Kapitel 20 , bind 2, i straffelovrådets betænkning nr. 1424 om straffastsættelse og strafferammer afgivet af Straffelovrådet i 2003

 
 

Kapitel 20 - Almenfarlige og almenskadelige handlinger (straffelovens §§ 180-196)

1. Indledning

1.1. Straffelovens kapitel 20 om almenfarlige forbrydelser (§§ 180-192 a) og kapitel 21 om forskellige almenskadelige handlinger (§§ 193-196) retter sig mod handlinger, der for de flestes vedkommende har det fællestræk, at der forvoldes risiko for person- eller tingsskader i et stort og uberegneligt omfang. Af de omfattede bestemmelser er det navnlig § 181 om forsætlig brandstiftelse og § 191 om narkotikaforbrydelser, som har praktisk betydning.

1.2. I det følgende behandles strafferammerne i kapitlerne 20 og 21. I afsnittene 2-6 omtales §§ 180-182 (brandstiftelse) (afsnit 2), §§ 183, 183 a, 184 og 192 a (sprængning, flykapring, grove våbenlovsovertrædelser mv.) (afsnit 3), narkotikaforbrydelser (§ 191) (afsnit 4), §§ 186-190, 192 og 195 (visse sundheds- og miljøfarlige handlinger) (afsnit 5) samt §§ 185 og 193-194 og 196 (andre bestemmelser i kap. 20 og 21, herunder grov miljøkriminalitet) (afsnit 6). I omtalen indgår en redegørelse såvel for gældende ret mv. som for tidligere lovændringer og overvejelser, herunder i Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse. Endvidere gennemgås i tilslutning til afsnittene om brandstiftelse og narkotika resultaterne af den statistiske undersøgelse af domspraksis, som Straffelovrådet har ladet udarbejde til brug ved overvejelserne om revision af strafferammesystemet. Endelig indeholder hvert afsnit en redegørelse for Straffelovrådets overvejelser om de nævnte bestemmelser som led i rådets revision af strafferammesystemet.

1.3. Den 13. december 2001 fremsatte justitsministeren (Lene Espersen) forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, våbenloven, udleveringsloven samt lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme, gennemførelse af FN´s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001) samt øvrige initiativer til bekæmpelse af terrorisme mv.) (L 35), sml. nu lov nr. 378 af 6. juni 2002. Formålet med loven er at åbne mulighed for, at Danmark kan opfylde de folkeretlige forpligtelser, som følger af FN-konventionen af 9. december 1999 til bekæmpelse af finansiering af terrorisme (optaget som bilag 1 til lovforslaget), FN´s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001) (optrykt som bilag 2 til lovforslaget) og forslag til EU´s rammeafgørelse om bekæmpelse af terrorisme (optrykt som bilag 3 til lovforslaget).

Med loven indsættes en særlig terrorismeparagraf (§ 114) i straffeloven. Efter § 114, stk. 1, straffes for terrorisme med fængsel indtil på livstid den, der ”med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en handling eller at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer” begår en eller flere i bestemmelsen opregnede handlinger, når ”handlingen i kraft af sin karakter eller den sammenhæng, hvori den begås, kan tilføje et land eller en international organisation alvorlig skade”. Blandt de i stk. 1 opregnede handlinger indgår ”4) Forstyrrelse af trafiksikkerheden efter § 184, stk. 1, retsstridige forstyrrelser i driften af almindelige samfærdselsmidler m.v. efter § 193, stk. 1, eller groft hærværk efter § 291, stk. 2, hvis disse overtrædelser begås på en måde, der kan bringe menneskeliv i fare eller forårsage betydelige økonomiske tab. 5) Kapring af transportmidler efter § 183 a. 6) Grove våbenlovs-overtrædelser efter § 192 a eller lov om våben og eksplosivstoffer § 10, stk. 2. 7) Brandstiftelse efter § 180, sprængning, spredning af skadevoldende luftarter, oversvømmelse, skibbrud, jernbane- eller anden transportulykke efter § 183, stk. 1 og 2, sundhedsfarlig forurening af vandforsyningen efter § 186, stk. 1, sundhedsfarlig forurening af ting bestemt til almindelig udbredelse m.v. efter § 187, stk. 1”.

Som det fremgår, har loven en række berøringspunkter med de emner, der behandles i dette kapitel. Det er imidlertid fundet mest hensigtsmæssigt at redegøre for den nye bestemmelse i straffelovens § 114 i sammenhæng med de øvrige bestemmelser i straffelovens 13. kapitel om forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder m.v., sml. denne betænknings kapitel 14 om forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed og mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder mv., afsnit 6. Loven medfører også skærpelse af strafferammen i § 192 a om grove våbenlovsovertrædelser og en ændret gerningsbeskrivelse i § 183 a. Lovens bestemmelser herom omtales kortfattet i tilslutning til gennemgangen af § 192 a, jf. pkt. 3.3 nedenfor.

1.4. Det er bl.a. i indledningen til betænkningen fremhævet, at Straffelovrådet af tidsmæssige grunde har måttet afstå fra at gå ind i en vurdering af det faktiske udmålingsniveau i forskellige sagstyper. Rådet har således måttet begrænse overvejelserne til strafferammerne. Det gælder også for dette kapitels vedkommende. De synspunkter om strafferammerne for almenfarlige og almenskadelige handlinger, som rådet fremkommer med i det følgende, kan derfor ikke tages som udtryk for en stillingtagen til det faktiske udmålingsniveau.

2. §§ 180-182 (brandstiftelse)

2.1. Gældende ret mv.

2.1.1. Straffelovens §§ 180-182 kriminaliserer henholdsvis forsætlig (§§ 180-181) og uagtsom (§ 182) forvoldelse af ildebrand (”ildsvåde”). Bestemmelserne suppleres af andre straffelovsbestemmelser, herunder navnlig § 291 om tingsødelæggelse og hærværk, og af bestemmelser i beredskabsloven (lov om beredskab, jf. lovbekendtgørelse nr. 912 af 2. oktober 2000).

Den almindelige, ukvalificerede, forsætlige brandstiftelse omhandles i § 181. Efter denne bestemmelses 1. stk. straffes den, der forvolder ildebrand på fremmed ejendom, med fængsel indtil 6 år. På samme måde straffes efter stk. 2 den, der med forsæt til at besvige brandforsikringen eller krænke panthaveres rettigheder eller med lignende retsstridigt forsæt forvolder ildebrand på egen ejendom eller på andres ejendom med ejerens samtykke. Straffen kan efter stk. 3 stige til fængsel i 10 år, hvis der foreligger særligt skærpende omstændigheder. Om bestemmelsen kan henvises til Vagn Greve m.fl.: Den kommenterede straffelov, Speciel del, 7. udg., (Den kommenterede straffelov) s. 174 ff. og 179 ff.

Den kvalificerede, forsætlige brandstiftelse er reguleret i § 180 i form af en skærpet strafferamme, som er forbeholdt tilfælde, hvor ildspåsættelse sker under visse særlige omstændigheder. Strafferammen skærpes til fængsel indtil på livstid, når ildspåsættelse til egen eller fremmed ejendom sker under sådanne omstændigheder, at den pågældende indser, at andres liv derved udsættes for overhængende fare, eller den sker med forsæt til at volde omfattende ødelæggelse af fremmed ejendom eller til at befordre oprør, plyndring eller anden sådan forstyrrelse af samfundsordenen. Anvendelsen af den skærpede strafferamme er i lighed med anvendelsen af § 181, stk. 2, betinget af tilstedeværelsen af særlige subjektive strafbarhedsbetingelser. § 180 suppleres bl.a. af bestemmelserne i straffelovens kapitel 12 om forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed og § 183, der behandles i pkt. 3.1 nedenfor. Om § 180 kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 174 ff.

Uagtsom ildspåsættelse til fremmed ejendom eller til skade for fremmed formueinteresse straffes efter § 182 med bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 2 år. Bestemmelsen suppleres af beredskabsloven § 71 om straf af bøde for (1) den, der ikke udviser tilbørlig forsigtighed med ild, lys, tændstikker, aske, brandfarlige stoffer, og hvad der i øvrigt kan fremkalde eller befordre brand, eller undlader at påse, at personer, der hører til den pågældendes husstand eller virksomhed, udviser sådan forsigtighed, og (2) den, der som ejer eller bruger af elektriske anlæg eller andre lys-, varme-, kraft- eller maskinanlæg, som kan fremkalde eller befordre brand, benytter sådanne anlæg eller lader dem, benytte, uanset at de ikke er i forsvarlig stand. Om § 182 kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 174 ff. og 182 f.

2.1.2. I borgerlig straffelov, der trådte i kraft i 1933, havde § 180 følgende ordlyd:

”§ 180. Sætter nogen Ild paa egen eller fremmed Ejendom under saadanne Omstændigheder, at han indser, at andres Liv derved udsættes for overhængende Fare, eller det sker for at volde omfattende Ødelæggelse af fremmed Ejendom eller for at befordre Oprør, Plyndring eller anden saadan Forstyrrelse af Samfundsordenen, straffes han med Fængsel ikke under 4 Aar.”

Om forarbejderne til bestemmelsen kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 368 samt s. 306-08. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, §§ 163 og 164 samt s. 161, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, §§ 167-68 samt sp. 281-83 og 284 ff. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3355-57 (§ 182).

Den til § 181 svarende bestemmelse i borgerlig straffelovs § 181 havde følgende ordlyd:

”§ 181. Forvolder nogen ellers Ildebrand paa fremmed Ejendom, straffes han med Fængsel fra 6 Maaneder til 12 Aar.
Stk. 2. Med samme Straf anses den, som for at besvige Brandforsikringen, for at krænke Panthaveres Rettigheder eller i lignende retsstridig Hensigt forvolder Ildebrand paa egen Ejendom eller paa anden Mands Ejendom med hans Samtykke.
Stk. 3. Er den antændte Genstand af ringe Betydning, og maa det antages at have ligget udenfor Gerningsmandens Tanke, at der ved Ildebranden kunde afstedkommes betydelig Skade, kan Straffen gaa ned til den laveste Grad af Fængsel.”

Om forarbejderne til denne bestemmelse kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 168 samt sp. 283 ff. Endvidere kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3355-57 (§ 183).

§ 182 har, når bortses fra de ændringer, der er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000), været uændret siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Om forarbejderne til denne bestemmelse kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 370 samt s. 309-10. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 165 samt s. 161, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 169 samt sp. 283. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3355-57 (§ 184) og Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5369 (§ 181).

2.2. Tidligere ændringer af §§ 180 og 181

2.2.1. Lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov (Konfiskation, fuldbyrdelse af frihedsstraf m.v.)

2.2.1.1. Ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov (Konfiskation, fuldbyrdelse af frihedsstraf m.v.) fik § 181, stk. 2, sin nuværende affattelse. Formålet med lovændringen var at præcisere, at strafansvar alene er betinget af tilstedeværelsen af sædvanligt forsæt og således også kan pålægges i tilfælde, hvor gerningsmanden ikke har tilstræbt retskrænkelsen, men dog har vidst eller indset som overvejende sandsynligt, at den ville blive følgen af den pågældendes handling, sml. Folketingstidende 1964-65, tillæg A, sp. 970.

2.2.2. Lov nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring af borgerlig straffelov (Voldtægt, røveri og brandstiftelse)

2.2.2.1. Ved lov nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring af borgerlig straffelov (Voldtægt, røveri og brandstiftelse) ophævedes det hidtidige strafminimum på 4 års fængsel i § 180. Samtidig ændredes formuleringen med henblik på at præcisere forsætskravet i bestemmelsen. For så vidt angår § 181 ændredes den i stk. 1 fastsatte strafferamme fra ”fængsel fra 6 måneder til 12 år” til fængsel indtil 6 år. Samtidig erstattedes strafnedsættelsesbestemmelsen i § 181, stk. 3, af den nugældende strafforhøjelsesregel i § 181, stk. 3. Lovændringen byggede på Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980 om voldtægt, røveri og brandstiftelse. Om rådets overvejelser om strafferammerne for brandstiftelse henvistes i lovforslagets bemærkninger, jf. Folketingstidende 1980-81, tillæg A, sp. 4002, til betænkningen, hvori rådets synspunkter var sammenfattet således, jf. s. 77 ff.:

”Det fremgår af oplysningerne om strafudmålingen i sager om brandstiftelse, at de i praksis anvendte straffe ligger meget væsentligt under de gældende strafmaksima i §§ 180-181 ...

Når strafferammen i § 181 sammenholdes med de [andetsteds i betænkningen] nævnte statistiske oplysninger, må man efter straffelovrådets opfattelse drage to konklusioner. For det første bør det forhøjede minimum i § 181 ophæves. For det andet bør § 181 have en normalramme, hvis maksimum er væsentligt lavere end 12 års fængsel.

Med hensyn til strafminimum på 6 måneders fængsel i § 181, stk. 1, skal først bemærkes, at straffelovrådet ved en række lejligheder har anbefalet ophævelsen af sådanne forhøjede minima, medmindre forholdene i særlig grad taler for opretholdelsen heraf ved enkelte delikter. Muligheden for at udmåle straf ned til fængselsstraffens faste minimum på [på daværende tidspunkt] 30 dage beror i øjeblikket på anvendelsen af almindelige strafnedsættelsesgrunde eller af bestemmelsen i § 181, stk. 3 om antændelse af genstande af ringe betydning. Når det tages i betragtning, at der efter stk. 1 og stk. 2 forekommer et betydeligt antal betingede domme og ubetingede straffe på indtil 6 måneder, er det nærliggende at antage, at stk. 3 ikke i tilstrækkeligt omfang opfylder behovet for en graduering af strafudmålingen overfor brandstiftelser af mindre grovhed. Såvel principielle hensyn som kriminalstatistikkens oplysninger taler derfor for, at 30 dages fængsel bliver minimum i brandstiftelsesforbrydelsens normalramme ...

Et strafmaksimum på fængsel indtil 6 år vil efter de [andetsteds i betænkningen] refererede oplysninger være fuldt tilstrækkeligt med henblik på det helt overvejende antal tilfælde. Der forekommer imidlertid enkeltstående tilfælde, hvor der er behov for et højere maksimum. ... Behovet for en højere strafudmåling end fængsel i 6 år vil kun delvis kunne imødekommes ved en anvendelse af § 180. På denne baggrund finder straffelovrådet det rigtigst, at der ved siden af normalrammen på 6 år i § 181 opstilles en forhøjet strafferamme for de tilfælde, hvor der foreligger særligt skærpende omstændigheder. Efter de foreliggende oplysninger om praksis må det antages, at et maksimum på 10 år vil være tilstrækkeligt ...

Anvendelsesområdet for den skærpede ramme vil navnlig være tilfælde, hvor der på grund af det antændte objekts karakter eller ildens udbredelse er sket meget betydelige skader, uden at forholdet dog har en sådan karakter, at det kan henføres under § 180. Den skærpede ramme vil også kunne anvendes i tilfælde, hvor branden har medført fare for eller tab af menneskeliv, men uden at betingelserne for at anvende § 180 er opfyldt.

Anvendelsen af den skærpede strafferamme vil også kunne komme på tale, hvor der til samtidig påkendelse foreligger flere tilfælde af brandstiftelse, eller hvor gerningsmanden tidligere er straffet for brandstiftelse. Det bør dog understreges, at disse grovhedsmomenter ikke i sig selv bør begrunde, at forholdet henføres under den skærpede strafferamme. Der må anlægges en helhedsvurdering af sagens grovhed, hvori også andre momenter kan indgå. Straffelovrådet skønner, at det ikke vil volde store vanskeligheder at udskille de undtagelsestilfælde, som vil udgøre anvendelsesområdet for den skærpede ramme.
...
Idet der henvises til straffelovrådets almindelige synspunkter vedrørende forhøjede strafminima, foreslår straffelovrådet, at strafminimum i § 180 ophæves.

Det må forekomme særdeles tvivlsomt, om der er grund til at opretholde et stafmaksimum af fængsel på livstid i § 180. Men da spørgsmålet har sammenhæng med overvejelser vedrørende bedømmelsen af forsætligt manddrab og principielle overvejelser vedrørende livstidsstraffen, har rådet foretrukket at udskyde spørgsmålet om dette maksimum i § 180 ...”

2.2.2.2. Af lovforslagets bemærkninger fremgik videre, at Justitsministeriet i det hele kunne tiltræde de synspunkter og forslag, som var kommet til udtryk i Straffelovrådets betænkning. Det hed herom bl.a., jf. Folketingstidende 1980-81, tillæg A, sp. 4002-03:

”…Justitsministeriet kan tiltræde det ønskelige i en sådan opspaltning af de pågældende strafferammer [strafferammerne røveri, voldtægt og brandstiftelse]. Det kan give anledning til betænkelighed, at der selv for en forbrydelse i alle dens ordinære former principielt gælder et strafmaksimum, der må forekomme urimeligt i forhold til forbrydelsens karakter.

Justitsministeriet kan tiltræde, at der i ordinære tilfælde af ... brandstiftelse bør gælde et strafmaksimum på fængsel indtil 6 år, og at gældende strafminima bør ophæves. En strafferamme på højst 6 års fængsel vil efter de af straffelovrådet fremhævede statistiske oplysninger være fuldt tilstrækkelig med henblik på sådanne ukvalificerede overtrædelser.
...
Spørgsmålet om strafmaksimum i de normale tilfælde må også ses i sammenhæng med de foreslåede højere strafferammer for tilfælde, hvor der foreligger særligt skærpende omstændigheder. Straffelovrådets forslag til udformningen af skærpelseskriterierne vil efter justitsministeriets opfattelse give tilstrækkelige muligheder for at idømme længere straffe end fængsel i 6 år i de tilfælde, hvor der efter den gældende udmålingspraksis har vist sig behov herfor.

Justitsministeriet finder ligesom straffelovrådet, at det øverste strafmaksimum for ... brandstiftelse bør være 10 år. ...”

2.3. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

2.3.1. Straffelovrådets overvejelser om strafferammerne i §§ 180-182 i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse tog udgangspunkt i kriminalstatistikken for 1979-84, jf. s. 192 med gengivelse af ”Tabel 23. Domme til højere straf end bøde for brandstiftelse 1979-1984.” Rådet hæftede sig ved, at der i den omhandlede periode ikke var forekommet straffe på mere end 5 års fængsel, og at der på strafniveauet 3-5 år kun havde været ganske få domme. I rådets overvejelser indgik også overvejelser om ændring af de tilsvarende bestemmelser om henholdsvis ”mordbrand” og ”grov mordbrand” i den svenske straffelov (Brottsbalken). Rådet sammenfattede på denne baggrund sine synspunkter således, jf. s. 191 ff.:

”... Det kunne overvejes at ændre beskrivelsen af forbrydelsens forskellige former således, at der blev anlagt en mere enkel sondring mellem den grove og den ukvalificerede brandstiftelse. En sådan ændring vil være særlig nærliggende, hvis man finder, at et maksimum på 10 år i stedet for fængsel på livstid er tilstrækkeligt. Maksimum ville da svare til den nugældende bestemmelse i § 181, stk. 3, om brandstiftelse under særligt skærpende omstændigheder, og den særlige fremhævelse af de sjældne tilfælde i § 180 ville være overflødig. En anden mulighed er at udskyde spørgsmålet om en revision af forbrydelsernes afgrænsning til et senere tidspunkt og nu kun tage stilling til de tre strafmaksima i §§ 180 og 181 ...

I svensk ret har forsætlig brandstiftelse (”mordbrand”, svarende til §§ 180 og 181) et normalt maksimum på 8 år, men i tilfælde af ”grov mordbrand” kan straffen stige til 10 år eller fængsel på livstid. I betænkningen SOU 1986:14 s. 259 er det foreslået, at de sidstnævnte maksima bevares, medens maksimum for mordbrand, der ikke er ”grov”, foreslås nedsat fra 8 til 5 år, altså lidt under det danske normalmaksimum.

Med hensyn til valget af strafmaksima i dansk ret kan det for det første fastslås, at næsten alle tilfælde af brandstiftelse udmålingsmæssigt kan rummes inden for det normalmaksimum på 6 års fængsel, som blev resultatet af lovrevisionen [i 1981]. Straffelovrådet foreslår dette maksimum opretholdt, selv om man er opmærksom på, at der formentlig sjældent vil være behov for at benytte den øvre del af normalrammen.

Det må på den anden side antages, at det fortsat vil være nødvendigt at åbne mulighed for idømmelse af straffe på over 6 år, således som det nu kan ske efter § 181, stk. 3, og § 180. Et forhøjet strafmaksimum er nødvendigt med henblik på særdeles grove og farlige brandstiftelser, som muligvis ikke er forekommet i årene 1979-84, men let kan tænkes.
...
Der er også i straffelovrådet enighed om, at der – som også den svenske komité foreslår – må findes en strafferamme, der går højere end de 10 års fængsel i § 181, stk. 3. Som nævnt [s. 84 i betænkningen] foreslår straffelovrådet, at livstidsstraffen udgår af strafferammen i § 180 og erstattes af et strafmaksimum på 16 års fængsel.

Under henvisning til det her anførte er det straffelovrådets konklusion, at man ikke nu bør søge at slå § 180 og 181, stk. 3, sammen i en fælles bestemmelse om kvalificeret brandstiftelse. Det foreslås altså at opretholde den forskel i gerningsbeskrivelsen, som kommer til udtryk i § 180 og § 181. Det skal herved fremhæves, at farlig brandstiftelse på egen ejendom er strafbar efter § 180, selv om det i § 181, stk. 2, opstillede krav om forsæt til besvigelse eller anden krænkelse af rettigheder ikke er opfyldt.

Der er herefter i rådet enighed om at bevare maksima på 6 og 10 år i § 181, medens maksimum i § 180 bliver 16 år.

Bestemmelsen i § 182 om uagtsom ildspåsættelse omfatter forhold, der i almindelighed også er strafbare i henhold til brandloven ... [nu beredskabsloven]. Brandlovens § 37 indeholder imidlertid kun hjemmel til bødestraf, og straffelovrådet har derfor lagt til grund, at § 182 bør opretholdes og rumme mulighed for frihedsstraf. Man har ikke taget stilling til den nærmere afgrænsning af § 182, men bemærker blot, at strafferammen skal ændres ved hæftestraffens bortfald, og at der kan foreslås en strafferamme af bøde eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 6 måneder.”

2.3.2. I tilslutning til ovenstående kan oplyses, at strafmaksimum for ”mordbrand” og ”grov mordbrand” efter den svenske straffelovs 13 kap. 1 og 2 §§ fortsat er henholdsvis 8 år og 10 år/fængsel på livstid.

2.4. Statistisk undersøgelse af domspraksis

2.4.1. Om Straffelovrådets statistiske undersøgelse af domspraksis henvises til denne betænknings kapitel 1 (indledning) og bind III. I undersøgelsen indgår en analyse af strafudmålingen i sager om brandstiftelse. Hermed sigtes til ”kvalificeret brandstiftelse” (§ 180), jf. s. 71, og ”forsætlig brandstiftelse” (§ 181), jf. s. 73.

2.4.2. Undersøgelsen af kvalificeret brandstiftelse (§ 180) omfatter 17 afgørelser, som i intet tilfælde angår mere end én brandstiftelse. Ti af de 17 afgørelser er ubetingede fængselsstraffe, herunder én kombinationsdom, med straflængder fra 10 måneder til 6 år. Straf af fængsel på livstid er i intet tilfælde anvendt. Fire afgørelser er betingede domme med vilkår om samfundstjeneste, og én er en betinget fængselsstraf på 3 år. Der er desuden to tiltalefrafald, som antagelig vedrører personer, der i forvejen er underkastet behandlingsdom.

2.4.3. Størstedelen af de i alt 498 sager, der indgår i undersøgelsen af forsætlig brandstiftelse (§ 181), angår tidligere ustraffede personer. Godt halvdelen af sagerne omfatter flere forhold - dog først og fremmest forhold af uligeartet karakter. 13 pct. af afgørelserne angår unge lovovertrædere. I knap halvdelen af sagerne er idømt ubetinget frihedsstraf, som spænder fra 30 dage til 5 år. Lidt mindre end to tredjedele af de ubetingede straffe er på højst 1 år, mens hver tiende overstiger 2 år. De betingede frihedsstraffe, der udgør 39 pct. af afgørelserne, er på højst 1_ år. Godt tre fjerdedele er på højst 6 måneder. Mere end en tredjedel af de betingede domme er med vilkår om samfundstjeneste. Tiltalefrafald er givet i 13 pct. af sagerne, hvilket må formodes at bero på, at tiltalte i forvejen er underkastet behandlingsdom. Erfaringsmæssigt vedrører forholdsvis mange behandlingsdomme brandstiftere. Såvel i enkelte undergrupper som generelt er tendens til strengere straffe i løbet af den undersøgte periode. Mens andelen af ubetingede frihedsstraffe i 1996 var på 42 pct., var denne vokset til 52 pct. i 2000. Den gennemsnitlige længde af de ubetingede frihedsstraffe var i 2000 1_ måned længere end i 1996.

2.5. Straffelovrådets overvejelser

2.5.1. Straffelovrådet har i denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.3, foretaget en inddeling af samtlige bestemmelser i straffelovens særlige del med udgangspunkt i det angrebne retsgode. Heri er § 180 henført til kategorien ”angreb på person (integritet) mv.” med et strafmaksimum på 10 års fængsel, og § 181 er rubriceret i kategorien ”angreb på privat ejendomsret og på statsapparatet mv.” med et strafmaksimum på 6 års fængsel. Det indebærer for begge bestemmelser, at strafmaksimum reduceres i § 180 fra fængsel på livstid til 10 års fængsel og i § 181 fra 10 til 8 års fængsel. § 182 er i overensstemmelse med gældende ret placeret i kategorien ”andre grove overtrædelser mv.” med et strafmaksimum på 2 års fængsel.

2.5.2. Straffelovrådets overvejelser om strafferammerne i §§ 180-182 har taget udgangspunkt i de synspunkter, som fremkom dels i 1980-betænkningen, sml. pkt. 2.2.2.1 ovenfor, dels i 1987-betænkningen, sml. pkt. 2.3 ovenfor. Der er i den forbindelse rejst spørgsmål om at reducere strafmaksimum i § 180 til 8 års fængsel svarende til det nuværende strafmaksimum i § 252, idet § 180 i realiteten har karakter af et faredelikt. Det er også gjort gældende, at § 181 kunne være overflødig ved siden af bestemmelserne om bedrageri og hærværk, der retter sig mod det reelle - skadens indtræden - og som af rådet foreslås tilknyttet et strafmaksimum på 6 års fængsel, sml. denne betænknings kapitel 28 om berigelsesforbrydelser, pkt. 12.2, med udkast til ny § 286, og kapitel 29 om andre formueforbrydelser, pkt. 2.4.1, med udkast til ny § 291, stk. 2. Det er heroverfor anført, at der er behov for bestemmelser med videregående strafferammer for brandstiftelse, hvorved denne forbrydelses almenfarlige karakter kan komme til udtryk.

Det er efter en samlet vurdering Straffelovrådets konklusion, at man af de i 1987-betænkningen anførte grunde fortsat bør blive stående ved den nuværende beskrivelse af den grove og den ukvalificerede brandstiftelse i §§ 180 og 181. Rådet bemærker dog, at der kunne overvejes ændringer i beskrivelsen i § 180, såfremt der var lejlighed til en grundigere kritisk gennemgang, herunder af bestemmelsens sammenhæng med forbrydelserne i straffelovens kapitel 12 og 13. Rådet finder det endvidere i lighed med 1987-betænkningen rigtigst, at strafmaksima på 6 og 10 års fængsel i § 181 indtil videre opretholdes uændret. Straffelovrådet har bl.a. henset til strafmaksimum i § 237 også fortsat den opfattelse, at livstidsstraffen i § 180 kan erstattes af et strafmaksimum på 16 års fængsel, sml. § 1, nr. 49, i rådets lovudkast. Det bemærkes herved, at § 237 omfatter de tilfælde af ildspåsættelse, hvor gerningsmanden anser det for overvejende sandsynligt, at nogen vil indebrænde. Der kan tillige henvises til § 114, stk. 1, nr. 1 og 7.

2.5.3. Der har i rådet været udtrykt sympati for at følge 1987-betænkningens anbefaling om at sænke strafmaksimum for uagtsom ildspåsættelse i § 182 fra 2 års til 6 måneders fængsel. Der er endvidere rejst spørgsmål om at begrænse bestemmelsen til grov uagtsomhed, idet der herved ville blive skabt parallelitet til den beslægtede bestemmelse om groft uagtsomt hærværk i § 291, stk. 3. Straffelovrådet har imidlertid efter en samlet vurdering fundet det rigtigst, at strafmaksimum i § 182 indtil videre opretholdes uændret. Rådet begrænser sig på den anførte baggrund til at foreslå en teknisk begrundet forenkling af strafferammen, hvorved denne ændres til ”bøde eller fængsel indtil 2 år” og således bringes på linje med andre lignende bestemmelser, bl.a. § 183, stk. 3, sml. § 1, nr. 16, i rådets lovudkast.

3. §§ 183, 183 a, 184 og 192 a (sprængning, flykapring, grove våbenlovsovertrædelser mv.)

3.1. §§ 183, 183 a og 184 (sprængning, flykapring og forstyrrelse af sikkerheden for jernbanedrift mv.)

3.1.1. Gældende ret mv.

3.1.1.1. Beslægtet med brandstiftelse er forbrydelsen i straffelovens § 183, der består i at forvolde sprængning, spredning af skadevoldende luftarter, oversvømmelse, skibbrud, jernbane- eller anden transportulykke med forsæt til skade på andres person eller formue. Forbrydelsen straffes som udgangspunkt med fængsel indtil 12 år, jf. § 183, stk. 1. Er forbrydelsen begået under omstændigheder svarende til § 180, skærpes strafferammen efter stk. 2 til fængsel indtil på livstid. Er forbrydelsen begået uagtsomt, er straffen efter stk. 3 bøde eller fængsel indtil 2 år. Som det fremgår, modsvarer § 183, stk. 1, § 181. § 183, stk. 2, modvarer § 180, og § 183, stk. 3, modsvarer § 182. § 183, stk. 2, skal i øvrigt sammenholdes med bestemmelserne i straffelovens kapitel 12 om forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed. Om § 183 kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 174 f. og 184 f.

Straffelovens § 183 a retter sig mod flykapring mv. Bestemmelsen kriminaliserede tidligere den, som ombord i et luftfartøj eller skib ved ulovlig tvang, jf. § 260, overtager kontrollen over fartøjet eller griber ind i dettes manøvrering. Gerningsbeskrivelsen er nu udvidet til også at omfatte kapring af andet kollektivt transportmiddel eller godstransportmiddel, sml. pkt. 3.3 nedenfor med omtale af lov nr. 378 af 6. juni 2002. Straffen er fængsel indtil på livstid. Om bestemmelsen kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 174 f. og 185 f. For så vidt angår ændringen, som er affødt af lov nr. 380 af 6. juni 2002, henvises til Vagn Greve m.fl.: Tillæg til Kommenteret straffelov Almindelig del og Speciel del, 7. udg., s. 29.

Til de ovennævnte bestemmelser knytter sig i § 184 en bestemmelse, der retter sig mod den, der uden at være strafskyldig efter § 183 eller § 183 a forstyrrer sikkerheden for jernbaners, fartøjers, motorkøretøjers eller lignende transportmidlers drift eller sikkerheden for færdsel på offentlige færdselsveje. Forbrydelsen straffes i sin forsætlige form med fængsel indtil 6 år. Er forbrydelsen begået uagtsomt, er straffen bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Om § 184, herunder afgrænsningen i forhold til særlovgivningen, kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 174 f. og 187 ff.

En gennemgang af Ugeskrift for Retsvæsen og Domme i Kriminelle Sager i perioden fra 1987 til 2000 viser, at der findes enkelte trykte domme om § 183. I den forbindelse kan nævnes Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1988, s. 813, om en ustraffet tiltalt, der bragte 5 tidsindstillede rørbomber til sprængning i kælderen på et hospital, hvorved der forvoldtes skade for ca. 69.000 kr. Tiltalte havde i kælderen på et andet hospital anbragt 5 tilsvarende bomber, som blev fundet af politiet, før sprængning fandt sted. Endelig havde tiltalte i et brev til politiet truet med tilsvarende sprængninger bl.a. i varehuse, medmindre en gruppe, som tiltalte angav at tilhøre, fik udbetalt 16 mio. kr. Tiltalte blev for overtrædelse af § 183, stk. 2, jf. stk. 1, jf. til dels § 21, og efter § 286, stk. 3, jf. § 281, nr. 1, straffet med fængsel i 4 år.

I Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, s. 23, idømtes tiltalte for overtrædelse af § 183, stk. 3, 10 dagbøder á 100 kr. Tiltalte havde foretaget sprængning i et stenbrud, hvorved sten blev slynget udover et område på indtil 200 meter fra sprængningsstedet med person- og tingsskade til følge. I Østre Landsrets dom af 13. marts 1997, refereret i Domme i Kriminelle Sager 1996-98, s. 165 f., blev tiltalte af byretten fundet skyldig i forsøg på overtrædelse af § 183 ved med medgerningsmænd at have placeret en bombe bestående af ca. 6 kg plastisk sprængstof i en sportstaske, der blev anbragt ved muren til Hell´s Angels´ klubhus med forsæt til, at den ved sprængning skulle forvolde skade på andres person eller formue, hvilket mislykkedes, da en fjernstyret udløsningsmekanisme ikke fungerede. Af erklæringerne om den senere foretagne prøvesprængning af bomben fremgik, at forsvaret for sprængning af ladninger som den omtalte anvendte en sikkerhedsafstand på 800 m for udækket personel i de retninger, hvor sprængningsstykker o. lign. uhindret kunne bortslynges, samt at det anvendte tændsystem medførte stor risiko for utilsigtet antændelse, f.eks. ved tilfældig brug af en sender i nærheden. Byretten idømte 2 år og 6 måneders fængsel under hensyn til bombens farlighed og styrke samt til, at den var placeret i et kvarter med tæt beboelse. Landsretten henviste desuden til, at handlingen var udført som led i et krigslignende opgør mellem to rivaliserende rockerbander med betydelig risiko for befolkningen til følge, og forhøjede derfor straffen til fængsel i 3 år og 6 måneder.

I Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1998, s. 877, blev T1, T2 og T3 fundet skyldige i overtrædelse af § 183, stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 21 og § 23, ved at have forsøgt at forvolde sprængning under sådanne omstændigheder, at de indså, at andres liv derved blev udsat for overhængende fare, idet de i København tilvirkede tre brevbomber og adresserede dem til personer i England, hvilket forehavende mislykkedes, dels fordi svensk politi udtog brevbomberne af den postkasse i Limhamn, hvori de var anbragt, dels fordi det anvendte sprængstof viste sig ikke at være virksomt. T2 og T3 blev hver straffet med fængsel i 3 år. T1, som tillige var fundet skyldig i overtrædelse af § 252 og § 249 ved med en pistol at have affyret et skud, som ramte en kriminalassistent i lysken med varigt mén til følge, straffedes med fængsel i 8 år. Se også Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1998, s. 1609, der angik en tiltalt, som senest i 1997 var straffet med henholdsvis 20 dages hæfte og 60 dages fængsel for berigelsesforbrydelser og våbenlovsovertrædelser. Tiltalte blev for overtrædelse bl.a. af §§ 183, stk. 1, 192 a, 252, stk. 1, og 266 ved at have besiddet en skarpladt håndgranat, afsikret den, løbet rundt og truet med den i hånden samt ved at have kastet den gennem en butiksrude med skader for ca. 250.000 kr. til følge straffet med fængsel i 2 år og 6 måneder.

Der foreligger en enkelt trykt dom om § 183 a – Vestre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, s. 1398, om en tiltalt, der var blevet afskediget fra sin stilling som overstyrmand på Grenaa-Anholtfærgen, og som havde følt sig uretfærdigt behandlet. Han blev for overtrædelse af § 183 a straffet med fængsel i 2 år og 6 måneder ved i ca. 6 timer i farvandet mellem Anholt og Grenaa om bord på en færge ved ulovlig tvang, herunder trussel med en riffel, at have overtaget kontrollen over fartøjet.

Der ses ikke nyere trykte domme om § 184.

3.1.1.2. Ved borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933 havde § 183 følgende affattelse:

”§ 183. Den, der til Skade for andres Person eller Formue forvolder Sprængning, Spredning af skadevoldende Luftarter, Oversvømmelse, Skibbrud, Jernbane- eller anden Transportulykke, straffes med Fængsel fra 6 Maaneder til 12 Aar.
Stk. 2. Sker det under de i § 180 angivne Omstændigheder, er Straffen Fængsel ikke under 4 Aar.
Stk. 3. Begaas Forbrydelsen uagtsomt, er Straffen Bøde, Hæfte eller Fængsel indtil 2 Aar.”

Om forarbejderne til denne bestemmelse kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, §§ 369 og 370 samt s. 308-10. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, §§ 163, stk. 2, 164 og 165 samt s. 161, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, §§ 167-70 samt sp. 279-91. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3357-58 (§ 185). Om § 183 kan i øvrigt henvises til pkt. 3.1.2 nedenfor, idet der herved ses bort fra de ændringer, som er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000).

§ 183 a blev indføjet i straffeloven ved lov nr. 95 af 29. marts 1972 om ændring af borgerlig straffelov. (Kapring af luftfartøj) med henblik på at gennemføre de ændringer i dansk ret, som var nødvendige, for at Danmark kunne ratificere Haagerkonventionen af 16. december 1970 om bekæmpelse af ulovlig bemægtigelse af luftfartøjer. § 183 a var i lovforslaget udformet med delt strafferamme bestående af en normalramme på fængsel indtil 10 år og en skærpet sideramme på fængsel indtil 16 år, som var forbeholdt tilfælde, hvor ”handlingen har haft en særlig farlig karakter”. Som begrundelse for den foreslåede udformning af strafmaksimum henvistes i lovforslagets bemærkninger til, at bestemmelsen kom til at svare til den daværende strafferamme for røveri, jf. Folketingstidende 1971-72, tillæg A, sp. 916. Bestemmelsen ændredes under udvalgsbehandlingen, så § 183 a blev undergivet et fælles strafmaksimum på fængsel indtil 12 år, sml. tillæg B, sp. 885-86.

Ved den ovennævnte lovændring indføjedes tillige en henvisning i § 184 til den nye bestemmelse i § 183 a. Når bortses fra de ændringer, der er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000), har § 184 herefter været uændret siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Om forarbejderne til § 184 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 371 samt s. 310-11. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 166 samt s. 162, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, §§ 170 og 170 A samt sp. 290-91. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3357 (§ 186).

3.1.2. Tidligere ændringer af §§ 183 og 183 a

3.1.2.1. Lov nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring af borgerlig straffelov (Voldtægt, røveri og brandstiftelse)

3.1.2.1.1 Ved lov nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring af borgerlig straffelov (Voldtægt, røveri og brandstiftelse) ændredes i § 183, stk. 1, den tidligere gældende strafferamme på ”fængsel fra 6 måneder til 12 år” til den nugældende strafferamme. Samtidig ophævedes det hidtidige strafminimum på 4 års fængsel i stk. 2, sml. pkt. 3.1.1.2 ovenfor. Ændringerne byggede på en indstilling fra Straffelovrådet, der i betænkning nr. 914/1980 om voldtægt, røveri og brandstiftelse udtalte følgende, jf. s. 80:

”Rådet gør opmærksom på, at der er en meget nær sammenhæng mellem reglerne om brandstiftelse og bestemmelsen i straffelovens § 183 ... Man har fundet det mest konsekvent at foreslå de to strafminima i § 183 ophævet, men har i øvrigt måttet afstå fra på nuværende tidspunkt at overveje andre spørgsmål, som strafferammerne i § 183 giver anledning til.”
 

3.1.2.2. Lov nr. 6 af 3. januar 1992 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Samfundstjeneste m.v.)

3.1.2.2.1. Ved lov nr. 6 af 3. januar 1992 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Samfundstjeneste m.v.) ændredes formuleringen af § 183, stk. 1 og 2, med henblik på at præcisere forsætskravet i de to bestemmelser, sml. Folketingstidende 1991-92, tillæg A, sp. 1908. Samtidig udvidedes § 183 a med skibe, hvilket havde sammenhæng med undertegnelsen af Den Internationale Søfarts Organisations (IMO) konvention om bekæmpelse af terrorhandlinger mod skibe og tillægsprotokol om faste boreplatforme på kontinentalsokkelen. Endvidere forhøjedes i overensstemmelse med en indstilling fra Straffelovrådet i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse s. 194 strafferammen til fængsel indtil på livstid. IMO-konventionen pålagde deltagende stater at fastsætte ”passende straf” for de omhandlede forbrydelser og indebar således ikke pligt til at fastsætte straf af fængsel på livstid.

3.1.3. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

3.1.3.1. Da Straffelovrådet overvejede strafferammerne i § 183 i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse, var der enighed om at foreslå strafferammen i stk. 1 opretholdt uændret. For så vidt angår strafmaksimum i stk. 2 foreslog det flertal af rådets medlemmer, der gik ind for at opretholde livstidsstraffen, at denne straf bevaredes i stk. 2. Flertallet fremhævede, at ”den kvalificerede sprængning under nutidens forhold må anses som en grovere og farligere handling end den kvalificerede brandstiftelse, fordi der er ringere muligheder for at afværge handlingen eller dens følger.” Mindretallet, der ønskede livstidsstraffen afskaffet, foreslog strafmaksimum ændret til fængsel indtil 16 år. Se s. 193, jf. s. 84. Strafmaksimum i stk. 3 foresloges i enighed nedsat til 1 års fængsel. Rådet bemærkede i tilslutning hertil (s. 194), at der ”… formentlig [er] grund til at sætte maksimum højere end i § 182 om uagtsom brandstiftelse, fordi § 183, stk. 3, vil omfatte tilfælde, hvor selve sprængningen er forsætlig, men en forvoldt formueskade uagtsom. Har handlingen – uden at være omfattet af stk. 2 – uagtsomt bevirket, at en eller flere personer er dræbt eller har pådraget sig legemsskade, vil der kunne straffes både efter stk. 3 og § 241 eller § 249.”

3.1.3.2. I § 183 a foreslog rådet bl.a. strafmaksimum hævet fra fængsel i 12 år til fængsel indtil på livstid, jf. anf. st. Dette forslag gennemførtes ved lov nr. 6 af 3. januar 1992, sml. pkt. 3.1.2.2 ovenfor.

3.1.3.3. Ved drøftelsen af § 184 hæftede rådet sig ved, at der ikke syntes at have været eksempler i trykt retspraksis på strengere straf end en kort frihedsstraf. Om rådets forslag hed det herefter, jf. s. 195:

”§ 184 er delvis sammenfaldende med bestemmelser i særlovgivningen, men har også et selvstændigt anvendelsesområde. Straffelovrådet begrænser sig til at foreslå, at strafferammen i stk. 1 bliver bøde eller fængsel indtil 2 år, under skærpende omstændigheder fængsel indtil 6 år, og at hæfte i stk. 2 ændres til fængsel indtil 4 måneder.”

Forslaget om ændring af stk. 2 er gennemført ved lov nr. 433 af 31. maj 2000 som led i afskaffelsen af hæftestraffen.

3.2. § 192 a (grove våbenlovsovertrædelser mv.)

3.2.1. Gældende ret mv.

3.2.1.1. I lighed med bl.a. straffelovens § 191, jf. afsnit 4 nedenfor, kriminaliserer straffelovens § 192 a ikke bestemte handlinger, men foreskriver en højere strafferamme for allerede strafbare overtrædelser i særlovgivningen. Overtrædelser af våbenloven kan maksimalt straffes med fængsel indtil 2 år. I visse tilfælde åbner loven mulighed for at straffe med bøde eller fængsel indtil 4 måneder (sml. våbenlovens § 10). § 192 a som ændret ved lov nr. 378 af 6. juni 2002, sml. pkt. 3.3 nedenfor, indebærer, at straffen er fængsel indtil 6 år bl.a. i tilfælde, hvor en person i strid med lovgivningen om våben og eksplosivstoffer indfører, tilvirker, besidder, bærer, anvender eller overdrager våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnede til at forvolde betydelig skade. Strafferammen var tidligere 4 år. Om bestemmelsen som affattet forud for lovændringen kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 201 ff. Om bestemmelsen som affattet efter lovændringen henvises til Vagn Greve m.fl.: Tillæg til Kommenteret straffelov Almindelig del og Speciel del, 7. udg., s. 31.

Fra retspraksis kan nævnes to afgørelser, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1999 henholdsvis s. 926 og s. 1124, begge Østre Landsrets domme. I den førstnævnte dom blev tiltalte idømt 8 måneders fængsel for våbenbesiddelse, herunder af en militærriffel og en hjemmelavet maskinpistol samt ammunition, og for tre tilfælde af hæleri og forsøg herpå med hensyn til våben. Der blev ved strafudmålingen lagt vægt på tiltaltes våbeninteresse og manglende rockertilknytning. Den sidstnævnte dom angik et 28-årigt prøvemedlem af Hell´s Angels, der havde opbevaret bl.a. to maskinpistoler, to militærautomatrifler og 3 håndgranater. Tiltalte blev herfor straffet med en fællesstraf af fængsel i 1 år og 3 måneder, der tillige omfattede en reststraf på 31 dage.

3.2.1.2. § 192 a blev indsat i straffeloven ved lov nr. 411 af 10. juni 1997 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og våbenloven (Styrkelse af politiets muligheder for at efterforske alvorlig kriminalitet, konfiskation, øget vidnebeskyttelse og skærpelse af straffen for våbenbesiddelse m.v.). Formålet med den nye bestemmelse var sammen med nogle samtidigt foreslåede ændringer af våbenloven at skærpe straffen i de tilfælde, hvor skydevåben medbringes eller opbevares under omstændigheder, hvor der er en nærliggende risiko for, at våbnene vil blive anvendt til angreb eller forsvar i f.eks. opgør mellem forskellige rockergrupper. Lovforslagets bemærkninger indeholdt forholdsvis præcise anvisninger om de tilsigtede skærpelser af strafudmålingsniveuaet for overtrædelser af våbenloven, sml. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, s. 2475 og 2511 ff. Om straffelovens § 192 a anførtes s. 2512-13:

”Det er Justitsministeriets opfattelse, at der i tilfælde, hvor personer findes i besiddelse af særdeles farlige våben, der kan forvolde betydelige skader, bør være adgang til at idømme en væsentlig strengere straf, end strafferammen i våbenloven lægger op til. En sådan bestemmelse bør efter Justitsministeriets opfattelse placeres i straffeloven, idet der i særlovgivningen normalt kun fastsættes strafferammer på indtil 2 års fængsel. Indsættelse af en bestemmelse i straffeloven med en højere strafferamme end strafferammen på fængsel i 2 år i våbenloven vil også være en markering af, at der er tale om alvorlig kriminalitet.

Bestemmelsen foreslås udformet således, at den, som i strid med lovgivningen om våben og eksplosivstoffer indfører, tilvirker, besidder, bærer, anvender eller overdrager våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnede til at forvolde betydelig skade, straffes med fængsel indtil 4 år.

Bestemmelsen foreslås indsat i straffelovens kapitel 20 om almenfarlige forbrydelser, som bl.a. også indeholder § 191 om de grove narkotikaforbrydelser, idet der også her er tale om en forbrydelse, der kan bringe menneskers liv og helbred i fare.
...
Det forudsættes, at straffen som udgangspunkt vil være mindst 10-12 måneders fængsel.

Er våbenet anvendt f.eks. til trusler, jf. straffelovens § 266, bliver der tale om en betydeligt højere straf.

I de tilfælde, hvor særdeles farlige våben stjæles f.eks. ved indbrud i forsvarets våbendepoter, vil den foreslåede bestemmelse i § 192 a medføre en betydelig skærpelse af straffen for den ulovlige våbenbesiddelse, mens straffen for tyveriet fastsættes efter bestemmelserne i straffeloven. Det forudsættes i den forbindelse, at tyverier af sådanne våben eventuelt kan betragtes som særligt grove, jf. straffelovens § 286, stk. 1, hvis der er tale om professionelt udførte indbrud eller tyveri fra særligt sikrede depoter. Det gælder også, selv om våbnenes værdi ikke er så stor, at forholdet af den grund kan henføres under straffelovens § 286, stk. 1.”

3.3. Lov nr. 378 af 6. juni 2002 om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, våbenloven, udleveringsloven samt lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme, gennemførelse af FN´s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001) samt øvrige initiativer til bekæmpelse af terrorisme mv.)

3.3.1. Som nævnt i pkt. 1.3 ovenfor fremsatte justitsministeren (Lene Espersen) den 13. december 2001 forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, våbenloven, udleveringsloven samt lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme, gennemførelse af FN´s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001) samt øvrige initiativer til bekæmpelse af terrorisme mv.), sml. nu lov nr. 378 af 6. juni 2002. Lovens formål er at åbne mulighed for, at Danmark kan opfylde de folkeretlige forpligtelser, som følger af FN-konventionen af 9. december 1999 til bekæmpelse af finansiering af terrorisme (optaget som bilag 1 til lovforslaget), FN´s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001) (optrykt som bilag 2 til lovforslaget) og forslag til EU´s rammeafgørelse om bekæmpelse af terrorisme (optrykt som bilag 3 til lovforslaget).

3.3.2. Med loven udvides straffelovens § 183 a til også at omfatte kapring af andet kollektivt transportmiddel eller godstransportmiddel end luftfartøj og skib, sml. Folketingstidende 2001-02, tillæg A, s. 877. Loven medfører endvidere, at strafmaksimum § 192 a hæves fra 4 til 6 års fængsel, og at det strafbare område udvides med overtrædelser af våbenloven, der består i at udvikle eller med henblik herpå forske i faste stoffer, væsker eller luftarter, som ved spredning virker skadevoldende, bedøvende eller irriterende. Om baggrunden for skærpelsen af strafmaksimum fremgår af lovforslagets bemærkninger bl.a., jf. anf. st. s. 845:

”... I lyset af den ændrede sikkerhedsmæssige situation efter den 11. september 2001 foreslår Justitsministeriet, at strafferammen i § 192 a sættes op fra de nuværende 4 års fængsel til 6 års fængsel, således at også de mest alvorlige overtrædelser af § 192 a kan rummes inden for strafferammen. Forslaget har endvidere den konsekvens, at politiet får adgang til at iværksætte indgreb i meddelelseshemmeligheden og observation i forbindelse med efterforskningen af særligt grove overtrædelser af våbenloven ...”

3.4. Straffelovrådets overvejelser

3.4.1. I Straffelovrådets oversigt baseret på det angrebne retsgode er §§ 183 og 183 a placeret i samme kategori som § 180, dvs. kategorien ”angreb på person (integritet) mv.” med et strafmaksimum på 10 års fængsel. Det er for begge bestemmelser ensbetydende med, at strafmaksimum reduceres fra fængsel på livstid til 10 års fængsel. §§ 184 og 192 a figurerer i kategorien ”angreb på statens økonomi, på almene samfundsinteresser og på person (fare m.m.) mv.” med et strafmaksimum på 4 års fængsel. Det medfører for begge bestemmelser, at strafmaksimum reduceres med 2 års fængsel.

3.4.3. Straffelovrådet har noteret sig, at man i 1987-betænkningen foreslog strafmaksimum i § 183, stk. 1, opretholdt uændret, sml. pkt. 3.1.3.1 ovenfor. Rådet har som udgangspunkt fortsat denne opfattelse. Som det fremgår af kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.3, foreslår Straffelovrådet af tekniske grunde strafpositionen 12 år udeladt. Rådet foreslår som følge heraf og under hensyn til, at der efter rådets opfattelse bør være parallelitet til strafmaksimum i § 181, at strafmaksimum i § 183, stk. 1, reduceres fra 12 til 10 års fængsel, sml. § 1, nr. 12, i rådets lovudkast.

Rådet er opmærksomt på de synspunkter, der i 1987-betænkningen førte til, at et flertal af rådets medlemmer gik ind for at opretholde livstidsstraffen i § 183, stk. 2, uagtet man samtidig foreslog livstidsstraffen afløst af et maksimum på 16 års fængsel i § 180. Det er imidlertid rådets konklusion, at det bl.a. af hensyn til sammenhængen i strafferammesystemet vil være rigtigst, at strafmaksimum i § 183, stk. 2, udformes parallelt med § 180. Rådet fremhæver i den forbindelse, at såvel § 180 som § 183, stk. 1 og 2, indgår i den nye terrorismeparagraf (§ 114), der har livstidsstraf som strafmaksimum, sml. pkt. 1.3 ovenfor. Rådet foreslår derfor, at strafmaksimum i § 183, stk. 2, bliver 16 års fængsel, sml. § 1, nr. 49, i rådets lovudkast.

Som anført i 1987-betænkningen kunne det efter forbrydelsernes karakter overvejes at sætte et højere strafmaksimum i § 183, stk. 3, end i § 182. Som det fremgår af pkt. 2.5.3 ovenfor, har rådet i modsætning til 1987-betænkningen ikke fundet grundlag for at fravige det nuværende strafmaksimum på 2 års fængsel i § 182. Rådet er som følge heraf også mest tilbøjelig til at blive stående ved det nuværende strafmaksimum i § 183, stk. 3. Der foreslås derfor ingen ændring i denne bestemmelse.

3.4.4. Folketinget for nylig haft lejlighed til at debattere strafferammerne i §§ 183 a og 192 a som led i behandlingen af lovforslaget om bekæmpelse af terrorisme, sml. pkt. 3.3 ovenfor. Straffelovrådet har på den baggrund afstået fra gå ind i en nærmere vurdering af strafferammerne i disse bestemmelser.

3.4.5. Som anført i 1987-betænkningen har § 184 delvist sammenfald med bestemmelser i særlovgivningen (bl.a. færdselsloven), sml. pkt. 3.1.3.3 ovenfor. § 184 har også et selvstændigt anvendelsesområde, der grænser til bl.a. §§ 183, 183 a og 252. Strafmaksimum i sidstnævnte bestemmelse blev ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 skærpet betydeligt (fra 4 til 8 års fængsel, sml. denne betænknings kapitel 25 om andre forbrydelser mod liv og legeme, afsnit 6). § 184 indgår endvidere i den nye terrorismeparagraf (§ 114), der har livstidsstraf som strafmaksimum, sml. pkt. 1.3 ovenfor.

Straffelovrådet har fortsat den opfattelse, at bøde bør indføjes i strafferammen i § 184, stk. 1. Rådet finder endvidere, at det bl.a. under hensyn til, at forbrydelsen kan fremstå i grovere former, vil være rigtigst, at strafmaksimum på 6 års fængsel indtil videre opretholdes uændret. Rådet er på den anden side i lighed med 1987-betænkningen ikke bekendt med eksempler fra praksis, hvor der er idømt strengere straf efter § 184 end en kort frihedsstraf. Rådet kan derfor fortsat tilslutte sig, at § 184, stk. 1, udformes med en delt strafferamme med et normalmaksimum på bøde eller fængsel indtil 2 år og et maksimum på 6 års fængsel, som er forbeholdt de grovere tilfælde. Rådet har overvejet, om skærpelseskriteriet kunne udformes mere præcist end ved angivelse af udtrykket ”skærpende omstændigheder”. Det er imidlertid vanskeligt med større nøjagtighed at angive i lovteksten, under hvilke omstændigheder forholdet henhører under det skærpede strafmaksimum. Det må således bero på en konkret helhedsvurdering i det enkelte tilfælde. Rådet foreslår derfor og under hensyn til, at man af redaktionelle grunde benytter udtrykket ”særligt skærpende omstændigheder” i bestemmelser i straffelovens særlige del (sml. denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.3), at strafferammen i § 184, stk. 1, bliver bøde eller fængsel indtil 2 år eller under særligt skærpende omstændigheder fængsel indtil 6 år, sml. § 1, nr. 50, i rådets lovudkast.

Rådet finder ikke grundlag for at ændre strafferammen for uagtsomt forhold i § 184, stk. 2. Det skyldes udelukkende tekniske grunde, når Straffelovrådet foreslår strafmaksimum skærpet fra 4 til 6 måneders fængsel, sml. denne betænknings kapitel 5 som anf. ovenfor og § 1, nr. 11, i rådets lovudkast.

4. § 191 (narkotikaforbrydelser)

4.1. Gældende ret mv.

4.1.1. Indtil 1969 var narkotikahandel mv. alene strafbar efter lov om euforiserende stoffer, der dengang som nu, jf. lovens § 3, har et strafmaksimum på fængsel indtil 2 år. Ved lov nr. 1054 af 11. december 1996 om ændring af lov om euforiserende stoffer (Strafskærpelse ved gentagen handel med hårde stoffer) gennemførtes en ændring af § 3, hvorved der som stk. 2 indføjedes en bestemmelse om, at det ved straffens udmåling – inden for den foreskrevne strafferamme – skal betragtes som en betydeligt skærpende omstændighed, at der er tale om gentagne tilfælde af salg af et særligt farligt eller skadeligt stof. Med denne lovændring tilsigtedes en væsentlig skærpelse af strafniveauet ved gentagen handel med selv små mængder hårde stoffer, herunder på gadeplan. Lovforslaget indeholdt i tilknytning hertil forholdsvis præcise tilkendegivelser om den tilsigtede strafskærpelse. Se Folketingstidende 1996-97, tillæg A, s. 1006 ff.

Under indtryk af de grove og farlige former for narkotikakriminalitet, der udviklede sig i slutningen af 1960´erne, blev ved lov nr. 276 af 18. juni 1969 om ændring i borgerlig straffelov (Narkotikakriminalitet) i straffelovens § 191 indsat en bestemmelse om visse former for grov narkotikakriminalitet. Bestemmelsen ændrede ikke på afgrænsningen af de strafbare handlinger i særlovgivningen, men gav i det, der nu svarer til stk. 1, 1. pkt., mulighed for at idømme fængsel indtil 6 år, når nogen i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag eller under andre særligt skærpende omstændigheder overdrager euforiserende stoffer. Samme straf blev i stk. 2 fastsat for den, der i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer indfører, udfører, køber, udleverer, modtager, fremstiller, forarbejder eller besidder euforiserende stoffer med forsæt til at overdrage dem som nævnt i stk. 1 (nu stk. 1, 1. pkt.). Senere indsattes § 191, stk. 1, 2. pkt., der skærper strafferammen til fængsel i 10 år, når overdragelsen angår en betydelig mængde særlig farligt eller skadeligt stof, eller overdragelsen af et sådant stof i øvrigt har haft en særlig farlig karakter, jf. pkt. 4.2.2 nedenfor.

Om § 191 kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 174 f. og 195 ff.

4.1.2. Forslaget om en skærpet strafferamme på 6 års fængsel havde efter bemærkningerne til 1969-loven sammenhæng med et ønske om at have ensartede strafferammer på nordisk plan. Af lovfor-slagets bemærkninger fremgik videre, at det på baggrund af udviklingen måtte forventes, at domstolene ”når som helst” kunne blive stillet over for sager, hvor den gældende maksimumstrafferamme i lov om euforiserende stoffer måtte anses for at være ”ganske utilstrækkelig” (Folketingstidende 1968-69, tillæg A, sp. 2847).

4.2. Tidligere ændringer af § 191 mv.

4.2.1. Lov nr. 296 af 9. juni 1971 om ophævelse af revisionsbestemmelser vedrørende lov om euforiserende stoffer og borgerlig straffelovs § 191

4.2.1.1. Under udvalgsbehandlingen af lovforslaget om den nye § 191 indføjedes en bestemmelse, hvorefter forslag om revision af loven skulle forelægges Folketinget i folketingsåret 1970-71, sml. Folketingstidende 1968-69, tillæg B, sp. 2641 ff. Ved lov nr. 296 af 9. juni 1971 ophævedes denne revisionsbestemmelse, jf. Folketingstidende 1970-71, tillæg A, sp. 1617 ff., og tillæg B, sp. 3165 ff.

4.2.2. Lov nr. 268 af 26. juni 1975 om ændring af borgerlig straffelov, af lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov m.m. og af retsplejeloven (Psykisk abnormitet, narkotikakriminalitet, beskyttelse af diplomater m.v.)

4.2.2.1. Ved lov nr. 268 af 26. juni 1975 om ændring af borgerlig straffelov, af lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov m.m. og af retsplejeloven (Psykisk abnormitet, narkotikakriminalitet, beskyttelse af diplomater m.v.) indsattes som § 191, stk. 1, 2. pkt., den ovennævnte bestemmelse om et forhøjet strafmaksimum på fængsel indtil 10 år i tilfælde, hvor overdragelsen angår en betydelig mængde særlig farligt eller skadeligt stof, eller hvor overdragelsen af et sådant stof i øvrigt har haft en særlig farlig karakter. Den forhøjede strafferamme finder også anvendelse, hvor indførsel, udførsel, køb mv. er sket med forsæt til overdragelse, der ville være omfattet af 10 års strafferammen for overdragelse. I lovforslagets bemærkninger fremhævedes, at skærpelsen var i tråd med tilsvarende skærpelser i bl.a. de øvrige nordiske lande. Skærpelsen havde tillige baggrund i en udtalelse om udviklingen i kriminalitetens grovhed fra Rigsadvokaten, sml. Folketingstidende 1974-75, tillæg A, sp. 1621-22:

”I forbindelse med justitsministeriets redegørelse af marts 1972 til folketingets narkotikaudvalg anmodede ministeriet i april 1972 rigsadvokaten om en udtalelse om, hvorvidt strafferammen i straffelovens § 191 burde forhøjes.

Rigsadvokaten svarede bl.a.:

”Grove overtrædelser af narkotikalovgivningen viser fortsat stigning, ikke mindst som følge af tilgangen af morfinbase. Da det er nærliggende at antage, at der i fremtiden vil forekomme tilfælde, der i grovhed overstiger dem, hvor der har været brug for det gældende maksimum, finder jeg det ønskeligt, at strafferammen forhøjes. En forhøjelse af strafferammen kan ikke ventes at ville medføre en almindelig forhøjelse af udmålingsniveauet, ligesålidt som indførelsen af § 191 har haft denne konsekvens ...”

Rigsadvokaten oplyste samtidig, at der i tiden fra bestemmelsens ikrafttræden den 1. juli 1969 til den 31. december 1971 i 13 tilfælde var anvendt straf på fængsel i 4 år eller derover for overtrædelse af § 191. I ét tilfælde var strafferammens maksimum på 6 år blevet anvendt.

Siden rigsadvokatens udtalelse er strafferammens maksimum blevet anvendt i 5 tilfælde.

Justitsministeriet finder på denne baggrund, at straffelovens § 191 bør ændres, således at der gives domstolene mulighed for at idømme op til 10 års fængsel for de allergroveste, normalt internationalt prægede forhold.

Sådanne forhold vil normalt kun foreligge ved overdragelse m.v. af de særlig farlige eller skadelige stoffer som f.eks. heroin og morfinbase og normalt kun, hvis der er tale om et betydeligt kvantum. Den høje straf bør dog også kunne anvendes, hvis handlingen i øvrigt har haft en særlig farlig karakter, hvilket f.eks. kan være tilfældet ved salg af mindre kvantum farlige stoffer med henblik på oparbejdelse af et marked.

Som det fremgår af det anførte, tilsigtes der ikke nogen almindelig forhøjelse af strafniveauet for narkotikakriminalitet.”

4.2.3. Lov nr. 465 af 7. juni 2001 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Hæleri og anden efterfølgende medvirken samt IT-efterforskning)

4.2.3.1. I 1982 indføjedes § 191 a om ”narkotikahæleri”, der bl.a. omfattede modtagelse af vinding erhvervet ved overtrædelse af § 191. Strafmaksimum var 6 års fængsel. Ved lov nr. 465 af 7. juni 2001 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Hæleri og anden efterfølgende medvirken samt IT-efterforskning) ophævedes § 191 a, idet der samtidig til afløsning bl.a. af denne bestemmelse som § 290 indsattes en ny bestemmelse, der udvidede kriminaliseringen af hæleri til at omfatte hæleri med hensyn til udbytte fra alle strafbare lovovertrædelser. Det strafmaksimum på 6 års fængsel, der bl.a. gjaldt efter § 191 a, er bibeholdt i den nye § 290, stk. 2. Der er til denne bestemmelse knyttet en forudsætning om, at straffe i området mellem 4 og 6 år i almindelighed kun kommer på tale i forhold til hæleriforbrydelser, der hidtil har været omfattet af et strafmaksimum på 6 år i bl.a. § 191 a. Der henvises til Folketingstidende 2000-01, tillæg A, s. 5690 ff. Lovændringen, der bygger på betænkning nr. 1371/1999 om udviklingen i lovgivningen og kriminaliteten samt om hæleri og anden efterfølgende medvirken afgivet af Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet, er omtalt i denne betænknings kapitel 28 om berigelsesforbrydelser, pkt. 2.2.

4.3. Forslag til EU-rammeafgørelse om fastsættelse af mindsteregler for gerningsindholdet i strafbare handlinger i forbindelse med ulovlig narkotikahandel og sanktionerne herfor

4.3.1. Ved meddelelse af 23. maj 2001 (Kom. (2001) 259) har Kommissionen fremsat forslag til rammeafgørelse om fastsættelse af mindsteregler for, hvad der udgør kriminelle handlinger og straffene for ulovlig narkotikahandel, sml. pr. 30. november 2002 dokument 14542/02 DROIPEN 84 CORDROGUE 100. Formålet med dette instrument er en indbyrdes tilnærmelse af de strafferetlige regler i medlemsstaterne med henblik på at sikre, at ulovlig narkotikahandel i alle medlemsstater straffes med sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til lovovertrædelsen og har en afskrækkende virkning samt omfatter frihedsstraf.

4.3.2. Forslagets artikel 2 og 3 forpligter medlemsstaterne til at gøre ulovlig narkotikahandel som defineret i artikel 1 samt ”anstiftelse, medvirken og forsøg” strafbart. Artikel 4 pålægger forskellige pligter med hensyn til straf (”Sanktioner”), herunder minimumkrav til maksimumstrafferammer, og konfiskation. I artiklerne 2 og 4 fastsættes bl.a. følgende:

”Artikel 2
Strafbare handlinger i forbindelse med ulovlig handel
med narkotika og prækursorer

1. Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at følgende forsætlige handlinger er strafbare, når de ikke kan legitimeres:
a) produktion, fremstilling, udvinding, tilberedning, tilbud, udbud til salg, distribution, salg, levering på hvilke som helst betingelser, mæglervirksomhed, forsendelse, transitforsendelse, transport, import eller eksport af narkotika
b) dyrkning af opiumsvalmue, kokabusk eller hampeplante
c) besiddelse eller køb af narkotika med henblik på udøvelse af en af de i litra a) anførte former for virksomhed
d) fremstilling, transport og distribution af prækursorer med viden om, at de skal anvendes i forbindelse med eller til ulovlig produktion eller fremstilling af narkotika.
2. De handlinger, der er omhandlet i stk. 1, medtages ikke i denne rammeafgørelses anvendelsesområde, hvis gerningsmændene har begået dem udelukkende med henblik på personligt forbrug som defineret i national lovgivning.”

”Artikel 4
Sanktioner

1. Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at den i artikel 2 og 3 omhandlede adfærd straffes med sanktioner, der er effektive, står i rimelig forhold til den strafbare handling og har en afskrækkende virkning, som (…) indebærer frihedsstraf, og som ikke som følge af straffeniveauet udelukker udlevering, overgivelse og gensidig retshjælp i overensstemmelse med de gældende instrumenter vedrørende internationalt samarbejde, herunder instrumenter vedrørende gensidig anerkendelse som f.eks. rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne og 2000-konventionen om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater samt den dertil knyttede protokol.
2. Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de i artikel 2, stk. 1, litra a), b) og c), omhandlede strafbare handlinger straffes med fængsel af en maksimal varighed på mindst 5-10 år i hvert af følgende tilfælde:
a) der er tale om store mængder narkotika
b) der er tale om de typer narkotika, der enten er blandt de mest sundhedsskadelige, eller som har medført store skader for flere personers sundhed.
3. Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de i stk. 3 omhandlede strafbare handlinger straffes med fængsel af en maksimal varighed på mindst 10 år, når de er begået inden for rammerne af en kriminel organisation som omhandlet i fælles aktion 98/733/RIA af 21. december 1998.
4. Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de artikel 2, stk. 1, litra d), omhandlede strafbare handlinger straffes med fængsel af en maksimal varighed på mindst 5-10 år, når den strafbare handling er begået inden for rammerne af en kriminel organisation som omhandlet i fælles aktion 98/733/RIA af 21. december 1998 og prækursorerne er beregnet til brug ved eller til produktion eller fremstilling af narkotika som omhandlet i stk. 2, litra a) eller b).
5. … [konfiskation]”

Til disse bestemmelser føjes i artikel 5 en bestemmelse, som under overskriften ”Særlige omstændigheder” giver mulighed for at fastsætte regler om strafnedsættelse, hvis gerningsmanden opgiver sine kriminelle aktiviteter inden for handel med narkotika og prækusorer og giver de administrative eller retlige myndigheder oplysninger, som de ikke havde kunnet opnå på anden vis, og hjælper dem med at forebygge eller begrænse virkningerne af den strafbare handling mv., sml. denne betænknings kapitel 11 om tilståelsens betydning for strafudmålingen, pkt. 3.2.3.

4.4. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

4.4.1. Straffelovrådets overvejelser om strafferammerne i § 191 i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse tog udgangspunkt i kriminalstatistikken for 1979-1984, jf. s. 196 med gengivelse af ”Tabel 24. Domme til højere straf end bøde for narkotikaforbrydelser efter §§ 191 og 191 a (… [samt] … lov om euforiserende stoffer), 1979-1984”. Rådet hæftede sig ved følgende træk i udviklingen i retspraksis (s. 195-96):

”I retspraksis er der idømt fængselsstraffe på alle trin af strafskalaen i § 191. Der foreligger nogle domme på 10 års fængsel. Det må antages, at der i § 88, stk. 1, 2. pkt., er hjemmel til at forhøje strafmaksimum i § 191 med indtil det halve, altså indtil 15 års fængsel, i tilfælde, hvor en person har begået flere forbrydelser. Denne strafforhøjelse forudsætter, at mindst en af de begåede forbrydelser henhører under bestemmelsen om 10 års maksimum, og at der ved bedømmelsen af sammenstødssituationen findes at foreligge særdeles skærpende omstændigheder. Der er ikke i retspraksis afsagt domme på mere end 10 års fængsel i medfør af de her omtalte regler.
...
Med hensyn til strafudmålingen i sager om ubetinget fængsel viser tabellen det ikke overraskende forhold, at domme efter straffeloven kun figurerer med forholdsvis små tal på strafniveauet indtil ca. 8 måneder, men derefter med noget større og ret ensartede tal i strafkategorierne op til 5 års fængsel. De strengere straffe over 5 år, der i øvrigt udviste en stigning i 1982, kan ikke specificeres nærmere på grundlag af kriminalstatistikken, som heller ikke gør det muligt at udskille de tilfælde, der er henført under 10 års rammen i § 191, stk. 1, 2. pkt. ...”

4.4.2. Konklusionen på rådets overvejelser blev, at der ikke fandtes grundlag for at foreslå ændringer i skærpende eller formildende retning af strafferammerne. Rådet sammenfattede sine synspunkter således, jf. anf. st. s. 197-98:

”Straffelovrådet har ikke i forbindelse med arbejdet med revision af strafferammer kunnet gå ind på en nærmere vurdering af strafferammer og udmålingspraksis med hensyn til narkotikaforbrydelser. Under hensyn til den fælles nordiske interesse i at bekæmpe de grove narkotikaforbrydelser og den lette adgang til rejser og dermed transport af narkotika mellem de nordiske lande finder straffelovrådet det tvivlsomt, om der er grundlag for at tilråde lempelser i et strafniveau, der som [nævnt andetsteds i betænkningen] antagelig ligger lavere end det, der ønskes i de andre nordiske lande. Straffelovrådet stiller derfor ikke forslag om nedsættelse af strafmaksima i §§ 191 og 191 a, men ønsker på den anden side heller ikke at stille forslag om ændringer i skærpende retning.”

I tilslutning til ovenstående kan oplyses, at strafmaksimum i Sverige er 10 års fængsel (sml. Narkotikastrafflag 1968:64 med senere ændringer 3 § om ”grovt narkotikabrott”). I Norge er strafmaksimum 21 års fængsel (sml. norsk straffelovs § 162 om overtrædelser ”under særdeles skjerpende omstendigheter”).

4.5. Statistisk undersøgelse af domspraksis

4.5.1. Til brug for Straffelovrådets drøftelser om revision af strafferammesystemet har rådet som tidligere nævnt (sml. bl.a. pkt. 2.4 ovenfor) ladet udarbejde en statistisk undersøgelse af strafudmålingspraksis på straffelovens område. I undersøgelsen indgår en analyse af strafudmålingen i sager om narkotika. Hermed sigtes til ”salg af narkotika” (§ 191, stk. 1), jf. s. 82, og ”smugling af narkotika” (§ 191, stk. 2), jf. s. 88.

4.5.2. Undersøgelsen omfatter 1425 afgørelser om salg af narkotika (§ 191, stk. 1), hvoraf kun 17 vedrører unge under 18 år. Mere end halvdelen af sagerne omfatter flere forhold, og i de fleste tilfælde drejer det sig om ligeartet kriminalitet. Størstedelen af sagerne angår tidligere straffede, som dog i de fleste tilfælde er straffet for kriminalitet af uligeartet karakter. Med 88 pct. af afgørelserne er ubetinget frihedsstraf den dominerende sanktion. Straflængden spænder fra 30 dage til 14 år. Godt halvdelen af dommene er på højst 1 år, og 87 pct. overstiger ikke 3 år. De betingede frihedsstraffe udgør godt en tiendedel af dommene. Den længste er på 2_ år.

I sager om salg af narkotika er sket en mindre vækst i brugen af almindelige betingede domme og en noget større vækst i antallet af betingede domme med samfundstjeneste i perioden, fra 4 domme med samfundstjeneste i 1996 til 29 domme i 2000. Det er givetvis primært sidstnævnte, der forklarer, at andelen af ubetingede frihedsstraffe samtidig er mindsket, fra 92 pct. i 1996 til 82 pct. i 2000. Den gennemsnitlige straflængde for ubetinget frihedsstraf er parallelt hermed øget, fra 17 måneder i 1996 til 22 måneder i 2000, hvilket kan bero på, at samfundstjeneste primært er anvendt som alternativ til de korteste ubetingede frihedsstraffe. Det forklarer dog næppe hele væksten i den gennemsnitlige straflængde, idet den samlede strafmasse i forhold til antallet af afgørelser i så tilfælde ville være mindsket, hvilket ikke er sket. Samlet set er der derfor tegn på en øget differentiering i strafudmålingen i perioden.

4.5.3. Undersøgelsen af smugling af narkotika (§ 191, stk. 2) omfatter i alt 701 afgørelser, hvoraf kun én afgørelse vedrører en gerningsmand under 18 år. Halvdelen af sagerne omfatter flere forhold, som i langt de fleste tilfælde er af ligeartet karakter. De fleste dømte er tidligere ustraffede. 14 pct. er tidligere straffet for ligeartet kriminalitet. Ubetinget frihedsstraf er den dominerende sanktion i næsten alle sagstyper. De ubetingede frihedsstraffe udgør 92 pct. af afgørelserne, og som tilfældet er for salg af narkotika, varierer straflængderne også her meget - fra 40 dage til 14 år. 42 pct. af straffene er på højst 2 år, mens en fjerdedel er længere end 5 år. Samfundstjeneste er anvendt yderst sjældent i sager om smugling af narkotika. Der kan ikke påvises tendens til vækst i den lave anvendelseshyppighed. Andelen af ubetingede frihedsstraffe er meget konstant i perioden fra 1996 til 2000, men den gennemsnitlige straflængde er vokset fra 38 måneder i 1996, 39 måneder i 1997, 40 måneder i 1998, 41 måneder i 1999 og til 47 måneder i 2000. Det beror sandsynligvis på forskelle i sagernes grovhed, idet samme systematiske tendens ikke genfindes i de enkelte sagstyper.

4.6. Straffelovrådets overvejelser

4.6.1. I Straffelovrådets oversigt baseret på det angrebne retsgode er § 191 i overensstemmelse med gældende ret henført til kategorien ”angreb på person (integritet) mv.” med et strafmaksimum på 10 års fængsel.

4.6.2. Som det fremgår af pkt. 4.4 ovenfor, fandt man i 1987-betænkningen ikke grundlag for at foreslå ændring i strafferammerne i § 191. Det er under Straffelovrådets fornyede gennemgang af § 191 anført, at udviklingen i narkotikakriminalitetens grovhed gør det nærliggende at overveje en skærpelse af strafmaksima i denne bestemmelse. Det er i den forbindelse fremhævet, at der i retspraksis er forekommet tilfælde, hvor straffelovens § 88 ikke har kunnet finde anvendelse, og hvor domstolene har fundet grundlag for at udmåle straffen til eller i nærheden af strafmaksimum i § 191. Til illustration kan henvises til to domme afsagt af Højesteret og offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen henholdsvis 1985, s. 1052, og 1991, s. 720. I den første dom blev T1 og T2 idømt 10 års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., ved i forening med henblik på videreoverdragelse at have indført ca. 34 kg kokain (T1 tillige ca. 28 kg marihuana). I den anden dom idømtes tiltalte efter samme bestemmelser ligeledes 10 års fængsel for medvirken til indførsel med henblik på videreoverdragelse af 13,5 kg heroin. Endvidere kan nævnes Højesterets dom offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2001, s. 2059, hvor tiltalte for overtrædelse bl.a. af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., ved i forening med 8 medtiltalte med henblik på videreoverdragelse at have deltaget i indførsel af ca. 12 tons hash idømtes 6 års fængsel.

Det er også nævnt, at straffelovens § 88 ikke er anvendelig i alle tilfælde, hvor der kunne opstå behov for at gå ud over strafmaksima i § 191, idet § 88 er forbeholdt sammenstødstilfælde. § 88 kan således ikke benyttes f.eks. i tilfælde af en enkeltstående indsmugling af et eksorbitant stort parti hash. Endelig har Straffelovrådet noteret sig udkast til EU-rammeafgørelsen om bekæmpelse af narkotikakriminalitet, sml. pkt. 4.3 ovenfor, der i den foreliggende affattelse rejser spørgsmål bl.a. om skærpelse af strafmaksimum fra 6 til 10 års fængsel i § 191, stk. 1, 1. pkt.

Et flertal af Straffelovrådets medlemmer (Henning Fode, Jacques Hermann, Lars Bay Larsen, Claus Jesper Nørøxe, William Rentzmann og Sven Ziegler) finder efter en samlet vurdering, at man bør blive stående ved den delte strafferamme i § 191, men at bestemmelsens strafmaksima under hensyn bl.a. til forbrydelsens grovhed og farlighed bør skærpes fra henholdsvis 6 og 10 års fængsel til 10 og 16 års fængsel. Strafmaksima i § 191 vil herved i højere grad afspejle strafværdigheden af denne forbrydelse. Ændringerne tilsigter alene at give mulighed for en større graduering af strafudmålingen i de groveste tilfælde. EU-rammeafgørelsen om bekæmpelse af narkotikakriminalitet, sml. pkt. 4.3 ovenfor, rejser bl.a. spørgsmål om revision af skærpelseskriterierne i § 191. Flertallet begrænser sig derfor til at foreslå strafmaksima i § 191 ændret som anført, sml. § 1, nr. 56, i rådets lovudkast.

Et mindretal (Vagn Greve og Jakob Lund Poulsen) er enigt i, at en vedtagelse af forslaget til rammeafgørelse vil nødvendiggøre en ændring af straffelovens § 191, således at 2. pkt. tillige kommer til at omfatte handlinger, der er begået inden for rammerne af en kriminel organisation i den angivne forstand. Dette strafskærpelseskriterium er et fuldstændigt uegnet kriterium, allerede fordi det omfatter langt mere end det, som naturligt henføres til området efter almindelig dansk sprogbrug; næsten alle de i praksis forekommende medvirkenshandlinger vil på narkotikaområdet være omfattet af det EU-retlige begreb ”kriminel organisation”. Der vil derfor ikke længere reelt set være synderligt grundlag for at opretholde den ellers særdeles velbegrundede sondring mellem lovovertrædelser, der bedømmes efter 1. og 2. pkt., medmindre man (som flertallet) samtidig hæver maksimumstraffen i 2. pkt. (Det kan i øvrigt noteres, at det canadiske senats særlige udvalg om narkotika den 4. september 2002 efter to års indgående undersøgelser foreslog, at cannabis skal afkriminaliseres, således at reguleringen kommer til at foregå ad modum alkohol, jfr. www.parl.gc.ca/illegal-drugs. asp).

De følgende bemærkninger vedrører alene spørgsmålet om højestestraffen efter 2. pkt. Den nugældende ramme på 10 års fængsel kan sammenlignes med strafferammen i andre faredelikter; i straffelovens § 252 er der en ramme på 8 års fængsel, som Straffelovrådet ikke foreslår ændret; ovenfor har Straffelovrådet foreslået en strafferamme på 16 års fængsel for § 180. Medens § 252 typisk omfatter situationer, hvor en afgrænset gruppe af personer udsættes for fare, forvoldes faren i §§ 180 og 191 oftest i situationer, hvor der samtidig kan være tale om en meget omfattende og lidet konkretiseret personkreds af ofre. På den anden side retter faren i § 180 sig typisk mod sovende personer, som ikke selv på nogen måde har accepteret risikoen. Det er således velbegrundet, at der er en stigende strafferamme gennem §§ 252, 191 og 180.

Ovenfor er fremført, at udviklingen i narkotikakrimialitetens grovhed skulle kunne begrunde en højere ramme. Dette argument kan kun tillægges vægt, hvis man siden skærpelsen af strafmaksimum i 1975 har set forbrydelser af en grovhed, som man ikke da realistisk forestillede sig, og dette er ikke sandsynligt. I øvrigt ses ingen dokumentation for en udvikling af den angivne art.

Det anføres videre, at der i retspraksis er forekommet tilfælde, hvor man har udmålt straffen til eller i nærheden af de eksisterende maksima i § 191 (henholdsvis 6 og 10 år; eventuelt 9 og 15 år, hvor betingelserne i § 88 er opfyldt). Det er klart, at domstolene skal anvende strafferammens maksimum, når og kun når den foreliggende sag hører til den groveste kategori (hvori selvsagt også vil være handlinger, som inden for den groveste kategori ikke er blandt de allergroveste). At domstolene har anvendt den højeste strafposition er forhåbentlig udtryk for, at de pådømte handlinger faktisk gjorde dette, ellers må dommene i strafudmålingsmæssig henseende anses for urigtige. Argumentet kan derfor ikke anvendes som begrundelse for strafferammeændringer.

Straffelovrådet har ikke i øvrigt behandlet den konkrete strafudmålingspraksis, hvilken mindretallet derfor afstår fra at kommentere.

Straffelovrådet har tidligere tillagt det vægt, hvad rammerne i de andre nordiske lande er. Efter det for Straffelovrådet oplyste har Sverige en maksimumstraf på 10 år som Danmark. Sammenstødsreglerne i Sverige (BrB 26 kap. 2 §) fører imidlertid til lavere maksima end i Danmark i § 88-tilfældene; 14 år i Sverige, hvor vi har 15 år.

Norge har en maksimumstraf på 21 års fængsel. En enig norsk straffelovkommission har netop (i NOU 2002: 4) foreslået dette maksimum sat ned til 10 års fængsel. Kommissionen påpeger især (s.st.s. 337), at der er et misforhold mellem straffene på narkotikaområdet og straffene for drab, grov vold, voldtægt og sædelighedsforbrydelser mod børn, at strafudmålingen bør bringes i overensstemmelse med de strafudmålingstraditioner, som i øvrigt præger vort retssystem, og at der intet grundlag er for at tro, at en reduktion af strafferammen fra 21 år til 10 år vil føre til øget narkotikakriminalitet. De af den enige norske straffelovkommission fremførte argumenter kan fuldt ud overføres til dansk ret.

Herefter finder mindretallet, at de nuværende rammer i § 191 bør fastholdes.

5. §§ 186-190, 192 og 195 (visse sundheds- og miljøfarlige handlinger)

5.1. Gældende ret mv.

5.1.1. Straffelovens §§ 186-190 og 192 kriminaliserer handlinger, der består i ved forgiftning, forhandling af næringsmidler eller andre varer mv. at fremkalde fare for menneskers eller husdyrs sundhed og fare for udbredelse af smitsom sygdom blandt nytte- og kulturplanter mv. Samtlige bestemmelser er indføjet i straffelovens kapitel 20 om almenfarlige forbrydelser. Hertil føjes i kapitel 21 om forskellige almenskadelige handlinger som § 195 en bestemmelse om forhandling af eftergjorte eller forfalskede levnedsmidler. Samtlige bestemmelser suppleres af forskrifter i særlovgivningen.

Efter § 186, stk. 1, straffes med fængsel indtil 10 år den, som forvolder fare for menneskers liv eller sundhed ved at fremkalde almindelig mangel på drikkevand eller ved at tilsætte vandbeholdninger, vandledninger eller vandløb sundhedsfarlige stoffer. Begås forbrydelsen uagtsomt, er straffen efter stk. 2 bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 1 år. Om § 186 kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 174 f. og 190 f.

§ 187 retter sig mod (1) den, der tilsætter ting, som er bestemt til forhandling eller udbredt benyttelse, gift eller andre stoffer, som medfører, at tingens benyttelse efter dens bestemmelse udsætter menneskers sundhed for fare, (2) den, der, når sådanne ting er således fordærvede, at nydelsen eller brugen af dem er på nævnte måde sundhedsfarlig, undergiver dem en behandling, der er egnet til at skjule deres fordærvede tilstand, (3) den, der med fortielse af den foretagne behandling stiller til salg eller i øvrigt søger at udbrede ting, der er behandlet som under (1) eller (2) nævnt. Straffen for disse forhold er i forsætlig form fængsel indtil 10 år. Ved uagtsomt forhold er straffen efter stk. 2 bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 1 år. Om denne bestemmelse kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 174 f. og 191 f.

I tilslutning til § 187 foreskrives i § 188, stk. 1, fængsel indtil 6 år eller under formildende omstændigheder bøde for den, som uden at være strafskyldig efter § 187, nr. 3, med fortielse af tingens sundhedsfarlige beskaffenhed stiller til salg eller i øvrigt søger udbredt (1) nærings- eller nydelsesmidler, der på grund af fordærvelse, mangelfuld tilberedelse, opbevaringsmåde eller af lignende grunde er sundhedsfarlige, (2) brugsgenstande, der ved sædvanlig benyttelse udsætter menneskers sundhed for fare. Begås forbrydelsen uagtsomt, er straffen efter stk. 2 fængsel indtil 4 måneder eller bøde. Om § 188 kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 174 f. og 192 f.

§ 189, stk. 1, foreskriver om lægemidler o.lign. straf af fængsel indtil 6 år for den, som stiller til salg eller i øvrigt søger udbredt som lægemidler eller forebyggelsesmidler mod sygdomme ting, om hvilke den pågældende ved, at de er uegnede til det angivne formål, og at deres benyttelse hertil udsætter menneskers liv eller sundhed for fare. Ved uagtsomt forhold er straffen efter stk. 2 fængsel indtil 4 måneder eller bøde. Herom kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 174 f. og 193 f.

De ovennævnte bestemmelser suppleres i § 190 af en regel om tilfælde, hvor alene husdyrs liv eller sundhed udsættes for fare under betingelser svarende til §§ 186-189. I disse tilfælde anvendes en forholdsmæssig mildere straf inden for de angivne strafarter. Denne bestemmelse er kort omtalt i Den kommenterede straffelov s. 194.

§ 192 fremtræder allerede efter sin ordlyd som en bestemmelse, der knytter sig til særlovgivningen. Efter § 192, stk. 1, straffes den, som ved overtrædelse af forskrifter, der ved lov eller i medfør af lov er givet til forebyggelse eller modarbejdelse af smitsom sygdom, forvolder fare for, at sådan sygdom vinder indgang eller udbredes blandt mennesker, med fængsel indtil 3 år. Er sygdommen en sådan, der ifølge lovgivningen skal undergives eller på den tid, da handlingen begås, er undergivet offentlig behandling, eller mod hvis indførelse i riget der er truffet særlige forholdsregler, skærpes strafferammen i stk. 2 til fængsel indtil 6 år. I stk. 3 foreskrives straf fængsel indtil 2 år eller under formildende omstændigheder bøde for den, der på den angivne måde forvolder fare for, at smitsom sygdom finder indgang eller udbredes blandt husdyr eller nytte- eller kulturplanter. Stk. 4 knytter til uagtsomme forhold en strafferamme på bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Om § 192 kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 174 f. og 200 f.

Endelig er i § 195 fastsat straf af bøde eller fængsel indtil 3 måneder for den, som stiller levnedsmidler til salg, der den pågældende bevidst er eftergjort eller forfalsket, uden at deres særlige beskaffenhed på utvetydig måde er angivet på varen selv eller på dens etikette eller indpakning samt på fakturaen, hvis en sådan udstedes. Om § 195 kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 209 f., hvor der til bestemmelsen er knyttet følgende bemærkning: ”§ 195 synes at være gået i glemmebogen, jf. herved at der i fødevarelovens § 78, stk. 2, er hjemmel for op til 2 års fængsel for betydeligt mindre graverende forhold end de i § 195 omhandlede. § 195 er således i realiteten, om end ikke formelt, afløst af kap. 4 i fødevareloven ...”

5.1.2. Med undtagelse af § 195, og når bortses fra ændringerne som følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000), har samtlige bestemmelser været uændrede siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Om forarbejderne til § 186 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, §§ 380-381 samt s. 316-17. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 168 samt s. 163-64, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 171 samt sp. 291. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3358-59 (§ 188), og Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5369 (§ 185).

For så vidt angår § 187 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 382 samt s. 317-18. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 169 samt s. 164-65, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 172 samt sp. 291-92. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3358-59 (§ 189), og Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5369 (§ 186).

Med hensyn til § 188 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 383 samt s. 318. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 170 samt s. 165, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 173 samt sp. 292. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3358-59 (§ 190).

Til belysning af § 189 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 385 a samt s. 318-19. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 172 samt s. 165, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 174 samt sp. 292-93. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3358-59 (§ 191).

Forarbejderne til § 190 er Straffelovskommissionens betænkning af 1912, §§ 381-382 samt s. 317-18. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 168-70 samt s. 164-65, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 171-173 samt sp. 291-92. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3358-59 (§ 192).

Forarbejderne til § 192 er Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 374 samt s. 313. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 174 samt s. 165-67, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 176 samt sp. 293-95. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3358-59 (§ 195).

Om § 195 henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 365, jf. § 367, samt s. 305. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, forsl.l. § 28 samt s. 26, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, forsl.l. § 29 samt sp. 405-06. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3355 (§ 181), og Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5368. Om § 195 kan i øvrigt tilføjes, at lov nr. 163 af 31. maj 1961 om ændringer i borgerlig straffelov (Ungdomsfængsel, betingede domme m.v.) ophævede en særregel om frakendelse af retten til næringsudøvelse.

5.2. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

5.2.1. Straffelovrådet afstod i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse fra at gå ind i nærmere overvejelser om strafferammerne i §§ 186-190, 192 og 195. Det skete med henvisning til, at rådet af Justitsministeriet allerede var anmodet at beskæftige sig med de pågældende bestemmelser i anden sammenhæng, sml. s. 198:

”Straffelovrådet vil i anden sammenhæng komme til at beskæftige sig med afgrænsningen af de nævnte forbrydelser i straffeloven og med de gældende strafferammer. Justitsministeriet har ved skrivelse af 19. marts 1984 anmodet straffelovrådet om at tage stilling til de forslag og synspunkter, der er indeholdt i to betænkninger om strafferetlige særlove: betænkning nr. 932/1981 om straffebestemmelser i skatte-, afgifts- og tilskudslovgivningen og betænkning nr. 981/1983 om håndhævelse af bygge- og miljølovgivningen. Den sidstnævnte betænkning, der blev afgivet af et udvalg nedsat af boligministeriet og miljøministeriet, har allerede ført til ændringer i straffebestemmelserne i miljøbeskyttelsesloven. Det var imidlertid udvalgets opfattelse, at der i straffeloven burde indsættes en bestemmelse om grove miljøforbrydelser. Justitsministeriet nævnte i sin skrivelse til straffelovrådet, at der i forbindelse med udformningen af en sådan bestemmelse kunne være anledning til at foretage en almindelig gennemgang og revision af nogle af bestemmelserne i straffelovens kapitel 20.

Som følge af straffelovrådets arbejde med betænkninger om datakriminalitet og om tavshedspligt og med den foreliggende betænkning er rådet endnu ikke nået langt med de foran nævnte særlovsproblemer. Der er ikke i rådet taget endelig stilling til, om der i straffeloven bør optages en bestemmelse om grove miljøforbrydelser, og spørgsmålet om en eventuel revision af de allerede gældende bestemmelser, navnlig §§ 186-190 og 192, vil være ret tidkrævende, bl.a. fordi det er nødvendigt at overveje forholdet mellem straffeloven og andre særlove end miljøloven. I denne situation har straffelovrådet ikke fundet det rigtigt at stille forslag – selv af en foreløbig karakter – om revision af strafferammerne i de bestemmelser, der berøres af rådets opgave med hensyn til særlovsproblemer.”

Rådet bemærkede i øvrigt, at samtlige bestemmelser havde meget ringe praktisk betydning, og at dette efter rådets opfattelse kunne tilskrives den omstændighed, at nogle af de opregnede handlinger er sjældent forekommende, og at andre i almindelighed måtte forventes strafforfulgt efter bestemmelser i særlovgivningen.

5.3. Straffelovrådets overvejelser

5.3.1. §§ 186 og 187 er i Straffelovrådets oversigt baseret på det angrebne retsgode i overensstemmelse med gældende ret placeret i kategorien ”angreb på person (integritet) mv.” med et strafmaksimum på 10 års fængsel. §§ 188, 189 og 192 er henført til kategorien ”angreb på statens økonomi, på almene samfundsinteresser og på person (fare m.m.) mv.” med et strafmaksimum på 4 års fængsel. Det medfører, at strafmaksima i de berørte bestemmelser reduceres fra 6 til 4 års fængsel. Med rubricering i kategorien ”diverse” er § 195 gjort til et bødedelikt. Den hidtidige mulighed for at idømme frihedsstraf udgår således.

5.3.2. Straffelovrådet bemærker indledningsvis, at samtlige bestemmelser (§§ 186-190, 192 og 195) fortsat har meget ringe praktisk betydning. Ved gennemgang af Ugeskrift for Retsvæsen og Domme i Kriminelle Sager i perioden 1987 til 2000 ses ingen trykte domme om de berørte bestemmelser.

Som det fremgår af 1987-betænkningen, afstod Straffelovrådet fra at gå ind i nærmere overvejelser om strafferammerne i §§ 186-190, 192 og 195, idet rådet af Justitsministeriet allerede var anmodet om at beskæftige sig med de pågældende bestemmelser i anden sammenhæng, sml. pkt. 5.2.1 ovenfor. Straffelovrådet har ikke efterfølgende haft lejlighed til at foretage den omtalte lovrevision. Der er enighed om, at de berørte bestemmelser, der i det væsentlige er forblevet uændrede siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933, kunne give anledning til at overveje ændringer i gerningsbeskrivelsen mv., såfremt det var muligt at foretage en grundigere kritisk gennemgang, herunder af deres sammenhæng med særlovgivningen. Straffelovrådet har i denne betænkning måttet begrænse sig til en gennemgang, der tager udgangspunkt i overordnede hensyn til sammenhængen i strafferammesystemet.

Det er på den anførte baggrund Straffelovrådets hovedsynspunkt, at strafferammerne i §§ 186-189 indtil videre bør forblive uændrede. Rådet foreslår nogle enkelte teknisk begrundede ændringer. I §§ 186, stk. 2, og 187, stk. 2, foreslås en forenkling af strafferammen, hvorved denne ændres til ”bøde eller fængsel indtil 1 år” og herved bringes på linje med andre lignende bestemmelser i straffelovens særlige del. En tilsvarende forenkling foreslås i § 188, stk. 1, hvorved strafferammen ændres til ”bøde eller fængsel indtil 6 år”. Endelig foreslås strafpositionen 4 måneder i §§ 188, stk. 2, og 189, stk. 2, forhøjet til 6 måneders fængsel, idet der samtidig foretages en redaktionel omformulering af strafferammen. Sml. § 1, nr. 52-54, i rådets lovudkast og denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.3. Rådet finder det i øvrigt ubetænkeligt at foreslå bøde indføjet i § 189, stk. 1, sml. § 1, nr. 36, i rådets lovudkast. Rådet henviser bl.a. til, at der kan tænkes tilfælde, hvor forholdets beskaffenhed alene giver grundlag bøde. Med bøde som strafminimum i § 189, stk. 1, skabes endvidere parallelitet til den beslægtede bestemmelse i § 188.

I § 190 foreskrives om straffen, at ”en forholdsmæssig mildere straf inden for de [i §§ 186-189] angivne strafarter [bliver] at anvende”. Det er fortsat Straffelovrådets opfattelse, at det er mindre tilfredsstillende og i hvert fald mindre godt stemmende med sædvanlig lovteknisk fremgangsmåde, at loven ikke udtrykkeligt angiver strafferammen for det omfattede forhold. Rådet foreslår derfor og under hensyn bl.a. til sammenhængen strafferammesystemet, herunder § 291 om hærværk, at § 190 tilknyttes en strafferamme på bøde eller fængsel indtil 6 år, sml. § 1, nr. 55, i rådets lovudkast.

Der er under gennemgangen af § 192 rejst spørgsmål om en lovteknisk begrundet udskillelse i to særskilte bestemmelser af henholdsvis de af stk. 1 og 2 omfattede forhold og de af stk. 3 omfattede forhold. Der er enighed om, at uagtsomme forhold som hidtil bør kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder, jf. § 192, stk. 4. Der er imidlertid udtrykt sympati for at undergive forhold, der er begået med forsæt, en enslydende strafferamme på bøde eller fængsel indtil 4 år. Det er i den forbindelse gjort gældende, at det efter en bedømmelse af strafværdigheden umiddelbart kan forekomme vanskeligt at begrunde, at de af § 192, stk. 1 og 2, omfattede forhold skal være undergivet forskellige strafmaksima. Endvidere synes det ikke at kunne udelukkes, at omstændighederne i det enkelte tilfælde kan være af en sådan beskaffenhed, at bøde kunne komme på tale.

Straffelovrådet er efter drøftelse af § 195 mest tilbøjelig til at ville gøre bestemmelsen til et bødedelikt. Bestemmelsen har reelt karakter af et særlovsdelikt og kunne muligvis ophæves som overflødig.

Rådet vil ikke afvise, at det kan have betydning for den endelige stillingtagen til strafferammerne i §§ 192 og 195, at der foretages en grundigere kritisk gennemgang af bestemmelserne, hvorunder forholdet til særlovgivningen kan belyses nærmere. Rådet har på den baggrund fundet det rigtigst i den foreliggende sammenhæng at begrænse sig til at foreslå en teknisk ændring af strafferammen i § 192, stk. 1, fra 3 til 4 års fængsel og i stk. 3 fra ”fængsel indtil 2 år eller under formildende omstændigheder med bøde” til ”bøde eller fængsel indtil 2 år” samt i § 195 fra 3 til 6 måneders fængsel, sml. § 1, nr. 10, 19 og 24, i rådets lovudkast og denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.3.

6. § 185 og §§ 193-194 og § 196 (andre bestemmelser i kapitel 20 og 21, herunder grov miljøkriminalitet)

6.1. Gældende ret mv.

6.1.1. Straffelovens § 185, der er placeret i lovens kapitel 20 om almenfarlige forbrydelser, rummer en undladelsesforbrydelse, der i består i, at nogen undlader efter evne at afværge de i §§ 180-84 nævnte ulykker, jf. herom afsnit 2 og 3 ovenfor. Straffen er bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Om bestemmelsen, der suppleres af forskrifter i særlovgivningen, kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 174 f. og 189 f.

§ 193, der sammen med §§ 194 og 196 er placeret i straffelovens kapitel 21 om forskellige almenskadelige handlinger, retter sig mod den, som på retsstridig måde fremkalder omfattende forstyrrelse i driften af almindelige samfærdselsmidler, offentlig postbesørgelse, telegraf- eller telefonanlæg, radio- eller fjernsynsanlæg, databehandlingsanlæg eller anlæg, der tjener til almindelig forsyning med vand, gas, elektrisk strøm eller varme. Straffen er i forbrydelsens forsætlige form fængsel indtil 4 år eller under formildende omstændigheder bøde. Begås forbrydelsen uagtsomt, er straffen efter stk. 2 bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Om § 193 kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 206 ff.

§ 194 handler om borttagelse – der ikke omfattes af § 276 – ødelæggelse eller beskadigelse af offentlige mindesmærker eller genstande, som er bestemte til almindelig nytte eller pryd, hører til offentlige samlinger eller er særlig fredlyste. Straffen er fængsel indtil 3 år eller under formildende omstændigheder bøde.

Ved lov nr. 412 af 10. juni 1997 om ændring af straffeloven (Grov miljøkriminalitet) indføjedes som en ny bestemmelse i straffeloven § 196, der i forhold til særlovgivningen skærper strafferammen til fængsel indtil 4 år for den, der under skærpende omstændigheder i strid med miljølovgivningen (1) forurener luft, vand, jord eller undergrund med den følge, at der sker betydelig skade på miljøet eller fremkaldes nærliggende fare derfor, eller (2) opbevarer eller bortskaffer affald eller lignende stoffer med den følge, at der sker betydelig skade på miljøet eller fremkaldes nærliggende fare derfor. Formålet med lovændringen var gennem en ny bestemmelse i straffeloven at skabe mulighed for strengere straffe for særlig grov miljøkriminalitet, herunder navnlig grove tilfælde af ulovlig dumpning eller deponering af forurenende affald eller omfattende udledning af farlige kemikalier. Om baggrunden for det foreslåede strafmaksimum anførtes i lovforslagets bemærkninger følgende, jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, s. 3336:

”En bestemmelse i straffeloven med en højere strafferamme end de nugældende 2 år i miljølovgivningen vil give mulighed for at idømme strengere straf for de særligt grove overtrædelser af miljølovgivningen, der kan medføre betydelige skader for naturen. Indsættelse af en regel om den særligt grove miljøkriminalitet i straffeloven vil også være en markering af, at den særligt grove miljøkriminalitet anses for alvorlig på linie med f.eks. groft hærværk og grov skattekriminalitet.

En bestemmelse som den foreslåede vil også være i overensstemmelse med det gennem årene ændrede samfundsmæssige syn på miljøkriminalitet bl.a. i lyset af den voksende, brede erkendelse af, at det er vigtigt at bevare og forbedre miljøet, og af, at overtrædelse af miljølovgivningen kan have langsigtede, alvorlige konsekvenser for denne væsentlige samfundsinteresse. De skader og omkostninger af såvel ideel som økonomisk art, som den grove form for miljøkriminalitet påfører samfundet, kan således være langt alvorligere end følgerne af groft hærværk, der efter straffelovens § 291, stk. 2, har et strafmaksimum på 4 års fængsel.”

Kriteriet ”skærpende omstændigheder” er uddybet i lovforslagets bemærkninger i tilslutning til ovenstående. Om bestemmelsen kan i øvrigt henvises til Den kommenterede straffelov s. 210 ff.

Ved gennemgang af Ugeskrift for Retsvæsen og Domme i Kriminelle Sager ses ingen trykte domme af betydning om §§ 185, 194 og 196.

Om § 193 foreligger nogle, herunder også nyere, trykte afgørelser. Se bl.a. Vestre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1987, s. 561, hvor T1-T5 fandtes at have overtrådt § 193 ved som speakere i ”Byens radio” i Århus at fremsætte udtalelser, der medvirkede til udbredelse af nogle trafikforstyrrelser, iværksat den 1. april 1985 i anledning af utilfredshed med det politiske indgreb i overenskomstforhandlingerne. Der forelå formildende omstændigheder, og straffen fastsattes derfor til henholdsvis 10 og 7 dages dagbøder. Sml. også Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2001, s. 1187, der angik tre tiltalte, som havde skaffet sig adgang til et studie i TV-byen, hvorfra tv-avisen blev udsendt, og som trods opfordringer undlod at forlade studiet. De fremkaldte forstyrrelse af nyhedsudsendelsen, der måtte afbrydes i 20 minutter. Landsretten fandt forstyrrelsen omfattende, da den var rettet mod en landsdækkende kanal og mod en udsendelse, der normalt ses af et stort antal, og da forstyrrelsen ikke var helt kortvarig. De tiltalte blev for overtrædelse af § 193 og § 264, stk. 1, nr. 1 og 2, idømt 10 dages betinget hæfte.

6.1.2. Gerningsbeskrivelsen i § 185 har været uændret siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. På daværende tidspunkt havde bestemmelsen en maksimumstrafferamme på hæfte indtil 6 måneder. Om bestemmelsens forarbejder kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 372 samt s. 311. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, forsl.l. § 31, nr. 1, samt s. 27, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, forsl.l. § 36, nr. 1, samt sp. 408-09. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3358 (§ 187). Om § 185 kan i øvrigt henvises til pkt. 6.2.1 nedenfor, idet der herved ses bort fra de ændringer, som er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000).

§ 193 havde ved borgerlig straffelovs ikrafttræden følgende ordlyd:

”§ 193. Den, som paa retsstridig Maade fremkalder omfattende Forstyrrelse i Driften af almindelige Samfærdselsmidler, offentlig Postbesørgelse, almindeligt benyttede Telegraf- eller Telefonanlæg eller Anlæg, der tjener til almindelig Forsyning med Vand, Gas, elektrisk Strøm eller Varme, straffes med Hæfte eller med Fængsel indtil 3 Aar eller under formildende Omstændigheder med Bøde.
Stk. 2. Begaas Forbrydelsen uagtsomt, er Straffen Bøde eller Hæfte indtil 6 Maaneder.”

Om forarbejderne til denne bestemmelse kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 394 samt s. 323-24. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 176 samt s. 167-70, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 177 samt sp. 295-97. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3360 (§ 196), og Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2183-84 (§ 193). Om § 193 kan i øvrigt henvises til pkt. 6.2 nedenfor, idet der herved ses bort fra de ændringer, som er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000).

§ 194 har, når bortses fra de ændringer, der er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen, været uændret siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Om forarbejderne til denne bestemmelse kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 392 samt s. 322. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 177 samt s. 170, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 178 samt sp. 297. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3360 (§ 197).

6.2. Tidligere ændringer af §§ 185 og 193

6.2.1. Lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov (Konfiskation, fuldbyrdelse af frihedsstraf m.v.)

6.2.1.1. Ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov (Konfiskation, fuldbyrdelse af frihedsstraf m.v.) udgik ordene ”indtil 6 måneder” i § 185 og § 193, stk. 2, så maksimumstrafferammen fremover blev ”hæfte”. Ændringerne var en følge af en samtidig gennemført ændring i straffelovens § 44, stk. 1, af reglerne om længstetid for hæfte, jf. Folketingstidende 1964-65, tillæg A, sp. 969.

6.2.2. Lov nr. 229 af 6. juni 1985 om ændring af straffeloven (Datakriminalitet)

6.2.2.1. Ved lov nr. 229 af 6. juni 1985 om ændring af straffeloven (Datakriminalitet) ændredes ordene ”almindeligt benyttede telegraf- eller telefonanlæg” til ”telegraf- eller telefonanlæg, radio- eller fjernsynsanlæg, databehandlingsanlæg”, idet maksimumstrafferammen i § 193, stk. 1, samtidig forhøjedes fra 3 til 4 års fængsel. Strafferammens maksimum blev endeligt fastlagt under udvalgsbehandlingen, jf. Folketingstidende 1984-85, tillæg B, sp. 1915-16. Lovforslaget byggede på Straffelovrådets betænkning nr. 1032/1985 om datakriminalitet, hvori var foreslået en maksimumstrafferamme på 6 års fængsel. Der henvises herom til lovforslagets bemærkninger, hvori det bl.a. hed, jf. Folketingstidende 1984-85, tillæg A, sp. 4384:

”For så vidt angår strafferammen i § 193 bemærker straffelovrådet, at det gældende strafmaksimum efter § 193 på fængsel i 3 år efter rådets opfattelse er for lavt under hensyn til de meget betydelige skadevirkninger, som de i § 193 beskrevne handlinger kan medføre. De fleste strafbare forhold vil formentlig tillige være omfattet af § 291, hvor straffen for ”hærværk af betydeligt omfang” kan blive fængsel indtil 4 år. Men en overtrædelse af § 193 kan tænkes, uden at der foreligger hærværk af betydeligt omfang. Rådet foreslår på den baggrund strafferammens maksimum forhøjet til fængsel i 6 år. Straffelovrådet understreger, at der ikke herved tilsigtes nogen almindelig forhøjelse af strafudmålingsniveauet efter bestemmelsen ...

Justitsministeriet kan ... tiltræde straffelovrådets opfattelse af, at det gældende strafmaksimum i bestemmelsen på fængsel i 3 år må forekomme alt for lavt, såfremt der konkret foreligger særligt skærpende omstændigheder. Som anført foran kan der således forekomme særdeles graverende tilfælde, hvor f.eks. værdipapircentralen eller kildeskattedirektoratet for længere tid sættes ud af funktion i forbindelse med indgreb mod dataanlæg. Justitsministeriet finder et strafmaksimum på fængsel i 6 år som foreslået af straffelovrådet passende.”

6.3. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

6.3.1. I betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse knyttede Straffelovrådet kun få bemærkninger til §§ 185, 193 og 194, jf. s. 199. For så vidt angår §§ 185 og 193 indskrænkede rådet sig bl.a. som følge af den i pkt. 6.2.2.1 gennemførte lovændring (§ 193) til at foreslå de ændringer, som fulgte af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen. Det indebar, for så vidt angår § 185, at maksimumstrafferammen ændredes fra hæfte til fængsel indtil 4 måneder, og, for så vidt angik § 193, at hæfte udgik i stk. 1 og i stk. 2 erstattedes af en maksimumstrafferamme på fængsel indtil 4 måneder. Om § 194 foreslog Straffelovrådet den delte strafferamme erstattet af en fælles strafferamme af bøde eller fængsel indtil 3 år.

6.4. Overvejelser i Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet

6.4.1. Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet har afgivet betænkning nr. 1417/2002 om IT-kriminalitet, sml. denne betænknings kapitel 1 (indledning), pkt. 1.6. I betænkningen om IT-kriminalitet behandles spørgsmålet om, hvorvidt udviklingen på IT-området fører til et behov for at justere de strafferetlige regler. Betænkningen omhandler også nogle spørgsmål om påtale og terminalefterforskning.

6.4.2. I kapitel 6 behandles forskellige spørgsmål om datahærværk. Udvalget foreslår i den forbindelse, at strafferammerne i straffelovens § 193 forhøjes. Udvalgets overvejelser og forslag er gengivet s. 119 ff. og 157. Heri anføres bl.a. følgende:

”Udvalget finder, at strafmaksimum i straffelovens § 193, stk. 1, bør forhøjes, så der ikke er samme strafmaksimum som ved groft hærværk. Udvalget har i den forbindelse lagt vægt på, at samfundets stigende afhængighed af edb også betyder, at driftsforstyrrelser kan have meget mere indgribende konsekvenser end tidligere. Det er på den baggrund ønskeligt, at der i helt ekstraordinære situationer kan idømmes en ligeledes ekstraordinær høj straf.

I f.eks. Norge og Finland er der mulighed for at idømme op til fængsel i 10 år ... ved særligt kvalificeret hærværk. Udvalget har imidlertid ved de nærmere overvejelser omkring, hvordan strafniveauet efter denne bestemmelse skulle ligge i forhold til den almindelige hærværksbestemmelse, valgt et strafmaksimum på 6 år, svarende til det, der blev foreslået af Straffelovrådet og Justitsministeren i 1985. Udvalgets forslag tager udgangspunkt i de gældende strafferammer, der for tiden er genstand for overvejelser i Straffelovrådet.

Udvalget finder herudover, at straffelovens § 193, stk. 2, bør harmonere med den tilsvarende bestemmelse vedrørende groft hærværk, således at bestemmelsen ligesom straffelovens § 291, stk. 3, begrænses til at dække grov uagtsomhed og får et strafmaksimum på 6 måneders fængsel i stedet for 4 måneders fængsel.
...
I straffelovens § 193, stk. 1, ændres ”4 år” til ”6 år”.

Udvalget foreslår endvidere, at ”databehandlingsanlæg” ændres til ”informationssystemer”.
...
Udvalget foreslår, at straffelovens § 193, stk. 2, formuleres således:

”Begås forbrydelsen groft uagtsomt, er straffen bøde eller fængsel indtil 6 måneder”.”

6.5. Straffelovrådets overvejelser

6.5.1. Samtlige bestemmelser er i Straffelovrådets oversigt baseret på det angrebne retsgode opført i kategorien ”angreb på statens økonomi, på almene samfundsinteresser og på person (fare m.m.) mv.” med et strafmaksimum på 4 års fængsel. Det er for så vidt angår §§ 193 og 196 i tråd med gældende ret. For § 185 indebærer kategoriseringen en skærpelse af strafmaksimum fra 4 måneders til 4 års fængsel. For § 194 er der tale om en skærpelse fra 3 til 4 års fængsel.

6.5.2. Som det fremgår af pkt. 6.3 ovenfor, fandt Straffelovrådet i 1987-betænkningen alene grundlag for at foreslå de nu gennemførte ændringer i § 185, der var en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen. Efter en fornyet gennemgang af strafferammen er der enighed om, at strafferammens minimum fortsat bør være bøde. Et flertal af Straffelovrådets medlemmer (Henning Fode, Lars Bay Larsen, Claus Jesper Nørøxe, Jakob Lund Poulsen, William Rentzmann og Sven Ziegler) finder, at det vil være bedst stemmende såvel med forbrydelsens karakter (undladelsesforbrydelse) som med hensyn til sammenhængen i strafferammesystemet, herunder navnlig de beslægtede bestemmelser i §§ 141 og 253, at strafmaksimum fastsættes til 2 års fængsel, sml. herved denne betænknings kapitel 16 om forbrydelser mod den offentlige orden og fred, pkt. 3.4.2, hvor et enigt Straffelovråd foreslår strafmaksimum i § 141 fastsat til 4 års fængsel, og kapitel 25 om andre forbrydelser mod liv og legeme, pkt. 9.2, hvor det ovennævnte flertal anbefaler, at strafmaksimum i § 253 skærpes til 2 års fængsel. Et mindretal (Vagn Greve og Jacques Hermann) finder, at hensynet til gennem strafferammen at markere forbrydelsens grovhed taler for, at strafmaksimum i lighed med mindretallets anbefaling vedrørende § 253 fastsættes til 4 års fængsel, idet forbrydelsen uanset sin karakter af undladelsesforbrydelse kan have meget grove fremtrædelsesformer, sml. mindretallets udtalelse om § 253 anf. st.

§ 185 foreslås på den anførte baggrund ændret, så strafmaksimum skærpes fra 4 måneders til 2 års fængsel, sml. § 1, nr. 51, i rådets lovudkast.

6.5.3. Som det fremgår af pkt. 6.4 ovenfor, har § 193 for nylig været genstand for grundige overvejelser i Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet. Straffelovrådet har derfor afstået fra at foretage en nøjere gennemgang af denne bestemmelse. Rådet begrænser sig til at foreslå teknisk begrundede ændringer af strafferammen i stk. 1 fra ”fængsel indtil … eller under formildende omstændigheder med bøde” til ”bøde eller fængsel indtil …” og af strafmaksimum i stk. 2, fra 4 til 6 måneders fængsel, sml. denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.3, og rådets lovudkast § 1, nr. 11 og 57. Rådet foreslår endvidere, at strafmaksimum i stk. 1 skærpes fra 4 til 6 års fængsel, idet strafmaksimum for forhold omfattet af § 193, stk. 1, herved bringes på linje med forslaget om at skærpe strafmaksimum for hærværk fra 4 til 6 års fængsel, sml. denne betænknings kapitel 29 om andre formueforbrydelser, pkt. 2.4.1, og rådets lovudkast § 1, nr. 57.

Straffelovrådet er bekendt med, at Kommissionen den 19. april 2002 (KOM(2002)173 endelig) (sml. pr. 30. november 2002 dokument 14110/02 DROIPEN 81 TELECOM 43) har fremsat forslag til en rammeafgørelse om angreb på informationssystemer, der medfører pligt til at kriminalisere ulovlig adgang til informationssystemer (artikel 3, jf. artikel 2), ulovligt indgreb i informationssystemer (artikel 4, jf. artikel 2), ulovligt indgreb i data (artikel 4a, jf. artikel 2) samt anstiftelse, medvirken, tilskyndelse og forsøg (artikel 5).

Artikel 6 forpligter til at sikre, at de i artiklerne 3, 4, 4a og 5 omhandlede strafbare handlinger kan straffes med strafferetlige sanktioner med en maksimumstraf på mindst 1 til 3 års fængsel. Endvidere skal der åbnes mulighed for idømmelse af bøder som supplement eller alternativ til frihedsstraf. Efter artikel 7 skal den adfærd, der er nævnt i artiklerne 3, 4, 4a og 5, kunne straffes med strafferetlige sanktioner med en maksimumstraf på mindst 2 til 5 års fængsel, når følgende skærpende omstændigheder er til stede: (a) den strafbare handling er begået inden for rammerne af en kriminel organisation, (b) den strafbare handling forårsagede eller førte til et betydeligt direkte eller indirekte økonomiske tab, tilføjede en fysisk person fysisk skade eller tilføjede en del af medlemsstatens kritiske infrastruktur betydelig skade, (c) den strafbare handling førte til en betydelig gevinst. Endvidere forpligter bestemmelsen til at sikre, at de i artiklerne 3, 4 og 4a nævnte lovovertrædelser straffes med en frihedsstraf, der er strengere end straffen i henhold til artikel 6, når lovovertræderen har modtaget en endelig dom for en sådan lovovertrædelse i en medlemsstat.

EU-rammeafgørelsen rejser i den foreliggende affattelse forskellige spørgsmål bl.a. med hensyn til formuleringen af mulige skærpelseskriterier i § 193 for et forhøjet strafmaksimum i tilfælde omfattet af artikel 7. Det bemærkes, at EU-rammeafgørelsen ikke har været inddraget i Straffelovrådets overvejelser og forslag om ændring af § 193. Der foregår pr. 30. november 2002 fortsat forhandlinger om forslaget til EU-rammeafgørelsen.

6.5.5. Straffelovrådet finder, at strafmaksima i §§ 194 og 196 bl.a. ud fra hensynet til sammenhængen i strafferammesystemet fortsat må anses for passende. Rådet foreslår på den baggrund kun en teknisk begrundet ændring af § 194, hvorved strafferammen ændres til bøde eller fængsel indtil 4 år, sml. denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.3, og § 1, nr. 35, i rådets lovudkast.