TfK 2006.591/1 ØLD
 

  Ø.L.D. 2. juni 2006 i anke 16. afd. nr. S-2204-05

(Linde Jensen, Ulla Staal, Helle Hjelm Poulsen (kst.)).

Anklagemyndigheden mod 1) E1 (adv. Claus Hooge, Hørsholm, besk.) 2) E2 (adv. Erling Halskov, Odense, besk.) 3) E3 (adv. Sysette Vinding Kruse, Kbh., besk.) 4) E4 (adv. Birger Lennart Hagstrøm, Kbh., besk.).

Odense Rets dom 24. maj 2005.

Under denne sag, har Politimesteren i Odense ved retsmødebegæringer af 18. oktober 2004 og 11. januar 2005 i medfør af retsplejelovens § 1018 f stk. 1 i henhold til tilkendegivelser af 5. marts, 8. marts, 23. marts og 27. december 2004 fra Statsadvokaten for Fyn m.v. indbragt denne sag for retten, hvorunder de erstatningssøgende, E1, E2, E3 og E4, har fremsat krav om erstatning og godtgørelse for tort i anledning af en mod dem foretaget strafferetlig forfølgning.

Sagen er i medfør af § 1018 f stk. 4 behandlet under medvirken af domsmænd.

Det fremgår af Statsadvokatens tilkendegivelse vedrørende E1, at denne ved Østre Landsrets ankedom blev idømt fængsel i 2 år 6 måneder, betinget, samt en tillægsbøde på 2.400.000 kr., for overtrædelse af straffelovens § 286, stk. 2, jf. § 279, og § 283, stk. 1, nr. 3, samt straffelovens § 289, jf. til dels § 21, og skattekontrollovens § 13, stk. 1. Frihedsstraffen blev gjort betinget under hensyn til den lange sagsbehandlingstid, der fandtes at udgøre en krænkelse af Menneskerettighedskonventionens art. 6. Erstatningssøgende var ved Odense Rets dom af 8. juni 2000 idømt fængsel i 4 år og en tillægsbøde på 2.400.000 kr. for overtrædelse af straffelovens § 286, stk. 2, jf. § 279 og § 283, stk. 1, nr. 3, samt straffelovens § 289, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1.

Ifølge tilkendegivelsen er et erstatningskrav, opgjort til 4.600.000 kr., for tort m.v. samt tabt arbejdsfortjeneste/ødelagt virksomhedsdrift ikke imødekommet af anklagemyndigheden og Justitsministeriet. Et krav på salær på 10.000 kr. plus moms er afvist.

Af tilkendegivelsen vedrørende E2 fremgår, at denne ved samme ankedom blev idømt en bøde på 32.000 kr. for overtrædelse af skattekontrollovens § 13, stk. 1, til dels jf. § 21. Bøden blev gjort betinget under hensyn til den lange sagsbehandlingstid, der fandtes at udgøre en krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 6. Erstatningssøgende var den 8. juni 2000 ved Retten i Odense idømt 3 års fængsel og en tillægsbøde på 2.400.000 kr. for overtrædelse af straffelovens § 279 og straffelovens § 283, stk. 1, nr. 3.

Ifølge tilkendegivelsen er et erstatningskrav, opgjort til 2.500.000 kr., for deltagelse i retsmøder, tabt arbejdsfortjeneste og tort delvis imødekommet af anklagemyndigheden med 40.000 kr. Et krav om salær på 11.000 kr. + moms for fremsættelse af kravet er afvist af anklagemyndigheden.

Af tilkendegivelsen vedrørende E3 fremgår, at denne ved Østre Landsrets ankedom blev frifundet for den rejste tiltale for bedrageri efter straffelovens § 279. Hun var ved Odense Rets dom af 8. juni 2000 idømt 2 års fængsel efter denne bestemmelse.

Ifølge tilkendegivelsen er et erstatningskrav, opgjort til 1.135.639 kr., for befordring i forbindelse med straffesagens forberedelse, tabt arbejdsfortjeneste og tort m.v. delvist imødekommet med 77.800 kr. som godtgørelse for ikke-økonomisk skade i forbindelse med strafforfølgningen. Beløbet er forrentet fra den 15. august 2002 med 5% over den til enhver tid fastsatte officielle diskonto. Et krav om salær på 5.500 kr. + moms for fremsættelse af kravet er afvist af anklagemyndigheden.

Af tilkendegivelsen vedrørende E4 fremgår, at denne ved Østre Landsrets ankedom blev frifundet for den rejste tiltale for bedrageri efter straffelovens § 279, jf. § 286, stk. 2. Han var ved Odense Rets dom af 8. juni 2000 idømt 1 år 3 måneders fængsel efter disse bestemmelser.

Ifølge tilkendegivelsen er et erstatningskrav, opgjort til i alt 6.507.300 kr., for befordring i forbindelse med straffesagens forberedelse og retsmøder, tabt arbejdsfortjeneste, tort m.v. samt fysiske og psykiske gener delvist imødekommet af anklagemyndigheden med 35.000 kr. som godtgørelse for ikke-økonomisk skade i forbindelse med strafforfølgningen. Beløbet er forrentet fra den 15. august 2002 med 5% p.a. over den til enhver tid fastsatte diskonto.

Det fremgår af sagens oplysninger, at E1 i de pågældende år, 1988-1992, som forholdene i anklageskriftet i sagen vedrørte, var hovedaktionær og direktør i selskabet Danish Rattan A/S i Nr. Lyndelse på Fyn og andre selskaber, herunder Den Lyserøde Elefant ApS. E2 var medejer og ansat i Danish Rattan, og E3 var ansat i Den Lyserøde Elefant. E4 var de år, forholdene mod ham vedrører, indkøbsdirektør i Jysk Sengetøjslager, som havde samhandel med Danish Rattan. Den 14. december 1992 anmeldte selskabet betalingsstandsning til Skifteretten i Odense, og den 6. oktober blev selskabet og de to tilknyttede selskaber erklæret konkurs. Den 28. december 1992 fremsendte skifteretten en anmodning fra kuratorerne i boet til Politimesteren i Odense om at foretage politimæssig undersøgelse i anledning af formentlig strafbare forhold. Den 7. juni 1993 blev E1, E2 og E3 anholdt af Odense Politi og fremstillet samme dag i retten i grundlovsforhør. Efter afhøring bestemte retten, at de skulle løslades. Den 9. januar 1997 blev sagen overdraget til anklagemyndigheden, og den 22. december 1997 indleveredes anklageskrift mod de fire erstatningssøgende til Retten i Odense, hvor der den 20. august 1998 indledtes domsforhandling. Bevisførelsen blev afsluttet den 12. maj 1999, og efter i alt 74 retsdage afsagdes der dom den 8. juni 2000.

Ifølge byretsdommen var den rejste tiltale sålydende:

1.

tiltalte 1-3

bedrageri efter straffelovens § 279,

ved svigagtigt at skaffe sig eller andre uberettiget vinding i forening som ejere, direktører eller ansatte i Danish Rattan A/S, Nørrevang 13-17 i Nr. Lyndelse, eller til dels i andre selskaber ejet eller behersket af de tiltalte

(I)

i tiden fra april 1991 til den 14. september 1992 at have bestemt personalet i firmaerne Nordisk Factoring A/S i Virum og Midt Factoring A/S i Ikast til mod transport i salgsfakturaer til tyske og østrigske kunder at belåne fakturaer med et samlet pålydende på mindst 5.033.226 DEM, ca. 19 mio. danske kroner, og udbetale ikke under 80% af fakturaernes pålydende, 4.026.480 DEM, ca. 15.301 mio. danske kroner, til Danish Rattan A/S, for hvilke fakturaer der ikke var aftale med købere om salg og levering i overensstemmelse med fakturaernes indhold, hvorfor fakturaerne var værdiløse og fiktive, hvilket de tiltalte fortav over for factoringselskaberne, og hvorfor betaling af fakturaerne ikke indgik, hvorved Midt Factoring A/S, der den 27. november 1992 havde overtaget factoringengagementet med Nordisk Factoring A/S, der på dette tidspunkt havde belånt sådanne fakturaer for ca. 6 mio. kroner, påførtes et foreløbig opgjort formuetab på i alt ca. 9 mio. kroner, da Danish Rattan A/S den 14. september 1992 trådte i betalingsstandsning og den 6. oktober 1992 blev erklæret konkurs,

(II)

i samme tidsrum at have bestemt personalet i Midt Factoring A/S til mod transport i salgsfakturaer til tyske og østrigske kunder at belåne fakturaer med et samlet pålydende på 648.538 DEM, ca. 2,4 mio. danske kroner, og udbetale ikke under 80% af fakturaernes pålydende, ca. 518.830 DEM, ca. 1,9 mio. danske kroner, til Danish Rattan A/S, selv om fakturaerne i strid med factoringaftalen sendtes til belåning forud for levering af varen, hvilket de tiltalte fortav over for factoringselskabet, og hvorfor fakturaerne på belåningstidspunktet var værdiløse, ligesom der ikke senere skete levering af varer og betaling af fakturaerne, hvorved Midt Factoring A/S led et formuetab eller risiko herfor, svarende til det udbetalte beløb, idet Danish Rattan A/S trådte i betalingsstandsning og blev erklæret konkurs som ovenfor beskrevet,

(III)

ved i tiden fra 10. marts 1992 til den 26. august 1992 at have bestemt personalet i Midt Factoring A/S til mod transport i 138 fakturaer til tyske og østrigske kunder at belåne fakturaerne med et samlet pålydende på 513.244 DEM, ca. 1.975.991 danske kroner, og udbetale ikke under 80% af fakturaernes pålydende 410.595 DEM, 1.560.261 danske kroner, til Danish Rattan A/S, selv om fakturaerne i strid med factoringaftalen sendtes til belåning forud for levering af varen, hvilket de tiltalte fortav over for factoringselskabet, og hvorfor fakturaerne på belåningstidspunktet var værdiløse, hvorved Midt Factoring A/S led et formuetab eller risiko herfor svarende til det udbetalte beløb, idet Danish Rattan A/S trådte i betalingsstandsning og blev erklæret konkurs som ovenfor beskrevet,

2.

tiltalte 1 og 2

skyldnersvig efter straffelovens § 283, stk. 1, nr. 3,

ved i 1991 og 1992 i forening som ejere og direktører som i forhold 1 beskrevet i Danish Rattan A/S

ved tillæg til fakturapriserne,

ved manglende bogføring af kreditnotaer,

ved udeholdt omsætning eller

ved på anden lignende måde

som kreditposteringer på mellemregningskonti uretmæssigt at have disponeret over, tilegnet sig eller forbrugt ca. 20 mio. kroner tilhørende Danish Rattan A/S, og som skulle være indtægtsført i dette firma, og derefter anvendt i driften heraf, eller til stede, til rådighed for kreditorerne, da selskabet blev erklæret konkurs som ovenfor beskrevet, hvorved de unddrog kreditorerne dette beløb for at tjene disse til fyldestgørelse eller påførte disse en risiko herfor,

subsidiært for overtrædelse af straffelovens § 289, jf. til dels § 21, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1, og mere subsidiært § 13, stk. 2,

ved i forening med forsæt eller af grov uagtsomhed med henblik på skatteunddragelse, at have undladt at selvangive de ovennævnte ca. 20 mio. kroner som udbytte, hvorved de unddrog eller forsøgte at unddrage ca. 8 mio. kroner i udbytteskat,

3.

tiltalte 1 og 2

overtrædelse af straffelovens § 289, jf. til dels § 21, og skattekontrollovens § 13, stk. 1, subsidiært § 13, stk. 2,

ved i forening i forbindelse med det i forhold 2 beskrevne med forsæt eller ved grov uagtsomhed at have unddraget 2.403.176 kr. i selskabsskat i indkomståret 1990/1991 og forsøgt unddragelse af selskabsskat med 3.300.020 kr. i selskabsskat i indkomståret 1991/1992,

4.

tiltalte 1

bedrageri efter straffelovens § 279

ved som ejer og direktør som i forhold 1 beskrevet og for svigagtig at skaffe sig eller andre uberettiget vinding

i tiden fra den 4. august 1992 til den 26. august 1992 til speditionsfirmaet Danzas i Hamborg at have udstedt i alt 7 checks til en samlet værdi af 325.217,71 DEM, trukket på Danish Rattan A/S' og Danish Rattan Imports konti nr. 2300721 og 2102705 i Commerzbank i Flensborg som betaling for frigivelse af containere med varer fra Østen og ved efter varernes frigivelse at have spærret checkene hos Commerzbank, hvorved Danzas blev påført et formuetab svarende til checkenes pålydende, idet Commerzbank herefter nægtede Danzas betaling ved præsentation af checkene, ligesom Danish Rattan A/S eller det selskab, der havde modtaget varerne, ikke havde evne eller vilje til at betale Danzas, idet Danish Rattan A/S som ovenfor beskrevet trådte i betalingsstandsning den 14. september 1992,

5.

tiltalte 1-3

bedrageri efter straffelovens § 279

ved som ejere, direktører eller ansatte i Danish Rattan A/S som i forhold 1 beskrevet og for svigagtig at skaffe sig eller andre uberettiget vinding

i tiden fra juli 1988 til august 1992 at have bestemt personalet i Forenede Factors A/S i Glostrup til mod transport i salgsfakturaer til danske og tyske kunder at belåne fakturaer med samlet pålydende på 20.326.837 kr. og udbetale ikke under 80% af fakturaernes pålydende, 16.261.469 kr., til Danish Rattan A/S, for hvilke fakturaer der ikke var aftale med købere om salg og levering i overensstemmelse med fakturaernes indhold, hvorfor fakturaerne ved transporten og på belåningstidspunktet var værdiløse og fiktive, hvilket de tiltalte fortav over for factoringselskabet, hvorved de påførte dette en risiko for formuetab svarende til de udbetalte beløb,

6.

tiltalte 4

bedrageri efter straffelovens § 279

ved i forening med de øvrige tiltalte i tiden fra den 23. december 1991 til den 18. april 1992 for svigagtig at skaffe sig eller andre uberettiget vinding at have bestemt personalet i Forenede Factors til mod transport i salgsfakturaer med et samlet pålydende på 680.579,80 kr. udstedt til Jysk Sengetøjslager, Søren Frichs Vej 40 F i Åbyhøj, at belåne fakturaerne og udbetale mindst 80% af fakturaernes pålydende, 544.463 kr., til Danish Rattan A/S, idet tiltalte som indkøbsdirektør i Jysk Sengetøjslager kvitterede for levering af varer på 5 af de i forhold 5 nævnte salgsfakturaer, selv om varerne ikke var leveret, hvilket tiltalte vidste ville blive fortiet over for factoringselskabet, ligesom han vidste, at fakturaerne med denne kvittering blev tiltransporteret Forenede Factors, og at levering var en betingelse for transport og belåning, hvorved Forenede Factors påførtes et formuetab eller risiko herfor på det udbetalte beløb,

7.

tiltalte 1 og 4

bedrageri efter straffelovens § 279

ved som ejer, direktør og ansat som ovenfor beskrevet og for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding

i forening den 26. juni 1992 og den 21. juli 1992 som i forhold 5 og 6 beskrevet svigagtigt at have bestemt personalet i Forenede Factors til mod transport i to salgsfakturaer på henholdsvis 713.750 kr. og 97.375 kr. at belåne disse og udbetale ikke under 80% af fakturaernes pålydende, 571.000 kr. og 77.900 kr., til Danish Rattan A/S, idet E4 efter aftale med E1 kvitterede for levering som ovenfor beskrevet, selv om levering ikke var sket, hvilket de fortav over for factoringselskabet, og selv om de vidste, at fakturaerne med denne kvittering af tiltalte 1 blev tiltransporteret Forenede Factors, og at levering var en betingelse for transport og belåning, hvorved Forenede Factors påførtes et formuetab eller risiko herfor på det udbetalte beløb,

8.

alle de tiltalte

bedrageri efter straffelovens § 279

ved som ejere, direktører og ansatte som ovenfor beskrevet i forening svigagtigt at skaffe sig eller andre uberettiget vinding

i tiden fra 16. november 1991 til 19. august 1992 at have bestemt personalet i Forenede Factors A/S til mod transport i salgsfakturaer til Jysk Sengetøjslager at belåne fakturaer med samlet pålydende på 13.232.959,60 kr. og udbetale ikke under 80% af fakturaernes pålydende, 10.586.367 kr., til Danish Rattan A/S, selv om fakturaerne i strid med factoringaftalen sendtes til belåning forud for levering af varen, hvorfor fakturaerne var værdiløse ved transporten og på belåningstidspunktet, hvilket de fortav over for factoringselskabet, og idet E4 efter aftale med de tiltalte kvitterede for levering på fakturaerne, selv om varerne ikke var leveret, og selv om han vidste, at fakturaerne med denne kvittering blev tiltransporteret og belånt i Forenede Factors A/S, og at levering var en betingelse for transport og belåning, hvorved Forenede Factors A/S påførtes et formuetab eller risiko herfor på det udbetalte beløb,

9.

tiltalte 1-3

bedrageri efter straffelovens § 279

ved i forening som ejere, direktører eller andet som ovenfor beskrevet og for svigagtigt at skaffe sig eller andre berettiget vinding

i tiden fra 11. februar 1992 til 28. august 1992 at have bestemt personalet i firmaet Forenede Factors A/S til mod transport i salgsfakturaer til firmaet Danische Bettenlager, Flensborg, at belåne fakturaer med et samlet pålydende på 1.605.969,96 kr. og udbetale ikke under 80% af fakturaernes pålydende, 1.284.775 kr., til Danish Rattan A/S, idet der for fakturaer med pålydende 1.183.916 kr. ikke var aftale med købere om salg og levering i overensstemmelse med fakturaernes indhold, hvorfor disse fakturaer var værdiløse og fiktive på tidspunktet for belåning, hvilket de tiltalte fortav over for factoringselskabet, ligesom fakturaer med pålydende 422.053 kr. blev belånt i factoringselskabet forud for levering af varen i strid med factoringaftalen, hvorfor også disse fakturaer var værdiløse på transport- og belåningstidspunktet, hvilket også blev fortiet, alt hvorved Forenede Factors A/S påførtes et formuetab eller risiko herfor på det udbetalte beløb

E1 blev ved byretsdommen fundet skyldig i bedrageri, skyldnersvig og forsætlig skatteunddragelse vedrørende et samlet beløb på 60.792.190 kr., hvoraf 2.403.176 kr. var unddraget selskabsskat. Han blev således fundet skyldig i det væsentlige efter tiltalens forhold 1, (I), delvis skyldig vedrørende 1, (II), skyldig vedrørende forhold 1, (III), skyldig i skyldnersvig ad forhold 2 i det væsentlige for det anførte beløbs vedkommende, skyldig i forhold 3, 4 og 7, delvis skyldig i forhold 5, i det væsentlige skyldig i forhold 8 og delvis skyldig ad forhold 9. Kriminaliteten fandtes at have medført konkrete tab i en størrelsesorden på 40 mio. kr. Overtrædelserne af bestemmelserne om bedrageri og skyldnersvig fandtes at være af særlig grov beskaffenhed, jf. straffelovens § 286, stk. 2. Straffen fastsattes for hans vedkommende som nævnt i Statsadvokatens tilkendegivelse til fængsel i 4 år med en tillægsbøde på 2.400.000 kr.

E2 fandtes ved dommen skyldig i bedrageri, skyldnersvig og forsætlig skatteunddragelse vedrørende et samlet beløb på 58.907.463 kr., hvoraf 2.403.176 kr. var unddraget selskabsskat. Han blev således fundet skyldig i det væsentlige efter tiltalens forhold 1, (I), delvis skyldig vedrørende forhold 1, (II), skyldig ad forhold 1, (III), skyldig i skyldnersvig ad forhold 2 i det væsentlige for det anførte beløbs vedkommende, skyldig ad forhold 3, delvis skyldig ad forhold 5, i det væsentlige skyldig ad forhold 8 og delvis skyldig ad forhold 9. Kriminaliteten fandtes at have medført konkrete tab i en størrelsesorden på 38 mio. kr. Overtrædelserne af bestemmelserne om bedrageri og skyldnersvig fandtes at være af særlig grov beskaffenhed, jf. straffelovens § 286, stk. 2. Straffen fastsattes som nævnt i Statsadvokatens tilkendegivelse til fængsel i 3 år med en tillægsbøde på 2.400.000 kr.

E3 fandtes ved dommen skyldig i bedrageri vedrørende et beløb på 38.173.047 kr. Hun blev således fundet skyldig i det væsentlige efter tiltalens forhold 1, (I), delvis skyldig ad forhold 1, (II), skyldig ad forhold 1,(III), delvis skyldig ad forhold 5, i det væsentlige skyldig ad forhold 8 og delvis skyldig ad forhold 9. Kriminaliteten fandtes at have medført konkrete tab i en størrelsesorden på 18 mio. kr. Bedrageriet fandtes at være af særlig grov beskaffenhed, jf. straffelovens § 286, stk. 2, og straffen fastsattes som nævnt i Statsadvokatens tilkendegivelse til fængsel i 2 år.

E4 fandtes ved dommen skyldig i bedrageri vedrørende et beløb på 9.986.377 kr. Han blev således fundet skyldig efter tiltalens forhold 6 og 7 og i det væsentlige skyldig ad forhold 8. Kriminaliteten fandtes at have medført konkrete tab i en størrelsesorden på 8 mio. kr. Bedrageriet fandtes at være af særlig grov beskaffenhed, jf. straffelovens § 286, stk. 2, og straffen fastsattes som nævnt i Statsadvokatens tilkendegivelse til fængsel i 1 år 3 måneder.

I dommen bemærkede byretten, at der efter en samlet vurdering af efterforskningsforløbet og det efterfølgende tidsforbrug til udfærdigelse af anklageskrift fandtes at være medgået for lang tid til denne del af sagsforløbet. Derimod fandtes der ikke grundlag for at kritisere den udstrækning, sagen fik under rettens behandling for så vidt angår berammelsestiden og tidsforbruget på 74 retsdage. Det var derimod kritisabelt, at sygdom hos anklageren havde ført til en vis forlængelse af sagen. Retten fandt ikke, at artikel 6, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention var krænket, men der toges ved strafudmålingen hensyn til, at tidsforbruget i to faser af sagens behandling havde været for langvarigt.

De erstatningssøgende ankede dommen til frifindelse, subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden påstod domfældelse i overensstemmelse med det for byretten opnåede bevisresultat, dog således at de beløb, hvor der påstås domfældelse for bedrageri, jf. straffelovens § 279, jf. § 286, stk. 2, udgjorde følgende: 

 
Forhold 1, 1. del: Principalt 14.284.435 kr.
  Subsidiært 13.201.937 kr.
Forhold 1, 2. del:   765.255 kr.
Forhold 1, 3. del:   1.537.844 kr.
Forhold 5-9   21.975.677 kr.

Anklagemyndigheden påstod frifindelse i forhold 4 og delvis frifindelse i forhold 9.

Anklagemyndigheden påstod for alle tiltaltes vedkommende skærpelse af straffen.

Efter en domsforhandling på 60 retsdage afsagde landsretten dom i sagen den 27. juni 2002. Ved landsrettens dom blev E3 og E4 frifundet for tiltalen, og E1 og E2 blev alene dømt i væsentligt mindre omfang. De blev begge frifundet ad tiltalens forhold 1, (I) og (II), og 8. E1 blev yderligere frifundet ad forhold 4 (efter anklagemyndighedens påstand), 5, 7 og 9 (delvis efter anklagemyndighedens påstand), i det væsentlige fundet skyldig ad forhold 1, (III), fundet skyldig i skyldnersvig og overtrædelse af § 289 og forsøg herpå ad forhold 2, delvis for de anførte beløbs vedkommende, og dømt ad forhold 3. E2 blev yderligere frifundet ad forhold 1, (III), og i skyldnersvig ad forhold 2, hvor han alene blev dømt for overtrædelse af § 289 og forsøg herpå for et mindre beløbs vedkommende, og frifundet ad forhold 3, 5, 8 og 9 (delvis efter anklagemyndighedens påstand). E1 blev straffet med fængsel i 2 år 6 måneder, som blev gjort betinget med en prøvetid på 2 år. Han skulle endvidere betale tillægsbøde på 2.400.000 kr. E2 blev alene straffet med en bøde på 32.000 kr., som blev gjort betinget med en prøvetid på 1 år.

I dommen kritiserede landsretten på flere punkter alvorligt den politimæssige efterforskning i sagen og ligeledes anklagemyndigheden. Vedrørende spørgsmålet, om der på grund af den lange sagsbehandlingstid var sket en krænkelse af de erstatningssøgendes ret til rettergang inden for en rimelig frist, jf. artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, bemærkede landsretten følgende i dommen:

»Landsretten bemærker herom, at de strafbare forhold i sagen angives begået i tidsrummet fra juli 1988 til den 14. september 1992.

Politimesteren i Odense modtog anmeldelse fra skifteretten den 29. december 1992 og fra kurator i boet efter Danish Rattan den 12. januar 1993.

Der blev afsagt ransagningskendelse den 25. maj 1993 vedrørende de tiltalte E1, E2 og E3. Ransagningen blev gennemført den 7. juni 1993, og disse tiltalte blev samme dag fremstillet i grundlovsforhør som sigtet blandt andet for bedrageri. De tiltalte blev løsladt senere samme dag.

Under efterforskningen af sagen har der ifølge notits af 27. april 1999 om tidsforbrug i sagen mod de tiltalte E1 m.fl., udfærdiget af kriminalassistent Ejner Hansen (bilag 5.24), herefter været foretaget en kort afhøring af tiltalte E1 den 5. oktober 1995 og 2 afhøringer af tiltalte E3 henholdsvis den 27. juni 1995 og den 22. august 1995. Tiltalte E2 har aldrig været afhørt. Tiltalte E4 har været afhørt henholdsvis den 12. januar 1995 og den 7. juni 1995.

Efterforskningen har været forestået af kriminalassistenterne Poul Erik Wegener og Ejner Hansen alene. Ejner Hansen udtrådte af sagen i oktober 1995, og Poul Erik Wegener var i perioden fra den 1. maj 1995 til den 31. august 1995 udlånt til en anden sag. Ekstern revisionsbistand blev ifølge kriminalassistent Ejner Hansens forklaring i byretten fravalgt af ressourcemæssige grunde.

Ifølge den ovennævnte notits indledtes Told og Skats behandling af sagen den 9. september 1992 og blev endeligt afsluttet med Told og Skats tiltalebegæring af den 12. november 1996. Herefter overgik sagen til juridisk behandling i anklagemyndigheden, og tiltale i sagen blev rejst den 22. december 1997.

Om sagens forløb i byretten henvises til det af byretten herom anførte.

Byrettens dom blev afsagt den 8. juni 2000.

Kriminalassistent Ejner Hansen har i byretten om forløbet af sagen blandt andet forklaret:

». . .

Vidnet og kriminalassistent Wegener havde i perioden andet arbejde, således at sagen var delvis i bero. En af grundene til det lange tidsforbrug i sagen har været at der gik tid med at afvente svarene fra det tyske politi, ligesom politiet også i lang tid skulle vente på Sophia-redegørelsen fra Toldvæsenet. Den kom først frem et år efter, at vidnet var holdt op med at beskæftige sig med sagen.

. . .

Vidnet er enig i, at forløbet fra december 1992 til anklageskrift i december 1997 er meget langt. Han kan vedstå, at han har skrevet en notits pr. 24. august 1995, hvor flere af de sigtelser, der nu er rejst tiltalte for er formuleret. Han er enig med forsvarerne i, at der er for lang tid fra den 24. august 1995 indtil anklageskriftet er blevet udformet. Om årsagen hertil vil han angive, at 2 centrale vidner ikke ville lade sig afhøre fra begyndelsen og derudover at man måtte afvente Sofiaredegørelsen. Endvidere har det været et problem, at den tidligere anklager på sagen måtte fratræde, fordi hun tiltrådte en stilling hos Statsadvokaten for Fyn.«

Kriminalassistent Ejner Hansen har i landsretten om forløbet af sagen blandt andet forklaret:

»Politiet ønskede ikke at afhøre de nu tiltalte, før der var et konkret grundlag for afhøring. Forinden skulle politiet først danne sig et overblik over sagen. Endvidere var der som beskrevet vanskeligheder med at få oplysningerne fra ansatte og andre implicerede. Hertil kom, at flere af de berørte kunder befandt sig i udlandet, hvilket yderligere vanskeliggjorde fremskaffelsen af oplysninger. Alle disse omstændigheder var medvirkende til, at de nu tiltalte, fra hvem politiet dog havde de indenretlige afhøringer i grundlovsforhøret, ikke yderligere blev politiafhørt mere, end tilfældet blev, og var tillige medvirkende til det langstrakte forløb, som hele sagen fik.«

Om tidsforløbet i sagen indtil tiltalerejsning bemærker landsretten, at der ikke har været foretaget afhøringer i udlandet eller gennemført efterforskning i forhold til udenlandske leverandører. Som anført ovenfor har sagen ikke været sat i bero på ekstern revisionsbistand. Landsretten finder endvidere ikke holdepunkter for, at forhold hos de tiltalte har haft betydning for tidsforløbet i denne fase. Uagtet sagens kompleksitet har efterforskningen af sagen som anført ovenfor imidlertid i al væsentlighed alene været forestået af en kriminalassistent. Dette har efter landsrettens opfattelse bidraget til det lange tidsforløb indtil tiltalerejsningen. Af kriminalassistent Ejner Hansens forklaring fremgår endvidere, at tillige forhold hos anklagemyndigheden har haft indflydelse på tidsforløbet.

Landsretten tiltræder på den anførte baggrund, at der er medgået for lang tid til efterforskning af sagen og til det efterfølgende arbejde med udfærdigelse af anklageskrift.

Landsretten tiltræder videre, at der ikke er grundlag for at kritisere sagens varighed i byretten, men bemærker, at sagen, uden at dette skyldes forhold hos de tiltalte, lå stille i byretten fra den 12. maj 1999 til den 4. januar 2000.

Der blev afholdt forberedende retsmøde i landsretten den 1. september 2000, den 13. oktober 2000 og den 15. december 2000. Domsforhandlingen i landsretten indledtes den 28. februar 2001.

I landsretten blev det som i byretten nødvendigt at holde flere retsmøder end planlagt, uden at dette kan tilskrives de tiltaltes forhold. Der har været flere grunde hertil, men navnlig en anmodning om yderligere vidneførsel fra de beskikkede forsvarer, der blev taget til følge, har bevirket, at domsforhandlingen i landsretten trak længere ud.

Efter en samlet vurdering af dette sagsforløb finder retten, at sagsbehandlingstiden har været uacceptabel lang. Landsretten finder, at der herved er sket en krænkelse af de tiltaltes ret til rettergang inden for en rimelig frist, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6.

På denne baggrund findes frihedsstraffen for tiltalte E1 i det hele at måtte gøres betinget på de nedenfor anførte vilkår.

For så vidt angår tiltalte E2 finder landsretten, at det anførte om Menneskerettighedskonventionen passende kunne have medført bortfald af den forskyldte bødestraf. Landsretten finder imidlertid, at der med den gældende formulering af straffelovens §§ 84 og 85 ikke er tilstrækkelig sikker hjemmel for et sådant resultat. Som følge heraf finder landsretten, at bødestraffen undtagelsesvis må gøres betinget på de nedenfor anførte vilkår.

Ved brev af 16. august 2002 fremsatte advokat Claus Hooge på vegne af E1 krav i medfør af retsplejelovens § 1018 e og 1018 h om erstatning og godtgørelse på i alt 4.612.500,- kr. for uberettiget varetægtsfængsling, tort, lidelse, forstyrrelse af stilling og forhold og tabt arbejdsfortjeneste. Der fremsattes således 1. krav om godtgørelse for lidelse, tort m.v. på 1 mio. kr. med procesrente fra ulempernes indtræden ved frihedsberøvelsen og ransagningen den 7. juni 1993, og 2. krav om erstatning for økonomisk tab som følge af tabt arbejdsfortjeneste og ødelagt virksomhedsdrift med mindst 400.000 kr. pr. år i 9 år fra juni 1993, hvor beslaglæggelse og varetægtsfængsling fandt sted, til den 27. juni 2002, eller 3.600.000 kr. Hertil kom 3. krav om dækning af foreløbige sagsomkostninger i forbindelse med rejsning af kravet på 10.000 kr. + moms.

- - -

Ved brev af 15. juli 2003 meddelte Rigsadvokaten advokat Hooge sin afgørelse, hvorefter der ikke fandtes grundlag for at imødekomme kravet.

Ved brev af 7. august 2003 påklagede advokat Hooge afgørelsen til Justitsministeriet, som den 16. februar 2004 stadfæstede Rigsadvokatens afgørelse.

Den 14. august 2002 fremsatte advokat Erling Halskov på vegne E2 over for Statsadvokaten krav om erstatning i medfør af retsplejelovens § 1018 h og 1018 b, jf. § 1018 a. Kravet opgjordes til 2.500.000 kr., dækkende 1. 150.000,- kr. for økonomisk tab i forbindelse med deltagelse i retsmøder i byretten og landsretten og i alt ca. 20 dage vedrørende møder med forsvarer, 2. 1.350.000,- kr. til dækning af tabt arbejdsfortjeneste og 3. 1.000.000,- kr. til dækning af godtgørelse for lidelse, tort, ulemper og forstyrrelse af stilling og forhold. Kravet blev påstået forrentet fra 1. januar 1995, subsidiært et senere tidspunkt, mest subsidiært fra kravets fremsættelse. Endelig blev der krævet dækning af salær til advokaten og udlæg på i alt 14.336 kr. inkl. moms vedrørende tidsforbruget med erstatningskravets fremsættelse.

- - -

Ved brev af 15. juli 2003 meddelte Rigsadvokaten, at der i medfør af retsplejelovens § 1018 b, jf. § 1018 a, stk. 2, kunne ydes E2 en erstatning på 40.000 kr. forrentet fra den 15. august 2002, hvor Statsadvokaten havde modtaget advokatens brev, og at erstatningen blev ydet som godtgørelse for ikke økonomisk skade i forbindelse med strafforfølgningen imod ham. I afgørelsen er der som grundlag for tillæggelsen af beløbet blandt andet anført følgende:

»De har på vegne Deres klient fremsat krav om 150.000 kr. i erstatning for deltagelse i retsmøder i byret og landsret samt for møde med forsvareren i sammenlagt 20 dage.

Efter retsplejelovens § 1018 b kan erstatning tillægges en sigtet, der som led i en strafferetlig forfølgning har været udsat for andre straffeprocessuelle indgreb end frihedsberøvelse. Erstatning, der alene er begrundet i en sigtelse eller tiltale ydes almindeligvis ikke, idet fremsættelse af en sigtelse, tiltalerejsning og deltagelse i retsmøder ikke karakteriseres som et straffeprocessuelt indgreb. Jeg finder dog, at der i denne sag foreligger sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, at gennemførelsen af straffesagen mod Deres klient kan anses for - eller sidestilles med - et straffeprocessuelt indgreb. Jeg lægger herved vægt på sagens karakter og varighed, herunder det betydelige antal retsmøder i såvel byret som landsret.

Jeg finder endvidere, at der foreligger et sådant misforhold mellem på den ene side den rejste tiltale og Deres klients deltagelse i retsmøder og på den anden side strafforfølgningens udfald, at der er grundlag for at yde Deres klient erstatning i medfør af retsplejelovens § 1018 b, jf. § 1018 a, stk. 2, 1. led.

Det fremgår af sagen, at Deres klient i forbindelse med domsforhandlingen i sagen var til stede i 66 dage i byretten og 36 dage i landsretten. Det bemærkes i den forbindelse, at domsforhandlingen i sagen i to instanser må antages at kunne være gennemført på sammenlagt 2 retsdage, såfremt tiltalen mod Deres klient alene havde omfattet det forhold vedrørende forsætlig skatteunddragelse, som han blev dømt for.

På den baggrund finder jeg, at der i medfør af retsplejelovens § 1018 b, jf. § 1018 a, stk. 2, 1. led, kan ydes Deres klient en skønsmæssigt fastsat erstatning på 40.000 kr. i godtgørelse for ikke økonomisk skade. Jeg har ved udmålingen af erstatningen taget hensyn til, hvad der efter administrativ praksis ydes i erstatning for frihedsberøvelse. Havde Deres klient således været frihedsberøvet i de 100 dage, han var til stede under domsforhandlingen i forbindelse med behandlingen af de forhold, han senere blev frifundet for, ville en takstmæssig erstatning have udgjort 55.000 kr. (100 x 550 kr.)«

Rigsadvokaten fandt ikke grundlag for at imødekomme de fremsatte krav i øvrigt.

Ved brev af 11. august 2003 påklagede advokat Halskov Rigsadvokatens afgørelse til Justitsministeriet, der den 16. februar 2004 meddelte advokaten, at man ikke fandt grundlag for at tilsidesætte Rigsadvokatens afgørelse.

Ved brev af 14. august 2002 til Statsadvokaten fremsatte advokat Sysette Vinding Kruse på vegne af E3 erstatningskrav ifølge principperne i retsplejelovens § 1018 a, stk. 1, på i alt 1.135.639 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 1. september 1995, hvor E3 var afhørt, og hvor sagen mod hende kunne have været standset ved sædvanlig politimæssig efterforskning, subsidiært fra kravets fremsættelse ved brevet. Beløbet omfattede 1. kørselsgodtgørelse og broafgift til E3 i forbindelse med dennes kørsel to gange til København for at drøfte sagen med forsvareren og en kørsel til Ikast for at gennemse bilag med i alt 3.639 kr., 2. erstatning for tabt arbejdsfortjeneste med 132.000 kr. og 3. godtgørelse for tort med 1 mio. kr., svarende til 100.000 kr. pr. år i 10 år. Endelig rejste advokaten krav om 4. godtgørelse af advokatomkostningerne ved kravets rejsning med 5.500 kr. + moms.

- - -

Ved brev af 15. juli 2003 meddelte Rigsadvokaten, at der i medfør af retsplejelovens § 1018 a kunne ydes E3 en takstmæssig erstatning på 2.800 kr. for uberettiget frihedsberøvelse og endvidere 50.000 kr. i medfør af § 1018 b, jf. § 1018 a, stk. 1, i anledning af sigtelsen, tiltalerejsningen og hendes deltagelse i retsmøderne under sagen. Endelig kunne der i medfør af retsplejelovens § 1018 h ydes hende en erstatning på 25.000 kr. for krænkelsen af Menneskerettighedskonventions artikel 6 om retten til en rettergang inden for rimelig frist. Den samlede erstatning på 77.800 kr. blev altså ydet som godtgørelse for ikke økonomisk skade i forbindelse med strafforfølgningen. Beløbet skulle forrentes fra den 15. august 2002, hvor Statsadvokaten modtog advokatens krav.

Vedrørende tillæggelsen af erstatningen på 50.000 kr. fremgår blandt andet følgende af afgørelsen:

»Efter retsplejelovens § 1018 b kan erstatning tillægges en sigtet, der som led i en strafferetlig forfølgning har været udsat for andre straffeprocessuelle indgreb end frihedsberøvelse. Erstatning, der alene er begrundet i en sigtelse eller tiltale ydes almindeligvis ikke, idet fremsættelse af en sigtelse, tiltalerejsning og deltagelse i retsmøder ikke kan karakteriseres som et straffeprocessuelt indgreb. Jeg finder dog, at der i denne sag foreligger sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, at gennemførelsen af straffesagen mod Deres klient kan anses for - eller sidestilles med - et straffeprocessuelt indgreb. Jeg lægger herved vægt på sagens karakter og varighed, herunder det betydelige antal retsmøder i såvel byret som landsret.«

Vedrørende tillæggelsen af de 25.000 kr. fremgår følgende af afgørelsen:

»Af Østre Landsrets dom af 27. juni 2002 fremgår følgende vedrørende sagsbehandlingstiden:

»Efter en samlet vurdering af dette sagsforløb finder landsretten, at sagsbehandlingstiden har været uacceptabel lang. Landsretten finder, at der herved er sket en krænkelse af de tiltaltes ret til rettergang inden for en rimeligt frist, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6.

Henset hertil finder jeg, at der i medfør af retsplejelovens § 1018 h kan ydes Deres klient en skønsmæssigt fastsat erstatning på 25.000 kr. for den skete krænkelse og den hermed forbundne belastning for Deres klient. For så vidt angår beløbets størrelse kan jeg henvise til U 2001.253 Ø.«

Rigsadvokaten fandt ikke grundlag for at imødekomme det fremsatte krav i øvrigt.«

Den 8. august 2003 påklagede advokat Vinding Kruse Rigsadvokatens afgørelse til Justitsministeriet, der den 16. februar 2004 meddelte, at man ikke fandt fuldt tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte afgørelsen.

Ved brev af 14. august 2002 fremsatte advokat Birger Hagstrøm på vegne E4 over for Statsadvokaten krav om en samlet erstatning på 6.507.300 kr. med tillæg af rente efter renteloven. Beløbet omfattede beløb på 1. 6.000,- kr. til dækning af E4's udgift til flyrejse til København med henblik på møde med forsvareren under byretssagens behandling, 2. 36.300,- kr. i kørselsgodtgørelse til hans klient i forbindelse med dennes deltagelse i 19 retsmøder i byretten og 5 retsmøder i landsretten, 3. 125.000,- kr. til dækning af hans klients tab i form af mistet indskud i hans tidligere selvstændige virksomhed, Imerco Boulevarden ApS, 4. 650.000,- kr., som skulle dække klientens tab, i forbindelse med at han måtte underskrive et gældsbrev på dette beløb i forbindelse med overdragelse af denne virksomhed, 5. 1.240.000,- kr. dækkende tabt arbejdsfortjeneste i de to år, hvor han drev den selvstændige virksomhed, 2 x 640.000 kr., 6. 850.000,- kr., dækkende tabt arbejdsfortjeneste i et år efter at virksomheden ophørte, og hvor han kun fik understøttelse på 150.000,- kr., 7. 2,1 mio. kr., dækkende tabt arbejdsfortjeneste for tre år a 700.000 kr. for perioden efter ansættelsen i den grønlandske virksomhed Superbyg Kalaallit Nunaat A/S, 8. 500.000,- kr., dækkende godtgørelse for tort, lidelse, forstyrrelse af private forhold, 9. 500.000,- kr. i godtgørelse for tort som følge af den lange sagsbehandlingstid, jf. artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og endelig 10. 500.000,- kr. i godtgørelse for tort som følge af særlige fysiske og psykiske gener, E4 har pådraget sig som følge af sagen.

- - -

Ved brev af 15. juli 2003 meddelte Rigsadvokaten advokat Hagstrøm, at der i medfør af retsplejelovens § 1018 h kunne ydes hans klient en erstatning på 35.000 kr. forrentet fra den 15. august 2002, hvor Statsadvokaten modtog hans brev. Erstatningen blev ydet som godtgørelse for ikke økonomisk skade i forbindelse med strafforfølgningen, herunder navnlig for den belastning, som sagens tidsmæssige udstrækning havde medført. Rigsadvokaten fandt ikke i øvrigt grundlag for at imødekomme de fremsatte krav. Som grundlag for tillæggelsen af beløbet anførtes følgende i brevet:

»Af Østre Landsrets dom af 27. juni 2002 fremgår følgende vedrørende sagsbehandlingstiden:

»Efter en samlet vurdering af dette sagsforløb finder landsretten, at sagsbehandlingstiden har været uacceptabel lang. Landsretten finder, at der herved er sket en krænkelse af de tiltaltes ret til rettergang inden for en rimelig frist, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6.«

På den baggrund finder jeg, at der i medfør af retsplejelovens § 1018 h kan ydes Deres klient en skønsmæssigt fastsat erstatning på 35.000 kr. for den skete krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Jeg har ved erstatningens fastsættelse ud over den belastning, som sagens tidsmæssige udstrækning har udgjort, også taget hensyn til sagens karakter og omfang, herunder antallet af retsmøder, som Deres klient deltog i. For så vidt angår beløbets størrelse kan jeg i øvrigt henvise til U 2001.253 Ø, hvor der blev tilkendt en erstatning på 25.000 kr. for en ransagning og en krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 6 om retten til en rettergang inden for en rimelig frist.«

Den 8. august 2003 påklagede advokat Hagstrøm afgørelsen til Justitsministeriet, der den 16. februar 2004 tilbagesendte sagen til Rigsadvokaten med henblik på foretagelse af en ny vurdering, efter at der var fremkommet yderligere oplysninger.

Rigsadvokaten meddelte den 30. marts 2004, at de nye oplysninger ikke gav anledning til at ændre den tidligere afgørelse.

Den 1. april 2004 påklagede advokat Hagstrøm på ny Rigsadvokatens afgørelse til Justitsministeriet.

Den 3. december 2004 meddelte Justitsministeriet advokat Hagstrøm, at man ikke fandt grundlag for at tilsidesætte Rigsadvokatens afgørelse.

Advokaterne for de erstatningssøgende har herefter inden for tomånedersfristen i retsplejelovens § 1018 f, stk. 1, begæret deres krav indbragt for byretten.

I medfør af § 1018 f, stk. 2, er de nævnte advokater beskikket for de erstatningssøgende under denne sag.

De erstatningssøgende har under sagen fastholdt de tidligere rejste krav, dog har E4 ikke ønsket, at der under denne sag tages stilling til kravet om særlig tortgodtgørelse på 500.000 kr. som følge af fysiske og psykiske gener. Kravet ønskes eventuelt senere rejst efter indhentelse af yderligere lægelige og psykologerklæringer. Kravet er derfor udskilt af sagen.

Politimesteren har påstået anklagemyndigheden frifundet for de rejste krav, i det omfang disse ikke allerede er imødekommet.

Under forelæggelsen i sagen er der blandt andet sket dokumentation af de specifikke steder i dommen, som direkte eller indirekte indeholder en kritik af den politimæssige efterforskning i sagen og anklagemyndighedens behandling af denne.

E2 har yderligere fremlagt kopi af lønsedler for månederne januar-marts og maj-juli 2002.

E4 har yderligere fremlagt kopi af regnskab for Imerco Boulevarden ApS for år 2000, anpartsoverdragelsesaftale af 20. marts 2001, vedrørende samme gældsbrev stort 650.000 kr. af 20. marts 2001, ansættelsesbevis vedrørende hans ansættelse i Super Byg Kalaallit Nunaat A/S pr. 5. august 2002, årsopgørelser for årene 1994-2000 og oplysningssedler til ToldSkat for årene 1998 og 1999.

Vedrørende E4 er der endvidere fremlagt lægeerklæringer af 25. juli 2002 og 6. januar 2004 fra hans læge, Asger Skriver, af følgende indhold:

Erklæringen af 25. juli 2002:

»Ovennævnte pt. har været tilmeldt min lægepraksis siden 1996 og er velkendt af undertegnede pga. talrige konsultationer og kontakter. Min pt. fik diabetes mellitus. type I i 1992 og påbegyndte medicinsk behandling pga. forhøjet blodtryk 27.4.2000. Påbegyndte antidepressiv behandling samt psykologbehandling fra november 2000 pga. psykiske belastninger i relation til retssagen. Gik til psykolog ca. 5 gange over en periode af 3 mdr. Pt. fik antidepressiv beh. i ca. 6 mdr. og havde flere konsultationer hos undertegnede vedr. belastninger fra retssagen. Umiddelbart kan det ikke udelukkes, at min pt.s insulinkrævende diabetes er provokeret af psykiske belastninger i 1992, ligeledes kan den antihypertensive behandling pga. forhøjet blodtryk der startede for 3 år siden være påvirket af psykiske belastninger fra retssagen, ej heller kan den antidepressive medicinske behandling i 6 mdr. samt psykologbehandlingen udelukkes at kunne tilskrives retssagen.

Ovennævnte er en foreløbig orientering til Dem vedr. min pt. helbredsforhold hvilket er aftalt med min pt. De er velkommen til at spørge om yderligere forhold ud fra et juridisk medicinsk synspunkt, jeg hører gerne nærmere fra Dem. Herefter vil jeg, hvis De ønsker det, udfærdige en reel lægeerklæring.«

Erklæringen af 6. januar 2004:

»Der henv. venligst til Deres skrivelse af 10.12.2003 til min pt. E4, hvor han er blevet bedt om at fremskaffe nærmere dokumentation fra undertegnede i form af en erklæring, som skulle belyse en mulig sammenhæng mellem den langvarig retssag og pt.s sygdom.

Min pt. har gennem det lange sagsforløb haft depressionstendens og været i medikamentel behandling for dette og nu igen dokumenterbar depession med en Hammiltonscore på 35. Er igen sat i antidepressiv behandling. For at belyse sagen fuldt ud og en evt. årsagssammenhæng mellem den langvarige sag og pt.s depression m.v., vil jeg derimod foreslå en specialist, neuropsykolog Per Bernt Jensen, Klostertorv 6-8, 8000 Århus C vil være den rette specialist til at afklare disse forhold.«

Under domsforhandlingen er der afgivet forklaring af de erstatningssøgende.

E1 har forklaret, at han havde drevet virksomheden fra ca. 1985. Han havde været direktør i selskabet, både af navn og gavn. Han bestemte selv alt vedrørende virksomhedens drift. Efter politianmeldelsen begyndte aviserne at skrive, at der nu ville blive rejst sigtelse vedrørende bedrageri for 60-80 mio. kr. Det begyndte da at blive vanskeligt at drive den nye forretning i Ejby, som beskæftigede sig med salg af fuldstændig samme varer som Danish Rattan. Det var således vanskeligt at få finansiering på plads. Han slæbte jo derudover også 20 mio. kr. i gamle kautionsforpligtelser med sig, så bankerne ville ikke have med ham at gøre. Det pres, sigtelserne og straffesagen betød, resulterede i skilsmisse, idet hans kone ikke kunne holde det ud. Deres børn blev også drillet i skolen. De andre elever sagde, at deres far var en storforbryder, fordi han havde stjålet 80 mio. kr. Børnene var da henholdsvis 8/9 år og 13/14 år. Deres største søn var nødt til at tage et mellemnavn, som han så kunne bruge i stedet for efternavnet, for at han kunne undgå at blive genkendt. Erstatningssøgende lider stadig under sagen i dag. Hans økonomiske situation er virkelig dårlig i dag. Han arbejder for sin søn som provisionslønnet sælger. Det har været umuligt for ham selv at starte noget op igen. I virksomheden havde han dengang haft en løn på 50.000,- kr. om måneden. Han tjener nu fra 8.000,- kr. til 30.000,- kr. om måneden, det sidste, hvis han er heldig.

E2 har forklaret, at han er bror til E1. Han kom her til landet 6 måneder før E1. Deres søster var her da allerede. Han startede oprindelig selv med sin storebror Danish Rattan. Efterfølgende kom E1 i stedet med i det. Han holdt selv op i virksomheden i 1995. Han ønskede egentligt at emigrere tilbage til Grækenland, men valgte af familiemæssige årsager at blive. I 1995 etablerede han en lille forretning, Trend Bazar, uden for Ringe. Den eksisterer stadig. Han blev skilt i 1993/94. Det skyldtes alle de skriverier, der var, og presset også på børnene. Det tærede på ægteskabet. Han og hans kone fandt dog sammen igen efter 5-6 år. De har tre børn, nu henholdsvis 21, 27 og 31 år. Børnene havde helt ekstremt dårlige oplevelser på grund af sagen. Det var så ondskabsfuldt, det, de var udsat for, ikke alene fra andre børns side, men også fra skolelærernes. Deres yngste datter var nødt til at skifte skole. Hun blev erklæret uønsket i skolen. Det var en privatskole. Deres ældste datter var i undervisningen på et tidspunkt udsat for, at læreren brugte Danish Rattan og Den Lyserøde Elefant som eksempel i undervisningen. De kunne ikke få finansieret noget efter sigtelserne og avisskriverierne. Leasingselskaber og banker erkendte over for ham, at de ikke kunne have med ham at gøre. Bankerne sagde dog, at de ville se på det senere, hvis det endte med, at han blev frifundet. Efter at han blev frifundet i landsretten, har banker, leverandører og andre åbnet sig igen, og han og hans familie har nu fået et betydeligt bedre liv. Han kan i dag godt gå ind og låne 1 mio. kr. i en bank. Hvis der imidlertid igen i dag bliver skrevet noget om sagen, kan han godt stadig få problemer. Pressen interesserer sig ikke i dag for, at han blev frifundet, og er ikke i forbindelse med denne sag interesseret i at høre hans eller advokaternes synspunkter, men kun anklagemyndighedens indlæg. De 32.000,- kr. i betinget bøde har ikke noget med den oprindelige sag at gøre. Alligevel vil aviserne skrive, at han blev dømt. Han havde dengang en månedlig indtægt på 45.000,- kr. Han har i lang tid, mens sigtelserne og straffesagen stod på, ligget på 10.000,- kr. i månedlig løn, idet virksomheden ikke kunne bære mere, da der kun var arbejde i den til for eksempel ½ dag dagligt. Han var jo også meget i retten under straffesagens behandling i byretten og landsretten, hvilket også gik ud over virksomhedens indtjening. Han har mange gange overvejet, om han overhovedet skulle køre denne erstatningssag, for at slippe for yderligere omtale af sagen i avisen. Han mente imidlertid, at han var blevet ganske urimeligt behandlet af politiet og anklagemyndigheden. Han er nu oppe på en betydelig indtægt igen, og hans virksomhed går rigtig godt.

E3 har forklaret, at hun var omkring 18 år gammel, da hun startede i Danish Rattan som elev. Da sagen startede, var hun ca. 30 år gammel. Hun havde arbejdet i Danish Rattan eller tilknyttede selskaber frem til da. Hun blev anholdt og anbragt i arresten. Det var en meget grim oplevelse. Hun arbejdede da i det nyoprettede selskab, Danish Bamboo. Da Danish Rattan gik konkurs, opsagde E1 og E2 deres stillinger i selskabet. Hun fortsatte selv, men blev fyret af advokaten, som fungerede som ny direktør, idet han mente, at hun var for loyal over for E1 og E2. Hun blev efterfølgende ansat i det nye selskab. Pludselig stod politiet en dag i den nye virksomhed. Den var da flyttet tilbage til Nr. Lyndelse, idet den gamle virksomheds bygninger havde været ejet af E1 og E2 personligt. Hun blev anholdt og taget med og sat i detentionen på politigården, og efterfølgende overført til arresten. Hun vidste ikke, hvorfor hun sad der. Hun kom i grundlovsforhør fra arresten. Hun afgav forklaring i retten og blev herefter løsladt. Hun blev ikke efterfølgende indkaldt af politiet til afhøring. Hun blev kun afhørt, fordi advokat Claus Hooge opfordrede politiet til det. Det var i 1995. Hun blev ikke afhørt efterfølgende af politiet, efter at sagen var rejst. Hun fortsatte med at arbejde i Danish Bamboo. Anklageskriftet kom vist i 1997. Hun blev, både før og efter at sagen var rejst, nævnt ved navn i aviserne, når sagen blev omtalt. Hun har selvfølgelig et mere anonymt navn end E1 og E2, men mange, der kendte hende eller Danish Rattan, vidste jo godt, at det var hende, det drejede sig om. Hun var ikke gift og havde ikke børn, men det var hårdt for hende selv, mens sagen stod på, også særligt efter byrettens dom. Hun valgte også under sagen ikke at sætte børn i verden, idet hun jo ikke kendte sin egen endelige skæbne. Da hun så blev frifundet i landsretten, var det for sent at tænke på at få børn. Mens straffesagen kørte, arbejdede hun fortsat i virksomheden, men måtte på grund af de mange retsmøder lægge sin arbejdstid de pågældende dage om morgenen før retsmødet, om aftenen efter retsmødet og i weekenderne, og arbejde over andre dage for at søge at rette op på indtægtstabet. Hun havde som følge heraf meget lidt fri og holdt ikke ferier. Hun har nu valgt at flytte til Indonesien, hvor hun har startet sit eget firma med at sælge møbler. Virksomheden har et samarbejde med E1.

E3 har yderligere forklaret, at hun mødte på arbejde i virksomheden igen, dagen efter at hun blev løsladt i grundlovsforhøret. Alle papirerne i den nye virksomhed var fjernet. Det var så godt som umuligt at arbejde, idet man jo intet materiale havde. Hun tror, at det var en fejl fra politiets side, at de beslaglagde den nye virksomheds papirer. De kunne åbenbart ikke overskue, hvad sagen egentlig drejede sig om. Det tog lang tid at få papirerne udleveret igen.

E4 har forklaret, at han oprindelig har taget realeksamen og handelseksamen, hvorefter han kom i lære inden for værktøjsbranchen m.v. Han kom inden for forsvaret, hvor han blev i fem år og endte som løjtnant. Dansk Supermarked søgte herefter lederaspiranter. Han startede herefter som lederaspirant i Bilka, hvor han sluttede som indkøbschef. Han var herefter i en kort periode administrerende direktør for en møbelvirksomhed i Solbjerg, hvorefter han kom til Jysk Sengetøjslager, først som indkøbschef med særligt ansvarsområde og senere som indkøbsdirektør med generelt ansvar for hele Skandinavien. Lars Larsen var hans nærmeste chef. Han var her indtil 1995. Sagen begyndte at tage sin begyndelse for hans vedkommende i december 1994. Han blev da forberedt på, at han ville blive sigtet. Han informerede da Lars Larsen om det. Han fortalte Lars Larsen, at han var 100% sikker på, at han ikke var skyldig i noget, men de aftalte dog, at han skulle begynde at se sig om efter noget andet, da virksomheden jo ikke kunne have en indkøbsdirektør ansat med en sådan sigtelse og straffesag hængende over hovedet. Han blev så efterfølgende i 1995 ansat i Ecom. Han blev kædechef for Super Kram-kæden. Han blev senere meddirektør i samme virksomhed, der havde skiftet navn til Bocom. Det var en ny branche for ham. Man handlede jo med isenkram. Der var ligeledes tale om en helt anden virksomhedsopbygning, end hvor han tidligere havde arbejdet. Han var gået fra at have indkøbsansvaret i Jysk Sengetøjslager til en værdi af 1 milliard kr. årligt og ned til at have ansvaret for en omsætning på 250 mio. kr., så man kunne ikke kalde det en videreudvikling karrieremæssigt. Det var dog på trods heraf et udmærket job, han fik. Han var imidlertid nødt til at informere Bocoms bestyrelse om sagen og om, at han kunne risikere fængselsstraf. Han havde et opsigelsesvarsel på 9 måneder i sin kontrakt og blev som følge af sagen nødt til at sige op med dette varsel i 1998. Det lå jo i kortene, at han ikke kunne fortsætte som direktør i virksomheden med den sag hængende over hovedet. Han blev fritstillet omkring årsskiftet 1998/99 og fik løn frem til marts 1999. Han søgte en del job uden held. Hvis han kom til samtale, var han jo nødt til at fortælle om sagen. Det lykkedes ham at komme til en del samtaler, vel hver 20.-25. gang han havde sendt ansøgning, men han fik ikke nogen af jobbene. Han søgte job i perioden fra 1. januar 1999, til han så selv til slut valgte at åbne butik i september 1999. Han har ikke tal på, hvor mange job han søgte frem til september måned, men det var mange, og efter butikkens lukning i 2000 søgte han over 400 job. Han fik ikke direkte på tryk, at det skyldtes straffesagen, at han ikke fik ansættelse noget sted. Det er jo imidlertid det mest sandsynlige. Han levede af understøttelse fra marts til september 1999. Det er klart, at når man er involveret i en sådan sag, som startede op i 1992, og for hans vedkommende i 1994, så sker der noget med ens personlighed. Det var jo nok mere omgivelserne, der led under hans psykiske problemer, men han mærkede dem dog også selv. Han lukkede sig mere inde i sig selv end tidligere. Han tror også, at det var en kombination af hans psykiske habitus som følge af sagen og selve den omstændighed, at sagen verserede, der gjorde, at han ikke fik nogen af de job, han søgte. Han startede så isenkrambutik i Aalborg i september 1999. Han havde hele tiden boet i Aalborg. Han fik 8 ansatte og et par hjælpedrenge i butikken. I Aalborg kendte man godt til den verserende straffesag. Folk er jo så »flinke« at tale bag ens ryg. Det mærkede blandt andet hans personale til, når sælgere kom i butikken, idet disse så kom ind på sagen. Hans navn var ikke omtalt i pressen, men alle i branchen vidste jo, at det måtte være ham ud fra beskrivelsen af hans ansættelsesforhold. Det var, fordi at han mente, at han havde mange gode arbejdsår tilbage i sig, at han til sidst valgte at starte butikken op i Aalborg. Den gik dog ikke. Det kan også ses af det regnskab, som er blevet gennemgået i går her i retten. Det væsentligste problem var nok, at han ikke selv 100% kunne arbejde for butikken. Han måtte jo deltage i retssagen ved siden af. Han var jo da blevet dømt i byretten. Han mener altså ikke, at det skyldtes en dårlig forretningssans fra hans side, at butikken ikke kunne køre. Han havde jo gjort det godt nok for andre tidligere. Han var gået endnu mere ind i sig selv psykisk. Han var deprimeret, og fik medicin herimod. Medicinen betød, at hans dagligdag blev tålelig. Han gik også til psykologbehandling over en periode. Det hjalp, men har dog ikke kureret hans sygdom. Til slut gik Imerco ind og overtog butikken. De overtog alle gældsforpligtelser og personalet. Han måtte så underskrive et gældsbrev på 600.000,- kr. til Imerco. Gælden eksisterer stadig. Han kom derefter på understøttelse igen. Det var herefter, at han for alvor begyndte at søge mange job. Efter ca. 1½ år lykkedes det ham at få arbejde i en grønlandsk virksomhed, Superbyg Kalaallit Nunaat A/S, i deres afdeling i Aalborg. Han havde da søgt 475 job. Han var da 44 år. Efter ansættelsen blev han imidlertid syg. Han blev sygemeldt på grund af dyb depression. Han var sygemeldt en måned. Det var i 2002. Efter at være startet igen lavede virksomheden om på organisationen, og han blev i den forbindelse fyret. Han vil påstå, at det var på grund af straffesagen, at han oprindelig startede med at få depressioner, og at det også var den, der således var årsag til den sidste alvorlige sygemelding. Han var jo da også blevet dømt i byretten. Han mener, at det skyldtes hans længerevarende sygemelding, at han blev fyret af den grønlandske virksomhed, og ikke blot ændringen i organisationen. Han havde tidligere set andre medarbejdere i virksomheden, som havde haft længerevarende sygeforløb, og som også var blevet afskediget herefter. Han blev så arbejdsløs igen. Han var imidlertid stadig reserveofficer og søgte om at blive udsendt for forsvaret. Det lykkedes ham at blive udsendt i et ½ år som delingsfører i Kosovo. Det var på en korttidskontrakt, der så ophørte i februar måned. Det gik fornuftigt nede i Kosovo. Han er stadig gift med sin kone gennem alle årene. Hun har støttet ham, så godt hun kunne, i hele forløbet. Han håber jo stadig at få job. Han søger således stadig, men ved jo ikke, om det lykkes. Da han blev afhørt af politiet i 1995, fortalte han, at Lars Larsen var informeret om den pågældende fakturapraksis i forhold til deres gode kunde Danish Rattan. Han tror ikke, at Lars Larsen blev afhørt om spørgsmålet før i landsretten.

Anklagemyndigheden og advokaterne har været enige om, at anklagemyndigheden skulle indlede proceduren.

Anklagemyndigheden har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at straffesagen hovedsagelig vedrørte tiltale for bedrageri efter straffelovens § 279 vedrørende fiktive fakturaer. For brødrene E1 og E2's vedkommende var der også sket tiltale for skyldnersvig og skattesvig. Samtlige forhold havde forbindelse til Danish Rattan og de dertil knyttede selskaber. E4 var ansat hos handelspartneren Jysk Sengetøjslager. Politiet modtog anmeldelse fra kuratorerne og skifteretten i 1992. De fire erstatningssøgende blev dømt i byretten, dog for noget mindre beløb. Ved strafudmålingen tog byretten hensyn til den lange efterforskningstid. I landsretten blev E1 fundet skyldig efter samme bestemmelser, men for et langt mindre beløb, E2 alene fundet skyldig i skatteunddragelse og forsøg herpå for et mindre beløb, mens E3 og E4 begge blev frifundet. Landsretten mente, at der var sket krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 6. Endvidere fandt landsretten, at den politimæssige efterforskning led af betydelige mangler. Dette indebærer dog efter anklagemyndighedens opfattelse ikke, at der kan siges at foreligge culpøst forhold fra politiets og anklagemyndighedens side. Der skete jo også væsentlig domfældelse af de tiltalte i byretten.

For så vidt angår det af E1 rejste krav har anklagemyndigheden særligt anført, at hvis der skal betales erstatning, så skal forrentning først ske fra kravets fremsættelse. Kravet for så vidt angår økonomisk tab er ikke tilstrækkeligt dokumenteret. Danish Rattans konkurs var indtruffet, inden straffesagen begyndte. E1's økonomiske problemer efterfølgende kan skyldes konkursen, hvorved der blev påført kreditorerne et meget stort tab. Der har alene været tale om en kortvarig frihedsberøvelse med henblik på fremstilling i grundlovsforhør. Der foreligger ikke noget misforhold herimellem og den straf, som E1 blev idømt i landsretten. Landsretten gjorde straffen betinget på grund af krænkelsen af Menneskerettighedskonventionens artikel 6. Derfor skal der ikke også betales erstatning for krænkelsen. De beslaglagte dokumenter vedrørende det nye selskab er tilbageleveret løbende efter anmodning. For så vidt angår § 1018 h, bemærkes det, at selv om der er sket frifindelse i landsretten for en stor del af tiltalen, så indebærer det ikke, at der er handlet culpøst fra politiets eller anklagemyndighedens side. Der er jo også sket domfældelse i et ret vidt omfang. Heller ikke presseomtalen kan medføre erstatning. Denne bygger jo ikke på udtalelser fra politiets side. Heller ikke kravet om erstatning vedrørende sagsomkostninger i forbindelse med rejsning af kravet bør honoreres, idet der i forbindelse med straffesagen er tillagt advokat Hooge et meget betydeligt salær, som også må dække denne del af arbejdet.

For så vidt angår kravet fra E2 gøres det ligeledes gældende, at der først skal ske forrentning fra kravets fremsættelse. Heller ikke her er der sket tilstrækkelig dokumentation for det økonomiske tab, der gøres gældende at være lidt. Erstatningssøgende har startet eget firma. Det er ikke tilstrækkeligt godtgjort, at sagen har betydet problemer for ham. Disse kan også hænge sammen med konkursen i Danish Rattan. Der bør ikke tillægges erstatning for den kortvarige frihedsberøvelse under hensyn til den idømte straf. Der bør heller ikke tillægges erstatning for ransagning, da erstatningssøgende er dømt for forsætlig skatteunddragelse. Landsretten gjorde straffen betinget, og der bør derfor ikke ydes erstatningssøgende erstatning for den lange sagsbehandlingstid. Alligevel har Rigsadvokaten tillagt en vis erstatning. Det skyldes, at der har foreligget ekstraordinære omstændigheder, hvor E2 deltog i 66 retsmøder i byretten og 36 retsmøder i landsretten. Hvis der havde foreligget frihedsberøvelse i et sådant antal dage, ville det have indebåret en takstmæssig erstatning på 55.000 kr. Det betalte beløb er derfor rimeligt. Der bør ikke ydes erstatning for den presseomtale, der har været vedrørende sagen, idet denne ikke bygger på udtalelser fra politiet eller anklagemyndigheden. Heller ikke denne erstatningssøgende bør tillægges yderligere beløb til dækning af advokatens tidsforbrug ved kravets rejsning.

Også for så vidt angår kravet fra erstatningssøgende E3 har anklagemyndigheden anført, at der først bør ske forrentning af kravet fra dettes fremsættelse. Heller ikke denne erstatningssøgende har i tilstrækkelig grad dokumenteret at have lidt tab af arbejdsfortjeneste. Tværtimod har hun hele tiden været beskæftiget og har fået løn. Hun har blot måttet tilrettelægge sin arbejdstid efter retsmøderne. E3 er tildelt takstmæssig erstatning for frihedsberøvelsen og tildelt yderligere skønsmæssig erstatning. Hun deltog i 68 retsmøder i byretten og 50 retsmøder i landsretten, og dette antal dage ville, i tilfælde af at hun havde været frihedsberøvet, indebære en takstmæssig erstatning på 64.900 kr. Det tildelte beløb er derfor rimeligt. Igen hidrører presseomtalen af sagen ikke fra politiets eller anklagemyndighedens udtalelser. Det bestrides endvidere, at der har foreligget culpøst eller retsstridigt forhold fra politiets eller anklagemyndighedens side, der kan indebære erstatning på grundlag af § 1018 h. Heller ikke for så vidt angår denne erstatningssøgende bør der tillægges beløb til dækning af advokatens tidsforbrug i forbindelse med kravets rejsning.

For så vidt angår det resterende krav fra E4 på 6.007.300 kr., efter at spørgsmålet om særlig godtgørelse på 500.000 kr. er blevet udskilt, har anklagemyndigheden gjort gældende, at dette krav ligeledes først bør forrentes fra kravets fremsættelse. Det bestrides også her, at erstatningssøgende har tilstrækkeligt dokumenteret et økonomisk tab som følge af sagen. Han sagde selv sin stilling op hos Jysk Sengetøjslager og fik efterfølgende ansættelse i Ecom/Bocom. Her sagde han også op. Herefter oprettede han eget selskab, som imidlertid ikke kunne køre økonomisk. Der er ikke tilstrækkeligt i dag, der sandsynliggør, at hans problemer skyldes sagen. Han blev først sigtet i januar 1995. Hans sagsbehandlingstid er altså næsten tre år kortere end de tre øvrige erstatningssøgendes. Det bestrides også i forhold til ham, at politiet eller anklagemyndigheden har handlet culpøst. Heller ikke her bør der tillægges beløb til dækning af advokatudgifter i forbindelse med kravets rejsning. 

E1 har fremsat endeligt krav om betaling af 4.600.000 kr. med tillæg af procesrente af 1 mio. kr. fra 7. juni 1993 og af det fulde beløb fra 27. juni 2002, men har frafaldet kravet om betaling af 12.500 kr. til dækning af udgift i forbindelse med advokatens rejsning af kravet, idet det i stedet er gjort gældende, at de sagsomkostninger, der tillægges i forbindelse med nærværende sag, også bør omfatte denne del af arbejdet. Ved landsrettens dom blev det fastslået, at erstatningssøgende ikke var uskyldig, men der skete frifindelse for den altovervejende del af tiltalen, nemlig det rene og skære bedrageri ved fiktive fakturaer. Han blev alene dømt for den del, der vedrørte udstedelse af fakturaer, inden varerne blev leveret, hvorved factoringselskabet blev udsat for en vis risiko. Som det fremgår af landsrettens dom og tiltalen, er det sket igennem en periode på fem måneder. Rent teknisk fastsættes det beløb, som han domfældes vedrørende, til den samlede sum af de 109 fakturaer i perioden. Imidlertid har factoringselskaberne jo ikke på noget tidspunkt været udsat for en risiko for et så stort beløb, men løbende kun for en brøkdel af det. Endvidere blev erstatningssøgende dømt for en brøkdel af forhold 2, fra 1. juni 1992 og indtil sammenbruddet. Han havde hævet 4 mio. kr. mere, end han havde indsat, og burde efter landsrettens opfattelse have set sammenbruddet komme. Imidlertid var det jo hans egne penge, han hævede, og der var altså ikke tale om bedrageri. Den samlede tiltale havde drejet sig om mellem 60 og 80 mio. kr. Beløbsmæssigt og moralsk set bliver han således kun dømt for en lille del.

For så vidt angår den skete ransagning bemærkes det, at denne foregik det forkerte sted. Danish Rattan gik jo konkurs i 1992, og kuratorerne havde alle papirerne vedrørende virksomheden. Erstatningssøgende havde efterfølgende startet ny virksomhed, Danish Bamboo, op. Et halvt år efter foretages så ransagning der. Maj/juni måned var afhøringerne startet af de tidligere ansatte. Ingen af de papirer, som man ransagede efter og beslaglagde, vedrørte tidsmæssigt tiden før oprettelsen
af det nye selskab. Politiet havde altså ikke sat sig ordentlig ind i sagen, men troede, at Danish Rattan fortsat blev videredrevet. Der skete også ransagning på bopælen. Indgrebet må udløse erstatning. Det er umuligt at opgøre et tab, men alt var væk og computere tømt for indhold. Der skete også anholdelse og fremstilling i retten. Var det meningen, at de erstatningssøgende skulle have været varetægtsfængslet? Det var en hel misforståelse fra politiets side og en total uberettiget
anholdelse.

Efterforskningen har været under al kritik. Landsretten har kritiseret den vedrørende alle forhold, bortset fra forhold 2, som imidlertid slet ikke blev efterforsket af politiet selv, men af ToldSkat. Hvordan kan anklagemyndigheden vedrørende erstatningsspørgsmålet lægge vægt på resultatet ved byretsdommen? Det viste sig jo at være forkert. Efter byrettens dom og under landsretssagens behandling måtte forsvarerne og de erstatningssøgende foretage selvstændig efterforskning, som fik
betydning i landsretten. Byretten afsagde dom på forkert og ufuldstændigt grundlag. Politiet burde selv have gjort arbejdet ordentligt. Sagen burde slet ikke have været rejst af anklagemyndigheden på så løst et grundlag. Afhøringerne i udlandet burde også være foretaget af Odense Politi selv. Efterforskningen tog endog 10 år. I to år levede erstatningssøgende så herudover med ubetinget fængsel hængende over hovedet efter byrettens dom. Han stod til 4 års fængsel. I landsretten blev den idømte straf gjort betinget. Herudover må han imidlertid også have krav på erstatning. Hans børn måtte tage navneforandring, han blev
skilt, og han kom ud for en økonomisk nedtur. Selv om der er sket strafnedsættelse som følge af krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 6, kan der godt blive tale om også at tillægge erstatning efter retsplejelovens § 1018 h og b. Det bør ske i denne sag under hensyn til de helt ekstraordinære omstændigheder.

E2 har til støtte for sin påstand henvist til, at han har levet med sigtelse og straffesag i årevis og ender med i landsretten at blive idømt en mindre betinget bøde. Rigsadvokatens afgørelse af erstatningskravet er derfor en åbenbar urimelighed. De mange retsmøder, erstatningssøgende har deltaget i, 60 i byretten og 36 i landsretten, og de 20 dage, der har været nødvendige med henblik på møder med forsvareren, begrunder fuldt ud en erstatning på 150.000 kr. Ligeledes bør kravet på
erstatning for tabt arbejdsfortjeneste med 1 mio. kr. tages til følge. Kravet er dokumenteret ved fremlagte lønsedler. Disse forelå ikke på tidspunktet for Rigsadvokatens afgørelse. Endelig bør der ydes godtgørelse for tort med 1 mio. kr., idet det må lægges til grund, at der foreligger culpøst forhold fra politiets og anklagemyndighedens side. Der bør endelig også tillægges et beløb til dækning af advokatudgifter i forbindelse med kravets rejsning, eller tillægges sagsomkostninger også for dette arbejde her i forbindelse med dommen i nærværende sag. Kravet påstås forrentet som tidligere gjort gældende, hvilket støtter
sig på, at hvis politiet og anklagemyndigheden havde gjort arbejdet godt nok, ville sagen have været løst i hvert fald i 1995, ca. to år efter anmeldelsen. Helt afgørende ved bedømmelsen af, om der er culpaansvar i sagen, er, at politiet slet ikke i tilstrækkelig grad har afhørt erstatningssøgende under efterforskningen, selv om der var tale om forhold til op mod 80 mio. kr. At landsretten gør den idømte bøde betinget, kan på ingen måde medføre, at der herefter ikke skulle være krav på erstatning. Erstatningssøgende blev afhørt i juni 1993. I grundlovsforhøret blev der rejst sigtelse vedrørende 4 forhold, hvor det første blandt andet vedrørte fiktive fakturaer for et beløb på 2 mio. kr., forhold 2 blev der efterfølgende aldrig rejst tiltale vedrørende, forhold 3 steg efterfølgende til 20 mio. kr., og forhold 4 vedrørte omkring 2 mio. kr. I grundlovsforhøret vedrørte sigtelserne et samlet beløb på 15-16 mio. kr. Erstatningssøgende afgav forklaring i grundlovsforhøret vedrørende forholdene. I 1997/98 fremkommer anklageskrift med væsentlig større tiltale. Det er culpøst, at erstatningssøgende ikke er blevet afhørt yderligere, inden tiltalen rejses. Ved sin afgørelse lagde byretten afgørende vægt på et ringbind vedrørende angiveligt fiktive fakturaer, - - - Disse var ikke kopieret til forsvarerne og ikke fremlagt som egentligt bilag, men stod oppe bag ved dommerne. Forsvarerne fik alene lov til at bladre i det. Det blev så først fremlagt i landsretten, men blev her helt gennemhullet.Byretten benytter i sin afgørelse en ganske usædvanlig juridisk bedømmelse for at nå frem til, at der forelå forsæt. Én, og i perioder to, kriminalassistenter foretog efterforskningen i sagen. Anklagemyndigheden valgte alligevel ikke at skære sagen til. Politiet brugte under efterforskningen Midt Factorings ansatte og revisionsselskab til at forestå en politimæssig undersøgelse. Politiet sikrede sig ikke det materiale, som var relevant, og som kunne skaffes. Under landsretssagen viste det sig, at materialet kunne have været fremskaffet. Det lå hos revisionsselskabet. Forsvarerne måtte selv påbegynde en efterforskning for at finde
bilag, som efterfølgende viste sig afgørende. Politiet foretog sig intet, selv om der kom nye ting frem under landsretssagen. Man havde ikke undersøgt, om der var ordregrundlag, og om der var sket levering. Alt dette medfører også, at der foreligger culpaansvar. Østre Landsrets kritik af efterforskningen og af anklagemyndigheden underbygger klart, at der foreligger culpaansvar. I forbindelse med rentepåstandene er der endog givet to års respit, selv om efterforskningen egentlig burde have
været kunnet gennemført på et år. I øvrigt kan erstatningssøgende tilslutte sig de synspunkter, som vil blive fremført af E3.

E3 har til støtte for sin påstand gjort gældende, at der er to hovedbestemmelser i retsplejeloven, dels § 1018 a og b, hvor den første bestemmelse vedrører erstatning i forbindelse med frifindelse, og hvor bestemmelsen er ret objektiveret, og den anden bestemmelse vedrører erstatning til en sigtet, hvis der foreligger andre processuelle indgreb, og hvilken bestemmelse efter praksis udvides til også at omfatte tilfælde, hvor der har været tale om mange retsmøder i en sag, dels § 1018 h, som vedrører erstatning efter almindelige erstatningsregler. Det er sidstnævnte bestemmelse, der primært påberåbes i denne sag. Bestemmelsen er mere bred end 1018 a og b og kan indebære større erstatning. Det gøres gældende, at det offentlige her i forhold til erstatningssøgende har handlet erstatningspådragende. Der er endvidere lidt en forudsigelig skade. Erstatningssøgende blev helt frifundet. Efterforskningen har været klart utilstrækkelig. Landsretten fremkommer i dommen med
helt usædvanligt klar kritik af politiet. Dette må retten nu lægge til grund for afgørelsen af erstatningsspørgsmålet i nærværende sag. Det er også culpøst, at Menneskerettighedskonventionens artikel 6 er tilsidesat. Ligeledes har det betydning, at det var en meget omfattende tiltale, der var rejst imod erstatningssøgende, til ca. 40 mio. kr. Der har også været massiv presseomtale af sagen. Avisartiklen, vedlagt brevet til Statsadvokaten i forbindelse med kravets fremsættelse, underbygger, at sagen har været med til at ødelægge hendes liv. Hertil kommer så, at hun i ca. to år havde byretsdommen hængende over hovedet. Det er
uforståeligt, at det skulle have betydning for, om der er krav på erstatning, hvad byretten nåede til i sin afgørelse. Byretten har jo ladet sig narre eller har troet på det materiale, der forelå. Dette kan ikke have betydning. Byretten har ikke gennemskuet beviserne. Efterfølgende viste det sig, at det var forkert, at der skulle være lavet fiktive fakturaer.

Det fastholdes, at erstatningssøgende har krav på at få erstatning i anledning af sine kørselsudgifter til to møder hos sin advokat og i forbindelse med, at hun tog til Ikast for at undersøge materiale der. Materialet viste sig efterfølgende at have en betydelig effekt i sagen. Kravet udspringer af culpøst forhold fra politiets side, og der er årsagsforbindelse. Tabet er også relevant og forudsigeligt.

For så vidt angår kravet på 132.000 kr. vedrørende tabt arbejdsfortjeneste bemærkes det, at dette ikke kan nærmere dokumenteres. Erstatningssøgende har således fået sin løn i perioden. Hun er imidlertid blevet udsat for en forstyrrelse af sin stilling og sine forhold, idet hun har været nødt til knokle morgen, aften og weekend i stedet. Det accepteres således, hvis beløbet i stedet betegnes som godtgørelse for forstyrrelse af forhold. Hun har fået ødelagt meget i sin dagligdag på grund
af sagen.

Endvidere fastholdes også kravet om godtgørelse for tort på 1 mio. kr., svarende til 100.000 kr. pr. år i 10 år. Hun har ved Rigsadvokatens afgørelse fået 25.000 kr. Dette er en hån og nærmest en krænkelse i sig selv. Der er nu så også gået tre år yderligere med denne sag. Der bør i hvert fald tillægges hende et betydeligt beløb. Det er også en tort i sig selv ikke at blive afhørt overhovedet af politiet under sagen. I forbindelse med proceduren har E3's advokat gennemgået en del retspraksis.

For så vidt angår rentespørgsmålet har erstatningssøgende anført, at det må accepteres, at politiet bruger nogen tid på at foretage efterforskning. Erstatningssøgende er blevet afhørt efter to år. Hvis politiet havde efterprøvet sagen korrekt herefter, ville tiltalen ikke være blevet rejst.

E4 har til støtte for sin påstand om erstatning og godtgørelse på 6.007.300 kr. efter udskillelse af den særlige tortgodtgørelse på 500.000 kr., og idet bemærkes, at der i kravet skal fradrages de 35.000 kr., som allerede er udbetalt, gjort gældende, at § 1018 h ikke er en bestemmelse om erstatning, men en processuel regel om, hvordan erstatningskrav skal behandles. Udgangspunktet er, at behandlingen af et erstatningskrav går hurtigere, hvis det rejses efter denne bestemmelse, i stedet for
civilt søgsmål. Her har erstatningssagen trukket urimeligt ud. Erstatningssøgende kan tiltræde den kritik, som de øvrige erstatningssøgende har rejst mod politiet og anklagemyndigheden under proceduren. Landsretten siger udtrykkeligt, at efterforskningen m.v. ikke er foregået, som den burde. Anklagemyndigheden skulle endvidere selvstændigt have sorteret fra inden tiltalen eller under straffesagens behandling. Her er uskyldige ikke under efterforskningen og straffesagen blevet
behandlet som sådanne. Der har endvidere været en omfattende presseomtale, som også har haft stor indvirkning på erstatningssøgendes forhold. Erstatningssøgende har ikke været anholdt i forbindelse med sagen, men der er ingen tvivl om, at § 1018 b, jf. § 1018 a, og § 1018 h, på grund af sagens varighed giver ret til erstatning. Jo grovere en ansvarlig har optrådt, jo mildere må man se på forurettedes bevisbyrde for tab. Her er der tale om en ekstraordinær grov sag fra politiets og
anklagemyndighedens side. Endog sker der det under landsretssagen, at navneforbuddet ophæves.

Det fastholdes, at der bør betales ham erstatning for hans positive udgift på 6.000 kr., i forbindelse med at forsvareren valgte at lade ham rejse over til sig for at drøfte straffesagen, frem for at forsvareren skulle have rejst over til ham. Det har sparet staten for en betydelig ekstraudgift. Det er uforståeligt, at Rigsadvokaten ikke vil betale dette beløb.

Vedrørende kravet på 36.300 kr. i transportgodtgørelse i forbindelse med deltagelse i retsmøder har erstatningssøgende anført, at der åbenbart har været tale om seks retsmøder yderligere i forhold til antallet i brevet til Statsadvokaten. Der er kun tale om selve befordringsudgiften og ikke tidsforbruget i forbindelse med transporten. Der er tale om økonomisk skade, og udgiften kan beregnes.

For så vidt angår erstatningskravet vedrørende tabt arbejdsfortjeneste har erstatningssøgende anført, at han ganske vist sagde sin stilling hos Jysk Sengetøjslager op og også efterfølgende efter 9 måneder hos Bocom sagde sin stilling op her, men det må lægges til grund, at det er sket som følge af straffesagen. Han havde et job til over 1 mio. kr. om året, og man siger jo ikke et sådant op, uden at man er nødt til det. Han skulle jo også rent fysisk passe retssagen. Dette er det bærende i kravet
på de 2,1 mio. kr., som vedrører perioden, efter at han holdt hos Bocom. Det må ligeledes lægges til grund, at det har været straffesagen, der var skyld i, at han måtte stoppe sin selvstændige virksomhed, Imerco Boulevarden ApS. Der må derfor også betales erstatning på de 775.000 kr. i denne forbindelse.

For så vidt angår kravet om godtgørelse på i alt 500.000 kr. vedrørende tortlidelse og forstyrrelse i private forhold, - - -, har han gjort gældende, at der i denne sag er sket et groft overgreb imod ham. Sagen starter ved afhøringer af ham i 1995. Den afsluttes først i 2002. Det bør ikke gøre forskel, om den således har varet 7 år eller 10 år, som for de andre erstatningssøgendes vedkommende. Det selvstændige beløb på 400.000 kr. er et meget rimeligt beløb ud fra omstændighederne og prisudviklingen. De skønsmæssige 100.000 kr. for forstyrrelse af private forhold er i virkeligheden alt for lidt, og der kan eventuelt i stedet tages hensyn til de pågældende gener ved rettens stillingtagen til en af de andre erstatningsposter. Erstatningssøgende har derudover pådraget sig en egentlig depression, der også er gået ud over familien.
Der bør betales herfor.

For så vidt angår kravet på godtgørelse for tort/erstatning på de 500.000 kr. i forbindelse med krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 6 har erstatningssøgende gjort gældende, at denne bestemmelse
ifølge landsrettens afgørelse er overtrådt og, da han blev frifundet i landsretten, er den eneste måde at kompensere ham på at
give ham erstatning. 500.000 kr. er et rimeligt beløb.

For så vidt angår rentepåstanden har erstatningssøgende anført, at han kan tilslutte sig det, de øvrige erstatningssøgende har gjort gældende i denne forbindelse. Imidlertid må det erkendes, at det fulde tab/erstatningskrav ikke er opstået så lang tid tilbage. Tortgodtgørelse skal normalt forrentes, fra afhøringen er sket, mens erstatningskrav for økonomiske tab, herunder tabt arbejdsfortjeneste, vel skal forrentes fra de enkelte år.

For så vidt angår kravet om tillæggelse af beløb til dækning af advokatens tidsforbrug i forbindelse med fremsættelsen af kravet over for statsadvokaten, har erstatningssøgende gjort gældende, at der kun efter reglerne er to måneder til at fremsætte kravet, og der derfor isoleret måtte bruges megen tid på at få dette gjort. At der er tillagt advokaten et stort forsvarersalær i forbindelse med straffesagen, bør ikke medføre, at der ikke tillægges noget for erstatningskravets fremsættelse. Retten
bør derfor i stedet i forbindelse med fastsættelsen af salær i nærværende sag fastsætte dette ex tunc, det vil sige også omfattende tidsforbruget vedrørende kravets fremsættelse.

Domsmandsrettens bemærkninger:


Indledningsvis bemærker retten, at der som følge af den alvorlige kritik, som landsretten har givet udtryk for vedrørende den politimæssige efterforskning i sagen, og også af forhold fra anklagemyndighedens side og som følge af den af landsretten fastslåede krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 6 findes at foreligge forhold af en sådan karakter, at der principielt i medfør af retsplejelovens § 1018 h er grundlag for at gøre erstatningskrav gældende efter almindelige erstatningsregler, herunder erstatningsansvarslovens regler. De erstatningssøgendes krav tages derfor til følge i medfør af disse regler i det nedenfor anførte omfang.

Herefter bemærkes vedrørende de enkelte erstatningssøgendes krav:

For så vidt angår E1:

Erstatningssøgende ses ikke selvstændigt at have gjort gældende, at han bør tillægges erstatning efter retsplejelovens § 1018 a for den skete frihedsberøvelse i forbindelse med fremstilling i grundlovsforhøret. Under hensyn til den senere ved landsretten idømte straf findes han imidlertid heller ikke at kunne have krav herpå. For så vidt angår erstatningssøgendes krav i anledning af den skete ransagning og beslaglæggelse af materiale i Danish Bamboo bemærkes, være lidt herved. Idet det efter det foreliggende må lægges til grund, at det beslaglagte materiale har vedrørt den nyoprettede virksomhed, og idet det i hvert fald er sandsynliggjort, at der har været et vist tab og gene forbundet med ransagningen og beslaglæggelsen af materiale,
fastsættes der skønsmæssigt en erstatning/godtgørelse på 20.000 kr. herfor.

For så vidt angår kravet om tortgodtgørelse i anledning af de rejste sigtelser, tiltalerejsning og den verserende straffesag, i det omfang hvor erstatningssøgende blev frifundet ved landsrettens dom, finder retten efter omstændighederne, trods den af landsretten udmålte straf, og selv om denne blev gjort betinget, at der bør tillægges erstatningssøgende en tortgodtgørelse på skønsmæssigt 100.000 kr.

Vedrørende den af landsretten fastslåede krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 6 ved den lange sagsbehandlingstid finder retten derimod, at erstatningssøgende må anses for fuldt kompenseret herfor, i forbindelse med at den udmålte frihedsstraf blev gjort betinget af landsretten.

For så vidt angår det af erstatningssøgende rejste erstatningskravkrav for tabt arbejdsfortjeneste igennem årene bemærker retten, at erstatningssøgende ikke har fremlagt nærmere dokumentation til underbyggelse af et eventuelt tab og dettes størrelse. Hans forklaring er på dette punkt endvidere heller ikke ret detaljeret. Det er endvidere ikke usandsynligt,
at selve Danish Rattans og de tilknyttede selskabers konkurs og det betydelige tab, der derved blev påført kreditorerne, samt den betydelige kautionsforpligtelse, erstatningssøgende fortsat hæftede for, har været grunden til eller i hvert fald meget medvirkende til erstatningssøgendes problemer i de følgende år med at skaffe finansiering og arbejde m.v. Retten finder det herefter ikke tilstrækkeligt godtgjort, i hvilket omfang selve straffesagen og de sigtelser og tiltalepunkter, som erstatningssøgende blev frifundet for, har medført indtægtstab for ham, og det rejste krav tages derfor ikke til følge.
For så vidt angår advokatens tidsforbrug i forbindelse med fremsættelse af kravet over for statsadvokaten bemærkes det, at beskikkelse af advokat for erstatningssøgende først er sket i forbindelse med sagens indbringelse for retten, og at der derfor ikke ved salærfastsættelsen kan tages hensyn til det væsentligt tidligere arbejde med kravets fremsættelse.

Erstatningssøgende E1 tillægges efter det anførte en samlet erstatning og tortgodtgørelse på 120.000 kr. Beløbet findes først at skulle forrentes fra kravets fremsættelse over for statsadvokaten den 19. august 2002.

For så vidt angår E2: Vedrørende det rejste krav om tortgodtgørelse for forstyrrelse af stilling og forhold i forbindelse med erstatningssøgendes deltagelse i det betydelige antal retsmøder i byretten og landsretten og møder med forsvarer til tilrettelæggelse af sagen finder retten under hensyn til sagens karakter og det betydelige antal dage, der er tale om, at der bør
tillægges erstatningssøgende en godtgørelse på 60.000 kr. ud over de af Rigsadvokaten allerede fastsatte 40.000 kr.

For så vidt angår erstatningssøgendes krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste bemærkes det, at det efter det foreliggende er sandsynligt, at sagen har påført ham et vist indtægtstab. Imidlertid foreligger der efter rettens opfattelse meget mangelfuld dokumentation fra erstatningssøgende for størrelsen heraf, herunder ingen skattemæssige årsopgørelser
for de pågældende år, ligesom der foreligger en meget begrænset og udetaljeret forklaring fra ham herom under domsforhandlingen. Det kan heller ikke afvises, at Danish Rattans konkurs og det betydelige tab for kreditorerne også har haft visse negative følger økonomisk for ham. Efter alt foreliggende finder retten, at der alene skønsmæssigt bør tillægges erstatningssøgende en erstatning på 100.000 kr. vedrørende denne post.

For så vidt angår erstatningssøgendes krav om tortgodtgørelse i øvrigt efter § 1018 h, finder retten, at der som følge af den omfattende tiltale og den meget lange sagsbehandlingstid samt den af landsretten rejste alvorlige kritik af den politimæssige efterforskning og forhold fra anklagemyndighedens side samt det afsluttende resultat for erstatningssøgende ved landsrettens dom bør tillægges ham en godtgørelse på skønsmæssigt 250.000 kr., idet bemærkes, at der ved fastsættelsen heraf findes at burde tages hensyn til, at bøden på 32.000,- kr. blev gjort betinget på grund af den lange sagsbehandlingstid.

For så vidt angår kravet om tillæggelse af yderligere 14.336 kr. i forbindelse med rejsningen af erstatningskravet over for statsadvokaten, bemærkes det, dels at arbejdet ikke findes at have haft et omfang, der kan begrunde advokatsalær ud over det allerede betydelige salær, der blev tillagt advokaten i forbindelse med straffesagen, dels at beskikkelsen
af advokat for erstatningssøgende i nærværende sag først er sket i forbindelse med sagens indbringelse for retten, og at der derfor ikke ved salærfastsættelsen i sagen kan tages hensyn til det væsentligt tidligere arbejde i forbindelse med kravets fremsættelse. Efter det anførte tillægges der således E2 yderligere tortgodtgørelse på 410.000 kr. Beløbet findes først at skulle forrentes fra tidspunktet for kravets fremsættelse over for statsadvokaten den 15. august 2002.

For så vidt angår E3: Det af erstatningssøgende rejste krav på 3.639 kr. til dækning af transportudgifter findes i overensstemmelse med det af erstatningssøgende anførte at burde tages til følge.

Vedrørende det fremsatte krav på 132.000 kr., som principalt er gjort gældende at udgøre krav til dækning af tabt arbejdsfortjeneste med 1.000 kr. for 132 dage, som erstatningssøgende har brugt på retsmøder og møder med forsvareren, bemærkes det, at der rettest ses at være tale om, at erstatningssøgendes stilling og forhold er blevet forstyrret i det
beskrevne omfang, idet hun efter det oplyste ikke har lidt noget direkte indtægtstab. Under hensyn til den betydelige tid, hun har anvendt i forbindelse med sagen, og den betydelige gene, denne må lægges til grund at have haft for hende, findes erstatningssøgende at burde have været tillagt en godtgørelse for forstyrrelse af stilling og forhold på 40.000 kr.
Vedrørende kravet om tortgodtgørelse i øvrigt, opgjort til 1 mio. kr., finder retten under hensyn til omfanget af den rejste tiltale, den af landsretten rejste alvorlige kritik af den politimæssige efterforskning i sagen og forhold fra anklagemyndighedens side, samt den af landsretten fastslåede krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 6, at der burde have været tillagt E3 en tortgodtgørelse på skønsmæssigt 300.000 kr.

For så vidt angår kravet vedrørende tillæg af beløb/sagsomkostninger i forbindelse med rejsning af erstatningssagen over for statsadvokaten, 5.500 kr. + moms, henvises til det ovenfor anførte vedrørende samme spørgsmål i relation til E2.
Efter det ovenfor anførte skulle den fulde tortgodtgørelse til erstatningssøgende udmåles til 343.639 kr., hvori skal fradrages de allerede af anklagemyndigheden udbetalte 75.000 kr., hvorfor hun ved denne afgørelse yderligere tillægges 268.639 kr.
Kravet findes først at skulle forrentes fra dets fremsættelse over for statsadvokaten den 15. august 2002.

For så vidt angår E4: Vedrørende erstatningssøgendes krav om erstatning af udgiften til transport til møder med sin forsvarer under sagen, 6.000 kr., findes erstatningssøgende efter det af ham anførte at burde gives medhold heri. Kravet på betaling af 36.300 kr. vedrørende befordringsgodtgørelse i forbindelse med deltagelse i retsmøder findes, som allerede af Rigsadvokaten anført i dennes afgørelse, i stedet at skulle fremsættes over for Østre Landsret, jf. retsplejelovens § 1010, stk. 2, jf. bekendtgørelse 470/78 § 3, hvorfor der ikke ses at foreligge et tab, som retten kan tage stilling til i forbindelse med nærværende sag.

Vedrørende det rejste erstatningskrav for tabt arbejdsfortjeneste finder retten det tilstrækkeligt godtgjort på grundlag af erstatningssøgendes forklaring og den fremlagte dokumentation, at den rejste sigtelse og efterfølgende straffesag har haft en i hvert fald medvirkende indflydelse på, at han måtte sige sine stillinger hos Jysk Sengetøjslager og Bocom op, og har været medvirkende til den depression, som han pådrog sig, og dermed alt i alt til et større indtægtstab, i forhold til hvad han måtte
kunne påregnes ellers at ville have kunnet tjene. Der findes imidlertid alene grundlag for at udmåle en skønsmæssig erstatning, og denne fastsættes til 500.000 kr.

For så vidt angår de af erstatningssøgende rejste krav vedrørende tort og forstyrrelse af stilling og forhold samt kravet på godtgørelse som følge af den skete krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 6 finder retten, at der under hensyn til sigtelsernes og tiltalens omfang, den af landsretten rejste alvorlige kritik af den politimæssige efterforskning i sagen og af forhold fra anklagemyndighedens side, den lange sagsbehandlingstid, resultatet af sagen ved landsrettens dom samt den betydelige forstyrrelse af erstatningssøgendes forhold, som sagen efter hans forklaring har haft for ham og hans familie, at der af anklagemyndigheden burde have været tillagt erstatningssøgende en samlet godtgørelse på skønsmæssigt 400.000 kr.
Ved fastsættelsen af beløbet er der også i et vist omfang taget hensyn til de psykiske gener, som erstatningssøgende må antages at have haft som følge af sagen, og der vil således skulle en særlig klar og vægtig yderligere dokumentation til, for at der vil kunne ydes erstatningssøgende et yderligere beløb herfor.

For så vidt angår spørgsmålet tillæggelse af beløb/sagsomkostninger til dækning af advokatarbejde i forbindelse med fremsættelsen af erstatningskravet over for statsadvokaten henvises til det anførte i samme forbindelse ovenfor vedrørende E2.
Erstatningssøgende E4 tillægges således en samlet erstatning og tortgodtgørelse på 871.000 kr., idet der i de ovenfor anførte 400.000 kr. er sket fradrag for det allerede udbetalte beløb på 35.000 kr. Beløbet findes først at skulle forrentes fra fremsættelsen af kravet over for statsadvokaten den 15. august 2002.

Efter omstændighederne findes statskassen at burde betale omkostningerne ved nærværende sag.

Thi kendes for ret:


Det offentlige skal inden 14 dage fra dato til erstatningssøgende E1 betale 120.000 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 19. august 2002, til betaling sker.

Inden samme frist skal det offentlige til erstatningssøgende E2 betale 410.000 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 15. august 2002, til betaling sker.

Inden samme frist skal statskassen til erstatningssøgende E3 betale 268.639 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 15. august 2002, til betaling sker.

Inden samme frist skal statskassen til erstatningssøgende E4 betale 871.000 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 15. august 2002, til betaling sker.

Statskassen skal betale sagens omkostninger vedrørende hver af de erstatningssøgende.

Østre Landsrets dom.

Odense Rets dom af 24. maj 2005 er anket af anklagemyndigheden med endelig påstand om frifindelse for krav om erstatning og godtgørelse ud over det af Rigsadvokaten fastsatte.

E1, E2, E3 og E4 har nedlagt påstand om erstatning og godtgørelse som endeligt for byretten, E4 dog med den ændring, at kravet på betaling af 36.300 kr. vedrørende befordring i forbindelse med retsmøder udgår, og at kravet på i alt 500.000 kr. vedrørende godtgørelse for tort som følge af psykiske og fysiske gener også for landsretten udskilles.

E1 har ikke givet personligt møde for landsretten.

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af de erstatningssøgende E2, E3 og E4, der alle har forklaret i det væsentlige som for byretten.

E2 har supplerende forklaret, at han i 1995 sagde sit job op i Danish Bamboo, da han ville flytte tilbage til Grækenland. Han opgav dog flytningen, da familien ikke ville med. En anden grund til opsigelsen var, at stillingen var særdeles arbejdskrævende, og han ville derfor ikke genansættes. Han valgte i stedet at påbegynde selvstændig virksomhed, som siden har udviklet sig gunstigt. Virksomheden ejes af hans børn, og han har en stilling som lagerchef, men tager sig også af nogle kundeopgaver.
Virksomheden handler primært med møbler både en detail og en gros og har en betydelig omsætning. Mens straffesagen verserede, var det umuligt for ham at opnå finansiering hos banker og finansieringsselskaber, men efter frifindelsen har han kunnet optage de lån, han ønsker. Hans årsindtægt er på 1,1 mio. kr. Han har aldrig udtalt sig til pressen om straffesagen.
E3 har supplerende forklaret, at hun i Danish Bamboo arbejdede på lige fod med andre ansatte. Anholdelsen den 7. juni 1993 var særdeles belastende, og det var umuligt at skjule for hendes omgangskreds, hvad der var sket. Også mange fremmede personer blev klar over, at hun var blevet sigtet i sagen, hvilket hun på ny konstaterede, da hun blev frifundet og fik mange positive tilkendegivelser også fra ukendte personer. Det var ikke mindst på grund af hendes og hendes advokats
gennemgang af yderligere bilagsmateriale, at sagen fik et andet forløb i landsretten. Hun har fortsat sit eget firma i Indonesien, som går rigtig godt. Den ransagning, politiet foretog, skete blandt andet hos Danish Bamboo, der var et selvstændigt selskab, som var flyttet til lokalerne i Nr. Lyndelse, og de papirer, som politiet tog med, vedrørte alene Danish Bamboo og havde intet med Danish Rattan at gøre. Det varede et halvt år, før politiet frigav papirerne.

E4 har supplerende forklaret, at da han blev ansat i Dicom, orienterede han direktøren om den verserende straffesag. Dicom blev senere omdannet til Bocom, og den tidligere direktør i Dicom fratrådte. Han informerede Bocoms bestyrelse om straffesagen umiddelbart før byrettens dom. Politiet begyndte i slutningen af 1993 at efterforske i Jysk Sengetøjslagers centrallager i Vejle og i økonomicentret i Århus, og alle ledende medarbejdere var derfor klar over, at han var involveret i
straffesagen. Endvidere omtalte bl.a. Jyllands-Posten sagen og nævnte, at sagen angik en ansat i Jysk Sengetøjslager. Han har stadig psykiske problemer på grund af sagsforløbet, og frifindelsen har således ikke ændret herpå. Han har bestilt tid hos en neuropsykolog, men der er ca. et års ventetid. Han fik i juni 2005 job som salgskonsulent i Herning, men blev sygemeldt i efteråret 2005 og var fraværende i tre måneder, mens han blev undersøgt på mistanke om cancer. Det viste sig imidlertid,
at de konstaterede unormale forhold skyldtes en dårlig lever som følge af diabetes konstateret i 1992. Han arbejder fortsat samme sted, men nu på halv tid og skal fortsætte hermed indtil midten af august 2006. Gælden til banken, som rettelig er på 650.000 kr., har han fortsat. I byretten mødte han i nogle tilfælde forgæves til retsmøder, der med kort varsel var blevet aflyst uden underretning til ham. Anklagemyndigheden og de beskikkede advokater for de erstatningssøgende har procederet i alt væsentligt som for byretten, hvorved bemærkes, at E3 heller ikke for landsretten har gjort gældende, at hun har lidt et dokumenteret økonomisk tab som følge af strafforfølgningen.

Landsrettens begrundelse og resultat:

Østre Landsret fandt ved dommen af 27. juni 2002, at der var sket en krænkelse af de tiltaltes ret til rettergang inden for en rimelig frist, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6.

Ved Rigsadvokatens afgørelser om erstatning, der blev tiltrådt af Justitsministeriet, blev det lagt til grund, at der med konventionskrænkelsen var handlet ansvarspådragende over for de erstatningssøgende, og at der derfor skulle foretages en vurdering af, om de erstatningssøgende i den anledning havde krav på erstatning efter dansk rets almindelige
erstatningsregler, jf. retsplejelovens § 1018 h.

I dommen af 27. juni 2002 fremsatte landsretten endvidere udtalelser om mangelfulde og kritisable forhold vedrørende politiets efterforskning og anklagemyndighedens tiltalerejsning og sagsbehandling. Ved vurderingen af, om også disse forhold indebærer ansvar efter retsplejelovens § 1018 h, har landsretten lagt vægt på landsrettens udtalelser herom i dommen.

I dommen af 27. juni 2002 er om forhold 5, der angik tiltale mod E1, E2 og E3 for bedrageri begået i tiden fra juli 1988 til august 1992, bl.a. anført, at politiets afhøringer var »summarisk«. Det er endvidere anført, at de tiltaltes forklaringer og oplysninger under domsforhandlingen, herunder i landsretten, ikke gav anklagemyndigheden anledning til at foretage yderligere undersøgelser i sagen, og at disse forklaringer og oplysninger »ved en sædvanlig gennemført politimæssig efterforskning
med grundige afhøringer af de tiltalte forud for tiltalerejsning - kunne være fremkommet under efterforskningen, hvor de burde have givet anledning til nærmere undersøgelser.« Landsretten fandt sammenfattende, at »efterforskningens tilrettelæggelse og kvalitet på de ovennævnte punkter lider af betydelige svagheder, der må tages i betragtning ved bedømmelsen af, om det kan anses for bevist, at de 129 fakturaer er fiktive«, og at foretagne kundeundersøgelser »generelt set ikke synes at være gennemført på et for en straffesag tilstrækkeligt betryggende grundlag«.

Vedrørende forhold 1, 1. del, der angik tiltale mod E1, E2 og E3 for bedrageri begået i tiden fra april 1991 til den 14. september 1992, fandt landsretten, at »efterforskningens tilrettelæggelse og kvalitet på en række punkter lider af betydelige svagheder«. Landsretten fandt således en anvendt »fremgangsmåde med gennem udenlandsk politi at stille få, korte spørgsmål til kundevirksomhederne uden mulighed for uddybende og præciserende spørgsmål . . . for uegnet til at tilvejebringe et betryggende grundlag for at afgøre en kompleks straffesag som denne«, og »at kundeundersøgelsen generelt set ikke er gennemført på et for en straffesag tilstrækkeligt betryggende grundlag«. Sammenfattende fandt landsretten videre vedrørende foretagne toldundersøgelser, at der knyttede sig »en sådan betydelig usikkerhed til bevisværdien af de 3 såkaldte toldundersøgelser, at de hverken hver for sig eller samlet kan udgøre et bevis for, at der blev udstedt fiktive fakturaer«.

Vedrørende forhold 9, der angik tiltale mod E1, E2 og E3 for bedrageri begået i tiden fra 11. februar 1992 til 28. august 1992, fandt landsretten »det kritisabelt, at anklagemyndigheden har valgt at rejse tiltale for bedrageri, men samtidig har undladt at fremlægge de dokumenter, tiltalen for bedrageri angår, på trods af, at det havde været muligt at fremskaffe disse«.

Den politimæssige efterforskning, grundlaget for tiltalerejsningen og anklagemyndighedens sagsbehandling har således på flere punkter ikke været betryggende og har givet anledning til kritik og dermed haft bevismæssig betydning for straffesagen.

 Landsretten finder imidlertid ikke, at politi og anklagemyndigheden hermed har handlet ansvarspådragende.

Politiet og anklagemyndigheden havde pligt til at foretage undersøgelser i anledning af den politianmeldelse, som i december
1992 blev indgivet af kuratorerne i bl.a. Danish Rattan A/S under konkurs og tiltrådt af skifteretten. Sagen var omfattende og kompliceret og medførte domfældelse af E1 bl.a. for bedrageri og skyldnersvig af særlig grov beskaffenhed samt for overtrædelse af særlig grov karakter af skattekontrollovens § 13, stk. 1, og af E2 for overtrædelse af skattekontrollovens
§ 13, stk. 1, og til dels forsøg herpå.

Landsretten finder herefter, at de mangelfulde og kritisable forhold vedrørende politiets efterforskning og anklagemyndighedens tiltalerejsning og sagsbehandling ikke giver de erstatningssøgende krav på erstatning efter retsplejelovens § 1018 h, men at de nævnte forhold kan tillægges betydning ved vurderingen af erstatning og godtgørelse efter
retsplejelovens § 1018 b.

Om E1 er berettiget til erstatning og godtgørelse, og om E2, E3 og E4 er berettiget til erstatning og godtgørelse ud over de af Rigsadvokaten fastsatte beløb, bemærkes følgende:

Vedrørende E1 finder landsretten, at denne erstatningssøgende ikke er berettiget til erstatning og godtgørelse efter retsplejelovens § 1018 a eller § 1018 b.

Landsretten har herved lagt til grund, at de straffeprocessuelle indgreb, som E1 var udsat for i form af frihedsberøvelse den 7. juni 1993, ransagning, beslaglæggelse og gennemførelse af straffesagen ikke stod i misforhold til den straf på fængsel i 2 år og 6 måneder, som han blev idømt ved landsrettens dom af 27. juni 2002. Da fængselsstraffen ved landsrettens dom blev gjort
betinget under henvisning til den skete krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, findes E1 hermed kompenseret for den langvarige sagsbehandlingstid, således at han ikke herudover findes berettiget til kompensation efter retsplejelovens § 1018 h.

Anklagemyndigheden frifindes derfor for E1's krav, herunder for betaling af advokatsalær i forbindelse med kravets fremsættelse.

E1 skal betale sagens omkostninger for byret og landsret.

Vedrørende E2 finder landsretten, at denne erstatningssøgende er berettiget til godtgørelse for ikke økonomisk skade efter retsplejelovens § 1018 b, jf. 1018 a, stk. 2, med yderligere 40.000 kr. i forhold til det af Rigsadvokaten fastsatte beløb med renter fra den 15. august 2002, idet anklagemyndigheden i øvrigt frifindes.

Landsretten har herved lagt til grund, at de straffeprocessuelle indgreb, som E2 var udsat for i form af frihedsberøvelse den 7. juni 1993, ransagning og beslaglæggelse ikke stod i misforhold til den betingede bøde, som han blev idømt for overtrædelse af skattekontrollovens § 13, stk. 1, og til dels forsøg herpå. Da bødestraffen ved landsrettens dom blev gjort betinget under henvisning til den skete krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, findes E2 hermed kompenseret for den langvarige sagsbehandlingstid, således at der ikke er grundlag for at yde ham yderligere kompensation herfor efter retsplejelovens § 1018 h. Landsretten finder imidlertid, at gennemførelsen af straffesagen mod E2, som efter det oplyste deltog i 66 retsmøder i byretten og 36 retsmøder i landsretten, var af helt ekstraordinær karakter henset til tiltalens karakter og omfang, sagens udfald og de mangelfulde og kritisable forhold vedrørende politiets efterforskning og anklagemyndighedens tiltalerejsning og sagsbehandling, at E2 bør tillægges det ovennævnte yderligere beløb i godtgørelse for ikke økonomisk skade efter retsplejelovens § 1018 b, jf. § 1018 a, stk. 2.

Landsretten har ikke fundet, at E2 har godtgjort at have lidt et økonomisk tab som følge af strafforfølgningen. Landsretten har endvidere ikke fundet grundlag for at pålægge anklagemyndigheden at betale særskilt salær til E2's beskikkede advokat for erstatningskravets fremsættelse, da advokaten tidligere er tillagt salær som beskikket forsvarer under straffesagen, og da det merarbejde, der har været forbundet med fremsættelsen af erstatningskravet, har været af ubetydelig karakter i forhold til det arbejde, der tidligere er vederlagt.

Statskassen betaler sagens omkostninger for landsretten.

Vedrørende E3 finder landsretten, at denne erstatningssøgende er berettiget til erstatning og godtgørelse for ikke økonomisk skade efter retsplejelovens § 1018 h og § 1018 b, jf. 1018 a, stk. 2, med yderligere 75.000 kr. i forhold til det af Rigsadvokaten fastsatte beløb med renter fra den 15. august 2002, idet anklagemyndigheden i øvrigt frifindes.

Landsretten har herved lagt vægt på, at E3 i det hele blev frifundet for tiltale for bedrageri af særlig grov beskaffenhed, og at det ved landsrettens dom af 27. juni 2002 blev lagt til grund, at den langvarige sagsbehandlingstid indebar en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6. Landsretten har endvidere lagt til grund, at gennemførelsen af straffesagen mod E3, der efter det oplyste deltog i 68 retsmøder i byretten og 50 retsmøder i landsretten, var af helt ekstraordinær karakter henset til tiltalens karakter og omfang, sagens udfald og de mangelfulde og kritisable forhold vedrørende politiets efterforskning og anklagemyndighedens tiltalerejsning og sagsbehandling.

Landsretten har derfor fundet, at erstatningen for konventionskrænkelsen efter retsplejelovens § 1018 h og godtgørelsen for ikke økonomisk skade for straffesagens gennemførelse efter retsplejelovens § 1018 b, jf. § 1018 a, stk. 2, bør forhøjes med henholdsvis 25.000 kr. og 50.000 kr. med renter som ovenfor anført.

Landsretten har ikke fundet grundlag for at fravige den takstmæssigt udmålte erstatning på 2.800 kr. for frihedsberøvelsen den 7. juni 1993. Landsretten har endvidere ikke fundet, at E3's kørselsudgifter i forbindelse med straffesagens forberedelse er erstatningsberettiget i medfør af retsplejelovens § 1018 b, og af de grunde, der er anført vedrørende E2, har landsretten endvidere ikke fundet grundlag for at pålægge anklagemyndigheden at betale særskilt salær til E3's beskikkede advokat
for erstatningskravets fremsættelse.

Statskassen betaler sagens omkostninger for landsretten.

Vedrørende E4 finder landsretten, at denne erstatningssøgende er berettiget til erstatning og godtgørelse for ikke økonomisk skade efter retsplejelovens § 1018 h og § 1018 b, jf. 1018 a, stk. 2, med yderligere 115.000 kr. i forhold til det af Rigsadvokaten fastsatte beløb med renter fra den 15. august 2002, idet anklagemyndigheden i øvrigt frifindes for de krav, der foreligger til påkendelse.

Landsretten har herved lagt vægt på, at E4 i det hele blev frifundet for tiltale for bedrageri af særlig grov beskaffenhed, og at det ved landsrettens dom af 27. juni 2002 blev lagt til grund, at den langvarige sagsbehandlingstid indebar en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6. Landsretten har endvidere lagt til grund, at gennemførelsen af straffesagen mod E4, der efter det oplyste deltog i 14 retsmøder i byretten og 11 retsmøder i landsretten, var af helt ekstraordinær karakter henset til tiltalens karakter og omfang, sagens udfald og de mangelfulde og kritisable forhold
vedrørende politiets efterforskning og anklagemyndighedens tiltalerejsning og sagsbehandling. Landsretten har fundet, at erstatningen for konventionskrænkelsen efter retsplejelovens § 1018 h og godtgørelsen for ikke økonomisk skade for straffesagens gennemførelse efter retsplejelovens § 1018 b, jf. § 1018 a, stk. 2, bør forhøjes med henholdsvis 15.000 kr. og 100.000 kr. med renter som ovenfor anført. Landsretten har ved fastsættelsen af erstatningen for konventionskrænkelsen lagt
vægt på at yde E4 og E3 ens erstatning herfor, og ved fastsættelsen af godtgørelsen for ikke økonomisk skade har landsretten lagt vægt på, at gennemførelsen af straffesagen i særlig grad findes at have påvirket E4's stilling og forhold. Landsretten har ikke fundet, at E4 har godtgjort at have lidt et økonomisk tab som følge af strafforfølgningen. Af samme grunde som anført ved E3 har landsretten ikke fundet, at E4's kørselsudgifter i forbindelse med straffesagens forberedelse er erstatningsberettigede, eller at der er grundlag for at pålægge anklagemyndigheden at betale særskilt salær til E4's beskikkede advokat for erstatningskravets fremsættelse.

Statskassen betaler sagens omkostninger for landsretten.

Thi kendes for ret:


Byrettens dom i sagen mod de erstatningssøgende, E1, E2, E3 og E4, ændres således:

Anklagemyndigheden frifindes for E1's krav under sagen.

Anklagemyndigheden skal til E2 betale yderligere 40.000 kr. med tillæg af rente fra den 15. august 2002.

Anklagemyndigheden skal til E3 betale yderligere 75.000 kr. med tillæg af rente fra den 15. august 2002.

Anklagemyndigheden skal til E4 betale yderligere 115.000 kr. med tillæg af rente fra den 15. august 2002.

E1 skal betale sagens omkostninger for byret og landsret.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten vedrørende E2, E3 og E4.