|
|
||
Anklagemyndighedens årsberetning 2001-02 |
|||
Afsnit 4 Sager om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning 4.1. Indledning I Anklagemyndighedens Årsberetning 1998-1999, bind 2, findes en artikel om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning. Sagerne afgøres af statsadvokaterne og Rigsadvokaten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a med mulighed for, at den erstatningssøgende efterfølgende kan indbringe erstatningsspørgsmålet for retten. Artiklen er fulgt op i Anklagemyndighedens Årsberetning 2000, hvori der nævnes en række konkrete erstatningssager af mere generel interesse fra beretningsåret samt enkelte sager fra 2001. Statsadvokaterne behandlede i 2001 i alt 1732 sager vedrørende krav om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning. Rigsadvokaten behandlede samme år 424 sager. En væsentlig del af rigsadvokaturens sager vedrørte klager over afgørelser truffet af statsadvokaterne. Det samlede erstatningsbeløb, der i de senere år udbetalt efter retsplejelovens § 1018 a-d, fremgår af oversigten neden for. 1997 13,4 mio. kr. 1998 12,9 mio. kr. 1999 12,6 mio. kr. 2000 17,5 mio. kr. 2001 13,5 mio. kr. 2002 10,5 mio. kr. I tallene indgår ikke erstatninger udbetalt efter retsplejelovens § 1018 h, idet disse erstatninger konteres sammen med andre erstatninger, der udbetales over politiets driftsregnskab. Antallet af sager, hvor der i medfør af § 1018 h udbetales erstatning i anledning af fejl eller forsømmelser, er imidlertid begrænset og vedrører blandt an-det mindre sager om bortkomst af beslaglagte genstande o. l., og et mindre antal sager om for lang
sagsbehandlingstid. 4.2. Konkrete sager Der vil i det følgende blive nævnt en række konkrete erstatningssager fra 2001 og 2002, som ikke er omtalt i de forrige årsberetninger. Der er tale om sager af mere generel interesse. Det skal bemærkes, at gennemgangen af trykt praksis ikke er
udtømmende. U 2001.1129 V. Erstatningssøgendes advokat (A) fremsatte et foreløbigt krav om erstatning som følge af en uberettiget frihedsberøvelse, hvilket statsadvokaten imødekom efter taksterne. Advokaten påklagede afgørelsen og bemærkede, at sagen ville overgå til en anden advokat, og at klagen blev fremsendt for at overholde klagefristen. 3_ måned efter klagefristens udløb fremsatte erstatningssøgendes nye advokat (B) krav om yderligere torterstatning for presseomtale. Rigsadvokaten afviste at tage stilling til dette yderligere krav under henvisning til, at kravet var fremsat for sent, jf. retsplejelovens § 1018 e, stk. 1. Landsretten fandt, at E dels havde overholdtfristen for fremsættelsen af erstatningskravet, dels havde overholdt den klagefrist, der var anført i statsadvokatens afgørelse og pålagde anklagemyndigheden at realitetsbehandle det yderligere krav om torterstatning. U 2002.623 V. Erstatningssøgende (E), der var blevet dømt for spirituskørsel og frakendt førerretten betinget, fremsatte krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og tort i anledning af, at hans kørekort administrativt havde været inddraget i en periode på ca. 8 mdr. Navnlig efter sagens tidsmæssige forløb fandt landsretten, at der forelå særlige grunde, der gjorde det rimeligt at tilkende E erstatning efter retsplejelovens § 1018 b, jf. § 1018 a, stk. 2. Da E i første omgang havde affundet sigmed inddragelsen af førerretten, og da der hos E, der tidligere var dømt for spirituskørsel, var konstateret en promille på 1,47, fandt landsretten imidlertid, at erstatningskravet måtte nedsættes, jf. retsplejelovens § 1018 b, jf. § 1018 a, stk. 3. Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste blev herefter fastsatskønsmæssigt, mens der ikke fandtes grundlag for at yde erstatning for tort, da E var dømt for spirituskørsel. Endelig kan der med hensyn til sager, der
først er endelig afgjort i 2002, nævnes følgende domme: ØLD af 7. februar 2002 (12. afd. S-2148-01). Politiet foretog den 3. oktober 1998 ransagning på et hotel, hvor man havde en formodning for, at der blev afviklet "pyramidespil". I forbindelse med ransagningen blev nogle døre beskadiget. Ejerne af hotellet fremsatte krav om erstatning herfor samt for indtægtstab, tabt arbejdsfortjeneste og tort. Landsretten tiltrådte, at der ikke var grundlag for at yde erstatning efter retsplejelovens § 1018 b, da ransagningen ikke var rettet mod hotellet, men derimod den organisation, som arrangerede pyramidespillet, og som havde rådighed overlokaliteterne. Under henvisning til, at der på tidspunktet for gennemførelsen af ransagningen forelå en byretsdom, hvor arrangører af pyramidespil var fundet skyldige i overtrædelse af lov om offentlige indsamlinger, at en af hotellets ejere forud for ransagningen var blevet gjort bekendt med, at gennemførelse af pyramidespil efter politiets opfattelse var strafbar, at han undlod at træffe foranstaltninger til at afbryde spillet den 3. oktober 1998, og at politiets adgang til hotellet blev hindret ved, at adgangsdørene blev aflåst, fandt landsretten endvidere ikke, at politiet i forbindelse med ransagningen havde udvist ansvarspådragende adfærd, jf. retsplejelovens § 1018 h.U 2002.1175 H. Erstatningssøgende (E) var i ca. 21/2 mdr. varetægtsfængslet i isolation som sigtet for drabsforsøg, hvorefter sigtelsen blev udvidet til også at omfatte en overtrædelse af straffelovens § 191. Sigtelsen for drabsforsøg blev opgivet, mens E blev idømt 41/2 års fængsel for overtrædelsen af straffelovens § 191. Hele varetægtsfængslingsperioden blev afkortet i den idømte straf, dog således at der i overensstemmelse med de dagældende regler i straffelovens § 86 ikke blev givet forhøjet fradrag for varetægtsfængsling i isolation. Højesteret fandt ikke, at varetægtsfængslingen i isolation for drabsforsøg fuldt ud kunne anses for kompenseret ved den skete afkortning, og at der derfor forelå særlige grunde, som talte for at tilkende erstatning, jf. retsplejelovens § 1018 a, stk. 2, 2. led. Etflertal på tre dommere fandt ikke, at erstatningen i den foreliggende situation skulle udmåles med udgangspunkt i administrativ praksis, hvorefter der ydes et tillæg på 100 % til personer, som uforskyldt har været frihedsberøvet som sigtet for drab eller drabsforsøg. Erstatningen blev derfor fastsat skønsmæssigt (25.000 kr.). VLD af 11. april 2002 (1. afd. nr. S-0220-02). Politiet tog nogle havemøbler i bevaring hos en person (A). A erkendte med det samme hæleri med hensyn til møblerne, men ville ikke oplyse, af hvem han havde købt møblerne. Da det blev konstateret, at møblerne kunne stamme fra et indbrud hos møbelforretningen M begået kort forinden, blev møblerne udleveret til M. Ca. 4 måneder senere ændrede A forklaring, idet han nu forklarede, at han havde opbevaret møblerne for B, som havde købt dem i møbelforretningen. A og B blev under en straffesag frifundet for hæleri med hensyn til tyveri, og B krævede nu møblerne udleveret eller erstatning efter retsplejelovens § 1018 h.Landsretten fandt ikke, at politimesteren havde handlet ansvarspådragende ved at udlevere de beslaglagte møbler til M og henviste til, at A havde erkendt sig skyldig i hæleri med hensyn til tyveri og oplyst, at han havde købt møblerne. ØLD af 4. juli 2002 (20. afd. S-642-02). Fem personer med tilknytning til det autonome miljø blev i København anholdt og deres bil (en udlejningsbil) ransaget, da politiet havde en mistanke om, at bilen kunne indeholde våben, som skulle bruges i forbindelse med en forestående nazidemonstration i Roskilde. I bilen fandt politiet en dunk benzin, to nødblus, en hammer, en taske indeholdende 10 brosten og flere stofhandsker. Påtalen blev efterfølgende opgivet, og de pågældende fremsatte krav om forhøjet erstatning for den ca. 10 timer lange anholdelse, blandt andet under henvisning til at anholdelsen savnede hjemmel. Landsrettens flertal fandt, at de erstatningssøgende med rimelig grund var mistænkt for besiddelse af effekter, som kunne anvendes til våben, og at anholdelserne var berettiget, idet politiet måtte befrygte, at de i bilen fundne effekter skulle bruges ulovligt i forbindelse med den lovligt anmeldte moddemonstration i Roskilde. Landsretten fandt endvidere, at de erstatningssøgende ved under de givne omstændigheder at befinde sig på det pågældende sted (foran den tyske ambassade) i en udlejningsbil indeholdende brosten, hammer, nødblus, benzindunk og stofhandsker og uden at give politiet en fyldestgørende forklaring herpå, selv havde givet anledning til anholdelserne, jf. retsplejelovens § 1018 a, stk. 3.U 2002.2665 H. En kvinde (E) blev sigtet for drabsforsøg ved at have tildelt sin samlever (S) to knivstik i ryggen og var herfor varetægtsfængslet i 37 dage. E blev tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, men blev i medfør af straffelovens § 13, stk. 2, frifundet. Det blev under sagen lagt til grund, at S, inden E tildelte ham de to knivstik i ryggen, i forbindelse med parternes skænderi og slagsmål havde tildelt E adskillige knytnæveslag og slag med en cykelkædelås af jern omviklet med plastik i hovedet og på kroppen og endvidere, at han to gange anbragte eller forsøgte at anbringe cykelkædelåsen rundt om halsen på E og udtalte, at hun skulle dø. Anklagemyndigheden afslog at yde E erstatning for varetægtsfængslingen, jf. retsplejelovens § 1018 a, stk. 3. Byrettenydede halv erstatning, mens landsretten helt nægtede erstatning. Højesteret tilkendte E fuld erstatning (48.000 kr.) og bemærkede følgende: "Den alvorlige karakter af de stiklæsioner, [E] tilføjede [S],kan ikke i sig selv føre til en fravigelse af udgangspunktet om fuld erstatning. Efter oplysningerne om de omstændigheder, hvorunder knivstikkene fandt sted, finder Højesteret, at hun ikke selv har givet anledning til frihedsberøvelsen på en sådan måde, at erstatningskravet skal nedsættes eller bortfalde. Denne vurdering ændres ikke af, at [E] efterfølgende undlod at tilkalde hjælp og undlod at kontakte politiet, idet det må antages, at disse
forhold ikke har haft betydning for frihedsberøvelsen." U 2002.2666 H. En kvinde (E) blev sigtet for drab ved at have tildelt sin ven (V) et knivstik i brystet, hvorved han afgik ved døden, og var herfor varetægtsfængslet i 177 døgn. E blev tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 246, jf. § 245, stk. 1, men blev i medfør af straffelovens § 13, stk. 2, frifundet. Det blev under sagen lagt til grund, at der havde været et skænderi mellem parterne, hvorunder V havde slået E's hoved ind i en rude to gange, så den knustes, at V, da E forsøgte at flygte ud af lejligheden, holdt hende tilbage og skubbede hende ud i køkkenet, og at E her greb kniven og under det fortsatte skænderi stak ud efter V, der blev ramt i hjertet. Anklagemyndigheden afslog at yde E erstatning for varetægtsfængslingen, jf. retsplejelovens § 1018 a, stk. 3. Byretten ydede delviserstatning, mens landsretten helt nægtede erstatning. Højesteret tilkendte E halv erstatning (83.125 kr.) og bemærkede følgende: "Den alvorlige karakter af den stiklæsion, [E] tilføjede [V], kan ikke isig selv føre til en fravigelse af udgangspunktet om fuld erstatning. Efter oplysningerne om de omstændigheder, hvorunder knivstikket fandt sted, finder Højesteret imidlertid, at hun herved selv har givet anledning til frihedsberøvelsen i et sådant omfang, at erstatningen bør nedsættes til halvdelen." |
|||
|
|||