Anklagemyndighedens årsberetning 2001-02

 

 

Afsnit 4

Sager om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning


4.1. Indledning

I Anklagemyndighedens Årsberetning 1998-1999, bind 2, findes en artikel om erstatning i anledning

af strafferetlig forfølgning. Sagerne afgøres af statsadvokaterne og Rigsadvokaten efter reglerne i

retsplejelovens kapitel 93 a med mulighed for, at den erstatningssøgende efterfølgende kan indbringe

erstatningsspørgsmålet for retten. Artiklen er fulgt op i Anklagemyndighedens Årsberetning 2000,

hvori der nævnes en række konkrete erstatningssager af mere generel interesse fra beretningsåret

samt enkelte sager fra 2001.
 

Statsadvokaterne behandlede i 2001 i alt 1732 sager vedrørende krav om erstatning i anledning af

strafferetlig forfølgning. Rigsadvokaten behandlede samme år 424 sager. En væsentlig del af

rigsadvokaturens sager vedrørte klager over afgørelser truffet af statsadvokaterne.

Det samlede erstatningsbeløb, der i de senere år udbetalt efter retsplejelovens § 1018 a-d, fremgår af

oversigten neden for.

 

1997 13,4 mio. kr.

1998 12,9 mio. kr.

1999 12,6 mio. kr.

2000 17,5 mio. kr.

2001 13,5 mio. kr.

2002 10,5 mio. kr.

I tallene indgår ikke erstatninger udbetalt efter retsplejelovens § 1018 h, idet disse erstatninger

konteres sammen med andre erstatninger, der udbetales over politiets driftsregnskab. Antallet af

sager, hvor der i medfør af § 1018 h udbetales erstatning i anledning af fejl eller forsømmelser, er

imidlertid begrænset og vedrører blandt an-det mindre sager om bortkomst af beslaglagte genstande o.

l., og et mindre antal sager om for lang sagsbehandlingstid.

 

4.2. Konkrete sager

Der vil i det følgende blive nævnt en række konkrete erstatningssager fra 2001 og 2002, som ikke er

omtalt i de forrige årsberetninger. Der er tale om sager af mere generel interesse. Det skal bemærkes,

at gennemgangen af trykt praksis ikke er udtømmende.

 

U 2001.1129 V. Erstatningssøgendes advokat (A) fremsatte et foreløbigt krav om erstatning som

følge af en uberettiget frihedsberøvelse, hvilket statsadvokaten imødekom efter taksterne. Advokaten

påklagede afgørelsen og bemærkede, at sagen ville overgå til en anden advokat, og at klagen blev

fremsendt for at overholde klagefristen. 3_ måned efter klagefristens udløb fremsatte

erstatningssøgendes nye advokat (B) krav om yderligere torterstatning for presseomtale.

Rigsadvokaten afviste at tage stilling til dette yderligere krav under henvisning til, at kravet var

fremsat for sent, jf. retsplejelovens § 1018 e, stk. 1. Landsretten fandt, at E dels havde overholdt

fristen for fremsættelsen af erstatningskravet, dels havde overholdt den klagefrist, der var anført i

statsadvokatens afgørelse og pålagde anklagemyndigheden at realitetsbehandle det yderligere krav

om torterstatning.

 

U 2002.623 V. Erstatningssøgende (E), der var blevet dømt for spirituskørsel og frakendt førerretten

betinget, fremsatte krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og tort i anledning af, at hans

kørekort administrativt havde været inddraget i en periode på ca. 8 mdr. Navnlig efter sagens

tidsmæssige forløb fandt landsretten, at der forelå særlige grunde, der gjorde det rimeligt at tilkende E

erstatning efter retsplejelovens § 1018 b, jf. § 1018 a, stk. 2. Da E i første omgang havde affundet sig

med inddragelsen af førerretten, og da der hos E, der tidligere var dømt for spirituskørsel, var

konstateret en promille på 1,47, fandt landsretten imidlertid, at erstatningskravet måtte nedsættes, jf.

retsplejelovens § 1018 b, jf. § 1018 a, stk. 3. Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste blev herefter fastsat

skønsmæssigt, mens der ikke fandtes grundlag for at yde erstatning for tort, da E var dømt for

spirituskørsel.


 

Endelig kan der med hensyn til sager, der først er endelig afgjort i 2002, nævnes følgende domme:
 

ØLD af 7. februar 2002 (12. afd. S-2148-01). Politiet foretog den 3. oktober 1998 ransagning på et

hotel, hvor man havde en formodning for, at der blev afviklet "pyramidespil". I forbindelse med

ransagningen blev nogle døre beskadiget. Ejerne af hotellet fremsatte krav om erstatning herfor samt

for indtægtstab, tabt arbejdsfortjeneste og tort. Landsretten tiltrådte, at der ikke var grundlag for at

yde erstatning efter retsplejelovens § 1018 b, da ransagningen ikke var rettet mod hotellet, men derimod den organisation, som arrangerede pyramidespillet, og som havde rådighed over

lokaliteterne. Under henvisning til, at der på tidspunktet for gennemførelsen af ransagningen forelå en

byretsdom, hvor arrangører af pyramidespil var fundet skyldige i overtrædelse af lov om offentlige

indsamlinger, at en af hotellets ejere forud for ransagningen var blevet gjort bekendt med, at

gennemførelse af pyramidespil efter politiets opfattelse var strafbar, at han undlod at træffe

foranstaltninger til at afbryde spillet den 3. oktober 1998, og at politiets adgang til hotellet blev

hindret ved, at adgangsdørene blev aflåst, fandt landsretten endvidere ikke, at politiet i forbindelse

med ransagningen havde udvist ansvarspådragende adfærd, jf. retsplejelovens § 1018 h.

 

U 2002.1175 H. Erstatningssøgende (E) var i ca. 21/2 mdr. varetægtsfængslet i isolation som sigtet

for drabsforsøg, hvorefter sigtelsen blev udvidet til også at omfatte en overtrædelse af straffelovens §

191. Sigtelsen for drabsforsøg blev opgivet, mens E blev idømt 41/2 års fængsel for overtrædelsen af

straffelovens § 191. Hele varetægtsfængslingsperioden blev afkortet i den idømte straf, dog således at

der i overensstemmelse med de dagældende regler i straffelovens § 86 ikke blev givet forhøjet

fradrag for varetægtsfængsling i isolation. Højesteret fandt ikke, at varetægtsfængslingen i isolation

for drabsforsøg fuldt ud kunne anses for kompenseret ved den skete afkortning, og at der derfor forelå

særlige grunde, som talte for at tilkende erstatning, jf. retsplejelovens § 1018 a, stk. 2, 2. led. Et

flertal på tre dommere fandt ikke, at erstatningen i den foreliggende situation skulle udmåles med

udgangspunkt i administrativ praksis, hvorefter der ydes et tillæg på 100 % til personer, som

uforskyldt har været frihedsberøvet som sigtet for drab eller drabsforsøg. Erstatningen blev derfor

fastsat skønsmæssigt (25.000 kr.).

 

VLD af 11. april 2002 (1. afd. nr. S-0220-02). Politiet tog nogle havemøbler i bevaring hos en

person (A). A erkendte med det samme hæleri med hensyn til møblerne, men ville ikke oplyse, af

hvem han havde købt møblerne. Da det blev konstateret, at møblerne kunne stamme fra et indbrud

hos møbelforretningen M begået kort forinden, blev møblerne udleveret til M. Ca. 4 måneder senere

ændrede A forklaring, idet han nu forklarede, at han havde opbevaret møblerne for B, som havde

købt dem i møbelforretningen. A og B blev under en straffesag frifundet for hæleri med hensyn til

tyveri, og B krævede nu møblerne udleveret eller erstatning efter retsplejelovens § 1018 h.

Landsretten fandt ikke, at politimesteren havde handlet ansvarspådragende ved at udlevere de

beslaglagte møbler til M og henviste til, at A havde erkendt sig skyldig i hæleri med hensyn til tyveri

og oplyst, at han havde købt møblerne.

 

ØLD af 4. juli 2002 (20. afd. S-642-02). Fem personer med tilknytning til det autonome miljø blev i

København anholdt og deres bil (en udlejningsbil) ransaget, da politiet havde en mistanke om, at

bilen kunne indeholde våben, som skulle bruges i forbindelse med en forestående nazidemonstration i

Roskilde. I bilen fandt politiet en dunk benzin, to nødblus, en hammer, en taske indeholdende 10

brosten og flere stofhandsker. Påtalen blev efterfølgende opgivet, og de pågældende fremsatte krav

om forhøjet erstatning for den ca. 10 timer lange anholdelse, blandt andet under henvisning til at

anholdelsen savnede hjemmel. Landsrettens flertal fandt, at de erstatningssøgende med rimelig grund

var mistænkt for besiddelse af effekter, som kunne anvendes til våben, og at anholdelserne var

berettiget, idet politiet måtte befrygte, at de i bilen fundne effekter skulle bruges ulovligt i forbindelse

med den lovligt anmeldte moddemonstration i Roskilde. Landsretten fandt endvidere, at de

erstatningssøgende ved under de givne omstændigheder at befinde sig på det pågældende sted (foran

den tyske ambassade) i en udlejningsbil indeholdende brosten, hammer, nødblus, benzindunk og

stofhandsker og uden at give politiet en fyldestgørende forklaring herpå, selv havde givet anledning

til anholdelserne, jf. retsplejelovens § 1018 a, stk. 3.

 

U 2002.2665 H. En kvinde (E) blev sigtet for drabsforsøg ved at have tildelt sin samlever (S) to

knivstik i ryggen og var herfor varetægtsfængslet i 37 dage. E blev tiltalt for overtrædelse af

straffelovens § 245, stk. 1, men blev i medfør af straffelovens § 13, stk. 2, frifundet. Det blev under

sagen lagt til grund, at S, inden E tildelte ham de to knivstik i ryggen, i forbindelse med parternes

skænderi og slagsmål havde tildelt E adskillige knytnæveslag og slag med en cykelkædelås af jern

omviklet med plastik i hovedet og på kroppen og endvidere, at han to gange anbragte eller forsøgte at

anbringe cykelkædelåsen rundt om halsen på E og udtalte, at hun skulle dø. Anklagemyndigheden

afslog at yde E erstatning for varetægtsfængslingen, jf. retsplejelovens § 1018 a, stk. 3. Byretten

ydede halv erstatning, mens landsretten helt nægtede erstatning. Højesteret tilkendte E fuld erstatning

(48.000 kr.) og bemærkede følgende: "Den alvorlige karakter af de stiklæsioner, [E] tilføjede [S],

kan ikke i sig selv føre til en fravigelse af udgangspunktet om fuld erstatning. Efter oplysningerne om

de omstændigheder, hvorunder knivstikkene fandt sted, finder Højesteret, at hun ikke selv har givet

anledning til frihedsberøvelsen på en sådan måde, at erstatningskravet skal nedsættes eller bortfalde.

Denne vurdering ændres ikke af, at [E] efterfølgende undlod at tilkalde hjælp og undlod at kontakte

politiet, idet det må antages, at disse forhold ikke har haft betydning for frihedsberøvelsen."

 

U 2002.2666 H. En kvinde (E) blev sigtet for drab ved at have tildelt sin ven (V) et knivstik i brystet,

hvorved han afgik ved døden, og var herfor varetægtsfængslet i 177 døgn. E blev tiltalt for

overtrædelse af straffelovens § 246, jf. § 245, stk. 1, men blev i medfør af straffelovens § 13, stk. 2,

frifundet. Det blev under sagen lagt til grund, at der havde været et skænderi mellem parterne,

hvorunder V havde slået E's hoved ind i en rude to gange, så den knustes, at V, da E forsøgte at flygte

ud af lejligheden, holdt hende tilbage og skubbede hende ud i køkkenet, og at E her greb kniven og

under det fortsatte skænderi stak ud efter V, der blev ramt i hjertet. Anklagemyndigheden afslog at

yde E erstatning for varetægtsfængslingen, jf. retsplejelovens § 1018 a, stk. 3. Byretten ydede delvis

erstatning, mens landsretten helt nægtede erstatning. Højesteret tilkendte E halv erstatning (83.125

kr.) og bemærkede følgende: "Den alvorlige karakter af den stiklæsion, [E] tilføjede [V], kan ikke i

sig selv føre til en fravigelse af udgangspunktet om fuld erstatning. Efter oplysningerne om de

omstændigheder, hvorunder knivstikket fandt sted, finder Højesteret imidlertid, at hun herved selv

har givet anledning til frihedsberøvelsen i et sådant omfang, at erstatningen bør nedsættes til

halvdelen."