|
Ø.L.D. 2. juni 2006 i anke 16. afd. nr. S-2204-05
(Linde Jensen, Ulla Staal, Helle Hjelm Poulsen (kst.)).
Anklagemyndigheden mod 1) E1 (adv. Claus Hooge, Hørsholm,
besk.) 2) E2 (adv. Erling Halskov, Odense, besk.) 3) E3 (adv.
Sysette Vinding Kruse, Kbh., besk.) 4) E4 (adv. Birger
Lennart Hagstrøm, Kbh., besk.).
Odense Rets dom 24. maj 2005.
Under denne sag, har Politimesteren i Odense ved
retsmødebegæringer af 18. oktober 2004 og 11. januar 2005 i
medfør af retsplejelovens § 1018 f stk. 1 i henhold til
tilkendegivelser af 5. marts, 8. marts, 23. marts og 27.
december 2004 fra Statsadvokaten for Fyn m.v. indbragt denne
sag for retten, hvorunder de erstatningssøgende, E1, E2, E3
og E4, har fremsat krav om erstatning og godtgørelse for
tort i anledning af en mod dem foretaget strafferetlig
forfølgning.
Sagen er i medfør af § 1018 f stk. 4 behandlet under
medvirken af domsmænd.
Det fremgår af Statsadvokatens tilkendegivelse vedrørende
E1, at denne ved Østre Landsrets ankedom blev idømt fængsel
i 2 år 6 måneder, betinget, samt en tillægsbøde på 2.400.000
kr., for overtrædelse af straffelovens § 286, stk. 2, jf. §
279, og § 283, stk. 1, nr. 3, samt straffelovens § 289, jf.
til dels § 21, og skattekontrollovens § 13, stk. 1.
Frihedsstraffen blev gjort betinget under hensyn til den
lange sagsbehandlingstid, der fandtes at udgøre en krænkelse
af Menneskerettighedskonventionens art. 6.
Erstatningssøgende var ved Odense Rets dom af 8. juni 2000
idømt fængsel i 4 år og en tillægsbøde på 2.400.000 kr. for
overtrædelse af straffelovens § 286, stk. 2, jf. § 279 og §
283, stk. 1, nr. 3, samt straffelovens § 289, jf.
skattekontrollovens § 13, stk. 1.
Ifølge tilkendegivelsen er et erstatningskrav, opgjort til
4.600.000 kr., for tort m.v. samt tabt
arbejdsfortjeneste/ødelagt virksomhedsdrift ikke imødekommet
af anklagemyndigheden og Justitsministeriet. Et krav på
salær på 10.000 kr. plus moms er afvist.
Af tilkendegivelsen vedrørende E2 fremgår, at denne ved
samme ankedom blev idømt en bøde på 32.000 kr. for
overtrædelse af skattekontrollovens § 13, stk. 1, til dels
jf. § 21. Bøden blev gjort betinget under hensyn til den
lange sagsbehandlingstid, der fandtes at udgøre en krænkelse
af Menneskerettighedskonventionens artikel 6.
Erstatningssøgende var den 8. juni 2000 ved Retten i Odense
idømt 3 års fængsel og en tillægsbøde på 2.400.000 kr. for
overtrædelse af straffelovens § 279 og straffelovens § 283,
stk. 1, nr. 3.
Ifølge tilkendegivelsen er et erstatningskrav, opgjort til
2.500.000 kr., for deltagelse i retsmøder, tabt
arbejdsfortjeneste og tort delvis imødekommet af
anklagemyndigheden med 40.000 kr. Et krav om salær på 11.000
kr. + moms for fremsættelse af kravet er afvist af
anklagemyndigheden.
Af tilkendegivelsen vedrørende E3 fremgår, at denne ved
Østre Landsrets ankedom blev frifundet for den rejste
tiltale for bedrageri efter straffelovens § 279. Hun var ved
Odense Rets dom af 8. juni 2000 idømt 2 års fængsel efter
denne bestemmelse.
Ifølge tilkendegivelsen er et erstatningskrav, opgjort til
1.135.639 kr., for befordring i forbindelse med
straffesagens forberedelse, tabt arbejdsfortjeneste og tort
m.v. delvist imødekommet med 77.800 kr. som godtgørelse for
ikke-økonomisk skade i forbindelse med strafforfølgningen.
Beløbet er forrentet fra den 15. august 2002 med 5% over den
til enhver tid fastsatte officielle diskonto. Et krav om
salær på 5.500 kr. + moms for fremsættelse af kravet er
afvist af anklagemyndigheden.
Af tilkendegivelsen vedrørende E4 fremgår, at denne ved
Østre Landsrets ankedom blev frifundet for den rejste
tiltale for bedrageri efter straffelovens § 279, jf. § 286,
stk. 2. Han var ved Odense Rets dom af 8. juni 2000 idømt 1
år 3 måneders fængsel efter disse bestemmelser.
Ifølge tilkendegivelsen er et erstatningskrav, opgjort til i
alt 6.507.300 kr., for befordring i forbindelse med
straffesagens forberedelse og retsmøder, tabt
arbejdsfortjeneste, tort m.v. samt fysiske og psykiske gener
delvist imødekommet af anklagemyndigheden med 35.000 kr. som
godtgørelse for ikke-økonomisk skade i forbindelse med
strafforfølgningen. Beløbet er forrentet fra den 15. august
2002 med 5% p.a. over den til enhver tid fastsatte diskonto.
Det fremgår af sagens oplysninger, at E1 i de pågældende år,
1988-1992, som forholdene i anklageskriftet i sagen
vedrørte, var hovedaktionær og direktør i selskabet Danish
Rattan A/S i Nr. Lyndelse på Fyn og andre selskaber,
herunder Den Lyserøde Elefant ApS. E2 var medejer og ansat i
Danish Rattan, og E3 var ansat i Den Lyserøde Elefant. E4
var de år, forholdene mod ham vedrører, indkøbsdirektør i
Jysk Sengetøjslager, som havde samhandel med Danish Rattan.
Den 14. december 1992 anmeldte selskabet betalingsstandsning
til Skifteretten i Odense, og den 6. oktober blev selskabet
og de to tilknyttede selskaber erklæret konkurs. Den 28.
december 1992 fremsendte skifteretten en anmodning fra
kuratorerne i boet til Politimesteren i Odense om at
foretage politimæssig undersøgelse i anledning af formentlig
strafbare forhold. Den 7. juni 1993 blev E1, E2 og E3
anholdt af Odense Politi og fremstillet samme dag i retten i
grundlovsforhør. Efter afhøring bestemte retten, at de
skulle løslades. Den 9. januar 1997 blev sagen overdraget
til anklagemyndigheden, og den 22. december 1997
indleveredes anklageskrift mod de fire erstatningssøgende
til Retten i Odense, hvor der den 20. august 1998 indledtes
domsforhandling. Bevisførelsen blev afsluttet den 12. maj
1999, og efter i alt 74 retsdage afsagdes der dom den 8.
juni 2000.
Ifølge byretsdommen var den rejste tiltale sålydende:
1.
tiltalte 1-3
bedrageri efter straffelovens § 279,
ved svigagtigt at skaffe sig eller andre uberettiget vinding
i forening som ejere, direktører eller ansatte i Danish
Rattan A/S, Nørrevang 13-17 i Nr. Lyndelse, eller til dels i
andre selskaber ejet eller behersket af de tiltalte
(I)
i tiden fra april 1991 til den 14. september 1992 at have
bestemt personalet i firmaerne Nordisk Factoring A/S i Virum
og Midt Factoring A/S i Ikast til mod transport i
salgsfakturaer til tyske og østrigske kunder at belåne
fakturaer med et samlet pålydende på mindst 5.033.226 DEM,
ca. 19 mio. danske kroner, og udbetale ikke under 80% af
fakturaernes pålydende, 4.026.480 DEM, ca. 15.301 mio.
danske kroner, til Danish Rattan A/S, for hvilke fakturaer
der ikke var aftale med købere om salg og levering i
overensstemmelse med fakturaernes indhold, hvorfor
fakturaerne var værdiløse og fiktive, hvilket de tiltalte
fortav over for factoringselskaberne, og hvorfor betaling af
fakturaerne ikke indgik, hvorved Midt Factoring A/S, der den
27. november 1992 havde overtaget factoringengagementet med
Nordisk Factoring A/S, der på dette tidspunkt havde belånt
sådanne fakturaer for ca. 6 mio. kroner, påførtes et
foreløbig opgjort formuetab på i alt ca. 9 mio. kroner, da
Danish Rattan A/S den 14. september 1992 trådte i
betalingsstandsning og den 6. oktober 1992 blev erklæret
konkurs,
(II)
i samme tidsrum at have bestemt personalet i Midt Factoring
A/S til mod transport i salgsfakturaer til tyske og
østrigske kunder at belåne fakturaer med et samlet pålydende
på 648.538 DEM, ca. 2,4 mio. danske kroner, og udbetale ikke
under 80% af fakturaernes pålydende, ca. 518.830 DEM, ca.
1,9 mio. danske kroner, til Danish Rattan A/S, selv om
fakturaerne i strid med factoringaftalen sendtes til
belåning forud for levering af varen, hvilket de tiltalte
fortav over for factoringselskabet, og hvorfor fakturaerne
på belåningstidspunktet var værdiløse, ligesom der ikke
senere skete levering af varer og betaling af fakturaerne,
hvorved Midt Factoring A/S led et formuetab eller risiko
herfor, svarende til det udbetalte beløb, idet Danish Rattan
A/S trådte i betalingsstandsning og blev erklæret konkurs
som ovenfor beskrevet,
(III)
ved i tiden fra 10. marts 1992 til den 26. august 1992 at
have bestemt personalet i Midt Factoring A/S til mod
transport i 138 fakturaer til tyske og østrigske kunder at
belåne fakturaerne med et samlet pålydende på 513.244 DEM,
ca. 1.975.991 danske kroner, og udbetale ikke under 80% af
fakturaernes pålydende 410.595 DEM, 1.560.261 danske kroner,
til Danish Rattan A/S, selv om fakturaerne i strid med
factoringaftalen sendtes til belåning forud for levering af
varen, hvilket de tiltalte fortav over for
factoringselskabet, og hvorfor fakturaerne på
belåningstidspunktet var værdiløse, hvorved Midt Factoring
A/S led et formuetab eller risiko herfor svarende til det
udbetalte beløb, idet Danish Rattan A/S trådte i
betalingsstandsning og blev erklæret konkurs som ovenfor
beskrevet,
2.
tiltalte 1 og 2
skyldnersvig efter straffelovens § 283, stk. 1, nr. 3,
ved i 1991 og 1992 i forening som ejere og direktører som i
forhold 1 beskrevet i Danish Rattan A/S
ved tillæg til fakturapriserne,
ved manglende bogføring af kreditnotaer,
ved udeholdt omsætning eller
ved på anden lignende måde
som kreditposteringer på mellemregningskonti uretmæssigt at
have disponeret over, tilegnet sig eller forbrugt ca. 20
mio. kroner tilhørende Danish Rattan A/S, og som skulle være
indtægtsført i dette firma, og derefter anvendt i driften
heraf, eller til stede, til rådighed for kreditorerne, da
selskabet blev erklæret konkurs som ovenfor beskrevet,
hvorved de unddrog kreditorerne dette beløb for at tjene
disse til fyldestgørelse eller påførte disse en risiko
herfor,
subsidiært for overtrædelse af straffelovens § 289, jf. til
dels § 21, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1, og mere
subsidiært § 13, stk. 2,
ved i forening med forsæt eller af grov uagtsomhed med
henblik på skatteunddragelse, at have undladt at selvangive
de ovennævnte ca. 20 mio. kroner som udbytte, hvorved de
unddrog eller forsøgte at unddrage ca. 8 mio. kroner i
udbytteskat,
3.
tiltalte 1 og 2
overtrædelse af straffelovens § 289, jf. til dels § 21, og
skattekontrollovens § 13, stk. 1, subsidiært § 13, stk. 2,
ved i forening i forbindelse med det i forhold 2 beskrevne
med forsæt eller ved grov uagtsomhed at have unddraget
2.403.176 kr. i selskabsskat i indkomståret 1990/1991 og
forsøgt unddragelse af selskabsskat med 3.300.020 kr. i
selskabsskat i indkomståret 1991/1992,
4.
tiltalte 1
bedrageri efter straffelovens § 279
ved som ejer og direktør som i forhold 1 beskrevet og for
svigagtig at skaffe sig eller andre uberettiget vinding
i tiden fra den 4. august 1992 til den 26. august 1992 til
speditionsfirmaet Danzas i Hamborg at have udstedt i alt 7
checks til en samlet værdi af 325.217,71 DEM, trukket på
Danish Rattan A/S' og Danish Rattan Imports konti nr.
2300721 og 2102705 i Commerzbank i Flensborg som betaling
for frigivelse af containere med varer fra Østen og ved
efter varernes frigivelse at have spærret checkene hos
Commerzbank, hvorved Danzas blev påført et formuetab
svarende til checkenes pålydende, idet Commerzbank herefter
nægtede Danzas betaling ved præsentation af checkene,
ligesom Danish Rattan A/S eller det selskab, der havde
modtaget varerne, ikke havde evne eller vilje til at betale
Danzas, idet Danish Rattan A/S som ovenfor beskrevet trådte
i betalingsstandsning den 14. september 1992,
5.
tiltalte 1-3
bedrageri efter straffelovens § 279
ved som ejere, direktører eller ansatte i Danish Rattan A/S
som i forhold 1 beskrevet og for svigagtig at skaffe sig
eller andre uberettiget vinding
i tiden fra juli 1988 til august 1992 at have bestemt
personalet i Forenede Factors A/S i Glostrup til mod
transport i salgsfakturaer til danske og tyske kunder at
belåne fakturaer med samlet pålydende på 20.326.837 kr. og
udbetale ikke under 80% af fakturaernes pålydende,
16.261.469 kr., til Danish Rattan A/S, for hvilke fakturaer
der ikke var aftale med købere om salg og levering i
overensstemmelse med fakturaernes indhold, hvorfor
fakturaerne ved transporten og på belåningstidspunktet var
værdiløse og fiktive, hvilket de tiltalte fortav over for
factoringselskabet, hvorved de påførte dette en risiko for
formuetab svarende til de udbetalte beløb,
6.
tiltalte 4
bedrageri efter straffelovens § 279
ved i forening med de øvrige tiltalte i tiden fra den 23.
december 1991 til den 18. april 1992 for svigagtig at skaffe
sig eller andre uberettiget vinding at have bestemt
personalet i Forenede Factors til mod transport i
salgsfakturaer med et samlet pålydende på 680.579,80 kr.
udstedt til Jysk Sengetøjslager, Søren Frichs Vej 40 F i
Åbyhøj, at belåne fakturaerne og udbetale mindst 80% af
fakturaernes pålydende, 544.463 kr., til Danish Rattan A/S,
idet tiltalte som indkøbsdirektør i Jysk Sengetøjslager
kvitterede for levering af varer på 5 af de i forhold 5
nævnte salgsfakturaer, selv om varerne ikke var leveret,
hvilket tiltalte vidste ville blive fortiet over for
factoringselskabet, ligesom han vidste, at fakturaerne med
denne kvittering blev tiltransporteret Forenede Factors, og
at levering var en betingelse for transport og belåning,
hvorved Forenede Factors påførtes et formuetab eller risiko
herfor på det udbetalte beløb,
7.
tiltalte 1 og 4
bedrageri efter straffelovens § 279
ved som ejer, direktør og ansat som ovenfor beskrevet og for
at skaffe sig eller andre uberettiget vinding
i forening den 26. juni 1992 og den 21. juli 1992 som i
forhold 5 og 6 beskrevet svigagtigt at have bestemt
personalet i Forenede Factors til mod transport i to
salgsfakturaer på henholdsvis 713.750 kr. og 97.375 kr. at
belåne disse og udbetale ikke under 80% af fakturaernes
pålydende, 571.000 kr. og 77.900 kr., til Danish Rattan A/S,
idet E4 efter aftale med E1 kvitterede for levering som
ovenfor beskrevet, selv om levering ikke var sket, hvilket
de fortav over for factoringselskabet, og selv om de vidste,
at fakturaerne med denne kvittering af tiltalte 1 blev
tiltransporteret Forenede Factors, og at levering var en
betingelse for transport og belåning, hvorved Forenede
Factors påførtes et formuetab eller risiko herfor på det
udbetalte beløb,
8.
alle de tiltalte
bedrageri efter straffelovens § 279
ved som ejere, direktører og ansatte som ovenfor beskrevet i
forening svigagtigt at skaffe sig eller andre uberettiget
vinding
i tiden fra 16. november 1991 til 19. august 1992 at have
bestemt personalet i Forenede Factors A/S til mod transport
i salgsfakturaer til Jysk Sengetøjslager at belåne fakturaer
med samlet pålydende på 13.232.959,60 kr. og udbetale ikke
under 80% af fakturaernes pålydende, 10.586.367 kr., til
Danish Rattan A/S, selv om fakturaerne i strid med
factoringaftalen sendtes til belåning forud for levering af
varen, hvorfor fakturaerne var værdiløse ved transporten og
på belåningstidspunktet, hvilket de fortav over for
factoringselskabet, og idet E4 efter aftale med de tiltalte
kvitterede for levering på fakturaerne, selv om varerne ikke
var leveret, og selv om han vidste, at fakturaerne med denne
kvittering blev tiltransporteret og belånt i Forenede
Factors A/S, og at levering var en betingelse for transport
og belåning, hvorved Forenede Factors A/S påførtes et
formuetab eller risiko herfor på det udbetalte beløb,
9.
tiltalte 1-3
bedrageri efter straffelovens § 279
ved i forening som ejere, direktører eller andet som ovenfor
beskrevet og for svigagtigt at skaffe sig eller andre
berettiget vinding
i tiden fra 11. februar 1992 til 28. august 1992 at have
bestemt personalet i firmaet Forenede Factors A/S til mod
transport i salgsfakturaer til firmaet Danische Bettenlager,
Flensborg, at belåne fakturaer med et samlet pålydende på
1.605.969,96 kr. og udbetale ikke under 80% af fakturaernes
pålydende, 1.284.775 kr., til Danish Rattan A/S, idet der
for fakturaer med pålydende 1.183.916 kr. ikke var aftale
med købere om salg og levering i overensstemmelse med
fakturaernes indhold, hvorfor disse fakturaer var værdiløse
og fiktive på tidspunktet for belåning, hvilket de tiltalte
fortav over for factoringselskabet, ligesom fakturaer med
pålydende 422.053 kr. blev belånt i factoringselskabet forud
for levering af varen i strid med factoringaftalen, hvorfor
også disse fakturaer var værdiløse på transport- og
belåningstidspunktet, hvilket også blev fortiet, alt hvorved
Forenede Factors A/S påførtes et formuetab eller risiko
herfor på det udbetalte beløb
E1 blev ved byretsdommen fundet skyldig i bedrageri,
skyldnersvig og forsætlig skatteunddragelse vedrørende et
samlet beløb på 60.792.190 kr., hvoraf 2.403.176 kr. var
unddraget selskabsskat. Han blev således fundet skyldig i
det væsentlige efter tiltalens forhold 1, (I), delvis
skyldig vedrørende 1, (II), skyldig vedrørende forhold 1,
(III), skyldig i skyldnersvig ad forhold 2 i det væsentlige
for det anførte beløbs vedkommende, skyldig i forhold 3, 4
og 7, delvis skyldig i forhold 5, i det væsentlige skyldig i
forhold 8 og delvis skyldig ad forhold 9. Kriminaliteten
fandtes at have medført konkrete tab i en størrelsesorden på
40 mio. kr. Overtrædelserne af bestemmelserne om bedrageri
og skyldnersvig fandtes at være af særlig grov beskaffenhed,
jf. straffelovens § 286, stk. 2. Straffen fastsattes for
hans vedkommende som nævnt i Statsadvokatens tilkendegivelse
til fængsel i 4 år med en tillægsbøde på 2.400.000 kr.
E2 fandtes ved dommen skyldig i bedrageri, skyldnersvig og
forsætlig skatteunddragelse vedrørende et samlet beløb på
58.907.463 kr., hvoraf 2.403.176 kr. var unddraget
selskabsskat. Han blev således fundet skyldig i det
væsentlige efter tiltalens forhold 1, (I), delvis skyldig
vedrørende forhold 1, (II), skyldig ad forhold 1, (III),
skyldig i skyldnersvig ad forhold 2 i det væsentlige for det
anførte beløbs vedkommende, skyldig ad forhold 3, delvis
skyldig ad forhold 5, i det væsentlige skyldig ad forhold 8
og delvis skyldig ad forhold 9. Kriminaliteten fandtes at
have medført konkrete tab i en størrelsesorden på 38 mio.
kr. Overtrædelserne af bestemmelserne om bedrageri og
skyldnersvig fandtes at være af særlig grov beskaffenhed,
jf. straffelovens § 286, stk. 2. Straffen fastsattes som
nævnt i Statsadvokatens tilkendegivelse til fængsel i 3 år
med en tillægsbøde på 2.400.000 kr.
E3 fandtes ved dommen skyldig i bedrageri vedrørende et
beløb på 38.173.047 kr. Hun blev således fundet skyldig i
det væsentlige efter tiltalens forhold 1, (I), delvis
skyldig ad forhold 1, (II), skyldig ad forhold 1,(III),
delvis skyldig ad forhold 5, i det væsentlige skyldig ad
forhold 8 og delvis skyldig ad forhold 9. Kriminaliteten
fandtes at have medført konkrete tab i en størrelsesorden på
18 mio. kr. Bedrageriet fandtes at være af særlig grov
beskaffenhed, jf. straffelovens § 286, stk. 2, og straffen
fastsattes som nævnt i Statsadvokatens tilkendegivelse til
fængsel i 2 år.
E4 fandtes ved dommen skyldig i bedrageri vedrørende et
beløb på 9.986.377 kr. Han blev således fundet skyldig efter
tiltalens forhold 6 og 7 og i det væsentlige skyldig ad
forhold 8. Kriminaliteten fandtes at have medført konkrete
tab i en størrelsesorden på 8 mio. kr. Bedrageriet fandtes
at være af særlig grov beskaffenhed, jf. straffelovens §
286, stk. 2, og straffen fastsattes som nævnt i
Statsadvokatens tilkendegivelse til fængsel i 1 år 3
måneder.
I dommen bemærkede byretten, at der efter en samlet
vurdering af efterforskningsforløbet og det efterfølgende
tidsforbrug til udfærdigelse af anklageskrift fandtes at
være medgået for lang tid til denne del af sagsforløbet.
Derimod fandtes der ikke grundlag for at kritisere den
udstrækning, sagen fik under rettens behandling for så vidt
angår berammelsestiden og tidsforbruget på 74 retsdage. Det
var derimod kritisabelt, at sygdom hos anklageren havde ført
til en vis forlængelse af sagen. Retten fandt ikke, at
artikel 6, stk. 1, i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention var krænket, men der toges ved
strafudmålingen hensyn til, at tidsforbruget i to faser af
sagens behandling havde været for langvarigt.
De erstatningssøgende ankede dommen til frifindelse,
subsidiært formildelse.
Anklagemyndigheden påstod domfældelse i overensstemmelse med
det for byretten opnåede bevisresultat, dog således at de
beløb, hvor der påstås domfældelse for bedrageri, jf.
straffelovens § 279, jf. § 286, stk. 2, udgjorde følgende:
Forhold 1, 1. del: |
Principalt |
14.284.435 kr. |
|
Subsidiært |
13.201.937 kr. |
Forhold 1, 2. del: |
|
765.255 kr. |
Forhold 1, 3. del: |
|
1.537.844 kr. |
Forhold 5-9 |
|
21.975.677 kr. |
Anklagemyndigheden påstod frifindelse i forhold 4 og
delvis frifindelse i forhold 9.
Anklagemyndigheden påstod for alle tiltaltes vedkommende
skærpelse af straffen.
Efter en domsforhandling på 60 retsdage afsagde landsretten
dom i sagen den 27. juni 2002. Ved landsrettens dom blev E3
og E4 frifundet for tiltalen, og E1 og E2 blev alene dømt i
væsentligt mindre omfang. De blev begge frifundet ad
tiltalens forhold 1, (I) og (II), og 8. E1 blev yderligere
frifundet ad forhold 4 (efter anklagemyndighedens påstand),
5, 7 og 9 (delvis efter anklagemyndighedens påstand), i det
væsentlige fundet skyldig ad forhold 1, (III), fundet
skyldig i skyldnersvig og overtrædelse af § 289 og forsøg
herpå ad forhold 2, delvis for de anførte beløbs
vedkommende, og dømt ad forhold 3. E2 blev yderligere
frifundet ad forhold 1, (III), og i skyldnersvig ad forhold
2, hvor han alene blev dømt for overtrædelse af § 289 og
forsøg herpå for et mindre beløbs vedkommende, og frifundet
ad forhold 3, 5, 8 og 9 (delvis efter anklagemyndighedens
påstand). E1 blev straffet med fængsel i 2 år 6 måneder, som
blev gjort betinget med en prøvetid på 2 år. Han skulle
endvidere betale tillægsbøde på 2.400.000 kr. E2 blev alene
straffet med en bøde på 32.000 kr., som blev gjort betinget
med en prøvetid på 1 år.
I dommen kritiserede landsretten på flere punkter alvorligt
den politimæssige efterforskning i sagen og ligeledes
anklagemyndigheden. Vedrørende spørgsmålet, om der på grund
af den lange sagsbehandlingstid var sket en krænkelse af de
erstatningssøgendes ret til rettergang inden for en rimelig
frist, jf. artikel 6 i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention, bemærkede landsretten følgende
i dommen:
»Landsretten bemærker herom, at de strafbare forhold i sagen
angives begået i tidsrummet fra juli 1988 til den 14.
september 1992.
Politimesteren i Odense modtog anmeldelse fra skifteretten
den 29. december 1992 og fra kurator i boet efter Danish
Rattan den 12. januar 1993.
Der blev afsagt ransagningskendelse den 25. maj 1993
vedrørende de tiltalte E1, E2 og E3. Ransagningen blev
gennemført den 7. juni 1993, og disse tiltalte blev samme
dag fremstillet i grundlovsforhør som sigtet blandt andet
for bedrageri. De tiltalte blev løsladt senere samme dag.
Under efterforskningen af sagen har der ifølge notits af 27.
april 1999 om tidsforbrug i sagen mod de tiltalte E1 m.fl.,
udfærdiget af kriminalassistent Ejner Hansen (bilag 5.24),
herefter været foretaget en kort afhøring af tiltalte E1 den
5. oktober 1995 og 2 afhøringer af tiltalte E3 henholdsvis
den 27. juni 1995 og den 22. august 1995. Tiltalte E2 har
aldrig været afhørt. Tiltalte E4 har været afhørt
henholdsvis den 12. januar 1995 og den 7. juni 1995.
Efterforskningen har været forestået af
kriminalassistenterne Poul Erik Wegener og Ejner Hansen
alene. Ejner Hansen udtrådte af sagen i oktober 1995, og
Poul Erik Wegener var i perioden fra den 1. maj 1995 til den
31. august 1995 udlånt til en anden sag. Ekstern
revisionsbistand blev ifølge kriminalassistent Ejner Hansens
forklaring i byretten fravalgt af ressourcemæssige grunde.
Ifølge den ovennævnte notits indledtes Told og Skats
behandling af sagen den 9. september 1992 og blev endeligt
afsluttet med Told og Skats tiltalebegæring af den 12.
november 1996. Herefter overgik sagen til juridisk
behandling i anklagemyndigheden, og tiltale i sagen blev
rejst den 22. december 1997.
Om sagens forløb i byretten henvises til det af byretten
herom anførte.
Byrettens dom blev afsagt den 8. juni 2000.
Kriminalassistent Ejner Hansen har i byretten om forløbet af
sagen blandt andet forklaret:
». . .
Vidnet og kriminalassistent Wegener havde i perioden andet
arbejde, således at sagen var delvis i bero. En af grundene
til det lange tidsforbrug i sagen har været at der gik tid
med at afvente svarene fra det tyske politi, ligesom
politiet også i lang tid skulle vente på Sophia-redegørelsen
fra Toldvæsenet. Den kom først frem et år efter, at vidnet
var holdt op med at beskæftige sig med sagen.
. . .
Vidnet er enig i, at forløbet fra december 1992 til
anklageskrift i december 1997 er meget langt. Han kan
vedstå, at han har skrevet en notits pr. 24. august 1995,
hvor flere af de sigtelser, der nu er rejst tiltalte for er
formuleret. Han er enig med forsvarerne i, at der er for
lang tid fra den 24. august 1995 indtil anklageskriftet er
blevet udformet. Om årsagen hertil vil han angive, at 2
centrale vidner ikke ville lade sig afhøre fra begyndelsen
og derudover at man måtte afvente Sofiaredegørelsen.
Endvidere har det været et problem, at den tidligere
anklager på sagen måtte fratræde, fordi hun tiltrådte en
stilling hos Statsadvokaten for Fyn.«
Kriminalassistent Ejner Hansen har i landsretten om forløbet
af sagen blandt andet forklaret:
»Politiet ønskede ikke at afhøre de nu tiltalte, før der var
et konkret grundlag for afhøring. Forinden skulle politiet
først danne sig et overblik over sagen. Endvidere var der
som beskrevet vanskeligheder med at få oplysningerne fra
ansatte og andre implicerede. Hertil kom, at flere af de
berørte kunder befandt sig i udlandet, hvilket yderligere
vanskeliggjorde fremskaffelsen af oplysninger. Alle disse
omstændigheder var medvirkende til, at de nu tiltalte, fra
hvem politiet dog havde de indenretlige afhøringer i
grundlovsforhøret, ikke yderligere blev politiafhørt mere,
end tilfældet blev, og var tillige medvirkende til det
langstrakte forløb, som hele sagen fik.«
Om tidsforløbet i sagen indtil tiltalerejsning bemærker
landsretten, at der ikke har været foretaget afhøringer i
udlandet eller gennemført efterforskning i forhold til
udenlandske leverandører. Som anført ovenfor har sagen ikke
været sat i bero på ekstern revisionsbistand. Landsretten
finder endvidere ikke holdepunkter for, at forhold hos de
tiltalte har haft betydning for tidsforløbet i denne fase.
Uagtet sagens kompleksitet har efterforskningen af sagen som
anført ovenfor imidlertid i al væsentlighed alene været
forestået af en kriminalassistent. Dette har efter
landsrettens opfattelse bidraget til det lange tidsforløb
indtil tiltalerejsningen. Af kriminalassistent Ejner Hansens
forklaring fremgår endvidere, at tillige forhold hos
anklagemyndigheden har haft indflydelse på tidsforløbet.
Landsretten tiltræder på den anførte baggrund, at der er
medgået for lang tid til efterforskning af sagen og til det
efterfølgende arbejde med udfærdigelse af anklageskrift.
Landsretten tiltræder videre, at der ikke er grundlag for at
kritisere sagens varighed i byretten, men bemærker, at
sagen, uden at dette skyldes forhold hos de tiltalte, lå
stille i byretten fra den 12. maj 1999 til den 4. januar
2000.
Der blev afholdt forberedende retsmøde i landsretten den 1.
september 2000, den 13. oktober 2000 og den 15. december
2000. Domsforhandlingen i landsretten indledtes den 28.
februar 2001.
I landsretten blev det som i byretten nødvendigt at holde
flere retsmøder end planlagt, uden at dette kan tilskrives
de tiltaltes forhold. Der har været flere grunde hertil, men
navnlig en anmodning om yderligere vidneførsel fra de
beskikkede forsvarer, der blev taget til følge, har
bevirket, at domsforhandlingen i landsretten trak længere
ud.
Efter en samlet vurdering af dette sagsforløb finder retten,
at sagsbehandlingstiden har været uacceptabel lang.
Landsretten finder, at der herved er sket en krænkelse af de
tiltaltes ret til rettergang inden for en rimelig frist, jf.
Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6.
På denne baggrund findes frihedsstraffen for tiltalte E1 i
det hele at måtte gøres betinget på de nedenfor anførte
vilkår.
For så vidt angår tiltalte E2 finder landsretten, at det
anførte om Menneskerettighedskonventionen passende kunne
have medført bortfald af den forskyldte bødestraf.
Landsretten finder imidlertid, at der med den gældende
formulering af straffelovens §§ 84 og 85 ikke er
tilstrækkelig sikker hjemmel for et sådant resultat. Som
følge heraf finder landsretten, at bødestraffen
undtagelsesvis må gøres betinget på de nedenfor anførte
vilkår.
Ved brev af 16. august 2002 fremsatte advokat Claus Hooge på
vegne af E1 krav i medfør af retsplejelovens § 1018 e og
1018 h om erstatning og godtgørelse på i alt 4.612.500,- kr.
for uberettiget varetægtsfængsling, tort, lidelse,
forstyrrelse af stilling og forhold og tabt
arbejdsfortjeneste. Der fremsattes således 1. krav om
godtgørelse for lidelse, tort m.v. på 1 mio. kr. med
procesrente fra ulempernes indtræden ved frihedsberøvelsen
og ransagningen den 7. juni 1993, og 2. krav om erstatning
for økonomisk tab som følge af tabt arbejdsfortjeneste og
ødelagt virksomhedsdrift med mindst 400.000 kr. pr. år i 9
år fra juni 1993, hvor beslaglæggelse og varetægtsfængsling
fandt sted, til den 27. juni 2002, eller 3.600.000 kr.
Hertil kom 3. krav om dækning af foreløbige sagsomkostninger
i forbindelse med rejsning af kravet på 10.000 kr. + moms.
- - -
Ved brev af 15. juli 2003 meddelte Rigsadvokaten advokat
Hooge sin afgørelse, hvorefter der ikke fandtes grundlag for
at imødekomme kravet.
Ved brev af 7. august 2003 påklagede advokat Hooge
afgørelsen til Justitsministeriet, som den 16. februar 2004
stadfæstede Rigsadvokatens afgørelse.
Den 14. august 2002 fremsatte advokat Erling Halskov på
vegne E2 over for Statsadvokaten krav om erstatning i medfør
af retsplejelovens § 1018 h og 1018 b, jf. § 1018 a. Kravet
opgjordes til 2.500.000 kr., dækkende 1. 150.000,- kr. for
økonomisk tab i forbindelse med deltagelse i retsmøder i
byretten og landsretten og i alt ca. 20 dage vedrørende
møder med forsvarer, 2. 1.350.000,- kr. til dækning af tabt
arbejdsfortjeneste og 3. 1.000.000,- kr. til dækning af
godtgørelse for lidelse, tort, ulemper og forstyrrelse af
stilling og forhold. Kravet blev påstået forrentet fra 1.
januar 1995, subsidiært et senere tidspunkt, mest subsidiært
fra kravets fremsættelse. Endelig blev der krævet dækning af
salær til advokaten og udlæg på i alt 14.336 kr. inkl. moms
vedrørende tidsforbruget med erstatningskravets
fremsættelse.
- - -
Ved brev af 15. juli 2003 meddelte Rigsadvokaten, at der i
medfør af retsplejelovens § 1018 b, jf. § 1018 a, stk. 2,
kunne ydes E2 en erstatning på 40.000 kr. forrentet fra den
15. august 2002, hvor Statsadvokaten havde modtaget
advokatens brev, og at erstatningen blev ydet som
godtgørelse for ikke økonomisk skade i forbindelse med
strafforfølgningen imod ham. I afgørelsen er der som
grundlag for tillæggelsen af beløbet blandt andet anført
følgende:
»De har på vegne Deres klient fremsat krav om 150.000 kr. i
erstatning for deltagelse i retsmøder i byret og landsret
samt for møde med forsvareren i sammenlagt 20 dage.
Efter retsplejelovens § 1018 b kan erstatning tillægges en
sigtet, der som led i en strafferetlig forfølgning har været
udsat for andre straffeprocessuelle indgreb end
frihedsberøvelse. Erstatning, der alene er begrundet i en
sigtelse eller tiltale ydes almindeligvis ikke, idet
fremsættelse af en sigtelse, tiltalerejsning og deltagelse i
retsmøder ikke karakteriseres som et straffeprocessuelt
indgreb. Jeg finder dog, at der i denne sag foreligger
sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, at
gennemførelsen af straffesagen mod Deres klient kan anses
for - eller sidestilles med - et straffeprocessuelt indgreb.
Jeg lægger herved vægt på sagens karakter og varighed,
herunder det betydelige antal retsmøder i såvel byret som
landsret.
Jeg finder endvidere, at der foreligger et sådant misforhold
mellem på den ene side den rejste tiltale og Deres klients
deltagelse i retsmøder og på den anden side
strafforfølgningens udfald, at der er grundlag for at yde
Deres klient erstatning i medfør af retsplejelovens § 1018
b, jf. § 1018 a, stk. 2, 1. led.
Det fremgår af sagen, at Deres klient i forbindelse med
domsforhandlingen i sagen var til stede i 66 dage i byretten
og 36 dage i landsretten. Det bemærkes i den forbindelse, at
domsforhandlingen i sagen i to instanser må antages at kunne
være gennemført på sammenlagt 2 retsdage, såfremt tiltalen
mod Deres klient alene havde omfattet det forhold vedrørende
forsætlig skatteunddragelse, som han blev dømt for.
På den baggrund finder jeg, at der i medfør af
retsplejelovens § 1018 b, jf. § 1018 a, stk. 2, 1. led, kan
ydes Deres klient en skønsmæssigt fastsat erstatning på
40.000 kr. i godtgørelse for ikke økonomisk skade. Jeg har
ved udmålingen af erstatningen taget hensyn til, hvad der
efter administrativ praksis ydes i erstatning for
frihedsberøvelse. Havde Deres klient således været
frihedsberøvet i de 100 dage, han var til stede under
domsforhandlingen i forbindelse med behandlingen af de
forhold, han senere blev frifundet for, ville en takstmæssig
erstatning have udgjort 55.000 kr. (100 x 550 kr.)«
Rigsadvokaten fandt ikke grundlag for at imødekomme de
fremsatte krav i øvrigt.
Ved brev af 11. august 2003 påklagede advokat Halskov
Rigsadvokatens afgørelse til Justitsministeriet, der den 16.
februar 2004 meddelte advokaten, at man ikke fandt grundlag
for at tilsidesætte Rigsadvokatens afgørelse.
Ved brev af 14. august 2002 til Statsadvokaten fremsatte
advokat Sysette Vinding Kruse på vegne af E3 erstatningskrav
ifølge principperne i retsplejelovens § 1018 a, stk. 1, på i
alt 1.135.639 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra
den 1. september 1995, hvor E3 var afhørt, og hvor sagen mod
hende kunne have været standset ved sædvanlig politimæssig
efterforskning, subsidiært fra kravets fremsættelse ved
brevet. Beløbet omfattede 1. kørselsgodtgørelse og broafgift
til E3 i forbindelse med dennes kørsel to gange til
København for at drøfte sagen med forsvareren og en kørsel
til Ikast for at gennemse bilag med i alt 3.639 kr., 2.
erstatning for tabt arbejdsfortjeneste med 132.000 kr. og 3.
godtgørelse for tort med 1 mio. kr., svarende til 100.000
kr. pr. år i 10 år. Endelig rejste advokaten krav om 4.
godtgørelse af advokatomkostningerne ved kravets rejsning
med 5.500 kr. + moms.
- - -
Ved brev af 15. juli 2003 meddelte Rigsadvokaten, at der i
medfør af retsplejelovens § 1018 a kunne ydes E3 en
takstmæssig erstatning på 2.800 kr. for uberettiget
frihedsberøvelse og endvidere 50.000 kr. i medfør af § 1018
b, jf. § 1018 a, stk. 1, i anledning af sigtelsen,
tiltalerejsningen og hendes deltagelse i retsmøderne under
sagen. Endelig kunne der i medfør af retsplejelovens § 1018
h ydes hende en erstatning på 25.000 kr. for krænkelsen af
Menneskerettighedskonventions artikel 6 om retten til en
rettergang inden for rimelig frist. Den samlede erstatning
på 77.800 kr. blev altså ydet som godtgørelse for ikke
økonomisk skade i forbindelse med strafforfølgningen.
Beløbet skulle forrentes fra den 15. august 2002, hvor
Statsadvokaten modtog advokatens krav.
Vedrørende tillæggelsen af erstatningen på 50.000 kr.
fremgår blandt andet følgende af afgørelsen:
»Efter retsplejelovens § 1018 b kan erstatning tillægges en
sigtet, der som led i en strafferetlig forfølgning har været
udsat for andre straffeprocessuelle indgreb end
frihedsberøvelse. Erstatning, der alene er begrundet i en
sigtelse eller tiltale ydes almindeligvis ikke, idet
fremsættelse af en sigtelse, tiltalerejsning og deltagelse i
retsmøder ikke kan karakteriseres som et straffeprocessuelt
indgreb. Jeg finder dog, at der i denne sag foreligger
sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, at
gennemførelsen af straffesagen mod Deres klient kan anses
for - eller sidestilles med - et straffeprocessuelt indgreb.
Jeg lægger herved vægt på sagens karakter og varighed,
herunder det betydelige antal retsmøder i såvel byret som
landsret.«
Vedrørende tillæggelsen af de 25.000 kr. fremgår følgende af
afgørelsen:
»Af Østre Landsrets dom af 27. juni 2002 fremgår følgende
vedrørende sagsbehandlingstiden:
»Efter en samlet vurdering af dette sagsforløb finder
landsretten, at sagsbehandlingstiden har været uacceptabel
lang. Landsretten finder, at der herved er sket en krænkelse
af de tiltaltes ret til rettergang inden for en rimeligt
frist, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 6.
Henset hertil finder jeg, at der i medfør af retsplejelovens
§ 1018 h kan ydes Deres klient en skønsmæssigt fastsat
erstatning på 25.000 kr. for den skete krænkelse og den
hermed forbundne belastning for Deres klient. For så vidt
angår beløbets størrelse kan jeg henvise til U 2001.253 Ø.«
Rigsadvokaten fandt ikke grundlag for at imødekomme det
fremsatte krav i øvrigt.«
Den 8. august 2003 påklagede advokat Vinding Kruse
Rigsadvokatens afgørelse til Justitsministeriet, der den 16.
februar 2004 meddelte, at man ikke fandt fuldt
tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte afgørelsen.
Ved brev af 14. august 2002 fremsatte advokat Birger
Hagstrøm på vegne E4 over for Statsadvokaten krav om en
samlet erstatning på 6.507.300 kr. med tillæg af rente efter
renteloven. Beløbet omfattede beløb på 1. 6.000,- kr. til
dækning af E4's udgift til flyrejse til København med
henblik på møde med forsvareren under byretssagens
behandling, 2. 36.300,- kr. i kørselsgodtgørelse til hans
klient i forbindelse med dennes deltagelse i 19 retsmøder i
byretten og 5 retsmøder i landsretten, 3. 125.000,- kr. til
dækning af hans klients tab i form af mistet indskud i hans
tidligere selvstændige virksomhed, Imerco Boulevarden ApS,
4. 650.000,- kr., som skulle dække klientens tab, i
forbindelse med at han måtte underskrive et gældsbrev på
dette beløb i forbindelse med overdragelse af denne
virksomhed, 5. 1.240.000,- kr. dækkende tabt
arbejdsfortjeneste i de to år, hvor han drev den
selvstændige virksomhed, 2 x 640.000 kr., 6. 850.000,- kr.,
dækkende tabt arbejdsfortjeneste i et år efter at
virksomheden ophørte, og hvor han kun fik understøttelse på
150.000,- kr., 7. 2,1 mio. kr., dækkende tabt
arbejdsfortjeneste for tre år a 700.000 kr. for perioden
efter ansættelsen i den grønlandske virksomhed Superbyg
Kalaallit Nunaat A/S, 8. 500.000,- kr., dækkende godtgørelse
for tort, lidelse, forstyrrelse af private forhold, 9.
500.000,- kr. i godtgørelse for tort som følge af den lange
sagsbehandlingstid, jf. artikel 6 i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention, og endelig 10. 500.000,- kr. i
godtgørelse for tort som følge af særlige fysiske og
psykiske gener, E4 har pådraget sig som følge af sagen.
- - -
Ved brev af 15. juli 2003 meddelte Rigsadvokaten advokat
Hagstrøm, at der i medfør af retsplejelovens § 1018 h kunne
ydes hans klient en erstatning på 35.000 kr. forrentet fra
den 15. august 2002, hvor Statsadvokaten modtog hans brev.
Erstatningen blev ydet som godtgørelse for ikke økonomisk
skade i forbindelse med strafforfølgningen, herunder navnlig
for den belastning, som sagens tidsmæssige udstrækning havde
medført. Rigsadvokaten fandt ikke i øvrigt grundlag for at
imødekomme de fremsatte krav. Som grundlag for tillæggelsen
af beløbet anførtes følgende i brevet:
»Af Østre Landsrets dom af 27. juni 2002 fremgår følgende
vedrørende sagsbehandlingstiden:
»Efter en samlet vurdering af dette sagsforløb finder
landsretten, at sagsbehandlingstiden har været uacceptabel
lang. Landsretten finder, at der herved er sket en krænkelse
af de tiltaltes ret til rettergang inden for en rimelig
frist, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 6.«
På den baggrund finder jeg, at der i medfør af
retsplejelovens § 1018 h kan ydes Deres klient en
skønsmæssigt fastsat erstatning på 35.000 kr. for den skete
krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Jeg har ved erstatningens fastsættelse ud over den
belastning, som sagens tidsmæssige udstrækning har udgjort,
også taget hensyn til sagens karakter og omfang, herunder
antallet af retsmøder, som Deres klient deltog i. For så
vidt angår beløbets størrelse kan jeg i øvrigt henvise til U
2001.253 Ø, hvor der blev tilkendt en erstatning på 25.000
kr. for en ransagning og en krænkelse af
Menneskerettighedskonventionens artikel 6 om retten til en
rettergang inden for en rimelig frist.«
Den 8. august 2003 påklagede advokat Hagstrøm afgørelsen til
Justitsministeriet, der den 16. februar 2004 tilbagesendte
sagen til Rigsadvokaten med henblik på foretagelse af en ny
vurdering, efter at der var fremkommet yderligere
oplysninger.
Rigsadvokaten meddelte den 30. marts 2004, at de nye
oplysninger ikke gav anledning til at ændre den tidligere
afgørelse.
Den 1. april 2004 påklagede advokat Hagstrøm på ny
Rigsadvokatens afgørelse til Justitsministeriet.
Den 3. december 2004 meddelte Justitsministeriet advokat
Hagstrøm, at man ikke fandt grundlag for at tilsidesætte
Rigsadvokatens afgørelse.
Advokaterne for de erstatningssøgende har herefter inden for
tomånedersfristen i retsplejelovens § 1018 f, stk. 1,
begæret deres krav indbragt for byretten.
I medfør af § 1018 f, stk. 2, er de nævnte advokater
beskikket for de erstatningssøgende under denne sag.
De erstatningssøgende har under sagen fastholdt de tidligere
rejste krav, dog har E4 ikke ønsket, at der under denne sag
tages stilling til kravet om særlig tortgodtgørelse på
500.000 kr. som følge af fysiske og psykiske gener. Kravet
ønskes eventuelt senere rejst efter indhentelse af
yderligere lægelige og psykologerklæringer. Kravet er derfor
udskilt af sagen.
Politimesteren har påstået anklagemyndigheden frifundet for
de rejste krav, i det omfang disse ikke allerede er
imødekommet.
Under forelæggelsen i sagen er der blandt andet sket
dokumentation af de specifikke steder i dommen, som direkte
eller indirekte indeholder en kritik af den politimæssige
efterforskning i sagen og anklagemyndighedens behandling af
denne.
E2 har yderligere fremlagt kopi af lønsedler for månederne
januar-marts og maj-juli 2002.
E4 har yderligere fremlagt kopi af regnskab for Imerco
Boulevarden ApS for år 2000, anpartsoverdragelsesaftale af
20. marts 2001, vedrørende samme gældsbrev stort 650.000 kr.
af 20. marts 2001, ansættelsesbevis vedrørende hans
ansættelse i Super Byg Kalaallit Nunaat A/S pr. 5. august
2002, årsopgørelser for årene 1994-2000 og oplysningssedler
til ToldSkat for årene 1998 og 1999.
Vedrørende E4 er der endvidere fremlagt lægeerklæringer af
25. juli 2002 og 6. januar 2004 fra hans læge, Asger
Skriver, af følgende indhold:
Erklæringen af 25. juli 2002:
»Ovennævnte pt. har været tilmeldt min lægepraksis siden
1996 og er velkendt af undertegnede pga. talrige
konsultationer og kontakter. Min pt. fik diabetes mellitus.
type I i 1992 og påbegyndte medicinsk behandling pga.
forhøjet blodtryk 27.4.2000. Påbegyndte antidepressiv
behandling samt psykologbehandling fra november 2000 pga.
psykiske belastninger i relation til retssagen. Gik til
psykolog ca. 5 gange over en periode af 3 mdr. Pt. fik
antidepressiv beh. i ca. 6 mdr. og havde flere
konsultationer hos undertegnede vedr. belastninger fra
retssagen. Umiddelbart kan det ikke udelukkes, at min pt.s
insulinkrævende diabetes er provokeret af psykiske
belastninger i 1992, ligeledes kan den antihypertensive
behandling pga. forhøjet blodtryk der startede for 3 år
siden være påvirket af psykiske belastninger fra retssagen,
ej heller kan den antidepressive medicinske behandling i 6
mdr. samt psykologbehandlingen udelukkes at kunne tilskrives
retssagen.
Ovennævnte er en foreløbig orientering til Dem vedr. min pt.
helbredsforhold hvilket er aftalt med min pt. De er
velkommen til at spørge om yderligere forhold ud fra et
juridisk medicinsk synspunkt, jeg hører gerne nærmere fra
Dem. Herefter vil jeg, hvis De ønsker det, udfærdige en reel
lægeerklæring.«
Erklæringen af 6. januar 2004:
»Der henv. venligst til Deres skrivelse af 10.12.2003 til
min pt. E4, hvor han er blevet bedt om at fremskaffe nærmere
dokumentation fra undertegnede i form af en erklæring, som
skulle belyse en mulig sammenhæng mellem den langvarig
retssag og pt.s sygdom.
Min pt. har gennem det lange sagsforløb haft
depressionstendens og været i medikamentel behandling for
dette og nu igen dokumenterbar depession med en
Hammiltonscore på 35. Er igen sat i antidepressiv
behandling. For at belyse sagen fuldt ud og en evt.
årsagssammenhæng mellem den langvarige sag og pt.s
depression m.v., vil jeg derimod foreslå en specialist,
neuropsykolog Per Bernt Jensen, Klostertorv 6-8, 8000 Århus
C vil være den rette specialist til at afklare disse
forhold.«
Under domsforhandlingen er der afgivet forklaring af de
erstatningssøgende.
E1 har forklaret, at han havde drevet virksomheden fra ca.
1985. Han havde været direktør i selskabet, både af navn og
gavn. Han bestemte selv alt vedrørende virksomhedens drift.
Efter politianmeldelsen begyndte aviserne at skrive, at der
nu ville blive rejst sigtelse vedrørende bedrageri for 60-80
mio. kr. Det begyndte da at blive vanskeligt at drive den
nye forretning i Ejby, som beskæftigede sig med salg af
fuldstændig samme varer som Danish Rattan. Det var således
vanskeligt at få finansiering på plads. Han slæbte jo
derudover også 20 mio. kr. i gamle kautionsforpligtelser med
sig, så bankerne ville ikke have med ham at gøre. Det pres,
sigtelserne og straffesagen betød, resulterede i skilsmisse,
idet hans kone ikke kunne holde det ud. Deres børn blev også
drillet i skolen. De andre elever sagde, at deres far var en
storforbryder, fordi han havde stjålet 80 mio. kr. Børnene
var da henholdsvis 8/9 år og 13/14 år. Deres største søn var
nødt til at tage et mellemnavn, som han så kunne bruge i
stedet for efternavnet, for at han kunne undgå at blive
genkendt. Erstatningssøgende lider stadig under sagen i dag.
Hans økonomiske situation er virkelig dårlig i dag. Han
arbejder for sin søn som provisionslønnet sælger. Det har
været umuligt for ham selv at starte noget op igen. I
virksomheden havde han dengang haft en løn på 50.000,- kr.
om måneden. Han tjener nu fra 8.000,- kr. til 30.000,- kr.
om måneden, det sidste, hvis han er heldig.
E2 har forklaret, at han er bror til E1. Han kom her til
landet 6 måneder før E1. Deres søster var her da allerede.
Han startede oprindelig selv med sin storebror Danish Rattan.
Efterfølgende kom E1 i stedet med i det. Han holdt selv op i
virksomheden i 1995. Han ønskede egentligt at emigrere
tilbage til Grækenland, men valgte af familiemæssige årsager
at blive. I 1995 etablerede han en lille forretning, Trend
Bazar, uden for Ringe. Den eksisterer stadig. Han blev skilt
i 1993/94. Det skyldtes alle de skriverier, der var, og
presset også på børnene. Det tærede på ægteskabet. Han og
hans kone fandt dog sammen igen efter 5-6 år. De har tre
børn, nu henholdsvis 21, 27 og 31 år. Børnene havde helt
ekstremt dårlige oplevelser på grund af sagen. Det var så
ondskabsfuldt, det, de var udsat for, ikke alene fra andre
børns side, men også fra skolelærernes. Deres yngste datter
var nødt til at skifte skole. Hun blev erklæret uønsket i
skolen. Det var en privatskole. Deres ældste datter var i
undervisningen på et tidspunkt udsat for, at læreren brugte
Danish Rattan og Den Lyserøde Elefant som eksempel i
undervisningen. De kunne ikke få finansieret noget efter
sigtelserne og avisskriverierne. Leasingselskaber og banker
erkendte over for ham, at de ikke kunne have med ham at
gøre. Bankerne sagde dog, at de ville se på det senere, hvis
det endte med, at han blev frifundet. Efter at han blev
frifundet i landsretten, har banker, leverandører og andre
åbnet sig igen, og han og hans familie har nu fået et
betydeligt bedre liv. Han kan i dag godt gå ind og låne 1
mio. kr. i en bank. Hvis der imidlertid igen i dag bliver
skrevet noget om sagen, kan han godt stadig få problemer.
Pressen interesserer sig ikke i dag for, at han blev
frifundet, og er ikke i forbindelse med denne sag
interesseret i at høre hans eller advokaternes synspunkter,
men kun anklagemyndighedens indlæg. De 32.000,- kr. i
betinget bøde har ikke noget med den oprindelige sag at
gøre. Alligevel vil aviserne skrive, at han blev dømt. Han
havde dengang en månedlig indtægt på 45.000,- kr. Han har i
lang tid, mens sigtelserne og straffesagen stod på, ligget
på 10.000,- kr. i månedlig løn, idet virksomheden ikke kunne
bære mere, da der kun var arbejde i den til for eksempel ½
dag dagligt. Han var jo også meget i retten under
straffesagens behandling i byretten og landsretten, hvilket
også gik ud over virksomhedens indtjening. Han har mange
gange overvejet, om han overhovedet skulle køre denne
erstatningssag, for at slippe for yderligere omtale af sagen
i avisen. Han mente imidlertid, at han var blevet ganske
urimeligt behandlet af politiet og anklagemyndigheden. Han
er nu oppe på en betydelig indtægt igen, og hans virksomhed
går rigtig godt.
E3 har forklaret, at hun var omkring 18 år gammel, da hun
startede i Danish Rattan som elev. Da sagen startede, var
hun ca. 30 år gammel. Hun havde arbejdet i Danish Rattan
eller tilknyttede selskaber frem til da. Hun blev anholdt og
anbragt i arresten. Det var en meget grim oplevelse. Hun
arbejdede da i det nyoprettede selskab, Danish Bamboo. Da
Danish Rattan gik konkurs, opsagde E1 og E2 deres stillinger
i selskabet. Hun fortsatte selv, men blev fyret af
advokaten, som fungerede som ny direktør, idet han mente, at
hun var for loyal over for E1 og E2. Hun blev efterfølgende
ansat i det nye selskab. Pludselig stod politiet en dag i
den nye virksomhed. Den var da flyttet tilbage til Nr.
Lyndelse, idet den gamle virksomheds bygninger havde været
ejet af E1 og E2 personligt. Hun blev anholdt og taget med
og sat i detentionen på politigården, og efterfølgende
overført til arresten. Hun vidste ikke, hvorfor hun sad der.
Hun kom i grundlovsforhør fra arresten. Hun afgav forklaring
i retten og blev herefter løsladt. Hun blev ikke
efterfølgende indkaldt af politiet til afhøring. Hun blev
kun afhørt, fordi advokat Claus Hooge opfordrede politiet
til det. Det var i 1995. Hun blev ikke afhørt efterfølgende
af politiet, efter at sagen var rejst. Hun fortsatte med at
arbejde i Danish Bamboo. Anklageskriftet kom vist i 1997.
Hun blev, både før og efter at sagen var rejst, nævnt ved
navn i aviserne, når sagen blev omtalt. Hun har selvfølgelig
et mere anonymt navn end E1 og E2, men mange, der kendte
hende eller Danish Rattan, vidste jo godt, at det var hende,
det drejede sig om. Hun var ikke gift og havde ikke børn,
men det var hårdt for hende selv, mens sagen stod på, også
særligt efter byrettens dom. Hun valgte også under sagen
ikke at sætte børn i verden, idet hun jo ikke kendte sin
egen endelige skæbne. Da hun så blev frifundet i
landsretten, var det for sent at tænke på at få børn. Mens
straffesagen kørte, arbejdede hun fortsat i virksomheden,
men måtte på grund af de mange retsmøder lægge sin
arbejdstid de pågældende dage om morgenen før retsmødet, om
aftenen efter retsmødet og i weekenderne, og arbejde over
andre dage for at søge at rette op på indtægtstabet. Hun
havde som følge heraf meget lidt fri og holdt ikke ferier.
Hun har nu valgt at flytte til Indonesien, hvor hun har
startet sit eget firma med at sælge møbler. Virksomheden har
et samarbejde med E1.
E3 har yderligere forklaret, at hun mødte på arbejde i
virksomheden igen, dagen efter at hun blev løsladt i
grundlovsforhøret. Alle papirerne i den nye virksomhed var
fjernet. Det var så godt som umuligt at arbejde, idet man jo
intet materiale havde. Hun tror, at det var en fejl fra
politiets side, at de beslaglagde den nye virksomheds
papirer. De kunne åbenbart ikke overskue, hvad sagen
egentlig drejede sig om. Det tog lang tid at få papirerne
udleveret igen.
E4 har forklaret, at han oprindelig har taget realeksamen og
handelseksamen, hvorefter han kom i lære inden for
værktøjsbranchen m.v. Han kom inden for forsvaret, hvor han
blev i fem år og endte som løjtnant. Dansk Supermarked søgte
herefter lederaspiranter. Han startede herefter som
lederaspirant i Bilka, hvor han sluttede som indkøbschef.
Han var herefter i en kort periode administrerende direktør
for en møbelvirksomhed i Solbjerg, hvorefter han kom til
Jysk Sengetøjslager, først som indkøbschef med særligt
ansvarsområde og senere som indkøbsdirektør med generelt
ansvar for hele Skandinavien. Lars Larsen var hans nærmeste
chef. Han var her indtil 1995. Sagen begyndte at tage sin
begyndelse for hans vedkommende i december 1994. Han blev da
forberedt på, at han ville blive sigtet. Han informerede da
Lars Larsen om det. Han fortalte Lars Larsen, at han var
100% sikker på, at han ikke var skyldig i noget, men de
aftalte dog, at han skulle begynde at se sig om efter noget
andet, da virksomheden jo ikke kunne have en indkøbsdirektør
ansat med en sådan sigtelse og straffesag hængende over
hovedet. Han blev så efterfølgende i 1995 ansat i Ecom. Han
blev kædechef for Super Kram-kæden. Han blev senere
meddirektør i samme virksomhed, der havde skiftet navn til
Bocom. Det var en ny branche for ham. Man handlede jo med
isenkram. Der var ligeledes tale om en helt anden
virksomhedsopbygning, end hvor han tidligere havde arbejdet.
Han var gået fra at have indkøbsansvaret i Jysk
Sengetøjslager til en værdi af 1 milliard kr. årligt og ned
til at have ansvaret for en omsætning på 250 mio. kr., så
man kunne ikke kalde det en videreudvikling karrieremæssigt.
Det var dog på trods heraf et udmærket job, han fik. Han var
imidlertid nødt til at informere Bocoms bestyrelse om sagen
og om, at han kunne risikere fængselsstraf. Han havde et
opsigelsesvarsel på 9 måneder i sin kontrakt og blev som
følge af sagen nødt til at sige op med dette varsel i 1998.
Det lå jo i kortene, at han ikke kunne fortsætte som
direktør i virksomheden med den sag hængende over hovedet.
Han blev fritstillet omkring årsskiftet 1998/99 og fik løn
frem til marts 1999. Han søgte en del job uden held. Hvis
han kom til samtale, var han jo nødt til at fortælle om
sagen. Det lykkedes ham at komme til en del samtaler, vel
hver 20.-25. gang han havde sendt ansøgning, men han fik
ikke nogen af jobbene. Han søgte job i perioden fra 1.
januar 1999, til han så selv til slut valgte at åbne butik i
september 1999. Han har ikke tal på, hvor mange job han
søgte frem til september måned, men det var mange, og efter
butikkens lukning i 2000 søgte han over 400 job. Han fik
ikke direkte på tryk, at det skyldtes straffesagen, at han
ikke fik ansættelse noget sted. Det er jo imidlertid det
mest sandsynlige. Han levede af understøttelse fra marts til
september 1999. Det er klart, at når man er involveret i en
sådan sag, som startede op i 1992, og for hans vedkommende i
1994, så sker der noget med ens personlighed. Det var jo nok
mere omgivelserne, der led under hans psykiske problemer,
men han mærkede dem dog også selv. Han lukkede sig mere inde
i sig selv end tidligere. Han tror også, at det var en
kombination af hans psykiske habitus som følge af sagen og
selve den omstændighed, at sagen verserede, der gjorde, at
han ikke fik nogen af de job, han søgte. Han startede så
isenkrambutik i Aalborg i september 1999. Han havde hele
tiden boet i Aalborg. Han fik 8 ansatte og et par
hjælpedrenge i butikken. I Aalborg kendte man godt til den
verserende straffesag. Folk er jo så »flinke« at tale bag
ens ryg. Det mærkede blandt andet hans personale til, når
sælgere kom i butikken, idet disse så kom ind på sagen. Hans
navn var ikke omtalt i pressen, men alle i branchen vidste
jo, at det måtte være ham ud fra beskrivelsen af hans
ansættelsesforhold. Det var, fordi at han mente, at han
havde mange gode arbejdsår tilbage i sig, at han til sidst
valgte at starte butikken op i Aalborg. Den gik dog ikke.
Det kan også ses af det regnskab, som er blevet gennemgået i
går her i retten. Det væsentligste problem var nok, at han
ikke selv 100% kunne arbejde for butikken. Han måtte jo
deltage i retssagen ved siden af. Han var jo da blevet dømt
i byretten. Han mener altså ikke, at det skyldtes en dårlig
forretningssans fra hans side, at butikken ikke kunne køre.
Han havde jo gjort det godt nok for andre tidligere. Han var
gået endnu mere ind i sig selv psykisk. Han var deprimeret,
og fik medicin herimod. Medicinen betød, at hans dagligdag
blev tålelig. Han gik også til psykologbehandling over en
periode. Det hjalp, men har dog ikke kureret hans sygdom.
Til slut gik Imerco ind og overtog butikken. De overtog alle
gældsforpligtelser og personalet. Han måtte så underskrive
et gældsbrev på 600.000,- kr. til Imerco. Gælden eksisterer
stadig. Han kom derefter på understøttelse igen. Det var
herefter, at han for alvor begyndte at søge mange job. Efter
ca. 1½ år lykkedes det ham at få arbejde i en grønlandsk
virksomhed, Superbyg Kalaallit Nunaat A/S, i deres afdeling
i Aalborg. Han havde da søgt 475 job. Han var da 44 år.
Efter ansættelsen blev han imidlertid syg. Han blev
sygemeldt på grund af dyb depression. Han var sygemeldt en
måned. Det var i 2002. Efter at være startet igen lavede
virksomheden om på organisationen, og han blev i den
forbindelse fyret. Han vil påstå, at det var på grund af
straffesagen, at han oprindelig startede med at få
depressioner, og at det også var den, der således var årsag
til den sidste alvorlige sygemelding. Han var jo da også
blevet dømt i byretten. Han mener, at det skyldtes hans
længerevarende sygemelding, at han blev fyret af den
grønlandske virksomhed, og ikke blot ændringen i
organisationen. Han havde tidligere set andre medarbejdere i
virksomheden, som havde haft længerevarende sygeforløb, og
som også var blevet afskediget herefter. Han blev så
arbejdsløs igen. Han var imidlertid stadig reserveofficer og
søgte om at blive udsendt for forsvaret. Det lykkedes ham at
blive udsendt i et ½ år som delingsfører i Kosovo. Det var
på en korttidskontrakt, der så ophørte i februar måned. Det
gik fornuftigt nede i Kosovo. Han er stadig gift med sin
kone gennem alle årene. Hun har støttet ham, så godt hun
kunne, i hele forløbet. Han håber jo stadig at få job. Han
søger således stadig, men ved jo ikke, om det lykkes. Da han
blev afhørt af politiet i 1995, fortalte han, at Lars Larsen
var informeret om den pågældende fakturapraksis i forhold
til deres gode kunde Danish Rattan. Han tror ikke, at Lars
Larsen blev afhørt om spørgsmålet før i landsretten.
Anklagemyndigheden og advokaterne har været enige om, at
anklagemyndigheden skulle indlede proceduren.
Anklagemyndigheden har til støtte for frifindelsespåstanden
anført, at straffesagen hovedsagelig vedrørte tiltale for
bedrageri efter straffelovens § 279 vedrørende fiktive
fakturaer. For brødrene E1 og E2's vedkommende var der også
sket tiltale for skyldnersvig og skattesvig. Samtlige
forhold havde forbindelse til Danish Rattan og de dertil
knyttede selskaber. E4 var ansat hos handelspartneren Jysk
Sengetøjslager. Politiet modtog anmeldelse fra kuratorerne
og skifteretten i 1992. De fire erstatningssøgende blev dømt
i byretten, dog for noget mindre beløb. Ved strafudmålingen
tog byretten hensyn til den lange efterforskningstid. I
landsretten blev E1 fundet skyldig efter samme bestemmelser,
men for et langt mindre beløb, E2 alene fundet skyldig i
skatteunddragelse og forsøg herpå for et mindre beløb, mens
E3 og E4 begge blev frifundet. Landsretten mente, at der var
sket krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 6.
Endvidere fandt landsretten, at den politimæssige
efterforskning led af betydelige mangler. Dette indebærer
dog efter anklagemyndighedens opfattelse ikke, at der kan
siges at foreligge culpøst forhold fra politiets og
anklagemyndighedens side. Der skete jo også væsentlig
domfældelse af de tiltalte i byretten.
For så vidt angår det af E1 rejste krav har
anklagemyndigheden særligt anført, at hvis der skal betales
erstatning, så skal forrentning først ske fra kravets
fremsættelse. Kravet for så vidt angår økonomisk tab er ikke
tilstrækkeligt dokumenteret. Danish Rattans konkurs var
indtruffet, inden straffesagen begyndte. E1's økonomiske
problemer efterfølgende kan skyldes konkursen, hvorved der
blev påført kreditorerne et meget stort tab. Der har alene
været tale om en kortvarig frihedsberøvelse med henblik på
fremstilling i grundlovsforhør. Der foreligger ikke noget
misforhold herimellem og den straf, som E1 blev idømt i
landsretten. Landsretten gjorde straffen betinget på grund
af krænkelsen af Menneskerettighedskonventionens artikel 6.
Derfor skal der ikke også betales erstatning for krænkelsen.
De beslaglagte dokumenter vedrørende det nye selskab er
tilbageleveret løbende efter anmodning. For så vidt angår §
1018 h, bemærkes det, at selv om der er sket frifindelse i
landsretten for en stor del af tiltalen, så indebærer det
ikke, at der er handlet culpøst fra politiets eller
anklagemyndighedens side. Der er jo også sket domfældelse i
et ret vidt omfang. Heller ikke presseomtalen kan medføre
erstatning. Denne bygger jo ikke på udtalelser fra politiets
side. Heller ikke kravet om erstatning vedrørende
sagsomkostninger i forbindelse med rejsning af kravet bør
honoreres, idet der i forbindelse med straffesagen er
tillagt advokat Hooge et meget betydeligt salær, som også må
dække denne del af arbejdet.
For så vidt angår kravet fra E2 gøres det ligeledes
gældende, at der først skal ske forrentning fra kravets
fremsættelse. Heller ikke her er der sket tilstrækkelig
dokumentation for det økonomiske tab, der gøres gældende at
være lidt. Erstatningssøgende har startet eget firma. Det er
ikke tilstrækkeligt godtgjort, at sagen har betydet
problemer for ham. Disse kan også hænge sammen med konkursen
i Danish Rattan. Der bør ikke tillægges erstatning for den
kortvarige frihedsberøvelse under hensyn til den idømte
straf. Der bør heller ikke tillægges erstatning for
ransagning, da erstatningssøgende er dømt for forsætlig
skatteunddragelse. Landsretten gjorde straffen betinget, og
der bør derfor ikke ydes erstatningssøgende erstatning for
den lange sagsbehandlingstid. Alligevel har Rigsadvokaten
tillagt en vis erstatning. Det skyldes, at der har
foreligget ekstraordinære omstændigheder, hvor E2 deltog i
66 retsmøder i byretten og 36 retsmøder i landsretten. Hvis
der havde foreligget frihedsberøvelse i et sådant antal
dage, ville det have indebåret en takstmæssig erstatning på
55.000 kr. Det betalte beløb er derfor rimeligt. Der bør
ikke ydes erstatning for den presseomtale, der har været
vedrørende sagen, idet denne ikke bygger på udtalelser fra
politiet eller anklagemyndigheden. Heller ikke denne
erstatningssøgende bør tillægges yderligere beløb til
dækning af advokatens tidsforbrug ved kravets rejsning.
Også for så vidt angår kravet fra erstatningssøgende E3 har
anklagemyndigheden anført, at der først bør ske forrentning
af kravet fra dettes fremsættelse. Heller ikke denne
erstatningssøgende har i tilstrækkelig grad dokumenteret at
have lidt tab af arbejdsfortjeneste. Tværtimod har hun hele
tiden været beskæftiget og har fået løn. Hun har blot måttet
tilrettelægge sin arbejdstid efter retsmøderne. E3 er
tildelt takstmæssig erstatning for frihedsberøvelsen og
tildelt yderligere skønsmæssig erstatning. Hun deltog i 68
retsmøder i byretten og 50 retsmøder i landsretten, og dette
antal dage ville, i tilfælde af at hun havde været
frihedsberøvet, indebære en takstmæssig erstatning på 64.900
kr. Det tildelte beløb er derfor rimeligt. Igen hidrører
presseomtalen af sagen ikke fra politiets eller
anklagemyndighedens udtalelser. Det bestrides endvidere, at
der har foreligget culpøst eller retsstridigt forhold fra
politiets eller anklagemyndighedens side, der kan indebære
erstatning på grundlag af § 1018 h. Heller ikke for så vidt
angår denne erstatningssøgende bør der tillægges beløb til
dækning af advokatens tidsforbrug i forbindelse med kravets
rejsning.
For så vidt angår det resterende krav fra E4 på 6.007.300
kr., efter at spørgsmålet om særlig godtgørelse på 500.000
kr. er blevet udskilt, har anklagemyndigheden gjort
gældende, at dette krav ligeledes først bør forrentes fra
kravets fremsættelse. Det bestrides også her, at
erstatningssøgende har tilstrækkeligt dokumenteret et
økonomisk tab som følge af sagen. Han sagde selv sin
stilling op hos Jysk Sengetøjslager og fik efterfølgende
ansættelse i Ecom/Bocom. Her sagde han også op. Herefter
oprettede han eget selskab, som imidlertid ikke kunne køre
økonomisk. Der er ikke tilstrækkeligt i dag, der
sandsynliggør, at hans problemer skyldes sagen. Han blev
først sigtet i januar 1995. Hans sagsbehandlingstid er altså
næsten tre år kortere end de tre øvrige erstatningssøgendes.
Det bestrides også i forhold til ham, at politiet eller
anklagemyndigheden har handlet culpøst. Heller ikke her bør
der tillægges beløb til dækning af advokatudgifter i
forbindelse med kravets rejsning.
E1 har fremsat endeligt krav om betaling af 4.600.000 kr.
med tillæg af procesrente af 1 mio. kr. fra 7. juni 1993 og
af det fulde beløb fra 27. juni 2002, men har frafaldet
kravet om betaling af 12.500 kr. til dækning af udgift i
forbindelse med advokatens rejsning af kravet, idet det i
stedet er gjort gældende, at de sagsomkostninger, der
tillægges i forbindelse med nærværende sag, også bør omfatte
denne del af arbejdet. Ved landsrettens dom blev det
fastslået, at erstatningssøgende ikke var uskyldig, men der
skete frifindelse for den altovervejende del af tiltalen,
nemlig det rene og skære bedrageri ved fiktive fakturaer.
Han blev alene dømt for den del, der vedrørte udstedelse af
fakturaer, inden varerne blev leveret, hvorved
factoringselskabet blev udsat for en vis risiko. Som det
fremgår af landsrettens dom og tiltalen, er det sket igennem
en periode på fem måneder. Rent teknisk fastsættes det
beløb, som han domfældes vedrørende, til den samlede sum af
de 109 fakturaer i perioden. Imidlertid har
factoringselskaberne jo ikke på noget tidspunkt været udsat
for en risiko for et så stort beløb, men løbende kun for en
brøkdel af det. Endvidere blev erstatningssøgende dømt for
en brøkdel af forhold 2, fra 1. juni 1992 og indtil
sammenbruddet. Han havde hævet 4 mio. kr. mere, end han
havde indsat, og burde efter landsrettens opfattelse have
set sammenbruddet komme. Imidlertid var det jo hans egne
penge, han hævede, og der var altså ikke tale om bedrageri.
Den samlede tiltale havde drejet sig om mellem 60 og 80 mio.
kr. Beløbsmæssigt og moralsk set bliver han således kun dømt
for en lille del.
For så vidt angår den skete ransagning bemærkes det, at
denne foregik det forkerte sted. Danish Rattan gik jo
konkurs i 1992, og kuratorerne havde alle papirerne
vedrørende virksomheden. Erstatningssøgende havde
efterfølgende startet ny virksomhed, Danish Bamboo, op. Et
halvt år efter foretages så ransagning der. Maj/juni måned
var afhøringerne startet af de tidligere ansatte. Ingen af
de papirer, som man ransagede efter og beslaglagde, vedrørte
tidsmæssigt tiden før oprettelsen
af det nye selskab. Politiet havde altså ikke sat sig
ordentlig ind i sagen, men troede, at Danish Rattan fortsat
blev videredrevet. Der skete også ransagning på bopælen.
Indgrebet må udløse erstatning. Det er umuligt at opgøre et
tab, men alt var væk og computere tømt for indhold. Der
skete også anholdelse og fremstilling i retten. Var det
meningen, at de erstatningssøgende skulle have været
varetægtsfængslet? Det var en hel misforståelse fra
politiets side og en total uberettiget
anholdelse.
Efterforskningen har været under al kritik. Landsretten har
kritiseret den vedrørende alle forhold, bortset fra forhold
2, som imidlertid slet ikke blev efterforsket af politiet
selv, men af ToldSkat. Hvordan kan anklagemyndigheden
vedrørende erstatningsspørgsmålet lægge vægt på resultatet
ved byretsdommen? Det viste sig jo at være forkert. Efter
byrettens dom og under landsretssagens behandling måtte
forsvarerne og de erstatningssøgende foretage selvstændig
efterforskning, som fik
betydning i landsretten. Byretten afsagde dom på forkert og
ufuldstændigt grundlag. Politiet burde selv have gjort
arbejdet ordentligt. Sagen burde slet ikke have været rejst
af anklagemyndigheden på så løst et grundlag. Afhøringerne i
udlandet burde også være foretaget af Odense Politi selv.
Efterforskningen tog endog 10 år. I to år levede
erstatningssøgende så herudover med ubetinget fængsel
hængende over hovedet efter byrettens dom. Han stod til 4
års fængsel. I landsretten blev den idømte straf gjort
betinget. Herudover må han imidlertid også have krav på
erstatning. Hans børn måtte tage navneforandring, han blev
skilt, og han kom ud for en økonomisk nedtur. Selv om der er
sket strafnedsættelse som følge af krænkelse af
Menneskerettighedskonventionens artikel 6, kan der godt
blive tale om også at tillægge erstatning efter
retsplejelovens § 1018 h og b. Det bør ske i denne sag under
hensyn til de helt ekstraordinære omstændigheder.
E2 har til støtte for sin påstand henvist til, at han har
levet med sigtelse og straffesag i årevis og ender med i
landsretten at blive idømt en mindre betinget bøde.
Rigsadvokatens afgørelse af erstatningskravet er derfor en
åbenbar urimelighed. De mange retsmøder, erstatningssøgende
har deltaget i, 60 i byretten og 36 i landsretten, og de 20
dage, der har været nødvendige med henblik på møder med
forsvareren, begrunder fuldt ud en erstatning på 150.000 kr.
Ligeledes bør kravet på
erstatning for tabt arbejdsfortjeneste med 1 mio. kr. tages
til følge. Kravet er dokumenteret ved fremlagte lønsedler.
Disse forelå ikke på tidspunktet for Rigsadvokatens
afgørelse. Endelig bør der ydes godtgørelse for tort med 1
mio. kr., idet det må lægges til grund, at der foreligger
culpøst forhold fra politiets og anklagemyndighedens side.
Der bør endelig også tillægges et beløb til dækning af
advokatudgifter i forbindelse med kravets rejsning, eller
tillægges sagsomkostninger også for dette arbejde her i
forbindelse med dommen i nærværende sag. Kravet påstås
forrentet som tidligere gjort gældende, hvilket støtter
sig på, at hvis politiet og anklagemyndigheden havde gjort
arbejdet godt nok, ville sagen have været løst i hvert fald
i 1995, ca. to år efter anmeldelsen. Helt afgørende ved
bedømmelsen af, om der er culpaansvar i sagen, er, at
politiet slet ikke i tilstrækkelig grad har afhørt
erstatningssøgende under efterforskningen, selv om der var
tale om forhold til op mod 80 mio. kr. At landsretten gør
den idømte bøde betinget, kan på ingen måde medføre, at der
herefter ikke skulle være krav på erstatning.
Erstatningssøgende blev afhørt i juni 1993. I
grundlovsforhøret blev der rejst sigtelse vedrørende 4
forhold, hvor det første blandt andet vedrørte fiktive
fakturaer for et beløb på 2 mio. kr., forhold 2 blev der
efterfølgende aldrig rejst tiltale vedrørende, forhold 3
steg efterfølgende til 20 mio. kr., og forhold 4 vedrørte
omkring 2 mio. kr. I grundlovsforhøret vedrørte sigtelserne
et samlet beløb på 15-16 mio. kr. Erstatningssøgende afgav
forklaring i grundlovsforhøret vedrørende forholdene. I
1997/98 fremkommer anklageskrift med væsentlig større
tiltale. Det er culpøst, at erstatningssøgende ikke er
blevet afhørt yderligere, inden tiltalen rejses. Ved sin
afgørelse lagde byretten afgørende vægt på et ringbind
vedrørende angiveligt fiktive fakturaer, - - - Disse var
ikke kopieret til forsvarerne og ikke fremlagt som egentligt
bilag, men stod oppe bag ved dommerne. Forsvarerne fik alene
lov til at bladre i det. Det blev så først fremlagt i
landsretten, men blev her helt gennemhullet.Byretten
benytter i sin afgørelse en ganske usædvanlig juridisk
bedømmelse for at nå frem til, at der forelå forsæt. Én, og
i perioder to, kriminalassistenter foretog efterforskningen
i sagen. Anklagemyndigheden valgte alligevel ikke at skære
sagen til. Politiet brugte under efterforskningen Midt
Factorings ansatte og revisionsselskab til at forestå en
politimæssig undersøgelse. Politiet sikrede sig ikke det
materiale, som var relevant, og som kunne skaffes. Under
landsretssagen viste det sig, at materialet kunne have været
fremskaffet. Det lå hos revisionsselskabet. Forsvarerne
måtte selv påbegynde en efterforskning for at finde
bilag, som efterfølgende viste sig afgørende. Politiet
foretog sig intet, selv om der kom nye ting frem under
landsretssagen. Man havde ikke undersøgt, om der var
ordregrundlag, og om der var sket levering. Alt dette
medfører også, at der foreligger culpaansvar. Østre
Landsrets kritik af efterforskningen og af
anklagemyndigheden underbygger klart, at der foreligger
culpaansvar. I forbindelse med rentepåstandene er der endog
givet to års respit, selv om efterforskningen egentlig burde
have
været kunnet gennemført på et år. I øvrigt kan
erstatningssøgende tilslutte sig de synspunkter, som vil
blive fremført af E3.
E3 har til støtte for sin påstand gjort gældende, at der er
to hovedbestemmelser i retsplejeloven, dels § 1018 a og b,
hvor den første bestemmelse vedrører erstatning i
forbindelse med frifindelse, og hvor bestemmelsen er ret
objektiveret, og den anden bestemmelse vedrører erstatning
til en sigtet, hvis der foreligger andre processuelle
indgreb, og hvilken bestemmelse efter praksis udvides til
også at omfatte tilfælde, hvor der har været tale om mange
retsmøder i en sag, dels § 1018 h, som vedrører erstatning
efter almindelige erstatningsregler. Det er sidstnævnte
bestemmelse, der primært påberåbes i denne sag. Bestemmelsen
er mere bred end 1018 a og b og kan indebære større
erstatning. Det gøres gældende, at det offentlige her i
forhold til erstatningssøgende har handlet
erstatningspådragende. Der er endvidere lidt en forudsigelig
skade. Erstatningssøgende blev helt frifundet.
Efterforskningen har været klart utilstrækkelig. Landsretten
fremkommer i dommen med
helt usædvanligt klar kritik af politiet. Dette må retten nu
lægge til grund for afgørelsen af erstatningsspørgsmålet i
nærværende sag. Det er også culpøst, at
Menneskerettighedskonventionens artikel 6 er tilsidesat.
Ligeledes har det betydning, at det var en meget omfattende
tiltale, der var rejst imod erstatningssøgende, til ca. 40
mio. kr. Der har også været massiv presseomtale af sagen.
Avisartiklen, vedlagt brevet til Statsadvokaten i
forbindelse med kravets fremsættelse, underbygger, at sagen
har været med til at ødelægge hendes liv. Hertil kommer så,
at hun i ca. to år havde byretsdommen hængende over hovedet.
Det er
uforståeligt, at det skulle have betydning for, om der er
krav på erstatning, hvad byretten nåede til i sin afgørelse.
Byretten har jo ladet sig narre eller har troet på det
materiale, der forelå. Dette kan ikke have betydning.
Byretten har ikke gennemskuet beviserne. Efterfølgende viste
det sig, at det var forkert, at der skulle være lavet
fiktive fakturaer.
Det fastholdes, at erstatningssøgende har krav på at få
erstatning i anledning af sine kørselsudgifter til to møder
hos sin advokat og i forbindelse med, at hun tog til Ikast
for at undersøge materiale der. Materialet viste sig
efterfølgende at have en betydelig effekt i sagen. Kravet
udspringer af culpøst forhold fra politiets side, og der er
årsagsforbindelse. Tabet er også relevant og forudsigeligt.
For så vidt angår kravet på 132.000 kr. vedrørende tabt
arbejdsfortjeneste bemærkes det, at dette ikke kan nærmere
dokumenteres. Erstatningssøgende har således fået sin løn i
perioden. Hun er imidlertid blevet udsat for en forstyrrelse
af sin stilling og sine forhold, idet hun har været nødt til
knokle morgen, aften og weekend i stedet. Det accepteres
således, hvis beløbet i stedet betegnes som godtgørelse for
forstyrrelse af forhold. Hun har fået ødelagt meget i sin
dagligdag på grund
af sagen.
Endvidere fastholdes også kravet om godtgørelse for tort på
1 mio. kr., svarende til 100.000 kr. pr. år i 10 år. Hun har
ved Rigsadvokatens afgørelse fået 25.000 kr. Dette er en hån
og nærmest en krænkelse i sig selv. Der er nu så også gået
tre år yderligere med denne sag. Der bør i hvert fald
tillægges hende et betydeligt beløb. Det er også en tort i
sig selv ikke at blive afhørt overhovedet af politiet under
sagen. I forbindelse med proceduren har E3's advokat
gennemgået en del retspraksis.
For så vidt angår rentespørgsmålet har erstatningssøgende
anført, at det må accepteres, at politiet bruger nogen tid
på at foretage efterforskning. Erstatningssøgende er blevet
afhørt efter to år. Hvis politiet havde efterprøvet sagen
korrekt herefter, ville tiltalen ikke være blevet rejst.
E4 har til støtte for sin påstand om erstatning og
godtgørelse på 6.007.300 kr. efter udskillelse af den
særlige tortgodtgørelse på 500.000 kr., og idet bemærkes, at
der i kravet skal fradrages de 35.000 kr., som allerede er
udbetalt, gjort gældende, at § 1018 h ikke er en bestemmelse
om erstatning, men en processuel regel om, hvordan
erstatningskrav skal behandles. Udgangspunktet er, at
behandlingen af et erstatningskrav går hurtigere, hvis det
rejses efter denne bestemmelse, i stedet for
civilt søgsmål. Her har erstatningssagen trukket urimeligt
ud. Erstatningssøgende kan tiltræde den kritik, som de
øvrige erstatningssøgende har rejst mod politiet og
anklagemyndigheden under proceduren. Landsretten siger
udtrykkeligt, at efterforskningen m.v. ikke er foregået, som
den burde. Anklagemyndigheden skulle endvidere selvstændigt
have sorteret fra inden tiltalen eller under straffesagens
behandling. Her er uskyldige ikke under efterforskningen og
straffesagen blevet
behandlet som sådanne. Der har endvidere været en omfattende
presseomtale, som også har haft stor indvirkning på
erstatningssøgendes forhold. Erstatningssøgende har ikke
været anholdt i forbindelse med sagen, men der er ingen
tvivl om, at § 1018 b, jf. § 1018 a, og § 1018 h, på grund
af sagens varighed giver ret til erstatning. Jo grovere en
ansvarlig har optrådt, jo mildere må man se på forurettedes
bevisbyrde for tab. Her er der tale om en ekstraordinær grov
sag fra politiets og
anklagemyndighedens side. Endog sker der det under
landsretssagen, at navneforbuddet ophæves.
Det fastholdes, at der bør betales ham erstatning for hans
positive udgift på 6.000 kr., i forbindelse med at
forsvareren valgte at lade ham rejse over til sig for at
drøfte straffesagen, frem for at forsvareren skulle have
rejst over til ham. Det har sparet staten for en betydelig
ekstraudgift. Det er uforståeligt, at Rigsadvokaten ikke vil
betale dette beløb.
Vedrørende kravet på 36.300 kr. i transportgodtgørelse i
forbindelse med deltagelse i retsmøder har
erstatningssøgende anført, at der åbenbart har været tale om
seks retsmøder yderligere i forhold til antallet i brevet
til Statsadvokaten. Der er kun tale om selve
befordringsudgiften og ikke tidsforbruget i forbindelse med
transporten. Der er tale om økonomisk skade, og udgiften kan
beregnes.
For så vidt angår erstatningskravet vedrørende tabt
arbejdsfortjeneste har erstatningssøgende anført, at han
ganske vist sagde sin stilling hos Jysk Sengetøjslager op og
også efterfølgende efter 9 måneder hos Bocom sagde sin
stilling op her, men det må lægges til grund, at det er sket
som følge af straffesagen. Han havde et job til over 1 mio.
kr. om året, og man siger jo ikke et sådant op, uden at man
er nødt til det. Han skulle jo også rent fysisk passe
retssagen. Dette er det bærende i kravet
på de 2,1 mio. kr., som vedrører perioden, efter at han
holdt hos Bocom. Det må ligeledes lægges til grund, at det
har været straffesagen, der var skyld i, at han måtte stoppe
sin selvstændige virksomhed, Imerco Boulevarden ApS. Der må
derfor også betales erstatning på de 775.000 kr. i denne
forbindelse.
For så vidt angår kravet om godtgørelse på i alt 500.000 kr.
vedrørende tortlidelse og forstyrrelse i private forhold, -
- -, har han gjort gældende, at der i denne sag er sket et
groft overgreb imod ham. Sagen starter ved afhøringer af ham
i 1995. Den afsluttes først i 2002. Det bør ikke gøre
forskel, om den således har varet 7 år eller 10 år, som for
de andre erstatningssøgendes vedkommende. Det selvstændige
beløb på 400.000 kr. er et meget rimeligt beløb ud fra
omstændighederne og prisudviklingen. De skønsmæssige 100.000
kr. for forstyrrelse af private forhold er i virkeligheden
alt for lidt, og der kan eventuelt i stedet tages hensyn til
de pågældende gener ved rettens stillingtagen til en af de
andre erstatningsposter. Erstatningssøgende har derudover
pådraget sig en egentlig depression, der også er gået ud
over familien.
Der bør betales herfor.
For så vidt angår kravet på godtgørelse for tort/erstatning
på de 500.000 kr. i forbindelse med krænkelse af
Menneskerettighedskonventionens artikel 6 har
erstatningssøgende gjort gældende, at denne bestemmelse
ifølge landsrettens afgørelse er overtrådt og, da han blev
frifundet i landsretten, er den eneste måde at kompensere
ham på at
give ham erstatning. 500.000 kr. er et rimeligt beløb.
For så vidt angår rentepåstanden har erstatningssøgende
anført, at han kan tilslutte sig det, de øvrige
erstatningssøgende har gjort gældende i denne forbindelse.
Imidlertid må det erkendes, at det fulde tab/erstatningskrav
ikke er opstået så lang tid tilbage. Tortgodtgørelse skal
normalt forrentes, fra afhøringen er sket, mens
erstatningskrav for økonomiske tab, herunder tabt
arbejdsfortjeneste, vel skal forrentes fra de enkelte år.
For så vidt angår kravet om tillæggelse af beløb til dækning
af advokatens tidsforbrug i forbindelse med fremsættelsen af
kravet over for statsadvokaten, har erstatningssøgende gjort
gældende, at der kun efter reglerne er to måneder til at
fremsætte kravet, og der derfor isoleret måtte bruges megen
tid på at få dette gjort. At der er tillagt advokaten et
stort forsvarersalær i forbindelse med straffesagen, bør
ikke medføre, at der ikke tillægges noget for
erstatningskravets fremsættelse. Retten
bør derfor i stedet i forbindelse med fastsættelsen af salær
i nærværende sag fastsætte dette ex tunc, det vil sige også
omfattende tidsforbruget vedrørende kravets fremsættelse.
Domsmandsrettens bemærkninger:
Indledningsvis bemærker retten, at der som følge af den
alvorlige kritik, som landsretten har givet udtryk for
vedrørende den politimæssige efterforskning i sagen, og også
af forhold fra anklagemyndighedens side og som følge af den
af landsretten fastslåede krænkelse af
Menneskerettighedskonventionens artikel 6 findes at
foreligge forhold af en sådan karakter, at der principielt i
medfør af retsplejelovens § 1018 h er grundlag for at gøre
erstatningskrav gældende efter almindelige
erstatningsregler, herunder erstatningsansvarslovens regler.
De erstatningssøgendes krav tages derfor til følge i medfør
af disse regler i det nedenfor anførte omfang.
Herefter bemærkes vedrørende de enkelte erstatningssøgendes
krav:
For så vidt angår E1:
Erstatningssøgende ses ikke selvstændigt at have gjort
gældende, at han bør tillægges erstatning efter
retsplejelovens § 1018 a for den skete frihedsberøvelse i
forbindelse med fremstilling i grundlovsforhøret. Under
hensyn til den senere ved landsretten idømte straf findes
han imidlertid heller ikke at kunne have krav herpå. For så
vidt angår erstatningssøgendes krav i anledning af den skete
ransagning og beslaglæggelse af materiale i Danish Bamboo
bemærkes, være lidt herved. Idet det efter det foreliggende
må lægges til grund, at det beslaglagte materiale har
vedrørt den nyoprettede virksomhed, og idet det i hvert fald
er sandsynliggjort, at der har været et vist tab og gene
forbundet med ransagningen og beslaglæggelsen af materiale,
fastsættes der skønsmæssigt en erstatning/godtgørelse på
20.000 kr. herfor.
For så vidt angår kravet om tortgodtgørelse i anledning af
de rejste sigtelser, tiltalerejsning og den verserende
straffesag, i det omfang hvor erstatningssøgende blev
frifundet ved landsrettens dom, finder retten efter
omstændighederne, trods den af landsretten udmålte straf, og
selv om denne blev gjort betinget, at der bør tillægges
erstatningssøgende en tortgodtgørelse på skønsmæssigt
100.000 kr.
Vedrørende den af landsretten fastslåede krænkelse af
Menneskerettighedskonventionens artikel 6 ved den lange
sagsbehandlingstid finder retten derimod, at
erstatningssøgende må anses for fuldt kompenseret herfor, i
forbindelse med at den udmålte frihedsstraf blev gjort
betinget af landsretten.
For så vidt angår det af erstatningssøgende rejste
erstatningskravkrav for tabt arbejdsfortjeneste igennem
årene bemærker retten, at erstatningssøgende ikke har
fremlagt nærmere dokumentation til underbyggelse af et
eventuelt tab og dettes størrelse. Hans forklaring er på
dette punkt endvidere heller ikke ret detaljeret. Det er
endvidere ikke usandsynligt,
at selve Danish Rattans og de tilknyttede selskabers konkurs
og det betydelige tab, der derved blev påført kreditorerne,
samt den betydelige kautionsforpligtelse, erstatningssøgende
fortsat hæftede for, har været grunden til eller i hvert
fald meget medvirkende til erstatningssøgendes problemer i
de følgende år med at skaffe finansiering og arbejde m.v.
Retten finder det herefter ikke tilstrækkeligt godtgjort, i
hvilket omfang selve straffesagen og de sigtelser og
tiltalepunkter, som erstatningssøgende blev frifundet for,
har medført indtægtstab for ham, og det rejste krav tages
derfor ikke til følge.
For så vidt angår advokatens tidsforbrug i forbindelse med
fremsættelse af kravet over for statsadvokaten bemærkes det,
at beskikkelse af advokat for erstatningssøgende først er
sket i forbindelse med sagens indbringelse for retten, og at
der derfor ikke ved salærfastsættelsen kan tages hensyn til
det væsentligt tidligere arbejde med kravets fremsættelse.
Erstatningssøgende E1 tillægges efter det anførte en samlet
erstatning og tortgodtgørelse på 120.000 kr. Beløbet findes
først at skulle forrentes fra kravets fremsættelse over for
statsadvokaten den 19. august 2002.
For så vidt angår E2: Vedrørende det rejste krav om
tortgodtgørelse for forstyrrelse af stilling og forhold i
forbindelse med erstatningssøgendes deltagelse i det
betydelige antal retsmøder i byretten og landsretten og
møder med forsvarer til tilrettelæggelse af sagen finder
retten under hensyn til sagens karakter og det betydelige
antal dage, der er tale om, at der bør
tillægges erstatningssøgende en godtgørelse på 60.000 kr. ud
over de af Rigsadvokaten allerede fastsatte 40.000 kr.
For så vidt angår erstatningssøgendes krav om erstatning for
tabt arbejdsfortjeneste bemærkes det, at det efter det
foreliggende er sandsynligt, at sagen har påført ham et vist
indtægtstab. Imidlertid foreligger der efter rettens
opfattelse meget mangelfuld dokumentation fra
erstatningssøgende for størrelsen heraf, herunder ingen
skattemæssige årsopgørelser
for de pågældende år, ligesom der foreligger en meget
begrænset og udetaljeret forklaring fra ham herom under
domsforhandlingen. Det kan heller ikke afvises, at Danish
Rattans konkurs og det betydelige tab for kreditorerne også
har haft visse negative følger økonomisk for ham. Efter alt
foreliggende finder retten, at der alene skønsmæssigt bør
tillægges erstatningssøgende en erstatning på 100.000 kr.
vedrørende denne post.
For så vidt angår erstatningssøgendes krav om
tortgodtgørelse i øvrigt efter § 1018 h, finder retten, at
der som følge af den omfattende tiltale og den meget lange
sagsbehandlingstid samt den af landsretten rejste alvorlige
kritik af den politimæssige efterforskning og forhold fra
anklagemyndighedens side samt det afsluttende resultat for
erstatningssøgende ved landsrettens dom bør tillægges ham en
godtgørelse på skønsmæssigt 250.000 kr., idet bemærkes, at
der ved fastsættelsen heraf findes at burde tages hensyn
til, at bøden på 32.000,- kr. blev gjort betinget på grund
af den lange sagsbehandlingstid.
For så vidt angår kravet om tillæggelse af yderligere 14.336
kr. i forbindelse med rejsningen af erstatningskravet over
for statsadvokaten, bemærkes det, dels at arbejdet ikke
findes at have haft et omfang, der kan begrunde advokatsalær
ud over det allerede betydelige salær, der blev tillagt
advokaten i forbindelse med straffesagen, dels at
beskikkelsen
af advokat for erstatningssøgende i nærværende sag først er
sket i forbindelse med sagens indbringelse for retten, og at
der derfor ikke ved salærfastsættelsen i sagen kan tages
hensyn til det væsentligt tidligere arbejde i forbindelse
med kravets fremsættelse. Efter det anførte tillægges der
således E2 yderligere tortgodtgørelse på 410.000 kr. Beløbet
findes først at skulle forrentes fra tidspunktet for kravets
fremsættelse over for statsadvokaten den 15. august 2002.
For så vidt angår E3: Det af erstatningssøgende rejste krav
på 3.639 kr. til dækning af transportudgifter findes i
overensstemmelse med det af erstatningssøgende anførte at
burde tages til følge.
Vedrørende det fremsatte krav på 132.000 kr., som principalt
er gjort gældende at udgøre krav til dækning af tabt
arbejdsfortjeneste med 1.000 kr. for 132 dage, som
erstatningssøgende har brugt på retsmøder og møder med
forsvareren, bemærkes det, at der rettest ses at være tale
om, at erstatningssøgendes stilling og forhold er blevet
forstyrret i det
beskrevne omfang, idet hun efter det oplyste ikke har lidt
noget direkte indtægtstab. Under hensyn til den betydelige
tid, hun har anvendt i forbindelse med sagen, og den
betydelige gene, denne må lægges til grund at have haft for
hende, findes erstatningssøgende at burde have været tillagt
en godtgørelse for forstyrrelse af stilling og forhold på
40.000 kr.
Vedrørende kravet om tortgodtgørelse i øvrigt, opgjort til 1
mio. kr., finder retten under hensyn til omfanget af den
rejste tiltale, den af landsretten rejste alvorlige kritik
af den politimæssige efterforskning i sagen og forhold fra
anklagemyndighedens side, samt den af landsretten fastslåede
krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 6, at
der burde have været tillagt E3 en tortgodtgørelse på
skønsmæssigt 300.000 kr.
For så vidt angår kravet vedrørende tillæg af
beløb/sagsomkostninger i forbindelse med rejsning af
erstatningssagen over for statsadvokaten, 5.500 kr. + moms,
henvises til det ovenfor anførte vedrørende samme spørgsmål
i relation til E2.
Efter det ovenfor anførte skulle den fulde tortgodtgørelse
til erstatningssøgende udmåles til 343.639 kr., hvori skal
fradrages de allerede af anklagemyndigheden udbetalte 75.000
kr., hvorfor hun ved denne afgørelse yderligere tillægges
268.639 kr.
Kravet findes først at skulle forrentes fra dets
fremsættelse over for statsadvokaten den 15. august 2002.
For så vidt angår E4: Vedrørende erstatningssøgendes krav om
erstatning af udgiften til transport til møder med sin
forsvarer under sagen, 6.000 kr., findes erstatningssøgende
efter det af ham anførte at burde gives medhold heri. Kravet
på betaling af 36.300 kr. vedrørende befordringsgodtgørelse
i forbindelse med deltagelse i retsmøder findes, som
allerede af Rigsadvokaten anført i dennes afgørelse, i
stedet at skulle fremsættes over for Østre Landsret, jf.
retsplejelovens § 1010, stk. 2, jf. bekendtgørelse 470/78 §
3, hvorfor der ikke ses at foreligge et tab, som retten kan
tage stilling til i forbindelse med nærværende sag.
Vedrørende det rejste erstatningskrav for tabt
arbejdsfortjeneste finder retten det tilstrækkeligt
godtgjort på grundlag af erstatningssøgendes forklaring og
den fremlagte dokumentation, at den rejste sigtelse og
efterfølgende straffesag har haft en i hvert fald
medvirkende indflydelse på, at han måtte sige sine
stillinger hos Jysk Sengetøjslager og Bocom op, og har været
medvirkende til den depression, som han pådrog sig, og
dermed alt i alt til et større indtægtstab, i forhold til
hvad han måtte
kunne påregnes ellers at ville have kunnet tjene. Der findes
imidlertid alene grundlag for at udmåle en skønsmæssig
erstatning, og denne fastsættes til 500.000 kr.
For så vidt angår de af erstatningssøgende rejste krav
vedrørende tort og forstyrrelse af stilling og forhold samt
kravet på godtgørelse som følge af den skete krænkelse af
Menneskerettighedskonventionens artikel 6 finder retten, at
der under hensyn til sigtelsernes og tiltalens omfang, den
af landsretten rejste alvorlige kritik af den politimæssige
efterforskning i sagen og af forhold fra anklagemyndighedens
side, den lange sagsbehandlingstid, resultatet af sagen ved
landsrettens dom samt den betydelige forstyrrelse af
erstatningssøgendes forhold, som sagen efter hans forklaring
har haft for ham og hans familie, at der af
anklagemyndigheden burde have været tillagt
erstatningssøgende en samlet godtgørelse på skønsmæssigt
400.000 kr.
Ved fastsættelsen af beløbet er der også i et vist omfang
taget hensyn til de psykiske gener, som erstatningssøgende
må antages at have haft som følge af sagen, og der vil
således skulle en særlig klar og vægtig yderligere
dokumentation til, for at der vil kunne ydes
erstatningssøgende et yderligere beløb herfor.
For så vidt angår spørgsmålet tillæggelse af
beløb/sagsomkostninger til dækning af advokatarbejde i
forbindelse med fremsættelsen af erstatningskravet over for
statsadvokaten henvises til det anførte i samme forbindelse
ovenfor vedrørende E2.
Erstatningssøgende E4 tillægges således en samlet erstatning
og tortgodtgørelse på 871.000 kr., idet der i de ovenfor
anførte 400.000 kr. er sket fradrag for det allerede
udbetalte beløb på 35.000 kr. Beløbet findes først at skulle
forrentes fra fremsættelsen af kravet over for
statsadvokaten den 15. august 2002.
Efter omstændighederne findes statskassen at burde betale
omkostningerne ved nærværende sag.
Thi kendes for ret:
Det offentlige skal inden 14 dage fra dato til
erstatningssøgende E1 betale 120.000 kr. med tillæg af
sædvanlig procesrente fra den 19. august 2002, til betaling
sker.
Inden samme frist skal det offentlige til erstatningssøgende
E2 betale 410.000 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente
fra den 15. august 2002, til betaling sker.
Inden samme frist skal statskassen til erstatningssøgende E3
betale 268.639 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra
den 15. august 2002, til betaling sker.
Inden samme frist skal statskassen til erstatningssøgende E4
betale 871.000 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra
den 15. august 2002, til betaling sker.
Statskassen skal betale sagens omkostninger vedrørende hver
af de erstatningssøgende.
Østre Landsrets dom.
Odense Rets dom af 24. maj 2005 er anket af
anklagemyndigheden med endelig påstand om frifindelse for
krav om erstatning og godtgørelse ud over det af
Rigsadvokaten fastsatte.
E1, E2, E3 og E4 har nedlagt påstand om erstatning og
godtgørelse som endeligt for byretten, E4 dog med den
ændring, at kravet på betaling af 36.300 kr. vedrørende
befordring i forbindelse med retsmøder udgår, og at kravet
på i alt 500.000 kr. vedrørende godtgørelse for tort som
følge af psykiske og fysiske gener også for landsretten
udskilles.
E1 har ikke givet personligt møde for landsretten.
Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af de
erstatningssøgende E2, E3 og E4, der alle har forklaret i
det væsentlige som for byretten.
E2 har supplerende forklaret, at han i 1995 sagde sit job op
i Danish Bamboo, da han ville flytte tilbage til Grækenland.
Han opgav dog flytningen, da familien ikke ville med. En
anden grund til opsigelsen var, at stillingen var særdeles
arbejdskrævende, og han ville derfor ikke genansættes. Han
valgte i stedet at påbegynde selvstændig virksomhed, som
siden har udviklet sig gunstigt. Virksomheden ejes af hans
børn, og han har en stilling som lagerchef, men tager sig
også af nogle kundeopgaver.
Virksomheden handler primært med møbler både en detail og en
gros og har en betydelig omsætning. Mens straffesagen
verserede, var det umuligt for ham at opnå finansiering hos
banker og finansieringsselskaber, men efter frifindelsen har
han kunnet optage de lån, han ønsker. Hans årsindtægt er på
1,1 mio. kr. Han har aldrig udtalt sig til pressen om
straffesagen.
E3 har supplerende forklaret, at hun i Danish Bamboo
arbejdede på lige fod med andre ansatte. Anholdelsen den 7.
juni 1993 var særdeles belastende, og det var umuligt at
skjule for hendes omgangskreds, hvad der var sket. Også
mange fremmede personer blev klar over, at hun var blevet
sigtet i sagen, hvilket hun på ny konstaterede, da hun blev
frifundet og fik mange positive tilkendegivelser også fra
ukendte personer. Det var ikke mindst på grund af hendes og
hendes advokats
gennemgang af yderligere bilagsmateriale, at sagen fik et
andet forløb i landsretten. Hun har fortsat sit eget firma i
Indonesien, som går rigtig godt. Den ransagning, politiet
foretog, skete blandt andet hos Danish Bamboo, der var et
selvstændigt selskab, som var flyttet til lokalerne i Nr.
Lyndelse, og de papirer, som politiet tog med, vedrørte
alene Danish Bamboo og havde intet med Danish Rattan at
gøre. Det varede et halvt år, før politiet frigav papirerne.
E4 har supplerende forklaret, at da han blev ansat i Dicom,
orienterede han direktøren om den verserende straffesag.
Dicom blev senere omdannet til Bocom, og den tidligere
direktør i Dicom fratrådte. Han informerede Bocoms
bestyrelse om straffesagen umiddelbart før byrettens dom.
Politiet begyndte i slutningen af 1993 at efterforske i Jysk
Sengetøjslagers centrallager i Vejle og i økonomicentret i
Århus, og alle ledende medarbejdere var derfor klar over, at
han var involveret i
straffesagen. Endvidere omtalte bl.a. Jyllands-Posten sagen
og nævnte, at sagen angik en ansat i Jysk Sengetøjslager.
Han har stadig psykiske problemer på grund af sagsforløbet,
og frifindelsen har således ikke ændret herpå. Han har
bestilt tid hos en neuropsykolog, men der er ca. et års
ventetid. Han fik i juni 2005 job som salgskonsulent i
Herning, men blev sygemeldt i efteråret 2005 og var
fraværende i tre måneder, mens han blev undersøgt på
mistanke om cancer. Det viste sig imidlertid,
at de konstaterede unormale forhold skyldtes en dårlig lever
som følge af diabetes konstateret i 1992. Han arbejder
fortsat samme sted, men nu på halv tid og skal fortsætte
hermed indtil midten af august 2006. Gælden til banken, som
rettelig er på 650.000 kr., har han fortsat. I byretten
mødte han i nogle tilfælde forgæves til retsmøder, der med
kort varsel var blevet aflyst uden underretning til ham.
Anklagemyndigheden og de beskikkede advokater for de
erstatningssøgende har procederet i alt væsentligt som for
byretten, hvorved bemærkes, at E3 heller ikke for
landsretten har gjort gældende, at hun har lidt et
dokumenteret økonomisk tab som følge af strafforfølgningen.
Landsrettens begrundelse og resultat:
Østre Landsret fandt ved dommen af 27. juni 2002, at der var
sket en krænkelse af de tiltaltes ret til rettergang inden
for en rimelig frist, jf. Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 6.
Ved Rigsadvokatens afgørelser om erstatning, der blev
tiltrådt af Justitsministeriet, blev det lagt til grund, at
der med konventionskrænkelsen var handlet ansvarspådragende
over for de erstatningssøgende, og at der derfor skulle
foretages en vurdering af, om de erstatningssøgende i den
anledning havde krav på erstatning efter dansk rets
almindelige
erstatningsregler, jf. retsplejelovens § 1018 h.
I dommen af 27. juni 2002 fremsatte landsretten endvidere
udtalelser om mangelfulde og kritisable forhold vedrørende
politiets efterforskning og anklagemyndighedens
tiltalerejsning og sagsbehandling. Ved vurderingen af, om
også disse forhold indebærer ansvar efter retsplejelovens §
1018 h, har landsretten lagt vægt på landsrettens udtalelser
herom i dommen.
I dommen af 27. juni 2002 er om forhold 5, der angik tiltale
mod E1, E2 og E3 for bedrageri begået i tiden fra juli 1988
til august 1992, bl.a. anført, at politiets afhøringer var
»summarisk«. Det er endvidere anført, at de tiltaltes
forklaringer og oplysninger under domsforhandlingen,
herunder i landsretten, ikke gav anklagemyndigheden
anledning til at foretage yderligere undersøgelser i sagen,
og at disse forklaringer og oplysninger »ved en sædvanlig
gennemført politimæssig efterforskning
med grundige afhøringer af de tiltalte forud for
tiltalerejsning - kunne være fremkommet under
efterforskningen, hvor de burde have givet anledning til
nærmere undersøgelser.« Landsretten fandt sammenfattende, at
»efterforskningens tilrettelæggelse og kvalitet på de
ovennævnte punkter lider af betydelige svagheder, der må
tages i betragtning ved bedømmelsen af, om det kan anses for
bevist, at de 129 fakturaer er fiktive«, og at foretagne
kundeundersøgelser »generelt set ikke synes at være
gennemført på et for en straffesag tilstrækkeligt
betryggende grundlag«.
Vedrørende forhold 1, 1. del, der angik tiltale mod E1, E2
og E3 for bedrageri begået i tiden fra april 1991 til den
14. september 1992, fandt landsretten, at »efterforskningens
tilrettelæggelse og kvalitet på en række punkter lider af
betydelige svagheder«. Landsretten fandt således en anvendt
»fremgangsmåde med gennem udenlandsk politi at stille få,
korte spørgsmål til kundevirksomhederne uden mulighed for
uddybende og præciserende spørgsmål . . . for uegnet til at
tilvejebringe et betryggende grundlag for at afgøre en
kompleks straffesag som denne«, og »at kundeundersøgelsen
generelt set ikke er gennemført på et for en straffesag
tilstrækkeligt betryggende grundlag«. Sammenfattende fandt
landsretten videre vedrørende foretagne toldundersøgelser,
at der knyttede sig »en sådan betydelig usikkerhed til
bevisværdien af de 3 såkaldte toldundersøgelser, at de
hverken hver for sig eller samlet kan udgøre et bevis for,
at der blev udstedt fiktive fakturaer«.
Vedrørende forhold 9, der angik tiltale mod E1, E2 og E3 for
bedrageri begået i tiden fra 11. februar 1992 til 28. august
1992, fandt landsretten »det kritisabelt, at
anklagemyndigheden har valgt at rejse tiltale for bedrageri,
men samtidig har undladt at fremlægge de dokumenter,
tiltalen for bedrageri angår, på trods af, at det havde
været muligt at fremskaffe disse«.
Den politimæssige efterforskning, grundlaget for
tiltalerejsningen og anklagemyndighedens sagsbehandling har
således på flere punkter ikke været betryggende og har givet
anledning til kritik og dermed haft bevismæssig betydning
for straffesagen.
Landsretten finder imidlertid ikke, at politi og anklagemyndigheden hermed
har handlet ansvarspådragende.
Politiet og anklagemyndigheden havde pligt til at foretage
undersøgelser i anledning af den politianmeldelse, som i
december
1992 blev indgivet af kuratorerne i bl.a. Danish Rattan A/S
under konkurs og tiltrådt af skifteretten. Sagen var
omfattende og kompliceret og medførte domfældelse af E1
bl.a. for bedrageri og skyldnersvig af særlig grov
beskaffenhed samt for overtrædelse af særlig grov karakter
af skattekontrollovens § 13, stk. 1, og af E2 for
overtrædelse af skattekontrollovens
§ 13, stk. 1, og til dels forsøg herpå.
Landsretten finder herefter, at de mangelfulde og kritisable
forhold vedrørende politiets efterforskning og
anklagemyndighedens tiltalerejsning og sagsbehandling ikke
giver de erstatningssøgende krav på erstatning efter
retsplejelovens § 1018 h, men at de nævnte forhold kan
tillægges betydning ved vurderingen af erstatning og
godtgørelse efter
retsplejelovens § 1018 b.
Om E1 er berettiget til erstatning og godtgørelse, og om E2,
E3 og E4 er berettiget til erstatning og godtgørelse ud over
de af Rigsadvokaten fastsatte beløb, bemærkes følgende:
Vedrørende E1 finder landsretten, at denne
erstatningssøgende ikke er berettiget til erstatning og
godtgørelse efter retsplejelovens § 1018 a eller § 1018 b.
Landsretten har herved lagt til grund, at de
straffeprocessuelle indgreb, som E1 var udsat for i form af
frihedsberøvelse den 7. juni 1993, ransagning,
beslaglæggelse og gennemførelse af straffesagen ikke stod i
misforhold til den straf på fængsel i 2 år og 6 måneder, som
han blev idømt ved landsrettens dom af 27. juni 2002. Da
fængselsstraffen ved landsrettens dom blev gjort
betinget under henvisning til den skete krænkelse af Den
Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, findes
E1 hermed kompenseret for den langvarige sagsbehandlingstid,
således at han ikke herudover findes berettiget til
kompensation efter retsplejelovens § 1018 h.
Anklagemyndigheden frifindes derfor for E1's krav, herunder
for betaling af advokatsalær i forbindelse med kravets
fremsættelse.
E1 skal betale sagens omkostninger for byret og landsret.
Vedrørende E2 finder landsretten, at denne
erstatningssøgende er berettiget til godtgørelse for ikke
økonomisk skade efter retsplejelovens § 1018 b, jf. 1018 a,
stk. 2, med yderligere 40.000 kr. i forhold til det af
Rigsadvokaten fastsatte beløb med renter fra den 15. august
2002, idet anklagemyndigheden i øvrigt frifindes.
Landsretten har herved lagt til grund, at de
straffeprocessuelle indgreb, som E2 var udsat for i form af
frihedsberøvelse den 7. juni 1993, ransagning og
beslaglæggelse ikke stod i misforhold til den betingede
bøde, som han blev idømt for overtrædelse af
skattekontrollovens § 13, stk. 1, og til dels forsøg herpå.
Da bødestraffen ved landsrettens dom blev gjort betinget
under henvisning til den skete krænkelse af Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 6, findes E2 hermed
kompenseret for den langvarige sagsbehandlingstid, således
at der ikke er grundlag for at yde ham yderligere
kompensation herfor efter retsplejelovens § 1018 h.
Landsretten finder imidlertid, at gennemførelsen af
straffesagen mod E2, som efter det oplyste deltog i 66
retsmøder i byretten og 36 retsmøder i landsretten, var af
helt ekstraordinær karakter henset til tiltalens karakter og
omfang, sagens udfald og de mangelfulde og kritisable
forhold vedrørende politiets efterforskning og
anklagemyndighedens tiltalerejsning og sagsbehandling, at E2
bør tillægges det ovennævnte yderligere beløb i godtgørelse
for ikke økonomisk skade efter retsplejelovens § 1018 b, jf.
§ 1018 a, stk. 2.
Landsretten har ikke fundet, at E2 har godtgjort at have
lidt et økonomisk tab som følge af strafforfølgningen.
Landsretten har endvidere ikke fundet grundlag for at
pålægge anklagemyndigheden at betale særskilt salær til E2's
beskikkede advokat for erstatningskravets fremsættelse, da
advokaten tidligere er tillagt salær som beskikket forsvarer
under straffesagen, og da det merarbejde, der har været
forbundet med fremsættelsen af erstatningskravet, har været
af ubetydelig karakter i forhold til det arbejde, der
tidligere er vederlagt.
Statskassen betaler sagens omkostninger for landsretten.
Vedrørende E3 finder landsretten, at denne
erstatningssøgende er berettiget til erstatning og
godtgørelse for ikke økonomisk skade efter retsplejelovens §
1018 h og § 1018 b, jf. 1018 a, stk. 2, med yderligere
75.000 kr. i forhold til det af Rigsadvokaten fastsatte
beløb med renter fra den 15. august 2002, idet
anklagemyndigheden i øvrigt frifindes.
Landsretten har herved lagt vægt på, at E3 i det hele blev
frifundet for tiltale for bedrageri af særlig grov
beskaffenhed, og at det ved landsrettens dom af 27. juni
2002 blev lagt til grund, at den langvarige
sagsbehandlingstid indebar en krænkelse af Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 6. Landsretten har
endvidere lagt til grund, at gennemførelsen af straffesagen
mod E3, der efter det oplyste deltog i 68 retsmøder i
byretten og 50 retsmøder i landsretten, var af helt
ekstraordinær karakter henset til tiltalens karakter og
omfang, sagens udfald og de mangelfulde og kritisable
forhold vedrørende politiets efterforskning og
anklagemyndighedens tiltalerejsning og sagsbehandling.
Landsretten har derfor fundet, at erstatningen for
konventionskrænkelsen efter retsplejelovens § 1018 h og
godtgørelsen for ikke økonomisk skade for straffesagens
gennemførelse efter retsplejelovens § 1018 b, jf. § 1018 a,
stk. 2, bør forhøjes med henholdsvis 25.000 kr. og 50.000
kr. med renter som ovenfor anført.
Landsretten har ikke fundet grundlag for at fravige den
takstmæssigt udmålte erstatning på 2.800 kr. for
frihedsberøvelsen den 7. juni 1993. Landsretten har
endvidere ikke fundet, at E3's kørselsudgifter i forbindelse
med straffesagens forberedelse er erstatningsberettiget i
medfør af retsplejelovens § 1018 b, og af de grunde, der er
anført vedrørende E2, har landsretten endvidere ikke fundet
grundlag for at pålægge anklagemyndigheden at betale
særskilt salær til E3's beskikkede advokat
for erstatningskravets fremsættelse.
Statskassen betaler sagens omkostninger for landsretten.
Vedrørende E4 finder landsretten, at denne
erstatningssøgende er berettiget til erstatning og
godtgørelse for ikke økonomisk skade efter retsplejelovens §
1018 h og § 1018 b, jf. 1018 a, stk. 2, med yderligere
115.000 kr. i forhold til det af Rigsadvokaten fastsatte
beløb med renter fra den 15. august 2002, idet
anklagemyndigheden i øvrigt frifindes for de krav, der
foreligger til påkendelse.
Landsretten har herved lagt vægt på, at E4 i det hele blev
frifundet for tiltale for bedrageri af særlig grov
beskaffenhed, og at det ved landsrettens dom af 27. juni
2002 blev lagt til grund, at den langvarige
sagsbehandlingstid indebar en krænkelse af Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 6. Landsretten har
endvidere lagt til grund, at gennemførelsen af straffesagen
mod E4, der efter det oplyste deltog i 14 retsmøder i
byretten og 11 retsmøder i landsretten, var af helt
ekstraordinær karakter henset til tiltalens karakter og
omfang, sagens udfald og de mangelfulde og kritisable
forhold
vedrørende politiets efterforskning og anklagemyndighedens
tiltalerejsning og sagsbehandling. Landsretten har fundet,
at erstatningen for konventionskrænkelsen efter
retsplejelovens § 1018 h og godtgørelsen for ikke økonomisk
skade for straffesagens gennemførelse efter retsplejelovens
§ 1018 b, jf. § 1018 a, stk. 2, bør forhøjes med henholdsvis
15.000 kr. og 100.000 kr. med renter som ovenfor anført.
Landsretten har ved fastsættelsen af erstatningen for
konventionskrænkelsen lagt
vægt på at yde E4 og E3 ens erstatning herfor, og ved
fastsættelsen af godtgørelsen for ikke økonomisk skade har
landsretten lagt vægt på, at gennemførelsen af straffesagen
i særlig grad findes at have påvirket E4's stilling og
forhold. Landsretten har ikke fundet, at E4 har godtgjort at
have lidt et økonomisk tab som følge af strafforfølgningen.
Af samme grunde som anført ved E3 har landsretten ikke
fundet, at E4's kørselsudgifter i forbindelse med
straffesagens forberedelse er erstatningsberettigede, eller
at der er grundlag for at pålægge anklagemyndigheden at
betale særskilt salær til E4's beskikkede advokat for
erstatningskravets fremsættelse.
Statskassen betaler sagens omkostninger for landsretten.
Thi kendes for ret:
Byrettens dom i sagen mod de erstatningssøgende, E1, E2, E3
og E4, ændres således:
Anklagemyndigheden frifindes for E1's krav under sagen.
Anklagemyndigheden skal til E2 betale yderligere 40.000 kr.
med tillæg af rente fra den 15. august 2002.
Anklagemyndigheden skal til E3 betale yderligere 75.000 kr.
med tillæg af rente fra den 15. august 2002.
Anklagemyndigheden skal til E4 betale yderligere 115.000 kr.
med tillæg af rente fra den 15. august 2002.
E1 skal betale sagens omkostninger for byret og landsret.
Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten
vedrørende E2, E3 og E4.
|