringen af straffelovens § 52 gennemført en
ændring af retsplejelovens § 1013, stk. 3, således
at denne bestemmelse, for så vidt angår inddrivelse
af sagsomkostninger, tillige henviser til reglerne
om lønindeholdelse m.v. i straffelovens § 52, jf. §
2, nr. 28, i lov nr. 369 af 18. maj 1994. Dertil
kommer, at tvangsinddrivelse af beløb, der er
konfiskeret ved straffedomme, i medfør af
retsplejelovens § 997, stk. 2, sker i den borgerlige
retsplejes former.
Straffelovrådet er opmærksomt på de
inddrivelsesmæssige hensyn, der ligger bag
udformningen af den nugældende ordning i
straffelovens § 52. Rådet har på den baggrund
overvejet, om reglerne om lønindeholdelse og
udpantning for bøder, sagsomkostninger og
konfiskerede beløb i straffelovens § 52, stk. 4-7,
som helhed bør overføres til
straffuldbyrdelsesloven.
Som nævnt ovenfor tager rådet ved afgrænsningen
af straffuldbyrdelseslovens anven delsesområde
udgangspunkt i, at lovens formål er at regulere
fuldbyrdelsen af straf og forvaring. Det forekommer
på den baggrund mindre naturligt ud fra
inddrivelsesmæssige hensyn at udvide lovens
anvendelsesområde, for så vidt angår bødestraffe,
til også at omfatte sagsomkostninger og konfiskerede
beløb i straffesager, der forfølges af det
offentlige.
En anden mulighed er at samle reglerne om
lønindeholdelse og udpantning for bøder,
sagsomkostninger og konfiskerede beløb i
retsplejeloven. For denne løsning kan tale, at
retsplejeloven allerede indeholder regler om
inddrivelse af konfiskerede beløb og
sagsomkostninger, jf. § 997, stk. 2, og § 1013, stk.
3.
Imod en sådan fremgangsmåde kan anføres, at
formålet med straffuldbyrdelsesloven bl.a. er i
videst muligt omfang at samle reglerne om
fuldbyrdelse af bødestraffe i en lov.
Straffelovrådet har efter en samlet vurdering
fundet det rigtigst, at der med henblik på
straffuldbyrdelsesloven sker en opsplitning af
straffelovens § 52, således at den del af
bestemmelsen, der angår bøder, optages i
straffuldbyrdelsesloven, og den del, der angår
sagsomkostninger og konfiskerede beløb, henføres til
retsplejeloven. Der henvises herom nærmere til
bemærkningerne til afsnit III og kapitel 16 om
fuldbyrdelse af bødestraffe i rådets lovudkast og
til retsplejelovens § 997, stk. 2, og § 1013, stk.
3, som affattet ved § 2, nr. 1 og 6, i rådets udkast
til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i
forbindelse med gennemførelsen af en lov om
fuldbyrdelse af straf m.v.
3.2.2. Betingede domme, herunder med vilkår om
samfundstjeneste, jf. § 1, nr. 3 og 4, i rådets
lovudkast
Det er i arbejdsgruppens kommissorium
anført, at arbejdsgruppen bør overveje, i hvilket
omfang der er behov for at medtage bestemmelser om
kriminalforsorg i frihed. Kriminalforsorg i frihed
omfatter bl.a. tilsyn med personer, der er idømt
betingede domme.
Det er arbejdsgruppens vurdering, at der er behov
for en mere samlet regulering af Kriminalforsorgens
tilsynsvirksomhed. Denne regulering bør efter
arbejdsgruppens opfattelse ske i forbindelse med
udarbejdelsen af straffuldbyrdelsesloven. Herefter,
og da betingede domme udgør en væsentlig del af det
strafferetlige sanktionssystem, finder
arbejdsgruppen, at der i loven bør være et afsnit om
fuldbyrdelse af betingede domme.
Arbejdsgruppen finder endvidere, at
straffuldbyrdelsesloven bør indeholde et særligt
afsnit om fuldbyrdelsen af dom til samfundstjeneste,
såfremt samfundstjeneste udskilles fra betingede
domme og gøres til en selvstændig sanktionsform.
Straffelovrådet kan tiltræde disse
synspunkter.
Ved lov nr. 6 af 3. januar 1992 om ændring af
straffeloven og retsplejeloven blev der fastsat
regler i straffelovens kapitel 8 om idømmelse af
samfundstjeneste som vilkår i en betinget dom. De
nye regler trådte i kraft den 1. april 1992. Rådet
finder det på den baggrund rigtigst, at der i § 1
som nr. 4, i rådets lovudkast indføjes en
bestemmelse, hvorved det udtrykkeligt fastslås, at
også betingede domme med vilkår om samfundstjeneste
omfattes af lovens anvendelsesområde. Om
fuldbyrdelse af betingede domme med vilkår om
samfundstjeneste henvises i øvrigt til kapitel 18
med tilhørende bemærkninger i rådets lovudkast.
3.2.3. Andre retsfølger
Som det fremgår af betænkningen, bd. I, s. 35-36
og s. 38, er det også indgået i arbejdsgruppens
overvejelser om afgrænsningen af
straffuldbyrdelsesloven, at der med hjemmel i
straffelovens kapitel 9 kan idømmes en række andre
ikke frihedsberøvende retsfølger, herunder navnlig
efter straffelovens §§ 68 og 69.
Straffelovrådet er enigt med arbejdsgruppen
i, at det ikke vil være hensigtsmæssigt at medtage
regler om de pågældende retsfølger i
straffuldbyrdelsesloven. Rådet lægger i den
forbindelse vægt på, at gennemførelsen af en
væsentlig del af disse retsfølger forestås af det
almindelige hospitalsvæsen og de øvrige sociale
myndigheder alene eller i samarbejde med
Kriminalforsorgen.
Rådet er i lighed med arbejdsgruppen opmærksomt
på, at der kan være behov for en nærmere regulering
af den tilsynsvirksomhed, der udøves af
Kriminalforsorgen over for sådanne dømte på fri fod.
Når de pågældende retsfølger ikke er medtaget i
straffuldbyrdelsesloven, er dette derfor alene
udtryk for, at den ønskede regulering ikke bør ske i
denne lov.
Som en strafferetlig retsfølge af stor praktisk
betydning peger arbejdsgruppen på
retsplejelovens §§ 723-723 a om tiltalefrafald.
Sådanne afgørelser vil ofte være betinget af tilsyn,
der for gruppen af 15-17 årige normalt varetages af
de almindelige sociale myndigheder efter
bistandslovens regler. Selv om der for så vidt kan
være behov for en nærmere regulering af tilsyn i
forbindelse med tiltalefrafald, vil det efter
arbejdsgruppens opfattelse ikke være hensigtsmæssigt
at lade en sådan regulering ske i
straffuldbyrdelsesloven.
Straffelovrådet er enigt i dette synspunkt.
Som påpeget af arbejdsgruppen vil en sådan
regulering i væsentligt omfang vedrøre de
almindelige sociale myndigheder. Det synes endvidere
rigtigst som udgangspunkt at afgrænse
straffuldbyrdelsesloven til strafferetlige
retsfølger, der er fastsat ved dom.
3.3. Straffelovrådets konklusion
Straffelovrådet kan tiltræde, at
straffuldbyrdelseslovens anvendelsesområde afgrænses
til fuldbyrdelse af frihedsberøvelse, idømt som
fængselsstraf, og frihedsberøvelse i form af
forvaring. Udtrykket "fængselsstraf" omfatter i den
forbindelse tillige de straffe, der efter gældende
ret idømmes som hæftestraf. Det skyldes, at
Straffelovrådet samtidig med straffuldbyrdelsesloven
foreslår hæftestraffen ophævet.
Straffelovrådet kan endvidere tiltræde, at der i
straffuldbyrdelsesloven optages bestemmelser om
fuldbyrdelse af bødestraf og bødeforvandlingsstraf
samt om fuldbyrdelsen af betingede domme.
Straffelovrådet foreslår dog af lovtekniske grunde,
at der i lovudkastets § 1 indføjes en bestemmelse om
samfundstjeneste.
Det bemærkes, at straffuldbyrdelsesloven
umiddelbart alene omfatter danske afgørelser. Om
fuldbyrdelse af udenlandske straffedomme gælder lov
nr. 323 af 4. juni 1986 om international
fuldbyrdelse af straf m.v., som ændret ved lov nr.
291 af 24. april 1996 om ændring af lov om
udlevering af lovovertrædere, lov om international
fuldbyrdelse af straf m.v., lov om samarbejde med
Finland, Island, Norge og Sverige angående
fuldbyrdelse af straf m.v. og retsplejeloven
(International strafferet). Endvidere henvises til
lov nr. 214 af 31. maj 1963 om samarbejde med
Finland, Island, Norge og Sverige angående
fuldbyrdelse af straf m.v., som ændret ved lov nr.
291 af 24. april 1996.
Desuden kan nævnes lov nr. 1099 af 21. december
1994 om strafforfølgning ved det internationale
tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det
tidligere Jugoslavien. Efter denne lovs § 4 kan
justitsministeren bestemme, at straf m.v., der er
pålagt af tribunalet, kan fuldbyrdes i Danmark.
Fuldbyrdelsen skal i videst muligt omfang ske efter
danske regler og må ikke medføre en skærpelse af den
domfældtes strafferetlige situation, jf. § 4, stk.
2.
Det bemærkes i øvrigt, at der i medfør af
1994-lovens § 5 er udstedt bekendtgørelse nr. 832 af
30. oktober 1995 om strafforfølgning ved det
internationale tribunal til pådømmelse af folkedrab
og andre alvorlige overtrædelser af international
humanitær ret begået i Rwanda m.v. Bekendtgørelsen
indebærer bl.a., at lovens regler om fuldbyrdelse af
straf m.v. finder tilsvarende anvendelse på
afgørelser, der er truffet af Rwanda-tribunalet.
Er der efter de nævnte regler truffet beslutning
om fuldbyrdelse af en udenlandsk afgørelse om straf,
sker fuldbyrdelsen imidlertid også med udgangspunkt
i straffuldbyrdelsesloven.
Endelig omfattes bøder, som pålægges virksomheder
i henhold til fællesskabsretten for overtrædelse af
konkurrencereglerne, ikke af
straffuldbyrdelsesloven, idet sådanne bøder
inddrives efter reglerne i den civile retspleje.
Den centrale myndighed
Til § 2
I § 2 i arbejdsgruppens lovudkast
fastsættes, at Justitsministeriet, Direktoratet for
Kriminalforsorgen, varetager den centrale ledelse og
administration af fuldbyrdelsen af de i § 1 nævnte
straffe m.v.
Straffelovrådet finder i lighed med
arbejdsgruppen, at det til vejledning for de dømte
bør fremgå af straffuldbyrdelsesloven, hvilken
myndighed der varetager den centrale ledelse og
administration af fuldbyrdelsen af straf m.v., jf.
herved § 2 i rådets lovudkast.
Rådet kan endvidere tiltræde, at det af loven
eller bestemmelser, udfærdiget i medfør af loven,
klart bør fremgå, hvilke myndigheder der har
kompetence til at træffe de afgørelser, der
omhandles i loven.
Rådet har i de fleste af lovudkastets
bestemmelser i lighed med arbejdsgruppen fundet det
tilstrækkeligt at henlægge kompetencen til
"institutionen", således at den nærmere placering af
kompetencen fastlægges enten i de administrative
bestemmelser, der skal udfærdiges af
justitsministeren i medfør af loven eller internt af
de enkelte institutioner.
Visse af lovudkastets bestemmelser vedrører dog
afgørelser af så indgribende karakter, at det findes
rigtigst i lovteksten udtrykkeligt at henlægge
kompetencen til institutionens leder eller den, der
bemyndiges dertil. Der henvises i den forbindelse
bl.a. til rådets lovudkast, § 55, stk. 4, om
tilbageholdelse af breve, § 60, stk. 5 og 6, om
tilbageholdelse af effekter og breve m.v. i den
indsattes besiddelse og til § 63, stk. 1, om
udelukkelse fra fællesskab med andre indsatte, § 66,
stk. 1, om anbringelse i sikringscelle og
tvangsfiksering samt § 67 om ikendelse af
disciplinærstraf.
Kapitel 2
Almindelige bestemmelser om fuldbyrdelse af straf
Til §§ 3 og 4
Kapitel 2 i arbejdsgruppens lovudkast
indeholder nogle grundlæggende bestemmelser om
fuldbyrdelse af fængselsstraf.
Bl.a. fastsættes det i lovudkastets § 3, at
fuldbyrdelse af en fængselsstraf skal ske med
fornøden hensyntagen til såvel frihedsberøvelsens
gennemførelse som til behovet for at hjælpe eller
påvirke den indsatte til at leve en kriminalitetsfri
tilværelse.
Endvidere bestemmes det i § 4, stk. 1, at en
indsat under fuldbyrdelsen af fængselsstraf ikke må
pålægges andre begrænsninger i sin tilværelse end
sådanne, der er fastsat ved lov eller er en følge af
selve frihedsberøvelsen.
Efter § 4, stk. 2, skal en indsat efterkomme de
anvisninger, som gives af institutionens personale i
forbindelse med varetagelsen af institutionens
opgaver.
Udgangspunktet efter § 4 i arbejdsgruppens
lovudkast er, at indsatte har adgang til at udøve
deres borgerlige rettigheder i det omfang,
frihedsberøvelsen ikke i sig selv afskærer dem
herfra, jf. herved betænkningen, bd. I, s. 107.
Dette udgangspunkt er efter arbejdsgruppens
opfattelse i nøje overensstemmelse med det forhold,
at en frihedsberøvelse alene tilsigter at indebære
et indgreb i lokalfriheden for den enkelte dømte.
Det er endvidere på linie med den herskende
opfattelse, hvorefter gennemførelsen af en
frihedsberøvelse skal ske på en måde, der også
tilgodeser humane og medmenneskelige hensyn.
Straffelovrådet er enigt i arbejdsgruppens
overvejelser på dette punkt. Rådet har derfor også
ved udformningen af sit lovudkast taget udgangspunkt
i, at der under straffuldbyrdelsen bør sigtes mod at
give de indsatte grundlag for at opretholde en
tilværelse, der i videst muligt omfang muliggør
deltagelse i det almindelige samfundsliv.
Rådet finder dog i lighed med arbejdsgruppen
anledning til at betone, at gennemførelsen af en
frihedsstraf ikke er mulig uden begrænsninger i den
indsattes almindelige rettigheder. Rådet har på den
baggrund ligeledes set det som en hovedopgave ved
udformningen af straffuldbyrdelsesloven at afgrænse
de tilfælde, hvor der kan gøres indgreb i de
almindelige rettigheder.
Som anført af arbejdsgruppen, vil hensynet til
Kriminalforsorgens sikkerhedsmæssige- og
ordensmæssige virksomhed særlig ofte være hensyn,
der kan og må begrunde en fravigelse af det nævnte
udgangspunkt. Disse væsentlige hensyn skal således
tilgodeses.
Arbejdsgruppen finder, at dette bedst sker ved
konkrete bestemmelser herom og ikke ved en generel
bestemmelse svarende til § 19, stk. 3, i
Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 423 af 21.
juni 1973 med senere ændringer om fuldbyrdelse af
frihedsstraf (fuldbyrdelsesbekendtgørelsen). Efter
bekendtgørelsens § 19, stk. 3, skal de indsatte
overholde de bestemmelser, som institutionens leder
har fastsat af ordens- og sikkerhedshensyn.
Rådet kan tiltræde arbejdsgruppens synspunkter,
herunder at fravigelser af det anførte udgangspunkt
i almindelighed skal kunne begrundes i konkrete
ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn. Med udtrykket
"ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn" i rådets
lovudkast tilsigtes ingen indholdsmæssig afvigelse i
forhold til arbejdsgruppens lovudkast, jf.
betænkningen, bd. I, s. 106. Det indebærer, at der
ved afgrænsningen af de tilfælde, hvor der med
hjemmel i lovudkastets bestemmelser kan gøres
indgreb ud fra "sikkerhedsmæssige hensyn", skal
tages udgangspunkt i, at formålet med
Kriminalforsorgens sikkerhedsmæssige virksomhed er
at fastholde frihedsberøvelsen ved at forebygge og
forhindre, at de indsatte undviger.
Ved fortolkningen af udtrykket "sikkerhedsmæssige
hensyn" skal det endvidere tages i betragtning, at
Kriminalforsorgens sikkerhedsmæssige virksomhed også
sigter på at forebygge kriminalitet ved at modvirke,
at indsatte begår kriminalitet under afsoningen. Der
sigtes hermed bl.a. til trusler eller vold mod
personale eller medindsatte, fængselsoptøjer, handel
med eller indsmugling af narkotika og lignende i
forbindelse med besøg eller udgang. Der kan derfor
efter omstændighederne f.eks. gøres indgreb i retten
til brevveksling eller gennemføres undersøgelse af
den indsattes person og opholdsrum efter reglerne i
§§ 55 og 60 i rådets lovudkast for at modvirke
kriminalitet.
Om rækkevidden af udtrykket "ordensmæssige
hensyn" henvises til betænkningen, bd. I, s. 106.
Som det fremgår heraf, lader ordensbegrebet sig ikke
afgrænse på en entydig måde. Med udtrykket "orden"
sigtes dog med sikkerhed til foranstaltninger mod
brand, tingsødelæggelse, støj og sundhedsfarlige
forhold samt arbejdsskader og lignende miljøfarlige
forhold.
Endvidere omfatter dette udtryk bl.a.
foranstaltninger til opretholdelse af et fysisk og
psykisk godt miljø og trivsel i vid forstand, såvel
mellem de indsatte indbyrdes som i forhold til
personalet.
Som påpeget af arbejdsgruppen, påvirkes
Kriminalforsorgens ordensmæssige opgaver i særlig
grad af, at de indsatte er tvangsmæssigt anbragt.
Det skal endvidere tages i betragtning, at en
relativ høj procentdel af de indsatte har betydelige
adfærds- og tilpasningsproblemer som følge af, at de
er tungt belastede såvel socialt og kriminelt som
med hensyn til misbrug af alkohol og narkotika m.v.
Det må antages, at de almindelige bestemmelser om
fuldbyrdelse af fængselsstraf i § 3 og § 4, stk. 1,
i arbejdsgruppens lovudkast også finder anvendelse
på fuldbyrdelsen af andre former for straf, f.eks.
betingede domme med vilkår om tilsyn.
Straffelovrådet foreslår derfor, at de pågældende
bestemmelser udvides til at omfatte fuldbyrdelsen af
enhver form for straf.
Det indebærer, at § 3 i arbejdsgruppens lovudkast
ændres, således at fuldbyrdelse af en straf skal ske
med fornøden hensyntagen til såvel straffens
gennemførelse som til behovet for at hjælpe eller
påvirke den dømte til at leve en kriminalitetsfri
tilværelse.
Endvidere ændres § 4, stk. 1, således at der
under fuldbyrdelsen af straf ikke må pålægges en
person andre begrænsninger i tilværelsen end
sådanne, der er fastsat ved lov eller er en følge af
selve straffen.
Samtidig foreslås § 4, stk. 2, indsat som § 32 i
kapitel 8 i rådets lovudkast om indsattes
rettigheder og pligter under selve opholdet i
afsoningsinstitutionen. Det skyldes, at denne
bestemmelse særligt tager sigte på fuldbyrdelse af
fængselsstraf.
Endelig foreslår rådet, at afsnit II om
fængselsstraffe indsættes som overskrift sammen med
et nyt kapitel 3 i rådets lovudkast, der omhandler
almindelige bestemmelser for fuldbyrdelse af
fængselsstraffe, dvs. § 5 i rådets lovudkast om
afgrænsning af de institutioner, som benyttes til
fuldbyrdelse af fængselsstraf, og § 7 i samme
lovudkast om pligten til at rådgive personer, der er
idømt fængselsstraf.
I den forbindelse foreslås § 5, stk. 2, i
arbejdsgruppens lovudkast om erstatning til indsatte
for følger af ulykkestilfælde udskilt til en
særskilt bestemmelse i § 6 i rådets lovudkast. Der
tilsigtes ikke herved nogen indholdsmæssig ændring
af disse bestemmelser i arbejdsgruppens lovudkast,
jf. betænkningen, bd. III, s. 681 og 682.
Ordene "fuldbyrdelse af straf" i §§ 3 og 4 i
rådets lovudkast omfatter i første række
fuldbyrdelse af fængselsstraffe, jf. lovudkastets §
1, nr. 1, herunder den del af fuldbyrdelsen, der
sker på vilkår om tilsyn og eventuelle særvilkår i
forbindelse med strafafbrydelse, prøveløsladelse og
betinget benådning, samt fuldbyrdelse i
Kriminalforsorgens pensioner og i institutioner m.v.
uden for Kriminalforsorgen, jf. §§ 76, 78 og 81- 88
i rådets lovudkast.
§§ 3 og 4 omfatter endvidere fuldbyrdelse af
betingede domme, herunder med vilkår om
samfundstjeneste, jf. § 1, nr. 3 og 4, og afsnit IV,
kapitel 17 og 18, i rådets lovudkast.
§§ 3 og 4 finder desuden anvendelse på
bødestraffe, jf. § 1, nr. 2, i rådets lovudkast.
For så vidt angår bødestraffe, skal
bestemmelserne dog sammenholdes med de særlige
regler om fuldbyrdelse af bødestraffe i kapitel 16 i
afsnit III i rådets lovudkast, herunder bestemmelsen
om henstand med og afdragsvis betaling af en bøde i
§ 90, stk. 2. Efter § 91 i arbejdsgruppens lovudkast
fuldbyrdes forvandlingsstraffen for en bøde, der
ikke betales eller eftergives, efter reglerne i
lovudkastets afsnit II.
Da §§ 3 og 4 således også finder anvendelse på
fuldbyrdelse af forvandlingsstraf, foreslår rådet,
at den til § 91 svarende bestemmelse i rådets
lovudkast udvides tilsvarende, således at
fuldbyrdelsen i disse tilfælde sker efter reglerne i
lovens kapitel 2 om almindelige bestemmelser for
straffuldbyrdelse og afsnit II om fuldbyrdelse af
fængselsstraffe, jf. herved § 93 i rådets lovudkast.
§§ 3 og 4 omfatter ikke umiddelbart fuldbyrdelse
af forvaring, jf. § 1, nr. 5, i rådets lovudkast.
Det skyldes, at der i disse tilfælde ikke er tale om
fuldbyrdelse af en straf.
Efter § 101, stk. 1, i arbejdsgruppens lovudkast
fuldbyrdes forvaring imidlertid efter reglerne i
lovudkastets afsnit II om fuldbyrdelse af
fængselsstraffe med den undtagelse, at forvaring
normalt fuldbyrdes i Anstalten ved Herstedvester. Da
§§ 3 og 4 herefter også finder anvendelse på
fuldbyrdelse af forvaring, foreslår rådet, at den
til § 101, stk. 1, svarende bestemmelse i rådets
lovudkast (§ 105, stk. 1) ændres tilsvarende,
således at fuldbyrdelsen af forvaring sker efter
reglerne i lovens kapitel 2 om almindelige
bestemmelser for straffuldbyrdelse og afsnit II om
fuldbyrdelse af fængselsstraffe.
Til afsnit II
Fængselsstraffe
Kapitel 3
Almindelige bestemmelser
Om baggrunden for indsættelsen af afsnit II,
Fængselsstraffe, og Kapitel 3, Almindelige
bestemmelser, som overskrift til lovudkastets §§
5-7, henvises til rådets bemærkninger ovenfor til §§
3 og 4.
Til §§ 5 og 6
§ 5, stk. 1, i arbejdsgruppens lovudkast
bemyndiger til at fastsætte regler om indretningen
af institutioner under Kriminalforsorgen til
fuldbyrdelse af fængselsstraf og om sådanne
institutioners opdeling i åbne og lukkede
institutioner.
Endvidere rummer stk. 2 i samme bestemmelse en
bemyndigelse til at fastsætte regler om erstatning
til indsatte i Kriminalforsorgens institutioner for
følger af ulykkestilfælde m.v.
Straffelovrådet foreslår, at § 5, stk. 1 og
2, udskilles til særskilte bestemmelser i
henholdsvis § 5 og § 6 i rådets lovudkast.
Baggrunden for rådets forslag er at tydeliggøre, at
de pågældende bemyndigelsesbestemmelser angår
forskellige emner.
Som det fremgår af bemærkningerne til
arbejdsgruppens lovudkast, jf. betænkningen, bd.
III, s. 681, træder § 5 i arbejdsgruppens lovudkast
i stedet for straffelovens § 45 om forsikring mod
følger af ulykkestilfælde.
Rådet bemærker i den forbindelse, at den i
betænkningen nævnte anordning nr. 514 af 11. oktober
1978 om erstatning til indsatte i kriminalforsorgens
institutioner for følger af ulykkestilfælde m.v. er
ophævet. I stedet henvises til anordning nr. 137 af
24. marts 1993. Også efter 1993-anordningen yder
staten erstatning med udgangspunkt i reglerne i lov
om forsikring mod følger af arbejdsskade.
I lighed med arbejdsgruppen tilsigter
Straffelovrådet ikke nogen indholdsmæssig ændring af
de regler, der er fastsat ved den nævnte anordning.
Rådet forudsætter derfor også, at der i forbindelse
med de administrative regler, der skal fastsættes i
medfør af § 6 i rådets lovudkast, sker en
videreførelse af bestemmelsen i § 11, stk. 3, 2.
pkt., i loven om ikrafttræden af borgerlig
straffelov m.m. Efter denne bestemmelse, der
foreslås ophævet som led i gennemførelsen af
straffuldbyrdelsesloven, kan statens udgifter ved
forsikringen ikke fordres godtgjort af domfældte
eller hans bo. Der henvises herved til § 3, nr. 1, i
rådets udkast til lov om ændring af forskellige
lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af
en lov om fuldbyrdelse af straf m.v.
Til § 7
Efter § 6, stk. 1, i arbejdsgruppens
lovudkast har en person, der er idømt fængselsstraf,
også før straffuldbyrdelsens iværksættelse ret til
at få nærmere rådgivning hos Kriminalforsorgen om
sine arbejdsmæssige, uddannelsesmæssige, sociale og
personlige forhold i forbindelse med fuldbyrdelsen.
Til denne bestemmelse føjes i stk. 2 en
bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om
gennemførelsen af den i stk. 1 nævnte rådgivning.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at
Kriminalforsorgen har pligt til at yde den nævnte
rådgivning, der bl.a. vil kunne omfatte en nærmere
vejledning om mulighederne for udsættelse af
straffuldbyrdelsen, uddannelsesmæssige muligheder
under straffuldbyrdelsen og formidling af kontakt
til det almindelige sociale system med hensyn til
forsorgsmæssig støtte til den dømtes familie under
straffuldbyrdelsen, jf. betænkningen, bd. III, s.
682.
Straffelovrådet kan med en enkelt
redaktionel ændring tiltræde arbejdsgruppens
forslag, jf. herved § 7 i rådets lovudkast.
Kapitel 4
Straffuldbyrdelsens iværksættelse
Til §§ 8 og 9
Kapitel 3 i arbejdsgruppens lovudkast
fastsætter regler om straffuldbyrdelsens
iværksættelse.
Bl.a. bestemmes det i § 7, at fuldbyrdelsen af en
fængelsstraf skal påbegyndes snarest muligt.
Endvidere er det i § 8 fastsat, at fuldbyrdelsen
af fængselsstraffen anses for påbegyndt den dag,
dommen er afsagt, når den dømte er varetægtsfængslet
efter endelig dom.
Hertil føjes i § 9, stk. 3, en bestemmelse,
hvorefter fuldbyrdelsen af fængselsstraffen i de
tilfælde, hvor den dømte er på fri fod, anses for
påbegyndt, når den dømte modtages eller anholdes med
henblik på straffuldbyrdelsens iværksættelse.
Som det fremgår af betænkningen, bd. I, s. 55-57,
og af afsnit 2 i bemærkningerne til § 1 i rådets
lovudkast, skal reglerne om straffuldbyrdelsens
iværksættelse sammenholdes med retsplejelovens
bestemmelser om fuldbyrdelse af domme i
straffesager. Efter retsplejelovens § 997, stk. 1,
drager politimesteren omsorg for fuldbyrdelsen. En
straffedom kan imidlertid ikke fuldbyrdes, før
fristen for anke efter lovens almindelige regel er
udløbet, eller ankeafkald er meddelt, jf.
retsplejelovens § 999, stk. 1. I tiden fra
afsigelsen af straffedommen og indtil straffedommen
er endelig, kan frihedsberøvelse derfor alene ske,
når betingelserne for varetægtsfængsling efter dom
er opfyldt, jf. retsplejelovens § 769 og § 762.
I overensstemmelse med retsplejelovens regler er
det i § 2, 1. pkt., i Justitsministeriets
bekendtgørelse nr. 423 af 21. juni 1973 med senere
ændringer om fuldbyrdelse af frihedsstraf fastsat,
at udståelse af frihedsstraf først kan iværksættes,
når fuldbyrdelsesordre foreligger.
Der sondres herefter mellem reglerne om
straffuldbyrdelsens iværksættelse, jf. cirkulære nr.
92 af 18. maj 1994 om iværksættelse af frihedsstraf
eller forvaring m.v. med senere ændringer, og
reglerne om beregningen af straffetiden, jf.
cirkulære nr. 150 af 29. juni 1973 med senere
ændringer om beregningen af frihedsstraf m.v.
Ved reglerne om straffuldbyrdelsens
iværksættelse fastsættes det tidspunkt, hvor
den domfældte omfattes af reglerne om
straffuldbyrdelse. Det har navnlig betydning for
personer, der er varetægtsfængslet efter dom, idet
bl.a. beskæftigelses- og uddannelsesmulighederne er
bedre under straffuldbyrdelse i fængsel end under
varetægtsfængsling i arresthus.
Ved reglerne om straffetidsberegningen
fastsættes det tidspunkt, hvor straffuldbyrdelsen
anses for påbegyndt. Det har bl.a. betydning for
fastlæggelsen af tidspunktet for løsladelse efter
udståelse af hele straffen og tidspunktet for
eventuel prøveløsladelse efter udståelse af 2/3 af
straffen, jf. § 14 i arbejdsgruppens lovudkast.
For personer, der er på fri fod, iværksættes
straffuldbyrdelsen i vedkommende arresthus eller
anstalt, når domfældte giver møde eller afleveres af
politet, jf. § 25, stk. 1, i cirkulæret om
iværksættelse af frihedsstraf eller forvaring m.v.
For domfældte, der er varetægtsfængslet efter
dommen, iværksættes straffuldbyrdelsen ved
meddelelse til den domfældte om, at
straffuldbyrdelsen nu påbegyndes, jf. cirkulærets §
27, stk. 2, 1. pkt., og § 28, stk. 2, 1. pkt.
Udgangspunktet for beregningen af frihedsstraffen
er det tidspunkt, hvor fuldbyrdelsen af straffen
anses for påbegyndt, jf. § 5, stk. 1, jf. § 4 i
cirkulæret om beregningen af frihedsstraf m.v.
Om personer, der er på fri fod, gælder ifølge
cirkulærets § 4, stk. 1, at fuldbyrdelsen af
frihedsstraf anses for påbegyndt den dag, den
domfældte giver møde eller anholdes med henblik på
straffuldbyrdelsens iværksættelse.
Om domfældte, der er varetægtsfængslet efter dom,
gælder ifølge cirkulærets § 4, stk. 2, at
fuldbyrdelsen anses for påbegyndt den dag, da
endelig dom er afsagt. Som anført i betænkningen,
bd. I, s. 56, indebærer § 4, stk. 2, at
straffuldbyrdelsen også regnes fra domsafsigelsen i
de tilfælde, hvor en iværksat anke ikke gennemføres
til dom.
Træffer retten beslutning om fængsling
(anholdelse) i sagen på et tidspunkt, hvor den
domfældte er på fri fod, anses fuldbyrdelsen for
påbegyndt den dag, fængslingen (anholdelsen) blev
iværksat.
Straffelovrådet finder på baggrund af de
gældende bestemmelser på området, at der i kapitel 3
i arbejdsgruppens lovudkast er behov for at
præcisere det tidspunkt, hvor straffuldbyrdelsen
iværksættes, og den dømte således omfattes af
straffuldbyrdelsesloven, herunder reglerne
vedrørende indsattes rettigheder.
I § 8 i rådets lovudkast foreslås derfor som stk.
1 indsat en bestemmelse, hvorefter fuldbyrdelsen af
en fængselsstraf skal iværksættes snarest muligt.
Det forudsættes, at dømte på fri fod som hidtil skal
have en rimelig tilsigelsesfrist, så de kan indrette
sig på strafafsoningen.
Som stk. 2 foreslås en bestemmelse, hvorefter
straffuldbyrdelsen, for så vidt angår dømte på fri
fod, iværksættes, når den dømte modtages i en
institution under Kriminalforsorgen.
Om dømte, der er varetægtsfængslet efter dommen
eller allerede udstår frihedsstraf, foreslås som
stk. 3 en bestemmelse, hvorefter fuldbyrdelsen
iværksættes, når Kriminalforsorgen giver meddelelse
til den pågældende herom.
Rådet foreslår desuden, at § 8 og § 9, stk. 3, i
arbejdsgruppens lovudkast udgår af kapitel 3 om
straffuldbyrdelsens iværksættelse i samme lovudkast
og i stedet indsættes som stk. 2 og 3 i § 14 i
kapitel 6 i rådets lovudkast om beregning af
straffetiden. Som det fremgår af bemærkningerne
ovenfor, har disse bestemmelser sammenhæng med
reglerne om beregning af straffetiden, og rådet
finder det derfor rigtigst, at de pågældende
bestemmelser indarbejdes i § 14 om beregningen af
straffetiden.
De foreslåede ændringer er alene af redaktionel
karakter. De nye bestemmelser i § 8 svarer således
til bestemmelserne i § 25, stk. 1, § 27, stk. 2, 1.
pkt., og § 28, stk. 2, 1. pkt., i cirkulæret om
iværksættelse af frihedsstraf eller forvaring m.v.
Rådet kan endvidere tiltræde forslagene i § 9, stk.
1-2, i arbejdsgruppens lovudkast, jf. herved § 9 i
rådets lovudkast, og de synspunkter, som
arbejdsgruppen har givet udtryk for i tilslutning
til §§ 7-9 i sit lovudkast, jf. betænkningen, bd.
III, s. 682-683.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2 i
bemærkningerne til § 1 i rådets udkast til
straffuldbyrdelsesloven og til § 2, nr. 5, i rådets
udkast til lov om ændring af forskellige
lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af
en lov om fuldbyrdelse af straf m.v. Endvidere
henvises til bemærkningerne til § 14 om beregningen
af straffetiden i rådets udkast til
straffuldbyrdelsesloven.
Kapitel 5
Udsættelse og benådning
Til § 10
§ 10 i arbejdsgruppens lovudkast
regulerer spørgsmålet om, hvornår fuldbyrdelsen af
en fængselsstraf eller en del af denne kan udsættes.
Bestemmelsen indebærer, at straffuldbyrdelsen kan
udsættes helt eller delvis, når hensynet til den
dømte, herunder dennes arbejds-, uddannelses-,
familie- eller helbredsmæssige forhold, taler
afgørende herfor, og hensynet til retshåndhævelsen
ikke taler imod udsættelse af straffuldbyrdelsen.
Som det fremgår af arbejdsgruppens bemærkninger
til § 10, jf. betænkningen, bd. III, s. 684, og af
afsnit 2.2. i bemærkningerne til § 1 i rådets udkast
til straffuldbyrdelsesloven, træder § 10 sammen med
§ 12 i stedet for retsplejelovens § 1001, der
foreslås ophævet ved § 2, nr. 1, i arbejdsgruppens
udkast til lov om ændring af forskellige
lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af
en lov om fuldbyrdelse af straf m.v.
Efter retsplejelovens § 1001, stk. 1, skal
straffuldbyrdelsen udsættes, såfremt den, der er
idømt frihedsstraf, bliver alvorligt syg. § 10 i
arbejdsgruppens lovudkast afviger herved fra
retsplejelovens regel, idet udsættelse med
straffuldbyrdelsen efter § 10 forudsætter, at der er
meddelt tilladelse hertil efter en konkret vurdering
i det enkelte tilfælde. Afvigelsen har imidlertid
ingen praktisk betydning, idet alvorlig sygdom i
praksis altid fører til, at straffuldbyrdelsen
udsættes.
Straffelovrådet kan på den baggrund tiltræde
arbejdsgruppens forslag.
Rådet foreslår dog, at ordet "afgørende" udgår i
§ 10, nr. 1. Med dette tilsigtes ingen
indholdsmæssig afvigelse i forhold til
arbejdsgruppens lovudkast, idet spørgsmålet om
udsættelse af straffuldbyrdelsen også efter rådets
lovudkast vil bero på en konkret vurdering af de
hensyn, der taler for og imod, at udsættelse
tillades, jf. herved betænkningen, bd. III, s. 684.
Det bemærkes endvidere, at der med § 10 i rådets
lovudkast ikke tilsigtes nogen indskrænkning i den
adgang til at opnå udsættelse med straffuldbyrdelsen
og sidenhen benådning, der følger af
Justitsministeriets cirkulære nr. 54 af 14. marts
1994 med senere ændringer om udsættelse med afsoning
af og benådning for frihedsstraffe på 60 dage og
derunder, idømt for spiritus- eller promillekørsel.
Cirkulæret omfatter ifølge § 1 personer, der er
idømt frihedsstraf på 60 dage og derunder for
spiritus- eller promillekørsel, og som har et udtalt
behov for behandling mod misbrug af alkohol og har
påbegyndt en sådan behandling. Der kan kun
undtagelsesvis gives udsættelse efter cirkulæret i
tilfælde, hvor den ubetingede straf også omfatter
andre forhold end overtrædelse af færdselsloven.
Domfældte, der er omfattet af § 1, kan ifølge
cirkulærets § 2 påregne udsættelse med
strafudståelsen i normalt 1 år på betingelse af, at
de i udsættelsesperioden ikke begår strafbart
forhold samt undergiver sig tilsyn af
Kriminalforsorgen og særvilkår om fortsat
kontrolleret behandling mod misbrug af alkohol.
Forløber udsættelsesperioden tilfredsstillende,
vil en betinget benådning kunne påregnes på vilkår
af fortsat straffrit liv i yderligere 1 år samt
eventuelt fortsat tilsyn og vil kår om behandling
mod misbrug af alkohol i et nærmere angivet tidsrum.
Som forudsætning for den betingede benådning skal
der betales en bøde, som normalt vil udgøre
halvdelen af den bøde, der fastsættes for spiritus-
eller promillekørsel.
Overtrædes vilkårene for udsættelsen, vil
tilladelsen til udsættelse kunne tilbagekaldes eller
- i mindre alvorlige tilfælde - udsættelsesperioden
kunne forlænges.
Til § 11
§ 11 i arbejdsgruppens lovudkast
indeholder en bemyndigelse til administrativt at
fastsætte nærmere regler om behandlingen af sager om
udsættelse af straffuldbyrdelsen og om den
administrative behandling af sager om benådning.
Straffelovrådet kan med en enkelt
redaktionel ændring tiltræde arbejdsgruppens
forslag, jf. § 11 i rådets udkast til
straffuldbyrdelsesloven og betænkningen, bd. III, s.
646 og 684-685. Det bemærkes herved, at den
foreslåede bestemmelse svarer til den administrative
praksis, der i dag følges på området.
Til § 12
§ 12 i arbejdsgruppens lovudkast
regulerer spørgsmålet om, hvornår straffuldbyrdelsen
skal udsættes på grund af en ansøgning om udsættelse
med straffuldbyrdelsen eller om benådning.
Efter § 12, stk. 1, i arbejdsgruppens lovudkast
skal straffuldbyrdelsen udsættes, indtil der er
truffet afgørelse i sagen, såfremt den dømte
rettidigt har ansøgt om udsættelse med
straffuldbyrdelsen eller om benådning. Med udtrykket
"rettidigt" sigtes til de frister, der nævnes i §
11, 2. pkt., i samme lovudkast.
Har den dømte tidligere fået straffuldbyrdelsen
udsat eller fået afslag på en ansøgning om
udsættelse eller benådning, skal straffuldbyrdelsen
kun udsættes på behandlingen af den nye ansøgning,
såfremt denne indeholder nye væsentlige oplysninger,
hvis rigtighed så vidt muligt er konstateret, eller
der i øvrigt skønnes at være særlig grund til at
afvente afgørelsen af den nye ansøgning, jf. § 12,
stk. 2, i arbejdsgruppens lovudkast.
Er den dømte varetægtsfængslet efter dom eller
ved at afsone en anden straf, har en ansøgning om
udsættelse med straffuldbyrdelsen eller om benådning
heller ikke opsættende virkning, jf. § 12, stk. 3, i
arbejdsgruppens lovudkast.
At ansøgning fra en person, der er
varetægtsfængslet efter dom, ikke har opsættende
virkning, skyldes ifølge bemærkningerne til
arbejdsgruppens lovudkast, at udsættelse med
straffuldbyrdelsen forudsætter, at den pågældende
løslades fra varetægtsfængslingen, hvilket det alene
tilkommer politiet eller retten at træffe afgørelse
om efter retsplejelovens regler. En ansøgning om
udsættelse med straffuldbyrdelsen eller om benådning
kan således godt føre til, at den pågældende
løslades, såfremt politiet eller retten træffer
afgørelse herom. Arbejdsgruppen forudsætter derfor,
at en ansøgning om udsættelse med straffuldbyrdelsen
eller om benådning indebærer, at spørgsmålet om
løsladelse forelægges for retten, jf. betænkningen,
bd. III, s. 685-686.
At ansøgning om udsættelse med straffuldbyrdelsen
eller om benådning heller ikke har opsættende
virkning, hvis den dømte allerede er ved at afsone
en anden straf, skyldes, at flere straffe efter
arbejdsgruppens opfattelse som udgangspunkt bør
fuldbyrdes i forlængelse af hinanden, jf.
betænkningen, bd. III, s. 612-613 og s. 686.
§ 12 i arbejdsgruppens lovudkast afviger herved i
et vist omfang fra reglerne i retsplejelovens §
1001, stk. 3, der som nævnt i betænkningen, bd. III,
s. 751 og 753, og i afsnit 2 i rådets bemærkninger
til lovudkastets § 1 foreslås ophævet og erstattet
med § 10 og § 12. Efter § 1001, stk. 3, 1. pkt., 1.
led, skal straffuldbyrdelsen således udsættes, når
den ret, der har afsagt dommen, finder grund til at
indstille den domfældte til hel eller delvis
benådning. Det samme gælder, når ansøgning herom
indgives af den domfældte, for så vidt en ansøgning
ikke allerede tidligere er afslået, jf. § 1001, stk.
3, 1. pkt., 2. led.
Straffelovrådet kan imidlertid tiltræde § 12
i arbejdsgruppens lovudkast. Rådet lægger i den
forbindelse vægt på, at bestemmelsen i
retsplejelovens § 1001, stk. 3, om rettens adgang
til at indstille en domfældt til hel eller delvis
benådning oprindeligt blev indført med dødsstraffen
for øje, og at dødsstraffen blev endeligt afskaffet
ved lov nr. 1097 af 22. december 1993 om ændring af
lov om tillæg til borgerlig straffelov angående
forræderi og anden landsskadelig virksomhed og lov
om straf for krigsforbrydelser. Bestemmelsen har
ikke længere nogen praktisk betydning.
Det samme gælder retsplejelovens § 1000,
hvorefter retten eller de lægdommere, der har
medvirket ved sagens behandling, kan indstille til
justitsministeren, at domfældte benådes.
Som det fremgår af afsnit 2 i bemærkningerne til
§ 1 i rådets lovudkast, foreslår rådet derfor, at
såvel retsplejelovens § 1000 som § 1001 ophæves som
led i gennemførelsen af en samlet regulering af
spørgsmålet om udsættelse og benådning i
straffuldbyrdelsesloven.
Rådet er endvidere enigt med arbejdsgruppen i, at
flere straffe som udgangspunkt bør afsones i
forlængelse af hinanden. Som påpeget af
arbejdsgruppen, jf. betænkningen, bd. III, s. 613,
skal det herved tages i betragtning, at den dømte
vil have mulighed for at få tilladelse til
strafafbrydelse, såfremt betingelserne herfor er
opfyldt, jf. herved § 76 i rådets lovudkast.
Rådet foreslår på den baggrund, at det i § 12,
stk. 1, præciseres, at en ansøgning om udsættelse
med straffuldbyrdelsen eller om benådning har
opsættende virkning, hvis ansøgeren er på fri fod.
Herved bliver stk. 3 i arbejdsgruppens udkast til §
12 overflødiggjort, idet det af § 12, stk. 1, i
rådets lovudkast modsætningsvis følger, at
straffuldbyrdelsen ikke skal udsættes, når
ansøgningen hidrører fra en person, der er
varetægtsfængslet efter dom eller i forvejen ved at
afsone en anden straf.
Ændringen er af redaktionel karakter. Rådet
forudsætter derfor i lighed med arbejdsgruppen, at
ansøgning om udsættelse eller benådning fra en
person, der er varetægtsfængslet efter dom,
behandles som en begæring om løsladelse. Det
indebærer, at sagen i disse tilfælde forelægges for
politiet eller retten med henblik på, at spørgsmålet
om løsladelse afgøres efter retsplejelovens regler.
Rådet foreslår endvidere, at ordene "konstateret"
og "skønnes" i § 12, stk. 2, i arbejdsgruppens
lovudkast erstattes med ordene "godtgjort" og "er".
Ændringerne er af terminologisk karakter.
Til § 13
I § 13 i arbejdsgruppens lovudkast
fastsættes nærmere regler om vilkår og
tilsidesættelse af vilkår for en tilladelse til
udsættelse af straffuldbyrdelsen.
Efter § 13, stk. 1, 1. pkt., i arbejdsgruppens
lovudkast er det et obligatorisk vilkår for
tilladelse til udsættelse af straffuldbyrdelsen, at
den dømte ikke begår strafbart forhold. Efter § 13,
stk. 1, 2. pkt., kan der endvidere fastsættes andre
vilkår, herunder vilkår om tilsyn af
Kriminalforsorgen og eksempelvis om behandling mod
misbrug af alkohol eller narkotika eller om
fortsættelse af en igangværende resocialisering.
Adgangen til at fastsætte vilkår skal ses på
baggrund af, at den dømte selv begærer udsættelse af
straffuldbyrdelsen og således vælger at underkaste
sig de fastsatte vilkår som noget mindre belastende
end en umiddelbar udståelse af straffen. Vilkår
forudsættes normalt fastsat i tilfælde, hvor der
tillades udsættelse med henblik på senere benådning
under forudsætning af, at vilkårene overholdes.
I § 13, stk. 2, i arbejdsgruppens lovudkast
fastslås det, at en tilladelse kan tilbagekaldes,
såfremt den dømte ikke overholder de fastsatte
vilkår. Bestemmelsen omfatter ikke umiddelbart
tilfælde, hvor den dømte strafforfølges for forhold,
begået forud for med delelsen af tilladelsen.
Straffelovrådet kan i det væsentlige
tiltræde arbejdsgruppens forslag.
Rådet foreslår dog, at det i § 13, stk. 2, i
arbejdsgruppens lovudkast præciseres, at adgangen
til at tilbagekalde en tilladelse også omfatter
tilfælde, hvor den pågældende på ny dømmes for
strafbart forhold, jf. herved § 13, stk. 2, i rådets
lovudkast. Der sigtes hermed til kriminalitet, der
er begået forud for idømmelsen af den straf, hvormed
tilladelse til udsættelse af fuldbyrdelsen er
meddelt, eller i perioden mellem idømmelsen af denne
straf og tilladelsen til udsættelse af
straffuldbyrdelsen.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at en
sigtelse eller tiltale for strafbart forhold ikke er
tilstrækkelig til at bringe adgangen til
tilbagekaldelse af en tilladelse i anvendelse. I
udtrykket "dømmes" ligger ikke et krav om, at dommen
skal være endelig. Også domme, der kan ankes eller
er anket, kan danne grundlag for tilbagekaldelse af
en tilladelse.
Det bemærkes i øvrigt, at spørgsmålet, om en
tilladelse skal tilbagekaldes i medfør af § 13, stk.
2, afhænger af en konkret vurdering af
omstændighederne i hvert enkelt tilfælde. I denne
vurdering indgår bl.a. karakteren af
vilkårsovertrædelsen og den kriminalitet, den
pågældende er dømt for, efter at tilladelsen til
udsættelse af straffuldbyrdelsen er meddelt.
Kapitel 6
Beregning af straffetiden
Til § 14
Efter § 14 i arbejdsgruppens lovudkast
skal Kriminalforsorgen ved straffetidsberegningen
fastlægge tidspunktet for løsladelse efter udståelse
af hele straffen og tidspunktet for eventuel
prøveløsladelse efter udståelse af 2/3 af
straffetiden, jf. straffelovens § 38, stk. 1.
Straffelovrådet kan i det væsentlige
tiltræde arbejdsgruppens forslag.
Som det fremgår af bemærkningerne til §§ 8-9 i
rådets lovudkast, finder rådet dog, at der i
arbejdsgruppens lovudkast er behov for at præcisere
det tidspunkt, hvor straffuldbyrdelsen iværksættes,
og den dømte således omfattes af
straffuldbyrdelsesloven, herunder reglerne
vedrørende indsattes rettigheder.
Rådet foreslår på denne baggrund, at
bestemmelserne i § 8 og § 9, stk. 3, i
arbejdsgruppens lovudkast udgår af kapitel 3 om
straffuldbyrdelsens iværksættelse og i stedet
indsættes som stk. 2 og 3 i § 14 i rådets lovudkast,
idet de pågældende bestemmelser har sammenhæng med
reglerne om beregning af straffetiden. I § 8
fastsættes det således, at fuldbyrdelsen af
fængselsstraffen anses for påbegyndt den dag, dommen
er afsagt, når den dømte er varetægtsfængslet efter
endelig dom. Endvidere fremgår det af § 9, stk. 3,
at fuldbyrdelsen i de tilfælde, hvor den dømte ikke
er varetægtsfængslet efter endelig dom, anses for
påbegyndt, når den dømte modtages eller anholdes med
henblik på straffuldbyrdelsens iværksættelse.
Endvidere foreslås der som nr. 3 i § 14, stk. 1,
i rådets lovudkast indsat en bestemmelse, hvorefter
Kriminalforsorgen ved beregningen af straffetiden
også skal fastlægge tidspunktet for eventuel
prøveløsladelse efter udståelse af 12 år af en straf
af fængsel på livstid, jf. straffelovens § 41, stk.
1. Om baggrunden for dette forslag, der tager sigte
på prøveløsladelse fra straf af fængsel på livstid,
henvises til afsnit 5 i denne betænknings kapitel 4
om prøveløsladelse af livstidsdømte. Endvidere
henvises til § 1, nr. 3, i rådets udkast til lov om
ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse
med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af
straf m.v.
I øvrigt foreslås det i § 14, stk. 1, nr. 2, i
rådets lovudkast præciseret, at denne bestemmelse i
modsætning til nr. 3 omhandler prøveløsladelse fra
tidsbestemt straf.
Til §§ 15-17
I § 15 i arbejdsgruppens lovudkast
fastsættes bestemmelser om Kriminalforsorgens
forpligtelse til at gøre den dømte bekendt med
straffetidsberegningen.
§ 16 i samme lovudkast regulerer spørgsmålet om
omberegning af straffetiden, såfremt
straffuldbyrdelsen afbrydes, eller forudsætningerne
for straffetidsberegningen i øvrigt ændres.
Endelig indeholder § 17 bestemmelser om
straffetidsberegningen i tilfælde, hvor flere
straffe skal afsones i umiddelbar forlængelse af
hinanden.
Straffelovrådet kan med en enkelt
redaktionel ændring i § 16 tiltræde arbejdsgruppens
forslag, jf. §§ 15-17 i rådets lovudkast og
betænkningen, bd. III, s. 647 og 687.
Til § 18
§ 18 i Straffelovrådets lovudkast indeholder
regler om beregningen af straffetiden i tilfælde,
hvor den dømte har været anholdt, varetægtsfængslet
eller indlagt til mentalundersøgelse under
behandlingen af den sag, der har ført til
straffuldbyrdelsen, eller under behandlingen af
andre straffesager.
Endvidere reguleres i et vist omfang spørgsmålet
om erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a i
anledning af den samme frihedsberøvelse.
Desuden fastsættes regler om beregningen af
straffetiden i tilfælde, hvor den indsatte efter §
106, nr. 2 og 3, i rådets lovudkast har ret til
erstatning, fordi den pågældende uforskyldt har
været anbragt i forhørscelle, strafcelle eller
sikringscelle eller uforskyldt været udelukket fra
fællesskab.
Til stk. 1 i rådets lovudkast
Fradrag og erstatning for anholdelse og
varetægtsfængsling m.v. i den sag, der har ført til
straffuldbyrdelsen
§ 18, stk. 1, i arbejdsgruppens lovudkast
indeholder en bestemmelse, hvorefter der ved
beregningen af straffetiden skal foretages fradrag
efter straffelovens § 86, stk. 1, for anholdelse,
varetægtsfængsling og indlæggelse til
mentalundersøgelse.
1. Reglerne om strafafkortning i straffelovens §
86
Efter straffelovens § 86, stk. 1, skal der, når
den dømte har været anholdt, varetægtsfængslet eller
indlagt til mentalundersøgelse, afkortes et antal
dage svarende til det antal påbegyndte døgn,
frihedsberøvelsen eller indlæggelsen har varet, i
den idømte frihedsstraf. Frihedsberøvelser, der ikke
har varet mindst 24 timer, medfører ikke afkortning.
Dommen skal indeholde oplysning om varigheden af
frihedsberøvelser og indlæggelser, der medfører
afkortning. Retten kan i den forbindelse
undtagelsesvis bestemme, at hele straffen skal anses
for udstået, selv om den idømte straf er længere end
den tid, hvori den dømte har været frihedsberøvet
eller indlagt. Hvis anke afvises eller frafaldes,
træffes en sådan afgørelse ved beslutning af den
overordnede ret. Er bødestraf idømt, skal det i
dommen bestemmes, at straffen eller en del af denne
skal anses for udstået.
Sigtet med den nuværende affattelse af
straffelovens § 86, stk. 1, er, at der skal ske
afkortning med frihedsberøvelse af den i
bestemmelsen nævnte art og varighed, uanset om
frihedsberøvelsen har fundet sted i tiden før eller
efter dommen, jf. Folketingstidende 1972/73, Tillæg
A, sp. 2805. Det indebærer, at de straffuldbyrdende
myndigheder også skal påse, at varetægtsfængsling,
der har fundet sted indtil afvisning eller frafald
af anke eller indtil straffuldbyrdelsens
iværksættelse, skal afkortes i den idømte
frihedsstraf. Der henvises herved til § 14, stk. 2,
i rådets lovudkast om beregningen af straffetiden i
tilfælde, hvor den dømte er varetægtsfængslet efter
endelig dom. Der henvises endvidere til rådets
bemærkninger til lovudkastets §§ 8-9. Her fremhæves
det bl.a., at der med de pågældende bestemmelser
sker en videreførelse af de nugældende regler i § 4,
stk. 2, i cirkulære nr. 150 af 29. juni 1973 med
senere ændringer om beregning af frihedsstraf m.v.,
hvorefter straffuldbyrdelsen også regnes fra
domsafsigelsen i tilfælde, hvor en iværksat anke
ikke gennemføres til dom.
Straffelovens § 86, stk. 1, suppleres i stk. 2-5
af forskellige bestemmelser om fradrag i tilfælde af
kombinationsdom efter straffelovens § 58,
indsættelse til udståelse af frihedsstraf som følge
af overtrædelse af vilkår i en betinget dom,
benådning eller prøveløsladelse samt anholdelse og
varetægtsfængsling m.v. i udlandet.
Som nævnt i betænkningen, bd. I, s. 66, sker
afkortning ved betingede domme først ved eventuel
fuldbyrdelse af straffen. Til illustration kan i den
forbindelse nævnes Vestre Landsrets dom,
offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1975 s.
658. Dommen er nærmere omtalt nedenfor.
Ved kombinationsdomme efter straffelovens § 58,
stk. 1, sker afkortning efter straffelovens § 86,
stk. 2, 1. pkt., som udgangspunkt i den ubetingede
del af straffen. Efter § 86, stk. 2, 2. pkt., kan
det dog i dommen bestemmes, at afkortning ikke eller
kun delvis skal ske i den ubetingede del af
straffen. Baggrunden er, at den ubetingede del af en
kombinationsdom tidligere højst kunne udgøre 3
måneder. Uden bestemmelsen i § 86, stk. 2, 2. pkt.,
ville en længere varetægtsfængsling derfor kunne
medføre, at den ubetingede straffedel af en
kombinationsdom ikke kunne blive effektiv, såfremt
afkortning altid skulle ske i den ubetingede del af
straffen, jf. herved betænkningen, bd. I, s. 66.
Straffelovens § 58 fik sin nuværende affattelse
ved § 1, nr. 4, i lov nr. 6 af 3. januar 1992 om
ændring af straffeloven og retsplejeloven som led i
gennemførelsen af reglerne om samfundstjeneste.
Herefter er grænsen for den ubetingede del af en
kombinationsdom hævet til 6 måneder, og det kan på
den baggrund gøres gældende, at reglen i § 86, stk.
2, 2. pkt., i nogen grad har mistet sin betydning.
Straffelovrådet har imidlertid ikke i forbindelse
med kommissoriet om en straffuldbyrdelseslov set det
som sin opgave at revidere bestemmelserne i
straffelovens § 86. Som det fremgår af afsnit 1.2. i
bemærkningerne til § 1 i rådets udkast til
straffuldbyrdelsesloven, har rådet alene gennemgået
bestemmelsen med henblik på spørgsmålet om
afgrænsningen af straffuldbyrdelsesloven over for
straffeloven.
Straffelovens § 86, stk. 3, indebærer, at
frihedsberøvelse, der er sket i anledning af
overtrædelse af vilkår, der er fastsat i betinget
dom i medfør af straffelovens § 57, fradrages efter
reglerne i § 86, stk. 1 og 2, når der efter
straffelovens § 60, stk. 1, nr. 3, træffes
bestemmelse om fuldbyrdelse af den betingede dom.
Det samme gælder efter § 86, stk. 5, i tilfælde,
hvor den dømte indsættes til afsoning af
frihedsstraf efter at have været anholdt eller
varetægtsfængslet på grund af overtrædelse af vilkår
for benådning eller prøveløsladelse.
Endelig kan retten efter straffelovens § 86, stk.
4, træffe bestemmelse om afkortning i den idømte
straf med hensyn til anholdelse og
varetægtsfængsling m.v., der har fundet sted i
udlandet.
Reglerne om afkortning i straffelovens § 86
finder efter ordlyden alene anvendelse på
frihedsberøvelse i anledning af forhold, der indgår
i den dom, der medfører afsoning. Det er i den
forbindelse uden betydning, at den dømte er
frifundet for det forhold, der begrundede
frihedsberøvelsen. Der henvises herved til
Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for
Retsvæsen 1993 s. 123. I Vestre Landsrets dom,
offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1975 s.
658, blev det tilsvarende antaget, at der ved
beregningen af straffetiden skulle tages hensyn til
varetægtsfængsling med tilknytning til en tidligere
betinget dom, der indgik i den dom, der medførte
afsoningen. Omvendt blev det i en Vestre Landsrets
dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1972
s. 431, fastslået, at tidligere varetægtsfængsling i
anledning af forhold, for hvilke der var meddelt
tiltalefrafald, og som ikke var genoptaget under den
foreliggende sag, ikke kunne afkortes i den nu
idømte frihedsstraf.
2. Straffelovrådets overvejelser
Straffelovrådet er enigt med arbejdsgruppen i, at
der i straffuldbyrdelseslovens kapitel om beregning
af straffetiden, jf. herved kapitel 6 i rådets
lovudkast, bør optages en bestemmelse om, at der ved
beregningen af straffetiden skal foretages fradrag
efter straffelovens § 86, stk. 1, for anholdelse,
varetægtsfængsling og indlæggelse til
mentalundersøgelse. Rådet kan ligeledes tiltræde, at
de nærmere regler om, hvornår der skal foretages
fradrag, fortsat skal findes i straffelovens § 86,
jf. herved afsnit 1.2. og 1.3. i bemærkningerne til
§ 1 i rådets udkast til straffuldbyrdelsesloven.
Rådet foreslår imidlertid, at der i § 18, stk. 1,
i stedet henvises til reglerne i hele straffelovens
§ 86 og ikke kun til § 86, stk. 1. Baggrunden er, at
de straffuldbyrdende myndigheder også skal sikre, at
et eventuelt fradrag kommer den dømte til gode i de
tilfælde, der omfattes af § 86, stk. 2-5. F.eks.
skal det påses, at frihedsberøvelse, der er sket i
anledning af overtrædelse af vilkår, fastsat efter
straffelovens § 57, kommer til fradrag, når der er
truffet bestemmelse om fuldbyrdelse af den betingede
dom, jf. § 86, stk. 3.
Straffelovrådet har overvejet, om der i
tilknytning til lovudkastets § 18, stk. 1, er behov
for at fastsætte bestemmelser om forholdet mellem
reglerne om fradrag efter straffelovens § 86 og
adgangen til erstatning for uberettiget
frihedsberøvelse efter retsplejelovens kapitel 93 a
som følge af den samme frihedsberøvelse. § 18, stk.
1, i arbejdsgruppens lovudkast rummer ikke
bestemmelser, der tager sigte på dette forhold. I
den ovennævnte højesteretsdom fra 1993 var den
tiltalte for 8 forhold idømt fængsel i 8 måneder,
men frifundet for forhold 9, som han i 3 uger havde
været varetægtsfængslet for. Efter afsoningen af
dommen påstod han sig tilkendt erstatning for
uberettiget varetægtsfængsling. Det hedder i
Højesterets dom bl.a., at frihedsberøvelsen af
erstatningssøgende alene var begrundet i det
forhold, for hvilket han var frifundet. Uanset dette
skulle der som sket i medfør af straffelovens § 86
ske afkortning i den straf, som erstatningssøgende
ved samme dom blev idømt for andre forhold. Denne
afkortning måtte endvidere tages i betragtning ved
afgørelsen af påstanden om erstatning, der som
udgangspunkt måtte træffes efter retsplejelovens §
1018 a, stk. 2, og ikke stk. 1. Højesteret fandt, at
der ikke i den konkrete sag forelå sådanne særlige
omstændigheder, at der var grundlag for at tilkende
erstatning ud over den kompensation, som
afkortningen var udtryk for.
Det må efter dommen formentlig antages, at der
normalt ikke er grundlag for at tilkende erstatning
ud over den kompensation, som afkortningen er udtryk
for, i tilfælde, hvor der sker frifindelse i det
eller de forhold i sagen, der har begrundet
varetægtsfængslingen. På den anden side kan dommen
ikke antages at udelukke, at der i det enkelte
tilfælde kan foreligge sådanne særlige omstændigher,
at der også er grundlag for erstatning.
Rådet har på den baggrund fundet, at der ikke med
henblik på straffuldbyrdelsesloven er grundlag for
at fastsætte særlige regler på området. § 18, stk.
1, i rådets lovudkast udelukker derfor ikke, at der
både foretages fradrag efter straffelovens § 86 og
ydes erstatning efter retsplejelovens regler. Om der
foruden det obligatoriske fradrag for
frihedsberøvelse efter straffelovens § 86 er
grundlag for at yde erstatning i anledning af samme
frihedsberøvelse efter reglerne i retsplejelovens
kapitel 93 a, må imidlertid afhænge af en konkret
vurdering i overensstemmelse med retningslinierne i
den ovennævnte højesteretsdom.
Til stk. 2 og 4, 1. pkt., i rådets lovudkast
Fradrag og erstatning for anholdelse og
varetægtsfængsling m.v. i sager, der ikke føres
igennem til domfældelse
§ 18, stk. 2, i arbejdsgruppens lovudkast
regulerer spørgsmålet om fradrag for anholdelse og
varetægtsfængsling, der har fundet sted før eller
under straffuldbyrdelsen. Bestemmelsen indebærer, at
der ved beregningen af straffetiden skal foretages
fradrag i den aktuelle straffuldbyrdelse for sådan
frihedsberøvelse. Fradrag skal foretages med et
antal dage svarende til det antal påbegyndte døgn,
frihedsberøvelsen har varet, med tillæg af 50 pct.
og oprundet til nærmeste hele antal dage. Fradrag
for uberettiget anholdelse eller varetægtsfængsling
under straffuld byrdelsen skal dog kun foretages i
tilfælde, hvor fuldbyrdelsen af fængselsstraffen er
afbrudt efter reglerne i § 70 i arbejdsgruppens
lovudkast.
1. Nugældende regler og praksis
1.1. Som led i de straffuldbyrdende myndigheders
beregning af straffetiden tages også hensyn til
varetægtsfængsling m.v., der finder sted i anledning
af en ny sag under straffuldbyrdelsen. Fører den nye
strafferetlige forfølgning til idømmelse af
frihedsstraf, anses straffuldbyrdelsen i den gamle
sag for afbrudt med den virkning, at
varetægtsfængslingen afkortes i den nye
frihedsstraf, jf. § 9 i cirkulæret om beregning af
frihedsstraf m.v.
Kan der ikke foretages afkortning i den nye sag,
f.eks. fordi den indsatte frifindes, regnes
afsoningen i den gamle sag ikke for afbrudt. Der kan
i den forbindelse bl.a. henvises til Rigsadvokatens
meddelelse nr. 21/74 om en person, der under
straffuldbyrdelsen blev varetægtsfængslet, men
senere frifundet. Ifølge Rigsadvokatmeddelelsen sker
dette uafhængigt af, om krav om erstatning i
anledning af samme frihedsberøvelse fremsættes og
eventuelt imødekommes efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 93 a. Af Anklagemyndighedens
Årsberetning for 1988, s. 22-24, fremgår, at der i
disse tilfælde tillige normalt ydes en skønsmæssig
mindre erstatning end efter taksterne. Det skyldes
den yderligere belastning, som anholdelse og
varetægtsfængsling antages at være i sammenligning
med den almindelige afsoning.
1.2. For så vidt angår frihedsberøvelse i sager,
der hidrører fra tiden før påbegyndelsen af den
aktuelle straffuldbyrdelse, kan der efter
omstændighederne ske "modregning" i den aktuelle
straffuldbyrdelse med det antal dage,
frihedsberøvelsen fra den sag, der ikke førte til
domfældelse, har varet. En sådan "modregning"
forudsætter dog, at den pågældende selv ønsker det.
Endvidere modregnes normalt kun i tilfælde, hvor de
almindelige betingelser for at yde erstatning er
opfyldt, herunder at der ikke foreligger egen skyld.
Ifølge anklagemyndighedens ovennævnte årsberetning
kan der dog være en tilbøjelighed til at se bort fra
egen skyld i sådanne tilfælde i lidt højere grad,
end hvis der søges erstatning. Er den pågældende
aktuelt i gang med en straffuldbyrdelse, sker
"modregning" ved simpel afkortning i den resterende
afsoningstid. Har den pågældende endnu ikke
påbegyndt afsoningen, sker "modregningen" i form af
benådning mod afkald på erstatningskravet.
2. Straffelovrådets overvejelser
Efter § 18, stk. 1, i arbejdsgruppens oprindelige
lovudkast kunne der ved beregningen af straffetiden
foretages fradrag for uberettiget anholdelse eller
varetægtsfængsling før eller under
straffuldbyrdelsen, såfremt den indsatte ikke selv
har givet anledning til de nævnte foranstaltninger.
Efter forslaget kunne fradrag dog kun foretages,
såfremt den indsatte samtidig frafalder krav om
erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a, jf.
betænkningen, bd. II, s. 389 og 430-431.
I arbejdsgruppens endelige lovudkast er fradrag
for uberettiget anholdelse og varetægtsfængsling i
en anden sag gjort obligatorisk, jf. betænkningen,
bd. III, s. 613. Endvidere er bestemmelsen ændret
således, at der ved beregningen af fradraget skal
tillægges 50 pct. Baggrunden for denne ændring er,
at anholdelse eller varetægtsfængsling normalt
finder sted under former, der er mere restriktive
end under straffuldbyrdelse. Arbejdsgruppens
endelige lovudkast indebærer i øvrigt, at det er
uden betydning, om den uberettigede frihedsberøvelse
tillige har været uforskyldt og derfor kunne have
ført til erstatning efter reglerne i retsplejelovens
kapitel 93 a, jf. betænkningen, bd. III, s. 614.
2.1. Straffelovrådet har ved sine overvejelser
taget udgangspunkt i, at der ikke bør være mulighed
for både at få erstatning efter retsplejelovens
kapitel 93 a og fradrag med tillæg af 50 pct. i
anledning af samme frihedsberøvelse efter § 18, stk.
2. Rådet har endvidere hæftet sig ved, at
procesbesparelseshensyn kan tale for at afskære
selve adgangen til at søge erstatning efter
retsplejelovens kapitel 93 a gennem en 50 pct.-
regel svarende til § 18, stk. 2, i arbejdsgruppens
lovudkast.
I rådets overvejelser er dog også indgået, at det
kan forekomme mindre indlysende at lade spørgsmålet
om strafafkortning og erstatning afgøre forskelligt
alt efter, om der er tale om frihedsberøvelse i
samme eller en anden sag. Straffelovens § 86
indebærer således en obligatorisk strafafkortning,
når frihedsberøvelsen vedrører forhold, der indgår i
den i samme sag idømte frihedsstraf. § 86 indeholder
endvidere ikke nogen 50 pct.-regel.
Som det forudsætningsvis fremgår af den
ovennævnte højesteretsdom fra 1993 (Ugeskrift for
Retsvæsen 1993 s. 123), er den dømte ikke afskåret
fra at søge om erstatning efter retsplejelovens
kapitel 93 a i anledning af den frihedsberøvelse,
der har ført til afkortning efter § 86, hvis der er
sket frifindelse for det forhold, der begrundede
frihedsberøvelsen. Som nævnt må dommen dog antages
at indebære, at der kun er grundlag for at tilkende
erstatning ud over den kompensation, som
afkortningen er udtryk for, hvis der foreligger
særlige omstændigheder. Dette kunne tale for, at man
i tilfælde, hvor der sker afkortning på grund af
frihedsberøvelse i en ny sag under
straffuldbyrdelsen, foretager fradrag for det antal
dage, frihedsberøvelsen har varet, uden tillæg af 50
pct. Som det fremgår af afsnit 1.1. ovenfor, ydes
der dog foruden afkortning for den nye
frihedsberøvelse i den aktuelle strafafsoning
normalt også en skønsmæssig mindre erstatning for
den samme frihedsberøvelse.
Resultatet af rådets overvejelser er en
mellemløsning, der gør brug af arbejdsgruppens
forslag om en obligatorisk 50 pct.-regel, men
samtidig udelukker, at der kan ydes erstatning efter
retsplejelovens regler i det omfang, der foretages
fradrag efter 50 pct.- reglen. Efter § 18, stk. 2, i
rådets lovudkast skal der herefter ved beregningen
af straffetiden foretages fradrag for anholdelse,
varetægtsfængsling og indlæggelse til
mentalundersøgelse i en anden sag under
straffuldbyrdelsen, såfremt påtale opgives, eller
tiltalte frifindes. Fradrag foretages med et antal
dage svarende til det antal påbegyndte døgn, som
frihedsberøvelsen har varet, med tillæg af 50 pct.
og oprundet til nærmeste hele antal dage. At der
ydes et tillæg på 50 pct. skyldes, at anholdelse og
varetægtsfængsling normalt finder sted under mere
restriktive former end straffuldbyrdelsen. Fradrag
foretages dog kun i de tilfælde, hvor fuldbyrdelsen
af fængselsstraffen afbrydes, jf. § 75 i rådets
lovudkast. Hertil føjes som stk. 4, 1. pkt., i
rådets lovudkast en bestemmelse, hvorefter der i det
omfang, der foretages fradrag efter stk. 2, ikke
ydes erstatning for frihedsberøvelsen efter
retsplejelovens kapitel 93 a.
Fradraget er obligatorisk og skal foretages,
uanset om der i det pågældende tilfælde ville have
været grundlag for at yde erstatning efter
retsplejelovens kapitel 93 a. § 18, stk. 2, skal på
dette punkt sammenholdes med § 18, stk. 4, 1. pkt.,
i rådets lovudkast, hvorefter der i det omfang, der
foretages fradrag efter stk. 2, ikke ydes erstatning
for frihedsberøvelsen efter disse regler. Den
foreslåede ordning får derved en procesbesparende
virkning, idet den afskærer sager om erstatning
efter retsplejelovens kapitel 93 a vedrørende
frihedsberøvelser, der efter § 18, stk. 2, skal
fradrages i den aktuelle strafafsoning. På den anden
side udelukker § 18, stk. 4, 1. pkt., ikke, at der
søges om erstatning efter kapitel 93 a i tilfælde,
hvor en frihedsberøvelse ikke kan fradrages fuldt ud
i den aktuelle strafafsoning. Om der i så fald skal
ydes erstatning ud over det fradrag, der er sket, må
afhænge af en konkret vurdering i det enkelte
tilfælde.
Rådet er opmærksomt på, at der efter § 18, stk.
2, i rådets lovudkast kan forekomme tilfælde, hvor
der ydes fradrag efter 50 pct.-reglen for en
frihedsberøvelse under straffuldbyrdelsen, der ikke
ville have udløst erstatning efter retsplejelovens
kapitel 93 a. Det skal imidlertid herved tages i
betragtning, at formålet med rådets forslag i § 18,
stk. 2, er at tilvejebringe en enkel og
procesbesparende ordning vedrørende adgangen til
fradrag for frihedsberøvelse under
straffuldbyrdelsen.
2.2. Som det fremgår, er rådets forslag afgrænset
til frihedsberøvelse i en anden sag under
straffuldbyrdelsen. Rådets forslag adskiller sig
herved fra arbejdsgruppens lovudkast, der indebærer,
at frihedsberøvelse i sager, der hidrører fra tiden
før påbegyndelsen af den aktuelle straffuldbyrdelse,
også medfører afkortning. Således som § 18, stk. 2,
er affattet i arbejdsgruppens lovudkast kan der
tænkes tilfælde, hvor den dømte både opnår fradrag
for en tidligere frihedsberøvelse i den aktuelle
straffuldbyrdelse og erstatning efter
retsplejelovens kapitel 93 a for den samme
frihedsberøvelse. Som eksempel kan peges på
tilfælde, hvor den dømte på det tidspunkt, hvor
spørgsmålet om afkortning med varetægtsfængsling fra
en tidligere sag opstår, allerede har fået
erstatning for den samme frihedsberøvelse.
Situationen kan også være den, at den dømte på
tidspunktet for afkortning har søgt om erstatning,
uden at der er truffet afgørelse i sagen.
Som nævnt ovenfor i afsnit 2.1., har rådet ved
sine overvejelser taget udgangspunkt i, at der ikke
bør være mulighed for både at få fradrag efter 50
pct.-reglen og erstatning efter retsplejelovens
kapitel 93 a i anledning af den samme
frihedsberøvelse. § 18, stk. 2, i rådets lovudkast
omfatter derfor ikke frihedsberøvelse i sager fra
tiden før påbegyndelsen af straffuldbyrdelsen. Det
indebærer, at der ikke kan ydes fradrag efter 50
pct.-reglen i sådanne tilfælde. Det bemærkes, at
rådet med sit forslag ikke har tilsigtet nogen
ændring i den hidtidige administrative praksis,
hvorefter der undertiden sker "modregning" i form af
benådning eller simpel afkortning i den resterende
afsoningstid mod afkald på erstatningskravet, hvis
den pågældende er enig heri, jf. afsnit 1.2.
ovenfor.
Til stk. 3 og 4, 2. pkt., i rådets lovudkast
Fradrag og erstatning i tilfælde, hvor den
indsatte uforskyldt har været anbragt i
forhørscelle, strafcelle eller sikringscelle eller
uforskyldt har været udelukket fra fællesskab, jf. §
106, nr. 2 og 3, i rådets lovudkast
1. Arbejdsgruppens overvejelser
Efter § 102 i arbejdsgruppens lovudkast har en
indsat bl.a. ret til erstatning efter reglerne i
retsplejelovens § 1018 a, såfremt den indsatte
uforskyldt har været anbragt i forhørscelle,
strafcelle eller sikringscelle eller uforskyldt
været udelukket fra fællesskab. Bestemmelsen
videreføres med enkelte redaktionelle ændringer i §
106 i rådets lovudkast.
Som det fremgår af betænkningen, bd. I, s. 325,
har arbejdsgruppen overvejet, om man i stedet for
erstatning for uberettigede indgreb under
straffuldbyrdelsen burde give mulighed for
afkortning i strafudståelsen, således som det er
foreslået i § 18 i arbejdsgruppens lovudkast med
hensyn til erstatning for uberettiget anholdelse
eller varetægtsfængsling. Arbejdsgruppen finder
imidlertid, at der er en så væsentlig forskel på
erstatning for uforskyldt varetægtsfængsling, der
ikke besluttes af Kriminalforsorgen, og erstatning
for uberettigede indgreb besluttet af
Kriminalforsorgen, at det mere principielt findes
betænkeligt som en almindelig ordning at tillade
konvertering af erstatning i de sidstnævnte tilfælde
til et fradrag i straffetiden.
2. Straffelovrådets overvejelser
Straffelovrådet har noteret sig arbejdsgruppens
synspunkter. Rådet finder imidlertid, at der ikke
kan rejses afgørende indvendinger mod at indføre en
ordning, hvorefter der ved beregningen af
straffetiden foretages fradrag i tilfælde, hvor den
indsatte har ret til erstatning efter reglerne i
retsplejelovens § 1018 a, fordi den pågældende
uforskyldt har været anbragt i forhørscelle,
strafcelle eller sikringscelle eller uforskyldt har
været udelukket fra fællesskab, jf. § 106, nr. 2 og
3, i rådets lovudkast.
Efter rådets opfattelse har disse tilfælde en
sådan lighed med tilfælde, hvor den indsatte har
været varetægtsfængslet under straffuldbyrdelsen, at
det er naturligt, at de foreslåede regler i § 18 om
fradrag i stedet for udbetaling af erstatning i
anledning af varetægtsfængsling som udgangspunkt
også finder anvendelse, når betingelserne for at yde
erstatning efter § 106, nr. 2 og 3, er opfyldt. I
rådets overvejelser indgår også, at en sådan ordning
giver mulighed for at fremrykke tidspunktet for
løsladelsen i tilfælde, hvor der ikke på andet
grundlag, f.eks. efter reglerne om prøveløsladelse,
er mulighed for at gennemføre en kortere fremrykning
af løsladelsen.
Rådet foreslår på den baggrund, at der som stk. 3
i § 18 i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse,
hvorefter der ved beregningen af straffetiden også
foretages fradrag i tilfælde, hvor den indsatte
uforskyldt har været anbragt i forhørscelle,
strafcelle eller sikringscelle eller uforskyldt har
været udelukket fra fællesskab, jf. § 106, nr. 2 og
3. Fradrag foretages med et antal dage svarende til
50 pct. af det antal påbegyndte døgn, indgrebet har
varet, og oprundet til nærmeste hele antal dage. At
der i disse tilfælde ikke også foretages fradrag med
et antal dage, der svarer til det antal påbegyndte
døgn, indgrebet har varet, skyldes, at
straffuldbyrdelsen ikke afbrydes, når den dømte
anbringes i forhørscelle, strafcelle eller
sikringscelle eller udelukkes fra fællesskab.
Rådet foreslår endvidere, at der i det omfang,
hvori der foretages fradrag efter stk. 3, ikke ydes
erstatning for indgrebet efter § 106, nr. 2 og 3,
jf. § 18, stk. 4, 2. pkt., i rådets lovudkast.
Til § 19
§ 19 i arbejdsgruppens lovudkast indeholder en
bemyndigelse til administrativt at fastsætte nærmere
regler om straffetidsberegningen.
Straffelovrådet kan med en enkelt redaktionel
ændring tiltræde arbejdsgruppens forslag, jf.
betænkningen, bd. III, s. 647 og 688.
Kapitel 7
Valg af afsoningsinstitution og senere overførsel
mellem afsoningsinstitutioner
1. Hovedtræk af kapitel 6 i arbejdsgruppens
lovudkast
Bestemmelserne i kapitel 6 regulerer valg af
afsoningsinstitution og senere overførsel mellem
afsoningsinstitutioner.
I § 21 fastsættes regler om, hvorvidt
fuldbyrdelsen af en fængselsstraf skal påbegyndes i
fængsel eller arresthus.
Skal fuldbyrdelsen efter denne bestemmelse
påbegyndes i fængsel, afgøres det efter lovudkastets
§ 22, hvorvidt fuldbyrdelsen skal ske i åbent eller
lukket fængsel.
Lovudkastets § 23 regulerer valget af den
konkrete afsoningsinstitution. Dette valg
forudsætter, at der i medfør af § 21 og § 22 er
truffet afgørelse om den institutionstype
(arresthus, åbent eller lukket fængsel), i hvilken
straffen skal fuldbyrdes.
Lovudkastets §§ 24-25 og §§ 27-28 regulerer
spørgsmålet om overførsel af indsatte mellem
henholdsvis åbent og lukket fængsel og fængsel og
arresthus.
Disse bestemmelser suppleres af lovudkastets § 26
om adgang til overførsel af indsatte mellem
ensartede afsoningsinstitutioner.
Endvidere rummer lovudkastets § 29 en bestemmelse
om valget af den konkrete afsoningsinstitution i
tilfælde, hvor der er sket overførsel i medfør af §§
24-28. Bestemmelsen supplerer således § 23 om valget
af afsoningsinstitution ved straffuldbyrdelsens
påbegyndelse.
2. Straffelovrådets overvejelser
Straffelovrådet kan i det væsentlige tiltræde
arbejdsgruppens lovudkast. Da arbejdsgruppens
betænkning stammer fra 1989, har rådet overvejet, om
der på baggrund af udviklingen i den mellemliggende
periode er behov for ændringer på området.
I en indstilling af april 1994 om stærke og svage
indsatte, der er afgivet af en arbejdsgruppe under
Direktoratet for Kriminalforsorgen, foreslås det
bl.a., at der i straffuldbyrdelsesloven
tilvejebringes en udvidet adgang til overførsel af
"stærke" indsatte fra åbent til lukket fængsel.
Med udtrykket "stærke" indsatte sigtes navnlig
til de grupper af indsatte, herunder rockere og
deres støttepersoner, der i de senere år har skabt
sig en sådan magtposition i fængslerne, at de i dag
udgør en særdeles negativ styrende faktor i forhold
til medindsatte.
Deres metoder adskiller sig ikke nævneværdigt fra
den fremgangsmåde, der sædvanligvis benyttes af
andre "stærke" indsatte, dvs. vold, trusler om vold,
økonomisk udnyttelse m.v. De pågældendes metoder er
imidlertid væsentlig grovere end tidligere, og deres
styring retter sig nu mod alle i institutionen.
Deres metoder rækker også uden for fængslet, idet de
ved hjælp af gruppemedlemmer uden for fængslet kan
udstrække deres trusler og pres til de medindsattes
familier og pårørende.
Som følge af det almindelige kendskab til sådanne
gruppers metoder er det sjældent nødvendigt at
anvende vold og trusler. Deres blotte fremtræden
kombineret med de medindsattes kendskab til
gruppetilhørsforholdet er normalt tilstrækkeligt til
at skabe den tilsigtede frygt hos medindsatte.
Samtidig udøves volden m.v. sædvanligvis ikke af de
"stærke" indsatte selv, men af "håndlangere",
hvilket gør det særdeles vanskeligt eller umuligt at
bevise deres andel. Medvirkende hertil er også, at
ingen tør udtale sig af frygt for repressalier. Der
henvises til indstillingen, s. 4 og 9-10.
I indstillingen foreslås det endvidere, at det i
relation til "svage" indsatte overvejes at indføre
en udtrykkelig hjemmel til anbringelse i eller
overførsel til arresthus eller anden
afsoningsinstitution i beskyttelsesøjemed.
Med udtrykket "svage" indsatte sigtes til
personer, der har behov for beskyttelse for at undgå
udnyttelse, mobning, trusler, vold eller andre
overgreb fra medindsatte. Som eksempler kan nævnes
narkomaner og andre, der er fysisk og psykisk svagt
funderet, og som eventuelt tillige har stiftet gæld
til medindsatte. En anden gruppe udgør de indsatte,
der på grund af deres kriminalitet, herunder navnlig
mishandling af børn og sædelighedskriminalitet, ikke
tolereres af fællesskabet. Der henvises til
indstillingen, s. 4-5 og 10.
For så vidt angår de "svage" indsatte, giver
kapitel 6 i arbejdsgruppens lovudkast allerede i et
vist omfang mulighed for anbringelse og overførsel i
beskyttelsesøjemed.
Rådet skal i den forbindelse pege på, at der
efter § 21, stk. 3, nr. 2, kan ske anbringelse i
arresthus mod den dømtes vilje, hvis det må anses
for nødvendigt for at beskytte den pågældende mod
overgreb fra medindsatte. Sker anbringelsen i
arresthus med den pågældendes samtykke, er forholdet
omfattet af § 21, stk. 4, nr. 2, i arbejdsgruppens
lovudkast. Disse bestemmelser skal sammenholdes med
§ 28 i arbejdsgruppens lovudkast. Efter § 28, stk.
1, nr. 2, er det muligt mod den dømtes vilje at
overføre den pågældende fra fængsel til arresthus,
hvis det må anses for nødvendigt for at beskytte
vedkommende mod overgreb fra medindsatte. Sker
overførslen til arresthus med den pågældendes
samtykke, er forholdet omfattet af § 28, stk. 4, nr.
2.
Endvidere kan der ved valget af
afsoningsinstitution tages hensyn til muligheden for
at beskytte den dømte mod overgreb fra medindsatte,
jf. § 23, stk. 2, nr. 3, i arbejdsgruppens
lovudkast. Det samme gælder ved senere overførsel
mellem ensartede afsoningsinstitutioner, jf. § 26,
nr. 2, i arbejdsgruppens lovudkast, og ved valget af
ny afsoningsinstitution, jf. § 29, jf. § 23, stk. 2,
nr. 3, i arbejdsgruppens lovudkast.
Efter § 22, stk. 5, i arbejdsgruppens lovudkast
kan fuldbyrdelse af straf i fængsel ske i lukket
fængsel, hvis den dømte selv ønsker det, og særlige
familiemæssige eller andre personlige forhold taler
afgørende for det.
Bestemmelsen giver imidlertid ikke mulighed for
mod den dømtes vilje at anbringe den pågældende i
lukket fængsel i beskyttelsesøjemed. Det skyldes, at
fuldbyrdelse af straf i fængsel som hovedregel skal
ske i åbent fængsel, jf. § 22, stk. 1. Denne
hovedregel er i overensstemmelse med gældende ret og
bygger på det grundlæggende princip, at
frihedsberøvelsen ikke må være mere indgribende, end
formålet tilsiger. Kan frihedsberøvelsen gennemføres
i åbent fængsel uden begrundet antagelse af risiko
for undvigelse eller for, at de friere forhold i et
åbent fængsel udnyttes til kriminel eller dermed
ligestillet adfærd, skal den dømte anbringes i åbent
fængsel, jf. herved betænkningen, bd. III, s. 691.
Af samme grund giver arbejdsgruppens lovudkast
heller ikke mulighed for mod den dømtes vilje at
overføre den pågældende fra åbent til lukket fængsel
i beskyttelsesøjemed. Efter § 25, stk. 6, i dette
lovudkast kan en sådan overførsel ske efter den
dømtes eget ønske, hvis særlige familiemæssige eller
andre personlige forhold taler afgørende for det.
Det er Straffelovrådets opfattelse, at
straffuldbyrdelsesloven bør give mulighed for i
særlige tilfælde at anbringe den dømte mod den
pågældendes vilje i lukket fængsel i
beskyttelsesøjemed.
Rådet finder også, at der bør være adgang til
senere i afsoningsforløbet at overføre den
pågældende til lukket fængsel i beskyttelsesøjemed.
Rådet er opmærksomt på, at en sådan nydannelse kan
opfattes som en brud på den bestående ordning,
hvorefter den dømte skal afsone i åbent fængsel,
medmindre der er en begrundet formodning om risiko
for undvigelse eller om, at de friere forhold i et
åbent fængsel udnyttes til kriminel eller dermed
ligestillet adfærd. Heroverfor står imidlertid, at
der i praksis har vist sig behov for mod den
pågældendes vilje at kunne træffe bestemmelse om
anbringelse i eller overførsel til lukket fængsel i
beskyttelsesøjemed.
Rådet foreslår på den baggrund, at reglerne om
anbringelse i og overførsel til lukket fængsel i
arbejdsgruppens lovudkast udvides til at omfatte
tilfælde, hvor det må anses for nødvendigt for at
beskytte den indsatte mod overgreb.
Med rådets forslag sigtes i første række til
"svage" indsatte i den ovennævnte betydning, men
bestemmelsen vil efter omstændighederne også kunne
finde anvendelse i andre tilfælde, f.eks. for at
forhindre overgreb, der iværksættes af udefra
kommende bander m.v. mod indsatte, der tilhører en
rivaliserende gruppe. Der henvises i den forbindelse
til § 22, stk. 4, nr. 1, og § 25, stk. 3, nr. 1, i
rådets lovudkast.
Rådet foreslår endvidere, at ordene "fra
medindsatte" udgår af § 21, stk. 3, nr. 2, og § 28,
stk. 1, nr. 2, i arbejdsgruppens lovudkast, således
at der kan ske anbringelse i og overførsel til
arresthus, hvis det må anses for nødvendigt for at
beskytte den indsatte mod overgreb. En tilsvarende
ændring foreslås i § 23, stk. 2, nr. 3, og § 26, nr.
2, i arbejdsgruppens lovudkast om anbringelse i og
overførsel mellem ensartede afsoningsinstitutioner.
Det indebærer, at der i disse tilfælde også kan ske
anbringelse og overførsel i beskyttelsesøjemed, når
det må anses for nødvendigt for at beskytte den
indsatte mod overgreb, der iværksættes mod den
pågældende af udefra kommende bander m.v., der
tilhører rivaliserende grupper. Der henvises i den
forbindelse til bemærkningerne til de pågældende
bestemmelser i rådets lovudkast, dvs. § 21, stk. 3,
nr. 3, § 23, stk. 2, nr. 3, § 26, nr. 2, og § 28,
stk. 1, nr. 3.
For så vidt angår de "stærke" indsatte, finder
rådets flertal (Jacques Hermann, Torsten
Hesselbjerg, Kaspar Linkis, Annemette Møller,
Christian Trønning og Sven Ziegler), at
arbejdsgruppens lovudkast ikke giver mulighed for
anbringelse i arresthus og lukket fængsel ved
afsoningens begyndelse og for overførsel fra åbent
til lukket fængsel og fra lukket fængsel til
arresthus i alle de tilfælde, der kan komme på tale
på baggrund af indstillingens definition af "stærke"
indsatte.
Således vil det f.eks. kunne anses for nødvendigt
at foretage en af de nævnte former for anbringelse
eller overførsel alene med henvisning til den stærke
indsattes blotte fremtræden kombineret med
institutionens eller de medindsattes kendskab til et
eventuelt gruppetilhørsforhold og det forhold, at
der er risiko for, at der af den pågældende gruppe
vil blive begået overgreb mod f.eks. medindsatte.
Efter arbejdsgruppens lovudkast forudsætter
anbringelse eller overførsel, at der i det enkelte
tilfælde kan påvises bestemte grunde til at antage
eller en særlig bestyrket mistanke om, at den dømte
vil udøve vold mod medindsatte eller personale. Der
henvises i den forbindelse til § 21, stk. 3, nr. 1,
§ 22, stk. 3, nr. 2, § 25, stk. 3, nr. 2, § 26, nr.
5, og § 28, stk. 1, nr. 1, i arbejdsgruppens
lovudkast.
Flertallet foreslår på den baggrund, at
betingelserne for anbringelse i arresthus og lukket
fængsel og for overførsel fra åbent til lukket
fængsel og fra lukket fængsel til ar resthus lempes
i tilfælde, hvor anbringelsen eller overførslen sker
af hensyn til beskyttelse af medindsatte eller
personale. Efter flertallets forslag kan anbringelse
og overførsel bl.a. ske, hvis det må anses for
nødvendigt for at forebygge overgreb på medindsatte
eller personale. Der henvises herved til
bemærkningerne nedenfor til § 21, stk. 3, nr. 1, §
22, stk. 3, 1. pkt., § 25, stk. 2, 1. pkt., § 26,
nr. 4, og § 28, stk. 1, nr. 1, i rådets lovudkast.
Et mindretal (Jørgen Bang og Vagn Greve) kan ikke
tilslutte sig, at der skal indføres hjemmel for at
lade en fængselsstraf fuldbyrde i arresthus alene på
grundlag af "den indsattes blotte fremtræden
kombineret med institutionens ... kendskab til et
eventuelt gruppetilhørsforhold og det forhold, at
der er risiko for, at der af den pågældende gruppe
vil blive begået overgreb mod f.eks. medindsatte".
En så kraftig ændring i afsoningsforholdene må have
et væsentligt solidere beslutningsgrundlag. For at
undgå den nævnte tolkning foreslås § 21, stk. 3, nr.
1, derfor formuleret således: "der er bestemte
grunde til at anse det for nødvendigt for at
forebygge overgreb på medindsatte eller personale".
Tilsvarende gælder ved § 25, stk. 2, 1. pkt., om
overførsel fra åbent til lukket fængsel og ved § 28,
stk. 1, nr. 1, om overførsel til arresthus.
Endvidere ved § 22, stk. 3, 1. pkt., om afsoning i
lukket fængsel uagtet de personlige oplysninger m.m.
efter de almindelige regler ville føre til afsoning
i et åbent fængsel.
Institutioner m.v.
Til § 20
§ 20 i arbejdsgruppens lovudkast angiver de
institutioner m.v., hvori fængselsstraf kan
fuldbyrdes.
Straffelovrådet kan i det væsentlige tiltræde
arbejdsgruppens forslag, jf. betænkningen, bd. III,
s. 648 og 688-689. I § 20, stk. 2, i rådets
lovudkast er det dog præciseret, at § 78 i samme
lovudkast også omfatter anbringelse i særlig
institution m.v.
Anbringelse i fængsel eller arresthus
Til § 21
§ 21 i arbejdsgruppens lovudkast vedrører
spørgsmålet, om fuldbyrdelsen af en fængselsstraf
skal påbegyndes i fængsel eller arresthus.
Som det fremgår af afsnit 2 i de indledende
bemærkninger til kapitel 7 i rådets lovudkast,
foreslår rådets flertal, at betingelserne for
anbringelse i arresthus lempes i tilfæl de, hvor
anbringelsen sker af hensyn til beskyttelse af
medindsatte eller personale.
Flertallets forslag indebærer, at der som nr. 1 i
§ 21, stk. 3, i rådets lovudkast indsættes en
bestemmelse, hvorefter en dømt kan anbringes i
arresthus, hvis det må anses for nødvendigt for at
forebygge overgreb på medindsatte eller personale.
Bestemmelsen medfører en udvidelse af adgangen
til anbringelse i arresthus, idet det i modsætning
til § 21, stk. 3, nr. 1, i arbejdsgruppens lovudkast
ikke kræves, at Kriminalforsorgen i det enkelte
tilfælde kan påvise bestemte grunde til at antage,
at den dømtes farlighed eller kriminalitet gør en
sådan anbringelse nødvendig for at forebygge vold
mod medindsatte eller personale.
Bestemmelsen sigter bl.a. på tilfælde, hvor der
allerede ved anmeldelsen foreligger kendskab til, at
den dømte hører til gruppen af "stærke" indsatte,
jf. afsnit 2 i de indledende bemærkninger til
lovudkastets kapitel 7. Et sådant kendskab vil
typisk basere sig på oplysninger modtaget fra
politiet eller fra tidligere ophold i fængsel eller
arresthus, herunder i forbindelse med en forudgående
varetægtsfængsling. De "stærke" indsatte har en
sådan magtposition i og uden for fængslet, at det
kan indebære en risiko for overgreb på medindsatte
eller personale. Dette kan som nævnt være begrundet
i deres adfærd, men tillige i deres blotte
fremtræden kombineret med de medindsattes og
personalets kendskab til et eventuelt
gruppetilhørsforhold.
Udtrykket "overgreb" omfatter ikke alene fysiske
overgreb eller trusler herom, men tillige f.eks.
økonomisk udnyttelse og overgreb på de medindsattes
handlefrihed inden for fængslets lovlige rammer,
herunder til at afsone i fællesskab og til at vælge
mellem fængslets tilbud om beskæftigelse, skolegang,
fritidsaktiviteter m.v. Risiko for overgreb vil også
kunne foreligge i tilfælde, hvor den indsatte gennem
sin magtposition forsøger at påvirke personalet til
at gøre eller undlade noget, herunder undlade at
gennemføre de nødvendige sikkerheds- og
kontrolforanstaltninger.
Muligheden for at forebygge de her omhandlede
overgreb er væsentlig større i et arresthus end i et
fængsel. Et arresthus er mere overskueligt for
personalet end et fængsel på grund af dets mindre
størrelse og dets mere begrænsede fællesskab for de
indsatte. Derfor vil en anbringelse i arresthus øge
muligheden for at forebygge overgreb på medindsatte
eller personale.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 22
om anbringelse i åbent eller lukket fængsel, § 25 om
overførsel fra åbent til lukket fængsel og § 28 om
overførsel fra fængsel til arresthus i rådets
lovudkast.
Om domstolsprøvelse af afgørelser om anbringelse
i arresthus henvises til afsnit 8 i denne
betænknings kapitel 5 om klageregler m.v.
Efter § 21, stk. 3, nr. 1, i arbejdsgruppens
lovudkast kan fængselsstraf bl.a. fuldbyrdes i
arresthus, hvis der er bestemte grunde til at
antage, at den dømtes farlighed eller kriminalitet
gør en sådan anbringelse nødvendig for at forebygge
handel med euforiserende stoffer.
Bestemmelsen sigter ifølge arbejdsgruppen til
dømte, der på grundlag af de foreliggende
oplysninger må antages i større omfang at ville
indsmugle eller handle med narkotika under
afsoningen, jf. betænkningen, bd. III, s. 690.
Bestemmelsen foreslås videreført i uændret form i
§ 21, stk. 3, nr. 2, i rådets lovudkast. Rådet
foreslår dog, at det i lovteksten tydeliggøres, at
bestemmelsen i overensstemmelse med arbejdsgruppens
bemærkninger også finder anvendelse i tilfælde af
indsmugling. Bestemmelsen bringes herved på linie
med § 28, stk. 1, nr. 2, i rådets lovudkast om
overførsel fra fængsel til arresthus, når der er
bestemte grunde til at antage, at den indsatte vil
indsmugle eller handle med euforiserende stoffer.
Det bemærkes i øvrigt, at adgangen til at
fuldbyrde fængselsstraf i arresthus i de her
omhandlede tilfælde er videre end efter de gældende
administrative regler. Efter disse regler
forudsætter anbringelse i arresthus, at den dømte må
antages i større omfang at ville indsmugle eller
handle med narkotika under afsoningen, jf. herved §§
1 og 2 i Justitsministeriets cirkulære af 27. maj
1983 om anbringelse af domfældte, der må antages at
ville forestå indsmugling eller handel med narkotika
i større omfang under afsoningen, og om overførsel
af indsatte, der gør sig skyldig i indsmugling eller
forhandling af narkotika i større omfang.
Rådet kan imidlertid tilslutte sig den foreslåede
udvidelse af adgangen til anbringelse i og
overførsel til arresthus. Baggrunden for rådets
opfattelse er, at de nugældende regler har vist sig
utilstrækkelige i praksis, idet det ikke har været
muligt at tilvejebringe det fornødne bevis for, at
den forventede indsmugling eller handel med
narkotika vil være af større omfang. Rådet
forudsætter dog, at bestemmelsen i § 21, stk. 3, nr.
2, om anbringelse og den tilsvarende bestemmelse i §
28, stk. 1, nr. 2, om overførsel i rådets lovudkast
kun vil blive anvendt i tilfælde, hvor der er tale
om at forebygge indsmugling og handel af ikke
bagatelagtig karakter
Efter § 21, stk. 3, nr. 2, i arbejdsgruppens
lovudkast kan en dømt anbringes i arresthus, hvis
det må anses for nødvendigt for at beskytte den
dømte mod overgreb fra medindsatte.
Rådet foreslår, at ordene "fra medindsatte"
udgår. Der henvises i den forbindelse til af snit 2
i de indledende bemærkninger til kapitel 7 i rådets
lovudkast. Der henvises endvidere til § 28, stk. 1,
nr. 3, i rådets lovudkast om overførsel til
arresthus i beskyttelsesøjemed.
Efter § 21, stk. 3, nr. 3, i arbejdsgruppens
lovudkast kan en indsat anbringes i Vestre Hospital,
hvis en sådan anbringelse efter de lægelige
oplysninger må anses for nødvendig.
Bestemmelsen foreslås videreført i § 21, stk. 3,
nr. 4, i rådets lovudkast med en mindre ændring,
idet det efter rådets lovudkast er afgørende, om den
dømte efter de lægelige oplysninger bør anbringes i
Vestre Hospital. Med ændringen tilsigtes ingen
indholdsmæssig afvigelse i forhold til
arbejdsgruppens lovudkast, jf. herved betænkningen,
bd. III, s. 690.
Anbringelse i åbent eller lukket fængsel
Til § 22
I § 22 i arbejdsgruppens lovudkast reguleres
spørgsmålet om anbringelse i åbent eller lukket
fængsel.
Som det fremgår af afsnit 2 i de indledende
bemærkninger til kapitel 7 i rådets lovudkast,
foreslår rådets flertal, at betingelserne for
anbringelse i lukket fængsel lempes i tilfælde, hvor
anbringelsen sker af hensyn til beskyttelse af
medindsatte eller personale.
Flertallets forslag indebærer, at der som 1. pkt.
i § 22, stk. 3, i rådets lovudkast indsættes en
bestemmelse, hvorefter en dømt kan anbringes i
lukket fængsel, hvis det må anses for nødvendigt for
at forebygge overgreb på medindsatte eller
personale.
Bestemmelsen medfører en udvidelse af adgangen
til anbringelse i lukket fængsel, idet det i
modsætning til § 22, stk. 3, i arbejdsgruppens
lovudkast ikke kræves, at Kriminalforsorgen i det
enkelte tilfælde kan påvise bestemte grunde til at
antage, at den dømte ved anbringelse i åbent fængsel
vil udvise en adfærd, der er åbenbart uforenelig med
ophold i åbent fængsel.
Med bestemmelsen sigtes bl.a. til tilfælde, hvor
der ved anmeldelsen foreligger kendskab til, at den
dømte hører til gruppen af "stærke" indsatte, jf.
afsnit 2 i de indledende bemærkninger til
lovudkastets kapitel 7, med deraf følgende risiko
for overgreb på medindsatte eller personalet.
Der henvises i øvrigt til § 25 om overførsel fra
åbent til lukket fængsel og § 28 om overførsel fra
fængsel til arresthus.
Om domstolsprøvelse af afgørelser om anbringelse
i lukket fængsel henvises til afsnit 8 i denne
betænknings kapitel 5 om klageregler m.v.
Rådet foreslår endvidere, at der som nr. 1 i §
22, stk. 4, i rådets lovudkast indsættes en
bestemmelse, der giver mulighed for mod den dømtes
vilje at anbringe den pågældende i lukket fængsel i
beskyttelsesøjemed.
Forslaget indebærer, at anbringelse kan ske i
lukket fængsel i tilfælde, hvor det må anses for
nødvendigt for at beskytte den dømte mod overgreb.
Bestemmelsen sigter bl.a. på personer, der har behov
for beskyttelse for at undgå udnyttelse, mobning,
trusler, vold eller andre overgreb fra medindsatte.
Som eksempler kan nævnes narkomaner og andre, der er
fysisk og psykisk svagt funderet, og som eventuelt
tillige har stiftet gæld til medindsatte. En anden
gruppe udgør de indsatte, der på grund af deres
kriminalitet, herunder navnlig mishandling af børn
og sædelighedskriminalitet, ikke tolereres af de
medindsatte.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2 ovenfor i de
indledende bemærkninger til lovudkastets kapitel 7.
Endvidere henvises til § 21, stk. 3, nr. 3, og §
28, stk. 1, nr. 3, i rådets lovudkast om anbringelse
i og overførsel til arresthus i beskyttelsesøjemed
og til § 25, stk. 3, nr. 1, i samme lovudkast om
overførsel til lukket fængsel i beskyttelsesøjemed.
Efter § 22, stk. 4, i arbejdsgruppens lovudkast
kan fuldbyrdelsen af straf i fængsel ske i Anstalten
ved Herstedvester, såfremt det efter de lægelige
oplysninger må anses for nødvendigt at anbringe den
dømte i denne institution.
Rådet foreslår, at bestemmelsen i stedet affattes
således, at straffuldbyrdelsen kan ske i Anstalten
ved Herstedvester, hvis den dømte efter de lægelige
oplysninger bør anbringes i denne institution, jf. §
22, stk. 4, nr. 2, i rådets lovudkast.
Ændringen er alene af redaktionel karakter. En
dømt forudsættes derfor også efter rådets lovudkast
i overensstemmelse med nuværende praksis at kunne
anbringes i Anstalten ved Herstedvester, såfremt det
af lægelige grunde er nødvendigt at anbringe den
dømte i denne institution, jf. betænkningen, bd.
III, s. 692-693.
Om den særlige visitationsordning ved Anstalten
ved Herstedvester for personer, der er idømt
tidsbestemt fængselsstraf for seksualforbrydelser,
henvises til bemærkningerne til
bemyndigelsesbestemmelsen i § 30 i rådets lovudkast.
Efter § 22, stk. 5, i arbejdsgruppens lovudkast
kan fuldbyrdelse af straf i fængsel ske i lukket
fængsel efter den dømtes eget ønske, hvis særlige
familiemæssige eller andre personlige forhold taler
afgørende herfor.
Rådet foreslår, at ordet "afgørende" udgår,
således at fuldbyrdelse kan ske i lukket fængsel,
hvis den dømte selv ønsker det, og særlige
familiemæssige eller andre personlige forhold taler
for det.
Bestemmelsen bringes herved på linie med § 21,
stk. 4, nr. 2, om frivillig anbringelse i arresthus
og § 26, nr. 7, om frivillig overførsel mellem
ensartede afsoningsinstitutioner i rådets lovudkast.
Rådet foreslår samtidig, at bestemmelserne om
frivillig overførsel til lukket fængsel og arresthus
ændres tilsvarende, således at overførsel også i
disse tilfælde kan ske, når den dømte selv ønsker
det, og særlige familiemæssige eller andre
personlige forhold taler for det. Der henvises
herved til § 25, stk. 5, og § 28, stk. 3, nr. 2, i
rådets lovudkast. Om overførsel fra lukket til åbent
fængsel og fra arresthus til fængsel i tilfælde,
hvor den indsatte ønsker at forblive henholdsvis i
lukket fængsel og arresthus, henvises til
bemærkningerne til §§ 24 og 27 i rådets lovudkast.
Med rådets forslag om frivillig anbringelse og
overførsel tilsigtes ingen væsentlig afvigelse i
forhold til arbejdsgruppens lovudkast. Rådet forslag
bygger således også på det synspunkt, at det er en
del af Kriminalforsorgens forpligtelse at arbejde
for, at en indsat kan opfylde betingelserne for
overførsel til åbent fængsel, jf. herved
betænkningen, bd. III, s. 614-615. Frivillig
afsoning i lukket fængsel og arresthus forudsætter
derfor ligeledes efter rådets forslag, at særlige
familiemæssige eller andre personlige forhold taler
for det.
Valg af afsoningsinstitution
Til § 23
§ 23 i arbejdsgruppens lovudkast indeholder
bestemmelser om valg af den konkrete
afsoningsinstitution.
Som det fremgår af afsnit 1 i de indledende
bemærkninger til kapitel 7 i rådets lovudkast,
forudsætter dette valg, at der i medfør af § 21 og §
22 er truffet afgørelse om den institutionstype
(arresthus, åbent eller lukket fængsel), i hvilken
straffen skal fuldbyrdes.
Rådet kan i det væsentlige tiltræde
arbejdsgruppens lovudkast, jf. § 23 i rådets lovud
kast. Rådet er således enigt i, at fængselsstraf, så
vidt det er praktisk muligt, skal fuldbyrdes i
nærheden af den dømtes hjemsted og under hensyntagen
til den dømtes egne ønsker, navnlig vedrørende
arbejds-, uddannelses-, familie- eller
helbredsmæssige forhold, jf. § 23, stk. 1,
(nærhedskriteriet) i rådets lovudkast.
Rådet foreslår imidlertid, at ordene "fra
medindsatte" udgår af § 23, stk. 2, nr. 3, i
arbejdsgruppens lovudkast, således at valget af
afsoningsinstitution kan ske under hensyn til
muligheden for at beskytte den dømte mod overgreb.
Der henvises i den forbindelse til afsnit 2 i de
indledende bemærkninger til kapitel 7 i rådets
lovudkast. Der henvises endvidere til § 26, nr. 2, i
rådets lovudkast om overførsel mellem ensartede
afsoningsinstitutioner i beskyttelsesøjemed.
Rådet foreslår endvidere, at det i § 23, stk. 2,
nr. 5, i arbejdsgruppens lovudkast om fravigelse af
nærhedskriteriet af hensyn til muligheden for at
forebygge overgreb på "indsatte eller andre"
præciseres, at der sigtes til medindsatte eller
personale, jf. § 23, stk. 2, nr. 5, i rådets
lovudkast.
Endelig foreslås det, at udtrykket "forsøges
befriet" i § 23, stk. 2, nr. 6, i arbejdsgruppens
lovudkast udgår, således at fravigelse af
nærhedskriteriet i § 23, stk. 1, kan ske af hensyn
til muligheden for at forhindre, at den indsatte
undviger, jf. § 23, stk. 2, nr. 6, i rådets
lovudkast.
Bestemmelsen bringes herved på linie med
bestemmelsen om overførsel mellem ensartede
afsoningsinstitutioner for at forebygge undvigelse i
§ 26, nr. 5, i arbejdsgruppens lovudkast (§ 26, nr.
6, i rådets lovudkast). Forslaget er alene af
redaktionel karakter. § 23, stk. 2, nr. 6, i rådets
lovudkast vil derfor efter omstændighederne også
kunne bringes i anvendelse i tilfælde, hvor
undvigelsen søges gennemført ved en
befrielsesaktion, der f.eks. iværksættes uden for
den pågældende afsoningsinstitution.
Overførsel af indsatte fra lukket til åbent
fængsel
Til § 24
§ 24 i arbejdsgruppens lovudkast regulerer
spørgsmålet om overførsel af indsatte fra lukket til
åbent fængsel.
Efter § 24, stk. 1, i arbejdsgruppens lovudkast
skal en indsat i lukket fængsel overføres til åbent
fængsel, når de i § 22, stk. 3 og 4, og § 25, stk. 3
og 4, nævnte grunde for ophold i lukket fængsel ikke
længere antages at foreligge, eller når overførsel
til åbent fængsel i øvrigt ikke kan anses for
betænkelig. Af arbejdsgruppens bemærkninger til den
pågældende bestemmelse fremgår, at formålet med
bestemmelsen er at fastslå, at en indsat i et lukket
fængsel skal overføres til åbent fængsel, når
betingelserne for ophold i lukket fængsel ikke
længere kan antages at foreligge, eller fortsat
fuldbyrdelse af straffen i åbent fængsel i øvrigt
ikke kan anses for betænkelig, jf. betænkningen, bd.
III, s. 694.
Rådet foreslår på den baggrund, at bestemmelsen i
§ 24, stk. 1, nr. 1, i arbejdsgruppens lovudkast
præciseres, således at overførsel som udgangspunkt
skal ske, når betingelserne i § 22, stk. 3, 4 og 5,
og § 25, stk. 2, 3 og 5, i rådets lovudkast ikke
længere er opfyldt, jf. § 24, stk. 1, nr. 1, i
rådets lovudkast.
Endvidere foreslås det, at bestemmelsen i § 24,
stk. 2, 1. pkt., i arbejdsgruppens lovudkast udgår.
Heri er det fastsat, at overførsel til åbent fængsel
undtagelsesvis kan undlades, hvis den dømte selv
ønsker det, og særlige familiemæssige eller andre
personlige forhold taler afgørende for det.
Reglerne om overførsel fra lukket til åbent
fængsel bringes herved på linie med reglerne om
overførsel fra arresthus til fængsel i § 27, stk. 1,
1. pkt., i arbejdsgruppens og rådets lovudkast,
hvorefter en indsat i et arresthus skal overføres
til fængsel, bl.a. når betingelserne i § 21, stk. 3
og 4, for anbringelse i arresthus ikke længere er
opfyldt.
Med de ovennævnte forslag tilsigtes ingen
indholdsmæssig afvigelse i forhold til
arbejdsgruppens lovudkast, jf. betænkningen, bd.
III, s. 694-695.
Det bemærkes, at overførsel til åbent fængsel kan
undlades efter § 24, stk. 1, i rådets lovudkast,
hvis én eller flere af straffuldbyrdelseslovens
øvrige betingelser for anbringelse i eller
overførsel til lukket fængsel er opfyldt på det
tidspunkt, hvor spørgsmålet om overførsel til åbent
fængsel er aktuelt. En dømt vil således f.eks. som
udgangspunkt kunne fortsætte afsoningen i lukket
fængsel, hvis den pågældende ønsker det, jf. herved
§ 22, stk. 5, og § 25, stk. 5, i rådets lovudkast om
frivillig anbringelse i og overførsel til lukket
fængsel.
Endvidere bemærkes, at bestemmelsen i § 24, stk.
1, nr. 1, i rådets lovudkast bl.a. indebærer, at en
indsat, der er anbragt i eller overført til lukket
fængsel af hensyn til muligheden for at forebygge
overgreb på medindsatte eller personale, jf. § 22,
stk. 3, 1. pkt., og § 25, stk. 2, 1. pkt., i rådets
lovudkast, skal overføres til åbent fængsel, når
denne grund til anbringelse eller overførsel ikke
længere er til stede. Der sigtes her f.eks. til
tilfælde, hvor den indsatte under ophold i det
lukkede fængsel har udvist en adfærd, som giver
grundlag for at antage, at der ikke længere består
en risiko for overgreb på medindsatte eller
personale af den i bemærkningerne til § 21 beskrevne
karakter ved anbringelse i et åbent fængsel.
Om domstolsprøvelse af afgørelser om nægtelse af
overførsel fra lukket til åbent fængsel henvises til
afsnit 8 i denne betænknings kapitel 5 om
klageregler m.v.
Overførsel af indsatte fra åbent til lukket
fængsel
Til § 25
§ 25 i arbejdsgruppens lovudkast regulerer
spørgsmålet om overførsel af indsatte fra åbent til
lukket fængsel.
I § 25, stk. 1, opregnes visse forhold, der
sædvanligvis fører til, at den indsatte overføres
til lukket fængsel. Efter bestemmelsen skal en
indsat i åbent fængsel overføres til lukket fængsel,
når den pågældende er undveget eller har forsøgt
herpå eller er sigtet for at have indsmuglet eller
handlet med euforiserende stoffer.
Overførsel til lukket fængsel skal dog undlades,
hvis fortsat fuldbyrdelse i åbent fængsel ikke
findes betænkelig efter det i øvrigt oplyste om den
indsatte, jf. § 25, stk. 2.
Ved afgørelsen af spørgsmålet om overførsel til
lukket fængsel skal der ifølge arbejdsgruppen tages
hensyn til den indsattes forhold i øvrigt under den
aktuelle strafudståelse og den indsattes forklaring
om baggrunden for de forhold, der efter § 25, stk.
1, kan danne grundlag for overførsel til lukket
fængsel. Ved vurderingen bør det tillægges væsentlig
betydning, om de omstændigheder, der kan have
begrundet de pågældende forhold, kan påregnes at
ville gøre sig gældende under fortsat ophold i åbent
fængsel. Arbejdsgruppen forudsætter i den
forbindelse, at Direktoratet for Kriminalforsorgen
sikrer en ensartet praksis med hensyn til anvendelse
af § 25, stk. 2, herunder i tilfælde af indsmugling
og handel med euforiserende stoffer i ubetydeligt
omfang eller til eget brug, jf. betænkningen, bd.
III, s. 695-696.
Straffelovrådet kan tiltræde, at der i § 25, stk.
1, opregnes visse forhold, der som udgangspunkt
fører til, at den indsatte overføres til lukket
fængsel. Rådet er dog også enigt i, at overførsel
til lukket fængsel skal undlades, hvis fortsat
fuldbyrdelse i åbent fængsel ikke findes betænkelig
efter det i øvrigt oplyste om den indsatte.
Rådet finder det på den baggrund rigtigst, at
stk. 2 i § 25 i arbejdsgruppens lovudkast udgår, og
at stk. 1 ændres, således at de forhold, der nævnes
i bestemmelsen, i stedet kan føre til overførsel til
lukket fængsel, jf. § 25, stk. 1, i rådets
lovudkast. Med udtrykket "kan" tilsigtes en
tydeliggørelse af, at spørgsmålet om overførsel til
lukket fængsel også beror på en konkret vurdering i
tilfælde, hvor overførslen begrundes med visse
faktiske forhold, jf. herved § 25, stk. 3, i
arbejdsgruppens lovudkast om overførsel på grundlag
af en særlig bestyrket mistanke.
I § 25, stk. 1, nr. 2, i arbejdsgruppens
lovudkast er overførselsgrundlaget knyttet til en
sigtelse i tilfælde af indsmugling af eller handel
med euforiserende stoffer.
Mod en sådan ordning kan indvendes, at en
sigtelse ikke rammer alle tilfælde, hvor der kan
være behov for overførsel til lukket fængsel. Der
kan forekomme tilfælde, hvor overførsel bør være
mulig uden hensyn til, om den indsatte formelt er
sigtet for forholdet, f.eks. hvor den indsatte
gribes på fersk gerning eller i øvrigt tilstår
indsmugling af eller handel med narkotika.
Rådet foreslår på den baggrund, at
overførselsgrundlaget i stedet knyttes til det
forhold, at den indsatte er fundet i besiddelse af
en ikke ubetydelig mængde af euforiserende stoffer,
eller at der er bestemte grunde til at antage, at
den pågældende har indsmuglet eller handlet med
euforiserende stoffer, jf. § 25, stk. 1, nr. 2 og 3,
i rådets lovudkast.
Det forudsættes i den forbindelse, at der også
efter rådets forslag sker en konkret vurdering af,
om overførsel bør finde sted. Det indebærer bl.a.,
at den indsattes forklaring om baggrunden for
forholdet skal inddrages i de tilfælde, hvor
overførslen begrundes med besiddelse af narkotika.
Det fører til, at overførsel skal undlades, hvis der
er grundlag for at antage, at narkotikaen er blevet
"plantet" hos den indsatte af medindsatte.
Rådet foreslår endvidere, at adgangen til
overførsel efter § 25, stk. 1, udvides til tilfælde,
hvor der er bestemte grunde til at antage, at den
indsatte har udøvet overgreb på en medindsat eller
personale, jf. § 25, stk. 1, nr. 4, i rådets
lovudkast. Om baggrunden herfor henvises til afsnit
2 i de indledende bemærkninger til lovudkastets
kapitel 7.
Bestemmelsen indebærer, at en indsat kan
overføres til lukket fængsel, hvis der er bestemte
grunde til at antage, at den indsatte under sit
ophold i det åbne fængsel ved sin adfærd eller på
anden vis har udøvet overgreb på personale eller
medindsatte af den i bemærkningerne til § 21
beskrevne karakter.
Adgangen til at overføre en indsat til lukket
fængsel foreslås også udvidet i tilfælde, hvor
overførselsgrundlaget efter arbejdsgruppens
lovudkast er knyttet til en særlig bestyrket
mistanke om visse forhold, der er åbenbart
uforenelige med fortsat ophold i åbent fængsel, jf.
§ 25, stk. 3, i arbejdsgruppens lovudkast. Efter §
25, stk. 2, 1. pkt., i rådets lovudkast skal en
indsat således kunne overføres til lukket fængsel,
hvis det må anses for nødvendigt for at forebygge
overgreb på medindsatte eller personale.
Bestemmelsen bygger på en flertalsopfattelse i
rådet, jf. afsnit 2 i de indledende bemærkninger til
kapitel 7 i rådets lovudkast. Bestemmelsen indebærer
en lempelse af be tingelserne for overførsel, idet
det ikke kræves, at Kriminalforsorgen i det enkelte
tilfælde kan godtgøre, at der foreligger en særlig
bestyrket mistanke om forhold hos den indsatte, der
er åbenbart uforenelige med fortsat ophold i åbent
fængsel.
Med bestemmelsen sigtes bl.a. til tilfælde, hvor
der på det tidspunkt, hvor beslutning om anbringelse
i åbent fængsel blev truffet, ikke forelå
oplysninger, der kunne begrunde anbringelse i lukket
fængsel af hensyn til muligheden for at forebygge
overgreb på medindsatte eller personale. Hvis det
efterfølgende viser sig, at den indsatte i kraft af
sin psykiske eller fysiske styrke eller sit
tilhørsforhold til en særlig gruppe eller lignende
udgør en risiko for overgreb på medindsatte eller
personale, vil den indsatte kunne overføres til
lukket anstalt, hvis det er nødvendigt for at
forebygge denne risiko. Der henvises i den
forbindelse til afsnit 2 i de indledende
bemærkninger til kapitel 7 og til § 21 om
anbringelse i fængsel eller arresthus i rådets
lovudkast.
Desuden foreslås der som nr. 1 i § 25, stk. 3, i
rådets lovudkast indføjet en bestemmelse, der giver
mulighed for mod den dømtes vilje at overføre den
pågældende til lukket fængsel i beskyttelsesøjemed.
Forslaget indebærer, at overførsel til lukket
fængsel kan ske, hvis det må anses for nødvendigt
for at beskytte den indsatte mod overgreb.
Bestemmelsen sigter bl.a. på personer, der på
baggrund af det hidtidige afsoningsforløb har vist
sig at have behov for beskyttelse for at undgå
udnyttelse, mobning, trusler, vold eller andre
overgreb fra medindsatte. Som eksempler kan nævnes
narkomaner og andre, der er fysisk og psykisk svagt
funderet, og som eventuelt tillige har stiftet gæld
til medindsatte. En anden gruppe udgør de indsatte,
der på grund af deres kriminalitet, herunder navnlig
mishandling af børn og sædelighedskriminalitet, ikke
tolereres af fællesskabet.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2 i de
indledende bemærkninger til kapitel 7 i rådets
lovudkast. Endvidere henvises til § 21, stk. 3, nr.
3, og § 28, stk. 1, nr. 3, i rådets lovudkast om
anbringelse i og overførsel til arresthus i
beskyttelsesøjemed og til § 22, stk. 4, nr. 1, i
rådets lovudkast om anbringelse i lukket fængsel i
beskyttelsesøjemed.
Herudover foreslås udtrykket "når der foreligger
en begrundet antagelse af" i § 25, stk. 5, 1. pkt.,
i arbejdsgruppens lovudkast ændret, således at den
indsatte midlertidigt kan anbringes i arresthus
under behandlingen af spørgsmålet om overførsel til
lukket fængsel, når der er grund til at antage, at
betingelserne for overførsel er opfyldt, jf. § 25,
stk. 4, 1. pkt., i rådets lovudkast.
Med den ændrede formulering tilsigtes det alene
tydeliggjort, at midlertidig anbringelse i arresthus
ikke forudsætter, at der kan påvises bestemte grunde
til at antage, at betin gelserne for overførsel er
opfyldt, jf. herved bl.a. § 25, stk. 1, nr. 3 og 4,
i rådets lovudkast om overførsel på grundlag af en
formodning om indsmugling eller handel med
euforiserende stoffer eller om overgreb på
medindsatte eller personale. Om § 25, stk. 5, i
arbejdsgruppens lovudkast og § 25, stk. 4, i rådets
lovudkast henvises i øvrigt til betænkningen, bd.
III, s. 696.
Endelig foreslås bestemmelsen om frivillig
overførsel til lukket fængsel i § 25, stk. 6, i
arbejdsgruppens lovudkast bragt på linie med bl.a. §
22, stk. 5, i rådets lovudkast om frivillig
anbringelse i lukket fængsel, således at overførsel
til lukket fængsel kan ske efter eget ønske, hvis
særlige familiemæssige eller andre personlige
forhold taler for det. Der henvises i den
forbindelse til § 25, stk. 5, i rådets lovudkast og
til bemærkningerne til § 22, stk. 5, i rådets
lovudkast.
Om domstolsprøvelse af afgørelser om overførsel
fra åbent til lukket fængsel henvises til afsnit 8 i
denne betænknings kapitel 5 om klageregler m.v.
Overførsel af indsatte mellem ensartede
afsoningsinstitutioner
Til § 26
§ 26 i arbejdsgruppens lovudkast regulerer
adgangen til at overføre indsatte mellem ensartede
afsoningsinstitutioner.
Efter § 26, nr. 2, kan en indsat overføres mellem
ensartede afsoningsinstitutioner af hensyn til
muligheden for at beskytte den pågældende mod
overgreb fra medindsatte.
Rådet foreslår, at ordene "fra medindsatte" udgår
af bestemmelsen, jf. § 26, nr. 2, i rådets lovudkast
og afsnit 2 i de indledende bemærkninger til kapitel
7 i rådets lovudkast. Der henvises endvidere til §
23, stk. 2, nr. 3, i rådets lovudkast om inddragelse
af hensynet til at beskytte den dømte mod overgreb
ved valget af afsoningsinstitution.
Efter § 26, nr. 4, i arbejdsgruppens lovudkast
kan en indsat overføres mellem ensartede
afsoningsinstitutioner, når den pågældende har
udøvet vold mod medindsatte eller personale. Det
samme gælder, hvis der er bestemte grunde til at
antage, at den indsattes farlighed eller
kriminalitet gør overførsel nødvendig for at
forebygge vold mod medindsatte eller personale, jf.
§ 26, nr. 5.
Som det fremgår af afsnit 2 i de indledende
bemærkninger til kapitel 7 i rådets lovudkast,
foreslås det bl.a., at betingelserne for overførsel
fra åbent til lukket fængsel og fra lukket fængsel
til arresthus lempes i tilfælde, hvor overførslen
sker af hensyn til beskyttelse af medindsatte eller
personale. Efter forslaget kan overførsel bl.a. ske,
hvis det må anses for nødvendigt for at forebygge
overgreb på medindsatte eller personale.
På den baggrund foreslås det, at § 26 i
arbejdsgruppens lovudkast ændres, således at
overførsel kan ske mellem ensartede
afsoningsinstitutioner af hensyn til muligheden for
at forebygge overgreb på medindsatte eller
personale, eller hvis den indsatte har udøvet
overgreb mod medindsatte eller personale, jf. § 26,
nr. 4 og 5, i rådets lovudkast. Der henvises
endvidere til § 23, stk. 2, nr. 5, i rådets
lovudkast om inddragelse af hensynet til muligheden
for at forebygge overgreb på medindsatte eller
personale ved valget af afsoningsinstitution.
Om domstolsprøvelse af afgørelser om overførsel i
medfør af § 26 henvises til afsnit 8 i denne
betænknings kapitel 5 om klageregler m.v.
Overførsel af indsatte fra arresthus til fængsel
Til § 27
I § 27 i arbejdsgruppens lovudkast fastsættes
regler om overførsel af indsatte fra arresthus til
fængsel.
Efter § 27, stk. 1, skal en indsat i et arresthus
overføres til fængsel, når betingelserne i § 21,
stk. 3 og 4, eller § 28, stk. 2, ikke længere er
opfyldt. Overførsel kan dog undlades, hvis
reststraffen er kortvarig. Af arbejdsgruppens
bemærkninger til den pågældende bestemmelse fremgår,
at bestemmelsens formål er at fastslå, at en indsat
som udgangspunkt skal overføres til fængsel, når de
særlige forhold, der begrundede anbringelsen i
arresthus, ikke længere foreligger, jf.
betænkningen, bd. III, s. 698.
Således som § 27, stk. 1, 1. pkt., er formuleret
i arbejdsgruppens lovudkast, kan det efter rådets
opfattelse give anledning til tvivl, i hvilket
omfang en indsat, der er overført fra fængsel til
arresthus i medfør af § 28 i arbejdsgruppens
lovudkast, skal overføres til fængsel, når de
særlige forhold, der begrundede overførslen til
arresthus, ikke længere er opfyldt. Af § 27, stk. 1,
1. pkt., fremgår således kun, at en indsat skal
overføres til fængsel, når betingelserne for at
overføre den pågældende til Vestre Hospital i § 28,
stk. 2, ikke længere er opfyldt.
Rådet foreslår på den baggrund, at henvisningen i
§ 27, stk. 1, 1. pkt., i arbejdsgruppens lovudkast
til § 28 præciseres, således at der henvises til §
28, stk. 1 og 3, (som affattet i rådets lovudkast),
jf. § 27, stk. 1, 1. pkt., i rådets lovudkast.
Bestemmelsen om indsatte, der er overført til
arresthus i medfør af § 28, bringes herved på linie
med bestemmelsen om indsatte, der er anbragt i
arresthus i medfør af § 21, og med bestemmelsen i §
24, stk. 1, nr. 1, om overførsel fra lukket til
åbent fængsel.
Med rådets forslag tilsigtes ingen indholdsmæssig
ændring i forhold til arbejdsgruppens lovudkast, jf.
herved betænkningen, bd. III, s. 698.
Det bemærkes, at overførsel til lukket fængsel
kan undlades efter § 27, stk. 1, 1. pkt., i rådets
lovudkast, hvis én eller flere af
straffuldbyrdelseslovens øvrige betingelser for
anbringelse i eller overførsel til arresthus er
opfyldt på det tidspunkt, hvor spørgsmålet om
overførsel til fængsel er aktuelt. En dømt vil
f.eks. som udgangspunkt kunne fortsætte afsoningen i
arresthus, hvis den pågældende ønsker det, jf.
herved § 21, stk. 4, nr. 2, og § 28, stk. 3, nr. 2,
i rådets lovudkast om frivillig anbringelse i og
overførsel til arresthus.
Endvidere bemærkes, at bestemmelsen i § 27, stk.
1, 1. pkt., bl.a. indebærer, at en indsat, der er
anbragt i eller overført til arresthus af hensyn til
muligheden for at forebygge overgreb på medindsatte
eller personale, jf. § 21, stk. 3, nr. 1, og § 28,
stk. 1, nr. 1, i rådets lovudkast, skal overføres
til fængsel, når denne grund til anbringelse eller
overførsel ikke længere består. Der sigtes her
f.eks. til tilfælde, hvor den indsatte under
opholdet har udvist en adfærd, som giver grundlag
for at antage, at der ikke længere består en risiko
for overgreb imod medindsatte eller personale ved
anbringelse i et fængsel.
Efter § 27, stk. 3, i rådets lovudkast afgøres
det efter § 22, jf. §§ 24 og 25, om overførsel i
medfør af § 27, stk. 1, skal ske til åbent eller
lukket fængsel. Det indebærer, at en indsat, der
overføres til fængsel, fordi muligheden for at
forebygge overgreb på medindsatte eller personale
ikke længere kan begrunde, at afsoningen sker i
arresthus, normalt skal overføres til åbent fængsel,
jf. § 22, stk. 1.
Om domstolsprøvelse af afgørelser om nægtelse af
overførsel fra arresthus til fængsel henvises til
afsnit 8 i denne betænknings kapitel 5 om
klageregler m.v.
Overførsel af indsatte fra fængsel til arresthus
Til § 28
I § 28 i arbejdsgruppens lovudkast fastsættes
bestemmelser om overførsel af en indsat fra fængsel
til arresthus.
Som det fremgår af afsnit 2 i de indledende
bemærkninger til kapitel 7 i rådets lovudkast,
foreslår rådets flertal, at betingelserne for
overførsel fra fængsel til arresthus lempes i
tilfælde, hvor overførslen sker af hensyn til
beskyttelse af medindsatte eller personale.
Flertallets forslag indebærer, at der som nr. 1 i
§ 28, stk. 1, i rådets lovudkast indsættes en
bestemmelse, hvorefter en indsat kan overføres til
arresthus, når det må anses for nødvendigt for at
forebygge overgreb på medindsatte eller personale.
Bestemmelsen medfører en udvidelse af adgangen
til overførsel, idet det i modsætning til § 28, stk.
1, nr. 1, i arbejdsgruppens lovudkast ikke kræves,
at Kriminalforsorgen i det enkelte tilfælde kan
påvise bestemte grunde til at antage, at den
indsatte vil udøve vold mod medindsatte eller
personale, og at overførslen må anses for nødvendig
for at forhindre den indsatte i at begå forhold af
denne karakter.
Med den foreslåede bestemmelse sigtes bl.a. til
tilfælde, hvor der på det tidspunkt, da beslutning
om anbringelse i fængsel blev truffet, ikke forelå
oplysninger, der kunne begrunde anbringelse i
arresthus af hensyn til muligheden for at forebygge
overgreb på medindsatte eller personale. Hvis det
efterfølgende viser sig, at den indsatte i kraft af
sin psykiske eller fysiske styrke eller sit
tilhørsforhold til en særlig gruppe eller lignende,
jf. bemærkningerne til § 21 i rådets lovudkast,
udgør en risiko for overgreb på medindsatte eller
personale, kan den indsatte overføres til arresthus,
hvis det er nødvendigt af hensyn til muligheden for
at forebygge sådanne overgreb. Hvis den indsatte er
anbragt i åbent fængsel, forudsætter en overførsel
til arresthus, at overførsel til lukket fængsel ikke
er tilstrækkeligt for at forebygge sådanne overgreb.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 22
om anbringelse i åbent eller lukket fængsel og § 25
om overførsel fra åbent til lukket fængsel i rådets
lovudkast.
Om domstolsprøvelse af afgørelser om overførsel
fra fængsel til arresthus henvises til afsnit 8 i
denne betænknings kapitel 5 om klageregler m.v.
Efter ordlyden af § 28, stk. 1, nr. 1, i
arbejdsgruppens lovudkast er det ikke muligt at
overføre en indsat til arresthus på grund af fare
for brandstiftelse. Bestemmelsen adskiller sig
herved fra § 21, stk. 3, nr. 1, i arbejdsgruppens
lovudkast, hvorefter en dømt kan anbringes i
arresthus i tilfælde, hvor der er bestemte grunde
til at antage, at den dømtes farlighed eller
kriminalitet gør det nødvendigt for at forebygge
brandstiftelse. Af arbejdsgruppens bemærkninger til
§ 28 fremgår imidlertid, at bestemmelsen på dette
punkt tilsigter at være i overensstemmelse med § 21,
jf. betænkningen, bd. III, s. 699.
Rådet foreslår på den baggrund, at det i den
tilsvarende bestemmelse i § 28, stk. 1, nr. 2, i
rådets lovudkast præciseres, at der også kan ske
overførsel til arresthus i tilfælde, hvor der er
bestemte grunde til at antage, at den indsatte vil
forvolde brand, og overførsel må anses for nødvendig
for at forhindre den indsatte i at begå forhold af
denne karakter.
Efter § 28, stk. 1, nr. 2, i arbejdsgruppens
lovudkast kan en indsat overføres til arresthus,
hvis det må anses for nødvendigt for at beskytte den
indsatte mod overgreb fra medindsatte.
Rådet foreslår, at ordene "fra medindsatte"
udgår, jf. § 28, stk. 1, nr. 3, i rådets lovudkast
og afsnit 2 i de indledende bemærkninger til kapitel
7 i rådets lovudkast. Der henvises endvidere til §
21, stk. 3, nr. 3, i rådets lovudkast om anbringelse
i arresthus i beskyttelsesøjemed.
Efter § 28, stk. 1, nr. 3, i arbejdsgruppens
lovudkast kan en indsat i et fængsel overføres til
arresthus, hvis det må anses for nødvendigt af
hensyn til den samlede udnyttelse af pladserne i
Kriminalforsorgens institutioner. Bestemmelsen er i
modsætning til § 21, stk. 2, om anbringelse i
arresthus ikke begrænset til kortvarige
fængselsstraffe. Det skyldes, at det ved pludselige
kapacitetsnedgange, f.eks. efter brand, bør være
muligt at kunne genplacere alle afsonere i en anden
institution, jf. betænkningen, bd. III, s. 699.
Rådet er opmærksomt på dette forhold, men finder
det desuagtet betænkeligt at opretholde en
almindelig adgang til overførsel til arresthus af
hensyn til pladsudnyttelsen. Baggrunden er, at
afsoning i arresthus indebærer en væsentlig
begrænsning i den indsattes aktivitetsmuligheder.
Rådet foreslår derfor, at bestemmelsen udgår.
Rådets forslag tilsigter imidlertid ikke at
udelukke, at overførsel til anden institution,
herunder arresthus, kan ske i særlige
nødsituationer.
Efter § 28, stk. 2, i arbejdsgruppens lovudkast
kan en indsat overføres til Vestre Hospital, hvis
det må anses for nødvendigt for at yde den indsatte
lægelig bistand.
Rådet foreslår, at bestemmelsen i stedet affattes
således, at overførsel kan ske, hvis den indsatte
efter de lægelige oplysninger bør overføres til
Vestre Hospital, jf. § 28, stk. 1, nr. 4, i rådets
lovudkast.
Bestemmelsen bringes herved på linie med
bestemmelsen om anbringelse i Vestre Hospital fra
afsoningens begyndelse, jf. § 21, stk. 3, nr. 4, i
rådets lovudkast. Med den ændrede formulering
tilsigtes ingen indholdsmæssig afvigelse i forhold
til arbejdsgruppens lovudkast, jf. betænkningen, bd.
III, s. 699, og bd. I, s. 99.
Endelig foreslår rådet, at § 28, stk. 4, nr. 2, i
arbejdsgruppens lovudkast om frivillig overførsel
til arresthus i tilfælde, hvor familiemæssige eller
andre personlige forhold i særlig grad taler derfor,
ændres, således at det i stedet kræves, at særlige
familiemæssige eller andre personlige forhold taler
for det, jf. § 28, stk. 3, nr. 2, i rådets
lovudkast.
Ændringen er af redaktionel karakter, jf. herved
den tilsvarende bestemmelse i lovudkastets § 21,
stk. 4, nr. 2, om anbringelse i arresthus i rådets
lovudkast og betænkningen, bd. III, s. 699.
Valg af ny afsoningsinstitution
Til § 29
§ 29 i arbejdsgruppens lovudkast regulerer
spørgsmålet om valg af afsoningsinstitution i
forbindelse med overførsel efter §§ 24-28.
Straffelovrådet kan tiltræde arbejdsgruppens
forslag, jf. § 29 i rådets lovudkast og
betænkningen, bd. III, s. 651 og 699.
Administrative bestemmelser
Til § 30
§ 30 i arbejdsgruppens lovudkast indeholder en
bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte
regler om anbringelse og overførsel efter
lovudkastets §§ 21-29.
Med bestemmelsen sigtes bl.a. til regler om en
geografisk fordeling på de enkelte
afsoningsinstitutioner efter de dømtes hjemsted.
Endvidere nævnes det, at justitsministeren med
hjemmel i den foreslåede bestemmelse administrativt
kan fastsætte grænsen for, hvilke straffe der
afhængig af udnyttelsen af Kriminalforsorgens
cellekapacitet kan anses for omfattet af
lovudkastets bestemmelser om kortvarige
fængselsstraffe, jf. betænkningen, bd. III, s.
699-700.
Straffelovrådet kan med en enkelt redaktionel
ændring tiltræde arbejdsgruppens forslag, jf. § 30 i
rådets lovudkast.
Ved lov nr. 274 af 15. april 1997 om ændring af
straffeloven, retsplejeloven og lov om udlægning af
åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg m.v.
(Samfundstjeneste og forstærket indsats mod
seksualforbrydelser m.v.) er der bl.a. taget
initiativ til en særlig behandlingsindsats over for
personer, der er idømt tidsbestemt fængselsstraf for
seksualforbrydelser.
For at sikre den bedst mulige placering og
behandling under afsoningen af disse perso ner
etableres som led i lovens gennemførelse en
visitationsordning for alle personer, der er idømt
en tidsbestemt fængselsstraf for
seksualforbrydelser. Der oprettes en visitations- og
observationsafdeling under Anstalten ved
Herstedvester. I denne afdeling vil personer, der er
idømt en relativt kort frihedsstraf for
seksualforbrydelser, og som i dag derfor anbringes i
åbent fængsel uden behandlingsmuligheder, kunne
anbringes som en indledning på afsoningen.
Under anbringelsen kan behandlingspersonalet i
anstalten vurdere den indsatte med henblik på at
afdække et eventuelt behandlingsbehov og på baggrund
heraf rådgive Direktoratet for Kriminalforsorgen om,
hvor den pågældende bør anbringes. Det forudsættes,
at opholdet i visitationsafdelingen bliver
kortvarigt, normalt 2-4 uger. Anbringelsen
forudsættes herudover typisk som hidtil at ske i
åbent fængsel, normalt det fængsel, der ligger
nærmest på den dømtes bopæl i overensstemmelse med
det almindelige geografiske nærhedsprincip.
For de indsatte, der skønnes at have behov og at
være motiveret for behandling, forudsættes der
etableret mulighed for dette gennem et samarbejde
med de 3 klinikker, der indgår i det landsdækkende
behandlingsnetværk, der etableres som led i den
samtidige iværksættelse af en forsøgsordning med
anvendelse af behandling som alternativ til
frihedsstraf for visse seksualforbrydelser.
Straffelovrådet forudsætter, at den ovennævnte
visitationsordning i Anstalten ved Herstedvester kan
videreføres i uændret form efter
straffuldbyrdelsesloven. Rådet forudsætter i den
forbindelse også, at de nærmere regler om
visitationsordningens gennemførelse, herunder om det
midlertidige ophold på visitations- og
observationsafdelingen, kan fastsættes
administrativt i medfør af bemyndigelsesbestemmelsen
i lovudkastets § 30.
Det bemærkes, at bestemmelsen i § 22, stk. 4, nr.
2, i rådets lovudkast om adgangen til af lægelige
grunde at anbringe en dømt i Anstalten ved
Herstedvester sigter til tilfælde, hvor det,
eventuelt på baggrund af et midlertidigt ophold på
visitations- og observationsafdelingen, har vist sig
nødvendigt at anbringe den pågældende i Anstalten
ved Herstedvester i behandlingsmæssigt øjemed.
Bestemmelsen omfatter derimod ikke tilfælde, hvor
formålet med opholdet i Anstalten ved Herstedvester
alene er at afdække et muligt behandlingsbehov med
henblik på at rådgive Direktoratet for
Kriminalforsorgen ved afgørelsen af spørgsmålet om
anbringelse.
Kapitel 8
Indsattes rettigheder og pligter under opholdet i
afsoningsinstitutionen
Vejledning og planlægning
Til § 31
I § 31 i arbejdsgruppens lovudkast fastsættes
bestemmelser om institutionens pligt til at vejlede
den indsatte under straffuldbyrdelsen og til sammen
med den pågældende at udarbejde en plan for
strafudståelsen og tiden efter løsladelsen.
Efter § 31, stk. 1, 1. pkt., skal en indsat
snarest efter at være anbragt i institutionen
vejledes af denne om sine rettigheder, pligter og
øvrige forhold under straffuldbyrdelsen. Efter 2.
pkt. i samme bestemmelse skal vejledningen om
nødvendigt gentages senere under strafudståelsen.
Straffelovrådet er enigt i, at der bør gælde en
pligt for institutionen til at gentage vejledningen
over for den indsatte senere under
straffuldbyrdelsen, hvis der er behov for det. Efter
rådets opfattelse må der imidlertid også uden
udtrykkelig bestemmelse herom i lovteksten antages
at gælde en sådan vejledningspligt for
institutionen. Det foreslås derfor, at bestemmelsen
i § 31, stk. 1, 2. pkt., i arbejdsgruppens lovudkast
udgår.
Rådet kan i øvrigt tiltræde arbejdsgruppens
forslag, jf. § 31 i rådets lovudkast og
betænkningen, bd. III, s. 652 og 700-701.
Anvisninger
Til § 32
Som det fremgår af bemærkningerne til §§ 3 og 4 i
rådets lovudkast, foreslår rådet, at § 3 om
hovedformålene med fuldbyrdelsen af fængselsstraf og
§ 4, stk. 1, om det almindelige udgangspunkt for
indsattes rettigheder og pligter under
straffuldbyrdelsen i arbejdsgruppens lovudkast
udvides til at omfatte fuldbyrdelsen af enhver form
for straf.
§ 4, stk. 2, i arbejdsgruppens lovudkast
indeholder en bestemmelse, hvorefter en indsat skal
efterkomme de anvisninger, som gives af
institutionens personale i forbindelse med
varetagelsen af institutionens opgaver. Som det
fremgår, tager denne bestemmelse særligt sigte på
fuldbyrdelse af fængselsstraf.
Rådet foreslår derfor, at bestemmelsen indsættes
som § 32 i kapitel 8 i rådets lovudkast om indsattes
rettigheder og pligter under opholdet i
afsoningsinstitutionen. Der tilsigtes ikke herved
nogen indholdsmæssig afvigelse i forhold til
arbejdsgruppens lovudkast, jf. betænkningen, bd.
III, s. 680-681.
Fællesskab
Til § 33
§ 32 i arbejdsgruppens lovudkast vedrører
spørgsmålet om anbringelse i fællesskab med andre
indsatte eller efter den indsattes eget ønske uden
sådant fællesskab.
Rådet kan tiltræde arbejdsgruppens lovudkast, jf.
herved § 33 i rådets lovudkast, og foreslår derfor
kun nogle mindre ændringer af redaktionel karakter i
bemyndigelsesbestemmelsen i § 32, stk. 5, jf. herved
§ 33, stk. 5, i rådets lovudkast. Der henvises herom
til bemærkningerne nedenfor til den pågældende
bestemmelse.
Rådet bemærker i øvrigt, at udtrykket
"fællesskab" i § 33 i rådets lovudkast ikke omfatter
en adgang for de indsatte til selv at vælge, hvilke
andre indsatte de vil være sammen med, eller ret til
samvær med alle øvrige indsatte. Efter den nuværende
praksis har flertallet af de indsatte i lukkede
fængsler kun adgang til fællesskab i fritiden med de
indsatte på den afdeling, hvor de selv er anbragt.
Rådet forudsætter, at denne praksis kan videreføres
efter straffuldbyrdelsesloven.
Rådet forudsætter endvidere, at institutionerne
som hidtil kan træffe afgørelse om, på hvilken af
institutionens forskellige afdelinger de enkelte
indsatte skal placeres. Det gælder også placering på
særlige afdelinger for bestemte kategorier af
indsatte, f.eks. narkomaner, indsatte med
tilknytning til visse organiserede grupper, herunder
rockergrupper, eller indsatte med særlig lange eller
særlig korte straffe. Selv om en sådan placering
udelukker de pågældende fra samvær med indsatte, der
ikke hører til de særlige kategorier, indebærer den
nuværende praksis ikke et brud på den indsattes
adgang til fællesskab i straffuldbyrdelseslovens
forstand, forudsat at de indsatte har adgang til
indbyrdes fællesskab.
§ 32, stk. 5, i arbejdsgruppens lovudkast
indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til
at fastsætte nærmere regler om gennemførelse af
fællesskab i henholdsvis åbent og lukket fængsel og
arresthus, herunder om adgangen til at indelåse de
indsatte i arbejdstid, fritid og om natten og om
indsattes adgang til at kunne aflåse eget
opholdsrum.
Rådet finder, at der ikke er behov for i
lovteksten at nævne, at bemyndigelsen omfatter
regler om gennemførelsen af fællesskab i de
forskellige institutionstyper, herunder i
arbejdstiden, fritiden og om natten, idet sådanne
regler naturligt indeholdes i bemyndigelsen til at
fastsætte regler om gennemførelse af fællesskab.
Rådet foreslår derfor en forenklet affattelse af
§ 32, stk. 5, hvorefter justitsministeren fastsætter
regler om gennemførelsen af fællesskab, herunder om
adgangen til at låse de indsatte inde, og om de
indsattes adgang til at kunne aflåse eget
opholdsrum, jf. § 33, stk. 5, i rådets lovudkast.
Med rådets forslag tilsigtes ingen indholdsmæssig
ændring af arbejdsgruppens lovudkast, jf.
betænkningen, bd. I, s. 100-101, og bd. III, s. 702.
Medindflydelse
Til § 34
I § 33 i arbejdsgruppens lovudkast fastsættes
bestemmelser om de indsattes medindflydelse på
tilværelsen i institutionen.
Efter § 33, stk. 2, sidste pkt., i
arbejdsgruppens lovudkast kan møder mellem
institutionens ledelse og alle indsatte eller
grupper af indsatte kun træde i stedet for
drøftelser mellem ledelse og talsmænd, såfremt de
indsatte ikke ønsker at vælge talsmænd.
Straffelovrådet foreslår enkelte sproglige
ændringer i affattelsen af § 33, stk. 1 og 2. Rådet
foreslår i den forbindelse, at bestemmelsen i § 33,
stk. 2, sidste pkt., udgår, idet de indsatte
allerede efter § 33, stk. 1, har ret til at øve
indflydelse gennem valgte talsmænd. Der henvises
herved til § 34 i rådets lovudkast.
Deltagelse i gudstjenester m.v.
Til § 35
§ 34 i arbejdsgruppens lovudkast indeholder
regler om den indsattes ret til at deltage i
gudstjenester m.v.
Efter § 34, stk. 1, har en indsat ret til at
deltage i gudstjenester, der afholdes i
institutionen. Såfremt ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn gør det påkrævet, kan
institutionens leder dog nægte den indsatte adgang
til at deltage i gudstjenester.
En indsat har endvidere ret til samtale med en
præst, prædikant, menighedsforstander eller lignende
fra anerkendte trossamfund, jf. § 34, stk. 2.
Hertil føjes i § 34, stk. 3, en bestemmelse,
hvorefter indsatte, hvis tilhørsforhold til et
anerkendt trossamfund indebærer, at de ikke må være
beskæftiget på visse dage, skal fritages herfor.
Arbejdsgruppens lovudkast bygger bl.a. på de
nugældende regler om indsattes deltagelse i
gudstjenester m.v. i bekendtgørelse nr. 423 af 21.
juni 1973 om fuldbyrdelse af frihedsstraf. Efter
denne bekendtgørelses § 11 skal den indsatte have
adgang til at deltage i gudstjenester, når sådanne
afholdes i institutionen, og til at modtage besøg af
en præst, prædikant, menighedsforstander eller
lignende.
Straffelovrådet kan i det væsentlige tiltræde
arbejdsgruppens lovudkast.
Rådet finder dog, at det i § 34, stk. 1, bør
præciseres, at det er institutionens leder eller
den, der bemyndiges dertil, som kan træffe
bestemmelse om at nægte den indsatte adgang til at
deltage i gudstjenester, jf. herved § 35, stk. 1, 2.
pkt., i rådets lovudkast.
Bestemmelsen bringes herved på linie med de
øvrige bestemmelser i straffuldbyrdelsesloven, der
giver mulighed for at træffe afgørelser af særligt
indgribende karakter for den indsatte. Der henvises
i den forbindelse bl.a. til rådets lovudkast § 53,
stk. 1, 2. pkt., om forbud mod besøg af bestemte
personer, § 55, stk. 4, om tilbageholdelse af breve
og § 60, stk. 5 og 6, om tilbageholdelse af effekter
og breve m.v. i den indsattes besiddelse.
Endvidere sker der ikke længere anerkendelse af
trossamfund ved kgl. resolution. I stedet meddeles
vielsesbemyndigelse efter § 16, stk. 1, nr. 3, i lov
om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf.
lovbekendtgørelse nr. 148 af 8. marts 1991 med
senere ændringer. Efter denne bestemmelse kan
kirkelig vielse finde sted inden for andre
trossamfund end de anerkendte, når en af parterne
hører til vedkommende trossamfund, og trossamfundet
har præster, som af kirkeministeren er bemyndiget
til at foretage vielser.
Rådet foreslår på den baggrund, at § 34, stk. 2,
i arbejdsgruppens lovudkast i stedet affattes
således, at en indsat har ret til samtale med en
præst eller lignende fra sit trossamfund, jf. § 35,
stk. 2, i rådets lovudkast.
Med rådets forslag tilsigtes i øvrigt ingen
afvigelser i forhold til den nuværende retstilstand.
Også efter rådets forslag må det derfor bero på en
konkret vurdering, om en person, der ikke er præst i
den danske folkekirke eller i et af de anerkendte
trossamfund, kan anses for præst eller lignende fra
et trossamfund.
Endvidere forudsættes præster m.v. som hidtil at
have samme adgang til at besøge indsatte som
advokater og diplomatiske eller konsulære
repræsentanter. Der ses i den forbindelse bort fra
fængselspræsterne, idet de er ansat ved vedkommende
institution og derfor tilhører personalet ved
institutionen. Der henvises i øvrigt til § 51, stk.
2 og 3, § 52 og § 53 i rådets lovudkast.
Om § 34, stk. 3, i arbejdsgruppens lovudkast
vedrørende tilrettelæggelse af beskæftigelsespligten
under hensyn til den indsattes religiøse
tilhørsforhold henvises til § 41 i rådets lovudkast.
Egne penge og genstande
Til § 36
§ 35 i arbejdsgruppens lovudkast indeholder
regler om indsattes ret til at medtage, besidde og
råde over egne penge og genstande i institutionen.
Efter § 35, stk. 1, har en indsat ret til at
medtage, besidde og råde over egne genstande i
institutionen, medmindre dette er uforeneligt med
institutionens varetagelse af ordens- og
sikkerhedsmæssige hensyn.
Straffelovrådet foreslår, at ordene
"institutionens varetagelse af" udgår, jf. § 36,
stk. 1, i rådets lovudkast. Med ændringen tilsigtes
ingen indholdsmæssig afvigelse fra arbejdsgruppens
lovudkast. Også efter rådets lovudkast har den
indsatte derfor som udgangspunkt ret til at medtage,
besidde og råde over egne genstande i institutionen,
jf. betænkningen, bd. III, s. 704.
§ 35, stk. 2, i arbejdsgruppens lovudkast
indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til
at fastsætte regler om begrænsninger i indsattes ret
til at medtage, besidde og råde over egne genstande,
og § 35, stk. 3, bemyndiger til at fastsætte regler
om indsattes ret til at medtage, besidde og råde
over egne penge.
Efter Straffelovrådets opfattelse bør det både i
§ 35, stk. 2 og 3, præciseres, at disse regler alene
omfatter indsattes råderet m.v. over genstande og
penge i institutionen, jf. herved § 36, stk. 2-3, i
rådets lovudkast.
Endvidere forudsætter rådet, at adgangen efter §
36, stk. 2, i rådets lovudkast til at fastsætte
begrænsninger i indsattes ret til at besidde egne
genstande i institutionen også omfatter retten til
at modtage genstande fra andre.
Bemyndigelsen i § 36, stk. 2, i rådets lovudkast
vil bl.a. kunne udnyttes til at fastsætte
bestemmelser om forbud mod besiddelse af
mobiltelefoner.
Udgivelse af blad
Til § 37
1. Arbejdsgruppens overvejelser og forslag
I § 36 i arbejdsgruppens lovudkast fastsættes
bestemmelser om de indsattes ret til at udgive et
blad. Efter § 36, stk. 1, skal der gives de indsatte
i institutionen mulighed for at udgive et blad,
således at der af institutionen ydes den nødvendige
støtte hertil.
Efter § 36, stk. 2, har institutionens leder
adgang til på forhånd at gennemlæse de indsattes
blad og til at forbyde offentliggørelsen af bestemte
artikler, såfremt sikkerhedsmæssige hensyn gør det
påkrævet, eller såfremt indholdet groft forulemper
enkeltpersoner.
§ 36, stk. 2, tager sigte på bladudgivelsen i
Kriminalforsorgens institutioner og omfatter forbud
mod offentliggørelse af bestemte artikler i blade,
der udgives af de indsatte. Det er i den forbindelse
uden betydning, om fremstillingen af det pågældende
blad finder sted uden for institutionen, forudsat at
bladet må antages at være bestemt til udgivelse i
institutionen. Øvrige blade, der bringes til
fængslet udefra, vil efter omstændighederne kunne
gennemlæses og nægtes udleveret i medfør af reglerne
i § 35 om egne genstande, § 51 om brevveksling og §
56 om visitation i arbejdsgruppens lovudkast.
Til § 36, stk. 1-2, i arbejdsgruppens lovudkast
føjes i stk. 3 en bestemmelse, der bemyndiger til at
fastsætte nærmere regler bl.a. om vilkår for støtte
til bladudgivelsen og om mulighed for inddragelse af
denne støtte, såfremt de fastsatte vilkår ikke
overholdes.
§ 36, stk. 2, i arbejdsgruppens lovudkast er i
overensstemmelse med den nuværende praksis på
området. Bestemmelsen bygger imidlertid på en
flertalsopfattelse i arbejdsgruppen.
I flertallets overvejelser indgår bl.a. et notat
af 7. juni 1989 fra Justitsministeriet om adgangen
for indsatte til at udgive et fængselsblad, jf.
betænkningen, bd. II, s. 571- 578. Heraf fremgår det
bl.a., at en ordning, der giver institutionens leder
ret til på forhånd at gennemlæse de indsattes blad,
ikke vil være i strid med grundlovens § 77. En
ordning, hvorefter institutionens leder kan forbyde
offentliggørelsen af bestemte artikler, såfremt
hensynet til Kriminalforsorgens sikkerhedsmæssige
forhold eller ordenshensyn taler for det, vil efter
Justitsministeriets opfattelse heller ikke være i
strid med grundlovens § 77. Det samme gælder, hvis
artiklernes indhold indebærer en overtrædelse af
lovgivningen eller groft forulemper enkeltpersoner.
En tilbagekaldelse af den økonomiske støtte til
udgivelsen af de indsattes blad, såfremt der
foreligger en overtrædelse af de retningslinier, der
gælder for bladets udgivelse, kan efter Justitsmi
nisteriets opfattelse ikke ligestilles med udøvelse
af censur. En sådan tilbagekaldelse falder uden for
anvendelsesområdet for grundlovens § 77.
Flertallet i arbejdsgruppen er opmærksomt på, at
en opretholdelse af den bestående adgang til censur
kan forekomme betænkelig på baggrund af udviklingen
i reglerne om beskyttelse af individets rettigheder.
Flertallet anser det imidlertid for åbenbart i strid
med retsfølelsen, hvis institutionen afskæres fra at
hindre udgivelsen af et blad, der er finansieret af
institutionen, i tilfælde, hvor offentliggørelsen
ville indebære f.eks. en grov forulempelse af en
forurettet ved en forbrydelse eller et anslag mod
institutionens sikkerhedsmæssige virksomhed.
Et mindretal på to medlemmer kan ikke tiltræde
flertallets indstilling. Mindretallet finder, at den
foreslåede ordning i hvert fald strider mod ordlyden
af grundlovens § 77. Mindretallet rejser endvidere
spørgsmålet, hvad det er for sikkerhedsmæssige
hensyn, der ønskes tilgodeset med § 36, stk. 2, og
som ikke kan gennemføres med andre midler. Ønsket om
at modvirke forulempelse af enkeltpersoner kan efter
mindretallets opfattelse varetages ved, at
forfatteren og/eller redaktøren efterfølgende drages
til ansvar efter straffelovens bestemmelser om
freds- og ærekrænkelser. Mindretallet foreslår på
den baggrund, at § 36, stk. 2, udgår af lovudkastet.
2. Straffelovrådets overvejelser og forslag
Straffelovrådet finder, at retten til støtte til
bladudgivelse uden betænkelighed kan begrænses til
de større institutioner, dvs. fængslerne. Rådet
foreslår derfor, at § 36, stk. 1, i arbejdsgruppens
lovudkast i stedet affattes således, at de indsatte
i institutionen har ret til at udgive blade.
Endvidere foreslås som stk. 2 indsat en
bestemmelse, hvorefter fængslet yder støtte til
udgivelse af ét blad, jf. § 37, stk. 1-2, i rådets
lovudkast.
Formålet med § 37, stk. 1, er at fastslå, at
indsatte i Kriminalforsorgens institutioner har ret
til at udgive blade. Med udtrykket "institutionen" i
§ 37, stk. 1, sigtes til åbne og lukkede fængsler,
arresthuse og Kriminalforsorgens pensioner, jf.
herved § 20 i rådets lovudkast.
Bestemmelsen i § 37, stk. 2, i rådets lovudkast
indebærer, at der skal ydes støtte til udgivelse af
ét blad i vedkommende fængsel. Med udtrykket
"fængsel" sigtes til åbne og lukkede fængsler.
Arresthuse og pensioner omfattes ikke af
bestemmelsen.
Med rådets forslag til § 37, stk. 1-2, tilsigtes
ikke i øvrigt nogen indholdsmæssig afvigelse i
forhold til arbejdsgruppens lovudkast. Også efter
rådets lovudkast omfatter ud trykket "støtte" derfor
økonomisk støtte, herunder til anskaffelse af
kontormaskiner m.v. samt til fremstilling af bladet.
Endvidere forudsættes fængslets støtte at omfatte
tilladelse til, at redaktøren af informationsbladet
kan opfylde sin pligt til at være beskæftiget med
godkendte aktiviteter, jf. herved § 38, stk. 1, i
rådets lovudkast, ved at arbejde med udgivelsen af
bladet. Det indebærer bl.a., at den pågældende vil
få vederlag af fængslet for den nødvendige
varetagelse af hvervet som redaktør, jf. herved §
42, stk. 1, i rådets lovudkast. Fængslet kan ikke
afskedige redaktøren, der udpeges af de indsatte.
Såfremt redaktøren ikke overholder de vilkår for
støtten, der måtte blive fastsat i henhold til
bemyndigelsen i § 37, stk. 4, i rådets lovudkast,
jf. herom bemærkningerne nedenfor, kan fængslet dog
nægte at anerkende hvervet som en godkendt aktivitet
og henvise redaktøren til at udøve hvervet i
fritiden. Der henvises i den forbindelse til
betænkningen, bd. III, s. 704-705.
Rådet er enigt med arbejdsgruppen i, at det
umiddelbart kan forekomme betænkeligt at opretholde
en adgang til på forhånd at gennemlæse de indsattes
blad og at forbyde offentliggørelsen af bestemte
artikler, selv om sikkerhedsmæssige hensyn gør det
påkrævet, eller indholdet groft forulemper
enkeltpersoner.
Rådets flertal (Jacques Hermann, Torsten
Hesselbjerg, Kaspar Linkis, Annemette Møller,
Christian Trønning og Sven Ziegler) kan imidlertid
tiltræde Justitsministeriets opfattelse, hvorefter
en sådan ordning ikke kan antages at være i strid
med grundlovens § 77.
Det kan hævdes, at en regel, der giver adgang til
på forhånd at gennemlæse de indsattes blad og
forbyde offentliggørelsen af bestemte artikler, er
overflødig, idet man ved at inddrage den økonomiske
støtte til bladudgivelsen i realiteten kan hindre,
at bestemte artikler offentliggøres, jf. § 36, stk.
3, i arbejdsgruppens lovudkast. En sådan inddragelse
antages som nævnt ikke at kunne ligestilles med
udøvelse af censur og falder derfor uden for
anvendelsesområdet for grundlovens § 77.
Uden en bestemmelse svarende til § 36, stk. 2, i
arbejdsgruppens lovudkast vil artikler i blade, der
udgives i institutionen uden økonomisk støtte, efter
omstændighederne kunne gennemlæses og forbydes
offentliggjort efter reglerne i § 36 om egne
genstande, § 55 om brevveksling og § 60 om
undersøgelse af den indsattes person og opholdsrum i
rådets lovudkast, jf. afsnit 1 ovenfor om de
tilsvarende bestemmelser i §§ 35, 51 og 56 i
arbejdsgruppens lovudkast. Det bemærkes, at adgangen
til gennemlæsning m.v. er videre efter disse
bestemmelser end efter § 36, stk. 2, i
arbejdsgruppens lovudkast, idet de pågældende
bestemmelser også kan finde anvendelse i tilfælde,
hvor indgrebet er nødvendigt af ordensmæssige hensyn
eller af hensyn til beskyttelse af den forurettede
ved lovovertrædelsen.
Rådets flertal finder, at institutionen ikke bør
have adgang til at gennemlæse de indsattes blade og
forbyde offentliggørelsen af bestemte artikler i
videre omfang, når bladudgivelsen sker uden
økonomisk støtte fra institutionen, end i tilfælde,
hvor bladudgivelsen sker med økonomisk støtte fra
institutionen, jf. herved det ovenfor anførte.
Det kan overvejes, om § 58 i rådets lovudkast (§
54 i arbejdsgruppens lovudkast) om aviser og bøger,
eventuelt med visse tilføjelser, lader sig anvende i
ovennævnte tilfælde. Efter flertallets opfattelse
forekommer det dog ikke naturligt at anvende
bestemmelsen i de her omhandlede tilfælde, idet
formålet med denne bestemmelse er at fastslå, at
indsatte skal have mulighed for at holde sig
orienteret bl.a. ved avislæsning og ved lån af bøger
og tidsskrifter gennem det offentlige
biblioteksvæsen, jf. herved betænkningen, bd. III,
s. 716-717.
Rådets flertal kan på den baggrund tiltræde
lovudkastet, som affattet af arbejdsgruppen flertal,
og skal derfor alene foreslå, at der i de til § 36,
stk. 2 og 3, i arbejdsgruppens lovudkast svarende
bestemmelser i § 37, stk. 3 og 4, i rådets lovudkast
foretages nogle mindre ændringer med henblik på at
tydeliggøre bestemmelsernes rækkevidde.
I § 37, stk. 3, i rådets lovudkast fastsættes det
herefter, at institutionens leder har adgang til på
forhånd at gennemlæse de indsattes blade. Endvidere
kan lederen forbyde offentliggørelsen af bestemte
artikler, såfremt sikkerhedsmæssige hensyn gør det
påkrævet, eller indholdet groft forulemper
enkeltpersoner.
Med udtrykket "institutionen" sigtes til de samme
institutioner, som er omfattet af § 37, stk. 1, dvs.
åbne og lukkede fængsler, arresthuse og
Kriminalforsorgens pensioner.
Udtrykket "de indsattes blade" i § 37, stk. 3,
omfatter både tilfælde, hvor fremstillingen af
bladet sker i institutionen, eventuelt med støtte
fra fængslet i medfør af § 37, stk. 2, og tilfælde,
hvor fremstillingen sker uden for vedkommende
institution, forudsat at bladet må antages at være
bestemt til udgivelse i institutionen. Øvrige blade,
der bringes til institutionen udefra, f.eks. blade,
der retter sig mod alle indsatte i
Kriminalforsorgens institutioner, forudsættes i
overensstemmelse med arbejdsgruppens lovudkast, jf.
afsnit 1 ovenfor, efter omstændighederne at kunne
gennemlæses og nægtes udleveret i medfør af reglerne
i § 36 om egne genstande, § 55 om brevveksling og §
60 om visitation i rådets lovudkast.
Som det fremgår af § 37, stk. 3, finder rådets
flertal, at der fortsat er behov for at kunne
gennemlæse og forbyde offentliggørelsen af bestemte
artikler, såfremt sikkerheds mæssige hensyn gør det
påkrævet. Med udtrykket "sikkerhedsmæssige hensyn"
sigtes bl.a. til forebyggelse af, at de indsatte
begår kriminalitet under afsoningen, f.eks. ved
overtrædelse af straffelovens bestemmelser om freds-
og ærekrænkelser. Der henvises i den forbindelse til
bemærkningerne til § 4 i rådets lovudkast og
betænkningen, bd. I, s. 106.
Efter flertallets opfattelse er der endvidere
fortsat behov for at kunne skride ind i tilfælde,
hvor en artikel groft forulemper enkeltpersoner,
f.eks. ofre for forbrydelser eller medindsatte eller
- i særligt grove tilfælde - ansatte ved
institutionen. Rådets flertal kan derfor også på
dette punkt tiltræde forslaget fra arbejdsgruppens
flertal, jf. betænkningen, bd. III, s. 705.
Ved § 37, stk. 4, i rådets lovudkast videreføres
i det væsentlige bemyndigelsesbestemmelsen i § 36,
stk. 3, i arbejdsgruppens lovudkast. Den nye
bestemmelse bemyndiger således til at fastsætte
regler til gennemførelse af bestemmelserne i stk. 2
og 3, herunder om fastsættelse af vilkår for
fængslets støtte til udgivelsen og om muligheden for
inddragelse af denne støtte, såfremt de fastsatte
vilkår ikke overholdes.
Om domstolsprøvelse af afgørelser vedrørende
forbud mod offentliggørelse af bestemte artikler
henvises til afsnit 8 i denne betænknings kapitel 5
om klageregler m.v.
Et mindretal (Jørgen Bang og Vagn Greve) kan ikke
tilslutte sig forslaget om indførelse af
bestemmelsen i § 36, stk. 2, i arbejdsgruppens
lovudkast (§ 37, stk. 3, i udkastet fra rådets
flertal). For det første er bestemmelsens
overensstemmelse med princippet i grundlovens § 77
efter disse medlemmers opfattelse tvivlsom. For det
andet ses der ikke at være behov for en sådan regel.
I det omfang bladet finansieres af institutionen,
vil et vilkår om forhåndsgodkendelse af teksten
kunne opstilles, jf. § 36, stk. 3, i arbejdsgruppens
lovudkast (§ 37, stk. 4, i udkastet fra rådets
flertal).
Såfremt bladet ikke finansieres af institutionen,
må distributionen inden for institutionen være
undergivet de samme begrænsninger som tilsendelse af
uden for institutionen udgivne periodiske skrifter,
jf. § 58 i rådets lovudkast, således som denne må
antages at blive fortolket i lyset af Folketingets
Ombudsmands udtalelse af 11. februar 1986, j.nr.
1985-929-611. Heri udtalte ombudsmanden, at han var
enig med Direktoratet for Kriminalforsorgen i, at
gennemlæsning og efterfølgende tilbageholdelse af 2
ugebreve, udgivet af Fangernes Interessegruppe,
havde haft fornøden hjemmel i Justitsministeriets
cirkulære nr. 217 af 18. december 1980 om de
indsattes adgang til brevveksling og besøg m.v. og
cirkulære nr. 216 af 17. december 1980 om de
indsattes adgang til udlevering af egne effekter
m.v. og anvendelse af penge.
Udsendelse af bladet fra institutionen må anses
for undergivet de samme begrænsninger som udsendelse
af breve, jf. § 55, stk. 2 i rådets lovudkast.
Arbejde og uddannelse m.v.
Til §§ 38-42
§§ 37-40 i arbejdsgruppens lovudkast regulerer
spørgsmålet om de indsattes ret og pligt til at være
beskæftiget ved deltagelse i arbejde, undervisning,
uddannelse eller anden godkendt aktivitet under
straffuldbyrdelsen.
Arbejdsgruppen finder, at der i
straffuldbyrdelsesloven bør optages regler om de
dømtes beskæftigelse i arbejdstid og fritid. Som
følge heraf foreslås de hidtidige regler herom i
straffeloven ophævet. Der henvises i den forbindelse
til straffelovens § 35 om arbejdspligt og
arbejdspenge og frigang/udstationering, § 44, stk.
3, om hæftedømtes adgang til selv at skaffe sig
arbejde og § 45, hvorefter indsatte ikke må
beskæftiges med sundhedsfarligt arbejde og i øvrigt
skal holdes forsikrede mod følger af
ulykkestilfælde.
Arbejdsgruppens lovudkast bygger bl.a. på
Beskæftigelsesudvalgets (AUF-udvalgets) betænkning
nr. 1058/1986 om Arbejde, Undervisning og Fritid
(AUF-betænkningen), jf. arbejdsgruppens betænkning,
bd. III, s. 705, og bd. I, s. 155 ff.
Straffelovrådet kan tiltræde arbejdsgruppen
opfattelse og foreslår derfor også, at de nævnte
bestemmelser i straffeloven ophæves som led i
gennemførelsen af en samlet regulering i
straffuldbyrdelsesloven af de indsattes
beskæftigelse under straffuldbyrdelsen, jf. herved §
1, nr. 1, og 4, i rådets udkast til lov om ændring
af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med
gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf
m.v.
Rådet kan endvidere i lighed med arbejdsgruppen
tiltræde Beskæftigelsesudvalgets overvejelser og
forslag.
Rådet foreslår på denne baggrund kun enkelte
ændringer i arbejdsgruppens lovudkast bl.a. med
henblik på at præcisere reglerne om vederlag for
beskæftigelse og retsvirkningen af tilsidesættelse
af beskæftigelsespligten, jf. herved § 42 i rådets
lovudkast. Om rådets overvejelser henvises i øvrigt
til bemærkningerne nedenfor til de omhandlede
bestemmelser.
Til § 38
§ 37 i arbejdsgruppens lovudkast indeholder
regler om indsattes ret og pligt til under
straffuldbyrdelsen at være beskæftiget med en
aktivitet, der er godkendt af institutionen.
Straffelovrådet kan tiltræde arbejdsgruppens
forslag, jf. § 38 i rådets lovudkast og
betænkningen, bd. III, s. 654 og 705-706.
Til §§ 39 og 40
§ 38, stk. 1 og 2, 1. og 2. pkt., i
arbejdsgruppens lovudkast regulerer spørgsmålet om
valget af beskæftigelse til den enkelte indsatte
under straffuldbyrdelsen.
§ 38, stk. 2, 3. pkt., indeholder en bestemmelse,
hvorefter institutionens arbejdspladser skal være
indrettet således, at arbejdsforholdene for de
indsatte er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt
forsvarlige.
Straffelovrådet kan tiltræde de pågældende
bestemmelser, men foreslår, at § 38, stk. 2, 3.
pkt., udskilles til en særskilt bestemmelse, jf. §
40 i rådets lovudkast, idet det forekommer mest
naturligt at henføre reguleringen af spørgsmålet om
indretningen af institutionens arbejdspladser til en
særskilt bestemmelse.
Med rådets forslag tilsigtes ingen indholdsmæssig
afvigelse i forhold til arbejdsgruppen lovudkast,
jf. §§ 39-40 i rådets lovudkast og betænkningen, bd.
III, s. 706-707, jf. s. 620.
Til § 41
§ 39 i arbejdsgruppens lovudkast indeholder en
bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte
regler for de indsattes beskæftigelse.
Baggrunden for bestemmelsen er, at en række
spørgsmål vedrørende den praktiske tilrettelæggelse
af beskæftigelsen mest naturligt bør reguleres
administrativt i henhold til en bemyndigelse i
straffuldbyrdelsesloven, jf. betænkningen, bd. III,
s. 707, og bd. I, s. 157.
Straffelovrådet kan tiltræde arbejdsgruppens
opfattelse.
Rådet finder derfor, at bestemmelsen i § 34, stk.
3, i arbejdsgruppens lovudkast bør henføres til den
til bemyndigelsesbestemmelsen i § 39 svarende
bestemmelse i § 41 i rådets lovudkast. I § 34, stk.
3, er det fastsat, at indsatte, hvis tilhørsforhold
til et anerkendt trossamfund indebærer, at de ikke
må være beskæftiget på visse dage, skal fritages
herfor.
Rådet foreslår på den baggrund, at
bemyndigelsesbestemmelsen i § 41 i rådets lovud kast
affattes således, at justitsministeren fastsætter
regler om de indsattes beskæftigelse, herunder om at
beskæftigelsespligten skal tilrettelægges under
hensyn til de indsattes religiøse tilhørsforhold. De
administrative bestemmelser, der udstedes i medfør
af § 41, skal herefter bl.a. indeholde en regel om,
at der ved tilrettelæggelsen af de indsattes
beskæftigelsespligt skal tages hensyn til den
pågældendes religiøse tilhørsforhold.
Rådets forslag tilsigter ikke i øvrigt nogen
indholdsmæssig afvigelse i forhold til
arbejdsgruppens lovudkast. Rådets lovudkast rummer
derfor også en forudsætning om, at vedkommendes
samlede forpligtelse til at være beskæftiget med
godkendte aktiviteter i institutionen fastholdes,
således at der blot ved den nærmere tilrettelæggelse
heraf skal tages hensyn til religiøse forbud mod
beskæftigelse på bestemte dage, jf. betænkningen,
bd. III, s. 703-704.
Til § 42
1. Vederlag for beskæftigelse
Efter § 40, stk. 1, i arbejdsgruppens lovudkast
skal en indsat have udbetalt vederlag for
beskæftigelse. Vederlag skal også udbetales til
indsatte, der ikke kan tilbydes beskæftigelse. Det
samme gælder indsatte, der på grund af sygdom er
fraværende fra beskæftigelse, og indsatte, der er
uden beskæftigelse efter lovudkastets § 37, stk. 2,
om fravigelse af reglerne i stk. 1 om ret og pligt
til at være beskæftiget.
En indsat, der uden tilladelse har været
fraværende fra beskæftigelse, skal alene have
udbetalt en ydelse til dækning af personlige
fornødenheder og kan ved senere udbetaling af
vederlag efter stk. 1 pålægges et ekstraordinært
fradrag for hver dag uden beskæftigelse, jf. § 40,
stk. 2, i arbejdsgruppen lovudkast.
Bestemmelserne i § 40, stk. 1 og 2, suppleres af
en bemyndigelsesbestemmelse i § 40, stk. 3, i
arbejdsgruppens lovudkast, hvorefter
justitsministeren fastsætter nærmere regler om
vederlag.
De af arbejdsgruppen foreslåede regler om
vederlag for beskæftigelse bygger på forslagene i
Beskæftigelsesudvalgets betænkning nr. 1058/1986 om
arbejde, undervisning og fritid, jf. arbejdsgruppens
betænkning, bd. I, s. 161-162. Heraf fremgår det
bl.a., at den hidtidige ordning med løsladelsespenge
skal ophøre, og at en række naturalieydelser,
herunder kostforplejningen, skal erstattes af en
kontantydelse, der indgår i arbejdspengeordningen.
Så længe der ikke overalt er praktisk mulighed for
fuld selvforplejning, skal der ske modregning for
kostens værdi ved udbetaling af arbejdspengene.
Endvidere skal der ved fravær fra pligtig
aktivitet principielt ikke udbetales arbejdspen ge
for fraværsperioden. Af hensyn til
forplejningsmuligheden skal der dog ikke ske
indtægtsbortfald af det totale arbejdspengebeløb.
Skyldes fraværet arbejdsvægring, kan der yderligere
blive tale om et ekstraordinært lønfradrag, der af
hensyn til forplejningsmuligheden betales af
fremtidig indtjening.
Arbejdsgruppen foreslår på den baggrund, at der i
straffuldbyrdelsesloven optages en bestemmelse,
hvorefter de dømte skal have udbetalt vederlag for
beskæftigelse. Dette vederlag forudsættes i
overensstemmelse med AUF-udvalgets anbefalinger
størrelsesmæssigt at svare til (forbigående)
kontanthjælp til underhold m.v. Endvidere skal
vederlaget som hidtil være fritaget for beskatning
og omfatte et pengebeløb for beskæftigelse og en
ydelse til dækning af personlige fornødenheder,
herunder kostforplejning og en række
naturalieydelser, der bortfalder efter AUF-udvalgets
forslag.
Fravær fra beskæftigelse uden tilladelse bør ikke
kunne medføre bortfald af hele det lovsikrede
vederlag. Arbejdsgruppen foreslår derfor, at der i
straffuldbyrdelsesloven også optages en bestemmelse,
hvorefter dømte, der uden tilladelse har været
fraværende fra beskæftigelse, alene skal have
udbetalt en ydelse til dækning af personlige
fornødenheder, jf. betænkningen, bd. I, s. 163.
Straffelovrådet er i det store og hele enigt i
AUF-udvalgets anbefalinger og kan derfor også i det
væsentlige tiltræde arbejdsgruppens forslag.
Rådet finder dog, at det efter affattelsen af §
40 i arbejdsgruppens lovudkast bl.a. kan give
anledning til tvivl, hvorledes en person, der efter
reglerne i § 37 i arbejdsgruppens lovudkast (§ 38 i
rådets lovudkast) har beskæftigelsespligt, er
stillet i tilfælde, hvor den pågældende har fået
tilladelse til fravær fra beskæftigelse, f.eks.
fordi den pågældende er på udgang eller til
konsultation hos institutionens læge, socialrådgiver
eller lignende.
Efter de gældende regler i cirkulære nr. 170 af
28. september 1992 om arbejdstid og arbejdspenge
samt ydelser til kost og selvforvaltning til
indsatte i Kriminalforsorgen ydes der som
udgangspunkt alene vederlag for den tid, den
indsatte er beskæftiget. Indsatte, der ikke er
beskæftiget, får således alene et beløb til dækning
af kost m.v. i det omfang, der er indført
selvforplejning i institutionen.
Indsatte, der er på udgang, er normalt ikke
berettiget til vederlag under udgang. Ved udgang af
indtil ét døgns varighed udbetales dog i
institutioner med selvforplejning et vederlag til
dækning af personlige fornødenheder. Hovedreglen om,
at der kun ydes vederlag for den tid, den indsatte
er beskæftiget, gælder endvidere ikke ved
midlertidigt fravær efter institutionens bestemmelse
eller af andre særlige grunde. Hermed sigtes f.eks.
til tilfælde, hvor en indsat skal fremstilles i
retten eller konsultere institutionens læge,
socialrådgiver eller lignende. I disse tilfælde skal
der efter cirkulærets § 12, stk. 1, ydes den
indsatte godtgørelse svarende til mistet aflønning.
Rådet finder på den baggrund, at der er behov for
en præcisering af den personkreds, der efter § 40,
stk. 1, i arbejdsgruppens lovudkast skal have
udbetalt vederlag for beskæftigelse.
Efter § 42, stk. 1, 1. pkt., i rådets lovudkast
skal en indsat have udbetalt vederlag for sin
beskæftigelse. Med denne bestemmelse sigtes til
indsatte, der i institutionen, dvs. fængsler og
arresthuse, ikke er beskæftiget med eget arbejde,
men er beskæftiget på Kriminalforsorgens
foranledning. Om indsatte, der har skaffet sig
indtægtsgivende arbejde i institutionen, eller som
under udgang fra institutionen har arbejdsindtægt,
henvises til § 42, stk. 2, og bemærkningerne
nedenfor samt til § 110, stk. 1, i rådets lovudkast.
Efter § 42, stk. 1, 2. pkt., i rådets lovudkast
skal vederlag også udbetales til indsatte, der ikke
kan tilbydes beskæftigelse, eller som er uden
beskæftigelse efter reglerne i § 38, stk. 2, i
rådets lovudkast. Det samme gælder indsatte, der på
grund af sygdom er fraværende fra beskæftigelse, jf.
§ 42, stk. 1. 3. pkt., i rådets lovudkast.
Efter § 42, stk. 2, i rådets lovudkast skal andre
indsatte alene have dækket deres personlige
fornødenheder, jf. dog stk. 3 og § 110, stk. 1. Med
udtrykket "andre indsatte" sigtes til personer, der
ikke omfattes af reglerne i § 42, stk. 1, f.eks.
personer, der har tilsidesat beskæftigelsespligten,
eller personer, der i institutionen er beskæftiget
med eget arbejde. Formålet med denne bestemmelse er
at angive, at sådanne personer ikke skal have
udbetalt fuldt vederlag for beskæftigelse, men dog
som udgangspunkt har krav på at få dækket deres
personlige fornødenheder, jf. dog herved § 110, stk.
1, i rådets lovudkast og bemærkningerne nedenfor.
Henvisningen i § 42, stk. 2, i rådets lovudkast
til § 42, stk. 3, indebærer, at indsatte, der er
fraværende fra beskæftigelse og derfor ikke omfattes
af reglerne om udbetaling af vederlag i § 42, stk.
1, skal have udbetalt vederlag for beskæftigelse,
hvis de omfattes af de administrative regler, som §
42, stk. 3, giver mulighed for at fastsætte, om
udbetaling af ydelser til indsatte, der er
fraværende fra beskæftigelse, jf. bemærkningerne
nedenfor. Som eksempel kan peges på indsatte, der
har været fraværende fra beskæftigelse på grund af
lægebesøg og lignende, jf. det ovennævnte cirkulære
om arbejdstid og arbejdspenge m.v.
Henvisningen i § 42, stk. 2, i rådets lovudkast
til § 110, stk. 1, medfører, at indsatte, der er
beskæftiget med eget indtægtsgivende arbejde i
institutionen, eller som under udgang har
arbejdsindtægt, end ikke skal have dækket deres
personlige fornødenheder, idet det følger af reglen
i § 110, stk. 1, at sådanne indsatte selv skal
betale for opholdet i institutionen. Der henvises
herom til bemærkningerne til § 110 i rådets
lovudkast.
§ 42, stk. 3, i rådets lovudkast bemyndiger til
at fastsætte regler om ydelser efter stk. 1 og 2,
herunder også om, at andre indsatte, der er
fraværende fra beskæftigelse, skal have udbetalt
vederlag for beskæftigelse. Udtrykket "ydelser" i §
42, stk. 3, 1. led, omfatter efter omstændighederne
både pengebeløb og naturalier. Med ordene "andre
indsatte, der er fraværende fra beskæftigelse" i §
42, stk. 3, 2. led, sigtes til indsatte, der efter
institutionens bestemmelse eller af andre særlige
grunde er midlertidigt fraværende fra beskæftigelse,
jf. det ovennævnte cirkulære om arbejdstid og
arbejdspenge.
Rådet tilsigter ikke i øvrigt nogen
indholdsmæssig afvigelse i forhold til
arbejdsgruppens forslag, jf. betænkningen, bd. III,
s. 707. Udtrykket "vederlag" i § 42, stk. 1,
omfatter derfor også efter rådets forslag et
pengebeløb for selve beskæftigelsen og et pengebeløb
til dækning af personlige fornødenheder. Endvidere
forudsættes det, at der som hidtil kan ske
modregning for kostens værdi ved udbetaling af
vederlag i de institutioner, hvor der ikke er fuld
selvforplejning.
Desuden forudsættes ydelser, jf. § 42, stk. 3, 1.
led, størrelsesmæssigt at svare til kontanthjælp til
underhold m.v. Ydelser til indsatte, der er
fraværende fra beskæftigelse på grund af sygdom,
forudsættes dog at kunne fastsættes som et
dagpengebeløb svarende til en procentdel af
vederlaget for beskæftigelse. Dette svarer til de
nuværende regler, jf. cirkulære nr. 144 af 26. juni
1973 om dagpenge til indsatte, og er i
overensstemmelse med de regler om dagpenge, der
gælder på det almindelige arbejdsmarked.
2. Tilsidesættelse af beskæftigelsespligten
Som nævnt i afsnit 1 ovenfor er det i § 40, stk.
2, i arbejdsgruppens lovudkast fastsat, at en
indsat, der uden tilladelse har været fraværende fra
beskæftigelse, alene skal have udbetalt en ydelse
til dækning af personlige fornødenheder. Endvidere
kan der ved senere udbetaling af vederlag efter §
40, stk. 1, i arbejdsgruppens lovudkast pålægges et
ekstraordinært fradrag for hver dag uden
beskæftigelse.
Reglerne om tilsidesættelse af
beskæftigelsespligten i arbejdsgruppens lovudkast
bygger ligeledes på AUF-betænkningens forslag. Herom
fremgår det af arbejdsgruppens betænkning, bd. I, s.
160, bl.a., at der efter AUF-udvalgets opfattelse
ikke fremover bør kunne ske indskrænkning i den
dømtes mulighed for fællesskab med andre dømte i
fritiden i ordinære tilfælde af individuel
arbejdsvægring. Adgangen til at anvende
disciplinærstraf i form af strafcelle eller til at
anbringe dømte i enrum bør derfor ophæves, og der
bør alene kunne reageres med økonomiske virkemidler.
Efter AUF-udvalgets opfattelse bør det bero på
den enkelte institutions interne regler og
muligheder, hvor den dømte skal opholde sig i
arbejdstiden, så længe arbejdsvægringen vedvarer.
Foruden tab af løn i vægringsperioden skal
reaktionen efter AUF-udvalgets forslag være et
ekstraordinært løntræk i den efterfølgende
arbejdsindtjening samt eventuelt forringet lønmæssig
status i et nyt arbejdspengesystem. Det
ekstraordinære løntræk foreslås generelt fastsat til
et bestemt beløb pr. arbejdsvægringsdag.
AUF-udvalgets forslag berører ikke de gældende
regler om anvendelse af sanktioner i tilfælde af
kollektiv arbejdsvægring eller aktioner, der i
øvrigt indebærer en risiko for fængslets orden eller
sikkerhed. Herefter kan der i disse tilfælde fortsat
reageres med strafcelle, udelukkelse fra fællesskab
m.v.
Arbejdsgruppen er enig i, at den hidtidige adgang
til at anvende udelukkelse fra fællesskab som
reaktion på ordinære tilfælde af individuel vægring
ved at påtage sig beskæftigelse bør ophæves, således
at reaktionen alene er af økonomisk art.
Arbejdsgruppen kan endvidere tiltræde, at de
foreslåede ændringer ikke bør berøre de gældende
regler for anvendelse af sanktioner i tilfælde af
kollektiv vægring eller aktioner, der i øvrigt
indebærer risiko for fængslets orden eller
sikkerhed, jf. betænkningen, bd. I, s. 161.
AUF-udvalgets og arbejdsgruppens forslag har
været gennemført forsøgsvis i Kriminalforsorgens
institutioner siden 1. januar 1993. Det er i den
forbindelse forudsat, at indsatte, der er fraværende
fra beskæftigelse, kan tilbringe arbejdstiden i
særlige lokaliteter, herunder eventuelt på
enrumsafdelinger. Det skyldes, at
beboelsesafsnittene ofte ikke er personalebemandet i
arbejdstiden. Man er imidlertid opmærksom på, at den
særlige placering af de indsatte kan opfattes som
havende en pønal karakter.
Det er endvidere i forsøgsordningen forudsat, at
der kan ikendes disciplinærstraf i form af bøde ved
tilsidesættelse af beskæftigelsespligten af én dags
varighed eller mere, og at fængslerne af
sikkerhedsmæssige grunde kan reagere med
enrumsanbringelse i tilfælde af længerevarende
beskæftigelsesvægring, dvs. vægring af mere end to
dages varighed.
Straffelovrådet er i det store og hele enigt i
AUF-udvalgets anbefalinger og kan i det væsentlige
tiltræde arbejdsgruppens forslag.
Rådet finder imidlertid, at bestemmelsen i § 40,
stk. 2, i arbejdsgruppens lovudkast om adgangen til
at pålægge et ekstraordinært fradrag for hver dag
uden beskæftigelse kan give anledning til tvivl om
den retlige karakter af "det ekstraordinære
fradrag", der omtales i bestemmelsen.
Rådet foreslår derfor, at bestemmelsen udgår og
erstattes af en adgang til at ikende
disciplinærstraf i form af bøde ved tilsidesættelse
af beskæftigelsespligten i § 37, stk. 1, i
arbejdsgruppens (§ 38, stk. 1, i rådets) lovudkast,
jf. herved § 67, nr. 3, i rådets lovudkast.
Rådet har endvidere ingen indvendinger imod, at
den beskrevne praksis vedrørende udelukkelse fra
fællesskab af sikkerhedsmæssige grunde, der er fulgt
under forsøgsordningen, fortsættes.
Fritiden
Til § 43
I § 41 i arbejdsgruppens lovudkast reguleres
spørgsmålet om tilrettelæggelse af de indsattes
fritid i institutionen.
Efter § 41, stk. 1, skal en indsat i videst
muligt omfang selv varetage praktiske opgaver
vedrørende sine personlige forhold, herunder
madlavning, rengøring m.v.
Straffelovrådet kan med enkelte redaktionelle
ændringer tiltræde arbejdsgruppens forslag, jf. §
43, stk. 1, i rådets lovudkast.
Af § 41, stk. 2, i arbejdsgruppens lovudkast
fremgår, at institutionen i videst muligt omfang
skal tilbyde de indsatte aktiviteter i fritiden.
Rådet kan tiltræde arbejdsgruppens lovudkast.
Rådet skal dog foreslå, at ordene "i videst
muligt omfang" udgår af bestemmelsen med henblik på
at tydeliggøre, at institutionen til stadighed skal
sikre, at de indsatte tilbydes et passende antal
aktiviteter i fritiden, jf. § 43, stk. 2, i rådets
lovudkast og betænkningen, bd. III, s. 708, og bd.
I, s. 185- 186.
I § 41, stk. 3, i arbejdsgruppens lovudkast
fastslås det i overensstemmelse med gældende ret, at
en indsat har ret til dagligt at tilbringe mindst én
time i fri luft, medmindre dette vil være
uforeneligt med institutionens varetagelse af
sikkerhedsmæssige hensyn.
Bestemmelsen skal bl.a. sammenholdes med § 58,
stk. 4, 1. pkt., og § 65, stk. 2, 2. pkt., i
arbejdsgruppens lovudkast, hvorefter indsatte, der
er udelukket fra fællesskab eller anbragt i
strafcelle, har ret til dagligt at tilbringe mindst
én time i fri luft, medmindre ganske særlige
omstændigheder taler herimod.
Efter § 61, stk. 3, 2. pkt., i arbejdsgruppens
lovudkast finder § 41, stk. 3, endvidere ikke
anvendelse på indsatte, der er anbragt i
sikringscelle.
Rådet er enigt med arbejdsgruppen i, at det af
straffuldbyrdelsesloven bør fremgå, at de indsatte
har ret til at tilbringe mindst én time i fri luft,
jf. betænkningen, bd. I, s. 186. Rådet finder
imidlertid, at det efter de ovennævnte bestemmelser
i arbejdsgruppens lovudkast kan give anledning til
tvivl, i hvilket omfang der kan gøres indskrænkning
i adgangen til dagligt at tilbringe mindst én time i
fri luft.
Rådet foreslår derfor, at bestemmelserne i § 58,
stk. 4, 1. pkt., § 61, stk. 3, 2. pkt., og § 65,
stk. 2, 2. pkt., i arbejdsgruppens lovudkast udgår,
og at § 41, stk. 3, ændres, således at en indsat har
ret til at tilbringe mindst én time i fri luft,
medmindre dette vil være uforeneligt med
institutionens varetagelse af sikkerhedsmæssige
hensyn, eller den indsatte er anbragt i
sikringscelle i medfør af § 66 (i rådets lovudkast),
jf. § 43, stk. 3, i rådets lovudkast. Herved opnås
en samlet regulering af det pågældende område og en
tydeliggørelse af de tilfælde, hvor der efter
omstændighederne kan gøres indgreb i den omhandlede
ret.
Med rådets forslag tilsigtes ingen indholdsmæssig
afvigelse i forhold til arbejdsgruppens lovudkast.
Også efter § 41, stk. 3, i rådets lovudkast vil
bl.a. indsatte, der opholder sig i strafcelle,
derfor kunne nægtes adgang til at tilbringe mindst
én time dagligt i fri luft i tilfælde af betydelig
risiko for undvigelse eller forsøg herpå, jf.
betænkningen, bd. III, s. 724.
Der henvises i øvrigt til rådets bemærkninger til
de til §§ 58, 61 og 65 i arbejdsgruppens lovudkast
svarende bestemmelser i §§ 63, 66 og 70 i rådets
lovudkast.
Forsorgsmæssig bistand
Til § 44
§ 42 i arbejdsgruppens lovudkast regulerer den
forsorgsmæssige bistand til indsatte.
Straffelovrådet kan tiltræde arbejdsgruppens
lovudkast med en mindre ændring af bestemmelsen i §
42, stk. 2, om institutionens pligt til at formidle
kontakt til andre personer, institutioner og
myndigheder, der efter anden lovgivning skal yde
bistand. Rådet foreslår, at bestemmelsen ændres til
at omfatte personer, institutioner og myndigheder,
der efter anden lovgivning kan yde bistand, jf. §
44, stk. 2, i rådets lovudkast.
Ændringen er af redaktionel karakter.
Bestemmelsen i rådets lovudkast bygger således også
på den opfattelse, at forpligtelsen til at yde
indsatte bistand efter den sociale lovgivning m.v. i
første række påhviler de almindelige sociale
myndigheder, jf. betænkningen, bd. III, s. 709.
Sundhedsmæssig bistand
Til § 45
1. Arbejdsgruppens forslag
I § 43 i arbejdsgruppens lovudkast er der fastsat
regler om den sundhedsmæssige bistand til indsatte.
Efter § 43, stk. 1, har en indsat ret til
lægebehandling og anden sundhedsmæssig bistand.
Af § 43, stk. 2, fremgår, at Sundhedsstyrelsen og
justitsministeren kan godkende, at indsatte, der
opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse
efter lovgivningen om frihedsberøvelse og anden
tvang i psykiatrien, kan tvangsbehandles i Anstalten
ved Herstedvester, såfremt den indsatte ikke kan
overføres til en almindelig psykiatrisk afdeling.
Behandling skal ske i overensstemmelse med reglerne,
der er fastsat i den nævnte lovgivning for sådan
behandling.
Endelig rummer lovudkastets § 43, stk. 3, en
bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter
justitsministeren fastsætter nærmere regler om
sundhedsmæssig bistand til indsatte.
Arbejdsgruppens forslag bygger bl.a. på en
indstilling af 1988 fra et udvalg under
Justitsministeriet vedrørende den sundhedsmæssige
betjening af de indsatte i Kriminalforsorgen
(Sundhedsudvalget). Der henvises i den forbindelse
til betænkningen, bd. III, s. 709, og bd. I, s. 176
ff.
At der i § 43, stk. 2, foreslås fastsat særlige
regler om tvangsbehandling af visse psykisk syge
indsatte, skyldes, at psykiatriloven som
udgangspunkt ikke gælder for indsatte i
Kriminalforsorgens anstalter og arresthuse, jf. § 1,
stk. 1, i lov nr. 331 af 24. maj 1989 med senere
ændringer om frihedsberøvelse og anden tvang i
psykiatrien. Det indebærer bl.a., at psykiatrilovens
regler om tvangsbehandling og tvangsfiksering ikke
finder anvendelse, så længe den pågældende befinder
sig i Kriminalforsorgens institutioner.
Justitsministeriet har i besvarelse af en række
spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg til brug for
behandlingen af forslaget til psykiatriloven
redegjort nærmere for den hidtidige retstilstand for
så vidt angår indsatte i fængsler, herunder
Anstalten ved Herstedvester, jf. Folketingstidende
1988/89, Tillæg B, sp. 1351-1352. Heraf fremgår det
bl.a., at en indsat, der under ophold i fængsel
bliver sindssyg, kan overføres til en psykiatrisk
sygehusafdeling for kortere eller længere tid
afhængig af sygdommens karakter.
Er der behov for en længerevarende psykiatrisk
behandling, kan overførslen ske efter straffelovens
§ 49, stk. 2, om overførsel bl.a. til hospital i
tilfælde, hvor det findes hensigtsmæssigt på grund
af den pågældendes alder, helbredstilstand eller
andre særlige omstændigheder. Der henvises endvidere
til Justitsministeriets cirkulære nr. 98 af 9. juni
1978 om anvendelsen af straffelovens § 49, stk. 2,
over for psykiatriske patienter. Overførsel efter
straffelovens § 49, stk. 2, forudsættes i
almindelighed at ske med den indsattes samtykke.
Protesterer den indsatte mod overførslen, kan
indlæggelsen kun ske i overensstemmelse med
sindssygelovens (nu lov om frihedsberøvelse og anden
tvang i psykiatrien) regler om tvangsindlæggelse.
Uanset om overførslen er sket frivilligt, eller
den indsatte er blevet tvangsindlagt, vil den
pågældende normalt fortsætte udståelsen af straffen.
Som følge af, at den indsatte er indlagt på en
psykiatrisk afdeling, er den pågældende undergivet
de regler om tvangsbehandling m.v., der gælder for
ophold på sådanne sygehuse.
Ønsker den pågældende ikke længere at være på
afdelingen, må der som udgangspunkt ske
tilbageførsel til fortsat straffuldbyrdelse i
fængslet. Er betingelserne for tvangstilbageholdelse
opfyldt, vil fortsat ophold på den psykiatriske
afdeling kunne ske i overensstemmelse med reglerne
om tvangstilbageholdelse.
Om indsatte i Anstalten ved Herstedvester fremgår
det af den ovennævnte besvarelse fra
Justitsministeriet, at tvangsmæssig behandling af
vedkommendes psykiske lidelser efter
omstændighederne har kunnet ske i overensstemmelse
med principperne i sindssygelovens § 8, stk. 1, og §
9, stk. 2, om tvangstilbageholdelse. Det fremhæves
endvidere, at der med psykiatriloven ikke er
tilsigtet nogen ændring i denne retstilstand. Da
Anstalten ved Herstedvester er en institution under
Kriminalforsorgen og ikke direkte omfattet af
psykiatrilovens stedlige anvendelsesområde, er der
dog fundet behov for, at spørgsmålet om
fremgangsmåden ved tvangsbehandling i Anstalten ved
Herstedvester overvejes nærmere. Det nævnes i den
forbindelse, at spørgsmålet vil blive overvejet
nærmere i Straffelovrådets arbejdsgruppe vedrørende
udformningen af en straffuldbyrdelseslov.
Arbejdsgruppen har på den baggrund foreslået, at
der i straffuldbyrdelsesloven optages en
bestemmelse, der gør det muligt at fastholde den
nuværende praksis, hvorefter Anstalten ved
Herstedvester med Sundhedsstyrelsens godkendelse kan
tvangsbehandle psykisk syge indsatte, som opfylder
psykiatrilovens betingelser for
tvangstilbageholdelse. Til arbejdsgruppens forslag
er bl.a. knyttet en forudsætning om, at
Sundhedsstyrelsen som vilkår for sin godkendelse kan
fastsætte yderligere bestemmelser om behandlingen.
Endvidere forudsættes Sundhedsstyrelsens godkendelse
meddelt mere generelt og ikke i hvert enkelt
tilfælde, jf. betænkningen, bd. III, s. 710.
2. Straffelovrådets overvejelser
Straffelovrådet kan i lighed med arbejdsgruppen
tiltræde Sundhedsudvalgets hovedsynspunkt, hvorefter
indsatte i sundhedsmæssig henseende så vidt muligt
skal sidestilles med andre borgere i samfundet. Som
anført af arbejdsgruppen, har dette hovedsynspunkt
allerede fundet udtryk i straffuldbyrdelseslovens
bestemmelse om, at en person under fuldbyrdelsen af
straf ikke må pålægges andre begrænsninger i sin
tilværelse end sådanne, der er fastsat ved lov eller
er en følge af selve straffen, jf. herved § 4 i
rådets lovudkast.
Rådet er endvidere enigt i, at en bestemmelse om
de indsattes ret til sundhedsmæssig bistand bør
optages i straffuldbyrdelsesloven, og at de nærmere
regler om den sundhedsmæssige bistand fastsættes
administrativt i medfør af en bemyndigelse i
straffuldbyrdelsesloven.
Rådet kan desuden tiltræde, at der i
straffuldbyrdelsesloven optages en bestemmelse om
tvangsbehandling i Anstalten ved Herstedvester.
Rådet forudsætter i den forbindelse i lighed med
Sundhedsudvalget, at den nuværende praksis,
hvorefter Anstalten ved Herstedvester er særdeles
tilbageholdende med at anvende tvang i behandlingen,
opretholdes, jf. betænkningen, bd. I, s. 179.
§ 43, stk. 2, i arbejdsgruppens lovudkast
vedrører tvangsbehandling. Sundhedsudvalget har
imidlertid også overvejet, om bestemmelsen i
psykiatrilovens § 17, stk. 2, skal kunne finde
anvendelse i Anstalten ved Herstedvester i analogi
med reglerne om tvangsbehandling. Efter den
pågældende bestemmelse kan lægen, hvis det er af
afgørende betydning for bedring af en meget urolig
patients tilstand, træffe bestemmelse om, at den
pågældende om fornødent med magt skal have et
beroligende middel. Bestemmelsen sigter bl.a. til
tilfælde, hvor indgrebet er påkrævet af
helbredsgrunde, idet en bedring af patientens
tilstand efter omstændighederne forudsætter, at den
pågældende falder i søvn. Endvidere kan indgivelse
af en beroligende indsprøjtning være et mindre
vidtgående indgreb end at fastholde en patient
gennem et ikke helt kort tidsrum eller at
bæltefiksere den pågældende. Det beror på en konkret
vurdering, hvilket middel der i den givne situation
er det mindst indgribende, jf. Folketingstidende
1988/89, Tillæg A, sp. 2085.
Sundhedsudvalget har fundet det udelukket, at
psykiatrilovens § 17, stk. 2, kan finde anvendelse i
andre af Kriminalforsorgens institutioner end
Anstalten ved Herstedvester. Bestemmelsen retter sig
mod en lille gruppe personer, der udviser en meget
urolig adfærd. Normalt imødegås sådanne problemer
inden for Kriminalforsorgen, herunder også på
Anstalten ved Herstedvester, ved at anvende
sikringsmidler.
Visse af de indsatte på Anstalten ved
Herstedvester, der uden at være egentlig sindssyge
dog periodisk udviser en meget urolig og
forstyrrende adfærd, svarer ifølge Sund hedsudvalget
utvivlsomt til de patienter på en psykiatrisk
afdeling, der sigtes til i psykiatrilovens § 17,
stk. 2.
Imidlertid har en overvejende del af
Sundhedsudvalget fundet, at de særlige
fængselsmæssige hensyn gør det særdeles betænkeligt
at indføre en sådan ordning selv i Anstalten ved
Herstedvester. Endvidere er det påpeget, at der kan
bestå en vis risiko for udglidning. Endelig er det
anført, at Kriminalforsorgen som straffuldbyrdende
myndighed bør være tilbageholdende, når der er tale
om anvendelse af medikamentelle tvangsindgreb af
denne karakter. Sundhedsudvalget har derfor ikke
kunnet anbefale, at bestemmelsen finder anvendelse i
Kriminalforsorgen.
Straffelovrådet kan tiltræde Sundhedsudvalgets
opfattelse, og rådet har derfor ikke fundet grundlag
for at foreslå ændringer i arbejdsgruppens lovudkast
på dette punkt.
Med ordet "tvangsbehandling" i § 45, stk. 2, i
rådets lovudkast sigtes således også kun til
psykiatrilovens regler om tvangsbehandling. Det
indebærer bl.a., at der efter
straffuldbyrdelsesloven ikke vil være mulighed for
at anvende reglerne om indgivelse af et beroligende
middel efter psykiatrilovens § 17, stk. 2, på
indsatte i Anstalten ved Herstedvester.
Rådet skal på den baggrund alene af lovtekniske
grunde foreslå formuleringen af § 43, stk. 2, i
arbejdsgruppens lovudkast ændret, således at det
kommer til at fremgå, at justitsministeren efter
forhandling med sundhedsministeren (dvs. i praksis
Sundhedsstyrelsen) kan fastsætte regler om
tvangsbehandling i Anstalten ved Herstedvester af
indsatte, der opfylder betingelserne for
tvangstilbageholdelse i loven om frihedsberøvelse og
anden tvang i psykiatrien, og som ikke kan overføres
til en almindelig psykiatrisk afdeling, jf. § 45,
stk. 2, i rådets lovudkast.
Rådet skal endvidere foreslå, at reglen i § 43,
stk. 2, 2. pkt., i arbejdsgruppens lovudkast om
tvangsbehandling udskilles til et nyt stk., jf. stk.
3 i § 45 i rådets lovudkast, og at det i den
forbindelse præciseres, at henvisningen til loven om
frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien (med
tilhørende bekendtgørelser) også omfatter adgang til
at klage over anstaltens beslutning om
tvangsbehandling til patientklagenævnet, idet
patientrådgiver dog kun skal beskikkes, når den
pågældende ikke i forvejen har en bistandsværge
efter straffelovens § 71, jf. herved også § 2 i
bekendtgørelse nr. 605 af 23. august 1990 om
personer indlagt på psykiatrisk afdeling i henhold
til strafferetlig afgørelse. Ved klage over
beslutning om tvangsbehandling i Anstalten ved
Herstedvester forudsættes det at være anstalten, der
efter anmodning fra patienten eller
patientrådgiveren indbringer afgørelsen for
patientklagenævnet. Af henvisningen til
psykiatrilovens regler om klageadgang følger også,
at patientklagenævnets afgørelse kan indbringes for
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.
Med rådets forslag til § 45 tilsigtes i øvrigt
ingen ændring af den i afsnit 1 beskrevne
retstilstand vedrørende indsatte, der under
afsoningen af frihedsstraf tvangsmæssigt eller
frivilligt overføres til en psykiatrisk afdeling for
kortere eller længere tid med henblik på behandling.
Også efter straffuldbyrdelsesloven vil den
pågældende således under opholdet på den
psykiatriske afdeling være omfattet af
psykiatrilovens regler med de modifikationer, der
følger af, at der er tale om fortsat strafafsoning.
Om frivillig overførsel til psykiatrisk afdeling
henvises til § 78 i rådets lovudkast, der træder i
stedet for straffelovens § 49, stk. 2.
Om anbringelse i eller overførsel til Anstalten
ved Herstedvester kan desuden henvises til § 22,
stk. 4, nr. 2, og § 25, stk. 3, nr. 2, i rådets
lovudkast.
Kapitel 9
Indsattes kontakt til samfundet uden for
institutionen
Udgang
Til §§ 46-50
§§ 44-48 i arbejdsgruppens lovudkast indeholder
bestemmelser om tilladelse til udgang.
Lovudkastet bygger på den opfattelse, at
straffuldbyrdelsesloven bør indeholde bestemmelser
om de formål, hvortil der kan gives udgang, og om de
forudsætninger, der normalt skal være opfyldt, for
at udgang kan tillades.
Endvidere bør straffuldbyrdelsesloven indeholde
bestemmelser om de vilkår, der skal og kan
fastsættes som betingelse for udgangstilladelse, og
om følgerne af, at sådanne vilkår ikke overholdes.
Desuden bør det efter arbejdsgruppens opfattelse
fastslås i lovteksten, at den tid, hvori den
indsatte har tilladelse til udgang, medregnes i
straffetiden.
Herudover bør regler om udgang til de forskellige
formål og fra de forskellige institutionstyper mest
hensigtsmæssigt fastsættes administrativt. Der
henvises herom til betænkningen, bd. I, s. 209.
Straffelovrådet kan tiltræde arbejdsgruppens
opfattelse og skal på den baggrund kun foreslå nogle
få ændringer med henblik på at tydeliggøre enkelte
af lovudkastets bestemmelser. Der henvises herom til
bemærkningerne nedenfor til §§ 46-50 i rådets
lovudkast.
Til § 46
Efter § 44, stk. 1, nr. 1, i arbejdsgruppens
lovudkast kan en indsat få tilladelse til udgang,
bl.a. når udgangsformålet er rimeligt begrundet i
humane hensyn eller hensigtsmæssigt ud fra
uddannelsesmæssige, arbejdsmæssige eller andre
behandlingsmæssige hensyn.
Straffelovrådet foreslår, at det i stedet kræves,
at udgangsformålet er rimeligt begrundet i
uddannelsesmæssige, arbejdsmæssige,
behandlingsmæssige, familiemæssige eller andre
personlige hensyn, jf. § 46, stk. 1, nr. 1, i rådets
lovudkast. Rådets forslag er alene af redaktionel
karakter, og der tilsigtes derfor ingen
indholdsmæssig afvigelse i forhold til
arbejdsgruppens lovudkast, jf. betænkningen, bd.
III, s. 710-711, og bd. I, s. 209- 212.
Ved lov nr. 274 af 15. april 1997 om ændring af
straffeloven, retsplejeloven og lov om udlægning af
åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg m.v.
(Samfundstjeneste og forstærket indsats mod
seksualforbrydelser m.v.) er der bl.a. taget
initiativ til en særlig behandlingsindsats over for
personer, der er idømt tidsbestemt fængselsstraf for
seksualforbrydelser. I bemærkningerne til
lovforslaget anføres det bl.a., at den indsatte vil
kunne deltage i ambulant behandling i forbindelse
med udgang fra fængslet, i det omfang det er
forsvarligt og praktisk muligt.
Rådet forudsætter, at der også efter
straffuldbyrdelsesloven kan meddeles tilladelse til
udgang med henblik på ambulant behandling i det
nævnte omfang.
Om den særlige visitations- og
observationsafdeling i Anstalten ved Herstedvester,
der er et led i gennemførelsen af den ovennævnte
lov, henvises til bemyndigelsesbestemmelsen i § 30 i
rådets lovudkast vedrørende fastsættelse af regler
om anbringelse og overførsel efter §§ 21-29 i samme
lovudkast.
Efter § 44, stk. 2, nr. 1, i arbejdsgruppens
lovudkast skal det ved vurderingen af risikoen for
misbrug af udgangstilladelsen bl.a. tillægges særlig
vægt, hvis den indsatte er dømt for farlig
kriminalitet og ikke har været løsladt i tiden
mellem dom og strafudståelse. Af arbejdsgruppens
bemærkninger fremgår, at der ved vurderingen skal
udvises særlig forsigtighed, hvis den indsatte er
dømt for personfarlig kriminalitet, jf.
betænkningen, bd. I, s. 213.
Rådet finder på den baggrund anledning til at
præcisere, at udtrykket "farlig kriminalitet" i den
til § 44, stk. 2, nr. 1, i arbejdsgruppens lovudkast
svarende bestemmelse i § 46, stk. 2, nr. 1, i rådets
lovudkast også omfatter anden form for farlig
kriminalitet, herunder alvorlig
narkotikakriminalitet, jf. straffelovens § 191.
Til § 47
§ 45 i arbejdsgruppens lovudkast medfører, at det
tidsrum, hvor den indsatte er på udgang, medregnes i
straffetiden.
Rådet kan tiltræde arbejdsgruppens forslag, jf. §
47 i rådets lovudkast.
Om det afgrænsningsspørgsmål, der opstår, fordi
strafafbrydelse i modsætning til udgang ikke
medregnes i straffetiden, henvises til
bemærkningerne til § 76 i rådets lovudkastet.
Til § 48
§ 46 i arbejdsgruppens lovudkast indeholder
bestemmelser om fastsættelsen af vilkår for
tilladelse til udgang.
Rådet kan tiltræde arbejdsgruppens lovudkast, og
paragraffen videreføres derfor i uændret form i § 48
i rådets lovudkast.
Rådet foreslår dog, at ordet "eller" i § 46, stk.
2, nr. 3, sidste led, i arbejdsgruppens lovudkast
erstattes med ordet "og" med henblik på at
tydeliggøre, at opregningen af de vilkår, der kan
stilles som betingelse for en udgangstilladelse,
ikke er udtømmende, jf. § 48, stk. 2, nr. 3, sidste
led i rådets lovudkast.
Rådet forudsætter i øvrigt, at der som hidtil kan
fastsættes begrænsninger for så vidt angår indsattes
samvær med bestemte personer eller ophold på
bestemte steder under udgang, således som det f.eks.
sker efter den nuværende praksis vedrørende rockeres
samvær med gruppemedlemmer og ophold på
gruppetilhørssteder under udgang, jf. henvisningen
til straffelovens § 57 i § 48, stk. 2, nr. 4, i
rådets lovudkast.
Om domstolsprøvelse af afgørelser om nægtelse af
tilladelse til udgang henvises til afsnit 8 i denne
betænknings kapitel 5 om klageregler m.v.
Til § 49
§ 47 i arbejdsgruppens lovudkast regulerer
spørgsmålet om tilbagekaldelse eller ændring af
meddelte udgangstilladelser.
Straffelovrådet kan tiltræde indholdet af
arbejdsgruppens forslag, jf. betænkningen, bd. III,
s. 656 og 712-713.
Rådet foreslår dog, at den til § 47, nr. 1, i
arbejdsgruppens lovudkast svarende bestem melse i §
49, nr. 1, i rådets lovudkast i stedet affattes
således, at en tilladelse til udgang kan
tilbagekaldes, eller vilkårene for tilladelsen
ændres, såfremt den indsatte udebliver fra udgang
eller i øvrigt ikke overholder de vilkår, der er
fastsat for udgangstilladelsen i medfør af § 48,
eller på ny dømmes for strafbart forhold.
Affattelsen af bestemmelsen bringes herved
lovteknisk på linie med bestemmelserne i § 13, stk.
2, om tilladelse til udsættelse med
straffuldbyrdelse, § 76, stk. 3, om tilladelse til
strafafbrydelse og § 78, stk. 4, om tilladelse til
anbringelse uden for fængsel eller arresthus i
rådets lovudkast.
Til § 50
Efter § 48 i arbejdsgruppens lovudkast fastsætter
justitsministeren regler om tilladelse til udgang. I
forbindelse med sådanne regler kan det bestemmes, at
tilladelse til udgang først kan gives efter et vist
ophold i institutionen og efter udståelse af en vis
del af straffen.
I bemærkningerne til § 48 fremhæver
arbejdsgruppen, at § 48 afviger fra straffelovens §
36, idet man i straffuldbyrdelsesloven ikke har
fundet grundlag for at fastsætte eller forudsætte
straffe over en vis længde som afgørende
forudsætning for en udgangstilladelse. Der henvises
herved til betænkningen, bd. III s. 713, og bd. I,
s. 211.
Efter straffelovens § 36, 1. pkt., kan der
meddeles den dømte udgangstilladelse for et kortere
tidsrum, når særlige omstændigheder taler for det.
Til personer, der udstår længerevarende
fængselsstraf, kan sådan tilladelse endvidere
meddeles, når det må anses for formålstjenligt med
henblik på den pågældendes behandling, herunder
forberedelse af løsladelsen, jf. § 36, 2. pkt.
Udgangstilladelse kan imidlertid kun meddeles, når
fare for misbrug ikke antages at foreligge, jf. §
36, 3. pkt.
Som nævnt i betænkningen, bd. I, s. 190, sigter §
36, 1. pkt., om udgangstilladelse på grund af
særlige omstændigheder til tilfælde, hvor der
foreligger særlige humane hensyn, f.eks. alvorlig
sygdom eller dødsfald i den nærmeste familie.
Udgangstilladelse i medfør af § 36, 2. pkt., i
behandlingsmæssigt øjemed er derimod begrænset til
indsatte, der udstår længerevarende fængselsstraffe.
Sådanne udgangstilladelser kan navnlig gives af
hensyn til, at den indsattes forbindelse med
familien bevares eller genetableres, og at den
pågældende får mulighed for uddannelse eller
beskæftigelse uden for institutionen med henblik på
at formidle overgangen til løsladelsen.
Udgang med henblik på besøg hos bestemte personer
m.v. (weekend-udgang/orlov) samt frigang og
udstationering er på den baggrund administrativt
begrænset til indsatte, der afsoner fængsel i 5
måneder eller derover, jf. § 24, stk. 1, § 15, stk.
1, og § 20, stk. 1, i Justitsministeriets cirkulære
nr. 31 af 18. marts 1986 med senere ændringer om
udgang til indsatte.
Baggrunden for arbejdsgruppens forslag er, at
strafniveauet ved de praktisk vigtige
berigelsesforbrydelser er nedsat væsentligt siden
tilblivelsen af straffelovens § 36. Endvidere synes
hensynet til retshåndhævelsen ikke i tilstrækkelig
grad at kunne begrunde, at indsatte med relativt
korte, men for den indsatte ikke ganske ubetydelige
straffe, ikke kan få tilladelse til udgang, når
indsatte med længere straffe kan få udgang.
Straffelovrådet kan tiltræde arbejdsgruppens
synspunkter. Også for de korttidsstraffede er der et
åbenbart behov for at kunne få udgang til samvær med
familie og bekendte, ikke mindst i forbindelse med
højtider. Som nævnt i betænkningen, bd. I, s. 211,
jf. s. 196, er dette behov efter de gældende
administrative regler søgt imødekommet ved
bestemmelser om tilladelse til udgang i forbindelse
med besøg. Navnlig for indsatte, der afsoner langt
fra hjemmet, og som derfor kun vanskeligt kan
modtage besøg, synes disse regler imidlertid at føre
til mindre rimelige resultater set i forhold til
indsatte, der som følge af en blot lidt længere
straf sædvanligvis vil kunne opnå tilladelse til
weekend-udgang/orlov.
Rådet er derfor enigt i, at der ikke i
straffuldbyrdelsesloven optages bestemmelser
svarende til straffelovens § 36, 2. pkt., om straf
af en vis længde som forudsætning for
udgangstilladelse bl.a. til at besøge eller være
sammen med bestemte personer.
Rådet skal på den baggrund alene foreslå, at
bemyndigelsesbestemmelsen tydeliggøres ved, at
udtrykkene "efter et vist ophold i institutionen" og
"efter udståelse af en vis del af straffen" ændres
til "efter ophold i et bestemt tidsrum i
institutionen" og "efter udståelse af en bestemt del
af straffen", jf. herved § 50, 2. pkt., i rådets
lovudkast. Med rådets forslag tilsigtes ingen
indholdsmæssig afvigelse i forhold til
arbejdsgruppens lovudkast, jf. herved betænkningen,
bd. III, s. 713, og bd. I, s. 211-212.
I tilknytning til bestemmelserne om udgang
anfører arbejdsgruppen, at man kan tiltræde den
nuværende administrative praksis, hvorefter der ved
udgangsmisbrug er mulighed for at træffe bestemmelse
om, at den indsatte i en bestemt periode afskæres
fra at forlange, at der træffes afgørelse om
tilladelse til udgang (udgangskarantæne), jf.
betænkningen, bd. I, s. 214.
Arbejdsgruppen er opmærksom på, at
udgangskarantæne kan opleves som en disciplinærstraf
af de indsatte.
Arbejdsgruppen finder imidlertid, at
udgangskarantæne ikke bør gøres til en
disciplinærstraf for visse overtrædelser af
udgangsreglerne. Arbejdsgruppen lægger i den
forbindelse vægt på, at anvendelse af
udgangskarantæne som disciplinærstraf kan tilsløre
det forhold, at den indsatte ikke på ny er
berettiget til udgang alene som følge af karantænens
ophør.
Arbejdsgruppen peger endvidere på, at
besøgsnægtelse, overførsel til anden institution,
udelukkelse fra fællesskab og andre foranstaltninger
i givet fald formentlig også må gøres til
disciplinærstraffe. Det vil imidlertid være i strid
med disse indgrebs karakter af en ofte fremadrettet
foranstaltning, der ikke nødvendigvis forudsætter en
tidligere disciplinærforseelse, jf. betænkningen,
bd. I, s. 240.
Rådet kan tiltræde, at der også efter
straffuldbyrdelsesloven bør være mulighed for at
træffe bestemmelse om udgangskarantæne. Rådet er i
den forbindelse enigt med arbejdsgruppen i, at der
ikke er grundlag for at gøre udgangskarantæne til en
disciplinær reaktion. Der henvises i den forbindelse
til bemærkningerne til § 67, nr. 2, i rådets
lovudkast om disciplinærstraf ved undvigelse m.v.
Rådet finder imidlertid, at det efter reglerne om
udgang i §§ 44-48 i arbejdsgruppens lovudkast kan
give anledning til tvivl, om der er tilstrækkelig
klar hjemmel til at afskære den dømte fra i en
bestemt periode at forlange en afgørelse af
spørgsmålet om tilladelse til udgang.
Rådet foreslår derfor, at der som 3. pkt. i
bemyndigelsesbestemmelsen i § 50 i rådets lovudkast
indsættes en bestemmelse, hvorefter det endvidere
kan bestemmes, at den indsatte efter udgangsmisbrug
er afskåret fra i et bestemt tidsrum at forlange en
afgørelse af spørgsmålet om tilladelse til udgang.
Udtrykket "udgangsmisbrug" i rådets forslag
anvendes i samme betydning som i § 49, nr. 1, om
tilbagekaldelse eller ændring af vilkårene for
udgangstilladelse i rådets lovudkast.
Besøg m.v.
Til §§ 51-54
§ 49 i arbejdsgruppens lovudkast indeholder
nærmere bestemmelser om de indsattes ret til at
modtage besøg.
§ 49 suppleres i § 50 af en særregel om
udenlandske indsattes ret til samtale med hjem
landets diplomatiske eller konsulære repræsentanter.
Efter § 49, stk. 1, har en indsat ret til mindst
ét ugentligt besøg, der skal være af mindst én times
varighed og så vidt muligt af to timers varighed.
Der kan i den enkelte institution gives
tilladelse til besøg i videre omfang end nævnt i
stk. 1, herunder til besøg af den indsattes børn,
jf. § 49, stk. 2.
I § 49, stk. 3 og 4, er der fastsat regler om
besøgstilladelse og kontrol m.v.
Efter stk. 3 kan institutionen bestemme, at de
besøgende skal indhente forudgående tilladelse fra
institutionen til at besøge den indsatte. Det kan
gøres til et vilkår for en besøgstilladelse, at den
besøgende lader sin yderbeklædning og medbragte
effekter undersøge.
Hertil føjes i stk. 4 en bemyndigelse for
justitsministeren til at fastsætte nærmere regler om
begrænsninger i de indsattes ret til besøg ud fra
ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, herunder om
gennemførelse af besøg under overværelse af
personale i institutionen.
Desuden er det i § 49, stk. 5, fastsat, at en
indsat har ret til at have sit barn under 3 år hos
sig i institutionen, hvis dette er bedst for barnet,
og at nærmere regler om gennemførelse af denne ret
fastsættes af justitsministeren.
Herudover indeholder § 49, stk. 6, en
bemyndigelse for institutionens leder til i øvrigt
at fastsætte de nærmere regler om besøgenes
afvikling.
Endelig er det i § 50 fastsat, at en udenlandsk
indsat har ret til samtale med hjemlandets
diplomatiske eller konsulære repræsentanter, og at
justitsministeren fastsætter nærmere regler herom.
Reglerne om besøg m.v. i arbejdsgruppens
lovudkast bygger på det synspunkt, at de indsattes
adgang til at modtage besøg er af så væsentlig
karakter, at bestemmelser herom bør medtages i
straffuldbyrdelsesloven.
Straffelovrådet kan tiltræde denne opfattelse.
Rådet er endvidere enigt i, at de nuværende
administrative bestemmelser på området naturligt kan
danne udgangspunkt for udformningen af sådanne
regler i straffuldbyrdelsesloven, jf. betænkningen,
bd. I, s. 141-144, og Justitsministeriets cirkulære
nr. 217 af 18. december 1980 med senere ændringer om
de indsattes adgang til brevveksling og besøg m.v.
Rådet finder dog i lighed med arbejdsgruppen, at
muligheden for at forbyde besøg efter en konkret
prøvelse må antages at være et tilstrækkeligt middel
til at opfylde hensynet til orden og sikkerhed også
i de tilfælde, hvor den indsatte ønsker besøg af
personer, som den pågældende kender fra studiebesøg
el. lign. eller fra tidligere fælles
institutionsophold, jf. herved bemærkningerne
nedenfor til § 53 i rådets lovudkast.
Rådet kan på den baggrund i det væsentlige
tiltræde arbejdsgruppens forslag til affattelse af
straffuldbyrdelseslovens bestemmelser om besøg m.v.
Rådet finder imidlertid, at der i lovudkastet bør
optages udtrykkelige bestemmelser om den indsattes
ret til at modtage uoverværet besøg af visse
advokater svarende til adgangen til ukontrolleret
brevveksling i § 56, stk. 1, i rådets lovudkast.
Baggrunden er, at der allerede i de nuværende
administrative forskrifter er fastsat bestemmelser
herom, og at det derfor uden udtrykkelige
bestemmelser herom i lovteksten kan give anledning
til tvivl, i hvilket omfang den bestående ordning
tilsigtes videreført efter straffuldbyrdelsesloven,
jf. bemærkningerne nedenfor til § 51, stk. 2, i
rådets lovudkast.
Rådet finder endvidere, at det efter placeringen
af bestemmelsen i § 50 i arbejdsgruppens lovudkast
om udenlandske indsattes ret til samtale med
hjemlandets diplomatiske eller konsulære
repræsentanter kan give anledning til tvivl,
hvorledes retsstillingen er for sådanne personers
besøg.
Rådet foreslår derfor en præcisering af
lovudkastets bestemmelser herom. Der henvises i den
forbindelse til bemærkningerne nedenfor til § 51,
stk. 3, og §§ 52 og 53 i rådets lovudkast.
Efter § 56, stk. 1, i rådets lovudkast har en
indsat ret til ukontrolleret brevveksling med bl.a.
Folketingets Ombudsmand, medlemmer af Folketinget,
Den Europæiske Menneskerettighedskommission og
Domstol, Den Europæiske Torturkomité, FN's
Menneskerettighedskommission og FN's Torturkomité.
Rådet har på den baggrund overvejet, om der bør
fastsættes regler om den indsattes ret til
uoverværet besøg svarende til § 56, stk. 1, om
ukontrolleret brevveksling. For så vidt angår de
nævnte myndigheder m.v. forekommer det dog mindre
nærliggende at tale om "besøg" i lovudkastets
forstand, og rådet finder derfor ikke at burde
stille forslag herom.
Rådet forudsætter imidlertid, at de nævnte
myndigheder m.v. som hidtil bl.a. som led i
inspektionsvirksomhed kan tale med de indsatte uden
overværelse af institutionens personale. Der
henvises i den forbindelse bl.a. til artikel 8, stk.
3, i den europæiske torturkonvention, hvori det er
fastsat, at komitéen uden opsyn kan udspørge
personer, der er berøvet deres frihed. Endvidere
henvises til kapitel 5 om iværksættelse af
undersøgelse på eget initiativ og inspektion i lov
nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombuds mand
og pkt. 2.k.2. om systematiske inspektioner af
fængsler i de almindelige bemærkninger til forslaget
til den nye ombudsmandslov, jf. Folketingstidende
1995/96, Tillæg A, sp. 1700 ff.
Endelig foreslår rådet nogle mindre ændringer i
bestemmelserne i arbejdsgruppens lovudkast om den
indsattes ret til at modtage besøg af sine børn og
om børns ophold sammen med den indsatte i
institutionen. Der henvises herom til bemærkningerne
nedenfor til § 51, stk. 1, og § 54 i rådets
lovudkast.
Til § 51
I § 51, stk. 1, i rådets lovudkast er det
fastsat, at en indsat har ret til mindst ét
ugentligt besøg, der skal være af mindst én times
varighed og så vidt muligt af to timers varighed.
Endvidere kan der i den enkelte institution gives
tilladelse til besøg i videre omfang.
Bestemmelsen viderefører i uændret form § 49,
stk. 1 og 2, i arbejdsgruppens lovudkast med den
modifikation, at bemyndigelsen for institutionen
ikke udtrykkeligt omfatter besøg af den indsattes
børn. Ændringen er alene af redaktionel karakter, og
der tilsigtes derfor ingen indholdsmæssig afvigelse
i forhold til arbejdsgruppens lovudkast, jf. herved
betænkningen, bd. III, s. 713. Om den indsattes ret
til at have sit barn under 3 år hos sig i
institutionen henvises til § 54 i rådets lovudkast.
Efter § 51, stk. 2, i rådets lovudkast har en
indsat endvidere til enhver tid ret til at modtage
besøg af den advokat, der er beskikket for eller
valgt af den pågældende som forsvarer i den
straffesag, der har ført til indsættelse i
institutionen, eller i en verserende straffesag. Det
samme gælder besøg i øvrigt af advokater, der efter
retsplejelovens § 733 er antaget af
justitsministeren til at beskikkes som offentlige
forsvarere.
Bestemmelsen er ny i forhold til arbejdsgruppens
lovudkast, der ikke indeholder udtrykkelige
bestemmelser om denne personkreds.
Baggrunden for bestemmelsen er et ønske om at
præcisere, at der for visse advokater gælder en
særlig adgang til at besøge den indsatte uafhængigt
af den almindelige regel om besøg i § 51, stk. 1.
Afgrænsningen af de advokater, der omfattes af
bestemmelsen, svarer til den kreds, der efter efter
§ 56, stk. 1, i rådets lovudkast kan have
ukontrolleret brevveksling med den indsatte. Der
henvises herom til rådets bemærkninger nedenfor til
den pågældende bestemmelse. Endvidere henvises til §
53, stk. 1, i rådets lovudkast, der bl.a. regulerer
spørgsmålet om, i hvilket omfang der kan fastsættes
begrænsninger i den indsattes ret til at modtage
besøg af den kreds af advokater, der er nævnt i §
51, stk. 2.
Desuden er det i § 51, stk. 3, i rådets lovudkast
udtrykkeligt fastsat, at en udenlandsk indsat til
enhver tid har ret til samtale med hjemlandets
diplomatiske eller konsulære repræsentanter, jf.
herved § 50, 1. pkt., i arbejdsgruppens lovudkast.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med art. 36,
stk. 1, litra c, i bekendtgørelse nr. 83 af 11.
december 1972 af Wienerkonventionen af 24. april
1963 om konsulære forbindelser m.v.
(Wienerkonventionen). Efter denne bestemmelse har en
konsulatembedsmand bl.a. ret til at besøge enhver
statsborger fra udsenderstaten, som i henhold til
dom eller retskendelse er undergivet fængsling.
Konsulatembedsmanden skal dog afholde sig fra at
træde i aktion for en statsborger, som er
underkastet fængsling, når den pågældende
udtrykkeligt modsætter sig et sådant skridt.
Til § 52
§ 52 i rådets lovudkast indeholder bestemmelser
om besøgstilladelse og vilkår for besøgstilladelse.
Efter § 52 kan institutionen bestemme, at de
besøgende skal indhente forudgående tilladelse fra
institutionen til at besøge den indsatte. Endvidere
kan det gøres til et vilkår for en besøgstilladelse,
at den besøgende lader sin yderbeklædning og
medbragte effekter undersøge.
§ 52 viderefører i uændret form § 49, stk. 3, i
arbejdsgruppens lovudkast.
Bestemmelsen indebærer en almindelig adgang for
institutionen til at betinge besøg af vilkår om
forudgående besøgstilladelse og om undersøgelse af
yderbeklædning og medbragte effekter. Med udtrykket
"de besøgende" i § 50, 1. pkt., sigtes til enhver,
som den indsatte ønsker at modtage besøg af,
herunder også advokater og diplomatiske eller
konsulære repræsentanter, jf. § 51, stk. 2 og 3, i
rådets lovudkast. Om "besøg" af Den Europæiske
Torturkomité og Folketingets Ombudsmand m.fl., jf. §
56, stk. 1, i rådets lovudkast, henvises dog til de
indledende bemærkninger ovenfor til §§ 51-54.
Baggrunden for § 52 er at sikre, at
besøgsadgangen ikke benyttes til indsmugling. § 52
er herved på linie med cirkulæret om de indsattes
adgang til brevveksling og besøg m.v., der ikke
undtager advokater eller andre fra cirkulærets
regler om besøgstilladelse og visitation. Der
henvises i den forbindelse bl.a. til cirkulærets §§
17-18 og 22.
Om diplomatiske eller konsulære repræsentanter
henvises endvidere til art. 36, stk. 2, i
Wienerkonventionen, hvorefter retten til at besøge
en statsborger fra udsenderstaten, som i henhold til
dom eller retskendelse er undergivet fængsling, skal
udøves i overensstemmelse med modtagerstatens love
og bestemmelser dog med det forbehold, at disse
fuldt ud skal tilgodese de formål, der tilsigtes med
de rettigheder, som indrømmes i art. 36.
Der henvises i øvrigt til § 53, stk. 1, i rådets
lovudkast om fastsættelse af begrænsninger i den
indsattes ret til at modtage besøg. Om adgangen til
at undersøge den indsattes person og opholdsrum før
og efter besøg henvises til § 60 i rådets lovudkast.
Til § 53
§ 53 i rådets lovudkast indeholder
bemyndigelsesbestemmelser vedrørende fastsættelse af
administrative regler om den nærmere gennemførelse
af de indsattes ret til besøg.
Efter § 53, stk. 1, fastsætter justitsministeren
regler om gennemførelsen af de indsattes ret til
besøg og om begrænsninger i denne ret ud fra ordens-
eller sikkerhedsmæssige hensyn, herunder om adgang
for institutionens leder eller den, der bemyndiges
hertil, til at træffe bestemmelse om forbud mod
besøg af bestemte personer og om gennemførelse af
besøg under overværelse af personale i
institutionen. Besøg af advokat, jf. § 51, stk. 2, i
rådets lovudkast, skal dog altid være uoverværet.
§ 53, stk. 1, suppleres i § 53, stk. 2, af en
bestemmelse, hvorefter institutionens leder i øvrigt
fastsætter regler om besøgenes afvikling.
§ 53 i rådets lovudkast viderefører § 49, stk. 4
og 6, i arbejdsgruppens lovudkast, idet der dog er
foretaget en præcisering af bemyndigelsen til at
fastsætte begrænsninger i den indsattes ret til
besøg af advokat, jf. de indledende bemærkninger
ovenfor til §§ 51-54 og bemærkningerne til § 51,
stk. 2, i rådets lovudkast.
Endvidere er det fundet rigtigst at optage en
udtrykkelig bestemmelse i lovteksten om, at alene
institutionens leder eller den, der bemyndiges
dertil, har kompetence til at træffe afgørelse om
forbud mod besøg af bestemte personer. Baggrunden
er, at en sådan afgørelse er af særligt indgribende
karakter for den indsatte. Dette forhold afspejles
også i de nuværende regler, idet afgørelse om forbud
mod besøg af bestemte personer træffes af
institutionens leder, jf. § 12, stk. 3, i cirkulæret
om de indsattes adgang til brevveksling og besøg
m.v. Lovudkastets bestemmelser om besøg bringes
herved på linie med de øvrige bestemmelser i
straffuldbyrdelsesloven, der giver mulighed for at
træffe afgørelser af særligt indgribende karakter
for den indsatte, jf. bl.a. § 55, stk. 4, og § 60,
stk. 5 og 6, om tilbageholdelse af breve m.v. og
andre effekter i rådets lovudkast.
§ 53, stk. 1, 2. pkt., i rådets lovudkast
indebærer bl.a., at der kan fastsættes bestemmelser
om forbud mod besøg af bestemte personer efter en
konkret vurdering ud fra ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn. Det gælder også i
tilfælde, hvor den indsatte ønsker besøg af
personer, som den pågældende kender fra studiebesøg
og lign. eller fra tidligere fælles
institutionsophold, jf. betænkningen, bd. I, s. 144,
og bd. III, s. 714.
Endvidere omfatter bemyndigelsen i § 53, stk. 1,
2. pkt., i rådets lovudkast fastsættelse af regler
om kontrol med besøgenes afvikling. Herom er det i
cirkulærets § 19 fastsat, at besøg i almindelighed
foregår ukontrolleret, hvis besøgsforholdene i
institutionen tillader det. Såfremt det findes
påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn
eller for at forebygge strafbart forhold, kan besøg
dog gennemføres med kontrol, herunder i overværelse
af en funktionær. Cirkulærets bestemmelser om
kontrol omfatter som udgangspunkt alle personer,
herunder også diplomatiske og konsulære
repræsentanter.
Besøg af forsvareren i en verserende straffesag
foregår dog altid uden kontrol. § 53, stk. 1, 3.
pkt., i rådets lovudkast indebærer i
overensstemmelse hermed, at der ikke kan fastsættes
krav om, at besøg af den kreds af advokater, der
nævnes i § 51, stk. 2, i rådets lovudkast, skal ske
under overværelse af personale i institutionen. Om
"besøg" af Den Europæiske Torturkomité og
Folketingets Ombudsmand m.fl., jf. § 56, stk. 1, i
rådets lovudkast, henvises til de indledende
bemærkninger ovenfor til §§ 51-54 i rådets
lovudkast.
Med hjemmel i den pågældende
bemyndigelsesbestemmelse vil der også kunne
fastsættes regler om andre begrænsninger i den
indsattes ret til besøg ud fra ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn, f.eks. regler om
afbrydelse af besøg, såfremt det findes påkrævet af
ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, og om
begrænsninger med hensyn til antallet af personer,
der samtidig kan aflægge besøg hos den indsatte, jf.
herved cirkulærets §§ 21 og 23. Sådanne
begrænsninger vil kunne omfatte alle personer, der
ønsker at besøge den indsatte, herunder også
advokater og diplomatiske eller konsulære
repræsentanter som nævnt i § 51, stk. 2 og 3, i
rådets lovudkast. Lovudkastet er herved på linie med
cirkulærets bestemmelser, der ikke undtager
advokater eller andre på dette punkt.
Om de begrænsninger, der består i krav om
forudgående besøgstilladelse og undersøgelse af
yderbeklædning og medbragte effekter, henvises til §
52 i rådets lovudkast og bemærkningerne ovenfor til
den pågældende bestemmelse.
§ 53, stk. 2, i rådets lovudkast indeholder en
bemyndigelse for institutionens leder til i øvrigt
at fastsætte regler om besøgenes afvikling.
Bestemmelsen viderefører med enkelte sproglige
ændringer § 49, stk. 6, i arbejdsgruppens lovudkast
og svarer desuden til § 24, stk. 1, i cirkulæret om
de indsattes adgang til brevveksling og besøg m.v.
Med rådets forslag tilsigtes ingen
indholdsmæssige afvigelser i forhold til
arbejdsgruppens lovudkast, jf. herved betænkningen,
bd. III, s. 714. Rådet forudsætter derfor, at der
også efter bemyndigelsen i straffuldbyrdelsesloven
fastsættes regler om, at de besøgende skal
underrettes om eventuelle særlige forskrifter, der
er nødvendige af ordens- eller sikkerhedsmæssige
hensyn, og om andre praktiske forhold, som er af
betydning for den besøgende, jf. herved cirkulærets
§ 24, stk. 2, og bemærkningerne nedenfor til § 73 i
rådets lovudkast om konfiskation.
Til § 54
Efter § 49, stk. 5, i arbejdsgruppens lovudkast
har en indsat ret til at have sit barn under 3 år
hos sig i institutionen, hvis dette er bedst for
barnet. De nærmere regler om gennemførelsen af denne
ret fastsættes af justitsministeren.
Baggrunden for arbejdsgruppens forslag er et
ønske om at fastholde den gældende mulighed for, at
indsatte kan have deres små børn hos sig under
afsoningen. Med bestemmelsen tilsigtes ikke, at børn
opholder sig i afsoningsinstitutioner i videre
omfang i tilfælde, hvor dette efter den nuværende
praksis kan undgås ved at udstationere den indsatte,
overføre den pågældende til afsoning uden for
fængsel eller arresthus efter § 73 i arbejdsgruppens
lovudkast om fuldbyrdelse af fængselsstraf i
Kriminalforsorgens pensioner og i institutioner m.v.
uden for Kriminalforsorgen eller eventuelt benåde
den pågældende.
Efter arbejdsgruppens opfattelse bør selv små
børn kun have fast ophold i en afsoningsinstitution,
hvis der ikke er mulighed for at anbringe den
indsatte andetsteds, og barnet er under 3 år, og det
i øvrigt må antages at være bedst for barnet at være
sammen med den indsatte, også under hensyn til
forholdene i afsoningsinstitutionen eller en anden
tilsvarende afsoningsinstitution. § 49, stk. 5, i
arbejdsgruppens lovudkast tilsigter dog ikke at
udelukke, at børn på 3 år eller derover kan forblive
eller være hos den indsatte. Ved fastsættelse af de
nærmere regler om indsattes ret til at være sammen
med deres mindreårige børn i institutionen
forudsætter arbejdsgruppen i øvrigt, at der i det
enkelte tilfælde tages hensyn til, hvad der må
antages at være bedst for barnet, jf. betænkningen,
bd. III, s. 714.
Et særligt spørgsmål for arbejdsgruppen har
været, om reglen i § 49, stk. 5, burde udskilles til
en selvstændig bestemmelse. Arbejdsgruppen har dog
ikke fundet tilstrække ligt grundlag for dette, idet
den foreslåede bestemmelse både omfatter besøg i
videre omfang end efter de almindelige besøgsregler
og et mere fast ophold med overnatning i
institutionen. Med henblik på at tydeliggøre dette
forhold har arbejdsgruppen imidlertid foreslået, at
muligheden for besøg i videre omfang end sædvanligt
henføres til § 49, stk. 2, i arbejdsgruppen
lovudkast, og at bestemmelsens stk. 5 herefter alene
vedrører børns ophold i institutionen sammen med den
indsatte, jf. betænkningen, bd. III, s. 621.
Straffelovrådet kan tiltræde, at den nuværende
mulighed for, at indsatte efter omstændighederne kan
have deres små børn hos sig under afsoningen,
videreføres efter straffuldbyrdelsesloven.
Rådet finder imidlertid, at det ikke skal påhvile
Kriminalforsorgens institutioner at tage stilling
til, om det er bedst for barnet at opholde sig hos
den indsatte i institutionen. Vurderingen af, om
dette er stemmende med barnets tarv, bør påhvile de
sociale myndigheder, der i modsat fald vil kunne
træffe bestemmelse om anden anbringelse, evt.
tvangsmæssigt efter de i den sociale lovgivning
gældende regler. For disse tilfælde er der endvidere
fastsat særlige regler om domstolsprøvelse.
Rådet foreslår på den baggrund, at bestemmelsen i
stedet affattes således, at en indsat har ret til at
have sit barn under 3 år hos sig i institutionen,
hvis den indsatte selv er i stand til at passe
barnet, jf. § 54, stk. 1, i rådets lovudkast. Med
rådets forslag tilsigtes ikke i øvrigt nogen
afvigelse i forhold til arbejdsgruppens lovudkast.
Rådets forslag er således ikke til hinder for, at
børn på 3 år eller derover efter omstændighederne
kan forblive eller være hos den indsatte.
Rådet er opmærksomt på de synspunkter, der ligger
bag arbejdsgruppen forslag om placering af
barnereglen i lovudkastets almindelige bestemmelser
om besøg. Rådet finder det imidlertid lovteknisk
mest hensigtsmæssigt, at barnereglen udskilles til
en særskilt paragraf, jf. § 54 i rådets lovudkast.
Herved opnås en tydeliggørelse af anvendelsesområdet
for barnereglen i forhold til de almindelige regler
om besøg, idet den pågældende regel forbeholdes de
tilfælde, hvor der er tale om et mere fast ophold
med overnatning i institutionen. Det bemærkes i den
forbindelse, at der i den enkelte institution efter
§ 51, stk. 1, 2. pkt., i rådets lovudkast kan gives
tilladelse til, at den indsatte kan få besøg af sine
børn i videre omfang end efter hovedreglen om besøg
i § 51, stk. 1, 1. pkt., i rådets lovudkast.
§ 54, stk. 2, i rådets lovudkast indeholder en
bemyndigelsesbestemmelse for justitsministeren til
at fastsætte regler om gennemførelse af retten til
at have sit barn under 3 år hos sig i institutionen.
Udtrykket "gennemførelse af denne ret" indebærer
bl.a., at retten til at have sit barn under 3 år hos
sig, jf. § 54, stk. 1, i rådets lovudkast, i overens
stemmelse med hidtidig praksis administrativt kan
begrænses til at finde anvendelse i visse
institutioner, som i henseende til indretning og
klientel er egnet til ophold for små børn.
Hvis en indsat ønsker at medbringe sit barn i
institutionen og i øvrigt opfylder betingelserne
herfor, må vedkommende således efter
omstændighederne acceptere, at straffen finder sted
i en anden institution end den, som følger af § 23 i
rådets lovudkast.
Om adgangen til domstolsprøvelse af afgørelser om
nægtelse af tilladelse til at have sit barn under 3
år hos sig i institutionen henvises til afsnit 8 i
denne betænknings kapitel 5 om klageregler m.v.
Brevveksling
Til § 55
§ 51 i arbejdsgruppens lovudkast indeholder
nærmere regler om de indsattes ret til brevveksling.
§ 51 suppleres i § 52 af en særregel om ret til
ukontrolleret brevveksling med visse myndigheder og
enkeltpersoner.
Efter § 51, stk. 1, har en indsat ret til
brevveksling.
Gennemlæsning af breve til og fra den indsatte
kan alene ske, hvis dette af institutionen skønnes
påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn
eller for at beskytte den forurettede ved
lovovertrædelsen, jf. § 51, stk. 2.
Om tilfælde, hvor gennemlæsning har fundet sted,
er det i § 51, stk. 3, fastsat, at et brev efter
bestemmelse af institutionens leder kan
tilbageholdes, såfremt det skønnes uegnet til
afsendelse af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn
eller af hensyn til beskyttelse af den forurettede
ved lovovertrædelsen. Af tilsvarende grunde kan et
tilsendt brev, som skønnes uegnet til udlevering,
tilbagesendes. Den indsatte skal gøres bekendt med
tilbageholdelsen eller tilbagesendelsen af brevet.
Orientering af den indsatte kan dog undlades i
indtil 4 uger i det omfang, hvori formålet med
tilbageholdelsen eller tilbagesendelsen ellers ville
forspildes.
§ 51, stk. 1-3, suppleres i § 51, stk. 4, af en
bemyndigelsesbestemmelse for justitsministeren til
at fastsætte nærmere regler om gennemførelsen af
indsattes ret til brevveks ling.
Arbejdsgruppens udkast til regler om brevveksling
bygger på det synspunkt, at de indsattes ret til
brevveksling er af så væsentlig karakter, at
bestemmelser herom bør optages i
straffuldbyrdelsesloven.
Endvidere bør det i lovteksten præciseres,
hvornår der kan foretages gennemlæsning af breve til
og fra indsatte, og hvornår sådanne breve kan
tilbageholdes, jf. betænkningen, bd. I, s. 140.
Straffelovrådet kan tiltræde denne opfattelse.
Rådet er endvidere enigt i, at de nuværende
administrative bestemmelser på området naturligt kan
danne udgangspunkt for udformningen af sådanne
regler i straffuldbyrdelsesloven, jf.
Justitsministeriets cirkulære nr. 217 af 18.
december 1980 med senere ændringer om de indsattes
adgang til brevveksling og besøg m.v. og
betænkningen, bd. I, s. 137-139.
Rådet kan i det væsentlige tiltræde
arbejdsgruppens forslag til affattelse af
straffuldbyrdelseslovens regler om brevveksling.
Rådet finder dog, at det bør præciseres, at
kompetencen til at træffe afgørelse om
tilbageholdelse af et brev tilkommer institutionens
leder eller den, der bemyndiges dertil, jf. herved §
55, stk. 4, i rådets lovudkast.
Bestemmelsen om tilbageholdelse af breve bringes
herved på linie med de øvrige bestemmelser i
straffuldbyrdelsesloven, der giver mulighed for at
træffe afgørelser af særligt indgribende karakter
over for den indsatte. Der henvises i den
forbindelse bl.a. til rådets lovudkast § 53, stk. 1,
2. pkt., om forbud mod besøg af bestemte personer og
§ 60, stk. 5 og 6, om tilbageholdelse af effekter og
breve m.v. i den indsattes besiddelse.
Endvidere bør det præciseres, at et tilsendt
brev, der ikke bør udleveres af ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til
beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen,
som udgangspunkt skal tilbagesendes. Det bør også
tydeliggøres, at et tilsendt brev kan tilbageholdes,
hvis det anses for påkrævet af sikkerhedsmæssige
hensyn, f.eks. fordi der er konkret mistanke om, at
det pågældende brev benyttes til at begå strafbart
forhold.
Lovudkastets bestemmelser om tilsendte breve
bringes herved på linie med de nugældende regler i
cirkulærets § 6, stk. 1, nr. 2. Det bemærkes i den
forbindelse, at der med udtrykket "sikkerhedsmæssige
hensyn" i straffuldbyrdelsesloven bl.a. sigtes til
forebyggelse eller opklaring af strafbart forhold.
Der henvises herom til bemærkningerne til §§ 3-4 i
rådets lovudkast.
Rådet foreslår på den baggrund, at reglerne om
tilsendte breve udskilles til en selvstændig
bestemmelse, jf. § 55, stk. 5, i rådets lovudkast.
Herved opnås også en tydeliggørelse af reglerne om
henholdsvis breve til afsendelse og tilsendte breve.
Om breve, der tilbageholdes efter § 55, stk. 4
eller 5, i rådets lovudkast bemærkes i øvrigt, at
sådanne breve kan videregives til politiet eller
andre myndigheder, hvis indholdet af det pågældende
brev må antages at give vedkommende myndighed
anledning til videre foranstaltning. Der henvises
herom til betænkningen, bd. I, s. 319.
Efter § 51, stk. 3, 3. pkt., i arbejdsgruppens
lovudkast skal den indsatte gøres bekendt med
tilbageholdelsen eller tilbagesendelsen af brevet.
Rådet foreslår, at det præciseres, at det er
afsenderen, der som udgangspunkt skal gøres bekendt
med tilbageholdelsen af brevet, jf. § 55, stk. 6, i
rådets lovudkast og § 6, stk. 3, 2. pkt., i
cirkulæret om de indsattes adgang til brevveksling
og besøg m.v.
§ 51, stk. 4, i arbejdsgruppens lovudkast
indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til
at fastsætte nærmere regler om gennemførelsen af
indsattes ret til brevveksling.
Sådanne regler forudsættes ifølge arbejdsgruppen
bl.a. at indeholde bestemmelser om, at breve til den
indsatte kan åbnes af institutionens personale under
overværelse af den indsatte. På samme måde skal
breve fra den indsatte kunne lukkes af personalet
under overværelse af den indsatte. Der henvises
herom til betænkningen, bd. III, s. 715, og til § 5,
stk. 4, i cirkulæret om de indsattes adgang til
brevveksling og besøg m.v.
Rådet kan tiltræde, at der med henblik på f.eks.
at modvirke indsmugling af narkotika og udsmugling
af penge også i straffuldbyrdelsesloven gives
mulighed for at fastsætte regler om institutionens
adgang til at åbne og lukke breve i den indsattes
påsyn.
Rådet finder imidlertid, at det kan give
anledning til tvivl, om den foreslåede bemyndigelse
giver tilstrækkelig klar hjemmel til at udstede
sådanne regler.
Rådet foreslår på denne baggrund, at der i
lovteksten optages udtrykkelige bestemmelser herom,
således at institutionen kan åbne og lukke breve til
og fra den indsatte, og at dette sker i den
indsattes påsyn bortset fra tilfælde, hvor der sker
gennemlæsning, jf. herved § 55, stk. 2 og 3, i
rådets lovudkast.
Det bemærkes, at der med udtrykket "breve til ...
den indsatte" i § 55, stk. 2, i rådets lovudkast
ikke alene sigtes til breve, der er adresseret til
den indsatte i institutionen, og hvor afsenderen
derfor ved adresseringen til institutionen har
tilkendegivet, at vedkommende er bekendt med, at
modtageren er strafafsoner. Bestemmelsen omfatter
også breve, der oprindeligt er adresseret til den
indsattes privatadresse, men efterfølgende
omadresseret eller medbragt til den indsatte i
forbindelse med besøg. Som et yderligere eksempel
kan peges på breve, der er bestemt til omdeling
blandt flere indsatte, f.eks. breve med
spørgeskemaer til brug for videnskabelige
undersøgelser.
Om institutionens adgang til at undersøge de
besøgendes yderbeklædning og medbragte effekter
henvises til § 52 i rådets lovudkast.
Om gennemlæsning af breve i den indsattes
besiddelse henvises til § 60, stk. 6, i rådets
lovudkast om undersøgelse af den indsattes person og
opholdsrum.
Til § 56
I § 52 i arbejdsgruppens lovudkast er der fastsat
regler om de indsattes ret til ukontrolleret
brevveksling med visse myndigheder og
enkeltpersoner.
Efter § 52, stk. 1, har en indsat således ret til
ukontrolleret brevveksling med justitsministeren,
direktøren for Kriminalforsorgen, domstolene,
herunder Den Særlige Klageret, anklagemyndigheden og
politiet, Folketingets Ombudsmand, medlemmer af
Folketinget, Den Europæiske
Menneskerettighedskommission og advokater, der i
medfør af retsplejelovens § 733 er antaget af
justitsministeren til at beskikkes som offentlige
forsvarere.
Endvidere indeholder § 52, stk. 2, en
bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte
nærmere regler om ukontrolleret brevveksling,
herunder om adgang til ukontrolleret brevveksling
med andre enkeltpersoner eller offentlige
myndigheder.
Om den indsattes ret til at modtage "besøg" af de
nævnte enkeltpersoner og myndigheder henvises til
betænkningen, bd. I, s. 124, og til de indledende
bemærkninger ovenfor til §§ 49-50 i rådets
lovudkast.
§ 52 i arbejdsgruppens lovudkast tager
udgangspunkt i de nuværende regler om ukontrolleret
brevveksling i §§ 8-11 i cirkulæret om de indsattes
adgang til brevveksling og besøg m.v. I forhold til
de gældende regler indebærer forslaget en væsentlig
udvidelse af kredsen af advokater, med hvilke den
indsatte kan brevveksle ukontrolleret. Efter
cirkulærets § 9, stk. 1, nr. 10-12, omfatter denne
ret alene forsvareren i en verserende straffesag, i
en verserende sag om prøveudskrivning fra forvaring
eller i den straffesag, der har ført til indsættelse
i institutionen. Som det fremgår ovenfor, medfører §
52 i arbejdsgruppens lovudkast imidlertid, at en
indsat har ret til ukontrolleret brevveksling med
alle de advokater, der i medfør af retsplejelovens §
733 er antaget af justitsministeren til at beskikkes
som offentlige forsvarere.
Arbejdsgruppens forslag om udvidelse af kredsen
af de advokater, med hvem den indsatte kan
brevveksle ukontrolleret, bygger bl.a. på det
synspunkt, at indsatte f.eks. i forbindelse med
udarbejdelsen af en ansøgning om at søge
straffesagen genoptaget ofte vil have ønske om en ny
forsvarer. Bl.a. på den baggrund har nogle af
arbejdsgruppens medlemmer peget på det ønskelige i
principalt at lade alle advokater være omfattet af
bestemmelsen og subsidiært at lade alle sådanne
advokater, der efter retsplejelovens § 773 er
antaget af justitsministeren til at beskikkes som
offentlige forsvarere, være omfattet af
bestemmelsen.
Af betænkningen fremgår, at der under
arbejdsgruppens drøftelse har været overvejende
tilslutning til den opfattelse, at reglernes særlige
karakter og de myndigheder og enkeltpersoner,
herunder Folketingets Ombudsmand, der i øvrigt
foreslås omfattet af adgangen til ukontrolleret
brevveksling, ikke på det foreliggende grundlag kan
siges at føre til noget egentligt behov for at
udvide reglerne til at omfatte flere advokater.
Nogle medlemmer har endvidere peget på de
praktiske vanskeligheder ved en sådan udvidelse af
reglerne.
På den anden side har man ikke fundet
tilstrækkelig anledning til at udtale sig imod en
udvidelse af bestemmelsen til at omfatte alle
advokater, der er antaget af justitsministeren til
at beskikkes som offentlige (beneficerede)
forsvarere efter reglerne i retsplejelovens § 733,
stk. 1.
Arbejdsgruppens forslag er derfor udformet i
overensstemmelse hermed, jf. betænkningen, bd. I, s.
126-127.
Straffelovrådet har noteret sig arbejdsgruppens
synspunkter, og det er rådets konklusion, at man kan
tiltræde arbejdsgruppens anbefaling.
Rådet skal imidlertid foreslå, at det i
lovteksten præciseres, at adgangen til ukontrolleret
brevveksling også omfatter den advokat, der er valgt
af den indsatte som forsvarer i den straffesag, der
har ført til indsættelse i institutionen, eller i en
verserende straffesag, jf. retsplejelovens § 730.
Herved bringes lovudkastets bestemmelse på linie med
cirkulærets § 9, stk. 1, nr. 10 og 12, der alene
anvender udtrykket "forsvareren" og således ikke gør
forskel på den valgte og den beskikkede forsvarers
adgang til ukontrolleret brevveksling med sin
klient.
Efter § 56, stk. 1, i rådets lovudkast omfatter
adgangen til ukontrolleret brevveksling herefter
bl.a. den advokat, der har været beskikket eller
valgt af den pågældende som forsvarer i den
straffesag, der har ført til indsættelse i
institutionen, eller i en verserende straffesag. Det
samme gælder brevveksling i øvrigt med advokater,
der i medfør af retsplejelovens § 733 er antaget af
justitsministeren til at beskikkes som offentlige
forsvarere.
Afgrænsningen ifølge arbejdsgruppens og rådets
lovudkast af den kreds af advokater, med hvem den
indsatte kan have ukontrolleret brevveksling,
omfatter ikke umiddelbart forsvareren i en
verserende sag om prøveudskrivning fra forvaring.
Efter cirkulærets § 9, stk. 1, nr. 11, omfattes
sådanne advokater som nævnt også af de nuværende
administrative regler om ukontrolleret brevveksling.
Baggrunden for den afvigende udformning af
lovudkastet er, at henholdsvis § 52 i
arbejdsgruppens og § 56 i rådets lovudkast efter
placeringen i lovudkastets afsnit II angår
fuldbyrdelse af fængselsstraffe og således ikke
umiddelbart tager sigte på fuldbyrdelse af
forvaring.
Om fuldbyrdelse af forvaring er der imidlertid
fastsat særlige regler i afsnit V i arbejdsgruppens
og rådets lovudkast.
Af den til § 101, stk. 1, i arbejdsgruppens
lovudkast svarende bestemmelse i § 105, stk. 1, i
rådets lovudkast fremgår, at forvaring fuldbyrdes
efter lovens kapitel 2 om almindelige bestemmelser
for fuldbyrdelse af straf og afsnit II om
fuldbyrdelse af fængselsstraffe med den undtagelse,
at forvaring normalt fuldbyrdes i Anstalten ved
Herstedvester.
Endvidere indeholder § 105, stk. 2, i rådets
lovudkast i lighed med § 101, stk. 2, i
arbejdsgruppens lovudkast en
bemyndigelsesbestemmelse for justitsministeren til
at fastsætte regler om fuldbyrdelse af forvaring,
herunder bl.a. om behandlingen af sager om
prøveudskrivning. Det forudsættes i den forbindelse,
at den nuværende ordning ifølge cirkulærets § 9,
stk. 1, nr. 11, videreføres uændret, således at
forsvareren i en verserende sag om prøveudskrivning
fra forvaring også efter straffuldbyrdelsesloven
omfattes af reglerne om ukontrolleret brevveksling.
Der henvises herved til bemærkningerne til den
pågældende bestemmelse i rådets lovudkast.
Til arbejdsgruppens opregning i § 52, stk. 1, af
de myndigheder m.v., med hvem den indsatte har
adgang til ukontrolleret brevveksling, føjer rådet i
øvrigt Procesbevillingsnævnet, Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol, Den Europæiske
Torturkomité, FN's Menneskerettighedskommission og
FN's Torturkomité, jf. § 56, stk. 1, i rådets
lovudkast. Herved bringes lovudkastets bestemmelser
om ukontrolleret brevveksling på linie med de
nuværende regler i bl.a. cirkulærets § 9, stk. 1,
nr. 8 og 9. At også Procesbevillingsnævnet foreslås
omfattet, har sammenhæng med, at rådet som led i
klageordningen stiller forslag om en
appelbegrænsningsmodel, der bl.a. medfører, at
byrettens afgørelse i almindelighed kun kan
indbringes for landsretten med
Procesbevillingsnævnets tilladelse, jf. herved § 121
i rådets lovudkast.
Som det fremgår af arbejdsgruppens forslag, har
man ikke fundet det nødvendigt eller hensigtsmæssigt
i lovteksten at nævne alle de myndigheder eller
enkeltpersoner, som den indsatte skal kunne
brevveksle ukontrolleret med. Arbejdsgruppen har i
stedet foreslået en angivelse af visse myndigheder
og enkeltpersoner i lovteksten suppleret af en
bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte
regler om adgang til ukontrolleret brevveksling med
andre offentlige myndigheder eller enkeltpersoner,
jf. § 52, stk. 2, i arbejdsgruppens lovudkast og
betænkningen, bd. I, s. 127.
Rådet kan også på dette punkt tiltræde
arbejdsgruppens forslag, jf. § 56, stk. 2, 2. pkt.,
i rådets lovudkast.
Rådet forudsætter i lighed med arbejdsgruppen, at
der ved den administrative fastsættelse af regler om
ukontrolleret brevveksling med visse andre
myndigheder og enkeltpersoner ikke sker nogen
indskrænkning af den gruppe af myndigheder og
personer, der omfattes af de nuværende
administrative regler om adgang til ukontrolleret
brevveksling, jf. betænkningen, bd. I, s. 127. Der
sigtes i den forbindelse bl.a. til cirkulærets § 10,
stk. 1, nr. 3, om diplomatiske eller konsulære
repræsentanter fra vedkommendes hjemland, jf. herved
Wienerkonventionens art. 36, stk. 1, litra c, og
bemærkningerne ovenfor til §§ 51-53 i rådets
lovudkast om besøg. Rådet foreslår på den baggrund,
at det i den til § 52, stk. 2, i arbejdsgruppens
lovudkast svarende bestemmelse i § 56, stk. 2, i
rådets lovudkast tydeliggøres, at bemyndigelsen
bl.a. omfatter regler om adgang til ukontrolleret
brevveksling med andre enkeltpersoner eller danske
eller udenlandske offentlige myndigheder.
At en brevveksling er ukontrolleret, indebærer
både efter arbejdsgruppens og rådets lovudkast, at
institutionen ikke kan åbne, gennemlæse eller
tilbageholde breve afsendt mellem den indsatte og de
pågældende myndigheder og enkeltpersoner, jf.
betænkningen, bd. III, s. 715. Lovudkastet afviger
herved fra den nugældende ordning, hvorefter
institutionen i visse tilfælde kan åbne og lukke
sådanne breve i den indsattes påsyn, jf. cirkulærets
§§ 9-10. Baggrunden for forslaget er, at den
indsatte til enhver tid skal have mulighed for at
klage til visse myndigheder m.v. uden for
institutionen og eventuelt tillige uden for
Kriminalforsorgen over forholdene i institutionen
eller over behandlingen af sin sag, jf.
betænkningen, bd. III, sm.st.
Anvendelsen af udtrykket "ukontrolleret" i § 56 i
rådets lovudkast tilsigter imidlertid ikke at
udelukke, at institutionen kan gennemlyse breve, der
omfattes af § 56, hvis der af ordens- eller
sikkerhedsmæssige grunde findes behov for det.
Rådet er endvidere opmærksomt på, at der i nogle
tilfælde kan være tvivl om, hvorvidt breve til og
fra den indsatte reelt er sendt fra eller sendes til
personer og myndigheder, der er omfattet af reglerne
om ukontrolleret brevveksling, jf. betænkningen, bd.
III, s. 716.
Med henblik på sådanne tilfælde foreslås det
derfor, at bemyndigelsesbestemmelsen i § 56, stk. 2,
udformes således, at der bliver udtrykkelig hjemmel
til i forbindelse med udstedelse af regler om
ukontrolleret brevveksling også at fastsætte regler
om kontrol af afsenderens identitet, § 56, stk. 2,
1. pkt., i rådets lovudkast. Med bestemmelsen sigtes
f.eks. til, at institutionen efter omstændighederne
kan rette henvendelse til vedkommende myndighed m.v.
eller tilbagesende brevet til den angivne afsender.
Telefonsamtaler
Til § 57
§ 53 i arbejdsgruppens lovudkast fastsætter
regler om de indsattes adgang til at føre
telefonsamtaler.
Efter § 53, stk. 1, har en indsat ret til at føre
telefonsamtaler i det omfang, det er praktisk
muligt. Adgangen til at føre telefonsamtaler kan
nægtes eller betinges af, at telefonsamtalen påhøres
eller aflyttes af personale i institutionen, hvis
dette findes nødvendigt af ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til
beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen.
Såfremt telefonsamtalen påhøres eller aflyttes, skal
den anden part gøres bekendt hermed.
Bestemmelserne i § 53, stk. 1, suppleres i § 53,
stk. 2, af en bemyndigelsesbestemmelse for
justitsministeren til at fastsætte nærmere regler om
indsattes adgang til at føre telefonsamtaler.
Det er arbejdsgruppens opfattelse, at adgangen
for de indsatte til at føre telefonsamtaler er af så
væsentlig karakter, at der i straffuldbyrdelsesloven
bør optages regler herom.
Det bør endvidere præciseres, i hvilket omfang en
tilladelse til at føre telefonsamtaler kan betinges
af, at telefonsamtalen påhøres eller aflyttes af
institutionen. Arbejdsgruppen er i den forbindelse
indforstået med, at varetagelsen af de
sikkerhedsmæssige opgaver i de lukkede fængsler må
medføre kontrol af samtalepartner, og at indsattes
telefonsamtaler fra sådanne fængsler normalt må
påhøres eller eventuelt aflyttes af institutionen,
jf. betænkningen, bd. I, s. 140.
Ved udformningen af lovudkastets § 53 har
arbejdsgruppen taget udgangspunkt i de
administrative regler på området. Der henvises i den
forbindelse til afsnit III om telefonsamtaler i
Justitsministeriets cirkulære nr. 217 af 18.
december 1980 med senere ændringer om de indsattes
adgang til brevveksling og besøg m.v.
Straffelovrådet er enigt i arbejdsgruppens
synspunkter og kan derfor også i det væsentlige
tiltræde arbejdsgruppens forslag til udformning af
lovudkastets bestemmelse om de indsattes adgang til
at føre telefonsamtaler.
Rådet finder det imidlertid rigtigst, at det
kommer til at fremgå udtrykkeligt af lovteksten, at
der bl.a. af sikkerhedsmæssige grunde som
udgangspunkt sker påhør eller aflytning af
telefonsamtaler i lukkede institutioner, dvs.
arresthuse og lukkede fængsler.
Rådet foreslår på den baggrund, at den til § 53 i
arbejdsgruppens lovudkast svarende bestemmelse i §
57 i rådets lovudkast i stedet affattes således, at
der som stk. 1 indsættes en bestemmelse, hvorefter
en indsat har ret til at føre telefonsamtaler i det
omfang, det er praktisk muligt.
Bestemmelsen omfatter både arresthuse og åbne og
lukkede fængsler. Med udtrykket "i det omfang, det
er praktisk muligt," sigtes bl.a. til, at der kan
fastsættes begrænsninger vedrørende hyppighed og
længde af de indsattes telefonsamtaler under hensyn
til de personaleressourcer, der medgår til at påhøre
eller aflytte telefonsamtaler i de lukkede
institutioner, jf. bemærkningerne nedenfor til § 57,
stk. 3, i rådets lovudkast.
Som stk. 2 i § 57 i rådets lovudkast foreslås
indsat en bestemmelse, hvorefter adgangen til at
føre telefonsamtaler kan nægtes, hvis dette findes
nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn
eller af hensyn til beskyttelse af den forurettede
ved lovovertrædelsen.
I lighed med § 57, stk. 1, i rådets lovudkast
omfatter denne bestemmelse både arresthuse og åbne
og lukkede fængsler. Rådet er opmærksomt på, at
adgangen til at nægte indsatte at føre
telefonsamtaler har mindre praktisk betydning i de
åbne fængsler, hvor der overalt er installeret mønt-
eller korttelefoner. Rådet har på den baggrund
overvejet, om adgangen til at nægte indsatte at føre
telefonsamtaler bør ophæves, for så vidt angår de
åbne fængsler. Bestemmelsen vil imidlertid fortsat
kunne finde anvendelse i åbne fængsler, hvor de
indsatte i almindelighed har adgang til at
installere privat telefon på egen stue, men hvor
dette som hidtil bør kunne nægtes, hvis der er
konkret risiko for misbrug. Om forbud mod besiddelse
af mobiltelefoner henvises til § 36 i rådets
lovudkast vedrørende besiddelse af egne genstande i
institutionen.
Med § 57, stk. 2, i rådets lovudkast tilsigtes
ingen indskrænkning i forhold til de nugældende
regler om tilladelse til at føre telefonsamtale med
forsvareren i en verserende straffesag eller en sag
om prøveudskrivning fra forvaring, jf. herved
cirkulærets § 25, stk. 3. Også efter
straffuldbyrdelsesloven forudsættes en indsat derfor
normalt at kunne føre telefonsamtale med forsvareren
i en verserende straffesag eller med andre, som den
indsatte efter § 56 i rådets lovudkast kan
brevveksle ukontrolleret med. Om adgangen til at
føre telefonsamtale med forsvareren i en sag om
prøveudskrivning fra forvaring henvises desuden til
rådets bemærkninger til § 105 i lovudkastets afsnit
V, kap. 19 om fuldbyrdelse af forvaring.
Efter § 57, stk. 3, i rådets lovudkast påhøres
eller aflyttes telefonsamtaler i lukkede
institutioner, dvs. arresthuse og lukkede fængsler,
af personale i institutionen, medmindre dette ikke
findes nødvendigt af de i § 57, stk. 2, nævnte
grunde. Såfremt telefonsamtalen påhøres eller
aflyttes, skal samtaleparterne forinden gøres
bekendt hermed.
At telefonsamtaler i lukkede institutioner
normalt påhøres eller aflyttes, indebærer en
afvigelse i forhold til de gældende administrative
regler i cirkulærets § 25, stk. 2, hvorefter
tilladelse til at føre telefonsamtale efter
omstændighederne af ordens- eller sikkerhedsmæssige
hensyn, herunder for at forebygge strafbart forhold,
kan betinges af, at telefonsamtalen påhøres. Af §
57, stk. 3, i rådets lovudkast følger dog også, at
indsatte i en lukket institution efter
omstændighederne har adgang til at føre
telefonsamtale uden sådanne begrænsninger, hvis der
i det enkelte tilfælde ikke foreligger ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn eller hensyn til
beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen,
der kan begrunde, at telefonsamtalen påhøres eller
aflyttes.
Endelig rummer § 57, stk. 4, i rådets lovudkast
en bemyndigelsesbestemmelse for justitsministeren
til at fastsætte regler om gennemførelsen af retten
til at føre telefonsamtaler.
Bestemmelsen svarer med enkelte ændringer til §
53, stk. 2, i arbejdsgruppens lovudkast. Det kan
også efter rådets lovudkast forudsættes, at
udgifterne til telefonsamtaler normalt afholdes af
den indsatte, jf. betænkningen, bd. III, s. 716.
Aviser, bøger m.v.
Til § 58
§ 54 i arbejdsgruppens lovudkast fastsætter
regler om de indsattes muligheder for at holde sig
orienteret ved avislæsning og gennem radio- og
fjernsynsudsendelser m.v.
Efter § 54, stk. 1, skal en indsat have mulighed
for at holde sig orienteret ved avislæs ning, gennem
radio- og fjernsynsudsendelser m.v.
Endvidere har en indsat ret til at låne bøger og
tidsskrifter gennem det offentlige biblioteksvæsen,
jf. § 54, stk. 2.
Endelig skal der efter § 54, stk. 3, så vidt
muligt gives udenlandske indsatte mulighed for at
læse aviser, tidsskrifter, bøger m.v. på deres eget
sprog.
Straffelovrådet kan tiltræde arbejdsgruppens
lovudkast og skal derfor kun foreslå nogle mindre
ændringer i affattelsen af den pågældende
bestemmelse, jf. herved § 58 i rådets lovudkast.
Bl.a. foreslås bestemmelsen om udenlandske
indsatte i den til § 54, stk. 3, i arbejdsgruppens
lovudkast svarende bestemmelse i § 58, stk. 3, i
rådets lovudkast i stedet affattet således, at
udenlandske indsatte så vidt muligt bør have adgang
til aviser, tidsskrifter, bøger m.v. på deres eget
sprog. Ændringerne er alene af redaktionel karakter,
og der tilsigtes derfor ingen indholdsmæssige
afvigelser i forhold til arbejdsgruppens lovudkast,
jf. betænkningen, bd. I, s. 186-187, og bd. III, s.
716-717.
Kontakt til medierne
Til § 59
§ 55 i arbejdsgruppens lovudkast indeholder
bestemmelser om den indsattes kontakt til pressen.
Efter § 55, stk. 1, i arbejdsgruppens lovudkast
har en indsat ret til at lade sig interviewe af
pressen. Justitsministeren kan dog ud fra ordens-
eller sikkerhedsmæssige hensyn, for at beskytte den
forurettede ved lovovertrædelsen, for i særlige
tilfælde at beskytte den indsatte selv eller for i
øvrigt at modvirke en åbenbar krænkelse af
retsfølelsen fastsætte regler om begrænsninger i
indsattes adgang til i institutionen at lade sig
interviewe af pressen.
Af § 55, stk. 2, fremgår, at en indsat ikke må
lade sig fotografere af pressen på institutionens
område, medmindre institutionens leder har givet
samtykke hertil.
Arbejdsgruppen har forudsat, at begrænsninger i
indsattes adgang til at lade sig interviewe alene
gennemføres i særlige tilfælde, hvor de nævnte
hensyn med afgørende vægt taler for en sådan
begrænsning, jf. betænkningen, bd. III, s. 717.
De foreslåede bestemmelser skal i øvrigt
sammenholdes med § 51 i arbejdsgruppens lovudkast (§
55 i rådets lovudkast) om brevveksling, hvorefter
indsatte har adgang til at rette skriftlig
henvendelse til bl.a. dagspressen og de elektroniske
medier. Endvidere vil de indsatte under udgang og i
forbindelse med besøg normalt også kunne opnå
kontakt med repræsentanter for pressen, jf. §§ 44-48
og §§ 49-50 i arbejdsgruppens lovudkast (§§ 46-50 og
51-53 i rådets lovudkast).
Efter de gældende administrative regler og
praksis har indsatte mulighed for at henvende sig
til pressen både skriftligt og - for så vidt angår
de åbne anstalter - telefonisk. De indsatte kan også
under udgang kontakte pressen, herunder ved
deltagelse i tv-interviews, forudsat at der ikke
herved sker en væsentlig tilsidesættelse af det
formål, hvortil udgangen er bestemt. I øvrigt kan
pressen besøge de indsatte i den almindelige
besøgstid.
Regler om offentlighedens adgang til
Kriminalforsorgens anstalter og arresthuse er
fastsat i cirkulære nr. 163 af 13. september 1978.
Efter disse regler kan institutionens leder bl.a.
meddele tilladelse til besøg af repræsentanter for
radio og fjernsyn samt dagspressen. Endvidere kan
institutionens leder tillade interview med og
fotografering af indsatte. En sådan tilladelse bør i
almindelighed kun gives efter fornøden vejledning af
den indsatte. Tilladelse bør dog ikke gives til
indsatte, der på grund af ung alder eller psykiske
forhold må antages ikke at være i stand til at
overskue følgerne af et samtykke til at lade sig
interviewe eller fotografere. Afgørelser om
tv-interviews træffes af Direktoratet for
Kriminalforsorgen.
De gældende regler tilsigter på den ene side at
tilgodese hensynet til den videst mulige
offentlighed om fængselsforhold og på den anden side
at varetage beskyttelseshensyn dels over for den
indsatte i almindelighed, dels over for enkelte
svage indsatte. Cirkulæret indeholder ikke nærmere
regler om de hensyn, der ud over hensynet til
beskyttelsen af enkelte indsatte bør varetages ved
disse afgørelser.
Direktoratet for Kriminalforsorgen har oplyst, at
ordens- og sikkerhedshensyn efter praksis indgår med
vægt ved vurderingen af, om der kan gives
tilladelse. På baggrund af tv-mediets betydelige og
særlige gennemslagskraft tillægges endvidere
hensynet til retsfølelsen særlig vægt. Efter praksis
vil der normalt blive givet tilladelse til
tv-interviews, når generelle kriminalpolitiske
forhold, f.eks. afsoningsforholdene, ønskes belyst.
Der gives også ofte tilladelse til filmede
optagelser vedrørende dagligdagen i fængslerne.
Derimod gives der på grund af hensynet til
retsfølelsen som udgangspunkt afslag, hvis den
indsattes egen sag eller kriminalitet indgår som en
væsentlig del af interviewet. Endvidere gives der
normalt afslag på tv-optagelser, hvis fængslet skal
benyttes som kulisse for mere underholdende indslag,
eller hvor det alene er den pågældendes status som
indsat, der begrunder ønsket om tv-interview, uden
at interviewet i øvrigt vedrører fængselsforhold
eller kriminalpolitiske emner.
Straffelovrådets flertal (Jacques Hermann,
Torsten Hesselbjerg, Kaspar Linkis, Annemette
Møller, Christian Trønning og Sven Ziegler) kan i
det væsentlige tiltræde arbejdsgruppens lovudkast.
Flertallet skal imidlertid foreslå, at bestemmelsen,
jf. herved § 59 i rådets lovudkast, i stedet
affattes således, at en indsat efter § 59, stk. 1,
har ret til i institutionen at udtale sig og i den
forbindelse at lade sig fotografere til medierne, og
at denne ret efter § 59, stk. 2, kan begrænses af
ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, for at
beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen eller
for i øvrigt at modvirke en åbenbar krænkelse af
retsfølelsen. Disse bestemmelser foreslås i § 59,
stk. 3, suppleret af en bemyndigelsesbestemmelse,
hvorefter justitsministeren kan fastsætte regler om
gennemførelsen af de indsattes ret efter stk. 1.
Der er i den statsretlige teori rejst spørgsmål
om, i hvilket omfang der kan gøres indskrænkning i
den indsattes kontakt til medierne med henvisning
til "hensynet til retsfølelsen". Der henvises i den
forbindelse til Henrik Zahle, Menneskerettigheder,
Dansk forfatningsret, bd. 3, 1997, s. 84.
Folketingets Ombudsmand har senest i en sag fra
1995 udtalt sig om dette spørgsmål, jf. Folketingets
Ombudsmands beretning 1995 s. 170 ff. I den konkrete
sag klagede en advokat over, at Direktoratet for
Kriminalforsorgen under henvisning til hensynet til
retsfølelsen havde afslået at give en tv-station
tilladelse til at interviewe en indsat i fængslet.
Advokaten mente bl.a., at det var ulovligt at lægge
vægt på dette hensyn, og at afgørelsen var i strid
med ytringsfriheden efter artikel 10 i Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention og eventuelt
grundlovens § 77. Ombudsmanden udtalte, at det ikke
var ulovligt at lægge vægt på hensynet til
retsfølelsen, og at afgørelsen ikke var i strid med
Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel
10 eller grundlovens § 77.
Som det fremgår af § 55, stk. 1, i
arbejdsgruppens lovudkast og § 59, stk. 2, i rådets
lovudkast, er adgangen til at gøre indgreb i en
indsats ret til at kontakte medierne i lighed med
den nuværende praksis på området forbeholdt særlige
tilfælde, hvor indgrebet sker for at modvirke en
åbenbar krænkelse af retsfølelsen. Ifølge
arbejdsgruppens bemærkninger, som rådets flertal kan
tiltræde, forudsættes det i den forbindelse, at
begrænsninger i retten til at kontakte medierne
alene gennemføres i særlige tilfælde, hvor hensynene
i bestemmelsen med afgørende vægt taler for en sådan
begrænsning, jf. betænkningen, bd. III, s. 717.
Det er flertallets opfattelse, at den foreslåede
adgang i § 59, stk. 2, i rådets lovudkast til at
gøre indgreb i den indsattes mulighed for - i
institutionen - at komme i kontakt med medierne for
at modvirke en åbenbar krænkelse af retsfølelsen må
anses for forenelig med grundlovens § 77 og artikel
10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Flertallets forslag indebærer bl.a., at
spørgsmålet om fotografering i tilknytning til
interviews reguleres på samme måde som adgangen til
at udtale sig, dvs. at den indsatte som udgangspunkt
har ret til at lade sig fotografere, men at der
efter omstændighederne kan fastsættes begrænsninger
i denne ret ud fra de hensyn, der fremgår af § 59,
stk. 2. Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke
uden for de tilfælde, der reguleres af
straffuldbyrdelseslovens § 59, består en almindelig
adgang til at fotografere uden forudgående
tilladelse, jf. herved straffelovens § 264 a.
Ordet "medierne" afgrænses på samme måde som
udtrykket "massemedier" efter medieansvarsloven. Der
henvises herom til medieansvarslovens § 1, jf. lov
nr. 348 af 6. juni 1991 som ændret ved § 79 i lov
nr. 1065 af 23. december 1992 om radio- og
fjernsynsvirksomhed.
Flertallets forslag afviger fra arbejdsgruppens
lovudkast ved ikke at indeholde bestemmelser om, at
kontakten til medierne kan begrænses i særlige
tilfælde for at beskytte den indsatte selv. Det
skyldes, at der i medieansvarsloven er optaget
bestemmelser om presseetik, der bl.a. indebærer, at
Pressenævnet overvåger, om massemediernes indhold og
handlemåde er i overensstemmelse med god presseetik,
jf. lovens § 34 og § 43, stk. 1, nr. 1. Rådets
flertal finder på den baggrund, at det ikke er
nødvendigt også at optage bestemmelser om hensynet
til beskyttelse af den indsatte selv i lovudkastets
§ 59, stk. 2.
Med flertallets forslag tilsigtes ikke i øvrigt
nogen indholdsmæssig afvigelse i forhold til
arbejdsgruppens lovudkast. jf. betænkningen, bd. I,
s. 129, og bd. III, s. 623 og 717. Det forudsættes,
at der efter omstændighederne bl.a. kan fastsættes
begrænsninger i indsattes kontakt til medierne af
ordens- og sikkerhedsmæssige grunde, hvis der er
tale om kontakt, som kræver særlig overvågning af
personale, f.eks. i tilfælde, hvor en
fængselsfunktionær følger med rundt under
filmoptagelse m.v. i institutionen.
Et mindretal (Jørgen Bang og Vagn Greve) kan ikke
tilslutte sig flertallets forslag til formulering af
§ 59, stk. 2, hvorefter en indsats ret til at udtale
sig til medierne i institutionen kan begrænses "for
at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen",
eller såfremt udtalelsen formodes eventuelt at komme
til at indeholde "en åbenbar krænkelse af
retsfølelsen".
Bestemmelsen er baseret på en forudgående
vurdering af de udtalelser, der muligvis vil blive
fremsat, og som sådan i tvivlsom overensstemmelse
med grundlovens censurbestemmelse.
Den sidstnævnte begrænsnings overensstemmelse med
Den Europæiske Menneskeret tighedskonventions art.
10 er tvivlsom. Jf. herved bl.a. , at udtalelser,
som vil "offend, shock or disturb", er beskyttede af
denne, jf. Lorenzen, Rehof & Trier's kommentar s.
271. Og i den af § 59 regulerede situation er der
ydermere alene tale om, at fængslets ledelse
antager, at sådanne udtalelser kan fremkomme.
Henvisningen til retsfølelsen er sprogligt for
lidt præcis i betragtning af, at den skal danne
grundlag for begrænsninger af en af de mest
fundamentale menneskerettigheder. Den er ydermere
problematisk, fordi dens anvendelse i praksis - til
trods for formuleringen - næppe vil blive baseret på
en vurdering af den indsatte, men på fængslets
opfattelse af det pågældende medies almindelige
omdømme (seriøst medie eller uansvarligt og
sensationspræget).
Begrænsningen er unødvendig, idet alle de
rimelige begrænsninger allerede er omfattet af de
øvrige led i udkastets § 59, stk. 2, samt af de
materielle straffebestemmelser (specielt
straffelovens regler om freds- og ærekrænkelser).
I denne forbindelse må det også fremhæves, at §
59, stk. 1, også efter mindretallets opfattelse
alene omfatter de medier, der er omfattet af
medieansvarsloven. Det betyder bl.a., at det
interviewende og formidlende medie udover at være
undergivet den almindelige straffelovgivning også
omfattes af de presseetiske regler og det særlige
sanktionssystem, der gælder på dette område.
Kapitel 10
Indgreb over for den indsatte
Undersøgelse af den indsattes person og
opholdsrum
Til § 60
§ 56 i arbejdsgruppens lovudkast indeholder
regler om visitation og fotografering.
Efter § 56, stk. 1, kan institutionen undersøge,
hvilke effekter en indsat har i sin besiddelse i sit
opholdsrum eller på sin person, hvis en sådan
visitation er nødvendig for at sikre, at
ordensbestemmelser overholdes, eller
sikkerhedshensyn iagttages, herunder når den
indsatte indsættes i institutionen, hvis den
indsatte mistænkes for uretmæssig besiddelse af
effekter, før og efter besøg eller før og efter
fravær fra institutionen eller opholdsafdelingen.
I § 56, stk. 2, er det fastsat, at visitation
ikke må gennemføres, hvis det efter indgrebets
formål og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet
må antages at forvolde, ville være et
uforholdsmæssigt indgreb.
Hertil føjes i § 56, stk. 3, et krav om, at
visitation skal foretages så skånsomt, som
omstændighederne tillader. Visitation, der indebærer
afklædning, må så vidt muligt kun overværes af
personer af samme køn som den indsatte eller af
sundhedspersonale. Endvidere må en egentlig
legemsundersøgelse kun foretages under medvirken af
en læge. Lægen tager stilling til, om indgrebets
gennemførelse under hensyn til den hermed forbundne
smerte og risiko samt den indsattes tilstand er
lægeligt forsvarligt.
Desuden rummer § 56, stk. 4, en bestemmelse om
institutionens adgang til at fotografere den
indsatte med henblik på senere identifikation, og
endelig indeholder § 56, stk. 5, en
bemyndigelsesbestemmelse for justitsministeren til
at fastsætte nærmere regler om gennemførelsen af
visitation og fotografering.
Lovudkastets bestemmelser om visitation bygger
hovedsageligt på det synspunkt, at det i en række
situationer vil være nødvendigt at foretage indgreb
over for den indsatte i form af visitation. Efter
arbejdsgruppens opfattelse har sådanne indgreb en så
alvorlig karakter, at der i straffuldbyrdelsesloven
bør optages bestemmelser herom.
Arbejdsgruppen foreslår, at bestemmelser om
visitation foruden en definition af indgrebet bør
indeholde en angivelse af de betingelser, hvorunder
indgrebet kan anvendes. I sammenhæng hermed foreslås
det bl.a. fastslået, at det er en forudsætning, at
andre og lempeligere midler har været forsøgt eller
åbenbart vil være utilstrækkelige
(proportionalitetsgrundsætningen).
Endvidere bør der optages en bestemmelse om
skånsomhedsgrundsætningen, dvs. det forhold, at
indgrebet skal foretages så skånsomt, som
omstændighederne tillader.
Desuden bør lovteksten indeholde et krav om, at
visitation i form af en egentlig legemsundersøgelse
altid skal foretages af en læge. Der henvises herom
til betænkningen, bd. I, s. 218.
Straffelovrådet kan tiltræde arbejdsgruppens
synspunkter.
Rådet skal dog foreslå, at udtrykket "visitation"
i lovteksten erstattes med ordet "undersøgelse", og
at overskriften til den til § 56 i arbejdsgruppens
lovudkast svarende bestemmelse i § 60 i rådets
lovudkast i stedet for "Visitation og fotografering"
betegnes "Undersøgelse af den indsattes person og
opholdsrum". Baggrunden for rådets forslag er, at
sigtet med straffuldbyrdelsesloven bl.a. er at tjene
som vejledning for de indsatte, og at ordet
"undersøgelse" forekommer at være en mere enkel
betegnelse for de indgreb, der reguleres i § 60. I
rådets overvejelser indgår også, at der i
retsplejelovens kapitel 72 om legemsindgreb gøres
brug af udtrykket "legemsundersøgelse" som beteg
nelse for visse legemsindgreb, der foretages som led
i efterforskningen af strafbare forhold. Om
fotografering og optagelse af fingeraftryk af den
indsatte med henblik på senere identifikation
henvises til § 61 i rådets lovudkast.
Rådet finder i lighed med arbejdsgruppen, at de
administrative regler på området naturligt kan danne
udgangspunkt for udformningen af lovudkastets
bestemmelser om undersøgelse af den indsattes person
og opholdsrum. Der henvises i den forbindelse til
Justitsministeriets cirkulære nr. 215 af 15.
december 1980 med senere ændringer om visitation af
de indsatte og deres opholdsrum, jf. herved
betænkningen, bd. I, s. 215-216. I rådets
overvejelser indgår også den lovtekniske udformning
af de nuværende regler om legemsindgreb i
retsplejelovens kap. 72, der bygger på
Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1104/1987
om legemsindgreb under efterforskning, jf. herved
arbejdsgruppens betænkning, bd. I, s. 217-218.
Rådet kan på den baggrund i det væsentlige
tiltræde arbejdsgruppens forslag til udformning af §
56 i arbejdsgruppens lovudkast. Rådet finder dog, at
det med udtrykket "på sin person" i § 56, stk. 1, i
arbejdsgruppens lovudkast kan give anledning til
tvivl, i hvilket omfang der med hjemmel i den
pågældende bestemmelse kan foretages undersøgelse
vedrørende den indsattes person. Det skyldes, at der
samtidig i § 56, stk. 3, i arbejdsgruppens lovudkast
om skånsomhedsgrundsætningen tales om en "egentlig
legemsundersøgelse", og at der i arbejdsgruppens
bemærkninger til § 56, stk. 3, sondres mellem en
"egentlig legemsundersøgelse" og en
"legemsbesigtigelse". Med en "egentlig
legemsundersøgelse" sigter arbejdsgruppen til en
nærmere undersøgelse af legemet, herunder dets
hulrum, udtagelse af blodprøver eller andre
tilsvarende prøver, røntgenundersøgelser og lign.
Med en "legemsbesigtigelse" sigtes alene til en
besigtigelse af legemets ydre, optagelse af
fotografier, fingeraftryk og lign. samt visitation
af det tøj, som den pågældende er iført, jf.
betænkningen, bd. III, s. 718.
Endvidere fremgår det af cirkulæret om visitation
af de indsatte og deres opholdsrum, at der gælder
skærpede krav ved visse former for visitation. Er
der således grund til at antage, at visitation af
den indsattes legeme ikke kan gennemføres alene ved
en besigtigelse, skal visitationen foretages af en
læge. Sådan visitation kan kun foretages i tilfælde,
hvor der foreligger begrundet formodning om, at den
indsatte er i uretmæssig besiddelse af effekter.
Beslutning herom skal i øvrigt træffes af anstaltens
vagthavende leder/arrestforvareren, jf. cirkulærets
§ 3.
Rådet foreslår på den baggrund, at der som et nyt
stk. 2 i § 60 i rådets lovudkast indsættes en
bestemmelse, hvorefter institutionens leder eller
den, der bemyndiges dertil, af ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn kan træffe bestemmelse om
en nærmere undersøgelse af den indsattes person,
hvis der er bestemte grunde til at antage, at den
indsatte er i uretmæssig besiddelse af effekter.
Med udtrykket "undersøge, hvilke effekter en
indsat har i sin besiddelse på sin person" i § 60,
stk. 1, i rådets lovudkast sigter rådet herefter til
indgreb, der har karakter af legemsbesigtigelse,
dvs. de former for indgreb, hvor der ikke sker nogen
indtrængen i det menneskelige legeme eller nogen
egentlig beføling af legemet i undersøgelsesøjemed.
Der tænkes bl.a. på besigtigelse, der ikke kræver
egentlig afklædning, men f.eks. opknapning af en
skjorte eller opsmøgning af et ærme for at se efter
skjulte effekter. Om fotografering og optagelse af
fingeraftryk af den indsatte med henblik på senere
identifikation henvises til § 61 i rådets lovudkast.
Om de ovennævnte indgreb gælder efter § 60, stk.
1, i rådets lovudkast, at indgrebet kan foretages,
når det efter omstændighederne er nødvendigt for at
sikre, at ordensbestemmelser overholdes, eller
sikkerhedshensyn iagttages, herunder i de i
bestemmelsens nr. 1-4 nævnte tilfælde. Med rådets
lovudkast tilsigtes ingen indholdsmæssig afvigelse
på dette punkt i forhold til arbejdsgruppens
lovudkast. Også efter rådets lovudkast kan der
derfor forekomme andre tilfælde, hvor bestemmelsen
kan finde anvendelse, f.eks. tilfælde, hvor
institutionen ønsker at foretage undersøgelse af
påklædningen hos en gruppe af indsatte, fordi der er
begrundet mistanke om, at én eller flere i gruppen
er i uretmæssig besiddelse af effekter, jf. herved
cirkulærets § 1, stk. 4.
Med udtrykket "nærmere undersøgelse af den
indsattes person" i § 60, stk. 2, i rådets lovudkast
sigtes til de indgreb, hvor beføling af legemet er
et led i selve undersøgelsen. Der tænkes bl.a. på
ydre undersøgelser, der består i en beføling af
legemets overflade, f.eks. for at finde kapsler
skjult under huden, udtagelse af blodprøver og
ultralyd- og røntgenundersøgelser. Endvidere kan
nævnes undersøgelse af legemets hulrum og andre
undersøgelser af legemets indre, f.eks. rectoskopi
og gynækologisk undersøgelse, jf. herved
retsplejelovens § 792, stk. 1, nr. 2, om
legemsundersøgelser og betænkningen, bd. III, s.
718.
Om sådanne indgreb gælder efter § 60, stk. 2, i
rådets lovudkast, at de alene kan iværksættes af
ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn efter
beslutning, truffet af institutionens leder eller
den, der bemyndiges hertil. Endvidere forudsætter et
indgreb af denne karakter, at der i det enkelte
tilfælde er bestemte grunde til at antage, at den
indsatte er i uretmæssig besiddelse af effekter, jf.
herved cirkulærets § 3. Det indebærer, at der f.eks.
ikke vil kunne gennemføres en nærmere undersøgelse
af den indsattes person i tilfælde, hvor der alene
er begrundet mistanke om, at en eller flere personer
i en gruppe er i uretmæssig besiddelse af effekter,
jf. cirkulærets § 1, stk. 4.
I § 60, stk. 3 og 4, i rådets lovudkast
videreføres med enkelte redaktionelle ændringer
bestemmelserne i § 56, stk. 2 og 3, i
arbejdsgruppens lovudkast om henholdsvis pro
portionalitets- og skånsomhedsgrundsætningen. Det
indebærer, at proportionalitets- og
skånsomhedsgrundsætningen finder anvendelse både ved
undersøgelser af den i § 60, stk. 1 og 2, omhandlede
karakter.
Rådet ville i lighed med arbejdsgruppen
foretrække, om der i straffuldbyrdelsesloven kunne
optages en regel, hvorefter undersøgelse af den
indsattes person kun må foretages af personer af
samme køn som den undersøgte, medmindre der er tale
om en ren overfladisk undersøgelse af den indsattes
tøj, jf. betænkningen, bd. I, s. 218. Rådet har
imidlertid noteret sig, at fordelingen af mandligt
og kvindeligt opsynspersonale ville vanskeliggøre
gennemførelsen af en sådan ordning i praksis, ikke
mindst i arresthusene. Reglen ville derfor kunne få
den utilsigtede virkning, at kvindelige indsatte,
der ønskes undersøgt, måtte hensættes i énrum i en
ofte længere periode, før undersøgelsen kunne
gennemføres.
Rådet kan på den baggrund tilslutte sig, at
arbejdsgruppen ikke har stillet forslag om en sådan
regel, men i stedet foreslået, at undersøgelse, der
indebærer afklædning, så vidt muligt kun må
overværes af personer af samme køn som den
undersøgte eller af sundhedspersonale.
Rådet har fundet anledning til at præcisere, at
bestemmelsen også tager sigte på den personkreds,
der skal foretage undersøgelsen, jf. § 60, stk. 4,
2. pkt., i rådets lovudkast, hvorefter undersøgelse,
der indebærer afklædning, så vidt muligt kun må
foretages og overværes af personer af samme køn som
den indsatte eller af sundhedspersonale. Rådet har
ikke herved tilsigtet nogen indholdsmæssig afvigelse
i øvrigt i forhold til arbejdsgruppens lovudkast
vedrørende skånsomhedsgrundsætningen, jf.
betænkningen, bd. I, s. 218-219, og bd. III, s. 718.
§ 56 i arbejdsgruppens lovudkast indeholder ingen
bestemmelser om institutionens adgang til at
tilbageholde effekter og til at gennemlæse og
tilbageholde breve m.v., der findes i den indsattes
besiddelse, jf. herved §§ 5-7 i cirkulæret om de
indsattes adgang til brevveksling og besøg m.v.
Rådet finder, at det kan give anledning til tvivl, i
hvilket omfang der efter straffuldbyrdelsesloven er
adgang til at gennemlæse breve m.v. og tilbageholde
breve m.v. og andre effekter, der findes i
forbindelse med en undersøgelse efter § 56 i
arbejdsgruppens lovudkast.
Rådet foreslår derfor, at der som stk. 5 i § 60 i
rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter
institutionens leder eller den, der bemyndiges
dertil, kan træffe bestemmelse om tilbageholdelse af
effekter, der findes i den indsattes besiddelse,
hvis det skønnes påkrævet af ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn.
Endvidere foreslås som stk. 6 i samme paragraf
indsat en bestemmelse, hvorefter insti tutionen kan
gennemlæse og institutionens leder eller den, der
bemyndiges hertil, kan træffe bestemmelse om
tilbageholdelse af breve og andre optegnelser, der
findes i den indsattes besiddelse, hvis det skønnes
påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn.
§ 56 i rådets lovudkast finder herved tilsvarende
anvendelse.
Med ordet "optegnelser" sigtes f.eks. til
dagbøger, regnskaber m.v. Henvisningen til § 56 i
rådets lovudkast indebærer, at lovudkastets
bestemmelser om den indsattes ret til ukontrolleret
brevveksling også finder anvendelse på breve i den
indsattes besiddelse. Der henvises i den forbindelse
til rådets bemærkninger ovenfor til den pågældende
bestemmelse.
§ 60, stk. 7, i rådets lovudkast viderefører med
enkelte redaktionelle ændringer
bemyndigelsesbestemmelsen i § 56, stk. 5, i
arbejdsgruppens lovudkast. Der henvises i den
forbindelse til betænkningen, bd. III, s. 719.
Om fotografering og optagelse af fingeraftryk med
henblik på senere identifikation af den indsatte
henvises til § 61 i rådets lovudkast.
Fotografering og optagelse af fingeraftryk
Til § 61
Efter § 56, stk. 4, i arbejdsgruppens lovudkast
har institutionen ret til at fotografere den
indsatte med henblik på senere identifikation.
Rådet foreslår, at bestemmelsen udskilles til en
selvstændig paragraf, jf. § 61 i rådets lovudkast.
Baggrunden for rådets forslag er et ønske om at
tydeliggøre, at institutionen fortsat har mulighed
for at fotografere den indsatte i
identifikationsøjemed, jf. herved
Justitsministeriets cirkulære nr. 203 af 29. oktober
1975 med senere ændringer om fotografering af
indsatte.
Rådet foreslår endvidere, at bestemmelsen kommer
til at omfatte optagelse af fingeraftryk, således at
der tilvejebringes mulighed for, at institutionen
også kan optage fingeraftryk med henblik på senere
identifikation.
Desuden foreslår rådet, at der optages en
bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter der
administrativt kan fastsættes regler om
gennemførelsen af fotografering og optagelse af
fingeraftryk, herunder også for så vidt angår
opbevaring og destruktion af sådant materiale, hvis
der skulle vise sig behov for det, jf. § 61, stk. 2,
i rådets lovudkast.
Magtanvendelse
Til § 62
§ 57 i arbejdsgruppens lovudkast indeholder
bestemmelser om magtanvendelse.
Efter § 57, stk. 1, kan institutionen anvende
magt over for en indsat, hvis dette er nødvendigt
for at afværge truende vold, betvinge voldsom
modstand eller for at hindre selvmord eller anden
selvbeskadigelse. Institutionen kan også anvende
magt, hvis det er nødvendigt for at hindre
undvigelse eller standse undvegne. Endelig kan der
anvendes magt, hvis det er nødvendigt for at
gennemtvinge en påbudt foranstaltning, når
øjeblikkelig gennemførelse af denne er nødvendig, og
den indsatte afviser eller forsætligt undlader at
følge personalets anvisninger herom.
Magtanvendelse kan omfatte brug af håndkraft
(greb, puf), skub, stav og tåregas af godkendt type,
jf. § 57, stk. 3.
Efter § 57, stk. 2, må magtanvendelse ikke
gennemføres, såfremt det efter indgrebets formål og
den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må
antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt
indgreb.
Endvidere skal magtanvendelse foretages så
skånsomt, som omstændighederne tillader. Efter
magtanvendelse skal der i øvrigt gennemføres
lægetilsyn, medmindre det i den konkrete situation
findes åbenbart unødvendigt, jf. § 57, stk. 4.
De ovennævnte bestemmelser suppleres i § 57, stk.
5, af en bemyndigelsesbestemmelse om fastsættelse af
nærmere regler om anvendelse af magt.
Straffelovrådet kan i det væsentlige tiltræde
arbejdsgruppens forslag til bestemmelse om
magtanvendelse, jf. § 62 i rådets lovudkast.
Rådet finder det rigtigst, at § 57, stk. 3, i
arbejdsgruppens lovudkast om midler ved
magtanvendelse af systematiske grunde indsættes som
stk. 2, og at den pågældende bestemmelse i stedet
affattes således, at magtanvendelse kan ske ved
greb, skub, stav og tåregas, jf. § 62, stk. 2, i
rådets lovudkast. Både i arbejdsgruppens og rådets
lovudkast angiver bestemmelsen en udtømmende
opregning af de midler, der kan indgå ved anvendelse
af magt. Opregningen af de mulige magtmidler er
sideordnet, men valget af magtmiddel skal i det
enkelte tilfælde ske bl.a. under iagttagelse af
skånsomhedsgrundsætningen, jf. § 62, stk. 4, i
rådets lovudkast og § 2, stk. 2, og § 3, stk. 2, i
cirkulære nr. 51 af 15. april 1988 med senere
ændringer om magtanvendelse over for indsatte
(magtanvendelsescirkulæret).
Udtrykket "greb" omfatter i overensstemmelse med
de gældende regler anvendelse af håndkraft til at
føre eller lede den indsatte i en bestemt retning,
jf. § 2, stk. 2, i magtanvendelsescirkulæret.
Endvidere forudsættes "skub" bl.a. at kunne ske
under anvendelse af skjold, jf. § 1 i cirkulære nr.
38 af 1. marts 1996 om anvendelse af skjold over for
indsatte. Krav om, hvilke typer af skjold, stav og
tåregas, der skal anvendes, forudsættes i øvrigt
fastsat i de administrative regler, der udstedes i
medfør af bemyndigelsen i § 62, stk. 5, i rådets
lovudkast.
For så vidt angår lægetilsyn, jf. § 57, stk. 4, i
arbejdsgruppens lovudkast, er rådet bekendt med, at
der har været ført forhandlinger mellem Direktoratet
for Kriminalforsorgen og Den Almindelige Danske
Lægeforening (DADL) med henblik på ændring af
reglerne om lægetilsyn i forbindelse med
magtanvendelse og brug af håndjern og sikringscelle.
Baggrunden for disse forhandlinger var modvilje fra
lægeside mod regler, der indebar et i praksis næsten
automatisk lægetilsyn, idet man herved frygtede, at
de indsatte skulle opleve lægetilsynet som en
lægelig legitimation af anvendelsen af det
pågældende magt- eller sikringsmiddel. Ved
forhandlingerne opnåedes enighed om den formulering,
som findes i magtanvendelsescirkulærets § 8,
hvorefter læge skal tilkaldes efter magtanvendelse,
hvis der er mistanke om sygdom, herunder om
tilskadekomst hos den indsatte i forbindelse med
anvendelsen af magt, eller i tilfælde hvor den
indsatte selv begærer lægehjælp.
Efter rådets opfattelse bør det i loven fastslås,
at der som udgangspunkt skal gennemføres lægetilsyn
efter magtanvendelse, og at lægetilsyn kun bør
undlades, hvis det konkret findes åbenbart
unødvendigt. Magtanvendelse kan medføre ikke
umiddelbart synlige skader på den indsatte, og det
bør ikke overlades til fængselspersonalet, som måske
endog har været involveret i den konflikt, der fører
til magtanvendelsen, at skønne over nødvendigheden
af lægetilsyn, bortset fra i de åbenbare tilfælde.
Der tænkes her navnlig på tilfælde, hvor den udøvede
magt har været meget begrænset, f.eks. et let puf
eller skub. Den af arbejdsgruppen foreslåede
formulering findes derfor at burde fastholdes, dog
med en tilføjelse om, at den indsattes anmodning om
lægetilkald altid skal imødekommes, jf. § 62, stk.
4, 2. og 3. pkt., i rådets lovudkast.
Udelukkelse fra fællesskab
Til § 63
§ 58 i arbejdsgruppens lovudkast indeholder
bestemmelser om institutionens adgang til at
udelukke indsatte fra fællesskab.
Efter § 58, stk. 1, kan institutionen udelukke en
indsat fra fællesskab med andre indsatte, hvis det
er nødvendigt for at forebygge undvigelse, fortsat
strafbar virksomhed eller voldsom adfærd.
Udelukkelse kan efter omstændighederne også ske med
henblik på at gennemføre foranstaltninger, der er
nødvendige af sikkerhedshensyn eller påkrævet for at
gennemføre en almindelig sundhedskontrol eller
forebygge smittefare. Endelig kan udelukkelse finde
sted, hvis den indsatte udviser grov eller gentagen
utilladelig adfærd, som er åbenbart uforenelig med
fortsat ophold i fællesskab med andre indsatte.
Foreligger der en begrundet antagelse af, at
betingelserne i § 58, stk. 1, er opfyldt, kan
institutionen midlertidigt udelukke den indsatte fra
fællesskab med andre indsatte, mens spørgsmålet om
udelukkelse behandles, jf. § 58, stk. 2.
Ved udelukkelse fra fællesskab isoleres den
indsatte i opholdsrum på særlig afdeling eller i
eget opholdsrum, jf. § 58, stk. 3, 1. pkt. Hvis den
indsatte afsoner en straf for grov kriminalitet
under anvendelse af våben eller andre personfarlige
metoder og under fuldbyrdelsen af straffen eller
under forudgående varetægtsfængsling er undveget
eller har forsøgt at undvige ved anvendelse af våben
eller andre personfarlige metoder, kan det
bestemmes, at isolationen skal gennemføres på skift
i særligt sikrede afsnit og opholdsrum i forskellige
lukkede fængsler og arresthuse, såfremt der er en
særlig bestyrket mistanke om, at den indsatte på ny
vil forsøge at undvige ved anvendelse af
personfarlige metoder, jf. § 58, stk. 3, 2. pkt.
Efter § 58, stk. 4, har den indsatte under
udelukkelsen fra fællesskab ret til dagligt at
tilbringe mindst én time i fri luft, medmindre
ganske særlige omstændigheder taler derimod. Er den
indsatte isoleret i særligt sikret afsnit eller
opholdsrum, skal institutionen føre et særligt
indgående tilsyn med den pågældende.
Endvidere skal institutionen sørge for, at
udelukkelse fra fællesskab straks bringes til ophør,
når betingelserne herfor ikke længere er opfyldt.
Institutionen skal i den forbindelse løbende og
mindst én gang om ugen overveje spørgsmålet om helt
eller delvis at bringe udelukkelsen fra fællesskab
til ophør. Det gælder, uanset om den indsatte har
fremsat begæring herom, jf. § 58, stk. 5.
De ovennævnte bestemmelser suppleres i § 58, stk.
6 og 7, af krav om, at udelukkelse fra fællesskab
skal ske under iagttagelse af proportionalitets- og
skånsomhedsgrundsætningen.
Endvidere rummer § 58, stk. 8, en bemyndigelse
til administrativt at fastsætte nærmere regler om
udelukkelse af indsatte fra fællesskab med andre
indsatte.
Straffelovrådet kan i det væsentlige tiltræde
arbejdsgruppens forslag til bestemmelser om
udelukkelse fra fællesskab, jf. herved § 63 i rådets
lovudkast.
Rådet foreslår dog, at kompetencen til at træffe
afgørelse om udelukkelse fra fællesskab under hensyn
til sådanne afgørelsers indgribende betydning
henlægges til institutionens leder eller den, der
bemyndiges dertil, jf. § 63, stk. 1, i rådets
lovudkast.
Rådet foreslår endvidere, at der gives mulighed
for at udelukke fra fællesskab, hvis det er
nødvendigt for at forebygge, at den indsatte begår
strafbar virksomhed. Bestemmelsen kan efter
omstændighederne både finde anvendelse i tilfælde,
hvor den indsatte allerede har begået strafbar
virksomhed, og i tilfælde, hvor det på grund af
andre forhold vedrørende den indsatte må anses for
nødvendigt at udelukke fra fællesskab for at
forebygge, at den pågældende begår strafbar
virksomhed, jf. § 63, stk. 1, nr. 1, i rådets
lovudkast.
Rådet foreslår desuden, at § 58, stk. 1, nr. 3, i
arbejdsgruppens lovudkast præciseres, således at der
gives mulighed for at udelukke fra fællesskab, hvis
det er nødvendigt, fordi den indsatte udviser en
grov eller oftere gentagen utilladelig adfærd, som
er åbenbart uforenelig med fortsat ophold i
fællesskab med andre indsatte, jf. § 63, stk. 1, nr.
3, i rådets lovudkast. Det forudsættes i den
forbindelse, at bestemmelsen bl.a. kan finde
anvendelse i tilfælde af indsattes længerevarende
beskæftigelsesvægring, jf. afsnit 2 i bemærkningerne
til § 42 i rådets lovudkast.
Efter § 2, stk. 3, i cirkulære nr. 164 af 14.
september 1978 med senere ændringer om adgangen til
at anbringe indsatte i enrum kan der også ske
foreløbig anbringelse i enrum, hvis der på grundlag
af de foreliggende oplysninger eller under hensyn
til den udviste adfærd er begrundet formodning om,
at den indsatte opfylder betingelserne for
overførsel til lukket anstalt. Rådet finder, at
denne adgang til midlertidig enrumsanbringelse bør
opretholdes under straffuldbyrdelsesloven.
Rådet foreslår derfor, at der som 2. pkt. i § 63,
stk. 2, i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse,
hvorefter institutionen midlertidigt kan udelukke en
indsat fra fællesskab, mens spørgsmålet om
overførsel behandles, hvis der er grund til at
antage, at betingelserne i § 25 for overførsel til
lukket fængsel eller i § 26 for overførsel mellem
ensartede lukkede institutioner eller i § 28 for
overførsel til arresthus er opfyldt.
Rådet er enigt med arbejdsgruppen i, at
betingelserne for at anbringe indsatte i særligt
sikrede afsnit eller opholdsrum bør være snævre,
idet anbringelsen indebærer restriktive
afsoningsforhold med en skærpet form for udelukkelse
fra fællesskab, jf. herved betænkning nr. 1181/89,
bind III, s. 631-641.
Rådet finder dog, at der ikke er grundlag for at
stille krav om, at en særlig bestyrket mistanke om
nye undvigelsesforsøg også skal omfatte det forhold,
at undvigelsen vil ske ved anvendelse af
personfarlige metoder, jf. § 58, stk. 3, 2. pkt., i
arbejdsgruppens lovudkast. Hvis en indsat afsoner
straf for grov kriminalitet under anvendelse af
våben eller andre personfarlige metoder og tidligere
er undveget eller har forsøgt at undvige ved
anvendelse af våben eller andre personfarlige
metoder, bør det efter rådets opfattelse være
tilstrækkeligt grundlag for anbringelse i særligt
sikret afsnit eller opholdsrum, at der er en særlig
bestyrket mistanke om, at den indsatte påny vil
forsøge at undvige.
Rådet foreslår derfor, at det sidste led i § 58,
stk. 3, 2. pkt., i arbejdsgruppens lovudkast udgår,
således at der alene kræves en særlig bestyrket
mistanke om, at den indsatte på ny vil forsøge at
undvige.
Rådet foreslår endvidere af redaktionelle grunde,
at bestemmelsen om anbringelse på skift i særligt
sikrede afsnit og opholdsrum udskilles til en
selvstændig bestemmelse, jf. § 63, stk. 4, i rådets
lovudkast.
Endelig foreslår rådet i forbindelse med nogle
mindre redaktionelle ændringer af § 58 i
arbejdsgruppens lovudkast, at stk. 4 udgår, idet
retten til mindst én times ophold i fri luft dagligt
allerede følger af § 43, stk. 3, i rådets lovudkast,
og da det som også forudsat i betænkningen, bd. III,
s. 641, findes tilstrækkeligt, at der administrativt
sker en præcisering af kravet om en tæt
personalekontakt under ophold i særligt sikret
afsnit eller opholdsrum.
Til § 64
Efter § 59 i arbejdsgruppens lovudkast omfatter §
58 i samme lovudkast om udelukkelse fra fællesskab
ikke institutionens bestemmelser om, at en indsat
kortvarigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige grunde
skal opholde sig i eget opholdsrum, eller at en
indsat, der nægter at være beskæftiget med en af
institutionen godkendt aktivitet, skal opholde sig i
eget opholdsrum eller på andet anvist opholdssted i
arbejdstiden.
Straffelovrådet kan tiltræde arbejdsgruppens
forslag, jf. herved § 64 i rådets lovudkast. Rådet
forudsætter i den forbindelse, at institutionen
efter § 59, nr. 2, i arbejdsgruppens lovudkast (§
64, stk. 1, nr. 2, i rådets lovudkast) som hidtil af
ordens- og sikkerhedsmæssige grunde kan anvise
indsatte, der nægter at påtage sig beskæftigelse,
ophold i arbejdstiden i særlig afdeling for
enrumsanbragte, jf. afsnit 2 i bemærkningerne til §
42 i rådets lovudkast.
Rådet er opmærksomt på, at der i fængselssystemet
findes forskellige typer af celler, som afviger i
henseende til indretning og udstyr m.v. fra
almindelige celler. Det gælder bl.a.
"observationsceller", der er indrettet med slagfast
inventar og observationsrude i celledøren. Sådanne
observationsceller anvendes efter de gældende
administrative regler, når det skønnes påkrævet for
at hindre hærværk, eller afgørende hensyn til
opretholdelse af ro og sikkerhed i institutionen
kræver det, eller der er behov for særlig
observation af en indsat, typisk for at hindre
selvbeskadigelse, jf. § 1 i cirkulære nr. 98 af 27.
maj 1994 om anvendelse af observationscelle,
sikringscelle, fiksering m.v. i Kriminalforsorgens
anstalter og arresthusene.
Rådet har overvejet, om der er behov for en
nærmere lovregulering af brugen af sådanne celler.
Rådet har dog fundet, at det er tilstrækkeligt at
indføje en udtrykkelig lovhjemmel til at anvende
disse celler til kortvarigt ophold for indsatte og
at indsætte en bemyndigelsesbestemmelse, således at
fastsættelsen af nærmere regler om godkendelse og
anvendelse af observationsceller sker
administrativt, jf. § 64, stk. 1, nr. 1, og stk. 2,
i rådets lovudkast.
Sikringsmidler (håndjern og sikringscelle)
Håndjern
Til § 65
I § 60 i arbejdsgruppens lovudkast er der fastsat
regler om institutionens adgang til at anvende
håndjern.
Bestemmelsen indebærer, at institutionen kan
anvende håndjern, hvis det er nødvendigt for at
afværge truende vold eller betvinge voldsom
modstand. Håndjern kan også anvendes for at hindre
selvmord eller anden selvbeskadigelse eller for at
hindre undvigelse, jf. § 60, stk. 1.
Anvendelse af håndjern må kun ske under
iagttagelse af proportionalitets- og
skånsomhedsgrundsætningen, jf. § 60, stk. 2-3.
Endelig rummer § 60, stk. 4, en
bemyndigelsesbestemmelse vedrørende fastsættelse af
nærmere regler om anvendelse af håndjern, herunder
om lægetilsyn og andet tilsyn med indsatte i
forbindelse med anvendelse af håndjern.
Straffelovrådet er enigt med arbejdsgruppen i, at
der i straffuldbyrdelsesloven bør optages
bestemmelser om betingelserne for og fremgangsmåden
ved anvendelse af håndjern.
Rådet kan endvidere med enkelte redaktionelle
ændringer tiltræde arbejdsgruppens for slag, jf.
herved § 65 i rådets lovudkast.
Rådet forudsætter i øvrigt, at der i tilfælde,
hvor anvendelsen af håndjern har været forbundet med
magtanvendelse, foretages lægetilsyn efter reglerne
herom i § 62, stk. 4, 2. og 3. pkt., i rådets
lovudkast. Det indebærer, at der skal gennemføres
lægetilsyn, medmindre det findes åbenbart
unødvendigt. Endvidere skal læge altid tilkaldes,
hvis den indsatte anmoder herom.
De regler om lægetilsyn, der fastsættes i medfør
af § 65, stk. 4, i rådets lovudkast omfatter på den
baggrund alene tilfælde, hvor anvendelsen af
håndjern ikke er forbundet med magtanvendelse. I
disse tilfælde bør der efter rådets opfattelse alene
være pligt til at tilkalde læge, hvis der er
mistanke om tilskadekomst hos den indsatte i
forbindelse med anvendelsen af håndjern, eller den
indsatte selv begærer lægehjælp, jf. herved §§ 3 og
6, stk. 2, i cirkulære nr. 99 af 27. maj 1994 om
anvendelse af håndjern over for indsatte.
Sikringscelle
Til § 66
§ 61 i arbejdsgruppens lovudkast indeholder
bestemmelser om institutionens adgang til at anvende
sikringscelle.
Forslaget indebærer, at institutionen kan
anbringe en indsat i sikringscelle og herunder
tvangsfiksere den pågældende ved anvendelse af
bælte, hånd- og fodremme samt handsker, hvis det er
nødvendigt for at afværge truende vold eller
betvinge voldsom modstand eller for at hindre
selvmord eller anden selvbeskadigelse, jf. § 61,
stk. 1.
Anvendelse af sikringscelle og tvangsfiksering må
kun ske under iagttagelse af proportionalitets- og
skånsomhedsgrundsætningen, jf. § 61, stk. 2 og 3, 1.
pkt. Under ophold i sikringscelle gælder § 41, stk.
3, om ret til normalt at tilbringe mindst 1 time i
fri luft dagligt ikke, jf. § 61, stk. 3, 2. pkt.
Ved anbringelse i sikringscelle gælder i øvrigt,
at institutionen straks skal tilkalde læge til
foretagelse af tilsyn med den indsatte. Endvidere
kræver anbringelse i sikringscelle i mere end en uge
godkendelse fra Direktoratet for Kriminalforsorgen,
jf. § 61, stk. 4.
De nævnte bestemmelser suppleres i § 61, stk. 5,
af en bemyndigelsesbestemmelse vedrørende
fastsættelse af regler om godkendelse af
sikringsceller og om anvendelsen heraf og af
tvangsfiksering, herunder om lægetilsyn og andet
tilsyn med indsatte, der hensættes i sikringscelle.
Straffelovrådet er enigt med arbejdsgruppen i, at
der i straffuldbyrdelsesloven bør optages
bestemmelser om betingelserne for og fremgangsmåden
ved anvendelse af sikringscelle og tvangsfiksering.
Rådet kan endvidere som udgangspunkt tiltræde
arbejdsgruppens forslag, jf. herved § 66 i rådets
lovudkast.
Rådet finder dog, at afgørelser om anbringelse i
sikringscelle og eventuel tvangsfiksering under
hensyn til deres indgribende karakter bør træffes af
institutionens leder eller den, der bemyndiges
dertil, jf. § 66, stk. 1, i rådets lovudkast. Der
henvises i den forbindelse bl.a. til § 53, stk. 1,
2. pkt., om nægtelse af besøg af bestemte personer
og § 55, stk. 4, og § 60, stk. 5 og 6, om
tilbageholdelse af breve m.v. og andre effekter.
Rådet foreslår også, at henvisningen i § 61, stk.
3, 2. pkt., i arbejdsgruppens lovudkast til § 41,
stk. 3, udgår. Om baggrunden herfor henvises til
bemærkningerne til § 43 i rådets lovudkast.
Endvidere finder rådet, at der kan være behov for
en præcisering af reglerne om lægetilkald og -tilsyn
ved anbringelse i sikringscelle og tvangsfiksering.
Rådet foreslår, at den til § 61, stk. 4, i
arbejdsgruppens lovudkast svarende bestemmelse i §
66, stk. 4, i rådets lovudkast i stedet affattes
således, at institutionen ved tvangsfiksering af en
indsat i sikringscelle straks skal anmode en læge om
at foretage tilsyn med den indsatte, og at lægen
skal tilse den pågældende, medmindre lægen skønner
sådant tilsyn åbenbart unødvendigt. Ved bestemmelsen
præciseres det, at institutionen har en ubetinget
pligt til straks at anmode en læge om at foretage
tilsyn, og at lægen har pligt til at tilse den
indsatte, medmindre lægen skønner, at tilsyn er
åbenbart unødvendigt. Det er således lægens ansvar
at vurdere nødvendigheden af lægetilsyn.
Rådet forudsætter, at en indsat, der er fikseret,
har fast vagt, jf. § 13, stk. 2, i cirkulære nr. 98
af 27. maj 1994 om anvendelse af observationscelle,
sikringscelle, fiksering m.v. i Kriminalforsorgens
anstalter og arresthuse. Desuden forudsættes det, at
de nærmere regler om indberetning til Direktoratet
for Kriminalforsorgen af ophold i sikringscelle og
anvendelse af tvangsfiksering fastsættes
administrativt, jf. § 66, stk. 5, i rådets lovudkast
og cirkulærets § 16. Bestemmelsen om, at
Direktoratet for Kriminalforsorgen skal godkende
visse længerevarende anbringelser i sikringscelle,
jf. § 61, stk. 4, 2. pkt., i arbejdsgruppens
lovudkast, videreføres derfor ikke i rådets
lovudkast.
De administrative regler om lægetilsyn, der skal
fastsættes efter § 66, stk. 5, i rådets lovudkast
omfatter herefter tilfælde, hvor anbringelse i
sikringscelle ikke er forbundet med magtanvendelse
eller tvangsfiksering, idet lægetilsyn i så fald
skal ske efter henholdsvis § 62, stk. 4, 2. og 3.
pkt., eller § 66, stk. 4. Der bør efter rådets
opfattelse i sådanne tilfælde være pligt for
institutionen til at tilkalde læge, hvis der er
mistanke om sygdom, eller den indsatte selv begærer
lægehjælp, jf. cirkulærets § 12, stk. 1.
Rådet foreslår i øvrigt forskellige mindre
ændringer i affattelsen af § 61 i arbejdsgruppens
lovudkast. Disse ændringer er af redaktionel
karakter og indebærer derfor ikke indholdsmæssige
afvigelser i forhold til arbejdsgruppens lovudkast.
Om domstolsprøvelse af afgørelser om anbringelse
i sikringscelle og tvangsfiksering henvises til
afsnit 8 i denne betænknings kapitel 5 om
klageregler m.v.
Kapitel 11
Disciplinærstraf, konfiskation og modregning af
erstatningsbeløb
Disciplinærstraf
Til § 67
I § 62 i arbejdsgruppens lovudkast afgrænses de
tilfælde, hvor disciplinærstraf kan komme på tale.
Bestemmelsen indebærer, at institutionens leder
eller den, der bemyndiges hertil, kan ikende
disciplinærstraf ved overtrædelse af lovens § 4,
stk. 2, om pligten til at efterkomme de anvisninger,
der gives af institutionens personale i forbindelse
med varetagelse af institutionens opgaver.
Disciplinærstraf kan også komme på tale ved
unddragelse eller forsøg på unddragelse af fortsat
strafudståelse og ved overtrædelse af
straffelovgivningen, når overtrædelsen tillige
indebærer en selvstændig krænkelse af orden eller
sikkerhed i institutionen.
Endvidere kan der efter omstændighederne reageres
med disciplinærstraf ved overtrædelse af
administrative forskrifter fastsat af
justitsministeren, når det i forskrifterne er
bestemt, at overtrædelse kan medføre
disciplinærstraf.
Endelig kan disciplinærstraf ikendes ved
overtrædelse af forskrifter fastsat af
institutionens leder, når det i forskrifterne er
bestemt, at overtrædelse kan medføre
disciplinærstraf.
Straffelovrådet er enigt i arbejdsgruppens
synspunkter vedrørende berettigelsen af et
disciplinærstraffesystem og nødvendigheden af, at
der i straffuldbyrdelsesloven optages bestemmelser
om, hvilke forseelser der kan medføre
disciplinærstraf, jf. betænkningen, bd. I, s. 239
ff. Rådet kan også som udgangspunkt tiltræde
udformningen af § 62 i arbejdsgruppens lovudkast,
jf. herved § 67 i rådets lovudkast.
Rådet foreslår dog, at § 62, nr. 2, i
arbejdsgruppens lovudkast i stedet affattes således,
at bestemmelsen omfatter udeblivelse, undvigelse
eller forsøg herpå, jf. § 67, nr. 2, i rådets
lovudkast. Det forudsættes i den forbindelse, at
udtrykket "undvigelse" også omfatter de tilfælde,
hvor en indsat bortgår fra en åben anstalt. Det
bemærkes herved, at Kriminalforsorgen fra årsskiftet
1994/95 har indført en ændring af terminologien for
undvigelser m.v., således at enhver undvigelse fra
en åben anstalt nu betegnes som en "bortgang".
Ændringen skyldtes et ønske om at forenkle
statistikken på området.
Rådet foreslår endvidere, at der som nr. 3 i § 67
i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, der
giver mulighed for at ikende disciplinærstraf ved
tilsidesættelse af beskæftigelsespligten i § 38,
stk. 1 i rådets lovudkast. Om baggrunden for dette
forslag henvises til bemærkningerne til §§ 38-42 i
rådets lovudkast. Det forudsættes i den forbindelse,
at der i de regler om indsattes beskæftigelse, der
udstedes i medfør af § 41 i rådets lovudkast,
videreføres en lempelig praksis for ikendelse af
disciplinærstraf ved tilsidesættelse af
beskæftigelsespligten på linie med den praksis, der
forsøgsvis har været gældende siden 1. januar 1993.
At henvisningen i § 62, nr. 1, til § 4, stk. 2, i
arbejdsgruppens lovudkast er ændret til § 32, i §
67, nr. 1, i rådets lovudkast skyldes alene
redaktionelle hensyn, jf. herved bemærkningerne til
den pågældende bestemmelse i rådets lovudkast.
Om domstolsprøvelse af afgørelser om
disciplinærstraf i form af strafcelle henvises til
afsnit 8 i denne betænknings kapitel 5 om
klageregler m.v.
Til § 68
§ 63 i arbejdsgruppens lovudkast regulerer arten
af de disciplinærstraffe, der kan komme på tale i
anledning af overtrædelser som nævnt i § 62.
Som disciplinærstraf kan anvendes advarsel, bøde
og strafcelle, jf. § 63, stk. 1.
Strafcelle kan dog kun anvendes ved undvigelse
eller forsøg herpå, udeblivelse efter udgang og ved
indsmugling, besiddelse eller indtagelse eller
forsøg herpå af euforiserende stoffer eller alkohol.
Disciplinærstraf i form af strafcelle kan efter
omstændighederne også anvendes ved indsmugling,
besiddelse eller forsøg herpå af våben og andre
personfarlige genstande og ved vold eller trusler om
vold mod medindsatte eller personale samt ved andre
grove eller gentagne forseelser, jf. § 63, stk. 2.
Efter § 63, stk. 3, kan justitsministeren i
særlige tilfælde godkende, at strafcelle
midlertidigt kan anvendes som disciplinærstraf i en
bestemt institution i videre omfang end nævnt i stk.
2.
Endelig fremgår det af § 63, stk. 4, at bøde og
strafcelle kan ikendes i forening, og at
fuldbyrdelsen af sådanne disciplinærstraffe helt
eller delvis kan undlades på betingelse af, at den
indsatte i en bestemt periode ikke begår strafbart
forhold eller en ny disciplinærforseelse.
Straffelovrådet kan tiltræde arbejdsgruppens
synspunkter vedrørende arten af de
disciplinærstraffe, der bør være mulighed for at
anvende, jf. betænkningen, bd. I, s. 240.
Rådet kan som udgangspunkt også tiltræde
arbejdsgruppens opfattelse vedrørende behovet for at
sikre, at Direktoratet for Kriminalforsorgen styrer
disciplinærstraffeområdet med henblik på at sikre,
at historisk og holdningsmæssigt betingede forskelle
i institutionernes sanktionspraksis søges undgået,
således at ensartede tilfælde så vidt muligt
behandles ens fra institution til institution, jf.
betænkningen, bd. I, s. 242-243, og bd. III, s. 723.
Rådet finder imidlertid, at det kan give
anledning til betænkelighed at give en så vidtgående
hjemmel som foreslået af arbejdsgruppen i § 63, stk.
3, til administrativt at udvide brugen af strafcelle
midlertidigt. Rådet foreslår derfor, at bestemmelsen
udgår.
Rådet foreslår samtidig, at muligheden for at
anvende strafcelle i tilfælde af indsmugling,
besiddelse eller indtagelse m.v. af euforiserende
stoffer, jf. § 63, stk. 2, nr. 3, i arbejdsgruppens
lovudkast, udvides til også at omfatte andre
euforiserende stoffer, der er forbudt efter den
almindelige lovgivning, jf. § 68, stk. 2, nr. 2, i
rådets lovudkast. Med udtrykket "stoffer, der er
forbudt efter den almindelige lovgivning," sigtes
bl.a. til anabolske steroider og andre dopingmidler,
som er forbudt ved lov nr. 916 af 8. december 1993
om forbud mod visse dopingmidler.
Indsmugling af medicin i strid med de regler, der
gælder for institutionen, vil kunne straffes
disciplinært med strafcelle, hvis det drejer sig om
medicin, der er omfattet af lovgivningen om
euforiserende stoffer. I modsat fald vil
indsmugling, besiddelse eller indtagelse m.v. alene
kunne straffes disciplinært med advarsel eller bøde,
jf. § 68, stk. 1, i rådets lovudkast.
Endvidere foreslår rådet, at der indføres
mulighed for at anvende strafcelle ved groft
hærværk, jf. § 68, stk. 2, nr. 5, i rådets
lovudkast, idet der i praksis efter omstændighederne
kan være behov for at reagere med strafcelle i disse
tilfælde. Med denne tilføjelse findes § 68, stk. 2,
efter rådets opfattelse at dække de tilfælde, hvor
det må anses for nødvendigt at anvende strafcelle
som disciplinærstraf. På andre forseelser, der ikke
er grove, bør der i øvrigt kun være mulighed for at
anvende strafcelle, hvis der er tale om oftere
gentagne forseelser, jf. § 68, nr. 6, i rådets
lovudkast.
Rådet foreslår herudover nogle mindre
redaktionelle ændringer i affattelsen af § 63 i
arbejdsgruppens lovudkast. Om baggrunden for den
ændrede affattelse af § 63, stk. 2, nr. 1-2, om
undvigelse og udeblivelse henvises til
bemærkningerne ovenfor vedrørende § 67, nr. 2, i
rådets lovudkast.
Til § 69
§ 64 i arbejdsgruppens lovudkast indeholder
bestemmelser om udmåling af bøde og om fuldbyrdelsen
heraf.
Bestemmelsen indebærer, at bødens størrelse skal
fastsættes under hensyn til overtrædelsens art og
omfang. Bøden kan dog højst udgøre et beløb svarende
til en uges vederlag for beskæftigelse med fradrag
af den del af vederlaget, der er beregnet til
dækning af personlige fornødenheder, jf. § 64, stk.
1.
Bøden kan indeholdes i den indsattes vederlag
efter § 40, men den indsatte skal dog mindst have
udbetalt en ydelse til dækning af personlige
fornødenheder, jf. § 64, stk. 2.
Straffelovrådet kan med enkelte redaktionelle
ændringer tiltræde arbejdsgruppens forslag, jf.
herved § 69 i rådets lovudkast. Rådet forudsætter i
den forbindelse, at der med udtrykket "det
almindelige vederlag, der udbetales indsatte for en
uges beskæftigelse", jf. § 69, stk. 1, 2. pkt., i
rådets lovudkast, sigtes til den normale grundløn
for en uges beskæftigelse uden tillæg af nogen art.
Efter de aktuelle arbejdspengesatser udgør
grundlønnen for en uges beskæftigelse ca. 240 kr.
At der i § 69, stk. 2, i rådets lovudkast
henvises til § 42, stk. 1, skyldes, at § 42 i rådets
lovudkast er ændret i forhold til arbejdsgruppens
lovudkast, således at § 42, stk. 1, angår
spørgsmålet om vederlag for beskæftigelse, jf.
rådets bemærkninger til den pågældende bestemmelse.
Til § 70
§ 65 i arbejdsgruppens lovudkast indeholder
bestemmelser om udmåling af strafcelle og om
fuldbyrdelsen heraf.
Bestemmelsen indebærer, at varigheden af
strafcelle fastsættes under hensyn til over
trædelsens art og omfang til et tidsrum af højst en
uge. Ved undvigelse eller forsøg herpå eller ved
grovere disciplinærforseelser i øvrigt kan
strafcelle dog ikendes i indtil 4 uger, jf. § 65,
stk. 1.
En indsat, der udstår strafcelle, skal anbringes
i særlig afdeling eller eget opholdsrum og er
udelukket fra fællesskab i institutionen. Den
indsatte har ret til dagligt at tilbringe mindst en
time i fri luft, medmindre ganske særlige
omstændigheder taler herimod, jf. § 65, stk. 2.
De nævnte bestemmelser suppleres i § 65, stk. 3,
af en bemyndigelsesbestemmelse vedrørende
fastsættelse af nærmere regler om udståelse af
strafcelle.
Straffelovrådet kan med enkelte redaktionelle
ændringer tiltræde arbejdsgruppens lovudkast, jf.
herved § 70 i rådets lovudkast.
Rådet foreslår bl.a., at § 65, stk. 1, i
arbejdsgruppens lovudkast i stedet affattes således,
at varigheden af strafcelle fastsættes under hensyn
til overtrædelsens art og omfang til et tidsrum af
højst 4 uger, jf. § 70, stk. 1, i rådets lovudkast.
Med denne ændring tilsigtes ikke nogen
realitetsændring i forhold til arbejdsgruppens
forslag, der harmonerer med gældende administrativ
praksis. Imidlertid findes det tilstrækkeligt at
lovfæste et maksimum på 4 uger for brug af
strafcelle og overlade den nærmere regulering inden
for en sådan ramme til justitsministeren.
Endvidere findes 2. pkt. i § 65, stk. 2, i
arbejdsgruppens lovudkast om adgangen til fri luft
at burde udgå, således at også indsatte, der
anbringes i strafcelle, omfattes af den almindelige
regel i § 43, stk. 3, i rådets lovudkast. Der
henvises i den forbindelse til rådets bemærkninger
til den pågældende bestemmelse.
Om domstolsprøvelse af afgørelser om ikendelse af
disciplinærstraf i form af strafcelle henvises til
afsnit 8 i denne betænknings kapitel 5 om
klageregler m.v.
Forhørscelle
Til §§ 71 og 72
§ 66 i arbejdsgruppens lovudkast indeholder
bestemmelser om anvendelse af forhørscelle.
Endvidere er i § 67 optaget en
bemyndigelsesbestemmelse vedrørende fastsættelse af
regler om disciplinærsager.
Straffelovrådet kan med enkelte redaktionelle
ændringer i § 67 tiltræde arbejdsgruppens forslag,
jf. herved §§ 71 og 72 i rådets lovudkast.
Konfiskation
Til § 73
§ 68 i arbejdsgruppens lovudkast vedrører
institutionens adgang til at træffe bestemmelse om
konfiskation.
Forslaget indebærer, at der kan ske konfiskation
af penge og genstande, der er ulovligt indført,
erhvervet eller tilvirket i institutionen, medmindre
de tilhører nogen, der ikke er ansvarlig for det
ulovlige forhold, jf. § 68, stk. 1, nr. 1.
Konfiskation kan også ske, hvis penge og
genstande søges indsmuglet til indsatte, medmindre
de tilhører nogen, der ikke er ansvarlig for det
ulovlige forhold, jf. § 68, stk. 1, nr. 2.
Endelig kan der ske konfiskation af penge og
genstande, der findes på institutionens område, uden
at det kan fastslås, hvem de tilhører, jf. § 68,
stk. 1, nr. 3.
De nævnte bestemmelser suppleres i stk. 2 af en
bestemmelse, der bemyndiger til at fastsætte nærmere
regler om behandlingen af sager om konfiskation.
Om baggrunden for forslaget i § 68 fremgår det af
betænkningen, bd. I, s. 246, at det er den
overvejende opfattelse i arbejdsgruppen, at der af
hensyn til Kriminalforsorgens muligheder for at
varetage sikkerheds- og ordensmæssige opgaver under
straffuldbyrdelsen bør være adgang til konfiskation
i videre omfang end efter de almindelige
bestemmelser om konfiskation i straffelovens §§
75-77 a. Det antages i den forbindelse, at en adgang
til inddragelse af effekter med henblik på senere
udlevering i almindelighed ikke vil have den
fornødne afskrækkende virkning over for indsmugling
af f.eks. penge eller alkohol. Det gælder, uanset om
der yderligere reageres med disciplinærstraf.
Et flertal i arbejdsgruppen foreslår på denne
baggrund bl.a., at der af præventive grunde skabes
en generel hjemmel til konfiskation af penge og
genstande, der søges indsmuglet til indsatte, som
udstår frihedsstraf. Med dette forslag ønsker
arbejdsgruppen at ramme de tilfælde, hvor penge
eller genstande søges indsmuglet til den indsatte i
forbindelse med besøg, uden at det kan bevises, at
den indsatte har medvirket hertil, jf. betænkningen,
bd. I, s. 247. Efter de nugældende regler kan
konfiskation af lovlige genstande, der indsmugles i
forbindelse med besøg, alene ske, hvis det kan
bevises, at den indsatte gennem tilskyndelse eller
på anden måde har medvirket til indsmuglingen, jf.
betænkningen, bd. I, s. 246.
Straffelovrådet finder, at der er principielle
betænkeligheder knyttet til at give adgang til
konfiskation i et omfang, der rækker ud over de
almindelige bestemmelser om konfiskation i
straffeloven §§ 75-77 a. Af hensyn til
Kriminalforsorgens muligheder for at varetage
sikkerheds- og ordensmæssige opgaver under
straffuldbyrdelsen er rådet dog enigt i, at der er
behov for at kunne konfiskere i videre omfang end
efter straffelovens §§ 75-77 a.
Rådet kan som udgangspunkt tiltræde
arbejdsgruppens forslag, herunder bestemmelsen i §
68, stk. 1, nr. 1, om konfiskation i tilfælde, hvor
penge og genstande er ulovligt indført, erhvervet
eller tilvirket i institutionen, jf. herved § 73 i
rådets lovudkast.
Rådet finder dog, at det kan give anledning til
tvivl, om forslaget i § 68, stk. 1, nr. 2, i
arbejdsgruppens lovudkast om konfiskation i tilfælde
af indsmugling er forenelig med bestemmelserne om
ejendomsrettens beskyttelse i grundlovens § 73. Det
skyldes, at forslaget kan give mulighed for
konfiskation i tilfælde, hvor pengene eller
genstanden tilhører den indsatte, selv om det kan
bevises, at den indsatte ikke har haft eller burde
have haft kendskab til det ulovlige forhold. Rådet
foreslår derfor, at bestemmelsen ændres, således at
der kan ske konfiskation i tilfælde af indsmugling,
når penge eller genstande søges indsmuglet til
indsatte, medmindre de tilhører tredjemand, der ikke
er ansvarlig for det ulovlige forhold, eller de
tilhører den indsatte, og den indsatte godtgør ikke
at have haft kendskab til det ulovlige forhold, jf.
§ 73, stk. 3, i rådets lovudkast.
Rådet forudsætter i øvrigt, at der ved afgørelsen
af spørgsmålet om konfiskation indgår
proportionalitetshensyn, således at konfiskation
undlades, hvis det efter omstændighederne må anses
for et uforholdsmæssigt indgreb. Rådet lægger
endvidere i lighed med arbejdsgruppen vægt på, at
besøgende på forhånd orienteres om, hvad der må
medtages til den indsatte, og at andre effekter
efter omstændighederne vil kunne konfiskeres. Rådet
er desuden enigt i, at den indsatte fortsat ved
afslutningen af et besøg bør have mulighed for til
opbevaring at aflevere penge eller genstande, som
uden den indsattes medvirken er indbragt af den
besøgende.
Om adgangen til domstolsprøvelse af afgørelser om
konfiskation henvises til afsnit 8 i denne
betænknings kapitel 5 om klageregler m.v.
Modregning af erstatningsbeløb
Til § 74
§ 69 i arbejdsgruppens lovudkast indeholder
bestemmelser om indeholdelse af erstatningsbeløb.
Forslaget indebærer, at der i tilfælde, hvor den
indsatte under fuldbyrdelsen har forvoldt skade på
person eller ting ved en erstatningspådragende
adfærd, kan træffes bestemmelse om, at
erstatningsbeløbet skal indeholdes (modregnes) i den
indsattes vederlag for beskæftigelse. Den indsatte
skal dog mindst have udbetalt et beløb til dækning
af personlige fornødenheder, jf. § 69, stk. 1.
Som stk. 2 i § 69 er optaget en
bemyndigelsesbestemmelse med henblik på fastsættelse
af nærmere regler om behandlingen af sager om
indeholdelse af erstatningsbeløb.
Som det fremgår af betænkningen, bd. I, s. 249,
er det i straffelovens § 35, stk. 1, 3. pkt.,
fastsat, at den dømtes arbejdspenge kan anvendes som
erstatning for skade eller udgifter, som den dømte
bliver ansvarlig for under fængselsopholdet.
Bestemmelsen indebærer en forenklet fremgangsmåde
dels med hensyn til konstateringen af
erstatningsansvaret, dels med hensyn til
tvangsfuldbyrdelsen af et muligt erstatningskrav.
Straffelovrådet er enigt med arbejdsgruppen i, at
det for at begrænse hærværk og lignende under
straffuldbyrdelsen må anses for nødvendigt for
Kriminalforsorgen at have en umiddelbar adgang til
tvangsfuldbyrdelse af erstatningskrav gennem
modregning i de beløb, der udbetales den indsatte
som vederlag for beskæftigelse. Rådet kan i den
forbindelse også tiltræde, at det er en
forudsætning, at modregningsadgangen fortsat alene
bringes i anvendelse, hvor erstatningsansvaret er
utvivlsomt. Er dette ikke tilfældet, må
Justitsministeriet anlægge erstatningsag mod den
indsatte ved domstolene.
Efter § 69, stk. 1, 1. pkt., i arbejdsgruppens
lovudkast kan der ske modregning i anledning af
såvel person- som tingsskade. Efter den nuværende
praksis træffes der imidlertid ikke administrativt
bestemmelse om, at erstatningsbeløb i anledning af
personskade skal indeholdes i den indsattes krav på
vederlag for beskæftigelse. Hvis der er tale om at
gøre en indsat ansvarlig for personskade, anmeldes
sagen i almindelighed til politiet, hvorefter
erstatningskravet eventuelt kan medtages i
forbindelse med straffesagen. Rådet finder det
derfor rigtigst at lade hjemlen til at modregne
erstatningsbeløb for personskade udgå som
unødvendig.
Rådet finder endvidere, at det udtrykkeligt af
lovteksten bør fremgå, at adgangen til modregning
kun omfatter skade på ting, der tilhører
institutionen. Det indebærer, at der ikke er
mulighed for at foretage indeholdelse for
erstatningsbeløb i anledning af skade på ting, der
tilhører andre, f.eks. medindsatte eller ansatte i
institutionen.
Rådet kan i øvrigt med nogle få redaktionelle
ændringer tiltræde arbejdsgruppens forslag til § 69,
jf. herved § 74 i rådets lovudkast. Om baggrunden
for, at der henvises til § 42, stk. 1, henvises til
bemærkningerne ovenfor vedrørende en tilsvarende
henvisning i § 69, stk. 2, i rådets lovudkast.
Om domstolsprøvelse af afgørelser efter § 69 om
modregning af erstatningsbeløb henvises til afsnit 8
i denne betænknings kapitel 5 om klageregler m.v.
Kapitel 12
Strafafbrydelse
Strafafbrydelse ved undvigelse, udeblivelse,
varetægtsfængsling m.v.
Til § 75
§ 70 i arbejdsgruppens lovudkast indeholder
bestemmelser om strafafbrydelse i anledning af visse
handlinger foretaget af den indsatte.
Straffelovrådet kan med enkelte redaktionelle
ændringer tiltræde arbejdsgruppens forslag, jf.
herved § 75 i rådets lovudkast. Det bemærkes i den
forbindelse, at udtrykket "undviger" også omfatter
de tilfælde, hvor en indsat bortgår fra en åben
anstalt, jf. herved bemærkningerne ovenfor til § 67,
nr. 2, i rådets lovudkast.
Tilladelse til strafafbrydelse
Til § 76
I § 71 i arbejdsgruppens lovudkast fastsættes
regler om strafafbrydelse efter tilladelse fra
Kriminalforsorgen.
Efter § 71, stk. 1, kan der meddeles tilladelse
til, at straffuldbyrdelsen midlertidigt afbrydes,
når ganske særlige omstændigheder af f.eks.
arbejds-, uddannelses-, familie- eller
helbredsmæssig karakter taler imod en umiddelbar
fortsættelse af straffuldbyrdelsen. Det kræves, at
fare for misbrug ikke kan antages at foreligge, og
at hensynet til retshåndhævelsen ikke taler imod
strafafbrydelse.
Tilladelse til strafafbrydelse gives for et
bestemt tidsrum og på vilkår, at den pågældende i
strafafbrydelsesperioden ikke begår strafbart
forhold, jf. § 71, stk. 2.
Som stk. 3 i § 71 er optaget en bestemmelse, der
bemyndiger til at fastsætte nærmere regler om
strafafbrydelse efter stk. 1, herunder om adgangen
til at fastsætte yderligere vilkår for
strafafbrydelse og om tilbagekaldelse af tilladelse
til strafafbrydelse, såfremt fastsatte vilkår for
tilladelsen ikke overholdes.
Straffelovrådet kan med enkelte redaktionelle
ændringer tiltræde arbejdsgruppens forslag, jf.
herved § 76 i rådets lovudkast og § 13 med
tilhørende bemærkninger i samme lovudkast om vilkår
og tilsidesættelse af vilkår for udsættelse med
straffuldbyrdelsen. Det forudsættes i den
forbindelse, at der også i andre tilfælde efter
omstændighederne kan meddeles tilladelse til
strafafbrydelse, f.eks. i forbindelse med højtider.
Rådet er opmærksomt på, at der består en vis
overlapning mellem reglerne om strafafbrydelse og
reglerne om udgang. Det skyldes, at det er de samme
hensyn af f.eks. familie-, arbejds- eller
uddannelsesmæssig karakter, der kan begrunde
tilladelse til udgang og strafafbrydelse, jf.
bemærkningerne til § 46 i rådets lovudkast og
betænkningen, bd. I, s. 254. Da udgang i modsætning
til strafafbrydelse medregnes i straffetiden, jf. §
47 i rådets lovudkast, har arbejdsgruppen forudsat,
at tilladelsen til strafafbrydelse udformes således,
at strafafbrydelsen regnes fra udløbet af den
(kortvarige) periode, hvor den indsatte vil kunne få
udgang efter reglerne herom, jf. betænkningen, bd.
I, s. 254. Rådet kan tilslutte sig dette synspunkt.
Som påpeget af arbejdsgruppen bør ensartet begrundet
fravær fra en afsoningsinstitution behandles ens i
relation til spørgsmålet om, i hvilket omfang
fraværet skal medregnes ved beregningen af
straffetiden.
Genoptagelse af straffuldbyrdelsen
Til § 77
§ 72 i arbejdsgruppens lovudkast indeholder
bestemmelser om, hvornår straffuldbyrdelsen skal
anses for genoptaget efter strafafbrydelse.
Straffelovrådet kan med enkelte redaktionelle
ændringer tiltræde arbejdsgruppens forslag, jf.
herved § 77 i rådets lovudkast.
Kapitel 13
Fuldbyrdelse af fængselsstraf i
Kriminalforsorgens pensioner og i institutioner m.v.
uden for Kriminalforsorgen
Til § 78
§ 73 i arbejdsgruppens lovudkast indeholder
bestemmelser om fuldbyrdelse af fængselsstraf i
institution m.v. uden for fængsel eller arresthus.
Om dette spørgsmål henvises indledningsvis til
denne betænknings kapitel 3, der bl.a. indeholder en
nærmere gennemgang af den praksis, der i dag følges
på dette område i medfør af straffelovens § 49, stk.
2.
Efter § 73, stk. 1, i arbejdsgruppens lovudkast
kan der træffes bestemmelse om anbringelse på
hospital, i familiepleje, i egnet hjem eller
institution, når den dømte har behov for særlig
behandling eller pleje, som i væsentlig grad kan
tilgodeses i den pågældende institution m.v. Det
kræves endvidere, at der på grund af den dømtes
alder, helbredstilstand eller andre særlige
omstændigheder er særlige grunde til ikke at
anbringe eller beholde den dømte i fængsel eller
arresthus, og at afgørende hensyn til
retshåndhævelsen ikke taler imod anbringelse uden
for fængsel eller arresthus.
Anbringelse i institution m.v. uden for fængsel
eller arresthus skal efter arbejdsgruppens lovudkast
betinges af, at den dømte ikke begår strafbart
forhold. Anbringelsen kan endvidere betinges af, at
den dømte overholder nærmere fastsatte vilkår,
herunder undergiver sig tilsyn af Kriminalforsorgen,
jf. § 73, stk. 2.
De nævnte bestemmelser suppleres i stk. 3 af en
bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter der
administrativt fastsættes nærmere regler om
anbringelse af dømte i institution m.v. uden for
fængsel og arresthus, herunder om tilbageførsel
eller overførsel til fængsel og arresthus, såfremt
fastsatte vilkår for anbringelsen ikke overholdes.
§ 73 i arbejdsgruppens lovudkast træder i stedet
for straffelovens § 49, stk. 2, der foreslås ophævet
som led i gennemførelsen af straffuldbyrdelsesloven,
jf. betænkningen, bd. III, s. 728, og § 1, i
arbejdsgruppens udkast til lov om ændring af
forskellige lovbestemmelser i forbindelse med
gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf
m.v. Efter straffelovens § 49, stk. 2, kan det
bestemmes, at en domfældt midlertidigt eller for
resten af straffetiden skal overføres til hospital
eller til egnet hjem eller institution til særlig
pleje eller forsorg, såfremt det findes
hensigtsmæssigt på grund af den pågældendes alder,
helbredstilstand eller andre særlige omstændigheder.
Straffelovrådet kan i det væsentlige tiltræde
forslaget om § 73, jf. herved § 78 i rådets
lovudkast.
Den affattelse af § 73, stk. 1, der er foreslået
af arbejdsgruppen, indebærer, at fuldbyrdelse af
frihedsstraf fortsat som udgangspunkt sker i fængsel
eller arresthus. Det gælder også dømte under 18 år.
Som det fremgår af kapitel 3, afsnit 4.2., om
fuldbyrdelse af fængselsstraf i Kriminalforsorgens
pensioner og i institutioner m.v. uden for
Kriminalforsorgen, ratificerede Danmark i 1991
FN-konventionen af 20. november 1989 om barnets
rettigheder. Efter konventionens artikel 37 b må
anholdelse, tilbageholdelse eller fængsling af et
barn, hvorved forstås en person under 18 år, kun
"bruges som en sidste udvej og for det kortest
mulige passende tidsrum". På den baggrund og i lyset
af Folketingets tilkendegivelser i forbindelse med
ratifikationen af konventionen, jf.
Folketingstidende 1990/91, Tillæg B, sp. 1274-1275,
og Forhandlingerne, sp. 7527, 7533, 7536-7537 og
7538, er spørgsmålet om anbringelse i institution
m.v. i medfør af straffelovens § 49, stk. 2, siden
blevet overvejet i alle tilfælde, hvor den dømte er
under 18 år. Ung alder er i sig selv anset som
tilstrækkelig begrundelse for anbringelse, og
anbringelse er derfor sket i det omfang, hvori
væsentlige retssikkerhedsmæssige hensyn ikke har
talt imod afsoning uden for fængsel eller arresthus,
og det har været praktisk, herunder økonomisk
muligt.
Det er rådets opfattelse, at denne praksis bør
videreføres under straffuldbyrdelsesloven. Rådet
finder derfor, at der i straffuldbyrdelsesloven bør
optages en bestemmelse om, at unge under 18 år, som
er idømt ubetinget frihedsstraf, skal udstå straffen
i institution m.v. uden for fængsel og arresthus,
medmindre afgørende hensyn til retshåndhævelsen
taler imod en sådan anbringelse, jf. § 78, stk. 2, i
rådets lovudkast. Sådanne hensyn vil f.eks. kunne
foreligge på grund af oplysninger om kriminalitetens
art, den dømtes farlighed og lignende. Også
erfaringer fra tidligere institutionsophold,
herunder at den dømte har optrådt voldeligt, kan
tale imod en ny anbringelse i institution m.v.
Folketinget tilsluttede sig den 28. marts 1995,
at der blev iværksat en forsøgsordning med
behandling af kriminelle stofmisbrugere som
alternativ til ubetinget frihedsstraf, jf.
Folketingstidende 1994/95, Tillæg A, sp. 1999 ff.
Forsøgsordningen gennemføres dels i Fyns Amtskommune
og ved retterne i Fyns Amt, dels i Frederiksborg
Amtskommune og ved retten i Helsingør.
Forsøgsordningen er med virkning fra den 1. januar
1997 udvidet, således at alle retskredse og kommuner
i Frederiksborg Amt deltager i forsøget.
Forsøgsordningen forudsættes at strække sig over
mindst 3 år. Den gennemføres på grundlag af
straffelovens regler om betingede domme og vil
herudover kunne omfatte et mindre antal kriminelle
stofmisbrugere, der efter en konkret vurdering kan
overføres fra fængsel eller optages direkte uden
forudgående afsoning til behandling i institution i
medfør af straffelovens § 49, stk. 2.
Vilkår om behandling forudsætter, at
stofmisbrugeren findes egnet og motiveret til at
gennemføre vilkåret. Forsøgsordningen tager navnlig
sigte på stofmisbrugere, der har begået
berigelseskriminalitet typisk med henblik på
finansiering af stofmisbruget, men forudsættes ikke
bragt i anvendelse ved personfarlig kriminalitet.
Forsøgsordningen forudsættes endvidere alene at
komme på tale som alternativ til en ubetinget straf
af fle re måneders fængsel, i almindelighed næppe
under 6 måneder og over 1 år. Kriminalforsorgen
fører i samarbejde med den ansvarlige
behandlingsmyndighed tilsyn med, at behandlingen
gennemføres i overensstemmelse med de trufne
bestemmelser. Der lægges i den forbindelse vægt på,
at der føres kontrol med den enkelte stofmisbrugers
gennemførelse af behandlingsforløbet, og at der
reageres hurtigt og mærkbart, hvis
behandlingsvilkåret tilsidesættes.
Rådet forudsætter, at forsøgsordningen også kan
gennemføres efter § 78 i rådets lovudkast. Med § 78
tilsigtes således ingen ændringer i forhold til det
grundlag, som forsøgsordningen bygger på.
Rådet forudsætter endvidere, at der efter § 78
kan ske en videreførelse af den behandlingsindsats
over for personer, der er idømt tidsbestemt
fængselsstraf for seksualforbrydelser, som er et led
i gennemførelsen af lov nr. 274 af 15. april 1997 om
ændring af straffeloven, retsplejeloven og lov om
udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige
særforsorg (Samfundstjeneste og forstærket indsats
mod seksualforbrydelser m.v.). Der henvises i den
forbindelse til bemærkningerne ovenfor til § 30 i
rådets lovudkast.
Rådet foreslår i øvrigt enkelte redaktionelle
ændringer i § 73 i arbejdsgruppens lovudkast. Om §
78, stk. 4, i rådets lovudkast vedrørende
tilsidesættelse af vilkår for anbringelse henvises
til § 13, stk. 2, i rådets lovudkast, der fastsætter
en lignende bestemmelse om tilsidesættelse af vilkår
for udsættelse af straffuldbyrdelsen.
Kapitel 14
Løsladelse
Tidspunkt for løsladelsen
Til § 79
§ 74 i arbejdsgruppens lovudkast indeholder
regler om tidspunktet for løsladelsen fra
afsoningsinstitutionen.
Straffelovrådet kan med en enkelt redaktionel
ændring tiltræde arbejdsgruppens forslag, jf. herved
§ 79 i rådets lovudkast.
Beslutning om prøveløsladelse
Til § 80
§ 75 i arbejdsgruppens lovudkast fastsætter
regler om sagsbehandlingen i tilfælde, hvor der er
mulighed for ordinær prøveløsladelse fra tidsbestemt
straf, jf. straffelovens § 38, stk. 1.
Straffelovrådet kan med nogle få redaktionelle
ændringer tiltræde arbejdsgruppens forslag, jf.
herved § 80, stk. 1, 1. pkt., i rådets lovudkast.
I straffelovens §§ 41-42 i § 1, nr. 3, i rådets
udkast til lov om ændring af forskellige
lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af
en lov om fuldbyrdelse af straf m.v. stilles forslag
om en prøveløsladelsesordning for livstidsdømte. I
dette forslag indgår bl.a., at der administrativt
skal tages stilling til spørgsmålet om
prøveløsladelse efter 12 års afsoning. Endvidere
skal der i tilfælde af afslag være pligt til at
træffe ny afgørelse med ét års mellemrum.
På den baggrund foreslås § 80, stk. 1, i rådets
lovudkast suppleret med en bestemmelse, hvorefter
afgørelse om prøveløsladelse efter straffelovens §
41 skal træffes på et sådant tidspunkt, at en
eventuel prøveløsladelse kan ske straks efter
udståelse af 12 år af straffen af fængsel på
livstid.
Endvidere foreslås bemyndigelsesbestemmelsen i §
75, stk. 2, i arbejdsgruppens lovudkast præciseret,
således at det udtrykkeligt kommer til at fremgå, at
der også skal fastsættes bestemmelser, som sikrer,
at spørgsmålet om prøveløsladelse fra straf af
fængsel på livstid tages op til fornyet afgørelse
senest ét år efter en afgørelse om nægtelse af
prøveløsladelse eller genindsættelse til udståelse
af sådan straf, jf. herved § 80, stk. 2, i rådets
lovudkast.
Gennemførelse af tilsyn og eventuelle særvilkår
ved prøveløsladelse
Almindelige bestemmelser om gennemførelse af
tilsyn m.v.
Til § 81
§ 76 i arbejdsgruppens lovudkast indeholder
bestemmelser om, hvilken myndighed det påhviler at
gennemføre tilsyn og andre vilkår (særvilkår), der
er fastsat ved prøveløsladelse.
Siden arbejdsgruppens betænkning har Direktoratet
for Kriminalforsorgen i cirkulære nr. 35 af 29.
februar 1996 og i en vejledning til cirkulæret af
14. marts 1996 fastsat nærmere regler om
tilsynsvirksomheden inden for Kriminalforsorgen.
Reglerne fastlægger de opgaver, der påhviler
tilsynsmyndigheden, herunder hvilke krav der stilles
til tilsynsfrekvensen, opbygningen af en handleplan
for tilsynsforløbet samt reaktioner på
vilkårsovertrædelser. Cirkulæret beskriver endvidere
de særlige opgaver, der påhviler Kriminalforsorgen i
relation til særlige tilsynsformer som f.eks.
samfundstjeneste og spiritusbilister, der har fået
udsat afsoningen med henblik på at gennemgå en
kontrolleret behandling mod misbrug af alkohol.
Straffelovrådet kan med en enkelt redaktionel
ændring tiltræde arbejdsgruppens forslag, jf. herved
§ 81 i rådets lovudkast. Henvisningen i § 81 i
rådets lovudkast til straffelovens § 41, stk. 3, om
prøveløsladelse fra straf af fængsel på livstid er
en konsekvens af forslaget om en
prøveløsladelsesordning for livstidsdømte, jf.
bemærkningerne ovenfor til § 80 i rådets lovudkast.
Til § 82
§ 77 i arbejdsgruppens lovudkast indeholder
bestemmelser om tilsynsmyndighedens pligter i
forbindelse med gennemførelse af tilsynet.
Efter § 77, stk. 1, 1. pkt., skal
tilsynsmyndigheden vejlede den prøveløsladte om de
rettigheder og pligter, som tilsynet og eventuelle
særvilkår indebærer, herunder om virkninger af
vilkårsovertrædelse. Efter 2. pkt. i samme
bestemmelse skal vejledningen om nødvendigt gentages
senere under tilsynet.
Tilsynsmyndigheden skal endvidere i samarbejde
med den prøveløsladte og senest i forbindelse med
tilsynets iværksættelse udarbejde en plan for
tilsynsperioden og tiden derefter. Denne plan skal
jævnligt sammenholdes med den prøveløsladtes forhold
i tilsynsperioden og om nødvendigt søges tilpasset
ændringer i disse forhold, jf. § 77, stk. 2.
Straffelovrådet kan tiltræde arbejdsgruppens
forslag, jf. herved § 82 i rådets lovudkast.
Efter rådets opfattelse må der imidlertid også
uden udtrykkelig bestemmelse herom i lovteksten
antages at gælde en pligt for tilsynsmyndigheden til
i nødvendigt omfang at gentage vejledningen senere
under tilsynet. Det foreslås derfor, at bestemmelsen
i § 77, stk. 1, 2. pkt., i arbejdsgruppens lovudkast
udgår.
Endvidere foreslås det, at planen for
tilsynsperioden og tiden derefter jævnligt skal
sammenholdes med forholdene i tilsynsperioden og om
nødvendigt søges tilpasset ændringer i disse
forhold, jf. § 82, stk. 2, 2. pkt., i rådets
lovudkast. Herved præciseres det, at der efter
omstændighederne også skal inddrages andre forhold
end den prøveløsladtes forhold.
Tilsyn m.v. af Kriminalforsorgen
Til § 83
I §§ 78 og 79 i arbejdsgruppens lovudkast er der
fastsat nærmere bestemmelser om den prøveløsladtes
og Kriminalforsorgens pligter i forbindelse med
gennemførelsen af tilsynet m.v.
Efter de gældende regler indebærer et vilkår om
tilsyn for den prøveløsladte, at den pågældende har
pligt til at holde sig i kontakt med
Kriminalforsorgen efter dennes nærmere bestemmelse,
herunder pligt til at indfinde sig hos den
tilsynsførende eller modtage dennes besøg. Den
prøveløsladte har endvidere pligt til at efterkomme
de forskrifter og pålæg, som tilsynsmyndigheden
meddeler med hjemmel i eventuelle særvilkår. Endelig
har den prøveløsladte pligt til efter pålæg at
meddele oplysning om bopæl og beskæftigelse og -
såfremt der er fastsat yderligere særvilkår -
sådanne oplysninger om sine forhold i øvrigt, som
gennemførelse af særvilkårene nødvendiggør.
For Kriminalforsorgen indebærer den i tilsynet
indeholdte kontrol med den prøveløsladte en pligt
til i tilsynsperioden at holde sig underrettet om
den prøveløsladtes forhold, herunder om bopæl og
beskæftigelse. Såfremt der yderligere er fastsat
vilkår, skal Kriminalforsorgen påse, at ubetingede
vilkår iværksættes og overholdes, og holde sig
underrettet om sådanne særlige forhold hos den
prøveløsladte, der kan medføre iværksættelse af
betingede særvilkår eller ændring eller ophævelse af
allerede iværksatte særvilkår. Efter straffelovens §
59, stk. 1, jf. § 39, stk. 2, skal Kriminalforsorgen
meddele de forskrifter, der er nødvendige til
gennemførelsen af tilsynet og de yderligere vilkår,
som måtte være fastsat. Kriminalforsorgen har
endvidere pligt til at afkræve den pågældende de
nødvendige oplysninger og inden for visse rammer
efterprøve disses rigtighed, f.eks. ved kontrol af
lønsedler, aflæggelse af husbesøg m.v.
Det er arbejdsgruppens opfattelse, at de nævnte
forpligtelser for såvel den prøveløsladte som
Kriminalforsorgen bør præciseres i
straffuldbyrdelsesloven, jf. betænkningen, bd. I, s.
279.
Straffelovrådet er enigt i, at der i
straffuldbyrdelsesloven bør optages bestemmelser om
omfanget og indholdet af den prøveløsladtes pligter
i forbindelse med gennemførelsen af tilsynet og
eventuelle andre vilkår.
Rådet kan endvidere tilslutte sig, at omfanget og
indholdet af Kriminalforsorgens forpligtelser som
tilsynsmyndighed præciseres. Rådet finder imidlertid
ikke, at der er behov for at medtage bestemmelser
herom i lovteksten. Sådanne bestemmelser bør i
stedet fastsættes administrativt i medfør af § 85 i
rådets lovudkast, der indeholder en be myndigelse
for justitsministeren til at fastsætte nærmere
regler om gennemførelse af tilsyn og eventuelle
særvilkår.
Det foreslås på den baggrund, at § 79 i
arbejdsgruppens lovudkast om Kriminalforsorgens
forpligtelser som tilsynsmyndighed udgår.
Endvidere foreslås nogle redaktionelle ændringer
i § 78 om den prøveløsladtes pligter i forbindelse
med gennemførelsen af tilsyn og eventuelle
særvilkår, jf. herved § 83 i rådets lovudkast.
Til §§ 84 og 85
§ 80 i arbejdsgruppens lovudkast indeholder
bestemmelser om Kriminalforsorgens pligt til at
tilbyde den prøveløsladte vejledning og bistand.
Endvidere er som § 81 optaget en bestemmelse, der
bemyndiger til at fastsætte nærmere regler om
gennemførelse af tilsyn og eventuelle særvilkår,
herunder om tilsynets iværksættelse, om
kontakthyppighed og om samarbejde med andre
myndigheder m.v.
Straffelovrådet kan med nogle få redaktionelle
ændringer tiltræde arbejdsgruppens forslag, jf.
herved §§ 84-85 i rådets lovudkast. Det bemærkes i
den forbindelse, at der ved Justitsministeriets
cirkulære nr. 35 af 29. februar 1996 er fastsat
nærmere retningslinier for Kriminalforsorgens
tilsynsvirksomhed, jf. herved bemærkningerne til §
81 ovenfor.
Vilkårsovertrædelse
Til § 86
§ 82 i arbejdsgruppens lovudkast indeholder
bestemmelser om de foranstaltninger og
indberetninger, som Kriminalforsorgen som
tilsynsmyndighed skal foretage, såfremt den
prøveløsladte gør sig skyldig i overtrædelse af
vilkår, der er fastsat i forbindelse med
prøveløsladelsen.
Som det fremgår af arbejdsgruppens bemærkninger,
jf. betænkningen, bd. III, s. 732, indebærer § 82
ingen ændring af straffelovens regler om
retsvirkninger af overtrædelse af vilkår for
prøveløsladelse, jf. straffelovens § 40 og afsnit 1
i bemærkningerne ovenfor til § 1 i rådets lovudkast.
Det er arbejdsgruppens opfattelse, at
tilsynsmyndighedens pligt til ved visse mere
alvorlige vilkårsovertrædelser at afgive
indberetning bør lovfæstes, jf. betænkningen, bd. I,
s. 280.
Straffelovrådet kan tilslutte sig dette
synspunkt. Som påpeget af arbejdsgruppen under
streges herved for den prøveløsladte alvoren i
vilkårsovertrædelser og tilsynsmyndighedens
forpligtelse til at reagere herpå.
Rådet kan derfor også tiltræde, at der i den til
§ 82, stk. 2, i arbejdsgruppens lovudkast svarende
bestemmelse i § 86, stk. 2, i rådets lovudkast
fastsættes en pligt for Kriminalforsorgen som
tilsynsmyndighed til at afgive indberetning til
Direktoratet for Kriminalforsorgen, såfremt den
prøveløsladte gør sig skyldig i en
vilkårsovertrædelse, der må antages at medføre en
nærliggende risiko for kriminalitet.
Rådet stiller på den baggrund alene forslag om,
at affattelsen af § 82, stk. 2, i arbejdsgruppens
lovudkast tilpasses de foreslåede ændringer af §§ 78
og 79 i samme lovudkast om den prøveløsladtes og
Kriminalforsorgens pligter i forbindelse med
gennemførelsen af tilsynet og eventuelle særvilkår,
jf. herved §§ 83 og § 86, stk. 2, i rådets
lovudkast.
Det bemærkes, at bl.a. undladelse af at give
Kriminalforsorgen oplysninger om bopæl og
beskæftigelse eller oplysninger, der er nødvendige
for gennemførelsen af et særvilkår, er en
vilkårsovertrædelse, der efter omstændighederne kan
medføre reaktion efter straffelovens regler herom.
Endvidere bemærkes, at rådet ikke har drøftet de
eksisterende regler om reaktionernes art, når der
sker overtrædelse af vilkår knyttet til
prøveløsladelse, betingede domme m.v.
Rådet foreslår i øvrigt nogle enkelte ændringer i
§ 82, stk. 3-5, i arbejdsgruppens lovudkast, der i
det væsentlige er af redaktionel karakter.
Henvisningen i § 86, stk. 4, i rådets lovudkast til
straffelovens § 42, stk. 2, om prøveløsladelse fra
straf af fængsel på livstid er en følge af forslaget
om en prøveløsladelsesordning for livstidsdømte, jf.
bl.a. bemærkningerne til § 80 i rådets lovudkast.
Tilsyn m.v. af andre myndigheder end
Kriminalforsorgen
Til § 87
§ 83 i arbejdsgruppens lovudkast indeholder en
bemyndigelsesbestemmelse, der giver mulighed for
administrativt at fastsætte nærmere regler om
gennemførelse af tilsyn m.v. af andre myndigheder
end Kriminalforsorgen.
Straffelovrådet kan med en enkelt redaktionel
ændring tiltræde arbejdsgruppens forslag, jf. herved
§ 87 i rådets lovudkast.
Gennemførelse af tilsyn m.v. ved betinget
benådning og ved strafafbrydelse m.v.
Til § 88
§ 84 i arbejdsgruppens lovudkast indeholder
bestemmelser om gennemførelse af tilsyn og
eventuelle andre vilkår (særvilkår), der er fastsat
bl.a. som led i en betinget benådning i medfør af
straffelovens § 40 a.
§ 84 suppleres af § 100 i arbejdsgruppens
lovudkast om gennemførelse af tilsyn m.v., der er
fastsat som led i en betinget benådning i medfør af
straffelovens § 61 a.
Som det fremgår af arbejdsgruppens bemærkninger
til de pågældende bestemmelser, jf. betænkningen,
bd. III, s. 734 og 738, skyldes behovet for to
enslydende bestemmelser om gennemførelse af tilsyn
m.v. i forbindelse med betinget benådning, at
kompetencen til at træffe afgørelse om følgen af
vilkårsovertrædelse ved betinget benådning efter
straffelovens § 40 a henhører under
justitsministeren, mens kompetencen efter § 61 a
henhører under domstolene.
I § 40 a er det fastsat, at det ved eftergivelse
af resten af en straf ved betinget benådning af en
person, der har udstået mere end 3 måneder af
straffetiden, kan fastsættes som vilkår for
benådningen, at bestemmelserne i § 40, stk. 1-5, om
prøveløsladelse finder tilsvarende anvendelse. Af §
61 a følger, at det ved hel eller delvis
eftergivelse af straf ved betinget benådning uden
for de i § 40 a omhandlede tilfælde kan indsættes
som vilkår for benådningen, at bestemmelserne i §§
59-61 om domstolenes kompetence med hensyn til
fuldbyrdelse af eller ændring af vilkår i betingede
domme finder tilsvarende anvendelse.
Efter de gældende regler om betinget benådning er
kompetencen til at træffe afgørelse om ændring af
vilkår om tilsyn og eventuelle særvilkår og om
følgerne af overtrædelse af sådanne vilkår fortsat
delt mellem justitsministeren og domstolene. Det kan
synes mere nærliggende, at kompetencen i alle
tilfælde af benådning ligger hos justitsministeren.
Det er således justitsministeren, der enten efter
bemyndigelse træffer afgørelsen eller afgiver
indstillingen om benådning og vilkårene herfor.
Straffelovrådet foreslår på denne baggrund, at
straffelovens § 61 a ophæves som led i
gennemførelsen af straffuldbyrdelsesloven. Som følge
heraf udgår § 100 af lovudkastet. Samtidig foreslås
straffelovens § 40 a videreført i straffelovens § 43
med de tilpasninger, som bl.a. rådets samtidige
forslag om en prøveløsladelsesordning for
livstidsdømte nødvendiggør, jf. straffelovens §§
41-42 i § 1, nr. 3, i rådets udkast til lov om
ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse
med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af
straf m.v.
Som følge af det ovenfor anførte foreslås den til
§ 84 i arbejdsgruppens lovudkast svarende
bestemmelse i § 88 i rådets lovudkast affattet
således, at det fremgår, at §§ 81-87 finder
tilsvarende anvendelse ved tilsyn og særvilkår, der
er fastsat ved benådning i de tilfælde, der er
omfattet af straffelovens § 43, ved strafafbrydelse
eller i øvrigt i medfør af bestemmelser i denne lov.
Om enkelthederne i forslaget til § 43 i
straffeloven henvises til bemærkningerne til § 1,
nr. 3, i rådets udkast til lov om ændring af
forskellige lovbestemmelser i forbindelse med
gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf
m.v.
Om domstolsprøvelse af afgørelser om indsættelse
eller genindsættelse af en betinget benådet henvises
til afsnit 8 i denne betænknings kapitel 5 om
klageregler m.v.
Kapitel 15
Særlige spørgsmål vedrørende sagsbehandlingen ved
fuldbyrdelse af fængselsstraf
Til § 89
Efter § 85, stk. 1, i arbejdsgruppens lovudkast
skal spørgsmålene om tilladelse til udgang,
løsladelse på prøve, overførsel til fortsat
straffuldbyrdelse i en anden institution og andre
væsentlige spørgsmål vedrørende den indsatte
jævnligt tages op til overvejelse, uanset om den
indsatte anmoder herom.
Som stk. 2 i § 85 er optaget en
bemyndigelsesbestemmelse med henblik på fastsættelse
af nærmere regler om institutionernes pligt til
sagsbehandling efter i stk. 1.
Om baggrunden for denne bestemmelse anfører
arbejdsgruppen, jf. betænkningen, bd. I, s. 284, at
den finder det af stor betydning for de indsattes
retssikkerhed, at der skabes sikkerhed for, at der
også uden egentlig anmodning fra den indsatte
løbende tages stilling til væsentlige
fuldbyrdelsesspørgsmål vedrørende den indsatte.
Arbejdsgruppen finder ikke grundlag for i en
lovbestemmelse mere detaljeret at fastlægge, hvornår
og med hvilke mellemrum de enkelte spørgsmål skal
tages op til afgørelse. Bestemmelser herom må
nærmere afhænge af det enkelte spørgsmål sammenholdt
med bl.a. straffens længde. Arbejdsgruppen
forudsætter imidlertid, at overvejelse af de
pågældende spørgsmål ikke sker sjældnere end hvert
halve år fra det tidspunkt, hvor spørgsmålet med
mening kan overvejes første gang. Det understreges,
at spørgsmålene kan tages op oftere, f.eks. efter
anmodning fra den indsatte, eller når der i øvrigt
måtte være anledning hertil.
Straffelovrådet kan tiltræde disse synspunkter og
kan derfor også tiltræde arbejdsgrup pens forslag,
jf. herved § 89 i rådets lovudkast. Rådet finder i
den forbindelse, at det bør fremhæves, at formålet
med bestemmelsen er at sikre, at institutionerne
jævnligt af egen drift overvejer muligheden for at
lempe forholdene for de indsatte. Rådet forudsætter
herved, at den indsatte orienteres om institutionens
behandling af de pågældende spørgsmål.
Til afsnit III
Bødestraffe
Kapitel 16
Fuldbyrdelse af bødestraffe
Til § 90
Efter § 86 i arbejdsgruppens lovudkast skal en
bøde betales til politiet, medmindre andet er
bestemt i afgørelsen. Bestemmelsen videreføres i
uændret form i § 90, stk. 1, i rådets lovudkast. Det
bemærkes i den forbindelse, at bøder, der pålægges
efter straffeloven, tilfalder statskassen. Det
gælder i almindelighed også bøder, der pålægges
efter særlovgivningen, jf. straffelovens §§ 2 og 50
og bemærkningerne til § 1, nr. 5, i rådets udkast
til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i
forbindelse med gennemførelsen af en lov om
fuldbyrdelse af straf m.v.
I arbejdsgruppens bemærkninger til § 86 anføres,
at det ved affattelsen af bestemmelsen er forudsat,
at den, som bøden er pålagt, normalt kan vente med
at betale, til vedkommende afkræves bøden af
politiet, jf. betænkningen, bd. III, s. 735. Det
bemærkes i den forbindelse, at politiet normalt
udsender en opkrævning, jf. herved § 90, stk. 3, i
rådets lovudkast.
Som § 90, stk. 2, i rådets lovudkast foreslås
indsat en bestemmelse, hvorefter justitsministeren
eller den, der bemyndiges hertil, kan tillade
henstand med eller afdragsvis betaling af bøden.
Bestemmelsen afviger i forhold til § 87 i
arbejdsgruppens lovudkast, idet tilføjelsen: "...
såfremt den, som bøden er pålagt, er ude af stand
til at betale bøden rettidigt, men må formodes ikke
at savne evne eller vilje til at betale, når der
indrømmes en passende tid dertil" er udgået i rådets
lovudkast. Med rådets forslag tilsigtes imidlertid
ingen indholdsmæssig afvigelse i forhold til
arbejdsgruppens lovudkast, der bl.a. bygger på en
forudsætning om, at der ikke sker væsentlige
ændringer i den administrative praksis med hensyn
til at tillade henstand eller afdragsvis betaling,
jf. betænkningen, bd. III, s. 735.
§ 90, stk. 3 og 4, i rådets lovudkast indeholder
bemyndigelsesbestemmelser vedrørende fastsættelse af
regler om opkrævning m.v. af bøder.
Efter § 90, stk. 3, fastsætter justitsministeren
bestemmelser om opkrævning af bøder og om den
administrative behandling af sager om eftergivelse
af bøder. Bestemmelsen viderefører i uændret form §§
89 og 90 i arbejdsgruppens lovudkast. Der henvises
herom til betænkningen, bd. III, s. 735.
Efter § 90, stk. 4, i rådets lovudkast kan
justitsministeren fastsætte bestemmelser om, at
politiets afgørelser om henstand med og afdragsvis
betaling af bøder ikke kan indbringes for højere
administrativ myndighed. Bestemmelsen er ny i
forhold til arbejdsgruppens lovudkast.
Baggrunden for § 90, stk. 4, er, at der ved § 2,
nr. 27, i lov nr. 369 af 18. maj 1994 om ændring af
straffeloven og retsplejeloven (Rejsedommerordning,
forkyndelse, udeblivelsesdomme i straffesager samt
lønindeholdelse for bøder, sagsomkostninger og
konfiskerede beløb m.v.) indførtes en bestemmelse i
retsplejelovens § 1003 om afskæring af klageadgang
ved afgørelser om henstand med og afdragsvis
betaling af bøder m.v.
Efter § 1003 kan justitsministeren således
fastsætte bestemmelser om, at politimesterens
afgørelse om henstand med eller afdragsvis betaling
af bøder, sagsomkostninger og konfiskation ikke kan
indbringes for højere administrativ myndighed. Der
henvises i den forbindelse til bekendtgørelse nr.
283 af 22. april 1996 om afskæring af klageadgangen
i visse bødesager m.v.
Af bemærkningerne til forslaget til
retsplejelovens § 1003 fremgår det bl.a., at
afgørelser om eftergivelse og nedsættelse af bøder,
sagsomkostninger og konfiskationer ikke er omfattet
af den nye bestemmelse i retsplejelovens § 1003.
Disse afgørelser kan derfor fortsat indbringes for
Justitsministeriet.
Som nævnt i afsnit 2.3. og 3.2.1. ovenfor i
bemærkningerne til § 1 i rådets lovudkast, foreslås
reglerne i retsplejelovens § 1003, for så vidt angår
bøder, overført til straffuldbyrdelseslovens afsnit
III som led i en samlet regulering af fuldbyrdelsen
af bødestraffe. Rådet foreslår i den forbindelse, at
udtrykket "politimesterens afgørelse" i
retsplejelovens § 1003 erstattes med "politiets
afgørelse" om henstand med eller afdragsvis betaling
af bøder. Baggrunden for denne ændring er, at det af
§ 90, stk. 1, i rådets lovudkast fremgår, at en bøde
som udgangspunkt skal betales til politiet.
Med § 90, stk. 4, i rådets lovudkast tilsigtes
ikke nogen ændring af det hidtidige
anvendelsesområde for retsplejelovens § 1003.
Den del af retsplejelovens § 1003, der angår
konfiskation, tvangsbøder og sagsomkostninger,
foreslås videreført gennem en henvisning i
retsplejelovens § 997, stk. 2, om konfiskation og §
997, stk. 3, om tvangsbøder samt § 1013, stk. 3, om
sagsomkostninger til straffuldbyrdelseslovens § 90,
stk. 4, jf. herved bemærkningerne til § 2, nr. 1, 2
og 6, i rådets udkast til lov om ændring af
forskellige lovbestemmelser i forbindelse med
gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf
m.v.
Til § 91
Som nævnt i afsnit 3.2.1. ovenfor i rådets
bemærkninger til straffuldbyrdelseslovens § 1, blev
der ved § 1, nr. 1, i lov nr. 369 af 18. maj 1994 om
ændring af straffeloven og retsplejeloven
(Rejsedommerordning, forkyndelse, udeblivelsesdomme
i straffesager samt lønindeholdelse for bøder,
sagsomkostninger og konfiskerede beløb m.v.)
tilvejebragt hjemmel i straffelovens § 52 til at
foretage indeholdelse i løn m.v. for bøder,
sagsomkostninger og konfiskerede beløb.
Ved § 91 i rådets lovudkast videreføres med
enkelte ændringer bestemmelserne om inddrivelse af
bøder ved udpantning og lønindeholdelse i
straffelovens § 52, stk. 3-5. Ændringerne er i det
væsentlige af redaktionel karakter.
Ændringerne tager dog også hensyn til loven om
Det Fælles Lønindeholdelsesregister, jf. lov nr.
1203 af 27. december 1996. Formålet med dette
register er at koordinere lønindeholdelse, der
finder sted på grundlag af de afgørelser om
lønindeholdelse, som offentlige myndigheder træffer
i forbindelse med retstanceinddrivelse, jf. lovens §
1, stk. 2. Loven om det Det Fælles
Lønindeholdelsesregister er endnu ikke trådt i
kraft, jf. lovens § 8, idet lovens ikrafttræden
afventer, at registret kan tages i brug. Det
forventes, at loven sættes i kraft i løbet af 1998.
Indtil lovens ikrafttræden gælder fortsat
bestemmelserne om fremgangsmåden ved lønindeholdelse
i straffelovens § 52.
Det forudsættes, at politiet også efter § 91,
stk. 3, 1. pkt., i rådets lovudkast kan indhente
oplysninger hos andre offentlige myndigheder om
bl.a. indkomst- og formueforhold til brug ved
indeholdelsen, jf. straffelovens § 52, stk. 5, 3.
pkt. Det forudsættes endvidere, at oplysninger, som
politiet kræver i medfør af § 91, stk. 3, 2. pkt.,
fra registre, der føres af offentlige myndigheder,
herunder domstolene, som hidtil meddeles skriftligt
eller ved direkte dataoverførsel, jf. straffelovens
§ 52, stk. 5, 5. pkt.
For så vidt angår inddrivelse af konfiskerede
beløb og sagsomkostninger ved lønindeholdelse og
udpantning, henvises til retsplejelovens § 997, stk.
2, og § 1013, stk. 3, som affattet ved § 2, nr. 1 og
6, i rådets udkast til lov om ændring af forskellige
lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af
en lov om fuldbyrdelse af straf m.v.
Til § 92
§ 92 i rådets lovudkast indeholder
bemyndigelsesbestemmelser vedrørende fastsættelse af
regler om indeholdelse af indtægter m.v. i medfør af
§ 91, stk. 2 i rådets lovudkast.
Bestemmelserne svarer i det væsentlige til de
nugældende regler i straffelovens § 52, stk. 6 og 7.
§ 92, stk. 1, i rådets lovudkast tager dog også
hensyn til reglerne i loven om Det Fælles
Lønindeholdelsesregister, jf. lov nr. 1203 af 27.
december 1996 og bemærkningerne ovenfor til § 91 i
rådets lovudkast.
Efter straffelovens § 52, stk. 6, kan
justitsministeren fastsætte regler om indeholdelse
af indtægter, herunder om politiets kontrol med
indeholdelsen, om pligter og erstatningsansvar for
den indeholdelsespligtige, om udpantningsret for
beløb, som den indeholdelsespligtige hæfter for, og
om skyldnerens pligt til at give politiet
oplysninger til brug ved indeholdelsen. I § 92, stk.
1, i rådets lovudkast er denne bemyndigelse ændret
således, at der skal fastsættes regler om
indeholdelse af indtægter m.v.
Baggrunden for ændringen er, at der bør
fastsættes supplerende administrative bestemmelser
på området, jf. herved Justitsministeriets
bekendtgørelse nr. 113 af 20. februar 1995 om
indeholdelse i løn m.v. for bøder, sagsomkostninger
og konfiskerede beløb i straffesager, der forfølges
af det offentlige. I den nævnte bekendtgørelse er
bl.a. fastsat regler om fremgangsmåden ved
indeholdelse og om erstatningsansvar for den
indeholdelsespligtige over for det offentlige ved
undladelse af opfyldelse af pligten til at indeholde
eller ved indeholdelse med for lavt beløb.
Endvidere er det i § 92, stk. 1, i rådets
lovudkast præciseret, at der også skal fastsættes
regler om indberetning til Det Fælles
Lønindeholdelsesregister. Baggrunden for denne
bestemmelse er, at der efter lovens § 3, stk. 1,
skal ske indberetning af afgørelsen om
lønindeholdelse til Det Fælles
Lønindeholdelsesregister.
Desuden er formuleringen af bestemmelsen i
straffelovens § 52, stk. 7, 2. pkt., om bødeansvar
for juridiske personer ændret i § 92, stk. 2, 2.
pkt., i rådets lovudkast, således at der kan
fastsættes bestemmelser om strafansvar for selskaber
m.v. (juridiske personer) efter reglerne i
straffelovens 5. kapitel.
Baggrunden for denne ændring er, at der ved lov
nr. 474 af 12. juni 1996 om ændring af straffeloven
er indføjet nogle generelle bestemmelser om
strafansvar for juridiske personer i straffelovens
5. kapitel. Med den ændrede formulering tilsigtes
ingen indholdsmæssige afvigelser i forhold til den
nugældende bestemmelse i straffelovens § 52, stk. 7,
2. pkt.
Til § 93
I § 93 i rådets lovudkast fastsættes det, at
fuldbyrdelsen af forvandlingsstraf for en bøde sker
efter lovens kapitel 2 om almindelige bestemmelser
for fuldbyrdelse af straf og afsnit II om
fuldbyrdelse af fængselsstraffe, jf. straffelovens
§§ 53-55. Bestemmelsen svarer med enkelte ændringer
til § 91 i arbejdsgruppens lovudkast.
Som det fremgår af bemærkningerne til §§ 3 og 4 i
rådets lovudkast, foreslår Straffelovrådet, at § 3
om hovedformålene med fuldbyrdelsen af fængselsstraf
og § 4, stk. 1, om det almindelige udgangspunkt for
indsattes rettigheder og pligter under
straffuldbyrdelsen udvides til at omfatte
fuldbyrdelsen af enhver form for straf. Da §§ 3 og 4
efter § 91 i arbejdsgruppens lovudkast også finder
anvendelse på fuldbyrdelse af forvandlingsstraf,
foreslår rådet, at § 93 udvides tilsvarende, således
at fuldbyrdelsen i disse tilfælde sker efter lovens
kapitel 2 om almindelige bestemmelser for
straffuldbyrdelse og afsnit II om fuldbyrdelse af
fængselsstraffe.
Der tilsigtes ikke i øvrigt nogen ændring af
arbejdsgruppens lovudkast, jf. herved betænkningen,
bd. III, s. 735- 736. Rådet er i den forbindelse
enigt i, at der i straffuldbyrdelsesloven alene
optages bestemmelser om selve fuldbyrdelsen af
bødeforvandlingsstraf, og at betingelserne for og
fremgangsmåden ved fastsættelse af
bødeforvandlingsstraffe fortsat reguleres i
straffeloven (§§ 53-55), jf. herved afsnit 1 ovenfor
i bemærkningerne til § 1 i rådets lovudkast.
Det bemærkes i øvrigt, at rådet har fundet, at
det ikke ligger inden for nærværende kommissorium at
tage reglerne om brug af bødeforvandlingsstraf op.
Til afsnit IV
Betingede domme og domme med vilkår om
samfundstjeneste
Kapitel 17
Gennemførelse af betingede domme
Almindelige bestemmelser om gennemførelse af
tilsyn m.v.
Til § 94
§ 92 i arbejdsgruppens lovudkast indeholder
bestemmelser om, hvilken myndighed der skal
gennemføre tilsyn og andre vilkår (særvilkår), der
er fastsat som led i en betinget dom.
Om cirkulære nr. 35 af 29. februar 1996 med
tilhørende vejledning af 14. marts 1996 om
tilsynsvirksomheden inden for Kriminalforsorgen
henvises til bemærkningerne ovenfor til § 81 i
rådets lovudkast.
Straffelovrådet kan med enkelte redaktionelle
ændringer tiltræde arbejdsgruppens forslag, jf.
herved § 94 i rådets lovudkast.
Til § 95
§ 93 i arbejdsgruppens lovudkast vedrører
tilsynsmyndighedens pligter over for den betinget
dømte.
Efter § 93, stk. 1, 1. pkt., skal
tilsynsmyndigheden vejlede den betinget dømte om de
rettigheder og pligter, som tilsynet og eventuelle
særvilkår indebærer, herunder om virkninger af
vilkårsovertrædelse. Efter 2. pkt. i samme
bestemmelse skal vejledningen om nødvendigt gentages
senere under tilsynet.
Tilsynsmyndigheden skal endvidere i samarbejde
med den dømte og snarest efter tilsynets
iværksættelse udarbejde en plan for tilsynsperioden
og tiden derefter. Denne plan skal jævnligt
sammenholdes med den dømtes forhold i
tilsynsperioden og om nødvendigt søges tilpasset
ændringer i disse forhold, jf. § 93, stk. 2.
Straffelovrådet kan i det væsentlige tiltræde
arbejdsgruppens forslag, jf. herved § 95 i rådets
lovudkast.
Rådet foreslår dog, at bestemmelsen i 2. pkt. i §
93, stk. 1, i arbejdsgruppens lovudkast udgår.
Endvidere foreslås § 93, stk. 2, 2. pkt., ændret,
således at planen for tilsynsperioden og tiden
derefter jævnligt skal sammenholdes med forholdene i
tilsynsperioden og om nødvendigt søges tilpasset
ændringer i disse forhold.
Om baggrunden for de anførte ændringer henvises
til rådets bemærkninger til § 82 i rådets lovudkast,
der indeholder lignende bestemmelser vedrørende
prøveløsladte.
Tilsyn m.v. af Kriminalforsorgen
Til § 96
I §§ 94 og 95 i arbejdsgruppens lovudkast er der
fastsat nærmere bestemmelser om den dømtes og
Kriminalforsorgens pligter i forbindelse med
gennemførelsen af tilsynet og særvilkår i den
betingede dom.
Straffelovrådet foreslår, at § 95 om
Kriminalforsorgens forpligtelser som
tilsynsmyndighed udgår.
Endvidere foreslås nogle redaktionelle ændringer
i § 94 om den dømtes pligter i forbindelse med
gennemførelsen af tilsyn og eventuelle særvilkår,
jf. herved § 96 i rådets lovudkast.
Om baggrunden for de anførte ændringer henvises
til rådets bemærkninger ovenfor til § 83, der
indeholder lignende bestemmelser vedrørende
prøveløsladte.
Til §§ 97 og 98
§ 96 i arbejdsgruppens lovudkast indeholder
bestemmelser om Kriminalforsorgens forpligtelse til
at tilbyde den betinget dømte vejledning og bistand.
Endvidere er som § 97 optaget en bestemmelse, der
bemyndiger til at fastsætte nærmere regler om
gennemførelse af tilsyn og eventuelle særvilkår,
herunder om tilsynets iværksættelse, om
kontakthyppighed og om samarbejde med andre
myndigheder m.v.
Straffelovrådet kan med nogle få redaktionelle
ændringer tiltræde arbejdsgruppens forslag, jf.
herved §§ 97-98 i rådets lovudkast. Der henvises i
øvrigt til bemærkningerne ovenfor til §§ 84 og 85,
hvor Justitsministeriets cirkulære nr. 35 af 29.
februar 1996 om tilsynsvirksomheden inden for
Kriminalforsorgen er omtalt.
Vilkårsovertrædelse
Til § 99
§ 98 i arbejdsgruppens lovudkast indeholder
bestemmelser om de foranstaltninger og
indberetninger, som Kriminalforsorgen som
tilsynsmyndighed skal foretage, såfremt den dømte
gør sig skyldig i overtrædelse af vilkår om tilsyn
og eventuelle særvilkår.
Straffelovrådet kan i det væsentlige tiltræde
arbejdsgruppens lovudkast, jf. herved § 99 i rådets
lovudkast.
Rådet foreslår dog bl.a., at affattelsen af § 98,
stk. 2, i arbejdsgruppens lovudkast tilpasses de
foreslåede ændringer af §§ 94 og 95 i
arbejdsgruppens lovudkast om den dømtes og
Kriminalforsorgens pligter i forbindelse med
gennemførelsen af tilsynet og eventuelle særvilkår,
jf. herved § 96 i rådets lovudkast.
Det bemærkes, at bl.a. undladelse af at give
Kriminalforsorgen oplysninger om bopæl og
beskæftigelse eller oplysninger, der er nødvendige
for gennemførelsen af et særvilkår, er en
vilkårsovertrædelse, der efter omstændighederne kan
medføre reaktion efter straffelovens regler herom.
Der henvises i øvrigt til § 86 i rådets
lovudkast, der indeholder lignende bestemmelser
vedrørende prøveløsladtes vilkårsovertrædelse.
Tilsyn m.v. af andre myndigheder end
Kriminalforsorgen
Til § 100
Som § 99 i arbejdsgruppens lovudkast er optaget
en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter
justitsministeren efter forhandling med vedkommende
minister kan fastsætte nærmere regler om
gennemførelse af tilsyn m.v. af andre myndigheder
end Kriminalforsorgen.
Straffelovrådet kan med en enkelt redaktionel
ændring tiltræde arbejdsgruppens forslag, jf. herved
§ 100 i rådets lovudkast.
Til kapitel 18
Gennemførelse af domme med vilkår om
samfundstjeneste
Betænkning nr. 1181/1989 indeholder ikke
bestemmelser om samfundstjeneste. Det skyldes, at
muligheden for at idømme samfundstjeneste endnu
byggede på en forsøgsordning, da betænkningen blev
afgivet i 1989. På dette tidspunkt var spørgsmålet
om at gøre samfundstjeneste til en permanent del af
straffesystemet under overvejelse i Straffelovrådet.
På den baggrund fandt arbejdsgruppen ikke
grundlag for i sit lovudkast at medtage
bestemmelser, der tog sigte på samfundstjeneste.
Hvis samfundstjeneste under en permanent ordning
skulle idømmes som særvilkår i en betinget dom, var
der ifølge arbejdsgruppen ikke behov for
bestemmelser om fuldbyrdelse af samfundstjeneste,
idet den nødvendige regulering af dette og andre
særvilkår burde ske administrativt med hjemmel i den
bemyndigelsesbestemmelse, der blev stillet forslag
om i § 97 i arbejdsgruppens lovudkast, jf.
betænkning nr. 1181/1989, bd. III, s. 670 og 737.
Hvis samfundstjeneste i stedet blev gjort til en
selvstændig sanktion, burde regler herom medtages i
et særligt afsnit i loven om fuldbyrdelse af straf
m.v., jf. betænkningen, bd. I, s. 300.
Som nævnt i afsnit 3.2.2. i bemærkningerne til §
1 i rådets lovudkast blev ordningen med
samfundstjeneste lovfæstet som en permanent del af
sanktionssystemet ved lov nr. 6 af 3. januar 1992 om
ændring af straffeloven og retsplejeloven
(Samfundstjeneste m.v.). Loven bygger på
Straffelovrådets forslag i betænkning nr. 1211/1990
om samfundstjeneste, hvortil der henvises.
I overensstemmelse med Straffelovrådets
anbefaling er samfundstjeneste hverken gjort til et
almindeligt vilkår på linie med de øvrige vilkår for
en betinget dom eller til en selvstændig sanktion.
Der er valgt en mellemløsning, hvor samfundstjeneste
er et vilkår i en betinget dom, men reguleret på en
særlig måde i et særskilt kapitel om
samfundstjeneste i straffelovens kapitel 8.
På den baggrund er det Straffelovrådets
opfattelse, at der bør indføjes et kapitel om
fuldbyrdelse af domme om samfundstjeneste i loven om
fuldbyrdelse af straf m.v., jf. § 1, nr. 4, og
kapitel 18 i rådets lovudkast.
Bestemmelser om gennemførelse af vilkår om
samfundstjeneste
Til § 101
I § 101 fastsættes, hvilken myndighed der skal
gennemføre vilkår om samfundstjeneste. Endvidere
indeholder § 101 bestemmelser om den dømtes pligter
i forbindelse med gennemførelse af vilkår om
samfundstjeneste.
De gældende regler om samfundstjeneste i
straffeloven bygger på en forudsætning om, at
ansvaret for gennemførelse af vilkår om
samfundstjeneste ligger hos Kriminalforsorgen, jf.
Folketingstidende 1991/92, Tillæg A, sp. 1829 ff.
Der henvises endvidere til cirkulære nr. 35 af 29.
februar 1996 med tilhørende vejledning af 14. marts
1996 om tilsynsvirksomheden inden for
Kriminalforsorgen, der er omtalt ovenfor i
bemærkningerne til § 81 i rådets lovudkast.
Straffelovrådet har ikke fundet grundlag for at
foreslå ændringer på dette punkt i forbindelse med
udformningen af straffuldbyrdelsesloven.
På den baggrund er det i § 101, stk. 1, i rådets
lovudkast bestemt, at vilkår om samfundstjeneste,
der er fastsat efter straffelovens § 63, gennemføres
af Kriminalforsorgen. Lovudkastets bestemmelser om
gennemførelse af vilkår om samfundstjeneste afviger
herved fra reglerne i §§ 94 og 100 om gennemførelse
af tilsyn og andre vilkår (særvilkår), der er
fastsat efter straffelovens § 57, idet § 101, stk.
1, ikke giver mulighed for, at andre myndigheder end
Kriminalforsorgen kan gennemføre vilkår om
samfundstjeneste.
De foreslåede bestemmelser om den dømtes pligter
i § 101, stk. 2, indebærer bl.a., at
samfundstjenesten normalt tidligst må være afviklet,
når to tredjedele af afviklingsperioden er forløbet.
Lovudkastet svarer på dette punkt til de gældende
administrative bestemmelser på området, jf. § 29,
stk. 1, i cirkulære nr. 35 af 29. februar 1996 om
tilsynsvirksomheden inden for Kriminalforsorgen.
Til § 102
§ 102 indeholder en bemyndigelsesbestemmelse
vedrørende fastsættelse af regler om gennemførelse
af samfundstjeneste, herunder om erstatning for
følger af ulykkestilfælde m.v. under udførelse af
samfundstjeneste.
Bestemmelsen om erstatning svarer til § 6 i
rådets lovudkast vedrørende erstatning til indsatte
i Kriminalforsorgens institutioner for følger af
ulykkestilfælde m.v.
Vilkårsovertrædelse
Til § 103
I § 103 fastsættes bestemmelser om foranstaltning
og indberetning, som Kriminalforsorgen som
tilsynsmyndighed skal foretage, såfremt den dømte
overtræder vilkåret om samfundstjeneste eller de
forskrifter, som Kriminalforsorgen har givet om
udførelsen af samfundstjenesten.
Bestemmelsen indebærer bl.a., at
Kriminalforsorgen skal føre kontrol med, at den
dømte opfylder den fastsatte arbejdspligt, jf. §
103, stk. 1. Kontrollen forudsættes at indebære, at
Kriminalforsorgen aflægger besøg på arbejdsstedet,
jf. § 30 i cirkulære nr. 35 af 29. februar 1996 om
tilsynsvirksomheden inden for kriminalforsorgen.
Overtræder den dømte vilkåret om samfundstjeneste
eller de forskrifter, som Kriminalforsorgen har
givet om udførelsen af samfundstjenesten, skal
Kriminalforsorgen give den pågældende pålæg om at
overholde vilkåret og forskrifterne. Er der
tidligere givet pålæg herom, skal der afgives
indberetning til anklagemyndigheden, jf. § 103, stk.
2. I modsætning til, hvad der gælder for øvrige
vilkår, skal der ikke forud for indberetning om
vilkårsovertrædelse efter § 103, stk. 2, foretages
en vurdering af, om overtrædelse af vilkåret om
samfundstjeneste begrunder en nærliggende risiko for
kriminalitet, jf. herved § 99, stk. 2, i rådets
lovudkast. Overtrædelse af vilkår om
samfundstjeneste eller af Kriminalforsorgens
forskrifter om udførelsen heraf skal således, når
der tidligere er givet pålæg, indberettes til
anklagemyndigheden.
Bestemmelser om gennemførelse af andre vilkår
Til § 104
Som § 104 foreslås indsat en bestemmelse,
hvorefter §§ 94-100 i rådets lovudkast finder
tilsvarende anvendelse på gennemførelse af tilsyn og
vilkår, der er fastsat efter straffelovens § 57.
Bestemmelsen indebærer, at kapitel 17 i rådets
lovudkast vedrørende gennemførelse af tilsyn og
andre vilkår (særvilkår), der er fastsat efter
straffelovens § 57 som led i en betinget dom, også
finder anvendelse i tilfælde, hvor sådanne vilkår er
fastsat i forbindelse med en betinget dom med vilkår
om samfundstjeneste, jf. herved straffelovens § 63,
stk. 4, som affattet ved § 1, nr. 5, i lov nr. 274
af 15. april 1997 om ændring af straffeloven,
retsplejeloven og lov om udlægning af
åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg m.v.
(Samfundstjeneste og forstærket indsats mod
seksualforbrydelser m.v.).
Til afsnit V
Forvaring
Kapitel 19
Fuldbyrdelse af forvaring
Til § 105
I § 101 i arbejdsgruppens lovudkast fastsættes
nærmere bestemmelser om fuldbyrdelse af forvaring.
Efter § 101, stk. 1, fuldbyrdes forvaring efter
reglerne i lovens afsnit II om fuldbyrdelse af
fængselsstraffe med den undtagelse, at forvaring
normalt fuldbyrdes i Anstalten ved Herstedvester.
Som stk. 2 er optaget en
bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter der
administrativt skal fastsættes nærmere regler om
fuldbyrdelsen af forvaring, herunder om behandlingen
af sager vedrørende tilladelse til udgang,
overførsel til anden institution og
prøveudskrivning.
Som det fremgår af bemærkningerne til §§ 3 og 4 i
rådets lovudkast, foreslår Straffelovrådet, at § 3
om hovedformålene med fuldbyrdelsen af fængselsstraf
og § 4, stk. 1, om det almindelige udgangspunkt for
indsattes rettigheder i arbejdsgruppens lovudkast
udvides til at omfatte fuldbyrdelsen af enhver form
for straf. Da §§ 3 og 4 efter § 101, stk. 1, i
arbejdsgruppens lovudkast også finder anvendelse på
fuldbyrdelse af forvaring, foreslår rådet, at § 101,
stk. 1, ændres tilsvarende, således at fuldbyrdelsen
af forvaring sker efter kapitel 2 om almindelige
bestemmelser for straffuldbyrdelse og afsnit II om
fuldbyrdelse af fængselsstraffe, jf. herved § 105,
stk. 1, i rådets lovudkast.
Der tilsigtes ikke i øvrigt nogen ændring af
arbejdsgruppens lovudkast. Om bestemmelsen henvises
derfor til betænkningen, bd. III, s. 738-739.
Endvidere henvises for så vidt angår adgangen til
ukontrolleret brevveksling med forsvareren i en
verserende sag om prøveudskrivning fra forvaring til
bemærkningerne ovenfor til § 56 i rådets lovudkast.
Til afsnit VI
Fællesregler for fuldbyrdelse af straffe m.v.
Kapitel 20
Erstatning i anledning af indgreb under
fuldbyrdelsen af straf m.v.
Til §§ 106 og 107
§§ 102 og 103 i arbejdsgruppens lovudkast
fastsætter regler om erstatning til indsatte i
anledning af uforskyldte indgreb under fuldbyrdelsen
af straf m.v.
Efter § 102 har en indsat ret til erstatning
efter reglerne i retsplejelovens § 1018 a, såfremt
den indsatte uforskyldt har udstået fængselsstraf i
for lang tid, været anbragt i strafcelle,
forhørscelle eller sikringscelle eller været
udelukket fra fællesskab.
§ 103 giver mulighed for at tillægge erstatning i
tilfælde, hvor en person under fuldbyrdelse af straf
m.v. har været udsat for andre uforskyldte indgreb
end de i § 102 nævnte.
Straffelovrådet kan med enkelte redaktionelle
ændringer tiltræde arbejdsgruppens forslag, jf.
herved §§ 106 og 107 i rådets lovudkast.
Rådet foreslår dog, at der i lighed med
bestemmelserne om fradrag og erstatning for
varetægtsfængsling under straffuldbyrdelsen, jf. §
18, stk. 2, og 4, 1. pkt., i rådets lovudkast,
indføres en ordning, hvorefter der ved beregningen
af straffetiden foretages fradrag i tilfælde, hvor
den indsatte efter § 106, nr. 2 og 3, har ret til
erstatning, fordi den pågældende uforskyldt har
været anbragt i forhørscelle, strafcelle eller
sikringscelle eller uforskyldt har været udelukket
fra fællesskab. Der henvises i den forbindelse til §
18, stk. 3, og stk. 4, 1. pkt., med tilhørende
bemærkninger i rådets lovudkast.
Til § 108
§ 104 i arbejdsgruppens lovudkast indeholder
regler om fremgangsmåden ved behandlingen af krav om
erstatning i medfør af lovudkastets §§ 102 og 103 i
arbejdsgruppens lovudkast.
Bestemmelsen indebærer, at krav om erstatning
skal fremsættes over for Kriminalforsorgen inden to
måneder efter, at indgrebet er ophørt. Fremsættes
kravet efter udløbet af denne frist, kan det dog
behandles, såfremt overskridelsen findes
undskyldelig.
Det fremgår af betænkningen, jf. bd. I, s.
324-325, og bd. III, s. 740, at forslaget bygger på
en flertalsopfattelse i arbejdsgruppen.
Baggrunden for forslaget fra arbejdsgruppens
flertal er reglerne i retsplejelovens § 1018 e om
behandlingen af krav om erstatning i medfør af §
1018 a-§ 1018 d. Efter § 1018 e, stk. 1, skal krav
om erstatning fra en person, der har været sigtet,
fremsættes inden 2 måneder efter meddelelse til
sigtede om strafforfølgningens ophør eller afsigelse
af endelig dom. Har tiltalte ikke været til stede
ved dommens afsigelse, regnes fristen fra den dag,
da udskrift af dommen er forkyndt. Krav fra andre
skal fremsættes inden to måneder efter, at indgrebet
er ophørt. Fremsættes kravet efter udløbet af den i
§ 1018 e, stk. 1, nævnte frist, kan det behandles,
såfremt overskridelsen findes undskyldelig, jf. §
1018 e, stk. 2.
Ifølge arbejdsgruppens mindretal synes det
ubegrundet i så høj grad at fravige
forældelseslovens 5-årige forældelsesfrist for
fremsættelse af erstatningskrav.
Endvidere bør tidspunktet for forældelsesfristens
påbegyndelse ikke ubetinget knyttes til tidspunktet
for indgrebets ophør. Der kan således meget vel
forekomme sager, hvor den indsatte først længe efter
indgrebets ophør får kendskab til faktiske
omstændigheder, der kan begrunde fremsættelsen af et
erstatningskrav. Mindretallet peger i den
forbindelse på sager om besiddelse af euforiserende
stoffer, hvor en disciplinærstraffet indsat først
længe efter indgrebets ophør får kendskab til, hvem
der var stoffets rette ejermand.
Mindretallet er opmærksomt på bestemmelsen i
retsplejelovens § 1018 e, hvorefter krav om
erstatning for bl.a. uberettiget varetægtsfængsling
skal fremsættes inden to måneder efter, at den
sigtede har modtaget meddelelse om
strafforfølgningens ophør eller afsigelse af en
endelig dom. Påbegyndelsen af forældelsesfristen i
sådanne sager er knyttet til éntydige og umiddelbart
konstaterbare omstændigheder. Derimod giver ophøret
af de i §§ 102 og 103 nævnte indgreb ikke den
indsatte samme mulighed for at konstatere, at
indgrebet var uberettiget.
Hertil kommer, at personer, der er omfattet af
retsplejelovens § 1018 a, normalt vil have en
forsvarer, der kan vejlede den pågældende - og
typisk vil gøre det af egen drift. Indsatte, der har
været underkastet de i §§ 102 og 103 i
arbejdsgruppens lovudkast nævnte indgreb, har næsten
aldrig en forsvarer.
Efter mindretallets opfattelse kan der derfor
ikke i forældelsesbestemmelsen i retsplejelovens §
1018 e hentes støtte for at indføre en tilsvarende
kort forældelsesfrist for fremsættelse af de i §§
102 og 103 omhandlede erstatningskrav.
Arbejdsgruppens mindretal foreslår på denne
baggrund, at forældelsesfristen for fremsættelse af
erstatningskrav fastsættes til 1 år svarende til den
i ombudsmandsloven fastsatte klagefrist.
Et flertal i Straffelovrådet (Jacques Hermann,
Torsten Hesselbjerg, Kaspar Linkis, Annemette
Møller, Christian Trønning og Sven Ziegler) har
noteret sig de synspunkter, som arbejdsgruppens
mindretal har anført.
Rådets flertal finder imidlertid, at der ikke kan
rejses afgørende indvendinger mod den af
arbejdsgruppens flertal foreslåede ordning, jf.
herved § 108 i rådets lovudkast. Rådets flertal
lægger i den forbindelse bl.a. vægt på, at der er
mulighed for at bortse fra undskyldelige
overskridelser af fristen, og at dette ifølge
bemærkningerne til § 104 i arbejdsgruppens lovudkast
f.eks. kan være tilfældet, såfremt den indsatte
efter fristens udløb er kommet i besiddelse af
oplysninger, der er helt afgørende for vurderingen
af erstatningskravet. Er kravet rejst rettidigt, og
fremkommer der senere nye oplysninger, forudsættes
Kriminalforsorgen i øvrigt at kunne genoptage
behandlingen af erstatningssagen, jf. betænkningen,
bd. III, s. 741.
Et mindretal i rådet (Jørgen Bang og Vagn Greve)
kan af de grunde, som mindretallet i arbejdsgruppen
har anført, tiltræde mindretallets forslag om, at
forældelsesfristen for fremsættelse af
erstatningskrav fastsættes til 1 år.
Om rådets overvejelser vedrørende adgangen til
domstolsprøvelse af Kriminalforsorgens afgørelser om
nægtelse af erstatning, herunder også under
henvisning til, at en overskridelse af fristen for
fremsættelse af erstatningskravet ikke findes
undskyldelig, henvises til afsnit 8 i denne
betænknings kapitel 5 om klageregler m.v.
Til § 109
§ 105 i arbejdsgruppens lovudkast indeholder en
bemyndigelsesbestemmelse med henblik på fastsættelse
af nærmere regler om behandlingen af krav om
erstatning i anledning af indgreb under
fuldbyrdelsen af straf m.v.
Straffelovrådet kan med en enkelt redaktionel
ændring tiltræde arbejdsgruppens forslag, jf. herved
§ 109 i rådets lovudkast.
Kapitel 21
Betaling for ophold i Kriminalforsorgens
institutioner
Til § 110
Ved § 2 i lov nr. 367 af 18. maj 1994 om ændring
af straffeloven og lov om udgifterne i
strafferetsplejen (Hæleri med hensyn til indsmugling
af særlig grov karakter og afsoningsomkostninger
m.v.) blev pligten til at betale
afsoningsomkostninger ophævet. Baggrunden var, at
man ikke ønskede at påføre dømte en yderligere
gældsbyrde under afsoningen, når de pågældende reelt
var uden mulighed for at skaffe sig en indtægt under
afsoningen bortset fra vederlag for beskæftigelsen i
fængslet (arbejdspenge).
Nogle dømte har imidlertid under ophold i
Kriminalforsorgens institutioner mulighed for selv
at skaffe sig en indtægt. Det gælder bl.a. indsatte,
der er beskæftiget med eget indtægtsgivende arbejde
i fængsel eller arresthus, f.eks.
forfattervirksomhed eller anden selvstændig
virksomhed. Endvidere kan peges på indsatte, der
efter reglerne om udgang har frigang til lønnet
arbejde eller egen indtægtsgivende virksomhed.
Indsatte, der er udstationeret til eller i medfør
af reglerne i § 78 i rådets lovudkast opholder sig i
en af Kriminalforsorgens pensioner, kan også have
eget indtægtsgivende arbejde. Det samme gælder
personer, der på andet grundlag end en dom til
frihedsstraf, f.eks. en betinget dom eller
beslutning om prøveløsladelse, opholder sig i en
pension. Personer, der opholder sig i
Kriminalforsorgens pensioner uden at have en
arbejdsindtægt, kan i stedet have krav på at modtage
sociale ydelser til underhold.
For den ovennævnte personkreds gælder, at de i
den periode, hvor de har indtægt ved indtjening
m.v., også modtager forsørgelse fra det offentlige i
form af ophold i en af Kriminalforsorgens
institutioner (afsoningsinstitution eller pension).
Efter ophævelsen af pligten til at betale
afsoningsomkostninger vil disse dømte blive
væsentligt bedre stillet end personer uden for
afsoningssystemet, der har indtægt, idet de under
afsoningen m.v. ikke har udgifter til kost og logi.
Med henblik på at modvirke denne utilsigtede
virkning af ophævelsen af pligten til at betale
afsoningsomkostninger foreslås som § 110, stk. 1, i
rådets lovudkast indføjet en bestemmelse, hvorefter
indsatte, der har indtægtsgivende arbejde i eller
uden for fængsel eller arresthus betaler for
opholdet. I udtrykket "betaler for opholdet" ligger,
at betalingspligten alene gælder i det omfang, hvor
indtægten kan dække afsoningsomkostningerne. Rådet
forudsætter endvidere, at reglerne om
opholdsbetaling fastsættes således, at dømte, der er
beskæftiget med eget indtægtsgivende arbejde, har et
beløb til rådighed, der mindst svarer til det
vederlag, som udbetales til dømte, der er
beskæftiget ved Kriminalforsorgens foranstaltning,
jf. § 42, stk. 1, i rådets lovudkast.
Endvidere foreslås som stk. 2 i § 110 indsat en
bestemmelse, hvorefter reglen i § 42, stk. 1, gælder
tilsvarende i forhold til dømte, der under ophold på
Kriminalforsorgens pensioner har arbejdsindtægt
eller modtager offentlig ydelse til underhold. Ordet
"dømte" omfatter bl.a. personer, der er anbragt i
eller overført til pension efter reglerne i § 78 i
rådets lovudkast, og personer, der opholder sig i
pension på grundlag af en betinget dom. Udtrykket
"offentlig ydelse til underhold" omfatter ikke alene
bistandshjælp og sociale pensioner, men også
arbejdsløshedsunderstøttelse og sygedagpenge.
Rådet finder ikke, at adgangen til at kræve
betaling også bør omfatte formueindtægt. Det vil i
praksis være sjældent forekommende, at dømte, der
opholder sig i Kriminalforsorgens institutioner, har
formueindtægt af betydning. Hertil kommer, at det
vil være forbundet med et uforholdsmæssigt stort
administrativt arbejde at sikre kontrollen hermed.
Kapitel 22
Klageregler m.v.
Administrativ klageadgang
Til § 111
§ 106 i arbejdsgruppens lovudkast indeholder
regler om den administrative klageadgang. Der
henvises herom og om Straffelovrådets overvejelser
og forslag til afsnit 5 i kapitel 5 om klageregler
m.v. samt § 111 i rådets lovudkast. Som det fremgår
heraf, kan Straffelovrådet i det væsentlige tiltræde
arbejdsgruppens forslag.
Til § 112
§ 107 i arbejdsgruppens lovudkast indeholder en
opregning af de endelige administrative afgørelser,
der kan indbringes for domstolene som led i den
foreslåede udvidelse af klageordningen. Der henvises
herom og om Straffelovrådets overvejelser til afsnit
8 i kapitel 5 om klageregler m.v.
I § 112 i rådets lovudkast er optaget klagemodel
2, som fire af rådets medlemmer (Jacques Hermann,
Kaspar Linkis, Annemette Møller og Sven Ziegler) kan
gå ind for. Om klagemodel 1 og 3 henvises til s. 66
og 73 i kapitlet om klageregler m.v.
Der er i rådet enighed om at foreslå, at ordene
"der er truffet af justitsministeren" i § 107 i
arbejdsgruppens lovudkast udgår, således at
domstolsprøvelsen afgrænses til "en delige
administrative afgørelser", jf. § 112 i rådets
lovudkast. Formålet med denne ændring at
tydeliggøre, at også afgørelser, hvor der ikke
består en administrativ klageadgang til
justitsministeren, omfattes af den udvidede adgang
til domstolsprøvelse.
Til §§ 113-125
Straffelovrådet har i december 1996 afgivet en
særudtalelse om adgangen til aktindsigt i sager om
straffuldbyrdelse. I denne udtalelse foreslår rådets
flertal (Jacques Hermann, Kaspar Linkis, Annemette
Møller, Hanne Schmidt, Christian Trønning og Sven
Ziegler), at forvaltningslovens § 9 om
partsaktindsigt ændres, således at der ikke er
aktindsigt for parten i forbindelse med fuldbyrdelse
af frihedsstraf i sager om valg af
afsoningsinstitution, sager om overførsel til anden
afsoningsinstitution eller til afdeling i en
afsoningsinstitution eller sager om udelukkelse fra
fællesskab. Endvidere foreslås forvaltningslovens §
24 om begrundelse ændret, således at afgørelser i de
typer af sager, der foreslås undtaget fra
aktindsigt, for så vidt angår begrundelsen alene
skal indeholde en henvisning til de retsregler, i
henhold til hvilke afgørelsen er truffet.
Et mindretal (Jørgen Bang og Vagn Greve) finder,
at der ikke er behov for at foretage ændring på
området, jf. herved forvaltningslovens § 15 om
adgangen til at begrænse adgangen til aktindsigt
efter en konkret vurdering. Mindretallet finder
endvidere, at forslaget om yderligere at begrænse
adgangen til aktindsigt giver anledning til
betænkelighed og har på den baggrund frarådet
forslaget.
Om flertallets og mindretallets overvejelser
henvises i øvrigt til den pågældende udtalelse, der
er optaget som bilag 3 til betænkningen.
På den baggrund foreslår rådets flertal (Jacques
Hermann, Torsten Hesselbjerg, Kaspar Linkis,
Annemette Møller, Christian Trønning og Sven
Ziegler), at arbejdsgruppens lovudkast tilføjes
nogle supplerende bestemmelser, der regulerer den
retslige behandling i tilfælde, hvor sagen
indeholder oplysninger, som er undtaget fra
aktindsigt.
Om flertallets overvejelser og forslag henvises
til afsnit 9.2. i kapitel 5 om klageregler m.v. og
til § 116 i rådets lovudkast.
Om mindretallets (Jørgen Bang og Vagn Greve)
overvejelser henvises til afsnit 9.2. i kapitlet om
klageregler m.v.
Der er i rådet enighed om at foreslå, at der som
led i forslaget om en udvidet adgang til
domstolsprøvelse indføres en appelbegrænsning,
således at afgørelser truffet af byretten som
udgangspunkt ikke kan indbringes for højere ret.
Om enkelthederne i dette forslag henvises til
afsnit 9.3. i kapitel 5 om klageregler m.v. og til §
121 i rådets lovudkast.
Rådet har endvidere foretaget visse redaktionelle
ændringer i arbejdsgruppens lovudkast. Der henvises
herom til bemærkningerne til de enkelte bestemmelser
nedenfor.
Opmærksomheden henledes i øvrigt på, at
affattelsen af §§ 113-125 i rådets lovudkast bygger
på klagemodel 2.
Til § 113
§ 108 i arbejdsgruppens lovudkast indeholder
bestemmelser om valget af den domstol, der i det
enkelte tilfælde skal behandle klagesagen.
Straffelovrådet kan tiltræde arbejdsgruppens
forslag, jf. herved § 113 i rådets lovudkast.
Til § 114
§ 109 i arbejdsgruppens lovudkast indeholder
nærmere regler om fremgangsmåden i forbindelse med
klagesagens indbringelse for retten.
Straffelovrådet stiller i sit lovudkast forslag
om enkelte ændringer i § 109, jf. herved § 114 i
rådets lovudkast. Ændringerne er af redaktionel
karakter, og der tilsigtes derfor ingen
indholdsmæssige afvigelser i forhold til
arbejdsgruppens lovudkast, jf. betænkningen, bd.
III, s. 746. Det bemærkes, at det i praksis vil være
Direktoratet for Kriminalforsorgen, der indbringer
sagen for retten.
Til § 115
§ 110 i arbejdsgruppens lovudkast regulerer den
nærmere tilrettelæggelse af sagens behandling ved
retten.
Straffelovrådet foreslår, at bestemmelsen bl.a.
erstattes med en regel, der fastlægger, hvem der er
sagens parter, og tager stilling til spørgsmålet om
advokatbeskikkelse, jf. herved § 115 i rådets
lovudkast.
Til stk. 1
Som sagens parter anses efter § 115, stk. 1, i
rådets lovudkast den dømte, tredjemand, hvis penge
eller genstande konfiskeres, jf. §§ 73 og 125, og
justitsministeren, dvs. i praksis Direktoratet for
Kriminalforsorgen. Vælges model 1, omfatter
partsbegrebet også tredjemand, hvis brev
tilbageholdes, jf. § 112, nr. 12, i model 1, jf. §
55, stk. 5, i rådets lovudkast.
Partsstillingen medfører bl.a., at de pågældende
skal underrettes om retsmøder i sagen, såfremt
retten træffer bestemmelse om mundtlig behandling,
jf. § 116, stk. 1, 1. pkt., i rådets lovudkast.
Parterne har endvidere adgang til at føre beviser og
procedere sagen. Behandles sagen på skriftligt
grundlag, har parterne adgang til at indsende indlæg
til retten.
Partsstillingen indebærer også, at de pågældende
skal underrettes om den afgørelse, der træffes, og
at de efter omstændighederne kan kære rettens
afgørelse, jf. § 121 i rådets lovudkast. Om
parternes beføjelse til at kære kendelser, der
afsiges under sagen om den dømtes adgang til at gøre
sig bekendt med oplysninger, som Kriminalforsorgen
har undtaget fra aktindsigt, henvises til
bemærkningerne til § 121, stk. 2, jf. § 116, stk. 3,
i rådets lovudkast.
Reglen i § 115, stk. 1, skal i øvrigt
sammenholdes med § 125 i rådets lovudkast. Efter
denne bestemmelse finder §§ 112-123 tilsvarende
anvendelse ved klage fra andre end indsatte over
afgørelser efter § 73 om konfiskation hos den
pågældende. I § 115, stk. 1, fastsættes i den
forbindelse, at bl.a. den tredjemand, hvis penge
eller genstande konfiskeres, jf. § 73, anses for
part.
Til stk. 2
Efter § 115, stk. 2, i rådets lovudkast beskikker
retten en advokat for den dømte, hvis det er
nødvendigt. Det gælder dog ikke, hvis den pågældende
selv har antaget en advokat. Bestemmelsen svarer til
§ 110, stk. 2, i arbejdsgruppens lovudkast og
indebærer, at retten skal foretage en konkret
vurdering af behovet for, at den dømte har en
advokat til at varetage sine interesser under sagen.
Baggrunden for bestemmelsen er, at den dømte
afhængig af sagens karakter og de foreliggende
omstændigheder kan have vanskeligt ved selv at
varetage sine interesser under sagen. Det kan f.eks.
være tilfældet, hvis sagen skal behandles mundtligt,
og der foruden af den dømte skal ske afhøring af
andre personer, eventuelt uden den dømtes
tilstedeværelse. Uanset at retten efter § 116, stk.
1, 2. pkt., i rådets lovudkast kan stille krav om
tilvejebringelse af yderligere oplysninger, og at
retten også i øvrigt skal påse, at den pågældendes
interesser bliver varetaget, kan det efter rådets
opfattelse være naturligt, at der under
domstolsbehandlingen beskikkes en advokat, også selv
om den pågældende ikke opfylder betingelserne for
fri proces.
Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke er
mulighed for at beskikke en forsvarer efter reglerne
i retsplejelovens kapitel 66. Det skyldes, at den
dømte ikke i relation til den udvidede
domstolsprøvelse efter straffuldbyrdelsesloven har
stilling som sigtet eller tiltalt i en straffesag.
Det udelukker imidlertid ikke, at den dømte på
tidspunktet for domstolsprøvelsen har en forsvarer.
Det kan f.eks. skyldes, at den pågældende er sigtet
for strafbart forhold i anledning af en optræden,
der også har dannet grundlag for en afgørelse om
disciplinærstraf.
Advokatens opgave er at repræsentere og bistå
klageren. Det indebærer bl.a., at advokaten skal
sørge for, at den dømte får lejlighed til at udtale
sig enten skriftligt eller under afhøringen ved den
mundtlige behandling af sagen. Det må derfor
forudsættes, at advokaten altid kommer i personlig
kontakt med den pågældende, så advokaten bl.a. med
henblik på tilrettelæggelse af en eventuel
bevisførelse kan danne sig et indtryk af sin klients
stilling i sagen.
Advokatens opgaver skal også ses i sammenhæng med
§ 116. Har retten i medfør af § 116, stk. 1, 2.
pkt., i flertallets forslag, jf. afsnit 3 nedenfor i
bemærkningerne til § 116, bestemt, at den dømte ikke
må gøres bekendt med oplysninger, der er undtaget
fra aktindsigt i medfør af forvaltningslovens
regler, er advokaten naturligvis afskåret fra at
drøfte sådanne oplysninger med sin klient. Det samme
gælder, hvis retten i medfør af § 116, stk. 2, 3.-4.
pkt., i flertallets forslag har bestemt, at den
dømte ikke må overvære bevisførelsen eller en del af
denne og efterfølgende gøres bekendt med de
fremkomne oplysninger.
Tilsidesættelse af rettens bestemmelse vil være
strafbart, jf. § 116, stk. 4, i rådets lovudkast
sammenholdt med retsplejelovens § 129 og
straffelovens § 152.
Til § 116
§ 116 regulerer sagens behandling i retten. Under
pkt. 1 nedenfor redegøres for reglerne om, hvorvidt
sagen skal behandles på skriftligt eller mundtligt
grundlag. Under pkt. 2 behandles spørgsmålet om,
hvem der har ansvaret for sagens oplysning, og under
pkt. 3 uddybes reglerne om behandlingen af
oplysninger, der er undtaget fra aktindsigt under
Kriminalforsorgens sagsbehandling. Endelig knyttes
under pkt. 4 nogle bemærkninger til spørgsmålet om
kære af rettens afgørelse vedrørende den dømtes
adgang til at gøre sig bekendt med oplysninger, der
er undtaget fra aktindsigt.
1. Rådets forslag om skriftlig eller mundtlig
behandling
Efter § 116, stk. 1, 1. pkt., behandles sagen på
skriftligt grundlag, medmindre retten bestemmer
andet. Udgangspunktet er således skriftlig
behandling. Rådets lovudkast afviger herved fra §
110, stk. 1, 2. pkt., i arbejdsgruppens endelige
lovudkast, hvorefter retten kan bestemme, at sagen
skal behandles skriftligt, jf. betænkningen, bd III,
s. 674 og 746. I arbejdsgruppens oprindelige
lovudkast er det derimod forudsat, at retten som
udgangspunkt skal træffe afgørelse umiddelbart på
grundlag af det foreliggende skriftlige materiale,
jf. betænkningen, bd. I, s. 415 og 488.
Som det fremgår af afsnit 9.2. i betænkningens
kapitel 5 om klageregler m.v., finder
Straffelovrådet, at det bør overlades til retten at
træffe bestemmelse om, hvorvidt en sag efter sin
karakter bør behandles mundtligt. Der er efter
rådets opfattelse grund til at tro, at et stort
antal sager allerede ved modtagelsen vil være
tilstrækkeligt oplyst, således at retten i mange
tilfælde umiddelbart vil kunne træffe afgørelse,
efter at den dømte eller dennes advokat i et
skriftligt indlæg har haft lejlighed til at udtale
sig om Kriminalforsorgens begrundelse for den
pågældende afgørelse.
Det er således rådets opfattelse, at en meget
stor del af de sager, der er omfattet af
klageordningen, efter deres karakter vil være egnede
til skriftlig behandling. Med henblik på at opnå en
hurtig og ikke alt for ressourcekrævende behandling
af sagerne har rådet derfor fundet det
hensigtsmæssigt og forsvarligt at foreslå, at
sagerne, selv om hovedprincippet i retsplejen er
mundtlighed, som udgangspunkt behandles skriftligt,
men således at retten - også af egen drift - kan
træffe bestemmelse om mundtlig behandling.
2. Rådets forslag om ansvaret for sagens
oplysning
Efter § 116, stk. 1, 2. pkt., 1. led, i rådets
lovudkast kan retten stille krav om tilvejebringelse
af yderligere oplysninger. Behandles sagen
mundtligt, træffer retten bestemmelse om afhøring af
den dømte og andre og om tilvejebringelse af beviser
i øvrigt, ligesom retten indkalder parter og vidner,
jf. § 116, stk. 2, 1. og 2. pkt.
Rådet forslag indebærer, at parterne ikke på
samme måde som i de almindelige civile sager selv
kan tilrettelægge sagen og beslutte, hvilke
oplysninger der skal forelægges retten. Det påhviler
derimod retten at sikre, at de relevante oplysninger
tilvejebringes, således at retten har et
tilstrækkeligt grundlag for at afgøre sagen.
3. Flertallets forslag om den dømtes adgang til
at gøre sig bekendt med oplysninger, der er undtaget
fra aktindsigt
Som det fremgår af afsnit 9.2. i betænkningens
kapitel 5 om klageregler m.v., bygger forslaget om
den dømtes adgang til oplysninger, der er undtaget
fra aktindsigt under Kriminalforsorgens
sagsbehandling, på en flertalsopfattelse (Jacques
Hermann, Torsten Hesselbjerg, Kaspar Linkis,
Annemette Møller, Christian Trønning og Sven
Ziegler) i rådet. Et mindretal (Jørgen Bang og Vagn
Greve) fraråder at gennemføre ændringer i de
nugældende regler vedrørende aktindsigt m.v.
3.1 Ved skriftlig behandling
Efter § 116, stk. 1, 2. pkt, 2. led, skal retten,
når sagen behandles skriftligt, som led i sagens
oplysning træffe afgørelse om, i hvilket omfang den
dømte skal gøres bekendt med oplysninger, der er
undtaget fra aktindsigt i medfør af
forvaltningslovens § 9, stk. 3, 2. pkt., eller § 15,
stk. 1, nr. 3. Om forvaltningslovens § 9, stk. 3, 2.
pkt., henvises til § 1, nr. 1, i udkastet til lov om
ændring af forvaltningsloven, der er optaget som
bilag 1 til rådets udtalelse om aktindsigt i sager
om straffuldbyrdelse. Udtalelsen er optaget som
bilag 3 til denne betænkning.
At den dømte ikke uden videre har adgang til at
gøre sig bekendt med samtlige sagens oplysninger,
når sagen er indbragt for retten, er en fravigelse
fra de almindelige regler om behandlingen af civile
sager. Baggrunden for bestemmelsen er imidlertid de
særlige hensyn, der gør sig gældende i sager om
straffuldbyrdelse. Uden den pågældende bestemmelse
ville den dømte således ved at fremsætte anmodning
om domstolsprøvelse kunne gøre krav på at blive
gjort bekendt med oplysninger, som Kriminalforsorgen
med hjemmel i forvaltningsloven har undtaget fra
partsaktindsigt, jf. herved afsnit 9.2. i kapitel 5
om klageregler m.v.
§ 116, stk. 1, 2. pkt., 2. led, indebærer, at
retten skal foretage en selvstændig vurdering af, om
domstolsprøvelsen lader sig gennemføre på et
forsvarligt grundlag, uden at den dømte helt eller
delvis gøres bekendt med de oplysninger, der er
undtaget fra aktindsigt under Kriminalforsorgens
sagsbehandling.
Heri ligger bl.a., at retten, når en sag
undtagelsesvis må anses for omfattet af den
strafferetlige del af artikel 6 i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention, må tage stilling til,
om en undladelse af at gøre den dømte bekendt med de
pågældende oplysninger konkret vil være i strid med
artikel 6, jf. herved afsnit 9.2. i kapitel 5 om
klageregler m.v.
Også i de tilfælde, hvor sagen ikke anses for
omfattet af den strafferetlige del af artikel 6,
eller artikel 6 ikke kan antages at være til hinder
for, at den dømte afskæres fra aktindsigt, skal
retten imidlertid vurdere, om domstolsprøvelsen kan
gennemføres på forsvarligt grundlag, uden at den
dømte bliver gjort bekendt med oplysningerne.
I denne vurdering indgår bl.a. sagens karakter.
Sagens omstændigheder, herunder om der foreligger
modstridende oplysninger, som det er af afgørende
betydning, at den dømte får lejlighed til at imødegå
under rettens prøvelse, spiller også en væsentlig
rolle. Som nævnt ovenfor er der dog grund til at
tro, at et stort antal sager allerede ved
modtagelsen vil være tilstrækkeligt oplyst, således
at retten i mange tilfælde umiddelbart vil kunne
træffe afgørelse, efter at den dømte eller dennes
advokat i et skriftligt indlæg har haft lejlighed
til at kommentere Kriminalforsorgens begrundelse for
den pågældende afgørelse.
I de tilfælde, hvor retten i medfør af § 116,
stk. 1, 2. pkt., 2. led, har bestemt, at den dømte
ikke må gøres bekendt med oplysninger i sagen, må
den advokat, der varetager den dømtes interesser
under sagen, jf. herved § 115, stk. 2, ikke
videregive de pågældende oplysninger til den dømte,
jf. § 116, stk. 4. Tilsidesættelse af rettens
bestemmelse vil være strafbar, jf. retsplejelovens §
129 og straffelovens § 152.
3.2. Ved mundtlig behandling
Finder retten, at der efter sagens karakter og de
foreliggende omstændigheder er behov for, at sagen
behandles mundtligt, gælder i stedet § 116, stk. 2,
3. pkt., i rådets lovudkast. (l op)
Det indebærer, at den dømte som udgangspunkt skal
gøres bekendt med alle oplysninger i sagen. Efter
denne bestemmelse kan retten således kun, når
særlige omstændigheder taler for det, bestemme, at
den dømte ikke må overvære bevisførelsen eller en
del af denne. Den pågældende skal i så fald som
udgangspunkt gøres bekendt med de oplysninger, der
er fremkommet under bevisførelsen, inden sagen
afgøres. Det gælder dog ikke, hvis dette ville
stride mod de hensyn, der har ført til udelukkelsen,
jf. § 116, stk. 2, 4. pkt.
At betingelserne for at afskære den dømte fra at
gøre sig bekendt med oplysninger, der er undtaget
fra aktindsigt, skærpes, når sagen behandles
mundtligt, skyldes, at det i disse tilfælde har
formodningen for sig, at den dømte skal gøres
bekendt med alle oplysninger, for at retten kan
træffe afgørelse på et fyldestgørende grundlag.
Baggrunden for, at sagen behandles mundtligt, kan
f.eks. være, at der foreligger modstridende
oplysninger i relation til det hændelsesforløb, der
har ført til Kriminalforsorgens afgørelse. Under
sådanne omstændigheder kan det være af afgørende
betydning bl.a. for vurderingen af et vidnes
troværdighed, at den dømte får lejlighed til
personligt at imødegå de foreliggende oplysninger.
Retten skal derfor foretage konkret vurdering af,
om de hensyn til f.eks. beskyttelse af et vidne, der
har begrundet, at den dømte under Kriminalforsorgens
sagsbehandling er nægtet aktindsigt, også under
domstolsprøvelsen er så tungtvejende, at den dømte
fortsat helt eller delvis skal afskæres fra at gøre
sig bekendt med dem.
I de særlige tilfælde, hvor sagen må anses for
omfattet af den strafferetlige del af artikel 6 i
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, må der
også tages stilling til, om en undladelse af at gøre
den dømte bekendt med de omhandlede oplysninger
konkret vil være i strid med konventionens artikel
6, jf. herved afsnit 9.2. i kapitel 5 om klageregler
m.v.
Også i de tilfælde, hvor sagen ikke anses for
omfattet af artikel 6, eller artikel 6 ikke antages
at være til hinder for at undlade at gøre den dømte
bekendt med oplysningerne, må det imidlertid
vurderes, om domstolsprøvelsen kan gennemføres på
forsvarligt grundlag uden den dømtes kendskab til
oplysningerne.
I vurderingen af, om der foreligger sådanne
særlige omstændigheder, at den dømte skal afskæres
fra at blive gjort bekendt med de omhandlede
oplysninger, kan bl.a. indgå vidnets stilling. En
fængselsfunktionær må således som udgangspunkt stå
frem og vedstå de iagttagelser, som den pågældende
har gjort i forbindelse med sit arbejde. Er der tale
om en medindsat, kan der dog også være grund til at
lade den dømte overvære den medindsattes forklaring,
navnlig hvis der er grund til at tro, at den
medindsattes forklaring skyldes et ønske om at hævne
sig på den dømte.
I overvejelserne kan desuden indgå, om der på
tidspunktet for domstolsprøvelsen verserer en
straffesag i anledning af det hændelsesforløb, som
har ført til den afgørelse, der prøves i retten.
F.eks. kan det forekomme, at den dømte er sigtet
eller tiltalt for trusler eller vold samtidig med,
at Kriminalforsorgen har truffet afgørelse om
disciplinærstraf i anledning af det passerede. I
disse tilfælde vil den dømte i sin egenskab af
tiltalt senest efter at have afgivet forklaring
under domstolsbehandlingen i straffesagen have krav
på at blive gjort bekendt med den forurettedes
forklaring, jf. retsplejelovens § 748, stk. 6,
sidste pkt., og § 848.
I de tilfælde, hvor retten i medfør af § 116,
stk. 2, 3.-4. pkt., har bestemt, at den dømte er
afskåret fra at gøre sig bekendt med de fremkomne
oplysninger, må advokaten ikke videregive
oplysningerne til den dømte, jf. § 116, stk. 4.
Tilsidesættelse af rettens bestemmelse vil være
strafbar, jf. retsplejelovens § 129 og straffelovens
§ 152.
4. Flertallets forslag om kære af rettens
afgørelse om den dømtes adgang til at gøre sig
bekendt med oplysninger, der er undtaget fra
aktindsigt
Efter § 116, stk. 3, træffes rettens afgørelse om
den dømtes adgang til at gøre sig bekendt med alle
oplysninger, der fremkommer under sagens behandling,
efter anmodning ved kendelse, når den påklagede
afgørelse er omfattet af § 121, stk. 2.
Det indebærer, at retten i de tilfælde, hvor der
efter § 121, stk. 2, er adgang til at kære til
landsretten, skal begrunde afgørelsen om den dømtes
adgang til at gøre sig bekendt med alle oplysninger
i sagen, jf. retsplejelovens § 218, stk. 1, 1. pkt.,
således at parten kan tage stilling til, om der er
grundlag for at kære den pågældende afgørelse.
Til § 117
Efter § 117 i flertallets lovudkast skal dørene
lukkes under behandlingen af sager, der omfattes af
§ 116, stk. 2, 3.-4. pkt.
Bestemmelsen indebærer, at sagens behandling
foregår for lukkede døre i tilfælde, hvor retten i
forbindelse med mundtlig behandling bestemmer, at
den dømte ikke må overvære bevisførelsen eller en
del af denne, og hvor der derfor også opstår
spørgsmål om at afskære den dømte fra at blive gjort
bekendt med de fremkomne oplysninger, jf. § 116,
stk. 2, 4. pkt.
Bestemmelsen afviger fra de almindelige regler om
dørlukning i civile sager, hvorefter spørgsmålet om
dørlukning afhænger af en konkret vurdering, jf.
retsplejelovens § 29, stk. 2-4, og § 30. Baggrunden
er de særlige hensyn til beskyttelse af den person,
der har givet de belastende oplysninger.
Når retsmødet holdes for lukkede døre, er
offentlig gengivelse af, hvad der forhandles i
retsmødet, forbudt, og overtrædelse af forbudet kan
straffes med bøde, jf. retsplejelovens § 31, stk. 2.
Til § 118
Efter § 118 i rådets lovudkast har sagens
indbringelse for retten ikke opsættende virkning,
medmindre justitsministeren, dvs. i praksis
Direktoratet for Kriminalforsorgen, eller retten
bestemmer det.
Bestemmelsen svarer til § 110, stk. 4, i
arbejdsgruppens lovudkast, jf. betænkningen, bd.
III, s. 674 og 746. Baggrunden for bestemmelsen er,
at hensynet til Kriminalforsorgens sikkerheds- og
ordensmæssige virksomhed normalt vil tale imod, at
indbringelsen tillægges en sådan virkning.
Til § 119
Efter § 119 i rådets lovudkast afgør retten ved
kendelse, om sagen skal afvises, eller om afgørelsen
skal stadfæstes, ændres eller ophæves.
Bestemmelsen svarer til § 111, stk. 1, i
arbejdsgruppens lovudkast, jf. betænkningen, bd.
III, s. 674 og 746-747. Om adgangen til at kære
henvises til reglerne i § 121 i rådets lovudkast.
Til § 120
§ 120, stk. 1, i rådets lovudkast vedrører
spørgsmålet om fastsættelse og betaling af
sagsomkostninger i tilfælde, hvor der er beskikket
advokat.
Bestemmelsen er en i realiteten uændret
videreførelse af § 110, stk. 3, i arbejdsgruppens
lovudkast, jf. betænkningen, bd. III, s. 674 og 746.
I § 120 i rådets lovudkast foreslås som stk. 2
indsat en bestemmelse, hvorefter der i de tilfælde,
hvor der ikke er beskikket advokat, for så vidt
angår sagsomkostninger henvises til de almindelige
regler herom i retsplejelovens kapitel 30. Formålet
med denne bestemmelse er at tydeliggøre
retstilstanden i de tilfælde, hvor den dømte selv
har valgt en advokat til at føre sin sag, eller
retten har afslået at beskikke advokat efter § 115,
stk. 2, i rådets lovudkast.
Til § 121
I § 121 i rådets lovudkast fastsættes regler om
adgangen til kære af byrettens afgørelser til
landsretten. Om adgangen til kære af landsrettens
afgørelser til Højesteret henvises til § 123, stk.
1, i rådets lovudkast.
Bestemmelsen i § 121 indebærer, at der indføres
appelbegrænsning som led i forslaget om en udvidet
adgang til domstolsprøvelse efter
straffuldbyrdelsesloven, idet afgørelser truffet af
byretten som udgangspunkt ikke kan indbringes for
højere ret. Om baggrunden for forslaget om
appelbegrænsning henvises til afsnit 9.3. i
betænkningens kapitel 5 om klageregler m.v.
Til stk. 1
Efter § 121, stk. 1, kan kendelser, jf. § 116,
stk. 3, og § 119, kæres efter reglerne i samme
bestemmelses stk. 2 og 3 af dem, der efter § 115,
stk. 1, er parter i sagen.
Bestemmelsen afviger fra § 111, stk. 2, 1. pkt.,
i arbejdsgruppens lovudkast, der bl.a. henviser til
retsplejelovens § 389, stk. 1, hvorefter byrettens
afgørelse uden begrænsning kan kæres til den
landsret, i hvis kreds byretten ligger. § 121 i
rådets lovudkast medfører, at byrettens afgørelser i
sager, der omfattes af forslaget om en udvidet
adgang til domstolsprøvelse, normalt ikke kan
indbringes for højere ret.
Til stk. 2
Efter § 121, stk. 2, 1. pkt., i rådets lovudkast
kan kendelser, der er afsagt af en byret, kæres til
den landsret, i hvis kreds byretten ligger, når
sagen er omfattet af § 112, nr. 6, 2. led, 7 eller
8, i rådets lovudkast (klagemodel 2).
Bestemmelsen indebærer, at afgørelser om nægtelse
af prøveløsladelse fra straf af fængsel på livstid,
der efter § 112, nr. 6, 2. led, kan indbringes for
domstolene, kan indbringes for landsretten uden
begrænsning i appeladgangen. Det samme gælder
afgørelser om genindsættelse efter prøveløsladelse
eller betinget benådning. Ved kendelser i sager
efter § 112, nr. 7 eller 8, (klagemodel 2), som
angår tidsbestemt straf, kræves dog, at den
resterende straffetid er mindst 1 år, jf. § 121,
stk. 2, 2. pkt., i rådets lovudkast.
Kæreadgangen omfatter både kendelser, der afsiges
under sagens behandling i byretten vedrørende
spørgsmålet om den dømtes adgang til at gøre sig
bekendt med oplysninger, der er undtaget fra
aktindsigt, jf. § 116, stk. 3, og afgørelser,
hvorved sagen afvises, stadfæstes, ændres eller
ophæves, jf. § 119 i rådets lovudkast.
Til stk. 3
Efter § 121, stk. 3, 1. pkt., kan kendelser, der
er afsagt af en byret, ikke kæres, når sagen er
omfattet af § 112, nr. 1-5, 6, 1. led, eller 9
(klagemodel 2).
Afgørelser om straffetidsberegning,
tilbageholdelse af brev, disciplinærstraf,
konfiskation, modregning, nægtelse af
prøveløsladelse fra tidsbestemt straf og nægtelse af
erstatning kan derfor som udgangspunkt alene
domstolsprøves i én instans, dvs. byretten. Det
gælder både kendelser, der afsiges under sagens
behandling i byretten vedrørende spørgsmålet om den
dømtes adgang til at gøre sig bekendt med
oplysninger, der er undtaget fra aktindsigt, jf. §
116, stk. 3, og afgørelser, hvorved sagen afvises,
stadfæstes, ændres eller ophæves, jf. § 119 i rådets
lovudkast.
Efter § 121, stk. 3, 2. pkt., kan
Procesbevillingsnævnet dog give tilladelse til kære
af kendelser, jf. § 119, som nævnt i § 121, stk. 3,
1. pkt., og kendelser, jf. § 119, der efter § 121,
stk. 2, 2. pkt., ikke kan kæres - dvs. afgørelser om
genindsættelse efter prøveløsladelse eller betinget
benådning, hvor den resterende straffetid er mindre
end 1 år - hvis sagen er af principiel karakter,
eller særlige grunde i øvrigt taler for det.
Afgørelser, som træffes under byrettens
behandling af sager, hvis indbringelse for
landsretten kræver Procesbevillingsnævnets
tilladelse, om den dømtes adgang til at gøre sig
bekendt med alle oplysninger i sagen, jf. § 116,
stk. 3, kan ikke indbringes for højere ret. Giver
Procesbevillingsnævnet efter § 121, stk. 3, 2. pkt.,
tilladelse til, at sagen indbringes for landsretten,
vil spørgsmålet om den dømtes adgang til alle
oplysninger i sagen dog også kunne rejses for
landsretten, jf. § 122, stk. 2, 1. pkt., jf. § 116,
stk. 3, i rådets lovudkast.
Efter § 121, stk. 3, 2. pkt., i rådets lovudkast
kan Procesbevillingsnævnet give tilladelse til kære
til landsretten, hvis sagen er af principiel
karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler for,
at sagen bør prøves i to instanser. Det er ikke
muligt generelt at fastslå, hvilke tilfælde der må
anses for omfattet af denne bestemmelse. Spørgsmålet
om kæretilladelse afhænger således af en konkret
vurdering, hvori bl.a. indgår sagens omstændigheder
og betydning for den pågældende indsatte.
I § 121, stk. 3, 3. pkt., i rådets lovudkast er
det fastsat, at reglerne i retsplejelovens § 392,
stk. 2, 2.-3. pkt., finder tilsvarende anvendelse
ved behandlingen af spørgsmålet om kæretilladelse
til landsretten.
Det indebærer, at ansøgning om kæretilladelse
skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 2
uger efter, at afgørelsen er truffet. Af
henvisningen til retsplejelovens regler følger også,
at Procesbevillingsnævnet undtagelsesvis kan give
tilladelse til kære, hvis ansøgningen indgives
senere, men inden 6 måneder efter, at afgørelsen er
truffet.
Til § 122
I § 122 i rådets lovudkast fastsættes regler om
fremgangsmåden ved kære til landsretten. Om
fremgangsmåden ved kære til Højesteret henvises til
§ 123, stk. 2, i rådets lovudkast.
Efter § 122, stk. 1, sker kære til landsretten
ved meddelelse til byretten. Meddelelsen kan ske
mundtligt til retsbogen. Det påhviler retten at
sende meddelelsen og sagens akter til landsretten.
Endvidere følger det af § 122, stk. 2, 1. pkt.,
at sagen under kære behandles efter samme regler,
som er fastsat for byretsbehandlingen.
Det indebærer bl.a., at landsretten i de
tilfælde, hvor sagen er behandlet på skriftligt
grundlag i byretten, i medfør af lovudkastets § 116,
stk. 1, 2. pkt., skal afgøre, om der er behov for
mundtlig behandling af sagen. Desuden skal
landsretten tage stilling til, om den dømte under
sagens behandling i landsretten bør have adgang til
at gøre sig bekendt med oplysninger, der er undtaget
fra aktindsigt, og som den pågældende heller ikke
under byrettens behandling er gjort bekendt med.
At retsplejelovens kapitel 37 om kære i øvrigt
finder anvendelse ved kære, jf. § 122, stk. 2, 2.
pkt., indebærer bl.a., at kærefristen er 2 uger,
regnet fra den dag, afgørelsen er truffet eller
efter omstændighederne forkyndt, jf. retsplejelovens
§ 394, stk. 1, og § 219, stk. 3. I de tilfælde, hvor
kære forudsætter Procesbevillingsnævnets tilladelse,
skal kære ske inden 2 uger efter, at tilladelsen er
meddelt ansøgeren. Iværksættes kære senere, afvises
kæren som udgangspunkt af den ret, hvortil
afgørelsen kæres, jf. retsplejelovens § 394, stk. 2.
Af henvisningen til retsplejelovens kapitel 37
følger også, at kære normalt ikke har opsættende
virkning, jf. retsplejelovens § 395. Rådets
lovudkast svarer på dette punkt til ordningen ifølge
§ 111, stk. 2, i arbejdsgruppens lovudkast, jf.
betænkningen, bd. III, s. 674 og 747.
At retsplejelovens § 398, stk. 2, 3. pkt., kun
finder anvendelse, når den dømte ikke er
frihedsberøvet, jf. § 122, stk. 2, 3. pkt.,
indebærer, at kæremålet ikke afvises, når den
kærendes "udeblivelse" skyldes, at den pågældende er
frihedsberøvet.
Til § 123
I § 123, stk. 1, i rådets lovudkast fastsættes
regler om adgangen til kære til Højesteret. Om
adgangen til kære til landsretten henvises til § 121
i rådets lovudkast.
I § 123, stk. 2, fastsættes regler om
fremgangsmåden ved kære til Højesteret. Om
fremgangsmåden ved kære til landsretten henvises til
§ 122 i rådets lovudkast.
Efter § 123, stk. 1, kan kendelser, der er afsagt
af landsretten, som udgangspunkt ikke kæres.
Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til
kære af kendelser, jf. § 119, der efter reglerne i §
121, stk. 2-3, har været indbragt for landsretten,
hvis sagen er af principiel karakter. Som eksempel
kan peges på tilfælde, hvor der om det samme
spørgsmål foreligger forskellige afgørelser fra de
to landsretter, og hvor der derfor er behov for at
få en endelig afklaring af retstilstanden.
Ved behandlingen af spørgsmålet om kæretilladelse
til Højesteret finder reglerne i retsplejelovens §
392, stk. 2, 2-3. pkt., tilsvarende anvendelse, jf.
§ 123, stk. 1, 2. pkt, i rådets lovudkast.
Det indebærer, at ansøgning om kæretilladelse
skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 2
uger efter, at landsretten har truffet afgørelse i
sagen. Af henvisningen til retsplejelovens regler
følger også, at Procesbevillingsnævnet
undtagelsesvis kan give tilladelse til kære, hvis
ansøgningen indgives senere, men inden 6 måneder
efter, at afgørelsen er truffet.
Efter § 123, stk. 2, i rådets lovudkast finder §
122 tilsvarende anvendelse ved kære til Højesteret.
Det indebærer bl.a., at sagen i Højesteret i
lighed med landsretten behandles efter samme regler,
som er fastsat for byretsbehandlingen. I de
tilfælde, hvor sagen også i landsretten er behandlet
på skriftligt grundlag, skal Højesteret således
afgøre, om der er behov for mundtlig behandling af
sagen. Desuden skal der tages stilling til, om den
dømte under sagens behandling i Højesteret bør have
adgang til at gøre sig bekendt med oplysninger, der
er undtaget fra aktindsigt, og som den pågældende
heller ikke under landsrettens behandling er gjort
bekendt med.
At retsplejelovens kapitel 37 om kære i øvrigt
finder anvendelse, jf. § 123, stk. 2, jf. § 122,
stk. 2, 2. pkt., medfører bl.a., at kære til
Højesteret som udgangspunkt skal ske inden 2 uger
efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren, og at
kære, der iværksættes senere, som udgangspunkt
afvises, jf. retsplejelovens § 394, stk. 2
Til § 124
I § 124, stk. 1, 1. pkt., i rådets lovudkast
fastsættes det, at såfremt afgørelsen opretholdes,
kan det spørgsmål, som sagen angår, først på ny
indbringes for retten, når der er forløbet 6 måneder
fra kendelsens afsigelse.
Endvidere fastsættes det (med udgangspunkt i
klagemodel 2) i § 124, stk. 1, 2. pkt., at en række
afgørelser under hensyn til de pågældende
afgørelsers karakter ikke på ny kan indbringes for
retten.
§ 124, stk. 1, 1. og 2. pkt., i rådets lovudkast,
svarer med de ændringer, der følger af forslaget om
ændret affattelse af § 112 i rådets lovudkast
(klagemodel 2), til § 112 i arbejdsgruppens
lovudkast, jf. betænkningen, bd. III, s. 674 og 747.
Endvidere fastsættes det i § 124, stk. 1, 3.
pkt., i rådets lovudkast, at der ved afgørelser, som
er truffet efter § 112, nr. 6, 2. led, (i klagemodel
2) om nægtelse af prøveløsladelse fra straf af
fængsel på livstid først er mulighed for på ny at
indbringe spørgsmålet om prøveløsladelse for retten,
når der er forløbet 1 år fra kendelsens afsigelse.
Denne bestemmelse er en følge af rådets forslag
om en prøveløsladelsesordning for livstidsdømte, jf.
betænkningens kapitel 4. Endvidere henvises til §
80, stk. 2, i rådets udkast til
straffuldbyrdelseslov, hvori det foreslås, at der
bl.a. skal fastsættes administrative bestemmelser,
som sikrer, at spørgsmålet om prøveløsladelse tages
op til fornyet afgørelse senest 1 år efter en
afgørelse om nægtelse af prøveløsladelse.
Som stk. 2, 1. pkt., i § 124 i rådets lovforslag
foreslås indsat en bestemmelse om fornyet adgang til
domstolsprøvelse af spørgsmålet om prøveløsladelse i
tilfælde, hvor der i medfør af straffelovens § 40 om
prøveløsladelse fra tidsbestemt straf er sket
genindsættelse til udståelse af reststraf.
Bestemmelsen indebærer, at den dømte i sådanne
tilfælde i lighed med tilfælde, hvor der er
spørgsmål om fornyet domstolsprøvelse af nægtelse af
prøveløsladelse, jf. § 124, stk. 1, 1. pkt., først
kan forlange domstolsprøvelse, når der er forløbet 6
måneder fra afgørelsen om genindsættelse.
Endvidere foreslås som 2. pkt. i § 124, stk. 2,
indsat en bestemmelse om fornyet adgang til
domstolsprøvelse i tilfælde, hvor der efter
straffelovens § 42 om prøveløsladelse fra
livstidsstraf, jf. § 1, nr. 3, i rådets udkast til
lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i
forbindelse med gennemførelse af en lov om
fuldbyrdelse af straf m.v., er sket genindsættelse
til udståelse af livstidsstraf.
Bestemmelsen medfører, at den livstidsdømte i
lighed med tilfælde, hvor der er spørgsmål om
fornyet domstolsprøvelse af nægtelse af
prøveløsladelse, jf. § 124, stk. 1, 3. pkt., først
kan forlange domstolsprøvelse, når der er forløbet 1
år fra afgørelsen om genindsættelse.
Har afgørelsen om genindsættelse været genstand
for domstolsprøvelse i medfør af § 112, nr. 7, i
rådets udkast til straffuldbyrdelsesloven, regnes
fristerne i § 124, stk. 2, fra det tidspunkt, hvor
rettens afgørelse om genindsættelse er endelig.
Til § 125
I § 125 i rådets lovudkast fastsættes regler om
adgang til domstolsprøvelse i tilfælde, hvor der
foretages konfiskation i medfør af lovudkastets § 73
hos andre end den indsatte. § 113 i arbejdsgruppens
lovudkast indeholder også bestemmelser om dette
spørgsmål, jf. betænkningen, bd. III, s. 674 og 747.
§ 125 i rådets lovudkast indebærer, at
bestemmelserne om domstolsprøvelse i §§ 112- 123 i
rådets lovudkast også finder anvendelse ved klage
fra andre end indsatte over en afgørelse efter § 73
om konfiskation hos den pågældende af genstande
eller penge, hvis værdi overstiger det almindelige
vederlag, der udbetales til indsatte for en uges
beskæftigelse.
Kapitel 23
Ikrafttræden m.v.
Til § 126
Straffelovrådet har ikke set det som sin opgave
at stille forslag om den nærmere udformning af
lovens ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.
Sådanne bestemmelser forudsættes derfor fastsat som
led i forberedelsen af et eventuelt lovforslag på
området.
Til § 127
Bestemmelsen fastsætter regler om
straffuldbyrdelseslovens territoriale
anvendelsesområde.
Kapitel 7 : Udkast til lov om ændring af
forskellige lovbestemmelser i forbindelse med
gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf
m.v. med bemærkninger
1. Udkast til lov om ændring af forskellige
lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af
en lov om fuldbyrdelse af straf m.v.
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 648 af
12. august 1997, foretages følgende ændringer:
1. §§ 34-36, § 39, stk. 2,
4. pkt., og § 40 a ophæves.
2. § 39, stk. 2, 1. pkt.,
affattes således:
"Stk. 2. Det kan fastsættes som vilkår
for løsladelsen, at den pågældende i hele
prøvetiden eller en del af denne undergives
tilsyn."
3. Efter § 40 indsættes:
"§ 41. Når 12 år af en
straf af fængsel på livstid er udstået,
afgør justitsministeren, om den dømte skal
løslades på prøve.
Stk. 2. Løsladelse på prøve
forudsætter, at den dømtes forhold ikke gør
løsladelse utilrådelig, at der er sikret den
pågældende passende ophold og arbejde eller
andet underhold, og at den pågældende
erklærer at ville overholde de vilkår for
løsladelsen, som fastsættes efter stk. 3, 3.
pkt.
Stk. 3. Løsladelse betinges af, at
den dømte ikke i prøvetiden begår strafbart
forhold, og at den pågældende overholder de
vilkår, som måtte være fastsat. Prøvetiden
kan ikke overstige 5 år. § 57 finder
tilsvarende anvendelse.
§ 42. Begår den prøveløsladte
nyt strafbart forhold i prøvetiden, og
foretages der inden dennes udløb
rettergangsskridt, hvorved den pågældende
sigtes for forholdet, kan retten ved dom
træffe afgørelse om, at den pågældende skal
genindsættes til udståelse af
livstidsstraffen. Når omstændighederne taler
derfor, kan retten i stedet idømme straf
alene for det nye forhold eventuelt i
forbindelse med en ændring af vilkårene for
prøveløsladelsen.
Stk. 2. Overtræder den prøveløsladte
i øvrigt vilkårene, finder § 40, stk. 2-5,
jf. § 41, stk. 3, tilsvarende anvendelse.
§ 43. Ved hel eller delvis
eftergivelse af en straf ved betinget
benådning kan det fastsættes som vilkår for
benådningen, at bestemmelserne i § 40, stk.
1-5, eller § 42 finder tilsvarende
anvendelse."
4. §§ 45-49 ophæves.
5. § 50 affattes således:
"§ 50. Bøde tilfalder
statskassen.
Stk. 2. Bøde kan idømmes som
tillægsstraf til anden strafart, når
tiltalte ved lovovertrædelsen har opnået
eller tilsigtet at opnå økonomisk vinding
for sig selv eller andre.
Stk. 3. Den bødefældte kan ikke kræve bøden
betalt eller erstattet af andre."
6. § 52 ophæves.
7. § 57, stk. 2, ophæves.
8. § 59, stk. 1, ophæves.
Stk. 2 bliver herefter stk. 1, og i
stk. 3, der herefter bliver stk. 2,
ændres "stk. 2" til: "stk. 1".
9. I § 60, stk. 2, § 66, stk. 4, §
72, stk. 2, § 78, stk. 3, og § 236, stk. 3,
ændres "§ 59, stk. 3" til: "§ 59, stk. 2".
10. § 61 a ophæves.
11. I § 65 ændres
"Bestemmelserne i § 59 om tilsynsmyndighedens
forkrifter og" til: "Bestemmelserne i § 59".
12. § 74 ophæves.
13. § 83, stk. 3, affattes
således:
"Stk. 3. Hvis en person skulle
idømmes frihedsstraf, og den pågældende
enten afsoner straf af fængsel på livstid
eller samtidig indsættes til afsoning af
sådan straf, fastsættes det ved dommen, hvor
lang frihedsstraffen skulle have været."
§ 2
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr.
752 af 15. august 1996, som ændret ved § 2 i lov nr.
1201 af 27. december 1996, § 8 i lov nr. 232 af 2.
april 1997, § 2 i lov nr. 274 af 15. april 1997, § 1
i lov nr. 349 af 23. maj 1997, § 2 i lov nr. 411 af
10. juni 1997 og lov nr. 414 af 10. juni 1997,
foretages følgende ændringer:
1. I § 997, stk. 2, indsættes
som 2. pkt.:
"For konfiskation gælder endvidere
reglerne i § 90, stk. 4, § 91, stk. 2-3, og
§ 92 i lov om fuldbyrdelse af straf m.v.".
2. I § 997, stk. 3, indsættes
som 2. pkt.:
"§ 90, stk. 4, i lov om fuldbyrdelse af straf
m.v. finder tilsvarende anvendelse."
3. § 997, stk. 4, § 1000, § 1001
og § 1003 ophæves.
4. I § 998, stk. 1, ændres
"dommens fortolkning, beregningen af frihedsstraffe,
som er idømt eller træder i stedet for idømt straf,
eller i andre henseender" til: "dommens fortolkning
eller i andre henseender, jf. dog § 112, nr. 1, i
lov om fuldbyrdelse af straf m.v.,".
5. I § 999 indsættes efter stk.
1 som nyt stykke:
"Stk. 2. Er domfældte
varetægtsfængslet efter straffedommen, skal
dommen fuldbyrdes, så snart det kan
konstateres, at dommen er endelig."
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
6. § 1013, stk. 3, affattes
således:
"Stk. 3. Pålagte omkostninger
kan inddrives efter reglerne i § 90, stk. 4,
§ 91, stk. 2-3, og § 92 i lov om
fuldbyrdelse af straf m.v.".
§ 3
I lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov
m.m., jf. lovbekendtgørelse nr. 608 af 6. september
1986, foretages følgende ændringer:
1. § 11, stk. 2 og 3, og §
18, stk. 4, ophæves.
§ 4
Loven træder i kraft den ....
Stk. 2. ... har virkning for...
§ 5
Loven gælder ikke for Færøerne eller Grønland.
Lovens § 1 kan dog ved kongelig anordning helt eller
delvis sættes i kraft for Færøerne med de
afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
2. Bemærkninger til Straffelovrådets udkast til
lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i
forbindelse med gennemførelsen af en lov om
fuldbyrdelse af straf m.v.
Almindelige bemærkninger
1. Baggrund og formål
Straffelovrådet har i nærværende betænkning
udarbejdet et udkast til en lov om fuldbyrdelse af
straf m.v. (straffuldbyrdelsesloven). Som det
fremgår af de almindelige bemærkninger til dette
lovudkast, har rådet ved udformningen af sit
lovudkast taget udgangspunkt i det lovudkast, der er
udarbejdet af arbejdsgruppen, som blev nedsat i 1985
med henblik på at forberede rådets arbejde. Der
henvises til betænkning nr. 1181/1989, bd. III, s.
643 ff., som indeholder arbejdsgruppens endelige
udkast til forslag til lov om fuldbyrdelse af straf
m.v., jf. bilag 1 til nærværende betænkning.
Gennemførelsen af straffuldbyrdelsesloven
indebærer en samlet regulering af et retsområde, der
hidtil i det væsentlige har været administrativt
reguleret på grundlag af nogle få bestemmelser om
straffuldbyrdelse i navnlig straffeloven og
retsplejeloven. Hovedformålet med dette lovudkast er
derfor at gennemføre de ændringer i anden
lovgivning, der er nødvendige som følge af
straffuldbyrdelsesloven.
2. Hovedtræk af lovforslaget
2.1. Straffelovrådet har taget udgangspunkt
i arbejdsgruppens udkast til lov om ændring af
forskellige lovbestemmelser i forbindelse med
gennemførelsen af en særlig lov om fuldbyrdelse af
straf m.v., jf. betænkning nr. 1181/1989, bd. III,
s. 749 ff.
Arbejdsgruppens lovudkast tilsigter ikke at
ophæve eller ændre samtlige bestemmelser om
straffuldbyrdelse i anden lovgivning. Det skyldes,
at en række bestemmelser vedrørende
straffuldbyrdelse efter arbejdsgruppens opfattelse
fortsat bør findes i anden lovgivning og ikke i en
lov om fuldbyrdelse af straf m.v. Arbejdsgruppen
henviser i den forbindelse navnlig til den
grænsedragning mellem straffeloven og
straffuldbyrdelsesloven, som Straffelovrådet har
angivet i arbejdsgruppens kommissorium, jf. herved
betænkningen, bd. I, s. 15-16, og bd. III, s. 752.
Straffelovrådet har under udarbejdelsen af sit
udkast til straffuldbyrdelseslov på ny drøftet
spørgsmålet om lovens afgrænsning over for
straffeloven og retsplejeloven.
Som det fremgår af afsnit 1 og 2 i bemærkningerne
til § 1 i rådets lovudkast, er det fortsat rådets
opfattelse, at en række bestemmelser, der har
betydning for straffuldbyrdelsen, bør bibeholdes i
straffeloven og retsplejeloven. Rådet lægger i den
forbindelse vægt på, at formålet med
straffuldbyrdelsesloven er at regulere selve
fuldbyrdelsen af straf, herunder de indgreb der kan
foretages over for den indsatte som led i
fuldbyrdelsen. Om straffen overhovedet kan
fuldbyrdes, er derimod et spørgsmål, der naturligt
bør besvares i straffeloven og retsplejeloven.
Bortset fra forslaget om afskaffelse af
hæftestraffen, jf. afsnit 3 nedenfor, sigter §§
1 og 2 om ændring af henholdsvis straffeloven og
retsplejeloven i dette lovudkast derfor som
udgangspunkt alene på at gennemføre de ændringer i
straffeloven og retsplejeloven, der er en følge af
forslaget til straffuldbyrdelsesloven, således som
denne lov er afgrænset i § 1 i rådets lovudkast.
I lovudkastets § 1, nr. 3, stilles dog også
forslag om at indføre bestemmelser i straffelovens
§§ 41-42, der giver mulighed for prøveløsladelse af
livstidsdømte. De klageregler, der indgår i dette
forslag, bygger på klagemodel 2 i § 112 i rådets
udkast til straffuldbyrdelsesloven. Om baggrunden
for forslaget om en prøveløsladelsesordning for
livstidsdømte henvises til kapitel 4 om
prøveløsladelse af livstidsdømte.
2.2. Arbejdsgruppen har i § 3 i sit
lovudkast stillet forslag om ændring af § 7 i lov om
udgifterne i strafferetsplejen, jf.
lovbekendtgørelse nr. 744 af 11. juni 1986.
Forslaget er en følge af arbejdsgruppens forslag om
at ophæve de indsattes pligt til at betale
afsoningsomkostninger, jf. betænkningen, bd. I, s.
51-54, og bd. III, s. 753. Forslaget indebærer, at
bestemmelsen i § 7, 2. pkt., hvorefter
befordringsudgifter til strafferetsplejens
embedsmænd henhører under straffesagens
omkostninger, opretholdes.
Strafafsoneres pligt til at betale
afsoningsomkostninger er ophævet med virkning fra
den 1. juni 1994, jf. § 2 i lov nr. 367 af 18. maj
1994 om ændring af straffeloven og lov om udgifterne
i strafferetsplejen. Det samme gælder bestemmelsen i
§ 7, 2. pkt., i loven om udgifterne i
strafferetsplejen. § 3 i arbejdsgruppens lovudkast
udgår derfor i rådets lovforslag. Om visse dømtes
pligt til at betale for ophold i Kriminalforsorgens
institutioner henvises til kapitel 21 i rådets
udkast til straffuldbyrdelsesloven.
2.3. § 3 i rådets lovudkast
indeholder forslag om ophævelse af visse
bestemmelser i lov om ikrafttræden af borgerlig
straffelov m.m., jf. lovbekendtgørelse nr. 608 af 6.
september 1986. Lovudkastet svarer som udgangspunkt
til § 4 i arbejdsgruppens lovudkast.
3. Særligt om forslaget vedrørende afskaffelse af
hæftestraffen
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger
til Straffelovrådets udkast til straf
fuldbyrdelsesloven, stillede rådet i betænkning nr.
1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse
forslag om, at hæftestraffen afskaffes, og at
fængselsstraffens faste minimum nedsættes til 7
dage, jf. betænkningen s. 49-62.
Endvidere blev det som almindelig regel foreslået
at ændre hæfterammerne til fængsel indtil 4 måneder
med henblik på i videre omfang at tilpasse
strafmaksimum til udmålingspraksis i sager om
hæftestraf. Med forslaget om hæftestraffens
afskaffelse tilsigtedes imidlertid ingen reduktion
af udmålingsniveauet. Rådet forudsatte således, at
domstolene som almindelig retningslinie ville udmåle
fængsel med samme antal dage som hidtil hæfte.
Arbejdsgruppens udkast til
straffuldbyrdelsesloven er i overensstemmelse med
kommissoriet udformet under den forudsætning, at
hæftestraffen afskaffes. Arbejdsgruppen kan i øvrigt
tilslutte sig Straffelovrådets anbefaling om at
afskaffe hæftestraffen, jf. herved betænkningen, bd.
I, s. 47-48.
I denne betænknings kapitel 2 har rådet redegjort
for sine fornyede overvejelser om en eventuel
afskaffelse af hæftestraffen. Som det fremgår heraf,
har rådet ikke fundet anledning til at ændre sin
opfattelse, således som den er kommet til udtryk i
1987-betænkningen.
Rådet foreslår derfor, at der som led i
gennemførelsen af straffuldbyrdelsesloven foretages
de fornødne ændringer i bl.a. straffeloven med
henblik på afskaffelse af hæftestraffen. Om den
nærmere udformning heraf henvises til betænkning nr.
1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse
(Delbetænkning om sanktionsspørgsmål), s. 282 ff.
Bemærkninger til de enkelte
bestemmelser i rådets lovudkast
Til § 1
Straffeloven
Lovudkastets § 1, nr. 1-13, indeholder forslag
til ændringer i straffeloven som følge af
straffuldbyrdelsesloven og svarer som udgangspunkt
til § 1 i arbejdsgruppens lovudkast, jf.
betænkningen, bd. III, s. 751 og 753.
Til § 34 i lovudkastets § 1, nr. 1
Straffelovens § 34 indeholder en
bemyndigelsesbestemmelse vedrørende fuldbyrdelse af
fængselsstraf i enrum eller i fællesskab.
Bestemmelsen foreslås ophævet som led i
gennemførelsen af straffuldbyrdelsesloven, jf. § 33
om anbringelse i fællesskab med andre indsatte eller
efter den indsattes eget ønske uden sådant
fællesskab og §§ 63-64 om institutionens adgang til
at udelukke den indsatte fra fællesskab med andre
indsatte (enrumsanbringelse) i rådets udkast til
straffuldbyrdelsesloven.
Til § 35 og § 45 i lovudkastets § 1, nr. 1 og 4
I straffelovens § 35 fastsættes regler om
arbejdspligten for indsatte, der afsoner
fængselsstraf. Bestemmelsen suppleres af § 45 om
forbud mod beskæftigelse med sundhedsfarligt arbejde
og om forsikring mod følger af ulykkestilfælde.
Bestemmelserne foreslås ophævet som led i
gennemførelsen af straffuldbyrdelsesloven, jf. § 6
om erstatning til indsatte for følger af
ulykkestilfælde m.v. og §§ 38-42 om de indsattes ret
og pligt til at være beskæftiget ved deltagelse i
arbejde, undervisning, uddannelse eller anden
godkendt aktivitet under straffuldbyrdelsen i rådets
udkast til straffuldbyrdelsesloven.
Til § 36 i lovudkastets § 1, nr. 1
Straffelovens § 36 indeholder regler om udgang
til indsatte, der afsoner fængselsstraf.
Bestemmelsen foreslås ophævet som led i
gennemførelsen af straffuldbyrdelsesloven, jf. §§
46-50 i rådets udkast til straffuldbyrdelsesloven,
der indeholder en nærmere regulering af
betingelserne for tilladelse og tilbagekaldelse af
tilladelse til udgang.
Til § 39, stk. 2, § 57, stk. 2, § 59, stk. 1, og
§ 65 i lovudkastets § 1, nr. 1, 7, 8 og 11
Straffelovens § 57, stk. 2, indeholder en
bemyndigelsesbestemmelse for justitsministeren til
at fastsætte nærmere regler om gennemførelsen af
tilsyn og eventuelle særvilkår, der er fastsat som
led i en betinget dom, jf. § 57, stk. 1.
Er der i medfør af § 57 truffet bestemmelse om
tilsyn, meddeler tilsynsmyndigheden efter § 59, stk.
1, de forskrifter, der er nødvendige til
gennemførelse af tilsynet og de yderligere vilkår,
som måtte være fastsat, jf. straffelovens § 59, stk.
1.
Efter straffelovens § 39, stk. 2, 4. pkt., finder
§ 57, stk. 2, og § 59, stk. 1, tilsvarende
anvendelse på vilkår om tilsyn og eventuelle
særvilkår ved prøveløsladelse.
I straffelovens § 65 er det fastsat, at
bestemmelserne i § 59 om bl.a. tilsynsmyndighedens
forskrifter finder tilsvarende anvendelse på de i
medfør af § 63 trufne bestemmelser, dvs.
bestemmelser om gennemførelse af vilkår om
samfundstjeneste.
Det foreslås, at bestemmelserne i § 39, stk. 2,
4. pkt., § 57, stk. 2, og § 59, stk. 1, ophæves.
Endvidere foreslås § 65 ændret, således at
henvisningen i § 65 til § 59 alene kommer til at
omfatte bestemmelserne om ændring eller ophævelse af
vilkår.
Baggrunden for forslagene er, at der i rådets
udkast til straffuldbyrdelsesloven optages nærmere
regler om gennemførelsen af tilsyn og eventuelle
særvilkår ved prøveløsladelse, betinget dom og dom
med vilkår om samfundstjeneste. Der henvises i den
forbindelse til lovudkastets §§ 81-87
(prøveløsladelse), §§ 94-100 (betingede domme) og §§
101-104 (samfundstjeneste).
Til § 40 a i lovudkastets § 1, nr. 1
Efter straffelovens § 40 a kan det ved
eftergivelse af resten af en straf ved betinget
benådning af en person, der har udstået mere end 3
måneder af straffetiden, fastsættes som vilkår for
benådningen, at bestemmelserne i straffelovens § 40,
stk. 1-5, om tilsidesættelse af vilkår ved
prøveløsladelse finder tilsvarende anvendelse.
Bestemmelsen suppleres af straffelovens § 61 a,
hvorefter det ved hel eller delvis eftergivelse af
straf ved betinget benådning uden for de tilfælde,
der omfattes af § 40 a, kan indsættes som vilkår for
benådningen, at bestemmelserne i §§ 59-61 om
domstolenes kompetence med hensyn til fuldbyrdelse
eller ændring af vilkår i betingede domme finder
tilsvarende anvendelse.
Som det fremgår af bemærkningerne til § 88 i
rådets udkast til straffuldbyrdelsesloven, foreslås
straffelovens § 61 a ophævet som led i
gennemførelsen af straffuldbyrdelsesloven. I § 1,
nr. 3, i nærværende lovudkast foreslås reglerne i
straffelovens § 40 a videreført i straffelovens § 43
med de tilpasninger, der bl.a. følger af rådets
samtidige forslag om at indføre en
prøveløsladelsesordning for livstidsdømte. Forslaget
i lovudkastets § 1, nr. 1, om ophævelse af § 40 a er
en følge af dette forslag.
Til § 39, stk. 2, i lovudkastets § 1, nr. 2
Efter straffelovens § 39, stk. 2, 1. pkt., kan
det fastsættes som vilkår for prøveløsladelse fra
tidsbestemt straf, at den pågældende i hele
prøvetiden eller en del af denne undergives tilsyn
og fører et ordentligt liv. Det antages, at adgangen
til at fastsætte vilkår om, at den pågældende skal
føre et ordentligt liv, er uden selvstændigt retligt
indhold.
Det foreslås på den baggrund, at denne del af
bestemmelsen udgår, således at det af § 39, stk. 2,
1. pkt., fremgår, at det kan fastsættes som vilkår
for løsladelsen, at den pågældende i hele prøvetiden
eller en del af denne undergives tilsyn. Det
tilføjes, at der fortsat kan fastsættes yderligere
vilkår efter reglerne i straffelovens § 57, jf. §
39, stk. 2, 2. pkt.
Til §§ 41-43 i lovudkastets § 1, nr. 3
I §§ 41-42 i lovudkastets § 1, nr. 3,
foreslås indført en prøveløsladelsesordning for
livstidsdømte. Om baggrunden for dette forslag
henvises til betænkningens kapitel 4 om
prøveløsladelse af livstidsdømte.
Bestemmelserne i §§ 41-42 suppleres af reglerne i
kapitel 14 i rådets udkast til
straffuldbyrdelsesloven, der bl.a. fastsætter regler
om pligt til at afgøre spørgsmålet om
prøveløsladelse fra straf af fængsel på livstid med
visse mellemrum og om gennemførelse af tilsyn m.v. i
forbindelse med prøveløsladelse.
Endvidere er der i § 112, nr. 6, 2. led, i
klagemodel 2 i rådets udkast til
straffuldbyrdelsesloven fastsat regler, der giver
mulighed for udvidet adgang til domstolsprøvelse af
afgørelser om nægtelse af prøveløsladelse, når 14 år
af straffen af fængsel på livstid er udstået. Også
afgørelser om genindsættelse til udståelse af straf
af fængsel på livstid som følge af overtrædelse af
vilkår om tilsyn m.v. foreslås omfattet af den
udvidede adgang til domstolsprøvelse, jf. § 112, nr.
7, i klagemodel 2.
Hertil føjes i § 124, stk. 1, 3. pkt., i rådets
udkast til straffuldbyrdelsesloven en bestemmelse om
adgangen til fornyet domstolsprøvelse af spørgsmålet
om prøveløsladelse i tilfælde, hvor prøveløsladelse
tidligere er afslået af retten. Der kan også peges
på reglerne i § 124, stk. 2, der bl.a. tager sigte
på adgangen til domstolsprøvelse af spørgsmålet om
prøveløsladelse i tilfælde, hvor der efter
straffelovens § 42 om overtrædelse af vilkåret om
ikke at begå strafbart forhold i prøvetiden eller
andre fastsatte vilkår er sket genindsættelse til
udståelse af livstidsstraf.
I § 43 i lovudkastets § 1, nr. 3,
foreslås de nugældende bestemmelser om betinget
benådning i straffelovens § 40 a videreført med de
nødvendige tilpasninger.
Bestemmelserne i § 43 suppleres af reglerne i §
88, jf. §§ 81-87, i rådets udkast til
straffuldbyrdelsesloven, der bl.a. fastsætter
bestemmelser om gennemførelse af tilsyn m.v. ved
betinget benådning.
Endvidere er der i § 112, nr. 8, i klagemodel 2 i
rådets udkast til straffuldbyrdelsesloven fastsat
regler, der giver mulighed for udvidet adgang til
domstolsprøvelse af afgørelser efter lovens § 88,
jf. § 86, stk. 4, om indsættelse af en betinget
benådet til udståelse af straf eller reststraf i
henhold til straffelovens § 43.
Til § 41
Bestemmelsen i § 41, stk. 1, indebærer, at der,
når 12 år af en straf af fængsel på livstid er
udstået, indføres mulighed for administrativt at
træffe beslutning om prøveløsladelse fra
livstidsstraffen. Om baggrunden for, at
prøveløsladelse foreslås først at komme på tale
efter 12 års afsoning, henvises til afsnit 4 i
betænkningens kapitel 4 om prøveløsladelse af
livstidsdømte.
Efter § 41, stk. 2, forudsætter løsladelse på
prøve, at den dømtes forhold ikke gør løsladelse
utilrådelig. Endvidere skal der være sikret den
pågældende passende ophold og arbejde eller andet
underhold, og den pågældende skal afgive erklæring
om at ville overholde de vilkår om tilsyn m.v., der
fastsættes i medfør af § 41, stk. 3. 3. pkt., jf.
herved også straffelovens 38, stk. 5, om
prøveløsladelse fra tidsbestemt straf. Det indebærer
bl.a., at der i forbindelse med en afgørelse om
prøveløsladelse fra straf af fængsel på livstid skal
foretages en konkret vurdering af den dømtes forhold
svarende til den vurdering, der i dag foretages ved
afgørelser om løsladelse af livstidsdømte ved
benådning. Det forudsættes herved, at der som hidtil
sker høring af anklagemyndigheden og Retslægerådet,
inden der træffes afgørelse i sagen, jf. afsnit 4 i
kapitel 4 om prøveløsladelse af livstidsdømte.
Afgørelsen om, hvorvidt den dømte skal
prøveløslades, vil således bero på en afvejning af
samtlige sagens omstændigheder. I vurderingen skal
bl.a. indgå oplysninger om risikoen for recidiv til
kriminalitet og oplysninger om den dømtes farlighed.
I vurderingen vil desuden skulle inddrages
oplysninger om det hidtidige afsoningsforløb,
herunder om den indsatte har været i stand til at
administrere de lempelser i afsoningsforløbet, der
er blevet tildelt den pågældende (udgang, ophold i
åben anstalt, udstationering eller frigang m.v.).
Efter bestemmelsen i § 41, stk. 3, vil
prøveløsladelse altid skulle ske på vilkår, at den
prøveløsladte ikke begår strafbart forhold i
prøvetiden. Prøveløsladelse fra livstidsstraf
sidestilles i så henseende bl.a. med prøveløsladelse
fra tidsbestent straf, jf. straffelovens § 39, stk.
1, 1. pkt.
Prøvetiden vil skulle fastsættes bl.a. under
hensyn til, at der er tale om prøveløsladelse fra en
tidsubestemt fængselsstraf. Det er da også
baggrunden for, at der alene stilles forslag om en
maksimumgrænse på 5 år for prøvetidens varighed. Ved
fastsættelse af prøvetiden for prøveløsladelse fra
livstidsstraf er det således ikke foreskrevet, at
prøvetiden i almindelighed ikke kan overstige 3 år,
jf. herved straffelovens § 39, stk. 1, 2.-3. pkt.,
om prøveløsladelse fra tidsbestemt straf. Den
administrative praksis i sager om betinget benådning
fra livstidsstraf vil eventuelt kunne være
vejledende ved fastsættelsen af prøvetiden ved
prøveløsladelse.
Af § 41, stk. 3, følger også, at prøveløsladelsen
kan betinges af yderligere vilkår, og at
straffelovens § 57 herved finder tilsvarende
anvendelse. Prøveløsladelse fra livstidsstraf
sidestilles også i så henseende med prøveløsladelse
fra tidsbestemt straf, jf. straffelovens § 39, stk.
2. Den administrative praksis i sager om betinget
benådning og prøveløsladelse fra længerevarende,
tidsbestemt straf vil efter omstændighederne kunne
give en vis vejledning ved fastsættelsen af vilkår,
herunder vilkår om tilsyn af Kriminalforsorgen.
Afslås en begæring om prøveløsladelse efter 12
års afsoning, er der ikke mulighed for at anmode om
domstolsprøvelse efter rådets udkast til
straffuldbyrdelsesloven, idet domstolsprøvelse efter
dette lovudkast er betinget af, at 14 år af
livstidsstraffen er udstået, jf. § 112, nr. 6, i
klagemodel 2 i rådets udkast til
straffuldbyrdelsesloven. Imidlertid følger det af §
80, stk. 2, i rådets udkast til
straffuldbyrdelsesloven, at der i forbindelse med
fastsættelse af administrative regler om
behandlingen af sager om prøveløsladelse også vil
skulle fastsættes regler, der sikrer, at spørgsmålet
om prøveløsladelse tages op til ny afgørelse senest
1 år efter en afgørelse om nægtelse af
prøveløsladelse.
Til § 42
Begår den prøveløsladte nyt strafbart forhold i
prøvetiden, og foretages der inden dennes udløb
rettergangsskridt, hvorved den pågældende sigtes for
forholdet, kan retten ved dom træffe afgørelse om,
at den pågældende skal genindsættes til udståelse af
livstidsstraffen. Når omstændighederne taler derfor,
kan retten i stedet idømme straf alene for det nye
forhold eventuelt i forbindelse med en ændring af
vilkårene for prøveløsladelsen, jf. § 42, stk. 1.
Denne bestemmelse er i forenklet form udformet som
en parallel til bestemmelsen i straffelovens § 61,
stk. 2, om betinget dømte.
Da der i de tilfælde, der omfattes af § 42, stk.
1, er tale om at pådømme strafbart forhold,
indbringes sagen for retten af anklagemyndigheden i
overensstemmelse med retsplejelovens almindelige
ordning.
Herefter vil retten afhængig af sagens konkrete
omstændigheder ved dom kunne bestemme, at den dømte
genindsættes til afsoning af livstidsstraffen. Når
omstændighederne taler derfor, f.eks. ved
kriminalitet af mindre grovhed, vil retten i stedet
kunne idømme betinget eller ubetinget straf,
herunder også bøde, alene for det nye forhold,
eventuelt i forbindelse med en ændring af vilkårene
for prøveløsladelse. Prøvetiden vil dog ikke kunne
forlænges ud over de i § 41, stk. 3, nævnte 5 år.
Overtræder den dømte i øvrigt ét eller flere af
vilkårene for prøveløsladelse, vil der kunne
reageres administrativt inden for den i § 41, stk.
3, fastsatte længstetid for prøvetiden (5 år) på
samme måde som ved prøveløsladelse fra tidsbestemt
straf. Er der i medfør af § 42, stk. 2, jf. § 40,
stk. 2, nr. 3, truffet afgørelse om genindsættelse,
kan afgørelsen forlanges domstolsprøvet efter § 112,
nr. 7, i klagemodel 2 i rådets udkast til
straffuldbyrdelseslov. Endvidere vil der efter de
administrative regler om behandlingen af sager om
prøveløsladelse, der fastsættes i medfør af § 80,
stk. 2, i rådets udkast til straffuldbyrdelsesloven,
være pligt til at træffe ny afgørelse af spørgsmålet
om prøveløsladelse senest 1 år efter genindsættelse
til udståelse af sådan straf.
Prøvetiden ved en eventuel ny prøveløsladelse kan
efter lovudkastet fastsættes op til 5 år, jf. § 41,
stk. 3. Herved afviger lovudkastet fra de gældende
regler om prøveløsladelse efter genindsættelse til
fortsat afsoning af tidsbestemt straf. Efter
straffelovens § 40, stk. 6, 2. pkt., gælder for
sådan prøveløsladelse, at der skal ske fradrag af
den tid, i hvilken den pågældende tidligere har
været prøveløsladt. Straffelovrådet har imidlertid
ikke fundet at burde foreslå en tilsvarende regel
for prøveløsladelse af livstidsdømte.
Til § 43
Efter § 43 i lovudkastets § 1, nr. 3, kan det ved
hel eller delvis eftergivelse af en straf ved
betinget benådning fastsættes som vilkår for
benådningen, at bestemmelserne i § 40, stk. 1-5, om
prøveløsladelse fra tidsbestemt straf eller § 42 om
prøveløsladelse fra straf af fængsel på livstid
finder tilsvarende anvendelse.
Ordet "straf" i § 43 omfatter i lighed med de
nugældende regler i straffelovens § 40 a og § 61 a
både tidsbestemt straf og straf af fængsel på
livstid. Det er da også baggrunden for, at der om
vilkår m.v. for benådning henvises både til
straffelovens § 40, stk. 1-5, om prøveløsladelse fra
tidsbestemt straf og straffelovens § 42 om
prøveløsladelse fra straf af fængsel på livstid.
Begår en betinget benådet nyt strafbart forhold i
prøvetiden, vil spørgsmålet om reaktion som hidtil
skulle afgøres af domstolene, jf. ved benådning fra
tidsbestemt straf straffelovens § 43, jf. § 40, stk.
1, og ved benådning fra straf af fængsel på livstid
straffelovens § 43, jf. § 42, stk. 1.
Overtræder en betinget benådet i øvrigt de
fastsatte vilkår, kan justitsministeren tildele
advarsel eller ændre vilkårene inden for den
gældende længstetid, jf. ved benådning fra
tidsbestemt straf straffelovens § 43, jf. § 40, stk.
2, nr. 1-2, og ved benådning fra straf af fængsel på
livstid straffelovens § 43, jf. § 42, stk. 2, jf. §
40, stk. 2, nr. 1-2, og § 41, stk. 3. Henvisningen i
§ 43 til § 40, stk. 2, nr. 3, indebærer, at det
under særlige omstændigheder kan bestemmes, at den
pågældende skal indsættes til udståelse af
reststraffen eller livstidsstraffen. Er der i medfør
af § 43 truffet bestemmelse om eftergivelse af hele
straffen, vil en afgørelse efter § 40, stk. 2, nr.
3, medføre, at den pågældende skal indsættes til
udståelse af hele straffen.
Er der som følge af overtrædelse af vilkår om
tilsyn m.v truffet beslutning om genindsættelse, kan
den dømte som nævnt ovenfor forlange
domstolsprøvelse i medfør af § 112, nr. 8, i
klagemodel 2 i rådets udkast til
straffuldbyrdelsesloven.
Til § 46 i lovudkastets § 1, nr. 4
Straffelovens § 46 fastsætter regler om
straffetidsberegningen. Efter denne bestemmelse
medregnes til straffetiden den tid, i hvilken en
indsat uden egen skyld indlægges på sygehus. Efter
samme bestemmelse medregnes derimod ikke den tid, i
hvilken en indsat unddrager sig strafudståelsen.
Bestemmelsen foreslås ophævet som led i
gennemførelsen af straffuldbyrdelsesloven, jf.
kapitel 6 om beregning af straffetiden og §§ 75 og
77 om strafafbrydelse ved undvigelse, udeblivelse,
varetægtsfængsling m.v. i rådets udkast til
straffuldbyrdelsesloven.
Til § 47 i lovudkastets § 1, nr. 4
Straffelovens § 47, stk. 1-2, indeholder nærmere
bestemmelser om anvendelse af disciplinærstraffe.
Hertil føjes i § 47, stk. 3, en bestemmelse om
adgang til konfiskation af genstande, der er
ulovligt indført, erhvervet eller tilvirket i
institutionen.
Straffelovens § 47 foreslås erstattet af §§
67-72, der indeholder en omfattende regulering af
anvendelsen af disciplinærstraf, og § 73, der
fastsætter regler om konfiskation, i rådets udkast
til straffuldbyrdelsesloven.
Til § 48 i lovudkastets § 1, nr. 4
Straffelovens § 48 indeholder regler om
anvendelsen af sikringsmidler, f.eks. håndjern og
sikringscelle.
Bestemmelsen foreslås ophævet som led i en samlet
regulering af anvendelsen af sikringsmidler i
straffuldbyrdelsesloven, jf. §§ 65 og 66 vedrørende
sikringsmidler (håndjern og sikringscelle) i rådets
udkast til straffuldbyrdelsesloven.
Til § 49 i lovudkastets § 1, nr. 4
Efter straffelovens § 49, stk.1, fastsætter
justitsministeren nærmere regler om fuldbyrdelse af
fængsel og hæfte.
Det foreslås, at bestemmelsen udgår som led i
gennemførelsen af straffuldbyrdelsesloven.
Straffelovens § 49, stk. 2, regulerer adgangen
til at lade en fængselsstraf fuldbyrde i institution
m.v. uden for fængsel eller arresthus.
Bestemmelsen foreslås erstattet af § 78 i kapitel
13 om fuldbyrdelse af fængselsstraf i
Kriminalforsorgens pensioner og i institutioner m.v.
uden for Kriminalforsorgen i rådets udkast til
straffuldbyrdelsesloven.
Til § 50 i lovudkastets § 1, nr. 5
Efter straffelovens § 50, stk. 1, tilfalder
bøder, der pålægges i henhold til denne lov,
statskassen. Bøde kan idømmes som tillægsstraf til
anden strafart, når tiltalte ved lovovertrædelsen
har opnået eller tilsigtet at opnå økonomisk vinding
for sig selv eller andre, jf. § 50, stk. 2.
Bestemmelsen i § 50, stk. 1, foreslås ændret,
således at bøde tilfalder statskassen. Baggrunden
for ændringen er, at også bøder, der pålægges efter
særlovgivningen, i almindelighed tilfalder
statskassen, jf. bemærkningerne til rådets udkast
til straffuldbyrdelseslovens § 90.
Bestemmelsen i § 50, stk. 2, foreslås videreført
i uændret form i § 50, stk. 2, i lovudkastets § 1,
nr. 5. Ved § 50, stk. 3, i lovforslagets § 1, nr. 5,
videreføres også uændret den nugældende bestemmelse
i straffelovens § 52, stk. 8, hvorefter den
bødefældte ikke kan kræve bøden betalt eller
erstattet af andre.
Til § 52 i lovudkastets § 1, nr. 6
Efter straffelovens § 52, stk. 1, kan retten
fastsætte en frist af indtil 3 måneder til bødens
betaling. Straffelovrådet foreslår, at denne
bestemmelse ophæves som led i en samlet regulering
af fuldbyrdelsen af bødestraffe i kapitel 6 i rådets
udkast til straffuldbyrdelsesloven.
Efter straffelovens § 52, stk. 2, kan politiet
tillade, at en bøde betales i afdrag. Ved § 1, nr.
1, i lov nr. 369 af 18. maj 1994 om ændring af
straffeloven og retsplejeloven (Rejsedommerordning,
forkyndelse, udeblivelsesdomme i straffesager samt
lønindeholdelse for bøder, sagsomkostninger og
konfiskerede beløb m.v.) blev der i straffelovens §
52, stk. 3-7, tilvejebragt hjemmel til at foretage
indeholdelse i løn m.v. for bøder, sagsomkostninger
og konfiskerede beløb. Også disse bestemmelser
foreslås ophævet på baggrund af forslaget om en
samlet regulering af fuldbyrdelsen af bødestraffe i
straffuldbyrdelseslovens kapitel 16.
For så vidt angår adgangen til at foretage
lønindeholdelse m.v. for konfiskerede beløb og
sagsomkostninger henvises til retsplejelovens § 997,
stk. 2, og § 1013, stk. 3, som affattet ved dette
lovudkasts § 2, nr. 1 og 6.
Til § 60, stk. 2, § 66, stk. 4, § 72, stk. 2, §
78, stk. 3, og § 236, stk. 3, i lovudkastets § 1,
nr. 9
I straffelovens § 60, stk. 2, henvises om
overtrædelse af særvilkår, jf. straffelovens § 57,
til straffelovens § 59, stk. 3. Det samme gælder i §
66, stk. 4, om samfundstjeneste, i § 72, stk. 2, om
ændring eller endelig ophævelse af en foranstaltning
efter straffelovens §§ 68-70, i § 78, stk. 3, om
udelukkelse fra at udøve virksomhed, som kræver en
særlig offentlig autorisation eller godkendelse, og
i § 236, stk. 3, om ophævelse af pålæg meddelt efter
stk. 1 eller 2 i § 236 på baggrund af en dom for
sædelighedskriminalitet.
Ændringerne i § 60, stk. 2, § 66, stk. 4, § 72,
stk. 2, § 78, stk. 3, og § 236, stk. 3, skyldes de
redaktionelle ændringer i straffelovens § 59, der er
en følge af, at § 59, stk. 1, ophæves som led i
gennemførelsen af straffuldbyrdelsesloven, jf.
lovudkastets § 1, nr. 8.
Til § 61 a i lovudkastets § 1, nr. 10
Straffelovens § 61 a indeholder særlige regler om
ændring og fuldbyrdelse af vilkår i visse tilfælde
af betinget benådning.
Bestemmelsen foreslås ophævet som led i en samlet
regulering af dette spørgsmål i straffelovens § 43 i
lovudkastets § 1, nr. 3.
Til § 74 i lovudkastets § 1, nr. 12
Straffelovens § 74 indeholder en
bemyndigelsesbestemmelse for justitsministeren til
at fastsætte regler om behandlingen af personer, der
anbringes i forvaring.
Bestemmelsen foreslås erstattet af § 105 i
kapitel 19 om fuldbyrdelse af forvaring i rådets
udkast til straffuldbyrdelsesloven.
Til § 83, stk. 3, i lovudkastets § 1, nr. 13
Straffelovens § 83, stk. 3, indeholder nærmere
regler om følgen af, at den, der er dømt til fængsel
på livstid og ikke benådet, i eller uden for
fængslet begår en ny forbrydelse.
§ 83, stk. 3, 1. pkt., indebærer, at det i
sådanne tilfælde skal fastsættes ved dommen, hvilken
frihedsstraf den pågældende ville have forskyldt,
hvis den tidligere idømte straf ikke var livsvarig.
Desuden kan der efter nærmere ved kongelig
anordning fastsatte regler idømmes den pågældende
straf svarende til en eller flere af de
disciplinærstraffe, der nævnes i straffelovens § 47,
jf. § 83, stk. 3, 2. pkt.
Det kan ved anordningen fastsættes, at den i §
47, stk. 1, nr. 1, foreskrevne straf (udelukkelse
fra begunstigelser) skal kunne idømmes på ubestemt
tid. Det kan endvidere fastsættes, at de i § 47,
stk. 1, nr. 2-3, foreskrevne største tidsrum kan
fordobles, jf. § 83, stk. 3, 3. pkt. Det indebærer,
at der kan ske udelukkelse fra arbejde indtil 28
dage og hensættelse i strafcelle indtil 6 måneder.
Ved § 83, stk. 3, i lovudkastets § 1, nr. 13,
foreslås de nugældende bestemmelser i § 83, stk. 3,
erstattet med en ny bestemmelse, hvorefter det, hvis
en person skulle idømmes frihedsstraf, og den
pågældende enten afsoner straf af fængsel på livstid
eller samtidig indsættes til afsoning af sådan
straf, ved dommen skal fastsættes, hvor lang
frihedsstraffen skulle have været.
Som det fremgår, tager bestemmelsen alene sigte
på at fastsætte, hvorledes der forholdes i tilfælde,
hvor en livstidsdømt begår ny kriminalitet, der
medfører frihedsstraf. I lighed med den gældende
bestemmelse i straffelovens § 83, stk. 3, 1. pkt.,
sigter bestemmelsen ikke på at regulere spørgsmålet
om, hvilken straf der skal udmåles i anledning af
den begåede kriminalitet. Bestemmelsen finder
endvidere ikke anvendelse i tilfælde, hvor den
pågældende er endeligt benådet eller ved prøvetidens
udløb har opfyldt vilkårene for prøveløsladelsen,
idet den pågældende i sådanne tilfælde har udstået
livstidsstraffen.
Adgangen til ved kongelig anordning at fastsætte
regler om yderligere disciplinærstraf til
livstidsfanger efter straffelovens § 83, stk. 3, 2.
og 3. pkt., foreslås i overensstemmelse med § 1 i
arbejdsgruppens lovudkast ophævet. Der er ved
kongelig anordning nr. 356 af 30. december 1932
angaaende Fuldbyrdelse af Fængselsstraf i
Statsfængsel, § 39, stk. 2, fastsat nærmere regler
om, at der ved dommen kan ikendes den dømte skærpede
disciplinærstraffe. Bestemmelserne er imidlertid
uden praktisk betydning.
Forslaget om ophævelse af straffelovens § 83,
stk. 3, 2. og 3. pkt., skal endvidere ses i
sammenhæng med forslaget om ophævelse af
straffelovens § 47, jf. rådets bemærkninger til
denne bestemmelse i lovudkastets § 1, nr. 4.
Til § 2
Retsplejeloven
Lovudkastets § 2 indeholder forslag til ændringer
i retsplejeloven som følge af rådets udkast til
straffuldbyrdelsesloven og svarer med enkelte
tilføjelser til § 2 i arbejdsgruppens lovudkast, jf.
betænkningen, bd. III, s. 751 og 753.
Til § 997, stk. 2, i lovudkastets § 2, nr. 1
Efter retsplejelovens § 997, stk. 2, inddrives
erstatning, der under straffesagen er tilkendt
nogen, samt andre ydelser, der ved dommen er pålagt
den skyldige, efter reglerne i den borgerlige
retspleje. Med udtrykket "andre ydelser" sigtes
bl.a. til konfiskerede beløb.
Straffelovrådet har efter en samlet vurdering
fundet det rigtigst, at der med henblik på
straffuldbyrdelsesloven sker en opsplitning af de
nugældende regler om inddrivelse af bøder,
sagsomkostninger og konfiskerede beløb i
straffelovens § 52 og retsplejelovens § 1003 samt §
1013, stk. 3, således at bestemmelserne om bøder
optages i straffuldbyrdelsesloven, og bestemmelserne
om tvangsbøder, sagsomkostninger og konfiskerede
beløb henføres til eller bibeholdes i
retsplejeloven.
Der henvises herom til afsnit 2.3. og 3.2.1. i
bemærkningerne til § 1 i rådets udkast til
straffuldbyrdelsesloven. Der henvises endvidere til
rådets udkast til samme lovs afsnit III om
bødestraffe med tilhørende bemærkninger. Om
tvangsbøder og sagsomkostninger henvises desuden til
retsplejelovens § 997, stk. 3, og § 1013, stk. 3,
som affattet ved § 2, nr. 2 og 6, i dette lovudkast.
Rådet foreslår på den baggrund, at der i
retsplejelovens § 997, stk. 2, som 2. pkt. indføjes
en bestemmelse, hvorefter de gældende regler om
inddrivelse af konfiskationsbeløb udvides med en
henvisning til § 90, stk. 4, § 91, stk. 2-3, og § 92
i rådets udkast til straffuldbyrdelsesloven.
Henvisningen til § 90, stk. 4, indebærer, at der
kan fastsættes bestemmelser om, at politiets
afgørelse om henstand med og afdragsvis betaling af
konfiskerede beløb ikke kan indbringes for højere
administrativ myndighed. Der henvises i den
forbindelse til bemærkningerne til § 90 i rådets
udkast til straffuldbyrdelsesloven og
Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 283 af 22.
april 1996 om afskæring af klageadgangen i visse
bødesager m.v.
At straffuldbyrdelseslovens § 91, stk. 2-3,
finder tilsvarende anvendelse på konfiskerede beløb,
medfører, at politiet i lighed med bøder og
sagsomkostninger kan inddrive konfiskerede beløb i
straffesager, der forfølges af det offentlige, ved
udpantning og ved indeholdelse i den pågældendes
indtægter efter reglerne om inddrivelse af
personlige skatter i kildeskatteloven og reglerne i
lov om Det Fælles Lønindeholdelsesregister. Der
henvises i den forbindelse til bemærkningerne til §
91 i rådets udkast til straffuldbyrdelsesloven.
Endelig indebærer henvisningen til § 92 i rådets
udkast til straffuldbyrdelssloven, at der også med
henblik på konfiskerede beløb skal fastsættes regler
om indeholdelse af indtægter m.v., jf. herved
bemærkningerne til § 92 i rådets udkast til
straffuldbyrdelsesloven og Justitsministeriets
bekendtgørelse nr. 113 af 20. februar 1995 om
indeholdelse i løn m.v. for bøder, sagsomkostninger
og konfiskerede beløb i straffesager, der forfølges
af det offentlige.
Til § 997, stk. 3, i lovudkastets § 2, nr. 2
Efter retsplejelovens § 997, stk. 3, kan der i
domme, hvorved nogen tilpligtes at opfylde en
forpligtelse mod det offentlige, som tvangsmiddel
fastsættes en fortløbende bøde, der tilfalder
statskassen.
Rådet foreslår, at der som 2. pkt. i § 997, stk.
3, indsættes en bestemmelse, hvorefter § 90, stk. 4,
i rådets udkast til straffuldbyrdelsesloven finder
tilsvarende anvendelse på tvangsbøder.
Henvisningen til § 90, stk. 4, indebærer, at der
kan fastsættes bestemmelser om, at politiets
afgørelse om henstand med og afdragsvis betaling af
tvangsbøder, fastsat i domme i straffesager, ikke
kan indbringes for højere administrativ myndighed,
jf. herved bemærkningerne til § 90 i rådets udkast
til straffuldbyrdelsesloven og Justitsministeriets
bekendtgørelse nr. 283 af 22. april 1996 om
afskæring af klageadgangen i visse bødesager m.v.
Til lovudkastets § 2, nr. 3
Til § 997, stk. 4
Retsplejelovens § 997, stk. 4, indeholder en
bemyndigelsesbestemmelse for justitsministeren til
at fastsætte regler om, fra hvilket tidspunkt efter
dommens afsigelse udståelsen af frihedsstraf regnes
for påbegyndt i tilfælde, hvor domfældte efter
domsafsigelsen har været undergivet
varetægtsfængsel.
Bestemmelsen foreslås ophævet som led i
gennemførelsen af en samlet regulering af
straffuldbyrdelsens iværksættelse og beregning af
straffetiden, jf. § 8, stk. 3, og § 14, stk. 2, i
rådets udkast til straffuldbyrdelsesloven.
Til § 1000 og § 1001
Retsplejelovens § 1000, 1. pkt., indeholder en
adgang for retten eller de lægdommere, der har
medvirket ved sagens behandling, til at indstille
til justitsministeren, at domfældte benådes. § 1000,
2. pkt., indeholder en bemyndigelse for
justitsministeren til at fastsætte nærmere regler om
fremgangsmåden ved udøvelsen af lægdommeres adgang
til at afgive indstilling om benådning. Som det
fremgår af afsnit 2.2. i bemærkningerne til § 1 i
rådets udkast til straffuldbyrdelsesloven, blev
denne bestemmelse oprindeligt indført med
dødsstraffen for øje. Dødsstraffen blev afskaffet
endeligt ved lov nr. 1097 af 22. december 1993 om
ændring af lov om tillæg til borgerlig straffelov
angående forræderi og anden landsskadelig virksomhed
og lov om straf for krigsforbrydelser.
Retsplejelovens § 1000 skal sammenholdes med §
1001, stk. 3, 1. pkt., 1. led, hvorefter straffens
fuldbyrdelse udsættes, når den ret, som har afsagt
dommen, finder grund til at indstille den domfældte
til fuldstændig benådning eller til at benådes med
straf af en mildere art. Det samme gælder, når
ansøgning herom indgives af den domfældte, for så
vidt en ansøgning ikke allerede tidligere er
afslået, jf. § 1001, stk. 3, 1. pkt., 2. led. Om en
påbegyndt fuldbyrdelse af straffen skal standses på
grund af en ansøgning om benådning, afgøres ifølge
retsplejelovens § 1001, stk. 3, 2. pkt., af
justitsministeren.
Efter retsplejelovens § 1001, stk. 1, skal
straffuldbyrdelsen udsættes, såfremt den, der er
idømt frihedsstraf, bliver alvorligt syg. I øvrigt
kan justitsministeren tillade, at straffuldbyrdelsen
udsættes, når en umiddelbar udståelse af straffen
ville medføre uforholdsmæssige, uden for straffens
øjemed liggende følger for den pågældendes velfærd
eller væsentlige ulemper for det offentlige, jf.
retsplejelovens § 1001, stk. 2.
Retsplejelovens § 1000 og § 1001 foreslås ophævet
som led i gennemførelsen af straf
fuldbyrdelsesloven, idet der i kapitel 5 i rådets
udkast til denne lov sker en samlet regulering af
spørgsmålet om udsættelse med straffuldbyrdelsen og
den administrative behandling af sager om benådning.
I dette kapitel indgår også en nærmere regulering af
spørgsmålet om, hvornår straffuldbyrdelsen skal
udsættes på behandlingen af en ansøgning om
udsættelse eller benådning. Der henvises i den
forbindelse til § 11 og § 12 i rådets lovudkast.
Til § 1003
Retsplejelovens § 1003 indeholder en bemyndigelse
for justitsministeren til at fastsætte bestemmelser
om, at politimesterens afgørelse om henstand med
eller afdragsvis betaling af bøder, sagsomkostninger
og konfiskation ikke kan indbringes for højere
administrativ myndighed.
Rådet foreslår, at retsplejelovens § 1003, for så
vidt angår bøder, overføres til
straffuldbyrdelsesloven som led i en samlet
regulering af fuldbyrdelsen af bødestraffe.
Ved § 2, nr. 3, i dette lovudkast foreslås
retsplejelovens § 1003 ophævet, idet reglerne om
konfiskation, tvangsbøder og sagsomkostninger
videreføres ved en henvisning i retsplejelovens §
997, stk. 2, om konfiskation, § 997, stk. 3, om
tvangsbøder og § 1013, stk. 3, om sagsomkostninger
til § 90, stk. 4, om afskæring af klageadgangen i
visse bødesager i rådets udkast til
straffuldbyrdelsesloven, jf. rådets bemærkninger til
nærværende lovudkastets § 2, nr. 1, 2 og 6.
Til § 998, stk. 1, i lovudkastets § 2, nr. 4
Opstår der med hensyn til dommens fortolkning,
beregningen af frihedsstraffe, som er idømt eller
træder i stedet for idømt straf, eller i andre
henseender tvist mellem politimesteren eller den
overordnede myndighed og den, over for hvem der er
spørgsmål om at fuldbyrde en straffedom, forelægges
spørgsmålet på dennes begæring for den ret, der har
afsagt dom i sagen i 1. instans, jf. retsplejelovens
§ 998, stk. 1. Efter retsplejelovens § 91, stk. 2,
2. pkt., træffes rettens afgørelse under medvirken
af domsmænd.
Arbejdsgruppen foreslår, at § 998, stk. 1, ændres
med henblik på, at uenighed om Kriminalforsorgens
beregning af straffetiden afgøres efter
straffuldbyrdelsesloven som led i en samlet
regulering af spørgsmålet om beregning af
straffetiden, jf. § 107, nr. 1, i arbejdsgruppens
udkast til straffuldbyrdelsesloven og § 2, nr. 2, i
arbejdsgruppens udkast til lov om ændring af
forskellige lovbestemmelser i forbindelse med
gennemførelsen af en særlig lov om fuldbyrdelse af
straf m.v. (betænkningen, bd. III, s. 672, 743, 751
og 753).
Som det fremgår af afsnit 2.2. i bemærkningerne
til § 1 i rådets udkast til straffuldbyrdelsesloven,
kan rådet tiltræde, at den del af retsplejelovens §
998, stk. 1, der vedrører uenighed om
Kriminalforsorgens beregning af straffetiden,
overføres til straffulbyrdelsesloven som led i en
samlet regulering af spørgsmålet om beregning af
straffetiden.
Rådet er endvidere enigt med arbejdsgruppen i, at
der ikke er grundlag for at overføre den øvrige del
af retsplejelovens § 998 til
straffuldbyrdelsesloven. Rådet lægger i den
forbindelse vægt på, at denne del af bestemmelsen
omfatter spørgsmål, der naturligt afgøres i
tilknytning til straffedommen. Foruden uenighed om
straffedommens fortolkning finder denne bestemmelse
f.eks. også anvendelse på tvist om fordelingen af
sagsomkostninger. Opstår der tvivl om, hvorvidt der
er indtrådt forældelse af adgangen til
straffuldbyrdelse i henhold til straffelovens § 97
og § 97 a, vil afgørelsen af dette spørgsmål
ligeledes kunne efterprøves i medfør af
retsplejelovens § 998.
Rådet foreslår derfor en mindre præcisering af
arbejdsgruppens lovudkast, således at der ikke kan
rejses tvivl om, at det alene er den del af
retsplejelovens § 998, stk. 1, der vedrører uenighed
om Kriminalforsorgens beregning af straffetiden, der
overføres til straffuldbyrdelsesloven.
Rådets forslag medfører, at retsplejelovens §
998, stk. 1, afgrænses til tvist om dommens
fortolkning eller i andre henseender, jf. dog § 112,
nr. 1, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. Bortset
fra spørgsmålet om Kriminalforsorgens beregning af
straffetiden, jf. lovens § 112, nr. 1, i rådets
udkast til straffuldbyrdelssloven, tilsigtes ingen
ændring af det hidtidige anvendelsesområde for
retsplejelovens § 998, stk. 1. Det indebærer at
retsplejelovens § 998, stk. 1, fortsat finder
anvendelse bl.a. på tvist om fordelingen af
sagsomkostninger og om forældelse af adgangen til
straffuldbyrdelse, jf. straffelovens § 97 og § 97 a.
Til § 999 i lovudkastets § 2, nr. 5
Straffelovrådet foreslår, at der som et nyt stk.
2 i retsplejelovens § 999 indføjes en bestemmelse,
hvorefter straffedommen i tilfælde, hvor domfældte
er varetægtsfængslet efter dom, skal fuldbyrdes, så
snart det kan konstateres, at dommen er endelig.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at en
person, der er varetægtsfængslet efter endelig dom,
hurtigst muligt overgår fra behandling efter
retsplejelovens regler om varetægtsarrestanter til
straffuldbyrdelsesloven og således bl.a. omfattes af
de særlige rettigheder, der gælder for indsatte.
Rådets forslag svarer i uændret form til
arbejdsgruppens forslag, jf. betænkningen, bd. III,
s. 751 og 753. Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2.
i bemærkningerne til § 1 og til §§ 8-9 i rådets
udkast til straffuldbyrdelsesloven.
Til § 1013, stk. 3, i lovudkastets § 2, nr. 6
Ved § 1, nr. 1, i lov nr. 369 af 18. maj 1994 om
ændring af straffeloven og retsplejeloven
(Rejsedommerordning, forkyndelse, udeblivelsesdomme
i straffesager samt lønindeholdelse for bøder,
sagsomkostninger og konfiskerede beløb m.v.) blev
der i straffelovens § 52, stk. 3-7, tilvejebragt
hjemmel til at foretage indeholdelse i løn m.v. for
bøder, sagsomkostninger og konfiskerede beløb. Som
led i denne ordning blev der bl.a. ved lovens § 2,
nr. 28, gennemført en ændring af retsplejelovens §
1013, stk. 3, således at denne bestemmelse, for så
vidt angår inddrivelse af sagsomkostninger, foruden
til reglerne i den borgerlige retspleje også
henviser til reglerne om løntilbageholdelse m.v. i
straffelovens § 52.
Endvidere blev der ved 1994-lovens § 2, nr. 27,
tilvejebragt hjemmel i retsplejelovens § 1003 til at
fastsætte bestemmelser om afskæring af klageadgangen
ved afgørelser om henstand med eller afdragsvis
betaling af bl.a. sagsomkostninger.
Ved lovudkastets § 2, nr. 6, ændres
retsplejelovens § 1013, stk. 3, således at pålagte
omkostninger kan inddrives efter reglerne i § 90,
stk. 4, § 91, stk. 2-3, og § 92 i rådets udkast til
straffuldbyrdelsesloven. Der henvises i den
forbindelse til bemærkningerne til de pågældende
bestemmelser i rådets udkast til
straffuldbyrdelsesloven. Endvidere henvises til
bemærkningerne ovenfor til dette lovudkasts § 2, nr.
1-2.
Det bemærkes, at rådets forslag til affattelse af
retsplejelovens § 1013, stk. 3, ikke tilsigter at
udelukke, at sagsomkostninger som hidtil også kan
inddrives efter reglerne om inddrivelse af krav i
den borgerlige retspleje, jf. herved bl.a.
retsplejelovens kapitel 45 om tvangsfuldbyrdelse.
Til § 3
Lov om ikrafttræden af borgerlig
straffelov m.m.
Lovudkastets § 3 indeholder forslag til ændringer
af lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov m.m.
(ikrafttrædelsesloven), jf. lovbekendtgørelse nr.
608 af 6. september 1986, der bl.a. er en følge af
rådets udkast til straffuldbyrdelsesloven. Om
arbejdsgruppens udkast til forslag henvises til
betænkningen, bd. III, s. 751 og 754.
Til § 11, stk. 2, i lovudkastets § 3, nr. 1
Efter ikrafttrædelseslovens § 11, stk. 2,
henregnes til sagsomkostninger udgifter ved de i
straffelovens § 30 omhandlede foranstaltninger, som
ikke udredes ad privat vej eller afholdes efter
reglerne i lov nr. 237 af 12. juni 1922 om
værgerådsforsorg m.m., jf. bekendtgørelse nr. 139 af
31. marts 1926. Straffelovens § 30 blev ophævet ved
§ 1, nr. 3, i lov nr. 163 af 31. maj 1961 om
ændringer i borgerlig straffelov.
Straffelovrådet foreslår på den baggrund, at
reglen i ikrafttrædelseslovens § 11, stk. 2,
ophæves.
Til § 11, stk. 3, i lovudkastets § 3, nr. 1
Efter ikrafttrædelseslovens § 11, stk. 3, 1.
pkt., påhviler udgifterne ved den i straffelovens §
45 omhandlede forsikring, for så vidt angår
statsanstalter, staten og i øvrigt vedkommende
kommune. Udgifterne kan ikke fordres godtgjort af
domfældte eller hans bo, jf. § 11, stk. 3, 2. pkt.
Som det fremgår af udkastets § 1, nr. 4, foreslås
straffelovens § 45 ophævet som led i gennemførelsen
af straffuldbyrdelsesloven. Det foreslås derfor, at
også ikrafttrædelseslovens § 11, stk. 3, ophæves.
Straffelovrådet forudsætter i den forbindelse, at
bestemmelsen om, at udgifterne ved forsikringen ikke
kan fordres godtgjort af domfældte eller hans bo,
videreføres i de administrative regler, der skal
udstedes i medfør af § 6 i rådets udkast til
straffuldbyrdelsesloven, jf. herved rådets
bemærkninger til denne bestemmelse.
Til § 18, stk. 4, i lovudkastets § 3, nr. 1
Efter ikrafttrædelseslovens § 18, stk. 4,
udbetales der ved fængselsstyrelsens foranstaltning
af de arbejdspenge, som er tillagt den pågældende i
medfør af straffelovens § 35, så meget, som efter
omstændighederne skønnes rimeligt, til hel eller
delvis fyldestgørelse af den bidragsberettigedes
krav. Bestemmelsen sigter til bidragspligtige, der
er hensat til afsoning af underholdsbidrag, jf. §§
10-18 i lov om inddrivelse af underholdsbidrag, jf.
lovbekendtgørelse nr. 631 af 15. september 1986.
Afsoning af underholdsbidrag omfattes ikke af
straffuldbyrdelsesloven, jf. § 1 i rådets lovudkast,
men ifølge inddrivelseslovens § 11, stk. 4, sker
afsoningen efter reglerne om straf af hæfte.
Som det fremgår af nærværende lovudkasts § 1, nr.
1, foreslås straffelovens § 35 om indsattes
arbejdspligt ophævet som led i gennemførelsen af
straffuldbyrdelsesloven, hvor der i §§ 38-42 i
rådets lovudkast fastsættes nærmere regler om
indsattes beskæftigelse.
Endvidere har bestemmelsen i
ikrafttrædelseslovens § 18, stk. 4, ifølge oplysning
fra Direktoratet for Kriminalforsorgen ikke længere
praktisk betydning.
På den baggrund foreslås ikrafttrædelseslovens §
18, stk. 4, ophævet.
Til § 4
I lovforslagets § 4 fastsættes ikrafttrædelses-
og overgangsbestemmelser.
Til § 5
Lovforslagets § 5 indeholder regler om lovens
territoriale anvendelsesområde.
Bilag 1 : Arbejdsgruppens endelige udkast til
forslag til lov om fuldbyrdelse af straf m.v.
Afsnit I. Indledende bestemmelser.
Kapitel 1. Lovens område og den centrale
myndighed.
Lovens område.
§ 1. Efter reglerne i denne lov
fuldbyrdes
1) fængselsstraffe,
2) bødestraffe,
3) betingede domme, og
4) forvaring.
Den centrale myndighed.
§ 2. Justitsministeriet, Direktoratet
for Kriminalforsorgen varetager den centrale ledelse
og administration af fuldbyrdelsen af de i § 1
nævnte straffe mv.
Afsnit II. Fængselsstraffe.
Kapitel 2. Almindelige bestemmelser.
§ 3. Fuldbyrdelse af en fængselsstraf
skal ske med fornøden hensyntagen såvel til
frihedsberøvelsens gennemførelse som til behovet for
at hjælpe eller påvirke den indsatte til at leve en
kriminalitetsfri tilværelse.
§ 4. En indsat må under fuldbyrdelsen af
fængselsstraf ikke pålægges andre begrænsninger i
sin tilværelse end sådanne, der er fastsat ved lov
eller er en følge af selve frihedsberøvelsen.
Stk. 2. En indsat skal
efterkomme de anvisninger, som gives af
institutionens personale i forbindelse med
varetagelsen af institutionens opgaver.
§ 5. Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om indretningen af institutioner
under kriminalforsorgen til fuldbyrdelse af
fængselsstraf og om sådanne institutioners opdeling
i åbne og lukkede institutioner.
Stk. 2. Justitsministeren
fastsætter nærmere regler om erstatning til indsatte
i kriminalforsorgens institutioner for følger af
ulykkestilfælde mv.
§ 6. En person, der er idømt
fængselsstraf, har også før straffuldbyrdelsens
iværksættelse ret til at få nærmere rådgivning hos
kriminalforsorgen om sine arbejdsmæssige,
uddannelsesmæssige, sociale og personlige forhold i
forbindelse med fuldbyrdelsen.
Stk. 2. Justitsministeren
fastsætter nærmere regler om gennemførelsen af den i
stk. I nævnte rådgivning.
Kapitel 3. Straffuldbyrdelsens iværksættelse.
§ 7. Fuldbyrdelsen af en fængselsstraf
skal påbegyndes snarest muligt.
§ 8. Er den dømte varetægtsfængslet
efter endelig dom, anses fuldbyrdelsen af
fængselsstraffen for påbegyndt den dag, dommen er
afsagt.
§ 9. Er den dømte ikke varetægtsfængslet
efter endelig dom, indkaldes den på gældende til
fuldbyrdelse af fængselsstraffen. Indkaldelse sker
efter nærmere regler fastsat af justitsministeren.
Stk. 2. Søger den dømte om
særlig hurtig påbegyndelse af straffuldbyrdelsen,
skal ansøgningen så vidt muligt imødekommes.
Stk. 3. Fuldbyrdelse af
fængselsstraffen anses for påbegyndt, når den dømte
modtages eller anholdes med henblik på
straffuldbyrdelsens iværksættelse.
Kapitel 4. Udsættelse og benådning.
§ 10. Justitsministeren eller den, som
ministeren bemyndiger dertil, kan bestemme, at
fuldbyrdelsen af en fængselsstraf eller en del af
denne skal udsættes, når
1) hensynet til den dømte, herunder
dennes arbejds-, uddannelses-, familie-
eller helbredsmæssige forhold, taler
afgørende herfor, og
2) hensynet til retshåndhævelsen ikke taler
imod udsættelse af straffuldbyrdelsen.
§ 11. Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om behandlingen af sager om
udsættelse af straffuldbyrdelsen og om den
administrative behandling af sager om benådning.
Justitsministeren kan i forbindelse hermed bestemme,
at kun ansøgninger, der indgives inden udløbet af
bestemte frister, tillægges opsættende virkning
efter § 12.
§ 12. Søger den dømte rettidigt om
udsættelse med straffuldbyrdelsen eller om
benådning, skal straffuldbyrdelsen udsættes, indtil
der er truffet afgørelse i sagen.
Stk. 2. Såfremt den dømte
tidligere har fået straffuldbyrdelsen udsat eller
har fået afslag på en ansøgning om udsættelse eller
benådning, skal straffuldbyrdelsen kun udsættes på
behandlingen af den nye ansøgning, såfremt denne
indeholder nye væsentlige oplysninger, hvis
rigtighed så vidt muligt er konstateret, eller der i
øvrigt skønnes at være særlig grund til at afvente
afgørelsen af den nye ansøgning.
Stk. 3. Er den dømte
varetægtsfængslet efter dom eller ved at afsone en
anden straf, har en ansøgning om udsættelse eller
benådning ikke opsættende virkning som nævnt i stk.
1.
§ 13. Udsættelse af straffuldbyrdelsen
betinges af, at den dømte ikke begår strafbart
forhold. Udsættelse kan endvidere betinges af, at
den dømte i øvrigt overholder nærmere fastsatte
vilkår, herunder undergiver sig tilsyn af
kriminalforsorgen.
Stk. 2. Såfremt den dømte
ikke overholder de vilkår, der er fastsat i
forbindelse med en tilladelse til udsættelse af
straffuldbyrdelsen, kan tilladelsen tilbagekaldes,
således at fuldbyrdelsen af fængselsstraffen
herefter skal påbegyndes snarest muligt.
Kapitel 5. Beregning af straffetiden.
§ 14. Kriminalforsorgen skal ved en
beregning af straffetiden fastlægge
1) tidspunktet for løsladelse efter
udståelse af hele straffen, og
2) tidspunktet for eventuel prøveløsladelse
efter udståelse af 2/3 af straffen, jf.
straffelovens § 38, stk. 1.
§ 15. Den dømte skal gøres bekendt med
straffetidsberegningen snarest muligt efter, at
fuldbyrdelsen af frihedsstraffen er iværksat.
§ 16. Såfremt straffuldbyrdelsen
afbrydes eller forudsætningerne for
straffetidsberegningen i øvrigt ændres, foretager
kriminalforsorgen en omberegning af straffetiden.
Den dømte skal snarest gøres bekendt med den ændrede
straffetidsberegning.
§ 17. Skal den dømte afsone flere
fængselsstraffe i forlængelse af hinanden, foretages
straffetidsberegningen som en samlet beregning, der
omfatter alle de pågældende straffe.
§ 18. Ved beregningen af straffetiden
foretages fradrag efter straffelovens § 86, stk. I
for anholdelse, varetægtsfængsling og indlæggelse
til mentalundersøgelse.
Stk. 2. Ved beregningen af
straffetiden skal der endvidere foretages fradrag
for uberettiget anholdelse eller varetægtsfængsling
før eller under straffuldbyrdelsen. Fradrag
foretages med et antal dage svarende til det antal
påbegyndte døgn, som frihedsberøvelsen har varet med
tillæg af 50% og oprundet til nærmeste hele antal
dage. Fradrag for uberettiget anholdelse eller
varetægtsfængsling under straffuldbyrdelsen
foretages dog kun i de tilfælde, hvor fuldbyrdelsen
af fængselsstraffen afbrydes, jfr. § 70.
§ 19. Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om straffetidsberegningen.
Kapitel 6. Valget af afsoningsinstitution og
senere overførsel mellem afsoningsinstitutioner.
Institutioner.
§ 20. Fængselsstraf fuldbyrdes i fængsel
eller i arresthus.
Stk. 2. Fængselsstraf kan
dog efter reglerne i § 73 om overførsel til særlig
institution mv. i særlige tilfælde fuldbyrdes i
kriminalforsorgens pensioner og i institutioner mv.
uden for kriminalforsorgen.
Anbringelse i fængsel eller arresthus.
§ 21. Fængselsstraf fuldbyrdes normalt i
fængsel.
Stk. 2. Kortvarig
fængselsstraf kan fuldbyrdes i arresthus i det
omfang, som er nødvendigt af hensyn til den samlede
udnyttelse af pladserne i kriminalforsorgens
institutioner.
Stk. 3. Fængselsstraf kan
endvidere fuldbyrdes i arresthus, hvis
1) der er bestemte grunde til at antage, at den
dømtes farlighed eller kriminalitet gør det
nødvendigt for at forebygge undvigelse,
brandstiftelse, vold mod medindsatte eller personale
eller handel med euforiserende stoffer,
2) det må anses for nødvendigt for at beskytte den
dømte mod overgreb fra medindsatte, eller
3) det efter de lægelige oplysninger må anses for
nødvendigt at anbringe den dømte i Vestre Hospital.
Stk. 4. Fængselsstraf kan i øvrigt kun
fuldbyrdes i arresthus, hvis den dømte selv ønsker
det og
1) har udgang til arbejde, uddannelse
eller anden godkendt aktivitet, eller
2) særlige familiemæssige eller andre
personlige forhold taler derfor.
Anbringelse i åbent eller lukket fængsel.
§ 22. Fuldbyrdelse af straf i fængsel
sker normalt i åbent fængsel.
Stk. 2. Fuldbyrdelse af
straffen skal dog ske i lukket fængsel, når straffen
er på 5 år eller mere, eller den dømte efter
tidligere afsoning senest er løsladt fra lukket
fængsel eller arresthus, fordi betingelserne for
overførsel til åbent fængsel ikke var opfyldt.
Fuldbyrdelsen af straffen skal imidlertid også i
disse tilfælde ske i åbent fængsel, hvis dette ikke
findes betænkeligt efter det i øvrigt oplyste om den
dømte.
Stk. 3. Fuldbyrdelse af
straf i fængsel kan endvidere ske i lukket fængsel,
hvis der efter de i øvrigt foreliggende oplysninger
om den dømte og efter kriminalitetens art er
bestemte grunde til at antage, at den dømte ved
anbringelse i åbent fængsel vil
1) undvige, eller
2) begå strafbart eller groft disciplinært forhold
eller udvise anden adfærd, der er åbenbart
uforenelig med ophold i åbent fængsel.
Stk. 4. Fuldbyrdelsen af straf i
fængsel kan endvidere ske i Anstalten ved
Herstedvester, såfremt det efter de lægelige
oplysninger må anses for nødvendigt at anbringe den
dømte i denne institution.
Stk. 5. Fuldbyrdelse af
straf i fængsel kan endvidere ske i lukket fængsel
efter den dømtes eget ønske, hvis særlige
familiemæssige eller andre personlige forhold taler
afgørende herfor.
Valget af afsoningsinstitution.
§ 23. Fængselsstraf skal, så vidt det er
praktisk muligt, fuldbyrdes i nærheden af den dømtes
hjemsted. Ved afgørelsen af i hvilket åbent eller
lukket fængsel eller i hvilket arresthus den dømte
skal anbringes, skal der endvidere tages hensyn til
den dømtes egne ønsker navnlig vedrørende arbejds-,
uddannelses-, familie- eller helbredsmæssige
forhold.
Stk. 2. Reglerne i stk. 1, 1 pkt. kan
fraviges
1) ved kortvarig fængselsstraf,
2) af hensyn til den samlede udnyttelse af
pladserne i kriminalforsorgens
institutioner,
3) af hensyn til muligheden for at beskytte
den dømte mod overgreb fra medindsatte,
4) af hensyn til muligheden for at yde den
dømte pædagogisk, lægelig eller anden særlig
bistand,
5) af hensyn til muligheden for at forebygge
overgreb på indsatte og andre, eller 6) af
hensyn til muligheden for at forhindre, at
den indsatte undviger eller forsøges
befriet.
Overførsel af indsatte fra lukket til åbent
fængsel.
§ 24. En indsat i et lukket fængsel skal
overføres til åbent fængsel, når
1) de i § 22, stk. 3 og 4, og § 25, stk. 3 og 4,
nævnte grunde for ophold i lukket fængsel ikke
længere antages at foreligge, eller
2) overførsel til åbent fængsel i øvrigt ikke kan
anses for betænkelig.
Stk. 2. Overførsel til åbent fængsel
kan dog undtagelsesvis undlades efter den indsattes
eget ønske, hvis særlige familiemæssige eller andre
personlige forhold taler afgørende herfor.
Overførsel til åbent fængsel kan endvidere undlades,
hvis den resterende straffetid er ganske kort.
Overførsel af indsatte fra åbent til lukket
fængsel.
§ 25. En indsat i et åbent fængsel skal
overføres til lukket fængsel, når den pågældende
1) er undveget eller hår forsøgt herpå, eller
2) er sigtet for at have indsmuglet eller handlet
med euforiserende stoffer.
Stk. 2. Overførsel til lukket fængsel
skal dog i de i stk. 1 nævnte tilfælde undlades,
hvis fortsat fuldbyrdelse i åbent fængsel ikke
findes betænkeligt efter det i øvrigt oplyste om den
indsatte.
Stk. 3. En indsat i et
åbent fængsel kan endvidere overføres til lukket
fængsel, når der efter de nu foreliggende
oplysninger er en særlig bestyrket mistanke om, at
den indsatte ved fortsat ophold i åbent fængsel vil
1) undvige, eller
2) begå grovere strafbart eller groft disciplinært
forhold eller udvise anden adfærd, der er åbenbart
uforenelig med fortsat ophold i åbent fængsel.
Stk. 4. En indsat i åbent fængsel kan
endvidere overføres til Anstalten ved Herstedvester,
såfremt det efter de lægelige oplysninger må anses
for nødvendigt at anbringe den dømte i denne
institution.
Stk. 5. Under behandlingen
af spørgsmålet om overførsel til lukket fængsel kan
den indsatte midlertidigt anbringes i arresthus, når
der foreligger en begrundet antagelse af, at
betingelserne for overførsel er opfyldt. Såfremt den
indsatte samtykker heri, kan anbringelsen i stedet
ske i lukket fængsel. Vedrører spørgsmålet
overførsel efter stk. 4 til Anstalten ved
Herstedvester, kan den midlertidige anbringelse
altid ske i denne institution.
Stk. 6. En indsat i åbent
fængsel kan endvidere efter eget ønske overføres til
lukket fængsel, hvis særlige familiemæssige eller
andre personlige forhold taler afgørende herfor.
Overførsel af indsatte mellem ensartede
afsoningsinstitutioner.
§ 26. En indsat kan overføres mellem
åbne fængsler, mellem lukkede fængsler og mellem
arresthuse
1) af hensyn til den samlede udnyttelse af
pladserne i kriminalforsorgens institutioner,
2) af hensyn til muligheden for at beskytte den
indsatte mod overgreb fra medindsatte,
3) af hensyn til muligheden for at yde den
indsatte pædagogisk, lægelig eller anden særlig
bistand,
4) hvis den indsatte har udøvet vold mod
medindsatte eller personale,
5) hvis der er bestemte grunde til at antage, at
den indsattes farlighed og kriminalitet gør det
nødvendigt for at forebygge undvigelse,
brandstiftelse, vold mod medindsatte eller
personale eller handel med euforiserende
stoffer, eller 6) hvis den indsatte selv ønsker
det og særlige familiemæssige eller andre
personlige forhold taler derfor.
Overførsel af indsatte fra arresthus til fængsel.
§ 27. En indsat i et arresthus skal
overføres til fængsel, når betingelserne i § 21,
stk. 3 og 4, eller § 28, stk. 2, ikke længere er
opfyldt. Overførsel kan dog undlades, hvis
reststraffen er kortvarig.
Stk. 2. En indsat i et
arresthus kan endvidere overføres til fængsel
1) af hensyn til den samlede udnyttelse af
pladserne i kriminalforsorgens institutioner, eller
2) af hensyn til muligheden for at yde den indsatte
pædagogisk, lægelig eller anden særlig bistand.
Stk. 3. Afgørelsen af, om en
overførsel efter stk. 1 eller 2 skal ske til åbent
eller lukket fængsel, træffes efter bestemmelserne i
§ 22, jf. §§ 24 og 25.
Overførsel af indsatte fra fængsel til arresthus.
§ 28. En indsat i et fængsel kan
overføres til arresthus, hvis
1) der er bestemte grunde til at antage, at den
indsatte vil undvige, udøve vold mod medindsatte
eller personale eller indsmugle eller handle med
euforiserende stoffer, og det må anses for
nødvendigt for at forhindre den indsatte i at begå
forhold af denne karakter,
2) det må anses for nødvendigt for at beskytte den
indsatte mod overgreb fra medindsatte, eller
3) det må anses for nødvendigt af hensyn til den,
samlede udnyttelse af pladserne i kriminalforsorgens
institutioner.
Stk. 2. En indsat i et fængsel kan
endvidere overføres til Vestre Hospital, hvis det må
anses for nødvendigt for at yde den indsatte lægelig
bistand.
Stk. 3. En indsat i et
åbent fængsel kan for et bestemt tidsrum af højst 8
uger overføres til et arresthus, såfremt denne
overførsel træder i stedet for en overførsel til
lukket fængsel efter § 25, stk. 1 eller 3.
Stk. 4. En indsat i et
fængsel kan endvidere overføres til arresthus, hvis
den indsatte selv ønsker det og
1) har udgang til arbejde, uddannelse
eller anden godkendt aktivitet, eller
2) familiemæssige eller andre personlige
forhold i særlig grad taler derfor.
Valget af ny afsoningsinstitution.
§ 29. Ved afgørelse om overførsel efter
§§ 24 - 28 finder bestemmelserne i § 23 tilsvarende
anvendelse.
Administrative bestemmelser.
§ 30. Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om anbringelse og overførsel efter §§
21 - 29.
Kapitel 7. Indsattes rettigheder og pligter under
selve opholdet i afsoningsinstitutionen.
Vejledning og planlægning.
§ 31. En indsat skal snarest efter at
være anbragt i institutionen vejledes af denne om
sine rettigheder, pligter og øvrige forhold under
straffuldbyrdelsen. Vejledningen skal om nødvendigt
gentages senere under strafudståelsen.
Stk. 2. Institutionen skal
endvidere i samarbejde med den indsatte snarest
efter indsættelsen udarbejde en plan for
strafudståelsen og tiden efter løsladelsen. Denne
plan skal jævnligt sammenholdes med den indsattes
forhold under strafudståelsen og om nødvendigt søges
tilpasset ændringer i disse forhold.
Stk. 3. Justitsministeren
kan fastsætte regler, hvorved bestemmelsen i stk. 2
kan begrænses i forhold til indsatte, der alene skal
udstå en kortvarig straf.
Fællesskab.
§ 32. En indsat skal så vidt muligt have
adgang til fællesskab med andre indsatte. Stk.
2. Såfremt den indsatte selv ønsker det og
forholdene tillader det, fuldbyrdes fængselsstraf
uden eller med begrænset fællesskab.
Stk. 3. Såfremt den
indsatte selv ønsker det og forholdene tillader det,
fuldbyrdes fængselsstraf uden fællesskab med
indsatte af modsat køn, bortset fra fællesskab i
arbejdstiden.
Stk. 4. I øvrigt kan fængselsstraf kun
fuldbyrdes uden fællesskab efter reglerne i §§
58-59.
Stk. 5. Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om gennemførelse af fællesskab efter
stk. 1 i henholdsvis åbent fængsel, lukket fængsel
og arresthus, herunder om adgangen til at indelåse
de indsatte i arbejdstid, fritid og om natten og om
indsattes adgang til at kunne aflåse eget
opholdsrum.
Medindflydelse.
§ 33. En indsat skal have mulighed for
at øve indflydelse på sin tilværelse i institutionen
gennem valgte talsmænd.
Stk. 2. På hver afdeling eller for
bestemte grupper af indsatte vælges en tals. mand.
Alle indsatte kan vælges som talsmand. Alle de
indsatte eller talsmændene har ret til at vælge en
fælles talsmand. Valg af talsmænd og fælles talsmand
foregår ved skriftlige, hemmelige afstemninger, der
kontrolleres af institutioner og repræsentanter for
de indsatte i fællesskab. Møder mellem
institutionens ledelse og alle indsatte eller
grupper af indsatte kan kun træde i stedet for
drøftelser mellem ledelse og talsmænd, såfremt de
indsatte ikke ønsker at vælge talsmænd.
Stk. 3. De indsatte har ikke ret til
at deltage i drøftelser vedrørende sager om
enkeltpersoner eller sager, der vedrører
institutionens sikkerhed.
Stk. 4. Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om gennemførelsen af de indsattes
medindflydelse.
Deltagelse i gudstjenester mv.
§ 34. En indsat har ret til at deltage i
gudstjenester, der afholdes i institutionen. Såfremt
ordens eller sikkerhedsmæssige hensyn gør det
påkrævet, kan institutionens leder dog nægte den
indsatte adgang til at deltage i gudstjenester.
Stk. 2. En indsat har ret til samtale
med en præst, prædikant, menighedsforstander eller
lignende fra anerkendte trossamfund.
Stk. 3. Indsatte, hvis tilhørsforhold
til et anerkendt trossamfund indebærer, at de ikke
må være beskæftiget på visse dage, skal fritages
herfor.
Egne penge og genstande.
§ 35. En indsat har ret til at medtage,
besidde og råde over egne genstande i institutionen,
medmindre dette er uforeneligt med institutionens
varetagelse af ordens- eller sikkerhedsmæssige
hensyn.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om begrænsninger i indsattes ret til
at medtage, besidde og råde over egne genstande.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om indsattes ret til at medtage,
besidde og råde over egne penge.
Udgivelse af blad.
§ 36. Der skal gives de indsatte i
institutionen mulighed for at udgive et blad,
således at der af institutionen ydes den nødvendige
støtte hertil.
Stk. 2. Institutionens leder har
adgang til på forhånd at gennemlæse de indsattes
blad og kan forbyde offentliggørelsen af bestemte
artikler, såfremt sikkerhedsmæssige hensyn gør det
påkrævet, eller såfremt indholdet groft forulemper
enkeltpersoner.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter
nærmere regler til gennemførelse af bestemmelserne i
stk. 1 og 2, herunder om fastsættelse af vilkår for
støtte til bladudgivelsen og om mulighed for
inddragelse af denne støtte, såfremt de fastsatte
vilkår ikke overholdes.
Arbejde og uddannelse mv.
§ 37. En indsat har ret og pligt til at
være beskæftiget ved deltagelse i arbejde,
uddannelse eller anden godkendt aktivitet.
Stk. 2. Justitsministeren kan, hvor
praktiske eller andre særlige hensyn gør det
nødvendigt, fastsætte regler, hvorefter bestemmelsen
i stk. 1 fraviges for bestemte institutioner eller
bestemte grupper af indsatte. Indsatte skal dog så
vidt muligt tilbydes beskæftigelse.
§ 38. Valget af beskæftigelse træffes i
hvert enkelt tilfælde på grundlag af en samlet
vurdering af den indsattes forhold.
Stk. 2. Ved afgørelser efter stk. I
skal der så vidt muligt tages hensyn til den
indsattes eget ønske og til den indsattes muligheder
for at opnå arbejde eller uddannelse uden for
fængslet. Den indsatte skal vejledes om mulighederne
for ved undervisning eller anden uddannelse at
afhjælpe manglende skolekundskaber eller mangel på
erhvervsmæssig eller anden uddannelse.
Institutionens arbejdspladser skal være indrettet
således, at arbejdsforholdene for de indsatte er
sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige.
§ 39. Justitsministeren fastsætter
nærmere regler for de indsattes beskæftigelse.
§ 40. En indsat skal for beskæftigelsen
have udbetalt vederlag. Vederlag skal også udbetales
til indsatte, der ikke kan tilbydes beskæftigelse,
til indsatte, der på grund af sygdom er fraværende
fra beskæftigelse, samt til indsatte, der efter §
37, stk. 2, er uden beskæftigelse.
Stk. 2. En indsat, der uden tilladelse
har været fraværende fra beskæftigelse, skal alene
have udbetalt en ydelse til dækning af personlige
fornødenheder og kan ved senere udbetaling af
vederlag efter stk. 1 pålægges et ekstraordinært
fradrag for hver dag uden beskæftigelse.
Stk. 3. Justitsministeren
fastsætter nærmere regler om vederlag.
Fritiden
§ 41. En indsat skal i videst muligt
omfang selv varetage praktiske opgaver vedrørende
sine personlige forhold, herunder madlavning,
rengøring mv.
Stk. 2. Institutionen skal i videst
muligt omfang tilbyde de indsatte aktiviteter i
fritiden.
Stk. 3. En indsat har ret til dagligt
at tilbringe mindst l time i fri luft, medmindre
dette vil være uforeneligt med institutionens
varetagelse af sikkerhedsmæssige hensyn.
Forsorgsmæssig bistand.
§ 42. Institutionen skal vejlede og
bistå en indsat med hensyn til den pågældendes
arbejdsmæssige, uddannelsesmæssige, sociale og
personlige forhold med henblik på
1) at forbedre den pågældendes muligheder
for at leve en kriminalitetsfri tilværelse
og
2) at begrænse de ulemper, som følger af
frihedsberøvelsen.
Stk. 2. Institutionen skal i
forbindelse med sin virksomhed efter stk. I formidle
kontakt til andre personer, institutioner og
myndigheder, der efter anden lovgivning skal yde
bistand.
Sundhedsmæssig bistand.
§ 43. En indsat har ret til
lægebehandling og anden sundhedsmæssig bistand.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen og
justitsministeren kan godkende, at indsatte, der
opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse
efter lovgivningen om frihedsberøvelse og anden
tvang i psykiatrien, kan tvangsbehandles i Anstalten
ved Herstedvester, såfremt den indsatte ikke kan
overføres til en almindelig psykiatrisk afdeling.
Behandlingen skal ske i overensstemmelse med
reglerne fastsat efter den nævnte lovgivning for
sådan behandling.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om sundhedsmæssig bistand til
indsatte.
Kapitel 8. Indsattes kontakt til samfundet uden
for institutionen.
Udgang.
§ 44. En indsat kan få tilladelse til
udgang, når
1) udgangsformålet er rimeligt begrundet
i humane hensyn eller hensigtsmæssigt ud fra
uddannelsesmæssige, arbejdsmæssige eller
andre behandlingsmæssige hensyn,
2) der ikke er bestemte grunde til at
antage, at den indsatte i forbindelse med
udgang vil begå ny kriminalitet, unddrage
sig fortsat straffuldbyrdelse eller på anden
måde misbruge udgangstilladelsen, og
3) hensynet til retshåndhævelsen ikke i
øvrigt taler imod udgangstilladelsen.
Stk. 2. Ved vurderingen af risikoen
for misbrug af udgangstilladelsen skal det tillægges
særlig vægt, hvis den indsatte
1) er dømt for farlig kriminalitet og
ikke har været løsladt i tiden mellem dom og
strafudståelse,
2) under strafudståelsen er undveget eller
har forsøgt herpå,
3) under strafudståelsen er udeblevet fra en
tidligere udgang eller i øvrigt har misbrugt
en tilladelse til udgang, eller
4) under en tidligere strafudståelse har
foretaget handlinger som nævnt i nr. 2 og 3,
uden at betingelserne for uledsaget udgang
senere blev fundet opfyldt.
§ 45. Tilladelse til udgang gives, for
et bestemt tidsrum, der medregnes til straffetiden.
§ 46. Tilladelse til udgang betinges af,
at den indsatte under udgangen ikke begår strafbart
forhold eller i øvrigt misbruger udgangstilladelsen.
Stk. 2. Tilladelsen kan endvidere
betinges af andre vilkår, som findes formålstjenlige
for at undgå misbrug, herunder, at den indsatte
under udgangen
1) ledsages af personale fra
institutionen,
2) overnatter i arresthus, fængsel eller en
af kriminalforsorgens pensioner,
3) med mellemrum giver møde hos
kriminalforsorgen eller hos politiet eller
undergiver sig lignende
kontrolforanstaltninger, eller
4) undergiver sig vilkår som nævnt i
straffelovens § 57.
§ 47. En tilladelse til udgang kan
tilbagekaldes eller vilkårene for tilladelsen
ændres, hvis
1) den indsatte sigtes for strafbart forhold
begået under udgang, udebliver fra udgang eller
i øvrigt overtræder de vilkår, der er fastsat
for udgangstilladelsen i medfør af § 46, eller
2) nye oplysninger om den indsattes forhold
giver bestemte grunde til at antage, at den
indsatte vil misbruge den meddelte
udgangstilladelse.
§ 48. Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om tilladelse til udgang. Det kan i
forbindelse med sådanne regler bestemmes, at
tilladelse til udgang først kan gives efter et vist
ophold i institutionen og efter udståelse af en vis
del af straffen.
Besøg mv.
§ 49. En indsat har ret til mindst et
ugentligt besøg, der skal være af mindst en times
varighed og så vidt muligt af to timers varighed.
Stk. 2. Der kan i den enkelte
institution gives tilladelse til besøg i videre
omfang end nævnt i stk. 1, herunder til besøg af den
indsattes børn.
Stk. 3. Institutionen kan bestemme, at
de besøgende skal indhente forudgående tilladelse
fra institutionen til at besøge den indsatte. Det
kan gøres til et vilkår for en besøgstilladelse, at
den besøgende lader sin yderbeklædning og medbragte
effekter undersøge.
Stk. 4. Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om begrænsninger i de indsattes ret
til besøg ud fra ordens- eller sikkerhedsmæssige
hensyn, herunder om gennemførelse af besøg under
overværelse af personale i institutionen.
Stk. 5. En indsat har ret til at have
sit barn under 3 år hos sig i institutionen, hvis
dette er bedst for barnet. De nærmere regler om
gennemførelsen af denne ret fastsættes af
justitsministeren.
Stk. 6. Institutionens leder
fastsætter i øvrigt de nærmere regler om besøgenes
afvikling.
§ 50. En udenlandsk indsat har ret til
samtale med hjemlandets diplomatiske eller konsulære
repræsentanter. Justitsministeren fastsætter nærmere
regler herom.
Brevveksling.
§ 51. En indsat har ret til brevveksling
Stk. 2. Gennemlæsning af breve til og
fra den indsatte kan alene ske, hvis dette af
institutionen skønnes påkrævet af ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn eller for at beskytte den
forurettede ved lovovertrædelsen.
Stk. 3. I tilfælde, hvor gennemlæsning
har fundet sted, kan et brev efter bestemmelse af
institutionens leder tilbageholdes, såfremt det
skønnes uegnet til afsendelse af ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til
beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen.
Af tilsvarende grunde kan et tilsendt brev, som
skønnes uegnet til udlevering, tilbagesendes. Den
indsatte skal gøres bekendt med tilbageholdelsen
eller tilbagesendelsen af brevet. Orientering til
den indsatte kan dog undlades i indtil 4 uger i det
omfang, hvori formålet med tilbageholdelsen eller
tilbagesendelsen ellers ville forspildes.
Stk. 4. Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om gennemførelsen af indsattes ret
til brevveksling.
§ 52. En indsat har ret til
ukontrolleret brevveksling med justitsministeren,
direktøren for kriminalforsorgen, domstolene,
herunder Den særlige Klageret, anklagemyndigheden og
politiet, Folketingets Ombudsmand, medlemmer af
Folketinget, Den europæiske
Menneskerettighedskommission og advokater, der i
medfør af retsplejelovens § 733 er antaget af
justitsministeren til at beskikkes som offentlige
forsvarere.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om ukontrolleret brevveksling og kan
herunder fastsætte regler om adgang til
ukontrolleret brevveksling med andre enkeltpersoner
eller offentlige myndigheder.
Telefonsamtaler.
§ 53. En indsat har i det omfang, det er
praktisk muligt, ret til at føre telefonsamtaler.
Adgangen til at føre telefonsamtaler kan nægtes
eller betinges af, at telefonsamtalen påhøres eller
aflyttes af personale i institutionen, hvis dette
findes nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige
hensyn eller af hensyn til beskyttelse af den
forurettede ved lovovertrædelsen. Såfremt
telefonsamtalen påhøres eller aflyttes, skal den
anden part gøres bekendt hermed.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om indsattes adgang til at føre
telefonsamtaler.
Aviser, bøger mv.
§ 54. En indsat skal have mulighed for
at holde sig orienteret ved avislæsning, gennem
radio- og fjernsynsudsendelser mv.
Stk. 2. En indsat har ret
til at låne bøger og tidsskrifter gennem det
offentlige biblioteksvæsen.
Stk. 3. Der skal så vidt
muligt gives udenlandske indsatte mulighed for at
læse aviser, tidsskrifter, bøger mv. på deres eget
sprog.
Kontakt til pressen.
§ 55. En indsat har ret til at lade sig
interviewe af pressen. Justitsministeren kan dog ud
fra ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, for at
beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen, for i
særlige tilfælde at beskytte den indsatte selv eller
for i øvrigt at modvirke en åbenbar krænkelse af
retsfølelsen fastsætte regler om begrænsninger i
indsattes adgang til i institutionen at lade sig
interviewe af pressen.
Stk. 2. En indsat må ikke lade sig
fotografere af pressen på institutionens område,
medmindre institutionens leder har givet samtykke
hertil.
Kapitel 9. Indgreb overfor den indsatte.
Visitation og fotografering.
§ 56. Institutionen kan undersøge,
hvilke effekter en indsat har i sin besiddelse i sit
opholdsrum eller på sin person, hvis en sådan
visitation er nødvendig for at sikre, at
ordensbestemmelser overholdes eller sikkerhedshensyn
iagttages, herunder
1) når den indsatte indsættes i
institutionen,
2) hvis den indsatte mistænkes for
uretmæssig besiddelse af effekter,
3) før og efter besøg, eller
4) før og efter fravær fra institutionen
eller opholdsafdelingen.
Stk. 2. Visitation må dog ikke
gennemføres, hvis det efter indgrebets formål og den
krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at
forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.
Stk. 3. Visitation skal foretages så
skånsomt, som omstændighederne tillader. Visitation,
der indebærer afklædning, må så vidt muligt kun
overværes af personer af samme køn som den indsatte
eller af sundhedspersonale. En egentlig
legemesundersøgelse må kun foretages under medvirken
af en læge. Lægen tager stilling til, om indgrebets
gennemførelse under hensyn til den hermed forbundne
smerte og risiko samt den indsattes tilstand er
lægeligt forsvarligt.
Stk. 4. Institutionen har ret til at
fotografere den indsatte med henblik på senere
identifikation.
Stk. 5. Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om gennemførelsen af visitation og
fotografering.
Magtanvendelse
§ 57. Institutionen kan anvende magt
overfor en indsat, hvis dette er nødvendigt
1) for at afværge truende vold, betvinge
voldsom modstand eller for at hindre
selvmord eller anden selvbeskadigelse,
2) for at hindre undvigelse eller standse
undvegne, eller
3) for at gennemtvinge en påbudt
foranstaltning, når øjeblikkelig
gennemførelse af denne er nødvendig, og den
indsatte afviser eller forsætligt undlader
at følge personalets anvisninger herom.
Stk. 2. Magtanvendelse må dog ikke
gennemføres, såfremt det efter indgrebets formål og
den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må
antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt
indgreb.
Stk. 3. Magtanvendelse kan omfatte
brug af håndkraft (greb, puf), skub samt brug af
stav og tåregas af godkendt type.
Stk. 4. Magtanvendelse skal foretages
så skånsomt, som omstændighederne tillader. Der skal
gennemføres lægetilsyn efter magtanvendelse,
medmindre det i den konkrete situation findes
åbenbart unødvendigt.
Stk. 5. Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om anvendelse af magt overfor
indsatte.
Udelukkelse fra fællesskab.
§ 58. Institutionen kan udelukke en
indsat fra fællesskab med andre indsatte, hvis en
sådan udelukkelse er nødvendig
1) for at forebygge undvigelse, fortsat
strafbar virksomhed eller voldsom adfærd,
2) for at gennemføre foranstaltninger, der
er nødvendige af sikkerhedshensyn eller
påkrævet for at gennemføre en almindelig
sundhedskontrol eller forebygge smittefare,
eller
3) fordi den indsatte udviser en grov
gentagen eller utilladelig adfærd, som er
åbenbart, uforenelig med fortsat ophold i
fællesskab med andre indsatte.
Stk. 2. Såfremt der foreligger en
begrundet antagelse af, at betingelserne i stk. 1 er
opfyldt, kan institutionen endvidere midlertidigt
udelukke den indsatte fra fællesskab med andre
indsatte, mens spørgsmålet om udelukkelse behandles.
Stk. 3. En indsat, der udelukkes fra
fællesskab, isoleres i opholdsrum på særlig afdeling
eller i eget opholdsrum. Hvis den indsatte afsoner
en straf for grov kriminalitet under anvendelse af
våben eller andre personfarlige metoder og under
fuldbyrdelsen af straffen eller under en forudgående
varetægtsfængsling er undveget eller har forsøgt at
undvige ved anvendelse af våben eller andre
personfarlige metoder, kan det dog bestemmes, at
isolationen skal gennemføres på skift i særligt
sikrede afsnit og opholdsrum i forskellige lukkede
fængsler og arresthuse, såfremt der er en særlig
bestyrket mistanke om, at den indsatte på ny vil
forsøge at undvige ved anvendelse af personfarlige
metoder.
Stk. 4. Under udelukkelsen fra
fællesskab har den indsatte ret til dagligt at
tilbringe mindst én time i fri luft, medmindre
ganske særlige omstændigheder taler derimod. Under
isolation i særligt sikret afsnit eller opholdsrum
skal institutionen føre et særligt indgående tilsyn
med den indsatte.
Stk. 5. Udelukkelse af en indsat fra
fællesskab skal straks bringes til ophør, når
betingelserne for sådan udelukkelse ikke længere er
opfyldt. Institutionen skal uanset begæring herom
fra den indsatte løbende og mindst én gang om ugen
overveje spørgsmålet om helt eller delvis at bringe
udelukkelsen fra fællesskab til ophør.
Stk. 6. Udelukkelse fra fællesskab må
ikke foretages, hvis udelukkelsen efter ind grebets
formål og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet
må antages at for volde, ville være et
uforholdsmæssigt indgreb.
Stk. 7. Udelukkelsen fra fællesskab
skal gennemføres så skånsomt, som omstændighederne
tillader.
Stk. 8. Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om udelukkelse af indsatte fra
fællesskab med andre indsatte.
§ 59. Bestemmelserne i § 58 om
udelukkelse fra fællesskab omfatter ikke
institutionens bestemmelser om
1) at en indsat kortvarigt af ordens-
eller sikkerhedsmæssige grunde skal opholde
sig i eget opholdsrum, eller
2) at en indsat, der nægter at være
beskæftiget med en af institutionen godkendt
aktivitet, skal opholde sig i eget
opholdsrum eller på andet anvist opholdssted
i arbejdstiden.
Sikringsmidler (håndjern og sikringscelle).
Håndjern.
§ 60. Institutionen kan belægge en
indsat med håndjern, hvis et sådant indgreb er
nødvendigt
1) for at afværge truende vold eller
betvinge voldsom modstand,
2) for at hindre selvmord eller anden
selvbeskadigelse, eller
3) for at hindre undvigelse.
Stk. 2. Håndjern må dog ikke
anvendes, såfremt det efter indgrebets formål og den
krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at
forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.
Stk. 3. Anvendelse af håndjern skal
foretages så skånsomt, som omstændighederne
tillader.
Stk. 4. Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om anvendelsen af håndjern, herunder
om lægetilsyn og andet tilsyn med indsatte, der
belægges med håndjern.
Sikringscelle.
§ 61. Institutionen kan hensætte en
indsat i en sikringscelle og herunder tvangsfiksere
den indsatte ved anvendelse af bælte, hånd- og
fodremme samt handsker, hvis et sådant indgreb er
nødvendigt
1) for at afværge truende vold eller
betvinge voldsom modstand, eller
2) for at hindre selvmord eller anden
selvbeskadigelse.
Stk. 2. Hensættelse i sikringscelle
og tvangsfiksering må dog ikke foretages, såfremt
det efter indgrebets formål og den krænkelse og det
ubehag, som indgrebet må antages at forvolde, ville
være et uforholdsmæssigt indgreb.
Stk. 3. Hensættelse i sikringscelle og
tvangsfiksering skal foretages så skånsomt, som
omstændighederne tillader. Under hensættelse i
sikringscelle gælder § 41, stk. 3 ikke.
Stk. 4. Ved hensættelse af en indsat i
sikringscelle skal institutionen straks tilkalde en
læge til foretagelse af tilsyn med den indsatte.
Hensættelse af en indsat i sikringscelle i mere end
I uge kræver godkendelse fra Direktoratet for
Kriminalforsorgen.
Stk. 5. Justitsministeren
fastsætter nærmere regler om godkendelse af
sikringsceller og om anvendelsen af sikringsceller
og tvangsfiksering, herunder om lægetilsyn og andet
tilsyn med indsatte, der hensættes i sikringscelle.
Kapitel 10. Disciplinærstraf, konfiskation og
indeholdelse af erstatningsbeløb.
Disciplinærstraf
§ 62. Indsatte kan af institutionens
leder eller den, som lederen bemyndiger hertil,
ikendes disciplinærstraf
1) ved overtrædelse af § 4, stk. 2 i
denne lov,
2) ved unddragelse eller forsøg på
unddragelse af fortsat strafudståelse,
3) ved overtrædelse af straffelovgivningen,
når overtrædelsen tillige indebærer en
selvstændig krænkelse af orden eller
sikkerheden i institutionen,
4) ved overtrædelse af administrative
forskrifter fastsat af justitsministeren,
når det i forskrifterne er bestemt, at
overtrædelse kan medføre disciplinærstraf,
og
5) ved overtrædelse af forskrifter fastsat
af institutionens leder, når det i
forskrifterne er bestemt, at overtrædelse
kan medføre disciplinærstraf.
§ 63. Som disciplinærstraf kan anvendes
advarsel, bøde og strafcelle.
Stk. 2. Strafcelle kan dog kun
anvendes som disciplinærstraf
1) ved undvigelse eller forsøg herpå,
2) ved udeblivelse efter udgang,
3) ved indsmugling, besiddelse eller
indtagelse eller forsøg herpå af
euforiserende stoffer eller alkohol,
4) ved indsmugling, besiddelse eller forsøg
herpå af våben og andre personfarlige
genstande,
5) ved vold eller trusler om vold mod
medindsatte eller personale, og
6) ved andre grove eller gentagne
forseelser.
Stk. 3. Justitsministeren kan i
særlige tilfælde godkende, at strafcelle
midlertidigt kan anvendes som disciplinærstraf i en
bestemt institution i videre omfang end nævnt i stk.
2.
Stk. 4. Disciplinærstraffe i form af
bøde og strafcelle kan ikendes i forening.
Fuldbyrdelsen af sådanne disciplinærstraffe kan
endvidere helt eller delvis undlades på betingelse
af, at den indsatte i en bestemt periode ikke begår
strafbart forhold eller en ny disciplinærforseelse.
§ 64. Ved ikendelse af bøde som
disciplinærstraf fastsættes bødens størrelse under
hensyn til overtrædelsens art og omfang. Bøden kan
dog højst udgøre et beløb svarende til I uges
vederlag for beskæftigelse med fradrag af den del af
vederlaget, som er beregnet til dækning af
personlige fornødenheder.
Stk. 2. En ikendt bøde kan indeholdes
i den indsattes vederlag efter § 40. Den indsatte
skal dog mindst have udbetalt en ydelse til dækning
af personlige fornødenheder.
§ 65. Ved ikendelse af strafcelle som
disciplinærstraf fastsættes varigheden af strafcelle
under hensyn til overtrædelsens art og omfang til et
tidsrum af højst 1 uge. Ved undvigelse eller forsøg
herpå eller ved grovere disciplinærforseelser i
øvrigt kan strafcelle dog ikendes i indtil 4 uger.
Stk. 2. En indsat, der udstår
strafcelle, anbringes i særlig afdeling eller eget
opholdsrum og er udelukket fra fællesskab i
institutionen. Den indsatte har ret til dagligt at
tilbringe mindst I time i fri luft, medmindre ganske
særlige omstændigheder taler herimod.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om udståelse af strafcelle.
Forhørscelle.
§ 66. Hvis der er begrundet mistanke om,
at en indsat har overtrådt bestemmelser, der må
antages at medføre strafcelle som disciplinærstraf,
kan den indsatte anbringes i forhørscelle, hvis det
er nødvendigt af hensyn til gennemførelsen af
undersøgelser i disciplinærsagen.
Stk. 2. Anbringelse i
forhørscelle må ikke udstrækkes i længere tid, end
undersøgelsen nødvendiggør, og kan højst ske i 5
dage.
Stk. 3. Den tid, som en
indsat har været anbragt i forhørscelle fradrages i
udståelsen af strafcelle.
Stk. 4. Anbringelse i
forhørscelle, sker efter samme regler som udståelse
af strafcelle.
§ 67. Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om behandlingen af disciplinærsager.
Konfiskation.
§ 68. Institutionen kan træffe
bestemmelse om konfiskation af penge og genstande,
der
1) er ulovligt indført, erhvervet eller
tilvirket i institutionen, medmindre de
tilhører nogen, der ikke er ansvarlig for
det ulovlige forhold,
2) søges indsmuglet til indsatte, medmindre
de tilhører nogen, der ikke er ansvarlig for
det ulovlige forhold, eller
3) findes på institutionens område, uden at
det kan fastslås, hvem de tilhører.
Stk. 2. Justitsministeren
fastsætter nærmere regler om behandlingen af sager
om konfiskation.
Indeholdelse af erstatningsbeløb.
§ 69. Såfremt den indsatte under
fuldbyrdelsen har forvoldt skade på person eller
ting ved en erstatningspådragende adfærd, kan
institutionen bestemme, at erstatningsbeløbet skal
indeholdes i den indsattes vederlag for
beskæftigelse. Den indsatte skal dog mindst have
udbetalt en ydelse til dækning af personlige
fornødenheder.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om behandlingen af sager om
indeholdelse af erstatningsbeløb.
Kapitel 11. Strafafbrydelse.
Strafafbrydelse ved undvigelse, udeblivelse,
varetægtsfængsling mv.
§ 70. Fuldbyrdelsen af fængselsstraffen
afbrydes, hvis den indsatte
1) undviger, udebliver efter udgang eller i
øvrigt selvforskyldt unddrager sig
strafudståelsen, eller
2) anholdes eller varetægtsfængsles i mindst 24
timer.
Stk. 2. Justitsministeren
fastsætter nærmere regler om strafafbrydelse efter
stk. 1., herunder om fra hvilket tidspunkt
strafafbrydelsen regnes.
Tilladelse til strafafbrydelse.
§ 71. Justitsministeren eller den, som
ministeren bemyndiger dertil, kan tillade, at en
straffuldbyrdelse midlertidigt afbrydes, når
1) ganske særlige omstændigheder af fx
arbejds-, uddannelses-, familie- eller
helbredsmæssig karakter taler imod en
umiddelbar fortsættelse af
straffuldbyrdelsen,
2) fare for misbrug ikke antages at
foreligge, og
3) hensynet til retshåndhævelsen ikke taler
imod strafafbrydelse.
Stk. 2. Tilladelse til
strafafbrydelse gives for et bestemt tidsrum og på
vilkår, at den pågældende i strafafbrydelsesperioden
ikke begår strafbart forhold.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om strafafbrydelse efter stk. 1,
herunder om adgangen til at fastsætte yderligere
vilkår for strafafbrydelse samt om tilbagekaldelse
af tilladelse til strafafbrydelse, såfremt fastsatte
vilkår for tilladelsen ikke overholdes.
Genoptagelse af straffuldbyrdelsen.
§ 72. Straffuldbyrdelsen genoptages, når
den indsatte på ny giver møde, pågribes med henblik
på fortsat straffuldbyrdelse eller overgår til
fortsat straffuldbyrdelse.
Kapitel 12. Fuldbyrdelse af fængselsstraf i
kriminalforsorgens pensioner og i institutioner mv.
uden for kriminalforsorgen.
§ 73. Justitsministeren eller den, som
ministeren bemyndiger dertil, kan bestemme, at den
dømte midlertidigt eller for hele eller resten af
straffetiden anbringes på hospital, i familiepleje,
i egnet hjem eller institution, når
1) den dømte har behov for særlig
behandling eller pleje, som i væsentlig grad
kan tilgodeses i den pågældende institution
mv.,
2) der på grund af den dømtes alder,
helbredstilstand eller andre særlige
omstændigheder er særlige grunde til ikke at
anbringe eller beholde den dømte i fængsel
eller arresthus, og
3) afgørende hensyn til retshåndhævelsen
ikke taler imod anbringelse uden for fængsel
eller arresthus.
Stk. 2. Anbringelse i institution
mv. uden for fængsel eller arresthus betinges af, at
den dømte ikke begår strafbart forhold. Anbringelsen
kan endvidere betinges af, at den dømte overholder
nærmere fastsatte vilkår, herunder undergiver sig
tilsyn af kriminalforsorgen.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om anbringelse af dømte i institution
mv. uden for fængsel og arresthus, herunder om
tilbageførsel eller overførsel til fængsel og
arresthus, såfremt fastsatte vilkår for anbringelsen
ikke overholdes.
Kapitel 13. Løsladelse.
Tidspunkt for løsladelsen.
§ 74. Løsladelse sker efter endt
strafudståelse eller i forbindelse med
prøveløsladelse, strafafbrydelse eller benådning.
Stk. 2. Justitsministeren
fastsætter regler om det nærmere tidspunkt for
løsladelsen samt om adgang til en kortere
fremrykning af dette tidspunkt, herunder i tilfælde,
hvor en fremrykning er begrundet i væsentlige
beskæftigelsesmæssige eller andre særlige hensyn.
Beslutning om prøveløsladelse.
§ 75. Såfremt den straf, der fuldbyrdes,
giver mulighed for prøveløsladelse efter
straffelovens § 38, stk. 1, skal afgørelse om sådan
prøveløsladelse træffes på et sådant tidspunkt, at
en eventuel prøveløsladelse kan ske straks efter
udståelse af to tredjedele af straffen og i øvrigt i
overensstemmelse med regler fastsat i henhold til §
74, stk. 2. Såfremt den indsatte ikke prøveløslades
på dette tidspunkt, skal spørgsmålet om senere
prøveløsladelse jævnligt overvejes, jfr. § 85.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om behandlingen af sager om
prøveløsladelse.
Gennemførelse af tilsyn og eventuelle særvilkår
ved prøveløsladelse.
Almindelige bestemmelser om gennemførelse af
tilsyn mv.
§ 76. Tilsyn og andre vilkår
(særvilkår), der er fastsat med hjemmel i
straffelovens § 39, stk. 2, gennemføres af
kriminalforsorgen, medmindre andet er bestemt i
afgørelsen.
§ 77. Tilsynsmyndigheden skal vejlede
den prøveløsladte om de rettigheder og pligter, som
tilsynet og eventuelle særvilkår indebærer, herunder
om virkninger af vilkårsovertrædelse. Vejledningen
skal om nødvendigt gentages senere under tilsynet.
Stk. 2. Tilsynsmyndigheden
skal endvidere i samarbejde med den prøveløsladte og
senest i forbindelse med tilsynets iværksættelse
udarbejde en plan for tilsynsperioden og tiden
derefter. Denne plan skal jævnligt sammenholdes med
den prøveløsladtes forhold i tilsynsperioden og om
nødvendigt søges tilpasset ændringer i disse
forhold.
Tilsyn mv. af kriminalforsorgen.
§ 78. Vilkår om tilsyn indebærer, at den
prøveløsladte skal holde sig i kontakt med
kriminalforsorgen efter dennes nærmere bestemmelse,
herunder møde hos kriminalforsorgen eller modtage
dennes besøg. Den prøveløsladte skal endvidere
overholde de forskrifter, som kriminalforsorgen i
øvrigt fastsætter til gennemførelsen af tilsynet.
Stk. 2. Den prøveløsladte skal
overholde særvilkår, herunder de forskrifter, som
kriminalforsorgen fastsætter til gennemførelse af
vilkåret.
Stk. 3. Den prøveløsladte
skal give kriminalforsorgen oplysning om bopæl og
beskæftigelse. Er der tillige fastsat særvilkår,
skal den prøveløsladte yderligere give
kriminalforsorgen sådanne oplysninger, som
gennemførelsen af særvilkåret nødvendiggør.
Stk. 4. Den prøveløsladte
skal på begæring dokumentere afgivne oplysninger.
§ 79. Kriminalforsorgen skal i
tilsynsperioden holde sig underrettet om den
prøveløsladtes forhold, herunder om den pågældendes
bopæl og beskæftigelse.
Stk. 2. Kriminalforsorgen skal påse,
at ubetingede seervilkår iværksættes og overholdes.
Kriminalforsorgen skal endvidere holde sig
underrettet om sådanne særlige forhold hos den
prøveløsladte, der kan medføre iværksættelse af
betingede særvilkår eller ændring eller ophævelse af
allerede iværksatte særvilkår.
Stk. 3. Kriminalforsorgen skal
fastsætte de forskrifter, der er nødvendige til
gennemførelsen af tilsynet og eventuelle særvilkår.
§ 80. Kriminalforsorgen skal tilbyde den
prøveløsladte vejledning og bistand med hensyn til
den pågældendes beskæftigelsesmæssige, sociale og
personlige forhold med henblik på at forbedre den
pågældendes muligheder for at leve en
kriminalitetsfri tilværelse. Kriminalforsorgen skal
i denne forbindelse formidle kontakt til andre
personer, institutioner og myndigheder, der kan yde
bistand efter anden lovgivning.
§ 81. Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om gennemførelse af tilsyn og,
eventuelle særvilkår, herunder om tilsynets
iværksættelse, om kontakthyppighed og om samarbejde
med andre myndigheder mv.
Vilkårsovertrædelse.
§ 82. Kriminalforsorgen skal træffe
foranstaltninger med henblik på at genetablere
tilsynet og sikre overholdelsen af særvilkår,
såfremt den prøveløsladte unddrager sig tilsynet
eller gennemførelsen af et særvilkår.
Stk. 2. Overtræder den prøveløsladte
forskrifter, der er fastsat efter § 79, stk. 3,
eller gør den pågældende sig i øvrigt skyldig i
vilkårsovertrædelse, herunder i unddragelse af
tilsyn eller gennemførelse af et særvilkår, skal
kriminalforsorgen afgive indberetning herom til
Direktoratet for Kriminalforsorgen, såfremt
vilkårsovertrædelsen begrunder en nærliggende risiko
for kriminalitet.
Stk. 3. Overtræder den prøveløsladte i
øvrigt forskrifter eller vilkår, skal
kriminalforsorgen give den pågældende et pålæg om at
overholde forskrifterne og vilkårene. Er der
tidligere givet pålæg i anledning af tilsvarende
overtrædelse, afgives indberetning til Direktoratet
for Kriminalforsorgen.
Stk. 4. Justitsministeren skal efter
modtagelsen af de i stk. 2 og 3 nævnte
indberetninger snarest træffe afgørelse om eventuel
reaktion som følge af vilkårsovertrædelsen, jf.
herved straffelovens § 40, stk. 2 eller 3.
Stk. 5. Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om behandlingen af sager om
vilkårsovertrædelse, herunder om foranstaltninger
efter stk. 1, om afgivelse af indberetninger efter
stk. 2 og 3, og om meddelelse af pålæg efter stk. 3.
Tilsyn mv. af andre myndigheder end
kriminalforsorgen.
§ 83. Justitsministeren kan efter
forhandling med vedkommende minister fastsætte
nærmere regler om gennemførelse af tilsyn mv. af
andre myndigheder end kriminalforsorgen.
Gennemførelse af tilsyn mv. ved betinget
benådning og ved strafafbrydelse mv.
§ 84. Bestemmelserne i §§ 76-83 finder
tilsvarende anvendelse ved tilsyn og særvilkår, der
er fastsat ved benådning i de tilfælde, der er
omfattet af straffelovens § 40a, ved
strafafbrydelse, eller i øvrigt i medfør af
bestemmelser i denne lov.
Kapitel 14. Særlige spørgsmål vedrørende
sagsbehandlingen ved fuldbyrdelse af fængselsstraf.
§ 85. Spørgsmålene om tilladelse til
udgang, løsladelse på prøve, overførsel til fortsat
straffuldbyrdelse i en anden institution og andre
væsentlige spørgsmål vedrørende den indsatte skal af
institutionen jævnligt tages op til overvejelse,
uanset om den indsatte anmoder herom.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om institutionernes pligt til
sagsbehandling som nævnt i stk. 1.
Afsnit III. Bødestraffe.
Kapitel 15. Fuldbyrdelse af bødestraffe.
§ 86. En bøde skal betales til politiet,
medmindre andet er bestemt i afgørelsen.
§ 87. Justitsministeren eller den, som
ministeren bemyndiger dertil, kan tillade henstand
med betalingen af en bøde eller afdragsvis betaling
af denne, såfremt den, som bøden er pålagt, er ude
af stand til at betale bøden rettidigt, men må
formodes ikke at savne evne eller vilje til at
betale, når der indrømmes en passende tid dertil.
§ 88. Betales en bøde ikke frivilligt,
skal politiet søge at inddrive bøden ved
tvangsfuldbyrdelse efter retsplejelovens
bestemmelser om udlæg for krav som i lovgivningen er
tillagt udpantningsret.
§ 89. Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om opkrævning af bøder.
§ 90. Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om den administrative behandling af
sager om eftergivelse af bøder.
§ 91. Forvandlingsstraffen for en bøde,
der ikke betales eller eftergives, fuldbyrdes efter
reglerne i lovens afsnit II.
Afsnit IV. Betingede dømme.
Kapitel 16. Om gennemførelsen af betingede domme.
Almindelige bestemmelser om gennemførelse af
tilsyn mv.
§ 92. Tilsyn og andre vilkår
(særvilkår), der er fastsat med hjemmel i
straffelovens § 57, jfr. § 56 og § 58, gennemføres
af kriminalforsorgen, medmindre andet er bestemt i
afgørelsen.
§ 93. Tilsynsmyndigheden skal vejlede
den betinget dømte om de rettigheder og pligter, som
tilsynet og eventuelle særvilkår indebærer, herunder
om virkninger af vilkårsovertrædelse. Vejledningen
skal om nødvendigt gentages senere under tilsynet.
Stk. 2. Tilsynsmyndigheden skal
endvidere i samarbejde med den dømte og snarest
efter tilsynets iværksættelse udarbejde en plan for
tilsynsperioden og tiden derefter. Denne plan skal
jævnligt sammenholdes med den dømtes forhold i
tilsynsperioden og om nødvendigt søges tilpasset
ændringer i disse forhold.
Tilsyn mv. af kriminalforsorgen.
§ 94. Vilkår om tilsyn indebærer, at den
betinget dømte skal holde sig i kontakt med
kriminalforsorgen efter dennes nærmere bestemmelse,
herunder møde hos kriminalforsorgen eller modtage
dennes besøg. Den betinget dømte skal endvidere
overholde de forskrifter, som kriminalforsorgen i
øvrigt fastsætter til gennemførelse af tilsynet.
Stk. 2. Den betinget dømte
skal overholde særvilkår, herunder de forskrifter,
som kriminalforsorgen fastsætter til gennemførelse
af vilkåret.
Stk. 3. Den betinget dømte
skal give kriminalforsorgen oplysning om bopæl og
beskæftigelse. Er der tillige fastsat særvilkår,
skal den betinget dømte yderligere give
kriminalforsorgen sådanne oplysninger, som
gennemførelsen af særvilkåret nødvendiggør.
Stk. 4. Den betinget dømte skal på
begæring dokumentere afgivne oplysninger.
§ 95. Kriminalforsorgen skal i
tilsynsperioden holde sig underrettet om den
betinget dømtes forhold, herunder om den pågældendes
bopæl og beskæftigelse.
Stk. 2. Kriminalforsorgen
skal påse, at ubetingede særvilkår iværksættes og
overholdes. Kriminalforsorgen skal endvidere holde
sig underrettet om sådanne særlige forhold hos den
betinget dømte, der kan medføre iværksættelse af
betingede særvilkår eller ændring eller ophævelse af
allerede iværksatte særvilkår.
Stk. 3. Kriminalforsorgen skal
fastsætte de forskrifter, der er nødvendige til
gennemførelsen af tilsynet og eventuelle særvilkår.
§ 96. Kriminalforsorgen skal tilbyde den
betinget dømte vejledning og bistand med hensyn til
den pågældendes beskæftigelsesmæssige sociale og
personlige forhold med henblik på at forbedre den
pågældendes muligheder for at leve en
kriminalitetsfri tilværelse. Kriminalforsorgen skal
i denne forbindelse formidle kontakt til andre
personer, institutioner og myndigheder, der kan yde
bistand efter anden lovgivning.
§ 97. Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om gennemførelse af tilsyn og
eventuelle særvilkår, herunder om tilsynets
iværksættelse, om kontakthyppighed og om samarbejde
med andre myndigheder mv.
Vilkårsovertrædelse.
§ 98. Kriminalforsorgen skal træffe
foranstaltninger med henblik på at genetablere
tilsynet og sikre overholdelsen af særvilkår,
såfremt den betinget dømte unddrager sig tilsynet
eller gennemførelsen af et særvilkår.
Stk. 2. Overtræder den betinget dømte
forskrifter, der er fastsat efter § 95, stk. 3,
eller gør den pågældende sig i øvrigt skyldig i
vilkårsovertrædelse, herunder i unddragelse af
tilsyn eller gennemførelse af et særvilkår, skal
kriminalforsorgen afgive indberetning herom til
anklagemyndigheden, såfremt vilkårsovertrædelsen
begrunder en nærliggende risiko for kriminalitet.
Stk. 3. Overtræder den betinget dømte
i øvrigt forskrifter eller vilkår, skal
kriminalforsorgen give den pågældende et pålæg om at
overholde forskrifterne og vilkårene. Er der
tidligere givet pålæg i anledning af tilsvarende
overtrædelse, afgives indberetning til
anklagemyndigheden.
Stk. 4. Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om behandlingen af sager om
vilkårsovertrædelse, herunder om foranstaltninger
efter stk. 1, om afgivelse af indberetninger efter
stk. 2 og 3, og om meddelelse af pålæg efter stk. 3.
Tilsyn mv. af andre myndigheder end
kriminalforsorgen.
§ 99. Justitsministeren kan efter
forhandling med vedkommende minister fastsætte
nærmere regler om gennemførelse af tilsyn mv. af
andre myndigheder end kriminalforsorgen.
Gennemførelse af tilsyn mv. ved betinget
benådning.
§ 100. Bestemmelserne i §§ 92-99 finder
tilsvarende anvendelse ved tilsyn og særvilkår, der
er fastsat ved betinget benådning i de tilfælde, der
er omfattet af straffelovens § 61a.
Afsnit V. Forvaring.
Kapitel 17. Fuldbyrdelse af forvaring.
§ 101. Forvaring fuldbyrdes efter
reglerne i denne lovs afsnit Il om fuldbyrdelse af
fængselsstraffe med den undtagelse, at forvaring
normalt fuldbyrdes i Anstalten ved Herstedvester.
Stk. 2. Justitsministeren
fastsætter nærmere regler om fuldbyrdelsen af
forvaring, herunder om behandlingen af sager
vedrørende tilladelse til udgang, overførsel til
anden institution og prøveudskrivning.
Afsnit VI. Fællesregler for fuldbyrdelse af
straffe mv.
Kapitel 18. Erstatning i anledning af indgreb
under fuldbyrdelse af straf mv.
§ 102. En indsat har ret til erstatning
efter reglerne i retsplejelovens § 1018a, såfremt
den indsatte uforskyldt har
1) udstået fængselsstraf i for lang tid,
2) været anbragt i strafcelle, forhørscelle eller
sikringscelle, eller
3) været udelukket fra fællesskab.
§ 103. Den, der under fuldbyrdelse af
straf mv. har været udsat for andre uforskyldte
indgreb end de i § 102 nævnte, kan tillægges
erstatning efter reglerne i retsplejelovens § 1018a.
§ 104. Krav om erstatning i medfør af §
102 eller § 103 skal fremsættes overfor
kriminalforsorgen inden to måneder efter, at
indgrebet er ophørt. Fremsættes kravet efter udløbet
af denne frist, kan det dog behandles, såfremt
overskridelsen findes undskyldelig.
§ 105. Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om behandlingen af krav om erstatning
i anledning af indgreb under fuldbyrdelse af straf
mv.
Kapitel 19. Klageregler mv.
Administrativ klageadgang.
§ 106. Afgørelser, der i henhold til
denne lov er truffet af de lokale
kriminalforsorgsmyndigheder eller af politiet, kan
påklages til justitsministeren.
Stk. 2. Klage til justitsministeren
skal iværksættes inden to måneder efter, at
afgørelsen er meddelt den dømte. Justitsministeren
kan i særlige tilfælde bortse fra overskridelse af
denne frist.
Stk. 3. En klage til justitsministeren
har ikke opsættende virkning, medmindre
justitsministeren eller den, der har truffet
afgørelsen, træffer bestemmelse herom.
Stk. 4. Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om klagevejledning og om behandlingen
af klagesager.
Domstolsprøvelse.
§ 107. Endelige administrative
afgørelser, der er truffet af justitsministeren, kan
inden 14 dage efter, at afgørelsen er meddelt den
dømte, af denne kræves indbragt til prøvelse for
retten, hvis der er tale om
1) en afgørelse efter § 14 eller § 16 om
straffetidsberegning, medmindre klagen helt
eller delvis er begrundet i uenighed om
straffedommens fortolkning, jf.
retsplejelovens § 998,
2) en afgørelse efter § 21, stk. 3, nr. I
eller 2 om fuldbyrdelse af fængselsstraf i
arresthus,
3) en afgørelse efter § 22, stk. 3 om
fuldbyrdelse af fængselsstraf i lukket
fængsel,
4) en afgørelse efter § 24, stk. 1 om
nægtelse af overførsel fra lukket til åbent
fængsel, hvis
a) der er forløbet 6 måneder fra
indsættelsen i det lukkede fængsel,
b) der er forløbet halvdelen eller 8
år af straffetiden,
c) der resterer mere end 60 dage af
straffetiden, og
d) den indsatte har gennemført en
uledsaget udgang uden misbrug af
udgangstilladelse,
5) en afgørelse efter § 25, stk. 3 om
overførsel fra åbent til lukket fængsel,
6) en afgørelse efter § 26, nr. 5 om
overførsel mellem ensartede
afsoningsinstitutioner,
7) en afgørelse efter § 27, stk. 1 om
nægtelse af overførsel fra arresthus til
fængsel, hvis
a) der er forløbet 6 måneder fra
indsættelsen i arresthus, og
b) der resterer mere end 60 dage af
straffetiden,
8) en afgørelse efter § 28, stk. 1, nr. 1
og 2 eller efter § 28, stk. 3, jf. § 25,
stk. 3 om overførsel fra fængsel til
arresthus,
9) en afgørelse efter § 44 om nægtelse af
tilladelse til uledsaget udgang, hvis
a) der er forløbet 6 måneder fra
indsættelsen uden nogen uledsaget
udgang eller 6 måneder fra seneste
uledsagede udgang, og
b) der er forløbet halvdelen eller 8
år af straffetiden,
10) en afgørelse efter § 49 om nægtelse
af tilladelse til besøg af nære pårørende
eller lignende nærstående, hvis nægtelsen
omfatter en sammenhængende periode på mere
end 8 uger,
11) en afgørelse efter § 51 om
tilbageholdelse af et brev,
12) en afgørelse efter § 58 om
udelukkelse fra fællesskab, såfremt
udelukkelsen fra fællesskab
a) omfatter en sammenhængende
periode på mere end 4 uger, eller
b) skal gennemføres i særligt sikret
afsnit eller opholdsrum i
forskellige fængsler og arresthuse,
13) en afgørelse efter § 61 om
hensættelse i sikringscelle, såfremt
hensættelsen omfatter en sammenhængende
periode på mere end I døgn,
14) en afgørelse efter § 62 om
disciplinærstraf i form af strafcelle i mere
end 7 dage,
15) en afgørelse efter § 68 om
konfiskation af værdier over 1.000 kr.,
16) en afgørelse efter § 69 om
indeholdelse af erstatningsbeløb over 1.000
kr.,
17) en afgørelse efter § 75 om nægtelse
af prøveløsladelse i henhold til
straffelovens § 38, stk. 1,
18) en afgørelse efter § 82, stk. 4 om
genindsættelse af en prøveløsladt til
udståelse af reststraffen i henhold til
straffelovens § 40, stk. 2 eller 3, eller
19) en afgørelse efter § 104 om nægtelse
af erstatning efter § 102 i anledning af
uforskyldt udståelse af fængselsstraf i for
lang tid, anbringelse i strafcelle,
forhørscelle eller sikringscelle eller
udelukkelse fra fællesskab.
§ 108. Indbringelse af sagen sker for
byretten i den retskreds, hvor den institution, som
har truffet den oprindelige afgørelse, er
beliggende. Er den indsatte senere overført til en
anden institution, kan sagen i stedet indbringes for
byretten i den retskreds, hvor den institution, som
den dømte er anbragt i, er beliggende. Er den dømte
ikke frihedsberøvet, indbringes sagen for byretten i
den retskreds, hvor den dømte bor eller opholder
sig. Har den dømte ikke kendt bopæl eller
opholdssted, indbringes sagen for Københavns Byret.
Stk. 2. Efter begæring kan retten
tillade, at en indbragt sag overflyttes til en anden
ret, der er lovligt værneting efter stk. 1, når
dette på grund af vidners bopæl, den indsattes
løsladelse eller af anden særlig grund skønnes
hensigtsmæssigt til sagens fremme.
Stk. 3. Afgørelse af, om sagen skal
henvises eller ikke, træffes ved kendelse. En
kendelse, hvorved sagen henvises, kan ikke
indbringes for højere ret.
§ 109. Sagen indbringes for retten uden
unødigt ophold af Direktoratet for
Kriminalforsorgen, der fremsender sagens akter med
oplysning om den påklagede afgørelse, en kort
redegørelse for de omstændigheder, der påberåbes,
samt sagens bevisligheder.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om sagernes indbringelse for retten.
§ 110. Retten kan stille krav om
tilvejebringelse af yderligere bevismidler. Retten
kan bestemme, at sagen skal behandles skriftligt. Er
den dømte ikke frihedsberøvet og udebliver den
pågældende uden at oplyse lovligt forfald, afgør
retten, om afgørelsen kan prøves uden den dømtes
tilstedeværelse, eller om sagen skal afvises eller
udsættes.
Stk. 2. Såfremt retten finder det
fornødent, beskikker den en advokat for den dømte,
medmindre denne selv har antaget en sådan.
Stk. 3. Om salær og godtgørelse for
udlæg til den beskikkede advokat gælder samme regler
som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces.
Retten kan, når der efter den dømtes forhold og
sagens omstændigheder i øvrigt er særlig anledning
dertil, pålægge den dømte helt eller delvis at
betale sagens omkostninger.
Stk. 4. Sagens indbringelse for retten
har ikke opsættende virkning, medmindre retten
træffer bestemmelse herom.
§ 111. Retten afgør ved kendelse, om
sagen skal afvises, eller om afgørelsen skal
stadfæstes, ændres eller ophæves.
Stk. 2. Kendelsen kan påkæres efter
reglerne i retsplejelovens kapitel 37. Bestemmelsen
i retsplejelovens § 398, stk. 2, 3. pkt. finder dog
kun anvendelse, når den dømte ikke er
frihedsberøvet.
§ 112. Såfremt afgørelsen opretholdes,
kan spørgsmålet på ny indbringes for retten, når der
er forløbet 6 måneder fra kendelsens afsigelse.
Afgørelser efter § 107, nr. 1, 5, 6, 8, 14-16, 18 og
19 kan dog ikke på ny indbringes for retten.
§ 113. Bestemmelserne i §§ 107-111
finder tilsvarende anvendelse ved klage fra andre
end indsatte over en afgørelse efter § 68 om
konfiskation af værdier over 1.000 kr. hos den
pågældende.
Kapitel 20. Ikrafttræden mv.
§ 114. Loven træder i kraft den ....
§ 115. Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i
kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige
færøske forhold tilsiger.
Bilag 2
Arbejdsgruppens endelige udkast til forslag til lov
om ændring af forskellige lovbestemmelser i
forbindelse med gennemførelsen af en særlig lov om,
fuldbyrdelse af straf mv.
UDKAST
til
forslag til lov om ændring af
forskellige lovbestemmelser i forbindelse med
gennemførelsen af en særlig lov om, fuldbyrdelse af
straf mv.
§ 1.
I borgerlig straffelov, jf. lovbekendtgørelse nr.
607 af 6. september 1986 som ændret senest ved ....
ophæves §§ 34-36, § 39, stk. 2, sidste pkt., §§
45-49, § 52, stk. 2 og 3, § 57, stk. 2, § 59, stk.
1, og § 83, stk. 3, 2. pkt. og 3. pkt.
§ 2.
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr.
567 af 1. september 1986 som ændret senest ved ....
foretages følgende ændringer:
1. § 997, stk. 4, og § 1001 ophæves.
2. I § 998, stk. 1, udgår:
", beregningen af
frihedsstraffe, som er idømt eller træder i stedet
for idømt straf, eller i andre henseender".
3. I § 999 indsættes efter stk. 1, som
nyt stykke:
"Stk. 2. Er domfældte
varetægtsfængslet efter straffedommen, skal
dommen fuldbyrdes, så snart det kan konstateres,
at dommen er endelig".
Stk. 2-4, bliver herefter stk. 3-5.
§ 3.,
I lov om udgifterne i strafferetsplejen, jf.
lovbekendtgørelse nr. 744 af 11. juni 1986 affattes
§ 7 således:
"§ 7. Til sagsomkostninger henregnes udgifterne
til befordring for de i strafferetsplejens tjeneste
virkende embedsmænd, for så vidt deres ret til fri
befordring er afløst ved overenskomster om et fast
vederlag, jf. derhos lov om rettens pleje § 1008".
§ 4.
I lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov
m.m., jf. lovbekendtgørelse nr. 609 af 6. september
1986 foretages følgende ændringer:
1. § 11, stk. 3, ophæves.
2. 1 § 18, stk. 3, ændres "de den
pågældende i medfør af straffelovens § 35 tillagte
dagpenge" til: "det vederlag, som den pågældende får
udbetalt i henhold til § 40 i lov om fuldbyrdelse af
straf mv.".
§ 5.
Loven træder i kraft den ....
Stk. 2. Loven gælder ikke på
Færøerne eller i Grønland, men § 1 kan ved kongelig
anordning sættes i kraft for Færøerne med de
afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
Bilag 3
STRAFFELOVRÅDETS
UDTALELSE
om
AKTINDSIGT I SAGER OM
STRAFFULDBYRDELSE
December 1996
I N D H 0 L D S F 0 R T E G M
E L S E
Afsnit I. Indledning side 1
Afsnit 2. Gældende ret side 5
2.1. Forvaltningsloven side 5
2.2. Offentlighedsloven side 7
Afsnit 3. Praksis side 8
3.1. Sagstyper side 8
3.1.1. Anbringelsessager
................. side 8
3.1.2. Overførelsessager side 10
3.1.3. Disciplinærsager side 12
3.1.4. Sager om udelukkelse fra
fællesskab (enrumsanbringelse) side 15
3.2. Begrundelse af afgørelser om anbringelse og
overførsel m.v. side 16
3.3. Beskyttelseshensyn side 16
Afsnit 4. Tidligere lovgivning og praksis
vedrørende aktindsigt side 17
Afsnit 5. Baggrunden for de gældende regler om
aktindsigt side 19
Afsnit 6. Flertallets overvejelser og forslag
side 19
Afsnit 7. Mindretallets udtalelse side 31
BILAG 1. Udkast til lov om ændring af
forvaltningsloven
BILAG 2. Kriminalforsorgens notat om organiserede
kriminelle og aktindsigt
- 1 -
1. Indledning
1.1. I handlingsplanen om organiseret
kriminalitet og rockerkriminalitet, der blev afgivet
af en arbejdsgruppe under Justitsministeriet i marts
1995, behandlede man bl.a. spørgsmålet om aktindsigt
i sager om straffuldbyrdelse. I arbejdsgruppen
deltog repræsentanter for Justitsministeriet,
rigsadvokaten, rigspolitichefen, politidirektøren i
København, Politimesterforeningen,
kriminalforsorgen, Dansk Politiforbund, Dansk
Kriminalpolitiforening, Dansk Fængselsforbund og
Fængselsinspektørforeningen.
Baggrunden for overvejelserne om aktindsigt i
sager om straffuldbyrdelse var, at kriminelle, der
f.eks. i kraft af tilhørsforhold til bestemte
grupper indtager en magtposition, udgør et særligt
problem i fængslerne. Der henvises herved bl.a. til
et notat om organiserede kriminelle og aktindsigt
fra Direktoratet for Kriminalforsorgen, der er
optaget som bilag 2 til denne udtalelse.
Som det fremgår af notatet, blev der peget på et
behov for, at fængselsmyndighederne kan foretage en
række dispositioner for at modvirke tendensen til,
at disse kriminelle bliver "overfanger" i fængslet,
f.eks. anbringelse i lukket afsoningsinstitution og
flytning mellem institutionerne. For at
tilvejebringe det fornødne oplysningsgrundlag for
sådanne dispositioner er det nødvendigt, at
Direktoratet for Kriminalforsorgen modtager
oplysninger fra andre indsatte og fra politiet. Den
indsatte, som sagen vedrører, har som udgangspunkt
krav på aktindsigt i disse oplysninger, jf. afsnit 2
nedenfor. Dette forhold kan bl.a. føre til, at
kriminalforsorgen ikke kan få disse oplysninger fra
medindsatte, fordi de frygter, at deres identitet
bliver oplyst i forbindelse med, at der gives
aktindsigt.
I handlingsplanen blev det på den baggrund
foreslået, at forvaltningslovens regler om
aktindsigt begrænses i forhold til sager om
fuldbyrdelse af straf, således at der som
udgangspunkt ikke er aktindsigt i sådanne sager, men
at der kan gives aktindsigt, såfremt hverken private
eller offentlige interesser taler imod det.
- 2 -
Det blev i den forbindelse fremhævet, at der i
sager om disciplinærstraf og overførsel til lukket
institution m.v., hvor der efter en sådan nyordning
som udgangspunkt ikke gives aktindsigt, fortsat er
adgang til at klage efter reglerne om administrativ
rekurs og til at indbringe et afslag på aktindsigt
for Folketingets Ombudsmand.
1.2. Muligheden for at begrænse adgangen
til aktindsigt i sager om straffuldbyrdelse blev
endvidere rejst over for justitsministeren ved et
folketingsspørgsmål (nr. S 599 af 27. november 1995)
1 justitsministerens besvarelse af 5. december samme
år blev det anført, at forslaget om at begrænse
adgangen til aktindsigt rejser vanskelige spørgsmål,
herunder af principiel karakter. Justitsministeriet
anmodede på den baggrund Straffelovrådet om at
behandle handlingsplanens forslag i tilknytning
rådets kommissorium om en straffuldbyrdelseslov.
1.3. Herudover afgav en arbejdsgruppe
under Direktoratet for Kriminalforsorgen i marts
1996 en indstilling om stærke indsatte.
Arbejdsgruppen bestod af repræsentanter for
Direktoratet for Kriminalforsorgen,
kriminalforsorgens fængsler og arresthuse samt
Politimesterforeningen.
Med udtrykket "stærke" indsatte sigtede
arbejdsgruppen til indsatte, der har en særlig
magtposition, som skaber frygt hos de medindsatte og
i visse tilfælde også hos personalet. De pågældende
udnytter denne position til at skaffe sig negativ
indflydelse på de medindsattes afsoningsforhold, der
herved forringes i væsentlig grad. Dette sker bl.a.
ved, at stærke indsatte skaffer sig fordele på de
medindsattes bekostning. Den særlige magtposition
kan være opstået i kraft af vold, trusler om vold
eller truende adfærd. I mange tilfælde udspringer
magtpositionen af, at den stærke indsatte tilhører
en gruppe af personer, der er organiseret, og hvoraf
flere i organisationen er dømt for at have begået
alvorlig kriminalitet.
Arbejdsgruppen skønnede, at der til enhver tid er
ca. 40 indsatte, der kan henregnes til den gruppe af
stærke indsatte, med hensyn til hvilken der må
antages at være behov for at kunne reagere med
særlige midler for at begrænse muligheden for at
udøve negativ indflydelse på medindsattes
afsoningsforhold.
- 3 -
Arbejdsgruppen stillede på den baggrund forslag
om, at der etableres særlige fængsler eller
fængselsafdelinger, hvor de stærke indsatte kan
placeres afsondret fra andre indsatte. Samtidig blev
det foreslået, at beviskravet lempes i forbindelse
med overførsel fra åbent til lukket fængsel, således
at en indsat kan overføres, hvis der er bestemte
grunde til at tro, at den pågældende udøver en stærk
negativ indflydelse på medindsatte.
Desuden tilsluttede arbejdsgruppen sig forslaget
i handlingsplanen vedrørende organiseret
kriminalitet og rockerkriminalitet om at begrænse
adgangen til aktindsigt i sager om
straffuldbyrdelse, jf. pkt. 1.1. ovenfor. Der blev i
den forbindelse peget på, at dette ville afskære de
stærke indsatte fra at få aktindsigt i de sager,
hvor der ellers er risiko for repressalier m.v. over
for medindsatte, personale eller disses pårørende.
1.4. Arbejdsgruppens indstilling har
været sendt til høring i kriminalforsorgens
institutioner og organisationer. Justitsministeren
har herefter på grundlag af en indstilling om
foranstaltninger over for stærke indsatte fra
Direktoratet for Kriminalforsorgen i september 1996
truffet beslutning om, at der skal indrettes
separate afdelinger i to arresthuse med hver ca. 10
pladser til anbringelse af stærke indsatte, der har
misbrugt deres magtposition til at udnytte eller
dominere medindsatte. Disse afdelinger forventes at
kunne tages i brug i begyndelsen af 1997.
I overensstemmelse med arbejdsgruppens forslag er
det endvidere bestemt, at der administrativt skal
indføres en udvidet og forenklet adgang til at
overføre stærke indsatte til en af de to
arresthusafdelinger. Dette gælder både overførsel
fra lukket og åbent fængsel. For at begrænse
virkningerne af en beslutning om overførsel vil der
samtidig blive indført en lettere adgang til
tilbageførsel af den pågældende til den oprindelige
anstalt.
Der vil samtidig blive indført en tilsvarende
udvidet og forenklet adgang til at udelukke stærke
indsatte fra fællesskab (enrumsanbringelse) i
tilfælde, hvor betingelserne for at overføre stærke
indsatte til en af de to arresthusafdelinger er
opfyldt, men hvor der på tidspunktet for en eventuel
overførsel ikke er plads på afdelingerne.
- 4 -
1.5. Forslaget om at begrænse adgangen
til aktindsigt skal også ses i sammenhæng med de
øvrige overvejelser om en forstærket indsats mod
kriminalitet, der begås af flere personer i
forening, og justitsministeriets lovforslag om
ændring af straffeloven, retsplejeloven og
våbenloven (Styrkelse af politiets muligheder for at
efterforske alvorlig kriminalitet, konfiskation,
øget vidnebeskyttelse og skærpelse af straffen for
våbenbesiddelse m.v. L 98), der blev fremsat for
Folketinget den 28. november 1996.
Justitsministeriet har bl.a. på baggrund af
overvejelserne om dette lovforslag bedt
Straffelovrådet om at fremskynde behandlingen af
spørgsmålet om aktindsigt i sager om
straffuldbyrdelse, således at rådets vurdering kan
indgå i de videre overvejelser på dette område.
1.6. Straffelovrådet afgiver på den
baggrund denne udtalelse om aktindsigt i sager om
straffuldbyrdelse. I afsnit 2 redegøres for gældende
ret, og i afsnit 3 gennemgås den nuværende praksis
på området. Afsnit 4 indeholder en nærmere
gennemgang af tidligere lovgivning og praksis, og i
afsnit 5 omtales baggrunden for de nugældende
regler.
Straffelovrådet har delt sig i spørgsmålet om at
begrænse adgangen til aktindsigt i sager om
straffuldbyrdelse. Afsnit 6 indeholder en
redegørelse for flertallets overvejelser og forslag,
og afsnit 7 rummer mindretallets udtalelse. Om
enkelthederne i flertallets forslag henvises til
lovudkastet i bilag 1 til udtalelsen.
Ved afgivelsen af udtalelsen har Straffelovrådet
haft følgende sammensætning:
Højesteretsdommer Jacques Hermann (formand)
Advokat Jørgen Bang Professor, lic.jur. Vagn Greve
Statsadvokat Kaspar Linkis Politimester Annemette
Møller Kontorchef Hanne Schmidt Direktør for
kriminalforsorgen Christian Trønning
Landsretspræsident Sven Ziegler
- 5 -
Hvervet som sekretærer er varetaget af fuldmægtig
Ida-Louise Apostoli, Justitsministeriet, kontorchef
Annette Esdorf og vicefængselsinspektør Lise Koch,
begge Direktoratet for Kriminalforsorgen.
2. Gældende ret
2.1. Forvaltningsloven
Efter forvaltningslovens § 9, stk. 1, kan den,
der er part i en sag, hvori der er eller vil blive
truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed,
forlange at blive gjort bekendt med sagens
dokumenter. Forvaltningsloven indeholder i §§ 12-15
en række undtagelser med hensyn til visse dokumenter
og visse oplysninger. Adgangen til at undtage
oplysninger af hensyn til straffuldbyrdelsen er
hjemlet i § 15:
"§15. Retten til
aktindsigt kan i øvrigt begrænses, i det
omfang partens interesse i at kunne benytte
kendskab til sagens dokumenter til
varetagelse af sit tarv findes at burde vige
for afgørende hensyn til den pågældende selv
eller til andre private eller offentlige
interesser, herunder
1) .....
2) .....
3) forebyggelse, opklaring og forfølgning
af lovovertrædelser, straffuldbyrdelse og
lignende samt beskyttelse af sigtede, vidner
eller andre i sager om strafferetlig eller
disciplinær forfølgning.
Stk. 2. Gør hensyn som nævnt i stk.
i sig kun gældende for en del af et
dokument, skal parten gøres bekendt med
dokumentets øvrige indhold."
Anvendelsen af undtagelsesbestemmelserne beror på
en konkret afvejning i hvert enkelt tilfælde af
partens interesse i at få kendskab til sagens
dokumenter over for de modstående hensyn, der taler
for at begrænse retten til aktindsigt. Der er
således ikke hjemmel til administrativt at fastsætte
generelle undtagelser fra partens ret til
aktindsigt. Om baggrunden herfor hedder det i
bemærkningerne til forslaget til forvaltningsloven,
jf. Folketingstidende 1985/86, Tillæg A, sp. 141:
"Den gældende offentlighedslovs § 10,
stk. 1, bygger på det hovedsynspunkt, at de
hensyn, der begrunder reglerne om partens
aktindsigt, er af en så betydelig vægt, at
partens ret til at blive gjort bekendt med
dokumenterne i sin egen sag kun bør vige,
hvis der efter et konkret skøn i et
foreliggende tilfælde er nærliggende fare
for, at private eller offentlige interesser
vil lide skade af
- 6 -
væsentlig betydning, dersom begæringen
imødekommes. Efter justitsministeriets
opfattelse bør dette hovedsynspunkt
fastholdes, og bestemmelserne herom i den
gældende lovs § 10 foreslås derfor
videreført uden væsentlige ændringer."
Såfremt der i medfør af § 15, stk. 1, jf. stk. 2,
sker en begrænsning i partens adgang til aktindsigt,
bør parten i almindelighed gøres opmærksom på, at
visse oplysninger er tilbageholdt. Selv denne
oplysning kan dog under ganske særlige
omstændigheder tilbageholdes, jf. herved bl.a. John
Vogter, Den kommenterede forvaltningslov, 1992, s.
202.
Det bemærkes, at sager om straffuldbyrdelse ikke
er omfattet af bestemmelsen i forvaltningslovens §
9, stk. 3, der som udgangspunkt undtager "sager om
strafferetlig forfølgning" fra lovens kapitel 4 om
partens aktindsigt. Det skyldes, at sager om
straffuldbyrdelse ikke har karakter af strafferetlig
forfølgning. Om adgangen til at gøre undtagelse fra
de almindelige regler om parters aktindsigt gælder
således den beskrevne regel i forvaltningslovens §
15, stk. 1, nr. 3, der giver adgang til at nægte
aktindsigt i det omfang, de hensyn, der nævnes i
bestemmelsen, efter et konkret skøn gør det
påkrævet.
Efter forvaltningslovens § 22 skal en afgørelse,
når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en
begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den
pågældende part medhold. I det omfang afgørelsen
beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen
normalt angive de hovedhensyn, der har været
bestemmende for skønsudøvelsen, jf.
forvaltningslovens § 24, stk. 1, 2. pkt.
Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde
en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende
sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt
væsentlig betydning for afgørelsen, jf. § 24, stk.
2.
Efter forvaltningslovens § 24, stk. 3, kan
begrundelsens indhold begrænses, i det omfang
partens interesse i at kunne benytte kendskab til
denne til varetagelse af sit tarv findes at burde
vige for afgørende hensyn til den pågældende selv
eller til andre private eller offentlige interesser,
jf. § 24, stk. 3, og § 15. Som det fremgår, beror
anvendelsen af denne undtagelse i lighed med en
eventuel begrænsning af partens adgang til
aktindsigt efter forvaltningslovens § 15 på en
konkret vurdering af partens interesse i at få
kendskab til begrundelsen over for de modstående
- 7 -
hensyn, der taler for at begrænse indholdet af
begrundelsen.
I det omfang politiet efter reglerne i
forvaltningslovens § 28, stk. 1-3, om videregivelse
af oplysninger til en anden forvaltningsmyndighed er
berettiget til at videregive fortrolige oplysninger
til kriminalforsorgen, følger det af bestemmelsen i
lovens § 31, at politiet også er forpligtet hertil,
såfremt kriminalforsorgen anmoder om det. Det
indebærer bl.a., at politiet normalt er forpligtet
til at videregive oplysninger om den dømte til brug
for kriminalforsorgens afgørelse om anbringelse af
den pågældende.
2.2. Offentlighedsloven
Offentlighedsloven gælder efter lovens § 2, stk.
1, ikke for sager inden for strafferetsplejen. Det
indebærer, at de fleste sager om straffuldbyrdelse
falder uden for offentlighedsloven. Sager om
indsattes forplejning, beskæftigelsesforhold,
undervisning og fritidsaktiviteter og lignende anses
dag for undergivet aktindsigt efter lovens
almindelige regler. I øvrigt henvises til
Folketingets Ombudsmands beretning for året 1976, 9.
202. 1 den dér nævnte sag antog ombudsmanden i
lighed med Direktoratet for Kriminalforsorgen, at
klage over lægelig behandling i
fængselsinstitutioner ikke var omfattet af udtrykket
"sager inden for strafferetsplejen".
Hvis sager om straffuldbyrdelse ikke anses for
omfattet af udtrykket "sager inden for
strafferetsplejen", men indeholder oplysning om
forhold, der vedrører anstalternes sikkerhed m.v.,
vil der dog være adgang til at undtage oplysningerne
fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 13, stk.
1, nr. 3. Efter denne bestemmelse kan retten til
aktindsigt begrænses i det omfang, det er nødvendigt
til beskyttelse af væsentlige hensyn til
forebyggelse, opklaring og forfølgning af
lovovertrædelser, straffuldbyrdelse og lignende samt
beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager
om strafferetlig eller disciplinær forfølgning.
- 8 -
3. Praksis
3.1. Sagstyper
Handlingsplanen om organiseret kriminalitet og
rockerkriminalitet indeholder bl.a. en beskrivelse
af de tilfælde, hvor retten til aktindsigt giver
problemer for kriminalforsorgen, jf. bilag 2 til
Straffelovrådets udtalelse. Som det fremgår heraf,
opstår spørgsmålet om begrænsning af aktindsigt i
sager om anbringelse af dømte, herunder ved intern
placering i fængslet, sager om overførsel af dømte
og sager om disciplinærstraf.
3.1.1. Anbringelsessager
Direktoratet for Kriminalforsorgen træffer
afgørelse om afsoningssted ("anmeldelse") i medfør
af cirkulære nr. 122 af 29. august 1983 om
anbringelse af personer, der er idømt frihedsstraf
eller forvaring, og om overførsel af indsatte mellem
kriminalforsorgens institutioner (1983-cirkulæret) .
Forud for afgørelsen modtager direktoratet
anmeldelsessagen fra politiet, der på et skema skal
tilkendegive, om den domfældte er egnet til afsoning
i åbent fængsel m.v. Der skal ligeledes på skemaet
anføres forhold vedrørende domfældte, der er
relevante for valget af afsoningssted.
Igennem flere år har det været kriminalforsorgens
ønske på dette skema at modtage oplysning om den
dømtes eventuelle tilhørsforhold til kredsen af
stærke indsatte, f.eks. rockergrupper, jf. pkt. 1.3.
ovenfor. Rigspolitichefen har på den baggrund i 1992
indskærpet over for politikredsene, at disse
oplysninger skal påføres anmeldelsesskemaet.
En arbejdsgruppe under Direktoratet for
Kriminalforsorgen foreslog i en indstilling af april
1994 om stærke og svage indsatte en ændret
anmeldelsesprocedure, der bl.a. sigtede på at
forbedre samarbejdet med politiet. Arbejdsgruppen
bestod af repræsentanter for Direktoratet for
Kriminalforsorgen, kriminalforsorgens fængsler og
arresthuse samt Politimesterforeningen.
Forslaget indebar bl.a., at rockertilhørsforhold
i sig selv med vægt skulle tale for anbringelse i
lukket fængsel. Det sidstnævnte
- 9 -
forslag er gennemført ved en administrativ
ændring af praksis vedrørende anbringelse af
indsatte.
Som nævnt under pkt. 1.3. ovenfor, har en
arbejdsgruppe under Direktoratet for
Kriminalforsorgen i en indstilling af marts 1996
tilsluttet sig forslaget i handlingsplanen
vedrørende organiseret kriminalitet og
rockerkriminalitet om at begrænse adgangen til
aktindsigt i sager om straffuldbyrdelse.
Arbejdsgruppen anfører i den forbindelse, at det til
brug for afgørelsen af, hvor den dømte skal afsone
straffen, er væsentligt, at der foreligger så mange
relevante oplysninger som muligt, herunder også fra
politiet. Det er arbejdsgruppens indtryk, at det
erfaringsmæssigt er meget vanskeligt at få relevante
oplysninger fra politiet, idet politiet frygter, at
oplysningerne videregives i forbindelse med, at de
stærke indsatte anmoder Direktoratet for
Kriminalforsorgen om aktindsigt i medfør af
forvaltningsloven.
I anledning af et attentat mod et »medlem af en
motorcykelklub i Statsfængslet ved Horserød udsendte
Justitsministeriet den 29. april 1996 en
cirkulæreskrivelse til politiet om sikkerheden i
kriminalforsorgens åbne anstalter. I
cirkulæreskrivelsen blev politikredsene bl.a.
anmodet om ved udfyldelsen af skemaet vedrørende
anmeldelse til Direktoratet for Kriminalforsorgen om
domfældelse at være særligt opmærksom. på at anføre
oplysninger om den dømtes tilknytning til
rockermiljøet, der kan have betydning for
direktoratets afgørelse af spørgsmålet om den
pågældendes eventuelle anbringelse i åben anstalt.
Sådanne oplysninger vil ofte foreligge under sagens
efterforskning eller fremkomme under
domsforhandlingen i forbindelse med gennemgangen af
tiltaltes personlige forhold. Det bemærkedes herved,
at der kan være anledning til at begære sådanne
oplysninger tilført retsbogen.
Det er Direktoratet for Kriminalforsorgens
opfattelse, at kriminalforsorgen efter udsendelsen
af cirkulæreskrivelsen i flere, men ikke i alle
sager, modtager relevante oplysninger om den dømtes
tilhørsforhold til gruppen af stærke indsatte til
brug for afgørelsen om, hvor straffen skal afsones.
Som forklaring på, at oplysninger ikke gives i
videre omfang, henviser man til den ovenfor omtalte
frygt for, at den dømte i forbindelse med et ønske
om aktindsigt gøres bekendt med politiets påtegning
på skemaet og især de oplysninger, der ligger til
grund for politiets
- 10 -
påtegning. Som følge heraf får Direktoratet for
Kriminalforsorgen fortsat i mange tilfælde kun
oplysning om tilhørsforhold, der kan have betydning
for spørgsmålet om anbringelse af den pågældende
under afsoningen, gennem domsudskriften eller gennem
sagens akter.
Fra maj 1992 til november 1994 havde
Statsfængslet i Vridsløselille en særlig afdeling
(B.III), hvor man anbragte en gruppe indsatte, der
var medlemmer af Hells Angels eller havde en særlig
tilknytning til disse, idet gruppen havde en negativ
styrende indflydelse på de medindsattes
afsoningsforhold. Indsatte på afdeling B.III var
afskåret fra fællesskab med indsatte fra andre
afdelinger i fængslet. Som det fremgår af
kriminalforsorgens notat om organiserede kriminelle
og aktindsigt, jf. bilag 2, tilkendegav
Justitsministeriet, at en beslutning om at anbringe
enkelte indsatte på en bestemt afdeling, hvortil der
er knyttet nogle særlige regler, må opfattes som en
afgørelse i forvaltningslovens forstand. Som følge
heraf fik de indsatte, der blev placeret på afdeling
B.III, ret til aktindsigt i medfør af
forvaltningslovens 3 9, stk. I. Denne aktindsigt
blev begrænset i medfør af forvaltningslovens § 15,
stk. 1, nr. 3, således at der ikke af den meddelte
aktindsigt fremgik navne eller episoder, der gjorde
det muligt at identificere de personer, der havde
givet de belastende oplysninger.
Som anført i notatet blev der i øvrigt på grund
af ønsket om fuldstændig anonymitet for de
pågældende foretaget destruktion af det materiale,
der lå til grund for oprettelsen af afdeling B. III.
Det var anstaltens opfattelse, at der ikke kunne
sikres fuldstændig anonymitet, hvis der ikke blev
foretaget destruktion. Der er efterfølgende
tilvejebragt opbevaringsmuligheder, der er så sikre,
at destruktion af materiale fremover formentlig ikke
er påkrævet.
3.1.2. Overførselssager
Efter 1983-cirkulæret, jf. pkt. 3.1.1. ovenfor,
kan indsatte i åben anstalt i visse tilfælde
overføres til lukket anstalt. Overførsel
forudsætter, at fortsat ophold i den åbne anstalt er
åbenbart utilrådelig. Endvidere kræves det, at denne
bedømmelse helt eller delvis beror på groft
disciplinært forhold eller andre
- 11 -
bevislige forhold fra den indsattes side, som
viser enten, at den pågældende ikke kan tilpasse sig
forholdene i den åbne anstalt, herunder hvis der
skønnes at være fare for undvigelse, eller, at der
er risiko for uheldig indflydelse på medindsatte,
if. cirkulærets § 12.
Efter cirkulærets § 13 afgør institutionens
leder, om beslutning om overførsel i medfør af § 12
kan træffes på grundlag af de foreliggende
indberetninger, eller om det af hensyn til
klarlæggelse af sagens omstændigheder er påkrævet at
indhente yderligere indberetninger eller foretage
afhøring af personale eller indsatte. Beslutning om
overførsel forudsætter, at den indsatte i fornødent
omfang er gjort bekendt med de foreliggende
indberetninger og eventuelle afhøringer samt har
haft lejlighed til at udtale sig. Den indsatte skal
endvidere altid gøres bekendt med begrundelsen for
en beslutning om overførsel.
Om afgørelsen skal der gøres et notat, der skal
indeholde en gengivelse af det indberettede og
eventuelle forklaringer. Den afhørte skal have
lejlighed til at godkende gengivelsen af sin
forklaring, og det skal anføres, om godkendelse er
sket. Notatet skal desuden indeholde en udførlig
begrundelse for, at overførsel er anset for
påkrævet. Den indsatte skal efter anmodning have
udleveret udskrift af notatet. Oplysninger kan dag
udelades i det omfang, hensynet til anstaltens
sikkerhed eller enkeltpersoner klart tilsiger det.
Det er kriminalforsorgens erfaring, at det på
grund af medindsattes frygt for repressalier
kan være overordentligt vanskeligt at
tilvejebringe de fornødne oplysninger til brug for
afgørelser om overførsel af stærke indsatte, f.eks.
rockere, til andre institutioner. Der vil således
typisk være tale om oplysninger fra indsatte, der er
så skræmte, at de ikke vil afgive eller stå ved
oplysninger til personalet om andre indsattes
adfærd. Overførselssagerne bliver derfor ofte
opgivet på grund af mangel på oplysninger.
I den under pkt. 3.1.1. nævnte indstilling af
april 1994 blev der på den baggrund stillet forslag
om, at der i forbindelse med gennemførelsen af en
lov om fuldbyrdelse af straf m.v. tilvejebringes
udtrykkelig hjemmel til at overføre stærke indsatte
fra åbent
- 12 -
til lukket fængsel, hvis der er bestemte grunde
til at antage, at den indsatte på utilbørlig måde
har tvunget eller på anden måde har fået medindsatte
til at gøre, tåle eller undlade noget, og overførsel
må anses for nødvendig for at forhindre den indsatte
i at begå forhold af denne karakter.
I indstillingen af marts 1996 om stærke indsatte,
der omtales under pkt. 1.3., foreslås indført en
tilsvarende adgang til at overføre stærke indsatte
fra åbent til lukket fængsel, arresthus eller et af
de særlige fængsler eller en af de særlige
fængselsafdelinger, der foreslås etableret.
Endvidere foreslås det I at der sker en lempelse af
beviskravet for at kunne overføre stærke indsatte
fra åbent til lukket fængsel, herunder til et af de
foreslåede særlige fængsler eller en af de særlige
fængselsafdelinger.
Som det fremgår, skal de nævnte forslag ses i
sammenhæng med, at de nugældende regler om
aktindsigt ifølge kriminalforsorgen medfører, at der
udvises en betydelig tilbageholdenhed med at give
oplysninger til brug for eventuel overførsel af
stærke indsatte, idet de medindsatte frygter, at de
stærke indsatte ved at anmode om aktindsigt i deres
sag om overførsel til f.eks. et lukket fængsel gøres
bekendt med, at nærmere angivne medindsatte har
givet belastende oplysninger om de pågældende
3.1.3. Disciplinærsager
Over for dømte, der afsoner fængselsstraf, kan
der bl.a. træffes afgørelse om hensættelse i
strafcelle indtil 3 måneder og om udelukkelse fra
arbejdsgodtgørelse eller inddragelse af allerede
erhvervet arbejdsgodtgørelse, jf. straffelovens §
47, stk. 1, nr. 3 og 4. Nærmere regler om ikendelse
af disciplinærstraf er fastsat i Justitsministeriets
bekendtgørelse nr. 423 af 21. juni 1973 om
fuldbyrdelse af frihedsstraf
(fuldbyrdelsesbekendtgørelsen) . Efter
bekendtgørelsens § 33 kan de indsatte bl.a. ikendes
disciplinærstraf for overtrædelse af
straffelovgivningen og pligten til at anvende en god
omgangstone i forholdet til personalet og
medindsatte og til at følge personalets anvisninger.
Disciplinærstraf kan endvidere ikendes for
overtrædelse af ordensbestemmelser m.v., som
institutionens leder har fastsat, og for
overtrædelse af andre regler, som institutionens
leder har udfærdiget i
- 13 -
henhold til bestemmelser, der er fastsat af
Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Efter fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 35 skal der
til brug for disciplinærsagens afgørelse foreligge
fyldestgørende indberetninger om de formodede
overtrædelser, ligesom der skal foretages de
nødvendige undersøgelser i sagen, herunder
eventuelle afhøringer. Endvidere skal den indsatte
have lejlighed til at udtale sig.
Efter de nugældende administrative regler kan
bøde og strafcelle, anvendes som disciplinærstraf,
jf. § 1, stk. 1, i cirkulære nr. 44 af 10. marts
1976 om anvendelse og fuldbyrdelse af
disciplinærstraf over for indsatte og om
disciplinærsagers gennemførelse. Efter cirkulærets §
2 fastsættes bødens størrelse under hensyn til
overtrædelsens art og omfang til et beløb, der i det
enkelte tilfælde ikke overstiger 1 uges
arbejdsfortjeneste. Bøden indeholdes i den indsattes
arbejdspenge eller dagpenge. Normalt fastsættes
varigheden af strafcelle under hensyn til
overtrædelsens art og omfang til et tidsrum af højst
4 uger, jf. §§ 3 og 4. Strafcelle afsones normalt i
enrum, jf. § 12.
Om fremgangsmåden ved ikendelse af
disciplinærstraf er det bl.a. fastsat, at en indsat
midlertidigt kan anbringes i forhørscelle under
behandlingen af disciplinærsagen, såfremt der er
begrundet
formodning om, at den pågældende har overtrådt
bestemmelser, der må antages at medføre
disciplinærstraf at strafcelle, og såfremt en sådan
anbringelse er nødvendig af hensyn til
undersøgelsens gennemførelse. Den indsatte skal i
sådanne tilfælde snarest muligt orienteres om
begrundelsen for anbringelsen og have lejlighed til
at udtale sig, jf. § 6, stk. 1-2.
Disciplinærsager om ikendelse af bøder kan
gennemføres uden den indsattes tilstedeværelse,
såfremt overtrædelsen umiddelbart har kunnet
konstateres, eller sagens omstændigheder i øvrigt må
anses for fuldt klarlagte. I så fald skal den
indsatte skriftligt underrettes om, hvilken
afgørelse der agtes truffet, og om adgangen til at
udtale sig i sagen. Gennemførelse uden den indsattes
tilstedeværelse forudsætter, at den pågældende ikke
ønsker at udtale sig i sagen. I modsat fald
gennemføres disciplinærsagen efter samme regler som
disciplinærsager om ikendelse af strafcelle eller om
ikendelse af bøder uden et umiddelbart
tilstrækkeligt
- 14
klart bevismæssigt grundlag, jf. § 8, stk. 1-2.
I de sidstnævnte sagstyper skal den indsatte
gøres bekendt med, hvad der er indberettet, og
orienteres i hovedtræk om, hvad der måtte være
fremkommet under eventuelle afhøringer i sagen.
Afgørelsen træffes under den indsattes
tilstedeværelse, efter at den pågældende har haft
lejlighed til at udtale sig. Ønsker den indsatte
ikke at give møde, kan sagen gennemføres uden den
pågældendes tilstedeværelse, jf. herved § 9, stk.
1-2, og § 10, stk. 1-2.
Om hver disciplinærsag skal der i øvrigt
udarbejdes et notat, der indeholder en gengivelse af
det indberettede og de afgivne forklaringer. Notatet
skal endvidere indeholde oplysning om, hvilke
bestemmelser der anses for overtrådt, på hvilket
grundlag dette anses for bevist, og oplysning om
afgørelsen, jf. § 8, stk. 3, og S 9, stk. 3. Den
indsatte skal efter anmodning have udleveret en
udskrift af notatet om disciplinærsagen. Oplysninger
kan dog udelades i det omfang, hensynet til
"Institutionens sikkerhed eller til enkeltpersoner
klart tilsiger det, jf. § 11.
Hvis den indsattes forhold har givet anledning
til, at der i henhold til reglerne om fuldbyrdelse
af frihedsstraf træffes andre foranstaltninger -
bortset fra erstatning og konfiskation - på grund af
misbrug eller utilladelig adfærd, må
disciplinærstraf kun anvendes i det omfang,
afgørende hensyn til opretholdelse af orden og
sikkerhed i institutionen kræver det, jf.
cirkulærets § 5. Som eksempel på anvendelse af
disciplinærstraf ved siden af anden foranstaltning
peges i betænkning nr. 1181/1989 om fuldbyrdelse af
frihedsstraf på tilfælde, hvor der som følge af
undvigelse eller udgangsmisbrug fra åbent fængsel i
øvrigt alene sker tilbagekaldelse af tilladelse til
udgang. Træffes der derimod bestemmelse om
overførsel af den dømte til lukket institution, er
det ved cirkulæret forudsat, at ikendelse af
disciplinærstraf undlades, jf. betænkningen, bd. I,
s. 236.
Kriminalforsorgen har oplyst, at stærke indsatte
i særlig grad undgår disciplinærstraf, fordi ingen
medindsatte tør afgive forklaring i forbindelse med
disciplinærafhøring. Risikoen for repressalier
indebærer, at kriminalforsorgen kun modtager
oplysninger fra medindsatte om stærke indsatte, hvis
der stilles absolut garanti for anonymitet. Kravet
om anonymitet har ifølge kriminal-
- 15 -
forsorgen sammenhæng med, at de medindsatte
frygter, at de stærke indsatte ved at anmode om
aktindsigt i deres sag får kendskab til, at de
medindsatte har givet belastende oplysninger om de
pågældende.
3.1.4. Sager om udelukkelse fra fællesskab
(enrumsanbringelse)
Når særlige omstændigheder taler derfor, kan der
træffes bestemmelse om, at indsatte midlertidigt
skal have ophold i enrum, jf.
fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 4, stk. 2.
Efter cirkulære nr. 164 af 14. september 1978 om
adgangen til at anbringe indsatte i enrum kan
tvungen anbringelse i enrum kun finde sted i nærmere
angivne tilfælde, bl.a. når det findes nødvendigt
for at forebygge voldsom adfærd eller påkra2vet for
at hindre fortsat strafbar virksomhed, herunder brug
af euforiserende stoffer, eller hvis den indsatte
udviser en sådan grov eller gentagen utilladelig
adfærd, som gør fortsat ophold i fællesskab åbenbart
uforsvarligt, if. § 2, stk. 2, nr. 2, 3 og 4.
14vis der på grundlag af de foreliggende
oplysninger eller under hensyn til den udviste
adfærd er begrundet formodning om, at den indsatte
opfylder betingelserne for anbringelse i enrum eller
for overførsel til lukket anstalt, kan den indsatte
anbringes foreløbigt i enrum, mens sagens
omstændigheder søges klarlagt. Den indsatte skal i
disse tilfælde snarest muligt orienteres om
begrundelsen for den foreløbige anbringelse og have
lejlighed til at udtale sig, jf. § 2, stk. 3 og 4.
Beslutning om enrumsanbringelse forudsætter, at
den indsatte i fornødent omfang er gjort bekendt med
de foreliggende indberetninger og eventuelle
afhøringer samt har haft lejlighed til at udtale
sig. Endvidere skal den indsatte altid gøres bekendt
med begrundelsen for beslutningen om at anbringe den
pågældende i enrum, jf. § 3, stk. 3 og 4. Desuden
skal der udarbejdes et notat, der bl.a. indeholder
en gengivelse af det indberettede og eventuelle
forklaringer og en udførlig begrundelse for, at
anbringelsen er anset for påkrævet. Den indsatte
skal efter anmodning have udleveret udskrift af
notatet. oplysninger kan dog udelades i det omfang,
hensynet til institutionens sikkerhed eller til
enkeltpersoner klart tilsiger det, jf. § 3, stk. 6
og 7.
- 16 -
Enrumsanbringelse sker på ubestemt tid.
Anbringelsen skal bringes til ophør, når den ikke
længere er påkrævet. Spørgsmålet om anbringelsens
ophør skal i øvrigt tages op til overvejelse hver
uge, og der skal udarbejdes et notat om de
overvejelser, der i den forbindelse har fundet sted,
jf. § 4, stk. 4-6.
Ifølge oplysning fra kriminalforsorgen forekommer
der tilfælde, hvor der er behov for at udelukke
stærke indsatte fra fællesskab for derved at
forhindre dem i at udøve vold, trusler eller truende
adfærd overfor medindsatte. I praksis er det
imidlertid særdeles vanskeligt at tilvejebringe det
fornødne bevismæssige grundlag for en afgørelse om
udelukkelse fra fællesskab, fordi de medindsatte
frygter repressalier, hvis de giver personalet
oplysninger eller står ved oplysninger, som de har
givet personalet om stærke indsattes voldsudøvelse
eller trusler. Baggrunden for de medindsattes frygt
for repressalier er risikoen for, at den stærke
indsatte ved at begære aktindsigt i en sag om
udelukkelse fra fællesskab, får kendskab til, at
afgørelsen er truffet (bl.a.) på grundlag af
belastende oplysninger afgivet af nærmere angivne
medindsatte.
3.2. Begrundelse af afgørelser om anbringelse og
overførsel m.v.
I praksis anvendes i et vist omfang adgangen
efter forvaltningslovens § 24, stk. 3, til at
begrænse indholdet af den begrundelse, der normalt
skal ledsage en skriftlig afgørelse, jf.
forvaltningslovens § 22 og § 24, stk. 1-2. Det
gælder f.eks. afgørelser om udelukkelse fra
fællesskab, disciplinærstraf eller overførsel til en
anden institution, der bygger på oplysninger fra en
medindsat. I disse tilfælde vil hensynet til at
beskytte medindsatte mod repressalier efter
omstændighederne kunne veje tungere end hensynet til
den indsattes interesse i at kende den fuldstændige
begrundelse for at kunne varetage sit tarv.
3.3. Beskyttelseshensyn
Som det fremgår af ovenstående gennemgang af
praksis, er baggrunden for at udelade oplysninger
fra aktindsigt normalt hensynet til at beskytte
medindsatte, som har givet oplysninger til sagen,
der er belastende for parten, eller til hvem sådanne
oplysninger
- 17 -
kan spores.
I visse tilfælde kan der også være et
beskyttelseshensyn i forhold til fængselspersonale
og deres familier, idet der er eksempler på, at
disse har været udsat for trusler som følge af
personalets afgivelse af belastende rapporter eller
udtalelser.
Selv om de nugældende regler i forvaltningslovens
3 15, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 2, giver mulighed for
at begrænse retten til aktindsigt efter en konkret
vurdering, viser udviklingen på området, at bl.a. de
medindsatte af frygt for repressalier er
tilbageholdende med at give belastende oplysninger
om stærke indsatte. En sådan tilbageholdenhed kan
indebære, at kriminalforsorgen mangler det
nødvendige grundlag for at træffe bl.a.
hensigtsmæssige afgørelser om anbringelse og om
overførsel af indsatte. Herved afskæres
kriminalforsorgen fra at sikre de indsatte den
nødvendige beskyttelse imod de stærke indsattes
styring af de medindsatte gennem vold, trusler,
chikane m.v.
4. Tidligere lovgivning og praksis vedrørende
aktindsigt
Handlingsplanens forslag om at begrænse retten
til aktindsigt skal bl.a. vurderes i lyset af den
tidligere lovgivning på området.
Spørgsmålet om aktindsigt i sager vedrørende
straffuldbyrdelse var tidligere reguleret i lov nr.
141 af 13. maj 1964 om partsoffentlighed i
forvaltningen (partsoffentlighedsloven). Efter denne
lovs § 11 omfattede loven ikke "sager inden for
strafferetsplejen".
I 1970 blev partsoffentlighedsloven afløst af lov
om offentlighed i forvaltningen, jf. lov nr. 280 af
10. juni 1970 (1970-offentlighedsloven). Ved denne
lov blev den tidligere retstilstand opretholdt, idet
1970-offentlighedslovens § 6, stk. 1, bestemte, at
adgangen til at få oplysninger ikke omfattede "sager
inden for strafferetsplejen". Reglen gjaldt såvel
for offentligheden som for parterne i en
forvaltningssag.
Undtagelsesbestemmelserne hvilede navnlig på det
synspunkt, at spørgsmålet om aktindsigt i sager
inden for strafferetsplejen
- 18 -
burde overvejes særskilt ud fra særlige
retsplejemæssige hensyn. Der henvises i den
forbindelse bl.a. til s. 58-68 og s. 189 i
betænkning nr. 325/1963 om offentlighed i
forvaltningen og til Folketingstidende 1963/64,
Tillæg A, sp. 1358, samt Folketingstidende 1969/70,
Tillæg A, sp. 592.
I overensstemmelse med motivudtalelserne blev der
i administrativ praksis anlagt en forholdsvis vid
fortolkning af udtrykket "sager inden for
strafferetsplejen". Omfattet af dette udtryk var
således bl.a. sager om fordeling af domfældte mellem
de enkelte anstalter, udsættelse med
straffuldbyrdelse, benådning, prøveløsladelse,
genindsættelse, udgangstilladelse og ikendelse af
disciplinærstraffe, jf. herved pkt. 3.1. i
Bestemmelser vedrørende fængselsvæsenet i Danmark,
1970, udgivet af Justitsministeriet, Direktoratet
for Fængselsvæsenet. Reglerne skulle imidlertid
administreres således, at begæringer om
partsoffentlighed - uanset den generelle
undtagelsesbestemmelse - i vidt omfang burde
imødekommes ("meroffentlighedsprincippet").
Lignende synspunkter kom til udtryk i
ombudsmandens praksis, jf. herved Folketingets
Ombudsmands beretning for året 1976, s. 202. Her
erklærede ombudsmanden sig enig i, at sager om
meddelelse af udgangstilladelse var omfattet af § 6,
stk. 1, men henstillede til direktoratet som en
foreløbig ordning at praktisere aktindsigt i sager
af denne art. Ombudsmanden henviste herved navnlig
til, at undtagelsesbestemmelsen hovedsagelig var
begrundet i et ønske om, at sager inden for
strafferetsplejen blev gjort til genstand for
særlige retsplejemæssige overvejelser, men ikke i
sig selv udtryk for, at aktindsigt var uønsket.
Ombudsmanden anførte endvidere, at
offentlighedsloven var en minimumslov, og at der
burde søges fastlagt et højt niveau
for retssikkerhedsgarantier i relation til sager,
der vedrører frihedsberøvelser.
Indtil forvaltningslovens og offentlighedslovens
ikrafttræden den i. januar 1987 var retstilstanden
imidlertid, at der som udgangspunkt ikke var
aktindsigt i en række sager om straffuldbyrdelse,
f.eks. sager om valg af afsoningsinstitution og
ikendelse af disciplinærstraffe, men at en anmodning
om aktindsigt i sådanne sager kunne imødekommes
efter en konkret vurdering.
- 19 -
5. Baggrunden for de gældende regler om
aktindsigt
De gældende regler om aktindsigt bygger bl.a. på
Rapporten af i. april 1975 fra arbejdsgruppen
vedrørende spørgsmålet om aktindsigt i sager inden
for strafferetsplejen. Rapporten er optrykt som
bilag til betænkning nr. 857/1978 om
offentlighedslovens revision (s. 397-416).
Af arbejdsgruppens rapport fremgår, at
Justitsministeriets daværende praksis vedrørende
imødekommelse af anmodninger om aktindsigt spillede
en væsentlig rolle i arbejdsgruppens overvejelser om
ændring af bestemmelsen i offentlighedslovens § 6,
stk. 1. Efter denne praksis kunne oplysninger i
straffesager meddeles, såfremt ansøgeren kunne
godtgøre en konkret saglig eller personlig
anerkendelsesværdig interesse heri, og særlige
hensyn ikke talte imod, jf. betænkning nr. 857/1978
om offentlighedslovens revision, s. 405-406. Efter
arbejdsgruppens opfattelse var der bl.a. på den
baggrund anledning til at overveje at gennemføre
offentlighedsprincippet inden for strafferetsplejen
uden for det område, der var reguleret ved
retsplejeloven. Arbejdsgruppen sigtede hermed bl.a.
til sager om straffuldbyrdelse.
Ifølge arbejdsgruppen måtte hensynet til
retshåndhævelsens effektivitet og hensynet til
beskyttelse af enkeltpersoner nødvendigvis i vidt
omfang medføre udelukkelse af adgangen til
aktindsigt i sager inden for strafferetsplejen. Det
var arbejdsgruppens konklusion, at den nævnte
praksis på alle væsentlige punkter kunne tilgodese
behovet for aktindsigt i rimeligt omfang og derfor
var udtryk for en tilfredsstillende afvejning af på
den ene side hensynet til gennem aktindsigt at sikre
en velbegrundet interessevaretagelse og på den anden
side de særlige betænkeligheder mod udlevering af
straffeoplysninger, jf. betrækning nr. 857/1978 om
offentlighedslovens revision, s. 410-411.
6. Flertallets overvejelser og forslag (Jacques
Hermann, Kaspar Linkis, Annemette Møller, Hanne
Schmidt, Christian Trønning og Sven Ziegler)
I handlingsplanen fra marts 1995 om organiseret
kriminalitet og rockerkriminalitet, jf. pkt. 1.1.
ovenfor, foreslås det, at
- 20 -
forvaltningslovens regler om aktindsigt begrænses
i sager om straf fuldbyrdelse, således at der som
udgangspunkt ikke er aktindsigt i sådanne sager, men
kan gives det, såfremt hverken private eller
offentlige interesser taler imod det
("meroffentlighedsprincippet").
Forslaget indgår også i indstillingen om
foranstaltninger over for stærke indsatte, der er
nærmere omtalt i pkt. 1.3. ovenfor.
Straffelovrådets flertal finder principielt, at
udelukkelse af adgangen til aktindsigt kan give
anledning til betænkeligheder. Forvaltningsloven
bygger således på det hovedsynspunkt, at de hensyn,
der begrunder reglerne om partens aktindsigt, er af
en sådan betydelig vægt, at partens ret til at blive
gjort bekendt med dokumenterne i sin egen sag kun
bør vige under særlige omstændigheder. Heri ligger
et krav om, at der efter et konkret skøn i det
enkelte tilfælde skal være nærliggende fare for, at
private eller offentlige interesser vil lide skade
af væsentlig betydning, såfremt anmodningen om
aktindsigt imødekommes.
At afskære den indsatte fra at få aktindsigt i en
sag, der angår den pågældendes afsoning, kan være
betænkeligt, fordi den indsatte ikke får lejlighed
til at imødegå de faktiske oplysninger, der indgår i
grundlaget for en beslutning om f.eks. at overføre
den pågældende til lukket fængsel. Dette forhold har
bl.a. betydning, når kriminalforsorgens afgørelse
støttes på oplysninger fra medindsatte, idet
medindsatte efter omstændighederne ud fra et
hævnmotiv eller lignende kan have en interesse i at
give urigtige oplysninger om den pågældende til
fængselspersonalet.
Som nævnt i pkt. 2.1. ovenfor har parten normalt
krav på, at en afgørelse begrundes, når afgørelsen
ikke giver pågældende medhold fuldt ud.
Forvaltningslovens § 24 giver under visse
betingelser mulighed for at begrænse indholdet af
begrundelsen. En sådan begrænsning forudsætter
imidlertid i lighed med en begrænsning af adgangen
til aktindsigt, jf. pkt. 2.1. ovenfor, at partens
interesse i at kunne benytte kendskab til
begrundelsen til varetagelse af sit tarv efter en
konkret vurdering findes at burde vige for afgørende
hensyn til private eller offentlige interesser, jf.
forvaltningslovens § 24, stk. 3, og § 15.
- 21 -
Forslaget om at afskære den dømte fra aktindsigt
i visse sager om straffuldbyrdelse indebærer efter
flertallets opfattelse, at der også må tages
stilling til, om forvaltningslovens regler om
begrundelse bør fraviges, således at der ikke er
krav om at begrunde afgørelser i sager, der undtages
fra aktindsigt, f.eks. afgørelser om overførsel fra
åbent til lukket fængsel.
De ovennævnte hensyn, der ligger bag reglerne om
aktindsigt og begrundelse, må imidlertid afvejes
over for andre hensyn, herunder hensynet til, at
kriminalforsorgen kan varetage opgaven med
straffuldbyrdelse.
Som det fremgår af afsnit 4 ovenfor, indebærer
handlingsplanens forslag om at begrænse retten til
aktindsigt en tilbagevenden til retstilstanden forud
for forvaltningsloven. Baggrunden for forslaget er
bl.a. et ønske om at styrke fængselsmyndighedernes
mulighed for at tilvejebringe de nødvendige
oplysninger fra indsatte i forbindelse med
behandlingen af sager om anbringelse og overførsel
af stærke indsatte, sager om disciplinærstraf og
sager om udelukkelse fra fællesskab vedrørende de
pågældende.
Straffelovrådets flertal finder, at det må
tillægges betydelig vægt ved overvejelserne om at
begrænse retten til aktindsigt, at kriminalforsorgen
har mulighed for at opretholde orden og sikkerhed i
fængslerne, således at de indsatte ikke udsættes for
overgreb fra andre indsatte, der f.eks. i kraft af
deres person eller tilhørsforhold til bestemte
grupper, f.eks. rockergrupper og lignende, indtager
en særlig magtposition i fængslet.
Som anført i afsnit 3 ovenfor medfører de
gældende regler om aktindsigt, at kriminalforsorgen
ofte ikke får tilstrækkelige oplysninger til at
kunne træffe de afgørelser, der er nødvendige for at
kunne opretholde orden og sikkerhed i fængslet.
Herved forhindres kriminalforsorgen i at sikre de
øvrige indsatte mod vold, trusler, chikane m.v.
En anden følge af de gældende regler er, at
fængselsfunktionærer og deres familier undertiden
udsættes for trusler, fordi personalet har afgivet
belastende rapporter og udtalelser om trussels- og
voldsepisoder m.v., som de stærke indsatte har været
involveret i.
- 22 -
Flertallet er opmærksomt på, at det allerede
efter de gældende regler i forvaltningslovens § 15
efter omstændighederne er muligt at hindre, at
belastende oplysninger om stærke indsatte udleveres
til de pågældende. Mindretallet anfører under
henvisning hertil, at der derfor ikke er behov for
lovændring på dette område, jf. afsnit 7 nedenfor.
For flertallet er det imidlertid afgørende, at
erfaringen har vist, at kriminalforsorgen ikke
gennem anvendelse af de omhandlede undtagelser opnår
eller kan opnå de oplysninger fra medindsatte og
andre, der er nødvendige for at beskytte disse og i
øvrigt opretholde orden og sikkerhed i fængslerne.
Risikoen for repressalier fra stærke indsatte er så
betydelig, at kriminalforsorgen normalt kun modtager
belastende oplysninger fra medindsatte og andre,
hvis de pågældende kan garanteres anonymitet. Dette
er imidlertid ikke muligt efter de gældende regler,
idet adgangen til at begrænse aktindsigten beror på
en konkret vurdering, jf. afsnit 2 ovenfor.
Dette forhold har i praksis ført til, at bl.a.
medindsatte afstår fra at give oplysninger, idet de
ikke har fuld tillid til, at belastende oplysninger
om stærke indsatte ikke udleveres til de pågældende.
En sådan tillid opnås kun, hvis oplysningerne
generelt undtages fra aktindsigt, således at
spørgsmålet om begrænsning af aktindsigt ikke beror
på en konkret vurdering.
Flertallet finder det endvidere væsentligt, at
indsatte trygt kan gå til fængslets personale og
forklare om trussels- og voldsepisoder m.v., som de
selv har været udsat for eller har fået kendskab til
under afsoningen. Flertallet lægger i den
forbindelse også vægt på, at kriminalforsorgen har
ansvaret for, at orden og sikkerhed opretholdes i
afsoningsinstitutionerne, og at kriminalforsorgen
derfor har behov for at modtage de fornødne
oplysninger fra medindsatte og andre for at
forhindre, at stærke indsatte styrer medindsatte
gennem trusler og vold m.v.
Desuden giver en ordning, der generelt afskærer
adgangen til aktindsigt, mulighed for at afslå en
anmodning om aktindsigt uden en konkret begrundelse,
idet anmodningen kan afslås med henvisning til, at
der efter forvaltningsloven ikke er aktindsigt i
sager af
- 23 -
den omhandlede sagstype. Herved opnås bl.a., at
den dømte ikke gennem afslaget på aktindsigt - der
efter de nugældende regler skal begrundes med en
henvisning til afgørende hensyn til private eller
offentlige interesser, jf. forvaltningslovens § 15 -
sættes i stand til at spore de personer, der har
givet oplysninger.
De ovenfor nævnte hensyn til kriminalforsorgens
mulighed for at træffe de afgørelser om placering af
indsatte, som er nødvendige for at sikre orden og
sikkerhed i fængslerne, taler efter flertallets
opfattelse med betydelig vægt for at gennemføre
begrænsninger i adgangen til aktindsigt.
Flertallet har på den baggrund overvejet,
hvorledes forslaget om at afskære adgangen til
aktindsigt kan udformes. Flertallet har i den
forbindelse taget udgangspunkt i handlingsplanens
forslag, der er omtalt ovenfor i pkt. 1.1. Dette
forslag indebærer, at alle sagstyper inde n for
straffuldbyrdelsen skal udelukkes fra aktindsigt.
Efter flertallets opfattelse er de hensyn, der
begrunder reglerne om partens aktindsigt, af en
sådan betydelig vægt, at partens ret til at blive
gjort bekendt med dokumenterne i sin egen sag, kun
bør vige under særlige omstændigheder. Flertallet
finder derfor, at en begrænsning af adgangen til
aktindsigt bør forbeholdes de sagstyper, hvor der er
sådanne tungtvejende grunde til at indføre
begrænsninger, at de overstiger de modstående
hensyn. Flertallet finder således ikke, at der er
grundlag for at undtage alle sagstyper inden for
straffuldbyrdelsen.
Som det bl.a. fremgår af pkt. 1.3. ovenfor, skal
forslaget om at afskære adgangen til aktindsigt i
sager inden for straffuldbyrdelsen ses i sammenhæng
med en række yderligere initiativer, der har til
formål at forbedre kriminalforsorgens muligheder for
at træffe afgørelse om en hensigtsmæssig placering
af stærke indsatte. Der tænkes her bl.a. på
beslutningen om at indrette to separate afdelinger i
to arresthuse med hver ca. 10 pladser til
anbringelse af stærke indsatte, der har misbrugt
deres magtposition til at udnytte eller dominere
medindsatte.
Flertallet finder på den baggrund, at adgangen
til aktindsigt bør afskæres i sager om anbringelse
og overførsel af indsatte, idet
- 24 -
en sådan ordning må antages at medvirke til at
løse problemerne med stærke indsatte. Udelukkelse af
aktindsigt i disse sagstyper må således antages at
styrke kriminalforsorgens muligheder for at få
nødvendige oplysninger, således at kriminalforsorgen
får det fornødne grundlag for at træffe afgørelse om
at placere stærke indsatte på steder, hvor de ikke
kan udnytte andre indsatte.
For så vidt angår sager om valg af
afsoningsinstitution i tilknytning til
iværksættelsen af afsoning bemærkes i øvrigt, at de
oplysninger, som kriminalforsorgen har behov for i
den forbindelse, ikke sjældent stammer fra
straffesagen mod den pågældende. De hensyn, der
begrunder den gældende regel i forvaltningslovens §
9, stk. 3, hvorefter retten til aktindsigt ikke
gælder i sager om strafferetlig forfølgning, taler
således for på tilsvarende måde at begrænse adgangen
til aktindsigt i sager om valget af afsoningssted
ved afsoningens begyndelse.
Flertallet finder endvidere, at der også er
grundlag for at fravige de nugældende regler om
begrundelse, jf. pkt. 2.1. ovenfor, i således at
afgørelser om anbringelse og overførsel ikke skal
begrundes. Herved sikres det, at stærke indsatte
ikke gennem begrundelsen for den pågældende
afgørelse kan få kendskab til de personer, der har
givet de belastende oplysninger. Med dette opnår man
også, at de medindsatte kan have tillid til, at de
oplysninger, der gives til kriminalforsorgen, ikke
kommer til de stærke indsattes kendskab.
Flertallet har overvejet, om adgangen til
aktindsigt også bør afskæres i sager om
disciplinærstraf og udelukkelse fra fællesskab
(enrumsanbringelse). Flertallet finder, at
spørgsmålet giver anledning til tvivl.
Det kan således anføres, at der også i sager om
disciplinærstraf og udelukkelse fra fællesskab kan
være behov for at afskære aktindsigt med henblik på
at imødegå de medindsattes frygt for, at deres
oplysninger bliver videregivet til de stærke
indsatte i tilfælde, hvor der alene rejses sag om
disciplinærstraf eller udelukkelse fra fællesskab
vedrørende de stærke indsatte. Som eksempel kan
peges på tilfælde, hvor oplysningerne vedrører en
enkeltstående trusselsepisode af mindre alvorlig
karakter, og hvor kriminalforsorgen derfor ikke
finder grundlag for at rejse sag om
- 25 -
overførsel af den stærke indsatte, men i stedet
rejser en disciplinærsag eller en sag om udelukkelse
fra fællesskab vedrørende den pågældende.
Afskæres adgangen til aktindsigt ikke også i
sager om disciplinærstraf og udelukkelse fra
fællesskab, kan den indsatte, der giver de
belastende oplysninger, ikke garanteres anonymitet,
idet adgangen til at begrænse aktindsigten i disse
tilfælde fortsat beror på en konkret vurdering. Det
kan indebære, at den indsatte afstår fra at give
belastende oplysninger.
Det skal også tages i betragtning, at de separate
afdelinger til stærke indsatte som udgangspunkt er
forbeholdt indsatte, der har misbrugt deres
magtposition i forhold til de medindsatte. Der vil
derfor fortsat være behov for at modtage oplysninger
fra medindsatte om vold, trusler, udnyttelse og
lignende med henblik på, at kriminalforsorgen kan
tilvejebringe det fornødne grundlag for at overføre
de stærke indsatte til en separat afdeling.
Endvidere har indsatte, der afskæres fra
aktindsigt og nærmere begrundelse vedrørende en
afgørelse om disciplinærstraf og udelukkelse fra
fællesskab, fortsat mulighed for at klage til
Direktoratet for Kriminalforsorgen. Den pågældende
kan også indbringe sagen for Folketingets
Ombudsmand.
De nævnte forhold taler for, at begrænsningen af
adgangen til aktindsigt også omfatter sager om
disciplinærstraf og udelukkelse fra fællesskab.
Efter flertallets opfattelse er det imidlertid
betænkeligt at gå ind på en ordning, der indebærer,
at den indsatte kan ikendes strafcelle og bøde uden
nærmere begrundelse og uden, at den pågældende har
haft lejlighed til at imødegå de faktiske
oplysninger, som afgørelsen hviler på. Det skyldes
først og fremmest, at afgørelser om
disciplinærstraf har stor lighed med
straffesager, idet der er tale om en sanktion over
for den indsatte for en allerede foretaget handling.
De retssikkerhedsmæssige hensyn er derfor særligt
tungtvejende i disse sager.
Endvidere er der som nævnt bl.a. i pkt. 1.3.
ovenfor truffet beslutning om at indføre en udvidet
og forenklet adgang til at
- 26 -
overføre Stærke indsatte til anden
afsoningsinstitution eller afdeling i en
afsoningsinstitution- Det indebærer, at man i videre
omfang end efter den nugældende ordning, jf. pkt.
3.1.2 ovenfor, kan løse problemer med stærke
indsatte ved overførsel til anden institution i
stedet for at reagere med disciplinærstraf. Behovet
for at undtage disciplinærsager fra aktindsigt
bliver derved væsentligt mindre.
Det skal også haves for øje, at der i tilfælde,
der starter som en sag om disciplinærstraf, efter
omstændighederne kan blive grundlag for at rejse
straffesag mod den stærke indsatte f.eks. om vold og
trusler, og at den medindsatte, der har været udsat
for disse overgreb eller været vidne til dem,
normalt har pligt til at afgive forklaring under
straffesagen, jf. herved retsplejelovens § 168 og §
171. I sådanne sager vil det således være uden
betydning at begrænse adgangen til aktindsigt.
Flertallet finder efter en samlet afvejning, at
det må anses for overvejende betænkeligt generelt at
afskære aktindsigt og begrundelse i sager om
disciplinærstraf. Flertallet lægger i den
forbindelse særlig vægt på, at denne reaktion har
karakter af en sanktion og således på afgørende måde
adskiller sig fra de øvrige i reaktionsmuligheder,
der består med henblik på at opretholde orden og
sikkerhed i afsoningsinstitutionerne.
Disciplinærstrafsystemet retter sig således mod
handlinger, som de indsatte har begået, og giver
mulighed for at ikende de indsatte en tillægsstraf i
form af bøde og strafcelle, der fuldbyrdes under
afsoningen af den idømte frihedsstraf, jf. pkt.
3.1.3. ovenfor.
Flertallet finder det på den baggrund rigtigst,
at de nugældende regler om aktindsigt og begrundelse
opretholdes i sager om disciplinærstraf.
Christian Trønning tilføjer:
Dagliglivet i fængslerne er i de senere år
undergået en sådan forråelse og er præget af en
sådan frygt, at de indsatte ikke som tidligere tør
fortælle personalet om overgreb, som de har været
udsat for eller har kendskab til. Det er derfor
nødvendigt at undtage visse sager inden for
straffuldbyrdelsen fra den almindelige adgang til
aktindsigt for derved at skabe tryghed for de
- 27 -
indsatte i fængslerne, således at de uden frygt
for repressalier kan henvende sig til personalet og
give oplysninger om medindsatte, der ved brug af
vold, trusler eller anden misbrug af en særlig
magtposition dominerer de indsatte i fængslerne.
Det ville på den baggrund isoleret set have været
bedst, at også sager om disciplinærstraf blev
undtaget fra den almindelige adgang til aktindsigt.
Det er på den anden side ikke foreneligt med de
principielle betænkeligheder, der knytter sig til at
afskære kravet om aktindsigt i sager om
disciplinærstraf, jf. ovenfor.
Kriminalforsorgen vil imidlertid kunne
tilrettelægge administrationen i fængslerne således,
at oplysninger om vold, trusler m.v., der modtages
fra indsatte, benyttes som grundlag for straks at
enrumsanbringe de indsatte, der mistænkes for at stå
bag volden, truslerne m.v., med henblik på at
overføre dem til anden institution, herunder
eventuelt til en af de særlige afdelinger for stærke
indsatte.
Herved vil man kunne fremme trygheden i
fængslerne.
Flertallet peger på - som det også fremgår
af pkt. 3.1.4. ovenfor at afgørelser om
udelukkelse fra fællesskab er fremadrettede,
idet formålet med disse afgørelser bl.a. er at
forebygge voldsom adfærd og hindre fortsat strafbar
virksomhed, herunder brug af euforiserende stoffer.
At disse afgørelser har et fremadrettet sigte,
afspejles også ved, at udelukkelse fra fællesskab
efter omstændighederne kan ske, hvis den indsatte
udviser en sådan grov eller gentagen utilladelig
adfærd, som gør fortsat ophold i fællesskab åbenbart
uforsvarligt.
Afgørelser om udelukkelse fra fællesskab skal
endvidere ses i sammenhæng med afgørelser om
overførsel til anden afsoningsinstitution. Således
kan der bl.a. ske foreløbig anbringelse i enrum,
hvis der på grundlag af de foreliggende oplysninger
eller under hensyn til den udviste adfærd er
begrundet formodning om, at den indsatte opfylder
betingelserne for overførsel til lukket anstalt, jf.
§ 2, stk. 3, i cirkulæret om adgangen til at
anbringe indsatte i enrum.
Muligheden for udelukkelse fra fællesskab indgår
da også blandt
- 28 -
de yderligere initiativer, der har til formål at
styrke kriminalforsorgens muligheder for at træffe
afgørelse om en hensigtsmæssig placering af stærke
indsatte. Der sigtes i den forbindelse til, at der
samtidig med indførelsen af en udvidet og forenklet
adgang til at overføre stærke indsatte til en af de
to arresthusafdelinger vil blive indført en
tilsvarende udvidet og forenklet adgang til at
anbringe stærke indsatte i enrum i tilfælde, hvor
betingelserne for at overføre til en af de
pågældende afdelinger er opfyldt, men hvor der på
tidspunktet for en eventuel overførsel ikke er plads
på afdelingerne, jf. pkt. 1.3. ovenfor.
Flertallet finder på den baggrund, at et forslag
om at afskære adgang til aktindsigt i sager om
udelukkelse fra fællesskab falder i tråd med de
øvrige initiativer på området. Endvidere må
udelukkelse af aktindsigt i denne sagstype antages
at medvirke til at løse problemerne med stærke
indsatte i kriminalforsorgens
afsoningsinstitutioner. Flertallet finder herefter
og under hensyn til, at udelukkelse fra fællesskab
efter sit formål ikke har karakter af en sanktion,
jf. ovenfor, at adgangen til aktindsigt også bør
afskæres i sager af denne type. Af de samme grunde,
som er anført ovenfor vedrørende begrundelse af
afgørelser om anbringelse og overførsel, finder
flertallet også, at afgørelser om udelukkelse fra
fællesskab bør undtages fra kravet om begrundelse,
jf. herved pkt. 2.1. ovenfor.
Flertallet foreslår på den baggrund, at der
i forvaltningsloven indsættes en bestemmelse, der
indebærer, at sager om valg af afsoningsinstitution,
sager om overførsel til anden afsoningsinstitution
eller afdeling i en afsoningsinstitution og sager om
udelukkelse fra fællesskab ikke er undergivet
aktindsigt.
Flertallets forslag er, som det fremgår af afsnit
i ovenfor, en følge af den konstaterede uheldige
udvikling i afsoningsinstitutionerne, hvor en mindre
gruppe indsatte, bl.a. i kraft af tilhørsforhold til
bestemte grupper, har skabt sig en magtposition, som
de har udnyttet på en måde, der har forringet de
medindsattes afsoningsforhold i en sådan grad, at
det er nødvendigt, at der træffes modforholdsregler
heroverfor. Ud fra mere overordnede hensyn, herunder
retsbeskyttelseshensyn, har flertallet, som det
fremgår af foranstående, ikke fundet at kunne
foreslå mere vidtgående indskrænkninger af
strafafsoneres aktindsigt.
- 29 -
Mindre tallet har sammenlignet flertallets
forslag, der på et begrænset område er en
tilbagevenden til en gennem mange år før 1987
gældende retstilstand, med gennemførelse af
straffesager ved hjælp af anonyme vidner og
tilsvarende bevismateriale. Flertallet må tage
afstand fra denne sammenligning. Der er juridisk
tale om vidt forskellige situationer og afgørelser.
Flertallet finder, at dets forslag bør ledsages
af en bestemmelse om, at forvaltningslovens regler
vedrørende indholdet af begrundelsen for en
afgørelse, jf. § 24, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2,
ikke gælder i sager, hvor der efter forslaget ikke
er aktindsigt. Baggrunden for flertallets opfattelse
er, at det uden udtrykkelige bestemmelser herom kan
give anledning til tvivl, i hvilket omfang en
afgørelse f.eks. om overførsel fra åbent til lukket
fængsel skal begrundes, når der efter forslaget ikke
er aktindsigt i den pågældende sag.
Flertallet forudsætter i øvrigt, at der udvises
særlig opmærksomhed ved vurderingen af
troværdigheden af de oplysninger, der indgår i de
omhandlede sagstyper, således at det sikres, at
afgørelser f.eks. om overførsel af stærke indsatte
fra åbent til lukket fængsel ikke træffes på et
urigtigt grundlag. Det indebærer, at rigtigheden af
de oplysninger, der f.eks. gives af medindsatte om
trussels- eller voldsepisoder, efter
omstændighederne skal søges bekræftet f.eks. ved
personalets observationer.
De sagstyper, hvor aktindsigten efter flertallets
forslag skal afskæres, er omfattet af udtrykket
"inden for strafferetsplejen" i offentlighedslovens
§ 2, stk. 1, og således som udgangspunkt undtaget
fra aktindsigt for andre end sagens parter, jf. pkt.
2.2. ovenfor. Der findes derfor ikke grundlag for at
foreslå ændring af reglerne i offentlighedsloven.
Efter flertallets opfattelse er der heller ikke
anledning til at foreslå ændringer i
offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 3, der tager
sigte på tilfælde, hvor f.eks. akterne i en sag om
anbringelse eller overførsel af den dømte udlånes
til brug ved behandlingen af en sag uden for
strafferetsplejen.
Flertallet foreslår herefter, at der som 2. pkt.
i forvaltningslovens § 9, stk. 3, indsættes en
bestemmelse med følgende ordlyd:
- 30 -
§ 9. ....
Stk. 2. ....
Stk. 3. (Bestemmelserne i dette
kapitel gælder ikke sager om strafferetlig
forfølgning af lovovertrædelser, jfr. dog §
18.) 1 forbindelse med fuldbyrdelse af
frihedsstraf gælder bestemmelserne heller
ikke sager om valg af afsoningsinstitution,
sager om overførsel til anden
afsoningsinstitution eller til afdeling i en
afsoningsinstitution og sager om udelukkelse
fra fællesskab.
Endvidere foreslås § 24, stk. 3, affattet
således:
§ 24. ....
Stk. 2. ....
Stk. 3. § 24, stk. 1, 2. pkt., og
stk. 2, gælder ikke i de sager, der er nævnt
i § 9, stk. 3, 2. pkt. Begrundelsens indhold
kan i øvrigt begrænses i det omfang, hvori
partens interesse i at kunne benytte
kendskab til denne til varetagelse af sit
tarv findes at burde vige for afgørende
hensyn til den pågældende selv eller til
andre private eller offentlige
interesser, jf. § 15.11
Forslaget om ændring af forvaltningslovens § 9,
stk. 3, medfører, at der ikke er aktindsigt for
parten i de typer af sager i forbindelse med
fuldbyrdelsen af frihedsstraf, der opregnes i
bestemmelsen. Straffelovrådet forudsætter dog, at
der efter omstændighederne kan gives aktindsigt i
det omfang, hverken private eller offentlige
interesser taler imod
("meroffentlighedsprincippet"). For andre sager -
herunder sager om disciplinærstraf gælder fortsat
forvaltningslovens § 9, stk. 1. Det indebærer, at
der som udgangspunkt er aktindsigt i sådanne sager,
men at aktindsigten kan begrænses efter en konkret
vurdering, jf. bl.a. forvaltningslovens § 15, stk.
1, nr. 3. 1 det omfang materiale fra sager, der er
omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 9, stk.
3, 2. pkt., indgår i andre sager, hvor den
pågældende er part, vil adgangen til aktindsigt
ligeledes kunne begrænses efter reglen i
forvaltningslovens § 15, stk. 1, nr. 3.
For så vidt angår anmodning om aktindsigt fra
andre end sagens parter, gælder offentlighedslovens
§ 2, stk. 1, uændret. Det indebærer, at der ikke er
aktindsigt i konkrete sager om straffuldbyrdelse.
Indgår oplysninger fra sådanne sager i sager uden
for strafferetsplejen, kan oplysningerne efter
omstændighederne undtages fra aktindsigt efter en
konkret vurdering, jf. offentlighedslovens § 13,
stk. 1, nr. 3.
- 31 -
Udtrykket sager "I forbindelse med fuldbyrdelse
af frihedsstraf,, indebærer, at forslaget alene
omfatter sager vedrørende personer, der afsoner,
skal afsone eller har afsonet frihedsstraf.
Forslaget om begrænsning af retten til aktindsigt
omfatter således bl.a. ikke sager vedrørende
varetægtsarrestanter, jf. herved retsplejelovens §
770 og § 775, og forvaringsdømte, jf. straffelovens
§ 70. Det bemærkes i den forbindelse, at
Straffelovrådet ikke er anmodet om at tage stilling
til spørgsmålet om andre personers adgang til
aktindsigt. Sager vedrørende varetægtsarrestanter og
andre er således fortsat undergivet de nugældende
regler om aktindsigt.
Forslaget om ændring af forvaltningslovens § 24,
stk. 3, indebærer, at afgørelser i de typer af
sager, der er undtaget fra aktindsigt efter
forslagets § 9, stk. 3, 2. pkt., f.eks. afgørelser
om overførsel af en indsat fra åbent til lukket
fængsel, for så vidt angår begrundelsen alene skal
indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold
til hvilke afgørelsen er truffet, jf.
forvaltningslovens § 24, stk. 1, 1. pkt.
Om forslaget henvises i øvrigt til flertallets
lovudkast, der er optaget som bilag 1 til
udtalelsen.
7. Mindretallets udtalelse (Jørgen Bang og Vagn
Greve)
Straffelovrådet har ved sine drøftelser
konstateret, at alle de nævnte eksempler på behov
for undtagelse af partsaktindsigt allerede er
omfattet af begrænsningerne i forvaltningslovens §
15. Allerede af den grund ses der intet behov for at
foretage en lovændring.
I den forbindelse må det også tillægges betydelig
vægt, at der bør være et særligt højt niveau for
retssikkerhedsgarantier i sager, der vedrører
frihedsberøvelser. Efter den foreslåede regel skal
aktindsigt i nogle af de allermest indgribende
administrative afgørelser generelt have karakter af
en nådesakt fra administrationens side. Det er et så
betydeligt tilbageskridt, at der må kræves et klart
dokumenteret behov for sådanne restriktioner, hvis
de skal indføres. Og en sådan dokumentation
foreligger ikke.
- 32 -
Situationen har en åbenbar lighed med de
tilfælde, som man gentagne gange har drøftet i snart
mange år, hvor spørgsmålet er, om der bør kunne
gennemføres straffesager ved hjælp af anonyme vidner
og tilsvarende bevismateriale. Dette er som bekendt
forbudt i dansk retspleje. Ikke mindst sagerne om
disciplinærstraf minder til forveksling om
straffesager.
Eftersom der i Straffelovrådet er enighed om, at
disciplinærstraffesager ikke skal være omfattet af
begrænsningerne, er der ingen grund til at uddybe
dette.
Det fælles for de tre typer af sager, som
Straffelovrådets flertal foreslår unddraget fra
partsaktindsigt og begrundelse er, at der er tale om
meget betydelige indgreb. Der er ikke blot tale om,
at en person anbringes under de ringere forhold i de
lukkede fængsler end i de åbne, men også at en række
dertil knyttede retspositioner, f.eks. udgang,
påvirkes af anbringelsesstedet. Anbringelse i enrum
på ubestemt tid er klart meget byrdefuldt i forhold
til den almindelige anbringelse i fællesskab og i
almindelighed meget mere belastende end den korte og
tidsbegrænsede anbringelse i strafcelle. Selv om
disse administrative afgørelser ikke formelt set har
karakter af disciplinærstraffe, er de reelt
væsentligt mere bebyrdende end de eksisterende
disciplinærstraffe (i praksis bøder og ganske
kortvarige anbringelser i strafcelle). Allerede af
den grund må de almindelige retsgarantier i
forbindelse med den administrative behandling af
disse spørgsmål være mindst lige så betryggende som
de retsgarantier, der skal opfyldes ved de formelle
disciplinærstraffe.
Som det klart fremgår af det foranstående,
herunder flertallets begrundelse for dets forslag,
er afgørelsesgrundlaget i disse tilfælde endvidere
af ganske samme karakter som grundlaget for
anvendelse af de alvorlige disciplinærstraffe (vold,
trusler m.m. mod ansatte og medindsatte).
Det er således ren formalisme uden dækning i
virkeligheden, når disse tre afgørelsestyper ikke
behandles som de disciplinærstraffe, som de reelt
er.
Hovedparten af argumentationen fra
Straffelovrådets flertal består i gengivelse af
opfattelser fra kriminalforsorgen om stærke
- 33 -
fangers forhold i afsoningsinstitutionerne.
Samtidig foreligger det oplyst, at der nu vil blive
oprettet særlige afsoningsafdelinger for denne
gruppe og gennemføres lettere adgang til overførsel
hertil. Det gør det yderligere vanskeligt at forstå,
at der skal indføres så kraftige restriktioner for
alle fanger.
Når der henvises til muligheden for anvendelse af
meroffentlighed ved "pæne fanger", er det lidet
overbevisende. Hvis der kurant gives
meroffentlighed, er der præcis de samme grunde for
konkret mistanke hos den pågældende indsatte om
baggrunden for nægtelse i disse afslagssager, som
man ovenfor har ønsket at undgå.
Det må yderligere erindres, at de her omhandlede
oplysninger i en stor del af tilfældene forudsættes
at komme fra medindsatte. Hvor de anonyme vidner i
straffesager er blevet forsvaret med, at de ofte vil
være tilfældige borgere, der har overværet
rockeroverfald eller lignende, og som ikke tør
afgive forklaring, så er der al grund til at tro, at
nogle af de medindsatte I som fremkommer med
oplysninger af denne art om andre strafafsonere,
ikke er neutrale borgere, som blot ønsker, at
retfærdigheden skal ske fyldest. Betænkeligheden ved
brug af anonyme vidner er derfor betydeligt større
på straffuldbyrdelsesområdet end på nogle af de
områder, der i den offentlige debat er blevet
fremstillet som typetilfælde for brug af anonyme
vidner i straffesager.
Hvis oplysningerne kommer fra ansatte i politiet
eller kriminalforsorgen, må det være en åbenbar
tjenestepligt, at de lægger navn til deres
informationer.
Spørgsmålet er kort sagt, om man i retssamfund
kan have et system, hvor der iværksættes betydelige
indgreb mod en person, som holdes i uvidenhed om
grundlaget. Den første forudsætning for et sådant
system er, at samfundet og de ramte i stedet har
eller bør have tilstrækkelig tillid til, at
administrationen fungerer upartisk m.m. Selv om
denne forudsætning faktisk er til stede, vil det
imidlertid ofte være umuligt for den person, som
rammes af indgrebet, at vide, hvad han eller hun
skal afkræfte. Selv om han eller hun måtte have
klare beviser for, at beslutningsgrundlaget er
fejlagtigt, vil det være umuligt for ham eller hende
at producere dem, når beslutningsgrundlaget ikke
kendes. Det vil blive en kafkask proces.
- 35 -
BILAG 1
U D K A S T
til
lov om ændring af forvaltningsloven
§ 1
I forvaltningsloven, if. lov nr. 571 af 19.
december 1985, som ændret ved § 2 i lov nr. 347 af
6. juni 1991, foretages følgende ændringer:
1. I § 9. stk. 3. indsættes som
2. pkt.:
"I forbindelse med fuldbyrdelse af
frihedsstraf gælder bestemmelserne heller
ikke sager om valg af afsoningsinstitution,
sager om overførsel til anden
afsoningsinstitution eller afdeling i en
afsoningsinstitution og sager om udelukkelse
fra fællesskab."
2. § 24. stk. 3. affattes
således:
"§ 24, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, gælder
ikke i de sager, der er nævnt i § 9, stk. 3,
2. pkt. Begrundelsens indhold kan i øvrigt
begrænses i det omfang, hvori partens
interesse i at kunne benytte kendskab til
denne til varetagelse af sit tarv findes at
burde vige for afgørende hensyn til den
pågældende selv eller til andre private
eller offentlige interesser, jf. § 15."
§ 2
Loven træder i kraft den ...
Stk. 2. Forvaltningslovens § 9, stk. 3, 2.
pkt., som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, gælder
for dokumenter, der udarbejdes efter lovens
ikrafttræden.
- 36 -
Bemærkninger til forslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Efter forvaltningslovens § 9, stk. 1, kan den,
der er part i en sag, hvori der er eller vil blive
truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed,
forlange at blive gjort bekendt med sagens
dokumenter. Denne bestemmelse omfatter også sager om
straffuldbyrdelse.
Efter forvaltningslovens § 15, stk. 1, nr. 3, kan
retten til aktindsigt imidlertid begrænses, i det
omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab
til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv
findes at burde vige for afgørende hensyn til den
pågældende selv eller til andre private eller
offentlige interesser, herunder forebyggelse,
opklaring og forfølgning af lovovertrædelser,
straffuldbyrdelse og lignende samt beskyttelse af
sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig
eller disciplinær forfølgning.
Ved forslagets § 1, nr. 1, indføjes som 2. pkt. i
forvaltningslovens § 9, stk. 3, en bestemmelse, der
afskærer partens ret til aktindsigt i visse typer af
sager i forbindelse med straffuldbyrdelsen. Det
drejer sig om sager om valg af afsoningsinstitution
og overførsel til anden afsoningsinstitution eller
afdeling i en afsoningsinstitution og sager om
udelukkelse fra fællesskab.
Forslaget indebærer, at der ikke er aktindsigt
for parten i de typer af sager, der opregnes i
bestemmelsen, f.eks. en sag om overførsel af den
indsatte fra åbent til lukket fængsel eller fra
fængsel til arresthus eller til en af de separate
afdelinger, der etableres i tilknytning til to
arresthuse, men at der efter omstændighederne kan
gives aktindsigt i det omfang, hverken private eller
offentlige interesser taler imod
(meroffentlighedsprincippet) .
At der ikke er aktindsigt, medfører også, at en
anmodning om
- 37 -
aktindsigt kan afslås uden nærmere begrundelse,
idet der alene skal henvises til den foreslåede
bestemmelse. Om begrundelse af afgørelsen i
hovedsagen, f.eks. en sag om overførsel fra åbent
til lukket fængsel, henvises til bemærkningerne
nedenfor til forvaltningslovens § 24, stk. 3, som
affattet ved forslagets § 1, nr. 2.
For andre typer af sager om straffuldbyrdelse
gælder fortsat forvaltningslovens § 9, stk. 1. Det
indebærer, at der som udgangspunkt er aktindsigt i
sådanne sager, men at aktindsigten bl.a. kan
begrænses, i det omfang betingelserne herfor i
forvaltningslovens § 15, stk. 1, nr. 3, efter en
konkret vurdering er opfyldt. Som eksempel kan
nævnes sager om disciplinærstraf og udsættelse eller
afbrydelse af straffuldbyrdelsen.
Forslaget om begrænsning af retten til aktindsigt
retter sig alene mod sager vedrørende personer, der
afsoner eller skal afsone frihedsstraf. Forslaget
omfatter således bl.a. ikke sager vedrørende
varetægtsarrestanter, jf. herved retsplejelovens §
770 og § 775, og forvaringsdømte, jf. straffelovens
§ 70. Sådanne sager er således fortsat undergivet de
nugældende regler om aktindsigt.
Udtrykket "sager... om" i forvaltningslovens § 9,
stk. 3, 2. pkt., som affattet ved forslagets § 1,
nr. 1, udelukker ikke, at oplysninger fra en sag af
den nævnte type indgår i en sag uden for dette
område, f.eks. i socialforvaltningens sag om
hjælpeforanstaltninger efter bistandsloven til den
pågældendes børn. I sådanne tilfælde er der
imidlertid fortsat mulighed for efter
omstændighederne at undtage oplysninger af den
omhandlede karakter fra aktindsigt i medfør af
forvaltningslovens § 15, stk. 1, nr. 3. Spørgsmålet
kan i øvrigt næppe antages at have større praktisk
betydning. Det skyldes, at det f.eks. i en sag som
den ovenfor nævnte er kriminalforsorgens oplysninger
om den pågældendes sociale situation, der er
relevante for socialforvaltningen, og ikke
oplysninger af den karakter, der undtages fra
aktindsigt af hensyn til straffuldbyrdelsen.
I det omfang oplysninger fra de sager, der nævnes
i § 9, stk. 3, 2. pkt., eventuelt indgår i andre
sager i forbindelse med straffuldbyrdelsen, må
spørgsmålet om aktindsigt ligeledes vurderes efter
reglen i forvaltningslovens § 15, stk. 1, nr. 3.
- 38 -
Det må endvidere tages i betragtning, at
forslagets formål er at modvirke, at indsatte
udsættes for overgreb fra medindsattes side under
straffuldbyrdelsen. Forslaget sigter derimod ikke på
at indføre et generelt forbud mod aktindsigt i
oplysninger af den omhandlede karakter.
Ved forslagets § 1, nr. 1, gøres ingen ændring i
offentlighedslovens regler. For så vidt angår
anmodning om aktindsigt fra andre end sagens parter,
gælder således offentlighedslovens § 2, stk. 1, 1.
pkt., uændret. Efter denne bestemmelse omfatter
offentlighedsloven ikke sager inden for
strafferetsplejen. Det indebærer, at der ikke er
aktindsigt i konkrete sager om straffuldbyrdelse.
Indgår oplysninger fra sådanne sager i sager uden
for strafferetsplejen, kan oplysningerne som hidtil
efter omstændighederne undtages efter en konkret
vurdering i medfør af offentlighedslovens § 13, stk.
1, nr. 3. Efter denne bestemmelse kan retten til
aktindsigt begrænses i det omfang, det er nødvendigt
til beskyttelse af væsentlige hensyn til
forebyggelse, opklaring og forfølgning af
lovovertrædelser, straffuldbyrdelse og lignende samt
beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager
om strafferetlig eller disciplinær forfølgning.
Til nr. 2
Efter forvaltningslovens § 24, stk. 1, skal en
begrundelse for en afgørelse indeholde en henvisning
til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen
er truffet. I det omfang afgørelsen efter disse
regler beror på et administrativt skøn, skal
begrundelsen endvidere angive de hovedhensyn, der
har været bestemmende for skønsudøvelsen.
Begrundelsen skal om fornødent også indeholde en
kort redegørelse for de oplysninger vedrørende
sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt
væsentlig betydning for afgørelsen, jf. § 24, stk.
2.
Forslaget indebærer, at begrundelsen af
afgørelser i sager, der efter forvaltningslovens §
9, stk. 3, 2. pkt., som affattet ved forslagets § 1,
nr. 1, er undtaget fra aktindsigt, f.eks. afgørelser
om overførsel af en indsat fra åbent til lukket
fængsel, alene skal indeholde en henvisning til de
retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er
truffet, if. forvaltningslovens § 24,
- 39 -
stk. 1, 1. pkt. Forslaget afviger herved fra den
nugældende ordning, hvorefter begrundelsens indhold
kan begrænses efter en konkret vurdering, jf.
forvaltningslovens § 24, stk. 3. Forslaget udelukker
ikke, at der i sager omfattet af § 9, stk. 3, 2.
pkt., jf. forslagets § 1, nr. 1, efter
omstændighederne kan gives en nærmere begrundelse
for afgørelsen. Der sigtes her f.eks. til tilfælde,
hvor der er givet aktindsigt i sagen efter
meroffentlighedsprincippet, jf. bemærkningerne
ovenfor til § 9, stk. 3, 2. pkt., i forslagets § 1,
nr. 1.
Til § 2
Forslagets § 2 indeholder ikrafttrædelses- og
overgangsbestemmelser. Forslaget indebærer, at den
nye regel om begrundelse har virkning for
afgørelser, der træffes efter lovens ikrafttræden.
Med hensyn til undtagelsen af sager fra aktindsigt
er det i § 2, stk. 2, udtrykkeligt angivet, at
reglen finder anvendelse på dokumenter, der
udarbejdes efter lovens ikrafttræden. For ældre
sager om overførsel m.v. gælder således de hidtidige
regler om partsaktindsigt.
Bilag 2
- 40 -
JUSTITSMINISTERIET
Direktoratet for Kriminalforsorgen
Organiserede kriminelle og
aktindsigt.
I medfør af forvaltningslovens § 9 har den, der
er part i en sag, hvori der er eller vil blive
truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, ret
til at blive gjort bekendt med sagens dokumenter.
Denne bestemmelse modificeres af § 15, hvoraf det
fremgår, at retten til aktindsigt kan begrænses, i
det omfang partens interesse i at kunne benytte
kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af
sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn
til den pågældende selv eller andre private eller
offentlige interesser, herunder forebyggelse,
opklaring og forfølgning af lovovertrædelser,
straffuldbyrdelse og lignende samt beskyttelse af
sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig
eller disciplinær forfølgning. Anvendelsen af
undtagelsesbestemmelsen beror således på en
afvejning af forskellige interesser, og det kan på
forhånd være vanskeligt med sikkerhed at gå ud fra,
at aktindsigt ikke kan komme på tale.
Adgangen til aktindsigt afstedkommer
vanskeligheder, fordi rockerne i vid udstrækning
påberåber sig denne ret, og dette skaber frygt for
efterfølgende repressalier over for "angivere",
vidner eller andre implicerede i sagen. Det er
endvidere hævdet, at rockerne systematisk
registrerer oplysninger, som de er kommet i
besiddelse af via aktindsigt, med henblik på en
samlet fremstilling af offentlige myndigheders viden
om gruppernes aktiviteter.
For kriminalforsorgen giver retten til aktindsigt
anledning til problemer i følgende situationer:
Anbringelsessager.
Direktoratet for Kriminalforsorgen træffer i
medfør af cirkulære af 29. august 1983 om
anbringelse af personer, der er idømt frihedsstraf
eller forvaring, afgørelse om afsoningssted
("anmeldelse"). Forud for denne afgørelse modtager
- 41 -
direktoratet anmeldelsessagen fra politiet, der
på et skema har mulighed for at tilkendegive, om den
domfældte er egnet til afsoning i åbent fængsel m.v.
Der er ligeledes adgang til på skemaet at anføre
forhold vedrørende domfældte, der er relevante for
valget af afsoningssted. Igennem flere år har det
været kriminalforsorgens ønske på dette skema at
modtage oplysning om eventuelle rockertilhørsforhold
m.v., hvilket der har været almindelig enighed om
relevansen af. Rigspolitichefen har således
indskærpet over for politikredsene, at disse
oplysninger skal påføres anmeldelsesskemaet, men
erfaringen har vist, at dette kun uhyre sjældent
sker. Som forklaring angives frygt for, at domfældte
i forbindelse med et ønske om aktindsigt vil blive
gjort bekendt med politiets påtegning på skemaet og
især de for politiets påtegning tilgrundliggende
oplysninger.
Som følge heraf får Direktoratet for
Kriminalforsorgen kun oplysning om eventuelt
rockertilhørsforhold, såfremt dette fremgår af
domsudskriften eller på anden måde af sagen.
En arbejdsgruppe under Direktoratet for
Kriminalforsorgen har foreslået en forbedret
anmeldelsesprocedure, der bl.a. indebærer et
forbedret samarbejde med politiet, og at et
rockertilhørsforhold i sig selv taler for
anbringelse i lukket fængsel.
Intern placering i fængslet.
I forbindelse med oprettelsen af afdeling B III i
Statsfængslet i Vridsløselille tilkendegav
Lovafdelingen, at en beslutning om at anbringe
enkelte indsatte på en bestemt afdeling, hvortil der
er knyttet nogle særlige regler, må opfattes som en
afgørelse i forvaltningslovens forstand. Som følge
heraf havde de indsatte, der blev placeret på
afdeling B III, ret til aktindsigt i medfør af
forvaltningsloven. Denne aktindsigt blev begrænset
under henvisning til § 15, stk. 1, nr. 3, således at
der ikke af den meddelte aktindsigt fremgik navne
eller episoder, der gjorde det muligt at
identificere "angivere" m.fl.
På grund af ønsket om fuldstændig anonymitet for
"meddelerne"
- 42 -
blev der foretaget destruktion af det materiale,
der lå til grund for oprettelsen af afdeling B III.
Det var anstaltens opfattelse, at der ikke kunne
sikres fuldstændig anonymitet, hvis der ikke blev
foretaget destruktion. Der er efterfølgende
tilvejebragt opbevaringsmuligheder, der er så sikre,
at destruktion af materiale fremover formentlig ikke
bliver påkrævet.
Disciplinærsager.
De indsatte i kriminalforsorgens institutioner
kan ikendes disciplinærstraf i medfør af
Justitsministeriets bekendtgørelse af 21. juni 1973
om fuldbyrdelse af frihedsstraf. Som
disciplinærstraf anvendes bøde og strafcelle
(udelukkelse fra fællesskab).
Det er ikke kriminalforsorgens indtryk, at
indsatte med tilknytning til rockergrupper i særlig
grad gør sig skyldige i disciplinærovertrædelser.
Det er også meget vanskeligt for kriminalforsorgen
at danne sig overblik over, i hvilket omfang
personer med tilknytning til rockergrupper
fortsætter kriminelle aktiviteter under afsoningen.
Det er imidlertid kriminalforsorgens opfattelse, at
disse personer i særlig grad undgår
disciplinærstraf, fordi ingen medindsatte tør afgive
forklaring i forbindelse med disciplinærafhøring.
Det er kriminalforsorgens opfattelse, at denne
personkreds ikke sjældent er i stand til at styre
medindsatte uden selv i nævneværdig grad at udøve
fysisk vold, idet deres "terrorimage" udgør en fuldt
tilstrækkelig motivationsfaktor.
Risikoen for repressalier betyder, at
kriminalforsorgen kun modtager oplysninger fra
medindsatte til rockere, hvis der stilles absolut
garanti for anonymitet. Dette skisma illustrerer - i
det små - den tilsvarende problemstilling vedrørende
anonyme vidner i straffesager.
Overførselssager.
I medfør af direktoratets cirkulære af 29. august
1983 om bl.a. overførsel af indsatte mellem
kriminalforsorgens
- 43 -
institutioner kan indsatte i åben anstalt
overføres til lukket anstalt, hvis fortsat ophold i
den åbne anstalt er åbenbart utilrådeligt, og denne
bedømmelse helt eller delvist beror på groft
disciplinært forhold eller andre beviselige forhold
fra den indsattes side, som viser enten, at den
pågældende ikke kan tilpasse sig forholdene i den
åbne anstalt, herunder hvis der skønnes at være fare
for undvigelse, eller at der er risiko for uheldig
indflydelse på medindsatte.
Det er kriminalforsorgens erfaring, at det på
grund af medindsattes frygt for repressalier kan
være overordentligt vanskeligt at efterleve
beviskravet i overførselssager om rockere. Der vil
således typisk være tale om oplysninger fra
medindsatte, der er så skræmt, at de ikke på nogen
måde vil stå ved de oplysninger, som de har givet
personalet om en rockers adfærd i det åbne fængsel.
Overførselssagerne bliver derfor ofte nødlidende i
bevismæssig henseende.
En arbejdsgruppe under Direktoratet for
Kriminalforsorgen har foreslået, at reglerne om
overførsel fra åbent til lukket fængsel ændres,
således at det bliver muligt at overføre, hvis der
foreligger "bestemte grunde til at antage, at den
indsatte på utilbørlig måde har tvunget eller på
andre måder har fået medindsatte til at gøre, tåle
eller undlade noget, og overførsel er påkrævet for
at forhindre den indsatte i at begå forhold af denne
karakter".
Sammenfattende er det kriminalforsorgens
opfattelse, at forvaltningslovens regler om
aktindsigt i vid udstrækning betyder, at man ikke
får tilstrækkelige informationer fra politiet,
medindsatte og andre.
Som følge af ovenstående kunne der stilles
forslag om en ændring af forvaltningsloven, således
at der som udgangspunkt ikke er aktindsigt i sager
om straffuldbyrdelse, men at der kan gives
aktindsigt, såfremt det anses for ubetænkeligt af
hensyn til private eller offentlige interesser. I
sager om disciplinærstraf og overførsel til lukket
institution, hvor der herefter ikke gives
aktindsigt, beskyttes den indsatte af reglerne om
administrativ rekurs og af adgangen til at indbringe
sagen for Folketingets Ombudsmand.
Bilag 4 -
Notat af d. 25. august 1997 med bilag fra
Direktoratet for Kriminalforsorgen om de
&oshash;konomiske og administrative konsekvenser af
forslagene i betænkning om lov om fuldbyrdelse af
straf.
JUSTITSMINISTERIET
Direktoratet for Kriminalforsorgen
1. afdeling |
Den 25. august 1997 |
NOTAT
om de økonomiske og administrative konsekvenser af
forslagene i betænkning om lov om fuldbyrdelse af
straf.
1. I notat af 14. maj 1996 blev det vurderet, at
Kriminalforsorgens merudgifter ved et forventet
årligt antal domstolsprøvelser på knapt 1300 sager
med mundtlig retsforhandling ville være på ca. 40
årsværk, svarende til ca. 10,5 mio. kr., samt
transportudgifter mv. på ca. 2 mio. kr. Ved mundtlig
retsforhandling i halvdelen af sagerne kunne
udgiftsskønnet samlet reduceres med ca. 5 mio. kr.
2. Straffelovrådet har i foråret 1997 opstillet
tre nye modeller for domstolsprøvelser Direktoratet
for Kriminalforsorgen har foretaget et skøn over,
hvor mange sager, der kan forventes indbragt for
domstolene, hvis der bliver mulighed for at
indbringe klagerne for retten i henhold til de tre
forskellige modeller. Skønnet over antallet af
klager inden for de enkelte sagskategorier er
vedlagt som bilag. Skønnet er behæftet med stor
usikkerhed, navnlig fordi det er uvist, i hvilket
omfang adgangen til at indbringe klagen for
domstolene vil påvirke de indsattes tilbøjelighed
til at klage.
Direktoratets skøn er bl.a. baseret på en
undersøgelse af, hvor mange af de forskellige
sagskategorier, der i en 2 måneders periode er
påklaget til Direktoratet for Kriminalforsorgen
efter de bestående regler. Herudover er der ved
skønnet taget hensyn til, hvor indgribende
afgørelser, der er tale om. For eksempel er det lagt
til grund, at en stor del af de afgørelser, der
vedrører afslag på prøveløsladelse og genindsættelse
som følge af vilkårsovertrædelse, vil blive indbragt
for domstolene. Disse afgørelser, der begge vedrører
udstrækningen af straffetiden, beror i høj grad på
en skønsmæssig vurdering af risikoen for recidiv, og
direktoratet anser det for sandsynligt, at en stor
del af de indsatte vil benytte en mulighed for at få
efterprøvet dette skøn ved domstolene.
Det er direktoratets opfattelse, at skønnet over
det forventede antal klagesager er realistisk, når
henses til, at de indsatte ved at benytte en enkel
adgang til domstolsprøvelse vil have "alt at vinde
og intet at tabe". Direktoratet anser det for
sandsynligt, at adgangen til at få indbragt
afgørelsen for en uvildig instans vil øge de
indsattes tilbøjelighed til at klage navnlig over de
særligt indgribende afgørelser.
Med hensyn til ressourceforbruget ved de enkelte
sager er beregningerne baseret på en antagelse af,
at størstedelen af klagerne vil blive rejst af
indsatte med længere straffe, hvor det ikke sjældent
vil være nødvendigt at transportere og fremstille de
indsatte i retten. Det er endvidere lagt til grund,
at der i vekslende omfang vil være behov for at
indkalde fængselspersonale til afgivelse af
vidneudsagn i retten.
3. Det er vurderet, at model 1 vil medføre 1.045
klagesager, model 2 610 klagesager og model 3 945
klagesager. På den baggrund er der foretaget nye
beregninger over de økonomiske konsekvenser for
Kriminalforsorgen ved gennemførelse af de
forskellige modeller. Ved beregningerne er følgende
forudsætninger lagt til grund (svarende til
forudsætningerne for de hidtidige beregninger):
Der skal til forberedelse af hver sag anvendes
ca. 15 timer. Heri er medregnet timeforbruget til
skrivning mv. Til gennemførelse af retsmøder i
Storkøbenhavn (1/4 af sagerne) forventes
gennemsnitlig anvendt op til 4 timer pr. sag, incl.
transporttid. Til retsmøder uden for Storkøbenhavn
(3/4 af sagerne) forventes anvendt en hel dag,
svarende til 7,4 timer. Ved hvert retsmøde skal der
indkaldes medarbejdere som vidner, ligesom der skal
bruges personale til transport og bevogtning.
Personaleforbruget fra fængslerne forventes at blive
op til ca. 4 medarbejdere pr. retsmøde. Ca. 1/5 af
sagerne forventes at blive kæret til landsretten.
Lægges disse forudsætninger til grund, kan
følgende oversigt opstilles:
ALLE BEH. MDT. |
FORBEREDELSE |
RETSMØDE |
KÆRE |
I ALT |
årsværk |
pris |
JURISTER |
13.063 |
6.845 |
1.728 |
21.635 |
11 |
3.935.678 |
SKRIVEPERSONALE |
2.090 |
|
418 |
2.508 |
1 |
325.884 |
UNIFORMERET |
|
21.457 |
6.186 |
27.644 |
17 |
5.026.133 |
I ALT |
|
|
|
51.787 |
29 |
9.287.695 |
ANTAL ÅRSVÆRK |
|
|
|
|
29 |
|
ANTAL SAGER: |
1.0451 |
1/2 BEH. MIDT. |
FORBEREDELSE |
RETSMØDE |
KÆRE |
I ALT |
årsværk |
pris |
JURISTER |
13.063 |
3.422 |
1.073 |
17.558 |
9 |
3.193.976 |
SKRIVEPERSONALE |
2.090 |
|
418 |
2.508 |
1 |
325.884 |
UNIFORMERET |
|
10.729 |
3.093 |
13.822 |
8 |
2.513.067 |
I ALT |
|
|
|
33.888 |
19 |
6.032.926 |
ANTAL ÅRSVÆRK |
|
|
|
|
19 |
|
ANTAL SAGER: |
1.045 |
ALLE BEH. MDT. |
FORBEREDELSE |
RETSMØDE |
KÆRE |
I ALT |
årsværk |
pris |
JURISTER |
11.813 |
6.190 |
1.562 |
19.565 |
10 |
3.559.058 |
SKRIVEPERSONALE |
1.890 |
|
378 |
2.268 |
1 |
294.699 |
UNIFORMERET |
|
19.404 |
5.594 |
24.998 |
15 |
4.545.164 |
I ALT |
|
|
|
46.831 |
26 |
8.398.920 |
ANTAL ÅRSVÆRK |
|
|
|
|
26 |
|
ANTAL SAGER: |
945 |
1/2 BEH. MDT. |
FORBEREDELSE |
RETSMØDE |
KÆRE |
I ALT |
årsværk |
pris |
JURISTER |
11.813 |
3.095 |
970 |
15.878 |
8 |
2.888.332 |
SKRIVEPERSONALE |
1.890 |
|
378 |
2.268 |
1 |
294.699 |
UNIFORMERET |
|
9.702 |
2.797 |
12.499 |
8 |
2.272.582 |
I ALT |
|
|
|
30.645 |
17 |
5.455.613 |
ANTAL ÅRSVÆRK |
|
|
|
|
17 |
|
ANTAL SAGER: |
945 |
ALLE BEH. MDT. |
FORBEREDELSE |
RETSMØDE |
KÆRE |
I ALT |
årsværk |
pris |
JURISTER |
7.625 |
3.996 |
1.009 |
12.629 |
7 |
2.297.381 |
SKRIVEPERSONALE |
1.220 |
|
244 |
1.464 |
1 |
190.229 |
UNIFORMERET |
|
12.525 |
3.611 |
16.137 |
10 |
2.933.915 |
I ALT |
|
|
|
30.230 |
17 |
5.421.525 |
ANTAL ÅRSVÆRK |
|
|
|
|
17 |
|
ANTAL SAGER: |
610 |
1/2 BEH. MDT. |
FORBEREDELSE |
RETSMØDE |
KÆRE |
I ALT |
årsværk |
pris |
JURISTER |
7.625 |
1.998 |
626 |
10.249 |
5 |
1.864.426 |
SKRIVEPERSONALE |
1.220 |
|
244 |
1.464 |
1 |
190.229 |
UNIFORMERET |
|
6.263 |
1.806 |
8.068 |
5 |
1.466.958 |
I ALT |
|
|
|
19.781 |
11 |
3.521.612 |
ANTAL ÅRSVÆRK |
|
|
|
|
|
|
ANTAL SAGER: |
610 |
|
antal |
årsværk |
lønsum |
øvrige
udgifter |
udgift
i alt |
model 1 |
1.045 sager |
|
|
|
|
mundtlig i alle sager |
|
29 |
9,3 |
1,5 |
10,8 |
mundtlig i halvdelen |
|
19 |
6,0 |
1,0 |
7,0 |
model 2 |
610 sager |
|
|
|
|
mundtlig i alle sager |
|
17 |
5,4 |
0,9 |
6,3 |
mundtlig i halvdelen |
|
11 |
3,5 |
0,6 |
4,1 |
model 3 |
945 sager |
|
|
|
|
mundtlig i alle sager |
|
26 |
8,4 |
1,3 |
9,7 |
mundtlig i halvdelen |
|
17 |
5,5 |
0,9 |
6,4 |
|
|
|
|
|
|
Forudsætninger pr. sag: |
|
Jurister: |
Forberedelse
ca. 1,5 dag: |
12,5 timer |
|
Retsmøde
Storkøbenhavn (1/4 af sagerne): |
4,0 timer |
|
Retsmøde øvrige
land (3/4 af sagerne): |
7,4 timer |
|
Retsmøde kære
København |
4,0 timer |
|
Retsmøde kære
øvrige land |
7,4 timer |
Skrivepersonale: |
2,0 timer |
Fængselspersonale (4 pers.): |
Fængslets
retskreds (2/3 af sagerne) |
16,0 timer |
|
Anden retskreds
(1/3 af sagerne) |
29,6 timer |
|
Kære (1/3 af
sagerne) |
29,6 timer |
|
andel kære: |
5 |
1/2 BEH. MDT. |
FORBEREDELSE |
RETSMØDE |
KÆRE |
I ALT |
årsværk |
pris |
JURISTER |
18938 |
4962 |
2592 |
26491 |
14 |
4.130.685 |
SKRIVEPERSONALE |
3030 |
|
1010 |
4040 |
2 |
524.948 |
UNIFORMERET |
|
15554 |
7474 |
23028 |
12 |
2.992.204 |
I ALT |
|
|
|
53559 |
28 |
7.647.837 |
ANTAL ÅRSVÆRK |
|
|
|
28 |
|
|
|
|
|
|
30 |
|
|
ANTAL SAGER: |
1515 |
|
antal |
årsværk |
lønsum |
øvrige
udgifter |
udgift
i alt |
model 1 |
1.045 sager |
|
|
|
|
mundtlig i alle sager |
|
29 |
9,3 |
1,5 |
10,8 |
mundtlig i halvdelen |
|
19 |
6,0 |
1,0 |
7,0 |
model 2 |
610 sager |
|
|
|
|
mundtlig i alle sager |
|
17 |
5,4 |
0,9 |
6,3 |
mundtlig i halvdelen |
|
11 |
3,5 |
0,6 |
4,1 |
model 3 |
945 sager |
|
|
|
|
mundtlig i alle sager |
|
26 |
8,4 |
1,3 |
9,7 |
mundtlig i halvdelen |
|
17 |
5,5 |
0,9 |
6,4 |
|
|
|
|
|
|
|
|
Model I |
Model 2 |
Model 3 |
1. |
Straffetidsberegning
§ 14 el. § 16 |
15 |
15 |
15 |
2. |
Anbringelse i arresthus
§ 21, stk. 3, nr. 1,2 el. 3 |
10 |
- |
10 |
3. |
Anbringelse i lukket
fængsel
§ 22, stk. 3 el. 4, nr. 1 |
60 |
- |
60 |
4. |
Nægtelse af overførsel fra
lukket til åbent fængsel
§ 24, stk. I |
80 |
- |
80 |
5. |
Overførsel fra åbent til
lukket fængsel
§ 25, stk. 3, el. 4, nr. 1 |
40 |
- |
40 |
6. |
Nægtelse af overførsel fra
arresthus til åbent fængsel
§ 27, stk. 1 |
5 |
- |
5 |
7. |
Overførsel fra åbent
fængsel til arresthus
§ 28, stk. 1, nr. 1, 2 el. 3 el. stk. 2, j
fr. § 25, stk .3 |
20 |
- |
20 |
8. |
Forbud mod offentliggørelse
af bestemte artikler
§ 36, stk. 3 |
Meget fa |
- |
- |
9. |
Nægtelse af uledsaget
udgang
§ 44 |
120 |
- |
120 |
10. |
Forbud mod besøg af
nærmeste
§ 49 b |
40 |
- |
- |
11. |
Nægtelse af at have barn
under 3 år hos sig
§ 50 |
5 |
- |
- |
12. |
Tilbageholdelse af brev
§ 51, stk. 4 el. 5 |
5 |
5 |
5 |
13. |
Begrænsning i kontakt til
medierne
§ 55, stk. 2 |
10 |
- |
- |
14. |
Tilbageholdelse af brev
eller anden optegnelse
§ 56, stk. 6 |
5 |
- |
- |
15. |
Enrumsanbringelse
§ 58 |
25 |
- |
- |
16. |
Sikringscelle
§ 61 |
15 |
- |
- |
17. |
Strafcelle
§ 62 |
25 |
25 |
25 |
18. |
Konfiskation af genstande
eller penge
§ 68 |
30 |
30 |
30 |
19. |
Indeholdelse af
erstatningsbeløb
§ 69 |
100 |
100 |
100 |
20. |
Nægtelse af prøveløsladelse
§ 75 |
400 |
400 |
400 |
21. |
Genindsættelse af en
prøveløsladt
§ 82, stk. 4 |
25 |
25 |
25 |
22. |
Indsættelse af en betinget
benådet
§ 84, jfr. § 82, stk. 4. |
25 |
25 |
25 |
23. |
Nægtelse af erstatning
§ 194 (§ 102) |
10 |
10 |
10 |
lalt |
|
1045 |
610 |
945 |
Bilag 5 -
Notat af d. 7. oktober fra præsidenten for Østre
Landsret om de økonomiske og administrative
omkostninger afforslagene i betænkningen om lov om
fuldbyrdelse af straf.
PRÆSIDENTEN
FOR ØSTRE LANDSRET
Bredgade 59, 1260
København K.
Tlf.: 33 97 02 00 Fax.: 33 14 59 22 |
Den 07/10-97
J.nr.Ø.L- 38A-17/97
Init |
Notat om de økonomiske og
administrative omkostninger af forslagene i
betænkningen om lov om fuldbyrdelse af straf.
Efter de seneste skøn anslås det af
Kriminalforsorgen, at de tre modeller, der er under
overvejelse i Straffelovrådet, vil medføre
domstolsprøvelse i henholdsvis 1.045, 610 og
945 sager om året. Der er således tale om
antal, der er betydeligt lavere end de tal, der
hidtil er opereret med: 1.265 og 1.535 sager.
Kriminalforsorgen anfører selv, at skønnene er
forbundet med store usikkerhedsfaktorer. Det må
formentlig antages, at de seneste tal i højere grad
end de tidligere har karakter af minimalstørrelser,
hvorfor domstolenes ressourcer meget muligt vil
blive belastet mere end nedenfor anslået.
Alle sager indbringes for byret. Såfremt adgangen
til kære til landsretten ikke begrænses, må det
antages, at et meget betydeligt antal af sagerne -
der ikke på forhånd kan antages at fa et for den
indsatte tilfredsstillende resultat i mange tilfælde
- vil blive kæret til landsretten, idet der ikke vil
være modforestillinger mod sådan kære. Det anslås,
at mindst 85% af sagerne i så fald vil blive
indbragt for landsretten. Gøres kæreadgangen -
bortset fra de mest indgribende sager - betinget af
tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, kan
kærefrekvensen forsigtigt anslås
til 20%.
Sagerne skønnes at ville fordele sig med 2/3 til
Østre Landsrets kreds, 1/3 til Vestre Landsrets
kreds.
Under de nævnte forudsætninger kan det opgøres,
at byretterne og landsretterne vil blive belastet på
følgende måde:
1. Byretterne.
Det må anslås, at en mundtlig forhandling i
gennemsnit vil tage 2,5 á 3 timer (1/2 dag). For de
sagers vedkommende, der vil blive afgjort på
skriftligt grundlag, vil behandlingstiden blive
noget mindre, men ikke nødvendigvis meget mindre, da
det medfølgende materiale, herunder mappen med
personlige oplysninger, i hvert fald jævnlig vil
have et ikke ubetydeligt omfang. På denne baggrund
skønnes der til de enkelte sager at ville medgå ca.
1/2 dag.
Byretsressourcerne vil således blive belastet med
i alt 305 á 523 dage om året. Antallet af retsdage
p.a. må antages at være 156. Dette medfører et behov
for yderligere 2,0 á 3,3 byretsdommere med
sekretærbistand.
Omkostningerne til en byretsdommer,
sekretærbistand og generalomkostninger udgør
1.095.847 kr. p. a.
2. Landsretterne.
Det anslås, at den gennemsnitlige tid, der vil
medgå til behandlingen af det ovenfor forudsatte
begrænsede udsnit af sagerne, der vil kunne
indbringes for landsretten, vil svare til ca. 6
gange den tid, der medgår til behandlingen af
kriminelle kæremål. Det forudsættes herved, at 2/3
af sagerne vil blive behandlet mundtligt og 1/3
skriftligt.
Landsressourcerne vil således blive belastet med
i alt 46 á 79 dage om året. Antallet af retsdage
p.a. må antages at være 156. Dette medfører et behov
for yderligere 0,3 á 0,5 landsretsafdelinger med
dertil hørende kontormedarbejdere (2,5 personer) og
generalomkostninger.
Omkostningerne til en landsretsafdeling udgør
3.169.475 kr. p.a.
3. Udgiften til beskikkede advokater.
Efter udkastets § 110, stk. 2, beskikker retten,
såfremt den finder det fornødent, en advokat for den
dømte, medmindre denne selv har antaget en sådan.
Advokaten vil blive honoreret efter samme
principper som i almindelige straffesager. Det
anslås herefter, at salæret gennemgående vil blive
ca. 5.500 kr. for mundtligt behandlede sager og ca.
2.000 kr. for skriftligt behandlede sager, alt
inclusive I fængselsbesøg af normal varighed.
Disse beløb includerer ikke moms.
Hvis man for byretternes vedkommende forudsætter,
at 50 % af sagerne bliver behandlet mundtligt, og at
der beskikkes en advokat i 50% af de øvrige
tilfælde, anslås de samlede advokatomkostninger for
byret til at blive ca. 2,0 á 3,1 mio. kr. excl.
moms.
For landsretternes vedkommende gås ud fra
advokatbeskikkelse i alle sager. De samlede
advokatomkostninger anslås at ville udgøre ca. 2,7 á
4,5 mio. kr. excl. moms.
4. De samlede omkostninger
bliver ved det skønnede antal sager herefter
Antal sager |
610 |
945 |
1045 |
Byretterne
+ advokatomkostninger |
2.142.521
1.982.500 |
3.319.152
3.071.250 |
3.670.385
3.135.000 |
Landsretterne
+ advokatomkostninger |
929.510
2.650.450 |
1.439.978
4.106.025 |
1.592.356
4.540.525 |
I alt |
7.704.981 |
11.936.405 |
12.938.266 |
Underskrevet
ZiegIer
Bilag 6
Rapport af 1994 fra Direktoratet for
Kriminalforsorgen om anvendelsen af straffelovens §
49, stk. 2 - en undersøgelse af samtlige sager i
perioden 1987-92 sammenholdt med udviklingen i 1993.
RAPPORT OM
ANVENDELSEN AF
STRAFFELOVENS
§ 49, STK. 2
- en undersøgelse af samtlige
sager i perioden 1987-92
sammenholdt med udviklingen i 1993
Direktoratet for kriminalforsorgen
1994
Direktoratet for kriminalforsorgen
5. kontor
Klareboderne 1
1115 København K.
tlf. 33 11 55 00
- 2 -
|
INDHOLDSFORTEGNELSE |
SIDE |
I |
Indledning |
3 |
a. |
Straffelovens § 49, stk- 2. |
3 |
b. |
Om undersøgelsen |
4 |
II |
Anvendelse af straffelovens
§ 49, stk. 2 |
5 |
a. 1. |
Indikation for §
49,2-anbringelse |
5 |
|
- misbrug |
5 |
|
- ung alder |
6 |
|
- psykiske, fysiske,
sociale grunde & udviklingshæmning |
7 |
a.2. |
Aldersfordeling |
8 |
a. 3. |
Kønsfordeling |
8 |
a.4. |
Sammenfattende om
indikation |
9 |
b. 1. |
Anvendte institutionstyper |
9 |
b.2. |
Udviklingstendenser |
10 |
e.l. |
Gennemførelse af §
49,2-ophold |
11 |
c.2. |
Tilbagekaldelse af
tilladelser til § 49,2-ophold |
11 |
c. 3. |
Om dommene |
12 |
c. 4. |
Status ved iværksættelse af
§ 49,2-foranstaltning |
12 |
c.5. |
Statsadvokathøringer |
14 |
d. |
Sammenfatning |
15 |
III |
Recidivundersøgelse |
16 |
a. |
Om undersøgelsen |
16 |
b. |
Sammenligning med andre
undersøgelser |
16 |
C. |
Sammenfatning |
19 |
IV |
Resume og konklusion |
19 |
|
Tabeloversigt - side 22 -
32 |
21 |
- 3 -
I. INDLEDNING
Direktoratet for Kriminalforsorgen har
med denne undersøgelse ønsket at beskrive
anvendelsen af straffelovens § 49, stk. 2
med udgangspunkt i samtlige sager rejst i
perioden 1987 - 92, samt at sammenholde
resultatet af undersøgelsen med udviklingen
i anvendelsen af straffelovens § 49, stk. 2
i 1993.
I. a. STRAFFELOVENS § 49, STK. 2.
"FINDES DET HENSIGTSMÆSSIGT PÅ GRUND AF
DOMFÆLDTES ALDER, HELBREDSTILSTAND
ELLER ANDRE SÆRLIGE OMSTÆNDIGHEDER KAN
JUSTITSMINISTEREN BESTEMME, AT DEN
PÅGÆLDENDE MIDLERTIDIGT ELLER FOR PESTEN AF
STRAFFETIDEN SKAL OVERFØRES TIL
HOSPITAL ELLER TIL EGNET HJEM ELLER
INSTITUTION TIL SÆRLIG PLEJE ELLER FORSORG.
"
Det juridiske grundlag for alternativ
afsoning blev lagt med en lovændring i 1973.
Der blev ikke på det tidspunkt fastsat
nærmere regler for bestemmelsens
anvendelsesområde, men det fremgår af
forarbejderne, at man bl.a. har tænkt på
situationer, hvor der på grund af den
indsattes alder, legemlige svaghed,
sindstilstand eller andre særlige forhold er
åbenbare ulemper ved at lade den pågældende
have ophold i et fængsel, og hvor man i den
indsattes egen interesse og uden at komme i
konflikt med strafanvendelsens formål bør
anvende et andet institutionsmiljø end det
fængselsmæssige,
Der viste sig efterfølgende behov for
nærmere afklaring af forskellige
tvivlsspørgsmål, og i 1978 udsendtes et
cirkulære om § 49, 2-overførsel til
psykiatrisk hospital. Det blev
administrativt bestemt, at reglerne kunne
anvendes analogt ved overførsler til andre
institutioner. 1 1982 blev det afklaret, at
overførsel til kriminalforsorgens pensioner
faldt inden for bestemmelsens område. Samme
år udsendtes en redegørelse vedrørende
"foranstaltninger mod stofmisbrug i
kriminalforsorgens anstalter og arresthuse
og blandt den frie
kriminalforsorgsklienter". Redegørelsen
beskæftigede sig blandt andet med de
betalingsmæssige forhold vedr. §
49,2-overførsler. I "At møde mennesket hvor
det er
(Rapport fra Alkohol- og Narkotikarådets
behandlingsudvalg. 1984) anbefaledes en
udvidet anvendelse af retssystemets
tvangsmidler - herunder alternativ afsoning.
Efter forhandlinger i 1983-84 besluttede
socialministeriet, at bistandslovens regler
vedr. døgnophold også kunne omfatte
strafafsonere, og der opnåedes fra 1985
enighed om, at betalingsforpligtelsen skulle
ligge hos de kommunale myndigheder. - Dog
med en årlig overførsel på 2,5 mill. kr. fra
justitsministeriet til bloktilskudspuljen
som en kompensation for primærkommunernes
forventede merudgifter i forbindelse med en
udvidet anvendelse af alternativ afsoning.
- 4 -
Den 6. januar 1985 udsendtes et generelt
cirkulære om bestemmelsens anvendelse. Dette
førte til den ønskede øgede anvendelse, som
den fremgår af tabel 1.
Folketinget har efterfølgende i debatter
om indsatsen over for stofmisbrugere og unge
lovovertrædere flere gange givet udtryk for,
at man ønsker bestemmelsen anvendt i noget
større omfang end hidtil. Kriminalforsorgen
har tidligere skønnet, at mellem 200 og 300
fængselsdømte årligt har behov for
alternativ afsoning. I dag vurderes behovet
at ligge tæt på de 300 - bl.a. som følge af
ændring af reglerne vedrørende 15-17 årige
strafafsonere.
I betænkning nr. 1181/1989 om en lov om
fuldbyrdelse af straf m.v. anbefales det, at
man bevarer muligheden for alternativ
afsoning og samtidig gennemfører
administrative forenklinger med henblik på
at øge antallet af anbringelser/overførsler.
Tilladelser i henhold til straffelovens §
49, stk. 2
§
49.2 anbringelser |
Kriminal-
forsorgs-
pension |
Uden for kriminalforsorgen |
I alt |
Psykiatrisk
hospital |
Komm /amtslig
institution |
1978/80 1981
1982
1983
1984
1985
1986 |
-
-
13
3
13
15
3 |
-
-
76%
20%
52%
36%
31% |
2
2
3
5
4
7
5 |
25%
40%
18%
33%
16%
16%
10% |
6
3
1
7
8
20
29 |
75%
60%
6%
47%
32%
48%
59% |
8
5
17
15
25
42
49 |
100%
100%
100%
100%
100%
100%
100% |
1987 1988
1989
1990
1991
1992 |
15
22
31
35
39
40 |
32%
37%
28%
36%
37%
31% |
-
-
-
1
-
2 |
-
-
-
1%
0%
2% |
32
38
79
61
67
85 |
68%
63%
72%
63%
63%
67% |
47
60
110
97
106
127 |
100%
100%
100%
100%
100%
100% |
1997-92 |
182 |
33% |
3 |
0% |
362 |
66% |
547 |
100% |
1993 |
57 |
40% |
1 |
1% |
83 |
59% |
141 |
100% |
I b. OM UNDERSØGELSEN
Kriminalforsorgen har foretaget en
statistisk undersøgelse af samtlige 547 §
49,2-placeringer i
perioden 1987-92.
Til belysning af om bestemmelsen anvendes
i overensstemmelse med forudsætningerne, er
der indsamlet oplysninger om de
§49,2-overførtes persondata, den anførte
begrundelse for overførslen, kriminalitetens
art, dommens længde samt opholdstiden i
alternativ afsoning. Der er oplysninger om,
hvilke institutionstyper, der har været
anvendt, ligesom det er registreret (fra
1991), om statsadvokaten har udtalt sig i
sagen.
- 5 -
Til belysning af om der kan påvises
positive resultater i forbindelse med
alternativ afsoning, er der foretaget en
recidivundersøgelse over årgangene 1987-89.
Undersøgelsens hovedresultater kan ses i
tabellerne, optrykt side 22 - 32.
Hovedresultaterne vil blive kommenteret
nedenfor.
II ANVENDELSE AF STRAFFELOVENS § 49, STK. 2
Alternativ afsoning forudsætter, at den
dømte har et behandlingsbehov, som ikke kan
tilgodeses under afsoning på sædvanlige
vilkår.
Tabel 2 viser, hvilke begrundelser der
har været tale om i undersøgelsesperioden.
Her følger en uddybning af de anførte
indikationers indhold.
II a.1. INDIKATION FOR § 49,2-ANBRINGELSE.
Misbrug: omfatter alkohol -,
narkotika- og blandingsmisbrug.
Af tabel 2 og 2. 1. fremgår, at
misbrugere af rusmidler tegner sig for en
meget stor del af samtlige anbringelser.
Andelen har svinget mellem 43 og 65% og
udgør 57% (314 personer) af 6-årsperiodens
tabeltal.
§ 49, stk. 2 blev indført i 1973, hvor
man i de foregående år havde oplevet en
voldsom stigning i ungdomsnarkomanien.
Narkomanernes berigelseskriminalitet havde
klar sammenhæng med deres misbrug.
Udgangspunktet blev derfor, at behandling af
motiverede narkomaner ville være mere
kriminalitetsforebyggende end afsoning af
fængselsstraf.
De samme synspunkter gør sig til dels
gældende over for alkohol- og
blandingsmisbrugere, men her kan der tillige
argumenteres med, at mennesker, der reagerer
voldeligt ved indtagelse af alkohol, speed
eller diverse blandinger, bør behandles for
deres misbrug - ikke kun af hensyn til den
dømte selv, men også af hensyn til mulige
kommende ofte. Når misbrugere udgør så stor
en del af de § 49,2-anbragte, er der således
ikke alene tale om at tilgodese den enkelte
misbrugers behandlingsbehov, men også om et
forsøg på at varetage nogle klare
samfundsinteresser.
En undersøgelse af kriminalforsorgens
klientels alkoholvaner (Forskningsrapport
nr. 31, september 1990) viste, at ca. 9% af
dem, der idømtes frihedsstraf i løbet af et
år, var stofmisbrugere, ca. 17 % var
blandingsmisbrugere og ca. 34 % var
alkoholmisbrugere.
Fordelingen blandt de indsatte
afviger dog væsentligt fra disse tal p.gr.a.
markante forskelle i domslængderne (mange
korte hæftestraffe til spritbilister og
længere domme for berigelseskriminalitet til
narkomaner). Der foreligger ikke opgørelser
over antallet af indsatte med
alkoholmisbrug. Derimod opgøres det en gang
årligt, hvor mange blandt de indsatte, der
inden for det sidste halve år før
indsættelsen var stofbrugere. I
undersøgelsesperioden har denne gruppe
udgjort mellem 26 og 30%.
- 6 -
Blandt de § 49, stk. 2-placerede var der
i 6-årsperioden 29% stofmisbrugere, 8%
blandingsmisbrugere og 20%
alkoholmisbrugere.
For narkomanernes vedkommende har der
været tale om en stigende tendens - fra 21 %
af de overførte i 1987 til 32% i 1992 (40% i
1993).
Blandings- og alkoholmisbrugernes andel
af de overførte har været mere stabil, men
har dog svinget lidt fra år til år.
For blandingsmisbrugernes vedkommende kan
det relativt lave antal overførte bl.a.
forklares ved, at der ofte er problemer med
at finde en egnet behandlingsinstitution,
idet der kun er få tilbud til denne
målgruppe.
Det samme gør sig til dels gældende
overfor alkoholikerne, når der som her
stilles krav om, at behandlingen skal foregå
på døgninstitution. - Hvis den indsattes
hjemamt overhovedet råder over sådanne
døgnpladser, er der ofte ventetid på
optagelse. Samtidig er der som regel tale om
tidsbegrænsede behandlingsforløb (fra 2 uger
til 3 måneder), hvilket kan gøre det
vanskeligt at få "enderne til at mødes" i en
§ 49,2-planlægning.
Ung alder
Efter nogle års politiske overvejelser
ratificerede Danmark i 1991 FN's konvention
om børns og unges rettigheder. Konventionen
indebærer bl.a., at frihedsberøvende
sanktioner kun må anvendes som "sidste
udvej", og at unge under 18 år ikke må
anbringes sammen med voksne kriminelle. Som
en følge heraf er der bl.a. fastsat en regel
om, at anvendelse af § 49,2 altid skal
overvejes, når den dømte er under 18 år.
Indikation "ung alder" er først i de
senere år anvendt som en indikation, der kan
"stå alene" uden subindikation. Tidligere
havde mange unge subindikationen "sociale
grunde", hvilket i disse sager hentydede til
behovet for socialpædagogisk
påvirkning/behandling. I
undersøgelsesperioden er der i alt sket 104
overførsler, heraf 67 med subindikation.
Ung alder er næsten altid anført som
hovedindikation for 15-17 årige, men der har
dog været enkelte tilfælde, hvor psykiske
problemer eller misbrug har vejet tungere.
Ung alder har endvidere været anført for
18-20 årige, hvis disse har fungeret umodent
i forhold til deres alder. (Tabel 2, 2. 1.
og 3)
De ændrede regler for unge afspejler sig
i tallene for 92 og for 93, hvor 27 unge
15-17 årige blev § 49,2-anbragt).
De 15-17 årige, som i dag afsoner
ubetingede domme i fængsler eller
arresthuse, kan inddeles i 3 kategorier:
a) Unge med socialt acceptable
forhold, med relativt korte domme og uden
behov for institutionsophold. Disse unge
ønsker ofte afsoningen hurtigt overstået
og/eller lagt i en (ferie)periode, hvor den
ikke ødelægger et uddannelsesforløb.
- 7 -
b) Unge der har været
varetægts(surrogat)fængslet frem til dom -
og på dette tidspunkt kun har kort tid
tilbage før (prøve)løsladelse. Her kan det
af tidsmæssige årsager vise sig umuligt at
finde egnet, alternativ placering - især i
de tilfælde, hvor den unges
socialforvaltning ikke er villig til at gå
aktivt ind i spørgsmålet og til at betale
for anbringelsen.
c) Unge, som har begået så
alvorlig kriminalitet, at hensynet til
retshåndhævelsen taler imod tilladelse til
alternativ placering - i hvert fald før der
er forløbet en vis tid efter dom. I denne
kategori kan man også placere enkelte unge,
hvis kriminalitet måske ikke synes særlig
alvorlig, men som ved deres adfærd umuliggør
placering i de aktuelt eksisterende
socialpædagogiske miljøer.
Psykiske grunde
Denne indikation anvendes ikke kun ved
alvorlige psykiske lidelser/overførsler til
psykiatriske hospitaler, men også hvor der
er tale om f.eks. Psykisk skrøbelige
personer, som kan have svært ved at begå sig
i det ofte noget hårde fængselsmiljø. 73
personer har været alternativt placeret med
denne hovedindikation, heraf har 41 haft
subindikationer, primært stofmisbrug og
sociale grunde. I 6-årsperioden blev 13 % §
49,2-placeret med denne indikation. Andelen
har ligget meget stabilt - fra 15 % i
periodens start til 12 % de sidste par år.
Sociale grunde
Indikationen anvendes ikke særligt ofte
(37 overførsler i 6-årsperioden, heraf 13
med subindikation). Der har i næsten alle
tilfælde været tale om familiemæssige hensyn
- f.eks. at den alternative placering har
kunnet forhindre, at den dømtes børn måtte
anbringes på døgninstitution - og om
fortsættelse af igangværende sociale
(behandlings)forløb.
I 6-årsperioden har disse overførslers
andel svinget en del - fra 17 % i 1987 til 2
% i 1992 og med et gennemsnit på 7%. Der
synes at være tale om en svagt faldende
tendens (6% af de overførte i 1993).
Udviklingshæmning
Der er her tale om i alt 9 personer, som
intelligens- eller funktionsmæssigt er
vurderet som meget svage. Sådanne personer
vantrives ofte så voldsomt i
fængselsmiljøerne, at de må flyttes til
alternativ placering for at undgå, at
afsoningen påfører dem alvorlige psykiske
mén, f.eks. forårsaget at chikanerier fra
medindsatte. Der er oftest tale om personer,
som (efter dom) viser sig at være på grænsen
af strafegnethedsområdet (mangelfuld åndelig
udvikling).
- 8 -
Fysiske grunde
Der har i 6-årsperioden kun været 8
overførsler (= 2 %) med denne
hovedindikation, og heraf har de 7 haft
subindikationer. Der har været tale om
personer med alvorlige, kroniske lidelser,
som vanskeligt har kunnet tilgodeses i
fængselssystemet - og hvor man alligevel
ikke, f.eks. på grund af kriminalitetens art
eller andre retshåndhævelseshensyn, har
fundet grundlag for benådning.
11 a.2. ALDERSFORDELING
De § 49,2-anbragtes alder på
overførselstidspunktet har ligget nogenlunde
jævnt i undersøgelsesperioden, ligesom den
stigende anvendelse har fordelt sig
nogenlunde ensartet i de forskellige
aldersgrupper.
Der har i undersøgelsesperioden været
meget markante udsving i aldersgruppen 18-19
år - fra 21 % i 1987 til 2 % i 1988 og et
gennemsnit på 9 % (12 % i 1993).
Der har også været store udsving omkring
de 20 - 24-årige, - fra 9 % i 1987 til 29 %
i 1990 og med et gennemsnit på 21 %. 1 1993
udgjorde de 20 - 24-årige 21 %, og
aldersgruppens andel synes således at have
stabiliseret sig imellem 20 og 25 %.
Fordelingen fremgår af tabel 3.
Det må forventes, at de 15-17 åriges høje
andel set i forhold til det beskedne antal
ubetingede domme til aldersgruppen snarere
vil udvise en stigende end en faldende
tendens (jvf. afsnit 11 a. 1 - ung alder).
Hovedparten af de § 49,2-overførte er i
alderen 15 - 30 år. De § 49,2-overførte er
således gennemgående yngre end gennemsnittet
af fængselsafsonere, (30,5 år på
indsættelsestidspunktet iflg.
kriminalstatistikken 1992).
Kriminalforsorgen har igennem årene
konstateret en langsomt stigende
gennemsnitsalder for indsatte narkomaner.
Dette afspejler sig i § 49,2-tallene ved en
moderat stigning i antallet af §
49,2-overførte, der er i trediverne. Tallet
er faldet igen i 1993, hvilket formodes at
hænge sammen med de i afsnit II b. anførte
problemer vedrørende kommunale
betalingstilsagn til ældre stofmisbrugeres
døgnbehandling.
II a.3. KØNSFORDELING
Fordelingen med 87 % mænd og 13 % kvinder
er markant afvigende fra fordelingen af mænd
(95,2 %) og kvinder (4,8 %) indsat i
kriminalforsorgens fængsler. Fordelingen
fremgår af tabel 4.
Hele 44% af de overførte kvinder er
stofmisbrugere, og 17% er overført med
indikationen "sociale grunde".
Omvendt er kun 10% af kvinderne
registreret med alkoholproblemer.
- 9 -
Kvindernes relativt høje andel af
overførslerne svarer til, hvad man også ser
i andre ordninger med alternativer til
frihedsstraf (samfundstjeneste og
spritbilistordning).
II a.4. SAMMENFATTENDE OM INDIKATION
Undersøgelsen viser - efter
kriminalforsorgens vurdering - at
anvendelsen af § 49, stk. 2 holder sig inden
for de oprindeligt forudsatte områder. 57%
af de anbragte har haft misbrugsproblemer og
19% har været anbragt på grund af ung alder,
hvilket synes at være i overensstemmelse med
Folketingets tilkendegivelser også om øget
anvendelse af bestemmelsen. Opgørelsen for
1993 viser, at man kom op på 141
anbringelser, heraf 77 (svarende til 55 %)
misbrugere og 27 (svarende ti] 19 %) unge.
(Tabel 5 og 5. 1).
II b. 1. ANVENDTE INSTITUTIONSTYPER
Der har i perioden 87-92 været en ret
konstant fordeling med ca. 1/3 anbragt på
kriminalforsorgens pensioner og ca. 2/3
anbragt udenfor. (Tabel 1 og 5).
Kriminalforsorgens pensioner:
Kriminalforsorgen har i dag 6 pensioner,
hvoraf de 5 (Brøndbyhus, Engelsborg, Lyng,
Skejby og pensionen på Fanø) kan modtage §
49,2-afsonere.
Pensionen på Holsbjergvej er forbeholdt
klienter på fri fod.
I undersøgelsen indgår også anbringelser
på "Køngskolen", men denne institution blev
nedlagt i begyndelsen af 1992.
Kriminalforsorgens pensioner er ikke
indrettet eller normeret til at varetage
egentlige behandlingsopgaver. Ved §
49,2-anbringelser vil der derfor ofte være
tale om, at døgnopholdet på pensionen
behandlingsmæssigt suppleres via diverse
dagforanstaltninger og ambulante
behandlingstilbud fra social- eller
sundhedssystemet.
(Amts)kommunale institutioner:
Registreringen er her foretaget på den
måde, at anbringelsen kaldes kommunal, hver
gang der foreligger et kommunalt
betalingstilsagn. I mange af disse
situationer vil amterne være
medfinansierende.
I enkelte tilfælde har § 49,2-afsoninger
været gennemført på trods af manglende
kommunal betaling.
Amtskommunale institutioner dækker over
placeringer på behandlingshjem for
alkoholmisbrugere (ophold på disse
institutioner er en amtskommunal
sygehusudgift ligesom psykiatriske
hospitalsophold) og over placeringer på
forsorgshjem, som finansieres med 25 % af
amtet og 75 % af staten.
- 10 -
Psykiatrisk hospital.
Der er så få af disse overførsler, at de
ikke er gjort til genstand for nærmere
undersøgelse i forbindelse med
6-års-opgørelsen.
Anden institution:
Der har kun været 13 af disse placeringer
i 6-årsperioden.
Kategorien dækker dels over AMU-center,
Dragør (tidligere Træningsskolen), som hører
under Arbejdsministeriet, og dels over
placeringer i forskellige fællesskaber eller
selvejende institutioner, hvor afsoneren
selv har betalt for sit ophold eller har
haft "friplads".
Anbringelse i familiepleje:
Det har været drøftet, om ophold i
plejefamilier kunne siges at opfylde § 49,
stk. 2's krav til døgndækning og sikkerhed.
Udgangspunktet blev, at kun familieplejer af
institutionslignende karakter kunne
accepteres.
Udviklingen i det sociale system med
etablering af mini-institutioner,
socialpædagogiske opholdssteder m.v. gør det
i dag vanskeligt at trække klare grænser
mellem familieplejer og egentlige
institutioner. (Det kan her nævnes, at
Sønderbros sikrede afdeling for unge igennem
nogle år har haft faste
varetægtssurrogatpladser i en familiepleje
på Sydsjælland, ligesom institutionen
"Koglen" i flere tilfælde har haft
surrogatanbragte i familieplejer).
Antallet af § 49,2-anbragte i
familiepleje har i undersøgelsesperioden
været yderst beskedent 41 i alt. Stort set
alle disse anbringelser har været i
etablerede familieplejer med supervision og
overordnet behandlingsansvar i amt,
plejehjemsforening eller
narko-behandlingsinstitution. Der har
således været tale om familieplejeophold
under institutionslignende forhold - primært
anvendt i forbindelse med unge eller
stofmisbrugere i efterbehandling.
II b.2. UDVIKLINGSTENDENSER
Kriminalforsorgens tjenestesteder har
igennem årene talt en del om, at man havde
problemer med at få især kommunerne til at
give de nødvendige betalingstilsagn.
Direktoratet er dog ikke bekendt med ret
mange konkrete afslag, - og en del af disse
afslag er blevet omgjort af ankenævnene.
Opgørelserne for 1993 (tabel 5. 1.) viser
en stigning i antallet af placerede i
kriminalforsorgens egne institutioner.
Stigningen vedrører:
a) Et antal unge under 18 år.
Begrundelserne for disse anbringelser er
formentlig, at kommunerne har været
tilbageholdende med at iværksætte
døgnforanstaltninger, - og at
kriminalforsorgens afdelinger og pensioner
finder det mere hensigtsmæssigt at lade
disse unge afsone i kriminalforsorgens
pensioner med mulighed for at fortsætte
igangværende dagforanstaltninger, end at
lade dem afsone i fængsel eller arresthus
(hvor de fleste vil blive geografisk adskilt
fra familie, sagsbehandlere m.fl. og få
afbrudt igangværende uddannelse eller
beskæftigelsesforløb).
- 11 -
b) Et antal stofmisbrugere, som
placeres på kriminalforsorgens pensioner i
Københavnsområdet med henblik på deltagelse
i ambulante behandlingstilbud i deres
hjemamt/-kommune. Denne udvikling er
tilsyneladende et resultat af, at flere
amter helt har nedlagt eller kraftigt
beskåret antallet af pladser i
døgninstitutioner for misbrugere. I
kriminalforsorgen ser man med en del alvor
på den situation.
Belægsprocenten på vore pensioner er høj,
og der kan være flere måneders ventetid på
optagelse. Man har allerede nu nået en
situation, hvor det sker, at motiverede
misbrugere ikke kan tilbydes relevant
behandling, hverken i forbindelse med en
alternativ afsoning eller i forbindelse med
en (prøve)løsladelse.
II c. 1. GENNEMFØRELSER AF § 49,2-OPHOLD
Af 6 års periodens 547 overførsler er 419
(77%) blevet gennemført til
løsladelse/prøveløsladelse uden misbrug af
de vilkår, der altid fastsættes i
forbindelse med afgørelsen.
Kriminalforsorgen finder
gennemførelsesprocenten tilfredsstillende.
Det skal her bemærkes, at § 49, stk. 2 i
en række tilfælde anvendes over for personer
med en lang, kriminel løbebane - også
personer, som har fået afslag på
prøveløsladelse, fordi det skønnes
utilrådeligt at løslade dem, før de matte
have gennemført behandling mod misbrug.
Fordelingen fremgår af tabel 6.
Det skal også bemærkes, at der - især for
misbrugere - ofte er tale om, at overførslen
sker på så skrappe betingelser, at der reelt
på flere områder må siges at være tale om
mindst lige så stramme vilkår som gældende
for afsoning i åben anstalt. (f.eks. at
afsoneren kun må forlade institutionen
ifølge med medarbejder, ikke må tage på
besøg/weekend i sit lokalområde de første 6
måneder el.lign.).
Det er lykkedes at bibeholde den høje
andel af positivt gennemførte forløb i 6 års
perioden, på trods af at antallet af
alternative afsoninger er blevet mere end
fordoblet.
Tallene for 1993 tyder på, at tendensen
holder, men kan først endeligt opgøres i
slutningen af 1994.
II c. 2.TILBAGEKALDELSER AF TILLADELSER TIL §
49,2-OPHOLD
Tabel 6 viser tilbagekaldelserne fordelt
på anbringelsesindikation samt årsag til
tilbagekaldelserne.
- 12 -
Af de ialt 128 tilbagekaldelser er de 15
sket uden overtrædelse af
vilkårene. Der har dels været tale om
ændrede forhold på
anbringelsesinstitutionen, dels om indsatte,
som selv har ønsket sig tilbageført med
forskellige begrundelser.
1 113 tilfælde har der været tale om
overtrædelse af anbringelsens
betingelser/vilkår.
Tilbagekaldelserne er især sket inden for
bestemmelsens hovedområde: misbrugere og
unge lovovertrædere.
Ved væsentlig overtrædelse af vilkårene
for overførslen, sker der omgående
tilbageførsel til fængslet/arresthuset. Hvis
den indsatte i forbindelse med
vilkårsovertrædelsen er bortgået fra
institutionen, bliver han/hun efterlyst via
politiet, på samme måde som hvis der var
tale om bortgang fra anstalt.
I ganske enkelte tilfælde er den indsatte
efter en alvorlig indskærpelse af vilkårene
og et kortere ophold i moderanstalten blevet
genplaceret i § 49,2-institutionen, men i
langt de fleste tilfælde tilbagekaldes
tilladelsen ved vilkårsovertrædelser.
II c. 3. OM DOMMENE
Oplysninger om kriminalitetens art,
domslængder og de beregnede opholdstider
under alternativ afsoning fremgår af
tabellerne 7, 8 og 9.
Fordelingen mellem de forskellige
kriminalitetsarter har holdt sig ret stabilt
igennem undersøgelsesperioden.
Hovedvægten ligger som forventet på
straffelovsovertrædelserne, der tegner sig
for gennemsnitlig 85% -med årsudsving fra
77-90% (i 1993 var 94% af de overførte dømt
for overtrædelse af straffeloven).
I undersøgelsesperioden har tallet for
overførsler med domme på over I år ligget
ret konstant med omkring 25 om året.
Der er sket en vis udvidelse i antallet
af domme på mellem 6 og 12 måneder, men den
markante forøgelse de sidste år er sket
inden for de korte dommes område.
Der er her primært tale om en ønsket og
forudsigelig udvikling som følge af de
ændrede regler for unge under 18 år.
Ændringen i domslængderne har betydet en vis
nedsættelse af den gennemsnitlige opholdstid
i § 49,2-foranstaltningen - fra ca. 4
måneder i 1987 til ca. 3 måneder i 1993.
II c. 4. STATUS VED IVÆRKSÆTTELSE AF §
49,2-FORANSTALTNING
Af lovens formulering fremgår, at man
primært mente, at bestemmelsen skulle
anvendes overfor dømte, som var
begyndt at afsone ("...overføres...").
Endvidere fremgår det af bemærkningerne, at
baggrunden herfor normalt vil være, at man
først efter dommens afsigelse er blevet
opmærksom på de forhold, som taler "od
sædvanlig straffuldbyrdelse. I følge
forarbejderne kan bestemmelsen dog også
tænkes anvendt i tilfælde, hvor der allerede
på domstidspunktet forelå visse oplysninger
herom, uden at det dog fandtes muligt eller
hensigtsmæssigt at lade en dom til særlig
anbringelse træde i stedet for frihedsstraf.
Justitsministeriets lovafdeling har
fortolket § 49, stk. 2 således, at der i
ganske særlige tilfælde kan træffes
bestemmelse om anvendelse af bestemmelsen
over for personer, som er på fri fod og
derfor ikke skal "overføres" til anden
institution. En sådan anvendelse af
bestemmelsen er fundet særligt påkrævet i
tilfælde, hvor de domfældte i forvejen er
anbragt i institution, eller hvor der er
tale om benådningslignende situationer, hvor
stærke grunde taler imod et - selv
korterevarende - ophold i en
afsoningsinstitution.
Som det vil fremgå af tabel 10 og 10.1,
har der i undersøgelsesperioden været en
markant ændring i retning af, at stadig
flere §49,2-foranstaltninger iværksættes
over for frifodsfolk (fra 40% i 1987 til 60%
i både 1991 og 92). Denne udvikling er
fortsat i 1993, hvor 69% startede fra fri
fod.
- 13 -
Med henblik på en nærmere belysning af,
om der ved de givne tilladelser til §
49,2-afsoning til frifodsfolk reelt kan
siges at forligge ændrede forhold i forhold
til domstidspunktet, har kriminalforsorgen
foretaget en undersøgelse af 50 sager fra
1994.
Undersøgelsen viste, at 13 personer
overførtes til afsoning i henhold til § 49,
stk.2 fra anstalt eller varetægt. 37 var på
fri fod frem til afsoning i henhold til §
49, stk. 2 på institution.
I materialet indgik 12 unge under IS år
(heraf Il på fri fod), hvor spørgsmålet om
afsoning er behandlet efter reglerne i
cirkulæret om 15 - 17-årige.
For de resterende 38 personer var der i
32 tilfælde tale om, at de omstændigheder,
som begrundede tilladelsen til §
49,2-afsoning var indtruffet efter
domstidspunktet.
Kun i 6 tilfælde blev der givet
tilladelse til § 49,2-afsoning, uagtet at
der ikke var ændrede omstændigheder efter
dom. De nærmere omstændigheder omkring disse
6 tilladelser er beskrevet i et notat om
undersøgelsen - optrykt som bilag I.
Kriminalforsorgen finder, at
undersøgelsens resultater dokumenterer, at
anvendelsen af § 49, stk. 2 over for
frifodsfolk holder sig inden for de
forudsatte rammer.
En del af udviklingen i retning af flere
§ 49,2-tilladelser til frifodsfolk skyldes
de ændrede regler for unge under 18 år.
Mange unge med korte domme f.eks. for vold,
har enten ikke været varetægtsfængslet i
forbindelse med sagen eller har måske haft
et kortere ophold i varetægtssurrogat,
hvorefter de løslades til senere afsoning
eller domsafsigelse. Når de efterfølgende
afsoner i henhold til § 49, stk. 2 bliver
det derfor oftest med "frifodsstatus".
Efterhånden som muligheden for alternativ
afsoning er blevet kendt i døgninstitutioner
og socialforvaltninger, er flere og flere
sager blevet rejst på initiativ "udefra".
Institutioner og sagsbehandlere retter
henvendelse til kriminalforsorgen, med
anmodning om at det forhindres, at en
afsoning p.gr.a. tidligere kriminalitet nu
afbryder et positivt behandlingsforløb - med
risiko for at de opnåede
behandlingsresultater tabes på gulvet. Der
er i disse tilfælde ofte tale om, at
behandlingen først er iværksat efter, at den
kriminelle, handling er begået, og efter
domsafsigelsen (eller så tæt på dom, at det
ikke har været dokumenteret, at den sigtedes
motivation ville holde).
- 14 -
Det forekommer, at der i forbindelse med
domsafsigelse i retten drøftes mulighed for,
at en (generalpræventivt begrundet)
ubetinget dom kan søges afsonet i henhold
til § 49, stk. 2. Tilkendegivelser under
retsmødet kan således få betydning for, om
en afgørelse ankes eller ikke ankes af
domfældte - og for om statsadvokaten
efterfølgende udtaler sig for eller imod en
alternativ afsoning. I de tilfælde, hvor
sådanne drøftelser tydeligt er fremgået af
rets- eller dombog, har man i
kriminalforsorgen tillagt dem stor vægt ved
sagens afgørelse - og set mindre på, om den
pågældende var på fri fod eller aktuelt
afsonede. Sådanne sager har ikke hidtil
givet anledning til problemer, idet de
konkret har været veldokumenterede og har
befundet sig inden for § 49, stk. 2's
anvendelsesområde.
Il.c.5. STATSADVOKATHØRINGER:
I kriminalforsorgens cirkulære om §
49,2-overførsler er der fastsat regler om,
at statsadvokaten i visse sager skal høres
før en eventuel tilladelse til overførsel.
Reglerne følger de samme retningslinier, som
er gældende i forbindelse med tilladelse til
udgang under fængselsafsoning, hvor politiet
altid høres, hvis der har været tale om
alvorlig/personfarlig kriminalitet, og/eller
den indsatte er recidiveret til kriminalitet
gentagne gange.
Frem til foråret 1989 blev statsadvokaten
endvidere hørt i samtlige sager, hvor det
overvejedes at tillade § 49,2-afsoning til
frifodsfolk, men denne regel afskaffedes -
primært ud fra ønsket om at forenkle det
administrative arbejde i disse sager,
herunder at få nedsat sagsbehandlingstiden.
I 1990 udvidede kriminalforsorgen sin
statistik på § 49,2-området, og man har
først fra dette tidspunkt registreret, i
hvor mange sager statsadvokaten har været
hørt, og om man har udtalt sig imod
overførsel i den konkrete sag.
I perioden 1990-92 er der i alt givet 23
tilladelser til § 49,2-afsoning, hvor
statsadvokaten havde udtalt sig imod
overførsel. I perioden blev statsadvokaten i
alt hørt i 114 sager, hvoraf man i 91
tilfælde ikke havde indvendinger imod
overførslen. (Tabel 11).
I opgørelsen for 1993 er det yderligere
undersøgt, hvordan § 49,2-afsoningen er
forløbet i de 10 sager, hvor statsadvokaten
i 1993 udtalte sig imod overførsel. (Tabel
Il. 1 og 11.2).
2 af de overførte (begge misbrugere) fik
tilladelsen tilbagekaldt p.gr.a.
vilkårsmisbrug. De øvrige 8 gennemførte §
49,2-afsoningen frem til løsladelse.
- 15 -
II d. SAMMENFATNING
Undersøgelsen af samtlige §
49,2-overførsler i perioden 1987-92 viser,
at anvendelsesområdet holder sig inden for
det i forarbejderne til loven forudsatte.
Når de alternativt placeredes kriminelle
belastning og massive behandlingsbehov tages
i betragtning, må det vurderes som
tilfredsstillende, at 77% gennemfører det
planlagte forløb, og at kun 21 % må
tilbageføres til afsoning i anstalt p.gr.a.
overtrædelse af de fastsatte vilkår for §
49,2-placeringen.
Forventningerne om, at de fleste §
49,2-afsoninger skulle iværksættes under
fængselsafsoning, er ikke blevet indfriet.
Dette skyldes dels de ændrede regler for
unge under 18 år, hvorefter alternativ
afsoning altid skal overvejes, hvad enten
den unge er på fri fod eller ej, og dels de
kommunale myndigheders manglende muligheder
og/eller betalingsvilje i forbindelse med
overførsel under afsoning. Omvendt
oplever kriminalforsorgen en stor interesse
og et vist pres fra de samme myndigheders
side, hvis en positiv igangværende,
behandlingsindsats trues af udsigten til at
afbrydes via en afsoningsperiode.
Man har i kriminalforsorgen været meget
opmærksom på denne udvikling. Men min har
ikke fundet, at problemerne med at skaffe
egnede institutionspladser og
betalingstilsagn til behandlingstrængende
fængselsafsonere, burde bevirke, at
velbegrundede indstillinger på frifodsfolk
måtte afvises - alene under henvisning til
at et flertal af tilladelserne skulle gives
til afsonere.
Til gengæld har man været meget opmærksom
på at sikre sig, at der i langt den
overvejende del af alle tilladelser til §
49,2-afsoning for frifodsfolk har været tale
om, at pågældendes forhold har været ændrede
i forhold til domstidspunktet.
- 16 -
III RECIDIVUNDERSØGELSE.
I forbindelse med 6-års undersøgelsen er
der gennemført en undersøgelse af recidiv
til ny kriminalitet for alle §
49,2-overførte i årene 1987-89. Der mangler
dog oplysninger på 2 personer, som er døde i
den mellemliggende periode. Denne del af
undersøgelsen vedrører således 217 personer.
Undersøgelsen viser, at 54 % af de §
49,2-overførte recidiverede til ny
kriminalitet.
Deler man gruppen op efter
gennemførelse/afbrydelse af § 49,2-opholdet,
viser det sig, at recidivprocenten kun er 47
blandt dem, som gennemførte den alternative
afsoning, mens den er 75 blandt dem, som fik
tilladelsen tilbagekaldt.
III a. OM UNDERSØGELSEN.
Undersøgelsen er lavet ud fra de samme
kriterier, som sædvanligvis anvendes i
kriminalforsorgens recidivundersøgelser. Det
vil sige, at alle retsafgørelser til højere
straf end bøde inden for en 2-års periode
efter løsladelse/prøveløsladelse registreres
som recidiv.
Det skal bemærkes, at der - til forskel fra
kriminalforsorgens sædvanlige
recidivundersøgelser - ikke er taget højde
for, at enkelte sigtelser/domme kan vedrøre
forhold begået før § 49,2 afsoningen. Der
kan således være tale om, at §
49,2-undersøgelsens recidivtal bliver lidt
for høje, sammenlignet med andre
recidivundersøgelser.
Tabel 12 viser recidivet for samtlige §
49,2-overførte i 1987-89.
Tabel 12. L viser recidivet blandt de, som
gennemførte §49,2-opholdet frem til
løsladelsen, mens tabel 12.2. viser tallene
for de, som tilbageførtes til anstalt
p.gr.a. overtrædelse af
opholdsbetingelserne.
III b. SAMMENLIGNING AF RECIDIVTALLENE MED ANDRE
UNDERSØGELSER
Da recidivprocenten i sig selv ikke
umiddelbart giver holdepunkter for en
vurdering af § 49,2 overførslers effekt, er
tallene nedenfor sammenstillet med
resultater fra kriminalforsorgens seneste
generelle recidivundersøgelse vedrørende
samtlige tilsynsklienter og strafafsonere i
1988.
Undersøgelsen af 1988-klientellet viste
et samlet recidiv på 45 %, med en meget stor
spredning blandt de forskellige kategorier -
fra 29 % for de samfundstjenestedømte til 85
% for dem, som fik afslag på prøveløsladelse
(Omkring 90% af alle fængselsafsonere med
domme på 3 måneder og derover prøveløslades
efter afsoning af 2/3 af straffen. Afslag på
prøveløsladelse er stort set altid begrundet
i, at risikoen for tilbagefald til
kriminalitet vurderes til at være meget
stor).
Fra recidivundersøgelsen 1988 er tabellen
over de forskellige kategoriers
recidivfrekvens fordelt på aldersgrupper -
samt en grafisk oversigt optrykt som bilag
2.
- 17 -
1988-undersøgelsens samlede
recidivprocent på 45 er ikke umiddelbart
anvendelig i forhold til en sammenligning
med § 49,2-undersøgelsens tal, idet der i
1988-tallet indgår betinget dømte,
samfundstjenestedømte, afsonere af korte
straffe m.fl. Disse kategorier recidiverer
relativt sjældent og er kriminalitetsmæssigt
væsentligt mindre belastede end gruppen af §
49,2-overførte.
De § 49,2-overførte er alle idømt
ubetinget frihedsstraf, og deres
behandlingsbehov vil normalt betyde, at der
i forbindelse med en eventuel
prøveløsladelse vil blive fastsat vilkår om
tilsyn + eventuelt særvilkår. -Kun 21 % er
tidligere ustraffede. (Tabel 13).
Det betyder, at gruppen er mest
sammenlignelig med kategorien "prøveløsladte
efter straffelovens § 38,1 med tilsyn".
Enkelte § 49,2-overførte skønnes så
recidivtruede, at de får afslag på
prøveløsladelse på 2/3-tid. De afsoner
derefter i behandlingsinstitutionen til hele
straffen er udstået, eller prøveløslades på
et tidspunkt mellem 2/3 og fuld tid, hvor
deres behandlingsmotivation har vist sig at
holde.
Disse personer kan bedst sammenlignes med
1988-undersøgelsens kategori "afslag på
prøveløsladelse", hvorfor denne er medtaget
i sammenstillingen.
Sammenligning af recidiv mellem §
49,2-overførte i perioden 1987-89 og
kriminalforsorgens generelle
recidivundersøgelse for 1988.
|
|
Recidiv |
Afslag på prøveløsladelse |
|
85% |
Pr. løsladte efter § 3 8, 1
+tilsyn |
|
59% |
Samtlige § 49,2-overførte
87-89 |
|
54% |
Tilbagekaldte §
49,2-overførte 87-89 |
75% |
|
Gennemførte §
49,2-overførte 87-89 |
47% |
|
Ud fra en vurdering af de §
49,2-overførtes kriminelle belastningsgrad
og behandlingsbehov kunne man umiddelbart
forvente, at mindst 59% ville recidivere til
ny kriminalitet.
Undersøgelsen af de overførte i perioden
1987-99 viser, at recidivet var på 54 % - og
helt nede på 47% blandt dem, der gennemførte
det alternative afsoningsforløb.
- 18 -
Recidivprocenter på 75 for dem, der
overtrådte vilkårene for § 49,2-overførslen
og blev tilbageført til afsoning i anstalt,
finder kriminalforsorgen ikke forbavsende.
Gruppen består for en stor del af ældre
misbrugere, over for hvem fængselsafsoning
har vist sig at være uden (special)præventiv
effekt. Samtidig er der for de flestes
vedkommende tale om, at de begår banal
berigelseskriminalitet til finansiering af
misbruget. Der er således tale om en gruppe,
hvor tilladelse til alternativ afsoning
næppe strider mod retsfølelsen, og hvor der
- ud fra et samfundsaspekt - er "alt at
vinde og intet at tabe" ved at forsøge at få
misbruget bragt til ophør via den "gulerod",
som en alternativ afsoning vil kunne virke
som.
Undersøgelsens resultater dokumenterer
alt i alt en positiv effekt af §
49,2-overførsler målt i forhold til
kriminelt recidiv i almindelighed.
Denne effekt bliver endnu tydeligere,
hvis man går ind og ser på arten af de
domme, som de § 49,2-overførte efterfølgende
idømmes. Der synes at være en ret klar
positiv effekt i form af flere betingede
domme - selv for den gruppe, som ikke
gennemfører § 49,2-forløbet.
Når betinget dom idømmes, efter at en
person tidligere har fået ubetinget dom og
(for de flestes vedkommende) befinder sig
inden for prøveløsladelsens prøvetid, må der
enten være tale om, at recidivkriminaliteten
er af mere bagatelagtig karakter, eller at
den pågældendes personlige forhold er blevet
ændret væsentligt i positiv retning.
Recidivdomme - sammenligning mellem §
49,2-overførte 87-89 og kriminalforsorgens
generelle recidivundersøgelse for 1988.
RECIDIVDOM: |
Ubetinget |
Betinget |
*Andet |
Afslag på prøveløsladelse |
94% |
6% |
- |
Prøveløsladelse efter §38,
1 +tilsyn |
87% |
13% |
- |
Samtl ige §49,2-øverførsler
87-89 |
68% |
30% |
2% |
Afbrudte §49,2-overførsler
87-89 |
75% |
23% |
2% |
Gennemførte
§49,2-overførsler 87-89 |
65% |
32% |
3% |
* dom til behandling jvf. §68/69.
Endelig kan det nævnes, at undersøgelsen
synes at vise nogle markant lavere
recidivtal. for unge, især de 15-17 årige,
men også for de 18-20 åriges vedkommende.
Totaltallene for den undersøgte periode er
så små, at man ikke med rimelighed kan
tillægge dem betydning. Men undersøgelsens
resultater taler for, at der senere følges
op med recidivundersøgelser af de 15-20
årige, især fra 1992 og frem, hvor
stigningen i overførsler af unge har været
markant.
- 19 -
III c. SAMMENFATNING
Recidivundersøgelserne dokumenterer en
positiv effekt af § 49,2-overførsler i form
af nedsat recidiv til kriminalitet.
Derudover viser recidivdommenes art, at
der - selv for personer, som ikke
gennemfører § 49,2-opholdet - synes at være
sket en ændring i retning af mindre alvorlig
kriminalitet og/eller en bedring af de
personlige forhold.
IV RESUMÉ OG KONKLUSION:
Undersøgelsen af samtlige §
49,2-overførsler i 6-årsperioden 1987-92,
suppleret med årsopgørelsen fra 1993, viser,
at anvendelsen af bestemmelsen holder sig
inden for det forudsatte område.
Dog er der en uoverensstemmelse mellem
forudsætningen om, at de fleste overførsler
skulle ske fra en iværksat afsoning, og den
faktiske anvendelse, som viser en markant
stigende andel af § 49,2-afsoninger iværksat
fra "fri fod".
Uoverensstemmelse skyldes dels de ændrede
regler for 15-17 åriges frihedsberøvelse
efter Danmarks ratifikation af FN's
børnekonvention, og dels problemer med at
finde - og opnå kommunalt betalingstilsagn
til - egnede døgninstitutionspladser ti]
dømte, som allerede er i gang med at afsone.
Samtidig har det vist sig, at der i
perioden mellem den kriminelle handling og
indkaldelse til afsoning for de §
49,2-overførtes vedkommende ofte er indtrådt
væsentlige forandringer i de personlige
forhold - enten efter domstidspunktet eller
uden at forholdene har været oplyst i
retten.
Kriminalforsorgen mener stadig, at der i
de danske fængsler opholder sig et antal
personer, som p.gr.a. deres unge alder
og/eller behandlingsbehov kunne overføres i
henhold til § 49, stk. 2.
Antallet af overførsler ville efter
kriminalforsorgens vurdering nærme sig 300
årligt, hvis egnede institutionspladser og
finansieringen af opholdene var
tilstede. I en sådan situation ville en
større andel af § 49,2-afsoninger formentlig
igen blive iværksat under afsoning.
Det kan her nævnes, at i udkast til
forslag til en straffuldbyrdelseslov
(Betænkning nr. 1181 fra 1989) foreslås
straffelovens § 49, stk. 2 videreført (den
ny lovs § 73) med en ændret formulering.
Ændringen går bl.a. på at begrænse
restriktionerne i forhold til dømte på fri
fod, idet det tydeliggøres, at der kan
træffes afgørelse om alternativ placering,
før afsoningen påbegyndes.
- 20 -
Iøvrigt fremgår det af betænkningen, at
et flertal af arbejdsgruppens medlemmer
finder grundlag for en vis udvidelse af
bestemmelsens faktiske anvendelse.
Undersøgelsen af de § 49,2-overførtes
recidiv til ny kriminalitet dokumenterer, at
behandlingsindsatsen -udover den mulige
positive indflydelse på den dømtes (og
familiens) livskvalitet kan fremvise
resultater i form af færre recidiver.
Samtidig synes en del af disse recidiver at
være af mindre alvorlig karakter end den
kriminalitet, som medførte §
49,2-overførsel.
Tallene viser ikke, at et enkelt ophold i
behandlingsinstitution med et slag fjerner
alle kriminelle tendenser. Men når det tages
i betragtning, At der er tale om en
persongruppe med dokumenterede
behandlingsbehov, at 80% tidligere har været
straffede, at 57% er misbrugere, og at en
del (typisk ældre misbrugere) er nået dertil
i deres kriminelle løbebane, at de får
afslag på prøveløsladelse, vurderes de
fundne recidivprocenter af kriminalforsorgen
som tilstrækkeligt positive til at begrunde
en opretholdelse af bestemmelsen i
straffelovens § 49,stk.2 og en vis udvidelse
af den faktiske anvendelse af bestemmelsen,
f.eks. i overensstemmelse med flertallets
forslag i betænkning nr. 1181/1989 om en lov
om fuldbyrdelse af straf m.v. (Kap. 37 og
lovforslagets § 73 med bemærkninger).
Anvendelsen af § 49, stk. 2 har også vist
sig at have væsentlig betydning for Danmarks
muligheder for at efterleve bestemmelsen i
Artikel 37 i FN's konvention om barnets
rettigheder.
- 21 -
Tabeloversigt
Tabel |
|
side |
1 |
Antal årlige overførsler |
22 |
2 |
Anbringelsesindikation |
22 |
2.1 |
Anbringelsesindikation ctr.
køn |
23 |
3 |
Aldersfordeling |
23 |
4 |
Kønsfordeling, ctr. alder |
24 |
5 |
Anbringelsessted/indikation
1987-92 |
25 |
5.1 |
Anbringelsessted/indikation. 1993 |
26 |
5.2. |
Anbringelser i familiepleje |
26 |
6 |
Gennemførelser/tilbagekaldelser |
26 |
7 |
Kriminalitetsart |
27 |
7.1 |
Kriminalitetsart/str.lov/køn |
27 |
8 |
Straffetider |
28 |
8.1 |
Straffetider/kriminalitetsart |
28 |
9 |
§49,2 -opholdstider |
28 |
10 |
Status ved §49,2-overførsel
1987-92 |
29 |
10.1 |
Status ved §49,2-overførsel
1993 |
29 |
11 |
Statsadvokathøring/kriminalitetsart 1990-92 |
29 |
11.1 |
Statsadvokathøring/kriminalitetsart 1993 |
30 |
11.2 |
Gennemførelser i
"uenighedssager" 1993 |
30 |
12 |
Kriminelt recidiv 1987-89 |
31 |
12.1 |
Kriminelt
recidiv/gennemførte ophold |
31 |
12.2 |
Kriminelt
recidiv/tilbagekaldte |
31 |
13 |
Tidligere straffe 1987-92 |
32 |
13.1 |
Tidligere straffe 1993 |
32 |
- 22 -
Tabel 1. ANTAL ÅRLIGE § 49,2-OVERFØRSLER
1978-1993
§
49.2
anbringelser |
Kriminal-
forsorgens-
pension |
Uden for kriminalforsorgen |
I alt
|
Psykiatrisk
hospital |
Behandlings-
institution |
1978/80 |
- |
- |
2 |
25% |
6 |
75% |
8 |
100% |
1981 |
- |
- |
2 |
40% |
3 |
60% |
5 |
100% |
1982 |
13 |
76% |
3 |
18% |
1 |
6% |
17 |
100% |
1983 |
3 |
20% |
5 |
33% |
7 |
47% |
15 |
100% |
1984 |
13 |
52% |
4 |
16% |
8 |
32% |
25 |
100% |
1985 |
15 |
36% |
7 |
16% |
20 |
48% |
42 |
100% |
1986 |
15 |
31% |
5 |
10% |
29 |
59% |
49 |
100% |
1987 |
15 |
32% |
- |
- |
32 |
68% |
47 |
100% |
1988 |
22 |
37% |
- |
- |
38 |
63% |
60 |
100% |
1989 |
31 |
28% |
- |
- |
79 |
72% |
110 |
100% |
1990 |
35 |
36% |
1 |
0% |
61 |
63% |
97 |
100% |
1991 |
39 |
37% |
- |
- |
67 |
63% |
106 |
100% |
1992 |
40 |
31% |
2 |
2% |
85 |
67% |
127 |
100% |
1993 |
57 |
40% |
1 |
1% |
83 |
59% |
141 |
100% |
Tabel 2. ANBRINGELSESINDIKATION
|
1987 |
1988 |
1989 |
1990 |
1991 |
1992 |
TOTAL |
Alkohol |
8 |
17% |
17 |
28% |
23 |
21% |
18 |
19% |
23 |
22% |
21 |
17% |
110 |
20% |
narkotika |
10 |
21% |
13 |
22% |
32 |
29% |
30 |
31% |
33 |
31% |
41 |
32% |
159 |
29% |
blandet misbrug |
2 |
4% |
5 |
8% |
6 |
5% |
15 |
15% |
4 |
4% |
13 |
10% |
45 |
8% |
sociale grunde |
8 |
17% |
5 |
8% |
8 |
7% |
3 |
3% |
10 |
9% |
3 |
2% |
37 |
7% |
psykiske grunde |
7 |
15% |
9 |
15% |
16 |
15% |
13 |
13% |
13 |
12% |
15 |
12% |
73 |
13% |
ung alder |
9 |
19% |
10 |
17% |
23 |
21% |
16 |
16% |
18 |
17% |
28 |
22% |
104 |
19% |
udviklingshæmning |
1 |
2% |
- |
- |
1 |
1% |
- |
- |
4 |
4% |
3 |
2% |
9 |
2% |
fysiske grunde |
2 |
4% |
1 |
2% |
1 |
1% |
2 |
2% |
1 |
1% |
1 |
1% |
8 |
1% |
andet |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
2 |
2% |
2 |
0% |
TOTAL |
47 |
100% |
60 |
100% |
110 |
100% |
97 |
100% |
47 |
100% |
47 |
100% |
547 |
100% |
Alkohol-, narkotika-, og blandingsmisbrug slået
sammen til samlet misbrug:
|
1987 |
1988 |
1989 |
1990 |
1991 |
1992 |
TOTAL |
Alkohol |
8 |
17% |
17 |
28% |
23 |
21% |
18 |
19% |
23 |
22% |
21 |
17% |
110 |
20% |
narkotika |
10 |
21% |
13 |
22% |
32 |
29% |
30 |
31% |
33 |
31% |
41 |
32% |
159 |
29% |
blandet misbrug |
2 |
4% |
5 |
8% |
6 |
5% |
15 |
15% |
4 |
4% |
13 |
10% |
45 |
8% |
samlet misbrug |
20 |
43% |
35 |
58% |
61 |
55% |
63 |
65% |
60 |
57% |
75 |
59% |
314 |
57% |
- 23 -
Tabel 2. 1. HOVEDINDIKATION/KØN
Hovedindikation / køn |
mand |
kvinde |
TOTAL |
antal |
% |
antal |
% |
antal |
% |
Alkohol |
103 |
22% |
7 |
10% |
110 |
20% |
Narkotika |
128 |
27% |
31 |
44% |
159 |
29% |
Blandet misbrug |
42 |
9% |
3 |
4% |
45 |
8% |
Soc. Grunde |
25 |
5% |
12 |
17% |
37 |
7% |
Psykiske gr. |
63 |
13% |
10 |
14% |
73 |
13% |
Ung alder |
98 |
21% |
6 |
8% |
104 |
19% |
Udvikl. Hæmning |
8 |
2% |
1 |
1% |
9 |
2% |
Fysiske gr. |
7 |
1% |
1 |
1% |
8 |
1% |
Andet |
2 |
0% |
- |
- |
2 |
0% |
TOTAL |
476 |
100% |
71 |
100% |
547 |
100% |
Alkohol-, narkotika-, og blandingsmisbrug slået
sammen til samlet misbrug:
Misbrug / køn |
mand |
kvinde |
TOTAL |
antal |
% |
antal |
% |
antal |
% |
Alkohol |
103 |
22% |
7 |
10% |
110 |
20% |
Narkotika |
128 |
27% |
31 |
44% |
159 |
29% |
Blandet misbrug |
42 |
9% |
3 |
4% |
45 |
8% |
Samlet
misbrug |
273 |
57% |
41 |
58% |
314 |
57% |
Tabel 3. ALDERSFORDELING
aldersgrupper |
1987 |
1988 |
1989 |
1990 |
1991 |
1992 |
TOTAL |
15-17 |
8 |
17% |
11 |
18% |
18 |
16% |
9 |
9% |
10 |
9% |
23 |
18% |
79 |
14% |
18-19 |
10 |
21% |
1 |
2% |
12 |
11% |
7 |
7% |
11 |
10% |
8 |
6% |
49 |
9% |
20-24 |
4 |
9% |
13 |
22% |
17 |
15% |
28 |
29% |
26 |
25% |
28 |
22% |
116 |
21% |
25-29 |
12 |
26% |
16 |
27% |
24 |
22% |
24 |
25% |
21 |
20% |
29 |
23% |
126 |
23% |
30-34 |
7 |
15% |
7 |
12% |
11 |
10% |
14 |
14% |
19 |
18% |
18 |
14% |
76 |
14% |
35-39 |
2 |
4% |
6 |
10% |
14 |
13% |
11 |
11% |
8 |
8% |
10 |
8% |
51 |
9% |
40-44 |
2 |
4% |
4 |
7% |
8 |
7% |
1 |
1% |
5 |
5% |
6 |
5% |
26 |
5% |
45-49 |
1 |
2% |
- |
- |
4 |
4% |
3 |
3% |
2 |
2% |
3 |
2% |
13 |
2% |
50- |
1 |
2% |
2 |
3% |
2 |
2% |
- |
- |
4 |
4% |
2 |
2% |
11 |
2% |
TOTAL |
47 |
100% |
60 |
100% |
110 |
100% |
97 |
100% |
106 |
100% |
127 |
127% |
547 |
100% |
- 24 -
Tabel 4. KØNSFORDELING
/ Køn
Aldersgruppe |
mand |
kvinde |
TOTAL |
antal |
% |
antal |
% |
antal |
% |
15-17 |
74 |
14% |
5 |
1% |
79 |
14% |
18-19 |
44 |
8% |
5 |
1% |
49 |
9% |
20-24 |
102 |
19% |
14 |
3% |
116 |
21% |
25-29 |
102 |
19% |
24 |
4% |
126 |
23% |
30-34 |
63 |
12% |
13 |
2% |
76 |
14% |
35-39 |
45 |
8% |
6 |
1% |
51 |
9% |
40-44 |
24 |
4% |
2 |
0% |
26 |
5% |
45-49 |
11 |
2% |
2 |
0% |
13 |
2% |
50- |
11 |
2% |
|
|
11 |
2% |
TOTAL |
476 |
87% |
71 |
13% |
547 |
100% |
- 25 -
Tabel 5. ANBRINGELSESSTEDERNES
ART/HOVEDINDIKATION - 1987-92
Anbringelsessteder |
1987 |
1988 |
1989 |
1990 |
1991 |
1992 |
TOTAL |
KIF
pension: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Alkohol |
1 |
2% |
3 |
5% |
2 |
2% |
4 |
4% |
3 |
3% |
2 |
2% |
15 |
3% |
Narkotika |
2 |
4% |
3 |
5% |
6 |
5% |
9 |
9% |
10 |
9% |
10 |
8% |
40 |
7% |
Blandet misbrug |
- |
- |
3 |
5% |
2 |
2% |
3 |
3% |
2 |
2% |
3 |
2% |
13 |
2% |
Sociale grunde |
3 |
6% |
3 |
5% |
5 |
5% |
2 |
2% |
5 |
5% |
2 |
2% |
20 |
4% |
Psykiske grunde |
4 |
9% |
5 |
8% |
10 |
9% |
8 |
8% |
7 |
7% |
7 |
6% |
41 |
7% |
Ung alder |
4 |
9% |
4 |
7% |
5 |
5% |
7 |
7% |
9 |
8% |
15 |
12% |
44 |
8% |
Udvikl. Hæmning |
- |
- |
- |
- |
1 |
1% |
- |
- |
3 |
3% |
- |
- |
4 |
1% |
Fysiske grunde |
1 |
2% |
1 |
2% |
- |
- |
2 |
2% |
- |
- |
- |
- |
4 |
1% |
Andet |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
1 |
1% |
1 |
0% |
Kommunal
inst.: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Alkohol |
3 |
6% |
7 |
12% |
3 |
3% |
2 |
2% |
6 |
6% |
6 |
5% |
27 |
5% |
Narkotika |
8 |
17% |
10 |
17% |
23 |
21% |
19 |
20% |
22 |
21% |
26 |
20% |
108 |
20% |
Blandet misbrug |
2 |
4% |
2 |
3% |
4 |
4% |
9 |
9% |
1 |
1% |
9 |
7% |
27 |
5% |
Sociale grunde |
5 |
11% |
2 |
3% |
3 |
3% |
1 |
1% |
4 |
4% |
1 |
1% |
16 |
3% |
Psykiske grunde |
2 |
4% |
2 |
3% |
5 |
5% |
3 |
3% |
3 |
3% |
6 |
5% |
21 |
4% |
Ung alder |
5 |
11% |
6 |
10% |
14 |
13% |
9 |
9% |
8 |
8% |
12 |
9% |
54 |
10% |
Udvikl. Hæmning |
1 |
2% |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
1 |
1% |
1 |
1% |
3 |
1% |
Fysiske grunde |
1 |
2% |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
1 |
1% |
1 |
1% |
3 |
1% |
Amtskomm. Inst.: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Alkohol |
3 |
6% |
7 |
12% |
18 |
16% |
11 |
11% |
13 |
12% |
13 |
10% |
65 |
12% |
Narkotika |
- |
- |
- |
- |
3 |
3% |
1 |
1% |
1 |
1% |
3 |
2% |
8 |
1% |
Blandet misbrug |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
2 |
2% |
1 |
1% |
- |
- |
3 |
1% |
Psykiske grunde |
1 |
2% |
2 |
3% |
1 |
1% |
1 |
1% |
3 |
3% |
1 |
1% |
9 |
2% |
Ung alder |
- |
- |
- |
- |
2 |
2% |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
2 |
0% |
Udvikl. Hæmning |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
1 |
1% |
1 |
0% |
Fysiske grunde |
- |
- |
- |
- |
1 |
1% |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
1 |
0% |
andet |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
1 |
1% |
1 |
0% |
Psykiatrisk hospital: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Blandet misbrug |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
1 |
1% |
1 |
0% |
Psykiske grunde |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
1 |
1% |
- |
- |
1 |
1% |
2 |
0% |
Anden inst.: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Alkohol |
1 |
2% |
- |
- |
- |
- |
1 |
1% |
1 |
1% |
- |
- |
3 |
1% |
Narkotika |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
1 |
1% |
- |
- |
- |
- |
1 |
0% |
Blandet misbrug |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
1 |
1% |
- |
- |
- |
- |
1 |
0% |
Sociale grunde |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
1 |
1% |
- |
- |
1 |
0% |
Ung alder |
- |
- |
- |
- |
2 |
2 |
- |
- |
1 |
1% |
1 |
1% |
4 |
1% |
Udvikl. Hæmning |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
1 |
1% |
1 |
0% |
TOTAL |
47 |
100% |
60 |
100% |
110 |
100% |
97 |
100% |
106 |
100% |
127 |
100% |
547 |
100% |
- 26 -
Tabel 5. 1. ANBRINGELSESSTEDERNES
ART/HOVEDINDIKATION - 1993
|
KIF pension |
Kommunal inst. |
Amtskomm. Inst. |
Psyk. hospital |
andet |
TOTAL |
Alkohol |
3 |
2% |
2 |
1% |
10 |
- |
- |
- |
- |
- |
15 |
11% |
Narkotika |
15 |
11% |
33 |
23% |
6 |
- |
- |
- |
2 |
1% |
56 |
40% |
Blandet misbrug |
1 |
1% |
4 |
3% |
- |
- |
- |
- |
1 |
1% |
6 |
4% |
Sociale grunde |
6 |
4% |
3 |
2% |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
9 |
6% |
Psykiske grunde |
6 |
4% |
2 |
1% |
- |
- |
1 |
1% |
- |
- |
9 |
6% |
Ung alder |
23 |
16% |
15 |
11% |
1 |
1% |
- |
- |
1 |
1% |
40 |
28% |
Udvikl. Hæmning |
1 |
1% |
2 |
1% |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
3 |
2% |
Fysiske grunde |
2 |
1% |
- |
- |
1 |
1% |
- |
- |
- |
- |
3 |
2% |
TOTAL |
57 |
40% |
61 |
43% |
18 |
13% |
1 |
1% |
4 |
3% |
141 |
100% |
Tabel 5.2. ANBRINGELSER l FAMILIEPLEJE
1987 |
1988 |
1989 |
1990 |
1991 |
1992 |
1993 |
5 |
5 |
11 |
9 |
7 |
4 |
8 |
Tabel 6. GENNEMFØRELSER/TILBAGEKALDELSER
TILBAGEKALDELSER |
1987 |
1988 |
1989 |
1990 |
1991 |
1992 |
TOTAL |
GENNEMFØRT
OPHOLD: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Stofmisbrug |
15 |
32% |
29 |
48% |
43 |
39% |
48 |
49% |
42 |
40% |
59 |
46% |
236 |
43% |
Sociale grunde |
5 |
11% |
3 |
5% |
7 |
6% |
2 |
2% |
9 |
8% |
3 |
2% |
29 |
5% |
Psykiske grunde |
7 |
15% |
8 |
13% |
15 |
14% |
10 |
10% |
7 |
7% |
13 |
10% |
60 |
11% |
Ung alder |
3 |
6% |
8 |
13% |
17 |
15% |
12 |
12% |
17 |
16% |
20 |
16% |
77 |
14% |
Udvikl. Hæmning |
1 |
2% |
- |
- |
1 |
1% |
- |
- |
4 |
4% |
3 |
2% |
9 |
2% |
Fysiske grunde |
1 |
2% |
1 |
2% |
- |
- |
2 |
2% |
1 |
1% |
1 |
1% |
6 |
1% |
Andet |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
2 |
2% |
2 |
0% |
TOTAL |
32 |
68% |
49 |
82% |
83 |
75% |
74 |
76% |
80 |
75% |
101 |
80% |
419 |
77% |
VILKÅRSMISBRUG: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Stofmisbrug |
5 |
11% |
6 |
10% |
14 |
13% |
15 |
15% |
15 |
14% |
15 |
12% |
70 |
13% |
Sociale grunde |
2 |
4% |
2 |
3% |
1 |
1% |
1 |
1% |
1 |
1% |
- |
- |
7 |
1% |
Psykiske grunde |
- |
- |
1 |
2% |
1 |
1% |
2 |
2% |
4 |
4% |
2 |
2% |
10 |
2% |
Ung alder |
5 |
11% |
2 |
3% |
6 |
5% |
3 |
3% |
1 |
1% |
8 |
6% |
25 |
5% |
Fysiske grunde |
1 |
2% |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
1 |
0% |
TOTAL |
13 |
28% |
11 |
18% |
22 |
20% |
21 |
22% |
21 |
20% |
25 |
20% |
113 |
21% |
OPHOLD AFBRUDT
AF ANDEN ÅRSAG |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Stofmisbrug |
- |
- |
- |
- |
4 |
4% |
- |
- |
3 |
3% |
1 |
1% |
8 |
1% |
Sociale grunde |
1 |
2% |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
1 |
0% |
Psykiske grunde |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
1 |
1% |
2 |
2% |
- |
- |
3 |
1% |
Ung alder |
1 |
2% |
- |
- |
- |
- |
1 |
1% |
- |
- |
- |
- |
2 |
0% |
Fysiske grunde |
- |
- |
- |
- |
1 |
1% |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
1 |
0% |
TOTAL |
2 |
4% |
- |
- |
5 |
5% |
2 |
2% |
5 |
5% |
1 |
1 |
15 |
3% |
- 27 -
Tabel 7. KRIMINALITETSART
Kriminalitetstype fordelt på år |
1987 |
1988 |
1989 |
1990 |
1991 |
1992 |
TOTAL |
antal |
% |
antal |
% |
antal |
% |
antal |
% |
antal |
% |
antal |
% |
antal |
% |
Straffelov |
42 |
89% |
46 |
77% |
90 |
82% |
87 |
90% |
92 |
87% |
107 |
84% |
464 |
85% |
Lov om euf. |
1 |
2% |
2 |
3% |
3 |
3% |
4 |
4% |
3 |
3% |
1 |
1% |
14 |
3% |
Færdselslov |
4 |
9% |
11 |
18% |
17 |
15% |
6 |
6% |
11 |
10% |
17 |
13% |
66 |
12% |
Andet |
- |
- |
1 |
2% |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
2 |
2% |
3 |
1% |
TOTAL |
47 |
100% |
60 |
100% |
110 |
100% |
97 |
100% |
106 |
100% |
127 |
100% |
547 |
100% |
Tabel 7. 1. KRIMINALITETSART/KØN
Kriminalitet / køn
Straffelovs §§ |
Mand |
Kvinde |
TOTAL |
antal |
% |
antal |
% |
antal |
% |
119 |
6 |
1% |
- |
- |
6 |
1% |
158 |
1 |
0% |
1 |
0% |
2 |
0% |
164 |
1 |
0% |
3 |
1% |
4 |
1% |
171 |
3 |
1% |
3 |
1% |
6 |
1% |
172 |
2 |
0% |
- |
- |
2 |
0% |
181 |
13 |
2% |
1 |
0% |
14 |
3% |
191 |
17 |
3% |
10 |
2% |
27 |
5% |
210 |
1 |
0% |
- |
- |
1 |
0% |
216 |
11 |
2% |
- |
- |
11 |
2% |
221 |
1 |
0% |
- |
- |
1 |
0% |
222 |
6 |
1% |
- |
- |
6 |
1% |
224 |
2 |
0% |
- |
- |
2 |
0% |
232 |
1 |
0% |
- |
- |
1 |
0% |
237 |
3 |
1% |
1 |
0% |
4 |
1% |
241 |
2 |
0% |
- |
- |
2 |
0% |
244 |
36 |
7% |
5 |
1% |
41 |
7% |
245 |
20 |
4% |
2 |
0% |
22 |
4% |
246 |
1 |
0% |
- |
- |
1 |
0% |
252 |
4 |
1% |
- |
- |
4 |
1% |
260 |
2 |
0% |
- |
- |
2 |
0% |
266 |
1 |
0% |
- |
- |
1 |
0% |
276 |
157 |
29% |
13 |
2% |
170 |
31% |
279 |
12 |
2% |
4 |
1% |
16 |
3% |
280 |
1 |
0% |
- |
- |
1 |
0% |
284 |
1 |
0% |
- |
- |
1 |
0% |
285 |
2 |
0% |
- |
- |
2 |
0% |
288 |
87 |
16% |
15 |
3% |
102 |
19% |
291 |
3 |
1% |
- |
- |
3 |
1% |
293 |
8 |
1% |
1 |
0% |
9 |
2% |
Lov om euf. |
10 |
2% |
4 |
1% |
14 |
3% |
Færdselslov |
58 |
11% |
8 |
1% |
66 |
12% |
Andet |
3 |
1% |
- |
- |
3 |
1 |
TOTAL |
476 |
87% |
71 |
13% |
547 |
100% |
- 28 -
Tabel 8. STRAFFETIDER
Straffetider fordelt på år |
1987 |
1988 |
1989 |
1990 |
1991 |
1992 |
TOTAL |
antal |
% |
antal |
% |
antal |
% |
antal |
% |
antal |
% |
antal |
% |
antal |
% |
Under 1 md |
2 |
4% |
9 |
15% |
17 |
15% |
11 |
11% |
12 |
11% |
20 |
16% |
71 |
13% |
1 - 3 mdr |
9 |
19% |
11 |
18% |
30 |
27% |
21 |
22% |
35 |
33% |
33 |
26% |
139 |
25% |
3 - 6 mdr |
3 |
6% |
9 |
15% |
13 |
12% |
13 |
13% |
14 |
13% |
14 |
11% |
66 |
12% |
6 - 12 mdr |
9 |
19% |
10 |
17% |
25 |
23% |
27 |
28% |
18 |
17% |
32 |
25% |
121 |
22% |
Over 1 år |
24 |
51% |
21 |
35% |
25 |
23% |
25 |
26% |
27 |
25% |
28 |
22% |
150 |
27% |
TOTAL |
47 |
100% |
60 |
100% |
110 |
100% |
97 |
100% |
106 |
100% |
127 |
100% |
547 |
100% |
Tabel 8. 1. STRAFFETIDER/KRIMINALITETSART
Kriminalitet / straffetider |
Straffelov |
Lov om euf. |
færdselslov |
andet |
TOTAL |
antal |
% |
antal |
% |
antal |
% |
antal |
% |
antal |
% |
Under 1 md |
37 |
7% |
3 |
1% |
29 |
5% |
2 |
0% |
71 |
13% |
1 - 3 mdr |
110 |
20% |
6 |
1% |
22 |
4% |
1 |
0% |
139 |
25% |
3 - 6 mdr |
53 |
10% |
3 |
1% |
10 |
2% |
- |
- |
66 |
12% |
6 - 12 mdr |
115 |
21% |
2 |
0% |
4 |
1% |
- |
- |
121 |
22% |
Over 1 år |
149 |
27% |
- |
- |
1 |
0% |
- |
- |
150 |
27% |
TOTAL |
464 |
85% |
14 |
3% |
66 |
12% |
3 |
1% |
547 |
100% |
Tabel 9. OPHOLDSTIDER I § 49, STK. 2 -
FORANSTALTNING
Opholdsdage indtil løsladelse/prøveløsladelse.
ÅR: |
KIF pension |
Kommunal
instit. |
Amtskomm.
Instit. |
Psykiatrisk
hospital |
Andet |
I alt |
Gm.sn. pr. prs. |
1987 |
1683 dg. |
3653 dg. |
435 dg. |
0 dg. |
60 dg. |
5831 dg. |
124 dg. |
1988 |
3010 dg. |
2259 dg. |
587 dg. |
0 dg. |
0 dg. |
5856 dg. |
98 dg. |
1989 |
2955 dg. |
4629 dg. |
1008 dg. |
0 dg. |
205 dg. |
8797 dg. |
80 dg. |
1990 |
3238 dg. |
4625 dg. |
1043 dg. |
73 dg. |
155 dg. |
9134 dg. |
94 dg. |
1991 |
5309 dg. |
3773 dg. |
1830 dg. |
0 dg. |
105 dg. |
11017 dg. |
104 dg. |
1992 |
3984 dg. |
5640 dg. |
791 dg. |
140 dg. |
198 dg. |
10753 dg. |
85 dg. |
- 29 -
Tabel 10. STATUS VED § 49, STK. 2 - OVERFØRSEL.
1987-92.
Domfældtes status ved iværksættelse af
overførslen |
1987 |
1988 |
1989 |
1990 |
1991 |
1992 |
TOTAL |
antal |
% |
antal |
% |
antal |
% |
antal |
% |
antal |
% |
antal |
% |
antal |
% |
Domfældte
kom fra: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Fri fod |
19 |
40% |
26 |
43% |
53 |
48% |
48 |
49% |
64 |
60% |
76 |
60% |
286 |
52% |
Surrogatanbringelse |
6 |
13% |
3 |
5% |
7 |
6% |
6 |
6% |
8 |
8% |
6 |
5% |
36 |
7% |
Frihedsberøvelse |
22 |
47% |
31 |
52% |
50 |
45% |
43 |
44% |
34 |
32% |
45 |
35% |
225 |
41% |
TOTAL |
47 |
100% |
60 |
100% |
110 |
100% |
97 |
100% |
106 |
100% |
127 |
100% |
547 |
100% |
Tabel 10.1 STATUS VED § 49, STK. 2 - OVERFØRSEL.
1993.
|
TOTAL |
Status |
|
|
Fri fod |
97 |
69% |
Surrogat |
4 |
3% |
Frihedsberøvet |
40 |
28% |
TOTAL |
141 |
100% |
Tabel 11. STATSADVOKATHØRINGER/KRIMINALITETSART.
1990-92.
Statsadvokathøring og kriminalitetsart
fordelt på år. |
1990 |
1991 |
1992 |
TOTAL |
antal |
% |
antal |
% |
antal |
% |
antal |
% |
SA ej hørt |
64 |
66% |
76 |
72% |
76 |
60% |
216 |
65% |
- Straffelov |
54 |
56% |
62 |
58% |
57 |
45% |
173 |
52% |
- Lov om euf. |
4 |
4% |
3 |
3% |
1 |
1% |
8 |
2% |
- Færdselslov |
6 |
6% |
11 |
10% |
16 |
13% |
33 |
105 |
- Andet |
- |
- |
- |
- |
2 |
2% |
2 |
1% |
SA ikke
imod |
26 |
27% |
23 |
22% |
42 |
33% |
91 |
28% |
- Straffelov |
26 |
27% |
23 |
22% |
41 |
32% |
90 |
27% |
- Færdselslov |
- |
- |
- |
- |
1 |
1% |
1 |
0% |
SA imod |
7 |
7% |
7 |
7% |
9 |
7% |
23 |
7% |
- Straffelov |
7 |
7% |
7 |
7% |
9 |
7% |
23 |
7% |
TOTAL |
97 |
100% |
106 |
100% |
127 |
100% |
330 |
100% |
- 30 -
Tabel 11. 1. STATSADVOKATHØRING/KRIMINALITETSART.
1993.
Kriminalitet / straffetider |
Straffelov |
Lov om euf. |
færdselslov |
andet |
TOTAL |
antal |
% |
antal |
% |
antal |
% |
antal |
% |
antal |
% |
SA ej hørt |
96 |
68% |
1 |
1% |
6 |
4% |
2 |
1% |
105 |
74% |
SA ikke imod |
26 |
18% |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
26 |
18% |
SA imod |
10 |
7% |
- |
- |
- |
- |
- |
- |
10 |
7% |
TOTAL |
132 |
94% |
1 |
1% |
6 |
4% |
2 |
1% |
141 |
100% |
Tabel 11.2. GENNEMFØRELSE I
"UENIGHEDSSAGER"/HOVEDINDIKATI0N. 1993.
|
TOTAL |
Gennemført
ophold: |
|
|
Misbrug |
3 |
30% |
Sociale grunde |
1 |
10% |
Ung alder |
3 |
30% |
Fysiske grunde |
1 |
10% |
TOTAL |
8 |
80% |
Vilkårsmisbrug: |
|
|
Misbrug |
2 |
20% |
TOTAL |
2 |
20% |
- 31 -
Tabel 12. KRIMINELT RECIDIV INDEN FOR 2 ÅR EFTER
ENDT OPHOLD
- højere straf end bøde -
Samtlige § 49,2-placerede i perioden
1987-1989.
|
1987 |
1987 |
1988 |
1988 |
1989 |
1989 |
Total |
Total |
Intet Recidiv |
19 |
40% |
28 |
48% |
52 |
47% |
99 |
46% |
+ Recidiv |
28 |
60% |
30 |
52% |
58 |
53% |
116 |
54% |
Total |
47 |
100% |
58 |
100% |
110 |
100% |
215 |
100% |
Betinget dom |
6 |
13% |
8 |
14% |
20 |
18% |
34 |
16% |
Ubetinget dom |
21 |
45% |
22 |
38% |
36 |
33% |
79 |
37% |
Andet |
1 |
2% |
- |
- |
2 |
2% |
3 |
1% |
Tabel 12. 1. KRIMINELT RECIDIV INDEN FOR 2 ÅR
- højere straf end bøde -
Gennemførte § 49,2-ophold 1987-89.
Kriminelt recidiv til højere straf end bøde |
1987 |
1988 |
1989 |
TOTAL |
antal |
% |
antal |
% |
antal |
% |
antal |
% |
RECIDIV INDEN 2 ÅR |
Intet recidiv |
17 |
53% |
27 |
56% |
42 |
51% |
86 |
53% |
+ recidiv |
15 |
47% |
21 |
44% |
41 |
49% |
77 |
47% |
TOTAL |
32 |
100% |
48 |
100% |
83 |
100% |
163 |
100% |
Recidivets art: |
Betinget dom |
2 |
6% |
8 |
17% |
15 |
18% |
25 |
15% |
Frihedsstraf |
12 |
38% |
13 |
27% |
25 |
30% |
50 |
31% |
andet |
1 |
3% |
- |
- |
1 |
1% |
2 |
1% |
Tabel 12.2. KRIMINELT RECIDIV INDEN FOR 2 ÅR
- højere straf end bøde -
TIlbagekaldte anbringelser. 1987-89.
Kriminelt recidiv til højere straf end bøde |
1987 |
1988 |
1989 |
TOTAL |
antal |
% |
antal |
% |
antal |
% |
antal |
% |
RECIDIV INDEN 2 ÅR |
Intet recidiv |
2 |
13% |
1 |
10% |
10 |
37% |
13 |
25% |
+ recidiv |
13 |
87% |
9 |
90% |
17 |
63% |
39 |
75% |
TOTAL |
15 |
100% |
10 |
100% |
27 |
100% |
52 |
100% |
heraf: |
Betinget dom |
4 |
27% |
- |
- |
5 |
19% |
9 |
17% |
Frihedsstraf |
9 |
60% |
9 |
90% |
11 |
41% |
29 |
56% |
andet |
- |
- |
- |
- |
1 |
4% |
1 |
2% |
- 32 -
Tabel 13. TIDLIGERE STRAFFE. SAMTLIGE § 49, STK.
2 - OVERFØRTE 1987-92.
Kriminel belastning fordelt på år |
1987 |
1988 |
1989 |
1990 |
1991 |
1992 |
TOTAL |
antal |
% |
antal |
% |
antal |
% |
antal |
% |
antal |
% |
antal |
% |
antal |
% |
Tidl. Straffet: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Ligeartet
førstraf |
26 |
55% |
32 |
53% |
55 |
50% |
56 |
58% |
66 |
62% |
71 |
56% |
306 |
56% |
Uligeartet
førstraf |
11 |
23% |
14 |
23% |
25 |
23% |
25 |
26% |
23 |
22% |
30 |
24% |
128 |
23% |
Ej tidligere
straffet |
10 |
21% |
14 |
23% |
30 |
27% |
16 |
16% |
17 |
16% |
26 |
20% |
113 |
21% |
TOTAL |
47 |
100% |
60 |
100% |
110 |
100% |
97 |
100% |
106 |
100% |
127 |
100% |
547 |
100% |
Tabel 13. 1. TIDLIGERE STRAFFE BLANDT § 49, STK.
2 - OVERFØRTE 1993.
|
antal |
% |
Ligeartet
førstraf |
82 |
58 |
Uligeartet
førstraf |
24 |
17 |
Ej tidl.
straffet |
35 |
25 |
TOTAL |
141 |
100 |
Justitsministeriet
Version 1.0 den 21. april 1998
Denne publikation findes på adressen
http://www.jm.dk/publikationer/bet1355/
Copyright (c) Justitsministeriet 1998 |