Kapitel 16 - Forbrydelser mod den offentlige orden og fred (straffelovens §§ 133-143)

1. Indledning

1.2. I afsnit 2 nedenfor behandles §§ 133-134 b om opløb, grov forstyrrelse af ro og orden samt maskeringsforbud, og i afsnit 3 redegøres for de øvrige forbrydelser mod den offentlige orden og fred, som indgår i dette kapitel (§§ 135-143). Begge afsnit indeholder en gennemgang af gældende ret mv. og omtale af Straffelovrådets overvejelser om strafferammerne i de berørte bestemmelser, dels i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse, dels som led i rådets revision af strafferammesystemet. Ved gennemgangen af Straffelovrådets overvejelser i betænkning nr. 1099/1987 skal haves for øje, at rådet i det væsentlige henholdt sig til de forslag, der fremgår af rådets lovudkast. Rådet har knyttet følgende generelle bemærkninger til bestemmelserne i kapitel 15 (sml. betænkningen s. 207):

”Også enkelte af de øvrige bestemmelser [der bortses fra § 119] har en vis praktisk betydning (bl.a. §§ … 134 a og 135), men ellers forekommer der kun spredte domme inden for de her omtalte grupper [kap. 14 og 15]”.

Endvidere er i betænkningens afsnit om revision af fængselsrammer bl.a. anført, at ”[l]angt de fleste af straffelovrådets forslag om nedsættelse af strafmaksima skyldes et ønske om at tilpasse strafferammerne til det gældende udmålingsniveau” (sml. betænkningen, s. 97).

Herudover indgår i afsnit 2 en omtale af ændringen af straffelovens § 134 a, som er gennemført ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven (Skærpelse af straffen for voldtægt, vold, uagtsomt manddrab, uagtsom betydelig legemsbeskadigelse, forsætlig fareforvoldelse, biltyveri, grov forstyrrelse af ro og orden, menneskesmugling og menneskehandel mv.) (lovforslag nr. L 118).

1.3. Det er bl.a. i indledningen til betænkningen påpeget, at Straffelovrådet af tidsmæssige grunde har måttet afstå fra at gå ind i en vurdering af det faktiske udmålingsniveau i forskellige sagstyper. Rådet har således måttet begrænse overvejelserne, herunder også for dette kapitels vedkommende, til strafferammerne. De synspunkter om strafferammerne for forbrydelser mod den offentlige orden og fred, som rådet fremkommer med i det følgende, kan derfor ikke tages som udtryk for en stillingtagen til det faktiske udmålingsniveau.

2. §§ 133-134 b (opløb, grov forstyrrelse af ro og orden samt maskeringsforbud)

2.1. Gældende ret mv.

§ 133, stk. 1, kriminaliserer den, som fremkalder opløb med forsæt til at øve eller true med vold på person eller gods. § 133, stk. 2, udvider strafansvaret til også at omfatte dem, der ved et opløb, under hvilket det nævnte formål er lagt for dagen, optræder som opløbets ledere, samt enhver deltager, der undlader at efterkomme øvrighedens lovligt forkyndte påbud til mængden om at skilles. Straffen er fængsel indtil 3 år med mulighed for bøde for deltagere, der har undladt at efterkomme øvrighedens lovligt forkyndte påbud til mængden om at skilles.

Begås under et opløb som nævnt i § 133, stk. 1, nogen under dets formål hørende forbrydelse, straffes opløbets anstiftere eller ledere samt deltagerne i den begåede forbrydelse efter § 133, stk. 3, med fængsel indtil 6 år, for så vidt forbrydelsen ikke efter sin beskaffenhed medfører højere straf.

§ 134 retter sig mod deltagere i et opløb, der vidende om, at påbud om at skilles er forkyndt på foreskreven måde, undlader at efterkomme dette. Straffen herfor er bøde eller fængsel indtil 3 måneder. § 134 a omhandler deltagere i slagsmål eller anden grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, der har handlet efter aftale eller flere i forening. Straffen herfor var tidligere fængsel indtil 6 måneder. Strafferammen er nu skærpet til fængsel i 1 år og 6 måneder, sml. lov nr. 380 af 6. juni 2002, som er omtalt i pkt. 2.3 nedenfor

Bestemmelserne suppleres bl.a. af straffelovens § 120, hvorefter de i § 119 foreskrevne straffe (fængsel indtil 6 år, under formildende omstændigheder bøde, for adfærd omfattet af stk. 1 og 2 samt bøde eller fængsel indtil 6 måneder for adfærd omfattet af stk. 3) finder tilsvarende anvendelse, når § 119-handlinger iværksættes ved hjælp af opløb, på dem, der anstifter til eller leder opløbet, og på de deltagere, som undlader at efterkomme øvrighedens lovlig forkyndte påbud til mængden om at skilles. § 120 er omtalt i kapitel 15 om forbrydelser mod den offentlige myndighed m.v., afsnit 2.

Om §§ 133-134 a kan henvises til Vagn Greve m.fl.: Den kommenterede straffelov, Speciel del, 7. udg., (Den kommenterede straffelov) s. 69 ff. (§ 133), 71 f. (§ 134) og 72 f. (§ 134 a). For så vidt angår ændringen af § 134 a ved lov nr. 380 af 6. juni 2002, sml. pkt. 2.3 nedenfor, henvises til Vagn Greve m.fl.: Tillæg til Kommenteret straffelov Almindelig del og Speciel del, 7. udg., s. 25.

§ 134 b indeholder et forbud mod identitetsslørende maskering mv. i forbindelse med møder, forsamlinger, optog og lignende på offentligt sted. Straffen for overtrædelse af forbudet er bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

Efter bestemmelsens 1. stk. omfatter strafansvaret den, der i forbindelse med møder, forsamlinger, optog eller lignende på offentligt sted færdes med ansigtet helt eller delvis tildækket med hætte, maske, bemaling eller lignende på en måde, der er egnet til at hindre identifikation. Den, som på offentligt sted besidder genstande, der må anses for bestemt til tildækning af ansigtet under de i stk. 1 nævnte omstændigheder, omfattes ifølge stk. 2 også af det strafbare område. § 134, stk. 3, undtager tildækning af ansigtet, der foretages for at beskytte mod vejrliget, eller som tjener andet anerkendelsesværdigt formål.

Om § 134 b kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 73 f.

2.1.2. Straffelovens § 133 har, når bortses fra de ændringer, der er en følge af hæftestraffens afskaffelse (lov nr. 433 af 31. maj 2000), været uændret siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Det samme gælder, for så vidt angår gerningsbeskrivelsen, § 134. Ved borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933 havde bestemmelsen et strafmaksimum på 3 måneders hæfte. Dette strafmaksimum skærpedes i 1939 ved tilføjelse af mulighed for under skærpende omstændigheder at idømme fængsel i samme tid (sml. Lov Nr. 87 af 15. Marts 1939 om Ændringer i og Tilføjelser til Borgerlig Straffelov af 15. April 1930). § 134 fik sit nuværende strafmaksimum på 3 måneders fængsel som led i afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000).

Om forarbejderne til § 133 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 151 samt s. 169. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 129 samt s. 135, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 131 samt sp. 238-40. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3341-42 (§ 136).

For så vidt angår § 134 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 152, stk. 1, samt s. 169-70. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, forsl.l. § 14 samt s. 21, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, forsl.l. § 17 samt sp. 400-01. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3341-42 (§ 137). Yderligere kan henvises til Rigsdagstidende 1938-39, tillæg A, sp. 3747-48, 3771-72 og 3774.

§ 134 a indgik ikke blandt bestemmelserne i borgerlig straffelov med ikrafttræden i 1933. Bestemmelsen indsattes i straffeloven ved lov nr. 225 af 7. juni 1952 om ændringer i og tilføjelser til borgerlig straffelov af 15. april 1930, jfr. lovbekendtgørelse nr. 215 af 24. juni 1939. Ved denne lovændring indarbejdedes en lignende bestemmelse i § 3 i Lov nr. 123 af 28. April 1934 om Forbud mod visse Sammenslutninger m.m., sml. Rigsdagstidende 1949-50, tillæg A, sp. 7189-90 og 7204. Om § 134 a henvises i øvrigt til pkt. 2.3 nedenfor, idet der bortses fra afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000).

§ 134 b indsattes i straffeloven ved lov nr. 440 af 31. maj 2000 om ændring af straffeloven (Maskeringsforbud), sml. Folketingstidende 1999-00, tillæg A, s. 5447 ff., og tillæg B, s. 730 ff. Om strafferammer og strafniveau er i lovforslagets bemærkninger anført følgende (sml. anf. st. s. 5460):

”Det foreslås, at overtrædelse af maskeringsforbudet på samme måde som overtrædelse af straffelovens § 134 a ... straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder.

Det forudsættes, at en overtrædelse af maskeringsforbudet i førstegangstilfælde som udgangspunkt straffes med en bøde på 1.000 kr., hvis der ikke konkret er sket forstyrrelse af den offentlige ro og orden. Har overtrædelsen omvendt fundet sted under uroligheder eller optøjer, bør dette anses som en skærpende omstændighed, der som udgangspunkt fører til idømmelse af en kortere, ubetinget frihedsstraf.

De angivne strafniveauer er vejledende og kan fraviges af domstolene i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger formildende eller skærpende omstændigheder.

Hvis overtrædelsen af maskeringsforbudet har fundet sted under uroligheder eller optøjer, vil der ofte være grundlag for også at straffe for overtrædelse af en eller flere af de bestemmelser, der er omtalt under pkt. ... om forbrydelser mod den offentlige orden [bl.a. straffelovens §§ 133-134 a]. Det forudsættes herved, at overtrædelse af maskeringsforbudet straffes i sammenstød med de nævnte bestemmelser, dvs. der skal straffes efter alle de overtrådte bestemmelser.”

Når bortses fra ændringerne som følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 280 af 25. april 2001), har § 134 b været uændret siden tilblivelsen.

2.2. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

§ 134 foreslog Straffelovrådet gjort til et bødedelikt (sml. betænkningen s. 286 med lovudkastets § 1, nr. 39). I § 134 a foresloges alene de nu gennemførte ændringer, som var en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen (sml. betænkningen s. 285 med lovudkastets § 1, nr. 30).

Der var ikke knyttet særskilte bemærkninger til den del af rådets forslag om ændring af §§ 133 og 134, der gik videre end forslaget om afskaffelse af hæftestraffen. Disse ændringer er ikke gennemført.

2.3. Lov nr. 380 af 6. juni 2002 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven (Skærpelse af straffen for voldtægt, vold, uagtsomt manddrab, uagtsom betydelig legemsbeskadigelse, forsætlig fareforvoldelse, biltyveri, grov forstyrrelse af ro og orden, menneskesmugling og menneskehandel m.v.)

2.3.2. Skærpelsen af strafferammen i § 134 a har sammenhæng med erfaringer, der i de senere år er indhøstet om slagsmål og anden ordensforstyrrende optræden på offentlige steder under afholdelse af EU-topmøder mv. Herom og om behovet for strafskærpelse anføres i lovforslagets bemærkninger (sml. Folketingstidende 2001-02, tillæg A, s. 2941):

”Politidirektøren i København har i et høringssvar af 23. november 2001 vedrørende det såkaldte anti-terrorlovforslag (L 35) bemærket, at visse overtrædelser af straffelovens § 134 a – uden at forholdet vil være direkte omfattet af de foreslåede bestemmelser i straffelovens §§ 114-114 d – erfaringsmæssigt vil kunne opleves som en alvorlig skade på navnlig et lands politiske og samfundsmæssige struktur og derved skræmme befolkningen og udgøre en trussel mod demokratiet og det internationale samkvem. På den baggrund foreslår Politidirektøren, at strafferammen i straffelovens § 134 a forhøjes. Politidirektøren i København har i den forbindelse henvist til, at f.eks. Sverige har en væsentlig højere strafferamme i tilsvarende bestemmelser i svensk lovgivning. Endvidere er der henvist til, at der for deltagelse i opløb og kast med sten mod politifolk i forbindelse med urolighederne ved EU-topmødet i Göteborg i juni 2001 blev fastsat straffe ved de svenske domstole på henholdsvis 8 måneder og 2 år og 6 måneders fængsel, hvilket ifølge Politidirektøren efter det oplyste har haft en præventiv effekt.
...
Den 1. juli 2002 overtager Danmark formandskabet for EU frem til den 31. december 2002. I forbindelse med EU-formandskabet skal Danmark bl.a. være vært for en række internationale møder, herunder det planlagte EU-topmøde i København i december 2002.

Danske myndigheder vil naturligvis gennemføre en lang række foranstaltninger af bl.a. politimæssig karakter med henblik på at beskytte den offentlige sikkerhed mv. i forbindelse med disse møders afholdelse.

I lyset af de voldsomme uroligheder, der fandt sted bl.a. under EU-topmødet i Göteborg i juni 2001 og G8-topmødet i Genova i juli samme år, er der efter Justitsministeriets opfattelse imidlertid også behov for forud for det danske formandskab at styrke den strafferetlige beskyttelse med henblik på at imødegå og bekæmpe alvorlige forbrydelser mod den offentlige ro og orden. Det foreslås derfor at forhøje strafmaksimum i straffelovens § 134 a fra de nuværende 6 måneders fængsel til fængsel i 1 år og 6 måneder.

Den foreslåede forhøjelse af strafferammen i straffelovens § 134 a fra 6 måneder til 1 år og 6 måneder indebærer samtidig, at der under nærmere angivne betingelser vil være mulighed for efter retsplejelovens § 762, stk. 1, at varetægtsfængsle personer, om hvem der er begrundet mistanke om overtrædelse af straffelovens § 134 a. Det gælder bl.a., hvor der er bestemte grunde til at antage, at vedkommende på fri fod vil fortsætte med at begå tilsvarende lovovertrædelser.”

2.4. Straffelovrådets overvejelser

2.4.2. For så vidt angår § 133, stk. 1 og 2, foreslår Straffelovrådet i lighed med 1987-betænkningen, at bøde indføjes, at strafmaksimum reduceres til 2 års fængsel, og at § 133, stk. 2, 2. pkt., som følge heraf ophæves som overflødig, sml. pkt. 2.2.1 ovenfor og § 1, nr. 27 og 28, i rådets lovudkast. Rådet henviser bl.a. til, at disse ændringer falder i tråd med de overordnede hensyn til sammenhæng i strafferammesystemet, herunder bl.a. med de beslægtede bestemmelser i §§ 260 om ulovlig tvang og 266 om trusler.

§ 133, stk. 3, angår som nævnt i pkt. 2.1.1 ovenfor strafansvaret for forbrydelser begået under et farligt opløb. Menige deltagere i opløbet straffes efter de almindelige ansvarsregler, herunder om medvirken, men strafferammen for den forbrydelse, som de kan drages til ansvar for, udvides til 6 års fængsel. For anstiftere og ledere giver bestemmelsen en særlig ansvarsregel, idet de pådrager sig strafansvar, uanset om de almindelige betingelser for at pålægge strafansvar som gerningsmænd eller medvirkende er opfyldt. Det kan give anledning til tvivl, om henvisningen til et højere strafmaksimum for den begåede forbrydelse i § 133, stk. 3, alene tager sigte på deltagere i forbrydelsen, der opfylder de sædvanlige strafbestemmelser, eller om den også gælder, når straf skal pålægges i medfør af det særlige anstifter- og lederansvar. Den første forståelse forekommer mest nærliggende, sml. Den kommenterede straffelov, s. 71.

Ved afgivelsen af 1987-betænkningen foreslog Straffelovrådet tillige en reduktion af det fastsatte strafmaksimum i § 133, stk. 3, fra 6 til 3 års fængsel. Straffelovrådet har efter en fornyet drøftelse af den særlige bestemmelse i § 133, stk. 3, fundet det rigtigst, at bestemmelsen affattes således, at såvel opløbets anstiftere og ledere som deltagerne i den begåede forbrydelse straffes efter den strafferamme, der gælder for den pågældende forbrydelse (typisk vold eller hærværk). Med dette forslag tilsigtes ingen ændring i de hidtil gældende regler for, under hvilke betingelser henholdsvis menige deltagere i opløbet og opløbets anstiftere og ledere kan pålægges ansvar, sml. § 1, nr. 29, i rådets lovudkast.

2.4.3. Der har i Straffelovrådet været udtrykt sympati for i lighed med anbefalingen i 1987-betænkningen at gøre § 134 til et bødedelikt, sml. pkt. 2.2.1 ovenfor. Det er i den forbindelse påpeget, at det efter forholdets typiske beskaffenhed ville være mere naturligt at placere bestemmelsen i færdselsloven eller politivedtægten. Det er dog også anført, at det kan give anledning til betænkelighed at ændre ved den nuværende bestemmelse, bl.a. når henses til hensynet til gennem strafferammen at markere forbrydelsens strafværdighed, herunder også i mulige grovere fremtrædelsesformer. Det er Straffelovrådets konklusion, at bestemmelsen indtil videre bør bibeholdes uændret. Det skyldes udelukkende tekniske grunde, når rådet foreslår strafmaksimum hævet fra 3 til 6 måneders fængsel, sml. § 1, nr. 24, i rådets lovudkast og denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.3.

2.4.4. Som det fremgår af pkt. 2.3 ovenfor, bygger § 134 a på ny lovgivning, hvor strafferammen har baggrund i særlige hensyn. Straffelovrådet har noteret sig de anførte synspunkter i lovmotiverne og har på denne baggrund ikke fundet anledning til at gå ind i en nærmere vurdering af strafferammen. Det skyldes udelukkende tekniske grunde, når rådet foreslår strafmaksimum hævet fra fængsel i 1 år og 6 måneder til 2 års fængsel, sml. § 1, nr. 30, i rådets lovudkast og denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.3.

2.4.5. Strafferammen overtrædelse af maskeringsforbudet (§ 134 b) er udformet med udgangspunkt i § 134 a, hvis strafferamme ved tilblivelsen af § 134 b i 2000 var fængsel indtil 6 måneder, sml. pkt. 2.1.2 ovenfor. Det er Straffelovrådets opfattelse, at strafferammen i § 134 b bl.a. under hensyn sammenhængen i strafferammesystemet fortsat må anses for passende. Denne opfattelse ændres ikke af, at strafmaksimum i § 134 a efterfølgende er skærpet. Det bemærkes herved, at forholdet til § 134 b ikke ses berørt i forarbejderne til lov nr. 380 af 6. juni 2002.

3. §§ 135-143 (øvrige forbrydelser mod den offentlige orden og fred)

3.1. Gældende ret mv.

Straffelovens § 135 kriminaliserer den, som ved ugrundet påkaldelse af hjælp, misbrug af faresignal eller lignende forårsager udrykning af politi, brandvæsen, ambulance, sø- eller luftredningstjenesten eller civilforsvaret. Straffen er bøde eller fængsel indtil 3 måneder.

§ 136 knytter sig til § 266 a om straf af fængsel indtil 1 år eller under formildende omstændigheder bøde for den, der offentligt fremsætter udtalelser, der tilstræber at fremkalde vold og hærværk (sml. betænkningen, kapitel 27 om freds- og ærekrænkelser, afsnit 3). § 136, stk. 1, foreskriver straf af fængsel indtil 4 år eller under formildende omstændigheder bøde for den, som uden derved at have forskyldt højere straf offentligt tilskynder til forbrydelse. Den, der offentligt udtrykkeligt billiger en af de i straffelovens 12 eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser, straffes efter § 136, stk. 2, med fængsel indtil 2 år eller under formildende omstændigheder bøde.

§ 137 kriminaliserer ”mødeterror” o. lign. Stk. 1 retter sig mod den, som søger at forhindre afholdelsen af lovlig offentlig sammenkomst. Stk. 2 angår den, der ved larm eller uorden forstyrrer offentlig samling af Folketinget, Færøernes lagting, kommunale eller andre offentlige råd, gudstjeneste eller anden offentlig kirkelig handling. Stk. 2 omfatter endvidere den, som på usømmelig måde forstyrrer ligfærd. Straffen er både efter stk. 1 og 2 bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Foreligger skærpende omstændigheder er straffen fængsel indtil 2 år. Som skærpende omstændighed fremhæves, at handlingen har været forbundet med voldsom eller truende adfærd.

§ 138 foreskriver straf af bøde eller fængsel indtil 6 måneder for den, som forsætligt eller ved grov uagtsomhed bringer sig i beruset tilstand, hvis den pågældende i denne tilstand udsætter andres person eller betydeligere formueværdier for fare.

§ 139 retter sig mod krænkelse af gravfreden mv. Stk. 1 omfatter den, som krænker gravfreden eller gør sig skyldig i usømmelig behandling af lig, og stk. 2 angår den, som gør sig skyldig i usømmelig behandling af ting, der hører til en kirke og anvendes til kirkeligt brug. Straffen er i begge forgreninger af bestemmelsen bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Til § 139 knytter sig blasfemibestemmelsen i § 140, der foreskriver straf af fængsel indtil 4 måneder eller under formildende omstændigheder bøde for den, der offentligt driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse.

§ 141 pålægger pligt til at afværge forbrydelser, som truer statens indre og ydre sikkerhed, borgernes liv og velfærd samt betydelige samfundsværdier. Bestemmelsen retter sig ifølge stk. 1 mod den, som er vidende om, at nogen af de i §§ 98, 99, 102, 106 og 109-113 omhandlede forbrydelser mod staten eller de øverste statsmyndigheder eller en forbrydelse, der medfører fare for menneskers liv eller velfærd eller for betydelige samfundsværdier, tilsigtes begået, og som ikke gør, hvad der står i den pågældendes magt for at forebygge forbrydelsen eller dens følger, om fornødent ved anmeldelse til øvrigheden. Bliver forbrydelsen begået eller forsøgt, er straffen fængsel indtil 3 år eller under formildende omstændigheder bøde. § 141, stk. 2, undtager fra det strafbare område den, der undlader at foretage forebyggelseshandlinger, hvis foretagelse ville medføre fare for liv, helbred eller velfærd for den pågældende selv eller dennes nærmeste.

§ 142 foreskriver straf af bøde eller fængsel indtil 3 måneder for den, der undlader på opfordring at yde nogen, hvem offentlig myndighed tilkommer, bistand, hvorved ulykke eller forbrydelse, der udsætter andres liv, helbred eller velfærd for fare, skal afvendes, skønt sådan bistand kunne ydes uden fare eller opofrelse af større betydning.

Endelig knytter § 143 strafansvar til den, som undlader at oplyse omstændigheder, der bestemt taler for, at en for en forbrydelse sigtet eller dømt er uskyldig, skønt det kunne ske uden at udsætte vedkommende selv eller vedkommendes nærmeste for fare for liv, helbred eller velfærd eller for forfølgning for den pågældende forbrydelse. Straffen er bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 1 år.

Om §§ 135-143 kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 74 f. (§ 135), 75 f. (§ 136), 76 f. (§ 137), 78 f. (§ 138), 80 (§ 139), 81 (§ 140), 81 ff. (§ 141), 84 (§ 142) og 84 f. (§ 143).

3.1.2. Ved lov nr. 163 af 31. maj 1961 om ændringer i borgerlig straffelov (Ungdomsfængsel, betingede domme m.v.) udvidedes straffelovens § 135 til også at omfatte udrykninger af sø- og luftredningstjenesten (sml. Folketingstidende 1960-61, tillæg A, sp. 582). Lovændringen indvirkede ikke på bestemmelsens strafferamme og omtales derfor ikke yderligere. Om forarbejderne til § 135 kan i øvrigt henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 154 samt s. 170-71. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 130 samt s. 135, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, forsl.l. § 18 samt sp. 401. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3342 (§ 138).

I borgerlig straffelov med ikrafttræden i 1933 indgik som § 136 alene den til den nugældende straffelovs § 136, stk. 1, svarende bestemmelse med et strafmaksimum 2 års fængsel. Om forarbejderne til denne bestemmelse kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 143, stk. 1, samt s. 162-63. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, s. 133-34, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 131 A samt sp. 240-41. Desuden kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3342-43 (§ 139), og Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5363 (§ 135). Om § 136 henvises i øvrigt til pkt. 3.2. nedenfor, idet der herved bortses fra ændringerne som følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000).
§ 137 havde ved borgerlig straffelovs ikrafttræden følgende affattelse:

”§ 137. Den, som forhindrer Afholdelsen af lovlig Sammenkomst, straffes med Bøde eller Hæfte eller under skærpende Omstændigheder, særlig naar Handlingen har været forbundet med voldsom eller truende Adfærd, med Fængsel indtil 2 Aar.
Stk. 2. Med Bøde eller Hæfte indtil 3 Maaneder straffes den, der ved Larm eller Uorden forstyrrer offentlig Samling af Rigsdagens Ting, Færøernes Lagting eller kommunale eller andre offentlige Raad.
Stk. 3. Paa samme Maade straffes den, som ved Larm eller Uorden forstyrrer Gudstjenesten eller anden offentlig kirkelig Handling, eller som paa usømmelig Maade forstyrrer Ligfærd.”

Om forarbejderne til denne affattelse af bestemmelsen kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, §§ 156 og 158 samt s. 171-72. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 131 samt s. 135-36, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 132 og sp. 241-42, samt forsl.l. § 19 og sp. 401. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3343 (§ 140), Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5363 (§ 136), Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2179-80 (§ 136), Rigsdagstidende 1929-30, tillæg A, sp. 2369 (§ 137), samt tillæg B, sp. 193-94 (§ 137) og 1867-68 (§ 136).

Ved lov nr. 268 af 26. juni 1975 om ændring af borgerlig straffelov, af lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov m.m. og af retsplejeloven (Psykisk abnormitet, narkotikakriminalitet, beskyttelse af diplomater m.v.) tilpassedes gerningsbeskrivelsen i § 137, stk. 2, til etkammersystemets indførelse i 1953 (sml. Folketingstidende 1974-75, tillæg A, sp. 1607 og 1619). Denne lovændring indvirkede ikke på strafferammerne i § 137 og omtales derfor ikke yderligere. Om § 137 henvises i øvrigt til pkt. 3.2 nedenfor, idet der herved bortses fra ændringerne som følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000).

Ved borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933 havde § 138 følgende ordlyd:

”§ 138. Den, som forsætlig eller ved grov Uagtsomhed bringer sig i beruset Tilstand, straffes med Bøde eller Hæfte, hvis han i denne Tilstand udsætter andres Person eller betydeligere Formueværdier for Fare. Under skærpende Omstændigheder, navnlig naar betydelig Skade er sket, samt i Gentagelsestilfælde kan Straffen stige til Fængsel i 6 Maaneder.
Stk. 2. Med Hæfte eller med Fængsel indtil 4 Maaneder straffes den, der overtræder et i Medfør af § 72, Stk. 1, givet Paalæg.
Stk. 3. Med Bøde straffes den, der overtræder et i Medfør af § 72, Stk. 2, givet Paalæg.”

Om forarbejderne til denne formulering af bestemmelsen kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, §§ 163 og 164 samt s. 174-76. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 132 samt s. 136, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 133 og sp. 242-43. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3343 (§ 141).

Ved lov nr. 320 af 13. juni 1973 om ændring af borgerlig straffelov, af lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov m.m. og af lov om rettens pleje (Strafferetlige særforanstaltninger) bortfaldt § 138, stk. 2 og 3, som led i ophævelse af reglerne om afholdspålæg og udskænkningsforbud i borgerlig straffelovs § 72 (sml. Folketingstidende 1972-73, tillæg A, sp. 2807 med henvisning til Straffelovrådets betænkning nr. 667/1972 om de strafferetlige særforanstaltninger). § 138 har i øvrigt været uændret, når bortses fra de ændringer, som skete ved afskaffelsen af hæftestraffen, dvs. ophævelse af § 138, 2. pkt., og ændring af bestemmelsens hoved- og sidestrafferamme til én strafferamme med bøde eller fængsel indtil det hidtil fastsatte maksimum (lov nr. 433 af 31. maj 2000). Herved bemærkes, at det fortsat må antages at være en strafskærpende omstændighed, hvis der er sket betydelig skade eller foreligger gentagelsestilfælde (sml. Den kommenterede straffelov s. 79).

§§ 139 og 140 har, når bortses fra de ændringer, som er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000) og for så vidt angår § 140 en ændring af reglerne om påtalekompetencen (lov nr. 385 af 20. maj 1992), været uændrede siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Om § 139 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, §§ 160 og 161 samt s. 173-74. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 134 samt s. 134 og 136-37, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 134 og sp. 243-44. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3343-44 (§ 142), Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2179-80 (§ 138), samt Rigsdagstidende 1929-30, tillæg A, sp. 2369 (§ 139).

Med hensyn til § 140 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 159 samt s. 173. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 133 samt s. 136, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 134 A og sp. 244-45. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3344 (Straffelovskommissionens forslag udeladt i lovforslaget), Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5363 (§ 139), Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2179-82 (§ 139), samt Rigsdagstidende 1929-30, tillæg B, sp. 1867-68 (nr.55).

Ved lov nr. 225 af 7. juni 1952 om ændringer i og tilføjelser til borgerlig straffelov af 15. april 1930, jfr. lovbekendtgørelse nr. 215 af 24. juni 1939 ændredes paragrafhenvisningerne i § 141. Ændringerne var af redaktionel karakter (sml. Rigsdagstidende 1949-50, tillæg A, sp. 7189-90 og 7204). Når bortses herfra og fra de ændringer, som fulgte af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000), har §§ 141-143 også været uændrede siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933.

Om § 141 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 149 samt s. 165-67. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 135 samt s. 137-38, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 135 og sp. 245-47. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3344-45 (§ 143).

For så vidt angår § 142 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 150, stk. 1 samt s. 168. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, forsl.l. § 9, nr. 2, samt s. 18-19, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, forsl.l. § 11 og sp. 397-98. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3345 (§ 144).

Med hensyn til § 143 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 200 samt s. 197. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 136 samt s. 138, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 136 og sp. 247. Desuden kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3345 (§ 145), og Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5363-64 (§ 142).

3.2. Tidligere ændringer af §§ 136 og 137

3.2.1. Lov Nr. 87 af 15. Marts 1939 om Ændringer i og Tilføjelser til Borgerlig Straffelov af 15. April 1930

3.2.1.2. Ved samme lov fik § 137, når bortses fra de ovennævnte lovændringer i 1975 og 2000 (sml. pkt. 3.1.2 ovenfor), sin nuværende affattelse. Om de gennemførte ændringer, herunder skærpelsen af strafferammen for de af den daværende bestemmelses stk. 2 og 3 omfattede forhold, anførtes i lovforslagets bemærkninger (sml. Rigsdagstidende 1938-39, tillæg A, sp. 3774, jf. 3747-48):

”Da det maa anses for uheldigt, at Straffen i § 137, Stk. 2 og 3, selv under skærpende Omstændigheder ikke kan overstige Hæfte i 3 Maaneder, foreslaar man, at den i Stk. 1 fastsatte Strafferamme, hvorefter Straffen under skærpende Omstændigheder, særlig naar Handlingen har været forbundet med voldsom eller truende Adfærd, kan stige til Fængsel indtil 2 Aar, ogsaa kommer til Anvendelse i de øvrige i Paragraffen omhandlede Tilfælde. Af redaktionelle Grunde har man endvidere sammenarbejdet Stk. 2 og 3 i eet Stykke. Endelig foreslaar man i Stk. 1, at Fuldbyrdelsesmomentet rykkes frem, saaledes at Forsøg paa at forhindre en lovlig offentlig Forsamling straffes som fuldbyrdet Forbrydelse.”

3.2.2. Lov nr. 225 af 7. juni 1952 om ændringer i og tilføjelser til borgerlig straffelov af 15. april 1930, jfr. lovbekendtgørelse nr. 215 af 24. juni 1939

”Efter de ændringer, der er foreslået med hensyn til forskellige af strafferammerne i kapitlerne 12 og 13, findes det påkrævet at skærpe maksimumstraffene i nærværende paragrafs to stykker.”

Der henvises i øvrigt til Rigsdagstidende 1949-50, tillæg A, sp. 7189-90 og 7204. De nævnte skærpelser af forskellige strafferammer i straffelovens kapitel 12 og 13 er omtalt i denne betænknings kapitel 14 om forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed og mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, afsnit 3.

3.3. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

3.3.2. I § 136 blev – foruden de nu gennemførte ændringer som følge af afskaffelse af hæftestraffen – stillet forslag om lempelse og forenkling af strafferammerne, idet ”hæfte eller med fængsel indtil 4 år eller under formildende omstændigheder bøde” i stk. 1 foresloges ændret til ”bøde eller fængsel indtil 2 år” og ”hæfte eller med fængsel indtil 2 år eller under formildende omstændigheder med bøde” i stk. 2 til ”bøde eller fængsel indtil 1 år”. En tilsvarende – ligeledes ikke gennemført – forenkling og lempelse foresloges i § 141, stk. 1, ved ændring af ”hæfte eller fængsel indtil 3 år eller under formildende omstændigheder med bøde” til ”bøde eller fængsel indtil 2 år”. Forslagene var ikke ledsaget af særskilte bemærkninger (sml. betænkningen s. 207 og 286 med lovudkastets § 1, nr. 41, 42 og 45).

3.3.3. Med hensyn til §§ 137, 139 og 143 blev der alene stillet forslag om de nu gennemførte ændringer som følge af afskaffelsen af hæftestraffen.

3.3.4. I § 138 foreslog Straffelovrådet hoved- og sidestrafferammen ændret til én strafferamme med bøde eller fængsel indtil det hidtil fastsatte maksimum på 6 måneder (sml. betænkningen, s. 207 og 286 med lovudkastets § 1, nr. 43). Dette forslag er gennemført som led i afskaffelsen af hæftestraffen (sml. pkt. 3.1.2 ovenfor).

3.3.5. Foruden de nu gennemførte ændringer som følge af afskaffelse af hæftestraffen foresloges § 140 gjort til et bødedelikt. Forslaget var ikke ledsaget af særskilte bemærkninger (sml. betænkningen, s. 207 og 286 med lovudkastets § 1, nr. 44).

3.4. Straffelovrådets overvejelser

§§ 136 og 137 indgår begge i kategorier svarende til gældende ret. § 136 er således henført til kategorien ”angreb på statens økonomi, på almene samfundsinteresser og på person (fare m.m.) mv.” med et strafmaksimum på 4 års fængsel og § 137 til kategorien ”andre grove overtrædelser mv.” med et strafmaksimum på 2 års fængsel.

§ 138 er sammen med § 143 nævnt i kategorien ”andre forholdsvis grove overtrædelser mv.”, der har et strafmaksimum på 1 års fængsel. Det svarer for så vidt angår § 143 til gældende ret, men medfører for § 138 en skærpelse af strafmaksimum fra 6 måneders til 1 års fængsel.

Endelig er §§ 139 og 142 placeret i kategorien ”fredskrænkelser mv.” med et strafmaksimum på 6 måneders fængsel, hvilket for § 139 svarer til gældende ret. For § 142 er det ensbetydende med en skærpelse af strafmaksimum fra 3 til 6 måneders fængsel.

3.4.2. Straffelovrådet har noteret sig de synspunkter, herunder navnlig om §§ 136 og 141, som fremkom ved afgivelsen af 1987-betænkningen. Det er imidlertid efter en fornyet gennemgang af §§ 135-143 Straffelovrådets opfattelse, at strafferammerne bortset fra §§ 138 og 141 som udgangspunkt fortsat må anses for passende, når henses til hensynet til sammenhæng i strafferammesystemet. Det skyldes udelukkende tekniske grunde, når strafpositionen 3 måneder i §§ 135 og 142 og 4 måneder i § 140 foreslås hævet til 6 måneder, sml. rådets lovudkast § 1, nr. 24 og 34, og denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.3.

Rådet finder på linje med opfattelsen i 1987-betænkningen, at strafferammerne i §§ 136 og 141, stk. 1, kan forenkles ved at lade ”formildende omstændigheder” udgå, sml. pkt. 3.3.2 ovenfor (”bøde eller fængsel indtil ...”). Der er tillige enighed om, at strafferammen i § 140 kan forenkles på samme måde, og at strafferammerne i §§ 137 og 143 kan forenkles tilsvarende for så vidt angår ”skærpende omstændigheder”, så strafferammen i § 137, stk. 1, ændres til ”bøde eller fængsel indtil 2 år” og i § 143 til ”bøde eller fængsel indtil 1 år”. Der henvises til § 1, nr. 19, 31, 32, 34 og 35, samt for så vidt angår § 143 lovudkastets § 1, nr. 27 og 44.

Rådet bemærker i øvrigt, at §§ 136, 139, stk. 2, og 140 kunne give anledning til at overveje ændringer i gerningsbeskrivelsen mv., såfremt der var lejlighed til at foretage en grundigere kritisk gennemgang af bestemmelserne, herunder deres sammenhæng med andre bestemmelser, bl.a. straffelovens § 266 b. § 143 hører efter gerningsbeskrivelsen naturligt hjemme i straffelovens kapitel 17 i forlængelse af § 164 om falsk anklage mv. og foreslås som følge heraf placeret efter § 164 som ny § 164 a, sml. lovudkastets § 1, nr. 27 og 44.

Straffelovrådet finder det bl.a. af hensyn til sammenhængen i strafferammesystemet rigtigst, at strafmaksimum i §§ 138 og 141, stk. 1, hæves fra henholdsvis 6 måneders og 3 års fængsel til 1 og 4 års fængsel. Rådet fremhæver i den forbindelse, at det for så vidt angår § 138 vil skabe større parallelitet til færdselsloven og for så vidt angår § 141, stk. 1, større indbyrdes sammenhæng med de beslægtede bestemmelser i straffelovens §§ 185 og 253, der under hensyn til forholdenes beskaffenhed bør have et strafmaksimum på 2 års fængsel (dissens for 4 år), sml. bl.a. denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.3. Se endvidere § 1, nr. 33 og 35, i rådets lovudkast.