Kapitel 5, bind 1, i straffelovrådets betænkning nr. 1424 om straffastsættelse og strafferammer afgivet af Straffelovrådet i 2003

 
 

Kapitel 5 - Strafferammers minimum og maksimum

1. Indledning

1.1. Før straffeloven af 1930 gjaldt forholdsvis snævre rammer for strafudmålingen. Udviklingen er gået i retning af meget brede strafferammer, jf. herved Knud Waaben: Strafferettens almindelige del II. Sanktionslæren, 5. udg., (Sanktionslæren) s. 94, hvor det om den nugældende straffelov bl.a. anføres:

”Strafferammer placerer de kriminaliserede handlinger på en trinrække fra de mindst betydelige til de groveste. Der er dog grænser for hvor systematisk lovgiveren kan ud-forme denne trinordning af de strafbare handlinger. For det første kan gerningstyper (eller beskyttelsesinteresser) være så indbyrdes forskellige at det er vanskeligt at begrunde et værdiforhold imellem dem. For det andet må rammer udformes ud fra den forudsætning at en gerningstype kan forekomme i forskellige grader af grovhed. Der er ofte et moment af vilkårlighed i rammevalg. Strfl. er i vidt omfang skrevet med det mål for øje at give et bredt spillerum for det konkrete udmålingsskøn.”

Sml. endvidere anf. st. s. 94-95, hvor det om udviklingen i dansk strafferet anføres:

”Dansk strafferet er præget af en ret udstrakt villighed til at akceptere lave minima i ho-ved- eller siderammer. Vi bruger mindre end de andre nordiske lande at sætte forhøjede minima for frihedsstraf af typen ”mindst 6 måneder” o.l. På den anden side er adskillige maxima kommet til at ligge i et højere niveau end der efter praktiske erfaringer er brug for. Siden 1950´erne er der sket nogle nedsættelser af maxima, og nogle forhøjede minima for frihedsstraf er fjernet.”

I udlandet har der i de senere år været en tilbøjelighed til at vende tilbage til snævrere ordninger, som giver mindre spillerum for strafudmålingen. Denne udvikling begrundes navnlig i hensynet til større forudsigelighed.

Lignende synspunkter er kommet til udtryk i motiver til ændringer af straffeloven. Der kan henvises til bemærkningerne til forslag til lov om ændring af borgerlig straffelov (Voldtægt, røveri og brand-stiftelse) (L 174), jf. Folketingstidende 1980-81, tillæg A, sp. 4002-03:

”Straffelovrådets forslag om udformningen af strafferammerne for voldtægt, røveri og brandstiftelse indebærer en opspaltning af strafferammerne i forskellige rammer for grove og mindre grove forhold. Justitsministeriet kan tiltræde det ønskelige i en sådan opspaltning af de pågældende strafferammer. Det kan give anledning til betænkelighed, at der selv for en forbrydelse i alle dens ordinære former principielt gælder et strafmak-simum, der må forekomme urimeligt i forhold til forbrydelsens karakter.”

1.2. I dette kapitel behandles generelle spørgsmål om valg af strafferammers minimum og maksimum. Når en strafferammes minimum og maksimum er fastlagt, opstår spørgsmålet om, hvorvidt der skal foretages en opdeling inden for denne i en normalstrafferamme og en eller flere sidestrafferammer. Herom henvises til kapitel 6 om normal- og sidestrafferammer. Med strafferammers minimum sigtes til spørgsmålet om, hvorvidt og i givet fald i hvilket omfang strafferammers minimum bør fastsættes til fængselsstraffens faste minimum, så bøde ikke indgår i strafferammen. Endvidere sigtes til spørgsmålet om, hvorvidt og i givet fald i hvilket omfang strafferammen bør fastsættes, så den indeholder et forhøjet minimum, dvs. et minimum, der afviger fra det faste minimum, der efter gældende ret er 7 dage. Med strafferammers maksimum sigtes dels til spørgsmålet om, hvor højt maksimum bør fastsættes, dels til spørgsmålet om, hvorvidt der kan opstilles generelle kriterier for valg af strafmaksimum.

I afsnit 2 nedenfor redegøres for gældende ret mv. I afsnit 3 omtales Straffelovrådets overvejelser i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse. I afsnit 4 redegøres for retstilstan-den og nyere overvejelser om anvendelsen af forhøjede strafminima og principper for valg af straf-maksima i Norge, Sverige og Finland. Endvidere omtales de overvejelser, som har fundet sted i Nordisk Strafferetskomité. Afsnit 5 indeholder en omtale af et nyere EU-initiativ om den metode, der skal anvendes ved medlemsstaternes indbyrdes tilnærmelse af strafferetlige sanktioner. Endelig redegøres i afsnit 6 for Straffelovrådets overvejelser om valg af strafminimum og strafmaksimum.

2. Gældende ret mv.

2.1. Strafminimum

2.1.1. Straffeloven indeholder kun få bestemmelser med et minimum for fængselsstraf, der afviger fra det faste minimum på 7 dage. § 237 om manddrab indeholder en minimumstrafferamme på fængsel i 5 år. I § 112 om drab på statsoverhovedet indgår en minimumstrafferamme på fængsel i 6 år. Efter § 146, stk. 2, er minimumstrafferammen i tilfælde af uretfærdighed ved udøvelse af domsmyndighed, når velfærds fortabelse er indtrådt eller har været tilsigtet, fængsel i 3 år. Frihedsberøvelse begået for vindings skyld eller med visse særligt alvorlige følger straffes efter § 261, stk. 2, med som minimum fængsel i 1 år. Af en henvisning til den pågældende bestemmelse i § 215 følger, at unddragelse af børn fra forældremyndighed mv. straffes på samme måde, dvs. med som minimum fængsel i 1 år. De nævnte bestemmelser med forhøjede minima kan i skematisk form gengives således:
 
 
Forhøjede minima Findes i §§
1 år 261, stk. 2, 215, jf. 261, stk. 2
3 år 146, stk. 2
5 år 237
6 år 112

2.1.2. Tidligere indeholdt § 239 om drab efter begæring og § 251 om uforsvarlig omgang ved bar-nefødsel forhøjede minima for hæftestraf, idet bestemmelserne foreskrev straf af hæfte i ”ikke under 60 dage”. Disse minima udgik ved afskaffelsen af hæftestraffen, så strafferammen nu er henholdsvis ”fængsel indtil 3 år” og ”fængsel indtil 1 år”, sml. § 1, nr. 45 og 46, i lov nr. 433 af 31. maj 2000 om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. (Ændringer som følge af straffuldbyrdelsesloven, afskaffelse af hæftestraffen og prøveløsladelse af livstidsdømte mv.)

Straffeloven har også indeholdt andre – nu ophævede – forhøjede strafminima. Det gælder – idet der henvises til Straffelovrådets redegørelse i 1987-betænkningen s. 72 – den tidligere bestemmelse i § 123 om flere indsattes aftale om undvigelse i fællesskab (6 måneder, ændret i 1961, § 123 i den dagældende affattelse helt ophævet i 1973), § 158 om falsk forklaring for retten (3 måneder, ændret i 1961), § 164, stk. 3, om falsk anmeldelse, der har medført velfærds fortabelse (2 år, ændret i 1967), § 180 om kvalificeret brandstiftelse (4 år, ændret i 1981), § 183, stk. 1 og 2, om farlig sprængning (6 måneder og 4 år, ændret i 1981), § 210 om incest (6 måneder og 1 år, ændret i 1961), § 216 om voldtægt (1 år, ændret i 1967), § 218 om samleje med sindssyg eller åndssvag person mv. (tidligere § 217, 3 måneder og 1 år, ændret i 1965) og § 288 om røveri (6 måneder, ændret i 1981). Hertil kommer § 246, der tidligere foreskrev en minimumstraf på fængsel i 1 år for forsætlig grov legemsbeskadigelse. Dette minimum ophævedes som led i nyskrivningen af voldsbestemmelserne, der skete på grundlag af 1987-betænkningen, sml. lov nr. 272 af 3. maj 1989 om ændring af borgerlig straffelov (Vold og børnepornografi).

2.1.3. Som det fremgår af oversigten i pkt. 2.4.2 i kapitel 2 om strafferammesystemet, er straffelo-vens minimumstraffe i en række tilfælde fængsel i 7 dage svarende til fængselsstraffens faste mini-mum. I disse tilfælde kan der som udgangspunkt ikke idømmes bøde, medmindre der foreligger omstændigheder, som giver grundlag for at bringe de særlige strafnedsættelsesgrunde i straffelovens §§ 84 og 85 i anvendelse. I det overvejende antal tilfælde er minimumstrafferammen ”bøde”, hvilket muliggør, at straffen kan fastsættes til en bøde inden for den berørte bestemmelses strafferamme, så der ikke bliver spørgsmål om anvendelse af §§ 84 og 85. Der kan på den baggrund rejses spørgsmål om, hvorvidt bøde burde gøres til minimumstraf ved alle lovovertrædelser, sml. afsnit 6 nedenfor.
2.1.4. Spørgsmålet om anvendelse af strafminima har i de senere år fået en tiltagende bevågenhed i Folketinget. Initiativer med henblik på indførelse af minimumstrafferammer har navnlig været rettet mod straffelovens voldsbestemmelser eller bestemmelser, hvori vold indgår i gerningsbeskrivelsen. Det er kendetegnende for disse initiativer, at de er udsprunget af et ønske om en skærpelse af dom-stolenes strafudmåling. Bl.a. fremsatte medlemmer af CD den 12. oktober 2000 forslag til folke-tingsbeslutning om indførelse af minimumstraf i sager, hvor vold eller anden tvangsmæssig krænkelse af det menneskelige legeme indgår i gerningsindholdet, sml. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, s 1549:

”Forslagsstillerne anerkender, at straf primært skal virke præventivt, og at skærpede fri-hedsstraffe ikke nødvendigvis gør nogen til bedre mennesker. Derfor vil forslagsstillerne også sideløbende arbejde for, at der iværksættes nogle bedre tilbud af resocialiserende art til personer idømt frihedsstraf. Imidlertid er det meget vigtigt, at der i befolkningen er en almen accept af den måde, hvorpå samfundet håndterer de personer, som forbryder sig mod de gældende regler. Med andre ord vejer hensynet til den almindelige retsfølelse efter forslagsstillernes opfattelse tungt. Forslagsstillerne er ikke overbeviste om, at det hensyn varetages tilstrækkeligt ved domstolenes nuværende praksis i strafudmålingen i forbindelse med eksempelvis voldsforbrydelser eller i voldtægtssager.

Der skal derfor ikke være tvivl om, at omdrejningspunktet for dette initiativ har været straffelovens bestemmelser i §§ 244-246 om vold og § 216 om voldtægt, hvor forslags-stillerne særligt ser et påtrængende behov for at få fastsat en minimumsfrihedsstraf som udgangspunkt for domstolenes strafudmåling.

Forslagsstillerne anbefaler frihedsstraf i mindst 21 dage, for så vidt angår den simple vold, idet det eksplicit kunne anføres, at straffen under særligt formildende omstændig-heder kan være bøde. Med hensyn til § 245 bør frihedsstraffen ikke være mindre end 2 måneder og i relation til straffelovens § 246 fængsel i ikke mindre end 1 år. Disse anbe-falinger er overensstemmende med CD’s lovforslag fra 1992. Også i relation til voldtægt i § 216 synes et relevant udgangspunkt at være ikke under 1 års fængsel.

For at imødegå den tidligere omtalte disharmoni i relation til andre bestemmelser i straf-feloven foreslås det videre, at regeringen tager samtlige bestemmelser i straffeloven, hvori indgår vold, trussel om vold eller anden tvangsmæssig krænkelse af det menneskelige legeme op til overvejelse med henblik på fastsættelse af nye strafminima.

Det bør af lovforslaget klart fremgå, at der med indførelse af disse strafminima tilsigtes en ændring af gældende retstilstand, hvorfor domstolene som udgangspunkt vil være bundet af idømmelse af en ubetinget frihedsstraf uden hensyntagen til hidtidig praksis. Det er dog ikke hensigten, at domstolene skal være afskåret fra at anvende betinget straf eller kombinationsdomme, ligesom det i sagens natur fortsat skal være muligt for dom-stolene at fastsætte en straf under det fastsatte minimum, når betingelserne i straffelo-vens §§ 84 og 85 er opfyldt, eksempelvis når gerningsmanden er under 18 år.”

Der blev ikke afgivet betænkning over forslaget, og forslaget bortfaldt ved udgangen af folketings-samlingen 2000-01.

2.2. Strafmaksimum

2.2.1. De maksima, der fremgår af straffeloven, viser en meget stor variation med hensyn til de straffe, som forskellige lovovertrædelser kan medføre. Om de hovedhensyn, der anføres som led i begrundelsen for valget af strafmaksimum, kan henvises til kapitel 2 om strafferammesystemet, afsnit 3, med gennemgang af ændringer af bestemmelser i straffelovens særlige del de sidste 25 år. Som det fremgår, er valget af strafferamme i hovedsagen bestemt af en vurdering af forbrydelsens grovhed, herunder dens farlighed. Denne vurdering er i vidt omfang bestemt af en juridisk og lov-givningsmæssig tradition. Det må antages, at der i lovgivningsarbejdet gennemgående har været ønske om, at strafmaksima afspejler den i samfundet rådende vurdering af de forskellige forbrydelsers grovhed. Undertiden indgår i valg af strafmaksimum mere eller mindre velunderbyggede forestillinger om, at straffe af en vis størrelse kan være nødvendige af generalpræventive hensyn eller med henblik på at sikre samfundet mod lovovertræderen under en tilstrækkelig langvarig frihedsberøvelse.

2.2.2. En nærmere gennemgang af strafferammerne i straffelovens særlige del synes at vise, at i hvert fald følgende kriterier indvirker på fastlæggelsen af strafmaksimum: lovovertrædelsens grovhed, gerningsmandens og forurettedes person samt tilregnelsens art (forsæt eller uagtsomhed). Straffelovrådet har til brug ved sine overvejelser om strafferammers minimum og maksimum i afsnit 6 opstillet en oversigt baseret på det angrebne retsgode.

2.2.2.1. Hensynet til lovovertrædelsens grovhed afspejles på flere måder. Således er der skærpede strafferammer i tilfælde af livsfare, velfærdstab, betydelig skade og lignende. Sml. § 114 om terro-risme, hvorefter strafferammen er fængsel indtil på livstid for den, der begår en række nærmere opregnede handlinger med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en handling eller at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller sam-fundsmæssige strukturer, når handlingen i kraft af sin karakter eller den sammenhæng, hvori den begås, kan tilføje et land eller en international organisation alvorlig skade. Der kan også henvises til § 102, stk. 3, hvorefter straffen kan stige fra fængsel indtil 16 år til fængsel på livstid i tilfælde af angiveri mv. begået under sådanne omstændigheder, at gerningsmanden har indset, at nogen derved blev udsat for overhængende fare for at miste livet, lide alvorlig skade på legeme eller helbred, blive ført ud af landet eller berøvet friheden i længere tid, eller når overtrædelse af §§ 245, 246 eller 250 er begået for derved at fremtvinge forklaring eller tilståelse eller i øvrigt som led i mishandling af fanger. Begår nogen, der har domsmyndighed, eller hvem der tilkommer offentlig myndighed til at træffe afgørelse i retsforhold, der vedrører private, uretfærdighed ved sagens afgørelse eller behandling, straffes den pågældende med fængsel indtil 6 år, jf. § 146, stk. 1. Har handlingen medført velfærds fortabelse for nogen, eller har sådan været tilsigtet, er straffen fængsel fra 3 til 16 år, jf. § 146, stk. 2.

Endvidere kan henvises til § 181 sammenholdt med § 180. Efter § 181 er straffen for den, der for-volder ildebrand på fremmed ejendom mv., som udgangspunkt fængsel indtil 6 år, idet straffen under særligt skærpende omstændigheder kan stige til fængsel i 10 år. Sætter nogen ild til egen eller fremmed ejendom under sådanne omstændigheder, at den pågældende indser, at andres liv derved udsættes for overhængende fare, eller det sker med forsæt til at volde omfattende ødelæggelse af fremmed ejendom eller til at befordre oprør, plyndring eller anden sådan forstyrrelse af samfunds-ordenen, er straffen fængsel indtil på livstid, jf. § 180. Efter § 191, stk. 1, 1. pkt., er straffen fængsel indtil 6 år bl.a. for den, der i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer til et større antal per-soner eller under andre særligt skærpende omstændigheder overdrager euforiserende stoffer. Angår overdragelsen en betydelig mængde særligt farligt eller skadeligt stof, eller har overdragelsen af et sådant stof i øvrigt haft en særligt farlig karakter, kan straffen stige til fængsel i 10 år, jf. samme bestemmelses 2. pkt. Efter § 191, stk. 2, straffes på samme måde den, der i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer indfører, udfører, køber, udleverer, modtager, fremstiller, forarbejder eller besidder sådanne stoffer med forsæt til at overdrage dem som nævnt i stk. 1.

Som andre eksempler kan nævnes § 216, stk. 2, §§ 245-246, § 250 og § 261, stk. 2. Efter § 216, stk. 2, kan straffen for voldtægt stige fra 8 til 12 års fængsel, hvis voldtægten har haft en særlig farlig karakter, eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder. §§ 245-246 indebærer, at straffen for vold, der efter § 244 normalt er bøde eller fængsel indtil 3 år, er fængsel indtil 6 år i tilfælde af legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter mv. og kan stige til fængsel i 10 år, såfremt det har været af en så grov beskaffenhed eller haft så alvorlige skader eller døden til følge, at der foreligger særdeles skærpende omstændigheder. Efter § 250, der kriminaliserer hensættelse mv. af en person i hjælpeløs tilstand, kan straffen stige fra ”fængsel” – det vil på grund af bestemmelsens uhensigtsmæssige udformning sige fængsel i 7 år 11 måneder – til fængsel indtil 8 år, når handlingen har medført døden eller grov legemsbeskadigelse, eller der i øvrigt foreligger skærpende omstændigheder. Endelig fremgår af § 261, stk. 2, at straffen for ulovlig frihedsberøvelse, der som udgangspunkt er fængsel indtil 4 år, jf. 1. stk., er fængsel fra 1 til 12 år, bl.a. når frihedsberøvelsen har været langvarig eller har bestået i, at nogen uberettiget holdes i forvaring som sindssyg eller mentalt retarderet eller bringes i fremmed krigstjeneste eller i fangenskab eller anden afhængighed i fremmed land.

Herudover kan peges på § 286, § 288, stk. 2, § 290 og § 291, stk. 2, der for en række berigelsesfor-brydelser mv. fastsætter skærpet straf i visse tilfælde. Således fremgår af § 286, stk. 1, at straffen for tyveri, der efter § 285, stk. 1, som udgangspunkt er fængsel indtil 1 år og 6 måneder, kan stige til fængsel i 4 år, når tyveriet er af særlig grov beskaffenhed, f.eks. på grund af den måde, hvorpå det er udført, eller fordi det er udført af flere i forening eller under medtagelse af våben eller andet farligt redskab eller middel, eller på grund af de stjålne genstandes betydelige værdi eller de forhold, under hvilke de befandt sig, såvel som når tyverier er begået i større antal. Efter bestemmelsens stk. 2 kan straffen for underslæb, bedrageri, databedrageri, mandatsvig og skyldnersvig, der efter § 285, stk. 1, normalt straffes med fængsel indtil 1 år og 6 måneder, stige til fængsel i 8 år, når forbrydelsen er af særlig grov beskaffenhed, eller når et større antal forbrydelser er begået. Under tilsvarende omstændigheder kan straffen for afpresning og åger stige fra normalstraffen på fængsel indtil 1 år og 6 måneder til fængsel i 6 år, jf. § 286, stk. 3, sammenholdt med § 285, stk. 1. Efter § 288, stk. 2, kan straffen for røveri, der efter stk. 1 som udgangspunkt er fængsel indtil 6 år, stige til fængsel i 10 år, hvis røveriet har haft en særligt farlig karakter, eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder. Hæleri har en normalstrafferamme på bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, sml. § 290, stk. 1, men strafmaksimum skærpes i stk. 2 til fængsel indtil 6 år, når hæleriet er af sær-lig grov beskaffenhed eller har været erhvervsmæssigt. Endelig er det i § 291, stk. 2, fastsat, at straf-fen kan stige fra bøde eller fængsel indtil 1 år til fængsel indtil 4 år, når der udøves hærværk af be-tydeligt omfang, eller gerningsmanden tidligere er fundet skyldig efter § 291 eller efter §§ 180, 181, 183, stk. 1 og 2, 184, stk. 1, 193 eller 194.

Hensynet til lovovertrædelsens grovhed genfindes også i følgende bestemmelser, der fastsætter strengere straf ved vindingsmotiv og lignende. Efter § 152, stk. 2, kan straffen for den, som virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, og som uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger, hvortil den pågældende i den forbindelse har fået kendskab, stige fra bøde eller fængsel indtil 6 måneder til fængsel indtil 2 år, hvis forholdet er begået med forsæt til at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder. I § 155, der kriminaliserer visse former for misbrug af offentlig tjeneste eller hverv til at krænke privates eller det offentliges ret, kan straffen stige fra bøde eller fængsel indtil 4 måneder til fængsel indtil 2 år, såfremt forholdet er sket for at skaffe gerningsmanden eller andre uberettiget fordel. Efter § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., kan straffen for den, der i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer indfører, udfører, køber, udleverer, modtager, fremstiller, forarbejder eller besidder sådanne stoffer, stige fra fængsel indtil 6 år til fængsel i 10 år, bl.a. når forholdet er begået med forsæt til at overdrage dem mod betydeligt vederlag. Efter § 240 skærpes straffen for den, der medvirker til, at nogen berøver sig selv livet, fra bøde eller fængsel indtil 4 måneder til fængsel indtil 3 år, hvis handlingen er foretaget af egennyttige bevæggrunde. Endelig fremgår af § 261, stk. 2, at straffen for ulovlig frihedsberøvelse stiger fra fængsel indtil 4 år til fængsel fra 1 til 12 år, bl.a. når frihedsberøvelsen er sket for vindings skyld.

Omvendt er der fastsat et lavere maksimum for lovovertrædelser af mindre betydning eller uden følger samt ved håndhævelse af ret, jf. eksempelvis § 158, stk. 3, hvorefter straffen for falsk forkla-ring for retten kan gå ned fra fængsel indtil 4 år til bøde, når det falske udsagn alene angår noget, som er uden betydning for det forhold, der søges oplyst. Endvidere kan henvises til § 172, stk. 2, hvorefter straffen for dokumentfalsk, der er fængsel og under visse betingelser kan stige til fængsel i 8 år, jf. stk. 1, er bøde eller fængsel indtil 1 år, når dokumentet efter sin beskaffenhed eller for-falskningen eller det, som derved søges opnået, er af underordnet betydning, eller når den skyldige ikke har tilsigtet at påføre andre nogen skade, såsom når øjemedet alene har været at gennemføre et berettiget eller at afværge et uberettiget krav. På linie hermed er § 179, 2. pkt., hvorefter straffen for visse former for mærkefalsk, der normalt straffes med fængsel indtil 3 år, er bøde eller fængsel indtil 4 måneder, såfremt forholdet er begået for at hævde et berettiget eller afværge et uberettiget krav.

Som andre eksempler kan nævnes §§ 238, 251 og 287. Efter § 238 kan straf af fængsel indtil 4 år for en moder, der dræber sit barn under eller straks efter fødslen, bortfalde, hvis forbrydelsen ikke er fuldbyrdet, og handlingen ikke har påført barnet skade. Efter § 251, 1. pkt., straffes en kvinde, der ved sin barnefødsel på uforvarlig måde udsætter barnet for alvorlig fare, som udgangspunkt med fængsel indtil 1 år. Lever barnet uden at have taget skade, åbner § 251, 2. pkt., mulighed for at lade straffen nedsætte eller bortfalde. Endelig er i § 287, stk. 1, fastsat, at straffen for de §§ 276-283 nævnte berigelsesforbrydelser, der normalt straffes med fængsel indtil 1 år og 6 måneder, jf. § 285, stk. 1, er bøde, når forbrydelsen er af mindre strafværdighed på grund af de omstændigheder, hvor-under handlingen er begået, de tilvendte genstandes eller det lidte formuetabs ringe betydning eller af andre grunde. Under i øvrigt formildende omstændigheder kan straffen bortfalde.

2.2.2.2. Hensynet til oplysninger om gerningsmanden eller forurettede indvirker ved visse lovover-trædelser på strafferammens maksimum. Der sigtes navnlig til lovovertrædelser, som begås af eller over for personer i særlige stillinger, f.eks. lovovertrædelser der begås af eller over for personer under udøvelse af offentlig tjeneste eller hverv. Til illustration kan nævnes § 119, stk. 1, hvorefter straffen bl.a. for den, som ved vold eller trussel om vold overfalder nogen, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv, under udførelsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af samme som udgangspunkt straffes med fængsel indtil 6 år.

2.2.2.3. Inden for straffelovens område er lovovertrædelser i almindelighed kun kriminaliserede, når de er begået med forsæt, jf. straffelovens § 19, 1. pkt. Når uagtsomme (eventuelt groft uagtsomme) overtrædelser af straffeloven er kriminaliserede, er der i et vist omfang fastsat særlige – lavere – strafmaksima for dem. Strafferammens maksimum i disse tilfælde kan efter udeladelse af delikter, hvor uagtsomhed ikke er kriminaliseret, med en vis forenkling gengives således:
 

Strafferammens maksimum    
Ved forsæt Ved uagtsomhed Findes i §§
Livstid 8 år
2 år
237/241
180/182, 183
16 år 3 år 110
12 år 3 år
1 år
Mindre
109, 166/168
261/262
222/226
10 år 8 år
[2 år; særlov]
1 år
246/249
191
186, 187
8 år [2 år; særlov]
6 mdr.
125 a
279/300 a
6 år 1 år
6 mdr.
4 mdr.
208
192, 290/303
184, 188, 189
4 år Mindre
[2 år; særlove]
4 mdr.
218/226
196, 289
158/160, 193
3 år 3 år
4 mdr.
110 a, 110 c
103
1 år 4 mdr. 302
6 mdr. 6 mdr. 138
4 mdr. 4 mdr. 157
3 mdr. 3 mdr. 254
Bøde Bøde 132

3. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

3.1. Spørgsmålet om, hvorvidt forhøjede minima bør indgå som bestanddel af strafferammesystemet, var genstand for udførlige overvejelser i Straffelovrådet, da rådet afgav betænkningen om strafferammer og prøveløsladelse. Som grundlag for rådets overvejelser indeholdt betænkningen en redegørelse for udviklingen i det lovforberedende arbejde siden 1949, sml. s. 72-73:

”Siden 1949 har der i det lovforberedende arbejde gentagne gange været rejst kritik af bestemmelser om forhøjede minima i strafferammer. Som det fremgår af oplysningerne ovenfor [dvs. de oplysninger, som i denne betænkning er anført under pkt. 2.1.2 ovf.], har dette synspunkt i en række tilfælde fået tilslutning fra lovgivningsmagten. For så vidt angår de få bestemmelser om forhøjede minima, der endnu gælder, har spørgsmålet om en ændring endnu ikke været forelagt folketinget. Disse bestemmelser omtales nedenfor. Med hensyn til tidligere fremsatte udtalelser om strafminima skal oplyses følgende.

I en betænkning af 1949 fremsattes forslag til ændring af straffelovens bestemmelser om statsforbrydelser m.v. Dette førte til en lovrevision, navnlig af straffelovens kapitler 12 og 13, ved lov nr. 225 af 7. juni 1952. I udvalgsbetænkningen fremhævedes, at det allerede da var straffelovens hovedprincip ikke at foreskrive et højere strafminimum end fængselsstraffens faste minimum på 30 dage. Dette princip fandt man det også rigtigt at lægge til grund ved affattelsen af bestemmelserne om statsforbrydelser m.v. Det var ud-valgets opfattelse, ”at der selv ved forbrydelser, der typisk er af en sådan grovhed, at en længere fængselsstraf bør være forskyldt, ikke bør foreskrives højere mindstestraf end fængsel i 30 dage” (s. 13).

I udvalgets forslag blev alene gjort undtagelse herfra med hensyn til § 112 om drab på statsoverhovedet, og heri blev der ikke gjort nogen forandring ved lovrevisionens ved-tagelse i 1952. Som foran nævnt er § 112 et af de få nugældende eksempler på forhøjet strafminimum.

I 1953 anmodede justitsministeriet straffelovskommissionen om en udtalelse om, hvor-vidt der uden for kapitlerne 12 og 13 burde søges gennemført en ændring af de bestem-melser, der indeholdt et højere minimum end lovens faste minimum.

I sin svarskrivelse af 13. oktober 1953 opregnede straffelovskommissionen de dengang gældende bestemmelser om særlige strafminima …

Et flertal i straffelovskommissionen (6 medlemmer) fandt det forsvarligt at slette de særlige strafminima i alle bestemmelserne. I flertallets udtalelse hedder det:

”Der er ingen grund til at tro, at de forhøjede minima har nogen selvstændig general-præventiv værdi, og spørgsmålet er derfor alene, om de bidrager til en hensigtsmæssig udmåling af straffene i de enkelte tilfælde. Ved de fleste af de forbrydelser, som der er tale om, ligger det praktiske strafniveau klart over minimum, og flertallet antager, at denne strafudmåling i så høj grad er bestemt af en tradition og af et skøn over forbrydel-sernes grovhed, at lovens mindstestraf i denne forbindelse er uden nævneværdig betyd-ning. Skulle der undtagelsesvis være trang til at udmåle en noget lavere straf, vil det være en fordel, at loven ikke sætter nogen hindring herfor”.

Flertallet tilføjede, at der havde været nogen stemning for at gøre en undtagelse med hensyn til 5 års minimum i § 237 om forsætligt drab, men kun et medlem inden for flertallet fandt tilstrækkelig anledning til at foreslå en sådan særregel.

Et mindretal (3 medlemmer) udtalte om nogle bestemmelser, at man kunne anbefale en ændring, og om andre bestemmelser, at man ikke havde noget at indvende imod en ændring. Derimod kunne mindretallet ikke tiltræde, at de forhøjede minima blev slettet i §§ 180, 181, 183, 216, 237, 246 og 288.

Bortset fra § 237 og § 246 er det forhøjede minimum senere slettet i de bestemmelser, med hensyn til hvilke mindretallet udtalte sig imod denne ændring.

Alle de lovændringer, ved hvilke der efter 1961 er sket bortfald af forhøjede strafminima, har haft støtte i udtalelser fra straffelovrådet ...”

Om Straffelovrådets indstilling til anvendelsen af forhøjede minima anførtes herefter bl.a. følgende, idet der herved bortses fra de spørgsmål, som knytter sig til militær straffelov, jf. anf. st. s. 74-75:

”Straffelovrådet kan i det væsentlige slutte sig til den foran citerede udtalelse af 1953 fra et flertal i den danske straffelovskommission. Det kommer efter straffelovrådets op-fattelse næppe på tale at indføre nye forhøjede minima for fængselsstraf. Straffelovs-kommissionens flertal forudsatte i sin tid, at fængselsstraffens faste minimum ville være 30 dage. Som tidligere nævnt foreslår straffelovrådet denne grænse nedsat til 7 dage [som led i rådets nu gennemførte forslag om afskaffelse af hæftestraffen], men denne ændring taler næppe på noget område for indførelse af et særligt minimum på 30 dage.

De gældende bestemmelser om forhøjede minima er blevet reduceret til et så lille antal, at der ikke er grund til at gå i enkeltheder med hensyn til principielle synspunkter. Rådet vil i det følgende begrænse sig til nogle korte bemærkninger om de gældende bestem-melser.

De forhøjede minima i § 146, stk. 2, § 215 ... og § 261, stk. 2, bør ophæves ...

Om § 237 bemærkes følgende:

Det er næppe et spørgsmål af større praktisk vigtighed, om der for forsætligt drab skal opretholdes en minimumsstraf på 5 års fængsel, eller bestemmelsen herom skal fjernes. I retspraksis ligger straffen for drab normalt væsentligt over 5 år. Det forekommer på den anden side ikke så sjældent, at spørgsmålet om anvendelse af strafnedsættelsesreglen i § 85 rejses og besvares bekræftende i drabssager. Dette medfører, at forbrydelsens strafferamme i det konkrete tilfælde bliver bøde, hæfte eller fængsel. Anvendelsen af § 85 vil i nogle tilfælde begrunde, at der idømmes en lavere straf på et niveau af 5-8 års fængsel eller et lidt højere niveau, og i enkelte tilfælde er der med støtte i § 85 sket egentlig strafnedsættelse i den forstand, at der er fastsat en fængselsstraf under 5 års mi-nimum i § 237... Det er ikke sandsynligt, at bedømmelsen af drabshandlinger ville ændre sig, eller at der ville opstå en større usikkerhed om strafudmålingen for drab under formildende omstændigheder, hvis det særlige minimum udgik af § 237.

Hvis man fjernede 5 års minimum i § 237 (og tillige 6 års minimum i § 112), ville man altså helt konsekvent have gennemført det princip, at fængselsstraffens faste minimum finder anvendelse i alle fængselsrammer, hvad enten det drejer sig om grove eller mindre grove forbrydelser. Det kunne på den anden side næppe betegnes som nogen uforsvarlig eller ulogisk tilstand, om § 237 og § 112 som de eneste bestemmelser indeholdt forhøjede strafminima.

I forbindelse med de omtalte straffelovsbestemmelser skal det nævnes, at lov nr. 132 af 29. april 1955 om straf for folkedrab indeholder strafferammen fængsel på livstid eller i højst 16 år uden noget forhøjet minimum ...

Det er straffelovrådets konklusion, at man kan ophæve de forhøjede minima for fæng-selsstraf i alle de nævnte straffelovsbestemmelser …”

3.2. Om fastsættelse af strafmaksimum fremgår af betænkningen, at der i Straffelovrådet var enighed om, at maksimumstrafferammer bør afpasses, så de så vidt muligt afspejler det niveau, der kan forventes at blive behov for i praksis, sml. s. 92 og 93:

”… Straffelovrådet har ikke haft mulighed for at foretage en grundig gennemgang af principperne for valg af strafmaksima og af den faktiske strafudmåling inden for lovens rammer. Rådet har for en stor del måttet henholde sig til de vurderinger af forholdet mellem gerningstyperne, som har fundet udtryk i straffeloven. Med udgangspunkt i de gældende regler har man navnlig drøftet, om der er mulighed for at foreslå nedsættelser af strafmaksima for de enkelte forbrydelser. I et mindre antal tilfælde har der været grund til at rejse spørgsmål om en forhøjelse af maksima ...

Det er ønskeligt at undgå strafmaksima, der ligger væsentligt over det, som man med rimelighed kan vente at få brug for i udmålingspraksis. Det må siges at høre til den lov-givningsmæssige tradition, at strafmaksimum ofte placeres således, at der kun sjældent ventes at ville blive tale om at udmåle straf inden for den øvre del – en trediedel, halv-delen eller endog to trediedele – af strafferammen. Det er i almindelighed velbegrundet at fastsætte strafmaksimum således, at der er ”luft” mellem normalniveauet for straffe og strafferammens maksimum. Det gælder navnlig på områder, hvor man let kan forestille sig forbrydelser af en særlig grovhed, selvom man endnu ikke er stødt på dem i praksis. Det vil blive særskilt fremhævet ... at strafmaksima skal tage hensyn til tilfælde af gentagen kriminalitet ... og ... nævnes ligeledes det spørgsmål om skærpet straf, der kan foreligge i tilfælde, hvor en person ved samme dom dømmes for flere forbrydelser. Straffelovrådet finder dog ikke desto mindre, at mange strafmaksima – navnlig af ældre dato – med fordel kan sættes ned.”

4. Fremmed ret

4.1. Norge

4.1.1. Forhøjede minimumsstrafferammer indgik tidligere i et vist omfang i norsk straffelov. Norsk lovgivningspraksis er i de senere år gået i retning af at afskaffe forhøjede minimumsstrafferammer. Det skal bl.a. ses i lyset af overvejelser i Straffelovkommisjonen, sml. NOU 1983: 57 Straffelov-givningen under omformning (delutredning I) s. 238-39:

”Som nevnt er det ikke mange straffebud som fastsetter en særskilt minstestraff som er høyere enn lovens alminnelige minimum på 21 dager. Tendensen har også gått i retning av å oppheve slike minstestraffer. For eksempel ble et stort antall minstestraffer for se-delighetsforbrytelser tatt bort i 1963, og i 1972 fjernet man bestemmelsene om 2 års fengsel som minstestraff for bl a visse tilfeller av fjerde gangs domfellelse for grovt ty-veri. Straffelovrådet har nå foreslått å oppheve minstestraffen på 6 måneders fengsel for ran, se NOU 1982:25 Narkotikalovbrudd, ran og heleri [hvilket nu er gennemført].

Bakgrunnen for denne utviklingen er bl a at særskilte minstestraffer i enkelte tilfeller har tvunget domstolene til å avsi strengere straff enn de har funnet rimelig. Minstestraffer har også hatt andre uheldige sidevirkninger. Blant annet har det forekommet at dom-stolene har ført forholdet inn under mildere straffebud enn det juridisk riktige, eller fri-funnet på tvilsomt grunnlag, for å unngå å måtte sette en for streng straff …

Etter Straffelovkommisjonens syn bør det vurderes å oppheve enkelte av lovens sær-skilte minstestraffer. Bare ved spesielt alvorlige forbrytelser – f eks voldtekt, forsettlig drap og de groveste narkotikaforbrytelser – kan det være grunn til å understreke forbry-telsens grovhet ved å sette en minstestraff. Dette syn er i tråd med tendensen i nyere lovgivning til å gi domstolene økt frihet ved straffutmålingen. Det er dessuten i samsvar med det syn man fra dansk, svensk og norsk side har gjort gjeldende i Den nordiske strafferettskomite under arbeidet med utredningen om straffutmåling. I Finland er opp-fatningen en annen …”

4.1.2. Som det fremgår, var der i NOU 1983: 57 enighed om, at det er ønskeligt, at domstolene gives størst mulig frihed ved strafudmålingen. Der var som følge heraf også enighed om, at bestemmelser med forhøjede strafminima som udgangspunkt burde ophæves. Bestemmelser med forhøjede strafminima kunne ikke helt undværes, men burde forbeholdes særligt alvorlige forbrydelser som f.eks. voldtægt og forsætlig drab samt de groveste narkotikaforbrydelser. NOU 2002: 4 Ny straffe-lov er som udgangspunkt på linie hermed, sml. betænkningen, s. 150-51. Som det fremgår nedenfor, har der ikke kunnet opnås enighed om, hvilke bestemmelser i norsk straffelov der fortsat bør have forhøjede strafminima. Det skal haves for øje, at norsk straffelov indeholder betydeligt flere be-stemmelser med forhøjede strafminima end den danske straffelov, sml. betænkningen s. 150. End-videre bemærkes, at bestemmelserne i norsk straffelovs kapitel 8 om forbrydelser mod statens selv-stændighed og sikkerhed ikke indgår i nedenstående overvejelser, idet Straffelovkommisjonen af andre grunde har besluttet at udskyde en revision af disse bestemmelser (sml. s. 282):

”Den nåværende kommisjon er enig i at det er uheldig å legge opp til en lovregulering som kan komme til å tvinge aktørene i rettsapparatet til å måtte velge mellom å fatte av-gjørelser de selv finner urimelige eller å unngå dette med juridisk tvilsomme løsninger ...

Kommisjonen foreslår etter dette å oppheve de fleste av dagens minstestraffer. Et fler-tall, lederen Høgetveit og medlemmene Coward og Fossgard, går imidlertid inn for å videreføre minstestraff i tre bestemmelser. I utk §§ 27-5 og 27-6 om vanlig og grovt drap foreslås 6 års fengsel som minstestraff ... I § 28-6 om grov seksuell omgang med barn under 14 år foreslås det en minstestraff på 2 år ... Flertallet mener minstestraff er en nødvendig verdimarkering i forhold til disse lovbruddene. Bestemmelsene retter seg mot straffelovens mest alvorlige krenkelser av liv og legeme, i den forstand at slike overtredelser alltid vil være svært alvorlige. Enkelte andre bestemmelser har en like høy eller høyere øvre strafferamme, men disse retter seg gjennomgående mot handlinger som har et større spenn i straffvertighet, slik som utk § 27-4 om grov legemsskade og § 28-2 om grov voldtekt. I utkastet finnes det også bestemmelser med høy øvre strafferamme som har vært anvendt så sjelden at man ikke har tilstrekkelig erfaring til å fastsette noen minstestraff. Dette gjelder blant annet utk § 18-1 om høyforræderi og § 25-15 om ulovlig befatning med plutonium og uran, og enkelte beslektede bestemmelser i de samme kapitlene. Der hvor flertallet foreslår minstestraffer, dreier det seg om overtredelser hvor den foreslåtte minstestraffen bare i helt spesielle unntakstilfeller kan tenkes å være en for streng rekasjon. Det bør derfor som hovedregel ikke være adgang til å idømme lavere straff enn den som er foreslått. Skulle det likevel dukke opp et helt ekstraordinært tilfelle hvor minstestraffen virker urimelig streng, kan det være aktuelt å anvende reglene i utk § 14-1 om fastsettning av straff under minstestraffen eller til en mildere straffart [sv. til norsk straffelovs § 56 og dansk straffelovs § 84].

Et mindretall, medlemmet Fossgard, mener at også utk § 29-5 om grov brannstiftelse og annen særlig farlig ødeleggelse bør ha en minstestraff på 2 år. Fossgard peker på at denne bestemmelsen retter seg mot handlinger som i særlig grad representerer en trussel mot liv og legeme, og viser til flertallets argumentasjon for minstestraff i utk §§ 27-5, 27-6 og 28-6. Denne argumentasjonen taler etter hennes syn for minstestraff også i utk § 29-5.

Et annet mindretall, medlemmene Hauge og Sulland, ønsker ikke å videreføre minste-straff i noe tilfelle. Mindretallet viser til den generelle begrunnelsen for å begrense bruken av minstestraffer, og mener denne har gyldighet også for de bestemmelsene hvor flertallet ønsker å videreføre minstestraff. Mindretallet er enig i at de handlingene flertallet foreslår å ramme med minstestraff, er blant straffelovens mest alvorlige. I de aller fleste tilfellene vil det være riktig å idømme en straff som er minst så streng som den minstestraffen flertallet foreslår. Etter mindretallets syn vil imidlertid den nødvendige markeringen av lovbruddenes alvorlighet skje ved fastsettelse av en høy maksimumsstraff. Det er dessuten grunn til å ha tillit til at domstolene vil idømme en tilstrekkelig streng straff for de aktuelle overtredelsene uten at loven tvinger til et slikt resultat. Mindretallet mener det er vanskelig å forutse alle relevante omstendigheter også i forhold til de handlingene flertallet vil ramme med minstestraff. Adgangen til å ta hensyn til det mangfoldet av omstendigheter som gjør seg gjeldende i det praktiske rettslivet, sikres først hvis man ikke har tvingende minstestraffer.

Mindretallet legger også vekt på at minstestraff i de få tilfellene som er foreslått, skaper et uheldigt avvik i strafferammesystemet. Hvis strafferammesystemet først opererer med minstestraffer, kan det virke tilfeldig at ikke andre svært alvorlige lovbrudd med høy strafferamme gis en minstestraff. Også andre straffebud i straffeloven enn de flertallet vil ha minstestraff for, retter seg mot handlinger som antakelig sjelden eller aldri vil være mindre alvorlige. Det er ikke grunn til å gå inn på hvilke bestemmelser dette kan gjelde, da det etter mindretallets syn nettopp er et poeng at det er meget vanskelig å si hvilke formildende omstendigheter som kan tenkes i forhold til ulike lovbruddstyper. At loven i det hele tatt har bestemmelser om minstestraff, vil kunne lede til at det skapes et press i retning av å bruke minstestraff som verdimarkering også for andre alvorlige lovbrudd, noe som etter mindretallets syn er uheldig.”

4.1.3. Et væsentligt element i udkastet til ny straffelov i NOU 2002: 4 er den foreslåede forenkling af de nuværende strafferammer. Straffelovkommisjonens overvejelser og forslag er beskrevet i be-tænkningen s. 145 ff. Forslaget går i hovedsagen ud på følgende, hvorved bemærkes, at norsk straf-felov ikke har straf af fængsel på livstid, men et tidsbestemt maksimum på 21 år (sml. § 17):

”En slik fingradering av strafferammene som man har i dagens straffelov [16 forskellige fængselsmaksima], gir inntrykk av en urealistisk høy presisjon i de generelle straffver-dighetsvurderingene som strafferammene kan sees som et resultat av. Kommisjonen mener man kan klare seg med betydelig færre sett av strafferammer uten at man mister muligheten til å fastsette en passende straffetrussel for ulike lovovertredelser. Færre sett av strafferammer innebærer at strafferammesystemet blir mer oversiktlig, noe som er en klar fordel i forhold til strafferammenes lovtekniske funksjon ...

I utkastet til en ny straffelov foreslås, ved siden av bot, følgende 8 sett av fengselsstraf-ferammer i de enkelte straffebestemmelsene:
– fengselsstraff i det lavere sjiktet (det vil si 6 måneder eller 1 år ...)
– fengsel inntil 2 år
– fengsel inntil 3 år
– fengsel inntil 6 år
– fengsel inntil 10 år
– fengsel inntil 15 år
– fengsel inntil 21 år.”

4.1.4. I forslaget indgår også, at bøde som udgangspunkt alene skal være alternativ til fængselsstraf i bestemmelser med en strafferamme på maksimalt 3 års fængsel. Om baggrunden herfor anfører Straffelovkommisjonen, at ”[s]traffebud med en høyere strafferamme ... som regel [vil] rette seg mot så alvorlige forhold at en bot alene vil være en for mild reaksjon. For noen slike straffebud kan det imidlertid være et stort spenn i straffverdigheten av de handlingene som kan tenkes subsumert under straffebudet. Dette kan gjelde for straffebud som har en høy strafferamme, men hvor grov overtredelse ikke er skilt ut som egen bestemmelse, eller for vanlig overtredelse når denne har en høy strafferamme. I forhold til slike bestemmelser må det vurderes konkret om bot skal være selvstendig straffalternativ”, sml. betænkningen s. 151. Som eksempel på forbrydelser med et stort spænd i strafværdigheden peger Straffelovkommisjonen på bestemmelserne om narkotikaforbrydelser og bordelvirksomhed o. lign. Her foreslås bøde at indgå, uagtet strafmaksimum samtidig foreslås fastsat til 10 års fængsel (sml. betænkningen s. 337).

Med udtrykket ”det lavere sjiktet” sigter Straffelovkommisjonen til områder, hvor man mener, ”strafferammen bør være bot eller fengsel i 1 år eller lavere, eventuelt bare bot. I tråd med forslaget om et mer begrenset sett av strafferammer foreslår kommisjonen at man innenfor det lavere sjiktet bare skal ha to sett fengselsstrafferammer: Fengsel i 1 år og fengsel i 6 måneder. Dette forslag er begrunnet i oppryddingshensyn. Kommisjonen mener dessuten at en mer finmasket inndeling av strafferammene i det lavere sjiktet ville gi uttrykk for en presisjon i straffverdighetsvurderingene som det ikke er grunnlag for ...”, sml. betænkningen s. 145-46. Med enkelte undtagelser er der ikke i NOU 2002: 4 sket en præcisering af de straffelovsbestemmelser, som påtænkes henført under ”det lavere sjiktet”. Straffelovkommisjonen har s. 156-57 angivet visse retningslinier for valg af straffe-ramme, herunder også med hensyn til områder, der bør henføres under ”det lavere sjiktet”. Det er fremhævet, at retningslinierne tjener som et udgangspunkt, idet de enkelte strafferammer må fast-sættes efter en konkret strafværdighedsvurdering. Straffelovkommisjonens retningslinier, der af hensyn til sammenhængen i strafferammesystemet anbefales fulgt også ved senere lovgivning, er sålydende:

”Strafferammer i det lavere sjiktet foreslår kommisjonen der den mener det er nødvendig å reagere med straff, men hvor straffverdigheten er relativt lav. Strafferammer i det lavere sjiktet er aktuelt for et stort antall ulikeartede straffebestemmelser, dels bagatell-krenkelser av vitale interesser, dels mer kvalifiserte krenkelser av interesser som ikke har behov for et sterkt strafferettslig vern. I tilfeller hvor straffen er begrunnet først og fremst med kontrollhensyn, bør strafferammen normalt være i det lavere sjiktet ...

I valget mellom 2 og 3 års strafferamme bør hensynet til at strafferammene skal være realistiske skranker for domstolene, stå sentralt. Dette gjelder generelt, men forholdet til straffutmålingsnivået bør etter kommisjonens syn være et særlig viktig veiledende mo-ment for mange praktisk viktige bestemmelser i dette strafferammeintervallet.

Blant annet for straffebud som retter seg mot rene vinningslovbrudd, og hvor udkastet skiller mellom vanlig og grov overtredelse, foreslår kommisjonen en strafferamme på fengsel i 2 år for vanlig overtredelse. For grov overtredelse av slike straffebud foreslår kommisjonen en strafferamme på fengsel i 6 år. Kommisjonen mener private og offent-lige økonomiske interesser bør ha det samme strafferettslige vernet. Vernet om økono-miske interesser er viktig fordi vår samfunnsstruktur – herunder ulike forsikrings- og velferdsordninger – er bygget opp omkring et system tuftet på privat eiendomsrett. Folks daglige trivsel og velvære avhenger derfor for en del av sikkerhet for penger og eiendom. I dagens Norge framstår imidlertid ikke de økonomiske interessene som like viktige for den enkelte som liv og legeme. 10 års strafferamme eller høyere bør derfor etter kommisjonens syn som utgangspunkt bare brukes i bestemmelser som på en eller annen måte verner om liv og legeme eller statsdannelsen – herunder rettssystemet. Liv og legeme er i seg selv vesentlige interesser, mens statsdannelsen utgjør en forutsetning for et strafferettsligt vern av alle andre interesser. Det er derfor viktig at statsdannelsen sikres gjennom et sterkt strafferettslig vern ... For alvorlige krenkelser av liv og legeme eller statsdannelsen kan 15 års strafferamme benyttes. En straffetrussel på 21 års fengsel er straffelovgivningens ytterste forsvar mot de mest destruktive angrepene på slike vitale interesser. Kommisjonen har også foreslått strafferammer på fengsel i 10 år eller høyere i en del bestemmelser som ikke direkte kan sies å verne liv og legeme eller statsdannelsen, men som verner interesser som ligger nær opp til disse. Noen eksempler på dette er utk § 20-8 om kapring, jf. strl § 151 a, § 20-11 om sabotasje mot infrastrukturen, jf. strl § 151 b, og § 24-3 om grov uriktig anklage.

For strafferammer hvor skyldkravet er uaktsomhet, vil en strafferamme i det lavere sjiktet som regel være tilstrekkelig streng. Kommisjonen mener videre man bør være forsiktig med å fastsette en høyere strafferamme enn 2 år for uaktsomme overtredelser, og at det i så fall må kreves en særskilt begrunnelse. Bare i fire bestemmelser foreslår kommisjonen en høyere strafferamme enn 2 år for uaktsom overtredelse. I utk § 29-7 om uaktsom brannstiftelse og annen særlig farlig ødeleggelse, § 27-11 om grovt uaktsom betydelig skade på legeme og helse og § 25-12 om grovt uaktsom påføring av smitte eller fare for smitte foreslås det en strafferamme på bot eller fengsel i 3 år. I utk § 27-12 om grovt uaktsomt drap foreslås det en strafferamme på fengsel i 6 år. Alle disse bestemmelsene retter seg mot handlinger som innebærer meget allvorlige krenkelser – eller fare for krenkelser – av liv og legeme, og står derfor i en særstilling med hensyn til straffverdighet.”

4.1.5. I forslaget om forenkling af strafferammesystemet indgår desuden, at brugen af generelle sidestrafferammer begrænses. Dette forslag er omtalt i denne betænknings kapitel 6 om normal- og sidestrafferammer, afsnit 6.

4.2. Sverige

4.2.1. I svensk straffelov (Brottsbalken) indgår forhøjede minimumstrafferammer i en række be-stemmelser. Straffeloven indeholder dog også bestemmelser, som efter en konkret vurdering muliggør strafudmåling under det foreskrevne minimum. Spørgsmålet om anvendelse af forhøjede minima har senest været overvejet i Fängelsestraffkommittén i betænkningen Påföljd för brott, Om straffskalor, påföljdsval, straffmätning och villkorlig frigivning mm, SOU 1986: 14, sml. s. 167-68:

”Två argument kan anföras till förmån för särskilda minimistraff. Det ena är att be-gränsning av straffskalan både uppåt och nedåt ger fastare ramar för straffmätningen och därför kan göra denna mer enhetlig. Det andra är att minimistraffet kan användas för att markera straffvärdet hos brottet.

De nuvarande särskilda minimistraffen har emellertid även nackdelar, framför allt bero-ende på att de ofta ligger på en hög nivå. De kan då medföra att domstolarna, för att undvika ett som man tycker för högt straff, nedrubricerar brottet till en lägre grad än den där det egentligen enligt straffbestämmelsen hör hemma.

De förhöjda minimistraffen får konsekvenser för straffmätningen. Som nämnts … be-stäms straffen i stor utsträckning vid eller mycket nära de särskilda minimistraffen. En förklaring härtill är att de flesta brotten av en viss typ har i stort sett samma straffvärde. Det är då naturligt att i dessa, som man skulle kunna betrakta som i detta sammanhang ”normala fall”, välja att döma ut minimistraffet. Först när brottet mera markant skiljer sig från det ”normala” anser sig domstolarna ha skäl att gå utöver det stadgade mini-mistraffet.

Att så många straff utsätts vid minimigränsen väcker misstanken att om minimum vore lägre skulle åtskilliga straff sättas under nuvarande minimum, helt oberoende av om nå-gon egentlig omvärdering av gärningarnas straffvärde skulle ske. Det är vår uppfattning att de nu gällande särskilda minimistraffen i vissa fall fungerar som spärrar mot att döma ut det straff som svarar mot gärningens straffvärde enligt nuvarande uppfattning.

Sammanfattningsvis anser vi att beträffande minimistraffen inriktningen vid straffska-leöversynen bör vara dels att särskilda minimistraff skall användas sparsamt, dels att de minimistraff som måste finnas kvar mer allmänt kan sänkas. I de fall minimistraffen ligger kvar på nuvarande nivå mätt i anstaltstid blir det fråga om en höjning av brottets straffvärde. Vi är medvetna om att en allmän sänkning av de särskilda minimistraffen kan leda till en något ökad differentiering av straffmätningen i närheten av minimistraffet. Detta ser vi emellertid inte som någon nackdel.”

4.2.2. Som det fremgår, bør der ifølge Fängelsestraffkommittén udvises tilbageholdenhed med an-vendelse af forhøjede strafminima. Gældende strafminima bør affattes, så der åbnes mulighed for en vis differentiering i strafudmålingen. Fängelsestraffkomiténs synspunkter skal sammenholdes over-vejelserne om, hvorvidt strafmaksimum bør fastsættes, så strafferammen afspejler den typiske straf (”normalstraffen”), sml. s. 153-54:

”Straffskalor med inriktning på normalfall skulle sannolikt vara ägnade att underlätta straffmätningen ... Sådana skulle då få utformas så att de gav möjlighet till att såväl över- som underskrida vad som är stadgat för brottet. I det enskilda fallet skulle domstolen i lagen få en utgångspunkt för sitt resonemang och sedan kunna använda straff-mätningsreglerna för att hamna på den rätta nivån. Systemet skulle i de flesta fallen bli enkelt att tillämpa. Möjligheterna för parter och överinstanser att få inblick i straffmät-ningen skulle öka. Ett system med straffskalor inriktade på normalfall är emellertid fö-renat med vissa olägenheter.

Ett problem är att med denna typ av straffskalor skulle betydande svårigheter uppkom-ma vid fastställande av vad som är normalfall av de olika brotten. Med vår grundläggande inställning att lagstiftaren genom straffskalorna graderar de olika brottens relativa förkastlighet bör det nämligen här vara fråga om ett värdemässigt normalfall. Men även om det skulle vara möjligt att beskriva någon sorts värdemässigt normalfall, vilket i princip – när det gäller den typ av straffskalor som vi f. n. använder – bör ligga i mitten, är det ju inget som säger att detta överensstämmer med det statistiska normalfallet. Detta torde snarare vara undantag än regel. För att komma förbi denna svårighet kunde man i och för sig tänka sig att i stället lägga den snäva skalan vid det statistiska normalfallet. Detta innebär emellertid att man i viss mån avstår från att låta straffskalorna ge uttryck för en värdering av graden av förkastlighet hos brotten. Vidare innebär straffskalor med inriktning på normalfall att man riskerar att låsa straffmätningen för brotten på en nivå som vid en senare tidpunkt överensstämmer dåligt med de värderingar som då råder. Vid sådana straffskalor skulle den gradvisa mildringen i straffmätningen för t. ex. stöld som ägt rum de senaste decennierna inte ha kunnat ske. Och sannolikt skulle snäva straffskalor även medföra en risk för en höjning av straffnivån. Det ligger nämligen närmare till hands för lagstiftaren att allmänt se strängt på olika typer av brott än för domstolen som vid rättegången har det konkreta brottet och dessutom gärningsmannen framför sig.

Et annat problem är att, om man väljer att ha snäva straffskalor, det ofta blir anledning att utdöma straff utanför skalan. Visserligen ger straffmätningsregler ett stöd. Men ef-tersom relevanta faktorer kan variera mycket mellan olika brottstyper kan det bli mycket komplicerat att i lagtext klargöra när och hur man skall gå utanför skalan. Och även om man lyckas klargöra detta på ett godtagbart sätt blir det sannolikt nödvändigt att uppställa sekundära straffskalor eller i vart fall sekundära maxima, eftersom försvårande omständigheter vid ett mindre allvorligt brott inte rimligen skall kunna föranleda straff upp till allmänna straffmaximum.

Vid gradindelning av brotten förbättras läget något, men det skall observeras att om man konstruerar snäva straffskalor kommer det att finnas mellanrum mellan maximum för en lägre grad av et brott och minimum för en högre grad. Detta kan bli svårhanterligt efter-som det blir besvärligt att skilja mellan omständigheter som bör föranleda att man överskrider maximum för den lägre graden och omständigheter som bör föranleda pla-cering i den högre graden.

Enligt vår uppfattning är nackdelarna med ett system med straffskalor inriktade på nor-malfall av sådan art att det inte finns skäl att välja ett sådant system.”

4.3. Finland

4.3.1. Som omtalt i pkt. 4.1 i kapitel 2 om strafferammesystemet, er i Finland gennemført en samlet reform af straffeloven (strafflag), der indebærer, at de enkelte lovovertrædelser placeres i hoved-grupper efter grovhed. Grovhedsinddelingen bevirker, at der for visse typer af lovovertrædelser gælder et forhøjet strafminimum i forhold til det faste strafminimum. Reformen bygger på Straffrättskommitténs Betänkande nr. 1976: 72, hvori det om fordele og ulemper ved en sådan fremgangsmåde bl.a. anføres, jf. s. 126-27 og 130-31:

”Kommittén har enhälligt ansett, att man i den nya strafflagen borde införa ett system som baserar sig på namngivna typstraffskalor. De förslag har fått det största understödet i kommittén, vilka baserar sig på typskalor med minimi- og maximistraff ... I kommittén har även framförts förslaget, att typskalan skulle fastställas endast maximi- men inte minimistraff ... Detta förslag har motiverats med hänvisning till att man i varje fall måste ge domstolarna rätt att underskrida skalan, vilket är fallet även i gällande straff-lag. Enhetligheten i straffpraxis skulle härvid tryggas med tillhjälp av straffmätnings-stadganden samt genom direktiv i regeringspropositioner. Synnerligen vägande skäl talar å andra sidan för utsättande av minimistraff. Minimistraffet har obestridligen en starkare inverkan på straffpraxis än direktiven i straffmätningsstadganden. Detta är även de personer medvetna om som begår brott yrkesmässigt eller planmässigt: man kan i någon mån påverka deres beteende genom att förlägga exempelvis med skjutvapen för-övat rån eller i utpressningssyfte förövat människorov i den grova brottskategorin och genom att för denna kategori fastställa ett relativt strängt, exempelvis två års minimistraff. Användningen av minimistraff är viktig även för tryggandet av rättssäkerheten. Genom införandet av ett på minimistraff baserat system påtar sig lagstiftaren samtidigt en förpliktelse att dra försorg om tillräcklig gradering av straffstadgandena. Snäva typstraffskalor motverkar krav på att i strafflagen skall intas generella straffstadganden som täcker till sin grovhetsgrad olika slag av gärningar; sådana stadganden leder antingen till en oenhetlig straffpraxis eller till alltför stränga eller alltför lindriga straff. Skalornas minimistraff tvingar lagberedarna att utreda, vilka gärningar som bör anses kräva stränga och vilka som bör anses kräva lindriga straff ...

Användningen av typstraffskalor är utan tvivel förknippad med vissa problem. En grov gradering kan för det första leda till att alltför vida skalor tillämpas, vilket äventyrar lagskipningens enhetlighet. Ett annan problem är, att man inom lagstiftning och lagskipning har olika inställning till de attribut som anger brottens grovhetsgrad. Då nya straffstadganden fogas till strafflagen och dessa stadganden diskuteras i riksdag och massmedia, är det vanligt att gärningens skadlighet och farlighet kraftigt betonas. En gärning kan således i den offentliga debatten betecknas såsom ”grov” oberoende av att för gärningen enligt huvudregeln skulle dömas till bötesstraff. Då osäkerhet råder om en gärnings grovhetsklass kan särskilt det känslovsvall som uppstår i lagstiftningsskedet leda till, att man i regel stannar för det strängare alternativet. Följden vore att man över-går till att tillämpa skalor som i medeltal är alltför vida, vilket i sin tur skulle utgöra ett allvarligt hot mot lagskipningens enhetlighet.

Enligt kommitténs mening är fördelarna med en typstraffskala likväl större än nackde-larna. Ovan nämnda risk för snedvridning av systemets struktur borde avvärjas dels ge-nom att den medvetandegörs och dels genom att uppställa klara målsättningar för utvecklandet av systemet med straffskalor.”

4.3.2. I 2002 er for Riksdagen fremsat forslag om revision af straffelovens almindelige del (förslag till revidering av lagstiftningen om straffrättens allmänna läror RP 44/2002 rd). Dette lovforslag bygger til dels på samme principper som 1976-betænkningen, sml. herom følgende udtalelse fra Justitieministeriet:

”Propositioner beträffande totalrevideringen av den Finska strafflagen – och också andra propositioner av revidering av strafflagen – följer samma reformprinciper som delvis baserar sig på Straffrättskommitténs Betänkande nr. 1976:72. Detta gäller bland annat den enhetliga utformningen av straffskalorna. Vid grovhetsgraderingen av brotten har använts en klassificering som bygger på enhetliga straffskalor. Man har utgått ifrån följande straffskalor:

böter
böter–6 månader fängelse
böter–1 år fängelse
böter–2 år fängelse
4 månader–4 år fängelse
2–10 år fängelse.

I vissa fall har använts emellertid straffskalor som avviker från den nämnda grovhetsgraderingen. Man har stannat för denna lösning t.ex. i sådana fall då det för ett straffstadgande behövs en bred skala men det inte kan anges några klara kvalificeringsgrunder för brottet. I sådana fall har använts ofta skalan böter–3 år fängelse. Också strävan att förhindra onödig uppspaltning av paragraferna, särskilt i fråga om sällan förekommande typer av brott, har lett till att man i vissa fall infört ett enda täckande rekvisit genom att utvidga skalan så att den avviker från normalskalan.”

4.4. Nordisk Strafferetskomité

4.4.1. Også Nordisk Strafferetskomité har drøftet spørgsmålet om anvendelse af forhøjede strafmi-nima og principperne for fastlæggelsen af strafmaksimum, sml. NU 1984: 2 Straffutmåling s. 34 ff.:

”Det synes altså å være to tendenser som gjør seg gjeldende i nordisk kriminalpolitikk for tiden. På den ene siden går de reformer som har vært gjennomført, med visse unntak – i retning av å begrense bruken av særskilte minima. På den annen side forsøker man ved den finske totalrevisjonen av straffelovgivningen å innarbeide et fastere forhold mellom de ulike lovbrudd og gruppere dem i få og klart avgrensete straffverdighetskategorier hvor bl a særskilte minima vil spille en viktig rolle ved markeringen av lovbruddets grovhet.

Det er to argumenter som kan anføres til fordel for slike minima. Det ene er at en be-grensning både nedad og oppad vil gi fastere rammer for straffutmålingen og derfor kan gjøre straffutmålingen mer enhetlig. Det annet er at et minimum på samme måte som et maksimum kan markere grovheten av den straffbare handling. En strafferamme fra 14 dager til 15 år, eller endog livstid, sier i så måte lite.

Ulempen ved særskilte minima er at de kan komme til å virke urimelig i enkelttilfelle, og tvinge domstolen til en strengere straff enn det er nødvendig og rimelig. Dette kan også føre til uheldige sidevirkninger, f eks at domstolen for å unngå den strenge mini-mumsstraff fristes til å henføre forholdet under en mildere bestemmelse enn den juridisk riktige, eller (særskilt i de land som bruker jury) til å frifinne.

Det er ikke i komitéen full enighet om hvordan disse hensyn skal vurderes. Fra dansk og norsk side finner man at ulempene ved særskilte minima stort sett er overveiende. Unn-tak kan gjelde for enkelte, særlig alvorlige forbrytelser, slik som drap, hvor en markering av forbrytelsens alvor også gjennom et særskilt minimum kan være på sin plass. Komitéen har ikke diskutert nærmere hvilke forbrytelsestyper dette gjelder.

Behovet for særlige minima ville etter denne oppfatning kunne sies å eksistere hvis en i domstolenes straffutmåling hadde sett tendenser til at domstolene utmålte mildere straf-fer enn det som må anses kriminalpolitisk ønskelig. Det er undertiden en kritikk fra lov-givningsmaktens side overfor domstolenes straffutmålingspraksis som fører til særskilte minima. Det var således tilfelle med de høye minimumsstraffer for voldtekt og andre sedelighetsforbrytelser som i Norge ble innført i 1927. Resultatene var imidlertid så lite heldige at man ved en ny revisjon i 1963 gikk tilbake til lovens opprinnelige satser. Man kan også nevne den minstestraff på to års fengsel for fjerde gangs grovt tyveri og andre grove vinningsforbrytelser som ble innført i Norge ved revisjonen av bestemmelsene om formuesforbrytelser i 1951. Minstestraffen førte til urimelige utslag i mange enkelt-tilfelle. Bestemmelsen ble først oppmyket i 1967, og så helt opphevet i 1972. Slike erfa-ringer tilsier varsomhet når det gjelder bruken av bindende minima som middel til å styre domstolenes straffutmåling.

Fra svensk side har man stort sett erklært seg enig i dette, men samtidig betont at graden av ulemper med særskilte minima beror dels på hvilke straffebestemmelser det gjelder og hvordan de utformes, dels på hvor vide rammer straffnedsettelsesgrunnene gir.

Fra finsk side finner man det uheldig med det store spillerom domstolen har for straff-utmålingen i de tilfeller hvor maksimum er relativt høyt og strafferammen nedad er be-grenset bare av det alminnelige minimum. Et slikt system vanskeliggør lovgivers mulighet for styring av straffutmålingen, og gir også større mulighet for ulikheter ved utmålingen. Dessuten innebærer særlige minima en ekstra understreking av hvilken straffverdighet lovbruddet etter lovgivers mening har, i tillegg til det som følger av størrelsen på maksimumsstraffen.

Det er i komitéen enighet om at i den utstrekning straffebestemmelsene inneholder sær-skilte minima, bør det være adgang til å gjøre unntak fra dem i særlige tilfelle. Om dette skal gjøres i form av en detaljert oppregning av de omstendigheter som gir anledning til å gå under strafferammen … eller ved en generell bestemmelse, eller ved en kombinasjon av disse fremgangsmåter …finner komitéen ikke grunn til å ta standpunkt til.”

4.4.2. Som det fremgår, afspejler drøftelserne, at der er forskellige traditioner i de nordiske lande for, hvor indgående strafudmålingen bør reguleres fra lovgivningsmagtens side. Der er enighed om, at der, i det omfang der gøres brug af forhøjede strafminima, bør være adgang til at gøre undtagelse, så strafudmålingen kan fastsættes under det foreskrevne minimum.

5. Rådskonklusioner om den metode, der skal anvendes ved indbyrdes tilnærmelse af strafferetlige sanktioner

5.1. Som led i den indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes strafferet har i Rådet for den Euro-pæiske Union været overvejelser om udformning af et sæt fælles konklusioner om den indbyrdes tilnærmelse af strafferetlige sanktioner. Disse overvejelser er mundet ud i vedtagelse den 24./25. april 2002 af følgende konklusioner, sml. dokument nr. 9141/02 DROIPEN 33:

”For at fremme samarbejdet om kriminalitetsbekæmpelse og i overensstemmelse med konklusion nr. 48 i konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Tammerfors den 15.-16. oktober 1999 bør ”bestræbelserne på at opnå enighed om fælles definitioner, fælles regler for, hvad der udgør strafbare handlinger, og fælles straffe i første omgang koncentreres om et begrænset antal områder af særlig relevans.”

Det er et faktum, at der er visse forskelle i strafudmålingen mellem de enkelte medlems-stater. Disse forskelle har udviklet sig gennem tiden og er udtryk for, hvordan medlems-staterne har valgt at håndtere grundlæggende spørgsmål omkring forbrydelse og straf.

Når man drøfter, hvordan de strafferetlige sanktioner kan tilnærmes på visse områder, er det nødvendigt at huske på, at de enkelte medlemsstaters retstraditioner ikke er ens. For at give medlemsstaterne mulighed for at bevare sammenhængen i deres egne strafferets-systemer, er der brug for en vis fleksibilitet ved den indbyrdes tilnærmelse af strafferet-lige sanktioner.

Når forslag til juridiske instrumenter, der skal vedtages i medfør af afsnit VI i TEU, in-deholder mindsteregler for, hvad der udgør strafbare handlinger, skal det overvejes, om der eventuelt er behov for at fastsætte et minimumsniveau for de maksimale straffe for de pågældende strafbare handlinger i national ret.

I visse tilfælde kan det være tilstrækkeligt at fastsætte, at medlemsstaterne skal sørge for, at de pågældende strafbare handlinger straffes med strafferetlige sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning, og at overlade det til de enkelte medlemsstater at fastsætte strafniveauet.

I andre tilfælde kan det være nødvendigt at gå et skridt videre i overensstemmelse med konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Tammerfors. Rådet er enigt om at indføre et system med strafniveauer, der skal benyttes i sådanne tilfælde. Rådet er enigt om, at dette system skal bestå af følgende niveauer for de strafferetlige sanktioner:

Niveau 1: Maksimumsstraffe på mindst 1 til 3 års fængsel
Niveau 2: Maksimumsstraffe på mindst 2 til 5 års fængsel
Niveau 3: Maksimumsstraffe på mindst 5 til 10 års fængsel
Niveau 4: Maksimumsstraffe på mindst 10 års fængsel (tilfælde, der kræver meget strenge straffe).

Fastlæggelsen af fire niveauer betyder ikke, at alle niveauer skal findes i ethvert juridisk instrument, eller at sanktionerne for alle de lovovertrædelser, der er nævnt i de juridiske instrumenter, skal tilnærmes hinanden. Det bemærkes, at de fastlagte niveauer er mini-mumsniveauer, og at intet forhindrer medlemsstaterne i at gå videre end disse niveauer i deres nationale lovgivning.

Det strafferetlige sanktionssystem indebærer, at når der er behov for at anvende det la-veste niveau for den maksimale straf, som hver enkelt medlemsstat skal fastsætte for en bestemt strafbar handling i sin nationale ret, sættes minimumsniveauet til et af de ni-veauer, der er fastsat ovenfor. Rådet vil imidlertid ikke udelukke muligheden for, at der under særlige omstændigheder kan anvendes en strengere straf end minimum under ni-veau 4.”

5.2. Som det fremgår, indebærer konklusionerne, at der på EU-niveau indføres et system med mi-nimumkrav til maksimumstrafferammer i national ret, der efter behov vil blive benyttet ved den fremtidige udformning af instrumenter på strafferettens område. Disse konklusioner kan få betyd-ning ved fremtidig dansk opfyldelse af bl.a. rammeafgørelser, der retter sig mod områder, som re-guleres i straffeloven.

6. Straffelovrådets overvejelser

6.1. Som anført i 2.1 ovenfor kan der ved overvejelserne om strafferammers minimum rejses spørgsmål dels om, hvorvidt og i hvilket omfang strafferammers minimum bør fastsættes til fæng-selsstraffens faste minimum, så bøde ikke indgår i strafferammen, dels om, hvorvidt og i givet fald i hvilket omfang strafferammen bør fastsættes, så den indeholder et forhøjet minimum, dvs. et mini-mum der afviger fra det faste minimum på nu 7 dages fængsel. Straffelovrådets overvejelser herom omtales nedenfor under pkt. 6.2. For så vidt angår strafferammers maksimum kan der rejses spørgsmål dels om, hvor højt maksimum bør fastsættes, dels om, hvorvidt der kan opstilles generelle kriterier for valg af strafmaksimum. Om Straffelovrådets overvejelser vedrørende disse spørgsmål henvises til pkt. 6.3 nedenfor.

6.2. Straffeloven indeholder i dag kun få bestemmelser med et minimum for fængselsstraf, der afviger fra det faste minimum på 7 dage. Udviklingen siden straffelovens tilblivelse i 1930 er gået i retning af at afskaffe forhøjede strafminima. I den gældende straffelov er alene foreskrevet forhøjede fængselsminima i § 237 om manddrab, § 112 om kongedrab, § 146, stk. 2, om visse tilfælde af kvalificeret uretfærdighed, § 215 om unddragelse af børn fra forældremyndighed samt § 261, stk. 2, om visse former for frihedsberøvelse. Sml. pkt. 2.1 og 3.1 ovenfor.

6.2.1. Som det fremgår af afsnit 4 ovenfor, er tendensen i Norge også gået i retning af at afskaffe forhøjede fængselsminima. Denne udvikling skal bl.a. ses i lyset af, at forhøjede strafminima un-dertiden har ført til strafudmåling, som i det konkrete tilfælde ikke er fundet rimelig. I den svenske straffelov indgår forhøjede minima i modsætning til den danske og norske straffelov i en række bestemmelser, idet den svenske straffelov dog også åbner mulighed for, at straffen kan fastsættes under det foreskrevne minimum. Der kan være grund til at hæfte sig ved, at Fängelsestraffkomitén ved sin behandling af spørgsmålet har anbefalet, at der udvises tilbageholdenhed med anvendelse af forhøjede strafminima, og at de strafminima, der gælder, affattes, så der åbnes mulighed for en vis differentiering i strafudmålingen. Den finske straffelov bygger på et stærkt forenklet rammesystem. Det er en grundtanke, at rammesystemet skal begrænse domstolenes spillerum med hensyn til straf-udmåling og dermed øge lovgiverens muligheder for at styre strafudmålingen. Systemet skal samtidig indebære en stærkere understregning af den strafværdighed, som lovgiveren tillægger de enkelte gerningstyper. Af samme grund indgår forhøjede fængselsminima som en fast bestanddel i den finske straffelov.

6.2.2. Spørgsmålet om anvendelse af forhøjede minima kan efter Straffelovrådets opfattelse give anledning til tvivl. Som påpeget bl.a. i Nordisk Strafferetskomité kan til fordel for anvendelse af forhøjede minima anføres, at der herved gives fastere rammer for strafudmålingen, hvilket kan gøre strafudmålingen mere ensartet og forudsigelig. En anden fordel kan som fremhævet i de finske lov-forarbejder være, at lovgivningsmagten får øgede muligheder for at styre strafudmålingen og lejlighed til at markere den grad af strafværdighed, som man tillægger de enkelte gerningstyper.

Heroverfor kan anføres, at det meget ofte vil være vanskeligt for lovgivningsmagten på forhånd at overskue den variation af tilfælde, som kan komme til at foreligge. Forhøjede minima kan føre til, at domstolene tvinges til at udmåle straffe, der i enkelttilfælde ikke forekommer rimelige og pro-portionale i forhold til den forbrydelse, som foreligger til pådømmelse. En anden uheldig virkning kan være, at domstolene for at undgå et foreskrevet strafminimum henfører et forhold under en mil-dere straffebestemmelse, end der er grundlag for, eller frifinder tiltalte, uanset at der burde ske dom-fældelse.

Som det fremgår af pkt. 3.1 ovenfor, har det tidligere været Straffelovrådets opfattelse, at forhøjede fængselsminima som udgangspunkt bør afskaffes, og at det næppe kommer på tale at indføre nye forhøjede fængselsminima. Nedsættelsen af fængselsstraffens faste minimum fra 30 til 7 dage som følge af hæftestraffens afskaffelse taler næppe heller på noget område for indførelse af et særligt minimum på 30 dage.

Straffelovrådet er opmærksomt på, at spørgsmålet om forhøjede fængselsminima i de senere år har fået en tiltagende bevågenhed i den kriminalpolitiske debat, og at initiativer med henblik på indfø-relse af forhøjede fængselsminima navnlig har været rettet mod straffelovens voldsbestemmelser eller bestemmelser, hvori vold indgår i gerningsbeskrivelsen. Det er fortsat rådets opfattelse, at forhøjede fængselsminima som udgangspunkt bør afskaffes, og at man i almindelighed bør afstå fra at indføre nye forhøjede fængselsminima.

6.2.3. Straffelovrådet har på den anførte baggrund foretaget en fornyet gennemgang af de straffe-lovsbestemmelser, hvori indgår forhøjede fængselsminima. Det er rådets konklusion, at det vil være forsvarligt og rigtigt at ophæve de forhøjede fængselsminima i § 146, stk. 2, § 215 og § 261, stk. 2. Rådet kan derfor tiltræde den anbefaling, der kom til udtryk i betænkning nr. 1099/1987 om straffe-rammer og prøveløsladelse.

Spørgsmålet om, hvorvidt der bør ske ophævelse af de forhøjede fængselsminima i § 237 og § 112 på henholdsvis 5 og 6 år ved manddrab og kongedrab, kan efter rådets opfattelse give anledning til tvivl. Som påpeget i rådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse kan det på den ene side anføres, at det næppe er et spørgsmål af større praktisk vigtighed, om der for forsætligt drab skal opretholdes en minimumsstraf på 5 års fængsel, eller bestemmelsen herom skal fjernes. Det er ikke sandsynligt, at bedømmelsen af drabshandlinger ville ændre sig, eller at der ville opstå en større usikkerhed om strafudmålingen ved drab under formildende omstændigheder, hvis det særlige minimum udgik. Fjernedes 5 års minimum i § 237 og 6 års minimum i § 112, ville man helt konsekvent have gennemført det princip, at fængselsstraffens faste minimum finder anvendelse i alle fængselsrammer, uanset om det drejer sig om grove eller mindre grove forbrydelser. Til fordel for en ophævelse af de forhøjede fængselsminima i § 237 og § 112 kan endvidere anføres, at der i den med de nævnte bestemmelser beslægtede lov nr. 132 af 29. april 1955 om straf for folkedrab ikke er foreskrevet et forhøjet minimum. Denne lov indeholder udelukkende bestemmelser med strafmaksima i form af fængsel på livstid og fængsel i højst 16 år.

Heroverfor kan anføres, at manddrab og hermed beslægtede forbrydelser som f.eks. kongedrab og folkedrab er så alvorlige forbrydelser, at der fra lovgivningsmagtens side kan være behov for at markere strafværdigheden gennem et forhøjet fængselsminimum på mindst 5 års fængsel.

Rådet er opmærksomt på, at der også ved andre forbrydelser end manddrab – f.eks. ved visse former for vold – kan være behov for fra lovgiverens side på en tydeligere måde at markere forbrydelsens grovhed. Det bør dog efter rådets opfattelse ikke ske i form af anvendelse af forhøjede strafminima, men ved, at det i lovteksten, herunder ved anvendelse af sidestrafferammer, i videre udstrækning søges præciseret, hvilke omstændigheder ved den enkelte forbrydelse der ved strafudmålingen skal tillægges skærpende betydning.

6.2.4. Sammenfattende er der fortsat enighed i Straffelovrådet om, at det vil være forsvarligt og rigtigt at ophæve de forhøjede fængselsminima i § 146, stk. 2, § 215 og § 261, stk. 2. Der er endvi-dere af de ovenfor anførte grunde og i lighed med et enigt Straffelovråds konklusion i 1987 enighed om, at de forhøjede fængselsminima i §§ 112 og 237 for så vidt også kunne ophæves. Straffelovrådet forudsætter, at der, hvis en sådan ophævelse gennemføres, ikke sker ændringer i strafudmålingen i drabssager. Rådet har imidlertid fortsat den opfattelse, at det næppe er et spørgsmål af større praktisk betydning, om de forhøjede fængselsminima i disse bestemmelser opretholdes. Rådet har derfor ikke fundet anledning til at fremkomme med forslag om ændring af §§ 112 og 237.

6.2.5. Rådet er opmærksomt på, at minimumsstraffen i det overvejende antal tilfælde er bøde, hvil-ket muliggør, at straffen kan fastsættes til bøde indenfor den berørte bestemmelses strafferamme, uden at der bliver spørgsmål om anvendelse af de særlige strafnedsættelses- og strafbortfaldsgrunde i straffelovens §§ 84 og 85. Rådet har derfor overvejet, om der bør ske ophævelse af de ”forhøjede” minima, der fortsat gælder i bestemmelser, hvis faste minimum i dag er fængsel i 7 dage svarende til fængselsstraffens faste minimum. Til fordel herfor kan anføres, at man herved opnår en helt kon-sekvent gennemførelse af det princip, at bøde bliver fast minimum i alle strafferammer bortset fra de – få – tilfælde, hvor der er grundlag for anvendelse af forhøjede fængselsminima. Rådet vil ikke afvise, at det kan være forsvarligt og rigtigt at afskaffe minimumstraffe svarende til fængselsstraffens faste minimum, så minimumstraffen altid eller næsten altid bliver bøde. Det må dog efter rådets opfattelse bero på en konkret vurdering af den enkelte forbrydelse. Det bemærkes herved, at bødestraf vil kunne anvendes over for en juridisk person, selv om den straffebestemmelse, der er overtrådt, kun indeholder hjemmel til fængselsstraf (for fysiske personer), sml. straffelovens §§ 25 og 306 samt bemærkningerne til forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, våbenloven, udleveringsloven samt lov om ud-levering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af FN-konvention til bekæmpelse af finansiering af terroisme, gennemførelse af FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001) samt øvrige initiativer til bekæmpelse af mv.), Folketingstidende 2001-02, tillæg A, s. 956.

6.3. Som det fremgår af pkt. 3.2. ovenfor, havde Straffelovrådet under arbejdet med 1987-betænkningen ikke mulighed for at foretage en grundig gennemgang af principperne for valg af strafmaksima. Rådet måtte for en stor del henholde sig til de vurderinger af forholdet mellem ger-ningstyperne, som har fundet udtryk i straffeloven. Rådet har under arbejdet med denne betænkning set det som en hovedopgave at foretage en sådan mere grundig gennemgang af principperne for valg af strafmaksima.

6.3.1. Straffelovrådet har noteret sig indholdet af de i afsnit 5 nævnte konklusioner om den metode, der skal anvendes ved indbyrdes tilnærmelse af strafferetlige sanktioner. Som det fremgår, indebærer disse konklusioner, at der på EU-niveau indføres et system med strafniveauer, der efter behov skal benyttes ved vedtagelsen af instrumenter med sigte på indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes strafferet. Konklusionerne indvirker ikke direkte på strafferammerne i straffeloven. Konklusionerne kan dog få betydning ved udformningen af f.eks. rammeafgørelser, der medfører pligt til at kunne straffe visse forbrydelser, som i dag er omfattet af straffeloven, f.eks. grove former for organiseret og grænseoverskridende kriminalitet, med en strafferamme af en nærmere angiven størrelse.

6.3.2. Straffelovrådet har videre noteret sig de intentioner om skærpelse af straffen for voldtægt, vold, uagtsomt manddrab, uagtsom betydelig legemsbeskadigelse og forsætlig fareforvoldelse mv., som er kommet til udtryk ved skærpelserne af strafmaksimum i §§ 216, 241 og 249, 244-246 og 252 samt den nye bestemmelse i § 293 a i lov nr. 380 af 6. juni 2002 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven (Skærpelse af straffen for voldtægt, vold, uagtsomt manddrab, uagt-som betydelig legemsbeskadigelse, forsætlig fareforvoldelse, biltyveri, grov forstyrrelse af ro og orden, menneskesmugling og menneskehandel mv.), sml. navnlig Folketingstidende 2001-02, tillæg A, s. 2928, med gengivelse af følgende generelle synspunkter:

”Formålet med lovforslaget er for det første at skærpe straffen for voldtægt, vold, uagt-somt manddrab, uagtsom betydelig legemsbeskadigelse og forsætlig fareforvoldelse.

Forbrydelser mod personer er langt alvorligere end forbrydelser mod penge. Overgreb mod et andet menneske er en forbrydelse mod det helt fundamentale i det danske sam-fund: Respekten for det enkelte menneske. Enhver form for personfarlig kriminalitet er derfor helt uacceptabel.

Det nuværende strafniveau i sager om personfarlig kriminalitet afspejler efter regeringens opfattelse ikke i tilstrækkelig grad den krænkelse af ofret, der finder sted. Det er vigtigt, at straffeloven angiver, hvordan samfundet ser på sådanne krænkelser, og samfundets klare afstandtagen fra disse handlinger skal afspejles i straffelovens strafferammer. Der er derfor efter regeringens opfattelse behov for en skærpelse af straffen for voldtægt, vold, uagtsomt manddrab, uagtsom betydelig legemsbeskadigelse og forsætlig fareforvoldelse.

Formålet med lovforslaget er endvidere at skærpe straffen for biltyveri for at markere den alvor, hvormed samfundet ser på denne form for kriminalitet.”

Se endvidere anf. st. s. 2929 ff. (skærpelse af straffen for voldtægt), 2932 ff. (skærpelse af straffen for vold), 2935 ff. (skærpelse af straffen for uagtsomt manddrab, uagtsom betydelig legemsbeskadi-gelse og forsætlig fareforvoldelse) samt 2938 ff. (skærpelse af straffen for ”biltyveri”).

Straffelovrådet er enigt i, at der bør ses med stor alvor på den personfarlige kriminalitet. Rådet er videre enigt i, at der såvel ved strafudmålingen som ved udformningen af strafferammerne bør til-stræbes en balance, som afspejler, at forbrydelser mod personer er alvorligere end forbrydelser mod penge (sml. herved tillige pkt. 6.3.4 nedenfor). Det er efter rådets opfattelse af væsentlig betydning, at det gennem straffeloven kommer til udtryk, hvorledes samfundet ser på den personfarlige krimi-nalitet, og at strafferammerne afspejler samfundets klare afstandtagen fra denne form for kriminali-tet.

Rådet har som tidligere nævnt ladet gennemføre en omfattende statistisk undersøgelse af strafud-målingen for årene 1996 til 2000. Hovedresultaterne af denne undersøgelse er nærmere beskrevet i de kapitler, der behandler de pågældende kriminalitetskategorier. Undersøgelsen viser, at maksi-mumstrafferammen for de forbrydelser, som kriminalitetskategorierne knytter sig til, i almindelighed langt fra udnyttes i praksis. Knud Waaben har om den faktiske udnyttelse af strafferammen i Sanktionslæren s. 100-01 anført følgende betragtninger, der efter Straffelovrådets opfattelse må anses for dækkende:

”Den faktiske udnyttelse af strafferammen veksler fra den ene forbrydelse til den anden. For mange forbrydelsers vedkommende forekommer der sjældent straffe som ligger over den nederste trediedel eller fjerdedel af rammen for frihedsstraf. Rammernes rummelighed opad er beregnet for sjældent forekommende eller endnu ikke sete gerningsformer af en særlig grovhed. På den anden side viser praxis mht. forsætlig drab (§ 237) og grove narkotikaforbrydelser (§ 191) en forholdsvis vid udnyttelse af strafferammernes øvre del.”

Straffelovrådet gav ved udarbejdelsen af 1987-betænkningen udtryk for, at det må anses for ønske-ligt at undgå strafmaksima, der ligger væsentligt over det, som man med rimelighed kan vente at få brug for i udmålingspraksis. Et enigt Straffelovråd har fortsat denne opfattelse. Rådet kan endvidere tiltræde, at det i almindelighed må anses for velbegrundet at fastsætte strafmaksimum således, at der er et vist spillerum mellem normalniveauet for straffe og strafferammens maksimum. Som fremhævet i 1987-betænkningen skal der ved fastlæggelsen af strafmaksima også tages hensyn til, at straf-maksimum skal kunne rumme tilfælde af gentagen kriminalitet og tilfælde, hvor der er spørgsmål om at dømme for flere forbrydelser (sammenstød).

Der har på den anførte baggrund været udtrykt tvivl i Straffelovrådet om, hvorvidt der selv med de tilsigtede skærpelser af strafniveauet har været grundlag for – i hvert fald på visse punkter – at gen-nemføre så betydelige skærpelser af strafmaksimum, som er sket ved lov nr. 380 af 6. juni 2002. Til illustration kan peges på, at forslaget om en skærpelse af strafmaksimum i straffelovens § 249 om uagtsom betydelig legemsbeskadigelse fra 4 til 8 år tilsigter forholdsmæssig forhøjelse af det hidtidige niveau i sager om uagtsom betydelig legemsbeskadigelse ved spirituskørsel, så eksempelvis tilfælde, der hidtil er straffet med 1 til 3 måneders fængsel, fremover straffes med omkring 2 til 5 måneders fængsel (sml. Folketingstidende 2001-02, tillæg A, s. 2956).

6.3.3. De strafmaksima, der i dag indgår i straffeloven, viser en meget stor variation med hensyn til de straffe, som forskellige lovovertrædelser kan medføre. Valget af strafferamme er i hovedsagen bestemt af en vurdering af forbrydelsens grovhed, herunder dens farlighed, der i vidt omfang bygger på juridisk og lovgivningsmæssig tradition og afspejler den i samfundet rådende opfattelse af de forskellige forbrydelsers grovhed. Undertiden indgår tillige mere eller mindre velunderbyggede forestillinger om, at straffe af en vis størrelse kan være påkrævet af generalpræventive hensyn og for at sikre samfundet mod lovovertræderen under en tilstrækkelig langvarig frihedsberøvelse. Også hensynet til oplysninger om gerningsmanden og forurettede samt tilregnelsens art (forsæt eller uagt-somhed) kan fremhæves som elementer, der kan være bestemmende ved fastlæggelsen af strafmak-simum.

Som led i analysen af de hensyn, der må antages at indgå ved valget af strafmaksimum, har Straf-felovrådet opstillet en skala baseret på det angrebne retsgode. Skalaen tager udgangspunkt i de eksi-sterende strafmaksima. Eftersom straffeloven ikke har en konsekvent struktur, har det for at skabe homogenitet været nødvendigt at ”flytte” nogle bestemmelser til andre positioner, end de har i dag. Ved inddelingen og klassifikationen er bestemmelser, som er ændret i nyere tid, tillagt lidt større vægt end bestemmelser, der har være uændrede siden straffelovens ikrafttræden eller i meget langt tid. Endvidere er nogle maksima – 12 år, 3 år, 1 år og 6 måneder, 4 måneder og 3 måneder – udeladt for at opnå en vis simplificering af hensyn til Straffelovrådets overvejelser om valg af strafmaksi-mum. Udeladelsen af de nævnte maksima har også sammenhæng med, at et færre antal maksima efter rådets opfattelse kan forøge muligheden for at kommunikere opfattelsen af forbrydelsens grovhed (strafværdighed), sml. denne betænknings kapitel 2 om strafferammesystemet, pkt. 2.4.2. Det anførte gælder for så vidt også særlovgivningen, hvor f.eks. positionen 4 måneders fængsel benyttes, sml. herved det anførte i tilslutning til rådets lovudkast § 1, nr. 2, med forslag om ændring bl.a. af straffelovens § 21. Det skal fremhæves, at skalaen, herunder omplaceringen af visse lov-overtrædelser, alene har sigtet på at udfinde en struktur i den gældende straffelov, der har kunnet indgå i rådets videre overvejelser om principperne for valg af strafmaksima. Skalaen er således ikke udtryk for en endelig vurdering af det eksisterende strafferammesystems hensigtsmæssighed eller rimelighed.

Fængsel på livstid: Drab og de groveste stats- og krigsforbrydelser
Fængsel i 16 år: Mindre grove stats- og krigsforbrydelser
Fængsel i 10 år: Angreb på person (integritet)
Fængsel i 8 år: Andet personangreb (fare) i forbindelse med ejendoms- retskrænkelse
Fængsel i 6 år: Angreb på privat ejendomsret og på statsapparatet
Fængsel i 4 år: Angreb på statens økonomi og almene samfundsinteresser
samt angreb på person (fare m.m.)
Fængsel i 2 år: Andre grove overtrædelser
Fængsel i 1 år: Andre forholdsvis grove overtrædelser
Fængsel i 6 mdr.: Fredskrænkelser
Bøde: Diverse

Modstilles ovenstående skala den nuværende straffelov, kan man få den nedennævnte fordeling. I oversigten markerer =, at den angivne maksimalstraf er den samme som i den gældende straffelov. > markerer, at maksimalstraffen er højere end i den nuværende straffelov, og <, at den er lavere. Som det fremgår, vil der i de fleste tilfælde ikke (nødvendigvis) ske ændringer, hvis man anvender en sådan rubricering. Det følger allerede af, at udgangspunktet for opdelingen er den nuværende straffelovs klassifikationer. Hvor der er angivet ændringer, vil der i de fleste tilfælde være tale om marginale forskelle. Inden for alle de anvendte klassifikationer kan der være angreb af vekslende grovhed. F.eks. kan der være statsforbrydelser på alle skalaens niveauer. Dette er der taget hensyn til i oversigten. Med # er markeret de bestemmelser, som Straffelovrådet tidligere har foreslået op-hævet helt eller delvis, jf. 1987-betænkningen s. 283. De ±-mærkede bestemmelser foreslog Straf-felovrådet helt eller delvist gjort til rene bødedelikter, jf. 1987-betænkningen s. 100.

Fængsel på livstid: Drab og de groveste stats- og krigsforbrydelser
= §§ 98, 99, 102, 107, 111, 112, 113, 114, 237 (samt folkedrab)

Fængsel i 16 år: Mindre grove stats- og krigsforbrydelser
= §§ 101, 106, 110, 146

Fængsel i 10 år: Angreb på person (integritet)
(samt mildere former af ovenstående)
< §§ 108, 109, 118, 166#, 167, 180, 183, 183 a, 215, 216, 222, 261
= §§ 114 a, 186, 187, 191, (244-)246

Fængsel i 8 år: Andet angreb på person (fare) i forbindelse med ejendomsretskrænkelse
(samt mildere former af ovenstående)
< § 288
= §§ 104, 105, 110 b, 262 a
> § 133#

Fængsel i 6 år: Angreb på privat ejendomsret og på statsapparatet
(samt mildere former af ovenstående)
< §§ 172, 173, 181, 278, 279, 279 a, 280, 283
= §§ 100, 114 b, c og e, 116, 119, 120, 123, 127, 144, 145, 164, stk. 1 og 2, 281, 282, 290
> §§ 263, 264, 276, 291±

Fængsel i 4 år: Angreb på statens økonomi, på
almene samfundsinteresser og på person (fare m.m.)
(samt mildere former af ovenstående)
< §§ 125 a, 177, 184, 188, 189, 192, 192 a, 210, 221, 241, 249, 250, 252
= §§ 110 c, 136, 158, 193, 196, 217, 218, 219, 223, 228, 232, 238, 289, 289 a
> §§ 103, 110 a, 122, 141, 147, 150, 153, 185, 194, 220, 253

Fængsel i 2 år: Andre grove overtrædelser
(samt mildere former af ovenstående)
< §§ 149, 168, 175, 176, 179, 208, 229, 239, 240, 293 a
= §§ 114 d, 117, 124, 125, 128, 129 a, 130, 137, 152-152 d, 155, 161, 178, 182, 223 a, 230, 235, 260, 266, 266 b, 293±

Fængsel i 1 år: Andre forholdsvis grove overtrædelser
(samt mildere former af ovenstående)
< §§ 110 e, 277
= §§ 132 a#, 143, 164 , stk. 3, 202#, 206#, 266 a, 292, 296, 300, 302
> § 138

Fængsel i 6 mdr.: Fredskrænkelser
(samt mildere former af ovenstående)
< §§ 134 a,165, 203, 213, 233#, 251#, 262, 268, 299
= §§ 121, 126#, 131, 134 b, 139, 174, 197#, 204, 264 a, 264 d, 265, 298, 300 a, 300 b, 300 c, 303#
> §§ 129, 142, 148, 156, 157, 160±, 162, 163, 236, 266 c, 267, 274, 295, 304
 

Bøde: Diverse
(samt mildere former af ovenstående)
< §§ 134±, 135, 140±, 170, 195, 254±,
= §§ 132, 169, 234, 294, 297

Skalaen kan sammenfattes således, at de groveste angreb er angreb, der rettes mod andres liv. Der-efter følger angreb på andres legeme, derpå angreb på privat ejendom og så angreb på almene inte-resser og statens økonomi. Nederst på skalaen kommer angreb på andre retsgoder. Ved læsning af skemaet skal det i øvrigt haves for øje, at strafmaksimum ved samtidig pådømmelse af flere lov-overtrædelser (sammenstød) efter omstændighederne kan forhøjes med indtil det halve, sml. straf-felovens § 88, stk. 1.

6.3.4. Der er i Straffelovrådet enighed om, at overvejelserne om strafmaksima ikke kan ske uden inddragelse af de historiske tendenser. Den kriminalpolitiske bedømmelse af de forskellige ger-ningstyper har ændret sig betydeligt med tiden. Straffene for tyveri og andre berigelsesforbrydelser mod privatpersoner er blevet stadigt mildere siden slutningen af 1700-tallet. Det kan ses som en naturlig følge af, at formuegoder ikke har samme betydning for private personers muligheder for at overleve, som de havde tidligere. Derimod er straffene for lignende forbrydelser mod det offentlige, f.eks. skattesvig, blevet skærpet i de senere årtier. En mulig årsag kan være, at det statslige apparat – i ordets videste betydning – siden begyndelsen af 1930erne har påtaget sig en række nye opgaver, som skal finansieres gennem skatter, afgifter og told. Der kan også være grund til at hæfte sig ved, at de farligste angreb på formuerettigheder efter en nutidig opfattelse består i angreb, der rettes mod informationer af forskellig art, f.eks. i form af industrispionage, og mod immaterielle rettigheder, f.eks. ophavsrettigheder og varemærker. Tidligere bestod de farligste angreb på formuegoder i angreb mod fysiske genstande.

Ved vurderingen af strafmaksima i et historisk perspektiv må det også fremhæves, at voldelige handlinger gennem meget lang tid er blevet bedømt som stedse mere uacceptable. Den skærpede afstandtagen er bl.a. kommet til udtryk ved, at straffene for overtrædelser af straffelovens bestem-melser om legemsbeskadigelse, forvoldelse af fare for liv og legeme mv. med tiden er blevet strengere (sml. herved tillige pkt. 6.3.2 ovenfor). De skærpede strafferammer på miljø- og arbejdsmiljøområdet kan også tages som udtryk for denne tendens. Rådet er opmærksomt på, at der stadig kan påvises en betydelig forskel på bedømmelsen af vold og forvoldelse af fare for liv og legeme efter straffeloven og af arbejdsskader efter arbejdsmiljøloven og f.eks. i trafikken efter færdselsloven.

Det kan med andre ord anføres, at der er sket en væsentlig ændring af de forudsætninger, som det nuværende strafferammesystem bygger på. Hvor man tidligere opfattede den virkeligt samfunds-skadelige kriminalitet som rettet mod formuegoder, kan det hævdes, at statens sociale sikkerhedsnet i dag har gjort formuegoder mindre betydningsfulde for den enkelte. Det kan også fremføres, at den tekniske udvikling har bevirket, at det strafferetlige værn af hensynet til sundheden og menneskers overlevelsesmuligheder er blevet mere fremherskende, og at miljø- og arbejdsmiljøforbrydelser derfor nu indtager en særlig rolle.

Straffelovrådet har under sine drøftelser af strafmaksima i et historisk perspektiv hæftet sig ved, at de tendenser, som udviklingen synes at vise her i landet, også kan genfindes i udviklingen i andre lande. Der kan være grund til at fremhæve udviklingen i Sverige, hvorom Fängelsestraffkommittén bl.a. har anført følgende, sml. betænkningen Påföljd för brott, Om straffskalor, påföljdsval, straff-mätning och villkorlig frigivning m.m, SOU 1986:13 s. 19 ff.:

”… straffvärdet för de rena förmögenhetsbrotten utom skadegörelsebrotten allmänt sett är för högt och alltså bör sättas lägre. Vi förordar vidare att straffvärdet för brott mot den personliga integriteten, främst våldsbrotten, sätts högre än f.n. En sänkning av för-mögenhetsbrottens straffvärde och en höjning av främst våldsbrottens straffvärde är en genomgående linje och en av huvudtankarna i vårt förslag till nya straffskalor.

Beträffande övriga brott föreslår vi t.ex. att skadegörelsebrotten uppvärderas. De all-mänfarliga brotten ligger i vårt förslag kvar på en hög nivå. Brott mot miljön anlägger vi en strängare syn på. När det gäller narkotikabrotten ligger straffskalorna i princip fast …”

6.3.5. Sammenfattende er det Straffelovrådets opfattelse, at den grundstruktur, som ovennævnte skala er udtryk for, har været et velegnet udgangspunkt for de videre drøftelser om strafferammer. Rådet henviser bl.a. til, at grundstrukturen må antages fortsat i det væsentlige at afspejle den rådende opfattelse med hensyn til forskellige forbrydelsers grovhed. Rådet har også hæftet sig ved, at rækken af markerede ændringer i op- og nedadgående retning falder i tråd med de hi-storiske tendenser, som er omtalt ovenfor. Rådet har derfor haft skalaen for øje ved overvejelser-ne om indretning af strafferammesystemet i betænkningens specielle del. Kategoriseringen er imidlertid ikke udtryk for rådets endelige stillingtagen til strafferammerne.