Kapitel 11, bind 1, i straffelovrådets betænkning nr. 1424 om straffastsættelse og strafferammer afgivet af Straffelovrådet i 2003

 
 

Kapitel 11 - Tilståelsens betydning for strafudmålingen mv.

1. Indledning

1.1. I dette kapitel behandles tilståelsens betydning for strafudmålingen mv. Tilståelsen kan angå egne strafbare forhold. Tilståelsen kan angå strafbare forhold begået af tredjemand, herunder såvel eventuelle medgerningsmænd som gerningsmænd, som ingen tilknytning har til den sigtedes egen straffesag. Tilståelsen kan have form af en forklaring. Angår den tredjemands strafbare forhold, kan der efter omstændighederne blive spørgsmål om at vidne mod den pågældende i retten. Der kan også være tale om tilvejebringelse af objektive beviser, f.eks. dokumenter, der giver oplysning om en forbrydelse begået af den pågældende selv eller af tredjemand.

Tilståelsen kan indvirke på påtalen, sagsbehandlingen og strafudmålingen. Om tilståelsens betydning for påtalen kan henvises til retsplejelovens § 723, stk. 2, hvorefter vilkår for tiltalefrafald kun kan fastsættes, såfremt den sigtede i retten har afgivet en uforbeholden tilståelse, hvis rigtighed be-styrkes ved de i øvrigt foreliggende omstændigheder. Med hensyn til den indenretslige sagsbehand-ling kan henvises til retsplejelovens § 922 om tilståelsessager. For så vidt angår strafudmålingen kan henvises til straffelovens § 80, stk. 1, hvorefter der ved straffens udmåling inden for den foreskrevne strafferamme bl.a. skal tages hensyn til gerningsmandens ”forhold efter gerningen”. Dette strafudmålingshensyn omfatter f.eks. tilfælde, hvor gerningsmanden har medvirket til sagens oplys-ning, herunder ved afgivelse af forklaring om medgerningsmænd. Efter straffelovens § 84, stk. 1, nr. 9, kan den for en strafbar handling i loven foreskrevne straf nedsættes under strafferammen, når gerningsmanden frivilligt har angivet sig selv og aflagt fuldstændig tilståelse.

1.2. Normalt fremkommer tilståelsen uden forudgående aftale mellem politi/anklagemyndighed og den tiltalte/dennes forsvarer. Det forekommer, at der ved behandlingen af en straffesag bliver spørgsmål om at indgå aftale mellem politi/anklagemyndighed og den tiltalte/dennes forsvarer, som i et nærmere bestemt omfang indebærer en tilskæring af sagen mod, at den tiltalte til gengæld afgiver tilståelse eller løfte om at vidne mod andre personer. Der tales da om ”plea bar-gaining”, sml. Gorm Toftegaard Nielsen: Straffesagens gang, 2001 s. 125-30, og Ib Henricson: Politiret, 2. udgave, 1999 s. 169. Her omtales også de såkaldte ”kronvidneregler” vedrørende terroristforbrydelser, som i 1989 indførtes i Tyskland. Efter disse regler kan påtale frafaldes, såfremt vidnet er medgerningsmand til forbrydelsen, og vedkommende umiddelbart eller middelbart åbenbarer viden for politiet, der er egnet til at forhindre forbrydelsens fuldbyrdelse, opklare en allerede begået terroristhandling eller pågribe andre gerningsmænd. Det kræves dog også, at det, der gives oplysning om, er af alvorligere karakter end vidnets egen strafbare adfærd.

”Plea bargaining” kan eksempelvis komme på tale i sager om organiseret kriminalitet, f.eks. narko-tikasager, hvor medlemmerne af organisationen søger at håndhæve deres magt ved vold med den følge, at de personer, der sidder inde med viden om organisationens kriminelle aktiviteter, ikke tør stå frem. Den, der overvejer at vidne, må således påregne hævnaktioner mv., hvilket nødvendigvis rejser spørgsmålet om, hvad den pågældende har ud af at tilstå.

Undertiden anvendes betegnelsen i debatten også i bredere forstand om tilfælde, hvor politiets eller anklage-myndighedens ”ydelse” består i indrømmelse af andre fordele, f.eks. vejledning om strafned-sættelse i egen sag, bistand til ansøgninger om opholdstilladelse hos udlændingemyndighederne, aftale om henførelse af den pågældendes eget forhold under en mildere straffebestemmelse, tilsagn om langtidsnedtrapning til den pågældende selv efter endt afsoning eller til ”vennerne” eller om, at ”vennerne” ikke tiltales for f.eks. småsalg af narkotika eller medvirken til indbrud. Som andre ek-sempler kan nævnes tilsagn om, at politiet vil se med velvilje på eventuelle ansøgninger om ud-gangstilladelse, prøveløsladelse eller overførsel til åbent fængsel, tilsagn om anonymitet også under en eventuel senere domsforhandling og om lempeligere vilkår under varetægtsfængsling eller om løsladelse før dom.

Beslægtet med de her omhandlede tilfælde er tilfælde, hvor politiet på forhånd lover frit lejde f.eks. til sælgeren af et våben, hvis den pågældende henvender sig, for at finde frem til den eventuelle drabsmand, sml. Ib Henricson, anf. st. s. 175. Endvidere kan nævnes tilfælde, hvor bødeforelæg til en virksomhed for overtrædelse af særlovgivningen, f.eks. miljølovgivningen, afstemmes efter, hvad virksomheden er indstillet på at betale. I den forbindelse kan også peges på de tilfælde, hvor der foregår en tilskæring af sagen i medfør af retsplejelovens § 922 (tidl. 925).

I det følgende vil nogle af de ovennævnte situationer blive behandlet.

1.3. I afsnit 2 nedenfor redegøres for det nærmere indhold af de lovbestemmelser mv. og retspraksis, som har betydning, når den sigtede aflægger tilståelse om egne strafbare forhold. Dernæst omtales i afsnit 3 de tilfælde, hvor den sigtede oplyser om tredjemands strafbare forhold. Ved behandlingen af denne problemstilling sondres mellem tilfælde, hvor oplysningerne består i tilvejebringelse af objektive beviser, og tilfælde, hvor oplysningerne fremkommer i form af vidneforklaring om tredjemands strafbare forhold.

I retsplejelovens kapitel 68 om afhøringer og særlige efterforskningsskridt er om fremgangsmåden ved politiets afhøringer foreskrevet, at løfter, urigtige foregivender eller trusler ikke må anvendes, jf. retsplejelovens § 752, stk. 3, 2. pkt. Der kan rejses spørgsmål om, hvorvidt løfter, der indgår i en aftale med den sigtede om at forklare om egne eller tredjemands strafbare forhold, med henblik på at muliggøre strafforfølgning, er omfattet af bestemmelsen. Dette spørgsmål omtales nærmere i afsnit 4.

Afsnit 5 indeholder en omtale af regler og nyere overvejelser i henholdsvis Norge, Sverige og Finland, og i afsnit 6 gennemgås nyere synspunkter i Danmark vedrørende tilståelsens betydning for strafudmålingen mv. Endelig redegøres i afsnit 7 for Straffelovrådets overvejelser og forslag med hensyn til en nærmere regulering af det pågældende område. Redegørelsen tager udgangspunkt i den systematik, som fremgår af pkt. 1.1-1.2 ovenfor.

2. Tilståelse om egne strafbare forhold

2.1. Efter straffelovens § 80, stk. 1, skal der ved straffens udmåling bl.a. tages hensyn til gernings-mandens ”forhold efter gerningen”. Dette strafudmålingshensyn omfatter f.eks. tilfælde, hvor ger-ningsmanden har medvirket til sagens oplysning. Der henvises herom nærmere til kapitel 2 om straffastsættelse, der rummer en mere indgående behandling af straffelovens § 80.

Efter straffelovens § 84, stk. 1, nr. 9, kan den for en strafbar handling i loven foreskrevne straf ned-sættes, når gerningsmanden frivilligt har angivet sig selv og aflagt fuldstændig tilståelse. Bestem-melsen er ikke omfattet af opregningen i § 84, stk. 2. At gerningsmanden har angivet sig selv og aflagt fuldstændig tilståelse kan derfor ikke føre til strafbortfald i medfør af § 84. Den tilsvarende bestemmelse i straffeloven af 1866 havde følgende ordlyd:

Ӥ 60.
Har den Skyldige efter Forbrydelsens Udførelse viist virksom Bestræbelse for at fjerne eller dog saavidt muligt at formindske de skadelige Følger af samme, skulle Domstolene under iøvrigt formildende Omstændigheder være bemyndigede til at nedsætte Straffen under dens lovbestemte laveste Grad, dog ikke under det Halve. Det Samme gjælder, naar Nogen frivillig har angivet sig selv som skyldig eller medskyldig i en Forbrydelse og desangaaende afgivet fuldstændig Forklaring.”

I Straffelovskommissionens betænkning af 1912 var som § 46, nr. 3, foreslået følgende bestemmelse:
Ӥ 46.
Den foreskrevne Straf kan nedsættes med det halve samt til den nærmeste mildere Art af Frihedsstraf og fra simpelt Fængsel til Bøde efter det i § 27 angivne Forhold:

3. for den, som af egen fri Vilje, og førend han endnu vidste sig mistænkt, har bestræbt sig for at forebygge Forbrydelsen eller genoprette den derved forvoldte Skade, eller har an-givet sig selv og aflagt fuldstændig Tilstaaelse.”

Om bestemmelsen anførtes i betænkningen, jf. s. 73:

”Paragraf 46 nævner de almindelige Strafnedsættelsesgrunde, som man har ment at burde optage … Nr. 3 hviler ogsaa paa Tanker, der allerede indeholdes i den gældende Stl.”

I Torps betænkning af 1917 var i stedet foreslået følgende bestemmelse:

Ӥ 78.
Den for en strafbar Handling i Loven foreskrevne Straf kan nedsættes, ligesom Bøde kan idømmes under det i § 48 angivne Mindstemaal:

7) naar han [gerningsmanden] i øvrigt af fri Vilje har bestræbt sig for at forebygge Fuld-byrdelsen eller genoprette den ved Gerningen forvoldte Skade, saa og naar han selv har angivet sig og aflagt fuldstændig Tilstaaelse.”

Til bestemmelsen var knyttet følgende bemærkning, jf. s. 103:

”… – At Nr. 7, der nærmest svarer til K. U. § 46 Nr. 3, er udskilt fra de under 6 nævnte Tilfælde, skyldes navnlig Hensynet til, at Adgang til Straffrihed ikke her synes naturlig.”

I Straffelovskommissionens betænkning af 1923 var bestemmelsen skilt ud som nr. 8 i lovudkastets § 86, stk. 1:

Ӥ 86.
Den for en strafbar Handling i Loven foreskrevne Straf kan nedsættes:

8) naar han [gerningsmanden] selv har angivet sig og aflagt fuldstændig Tilstaaelse.”

Om bestemmelsen anførtes i betænkningen, jf. sp. 191:

”ad 8. Denne Bestemmelse svarer til Bestemmelsen i Straffelovens § 60, sidste Punktum. Ogsaa her er der – ligesom i Straffeloven – kun givet Adgang til Strafnedsættelse, ikke til fuldstændig Straffrihed.”

Forslag til Almindelig borgerlig Straffelov fremsat i Folketingssamlingen 1924-25 videreførte med en enkelt redaktionel ændring § 86, stk. 1, nr. 8, som § 88, stk. 1, nr. 6. Som noget nyt åbnedes mu-lighed for strafbortfald, når gerningsmanden har angivet sig selv og aflagt fuldstændig tilståelse, idet § 88, stk. 2, bestemte, at straffen under særlig formildende omstændigheder kunne bortfalde i samtlige tilfælde, som omfattedes af stk. 1, sml. Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3323 og 3181-82:

”ad 6. Denne Bestemmelse svarer til Straffelovens § 60, sidste Punktum. Der er her – i Modsætning til Straffeloven og til Kommissionens Udkast – ikke blot givet Adgang til Strafnedsættelse, men tillige til fuldstændig Straffrihed.

Ved Affattelsen af Stk. 2 har man præciseret, at fuldstændigt Bortfald af Straffen kun kan finde Sted i særlige Tilfælde.”

I Forslag til Borgerlig Straffelov fremsat i Folketingssamlingen 1927-28 var bestemmelsen vide-reført uændret i lovforslagets § 84, stk. 1, nr. 7. Imidlertid var strafbortfaldsmuligheden udeladt med følgende begrundelse, jf. Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5357 og 5265-66:

”Paragraffen er ført tilbage til Udkastets Affattelse, saaledes at … der i de i Punkterne 7 og 8 omhandlede Tilfælde kun gives Adgang til Strafnedsættelse, men ikke til Strafbort-fald, der her ikke er uden Betænkelighed.”

Bestemmelsen blev herefter vedtaget i uændret form, idet dog ordet ”frivilligt” blev indsat efter ordet ”han” under Landstingets behandling af lovforslaget i marts 1930, sml. Rigsdagstidende 1929-30, tillæg B, sp. 1861, og tillæg C, sp. 1381-82:

Ӥ 84.
Stk. 1….
9) naar han frivilligt har angivet sig selv og aflagt fuldstændig Tilstaaelse.”

2.2. Der foreligger enkelte trykte domme, som illustrerer, hvorledes tilståelse om egne strafbare forhold kan indvirke på strafudmålingen, sml. Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Rets-væsen 1986, s. 284, hvor tiltalte var fundet skyldig bl.a. i overtrædelse af straffelovens § 191 (ku-rervirksomhed med heroin og amfetamin). Det fremgår af dommen, at narkotikaforholdet alene hvilede på tiltaltes tilståelse, og at der derfor ved strafudmålingen for dette forhold blev henvist til straffelovens § 84, stk. 1, nr. 9. Dommen illustrerer, at det i praksis efter omstændighederne kan tillægges betydning ved strafudmålingen, såfremt en person afgiver tilståelse om egne forhold.

At det beror på en konkret vurdering, om tiltaltes tilståelse i egen sag skal indvirke på strafudmålin-gen, illustreres også ved Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1991, s. 833, hvor Højesteret afviste at bringe § 84, stk. 1, nr. 9, i anvendelse på 41-årig tiltalt, der efter den 31. december 1989 at have meldt sig selv til politiet blev fundet skyldig i i marts 1989 at have begået to røverier mod benzintankstationer med et samlet udbytte på 7.040 kr. og i maj samme år at have be-gået et røveri mod et postkontor med et udbytte på 26.000 kr.

2.3. Det forekommer, at der administrativt udstedes retningslinier for bødefastsættelsen i sager af denne art, sml. Told- og Skattestyrelsens cirkulære nr. 164 af 29. oktober 1999 om administrative bødefastsættelser ved overtrædelse af skattekontrollovens §§ 13, 13 B, 13 C, 15, 16 og 18, hvorefter selvanmeldelse mv. efter omstændighederne kan føre til en reduceret bødestraf.

3. Oplysning om tredjemands strafbare forhold

3.1. Som nævnt i pkt. 1.1 ovenfor kan en tilståelse angå strafbare forhold begået af tredjemand, her-under såvel eventuelle medgerningsmænd som gerningsmænd, som ingen tilknytning har til den sigtedes egen straffesag. Tilståelsen kan have form af en forklaring, og der kan efter omstændighe-derne blive spørgsmål om at vidne mod den pågældende i retten. Tilståelsen kan også bestå i, at den sigtede tilvejebringer objektive beviser. I pkt. 3.2 nedenfor behandles tilfælde, hvor den sigtedes bistand består i tilvejebringelse af objektive beviser om tredjemands strafbare forhold. I pkt. 3.3. omtales tilfælde, hvor den sigtede vidner om tredjemands strafbare forhold.

3.2. Det forekommer, at en sigtet under behandlingen af sin egen straffesag tilvejebringer materiale, der kan afdække strafbart forhold begået af tredjemand. Materialet kan f.eks. bestå i dokumenter, der har været genstand for eller er frembragt ved en forbrydelse, eller som giver oplysning om en forbrydelse.

3.2.1. Til illustration kan peges på tilfælde, hvor der er spørgsmål om overtrædelse af reglerne om forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler og misbrug af dominerende stilling (kartelsager), jf. §§ 6 og 11 sammenholdt med § 23 i konkurrenceloven (lovbekendtgørelse nr. 687 af 12. juli 2000). I disse tilfælde kan f.eks. en virksomheds ønske om at frigøre sig fra ulovlige karteller føre til, at virksomheden af egen drift afleverer dokumenter i form af aftaler, mødereferater mv., som kan af-dække eksistensen og omfanget af hemmelige karteller. Med henblik på at motivere virksomheder til at samarbejde om afsløring af ulovlige karteller i henhold til EU-retten har Kommissionen fastlagt en række principper, som muliggør bødenedsættelse og efter omstændighederne bødefritagelse for virksomheder, der af egen drift afslører ulovlige karteldannelser over for Kommissionen, se Retningslinier af 14. januar 1998 for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten (EFT 1998 C 9/3). Se endvidere Kommissionens meddelelse af 18. juli 1996 om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EFT 1996 C 204). Sml. i øvrigt Anne Buhl Bjelke: Bødenedsættelse i kartelsager, Juristen 2002 s. 123 ff.

3.2.2. Økonomi- og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen) fremsatte den 20. marts 2002 forslag til lov om ændring af konkurrenceloven (Offentligretlige konkurrencebegrænsninger, bøder m.v.) (L 171), sml. nu lov nr. 426 af 6. juni 2002. Formålet med loven er bl.a. at forhøje bøderne for over-trædelse af loven. Forhøjelsen er gennemført som led i en ændring af konkurrencelovens § 23, stk. 3, hvorved denne bestemmelse har fået følgende affattelse:

”Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5. Ved udmåling af straf efter stk. 1 og 2 skal der ved fastsættelse af bødens størrelse ud over de almindelige regler i straffelovens kapitel 10 tages hensyn til den juridiske persons omsætning det seneste år forud for domsafsigelsen eller udste-delsen af et bødeforelæg.”

Den tilsigtede forhøjelse af bødeniveauet er beskrevet i lovforslagets bemærkninger, sml. Folke-tingstidende 2001-02, tillæg A, s. 4437 og 4454-55. Heraf fremgår, at anklagemyndigheden og domstolene forudsættes fuldt ud at udnytte de eksisterende muligheder i straffeloven for strafned-sættelse i tilfælde, hvor den sigtede eller tiltalte har bidraget væsentligt til opklaringen af sagen:

”Endelig kan fremhæves de generelle regler om strafnedsættelse i straffelovens kapitel 10. Højesteret har i en narkosag fra 1998 (UfR 1998.1317H) [sml. pkt. 3.3.3 ndf.] fast-slået, at man ved udmålingen af straffen kan tage hensyn til, at den sigtede har ydet po-litiet og anklagemyndigheden bistand under efterforskningen, herunder at den pågæl-dende har afgivet forklaring om medgerningsmænd.
...
Kartelvirksomhed er en lovovertrædelse, hvor det ofte vil være af væsentlig betydning for opklaringen at kunne få oplysninger om kartellet fra deltagerne. Muligheden for strafnedsættelse kan motivere karteldeltagerne til at samarbejde med myndighederne om sagens opklaring.

I forlængelse af dommen har Rigsadvokaten udstedt en meddelelse (Rigsadvokatens meddelelse nr. 11/1998 af 21. oktober 1998) [sml. pkt. 3.3.4 ndf.], hvorefter anklage-myndigheden kan tilkendegive for en sigtet, at anklagemyndigheden i retten vil fremhæve den sigtedes bistand ved forklaringer om medgerningsmænd som en faktor, der kan medføre strafnedsættelse. Rigsadvokaten oplyser samtidig, at sådanne tilkendegivelser kun bør fremsættes i sager om grovere kriminalitet, f.eks. større narkotikasager, sager om alvorlig voldskriminalitet og drab eller sager vedrørende omfattende eller alvorlig økonomisk kriminalitet.

Fra praksis kan endvidere nævnes, at Retten i Nyborg i den første af de såkaldte el-kartelsager, som blev afgjort den 24. september 2001, tilkendegav, at det ”... i overens-stemmelse med tankerne i straffelovens § 84, stk. 1, nr. 9, er rimeligt at give et nedslag i bøden, såfremt virksomheden samarbejder med Konkurrencestyrelsen i forbindelse med opklaringen af sagskomplekser af den her omhandlede art.” I de tre følgende el-kartelsager har henholdsvis Københavns Byret den 19. november 2001 (vedrørende to virksomheder) og Retten på Frederiksberg den 13. december 2001 på lignende måde til-kendegivet, at de sigtedes samarbejde med myndighederne bør tillægges formildende betydning ved strafudmålingen.

Anklagemyndigheden forventes i forbindelse med de følgende straffesager, der er rejst mod deltagerne i el-kartellet, at ville indregne en bødenedsættelse på mellem 10-20 pct. til de virksomheder, som har medvirket til kartellets opklaring.

Da det er vigtigt at forbedre myndighedernes muligheder for at opklare overtrædelser af konkurrenceloven, forudsættes det, at anklagemyndigheden og domstolene fuldt ud ud-nytter de eksisterende muligheder i straffeloven for strafnedsættelse i de tilfælde, hvor den sigtede eller tiltalte har bidraget væsentligt til sagens opklaring. Det forudsættes samtidig, at der vil kunne gives bødenedsættelser på væsentligt mere end de nævnte 20 pct., når en sigtet eller tiltalt har bidraget væsentligt til opklaringen.

De momenter, der kan være relevante at inddrage i overvejelserne om bødenedsættelse til sigtede eller tiltalte, der samarbejder med myndighederne om opklaringen, kan f.eks. være, om den sigtede eller tiltalte har afgivet oplysninger, som sætter myndighederne i stand til at foretage en kontrolundersøgelse i medfør af konkurrenceloven.

Endvidere vil der kunne lægges vægt på, om den sigtede eller tiltalte har afgivet oplys-ninger, som er af afgørende betydning for påvisning af lovovertrædelsen, og som i væ-sentlig grad medvirker til at fastslå, hvem der deltager i lovovertrædelsen, og hvori lov-overtrædelsen består.

Desuden vil det kunne være relevant at tage hensyn til, om den sigtede eller tiltalte har givet myndighederne alle de oplysninger, som vedkommende råder over, og desuden har opretholdt samarbejdet med myndighederne under hele undersøgelsen.

Endelig vil det f.eks. kunne tillægges betydning, hvor tidligt i forløbet den sigtede eller tiltalte har indledt samarbejde med myndighederne. Den tidsmæssige dimension er af stor betydning for myndighedernes muligheder for at opklare f.eks. kartelsager. Jo tidligere myndighederne gøres opmærksom på f.eks. et kartel, jo større er også sandsynligheden for under en kontrolundersøgelse at finde kompromitterende oplysninger hos deltagerne. Den, der først indleder samarbejde med myndighederne, bør derfor have en væsentlig større strafnedsættelse end de følgende.

I jo højere grad den pågældendes samarbejde har gjort det muligt at fastlægge f.eks. et kartels eksistens, dets deltagerkreds, dets tidsmæssige, produktionsmæssige og geogra-fiske udstrækning, desto større bør bødenedsættelsen være.

Den sigtede eller tiltalte, der alene angiver sig selv og aflægger fuld tilståelse, men i øvrigt ikke bidrager til opklaringen, bør derimod alene kunne få en mindre bødenedsættelse.

Selv om der har været et samarbejde om opklaringen, kan der forekomme situationer, hvor bøden for den pågældende ikke bør nedsættes eller ikke bør nedsættes i samme omfang, som den ellers ville blive. Forhold, der kan tale imod bødenedsættelse, kan f.eks. være, at den pågældende har tvunget andre til at deltage i lovovertrædelsen, eller at den pågældende er initiativtager til lovovertrædelsen eller på anden måde har spillet en afgørende rolle i lovovertrædelsen. Andre eksempler er, hvis den pågældende ikke har trukket sig ud af f.eks. et kartel umiddelbart efter, at vedkommende er begyndt at samarbejde med myndighederne, eller hvis den pågældende har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger om andre lovovertrædere.

Det er op til domstolene – eller anklagemyndigheden ved bødeforelæg – at fastsætte, hvor stor en eventuel bødenedsættelse skal være.”

3.2.3. Oplysning om tredjemands strafbare forhold indgår også blandt nyere EU-retlige initiativer med sigte på harmonisering af medlemsstaternes strafferet, sml. forslag til Rådets rammeafgørelse om fastsættelse af mindsteregler for gerningsindholdet i strafbare handlinger i forbindelse med ulovlig narkotikahandel og sanktionerne herfor (pr. 30. november 2002 dokument 14542/02 DROIPEN 84 CORDROGUE 100). Formålet med dette instrument er en indbyrdes tilnærmelse af de strafferetlige regler i medlemsstaterne med henblik på at sikre, at ulovlig narkotikahandel i alle medlemsstater straffes med sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til lovovertrædelsen og har en afskrækkende virkning samt omfatter frihedsstraf.

Forslagets artikler 2 og 3 forpligter medlemsstaterne til at gøre ulovlig narkotikahandel som defineret i artikel 1 samt anstiftelse, medvirken og forsøg strafbar. Artikel 4 pålægger medlemsstaterne forskellige pligter med hensyn til straf (”Sanktioner”), herunder minimumkrav til maksimumstraffe-rammer, og konfiskation, sml. pkt. 4.3 i kapitel 20 om almenfarlige og almenskadelige handlinger. Til denne bestemmelse føjes i artikel 5 følgende bestemmelse, som under overskriften ”Særlige omstændigheder” åbner mulighed for at fastsætte regler om strafnedsættelse i følgende tilfælde:

”Artikel 5
Særlige omstændigheder

Uanset artikel 4 kan hver medlemsstat træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de i artikel 4 omhandlede sanktioner kan nedsættes, hvis gerningsmanden
a) opgiver sine kriminelle aktiviteter inden for handel med narkotika og prækursorer og
b) giver de administrative eller retlige myndigheder oplysninger, som de ikke havde kunnet opnå på anden vis, og som hjælper dem med
i) at forebygge eller begrænse virkningerne af den strafbare handling
ii) at identificere eller retsforfølge medgerningsmændene til den strafbare handling
iii) at finde beviser eller
iv) forhindre, at der begås andre strafbare handlinger som omhandlet i artikel 2 og 3.”

3.3. Som nævnt i pkt. 3.1 ovenfor kan oplysninger om tredjemands strafbare forhold også bestå i, at den sigtede afgiver vidneforklaring om andres forbrydelser. F.eks. i sager om organiseret kriminalitet forekommer det, at efterforskningen er meget vanskelig og problemfyldt, idet de personer, der sidder inde med viden om organisationens kriminelle aktiviteter, af frygt for repressalier ikke uden videre tør stå frem. Undertiden kan tilsagn om påtalebegrænsning eller udsigt til reduceret straf mv. være afgørende for, at den sigtede vil indgå på at forklare om organisationens kriminelle aktiviteter og dermed sætte politiet i stand til at opklare andres alvorlige forbrydelser.

3.3.1. Der foreligger kun få trykte domme, hvor der er rejst spørgsmål om betydningen af tilsagn om påtalebegrænsning og om udsigt til reduceret straf mv. som modydelse for forklaring om egne eller andres strafbare forhold. I Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1978, s. 155, var spørgsmål om strafudmåling for en centralt placeret narkotikahandler, som i byretten havde aflagt fuld tilståelse og under sagens efterforskning bidraget med oplysninger, der gjorde det muligt at afdække forhandlerorganisationen. Efter kriminalitetens art og omfang blev straffen fastsat til fængsel i 8 år, idet en dommer dog kun ville idømme fængsel i 6 år med følgende begrundelse:

”Dommer … tiltræder af de i landsretten anførte grunde [den helt professionelle karakter af tiltaltes virksomhed, den ledende stilling, han må antages at have indtaget i han-delskæden og det meget betydelige kvantum narkotiske stoffer, sagen vedrører], at straf-fen for så vidt er passende. Som også fremhævet i byretsdommen er det imidlertid i sager om denne alvorlige kriminalitet, hvor efterforskningen kan være meget vanskelig, af stor betydning, at en gerningsmand som i nærværende sag bistår politiet med sagens op-klaring. Med denne begrundelse stemmer denne dommer for at stadfæste byretsdommen, [hvori straffen var fastsat til fængsel i 6 år bl.a. under hensyn til, at tiltalte havde givet politiet værdifulde oplysninger om sine medarbejdere og kontakter og dermed sat politiet i stand til at optrevle et omfattende fordelingsnet for narkotika].”

3.3.2. Højesterets kendelse, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1982, s. 1027, vedrørte en sag om overtrædelse af straffelovens § 191, hvor anklagemyndigheden ønskede som vidne at føre en person, som såvel i USA, hvor han opholdt sig, som i Danmark var sigtet for overtrædelse af narko-tikalovgivningen. Den pågældende havde i USA i overværelse af repræsentanter for den danske anklagemyndighed afgivet forklaring under edsaflæggelse om sine og andres aktiviteter med hensyn til import af narkotika i USA og Danmark. Der var indgået aftale om, at der ikke i Danmark ville blive iværksat yderligere retsforfølgning, og at en udleveringsanmodning ville blive trukket tilbage, såfremt han i USA ville blive dømt for de forhold, hvori han havde erkendt sig skyldig, og indgik på sandfærdigt at afgive forklaring under domsforhandling i Danmark om disse forhold. Da den på-gældende efter indholdet af aftalen havde en åbenbar interesse i under domsforhandlingen at forklare som under efterforskningen og under hensyn til de omstændigheder, hvorunder forklaringerne var tilvejebragt, fandtes det uanset sagens omfang og karakter betænkeligt at tillade vidneførslen.

3.3.3. I Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1998, s. 1317, var spørgsmål om nedsættelse af straffen for en 34-årig iransk statsborger, der var fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191 (indsmugling af heroin), og som ved sin forklaring havde sat politiet i stand til at finde frem til to personer, der havde planlagt indsmuglingen, og som næppe var blevet sigtet uden kurerens oplysninger. Det var ikke i den pågældende sag tilkendegivet tiltalte, at forklaringer om medgerningsmænd muligvis kunne have betydning for straffastsættelsen. Der var mellem anklage-myndigheden og forsvareren enighed om, at en straf på 6 års fængsel var i overensstemmelse med praksis for kurervirksomhed som den omhandlede. 4 af de 5 dommere, der medvirkede ved sagens påkendelse, udtalte herefter:

”Straffelovens § 80, stk. 1, giver mulighed for ved strafudmålingen at tage hensyn til, at tiltalte har medvirket ved sagens oplysning, herunder ved afgivelse af forklaring om medgerningsmænd.

Det er efter vores opfattelse af væsentlig betydning for efterforskningen af større narko-tikasager og visse andre alvorlige sager, hvor efterforskningen erfaringsmæssigt er særlig vanskelig og problemfyldt, at der er mulighed for at motivere en sigtet til at medvirke til sagens oplysning. En sådan motivation kan være udsigten for den sigtede til, at hans egen straf reduceres. Vi finder under hensyn hertil, at der ved strafudmålingen bør kunne tages hensyn til oplysninger fra anklagemyndigheden om, at sigtede har ydet politiet og anklagemyndigheden bistand under efterforskningen, uanset de principielle og retssikkerhedsmæssige betænkeligheder, der kan være forbundet med en sådan ordning. Vi bemærker i den forbindelse, at det under en eventuel straffesag mod personer, der af den sigtede er udpeget som medgerningsmænd, kan indgå i vurderingen af den sigtedes oplysninger, at disse har medført eller vil kunne medføre, at hans egen straf nedsættes.

Anklagemyndigheden har oplyst, at tiltalte under sagen har bidraget med værdifulde oplysninger af betydning for efterforskningen.

Under henvisning til det anførte stemmer vi for at nedsætte straffen til fængsel i 5 år.”

En dommer udtalte:

”En almindelig adgang til strafnedsættelse for tiltalte, der afgiver forklaring til politiet om medgerningsmænd, indebærer en så betydelig risiko for, at der vil blive afgivet urigtige forklaringer, der kan føre til forkerte domfældelser, at man – uanset de efter-forskningsmæssige hensyn – efter min mening bør afstå fra at lade sådan bistand til po-litiet få indflydelse på strafudmålingen. Dette gælder, selv om det under en eventuel straffesag mod medgerningsmændene oplyses, at straffen for angiveren med anklage-myndighedens accept er nedsat på grund af sådan forklaring. Jeg stemmer derfor for at stadfæste dommen.”

3.3.4. På baggrund af dommen har Rigsadvokaten i Meddelelse nr. 11/1998 udstedt nærmere ret-ningslinjer til anklagemyndigheden om fremgangsmåden ved behandlingen af sager, hvor sigtede gøres bekendt med muligheden for strafnedsættelse som følge af forklaringer om medgerningsmænd.

Af Rigsadvokatens meddelelse fremgår, at det efter Højesterets dom kan tilkendegives en sigtet, at anklagemyndigheden i retten vil fremhæve hans bistand ved forklaringer om medgerningsmænd som en faktor, der kan medføre strafnedsættelse. Sådanne tilkendegivelser bør kun fremsættes i sager om grovere kriminalitet, f.eks. større narkotikasager, sager om alvorlig voldskriminalitet og drab eller sager vedrørende omfattende eller alvorlig økonomisk kriminalitet. Tilkendegivelsen bør endvidere kun fremsættes, når det efter en konkret vurdering af omstændighederne i sagen findes påkrævet af hensyn til efterforskningen. Tilkendegivelsen kan alene fremsættes efter afgørelse af en chargeret jurist i politikredsen (politimester, vicepolitimester eller politiassessor) og skal fremsættes over for den sigtede af en jurist. Sigtedes forsvarer skal være til stede eller forinden være underrettet om, at en tilkendegivelse vil blive fremsat, så han har mulighed for at være til stede. Det skal meget klart oplyses over for den sigtede, at der ikke er sikkerhed for, at forklaringer om medgerningsmænd fører til strafnedsættelse, idet afgørelsen herom henhører under retten. Endelig påhviler det den jurist, der har fremsat tilkendegivelsen, at udfærdige et notat om det, der er passeret på mødet, herunder om indholdet af tilkendegivelsen. Notatet skal indgå i akterne i sagen mod sigtede.

Af Rigsadvokatens meddelelse fremgår også, at anklagemyndigheden under straffesager mod per-soner, der er udpeget af en sigtet, eller hvorom en sigtet har afgivet belastende forklaringer efter en tilkendegivelse, skal sørge for, at notatet om tilkendegivelsen indgår i akterne i sagen mod medger-ningsmanden, så forsvareren bliver bekendt med tilkendegivelsen. Kan en sigtets forklaringer, der er fremkommet efter en tilkendegivelse, få betydning som bevis i sagen mod medgerningsmænd, skal anklagemyndigheden endvidere under domsforhandlingen i forbindelse med bevisførelsen oplyse retten om tilkendegivelsen.

3.3.5. Udover de ovennævnte afgørelser kan der være grund til at nævne Vestre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1980, s. 637. Dommen illustrerer, at det beror på en konkret vurdering, om der foreligger en ”plea bargaining-aftale”, som medfører en bindende påtalebegræns-ning. I den konkrete sag fandtes det ikke godtgjort, at tiltalte ved under en afhøring som sigtet for overtrædelse af narkotikalovgivningen at forklare om levering af store mængder hash til en med-gerningsmand havde haft grund til at tro, at der var givet tilsagn om, at der ikke ville blive rejst tiltale mod ham for de nævnte forhold. At narkotikaforholdene ikke var medtaget i et anklageskrift mod den tiltalte, som omfattede andre overtrædelser, fandtes heller ikke at kunne have givet tiltalte rimelig grund til at forvente, at der ikke senere kunne blive rejst tiltale mod ham for forholdene.

3.3.6. Straffelovrådet er ikke bekendt med, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (eller den tidligere Kommission) direkte har taget stilling til, om det forhold, at den tiltalte – i håb om en mildere strafferetlig bedømmelse – samarbejder med politiet og anklagemyndigheden med hensyn til sagens opklaring og i den forbindelse eventuelt fremkommer med belastende oplysninger om medtiltalte, kan rejse spørgsmål i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, her-under navnlig artikel 6 om retten til en retfærdig rettergang (”fair trial”).

Det følger af Domstolens praksis vedrørende artikel 6, stk. 1, at enhver, der er tiltalt for en forbry-delse, har ret til ikke at udtale sig og til ikke at blive tvunget til at inkriminere sig selv (se navnlig Funke mod Frankrig, dom af 25.02.93, John Murray mod UK, dom af 08.02.96, Saunders mod UK, dom af 17.12.96 og Serves mod Frankrig, dom af 20.10.97). Artikel 6, stk. 1, beskytter den tiltalte mod ”utilbørlig tvang” fra myndighedernes side. Disse principper bygger på en forudsætning om, at anklagemyndigheden skal bevise tiltaltes skyld uden at gøre brug af beviser, der er tilvejebragt ved forskellige former for tvang i strid med den tiltaltes egen vilje. Herved er forbudet mod at blive tvunget til at inkriminere sig selv tæt forbundet med uskyldsformodningen i artikel 6, stk. 2.

Da forbudet mod at blive tvunget til at inkriminere sig selv navnlig skal beskytte den tiltalte mod ”utilbørlig tvang” og sikre respekt for ”tiltaltes vilje”, dvs. tiltaltes ønske om ikke at udtale sig, må det antages, at politiets og anklagemyndighedens samarbejde med den tiltalte ikke rejser spørgsmål i forhold til forbudet mod at blive tvunget til at inkriminere sig selv. Den tiltalte vil hverken retligt eller faktisk være tvunget til at samarbejde med politiet og anklagemyndigheden, og det beror alene på den tiltaltes eget valg, om den tiltalte ønsker at samarbejde med politiet og anklagemyndigheden. At den tiltalte – i håb om en mildere strafferetlig bedømmelse – kan føle tilskyndelse til at samar-bejde, kan ikke karakteriseres som ”utilbørlig tvang” i strid med forbudet mod at blive tvunget til at inkriminere sig selv.

Det følger endvidere af Domstolens praksis vedrørende retten til en retfærdig rettergang, jf. artikel 6, stk. 1, at anklagemyndigheden skal gøre forsvaret bekendt med alt relevant bevismateriale, som anklagemyndigheden er i besiddelse af, hvad enten dette materiale taler for eller imod den tiltalte skyld (se f.eks. Edwards mod UK, dom af 16.12.92, § 36). Dette krav skal endvidere ses i sammen-hæng med kravet om parternes ligestilling (”equality of arms”) og kravet om en kontradiktorisk procedure. I en sag (Rowe og Davis mod UK, dom af 16.02.00) fandtes det således at udgøre en krænkelse, at anklagemyndigheden havde tilbageholdt relevante oplysninger for forsvaret. Ankla-gemyndigheden havde bl.a. tilbageholdt oplysninger om, at et vidne havde fungeret som meddeler for politiet gennem længere tid og modtaget en dusør for at tilvejebringe oplysninger i straffesagen mod klagerne. Anklagemyndigheden havde tilbageholdt disse oplysninger af hensyn til ”offentlige interesser” og uden at inddrage den domstol, der behandlede straffesagen. Domstolen lagde vægt på, at det var anklagemyndigheden selv, der havde foretaget en vurdering af, om de relevante beviser skulle tilbageholdes. Domstolen udtalte, at en procedure, hvor det er anklagemyndigheden selv, der forsøger at vurdere betydningen af de hemmeligholdte oplysninger for forsvaret, og foretager en afvejning heraf over for offentlighedens interesse i hemmeligholdelsen, ikke er forenelig med de krav, der følger af artikel 6, stk. 1.

Uanset at tiltaltes ret til at blive gjort bekendt med alt relevant bevismateriale ikke er en absolut rettighed (se Rowe og Davis mod UK, dom af 16.02.00, § 61, og Jasper mod UK, dom af 16.02.00, navnlig §§ 54-58), må det antages, at anklagemyndigheden som udgangspunkt har pligt til at orientere forsvaret for eventuelle medtiltalte og den domstol, der behandler en straffesag mod de medtiltalte, hvis den tiltalte har samarbejdet med politiet og anklagemyndigheden med hensyn til sagens opklaring. Oplysning herom kan bl.a. have betydning for den bevismæssige vurdering af forklaringer m.m., som den tiltalte, der har samarbejdet med politiet og anklagemyndigheden, er fremkommet med (se Atlan mod UK, dom af 19.06.01).

4. Retsplejelovens § 752, stk. 3, 2. pkt.

4.1. I retsplejelovens kapitel 68 om afhøringer og særlige efterforskningsskridt er det om frem-gangsmåden ved politiets afhøringer foreskrevet, at løfter, urigtige foregivender eller trusler ikke må anvendes, jf. § 752, stk. 3, 2. pkt. Reglen gælder ikke alene under den udenretlige afhøring hos politiet, men også ved afhøringer i retten, jf. retsplejelovens § 754, stk. 1. Der kan rejses spørgsmål om, hvorvidt løfter, der indgår i en aftale med den sigtede om at forklare om egne eller tredjemands strafbare forhold med henblik på at muliggøre strafforfølgning, er omfattet af bestemmelsen.

4.2. Retsplejelovens § 752, stk. 3, 2. pkt., er en udmøntning af princippet om sigtedes ret til at nægte at udtale sig. Bestemmelsen har sit udspring i Udkast til Lov om Strafferetspleje 1875 (1875-lovudkastet), hvor det i § 204, stk. 5, var fastsat:

Ӥ 204.

Løfter, urigtige Foregivender, Trusler og andre Tvangsmidler maa ikke anvendes for at bevæge den Sigtede til Tilstaaelse eller anden Udtalelse af bestemt Indhold.”

Om baggrunden for bestemmelsen fremgår af motiverne til 1875-lovudkastet bl.a., jf. s. 86-87:

”I den moderne Straffeproces er det, som det i Motiverne til det tyske Udkast bemærkes, ”en selvforstaaelig Grundsætning, at Tvangsmidler, der gaa ud paa at nøde en Sigtet til en Erklæring, ere utilladelige. Forsaavidt den Sigtede under Afhørelsen tilstaar eller fremkommer med enkelte sandhedstro Udsagn, er selvfølgelig dette, som et frivilligt ydet Bidrag til Sandhedens Oplysning, ogsaa i den moderne Proces af største Værd; men det kan ikke fordres, at den Sigtede mod sin Villie skal bidrage til Bevisførelsen imod sig. Derved udelukkes ogsaa enhver middelbar Tvang, som tilsigter at fremskaffe ufrivillige Aabenbarelser, navnlig ogsaa Forelæggelse af Spørgsmaal, hvis Rækkevidde og Sammenhæng med Anklagebeviserne han ikke overskuer.”

Hertil skal endnu Følgende føjes. I Inkvisitionsprocessen, der ikke anerkjender den Sigtede som Part, men paalægger Dommeren at søge Sandheden oplyst ved de Kilder, der foreligge, gjælder som Princip, at det paahviler den Sigtede som en Retspligt, hvis Fyldestgjørelse i og for sig maa kunne fremtvinges, at give sandhedstro Forklaringer. Naar Tidernes Humanitet og Erkjendelsen af mange tidligere anvendte Midlers Upaali-delighed lidt efter lidt førte til, at Kredsen af de Midler, hvormed Opfyldelsen af denne Retspligt skulde fremtvinges, efter-haanden begrænsedes mere og mere, ophævede dette dog ikke Principet, og ligesom man mange Steder vedblev at have Tvang mod den Sigtede til overhovedet at give Svar eller Straffe for løgnagtige Udtalelser for Retten, saaledes maatte fremfor Alt et Forhør over den Sigtede, under hvilket det er Dommerens Opgave ved Anvendelse af psykologiske Paavirkningsmidler at afvriste den Sigtede Sandheden eller at fange ham ved at hilde ham i Modsigelser o.s.v., ansees for en berettiget Haandhævelse af hin den Sigtedes Tvangspligt. I Anklageprocessen er den Sigtede ikke et saadant Udforskningsobjekt, hverken for Dommer eller Modpart. En Pligt til at understøtte Undersøgelsen mod sig, hvis Opfyldelse det skulde være berettiget at frem-tvinge, kan der ikke være Tale om. Opgivelsen af Tvangsmidler er ikke blot Indrømmelse til Humaniteten, men Konsekvents af Processens Princip: den retlige Hjemmel til hint ovenfor omtalte Forhør mangler. Paa den anden Side kunne heller ikke de civilpro-cessuelle Regler om Retsvirkningerne af en tilbageholden Procedure og særlig af Tavshed eller Ubestemthed i Svarene under den ved det civile Udkasts § 96 hjemlede Afhørelse af Parter bringes til Anvendelse i Straffesager. Den Regel, at Parten maa finde sig i, at hans Tavshed, Ubestemthed o.s.v. fortolkes paa den for Modparten gunstigste Maade, og at Retten navnlig holder sig til dennes Forklaring, kan ikke overføres i Straffesager, fordi Straf ikke kan paalægges af den Grund, at den Sigtede indvilger deri, og altsaa endnu mindre, fordi han maa finde sig i at betragtes som indvilgende ...”

4.3. I Udkast til Lov om Strafferetsplejen 1899 (1899-lovudkastet) fandtes den tilsvarende bestem-melse i § 154, stk. 2, der havde følgende ordlyd:

Ӥ 154.

[Stk. 2.] Løfter, urigtige Foregivender eller Trusler maa ikke anvendes. Ej heller maa Afhøringen forlænges i det Øjemed at fremskaffe en Tilstaaelse.
…”

Hertil var bl.a. knyttet følgende bemærkninger, jf. s. 100:

”§§ 152-154
angaa Sigtedes Afhørelse og gennemføre det Hovedprincip i Anklageprocessen, at ingen Tvang maa anvendes overfor Sigtede til Fremskaffelse af Tilstaaelse; Sigtede har med andre Ord ingen Pligt til at udtale sig, og hans Tavshed kan – bortset fra visse Politisager (§ 312) – ikke i og for sig betragtes som Bevis mod ham …”

4.4. Som det fremgår, havde bestemmelsen i retsplejelovens § 752, stk. 3, 2. pkt., sammenhæng med afskaffelsen af inkvisitionsprincippet, herunder sigtedes pligt til at tale sandt, og indførelsen af princippet om, at den sigtede ikke skulle kunne presses eller lokkes til at inkriminere sig selv. Begge lovudkast indeholdt da også udtrykkelige forbud mod at anvende tvang i afhøringsøjemed, jf. herved 1875-lovudkastets § 205, stk. 1, og 1899-lovudkastets § 153, stk. 1. Det sidste lovudkast blev fremsat i uændret form i 1901, jf. Rigsdagstidende 1901-02, tillæg A, sp. 2451-52, og dannede grundlag for den nye straffeprocesordning, der sammen med den civile retspleje blev vedtaget i 1916, sml. Lov Nr. 90 af 11. April 1916 om Rettens Pleje.

4.5. Spørgsmålet om, hvorvidt løfter, som indgår i en aftale med den sigtede om at forklare om egne eller tredjemands strafbare forhold, er omfattet af retsplejelovens § 752, stk. 3, 2. pkt., er bl.a. drøf-tet i John Peter Andersen: RPL § 752, stk. 3, 2. pkt.: ”Løfter, urigtige foregivender eller trusler må ikke anvendes”, Juristen 1985 s. 167 ff. (169):

”… Imod kan anføres, at den slags arrangementer kan gives form af en detaljeret og præcis aftale, der gør det muligt for sigtede, eventuelt med bistand af hans forsvarer, at gennemskue, vurdere og afveje de fordele, og ulemper, der er forbundet med at gå ind på aftalen. Den forledelse til at prisgive tavshedsretten, som RPL § 752, 3, 2 er rettet på, træder derfor i baggrunden. Det kan også siges, at forbudet ikke bør afskære den part, i hvis interesse forbudet er givet, fra at opnå en gunstigere retsstilling, hvor dette er muligt og bedst stemmende med hans interesser.

For at lade plea-bargaining-aftaler indgå under forbudet taler derimod de mere almene interesser i, at de retshåndhævende myndigheder ikke forlader sig på en etisk tvivlsom sjakren med spørgsmålene om skyld og straf. Selvom straffeprocessen er behersket af et opportunitetsprincip, er dette princip ikke ment at skulle forvaltes på grundlag af nogen forhandlingsmaksime, der tillader myndighederne at handle om strafspørgsmålet for at løse sagen på et passende kriminalretligt forlig. Aftaler og tilsagn om immunitet mod strafforfølgning må derfor reserveres for de mere ekstreme situationer, hvor mindre be-tydelige hensyn udvejes af vægtige retsforfølgningsinteresser, der kan tilgodeses gennem et aftalearrangement. Den grundlæggende retside, der her bryder igennem, er i vir-keligheden nødretsgrundsætningen, der altid må medlæses som et forbehold, som kan aktualiseres i konkrete situationer af ekstrem beskaffenhed.

Selvom det nødretlige spring mellem det ofrede gode og det vundne gode i nogle tilfælde er tilstede, kan det naturligvis være et spørgsmål, om de interesser, som omgiver det ofrede gode og som prisgives ved et plea-bargaining-arrangement, ikke kan være af så principiel natur, at det må være udelukket at handle om straffesagen. Tilfælde af denne art kunne tænkes at komme på tale, hvis anklagemyndigheden ønskede at erhverve et kronvidne fra de sigtedes egen kreds ved at love tiltalefrafald eller påtalebegrænsning til den samarbejdsvillige. Hvis denne selv har gjort sig skyldig i grov kriminalitet, må det virke stødende for retsfølelsen, at staten opgiver sit straffekrav af procestaktiske grunde og så at sige bortsælger den retshåndhævelse, som staten er sat til at vogte på vegne af den forurettede part. Omvendt kan den etiske vurdering stille sig, hvis det udsete vidne kun har mindre synder på samvittigheden og sidder inde med en viden, der er afgørende for, om gerningsmanden til en grov forbrydelse kan straffes.”

Der kan endvidere henvises til Ib Henricson, anf. st. s. 170-71:

”I hvor vidt omfang løfter, ud over de lovbundne, er tilladelige, synes tvivlsomt. Ifølge rpl. § 752, stk. 3, må ”løfter, urigtige foregivender eller trusler” ikke anvendes under afhøringen af en sigtet.

Bestemmelsen tager imidlertid primært sigte på at beskytte sigtedes tavshedsret, hvor en forklaring mod løfter ellers ville forværre hans retsstilling. Men har løftet en karakter, så det umiddelbart giver ham en gunstigere stilling, synes det ikke stridende mod princippet bag rpl. § 752, stk. 3, hvis der indgås en klar og detaljeret aftale, så han uden problemer sammen med sin forsvarer kan vurdere, hvorvidt aftalen vil være til hans fordel.

Derimod må et ”tilbud” om at slutte et i forvejen tvivlsomt bevismæssigt forhold, mod at han tilstår sig skyldig i de øvrige forhold, stride mod princippet i rpl. § 752, stk. 3.

Det må naturligvis være løfter, som politiet har herredømmet over og kan overholde, hvilket ordlyden af § 752, stk. 3, ”urigtige foregivender” også synes at indikere.

Politiet kan derfor ikke formulere sin del af aftalen som et løfte om andet afsoningssted eller snarlig udgang fra fængslet, men kan højest love, at man vil lægge et godt ord ind ved de respektive myndigheder, hvilket fx vedrørende afsoningsstedet kan være sagligt begrundet, fordi hovedmanden, som sigtede har fældet med sin forklaring, sidder fængslet i samme afsoningsanstalt.

Derimod er løfter om betaling eller herointildeling mod en tilståelse selvsagt klart ulovlige nærmende sig korruption, og domstolenes reaktion vil være forkastelse af vidneud-sagnet.”

5. Fremmed ret

5.1. Norge

5.1.1. Spørgsmålet om, hvorledes den sigtedes forklaring om egne eller tredjemands strafbare forhold skal indvirke på strafudmålingen, er i Norge bl.a. behandlet som led i et forslag til lov om endringer i straffeloven og straffeprosessloven (bruken av varetektsfengsling mv.), der blev fremsat for Stortinget den 22. september 2000, jf. Ot.prp. nr. 81 (1999-2000). Heri foreslås den norske straf-felovs § 59 ændret, så det udtrykkelig kommer til at fremgå, at det ved strafudmålingen skal indgå, hvis den sigtede har afgivet en uforbeholden tilståelse (sml. nu lov 2. mars 2001 nr. 7 § 59, 2. led: ”Har siktede avgitt en uforbeholden tilståelse, skal retten ta dette i betraktning ved straffutmålingen. Retten kan nedsette straffen under det for handlingen bestemte lavmål og til en mildere straffart.”).

5.1.2. Om baggrunden for og det nærmere indhold af forslaget fremgår af lovforslagets bemærkninger bl.a., jf. s. 32:

”6. Straffutmålingen ved tilståelse eller forklaring som i vesentlig grad bidrar til at saken blir oppklart

6.1. Gjeldende rett

Siktede har ingen plikt til å tilstå det eller de straffbare forhold han er siktet for, verken overfor politiet eller overfor retten, jf. straffeprosessloven §§ 90 og 230. Velger han li-kevel å tilstå, vil dette kunne anses som en formildende omstendighet ved straffutmålin-gen. Men det vil bero på omstendighetene om og i tilfelle i hvilken utstrekning tilståelsen blir tillagt en slik betydning, jf. Rt. 2000 s. 31:

”Spørsmålet om hvilken betydning en domfelts medvirkning til sakens oppklaring skal ha ved straffutmålingen, kan komme opp i en rekke ulike sammenhenger. Noe generelt straffutmålingsprinsipp kan etter mitt syn ikke her oppstilles. Betydningen av tilståelsene vil avhenge av forbrytelsens karakter, men også en rekke andre forhold – av både generell og konkret karakter – vil måtte trekkes inn i vurderingen.”

I tillegg til å kunne være en formildende omstendighet ved straffutmålingen innenfor den ordinære strafferammen, kan straffen etter straffeloven § 59 settes under minimum eller til en mildere straffart dersom gjerningspersonen ”selv [har] angivet seg og aflagt fuldstændig Tilstaaelse”. Det beror på rettens skjønn om en slik straffnedsettelse skal foretas.

Har den siktede på annen måte enn ved å tilstå bidratt til å oppklare et straffbart forhold, kan også dette få betydning for straffutmålingen innefor strafferammen, se bl.a. Rt. 1994 s. 73, Rt. 1995 s. 238, s. 242 og s. 1975 og Rt. 2000 s. 3. Slikt samarbeid med politiet kan være et formildende moment enten opplysningene gjelder andre siktede i samme sak, en annen sak som har forbindelseslinjer til siktedes egen sak eller en helt annen sak. Retten har derimot ikke adgang til å gå under minstestraffen eller idømme en annen straffart.

Også ved samarbeid med politiet er det opp til rettens skjønn om siktedes bidrag til å oppklare et straffbart forhold tillegges vekt ved straffutmålingen, eventuelt hvor mye. I Rt. 1995 s. 242 uttalte førstvoterende dette om hvor mye straffen burde reduseres:

”Det har ved straffutmålingen vært vanlig å ta hensyn til om domfelte har samarbeidet med politiet. Særlig i store narkotikasaker, der en rekke personer er innblandet, er dette ofte helt sentralt for oppklaringen av saken. Det er for politiet viktig at de siktede motiveres for et samarbeid, samtidig som en reduksjon av straffen overfor den siktede kan være en rimelig kompensasjon for den fare han pådrar seg for hevnaksjoner. Jeg viser om dette til den dom som er omhandlet i Rt. 1990 s. 1339. Da dommen bare er inntatt i kortreferat, må man imidlertid gå til dommens fullstendige tekst. Jeg viser også til dom avsagt i dag, HR-1995-00013B.

I det foreliggende tilfellet finner jeg at fengsel i 8 år ville være en passende straff for de handlinger som domfelte er funnet skyldig i, dersom man ikke tar hensyn til den hjelp han har ytet politiet. Når man tar hensyn til den hjelp, finner jeg at straffen kan settes til fengsel i 6 år og 6 måneder, slik som foreslått av påtalemyndigheten.”

Avgjørelsen i Rt 2000 s. 3 gjaldt innførsel av narkotika. Der blev det i formildende ret-ning lagt betydelig vekt på at en av deltakerne hadde bistått politiet med å oppklare sa-ken og en rekke andre tilknyttede saker, til tross for at vedkommende var blitt utsatt for betydelige trusler fra de andre deltakerne.”

5.1.3. Herefter drøftes med udgangspunkt i de høringssvar, der er modtaget under det lovforbere-dende arbejde, om der er grundlag for at lovregulere tilståelsens betydning for strafudmålingen. Lovforslaget munder på dette punkt ud i følgende konklusion, jf. s. 37:

”4. Som drøftelsen under punktene 1-3 har vist, er det grunn til å tro at det i alminnelige straffesaker i dag legges forholdsvis liten vekt på tilståelser ved straffutmålingen. Både prosessøkonomiske hensyn, hensynet til fornærmede og hensynet til oppklaringspro-senten taler for at dette momentet bør tillegges større vekt i fremtiden. For å sikre at dette skjer i den utstrekning og i det tempo som bør tilstrebes, er departementet enig med arbeidsgruppen [som har forberedt lovændringen] i at straffeloven § 59 bør endres.”

På denne baggrund foreslås straffelovens § 59 ændret, så bestemmelsen får følgende – nugældende, sml. ovenfor – ordlyd, jf. lovforslaget s. 47:

Ӥ 59
Det som er bestemt i § 58, gjelder også for den som før han ennå vet at han er mis-tenkt, så vidt mulig og i det vesentlige har forebygget eller gjenopprettet de skadelige følger av handlingen.
[Stk. 2.] Har siktede avgitt en uforbeholden tilståelse, skal retten ta dette i betraktning ved straffutmålingen. Retten kan nedsette straffen under det for handlingen bestemte lavmål og til en mildere straffart.”

I bemærkningerne til bestemmelsen, jf. lovforslaget s. 44, fremhæves, at lovændringen alene tager sigte på at regulere de tilfælde, hvor den sigtede har aflagt tilståelse. Bestemmelsen omfatter ikke tilfælde, hvor den sigtede på anden måde har medvirket til opklaringen af et strafbart forhold:

”Departementet foreslår ikke å lovfeste betydningen av at den siktede på annen måte enn ved å tilstå har bidratt til å oppklare et straffbart forhold. Et slikt forhold vil likevel kunne tillegges vekt ved straffutmålingen etter de retningslinjer som er utviklet i rettspraksis.”

5.1.4. Om spørgsmålet om lovregulering af tilfælde, hvor den sigtedes forklaring i væsentlig grad har bidraget til opklaringen af tredjemands sag, anføres i de almindelige bemærkninger bl.a., jf. s. 37-38:

”6.2.2. Forklaringer som i vesentlig grad bidrar til å oppklare saken

6.2.2.1. Høringsnotatet

Arbeidsgruppen skriver dette om betydningen av forklaringer som i vesentlig grad bidrar til å oppklare saken (rapporten s. 77):

”I flere typer saker – hvor etterforskningen støter på særlige problemer – vil det kunne ha vesentlig betydning for muligheten til oppklaring og iretteføring at en siktet kan motiveres til å bidra med opplysninger. Siktedes bistand kan gjelde egen sak, andre saker som behandles samtidig med siktedes egen sak, eller helt andre saker – også saker i andre land. Den beste motivasjonen vil være en begrunnet utsikt til å få en reduksjon i egen straff. Særlig aktuelt er dette i narkotikasaker og ved annen organisert eller grenseoverskridende kriminalitet. En siktet som forklarer seg om andres forhold, kan i slike saker lett utsette seg for fare for hevnaksjoner. Dette bør kompenseres i form av redusert straff. Også ved mer ”hverdagslig” kriminalitet – for eksempel omfattende vinningsforbrytelser – kan informasjon fra personer som selv er siktet for straffbare handlinger, ha stor betydning for muligheten til oppklaring og iallfall for hvor store ressurser som trengs til oppklaring og iretteføring.”

Arbeidsgruppen konkluderer med at både hensynet til å oppklare alvorlig kriminalitet og prosessøkonomiske hensyn tilsier at det bør gis større ”rabatt” ved straffutmålingen enn i dag. Likevel er dette ikke uten betenkeligheter. Arbeidsgruppen uttaler (s.77-78):

”Således kan det hevdes at belønning for forklaringer generelt svekker tilliten til at forklaringene er riktige. Noe tungtveiende motargument er dette etter arbeidsgruppens syn ikke. Retten må i samsvar med prinsippet om fri bevisvurdering selv ta stilling til den aktuelle forklaring, og retten vil ikke gi redusert straff med mindre den finner både at forklaringen er pålitelig og at den har vært viktig for muligheten til å oppklare og iretteføre saken. Et annet motargument er at den som gir opp-lysningene, i mange tilfeller har mindre edle motiver. Slik arbeidsgruppen ser det, kan heller ikke dette være avgjørende. Ut fra hensynet til å bekjempe alvorlig kriminalitet må det viktigste være at informasjonen blir gitt til politiet og i retten.”

Som regel vil en siktet person som gir opplysninger som i vesentlig grad bidrar til å oppklare andre alvorlige straffbare handlinger, også ha avgitt en uforbeholden tilståelse om egne forhold. Begge momenter må da etter arbeidsgruppens syn tillegges vekt ved straffutmålingen. Gruppen mener at det antakelig er hensiktsmessig å ha en felles be-stemmelse for tilståelser og forklaringer som bidrar til oppklaring.

6.2.2.2. Høringsinstansenes syn

Følgende høringsinstanser støtter arbeidsgruppens forslag på dette punktet: Oslo byrett ved justitiarius, Trondheim byrett, Nedre Romerike herredsrett, sorenskriveren i Nede-nes, ØKOKRIM, Kristiansand og Stavanger politidistrikter, Barneombudet og Den Nor-ske Advokatforening. Disse høringsinstansene viser i det vesentlige til de samme argu-mentene som arbeidsgruppen har anført.

Høyesterett mener at også dette spørsmålet i tilfelle bør forelegges Straffelovskommis-sjonen for en mer prinsipiell vurdering av spørsmålet om å lovfeste straffutmålingsprin-sipper.

Borgarting lagmannsrett, Oslo statsadvokatembeter og Oslo politidistrikt går imot for-slaget fra arbeidsgruppen.

I tillegg til de motargumenter som arbeidsgruppen selv peker på, samt de argumenter som er anført mot en straffutmålingsregel om tilståelser, nevner disse høringsinstansene særlig følgende argumenter:

– Samarbeid med politiet har størst betydning i narkotikasaker, men i slike saker bør man ikke legge for stor vekt på vitneforklaringer fra medsiktede mv.
– En straffutmålingsregel som arbeidsgruppen har foreslått, kan føre til angiveri eller be-skyldninger om det.
– Det er betenkelig om lovverket oppfordrer til handlinger som kan øke risikoen for at den siktede blir utsatt for represalier.
– Hvis den siktedes sak behandles før den saken som han skal vittne i, er det en fare for at forklaringen trekkes tilbake når den siktede har fått rabatten.

6.2.2.3. Departementets syn

Etter departementets syn er betenkelighetene ved å lovfeste en straffutmålingsregel om betydningen av bistand til politiet langt større enn betenkelighetene ved en tilsvarende be-stemmelse om tilståelse. Som arbeidsgruppen selv peker på, vil det lett kunne oppstå tvil om siktedes forklaring er sannferdig eller ikke. Dette skyldes særlig at siktede i slike si-tuasjoner, i motsetning til ved tilståelser, har lite å tape på å gi opplysningene. Etter depar-tementets syn kan det dessuten være prinsipielt betenkelig å lovfeste regler som oppfordrer til angiveri, og som øker risikoen for at den siktede blir utsatt for represalier. Departementet ser heller ikke bort fra at en ordning hvor det legges økt vekt på samarbeid med politiet, kan føre til en enda hardere selvjustis i miljøer hvor kriminaliteten stadig blir hardere.

Samarbeid med politiet er et forhold som retten også i dag kan legge vekt på ved bevisvur-deringen. Etter departementets syn har dette momentet ikke en så stor generell betydning at det er naturlig å nevne det i loven. Dessuten er det ikke de samme holdepunkter for å legge til grunn at momentet blir tillagt for liten vekt i praksis, slik tilfellet er for tilståelser.

Departementet viser for øvrig til de motargumenter som er nevnt av arbeidsgruppen og høringsinstansene. Departementet fremmer etter dette ikke forslag om at det skal lov-festes at det ved straffutmålingen skal legges vekt på forklaringer som i vesentlig grad bidrar til oppklaring.”

5.1.5. Den gældende bestemmelse i norsk straffelovs § 59, 2. led, om pligt til at inddrage en uforbe-holden tilståelse i egen sag ved strafudmålingen foreslås videreført uændret i § 14-2. Tilståelsessaker i udkastet til ny straffelov i NOU 2002: 4 Ny straffelov (delutredning VII), sml. s. 485, jf. s. 265.

5.2. Sverige

5.2.1. Den svenske straffelov indeholder i 29 kap. Om straffmätning och påföljdseftergift 5 § bl.a. følgende bestemmelser:

”5 § Vid straffmätningen skall rätten utöver brottets straffvärde i skälig omfattning beakta

3. om den tilltalade frivilligt angett sig,

8. om någon annan omständighet föreligger som påkallar att den tilltalade får ett lägre straff än brottets straffvärde motiverar.”

Endvidere fastsættes det i bestemmelsens stk. 2:

”Föreligger omständighet som avses i första stycket, får rätten, om särskilda skäl påkal-lar det, döma till lindrigare straff än som är föreskrivet för brottet.”

5.2.2. I Ulf Berg m.fl.: Brottsbalken, En kommentar, Kap. 25-38, Följdförfattningar, 2001, (Kom-mentaren til den svenske straffelov) anføres om betydningen af, at tiltalte aflægger tilståelse om egne strafbare forhold eller forklarer om tredjemands kriminalitet, jf. s. 29:45:

”Punkt. 3. [5 § 3. stk.] I denna punkt tas upp fallet att gärningsmannen frivilligt har an-gett sig. Det är således just själva angivelsen som är det väsentliga och inte att någon underlättar polisens arbete sedan han väl blivit upptäckt eller erkänner sedan han väl är misstänkt. En frivillig angivelse föreligger även i det fall då någon efter att ha gripits för t.ex. ett bostadsinbrott självmant berättar om andra inbrott han har begått, men vilka po-lisen ej misstänkt honom för. Att en gärningsman beter sig på motsatt sätt, dvs. att han förnekar vad han misstänks för eller att han försvårar polisens utredning, skall å andra sidan givetvis inte läggas honom till last på så sätt att han erhåller högre straff än nor-malt.

Bestämmelsen avser endast angivelse av egna brott. I förarbetena diskuterades om den borde utvidgas till att avse även s.k. kronvittnen, alltså gärningsmän som avslöjar sina medbrottslingar. Detta avvisades emellertid och något utrymme för att beakta sådana omständigheter finns följaktligen inte enligt denna punkt. I den mån de helt undantagsvis skulle kunna anses motivera ett lägre straff kan detta ske med stöd av punkt 8 [5 §, 8. stk.].

I NJA 1999 s. 561 ansågs att det måste tilläggas en inte oväsentlig vikt vid påföljds-bestämningen att en för mened åtalad person själv tagit kontakt med polisen och berättat att hon lämnat oriktiga uppgifter under en rättegång. I NJA 1991 s. 255 ansåg HD att viss hänsyn vid straffmätningen borde tas till den omständigheten att den tilltalade själv lämnat uppgifter om en viss del av den åtalade brottsligheten. I NJA 1989 s. 870 ansågs inte att en tilltalad frivilligt angett sig på ett sätt som kunde tillmätas betydelse enligt denna punkt.”

5.2.3. Som det fremgår, gives alene mulighed for straflempelse, når tiltalte frivilligt har angivet sig. Der er ikke mulighed for straflempelse med henvisning til, at den tiltalte har forklaret om tredje-mands kriminalitet. I pkt. 8 hjemles dog adgang til strafnedsættelse, når der foreligger andre om-stændigheder, som gør det påkrævet (”påkallar”), at der udmåles en mildere straf. Denne bestem-melse vil helt undtagelsesvis kunne bringes i anvendelse i de såkaldte ”kronvidnesager”.

5.3. Finland

5.3.1. Efter § 3, nr. 3, i 6 kap. Om straffmätning i den finske straffelov (strafflag) indgår følgende blandt strafflindringsgrunderne: ”gärningsmannens strävan att av egen drift avstyra eller avlägsna verkningarna av sitt brott eller främja utredningen av detta”. Som det fremgår nedenfor, bygger denne bestemmelse på en forudsætning om, at bestemmelsen alene retter sig mod opklaringen af gerningsmandens egen forbrydelse og ikke kan bringes i anvendelse, når gerningsmanden ved sin forklaring har opklaret eller bidraget til opklaringen af forbrydelser, begået af andre (kronvidnesy-stemet).

5.3.2. Justitieministeriet har over for Straffelovrådet anført:

”Huvudsakligen samma synpunkter som talar för att straff inte skall dömas för försök till brott vid frivilligt tillbakaträdande, gör också denna mätningsgrund berättigad. Också om brottet fullbordats är det ändamålsenligt att genom ett lindrigare straff än vanligt belöna den, som av egen drift försöker avlägsna följderna av sitt brott eller främja utredningen av detta.

I avgörandet HD 1998:162 ansåg högsta domstolen följande: A hade vid förundersök-ningen lämnat sådana upplysningar om sitt brott att hans medgärningsman med hjälp av dem hade kunnat gripas och dömas för grovt narkotikabrott. A:s beteende ansågs inte vara en grund för att lindra hans straff. (Omröstn.)

För närvarande bereds en reform av strafflagens allmänna del som även omfattar be-stämmelserna om straffmätning. Propositionen kommer att avlåtas till riksdagen i slutet av år 2001. De nya bestämmelserna om straffmätning kommer i stort sett att motsvara gällande bestämmelser.

I förslaget (Rikosoikeuden yleisiä oppeja koskevat säännökset. Rikoslakiprojektin eh-dotus. Justitieministeriet. Lagberedningsavdelningens publikation 5/2000. Publikationen finns tills vidare bara på finska) motiveras främjandet av utredningen av brott på följande sätt (s. 274): Det är främst av ändamålsenlighetsskäl som det att gärningsmannen främjar utredningen av sitt brott godkänns som strafflindringsgrund, även om ett erkännande från gärningsmannen kan betraktas som strafflindringsgrund också av etiska skäl. Gärningsmannen kan t.ex. främja utredningen av sitt brott genom att vara uppriktig vid förhören (bl.a. genom att erkänna) eller genom att ange sig själv. Trots att ett erkännande kan betraktas som en strafflindringsgrund av ändamålsenlighetsskäl, kan ett bestridande inte på motsvarande sätt utgöra grund för en skärpning av straffet. Strafflindringsgrunden begränsar sig i Finland till gärningsmannens egna brott. Ett avslöjande av brott som har begåtts av brottskumpaner – eller av andra förbrytare som gärningsmannen känner till – leder inte till ett lindrigare bemötande av gärningsmannen, till skillnad från vad som är fallet i vissa länder med en angloamerikansk rättskultur.”

5.3.3. I det ovennævnte forslag om reform af den finske straffelovs almindelige del (sml. nu förslag till revidering av lagstiftningen om straffrättens allmänna läror RP 44/2002 rd) foreslås ingen æn-dringer på dette punkt, sml. s. 202, jf. s. 185, hvor det til støtte for opretholdelse af den gældende retstilstand bl.a. anføres:

”Strafflindringsgrunden inskränker sig till gärningsmannens egna brott, precis som i dag. Det att gärningsmannen med andra ord avslöjar medgärningsmännens, eller över huvud taget alla för honom eller henne kända gärningsmäns, brott skall inte leda till att han eller hon bemöts lindrigare, i motsats till vad som är fallet i vissa länder i den ang-loamerikanska rättskulturen.
...
Samarbete med myndigheter. Enligt 6 kap. 3 § 3 punkten i den gällande strafflagen lindras straffet också av gärningsmannens strävan att främja utredningen av brottet. Gärningsmannens utredningsfrämjande åtgärder är strafflindrande likväl endast om det är frågan om hans eget brott. Arrangemanget avviker från det s.k. kronvittnessystem som tilllämpas i vissa länder, närmast inom den angloamerikanska rättskulturen. Där kan en gärningsmann få sin dom mildrad genom att hjälpa myndigheterna att utreda också andra gärningsmäns brott. Systemet ger gärningsmannen en möjlighet att t.o.m. helt undgå åtal för brott, om han samtycker till att vittna mot medgärningsmännen. Kronvittnessystemet existerar också i vissa kontinentaleuropeiska länders strafflagar, men tillämpningsområdet är då begränsat främst till terrorism och vissa former av orga-niserad brottslighet.

Kronvittnessystemet är förknippat med principiella problem, varför det är skäl att ställa sig skeptisk till det. Trovärdigheten av den information som har fåtts genom löften om strafflindring kan ofta ifrågasättas. Problemet är avsevärt mindre, när uppgifterna gäller gärningsmannens egna göranden och låtanden. På ett djupare plan är det frågan om den moral som strafflagen och rättsvården företräder och om det budskap som man härige-nom vill förmedla åt människorna. Att den som avslöjar sitt eget brott kan bli föremål för strafflindring signalerar om att ånger och medgivande av egna fel kan leda till att straffet efterskränks. Kronvittnessystemet stärker däremot en angivarmoral. Det säger att egna brott kan förlåtas, om man kan visa att de övriga har begått ännu värre brott. Endast tvingande skäl kan motivera en dylik etisk kompromiss. I de övriga nordiska länderna har detta inte ansetts befogat, även om saken har utretts i Danmark. Också propositionen bygger på samma ståndpunkt.”

5.4. Nordisk Strafferetskomité

5.4.1. Spørgsmålet om ”modydelser” i form af tiltalefrafald mv. for forklaring om egne eller andres strafbare forhold er også behandlet på nordisk plan, sml. Nordisk Strafferetskomité i NU 1984:2 Straffutmåling s. 53-54:

”Større praktisk betydning har det om en tilståelse også ellers skal tillegges formildende betydning. Lovene er her tause, og i praksis gjør det seg kanskje en viss usikkerhet gjel-dende. En tilståelse som kommer etter at bevisene er lagt på bordet og gjerningsmannen forstår at det ikke nytter å nekte, vil det som regel bli sett bort fra. Derimot vil det nok som regel bli lagt en viss vekt på at han tilstår før det foreligger fellende bevis, og hjelper politiet og retten til å få klarlagt omstendighetene ved handlingen, selv om det ikke skjer ”av egen drift” som den finske lov sier. Undertiden kan tilståelse være utslag av et ønske om bot og bedring og å gjøre opp for seg. Et vanlig tilfelle er at en ung lovovertreder som er pågrepet for en straffbar handling, legger kortene på bordet også for en rekke andre lovovertredelser, kanskje uten at politiet hadde ham mistenkt for disse. I andre tilfelle kan det være beregning som ligger bak, eller svakhet og manglende evne til å stå imot under et avhør. Uansett hva motivet er, er tilståelsen en lettelse for politi og rettsapparat. Det synes hensiktsmessig og forsvarlig å gi den siktede et motiv til å legge kortene på bordet ved at han i noen grad får det godskrevet ved straffutmålingen. Et ek-sempel fra norsk rettspraksis er gjengitt i Retstidende 1972 s 979. Det gjaldt en 30 år gammel, tidligere flere ganger straffet mann som ble dømt for et meget stort antall forbrytelser: 160 grove tyverier eller forsøk herpå, og en serie sjekkbedragerier. Forbrytelsene hadde pågått over flere år, over store deler av landet, de hadde hatt et pro-fesjonelt preg, og utbyttet hadde vært betydelig. Bortsett fra et lite mindretall av forbrytelsene var samtlige saker oppklart ved at tiltalte på eget initiativ hadde avgitt for-klaring til politiet og bistått ved etterforskningen av forholdene. Førstvoterende i Høyesterett uttalte med tilslutning av de øvrige voterende at han la stor vekt på at en ve-sentlig del av forbrytelsene var oppklart fordi domfeldte av eget tiltak hadde fortalt om dem. Som andre tilfelle fra norsk praksis hvor domstolen fremhever tiltaltes tilståelse som et formildende moment ved straffutmålingen, kan nevnes Rt 1920 s 655 (incest) og 1979 s 190 (narkotikaforbrytelse).

En særlig betydning får spørsmålet om tilståelse hvor det er flere impliserte – mest ut-preget ved organisert kriminalitet. Det knytter seg større betenkelighet ved å gi avslag i straffen fordi den tiltalte bidrar til å oppklare andre deltakeres forhold. I England og USA går man lenger enn til å tillegge tiltaltes samarbeidsvilje betydning som et formil-dende moment ved straffutmålingen. Man har der fra gammelt den såkaldte kronvit-neordning: Forfølgning mot en av de impliserte bliver frafalt mot at han samarbeider med politiet for å få hovedmannen eller hovedmennene dømt. I de nordiske land har man ikke ønsket å legalisere en slik ordning. Ved behandlingen av de nye finske regler om straffutmåling ga Riksdagens laguttskott uttrykk for at bestemmelsen i SL 6 kap 3 § nr 3 bare gjelder ved utredningen av vedkommendes egen forbrytelse, og at hensikten ikke var å skape et såkalt kronvitnesystem.”

6. Nyere synspunkter om adgangen til at ”tilbyde” påtalebegrænsning, stille reduceret straf i udsigt mv. som ”modydelse” for at opnå sigtedes forklaring om egne eller andres strafbare forhold

6.1. Spørgsmålet om tilladeligheden af tilsagn om påtalebegrænsning, vejledning om reduceret straf mv. som ”modydelse” for at opnå, at den sigtede forklarer om egne eller andres strafbare forhold, er omtalt flere steder i den juridiske litteratur, sml. bl.a. H. Kallehauge: Narkotikasager, Nordisk Tids-skrift for Kriminalvidenskab, 1983 s. 81 ff., hvor det på s. 87-88 i tilknytning til Højesterets kendel-se, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1982, s. 1027, anføres:

”U.1982.1027 H.K.K.

Østre Landsrets afgørelse er helt tydeligt præget af et ønske om ikke på forhånd at ude-lukke et bevismiddel, men med det sædvanlige forbehold om, at retten ikke herved har taget stilling til, om dette bevismiddel har nogen værdi. Medens det er en fornuftig fremgangsmåde at følge, når det drejer sig om sædvanlige d.v.s. legitime beviser, gælder dette netop ikke om bevismidler om hvis tilblivelse og baggrund, der hersker en sådan tvivl, at retten evt. slet ikke bør kende den. Det svarer til det, der sker, når retten be-slutter at se bort fra en med urette fremsat insinuation eller defamerende oplysning om et vidne. Skaden er uoprettelig sket i det øjeblik, ordene blev sagt, og vil siden evt. kunne påvirke rettens vurdering. Der er i så fald helt klart tale om et falsk lod i Justitia’s vægtskål, fordi en afgørelse ikke kan begrundes hverken helt eller delvis ved henvisning til en sådan oplysning. Da det er umuligt efterfølgende at påvise om og evt. i hvilket omfang den slags falske lodder kan have haft betydning for en dommers vurdering, kan man kun sikre sig herimod ved på forhånd at søge at udelukke den form for mulig på-virkning. Det er glædeligt, at Højesteret fik sat en stopper for danske anklageres forsøg med plea bargaining, inden de kom for godt igang. Den belastning, som en sådan praksis utvivlsomt ville være blevet for retssystemet, ville have været en alt for høj pris at betale for nogle beviser af meget tvivlsom værdi.”

6.2. I John Peter Andersen: RPL § 752, stk. 3, 2. pkt.: ”Løfter, urigtige foregivender eller trusler må ikke anvendes”, Juristen 1985, gives på s. 170 udtryk for følgende opfattelse:

”Efter bestemmelsens baggrund må kerneområdet for det utilladelige antages at være løfter om fordele, som løftegiveren, den afhørende politimyndighed, ikke har kompetence til at råde over, ikke har reel indflydelse på eller som efter almindelige forvalt-ningssynspunkter vil indebære en grov vilkårlighed. Hvis politiet lover nedsat strafud-måling eller påtalebegrænsning, loves der noget, som kun retten eller den højere ankla-gemyndighed har rådighed over. Loves der særlige privilegier under et fængselsophold eller lover politiet at gøre sin indflydelse gældende til fordel for sigtede i en eller anden sammenhæng, der ikke vedkommer straffesagen, vil der i reglen være tale om forhold, som politiet ikke har reel indflydelse på. Hvis politi og anklagemyndighed engagerer sig i grove og usaglige udsving i tiltalepraksis baseret på sigtedes villighed til at samarbejde, må de implicerede løfter geråde i strid med almindelige forvaltningsretlige ligheds-grundsætninger.

Uden for RPL § 752,3,2 falder den loyale og korrekte oplysning til sigtede om virknin-gerne af, at han står fast på sin ret til ikke at udtale sig. Det må regnes for tilladt at in-formere sigtede om, at en tilståelse fra hans side vil kunne forkorte behandlingen af hans sag og eventuelt bane vej for, at hans sag kan behandles som en tilståelsessag efter RPL § 925 [nu § 922]. Også muligheden for at undgå kollusionsarrest efter RPL § 762, stk. 1, nr. 3, må kunne oplyses uden konflikt med RPL § 752,3,2. Det samme gælder oplysning om, at bistand til sagens opklaring kan få betydning for strafudmålingen.”

Endvidere anføres s. 171:

”… Under dette begreb [”urigtige foregivender”] må indbefattes enhver verbal eller handlingsmæssig tilkendegivelse, der har til formål at bibringe sigtede og faktisk bibringer ham en faktisk eller retlig vildfarelse, der sætter ham under pres for at fortælle sandheden. Til de klassiske blandt de således fremkaldte faktiske vildfarelser hører det tilfælde, hvor politiet bilder sigtede ind, at hans medsigtede allerede har tilstået og be-rettet om hans rolle i sagen. Andre tilfælde er, hvor politiet fortæller sigtede, at man har fundet hans fingeraftryk på gerningsstedet, at hans offer har udpeget ham, eller at man har udsagn fra tredjemand, der modsiger hans alibi. Mere raffineret kan det være, hvis det psykologiske pres lægges gennem en appel til sigtedes anstændighedsfølelse: at sigtelsen snart kan ventes frafaldet, fordi en anden person allerede har påtaget sig skylden og tilstået forbrydelsen.

De retlige vildfarelser fremkaldt ved urigtige foregivender kan angå sigtelsens indhold eller sigtedes retsstilling. Det første foreligger, hvis politiet fortæller sigtede, at han sigtes for et groft røveri, når der i virkeligheden kun er tale om et tyveri. Det andet foreligger, når sigtede får at vide, at han er forpligtet til at fortælle sandheden …

Andre urigtige foregivender rettet på fremkaldelsen af retlige vildfarelser kan være udsagn om, at sigtede kun kan appellere en eventuel dom, hvis han tilstår, eller at han ikke har ret til forsvarerbistand under afhøringen.

Det karakteristiske træk for de urigtige foregivender, der forbydes af RPL § 752,3,2, er, at de indebærer en manipulation af sigtedes bedømmelse af hans egen stilling i sagen.

Forbudet mod trusler i RPL § 752,3,2, er et udslag af det almindelige princip i straffe-retsplejen om, at tvang i afhøringsøjemed ikke må anvendes.

Som for løfter og urigtige foregivender lader skellet mellem det tilladelige og utilladelige sig ikke fiksere skarpt. Trusler om et onde, f.eks. kollusionsarrest, såfremt sigtede ikke fortæller sandheden, er forbudte. Oplysninger om et onde, f.eks. kollusionsarrest, så-fremt sigtede ikke fortæller sandheden, er tilladte.

Uden for de tilfælde, hvor der er tale om klart illoyal og intimiderende behandling af sigtede, bør man derfor fokusere på, om der trues med tvangsmidler af en type, som en-ten ligger uden for politiets kompetenceområde eller som ikke er legalt anvendelige. Trusler om udvisning fra landet eller trusler om kastraktion er eksempler …”

6.3. I Hans Gammeltoft-Hansen: Strafferetspleje I, 2. udg., (1998), anføres s. 202-03 bl.a.:

”Mens anklagemyndigheden ikke bør indlade sig på at frafalde dele af tiltalen mod til gengæld at opnå tiltaltes tilståelse af den resterende del af sigtelsen (i USA med et træf-fende udtryk kaldt ”plea-bargaining”), kan forholdet af praktiske grunde stille sig an-derledes ved påtalebegrænsning i form af opgivelse. Hvis anklagemyndigheden vurderer sagen således, at beviset for den del af sigtelsen, som ligger ud over sigtedes tilståelse, ikke kan holde for retten, må denne del af påtalen efter de almindelige regler opgives. - Det fremgår dog ikke altid klart af de konkrete afgørelser, om der er tale om opgivelse eller frafald af den ikke-tilståede del af sigtelsen.

Også andre tilsagn end løfte om helt eller delvis tiltalefrafald kan tænkes afgivet som modydelse for sigtedes tilståelse, f.eks. løfte om strafnedsættelse eller, for herboende udlændinges vedkommende, om fortsat opholdstilladelse; i de anførte eksempler drejer det sig i øvrigt om tilsagn, hvis opfyldelse politi og anklagemyndigehed ikke er rådig over. Det gælder her – ligesom ved meddelelse af helt eller delvist tiltalefrafald – at, så-fremt det sker for at fremkalde tilståelsen, må det anses for stridende mod § 752, stk. 3, 2. pkt., hvorefter løfter, urigtige foregivender eller trusler ikke må anvendes under afhø-ringer. I forhold til sigtede selv består der en vis risiko for, at han vælger at afgive en (eventuel delvis) urigtig tilståelse i frygt for en videregående og ligeledes urigtig dom-fældelse. Mere nærliggende er imidlertid risikoen for, at ”plea-bargaining” afføder for-klaringer fra sigtedes side, hvorved medsigtede personer belastes i overdrevet omfang (jf. den ovenfor refererede højesteretsafgørelse, UfR 1982.1027H). Samtidig indebærer anvendelsen af en bestemt sigtet som ”kronvidne” mod de i sagen øvrige sigtede personer – mod løfte om tiltalebegrænsning eller andre fordele – ofte en tilsidesættelse af al-mindelige lighedsgrundsætninger; se til eks. den i UfR 1980B, s. 155 sp. 2 omtalte sag: I en sag om omfattende narkotikakriminalitet med fem sigtede personer lovede anklage-myndigheden den ene, at man ville begrænse tiltalen mod ham til strfl. § 191, stk. 1, 1. pkt. med en strafferamme på seks år – uanset at den påsigtede kriminalitet efter praksis skulle henføres under § 191, stk. 1, 2. pkt. med en strafferamme på 10 år og en væsentlig højere strafudmåling end seks år – såfremt han ville afgive fuld tilståelse om samtlige fem sigtedes forhold. Den pågældende aflagde en sådan tilståelse. Retten fandt, at der forelå en bindende påtalebegrænsning; men fremgangsmåden fik den konsekvens, at anklagemyndigheden senere begrænsede tiltalen til § 191, stk. 1, 1. pkt. også over for de øvrige fire sigtede, uanset at de ikke havde handlet med anklagemyndigheden om tiltalens omfang.”

6.4. I april 1994 afgav en specialgruppe under DJØF’s fagligt etiske arbejdsgruppe en betænkning Fagligt etiske problemer i strafferetsplejen. Betænkningen er offentliggjort i Juristen 1994 s. 265 ff. I betænkningen behandles emnet ”plea bargaining” ud fra både et forsvarer- og et anklagersynspunkt. I afsnit 4.6. anføres om forsvarernes holdning, jf. s. 284:

”… er spørgsmålet om drøftelse mellem anklager og forsvarer om tilskæring af sagen. Sådanne aftaler minder om plea-bargaining i angelsaksisk ret, jfr. herved bemærkningerne nedenfor i afsnit 5.7, hvor problemerne anskues fra anklagemyndighedens synsvinkel, samt i afsnit 6 om virkemidler.

Man kan f.eks. forestille sig den situation, at en forsvarer vurderer, at hans klient på grund af bevisernes vægt vil blive dømt i hvert fald i et vist omfang. Denne situation er ikke ualmindelig ved narkotikakriminalitet og i sager med mange forhold af tyveri og hæleri.

Er der tale om narkotikakriminalitet, kan det forekomme, at der indgås aftale om det kvantum narkotisk stof, den tiltalte skal dømmes for. Her vil man muligvis kunne opnå det bedste resultat ved at rådgive klienten om, at han formentlig vil blive dømt i et stort antal forhold, men at der er mulighed for, hvis han ønsker at tilstå nogle forhold, da at få anklagemyndigheden til at begrænse sig til at rejse tiltale i disse forhold. En sådan aftale mellem forsvareren og anklagemyndigheden om, at anklagemyndigheden undlader at rejse tiltale for nogle muligt bevisbare forhold på betingelse af, at den tiltalte herefter erkender sig skyldig i resten, er der næppe betænkeligheder ved. Blot må forsvareren sikre, at aftalen er i den tiltaltes interesse, og at den tiltalte ikke erkender noget, han ikke har gjort.

En aftale, hvor tiltalte forklarer om andres medvirken til forbrydelsen, mod at anklage-myndigheden begrænser strafpåstanden eller indrømmer den tiltalte andre fordele, må meget muligt vurderes som værende utilstedelig, hvis det er tanken, at den tiltalte senere skal afgive forklaring som vidne under sagen mod de andre, eller hvis den tiltaltes for-klaring på anden måde skal anvendes som bevis i sagen mod dem. Det samme gælder, hvis tiltaltes således fremkaldte oplysninger i øvrigt skal benyttes i sagen. Med sådanne aftaler etableres et klart motiv hos den tiltalte til at afgive en belastende forklaring om andre for selv at slippe så billigt som muligt. Derved øges risikoen for urigtige domfæl-delser. Betænkelighederne opvejes ikke af, at der gives fuldstændig underretning om aftalen til retten og forsvarerne for de andre.”

Af afsnit 5.7 fremgår om problemstillingen set ud fra et anklagersynspunkt, jf. s. 292:

”F.s.v. angår drøftelser med forsvareren af tilskæring af sagen, navnlig med henblik på sagens fremme som tilståelsessag, er der behov for at overveje etikken. Sådanne drøftel-ser kan minde om det, der i angelsaksisk ret benævnes plea-bargaining. Det kaldes i fagjargonen undertiden ”studehandler”. Spørgsmål kan rejses, om det går an at indgå aftaler, og om andre, navnlig retten, når en aftale måtte være indgået, i givet fald skal gøres bekendt med den. Sammenlign herved foran under afsnit 4.6.

Hvad menes fra en anklagers synspunkt med studehandel i denne forbindelse? Herved forstås en aftale med forsvareren om en bestemt fremgangsmåde ved behandlingen af sagen, en fremgangsmåde som fra begge sider indebærer, at der både gives noget og fås noget, hvor man må erkende med sig selv, at éns disposition isoleret set næppe er fagligt forsvarlig og rimelig.

Følgende situationer forekommer i praksis:

1) Aftalen går ud på, at anklagemyndigheden undlader at rejse tiltale for nogle i øvrigt bevisholdbare forhold, og at tiltalte herefter erkender sig skyldig i resten.
2) Aftalen går ud på, at tiltalte undlader at anke byretsdommen, mod at anklagemyndig-heden undlader at rejse yderligere tiltale for nogle forhold, der hidtil har været udskilt af sagen.
3) Aftalen går ud på, at tiltalte forklarer om andres medvirken til forbrydelsen, mod at anklageren begrænser sin strafpåstand.

Det må være i orden at indgå aftalerne nævnt under 1)-2).

I 1) og 2) kan der ikke være behov for særskilt orientering af retten. Eventuel underret-ning af anmeldere i de forhold, der ikke bliver til noget, behøver næppe at indeholde oplysning om sammenhængen med aftalen.

I 3) er det åbenbart, at retten skal underrettes. Dette følger allerede af, at forholdet skal iagttages ved strafudmålingen, jf. straffelovens § 80. Men underretningen må gives straks ved domsforhandlingens start af hensyn til forsvaret for medgerningsmanden. Der er desuden grund til overvejelse af spørgsmålet, om den overordnede anklagemyndighed bør give sin tilslutning. Foran i afsnit 4.6. antages denne type aftale at være betænkelig, når den tiltaltes forklaring skal anvendes som bevis, hvilket jo er grunden til an-klagemyndighedens interesse i aftalen. Spørgsmålet om denne praksis’ tilladelighed bør nok afklares gennem lovgivning.”

6.5. Den i pkt. 6.4. nævnte betænkning er anmeldt af Peter Garde i Juristen 1994 s. 435 ff. Heri gi-ves udtryk for, at det under forudsætning af fuld åbenhed om den indgåede aftale må være op til retten at vurdere bevisværdien af sigtedes udsagn, herunder i lyset af et muligt motiv til uberettiget at inkriminere andre. Sml. videre s. 438-39:

”… kan jeg ikke tiltræde forf.s konklusion (pkt. 5.7), hvorefter spørgsmålet bør lovre-guleres. Man nævner ikke, hvor det skulle behandles. Det har næppe udsigt at binde strafudmålingen ved indføjelse af en ikke-tilladt strafnedsættelsesgrund – hvilket ville være et opsigtsvækkende novum i strafferetten – som et ekstra stk. i straffelovens § 80 eller § 84, så en regulering måtte i påkommende tilfælde ske i retsplejeloven. Dennes § 752 stk. 3 forbyder allerede politiet at anvende ”løfter, urigtige foregivender eller trus-ler”, og det dækker efter min opfattelse det utilladelige, nemlig et egentligt løfte om nedlæggelse af en bestemt, lav strafpåstand. Vil man hindre den anklagede i overhovedet at kende gældende praksis, skulle både politi og forsvarer forbydes at underrette ham om muligheden for strafnedsættelsesmuligheden, endog efter hans eget eventuelle spørgsmål til politiet (og forsvareren) om forventet strafudmåling. Skulle man være virkelig konsekvent, måtte reglen suppleres med et forbud imod senere anvendelse af en forklaring opnået ved tilsidesættelse af et sådant forbud omtrent ad modum tysk Straf-prozess-ordnung § 136 a, stk. 3, som efter mit beskedne kendskab til tysk procesret er en af dennes vanskeligst håndterbare regler. Jeg finder gældende ret tilstrækkelig, her-under rettens mulighed for eventuelt at afskære en bevisførelse ad modum 1982-kendelsen [UfR 1982. 1027 H].”

6.6. I et notat af 13. december 1994 udarbejdet af Rigsadvokaten om adgangen til plea bargaining udtales (s. 9 ff.):

”VII. På den anførte baggrund synes problemerne vedrørende ”plea-bargaining” at se således ud for anklagemyndigheden:

A) Tilståelse alene vedrørende egne forhold.

1) Politiet og anklagemyndigheden kan ikke handle med den sigtede, for så vidt angår strafudmålingen og kan heller ikke i øvrigt love den tiltalte nedsat straf, da kompetencen med hensyn til strafudmålingen alene tilkommer domstolene.

Men politiet kan oplyse om indholdet af straffelovens § 84, stk. 1, nr. 9, og det må også – efter forelæggelse for anklagemyndigheden – kunne stilles den tiltalte i udsigt, at an-klagemyndigheden i retten vil fremhæve tiltaltes eventuelle tilståelse som strafnedsæt-tende faktor. Der kan muligvis også loves den tiltalte, at anklagemyndigheden vil ned-lægge påstand om en bestemt – nedsat – straf med henvisning til tiltaltes medvirken og i forbindelse hermed gives den tiltalte oplysning om, at domstolene i almindelighed er utilbøjelige til at idømme strengere straffe, end anklagemyndigheden nedlægger påstand om.

2 a) Et tilbud til sigtede om påtalebegrænsning til gengæld for en tilståelse, hvilket for-udsætter tiltræden fra den kompetente anklagemyndighed, må være i hvert fald accepta-bel, hvis den fraskilte del af sagen er bevismæssigt tvivlsom.

b) Det samme må formentlig gælde, hvis den fraskilte del er af underordnet betydning i henhold til det eller de tilståede forhold.

c) Endelig må det formentlig kunne accepteres, at det tilbydes at skære dele af en sag væk som led i en sådan ”aftale”, hvis betingelserne i retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 3, (ressourcehensyn) tillige taler herfor. Det vil formentlig helt undtagelsesvist kunne op-stå, hvis der er en vis ikke mere præcis underbygget mistanke om noget mere strafbart, og det må forudses, at efterforskningen af dette i givet fald vil blive meget ressource-krævende.

d) Frafald i øvrigt af bevisholdbare forhold som modydelse for en tilståelse synes mu-ligvis accepteret af DJØF’s etikgruppe, jf. citatet ovenfor [pkt. 6.4 ovenfor]. Hjemmelen hertil synes dog ikke ganske klar, og det kan være svært at give anmelderen en tilfreds-stillende begrundelse. Det af etikgruppen anførte om, at man næppe behøver at give anmeldere den rigtige grund (modydelse for tilståelsen) er vist ikke helt holdbart. Så-danne frafald bør ikke finde sted.

e) Et tilbud om subsumption af et forhold under en anden lovbestemmelse end den, hvor den retteligt hører under, f.eks. under straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., hvor forholdet efter praksis er omfattet af § 191, stk. 1, 2. pkt., bør næppe afgives, muligvis bortset fra grænsetilfælde. Det gælder selvom det står klart, at straffen, der skal idømmes kan rummes indenfor den lavere strafferamme. Denne problemstilling synes typisk at opstå, når benægtende medgerningsmænds forsvarere lægger pres på tiltalte (og dennes forsva-rer).

f) En aftale om, at tiltalte frafalder anke af en byretsdom, mod at anklagemyndigheden undlader at rejse tiltalte i udskilte bevisholdbare forhold (hvor der ikke kan antages at foreligge påtalebegrænsning), synes accepteret af DJØF’s etikgruppe. En sådan ”aftale” må anses for betænkelig – ethvert ”pres” på en tiltalt for at få ham til at frafalde anke vil senere med rette kunne kritiseres, i hvert fald hvis der er tale om en bevisanke.

B) Tilståelse, der omfatter medgerningsmænd.

1) Her kan der heller ikke ”handles” vedrørende strafudmålingen, der bestemmes af retten.

En tilkendegivelse om, at anklagemyndigheden i retten vil fremhæve tiltaltes omfattende forklaringer om medgerningsmænd som strafnedsættende faktor, anser forsvarerne i DJØF’s etiske gruppe og de fleste teoretikere for utilstedelig på grund af risikoen for urigtige forklaringer.

De fleste praktikere i anklagemyndigheden vil formentlig være uenige heri, idet den manglende mulighed for en sådan tilkendegivelse (vel navnlig i narkosager) kan indebære en væsentlig begrænsning i opklaringsmulighederne. Retspraksis i byretterne og måske også landsretterne synes da også forudsætningsvis at acceptere sådanne tilbud, hvorimod dette ikke synes at være tilfældet for så vidt angår Højesteret, jf. U 1978.155 H. På grund af denne doms alder kunne der være grund til ved lejlighed at forelægge dette strafudmålingselement for Højesteret på ny.

Den anførte risiko for urigtige forklaringer kan næppe ganske afvises. På den anden side vil dette moment, der åbent bliver lagt frem i retten i sagerne mod medgerningsmændene, ligesom mange andre forhold, kunne indgå i rettens frie bevisbedømmelse. Når der henses til, at virkningen heraf helt overlades til retten, der er bekendt med bl.a. U 1978.155 H, kunne noget tale for, at fremgangsmåden bør kunne anvendes. De mange usikkerhedsmomenter i virkningen bør dog formentlig medføre, at sådanne aftaler ikke indgås. En ren omtale af bestemmelsen i straffelovens § 84, stk. 1, nr. 9, med den usik-kerhedsfaktor i virkningen, der er anført ovenfor, er dog næppe uacceptabel.

2) Tilbud om påtalebegrænsning som modydelse for forklaringer om medgerningsmænd bør ikke afgives, heller ikke i nogle af de ovenfor under A, 2a-d, omhandlede tilfælde. Her er risikoen for urigtige forklaringer nok for stor.

Det samme gælder helt klart løfter om at undlade at nedlægge påstande om rettigheds-frakendelse og konfiskation. Disse retsfølger har andet formål end straffen.

VIII. Udvisningselementet.

Et helt parallelt spørgsmål til anbefaling af lavere straf og til påtalebegrænsning er i re-aliteten spørgsmålet om undladelse af at nedlægge påstand om udvisning, eller dog at tilkendegive, at anklagemyndigheden vil anbefale, at der ikke sker udvisning, selvom f.eks. Direktoratet for Udlændinge har givet udtryk for, at betingelserne må anses for opfyldt. Nedlægges påstanden ikke, kan retten ikke træffe afgørelse om udvisning.

Bestemmelsen i § 84, stk. 1, nr. 9, finder selvfølgelig ikke anvendelse på udvisnings-spørgsmålet.

Reglerne om udvisning på grund af straf i udlændingelovens §§ 22-25, indeholder ikke i de momenter, der skal lægges til grund for vurdering om udvisning, elementer der svarer til straffelovens § 84, stk. 1. Det samme gælder for så vidt angår udlændingelovens § 26, om forskellige forhold, der kan begrunde at afgørelse om udvisning ikke træffes. Da strafferammen og konkret strafudmåling indgår som betingelser i en del af bestemmel-serne, får en eventuel strafnedsættelse forårsaget af den pågældendes medvirken til op-klaring af sagen indirekte betydning for ”risikoen” for udvisning. Som følge af bestem-melsens formulering vil det dog være vanskeligt at forudsige, hvilken betydning en eventuel reduktion af straffens længde vil kunne få på udvisningsspørgsmålet, bortset fra enkelte grænsetilfælde.

Det må medføre, at dette spørgsmål ikke inddrages under eventuelle overvejelser om betydningen af sigtedes medvirken.
 
 
 

IX. Kompetencen m.v.

1) I de tilfælde, hvor der efter ovenstående kan meddeles tilkendegivelser, bør dette, hvis forsvarer er beskikket, kun ske over for sigtede, når forsvareren er til stede.

2) Det er overladt til de enkelte Statsadvokater at bestemme, hvorledes denne nærmere administration af ordningen skal gennemføres, i de tilfælde, hvor der meddeles tilken-degivelser, herunder også med hensyn til, om tilkendegivelsen skal meddeles af en jurist eller efter bemyndigelse i hvert enkelt tilfælde af kriminalpolitiet, samt om det skal ske mundtligt eller skriftligt.”

6.7. Elsebeth Rasmussen har drøftet problemstillingen i Ugeskrift for Retsvæsen, 1980, afdeling B, s. 153 ff., og Ugeskrift for Retsvæsen, 1983, afdeling B, s. 311 ff. Der gives her udtryk for, at poli-tiet gerne må gøre opmærksom på, at en tilståelse kan føre til kortere varetægtsfængsling. Der må ikke gives tilsagn om kortere straf, da strafudmåling er et domstolsanliggende. Endvidere hverken bør eller kan der handles med en sigtet for at opnå tilståelse og oplysninger vedrørende medsigtede. Desuden udtrykkes betænkelighed ved, at anklagemyndigheden som ”modydelse” for en tilståelse begrænser tiltalen til mildere straffebestemmelser end den, som tilståelsen efter normal retspraksis ville føre til domfældelse for.

6.8. Carsten Egeberg Christensen anfører i Ugeskrift for Retsvæsen 1993, afdeling B, s. 44, at an-klagemyndigheden ikke kan give tilsagn om mildere straf, da straffens længde fastsættes af retten og ikke af anklagemyndigheden. Det hedder videre:

”Der er imidlertid intet til hinder for, at man som anklager over for den sigtede og dennes forsvarer under efterforskningen kan tilkendegive, at såfremt den sigtede, under et indenretligt forhør eller under domsforhandlingen, vil lægge ”kortene på bordet”, vil anklagemyndigheden under domsforhandlingen overfor retten fremhæve, hvilke konse-kvenser det har haft for den videre efterforskning. I samme forbindelse er der heller intet til hinder for, at anklagemyndigheden overfor retten henstiller, at der idømmes den tiltalte en mildere straf.

Hjemlen for domstolene til i sådanne tilfælde at udmåle straffen mildere findes i den almindelige regel i straffelovens § 80. Ifølge denne bestemmelse kan retten ved straffens udmåling bl.a. lægge vægt på gerningsmandens forhold ”efter gerningen”, hvilket indebærer, at retten kan tage hensyn til omstændigheder, som omhandlet i nærværende artikel.

Mere specifikt er der også adgang til strafnedsættelse i ovennævnte type sager efter straffelovens § 84, nr. 9, hvorefter straffen kan nedsættes, når gerningsmanden frivilligt har angivet sig selv og aflagt fuld tilståelse.

Bestemmelsens rækkevidde kan give anledning til tvivl. Kræves det, at man selv er mødt op hos politiet og lagt alle kortene på bordet, eller er det tilstrækkeligt, at sigtede, efter at være blevet pågrebet, fuldstændig frivilligt fortæller om forhold, som politiet intet kundskab har om.”

6.9. I forhandlingerne på det 34. nordiske juristmøde i Stockholm 1996 indgik emnet ”plea bargai-ning” som et delemne under temaet ”Bekæmpelse af den organiserede kriminalitet”. Thomas Rør-dam, der fungerede som referent ved behandlingen af emnet, gav i den forbindelse udtryk for føl-gende opfattelse, jf. Förhandlingarna vid Det 34:e nordiska juristmötet, Del I s. 289-92:

”Er der tale om et plea bargaining arrangement, der alene vedrører den tiltaltes egne forhold, er der normalt ikke de store problemer set i forhold til den tiltalte.

I forhold til den tiltalte synes den eneste betænkelighed at være, at der kan bestå en vis risiko for, at han vælger at afgive en (eventuelt delvis) urigtig tilståelse af frygt for en videregående og ligeledes urigtig domfældelse. Denne risiko kan imidlertid imødegås ved, at der altid, når et plea bargaining arrangement skal indgås, beskikkes en forsvarer, således at forsvareren kan sikre, at arrangementet er i den tiltaltes interesse, og at den tiltalte ikke erkender noget, han ikke har gjort.
...
For så vidt angår plea bargaining arrangementer i sager, der omfatter medgernings-mænd, er situationen en anden. Det er her klart, at politiet og anklagemyndigheden kan have en interesse i at indgå en handel, således at politiet får oplysninger om medger-ningsmænd mod at meddeleren slipper billigere i sin egen sag.

Det, politiet og anklagemyndigheden kan handle med, er i første omgang en tilskæring af meddelerens sag, men der kan også blive tale om at handle med et løfte om at lægge sagen blødt op i retten, når der skal tages stilling til strafudmålingen, eventuelt således at der ligefrem fra anklagemyndighedens side nedlægges påstand om en bestemt (mild) straf. Domstolene er ganske vist ikke bundet af anklagemyndighedens strafpåstand, men i praksis er domstolene tilbageholdende med at straffe strengere, end hvad anklagemyn-digheden lægger op til.

Efter min umiddelbare opfattelse må en aftale, hvor en meddeler forklarer om andres medvirken til forbrydelsen, mod at anklagemyndigheden indrømmer meddeleren fordele i form af en tilskæring af meddelerens sag formentlig vurderes som værende utilstedelig, hvis det er tanken, at meddeleren senere skal afgive forklaring som vidne under sagen mod de andre, eller hvis meddelerens forklaring på anden måde skal anvendes som bevis i sagen mod dem. Det samme gælder, hvis meddelerens således fremkaldte oplysninger i øvrigt skal benyttes i sagen. Med sådanne aftaler etableres et klart motiv hos meddeleren til at afgive en belastende forklaring om andre for selv at slippe så billigt som muligt. Derved øges risikoen for urigtige domfældelser. Betænkelighederne opvejes ikke af, at der gives fuldstændig underretning om aftalen til retten og forsvarerne for de andre. …

Et mere tvivlsomt spørgsmål kan være, om det også er utilstedeligt, at politiet og ankla-gemyndigheden handler med en ydelse bestående i, at anklagemyndigheden i retten vil fremhæve tiltaltes omfattende forklaringer om medgerningsmænd som strafnedsættende faktor, eventuelt således at der nedlægges påstand om en bestemt (mild) straf.

I den højesteretsdom, der er refereret i UfR 1978.155 H, afviste Højesterets flertal at tillægge det betydning ved straffastsættelsen, at den tiltalte havde bistået politiet ved sa-gens opklaring, men Rigsadvokaten har i sit notat [notat af 13. december 1994, som er gengivet ovenfor under pkt. 6.6] oplyst, at domstolene ikke desto mindre ganske ofte giver rabat til tiltalte, der bistår med en sags opklaring. Dette svarer også til mine egne erfaringer. Denne praksis er imidlertid efter min opfattelse betænkelig. I forhold til den tiltalte ses der ikke at være nogen reel forskel mellem på den ene side den situation, hvor den tiltalte får tilbud om en tilskæring af sagen, således at visse forhold udgår, og på den anden side den situation, at tilbudet består i en tilkendegivelse om lavere straf. Slutresultatet (straffen) kan meget vel blive det samme i de to situationer, og dermed kan også den tiltaltes tilskyndelse til at afgive urigtig forklaring, der belaster medtiltalte, være den samme.

Hvis domstolene rent faktisk udvikler en mere eller mindre fast praksis gående ud på, at man får rabat, hvis man angiver medgerningsmænd, er det i øvrigt vanskeligt at forestille sig, at politiet skulle være afskåret fra at orientere en mulig meddeler om denne praksis i forbindelse med de afhøringer, som finder sted under efterforskningen. …

Efter min opfattelse står man sig formentlig bedst ved at fastholde den retstilstand, som afgørelsen i UfR 1978.155 H er udtryk for. Jeg kan i øvrigt tiltræde det, Rigsadvokaten anfører som konklusion i det sidst citerede afsnit [dvs. det ovenfor under VII, pkt. B 1 anførte].”

Lars Bay Larsen og Henning Thiesen, der ligeledes fungerede som referenter ved behandlingen af emnet, anførte om problemstillingen bl.a., jf. anf. st. s. 306-08:

”Ved den nærmere vurdering af forskellige typer af plea bargaining-aftaler opstår … blandt andet spørgsmål, om politi og anklagemyndighed bør have mulighed for at ”handle med” en sigtet person, således at man kan love vedkommende en lavere straf, hvis han/hun afgiver en (fuldstændig) tilståelse. Svaret må blive benægtende. Politi og anklagemyndighed er ikke – og bør heller ikke – være herre over strafudmålingen og bør derfor heller ikke love den sigtede noget desangående.

Noget andet er, om politiet og anklagemyndigheden over for den sigtede bør kunne til-kendegive, at man i retten vil fremhæve vedkommendes samarbejde med myndighederne som en omstændighed, der bør tillægges betydning ved strafudmålingen.

Herudover er der en række nyere sager, hvor den tiltaltes forklaring har omfattet med-gerningsmænd, og hvor der – på linje med den dissentierende dommer i den ovenfor an-førte dom fra 1978 [Ugeskrift for Retsvæsen 1978, s. 155] – er sket strafnedsættelse un-der henvisning til vedkommendes bistand i opklaringsarbejdet. Efter vores opfattelse bør denne praksis formentlig videreføres. Domstolene bør med andre ord efter omstæn-dighederne kunne idømme en mildere straf til en person, som med sine forklaringer har været med til at afdække kriminelle forhold, som er begået af andre. Det er naturligvis en forudsætning herfor, at vedkommendes forklaring om andres kriminelle aktiviteter er sand. Ved denne bedømmelse af vedkommendes troværdighed bør man være opmærk-som på, at der – objektivt set – er et ikke fjerntliggende motiv for den tiltalte til at frem-komme med falske eller i hvert fald vidtløftige forklaringer om medgerningsmænd. Domstolene er imidlertid vant til at foretage troværdighedsbedømmelser i en række sammenhænge, og den generelle risiko for fremkomsten af falske oplysninger om med-gerningsmænd kan derfor efter vores mening ikke bære et absolut forbud mod at benytte strafnedsættelse i forhold til en person, som ved denne konkrete bedømmelse fremtræder som troværdig. En sådan person bør kunne få ”rabat”, fordi han til trods for en for-mentlig i mange tilfælde ikke ubetydelig risiko for repressalier og social udstødelse vælger at hjælpe politiet. Som følge heraf bør der heller ikke være noget i vejen for, at politi og anklagemyndighed på forhånd ved at henvise til straffelovens § 84, stk. 1, nr. 9, tilkendegiver over for vedkommende, at hans medvirken til at opklare kriminalitet begået af andre kan blive tillagt betydning i retten som et forhold, der bør føre til en mildere straf.”

Sml. endvidere om tilladeligheden af aftaler om påtalebegrænsning anf. st. s. 309-10:

”Det må formentlig være rimeligt at indgå sådanne aftaler i tilfælde, hvor de forhold, der ”tages ud” af tiltalen, er bevismæssigt tvivlsomme og/eller af underordnet betydning sammenlignet med de forhold, der er omfattet af tilståelsen eller forklaringen. Om der herudover som led i en aftale med den sigtede bør kunne ske en begrænsning af tiltalen er mere tvivlsomt – også selv om retten får oplysning om aftalens eksistens og dermed i givet fald er fuldt opmærksom på, at vedkommende kan have et motiv til at afgive falsk forklaring om andres kriminelle handlinger. Til støtte for at tillade dette kunne det anfø-res, at der som nævnt gælder et opportunitetsprincip for anklagemyndigheden, og at denne derfor ud fra et samlet skøn bør kunne afgøre, om og i hvilket omfang der bør rej-ses tiltale.

Efter vores opfattelse bør dette princip dog ikke kunne begrunde, at der som led i en af-tale med en tiltalt gives løfte om ikke at retsforfølge for alvorligere former for krimina-litet. Ud over at risikoen for falsk forklaring i disse tilfælde formentlig er endnu mere fremtrædende på grund af udsigten til at slippe for en relativt streng straf, forekommer aftaler om plea bargaining i disse situationer at være udtryk for en retligt og etisk set betænkelig særbehandling f.eks. på den måde, at en tiltalt, som vil – og kan – forklare politiet om medgerningsmænd, opnår en langt gunstigere stilling i forhold til andre til-talte, som ikke har nogen medgerningsmænd og derfor ikke i samme grad har ”noget at handle med”.

Ikke desto mindre er der næppe tvivl om, at det i et vist omfang er forekommet, at politi og anklagemyndighed efter drøftelse med en sigtet og dennes forsvarer ved udformningen af tiltalen i sagen har undladt at påberåbe sig bestemte strafskærpelsesgrunde – som f.eks. straffelovens § 88 – og at man i den forbindelse har tillagt det betydning, at sigtede i så fald ville være villig til at aflægge tilståelse. Udenfor grænsetilfælde, hvor rent procesøkonomiske hensyn i sig selv kan bære en sådan (ensidig) beskæring af tiltalen, forekommer anvendelsen af sådanne ”quasi-aftaler” – selv hvor sigtedes tilståelse alene angår egne forhold – ikke ganske ubetænkelig. Det må i al fald normalt være en forud-sætning, at den ret, der skal pådømme sagen, loyalt orienteres af anklagemyndigheden og tiltaltes forsvarer om sådanne ”aftaler”, hvis anvendelsesområde under alle omstæn-digheder bør være snævert.”

6.10. Herudover har emnet ”plea-bargaining” været genstand for udførlig behandling i Ib Henricson, Politiret s. 169 ff. Heri sammenfattes synspunkterne således:

”Den aktuelle situation kan formentlig skitseres således:
1. Politiet henviser til, at en tilståelse efter Rpl. § 768 vil medføre, at arrestanten løslades fra varetægtsfængsling. Når blot det sker som en nøgtern henvisning til bestemmelsen, helst gennem forsvareren, og ikke gennem en utidig overtalelse, ses der intet kritisabelt ved en sådan fremgangsmåde, også selvom tilståelsen involverer tredjemand.
2. Det samme gælder ved isolation, jf. rpl. § 770 a, hvor dog arrestantens specielle situa-tion bør bevirke, at ”tilbuddet” altid går igennem forsvareren for at afskære myter om udnyttelse af arrestantens ”nedbrudte psyke”.
3. Tilbud om at procedere på mildere straf må i kraft af reglerne i strfl. § 80 og 84 og efter højesteretsdommen U 1998.1317 H ligeledes være tilstedeligt … Hermed har Hø-jesteret principielt afgjort, at hensynet til efterforskningen i disse sager går forud for den risiko, der er nævnt i dissensen, og bemærkningerne vedrører således også tredje-mandstilfældet ...
4. Tilbud om at skære sagen til, så nogle bevisbare forhold opgives, og resten behandles som tilståelsessag, må også være acceptabelt, såfremt opgivelsen ligger inden for kompetencen i retsplejelovens § 721 stk. 1 nr. 3, og forudsat at der ikke dermed for-svinder konfiskationspåstande af væsentlig værdi, jf. punkt 8. Aftalen må efter højeste-retsdommen også være legal i tredjemandssituationen. Derimod må det være uaccep-tabelt at love fuldstændig straffrihed, idet risikoen for urigtige forklaringer her bliver for stor, jf. de tyske ”Kronvidneregler”.
5. Tilbud om at skære forhold fra, der i forvejen er bevissvage, mod en tilståelse i andre forhold, er derimod klart uacceptable efter rpl. § 752, stk. 3, da den sigtede føres bag lyset. Cfr. overraskende Rigsadvokaten i notat af 13. december 1994 side 10 til ankla-gemyndigheden.
6. Tilbud om at undlade at anke byretsdommen, mod at anklagemyndigheden undlader at rejse tiltale i nogle udskilte bevisbare forhold, synes at være betænkeligt, i hvert fald såfremt det drejer sig om en bevisanke.
7. Tilbud om at subsumere (henføre) det strafbare forhold under en anden (mildere) straf-febestemmelse end den, hvor det rettelig henhører, fx under strfl. § 191, stk. 1, 1. punkt frem for 2. punkt, synes at være udelukket. Herved modvirkes den udglidning af retsforfølgningen, som sådanne aftaler kunne indebære, fx tilfælde, hvor aftalen går ud på, at der alene rejses tiltale for vold med døden til følge frem for manddrab. Resultatet ville blive en sjakren med straffebestemmelserne, der hverken forekommer værdig, eller som synes at opfylde lighedsprincippet.
8. Tilbud om at undlade konfiskation eller rettighedsfortabelse er klart uacceptable og et udtryk for, at politiet betaler den pågældende for at tilstå.
9. Tilbud om at undlade at nedlægge påstand om udvisning mod en tilståelse, på trods af at en udvisning kunne finde sted efter de tilståede forholds karakter, opfattes i rigsad-vokatens notat ikke som tilladeligt.
10. Tilbud om at forsøge at påvirke stedet for afsoning mod en tilståelse kan være i orden, såfremt det drejer sig om en person, der har vidnet mod personer i miljøet, der måske sidder fængslet i det påtænkte afsoningssted.
11. Tilbud om bedre kost i arresten og lignende ydelser må være udelukket, jf. punkt 8.
Frafald af bevisbare forhold ud over grænsen i punkt 4 bør ikke være tilladt.
Disse konklusioner er udtryk for en balancegang mellem hensynet til den sigtede, der opnår en mildere afgørelse og en hurtigere proces, hensynet til det ønskværdige i at opklare kriminaliteten og frygten for en udglidning af straffeprocessen, herunder risi-koen for justitsmord.”

6.11. Som nævnt i pkt. 1.2. ovenfor forekommer det, at der ved udstedelse af bødeforelæg sker en afstemning af bødeforelægget efter, hvad virksomheden vil gå ind på at betale. Forholdet er beslægtet med tilfælde, hvor der foregår en tilskæring af sagen i medfør af retsplejelovens § 922 (tidl. § 925). Om sådanne tilfælde anføres i Gorm Toftegaard Nielsen: Straffesagens gang s. 129- 30:

”Debatten herhjemme har … primært vedrørt aftaler mellem sigtede og politi eller an-klagemyndighed inden for narkosager. Spørgsmålet om aftaler er imidlertid langt bredere og mere nuanceret, end debatten giver indtryk af. Selve aftalebegrebet er her flydende. En forsvarer for et firma, der er sigtet for overtrædelse af miljøloven, spørger politimesteren, hvor høj bødepåstanden vil blive. Politimesteren oplyser, at han har besluttet sig for en bøde på 250.000 kr. Advokaten meddeler, at firmaet vil acceptere et bødeforelæg på 200.000 kr. og ellers ønsker sagen sendt i retten til afgørelse. Politimesteren udsender et bødeforelæg på 200.000 kr., og virksomheden vedtager bøden. Selve bødevedtagelsen har jo betydelige aftalemæssige træk. I denne version er der næppe tale om en egentlig aftale. Politimesteren giver den oplysning, han er pligtig til at give. Man kan ikke godt forestille sig, at anklagemyndigheden vil holde bødepåstanden hemmelig. Omvendt meddeler forsvareren blot, at med denne påstand skal sagen i retten. Begges opførsel er helt korrekt. Der er vel heller intet forkert i, at politimesteren efter fornyet overvejelse nedsætter bødepåstanden. Den beskrevne adfærd vil næppe nogen forsøge at forbyde. Eksemplet svarer til virkeligheden og viser vel, at det reelt er umuligt at forhindre enhver aftale om straffens størrelse. Undertiden vil en forsvarer meddele, at hans klient vil tilstå f.eks. 16 af 25 tyverier og gerne vil vide, om anklagemyndigheden herefter ønsker sagen fremmet som tilståelsessag. Som udgangspunkt må anklageren svare loyalt på dette spørgsmål – der er jo ingen grund til at bruge tid på et måske forgæves efterforskningsforhør efter § 925. Igen er der tale om en helt korrekt adfærd, der ligger så tæt op ad en aftale, at det i praksis er umuligt at udelukke aftaler. I begge de nævnte tilfælde er det afgørende næppe spørgsmålet, om der foreligger en gensidig op-lysningsvirsomhed eller en aftale, men det resultat sagen slutter med. Når retsplejeloven åbner mulighed for ressourcebetinget tilskæring af straffesager, kan disse hensyn vel også tilgodeses i de nævnte eksempler. En betydelig del af de beskæringer, vi foretager under § 925-sagerne, ville angelsakserne muligvis kalde plea bargaining. Vores beskæringer er ikke direkte aftaler, men alle sagens parter er klar over, at en tilståelse af en betydelig del af sagen meget let vil medføre et frafald eller en opgivelse af resten af sagen.”

7. Straffelovrådets overvejelser

7.1. Spørgsmålet om tilståelsens betydning for strafudmålingen mv. har været genstand for indgå-ende drøftelse i Straffelovrådet. I det følgende redegøres for indholdet af disse drøftelser samt rådets konklusion.

I pkt. 7.2 sammendrages rådets overvejelser om de eksisterende muligheder for ved strafudmålingen at tage højde for, at den sigtede har aflagt tilståelse om egne strafbare forhold. Pkt. 7.3 indeholder en redegørelse for rådets overvejelser om de tilfælde, hvor den sigtede giver oplysning om tredjemands strafbare forhold. Som det fremgår af afsnit 3 ovenfor, giver de tilfælde, hvor oplysningerne består i vidneforklaring om tredjemands strafbare forhold, anledning til særlige straffeprocessuelle spørgsmål. Der er derfor ved rådets drøftelse af denne problemstilling sondret mellem tilfælde, hvor den sigtede tilvejebringer objektive beviser, og tilfælde, hvor den sigtede vidner mod tredjemand. Spørgsmålet om, hvorvidt og i hvilket omfang det er tilladeligt at ”tilbyde” påtalebegrænsning, stille reduceret straf i udsigt mv. som ”modydelse” for at opnå sigtedes forklaring, kan komme på tale både i tilfælde, hvor sigtede søges motiveret til at give oplysning om egne strafbare forhold, og i tilfælde, hvor der ønskes oplysning om tredjemands strafbare forhold. Rådets overvejelser herom er omtalt i pkt. 7.4 nedenfor.

7.2. Som nævnt i afsnit 2 ovenfor følger det af straffelovens § 80, stk. 1, at der ved strafudmålingen inden for den for forbrydelsen foreskrevne strafferamme skal tages hensyn til gerningsmandens ”forhold efter gerningen”. Efter straffelovens § 84, stk. 1, nr. 9, kan den for en strafbar handling i loven foreskrevne straf nedsættes, når gerningsmanden frivilligt har angivet sig selv og aflagt fuld-stændig tilståelse. Statueringen af tilstedeværelsen af en af de i § 84 nævnte strafnedsættelsesgrunde medfører, at straffen kan fastsættes under det minimum, der er foreskrevet i den enkelte straffebe-stemmelse, og eventuelt gå ned til den laveste grad af den mildeste strafart, dvs. 1 dagbod inden for straffelovens område. Har gerningsmanden frivilligt angivet sig selv og aflagt fuldstændig tilståelse, kan dette forhold så meget desto mere indgå, når der er spørgsmål om strafudmåling inden for den strafferamme, der er foreskrevet for forbrydelsen, jf. straffelovens § 80.

Om gerningsmanden har angivet sig selv ”frivilligt” og aflagt ”fuldstændig tilståelse” beror på en konkret vurdering, hvorved bemærkes, at bestemmelsen alene sigter på at kunne begunstige den, der ”af egen fri vilje”, og ”førend den pågældende endnu vidste sig mistænkt”, har angivet sig selv og aflagt fuldstændig tilståelse, sml. bestemmelsens forarbejder som omtalt i afsnit 2 ovenfor. Om og i hvilket omfang tiltaltes tilståelse i egen sag skal indvirke på strafudmålingen beror også på en kon-kret vurdering. Som det fremgår af de i afsnit 2 nævnte domme, kan forholdene i en sag være af en sådan karakter, at der ikke findes grundlag for at bringe straffelovens § 84, stk. 1, nr. 9, i anvendelse, selv om tiltalte har meldt sig selv.

Der er i Straffelovrådet enighed om, at der bør være adgang til efter omstændighederne at nedsætte straffen, herunder også under den foreskrevne strafferamme, når tiltalte frivilligt har angivet sig selv og aflagt fuldstændig tilståelse, sml. denne betænknings kapitel 10 om strafnedsættelse og strafbort-fald, pkt. 7.3, og 30 (lovudkast) med § 83, 1. pkt., jf. § 82, nr. 8, i § 1, nr. 6. Det skal herved haves for øje, at muligheden for at kunne gå under den foreskrevne strafferamme kun har betydning i til-fælde, hvor sagen ikke efter omstændighederne kan sluttes med et tiltalefrafald eller en betinget dom uden straffastsættelse, eller hvor der endnu er foreskrevet et forhøjet fængselsminimum eller behov for at gå under fængselsstraffens faste minimum, som nu er 7 dage. Det er og vil, såfremt rådets indstilling om strafferammers minimum følges, ikke være ofte forekommende, sml. denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.2.4.

Som det fremgår af pkt. 3.2 i kapitel 10 om strafnedsættelse og strafbortfald, påpegede Straffelov-rådet allerede i betænkning nr. 667/1972 om de strafferetlige særforanstaltninger, at der ”næppe [var] grund til at opretholde den regel, at strafbortfald efter § 84, stk. 2, er udelukket med hensyn til de forhold, som nævnes i § 84, stk. 1, nr. 7-9, og som alle ligger efter foretagelsen af den strafbare handling”. Rådet finder det ubetænkeligt, at der i lighed med de øvrige tilfælde, som omfattes af § 82 i rådets lovudkast, åbnes mulighed for under i øvrigt formildende omstændigheder at statuere strafbortfald ved tilståelse i egen sag, sml. denne betænknings kapitler 10 om strafnedsættelse og strafbortfald mv., pkt. 7.3, og 30 (lovudkast) med § 83, 2. pkt., jf. § 82, nr. 8, i § 1, nr. 6. Om og i hvilket omfang tilståelse i egen sag bør føre til reduceret straf eller eventuelt strafbortfald beror på en konkret vurdering, som domstolene er vant til at foretage i en række sammenhænge.

7.3.1. Gerningsmandens ”forhold efter gerningen” i straffelovens § 80, stk. 1, omfatter også tilfælde, hvor gerningsmanden har givet oplysning om medgerningsmænds eller tredjemands strafbare forhold, sml. bl.a. højesteretsdommen, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1998, s. 1317, hvor det i flertallets præmisser indledningsvis anføres: ”Straffelovens § 80, stk. 1, giver mulighed for ved strafudmålingen at tage hensyn til, at tiltalte har medvirket ved sagens oplysning, herunder ved af-givelse af forklaring om medgerningsmænd.” Har gerningsmanden f.eks. ved sin forklaring sat politi og an-kla-ge-myndigheden i stand til at optrevle sager mod medgerningsmænd i et større sagskompleks, kan dette forhold indgå ved strafudmålingen inden for strafferammen.

Ved strafudmålingen vil det som udgangspunkt være uden betydning, om oplysningen består i ob-jektive beviser eller en vidneforklaring om andres strafbare forhold. At oplysningen angår tredje-mands strafbare forhold fører imidlertid til, at det i de tilfælde, hvor bevisets sandhedsværdi kan anfægtes, f.eks. fordi der er tale om en vidneforklaring, forud for afgørelsen af skyldspørgsmålet skal sikres, at der sker underretning såvel af retten som af forsvareren for den gerningsmand, der belastes af den sigtedes forklaring, jf. Rigsadvokatens Meddelelse nr. 11/1998.

I flertallets præmisser i den ovennævnte højesteretsdom fremhæves, at det er i de ”større narkotika-sager og visse andre alvorlige sager, hvor efterforskningen erfaringsmæssigt er særlig vanskelig og problemfyldt”, det har væsentlig betydning for efterforskningen at kunne motivere en sigtet til at medvirke til sagens oplysning. Endvidere nævnes, at tiltalte i den konkrete sag har bidraget med ”værdifulde oplysninger af betydning for efterforskningen”. Der kan rejses spørgsmål om, hvorledes man strafudmålingsmæssigt er stillet i andre sagstyper, hvor den tiltalte har givet værdifulde oplysninger af betydning for efterforskningen af tredjemands kriminalitet, sml. det norske lovforslag i pkt. 5.1.4 ovenfor, hvor der tales om ”mer hverdagslig kriminalitet – for eksempel omfattende vinningsforbrytelser”.

Efter Straffelovrådets opfattelse kan den citerede højesteretsdom ikke antages at udelukke, at det også i andre sagstyper kan indvirke på strafudmålingen inden for den foreskrevne strafferamme, at gerningsmanden har bidraget (sandfærdigt) med værdifulde oplysninger om andres strafbare forhold. Det må efter rådets opfattelse bero på en konkret vurdering af omstændighederne i den enkelte sag, om der er grundlag for udmåle en reduceret straf. Omstændighederne i den enkelte sag vil også være afgørende for, hvor meget straffen i givet fald skal reduceres med i forhold til den sædvanlige straf. Rådet kan tiltræde det synspunkt, at domstolene er vant til at foretage troværdighedsbedømmelser i en række sammenhænge, hvorfor den generelle risiko for fremkomst af falske oplysninger om andre ikke i sig selv kan bære et forbud mod at benytte strafnedsættelse i forhold til en person, som ved den konkrete bedømmelse fremtræder troværdig.

7.3.2. At gerningsmanden har forklaret om tredjemands kriminalitet indgår ikke i opregningen af de grunde, der kan føre til strafudmåling under den foreskrevne strafferamme efter straffelovens § 84. Adgang til at fravige det minimum, der er foreskrevet i den enkelte straffebestemmelse, kræver lov-hjemmel. Bestemmelsen om tilståelse i egen sag, jf. § 84, stk. 1, nr. 9, eller denne bestemmelses analogi giver ikke fornøden hjemmel til at kunne udmåle en straf under det foreskrevne minimum i tilfælde, hvor gerningsmanden har forklaret om tredjemands kriminalitet. Spørgsmålet om at kunne fravige det foreskrevne minimum, når gerningsmanden har bidraget med væsentlige oplysninger om tredjemands kriminalitet, ses ikke berørt i forarbejderne til straffelovens § 84, jf. afsnit 2 ovenfor. Det bemærkes herved, at muligheden for at kunne gå under den foreskrevne strafferamme som nævnt i pkt. 7.2 ovenfor kun har betydning i tilfælde, hvor sagen ikke efter omstændighederne kan sluttes med et tiltalefrafald eller en betinget dom uden straffastsættelse, eller hvor der endnu er foreskrevet et forhøjet fængselsminimum eller behov for at gå under fængselsstraffens faste minimum, som nu er 7 dage. Det er og vil, såfremt rådets indstilling om strafferammers minimum følges, ikke være ofte forekommende.

Straffelovrådet finder, at der i hvert fald i tilfælde, hvor efterforskningen af alvorlige sager erfa-ringsmæssigt er særlig vanskelig og problemfyldt, og hvor den sigtede har givet oplysninger, som viser sig afgørende for opklaringen af sagen, bør være mulighed for at udmåle straffen under den foreskrevne strafferamme, særligt når den pågældendes egen handling må anses for at være af for-holdsvis underordnet betydning. Rådet finder endvidere, at der efter omstændighederne på samme måde som ved tilståelse i egen sag bør åbnes mulighed for strafbortfald, sml. ovenfor og denne be-tænknings kapitel 10 om strafnedsættelse og strafbortfald mv., pkt. 7.3, og kapitel 30 (lovudkast) med § 83, jf. § 82, nr. 9, i § 1, nr. 6, i rådets lovudkast. Om og i hvilket omfang oplysning om med-gerningsmænds eller tredjemænds strafbare forhold bør føre til reduceret straf eller eventuelt straf-bortfald må også bero på en konkret vurdering ved pådømmelsen af den enkelte sag.

7.4. Som det fremgår af ovenstående, kan både hensynet til at opklare alvorlig kriminalitet og pro-cesøkonomiske hensyn tale for, at der som led i kriminalitetsbekæmpelsen gives mulighed for at stille en sigtet eller tiltalt person fordele i udsigt som ”modydelse” for, at den pågældende aflægger tilståelse om egne strafbare forhold og/eller afgiver forklaring om medgerningsmænds eller tredje-mænds strafbare forhold. Udsigten f.eks. til en mildere straf kan føre til, at den pågældende med sin forklaring afdækker forbrydelser, som ellers ikke eller kun under anvendelse af ganske betydelige ressourcer ville være opklaret. Det må erkendes, at megen af den alvorlige organiserede kriminalitet, herunder den grænseoverskridende kriminalitet, kun lader sig opklare til bunds gennem forklaringer fra de personer, som har deltaget. At forklare belastende om andres kriminalitet er ikke uden risiko. Den, der vælger at udtale sig, må ofte påregne hævnaktioner fra medsigtede og eventuelle bagmænd og grov chikane under afsoning fra medindsatte m.fl. Det er derfor naturligt og forståeligt, at den sigtede rejser spørgsmål om, hvad vedkommende har ud af at tilstå og/eller at forklare om medgerningsmænds eller tredjemænds strafbare forhold.

At give adgang til at indgå sådanne ”aftaler” er imidlertid heller ikke uden betænkelighed. Overordnet kan det anføres, at formålet med straffeprocessen er at finde den materielle sandhed, og at det ville stride mod dette formål at åbne mulighed for at indgå aftaler om skyld og straf. Det kan videre anføres, at det ville stride mod dansk retstradition at åbne for en ordning, hvor man f.eks. på forhånd indhentede et tilsagn fra retten om ikke at idømme mere end en mellem parterne nærmere aftalt straf. Det kan også hævdes, at de strafforfølgende myndigheder ikke bør tilskynde til handlinger, der kan øge faren for, at det villige vidne udsættes for repressalier, og at der sker en yderligere forråelse i de kriminelle miljøer.

Mere konkret kan det anføres, at der, når der er spørgsmål om at formå den sigtede til at tilstå egne strafbare forhold, er risiko for, at den pågældende fristes til at afgive en (eventuelt delvist) urigtig tilståelse af frygt for en videregående og ligeledes urigtig domfældelse. Er der spørgsmål om at formå den sigtede til at forklare om medgerningsmænd i samme sag eller afsløre gerningsmænd i helt andre sager, skabes endvidere et klart motiv hos den pågældende til at afgive en belastende forklaring om de andre for selv at slippe så billigt som muligt. Herved øges risikoen for urigtige domfældelser, som ikke nødvendigvis opvejes af, at retten og forsvarerne for dem, der belastes af forklaringen, underrettes om aftalen. Der er i øvrigt ingen sikkerhed for, at den sigtede fastholder sin forklaring. Bliver den sigtedes sag behandlet før den sag, som den pågældende skal vidne i, og får den pågældende i den forbindelse f.eks. reduceret sin straf, kan man risikere, at den pågældende mister tilskyndelsen til at medvirke og fragår sin tidligere belastende forklaring.

Som det fremgår af afsnit 3 ovenfor, har forbudet i § 752, stk. 3, 2. pkt., sammenhæng med afskaf-felsen af inkvisitionsprincippet, herunder den sigtedes pligt til at tale sandt, og indførelsen af prin-cippet om, at den sigtede ikke skal kunne presses eller lokkes til at inkriminere sig selv. Visse ”løf-ter” falder efter deres natur uden for anvendelsesområdet for retsplejelovens § 752, stk. 3, 2. pkt. Hermed sigtes til de såkaldte ”lovbundne løfter”, dvs. løfter om fordele, der i forvejen følger af lov-bestemmelser, jf. herved Ib Henricson, Politiret, s. 170. Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor politiet - så vidt muligt gennem den sigtedes forsvarer - tilkendegiver, at en tilståelse, herunder også tilståelse, som involverer tredjemand, efter retsplejelovens § 768 vil medføre, at arrestanten tages ud af isolation og eventuelt tillige løslades fra varetægtsfængsling. Som et andet eksempel kan peges på neutral oplysning om, at det efter straffelovens § 84 kan indvirke på strafudmålingen, når gerningsmanden medvirker til opklaring af egne strafbare forhold.

Det kan give anledning til tvivl, hvorvidt og i bekræftende fald i hvilket omfang løfter ud over de lovbundne er omfattet af forbudet ifølge retsplejelovens § 752, stk. 3, 2. pkt. Som nævnt i pkt. 4.5 ovenfor kan flere forhold tale imod at anse løfter, der indgår i aftaler med den sigtede, for omfattet af bestemmelsen. For det første kan det anføres, at aftalen i det enkelte tilfælde kan udformes, så den sigtede, eventuelt med bistand af sin forsvarer, kan gennemskue, vurdere og afveje de fordele og ulemper, der er forbundet med at gå ind på aftalen. Den forledelse til at prisgive tavshedsretten, som søges modvirket ved retsplejelovens § 752, stk. 3, 2. pkt., træder derfor i baggrunden. Dernæst kan det fremdrages, at bestemmelsen efter sit formål ikke kan antages at afskære den part, i hvis interesse forbudet er givet, fra at opnå en gunstigere retsstilling, hvor det er muligt og bedst stem-mende med den pågældendes interesser.

På den anden side kan en række principielle betragtninger tale for, at sådanne aftaler – uanset deres udformning og den sigtedes forståelse af deres rækkevidde – må anses for omfattet af forbudet i retsplejelovens § 752, stk. 3, 2. pkt. Der tænkes hermed navnlig på hensynet til at modvirke, at de retshåndhævende myndigheder administrerer spørgsmålene om skyld og straf på en måde, som er uforenelig med grundlæggende principper i strafferetsplejen, og som åbner mulighed for en udglid-ning af retshåndhævelsen, der er uforenelig med straffeprocessens overordnede formål om at udfinde den materielle sandhed.

Der kan nævnes mange eksempler på løfter udover de lovbundne. Som eksempel kan peges på føl-gende løfter:

1) Tilbud om at skære sagen til, så bevisbare forhold frafaldes i videre omfang, end retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 3, giver mulighed for, dvs. tilfælde hvor sagens gennemførelse vil medføre vanskeligheder, omkostninger eller behandlingstider, som ikke står i rimeligt forhold til sagens betydning og den straf, som i givet fald kan forventes idømt.

2) Tilbud om at henføre det strafbare forhold under en mildere straffebestemmelse end den, hvor-under det rettelig henhører, f.eks. under straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., fremfor 2. pkt., eller om undladelse af at nedlægge påstand om bestemte strafforhøjelsesgrunde, f.eks. straffelovens § 88.

3) Tilbud om at undlade at nedlægge påstand om konfiskation, rettighedsfortabelse eller udvisning.

For dem alle gælder, at tilladeligheden af at indgå aftaler af denne art må bero på en nærmere for-tolkning af retsplejelovens § 752, stk. 3, 2. pkt. Afgørelsen heraf henhører i sidste instans under domstolene.
 

Det er Straffelovrådets opfattelse, at spørgsmålet om politiets og anklagemyndighedens adgang til at indgå aftaler med den sigtede i efterforskningsøjemed mest hensigtsmæssigt lader sig regulere gennem forskrifter fra øverste anklagemyndighed udarbejdet i lyset af konkrete retstilfælde på samme måde, som det er sket med hensyn til behandlingen af sager, hvor sigtede gøres bekendt med muligheden for strafnedsættelse som følge af forklaringer om medgerningsmænd, jf. Rigsadvokatens Meddelelse nr. 11/1998. I de tilfælde, hvor der er indgået aftale med den sigtede som led i den pågældendes medvirken under efterforskningen, finder rådet, at det er afgørende, at notat om aftalen indgår i sagens akter vedrørende den gerningsmand, der belastes af den sigtedes forklaring.