Falske anmeldelser og beviskravene i voldtægtssager
 

  
Af advokat Claus Bonnez formand for Landsforeningen KRIM

19. februar 2008

I "Dansk Politi", nr. 6, juli 2006, skriver cand. psych. Louise Skriver Rasmussen, der er forfatter til undersøgelsen  "Den psykologiske baggrund for falske voldtægtsanklager", en artikel, hvor hun redegør nærmere for undersøgelsens indhold og konklusion. Louise Skriver Rasmussen påpeger blandt andet, at det er piger med en "belastet baggrund", der oftest fremkommer med falske anklager om voldtægt. Hun skriver om sin undersøgelse i artiklen blandt andet:
 
Det fremgår, at kvinder, der fremsætter en falsk voldtægtsanklage, er en meget sårbar gruppe og ofte meget unge. Undersøgelsen fandt endvidere, at kvinderne har oplevet mange traumatiske oplevelser samt belastninger som eksempelvis tidligere voldtægt, alkohol- og stofmisbrug, problematiske familie- og skoleforhold, problematiske opvækstvilkår, vold, mobning, selvmordsforsøg, ligesom kvinderne ofte har et meget sparsomt netværk og sjældent har uddannelse. Som oftest har kvinderne tidligere været i kontakt med psykolog og/eller psykiater.

I overensstemmelse med eksisterende undersøgelser (Maclean, 1979; Theilade & Thomsen, 1987; Kanin, 1994; Jordan, 2002) kan årsagen til den falske voldtægtsanklage være behovet for alibi i forhold til at dække over utroskab eller ikke at komme hjem til aftalt tid. Dernæst kan årsagen være hævn, eksempelvis prostituerede, der ikke har fået betaling eller hævn over ekskæreste. Årsagen kan ligeledes være behovet for sympati eller opmærksomhed eller mere overordnet et råb om hjælp i forhold til problemer, som den enkelte kvinde ikke kan håndtere.

Man kan ikke tale om en prototypisk falsk voldtægtsanklage, men der er nogle tendenser, som kendetegner selve anklagen. Som oftest er den yderst detaljefattig, og kvinderne har svært ved at huske hændelsesforløbet. Anklagerne omhandler som oftest fuldbyrdet voldtægt, hvilket er i overensstemmelse med tidligere fund. Dog er der også anklager omhandlende forsøg på gruppevoldtægt, gruppevoldtægt samt anden kønslig omgang, hvilket er nyt i forhold til eksisterende fund.
Det fremgår videre af artiklen, at undersøgelsen er lavet på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse blandt politifolk ved Århus Politi samt de nærliggende politikredse. Disse har politifolkene udfyldt i tilfælde, hvor en person i perioden fra den 1. juli 2005 og frem til den 31. december 2005 "selv erkender at have fremsat en falsk voldtægtsanklage".

Voldtægtssager, der er opgivet af bevismæssige årsager, eller sager, hvor anmelderen ikke selv erkender at være fremkommet med en falsk voldtægtsanklage, indgår således ikke i undersøgelsens materiale. Spørgeskemaerne udfyldt af de involverede polititjenestemænd er ifølge artiklen sammenholdt med arkivdata hos Center for Voldtægtsofre i Århus for at tilvejebringe oplysninger om de involveredes baggrund. 

Der er tale om en meget lille undersøgelsespopulation. Det er derfor ikke muligt på baggrund af undersøgelsen at opstille kriterier, der muliggør, at man i en straffesag kan skelne mellem, hvilke anklager der er falske, og hvilke anklager der ikke er falske. Da der i Danmark ligesom i andre demokratiske retsstater gælder et princip om, at enhver rimelig tvivl skal komme tiltalte til gode i en straffesag, er det KRIMs opfattelse, at undersøgelser som den foreliggende bør være domstolene bekendt, når disse pådømmer sædelighedssager, navnlig i tilfælde hvor det eneste eller væsentligste bevis mod den tiltalte er forklaringen fra den person, der påstår at være udsat for et overgreb begået af den tiltalte.

Klik her for at læse forfatterens mere detaljerede redegørelse for undersøgelsen i årsberetningen for 2006 fra Center for Voldtægtsofre.

"Dansk Selskab for Gynækologi og Obstetrik" fremhæver i sine "kliniske guidelines" for gynækologi fra september 2004 vedrørende undersøgelse af personer, der angiver, at de har været udsat for voldtægt, at en grundig undersøgelse af anmelderen er nødvendig for at sikre tilstrækkeligt bevis til domfældelse. Dette har sammenhæng med, at der i praksis ofte vil opstå en tilstand, hvor der foreligger "påstand mod påstand". I en del sager vil anmelderen hævde, at et samleje har været ufrivilligt for denne, medens den anmeldte vil hævde, at der ikke har været anvendt tvang, og at der således er tale om et frivilligt samleje. 

Af side 5 i de kliniske guidelines fremgår blandt andet følgende:
 

Der vil ofte være påstand mod påstand om frivillighed eller anvendelse af tvang. Da der sjældent har været andre vidner til stede end offer og gerningsmand, har offerets forklaring og hendes troværdighed samt en evt. lægelige dokumentation af tegn på tvang (læsioner) stor betydning for sagens retslige udfald. DNA bestemmelse af sæd, spyt og andet biologisk materiale bidrager til identifikation af gerningsmanden og kan være et afgørende bevis, hvis en sigtet i en sag nægter at have haft seksuelt samkvem med pågældende kvinde. Det er en fordel at foretage undersøgelsen hurtigst muligt efter et
seksuelt overgreb. Det øger muligheden for at kunne dokumentere overgrebet.

De omhandlede guidelines er tilgængelige på linket: http://www.dsog.dk/files/voldtaegt/voldtaegt_guideline.pdf

Umiddelbart efter ovennævnte indledning følger en række "kliniske rekommandationer". Af disse fremgår blandt andet, at det "anbefales", at der sikres "fotografisk dokumentation". Rekommandationerne er ikke uinteressante for aktørerne i straffesager og er derfor medtaget her. Rekommandationerne har følgende indhold:

  1. Forudsætningen for undersøgelsen er informeret samtykke fra offeret. Offeret skal gøres opmærksom på, at resultaterne af den retslægelige undersøgelse videregives til politiet til brug for efterforskningen, og at den normale lægelige tavshedspligt derved ikke er gældende. Herudover har man som læge
selvstændig tavshedspligt. Hvis offeret ikke har politianmeldt bør undersøgelsen tilbydes og prøver tages fra og gemmes, i fald offeret senere vælger at anmelde.

2. Anamnesen skal omfatte oplysning om den tvang/vold, der er anvendt ved overgrebet, om kvinden gjorde modstand, oplysning om tidspunkt for seneste frivillige samleje, menstruationscyklus og antikonception.(Re-)vaccination for tetanus bør overvejes ved hudlæsioner.


3. Ved den objektive undersøgelse skal alle voldstegn beskrives med nøje angivelse af læsionens lokalisation, størrelse og karakter samt en vurdering af dens mulige forbindelse til det seksuelle overgreb og den anvendte vold. Der skal gennemføres en helkropsundersøgelse og en gynækologisk undersøgelse inklusiv undersøgelse af anus. Det kan anbefales at supplere beskrivelsen af eventuelle læsioner med skitser og fotografisk dokumentation.

4. Ved undersøgelsen skal der sikres materiale mhp. sædanalyse (direkte mikroskopi for sædceller og DNA-bestemmelse) fra alle relevante områder, først og fremmest fra skedeindgang, cervicalkanal og fornix posterior, anus samt mundhule; men også afskrab fra de hudområder, hvor der kan være sæd,
spyt fra kys, slik og/eller bid, eller andet biologisk materiale fra gerningsmanden. Materialet sikres på rene objektglas og på sterile vatpinde. Ved alle prøvetagninger til DNA-bestemmelse, skal undersøgeren have hue, maske og handsker på, for ikke at forurene materialet. Materialet skal opbevares tørt i en lukket papæske eller et prøverør.

5. Lægen skal ud fra anamnese og objektiv undersøgelse kunne skrive en erklæring, som kan indgå i en igangværende politiefterforskning eller i en efterfølgende efterforskning, hvis politianmeldelse først foretages senere.

6. Enhver læge kan blive anmodet om at gennemføre undersøgelse af ofre til seksuelle overgreb og skal kunne sikre biologiske bevismateriale på adækvat vis. Der kræves omhyggelighed, brug af sterile vatpinde, objektglas og et egnet sted til opbevaring af prøverne, tørt og sikret. Rådgivning om
prøvetagning kan til enhver tid fås fra det nationale videnscenter på Rigshospitalet 35458215.

7. Hvis voldtægten medfører graviditet og kvinden vælger abort, bør graviditetsproduktet sikres til evt. DNA undersøgelse. Abortvævet mærkes med kvindens navn, CPR nummer og dato, fryses og kan sendes til retsgenetisk undersøgelse på Retsgenetisk Institut i København, hvis kvinden vælger at anmelde.

I dansk ret er der ikke egentlige regler om, hvorledes fremlagte beviser skal vurderes af retten. Man taler i den juridiske teori om, at bedømmelsen af sagens bevisligheder er fri for domstolene. Bevisvurderingen i straffesager er dog undergivet en efterhånden omfattende praksis, som følges af domstolene. Det er ikke sjældent, at der i straffesager forekommer den situation, at det af en vidneforklaring fremgår, at tiltalte har begået den strafbare handling, som der er rejst tiltalte for, medens tiltalte nægter at have begået handlingen. Der er i en sådan sag således tale om netop "påstand mod påstand" som omtalt ovenfor i Dansk Selskab for Gynækologi og Obstetrik's "kliniske guidelines" for gynækologi. Ud fra grundsætningen om, at enhver rimelig tvivl skal komme tiltalte til gode, har domstolene udviklet en praksis, hvorefter tiltalte frifindes i sådanne sager.

I sager, hvor en tiltalt, der nægter sig skyldig, frifindes som følge af, at det eneste belastende bevis mod denne er et vidnes (for eksempel forurettedes) forklaring, udtaler retten ofte noget i retning af, at der ikke er "ført det til domfældelse fornødne bevis", idet vidnets forklaring "ikke understøttes af objektive fund". Som eksempel på denne praksis kan nævnes dommen UfR.2006.2788 ØLD. I denne sag blev tiltalte dømt efter anklageskriftets forhold 1 og 2 men frifundet for anklageskriftets forhold 3 og 4. Frifindelsen i forhold 3 (en tiltale for røveri) begrundede retten således:

  "...Retten finder ikke, at der foreligger det til domfældelse fornødne bevis for, at T er skyldig i røveri (forhold 3). Retten har herved henset til, at T benægter forholdet, og at forurettedes forklaring ikke understøttes af objektive fund. T frifindes derfor for røveri. ..."
 
Begrundelsen for frifindelsen i sagens forhold 4 (trusler) er formuleret på en lidt anden måde end begrundelsen i forhold 3 og lyder således:
  "....Retten finder ikke, at der foreligger det til domfældelse fornødne bevis for, at T er skyldig i at have fremsat trusler (forhold 4). For så vidt angår sms-beskederne har retten henset til, at indholdet af disse er oversat og fortolket og dermed forbundet med en vis usikkerhed. For så vidt angår T's udtalelser i øvrigt, herunder da han forlod lejligheden, har retten ikke fundet grundlag for at anse forholdet bevist alene på grundlag af F's forklaring og T's benægtelse. T frifindes derfor for fremsættelse af trusler. ..."

Sagen UfR.2006.2788 ØLD. synes særlig interessant i en diskussion om beviskravene netop i sædelighedssager, idet tiltalte i forhold 2 var tiltalt for voldtægt, hvilket tiltalte nægtede sig skyldig i Han blev dømt for voldtægt, og retten begrundede domfældelsen således:
  F's forklaring er præcis og detaljeret, og F har fastholdt sin forklaring under sagens forløb. F's forklaring understøttes blandt andet af at tegn på vold mod F blev påvist ved undersøgelsen af F, at den retskemiske undersøgelse viser, at F havde æter i blodet efterfølgende gerningstidspunktet, og at den retsgenetiske undersøgelse viser, at den fundne sæd hidrører fra T. Dertil kommer indholdet af de fremkaldte billeder af F fundet på T's mobiltelefon. Retten lægger herefter med F's forklaring til grund, at T uberettiget skaffede sig adgang til forurettedes lejlighed og således var til stede og gemte sig, da hun selv kom hjem, hvorefter han overfaldt hende som beskrevet i anklageskriftet, bedøvede hende med en ætervædet klud, tiltvang sig samleje til sædafgang, hvorefter han tog de for retten fremlagte billeder. Retten finder herefter T skyldig efter anklageskriftet for så vidt angår forhold 1 og 2. Retten finder, at voldtægtsforholdet skal henføres under straffelovens § 216, stk. 2, idet det henset til Retslægerådets udtalelse om, at æterpåvirkning, der medfører bevidsthedstab, indebærer nærliggende fare for kvælning og åndedræts/kredsløbssvigt, findes bevist, at voldtægten har haft en særlig farlig karakter.

Som det ses af ovenstående er forurettedes forklaring vedrørende voldtægtstiltalen understøttet af flere objektive fund. Der påvist "regn på vold" mod forurettede ved en undersøgelse af denne. En retskemisk undersøgelse viser, at der er fundet æter i forurettedes blod, hvilket understøtter dennes forklaring om, at hun af gerningspersonen havde været bedøvet, og der var fundet sæd hos forurettede, der hidrører fra tiltalte. Dertil kom, at forurettede havde "fastholdt sin forklaring under sagens forløb", og at denne i øvrigt var "præcis og detaljeret".