Kapitel 4, bind 1, i straffelovrådets betænkning nr. 1424 om straffastsættelse og strafferammer afgivet af Straffelovrådet i 2003 |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Kapitel 4 - Strafniveauet for forskellige typer af forbrydelser1. Indledning1.1. Der findes ikke kun én metode for sammenligning af strafniveauet for forskellige former for forbrydelser. Det skyldes, at strafniveauet er et konglomerat af forskellige dimensioner af en strafs strenghed. Straffens strenghed udtrykkes gennem art, længde og størrelse. Frihedsstraf vil i de fleste tilfælde være udmålt. Med straflængden udtrykkes forskellig grader af strenghed. Bødestraffes strenghed angives for sumbødernes vedkommende ved bødens størrelse og for dagbødernes ved-kommende ved antallet af dagbøder. Disse forskellige dimensioner kan ikke uden videre indpasses i en endimensional måling af straffens strenghed.1.2. I de følgende er strafniveauet for de forskellige former for forbrydelser sammenlignet ved brug af tre målestokke: Straffens art (figur 1-4), længden af de ubetingede frihedsstraffe (tabel 1-4) og strafmassen pr. afgørelse (tabel 5-8). Endvidere er den samlede strafmasse for de enkelte forbrydel-ser beregnet med henblik på at belyse, i hvilket omfang de forskellige forbrydelsesarter bidrager til den samlede strafmasse (tabel 9). Det empiriske materiale, der ligger til grund for de følgende analyser, svarer til det, der er anvendt i den statistiske undersøgelse af domspraksis, jf. bind III. Idet der henvises til s. 9 ff. i bilagsrappor-ten, hvor materialets afgrænsning er beskrevet, skal nævnes, at materialet omfatter fældende straffe-retlige afgørelser (tiltalefrafald, bøder og frihedsstraffe) for en række specificerede straffelovsover-trædelser i perioden 1996 til 2000. Domspraksis er belyst i forhold til straffesagernes omfang og arten af eventuelle biforhold, idet der foreligger oplysning om, hvorvidt afgørelserne omhandler mere end én forbrydelse, og om eventuelle biforhold er af ligeartet karakter. Domspraksis er endvidere belyst i forhold til lovovertræderens alder (under 18 år eller 18 år og derover) og arten af eventuel tidligere kriminalitet. For tidligere straffede er oplyst, om den tidligere kriminalitet er af ligeartet karakter. Definitionen af ligeartet kriminalitet fremgår af undersøgelsen af domspraksis, bind III, s. 10. På baggrund af disse oplysninger er afgørelserne for de enkelte forbrydelsesarter opdelt i 18 sagskategorier, således at den enkelte kategori omfatter sager, der er ensartede med hensyn til sagens omfang, lovovertræderens alder og tidligere kriminalitet. 1.3. Figur 1-4 og tabel 1-12 er baseret på de strafferetlige afgørelser for alle fem undersøgelsesår. Der er udarbejdet figurer og tabeller for 4 af de ovennævnte 18 sagskategorier således: 1) Sager angående personer på 18 år og derover,
som dømmes for ét forhold, og som ikke tidligere er straffet. Der ses udelukkende på sager for personer på 18 år og derover, da der inden for mange forbrydel-sestyper er meget få sager med unge lovovertrædere. I det omfang, en straffesag omfatter flere for-hold, ses alene på kategorier med flere ligeartede forhold. Er personen tidligere straffet, analyseres kun sager, der omfatter tidligere ligeartet kriminalitet. Sager, der omfatter uligeartede forhold, eller hvor personen tidligere er dømt for uligeartet kriminalitet, er udelukket af analysen. Det skyldes, at den uligeartede kriminalitet, hvorom der i øvrigt ikke foreligger nærmere oplysninger, må antages at påvirke den strafferetlige afgørelse på en mindre systematisk måde end den ligeartede kriminalitet. Desuden påvirkes strafudmålingen typisk i højere grad af ligeartede forhold og tidligere kriminalitet af ligeartet karakter end af uligeartede forhold og tidligere kriminalitet af en anden art. 2. Strafniveauet vurderet ud fra straffens art2.1. I figurerne 1-4 er de forskellige former for forbrydelser inddelt efter andelen af ubetingede fri-hedsstraffe, så forbrydelsestypen med den mindste andel ubetingede frihedsstraffe er placeret først (øverst) i figuren, mens den med den største andel er anbragt sidst (nederst). Sammenligningen om-fatter alene kriminalitetsarter med mindst 20 afgørelser. Inden for denne afgrænsning er desuden nogle kriminalitetsarter fravalgt, da det ikke har været muligt at indpasse samtlige i figurerne. Ek-sempelvis omfatter figurerne ikke alle de mange underkategorier af tyveri og indbrudstyveri, ligesom ikke alle former for brugstyveri indgår. Dette influerer dog ikke på de hovedtendenser, figurerne viser, sml. nedenfor.I kolonnen til højre for figurerne er medianen for de ubetingede straflængder angivet. I et enkelt tilfælde (i figur 1) er feltet tomt. Det skyldes, at der alene er tale om kombinationsdomme, hvorom der ikke foreligger oplysning om længden af den ubetingede del af dommen. I øvrigt er figurerne dannet ved at inkludere kombinationsdomme under ubetingede frihedsstraffe og samfundstjeneste under betingede domme. 2.2. Af figur 1, der angår afgørelser for ét forhold for tidligere ustraffede personer på 18 år og der-over, ses, at af de 17 første forbrydelsesarter – dvs. de der sjældnest medfører ubetingede friheds-straffe – angår 16 formuekrænkelser, herunder dokumentfalsk ved brug af betalingsmidler.1 Undta-gelsen er blufærdighedskrænkelse uden beføling. Af de øvrige 22 forbrydelsesarter i figuren er det derimod en klar majoritet, nemlig 17, som angår det, der almindeligvis forstås som ”personfarlig kriminalitet”, dvs. røveri, brandstiftelse, forbrydelser mod den personlige frihed, voldsforbrydelser, herunder vold mod tjenestemand og trusler mod vidner, seksualforbrydelser og incest. Desuden medfører to former for almenfarlige forbrydelser meget hyppigt ubetingede frihedsstraffe, nemlig de to former for narkotikaforbrydelser, som straffes efter straffeloven. Det betyder, at det kun er tre af de 22 forbrydelsesarter, der hyppigst medfører ubetingede frihedsstraffe, som ikke er enten person- eller almenfarlige. De tre forbrydelsesarter er pengefalsk, dokumentfalsk, som ikke angår betalingsmidler, og en enkelt form for formueforbrydelse, nemlig groft smugleri. Figur 1 understreger dermed tydeligt, at strafniveauet – vurderet ud fra straffens art – skelner mellem formueforbrydelser på den ene side og person- og almenfarlige forbrydelser på den anden side. Straffens art er klart mindre streng for formueforbrydelser end for person- og almenfarlige forbry-delser. Det bemærkes, at begrebet ”formueforbrydelser” her og i det følgende ikke omfatter røveri, idet røveri er inkluderet i den personfarlige kriminalitet. 2.3. Tilsvarende mønster ses for figur 2, der angår tidligere ustraffede, som dømmes for flere li-geartede forhold. Her er 16 af de 18 forbrydelsesarter, der sjældnest medfører ubetingede friheds-straffe, formuekrænkelser, mens den ene af de to øvrige er dokumentfalsk (uden brug af betalings-midler). Kun én form for personfarlig forbrydelse er blandt disse 18 første forbrydelsesarter, og det er blufærdighedskrænkelse uden beføling, som i øvrigt også afveg fra mønstret i figur 1, sml. pkt. 2.2 ovenfor. Figur 2 viser også, at af de 18 forbrydelsesarter, som hyppigst medfører ubetingede frihedsstraffe, angår de 16 person- eller almenfarlige forbrydelser. De undtagelser, der ses, er også undtagelser i figur 1, nemlig henholdsvis pengefalsk og groft smugleri, sml. pkt. 2.2 ovenfor. 2.4. Også af figur 3 og 4 ses et mønster, der svarer til det ovennævnte. Disse to figurer omhandler personer, der tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet, og som aktuelt dømmes for henholdsvis ét forhold og flere ligeartede forhold. At disse tabeller omfatter færre forbrydelsesarter skyldes, at nogle forbrydelser forholdsvis sjældent begås af personer, der tidligere er straffet for ligeartet kri-minalitet, hvorfor der kun forefindes få afgørelser af denne sagstype. Som nævnt ovenfor i pkt. 2.1 omfatter analysen her af statistiske grunde alene forbrydelsesarter med mindst 20 afgørelser. Af de første 17 forbrydelsesarter i figur 3 er 14 formuekrænkelser og dokumentfalsk uden brug af betalingsmidler. Afvigende er igen blufærdighedskrænkelse uden beføling. Desuden er brandstiftelse (§ 181) og trusler på liv placeret blandt de første 17 forbrydelsesarter. De resterende forbrydelse-sarter i figur 3 angår person- eller almenfarlige forbrydelser. 2.5. I figur 4 er kun 3 af de første 15 forbrydelsesarter hverken formueforbrydelser eller dokument-falsk: blufærdighedskrænkelse uden beføling, simpel vold og trusler på liv. Også her ses, at alle resterende forbrydelser angår person- eller almenfarlige forbrydelser. Ved at sammenligne figur 3 og 4 ses i øvrigt tydeligt betydningen af antallet af forhold, der dømmes for. Generelt er det således en noget større andel af sanktionerne i sager med flere ligeartede forhold, der er ubetingede frihedsstraffe, sammenholdt med sanktionsfordelingen i sager med kun ét forhold. 1 For biltyveri er det ikke muligt af figur 1 at se den ganske lille andel afgørelser, som ikke er bødeafgørelser. I alt 0,8 pct. af afgørelserne for biltyveri er tiltalefrafald eller frihedsstraffe (0,3 pct. tiltalefrafald, 0,3 pct. betingede domme og 0,2 pct. ubetingede domme). Figur 1. Straffens art i sager vedrørende tidligere ustraffede personer på 18 år og derover, som alene dømmes for ét forhold.
Figur 2. Straffens art i sager vedrørende tidligere ustraffede personer på 18 år og derover, som dømmes for flere ligeartede forhold.
Figur 3. Straffens art i sager vedrørende personer på 18 år og derover, som alene dømmes for ét forhold, og som tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet.
Figur 4. Straffens art i sager vedrørende personer på 18 år og derover, som dømmes for flere li-geartede forhold, og som tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet.
3. Strafniveauet vurderet ud fra straflængderne3.1. I tabellerne 1-4 er de forbrydelsesarter, der også er omfattet af ovenstående analyse, rangordnet efter den gennemsnitlige længde af de ubetingede straffe. Der er ikke her taget hensyn til, om andelen af ubetingede frihedsstraffe er stor eller lille. Der er heller ikke som betingelse sat en mini-mumsgrænse for antallet af afgørelser, idet alle de forbrydelsesarter, der overhovedet omfatter ube-tingede domme, indgår i tabellerne. Kolonnen længst til højre angiver, hvor mange ubetingede fri-hedsstraffe beregningerne er baseret på. Tabellerne oplyser desuden om korteste, længste og median straflængde.3.2. Vurderet ud fra den gennemsnitlige længde af de ubetingede frihedsstraffe bliver skellet mellem formueforbrydelser og person- og almenfarlige forbrydelser mindre skarpt end det, der er set ovenfor. Eksempelvis ses af tabel 1, at 9 af de første 22 forbrydelsesarter, som er forbrydelser med den gennemsnitligt korteste ubetingede frihedsstraf, er person- eller almenfarlige forbrydelser, mens 5 af de resterende 16 forbrydelsesarter er formueforbrydelser. Mønstret er i nogen grad det samme for de øvrige tabeller, idet dog differentieringen mellem person- og almenfarlige forbrydelser og formueforbrydelser er lidt skarpere for de afgørelser, der vedrører personer, som tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet (tabel 3 og 4). Her ses en tydeligere tendens til, at de strengeste ubetingede straffe næsten udelukkende vedrører person- og almenfarlige forbrydelser. 3.3. Når forbrydelsernes rækkefølge er noget anderledes ved brug af de ubetingede straflængder som målestok for strafniveauet i stedet for straffens art, beror det først og fremmest på, at variati-onsbredden i strafniveauet for de forskellige former for forbrydelser er forskellig, og at variations-bredden især er ringe for visse typer af personfarlige forbrydelser, mens den til gengæld er ganske stor for visse formueforbrydelser. Nogle personfarlige forbrydelser mødes således, sammenlignet med formueforbrydelser, meget hyppigt med ubetingede frihedsstraffe, som til gengæld er forholdsvis korte. Det gælder f.eks. vold mod tjenestemand, simpel vold og trusler. Førstnævnte karakteristikum indplacerer disse forbrydel-ser med et højt strafniveau, når strafniveauet vurderes ud fra straffens art, mens det omvendte gør sig gældende, når målestokken er længden af den ubetingede straf. Nogle formueforbrydelser er kendetegnet ved at dække et meget vidt spektrum af handlinger for så vidt angår forbrydelsernes grovhed. Underslæb, mandatsvig, skyldnersvig og bedrageri har i mange tilfælde ringe konsekvenser eller beskedne formuetab til følge, men de kan også være af særlig grov og omfattende beskaffenhed. Samlet betyder det, at en stor del af disse forbrydelser ikke medfører ubetingede frihedsstraffe, mens til gengæld den lille del af forbrydelserne, som er meget grove, in-debærer ganske lange ubetingede frihedsstraffe. Når disse forbrydelsers strafniveau vurderes ud fra straffens art, vil strafniveauet derfor fremtræde lavere, end når det vurderes ud fra længden af de ubetingede frihedsstraffe. Tabel 1. Ubetingede frihedsstraffe, ordnet
efter den gennemsnitlige straflængde, vedrørende tidligere ustraffede
personer på 18 år og derover, som alene dømmes for ét forhold.
* Livstid indgår ikke i beregninger af median
og gennemsnitlig straflængde. Tabel 2. Ubetingede frihedsstraffe, ordnet
efter den gennemsnitlige straflængde, vedrørende tidligere ustraffede
personer på 18 år og derover, som dømmes for flere ligeartede forhold.
Tabel 3. Ubetingede frihedsstraffe, ordnet
efter den gennemsnitlige straflængde, vedrørende perso-ner på 18 år og
derover, som alene dømmes for ét forhold, og som tidligere er straffet
for ligeartet kriminalitet.
* Livstid indgår ikke i beregninger af median
og gennemsnitlig straflængde. Tabel 4. Ubetingede frihedsstraffe, ordnet efter den gennemsnitlige straflængde, vedrørende perso-ner på 18 år og derover, som dømmes for flere ligeartede forhold, og som tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet.
* Livstid indgår ikke i beregninger af median og
gennemsnitlig straflængde. 4. Strafmasse pr. afgørelse4.1. Der findes ingen målestok for strafniveauet, der kan inkludere alle de dimensioner, der angiver straffenes strenghed. Straffens art må dog siges at være et grundlæggende mål for straffens strenghed, som kan kombineres med andre dimensioner. Foruden længden af de ubetingede straffe kan straffens art også kombineres med f.eks. bøders størrelse samt art og længde af betingede domme. Når det, som i denne undersøgelse, drejer sig om straffelovsovertrædelser, kan der dog argumenteres for, at især længden af de ubetingede straffe er en væsentlig dimension, idet ubetinget frihedsstraf hyppigt anvendes for straffelovsovertrædelser.4.2. Det er muligt at integrere dimensionerne straffens art og den ubetingede strafs længde til ét mål, hvorved de lidt uensartede resultater, der er vist i det tidligere, udjævnes. Det kombinerede mål er strafmassen pr. afgørelse, dvs. alle de afgørelser, undersøgelsen omfatter, uanset om de vedrører en fængselsstraf eller ej. Den samlede strafmasse angiver summen af alle de idømte ubetingede straflængder (i dage), og denne strafmasse er derefter divideret med summen af alle de strafferetlige afgørelser – bøder, tiltalefrafald og frihedsstraffe.2 Resultatet angiver strafmassen pr. afgørelse. Resultatet af beregningen af strafmasse pr. afgørelse er vist i tabellerne 5-8. Disse tabeller inkluderer alle de forbrydelser, som undersøgelsen af domspraksis omfatter, og hvor afgørelserne omfatter mindst én ubetinget frihedsstraf.3 I højre kolonne er angivet, hvor mange afgørelser beregningerne er baseret på, og i de tilfælde, hvor der er tale om ganske få afgørelser, bør angivelserne tages med forsigtighed. Tabellerne viser for det første en meget stor spredning i strafmassen pr. afgørelse, fra meget små værdier til en værdi på over 4500, dvs. over 12 år pr. afgørelse. For det andet viser tabellerne bety-delige forskelle indbyrdes, således at strafmassen pr. afgørelse tydeligvis er lavest i tabel 5, der angår de tidligere ustraffede, som straffes for ét forhold, mens den er betydeligt højere i tabel 8, som vedrører personer, der straffes for flere ligeartede forhold, og som tidligere er straffet for tilsvarende forbrydelser. Tabellerne angiver endvidere et mønster, der ligger nærmere det, der er set for straffens art, end det, der er set for længden af de ubetingede frihedsstraffe. Strafmassen pr. afgørelse er således først og fremmest meget høj for de person- og almenfarlige forbrydelser, mens den primært er lav for for-mueforbrydelserne. Eksempelvis ses, at forbrydelser med en strafmasse pr. afgørelse på mere end 360 (dvs. på mere end ét år pr. afgørelse) næsten uden undtagelse er person- og almenfarlige for-brydelser. Omvendt dominerer formueforbrydelserne, når strafmassen pr. afgørelse er under 10 (i tabel 5), under 20 (i tabel 6), under 40 (i tabel 7) og under 160 (i tabel 8). 2 For kombinationsdomme
foreligger ikke oplysninger om længden af dommens ubetingede del. Alle
kombinations-domme er derfor ekskluderet af beregningen af strafmasse
pr. afgørelse, dvs. også i opgørelsen over antal afgørelser. Eftersom
der forholdsvis sjældent idømmes kombinationsdomme, vil eksklusionen af
disse domme antagelig kun in-fluere minimalt på beregningsresultaterne.
(Knap to procent af afgørelserne i denne undersøgelse er
kombinations-domme). Tabel 5. Strafmasse pr. afgørelse (antal dage
pr. afgørelser) vedrørende tidligere ustraffede perso-ner på 18 år og
derover, som alene dømmes for ét forhold.
Tabel 6. Strafmasse vedrørende tidligere
ustraffede personer på 18 år og derover, som dømmes for flere ligeartede
forhold.
Tabel 7. Strafmasse vedrørende personer på 18
år og derover, som alene dømmes for ét forhold, og som tidligere er
straffet for ligeartet kriminalitet.
Tabel 8. Strafmasse vedrørende personer på 18
år og derover, som dømmes for flere ligeartede forhold, og som tidligere
er straffet for ligeartet kriminalitet.
5. Strafmasse pr. forbrydelsesart5.1. I tabel 9 er den samlede strafmasse for de forbrydelser, der er omfattet af undersøgelsen, bereg-net for undersøgelsesårene 1996-2000. Det skal endnu engang understreges, at undersøgelsen ikke omfatter alle forbrydelsesarter, jf. også bilag til undersøgelse af domspraksis s. 465, men langt de fleste er dog inkluderet. Kombinationsdomme, hvorom der som nævnt ikke foreligger oplysninger om den ubetingede del, er heller ikke omfattet af denne beregning af strafmasse pr. forbrydelsesart.Forbrydelserne er i tabel 9 rangordnet efter, i hvilket omfang de bidrager til den samlede strafmasse. 5.2. På baggrund af resultaterne af ovenstående analyser kunne man forvente, at især mange for-mueforbrydelser ville være at finde blandt de forbrydelser, der bidrager mindst til den samlede strafmasse, mens de person- og almenfarlige forbrydelser måtte forventes helt at dominere blandt de forbrydelser, der bidrager mest hertil. Sådan forholder det sig imidlertid ikke helt. Af tabel 9 ses, at af de 20 forbrydelsesarter, der bidrager mindst til den samlede strafmasse, er kun 4 formueforbry-delser, og selv om de fem forbrydelser, der bidrager mest til den samlede strafmasse, er narkotika- eller voldsforbrydelser, så er der alligevel også ganske mange af formueforbrydelserne, der bidrager væsentlig til strafmassen. Når visse formueforbrydelser på trods af den mildere strafudmålingspraksis på dette område bidra-ger forholdsvis meget til den samlede strafmasse, mens visse personfarlige forbrydelser bidrager meget lidt, beror det på, at nogle formueforbrydelser forekommer meget hyppigt, mens mange af de personfarlige forbrydelser er sjældne. Som det ses af tabel 10, er det kun godt en fjerdedel af den samlede strafmasse, der vedrører for-mueforbrydelserne, mens 70 pct. vedrører de person- og almenfarlige forbrydelser. Til sammenlig-ning kan nævnes, at 76 pct. af de strafferetlige afgørelser, undersøgelsen omfatter, angår formuefor-brydelser, mens 18 pct. angår person- og almenfarlige forbrydelser – altså en noget omvendt pro-portion. Den gennemsnitlige strafmasse pr. afgørelse for formueforbrydelserne er da også beregnet til knap 13 dage, mens den for de person- og almenfarlige forbrydelser er mere end ti gange så stor, nemlig på 138 dage pr. afgørelse. Tabel 9. Den samlede strafmasse, 1996-2000,
fordelt efter forbrydelsens art.
Tabel 10. Den samlede strafmasse, 1996-2000,
fordelt efter forbrydelsernes hovedka-tegorier.
6. Sammenfatning6.1. Analysen viser, at der er tydelige forskelle mellem formueforbrydelser og person- og almenfar-lige forbrydelser med hensyn til strengheden af den idømte straf. Denne forskel er især tydelig, når straffens strenghed vurderes ud fra arten af den idømte straf. De forbrydelser, der hyppigst mødes med ubetingede frihedsstraffe, domineres næsten totalt af de person- og almenfarlige forbrydelser, mens de forbrydelser, der hyppigst mødes med bødestraf eller andre ikke frihedsberøvende sanktio-ner, næsten alle er formueforbrydelser eller eventuelt dokumentfalsk.6.2. Når straffens strenghed vurderes ud fra straflængden for den del af sanktionerne, som er ube-tingede frihedsstraffe, er skellet mellem formueforbrydelser og person- og almenfarlige forbrydelser knap så markant, men fortsat ganske tydeligt og uomtvisteligt. I det omfang, formueforbrydelser medfører ubetingede frihedsstraffe, er disse således gennemgående forholdsvis korte, mens de ube-tingede frihedsstraffe, der som nævnt meget hyppigt idømmes i sager vedrørende person- og almen-farlige forbrydelser, hyppigt er lange. 6.3. De to ovennævnte dimensioner ved straffens strenghed er i analysen integreret til ét mål – strafmassen pr. afgørelse. Dette mål viser i lighed med analyserne vedrørende straffens art en tydelig opdeling mellem formueforbrydelser og person- og almenfarlige forbrydelser, idet strafmassen pr. afgørelse typisk er meget lav for formueforbrydelserne og typisk meget høj for de person- og almenfarlige forbrydelser. 6.4. Samlet vurderet påviser de sammenligninger, der er foretaget, en markant forskel i strafudmå-lingen mellem formueforbrydelser og person- eller almenfarlige forbrydelser, idet person- og al-menfarlige forbrydelser sædvanligvis mødes med meget strengere straffe end formueforbrydelser. Gennemsnitligt set er strafmassen pr. afgørelse mere end ti gange større for person- og almenfarlige forbrydelser end for formueforbrydelser. |