Forord 9
1. Rigsadvokatens indledning 11
2. Generel beskrivelse af regelsættet 15
2.1. Indledning 15
2.2. Ordningens væsentligste elementer 15
2.3. Politiklagenævnenes kompetenceområde 16
2.4. Adfærdsklager 17
2.5. Straffesager 18
2.6. Særligt om undersøgelser i medfør af retsplejelovens (section) 1020 a, stk. 2 18
2.7. Klageadgang 19
2.8. Beskrivelse af sagsgangen i en klagenævnssag 19
2.8.1. Sagens indledning 19
2.8.2. Statsadvokatens sagsfremstilling 19
2.8.3. Afhøringer 20
2.8.4. Statsadvokatens redegørelse 20
2.8.5. Afgørelsen af en adfærdsklagesag 20
2.8.6. Afgørelsen af en strafferetlig efterforskning 21
2.9. Disciplinærsager 24
3. Politiets og anklagemyndighedens organisation og opgaver 27
3.1. Indledning 27
3.2. Politimyndigheden 27
3.3. Anklagemyndigheden 29
3.3.1. Rigsadvokaten 29
3.3.2. Statsadvokaterne 30
3.3.3 Politimestrene (Politidirektøren) 30
3.4. Flere regelsæt for behandlingen af klager over politiet 31
3.4.1. Hvordan kan der klages over politiets virksomhed 31
3.4.2. Politimæssige dispositioner uden for
strafferetsplejen 31
3.4.3. Dispositioner og afgørelser inden for
strafferetsplejen 33
3.4.4. Formalitetsklager inden for strafferetsplejen 33
3.5. Hvem kan klage 33
3.6. To-instansprincippet for behandlingen af klagesager 34
4. Statistisk opgørelse over behandlingen af
konkrete klagesager hos statsadvokaterne 37
4.1. Statistik over indkomne politiklagenævnssager 37
4.2. Statistik over afgjorte politiklagenævnssager 40
4.3. Beskrivelse af indkomme "undersøgelsessager" 43
5. Behandlingen af klagesager i Rigsadvokaturen 47
5.1. Generelle regler om klageberettigelse m.v. 47
5.2. Rigsadvokatens behandling af klager over statsadvokaternes afgørelser 49
5.3. Klagestatistikken 50
6. Gennemgang af udvalgte konkrete sager 57
6.1. Kapitel 93 b adfærdsklager 57
6.1.1. Klager over magtanvendelse 57
6.1.2. Klager over sprogbrug 61
6.1.3. Klager over anden ukorrekt adfærd 65
6.1.4. Klager uden indhold (grundløse) 72
6.1.5. Notitssager 73
6.2. Kapitel 93 c straffesager 74
6.2.1. Anmeldelser om vold og trusler m.v. 75
6.2.2. Anmeldelser om strafbart forhold under efterforskningen 77
6.2.3. Anmeldelser om brud på tavshedspligt 79
6.2.4. Andre anmeldelser om strafbart forhold 81
6.2.5. Grundløse anmeldelser 83
6.3. Kapitel 93 c færdselssager 86
6.3.1. Færdselsuheld 87
6.3.2. Sager om udrykningskørsel 88
6.3.3. Andre færdselsforseelser 89
6.4. (section) 1020 a, stk. 2 undersøgelser 90
6.5. Statsadvokaternes initiativsager (retsplejelovens (section) 1020 a, stk. 1) 96
6.6. Opfølgning på sager beskrevet i Beretningen for 1996 101
6.6.1. Straffesager 101
6.6.2. Undersøgelser efter retsplejelovens (section) 1020a, stk. 2 101
7. Generelle problemstillinger 105
7.1. Lovens område 105
7.1.1. Begrebet "i tjenesten" 105
7.1.2. Konkrete sager vedrørende afgrænsningen 105
7.1.3. Dispositionsklager contra adfærdsklager og
anmeldelser om strafbart forhold 107
7.1.4. Klager over bid fra politihunde 109
7.2. Inhabilitet 115
7.2.1. Forvaltningslovens regler 115
7.2.2. Statsadvokaternes inhabilitet 116
7.2.3. Rigsadvokatens inhabilitet 118
7.2.4. Politiklagenævnets og nævnsmedlemmernes inhabilitet 119
7.3. Politiklagenævnets kompetence 119
7.3.1. Initiativsager 119
7.3.2. Undersøgelsens form 121
7.3.3. Yderligere undersøgelser og efterforskningsskridt 123
7.4. Tilbagekaldte klager 125
7.5. Prioriteringen af straffesager og klagesager 127
7.6. Sagsbehandlingstiden 131
7.6.1. Indledning 131
7.6.2. Faktorer, der har en væsentlig betydning for sagsbehandlingstiden 132
7.7. Personfølsomme oplysninger 136
7.8. Parternes adgang til advokatbeskikkelse 139
8. Særlige problemstillinger vedrørende kapitel 93 c-sager 143
8.1. Brud på tavshedspligt 143
8.1.1. Indledning 143
8.1.2. Videregivelse af oplysninger til pressen 144
8.1.3. Konkrete sager om brud på tavshedspligten 144
8.2. Retsplejelovens omgørelsesfrister 150
9. Særlige problemstillinger vedrørende behandlingen af færdselssager 155
9.1. Indledning 155
9.2. Automatisk hastighedskontrol og bodyguard-kørsel 155
9.3. Udrykningskørsel 156
10. Politiklagenævnenes delberetninger 161
10.1. Landsformandens beretning 161
10.2. Delberetning for Politiklagenævnet for SA
København m.v. 163
10.3. Delberetning for Politiklagenævnet for SA Sjælland 167
10.4. Delberetning for Politiklagenævnet for SA Fyn m.v. 170
10.5. Delberetning for Politiklagenævnet for SA Ålborg 172
10.6. Delberetning for Politiklagenævnet for SA Viborg 175
10.7. Delberetning for Politiklagenævnet for SA Sønderborg 175
11. Description of the rules for and procedures in
a Police Complaints Board case 177
11.1. A general description of the body of rules for processing complaints about police officers and others 177
11.1.1. Introduction 177
11.1.2. Key points 177
11.1.3. The Jurisdiction of the Police Complaints Board 178
11.1.4. Complaints about conduct 180
11.1.5. Criminal cases 181
11.1.6. Special rules concerning inquiries in pursuance of section
1020 a (2) of the Danish Administration of Justice Act. 181
11.1.7. Access to complaints 181
11.2. Description of the procedure in a Police Complaints Board case 184
11.2.1 Start of a case 184
11.2.2 The Regional Public Prosecutors particulars of the case 184
11.2.3 Interviews 184
11.2.4 The Regional Public Prosecutors report 185
11.2.5 Settlement of a case of complaint about conduct 185
11.2.6. Settlement of criminal proceedings 186
12. Bilag 188
Bilag 1. Politiklagenævnenes medlemmer 189
Bilag 2. Medarbejdere i Rigsadvokaturen og statsadvokaturerne 193
Bilag 3. JBEK 787 af 21.9.1992 om fordelingen af forretningerne
mellem statsadvokaterne 195
Bilag 4. Retsplejelovens kapitel 93 b-93 d 197
Bilag 5. JBEK 1041 af 15.12.1995 om forretningsorden for politiklagenævnene 201
Bilag 6. JBEK 1042 af 15.12.1995 om politiklagenævn 203
Bilag 7. Jcis. af 29.12.1995 om behandling af klager over politipersonalet m.v. 205
Bilag 8. Jskr. af 5.1.1996 om vidne- og transport-godtgørelse 211
Bilag 9. Jcis. af 13.10.1997 om vederlæggelse af formænd
for og medlemmer af politiklagenævn 213
Bilag 10. JM notits 3.10.1996 om aktindsigt i politiklagenævnssager 216
Bilag 11. Vejledning til indklagede og sigtede i sager
omfattet af politiklagenævnsordningen 224
Forord
Til Folketinget og Justitsministeren
Efter retsplejelovens (section) 1021 h skal Rigsadvokaten afgive en årlig beretning om behandlingen af de sager, der er nævnt i retsplejelovens kapitel 93 b og 93 c. Det drejer sig om behandlingen af klager over politipersonalets
adfærd i tjenesten, behandlingen af straffesager imod politipersonale samt undersøgelser af tilfælde, hvor en person er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt.
I overensstemmelse hermed afgiver jeg herved beretning for året 1997.
I beretningen er medtaget politiklagenævnenes delberetninger.
København, april 1998
Henning Fode
Afsnit 1.
Rigsadvokatens indledning
Antallet af indkomne klagesager hos statsadvokaterne har i beretningsåret 1997 vist et markant fald i forhold til sagsantallet i 1996. Sagsantallet er således reduceret med ca. en tredjedel.
Justitsministeriet anførte i bemærkningerne til lovforslaget om politiklagenævnsordningen, at den nye klageordning gjorde det nødvendigt at tilføre ressourcer og øge kapaciteten til sagsbehandling. I løbet af 1996 fulgte Rigsadvokaten og Justitsministeriet udviklingen tæt, blandt andet gennem de månedlige indrapporteringer fra statsadvokaterne om antallet af indkomne klagesager. Det store antal sager i ordningens første halvår kom vel bag på de fleste, og spørgsmålet om det stigende antal klager, de tilførte ressourcer og sagsbehandlingstiden var jævnligt genstand for omtale i medierne. Henimod slutningen af 1996 blev der skabt mulighed for en nødvendig personalemæssig styrkelse til behandlingen af disse sager. Ved starten af beretningsåret 1997 var alle embeder opprioriteret med endnu en juridisk medarbejder det mest belastede embede fik dog to nye medarbejdere.
I løbet af efteråret 1996 kunne der konstateres en stabilisering af sagsantallet, således at det kom til at ligge på et månedligt niveau svarende til ca. 55-60 sager på landsplan. Denne udvikling er fortsat i løbet af 1997 uden de helt store udsving. Der må således siges at være faldet ro om ordningen, og sagsantallet må antages at have fundet sit naturlige leje. Dette ligger formentlig på et niveau, der nogenlunde svarer til niveauet fra før ordningens ikrafttræden.
Landsformanden for politiklagenævnene konkluderer i sin beretning, der er optrykt i afsnit 10.1., at ordningen opleves som tillidsvækkende og betryggende for både borgeren og den indklagede polititjenestemand. Landsformanden har blandt andet hæftet sig ved, at den offentlige kritik, som var rettet mod det tidligere klagesystem, stort set er standset efter oprettelsen af politiklagenævnene, og at den første skepsis fra politiets side tilsyneladende ikke længere er til stede.
Jeg er ganske enig i denne vurdering af politiklagenævnsordningen, som nu har fungeret i to år. Det er således også min opfattelse, at ordningen fungerer efter sin hensigt. Den har vist sig funktionsdygtig og yder den nødvendige retsbeskyttelse for både den borger, der ønsker at klage, og det berørte politipersonale. Disse elementer er afgørende ved en vurdering af, om en nyordning fungerer, fremfor at hæfte sig ved statistiske opgørelser over "medholdsprocenten" og lignende. Jeg har endvidere hæftet mig ved, at den måske skeptiske eller lidt afventende holdning, som kunne spores fra politiorganisationernes side ved ordningens start, er afløst af et ønske om en dialog med henblik på løsningen af de praktiske spørgsmål, som ordningen rejser.
Et af de store spørgsmål, der blev rejst i løbet af 1996, var spørgsmålet om sagsbehandlingstiden. Statsadvokaternes grundige behandling af klagesagerne er ressourcekrævende. Det var de klare signaler, som Rigsadvokaten modtog i løbet af 1996 fra de, der i det daglige arbejdede med ordningen. Antallet af indkomne sager i ordningens første halvår sammenholdt med de ressourcer, der stod til statsadvokaternes rådighed, bevirkede ofte sagsbehandlingstider, der var væsentlig længere end ønskeligt. Det må selv sagt opleves som meget utilfredsstillende og belastende for sagens parter at skulle vente alt for længe på en afgørelse af en klagesag.
Det mere modererede sagstal har medført, at statsadvokaterne i beretningsåret i videre omfang end hidtil har kunnet leve op til lovens intentioner om en hurtig sagsbehandling. Det lavere sagstal må endvidere alt andet lige indebære, at sagsbehandlingstiden fremover i videre omfang generelt bør kunne afkortes. Der kan dog fortsat spille en række forhold ind, som statsadvokaten ikke er herre over. Jeg har valgt i beretningen for 1997 særskilt at beskrive nogle af de forhold, der kan have en væsentlig indflydelse på sagsbehandlingstiden. Der kan henvises til beskrivelsen andetsteds i beretningen.
Politiklagenævnsordningen gælder ikke for Færøerne og Grønland. Der er nu taget skridt til at indføre en tilsvarende ordning i Grønland. Justitsministeriet udarbejdede således i oktober 1997 et lovudkast om behandling af klager og kriminalsager vedrørende politipersonale i Grønland. Lovforslaget bygger på en indstilling fra Den Grønlandske Retsvæsenskommission. Kommissionen har blandt andet fundet, at en klageordning bør baseres på de muligheder, der er til stede i Grønland, ligesom der skal tages hensyn til, at de, der er involveret i klageordningen, skal have kendskab til forholdene i Grønland. Det foreslås i øvrigt, at klageordningen i det væsentligste opbygges som den nugældende danske ordning. Gennemføres lovudkastet, indebærer det, at der skal oprettes et politiklagenævn for Grønland svarende til den danske model. Selve undersøgelsen og efterforskningen af sagerne skal derimod foretages af Politimesteren i Grønland. Dette skyldes de særlige grønlandske forhold, der blandt andet indebærer, at der ikke er oprettet en statsadvokatur for Grønland. De opgaver, der i Danmark varetages af de regionale statsadvokater, er således for Grønlands vedkommende overdraget Rigsadvokaten. Lovforslaget er endnu ikke fremsat.
Der er fortsat ikke taget stilling til, hvorvidt en tilsvarende ordning vedrørende behandling af klager m.v. mod politipersonale vil blive indført på Færøerne.
Afsnit 2.
Generel beskrivelse af regelsættet for behandling af klager over politipersonalet m.v.
Folketinget vedtog ved lov nr. 393 af 14. juni 1995 en ændring af retsplejeloven, der gav et nyt regelsæt for behandling af klager over politipersonalet m.v. Regelsættet består af tre kapitler i retsplejeloven. Kapitel 93 b og kapitel 93 c regulerer henholdsvis behandlingen af adfærdsklager over politipersonalet og behandlingen af straffesager mod politipersonalet, mens kapitel 93 d vedrører de nyoprettede politiklagenævn. Regelsættet om behandling af klager over politipersonalet trådte i kraft den 1. januar 1996 og gælder indtil videre ikke for Færøerne og Grønland.
Det væsentligste element i regelsættet er, at det er de regionale
statsadvokater, der behandler klager over politipersonalets adfærd,
efterforsker straffesager mod politipersonale og afgør tiltalespørgsmålet.
Ordningen omfatter den del af de ansatte i politiet, der har politimyndighed. Det vil sige det politiuddannede personale og politiets jurister. Kontorpersonale og civile medarbejdere er ikke omfattet af ordningen.
Bestemmelserne omfatter kun forhold, der er begået i tjenesten. Denne afgrænsning af, om et forhold er begået i tjenesten, beror på en konkret vurdering. Det tilføjes i forarbejderne, at begrebet på grund af polititjenestens særlige karakter formentlig må fortolkes temmelig vidt.
Statsadvokaten foretager som udgangspunkt selv alle undersøgelses- og efterforskningsskridt, således at politiet kun i meget begrænset omfang deltager i behandlingen af disse sager. Politiet skal dog selv foretage uopsættelige undersøgelses- og efterforskningsskridt. Statsadvokaterne kan desuden bede Rigspolitichefens Rejseafdeling om i et vist omfang at hjælpe til med efterforskningen m.v. Denne eksterne hjælp til efterforskning må dog kun bruges rent undtagelsesvist og efter nøje instruktion fra statsadvokaten.
Et andet væsentligt element er indførelsen af politiklagenævn. Der er oprettet et politiklagenævn for hver regional statsadvokat. Nævnet består af en advokat og to lægmænd, og det fører tilsyn med statsadvokatens behandling af sager, der er omfattet af ordningen. Nævnene vælger en landsformand og afgiver en årlig beretning om deres virksomhed.
Regelsættet er begrænset til adfærdsklager og straffesager mod politipersonalet. Uden for ordningen falder således klager over materielle afgørelser og politiets dispositioner i forbindelse med sagsbehandlingen. Disse klager behandles efter de hidtidige regler.
Et tredje element i det nye regelsæt er en udvidet adgang til at beskikke advokat. Det gælder både for klageren og indklagede i adfærdsklagesager samt for den forurettede og polititjenestemanden i straffesager mod politipersonale.
Statsadvokaten skal straks underrette politiklagenævnet om klager og anmeldelser efter kapitel 93 b og 93 c. Nævnet skal endvidere holdes løbende orienteret om alle væsentlige beslutninger i forbindelse med sagen, f.eks. sigtelse, udvidelse af kredsen af undersøgte personer og lignende. Nævnet har samme beføjelser i de sager, statsadvokaten tager initiativ til.
Politiklagenævnet kan tilkendegive, at der bør indledes undersøgelse efter kapitel 93 b (adfærdsklager) og 93 c (straffesager m.v.), ligesom nævnet kan tilkendegive, at der bør anvendes en anden undersøgelsesform end den, statsadvokaten har valgt. Politiklagenævnet kan endvidere anmode statsadvokaten om at foretage bestemte undersøgelses- og efterforskningsskridt. Sådanne anmodninger skal normalt efterkommes, står der i lovforslagets bemærkninger.
Statsadvokaten skal endvidere udarbejde en redegørelse til politiklagenævnet om resultatet af undersøgelsen eller efterforskningen. Dette gælder dog ikke i åbenbart grundløse sager. Statsadvokaten kan eventuelt uddybe den skriftlige redegørelse i en mundtlig forelæggelse for nævnet. Det skal fremgå af redegørelsen, hvordan statsadvokaten finder, sagen bør afgøres. I tilfælde, hvor der ikke indledes undersøgelse eller efterforskning, må statsadvokaten nærmere begrunde, hvorfor han ikke finder, at der er anledning til det.
Politiklagenævnet meddeler herefter statsadvokaten, hvordan
sagen efter
nævnets opfattelse bør afgøres.
Nævnenes tilkendegivelser er ikke afgørelser i forvaltningslovens forstand. Der stilles derfor ikke krav om begrundelse, partshøring m.v.
Statsadvokatens afgørelse skal begrundes, og det skal fremgå, om afgørelsen er i overensstemmelse med politiklagenævnets opfattelse. Hvis nævnet ikke er enig i afgørelsen, kræves en udførlig begrundelse.
Justitsministeriet har fastsat nærmere regler for nævnenes virksomhed i bekendtgørelse nr. 1041 af 15. december 1995 om forretningsorden for politiklagenævnene og bekendtgørelse nr. 1042 af 15. december 1995 om politiklagenævn.
Definitionen af en adfærdsklage som det er nævnt i Justitsministeriets vejledning af 18. januar 1982 (vedrørende behandlingen af klagesager, der henhører under lokalnævnene vedrørende politiets virksomhed) bibeholdes.
Justitsministeriet beskriver i denne vejledning det centrale område for lokalnævnsbehandlingen som klager over vold og hårdhændet behandling i forbindelse med anholdelse, under opløb og lignende, myndighedsmisbrug, f.eks. i forbindelse med anholdelse og ransagning, anden ukorrekt fremgangsmåde under udførelsen af tjenesten, samt uhøflig tiltale eller anden ukorrekt personlig optræden.
Sager vedrørende klager over politipersonalets adfærd behandles af statsadvokaten efter klage eller på eget initiativ, herunder efter tilkendegivelse fra politiklagenævnet. Alle implicerede parter skal underrettes om, at klagen er indgivet.
Det er endvidere forudsat i bemærkningerne til lovforslaget, "at politiets behandling af mindre klager opretholdes". Mange små klager er efter denne praksis blevet afgjort ved en samtale mellem en overordnet polititjenestemand og klageren. Det forudsættes herved, at klageren får vejledning af politiet om den formelle klagemulighed til statsadvokaten, og at der udfærdiges en notits om det, der er sket.
Notitsen forelægges for statsadvokaten, der på eget initiativ kan iværksætte en nærmere undersøgelse. Statsadvokaten orienterer endvidere politiklagenævnet om notitsen.
Statsadvokaten kan afvise en adfærdsklage uden at realitetsbehandle den. Det gælder, hvis klagen indgives mere end 6 måneder efter at det forhold, som klagen angår, har fundet sted, eller klagen er åbenbart grundløs. Før statsadvokaten træffer afgørelse, skal sagen forelægges for politiklagenævnet.
Statsadvokaten iværksætter en efterforskning efter en anmeldelse eller på eget initiativ, f.eks. efter tilkendegivelse fra politiklagenævnet. Efterforskning iværksættes, når der er en rimelig formodning om, at politipersonale i tjenesten har begået noget strafbart, som forfølges af det offentlige.
Efterforskningen har til formål at klarlægge, om betingelserne for at pålægge strafansvar eller anden strafferetlig retsfølge er til stede, at skaffe oplysninger til brug for sagens afgørelse, og at forberede sagens behandling ved retten.
En anmeldelse kan afvises uden realitetsbehandling, hvis der ikke er en rimelig formodning om, at politipersonale i tjenesten har begået noget strafbart, som forfølges af det offentlige. Sagen skal dog først forelægges for politiklagenævnet.
Statsadvokaten skal endvidere iværksætte en efterforskning, når en person er død eller kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt. Denne efterforskning skal iværksættes, uanset om der er formodning om, at der er begået et strafbart forhold.
Både den forurettede og andre kan klage til statsadvokaten over politipersonalets adfærd i tjenesten. Det er forudsat i forarbejderne til lovændringen og svarer til, hvad der hidtil har været gældende.
Der er som udgangspunkt heller ikke begrænsninger i den personkreds, der er berettiget til at indgive anmeldelse om strafbart forhold, som er begået af politiet.
Det er derimod kun sagens parter og politiklagenævnet, der kan klage over statsadvokatens afgørelse til Rigsadvokaten.
Klagefristen er fire uger. Sagens parter skal underrettes, hvis politiklagenævnet klager over afgørelsen.
Statsadvokaten behandler sagen, når han har fået en klage eller anmeldelse. Han kan også behandle en sag på eget initiativ, f.eks. efter tilkendegivelse fra politiklagenævnet. I visse situationer er en undersøgelse obligatorisk.
Politiklagenævnet skal straks underrettes om sagen og orienteres løbende om undersøgelsens eller efterforskningens forløb. Statsadvokaten underretter desuden politimesteren (Politidirektøren), Rigspolitichefen og i visse tilfælde Justitsministeriet. Disse myndigheder skal også løbende holdes orienteret om alle undersøgelses- og efterforskningsskridt, der har betydning for varetagelsen af deres opgaver.
Finder statsadvokaten, at klagen er åbenbart grundløs, eller viser det sig ved den indledende vurdering, at klagen ikke er alvorlig ment, kan statsadvokaten undlade at iværksætte en undersøgelse eller efterforskning. Statsadvokaten skal forelægge spørgsmålet om afvisning af klagen for politiklagenævnet, inden den bliver truffet.
Statsadvokaten udarbejder i sager om adfærdsklager en sagsfremstilling på grundlag af de foreliggende oplysninger. Den indklagede polititjenestemand modtager en kopi af sagsfremstillingen inden, han eller hun bliver afhørt. Den indklagede har ikke pligt til at udtale sig om sagsfremstillingen.
Der udarbejdes ikke sagsfremstilling i forbindelse med strafferetlige undersøgelser.
Parterne vil herefter normalt blive indkaldt til afhøring på statsadvokatens kontor eller eventuelt på et andet sted, som statsadvokaten skønner er hensigtsmæssigt.
Det kan f.eks. være rådhuset på det sted, hvor den handling, der klages over, har fundet sted.
Statsadvokaten kan beslutte, at forklaringerne i stedet skal afgives i retten. Retsmøderne er som udgangspunkt offentlige.
Statsadvokaten udarbejder en redegørelse til politiklagenævnet, når undersøgelsen eller efterforskningen er afsluttet. Denne redegørelse skal indeholde en gennemgang af sagens forløb og faktum, en vurdering af beviserne og en tilkendegivelse om sagens afgørelse. Der udarbejdes ikke redegørelse i åbenbart grundløse sager.
Politiklagenævnet meddeler herefter statsadvokaten, hvordan nævnet mener, at sagen bør afgøres. Statsadvokaten afgør herefter sagen og underretter sagens parter. Afgørelsen bliver også sendt til politimesteren (Politidirektøren) og Rigspolitichefen samt i visse tilfælde til Justitsministeriet.
Afvisning
Statsadvokaten afviser klagen, hvis undersøgelsen ikke har skaffet oplysninger, der støtter klagen, eller klagen er åbenbart grundløs. Statsadvokaten underretter sagens parter.
Klager får helt eller delvist medhold
Finder statsadvokaten, at den indklagede har udvist en kritisabel
adfærd,
vil statsadvokaten meddele det til klageren. Den indklagede vil modtage en
genpart af statsadvokatens afgørelse, der i visse tilfælde kan danne grundlag
for en disciplinær undersøgelse.
Er der grundlag for at rejse sigtelse, eller er der mistanke om et strafbart forhold, og den indklagede forlanger sagen behandlet som straffesag, sluttes behandlingen af klagen. Behandlingen af klagen kan genoptages, hvis der ikke rejses tiltale eller fældes dom.
Har undersøgelsen påvist fejl af generel karakter, vil statsadvokaten rejse spørgsmålet over for den ansvarlige myndighed.
Klagen tilbagekaldes
En sag vil normalt blive afsluttet, hvis klagen tilbagekaldes. Da en undersøgelse også kan iværksættes på statsadvokatens initiativ, kan behandlingen af klagen dog fortsætte, hvis statsadvokaten finder det nødvendigt.
Andre muligheder
I visse tilfælde vil sagen kunne overgå til behandling ved en undersøgelsesret m.v.
Afvisning
Statsadvokaten indstiller efterforskningen, hvis den ikke har bragt oplysninger, der giver rimelig formodning om, at der er begået et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige. Anmeldelsen bliver også afvist, hvis den er åbenbart grundløs.
Har statsadvokaten foretaget en undersøgelse efter retsplejelovens (section) 1020 a, stk. 2, indstiller statsadvokaten på samme måde efterforskningen. Det sker, når sagens omstændigheder er fuldt oplyste, og der ikke ud fra de fundne oplysninger er en rimelig formodning om, at der er begået et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige.
Tiltalerejsning m.v.
Statsadvokaten kan afgøre straffesagen med at rejse tiltale, opgive påtale eller frafalde tiltale m.v. Afgørelsesformerne fremgår af retsplejelovens bestemmelser om strafferetsplejen.
Politimesteren (Politidirektøren) og Rigspolitichefen vil i alle tilfælde blive underrettet om afgørelsen. Dette gælder i visse tilfælde også Justitsministeriet.
Statsadvokaten vil, når han overvejer tiltalespørgsmålet, også tage stilling til, om der foreligger anden kritisabel adfærd herunder om sagen skal behandles som en adfærdsklage.
Statsadvokaterne træffer ikke afgørelse i disciplinærsager. Disse sager behandles efter de gældende regler. Dette afsnit beskriver kort samspillet mellem regelsættene om disciplinærsager og politiklagenævnssager. Regelsættet om disciplinærsagers behandling er beskrevet i beretningen for 1996 side 152 ff.
Statsadvokaten skal underrette vedkommende politimester (Politidirektøren) og Rigspolitichefen, når der indledes en adfærdsklagesag eller efterforskning i en straffesag. Det følger af bestemmelserne i retsplejelovens (section) 1019 j og (section) 1020 a, stk. 2, 2. pkt.
Disse regler har til formål at sikre, at ansættelsesmyndigheden får lejlighed til at vurdere, om sagen giver anledning til disciplinære foranstaltninger overfor den indklagede eller anmeldte polititjenestemand. Det følger dog tillige af bestemmelserne, at der ikke indledes en disciplinærundersøgelse i anledning af en klage eller anmeldelse, før behandlingen af adfærdsklagen eller straffesagen er afsluttet. Baggrunden for bestemmelsen er at undgå, at sagen samtidig undersøges både som politiklagenævnssag og som disciplinærsag.
Bestemmelserne er ikke til hinder for, at den indklagede eller anmeldte suspenderes eller midlertidigt overføres til andet arbejde efter de almindelige regler for tjenesten, mens klagenævnssagen verserer. Denne afgørelse træffes af Rigspolitichefen.
Statsadvokaten orienterer politimesteren (Politidirektøren) og Rigspolitichefen (ansættelsesmyndigheden), når undersøgelsen eller efterforskningen af klagesagen er afsluttet. Denne orientering sker efter, at statsadvokaten har færdigbehandlet sagen og truffet afgørelse i sagen.
Herved får politimesteren (Politidirektøren)/Rigspolitichefen mulighed for at tage stilling til, om der skal indledes en disciplinærsag.
Statsadvokaten afgiver dog ikke indstilling om, hvorvidt der bør indledes en disciplinærsag.
Politimesterens (Politidirektørens) eller Rigspolitichefens grundlag for at indlede en eventuel disciplinærsag vil blandt andet være statsadvokatens afgørelse.
Statsadvokatens afgørelse af en begrundet klage eller anmeldelse kan blandt andet gå ud på, at der gives klageren en beklagelse af det passerede, eller at der rejses kritik af den eller de involverede polititjenestemænd. Denne afgørelse kan træffes både i sager, hvor der har været foretaget en undersøgelse af en adfærdsklage eller i en straffesag, hvor statsadvokaten har fundet, at der ikke forelå et tiltalegrundlag.
Statsadvokatens afgørelse fører ikke nødvendigvis til, at der indledes en disciplinær undersøgelse med en disciplinær sanktion til følge. Har statsadvokaten udtalt kritik eller beklaget det passerede overfor klageren, bør statsadvokatens afgørelse følges op på tjenestestedet i forhold til den eller de involverede polititjenestemænd som led i en ledelsesmæssig og personalepolitisk disposition. Rigspolitichefen, Politidirektøren i København og politimestrene er enige i denne procedure.
Når der tale om mere alvorlige sager, som fører til en disciplinær sanktion,
er det naturligt, at Rigspolitichefen (politimesteren/
Politidirektøren)
orienterer statsadvokaten om afgørelsen af disciplinærsagen. Det samme gælder,
hvor statsadvokatens kritik eller beklagelse har ført til en ledelsesmæssig
tilkendegivelse.
Afsnit 3.
Politiets og anklagemyndighedens organisation og opgaver
Dette afsnit beskriver, hvordan politiet og anklagemyndigheden er opbygget, og hvilke opgaver disse myndigheder har. Desuden omtales en række forvaltningsretlige aspekter, der har betydning for behandlingen af klagesager herunder også for behandling af klager over statsadvokaternes afgørelser i sager, der er omfattet af ordningen med politiklagenævn.
Politiets opgave er efter retsplejelovens (section) 108 at opretholde sikkerhed, fred og orden, at påse overholdelsen af landets love og vedtægter samt at foretage det nødvendige for at hindre forbrydelser og efterforske og forfølge sådanne.
Landet er inddelt i 54 politikredse samt politikredsene i Grønland og på Færøerne. Københavns politikreds ledes af Politidirektøren i København, de øvrige af en politimester.
Justitsministeren er efter retsplejelovens (section) 109, stk. 1, politiets øverste foresatte. Ministeren udøver sine beføjelser gennem Rigspolitichefen, Politidirektøren i København og politimestrene.
Politiets personale- og økonomiforvaltning m.v. er efter rets-
plejelovens
(section) 110 underlagt Rigspolitichefen. Denne fører des-
uden tilsyn med
politimestrenes (Politidirektørens) almindelige måde at tilrettelægge politiets
arbejde på og giver almindelige
bestemmelser for dette. Disse bestemmelser
udgives i Rigspolitichefens Kundgørelsessamling.
Anklagemyndighedens opgaver og organisation er beskrevet i retsplejelovens kapitel 10 ((section)(section) 95 - 107). Anklagemyndigheden består af Rigsadvokaten, statsadvokaterne og politimestrene.
Anklagemyndighedens opgave er i forbindelse med politiet at forfølge forbrydelser efter reglerne i retsplejeloven. De overordnede målsætninger for denne opgave er beskrevet i retsplejelovens (section) 96, stk. 3. Her står det, at anklagemyndigheden skal fremme enhver sag med den hurtighed, som sagens beskaffenhed tillader. Derved skal anklagemyndigheden påse, at de strafskyldige drages til ansvar. Den skal også sikre, at uskyldige ikke bliver retsforfulgt ("objektivitetsprincippet").
Anklagemyndigheden er underlagt justitsministeren, der fører tilsyn med de offentlige anklagere. Justitsministeren kan endvidere fastsætte bestemmelser for, hvordan de offentlige anklagere skal udføre deres opgaver, og ministeren kan give disse pålæg om at behandle konkrete sager. Justitsministeren behandler endvidere klager over afgørelser, der er truffet af Rigsadvokaten som 1. instans.
Rigsadvokatens opgaver er beskrevet i retsplejelovens (section) 99. Ifølge den varetager Rigsadvokaten straffesager ved Højesteret og virker ved Den Særlige Klageret. Rigsadvokaten er de øvrige anklageres overordnede og fører tilsyn med dem.
Rigsadvokaten fastsætter endvidere bestemmelser om, hvordan de offentlige anklagere skal udføre deres opgaver. Disse generelle instrukser udgives blandt andet i Rigsadvokatens Meddelelser. Rigsadvokaten har f.eks. i Meddelelse 7/1992 fastsat nærmere retningslinjer om påtalekompetencen og forelæggelsesregler m.v. for anklagemyndigheden.
Rigsadvokaten kan desuden give de offentlige anklagere pålæg om at behandle konkrete sager.
Rigsadvokaten behandler også klager over afgørelser, der er truffet af statsadvokaterne som 1. instans.
Statsadvokaternes opgaver er beskrevet i retsplejelovens (section) 101. Her står det, at statsadvokaterne varetager straffesager ved landsretterne, herunder anke- og nævningesager og stillingtagen til spørgsmålet om anke af byretsafgørelser. Statsadvokaterne fører endvidere tilsyn med politimestrenes (Politidirektørens) behandling af straffesager og behandler klager over afgørelser, der er truffet af politimestrene (Politidirektøren) vedrørende strafforfølgning.
Statsadvokaterne kan endvidere fastsætte bestemmelser for, hvordan politimestrene (Politidirektøren) skal udføre deres opgaver som offentlige anklagere. De kan også give pålæg om behandlingen af konkrete sager, blandt andet ved at pålægge politimestrene (Politidirektøren) at begynde, fortsætte, undlade eller standse forfølgningen i en konkret sag.
Statsadvokaterne behandler desuden sager om erstatning i forbindelse med strafferetlig forfølgning (retsplejelovens kapitel 93 a) og klager over politiet (retsplejelovens kapitel 93 b - 93 d). Statsadvokaterne fører tilsyn med længden af strafferetlige foranstaltninger, som psykisk afvigende kriminelle er blevet idømt, og tager herunder også stilling til spørgsmået om friheder efter "frihedscirkulæret" (Justitsministeriets cirkulære nr. 227/1977).
Statsadvokaternes forretninger er fordelt mellem seks regionale statsadvokater og statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet (Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 787/1992). Der henvises til bilag 3.
Politimestrenes og Politidirektørens opgaver som anklagemyndighed er beskrevet i retsplejelovens (section) 104. Politimestrene (Politidirektøren) og de offentlige anklagere, der er ansat hos disse, fungerer som anklagemyndighed ved byretterne. Politimesteren (Politidirektøren) har således ved siden af ledelsen af politiet som beskrevet i afsnit 3.2. ansvaret for politikredsens efterforskning og den lokale anklagemyndigheds virksomhed.
Ved lov om anklagemyndighedens struktur (L 385/1992) blev den almindelige påtalekompetence i straffesager ændret. Påtalen hører nu som udgangspunkt under politimestrene (Politidirektøren).
Politimesteren (Politidirektøren) skal dog efter bestemmelserne i retsplejeloven og anklagemyndighedens forelæggelsesregler, herunder Rigsadvokatens Meddelelse 7/1992, forelægge en række sager for statsadvokaten, inden der rejses tiltale m.v.
Det gælder f.eks., hvis der kan rejses begrundet tvivl om politimesterens (Politidirektørens) habilitet, hvis ansatte i politiet er blevet forurettet i tjenesten, eller hvis sigtede har indgivet klage over, at politiet har anvendt særlige efterforskningsskridt. Dog undtages klart grundløse klager over efterforskningsskridt, der er godkendt af retten. Det gælder f.eks. også sager mod psykisk afvigende kriminelle, sager mod advokater, samt visse særlovssager, f.eks. sager hvor der er uenighed mellem politimesteren (Politidirektøren) og særmyndigheden omkring tiltalens udformning.
Kompetenceændringen blev koblet sammen med en udvidelse af statsadvokaternes pligt til almen kontrol og tilsyn med politikredsenes arbejdstilrettelæggelse og sagsbehandling. Ved at give statsadvokaterne mulighed for af egen drift eller efter en klage at kunne tage afgørelser op til fornyet behandling, tilgodeses hensynet til en ensartet sagsbehandling.
I en beskrivelse af, hvordan der kan klages over politiets virksomhed, kan der skelnes mellem dispositioner og afgørelser, der er truffet af politimestrene (Politidirektøren) eller på disses ansvar, og politipersonalets adfærd eller strafbare forhold i tjenesten.
Klager over dispositioner og afgørelser er ikke omfattet af politiklagenævnsordningen. Spørgsmålet om, hvilken myndighed der er rette klageinstans, afhænger af sagens karakter.
Afgørelsen kan påklages til justitsministeren, når der er tale om rent politimæssige (operationelle) dispositioner uden for strafferetsplejen. Disse sager omfatter dispositioner som led i ordenshåndhævelsen, f.eks. afspærring af et område som følge af cykelløb eller som følge af et færdselsuheld, bortvisning af en person fra en lokalitet, anbringelse i detentionen og lignende.
For en række af politiets øvrige opgaver uden for strafferetsplejen gælder der særlige klageregler. Efter at færdselsområdet er overført til Trafikministeriet, er dette ministerium f.eks. klageinstans vedrørende klager over afslag på udstedelse af kørekort.
Politiet yder endvidere på forskellige særlovsområder bistand til særmyndigheden, når den gennemfører kontrolforanstaltninger også i tilfælde, hvor der ikke er mistanke om et strafbart forhold.
Endvidere indeholder nogle særlove bestemmelser, der giver politiet adgang til en administrativ tilsynsbeføjelse uden for strafferetsplejen, f.eks. i dyreværnsloven.
Er der derimod tale om dispositioner som led i den strafferetlige efterforskning, kan afgørelsen påklages til den regionale statsadvokat. Det kan være afgørelser om at benytte bestemte efterforskningsskridt, herunder f.eks. at anholde, ransage, beslaglægge og lignende. På tilsvarende måde kan man klage over, at bestemte efterforskningsskridt ikke er foretaget f.eks. at en person ikke er afhørt, eller at en person ikke er afhørt grundigt nok. Kun hvis der er tale om chikane eller magtmisbrug fra politiets side, kan denne sagstype være omfattet af ordningen med politiklagenævn.
Spørgsmålet om lovligheden af politiets efterforskningsskridt kan endvidere indbringes for retten efter retsplejelovens (section) 746, stk. 1.
Der kan også klages over politimesterens (Politidirektørens)
afgørelse af
tiltalespørgsmålet f.eks. hvis politimesteren (Politidirektøren) opgiver påtale,
afviser en anmeldelse eller indstiller efterforskningen.
Klager over formelle mangler ved sagsbehandlingen behandles af den myndighed, der behandler klagen over selve afgørelsen.
Statsadvokaten behandler således også klager over formelle mangler ved politiets sagsbehandling, f.eks.
manglende begrundelse
manglende eller fejlagtig klagevejledning
inhabilitetsindsigelser eller
fejl begået af politiet i forbindelse med efterforskningen (f.eks. gengivet en forklaring forkert i rapporten).
Tilsvarende kan man klage til statsadvokaten over politimesterens (Politidirektørens) afslag på en begæring om aktindsigt.
Det er kun sagens parter, der er klageberettigede i forhold til selve afgørelsen. Som part anses efter forvaltningsretten den, der har en væsentlig, direkte, individuel og retlig interesse i sagens afgørelse. Det kan f.eks. være en person, der har fremsat et erstatningskrav i anledning af sagen.
Klager nogen, der ikke er part med hensyn til sagens realitet, over den formelle sagsbehandling, vil klageren kun være part i denne sag. F.eks. vil en person, der ønsker aktindsigt i en straffesag efter forvaltningslovens (section) 18, være part i den sag, der vedrører spørgsmålet om vedkommendes partsstatus. Han har derved adgang til at klage over politimesterens (Politidirektørens) afslag på aktindsigt i straffesagen.
Klageadgangen indebærer en helt ny realitetsbehandling af sagen. Således skal der som udgangspunkt foretages en fuldstændig materiel prøvelse af bevisbedømmelsen, retsspørgsmål og skønsspørgsmål. Tilsvarende gælder for den formelle sagsbehandling.
Samtidig med kompetenceændringen i 1992 blev klageadgangen moderniseret og forenklet med henblik på en hurtigere og mere effektiv behandling af klagesager. Derved blev også denne sagskategori underlagt det almindelige to-instansprincip. Det indebærer, at statsadvokatens afgørelse af en klage over politimesterens (Politidirektørens) afgørelse er endelig.
Har statsadvokaten truffet afgørelsen som 1. instans, kan man dog klage over den til Rigsadvokaten. Rigsadvokatens afgørelser i klagesager kan ikke påklages til justitsministeren.
Klagefristen er fire uger efter, at klageren har modtaget afgørelsen. Klagen skal dog behandles, hvis der er en undskyldelig årsag til, at klagefristen er overskredet. Det er op til klageren selv at begrunde, hvorfor overskridelsen af fristen er undskyldelig.
Klages der kun over formalitetsspørgsmål, gælder to-instansprincippet og fire-ugers klagefristen ikke. Politimesterens (Politidirektørens) afgørelse vil herefter kunne påklages til statsadvokaten, Rigsadvokaten og Justitsministeriet.
Den overordnede myndighed kan i øvrigt også uden klage tage en sag op til vurdering, som en underordnet myndighed behandler.
Afsnit 4.
Statistisk opgørelse over behandlingen af konkrete klagesager hos statsadvokaterne
Statsadvokaterne har i beretningsåret modtaget 645 sager, der er omfattet af politiklagenævnsordningen. Dette er et fald i sagstilgangen i forhold til beretningsåret 1996, hvor statsadvokaterne modtog i alt 1013 sager.
Det blev anført i beretningen for 1996, at der havde været overvejelser om, hvorvidt de indkomne sager burde fordeles på de enkelte politikredse. Rigsadvokaten fandt imidlertid, at en sådan fordeling ville kunne give anledning til en række misforståelser. Således ville f.eks. et højt antal klager over politipersonalet i en given politikreds ved en ureflekteret læsning kunne give en fejlagtig opfattelse af klagefrekvensen.
Det blev endvidere anført, at der indgår en lang række parametre ud over de mere basale statistiske oplysninger, hvis man skal vurdere klagefrekvensen. Det kunne f.eks. være oplysninger om politikredsens befolkningsunderlag, politipersonalets størrelse, antal politiforretninger i beretningsåret m.v. Der ville også være behov for nærmere oplysninger om politikredsens demografi og om eventuelle længerevarende og omfattende konfliktsituationer i lokalsamfundet, der har åbnet for mulighed for konfrontationer mellem politi og borgere, der kunne fremkalde klager. På denne baggrund blev det ikke fundet tilstrækkeligt velbegrundet at foretage denne opdeling i beretningen.
Januar Februar Marts April Maj Juni Juli August September Oktober November December I alt pr.
1997 1997 1997 1997 1997 1997 1997 1997 1997 1997 1997 1997 31.12.1997
Statsadvokaten for København mv.
adfærdsklager 4 4 8 9 9 5 5 9 10 8 10 5 86
straffesager 14 10 6 6 15 15 11 8 21 12 11 8 137
(heraf færdselssager) (5) (5) (5) (1) (6) (7) (5) (2) (8) (5) (3) (6) (58)
I alt 18 14 14 15 24 20 16 17 31 20 21 13 223
Statsadvokaten for Sjælland
adfærdsklager 9 5 1 7 4 3 7 4 3 4 5 3 55
straffesager 8 2 2 2 10 7 6 12 6 8 4 1 68
(heraf færdselssager) (0) (2) (0) (1) (2) (0) (1) (5) (2) (0) (1) (0) (14)
I alt 17 7 3 9 14 10 13 16 9 12 9 4 123
Statsadvokaten for Fyn mv.
adfærdsklager 3 6 3 3 2 5 2 6 5 2 2 2 41
straffesager 3 2 1 0 3 0 0 1 3 0 0 0 13
(heraf færdselssager) (0) (1) (0) (0) (0) (0) (0) (0) (1) (0) (0) (0) (2)
I alt 6 8 4 3 5 5 2 7 8 2´ 2 2 54
Statsadvokaten i Ålborg
adfærdsklager 2 3 0 5 5 2 4 6 1 8 7 3 46
straffesager 4 2 2 4 0 4 4 4 1 5 3 3 36
(heraf færdselssager) (1) (0) (0) (2) (0) (0) (0) (2) (0) (0) (2) (0) (7)
I alt 6 5 2 9 5 6 8 10 2 13 10 6 82
Statsadvokaten i Viborg
adfærdsklager 3 6 1 5 5 3 6 4 1 3 2 2 41
straffesager 0 3 2 4 0 0 3 0 1 2 0 0 15
(heraf færdselssager) (0) (1) (0) (2) (0) (0) (2) (0) (0) (0) (0) (0) (5)
I alt 3 9 3 9 5 3 9 4 2 5 2 2 56
Statsadvokaten i Sønderborg
adfærdsklager 5 7 11 4 1 4 5 6 3 6 5 7 64
straffesager 3 4 1 2 3 5 5 1 4 6 3 6 43
(heraf færdselssager) (2) (2) (0) (1) (0) (2) (1) (1) (1) (3) (1) (0) (14)
I alt 8 11 12 6 4 9 10 7 7 12 8 13 107
Total
adfærdsklager 26 31 24 33 26 22 29 35 23 31 31 22 333
straffesager 32 23 14 18 31 31 29 26 36 33 21 18 312
(heraf færdselssager) (8) (11) (5) (7) (8) (9) (9) (10) (12) (8) (7) (6) (100)
I alt 58 54 38 51 57 53 58 61 59 64 52 40 645
Der har heller ikke i beretningsåret vist sig et behov for disse oplysninger, og det er således fortsat Rigsadvokatens opfattelse, at der ikke er grundlag for en sådan opsplitning af de statistiske oplysninger. Nogle politiklagenævn har valgt også i delberetningen for 1997 at fordele de indkomne sager på de enkelte politikredse, se afsnit 10.
Statsadvokaterne har i beretningsåret 1997 afgjort 609 sager, der er omfattet af politiklagenævnsordningen. Der er her tale om sager, som er indkommet i beretningsårene 1996 og 1997. Statsadvokaterne afgjorde i 1996 i alt 526 sager. En række af de konkrete sager, som statsadvokaterne har behandlet i beretningsåret, er beskrevet i afsnit 6. Sager af mere principiel karakter er behandlet i beretningens afsnit 7-9.
Statsadvokaternes afgørelse af politiklagenævnssager
Antal sager afgjort i 1997 1996
Afgjorte klager over politipersonalets adfærd 320 260
Afgjorte straffesager mod politipersonale 1 283 (106) 258 (117)
Afsluttede undersøgelser efter (section) 1020 a, stk. 2 6 8
I alt sager omfattet af ordningen 609 526
1) Færdselssager er anført i parentes
Statistikken over afgjorte adfærdssager indeholder oplysninger om klager, der er forligt i politikredsen (notitssager), tilbagekaldte klager og afviste klager. Endvidere indgår der oplysninger om sager, hvor der ikke er udtalt kritik af politiet, men hvor statsadvokaten alligevel har beklaget forholdet over for klageren. Endelig indgår der oplysninger om sager, hvor statsadvokaten har fundet grundlag for at kritisere den enkelte polititjenestemand eller "systemet". Der er i beretningsåret afgjort i alt 320 sager. Heraf var 161 sager indkommet i 1996.
Statsadvokaternes afgørelser af klager over politipersonalets adfærd
Fordelingen efter afgørelsens indhold 1997 1996
Klagen forligt i politikredsen 1 45 39
Klagen tilbagekaldt 24 32
Klagen afvist som forældet 2 4 12
Klagen afvist som ubegrundet 3 206 145
Ej kritik, men forholdet beklaget 4 10 15
Grundlag for kritik 5 6 4
Systemkritik 6 0 1
Andet 7 25 12
I alt 320 260
Noter:
1) Notitssager.
2) Retsplejelovens.(section) 1019 a, stk. 2.
3) Gruppen omfatter bl.a. sager, der er grundløse, sager, hvor undersøgelsen
ikke har underbygget klagen,
og sager, hvor der er modstridende forklaringer
("uafgjort").
4) Sager, hvor statsadvokaten har beklaget forholdet over for klager, selvom
der ikke har været grundlag for
kritik af polititjenestemandens adfærd.
5) Kritik af polititjenestemandens adfærd.
6) Herunder kritik af tilrettelæggelsen af generelle procedurer.
7) Gruppen omfatter bl.a. sager, der er henlagt, fordi klager ikke har reageret på henvendelser fra statsadvokaten.
Statistikken over afgjorte straffesager indeholder oplysninger om sager, hvor anmeldelsen er afvist uden realitetsbehandling, og sager, hvor statsadvokaten har indstillet efterforskningen eller opgivet påtale. Endvidere indgår der oplysninger om de sager, hvor statsadvokaten har fundet, at der var et tiltalegrundlag. Denne kategori omfatter både sager, hvor der er rejst tiltale, hvor tiltalen er frafaldet eller hvor polititjenestemanden har fået en advarsel efter retsplejeloven. Endelig indgår der oplysninger om de sager, hvor statsadvokaten har beklaget forholdet, selvom der ikke har været et tiltalegrundlag i sagen. Færdselssagerne er anført særskilt. Der er i beretningsåret afgjort i alt 289 sager. Heraf var 138 sager indkommet i 1996.
Statsadvokaternes afgørelse af straffesager mod politipersonalet
Fordelingen efter afgørelsens indhold 1 1997 1996
Anmeldelsen afvist 2 78 (18) 57 (7)
Efterforskning indstillet eller påtale opgivet 3 150 (47) 112 (47)
Tiltalegrundlag 4 37 (28) 36 (31)
Forholdet beklaget, men ikke tiltalegrundlag 5 5 (0) 5 (2)
Andet 6 19 (13) 48 (30)
I alt 289 (106) 258 (117)
Noter:
1) Færdselssager er anført i parentes
2) Afvisning efter rpl. (section) 749, stk. 1.
3) Gruppen omfatter både sager, hvor efterforskning er indstillet efter
retsplejelovens (section) 749, stk. 2
(ikke-sigtede personer), og sager,
hvor påtale er opgivet efter retsplejelovens (section) 721, stk.1, nr. 1
(sigtede personer).
4) Gruppen omfatter sager, hvor der er rejst tiltale, udsendt bødeforlæg og
meddelt tiltalefrafald eller
en advarsel.
5) Sager, hvor statsadvokaten har beklaget det skete, selvom der ikke har været grundlag for tiltale m.v.
6) Gruppen omfatter bl.a. sager, der er tilbagekaldt, bagatelsager (færdselssager) m.v.
Undersøgelse efter (section) 1020a, stk. 2 1997 1996
Efterforskning indstillet 6 8
Andet 0 0
I alt 6 8
Rigsadvokaten har i årets løb modtaget 111 klager over afgørelser, der er truffet af statsadvokaterne. Der henvises herved til afsnit 5 om sagsbehandlingen hos Rigsadvokaten.
Statsadvokaternes mangeartede opgaver efter retsplejeloven er beskrevet i afsnit 3.3. Det er her beskrevet, hvorledes der gælder flere regelsæt for behandlingen af klager over politiet. Klager over dispositioner og afgørelser er ikke omfattet af politiklagenævnsordningen. Klager over politiets dispositioner og afgørelser inden for strafferetsplejen kan påklages til statsadvokaten. Statsadvokaten behandler således klager over politiets dispositioner som led i den strafferetlige efterforskning, klager over formelle mangler ved politiets sagsbehandling og klager eller anmeldelser, der er omfattet af politiklagenævnsordningen. Statsadvokaterne er derimod ikke klageinstans for klager over politimæssige dispositioner. Klager af denne karakter indbringes for Justitsministeriet.
Efter retsplejelovens (section) 1021 a, stk. 1, skal statsadvokaten straks underrette politiklagenævnet om klager og anmeldelser, der skal behandles efter kapitel 93 b (adfærdsklager) eller kapitel 93 c (straffesager). Statsadvokatens underretning kan i praksis først ske, når det er afklaret, om en sag er omfattet af ordningen.
Når en klagesag er indkommet, foretager statsadvokaterne en
foreløbig
vurdering af klagen, herunder om denne skønnes at være omfattet af ordningen.
Det kan dog lejlighedsvis være vanskeligt straks at vurdere, om en modtaget
klage er omfattet af politiklagenævnsordningen. Dette gør sig navnlig gældende,
når den indeholder flere forskellige elementer, således som det er beskrevet i
afsnit 7.1.3, men det kan også skyldes fortolkningen af området for
retsplejelovens (section) 1020 a, stk. 2.
Efter denne bestemmelse iværksætter statsadvokaten efterforskning, når en person er død eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt.
Ofte bliver det først efter en mere indgående undersøgelse klart, om en klage eller anmeldelse er omfattet af ordningen. Som et eksempel på en sag, hvor der blev brugt mange ressourcer til at afgøre, om sagen skulle behandles af statsadvokaten og politiklagenævnet som en politiklagenævnssag, kan der henvises til afsnit 7.1.3., hvor der omtales en sag vedrørende politiets adfærd over for pårørende til en person med hjertestop. Sagen viste sig efter en nærmere undersøgelse at være en dispositionsklage, som statsadvokaten sendte videre til Justitsministeriet.
Nedenfor omtales nogle eksempler på sager, hvor statsadvokaten har overvejet, om en episode var omfattet af retsplejelovens (section) 1020 a, stk. 2. I ingen af de nævnte tilfælde fandt statsadvokaten, at sagen var omfattet af politiklagenævnsordningen.
En 18-årig mand, der havde været til ulempe på et værtshus, var kørt væk i en varevogn. Den pågældende kørte ad en gågade, og to partrujevogne fulgte efter i en afstand af ca. 100 m. Under kørslen på gågaden, der foregik med en hastighed på ca. 100 km/t påkørte han en granitsøjle. For enden af gågaden kørte han i en sø. Polititjenestemændene i patruljevognene så ikke uheldet, men observerede bilen liggende i søen med bunden opad. Polititjenestemændene forsøgte at redde den unge mand ud. Pågældende var livløs, da han med Falcks hjælp kom ud. Han blev erklæret død på sygehuset ca. en time efter uheldet. Obduktionen påviste ikke dødsårsagen, men den antoges have været kuldechok (SA2-97-46-0052).
En politipatrulje satte efter en gerningsmand til et indbrud. Gerningsmanden væltede på sin knallert og pådrog sig benbrud med hospitalindlæggelse til følge (SA3-97-321-0121).
En politipatrulje satte efter indbrudstyv, der var stukket af i en stjålet bil. Under kørslen, hvor hastigheden var op til 180 km/t, påkørte gerningsmanden et autoværn og patruljevognen. Efter standsningen angav gerningsmanden, at han ikke kunne mærke sine ben. Han mente, at han kunne have brækket ryggen. Samme dag oplyste hospitalet, at gerningsmanden havde fået en rygmarvsrystelse, der nu havde fortaget sig. Han havde ikke brækket ryggen (SA3-97-321-0112).
En motorcykelbetjent havde standset et større vogntog. Vogntoget holdt helt inde i vejsiden delvist i rabatten. Politiassistenten og føreren af vogntoget stod og talte sammen foran vogntoget og den parkerede motorcykel. I samme retning som vogntoget kom en varebil, der af ukendte grunde snittede venstre bagerste del af vogntoget. Føreren af varebilen mistede herredømmet over varevognen, der fortsatte uden om og ind foran vogntoget. Her blev føreren af vogntoget ramt, hvorved han blev slynget ind i motorcyklen og dræbt (SA3-97-321-0117).
Det viste sig i beretningsåret 1996, at denne form for indledende undersøgelse af, om en klagesag er omfattet af politiklagenævnets kompetence, i nogen grad kunne belaste statsadvokaterne. Det blev derfor medio 1997 efter ønske fra statsadvokaterne besluttet at opgøre antallet af indkomne klagesager, hvor statsadvokaten har måttet foretage en nærmere undersøgelse af, om en sag er omfattet af politiklagenævnsordningen. Opgørelsen omfatter sager, der er indkommet til statsadvokaterne i andet halvår 1997.
Opgørelse over undersøgelsessager i andet halvår 1997
Fordelingen efter afgørelsens indhold 1997
Politiklagenævnssag 3
Dispositionsklage 18
Verserende 8 Andet 1 3
I alt 32
Noter:
1) Andet, herunder henlagt
Afsnit 5.
Behandlingen af klagesager i Rigsadvokaturen
Der er ovenfor i afsnit 3.5. redegjort for de almindelige principper for hvem, der er berettigede til at klage over en afgørelse. Herefter er det kun sagens parter, der er klageberettigede i forhold til selve afgørelsen. Som part anses efter forvaltningsretten den, der har en væsentlig, direkte, individuel og retlig interesse i sagens afgørelse.
Reglerne for behandlingen af klager over statsadvokaternes afgørelser af politiklagenævnssager afviger på et punkt fra de beskrevne generelle regler.
Som anført i afsnit 2.7. om klageadgangen, kan både den forurettede og andre klage til statsadvokaten over politipersonalets adfærd i tjenesten, og der gælder som udgangspunkt heller ikke begrænsninger i den personkreds, der er berettiget til at indgive anmeldelse om strafbart forhold, som er begået af politipersonale.
Det er derimod kun sagens parter og politiklagenævnet, der kan klage over
statsadvokatens afgørelse til Rigsadvokaten. Klagebehandlingen er undergivet det
almindelige to-instansprincip, som indebærer, at Rigsadvokatens afgørelse af en
klage over statsadvokatens afgørelse er endelig. Afgørelsen kan således ikke
påklages til
Justitsministeriet. Dette fremgår af retsplejelovens (section)
1019 h og (section) 1020 g, jf. (section) 99, stk. 3, samt (section) 1021 f.
Reglen om politiklagenævnets klageadgang findes i retsplejelovens (section) 1021 f. Det anføres om bestemmelsen i lovforarbejderne:
"Om baggrunden for bestemmelsen bemærkes, at politiklagenævnets virksomhed skal medvirke til at sikre, at befolkningen har tillid til, at sagerne i enhver henseende behandles sagligt og korrekt. Der må ikke kunne opstå mistanke om, at man holder hånden over politifolk, der har begået strafbart eller kritisabelt forhold, jf. herved betænkning 1278/1994, side 172 og side 179.
Det er politiklagenævnet som sådant ikke det enkelte medlem der har klageadgang. Dvs. at en klage fra politiklagenævnet forudsætter, at mindst to af nævnets tre medlemmer ønsker at klage, jf. betænkning 1278/194, side 172.
Da parterne selv har mulighed for at påklage afgørelsen, forudsættes det, at
politiklagenævnets beføjelse til at klage opfattes som en form for
ekstra
garanti, der kun undtagelsesvis bringes i anvendelse, f.eks. hvis en sag er af
principiel interesse, jf. betænkning 1278/1994, side 172 og side 179".
Der gælder samme klagefrist for politiklagenævnet som for sagens parter. Det
vil sige, at klagefristen er fire uger efter, at nævnet har modtaget afgørelsen.
En klage fra en part skal dog behandles, hvis der er en undskyldelig årsag til,
at klagefristen er overskredet. Det er op til klageren selv at godtgøre, hvorfor
overskridelsen af fristen er undskyldelig. Er der tale om en klage fra nævnet,
betragter Rigsadvokaten i praksis denne som en klage fra en myndighed.
Ekspeditionsfejl hos myndighederne anses i almindelighed ikke for
undskyldelige.
Sagens parter skal have underretning af statsadvokaten, hvis politiklagenævnet klager over afgørelsen, jf. bekendtgørelse om forretningsorden for politiklagenævn (section) 11.
Eksempel
Fristoverskridelse ikke anset for undskyldelig
(SA1-97-321-0233 og K 130/97)
Sagen drejede sig om et færdselsuheld, der opstod i forbindelse med, at politiet eftersatte en stjålet bil. Statsadvokaten traf afgørelse i sagen den 20. januar 1997. Den 10. marts 1997 klagede nævnet over afgørelsen. Nævnet oplyste, at overskridelsen af klagefristen skyldtes en ekspeditionsfejl i nævnet. Rigsadvokaten fandt ikke overskridelsen af klagefristen undskyldelig og afviste klagen.
Klageadgangen indebærer en helt ny realitetsbehandling af sagen. Således skal
der foretages en fuldstændig materiel prøvelse af bevisbedømmelsen,
retsspørgsmål og skønsspørgsmål. Rigsadvoka-ten påser således, at der bliver
tale om et materielt rigtigt resultat,
og påser overholdelsen af formelle
forskrifter for sagsbehandlin gen.
Dette indebærer i praksis, at Rigsadvokaten f.eks. ikke er bundet af det forhold, at der har været enighed mellem statsadvokat og nævn om, hvilke faktiske omstændigheder, der kan lægges til grund ved sagens afgørelse, bevisvurderingen eller subsumptionen. Rigsadvokaten har også ved enkelte lejligheder bedt statsadvokaten om at genoptage en undersøgelse eller efterforskning med henblik på at bringe nye oplysninger til veje.
I det følgende bringes nogle eksempler på afgørelser, hvor Rigsadvokaten har ændret en afgørelse, hvorom der var enighed mellem nævn og statsadvokat.
Eksempel 1
Rigsadvokaten fandt det efter omstændighederne
ikke kritisabelt, at en
politiassistent brugte udtrykket "hold kæft"
(SA3-96-44-0046 og K 116/97)
Statsadvokaten og politiklagenævnet var enige om, at det var kritisabelt, at en politiassistent brugte udtrykket "hold kæft" over for en anholdt. Rigsadvokaten omgjorde afgørelsen.
Sagen er beskrevet i afsnit 6.1.2. som eksempel 4.
Eksempel 2
Rigsadvokaten fandt ikke, at der kunne rejses
berettiget tvivl om,
hvorvidt der under en afhøring
var blevet lagt et utilbørligt pres
på
den afhørte
(SA4-97-44-0080 og K 167/97)
Statsadvokaten og politiklagenævnet var blandt andet enige om, at der kunne rejses berettiget tvivl om, hvorvidt der under en afhøring var blevet lagt et utilbørligt pres på den afhørte. Rigsadvokaten omgjorde afgørelsen.
Sagen er beskrevet i afsnit 6.1.3. som eksempel 6.
Eksempel 3
Rigsadvokaten beklagede en udtalelse fra en
kriminalassistent, der havde
spurgt en lægesekretær, om en læge "var inde at sidde"
(SA6-96-44-0050 og K 176/97)
Statsadvokaten og politiklagenævnet var enige om, at der ikke var grundlag for at kritisere, at en kriminalassistent under efterforskningen af en drabssag, hvor han forgæves havde forsøgt at træffe afdødes læge, havde spurgt en lægesekretær, om lægen "var inde at sidde". Rigsadvokaten omgjorde afgørelsen.
Sagen er beskrevet i afsnit 8.1.3. som eksempel 5.
5.3. Klagestatistikken
Rigsadvokaten har i beretningsåret modtaget i alt 116 konkrete sager vedrørende politiklagenævnsordningen. Af disse sager vedrørte en sag spørgsmålet om statsadvokatens habilitet, to sager vedrørte anmeldelser, der blev videresendt til vedkommende statsadvokat, mens to sager var orienteringssager.
De resterende 111 indkomne klagesager fordeler sig som anført nedenfor. Sagerne er indbragt af henholdsvis sagens parter (den indklagede polititjenestemand og borgeren) og politiklagenævnet:
Sagen påklaget af Kapitel 93b Kapitel 93c (heraf færdselssager)
Polititjenestemanden 4 0 (0)
Borgeren 1) 46 43 (2)
Politiklagenævn 2) 3 15 (8)
I alt 53 58 (10) 111
1) Denne kategori omfatter endvidere klager, der er afvist på grund af manglende partsstatus
2) Heraf var 3 sager tillige påklaget af borgeren (klageren)
Det kan konstateres, at politiklagenævnene som forudsat i lovforarbejderne generelt er tilbageholdne med at klage over statsadvokatens afgørelse, selvom man er uenige heri. En række af de sager, der er påklaget af nævnene, vedrører spørgsmålet om nævnenes kompetence, jf. afsnit 7.3. Andre sager vedrører derimod spørgsmålet om en almindelig bevisvurdering, som sagens parter ikke har fundet anledning til at påklage.
Nedenfor gengives nogle eksempler på sager, hvor politiklagenævnene har indbragt statsadvokatens afgørelse for Rigsadvokaten.
Eksempel 1
Mentalundersøgelse
(SA1-96-321-0159 og K 102/97)
Sagen er omtalt i afsnit 6.5.3. i beretningen for 1996 som eksempel 2 og vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt en eventuel iværksættelse af en mentalundersøgelse af en politiassistent var omfattet af politiklagenævnets kompetence. Rigsadvokaten fandt, at dette var tilfældet og omgjorde statsadvokaten.
Eksempel 2
Afgrænsningen mellem adfærds- og dispositionsklager
(SA1-96-44-0077 og K 119/97)
Sagen vedrørte blandt andet spørgsmålet om, hvorvidt et bødeforelæg kan fremsendes til en firmaadresse. Statsadvokaten har anset dette for at være en klage over en disposition. Nævnet var uenig heri. Sagen er tillige påklaget af den berørte borger.
Sagen verserer stadig.
Eksempel 3
Undersøgelse af politiets generelle fremgangsmåder
i forbindelse med
efterforskningen i en afsluttet
straffesag
(SA1-96-321-0234 og K 134/97)
Politiklagenævnet ønskede, at statsadvokaten skulle indlede en
undersøgelse af, hvorfor politiet havde anvendt en bestemt og
af
landsretten kritiseret fremgangsmåde i samarbejdet med
nogle brødre i en
afsluttet straffesag.
Nævnet fandt, at politiet skulle beklage dette samarbejde. Nævnet kritiserede endvidere statsadvokatens måde at tilrettelægge straffesagen på i landsretten.
Rigsadvokaten fandt, at disse spørgsmål ikke var omfattet af politiklagenævnets kompetence.
Sagen er beskrevet i afsnit 7.3.1.
Eksempel 4
Klage over blandt andet politiets generelle
håndtering af en politiaktion
(SA2-96-321-0108 og K 153/97)
Politiklagenævnet ønskede blandt andet en generel beklagelse af politiets håndtering af en situation i forbindelse med lukning af en privat fødselsdagsfest. Statsadvokatens afgørelse var tillige påklaget af de involverede borgere.
Rigsadvokaten var enig med såvel statsadvokat som nævn i, at brug af hunde som udgangspunkt er en disposition, der ikke er omfattet af nævnets kompetence. Rigsadvokaten var endvidere enig med statsadvokaten i, at der ikke var grundlag for at antage, at politiet havde udvist chikane eller i øvrigt havde udøvet magtmisbrug i forbindelse med gennemførelsen af politiforretningen. En eventuel klage over politiets tilrettelæggelse og generelle håndtering af politiforretningen måtte herefter behandles af politimesteren som en dispositions- og sagsbehandlingsklage.
Sagen er beskrevet i afsnit 7.1.4. som eksempel 2.
Eksempel 5
Statsadvokatens undersøgelsesform
(SA1-97-321-0301 og K 173/97)
Sagen drejede sig om en anmeldelse for videregivelse af fortrolige oplysninger i forbindelse med politiets medvirken i en tv-udsendelse. Politiklagenævnet ønskede, at statsadvokaten ud over efterforskningen efter retsplejelovens kapitel 93 c også skulle foretage en undersøgelse efter retsplejelovens kapitel 93 b af den måde, som politiet medvirkede i tv-udsendelsen. Statsadvokaten mente ikke, at dette spørgsmål hørte under hans kompetenceområde.
Rigsadvokaten fandt, at statsadvokatens afgørelse af spørgsmålet om, hvorvidt han var kompetent til at behandle en eventuel klage over kritisable forhold fra politiets side, burde afvente realitetsbehandlingen af klagen.
Sagen er beskrevet i afsnit 7.3.2.
Eksempel 6
Lovens anvendelsesområde "i tjenesten"
(SA2-97-321-0174 og K 205/97)
Sagen drejede sig om, hvorvidt en vicepolitikommissær var i tjeneste, da han opsøgte en kvinde på hendes bopæl. Kvinden havde anmeldt polititjenestemanden for sex-chikane. Statsadvokaten fandt ikke, at sagen var omfattet af ordningen, men havde alligevel orienteret politiklagenævnet om sagen. Nævnet indbragte sagen for Rigsadvokaten, der efter en konkret vurdering tilsluttede sig nævnets opfattelse, hvorefter sagen henhørte under politiklagenævnets kompetence.
Sagen er beskrevet i afsnit 7.1.2. som eksempel 1.
Politiklagenævnet for Statsadvokaten for København m.v. har i beretningsåret indbragt otte afgørelser vedrørende sanktions- og bevisspørgsmål i færdselssager for Rigsadvokaten. Rigsadvokaten tilsluttede sig statsadvokatens vurdering af sagen i to tilfælde og omgjorde statsadvokatens afgørelse i en sag. I et tilfælde var fristen for at kunne påklage til Rigsadvokaten udløbet, mens 2-månedersfristen efter retsplejelovens (section) 724 for omgørelse af statsadvokatens afgørelse var udløbet i tre sager. Dette gav Rigsadvokaten anledning til at udtale, at statsadvokaten ikke havde behandlet spørgsmålet om underretning af sagens parter hensigtsmæssigt ved blandt andet ikke at henlede sigtedes opmærksomhed på bestemmelsen i retsplejelovens (section) 724. En af sagerne verserer fortsat.
Eksempel 1
Spørgsmål om betinget frakendelse af førerretten
(SA1-97-321-0245 og K 191/97)
Sagen vedrørte et færdselsuheld i forbindelse med, at en polititjenestemand skulle foretage et venstresving/U-vending. Statsadvokaten afgjorde sagen med en bøde. Politiklagenævnet fandt, at sagen burde give anledning til, at der også blev nedlagt påstand om betinget frakendelse af førerretten.
Rigsadvokaten var enig i nævnets vurdering af sanktionsspørgsmålet og omgjorde statsadvokaten.
Eksempel 2
Spørgsmål om betinget frakendelse af førerretten
(SA1-97-321-0311 og K 214/97)
Politiklagenævnet påklagede statsadvokatens afgørelse af en færdselssag vedrørende udrykningskørsel. Nævnet fandt, at der burde nedlægges påstand om betinget frakendelse af førerretten. Rigsadvokaten tiltrådte statsadvokatens afgørelse.
Sagen er beskrevet i afsnit 9.2. som eksempel 2.
Eksempel 3
Spørgsmål om sanktion for færdselsuheld i forbindelse med udrykningskørsel
(SA1-97-321-0312 og K 219/97)
Politiklagenævnet påklagede statsadvokatens afgørelse om at standse forfølgningen i en færdselssag vedrørende udrykningskørsel. Nævnet fandt, at udrykningskørsel endnu ikke var påbegyndt. Politiassistenten havde derfor overtrådt færdselslovens hastighedsbestemmelser, og sagen burde derfor afgøres med en bøde. Rigsadvokaten tiltrådte statsadvokatens afgørelse.
Sagen er beskrevet i 9.2. som eksempel 1.
Eksempel 1
Bevisvurdering i en sag om magtanvendelse
(SA1-96-44-0042 og K 195/97)
Sagen vedrørte en klage over en unødig voldsom anholdelse og unødig magtanvendelse. Politiklagenævnet påklagede statsadvokatens afgørelse om ikke at kritisere politipersonalets magtanvendelse. Der var tale om en almindelig bevisvurdering i sagen, hvor klager tidligere var blevet frifundet for overtrædelse af straffelovens (section) 119, stk. 1, om vold mod tjenestemand i funktion. Rigsadvokaten tiltrådte statsadvokatens afgørelse.
Sagen er beskrevet i afsnit 7.5. som eksempel 2.
Eksempel 2
Bevisvurdering i en sag om tilskadekomst i forbindelse med en anholdelse
(SA1-96-321-0337 og K 200/97)
Politiklagenævnet påklagede statsadvokatens afgørelse, hvorefter der ikke var grundlag for at rejse tiltale mod en politiassistent for uagtsom legemsbeskadigelse efter straffelovens (section) 249 over for en anholdt, der pådrog sig en skade i forbindelse med en anholdelse.
Sagen er beskrevet i beretningen for 1996 side 100 og nedenfor i afsnit 6.6.3. Sagen verserer stadig.
Eksempel 3
Bevisvurdering i en sag vedrørende anvendelse
af benlås
(SA2-97-321-0111 og K 202/97)
Politiklagenævnet og klager påklagede statsadvokatens afgørelse om at indstille undersøgelsen i en sag om vold/ulovlig anvendelse af benlås.
Rigsadvokaten tiltrådte statsadvokatens afgørelse.
Eksempel 4
Bevisvurdering i en sag vedrørende politiets adfærd m.v.
(SA2-97-44-0163 og K 212/97)
Politiklagenævnet påklagede statsadvokatens afgørelse om at standse undersøgelsen i adfærdsklagesag, der vedrørte politiets sprogbrug og handlemåde i forbindelse en politimæssig indsats efter en fodboldkamp.
Sagen verserer stadig.
Afsnit 6.
Gennemgang af udvalgte konkrete sager
Gennemgangen af konkrete sager har til formål at belyse en række typiske sager, som statsadvokaterne har behandlet i beretningsåret. Sagerne er udvalgt i samarbejde med statsadvokaterne og politiklagenævnene. Enkelte af sagerne har været forelagt for Rigsadvokaten af sagens parter. Sager af mere principiel karakter er behandlet i beretningens afsnit 7, hvortil der henvises.
Gennemgangen af sagerne følger samme systematik som i beretningen for 1996.
Dette afsnit beskriver 21 sager, hvor der er klaget over politipersonalets adfærd i tjenesten. Fire af sagerne vedrører klager over politiets magtanvendelse m.v., mens resten af sagerne vedrører klager over ukorrekt personlig optræden, herunder navnlig sprogbrug. Endvidere er der beskrevet nogle eksempler på grundløse klager, og et eksempel på en sag, der er afsluttet med en samtale mellem klageren og en højtstående polititjenestemand i disse tilfælde har statsadvokaten således ikke foretaget en egentlig undersøgelse af klagen.
Eksempel 1
Trussel om at blive iført håndjern
(SA1-96-44-80)
På baggrund af en anmeldelse om røveri anholdt politiet en kvinde, som anmelderen havde angivet som gerningsmand. Det viste sig efterfølgende, at denne kvinde ikke var rette gerningsmand.
Kvinden klagede til statsadvokaten over politiets adfærd i forbindelse med anholdelsen. Hun klagede blandt andet over, at en kriminalassistent da hun ikke ville med ind i bilen havde truet med, at hun kunne få håndjern på, hvis hun ikke gik ind i politibilen.
Statsadvokaten afviste klagen, idet han anså det for berettiget, at kriminalassistenten havde gjort opmærksom på, at en eventuel modstand ville blive imødegået ved hjælp af håndjern. Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Eksempel 2
Klage over magtudøvelse og brug af hunde
(SA2-96-321-130)
Tre unge mænd A, B og C havde sammen været på værtshus og var berusede i forskellig grad, da de omkring kl. 02.00 forlod værtshuset. A og B forlod værtshuset først og gik sammen på gaden, alt imens de "tjattede" og holdt fast i hinanden for sjov.
To politiassistenter, der kom kørende i en hundepatruljevogn, passerede A og B. Politiassistenterne opfattede det, som om de sloges, og vendte patruljevognen. Politiassistenterne kunne herefter konstatere, at A og B alene lavede sjov med hinanden.
På et tidspunkt kom A og B imidlertid ud på kørebanen, hvor de fortsat tjattede til hinanden. Siddende i bilen påtalte politiassistenterne dette over for de to. A råbte derefter pludselig: "Hiposvin", "pansersvin" og "nazisvin".
Politiassistenterne steg ud af patruljevognen og bad A om at følge med til patruljevognen, da de ville checke hans identitet. A ville ikke følge med og blev derfor anholdt. A modsatte sig dette og rev sig fri. Han strittede kraftigt imod, da han blev lagt ned på jorden af politiassistenterne, hvor han blev holdt fast af den ene politiassistent.
C kom løbende til og torpederede politiassistenten, der blev skubbet væk fra A. Der opstod herefter tumult.
Den anden politiassistent lukkede politihunden ud af bilen. Hunden blev placeret liggende på jorden. Politiassistenterne besluttede at anholde alle tre, men hver gang de tog fat i én, greb de to andre ind.
Både A, B og C skubbede, slog og sparkede adskillige gange politiassistenterne for at forhindre hinanden i at blive anholdt. I den forbindelse trak politiassistenterne deres stave og slog ud mod A, B og C.
Hunden, der var løs, bed til dels på opfordring fra den ene politiassistent B og C. Også en af politiassistenterne blev bidt.
Politiassistenterne havde undervejs tilkaldt assistance, der imidlertid først nåede frem, da alt var faldet til ro.
De tre unge mænd blev sigtet for overtrædelse af blandt andet straffelovens (section) 119, stk. 1.
De indgav anmeldelse til statsadvokaten for grov politivold. De klagede over selve anholdelserne, over at være blevet slået med knippel af politiet og bidt af en hund i forbindelse med det efterfølgende forløb.
Statsadvokaten satte undersøgelsen i bero, indtil straffesagen mod klagerne var afgjort. A, B og C blev ved retten hver idømt 30 dages fængsel for overtrædelse af blandt straffelovens (section) 119, stk. 1.
Statsadvokaten afviste herefter at der var begået noget strafbart fra politiets side. Statsadvokaten anførte, at politiassistenternes magtanvendelse ved brug af hund og knipler ikke var gået ud over det, som situationen krævede. Statsadvokaten fandt heller ikke grundlag for at udtale kritik af politiets adfærd.
Politiklagenævnet havde erklæret sig enig i afgørelsen. Nævnet lagde til grund, at situationen udviklede sig på en sådan måde, at det blev nødvendigt at anvende hund. Nævnet fandt dog, at måden, som hunden blev anvendt på, måtte beklages, da hunden ikke havde været under egentlig kontrol.
Statsadvokaten tilsluttede sig denne beklagelse. Statsadvokaten videresendte klagen over uretmæssig anholdelse til politimesteren.
Eksempel 3
Klage over politiets fysiske magtanvendelse
og udtalelser i forbindelse
med en politiforretning
(SA4-97-44-0090 og K 183/97)
Sagen vedrørte en klage over en politiforretning på en parkeringsplads ved et varehus.
Klageren opholdt sig kl. 00.15 i sin bil på en parkeringsplads, hvor han
kørte langsomt rundt. Politipersonale fra en forbipasserende patruljevogn
henvendte sig til ham, blandt andet for at undersøge, om der eventuelt forelå en
overtrædelse af færdselslovens
(section) 53 om spiritus- eller
promillekørsel.
Politiassistenten, der optog rapport, forklarede, at klageren bakkede væk, umiddelbart før politiassistenten forsøgte at kontakte ham. Politiassistenten fik en fornemmelse af, at klageren ville forsøge at stikke af fra stedet.
Han bad derfor flere gange klageren om at stige ud af bilen, uden at anmodningen blev efterkommet. Dernæst sagde politiassistenten til klageren, at han skulle medvirke i en spiritustest og ville blive anholdt, hvis han fortsat nægtede at samarbejde.
Da klageren forblev siddende i bilen med dørene låst, rakte politiassistenten hånden ind gennem vinduet for at for at få fat i tændingsnøglen. Klageren greb herefter fat i politiassistentens arm og forhindrede ham i at få fat i nøglen. Politiassistenten fastholdt nu klageren i den ene arm, mens politiassistentens kollega rakte ind i bilen og udløste låsen, så bildøren kunne åbnes. Klageren blev derefter anholdt.
Klageren præciserede over for statsadvokaten, at han klagede over, at han ikke fik oplyst, hvorfor han skulle stige ud af bilen, at der havde været tale om unødig magtanvendelse, hvorunder der skete person- og tingsskade, at der var tale om uberettiget anholdelse, og at den ene politiassistent havde præsenteret sig som "Anders And" og oplyst, at hans onkel hed "Joakim von And".
Statsadvokaten fandt ikke anledning til at tilsidesætte politiassistentens forklaring om, at klageren var blevet oplyst om formålet med, at han skulle stige ud af bilen, og at politiassistenten havde præsenteret sig som Andersen. Statsadvokaten fandt det berettiget, at politiassistenterne havde brugt magt for at åbne bildøren, herunder at den ene havde grebet fat i klagerens arm og holdt den fast. Statsadvokaten fandt endvidere, at der havde været grundlag for at anholde klageren.
Klagen blev derfor afvist. Politiklagenævnet havde forinden erklæret sig enig i afgørelsen.
Klageren indbragte sagen for Rigsadvokaten, der afviste klagen, fordi den var indgivet for sent.
Eksempel 4
Politiassistent havde skubbet klageren
(SA4-97-44-0099)
Klageren, der opholdt sig på en havn, observerede på et tidspunkt en patruljevogn, som blev parkeret på havnen med motoren i gang. Af nysgerrighed gik klageren hen til bilen og åbnede bilens dør.
Da politiassistenten fra en afstand af ca. 45 meter blev opmærksom på klagerens aktiviteter ved patruljevognen, løb han hen til bilen, trådte ind foran klageren og gav denne et skub i brystet. Han udtalte samtidig, at klageren skulle lade patruljevognen stå.
Der udviklede sig herefter en diskussion mellem parterne. Herunder sagde politiassistenten blandt andet til klageren, at denne risikerede at blive sigtet for forsøg på brugstyveri og at komme i detentionen.
Statsadvokaten fandt ikke grundlag for at kritisere politiassistentens udtalelser over for klageren i forbindelse med episoden.
Derimod fandt statsadvokaten, at politiassistenten havde overreageret ved at give klageren et skub. Statsadvokaten beklagede, at episoden havde udviklet sig på en sådan måde, at klageren blev skubbet.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Eksempel 1
Kriminalassistents udtalelse i en ordveksling med klageren, der var arrestant
(SA2-96-44-0136)
Klageren, der var sigtet for tasketyveri og taskerøveri, sagde til en kriminalassistent, der deltog i en ransagning på klagerens bopæl: "Det er til at blive helt flov over dig, den måde som du behandler folk på".
Kriminalassistenten havde svaret: "Jeg ville fandeme også være flov, hvis jeg kørte rundt og røvede tasker fra gamle damer".
Statsadvokaten lagde til grund, at kriminalassistenten havde udtalt sig som anført, at sagens parter som de eneste hørte ordvekslingen, og at arrestanten rent faktisk var sigtet for forhold af den nævnte beskaffenhed. På den baggrund fandt statsadvokaten ikke anledning til at kritisere udtalelsen. Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Eksempel 2
Klage over politiets sprogbrug overfor to anholdte
under transport i
patruljevogn
(SA2-96-44-0012)
En gruppe borgere havde tilbageholdt to drenge på henholdsvis 16 og 17 år, der havde lavet hærværk. De blev derefter anholdt af en hundepatrulje, der ankom til stedet.
Faderen til en af de anholdte klagede over, at en politiassistent under tranporten i patruljevognen til politistationen havde sagt: "Hvis I ikke opfører jer ordentligt, ryger I om til hundene".
Politiassistenterne oplyste, at drengene under transporten var meget provokerende og generende. Den ene af drengene pressede helt bevidst sine knæ op i førersædets ryg og blev flere gange bedt om at tage knæene ned. Dette medførte imidlertid kun et øget tryk. Politiassistenterne frygtede, at de derved kunne komme til at køre galt.
Statsadvokaten fandt ikke anledning til at kritisere sprogbrugen, der utvivlsomt kun skulle virke dæmpende på urolighederne. Statsadvokaten fandt dog på grund af de anholdtes unge alder og reaktion på sprogbrugen, at den havde været uhensigtsmæssig.
Politiklagenævnet erklærede sig enig i afgørelsen.
Eksempel 3
Klage over en politiassistents udtalelse til bilist
(SA2-96-44-0164)
Politiet havde i forbindelse med et ganske alvorligt trafikuheld
på
motorvejen med flere tilskadekomne spærret vejen. En bilist
var kørt uden om
afspærringen og direkte mod uheldsstedet. En
anden vogn fulgte efter. De
blev standset af det tilstedeværende politi.
Bilisten klagede nu over, at en politiassistent havde udtalt følgende, da klageren var blevet stoppet på motorvejen: "Hvad fanden bilder De Dem ind at køre igennem politiets trafikspærring" og på klagerens svar have brølet "Jeg er ligeglad med, hvad De troede, kør endelig frem og se ofrene, jeg gider ikke høre på, hvad I troede".
Politiassistenten havde straks på stedet beklaget sin opførsel og forklaret om baggrunden for den. Statsadvokaten fandt ikke anledning til at foretage sig yderligere. Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Eksempel 4
Politiassistent sagt "hold kæft" til en anholdt
(SA3-96-44-46 og K 116/97)
En person A klagede blandt andet over, at en politiassistent P under transporten til politistationen i forbindelse med hans anholdelse havde sagt: "Du skal bare holde din kæft", da A klagede over, at hans sko var kommet i klemme i bildøren.
I forbindelse med en straffesag mod A havde de to politiassistenter i patruljevognen afgivet forklaring. Ingen af dem kunne bekræfte, at A under transporten havde sagt noget om, at han havde fået en sko i klemme. A var derimod kommet med provokerende udtalelser. Hvad angår sprogbrugen havde politiassistenterne ikke udtalt sig om dette i retten, og det fremgik ikke af retsbogen, om de var blevet spurgt, hvorvidt der var blevet sagt sådan til A.
Statsadvokaten havde ikke hørt fra politiassistenternes advokat i forbindelse med, at hun havde fremsendt doms- og retsbogsudskrifter og specielt henledt opmærksomheden på denne del af klagen. På den baggrund mente statsadvokaten ikke, at hun kunne forkaste As forklaring om, at den ene politiassistent mindst en gang havde sagt hold kæft til klageren.
Statsadvokaten fandt det kritisabelt, at en polititjenstemand sagde hold kæft til en anholdt, der var lagt i håndjern og anbragt på bagsædet af en politibil også selv om den anholdte kom med provokerende udtalelser. Politiklagenævnet tiltrådte afgørelsen.
P klagede over afgørelsen til Rigsadvokaten, som anmodede statsadvokaten om at afhøre politiassistenten og dennes kollega.
Under statsadvokatens afhøring forklarede P blandt andet, at det er sædvanlig praksis, at en patruljebil over radioen orienterer vagthavende om, at patruljebilen er i færd med at transportere en anholdt til stationen. Det skyldes, at vagthavende skal være til stede ved ankomsten til stationen og straks besigtige den anholdte, inden denne sættes i detention eller venterum. A var højrøstet, og derfor var det vanskeligt at kommunikere over radioen. Især var det vanskeligt for personalet på stationen at høre, hvad der blev sagt. P kunne ikke få ørenlyd. Da det ikke havde hjulpet at bede A om at dæmpe sig, sagde politiassistenten "hold kæft". Det hjalp, idet A nu blev stille.
Efter afhøring af P sendte statsadvokaten sagen tilbage til Rigsadvokaten, idet statsadvokaten fastholdt sin afgørelse.
Rigsadvokaten fandt det efter omstændighederne ikke kritisabelt, at den ene af politiassistenterne havde brugt udtrykket "hold kæft". Rigsadvokaten anførte i sin afgørelse:
"Polititjenestemænd skal anvende korrekt sprogbrug og i øvrigt optræde korrekt over for borgerne. Som helt overvejende udgangspunkt er anvendelse af udtryk som "hold kæft" eller lignende ikke acceptabelt. Isoleret set vil anvendelse af udtrykket "hold kæft" kunne anses som en overtrædelse af tjenestemandslovens (section) 10, og der vil kunne indledes disciplinær undersøgelse mod polititjenestemanden. Anvendelse af udtrykket "hold kæft" vil også uden at der indledes en tjenestemandssag kunne påtales over for polititjenestemanden. Pligten til at anvende korrekt sprogbrug vil i en sådan situation typisk blive indskærpet over for polititjenestemanden.
Hvad der er korrekt sprogbrug må imidlertid afgøres efter en helt konkret vurdering.
I denne vurdering må inddrages en række forskellige forhold, herunder bl.a. hvilken politiforretning, der er tale om, samt behovet for, at politiets ordre bliver umiddelbart efterkommet. Det må endvidere som udgangspunkt kunne lægges til grund, at grænsen for korrekt sprogbrug er mere snæver, når et varetægtsforhold er etableret end forud for dette tidspunkt.
På baggrund af politiassistenternes forklaringer har jeg ikke fundet fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere, at P sagde "hold kæft". Jeg lægger i den forbindelse vægt på, at A under indtransporten var beruset og højrøstet, at P skulle have radiokontakt med vagthavende på politistationen, og at P havde bedt A om at dæmpe sig..."
Eksempel 5
Klage over politiets sprogbrug i forbindelse med
grænsekontrol
(SA3-97-44-64)
En gruppe udenlandske forretningsfolk rejste ind i Danmark via Rødbyhavn. Selskabet skulle til København med henblik på forretninger og fornøjelse. Én af de rejsende havde glemt sit pas og blev derfor nægtet indrejse.
Der fandt en diskussion sted mellem det indrejsende selskab og politiet. Selskabet kunne ikke forstå, at der ikke kunne dispenseres fra reglerne om indrejse. Politiet fastholdt imidlertid, at den pågældende ikke kunne rejse ind uden pas. Herefter returnerede hele rejseselskabet. En af rejsedeltagerne klagede over politiets adfærd.
Klageren fandt, at rejseselskabet var blevet mødt med en utrolig fjendtlighed. Jo mere de forsøgte af bede om en forklaring, desto værre blev de behandlet, og til slut blev der sagt til personen uden pas: "get your ass out of the country".
Statsadvokaten lagde til grund, at udtrykket var blevet anvendt, men fandt det imidlertid ikke muligt at fastslå, hvem der havde fremsat udtalelsen.
Statsadvokaten beklagede episoden og anmodede politimesteren om at indskærpe kravene til høflig optræden og henstillede, at der fremover vises særlig forståelse over for udlændinge, som muligvis efter en lang rejse må afvises ved grænsen.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Eksempel 1
Klage over, at en politimand afbrød en telefonsamtale
(SA1-97-44-0154)
En kvinde klagede over politiets behandling af en sag angående inddragelse af nummerpladerne til en bil.
Klageren fandt blandt andet, at en politiassistent havde optrådt uforskammet over for hende og ved hendes telefoniske henvendelse havde smækket røret på.
Statsadvokaten bad klageren om at præcisere de ord og vendinger samt den opførsel, som klageren ønskede påtalt over for politiassistenten, hvilket klageren ikke efterkom.
Politiassistenten havde oplyst om telefonsamtalen, at klageren havde
forlangt, at politiassistenten straks skulle komme til hendes bopæl og påmontere
nummerpladerne igen, idet hun samme dag ville betale vægtafgift. Efter at
politiassistenten havde talt med
klageren i flere minutter, sagde hun, "er
du tungnem, du skal komme og påmontere nummerpladerne nu". Herefter sagde
politiassistenten til klageren, at nu ville han ikke tale mere med hende, og
lagde telefonrøret på.
Statsadvokaten afviste klagen, fordi det i den givne situation var berettiget at lægge røret på. Politiklagenævnet havde erklæret sig enig i afgørelsen.
Eksempel 2
Klage over SSP-konsulents udtalelser til en 16-årig pige
(SA2-97-44-0185)
Faderen til en 16-årig pige klagede over, at en politiassistent under en samtale på skolen om en af datterens venner, A, havde udtalt: "Jeg havde nok kunnet få noget ud af dig, hvis jeg havde puttet dig i vridemaskinen".
Politiassistenten forklarede, at han havde sagt, at han havde fået nogle
anonyme tip fra elever på skolen. De havde ført til, at A havde indrømmet
forholdene. Derfor ville han gerne tale med As
kammerater på skolen for at
få belyst sagen frem for at vælge den mere dramatiske måde "at køre dem gennem
vridemaskinen på
stationen".
En lærer, der havde overværet samtalen, havde oplyst, at politiassistenten den pågældende dag optrådte roligt og venligt. Ved samtalen oplyste politiassistenten, at samtalen var frivillig og kunne ske anonymt.
Da politiassistentens fremtræden efter det oplyste havde været rolig og venlig, og da han ikke havde presset pigen, fandt statsadvokaten ikke anledning til at kritisere politiassistentens adfærd. Statsadvokaten fandt dog, at ordvalget måtte give anledning til eftertanke, når en 16-årig pige reagerer som sket. Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Eksempel 3
Klage over en politifuldmægtigs adfærd og udtalelser under en telefonsamtale
(SA2-97-45-0005)
En arbejdsgiver, der havde anmodet om at få udsat en ansats afsoning af en frihedsstraf, klagede over forløbet af en telefonsamtale med en politifuldmægtig, som han havde kontaktet på baggrund af politimesterens afslag på udsættelse.
Klageren sad efter telefonsamtalen "tilbage med en fornemmelse af at være behandlet som en anden kriminel og med stor vrede, da politifuldmægtigen havde nedgjordt hans person og firma utilgiveligt."
Under en afhøring hos statsadvokaten blev klagen præciseret til, at politifuldmægtigen under telefonsamtalen skulle have udtalt, at der måtte være noget galt med arbejdsgiverens planlægning af arbejdet, samt at politifuldmægtigen insinuerede, at der måtte være tale om en vennetjeneste, når han for en ansat i et firma havde ansøgt om at få udsat afsoningen af en dom.
Statsadvokaten afviste sagen som åbenbart grundløs, idet politifuldmægtigens eventuelle udtalelser om klagerens og den ansattes planlægning af arbejdet i givet fald var relevant for sagsbehandlingen. Politiklagenævnet var enig.
Eksempel 4
Klage over politiassistents skolemesteragtige facon
(SA3-97-44-90)
Klageren og hans familie havde under en "sviptur" til Tyskland opdaget, at de havde glemt deres pas. Ved ankomsten til Rødby Havn fra Tyskland henvendte de sig derfor til politiet, hvor politiassistenten optrådte "belærende og skolemesteragtigt". Han havde også råbt ad dem.
Statsadvokaten afviste klagen, idet en påtale for ikke at medbringe pas må gives i et "belærende tonefald eller på en skolemesteragtig måde", hvis det skal give nogen mening. Statsadvokaten fandt, at politimandens stemmeføring kunne skyldes, at klageren og hans familie råbte op, så politiassistenten måtte råbe for at skaffe sig ørenlyd. Politiklagenævnet havde erklæret sig enig i afgørelsen.
Eksempel 5
Uhensigtsmæssig håndtering af bagatelagtig forseelse
(SA3-96-44-76 og K 166/97)
To politiassistenter standsede en cyklist, fordi han kørte på en cykel uden tændt baglygte. Han blev i den forbindelse sigtet for overtrædelse af færdselsloven.
Cyklisten blev meget utilfreds med, at han skulle sigtes for så banal en forseelse, og han kom med verbale udfald imod politiassistenterne, ligesom han sparkede voldsomt på sin cykel.
Efter politiassistenternes forklaring bad de cyklisten om at forlade stedet. For at understrege anmodningen tog en af politiassistenterne fat i cyklistens ene arm. Cyklisten satte sig herefter voldsomt til modværge. Der opstod tumult, og cyklisten blev erklæret for anholdt. Der udviklede sig herefter yderligere tumult, hvorefter cyklisten blev lagt på maven og lagt i håndjern.
Cyklisten blev indbragt til politistationen, hvorfra han et par
timer
senere blev løsladt. Han klagede over episoden til statsadvokaten.
Statsadvokaten fandt, at der ikke havde været fornøden hjemmel til at foretage anholdelsen. Statsadvokaten beklagede, at politiassistenterne ikke havde formået at håndtere en bagatelagtig overtrædelse af færdselsloven på en mere hensigtsmæssig måde.
Politiklagenævnet havde forinden erklæret sig enig i afgørelsen.
En af politiassistenterne klagede over afgørelsen til Rigsadvokaten. Rigsadvokaten tiltrådte statsadvokatens afgørelse. Rigsadvokaten fandt ikke grundlag for nærmere at vurdere den enkelte politiassistents handlinger i forbindelse med politiforretningen, idet begge tilsyneladende havde været enige om de trufne dispositioner.
Eksempel 6
Kritik af kriminalassistents adfærd
(SA4-97-44-80 og K 167/97)
Et medlem af et politiklagenævn var i en vis forstand "anmelder" i denne sag, idet han havde gjort indsigelser imod den form, som en afhøring af en udlænding havde haft. Nævnsmedlemmet havde medvirket som tolk under den nævnte afhøring af udlændingen.
Under statsadvokatens efterfølgende undersøgelse af sagen kom det frem, at der aldrig var blevet skrevet nogen rapport vedrørende den omhandlede afhøring, som havde fundet sted den 10. august 1995.
Statsadvokaten bemærkede i sin afgørelse af sagen vedrørende afhøringsforløbet, at der i hvert tilfælde kunne rejses berettiget tvivl om, hvorvidt der under afhøringen blev lagt et utilbørligt pres på den afhørte. Der havde været tale om en ganske langvarig afhøring, hvorunder den afhørte flere gange kraftigt var blevet opfordret til at tilstå.
Med hensyn til den manglende afhøringsrapport udtalte statsadvokaten, at han fandt det kritisabelt, at den ikke blev udfærdiget, og at han fandt det meget kritisabelt, at det ikke af sagens sammenhæng fremgik, at rapporten ved en fejl aldrig var blevet udfærdiget. Vedrørende påstanden om, at kriminalassistenten skulle have optrådt aggressivt eller højtråbende under afhøringen, udtalte statsadvokaten, at han fandt det beklageligt, at afhøringsforløbet havde kunnet efterlade det indtryk på den afhørte og tolken, at noget sådant var tilfældet.
Sagen blev overført til et andet politiklagenævn, der erklærede sig enig i afgørelsen.
Klageren klagede over statsadvokatens afgørelse til Rigsadvokaten.
Rigsadvokaten fandt ikke, at der kunne rejses berettiget tvivl om, hvorvidt der under afhøringen var blevet lagt et utilbørligt pres på den afhørte for at opnå en tilståelse. Rigsadvokaten kunne endvidere ikke tilslutte sig beklagelsen af, at forløbet af afhøringen havde efterladt det indtryk på den afhørte og tolken, at der fra kriminalassistentens side var tale om aggressiv eller højtråbende optræden. Rigsadvokaten fandt det ligesom statsadvokaten kritisabelt, at der ikke blev udfærdiget rapport vedrørende afhøringen den 10. august 1995. Han fandt det desuden meget kritisabelt, at det ikke af sagens sammenhæng fremgik, at rapporten ved en fejl aldrig var blevet udfærdiget.
Eksempel 7
Afhøring af 9-årigt barn
(SA5-96-44-0030)
Moderen til et 9-årigt barn B klagede over en kriminalassistent, der i hjemmet havde afhørt B vedrørende et tyveri af ca. 900 kr. fra et plejehjem. Ifølge moderen havde kriminalassistenten optrådt autoritært og brysk over for barnet og i den forbindelse blandt andet to gange sagt: "Vi tror det er dig, B, der har gjort det".
Det fremgik af sagen, at der ved kriminalassistentens henvendelse hos klageren forelå en misforståelse. Kriminalassistenten var af den opfattelse, at han skulle foretage afhøring/efterforskning. Ifølge sagsbehandleren på den pågældende tyverisag var formålet med kriminalassistentens besøg imidlertid en vejledning og beroligelse af moderen og barnet.
Statsadvokaten udtalte, at afhøringer "i sagens natur ofte må være ganske direkte og nærgående. Selvom en afhøring/samtale gennemføres på en i formen venlig måde, vil den derfor ofte kunne opleves ubehagelig af de berørte parter, ikke mindst når den eller de pågældende er uskyldig. Dette er en beklagelig, men formentlig uundgåelig følge, som ikke kan bebrejdes politiet, der har til opgave bl.a. gennem afhøringer/samtaler at søge at opklare anmeldte forbrydelser."
På trods af de generelle betragtninger om politiets afhøringer og på trods af kriminalassistentens forklaring fandt statsadvokaten, at kriminalassistenten ikke i fuldt tilstrækkeligt omfang havde "stukket en finger i jorden" ved afhøringen af barnet, hvilket blev beklaget.
Statsadvokaten sendte endvidere sagen til de disciplinære myndigheder med henblik på en eventuel reaktion over for den pågældende. Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Eksempel 8
Ikke tilslutning til afdelingsleders beklagelse af en kriminalassistents afhøring af anmelderen i en tyverisag
(SA5-96-44-0032)
En kvinde klagede over en kriminalassistent, som hun havde haft telefonsamtaler med i anledning af tyveri af hendes Dankort. Hun klagede over sprogbrugen og over, at hun var blevet mistænkeliggjort.
Kvinden havde en uge før telefonsamtalerne fået stjålet sin pung med blandt andet et Dankort fra sit kontor. Hun indgav straks anmeldelse til politiet om tyveriet. Det lykkedes imidlertid samme dag for tyven at hæve ca. 40.000 kr. på Dankortet.
En uge efter tyveriet blev gerningsmanden afhørt, og han erkendte tyveriet og hævningerne. Ifølge sin forklaring til politirapporten havde han i pungen med Dankortet også fundet en seddel med pin-koden.
Statsadvokaten indledte undersøgelse i sagen og modtog i den forbindelse fra politimesteren tyverisagens dokumenter sammen med et notat fra stedfortræderen i kriminalassistentens afdeling. Af notatet fremgik det, at stedfortræderen over for kvinden havde udtrykt beklagelse over den behandling, som hun havde fået af kriminalassistenten.
Kvinden oplyste over for statsadvokaten, at kriminalassistenten havde sagt til hende "at hun havde dummet sig". Da hun havde benægtet, at hun havde opbevaret pin-koden i sin pung, havde kriminalassistenten sagt, at han nu troede på gerningsmanden, hvilket hun følte var en mistænkeliggørelse. Kriminalassistenten havde endvidere sagt, at hun jo også selv kunne være forbryderen, idet hun jo selv kunne have givet tyven pin-koden til Dankortet.
Kriminalassistenten oplyste, at han givetvis havde gjort kvinden opmærksom på, at den forklaring, som gerningsmanden var fremkommet med, havde bragt hende i en dum situation. Gerningsmandens forklaring kunne medføre, at hun i yderste fald kunne miste penge i selvrisiko til banken.
Kvinden havde derefter spurgt, om kriminalassistenten troede mere på den kriminelle eller på hende. Til dette havde kriminalassistenten svaret, at alle sagens omstændigheder gjorde, at der var grund til at tro på, hvad gerningsmanden sagde. For uden rette pin-kode ville gerningsmanden ikke være i stand til at gennemføre sin forbrydelse i det omfang, som det skete. Ellers var der jo kun den mulighed tilbage, at gerningsmanden og den bestjålne på en eller anden vis var i ledtog med hinanden, hvilket der gennem tiderne havde være flere eksempler på.
Statsadvokaten standsede undersøgelsen i sagen, idet han ikke fandt, at kriminalassistentens tilkendegivelse havde været af en sådan karakter, at der var tilstrækkeligt grundlag for en beklagelse. Statsadvokaten kunne derfor ikke tilslutte sig den beklagelse, som stedfortræderen i kriminalassistentens afdeling var kommet med.
Politiklagenævnet var ikke enig med statsadvokaten i, at der ikke skulle fremkomme en beklagelse i sagen. Politiklagenævnet fandt, at kriminalassistenten i den konkrete situation var gået længere end påkrævet i efterforskningen med den uberettiget mistænkeliggørelse af kvinden.
Sagen blev ikke indbragt for Rigsadvokaten.
Eksempel 1
Upræcis klage over uværdig adfærd
(SA2-97-44-0183)
En person klagede over, at en politimand ikke havde opført sig "værdigt og tilfredsstillende". Klageren blev af statsadvokaten bedt om at præcisere klagen, men klageren svarede ikke.
Statsadvokaten henlagde sagen. Politiklagenævnet var enig.
Eksempel 2
Klage over verbal sex-chikane og politiets narkohandel
(SA2-97-44-0145 og K 157/97)
En kvinde havde ved omfattende skrivelser klaget over, dels at politifolk havde "udsat hende for verbal sex-chikane", dels at "politiet solgte narko".
I redegørelsen til politiklagenævnet anførte statsadvokaten, at han ikke havde til hensigt at iværksætte nogen undersøgelse eller underrette nogen enkeltpersoner som indklaget/anmeldt. Det fremgik nemlig af det omfattende materiale i klagen, at klageren var mentalt forstyrret. Politiklagenævnet erklærede sig enig i afgørelsen.
Afgørelsen blev af klager indbragt for Rigsadvokaten, der tiltrådte afgørelsen.
Eksempel 3
Klage over chikane fra politiets side i forbindelse med gentagne straffesager for kørsel i frakendelsestiden
(SA5-97-44-0081)
En mand klagede til statsadvokaten over, at en landpolitiassistent chikanerede ham. Denne chikane foregik ved, at landpolitiassistenten skulle ligge på lur efter klageren for at konstatere, om han kørte bil i frakendelsestiden.
Med klagerens tilladelse indhentede statsadvokaten klagerens forstraffe. Det fremgik heraf, at klageren adskillige gange var straffet for spirituskørsel samt kørsel i frakendelsestiden. De seneste tre domme var afsagt i henholdsvis 1990, 1992 og 1996. Landpolitiassistenten havde været sagsbehandler på disse sager, men ikke på tidligere sager.
Det fremgik af rapportmaterialet vedrørende de sager, hvor landpolitiassistenten havde været sagsbehandler, at de strafbare forhold var opdaget ved, at landpolitiassistenten tilfældigt havde observeret klageren.
Statsadvokaten fandt ikke holdepunkter for, at landpolitiassistenten havde gjort andet og mere end det, der følger af hans pligter som politimand. Statsadvokaten afviste klagen som grundløs. Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Politiets behandling af mindre klager er beskrevet i afsnit 7.2. i beretningen for 1996. I forarbejderne til loven er det forudsat, at man kan opretholde den hidtil fulgte praksis ved behandling af små klager, der afgøres ved en samtale mellem en overordnet polititjenestemand og klageren. Det er blandt andet en forudsætning, at klageren fra politiet får en vejledning om den formelle klagemulighed til statsadvokaten, og at politiet udfærdiger en notits om det passerede. Denne notits forelægges for statsadvokaten, så statsadvokaten kan få lejlighed til eventuelt at iværksætte en undersøgelse af egen drift. Disse regler er uddybet i Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 29. december 1995 til anklagemyndigheden og politiet vedrørende behandlingen af klager over politipersonalet m.v., pkt. 7. Cirkulæreskrivelsen er optrykt som bilag 7.
Rigsadvokaten tilkendegav i beretningen for 1996, at kun "mindre klager", der indgives direkte til politiet, kan behandles efter disse regler. Begrebet "mindre klager" må fortolkes som rene bagatelsager, og mæglingen skal foretages af højtplaceret politipersonale. Tidsmæssigt må en sådan mægling formentlig holdes inden for et par dage. Ordningen illustreres af følgende eksempel.
Eksempel
Klage over vagthavende i forbindelse med
telefonsamtale
(SA2-97-44-0182)
En kvinde klagede i slutningen af august 1996 til politimesteren over den behandling, som hun havde været udsat for få dage forinden, hvor hun telefonisk bad om hjælp i anledning af, at hendes søn truede med at begå selvmord. Det var hendes indtryk, at den vagthavende ikke ønskede at beskæftige sig med sagen.
Klageren mødte efter invitation på vicepolitimesterens kontor medio februar 1997. Under samtalen erklærede klageren, at hun ikke var interesseret i en større undersøgelse, men blot ønskede at den vagthavende blev gjort bekendt med hendes utilfredshed. Politimesteren fremsendte herefter en notits til statsadvokaten om det passerede.
Statsadvokaten meddelte politiklagenævnet, at han betragtede sagen som en bagatelsag, der var afsluttet ved politimesterens foranstaltning.
Politiklagenævnet var enig i, at der ikke skulle foretages yderligere i sagen. Nævnet fandt dog ikke, at sagen kunne benævnes som en bagatelsag, der kunne afsluttes endeligt af politimesteren. Forudsætningen for, at en klage kan ordnes uden videre på stedet må være, at dette sker i umiddelbar forlængelse af klagen eller i hvert fald meget kort tid efter, at klagen er indgivet.
Sagen har ikke været indbragt for Rigsadvokaten.
Dette afsnit beskriver 17 sager, hvor politipersonalet er anmeldt for strafbart forhold i tjenesten. Tre af sagerne vedrører anmeldelse af vold og trusler i forbindelse med en anholdelse, mens resten af sagerne vedrører anmeldelse af strafbare forhold i forbindelse med efterforskningen af straffesager, anmeldelse om brud på tavshedspligten samt andre anmeldelser af strafbare forhold. Endvidere beskrives fire eksempler på grundløse anmeldelser.
Eksempel 1
Anmeldelse mod politimand om vold i forbindelse med anholdelse, der resulterede i et brækket håndled
(SA1-97-321-274)
Under patruljekørsel bemærkede to politiassistenter en arabisk udseende mand, der stod på det modsatte fortov og ventede på, at lyset skiftede til grønt i fodgængerfeltet. Han så påfaldende nervøs ud, da han fik øje på politibilen. Politiassistenterne ville derfor forhøre sig om hans identitet og undersøge, om han opholdt sig lovligt i Danmark.
Ifølge politiassistenternes forklaring flygtede den pågældende, inden politiet kunne nå at henvende sig til ham. Han blev forfulgt og anholdt. Han gjorde stor modstand, men blev efter megen besvær lagt i håndjern. Herunder brækkede hans håndled.
Statsadvokaten afviste anmeldelsen i medfør af retsplejelovens (section) 749, stk. 2. Statsadvokaten lagde til grund, at anholdte havde gjort modstand mod anholdelsen, og at der var tale om et gammelt brud, som var brudt op igen.
Politiklagenævnet havde erklæret sig uenig i afgørelsen, og ønskede politiassistenterne tiltalt for vold.
Sagen er ikke påklaget til Rigsadvokaten.
Eksempel 2
Afvisning af anmeldelse om vold, men kritik af den
adfærd, som
politiassistenten ifølge sin egen forklaring havde udvist
(SA2-96-321-0160)
Ifølge sin egen forklaring havde anmelderen henvendt sig til to politiassistenter for at få en generel orientering om rockersituationen. Betjentene var imidlertid ikke indstillet på at tale med ham, men bad om at se hans kørekort. Den ene af betjentene var afvisende og sur, og derfor ville anmelderen have sit kørekort tilbage. Dette blev afvist. Lidt efter henvendte han sig på ny til politiassistenten og fik nu udleveret kørekortet. Da han fornemmede politiassistenten som "utroligt mavesur", blev han vred. Han gik hen mod sin bil, mens han sagde: "Din forbandede pikslikker".
Politiassistenten oplyste under afhøringen hos statsadvokaten, at han ville påtale den pågældendes sprogbrug. I den forbindelse lænede politiassistenten sig ind i bilens kabine, lagde sin hånd på bilistens bryst og påtalte hans brug af ordet "pikslikker". Da bilisten råbte "magtmisbrug" afstedkom dette, at betjenten tog fat i hans krave og førte sin knyttede hånd op under bilistens hage, samtidig med at han sagde: "Det kan jeg da godt vise dig, men det ønsker jeg ikke".
Statsadvokaten lagde til grund, at anmelderen havde fremsat en groft fornærmende ytring, som kunne have ført til tiltale for overtrædelse af straffelovens (section) 121. Betjenten undlod imidlertid at sigte anmelderen og valgte i stedet som en mildere reaktion at påtale anmelderens opførsel. Statsadvokaten fandt derfor, at anmelderen selv havde givet anledning til den skete påtale.
Derimod fandt statsadvokaten, at politiassistenten burde have afstået fra at tage fat i anmelderens krave og udtalt sig som sket. Statsadvokaten beklagede det passerede over for klageren og sendte sagen til de disciplinære myndigheder. Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Eksempel 3
Anmeldelse om overtrædelse af straffeloven for
at have udtalt "luk
skideren"
(SA6-97-321-0121)
Tre personer anmeldte en politiassistent for at have overtrådt straffeloven ved at have fremsat trusler, idet han over for de pågældende, der var vidner i en straffesag, havde udtalt "luk skideren".
Anmelderne forklarede, at de i domhuset ventede på at blive kaldt ind i retten for at afgive vidneforklaring. De sad i en sofa og talte sammen stille og roligt. På et tidspunkt gik politiassistenten forbi dem og udtalte "Luk skideren". Anmelderne oplyste, at ingen af dem havde sagt noget til politiassistenten eller i øvrigt været provokerende.
Politiassistenten forklarede, at han var vidne i straffesagen. Han fulgte et af de andre vidner ud af domhuset, fordi denne var blevet nedstirret af anmelderne og nogle af de øvrige tilstedeværende personer.
Vidnet virkede trykket af situationen. Politiassistenten vidste ikke, om anmelderne var vidner eller tilhørere. En af anmelderne trådte frem foran dem og sagde blandt andet noget i retning af: "Nå, skal du have ham den store til at passe på dig, din lille pylrerøv." Politiassistenten sagde hertil "luk skideren" til manden. Det var politiassistentens opfattelse, at udtrykket var passende i forhold til situationen.
Statsadvokaten fandt ikke, at politiassistentens udtalelse kunne anses for at være en trussel, der var omfattet af hverken straffe lovens (section) 266 eller (section) 123. Derimod udtalte statsadvokaten, at ordvalget i den konkrete situation efter hans opfattelse havde været uhensigtsmæssigt.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Eksempel 1
Polititjenestemands eventuelle anvendelse af ulovlig agent
(SA1-96-321-0168)
Statsadvokatens undersøgelse blev foretaget, fordi en kvinde havde oplyst, at hun efter anmodning fra en politimand skulle låne penge til en anden kvinde, så denne kunne købe narkotika. Politimanden ville så følge efter kvinden og på den måde nå frem til sælgeren.
Politimanden bestred handlingsforløbet, og der fremkom ikke i øvrigt beviser imod ham. Statsadvokaten sluttede undersøgelsen.
Poltiklagenævnet ønskede, at det over for politimanden blev påtalt, at han ikke havde orienteret sine foresatte om, at han ville anvende den pågældende kvinde som meddeler.
Dette afviste statsadvokaten, idet en sådan påtale for at overtræde eventuelle interne regler ligger uden for politiklagenævnsordningen.
Sagen blev ikke indbragt for Rigsadvokaten.
Eksempel 2
Anmeldelse mod polititjenestemand for at have
udfærdiget en bevidst
urigtig politirapport
(SA1-96-321-209)
Anmelderen var blevet noteret for at have kørt lastbil på Grønttorvet uden tilsluttet fartskriver. Anmelderen bestred at have kørt lastbilen, og det fremgik ikke af rapporten, under hvilke omstændigheder politimanden havde kontaktet anmelderen.
Statsadvokaten afviste anmeldelsen, da der intet grundlag var for at antage, at rapporten var bevidst urigtig. Statsadvokaten anførte dog, at rapporten var mangelfuld. Efter nogen diskussion tiltrådte politiklagenævnet afgørelsen.
Eksempel 3
Kriminalassistents undladelse af at opfylde tjenestepligt
(SA2-97-321-0202)
Kort tid efter varetægtsfængslingen af en sigtet person modtog den kriminalassistent, der var sagsbehandler, en telefax fra sigtedes forsvarer. Her stod der, at sigtede til forsvareren havde udtalt, at han ikke ønskede at blive afhørt uden forsvarerens tilstedeværelse.
Da sigtede havde siddet varetægtsfængslet i næsten 4 uger, blev han afhentet i arresten og kørt til politistationen. Kriminalassistenten afhørte ham til sagen uden forsvarerens tilstedeværelse, og uden at han spurgte den sigtede, om han ønskede forsvarerens tilstedeværelse. Under afhøringen ringede forsvareren til kriminalassistenten og spurgte til sagen. Kriminalassistenten oplyste ikke forsvareren om, at han netop var i færd med at afhøre den sigtede.
Under afhøring hos statsadvokaten forklarede kriminalassistenten, at han var bekendt med telefaxen fra forsvareren, da han lod sigtede afhente og afhøre. Det var kriminalassistentens opfattelse, at forsvareren kun var budbringer vedrørende spørgsmålet om forsvarerens tilstedeværelse under fremtidige afhøringer, og at det var op til den sigtede selv at fremsætte begæring om forsvarerens tilstedeværelse. Kriminalassistenten fandt ikke anledning til under samtalen med forsvareren at orientere om afhøringen, fordi afhøringen gik godt.
Med politiklagenævnets tiltræden blev kriminalassistenten sigtet for at have undladt at opfylde den pligt, som tjenesten medfører, jf. straffelovens (section) 156 og retsplejelovens (section) 745, stk. 2, 1. og 2. pkt. Kriminalassistenten blev forelagt en bøde, som han ikke ønskede at vedtage.
Statsadvokaten rejste herefter tiltale. Kriminalassistenten blev ved byretten kendt skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet og idømt 5 dagbøder á 200 kr.
Med Procesbevillingsnævnets tilladelse blev sagen indbragt for landsretten, der stadfæstede dommen.
Eksempel 1
Brud på tavshedspligt
(SA1-96-44-0123)
En politiassistent havde flere gange ved grænsen til Tyskland tilbageholdt busser, som kørte for selskabet NN. Tilbageholdelserne skete, fordi selskabet efter politiassistentens opfattelse ikke opfyldte de nødvendige tilladelser til buskørsel over grænsen.
Busselskabet klagede blandt andet over brud på tavshedspligten, idet politiassistenten i forbindelse med en af tilbageholdelserne over for passagererne havde udtalt, at "der tidligere havde været problemer med selskabets busser".
Politiassistenten ville ikke afvise at have sagt sådan til bussens passagerer. Han mente, at passagerne havde krav på en forklaring på, at han bad om at se deres billetter for at kontrollere, om de svarede til busselskabets tilladelser.
Sagen blev behandlet som en adfærdsklage. En sag af denne karakter kunne også have været behandlet som en straffesag.
Statsadvokaten beklagede udtalelsen. Politiklagenævnet havde erklæret sig enig i afgørelsen.
Eksempel 2
Kriminalassistents misbrug af kriminalregisteret
(SA2-97-321-0184)
En kriminalassistent blev anmeldt for at have videregivet fortrolige oplysninger til sin hustru om, at deres nabo var straffet for tyveri. Kriminalassistentens hustru havde skrevet et brev til naboen og oplyst, at hun var vidende om tyveriforholdet.
Kriminalassistenten havde under en afhøring hos statsadvokaten vedrørende en adfærdsklage fra naboen oplyst, at han i Kriminalregisteret havde trukket oplysninger på den pågældende nabo og derved set, at naboen var straffet for tyveri.
Kriminalassistenten erkendte at have videregivet oplysningen til sin hustru, men han nægtede, at der var tale om uberettiget videregivelse af fortrolige oplysninger.
Med politiklagenævnets tiltræden blev kriminalassistenten sigtet for uberettiget videregivelse af fortrolige oplysninger efter straffelovens (section) 152. Kriminalassistenten blev forelagt en bøde på 2.500 kr.
Kriminalassistenten ønskede sagen afgjort i retten, og statsadvokaten rejste tiltale i sagen. Kriminalassistenten blev ved byretten kendt skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet og idømt 6 dagbøder á 600 kr. Dommen omfattede desuden et forhold om overtrædelse af politivedtægten. Kriminalassistenten ankede ikke dommen til landsretten.
Eksempel 3
Grænsen for politiets åbenhed over for pressen
(SA3-96-321-79)
En artikel i BT oplyste om en navngiven persons spirituskørsel. Det fremgik af artiklen, at politiet skulle have bidraget med oplysninger om sagen.
To journalister blev pålagt at afgive forklaring om deres kilder til artiklen. Det blev herunder oplyst, at oplysningerne var givet ved et privat selskab, og at politiet telefonisk havde bekræftet, at den pågældende var sigtet for spirituskørsel.
Det var ikke muligt at finde frem til en polititjenestemand, som kunne have bekræftet oplysningen. Statsadvokaten fandt det derfor ikke fuldt forsvarligt at lægge til grund, at nogen i politiet havde bekræftet oplysningerne. Statsadvokaten indstillede derfor efterforskningen i sagen.
Statsadvokaten bad dog politimesteren om at indskærpe sine medarbejdere retningslinierne for at udtale sig til pressen og pointere, at disse også gælder for bekræftelse af oplysninger, som pressen i forvejen er i besiddelse af. Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Eksempel 4
Videregivelse af fortrolige oplysninger til brug for
fogedsag
(SA6-97-322-12)
En advokat indgav på vegne af en motorcykelklub anmeldelse mod en politimester for overtrædelse af straffelovens (section) 152. Politimesteren havde udleveret fortrolige dokumenter, hvoraf nogle var påstemplet "Kun til intern brug, må ikke komme til uvedkommendes kendskab" til en kommunes advokat. Advokaten skulle bruge dokumenterne i en fogedsag for at få ophævet et lejemål med motorcykelklubben, der havde relationer til en rockergruppe. Politimesteren oplyste, at han personligt havde besluttet at udlevere materialet.
Statsadvokaten afviste anmeldelsen, idet materialet i forvejen var offentliggjort og offentlig kendt. Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Statsadvokaten sendte derefter sagen videre til Justitsministeriet til eventuel videre foranstaltning.
Eksempel 1
Fiktivt bødeforelæg
(SA1-97-321-280)
En politimester forelagde en sag for statsadvokaten i anledning af, at en polititjenstemand "for sjov" havde udarbejdet et fiktivt bødeforelæg til en bekendt.
Sagen blev sluttet efter retsplejelovens (section) 749, stk. 1, idet det var åbenbart, at der var tale om en spøg.
Politimesteren tilkendegav, at han ville give politimanden en kraftig irettesættelse. Politiklagenævnet havde erklæret sig enig i afgørelsen.
Eksempel 2
Ærekrænkelser
(SA3-96-321-84 og K 138/97 )
En mand havde efter begæring fra en forening fået forbud mod at krænke foreningens fred ved at komme til foreningens møder og sammenkomster eller på anden måde forstyrre dens arbejde. Advarslen havde gyldighed i 5 år.
Forud for denne advarsel var han blevet afhørt af politiet. I politirapporten anførte den polititjenestemand, der afhørte A, at han "virkede uimodtagelig for almindelig sund fornuft og ordlyden af dansk lovgivning", at han "erklærede sig indforstået med at følge de regler, som vil blive krævet af ham, såfremt han deltager i flere møder", og at han " ikke kunne/ville forstå begrebet af en formaning/advarsel".
A fandt, at det anførte var ærekrænkende, og anmeldte polititjenstemanden for overtrædelse af straffelovens (section) 267.
Statsadvokaten afviste anmeldelsen, idet udtalelser om andre kun er strafbare som ærekrænkelser, hvis der er tale om stærkt hånende udtalelser eller handlinger. Statsadvokaten fandt, at polititjenestemandens optegnelser i rapporten om As evne til at forstå situationen måtte opfattes som meningstilkendegivelser, der ikke er strafbare.
Sagen gav dog statsadvokaten anledning til at bede politimesteren om at overveje, under hvilken form der i politirapporter bør stå oplysninger om den afhørende politimands subjektive opfattelse af den afhørte. Dette er blandt andet af betydning, fordi rapporter kan være omfattet af reglerne om aktindsigt. Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
A indbragte statsadvokatens afgørelse for Rigsadvokaten, der tiltrådte statsadvokatens afgørelse.
Eksempel 3
Anmeldelse om hærværk
(SA5-96-321-0062)
Politiet holdt en dag et sædvanligt (section) 77-syn af motorkøretøjer. Dette var etableret sådan, at første kørebanehalvdel var afspærret, mens en politiassistent, der var placeret i anden kørebanehalvdel, fungerede som "stophold".
En mand kom den pågældende dag kørende i sin fars bil. Han misforstod situationen og blev først meget sent opmærksom på politiassistenten på kørebanen og stoppede derfor ikke. Han kørte forbi politiassistenten, som efter hans opfattelse kastede en lygte ned i frontruden af bilen, hvorefter lygten trillede hen over taget og ned på bagklappen. Herved knustes ruden, og der kom ridser i bilens lak.
Ejeren af bilen anmeldte politiassistenten for hærværk, fordi politiassistentens lygte var skyld i, at bilens forrude blev knust, og der kom ridser i lakken.
Politiassistenten oplyste, at han gav tegn til at standse bilen ved at strække armene ud på tværs af kørebanen. Han var udstyret med en stavlygte og en hvid markeringsstav. Da det gik op for ham, at personbilen ikke ville standse, rykkede han til siden med stavlygte og markeringsstav i sin udstrakte venstre hånd. Forbikørslen overraskede ham så meget, at han slap lygten og staven, der begge ramte køretøjets frontrude, som revnede.
Statsadvokaten indstillede efterforskningen i sagen, idet politiassistenten ikke havde haft til forsæt at øve hærværk. Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Statsadvokaterne har i beretningsåret afvist nogle anmeldelser som grundløse. Karakteren af disse sager spænder vidt. Nogle anmeldelser må ses som et udtryk for utilfredshed med den afgørelse, som en myndighedsperson har truffet, mens andre kan skyldes misforståelse af de gældende retsregler. Finder statsadvokaten, at en anmeldelse mod en polititjenestemand er indgivet med forsæt til, at en uskyldig derved bliver sigtet, dømt eller undergivet en strafferetlig retsfølge for et strafbart forhold, kan statsadvokaten rejse tiltale mod klageren for overtrædelse af straffelovens (section) 164, stk. 1. Dette er også sket i beretningsåret.
Her refereres et par eksempler på grundløse anmeldelser.
Eksempel 1
Anmeldelse mod polititjenestemand for falsk forklaring for retten
(SA2-97-321-0190 og K 196/97)
En hyrevognschauffør H blev i december 1995 i byretten idømt en bøde på 1.600 kr. for at overtræde færdselsloven. Under straffesagen afgav en politiassistent forklaring. Retten lagde politiassistentens forklaring til grund, blandt andet at denne på grund af Hs kørsel havde måttet bremse og ændre kørselsretning. På grundlag af forklaringen fandt retten det bevist, at H havde været til fare eller ulempe for politiassistenten, ligesom retten fandt det bevist, at H havde overtrådt sin ubetingede vigepligt. H ankede ikke dommen.
H anmeldte den 24. februar 1996 politiassistenten for at have afgivet falsk forklaring for retten.
Statsadvokaten afviste anmeldelsen som grundløs, da intet overhovedet tydede på, at politiassistenten skulle have afgivet falsk vidneudsagn. Politiklagenævnet havde forinden erklæret sig enig i afgørelsen.
H påklagede afgørelsen til Rigsadvokaten, der tiltrådte statsadvokatens afgørelse.
H indgav den 17. juni 1997 på ny anmeldelse mod polititjenestemænd for at have afgivet falsk forklaring for retten (SA2-97-321-0206; K 229/98). Denne gang var der tale om, at H i en upåanket byretsdom var blevet idømt en bøde på 2.400 kr. for at overtræde færdselslovens hastighedsbestemmelser. Efter dommen anmeldte han to politiassistenter, der i retten havde afgivet forklaring om den hastighedsmåling (Police-pilot), de havde foretaget. Statsadvokaten afviste anmeldelsen som grundløs. Politiklagenævnet havde forinden erklæret sig enig i afgørelsen, der blev stadfæstet af Rigsadvokaten.
Eksempel 2
Anmeldelse om bevisforvanskning
(SA3-96-321-87)
En person anmeldte en kriminalassistent for at have manipuleret og svindlet med fremsendte dokumenter og beviser i forbindelse med en sag, hvor han havde anmeldt et pengeinstitut for bedrageri.
Det fremgik af denne sag, at det var anmelderens opfattelse, at pengeinstituttet havde rådgivet ham forkert i forbindelse med en obligationshandel, hvorved han havde lidt et tab. Anmelderen interesserede sig for astrologi og fik signaler fra universet om, hvornår det var rigtigt at købe eller sælge. Pengeinstituttet udførte ikke altid hans ordrer eller de forsøgte at tale ham fra det. Politimesteren havde afvist anmeldelsen.
Statsadvokaten fandt ikke, at anmelderen havde konkretiseret de ugerninger, som politiet skulle have været ansvarlig for, herunder de eventuelle ulovligheder, som kriminalassistenten skulle have begået med sagens dokumenter. Der indgik i sagen ikke nogen dokumenter, der eventuelt kunne have været genstand for forvanskning. Statsadvokaten afviste derfor anmeldelsen mod kriminalassistenten. Politiklagenævnet havde forinden erklæret sig enig i afgørelsen.
Eksempel 3
Anmeldelse mod en politimester for at overtræde
straffelovens (section)
146
(SA4-97-322-10)
En gårdejer var i Landsretten dømt for at overtræde dyreværnsloven. Han var i den forbindelse for bestandig blevet frakendt retten til at eje, bruge, passe eller i det hele taget personligt beskæftige sig med dyr. Der var for den dømte beskikket en værge A.
A anmeldte efter domsafsigelsen politimesteren for at overtræde straffelovens (section) 146 i anledning af anklageskriftets udformning.
Statsadvokaten lagde til grund, at A var uenig med Landsretten i dennes resultat med hensyn til frakendelse af retten til at beskæftige sig med dyr. Anmeldelsen måtte derfor ses som et udslag af dette grundsynspunkt hos A.
Statsadvokaten afviste anmeldelsen mod politimesteren som aldeles grundløs. Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Eksempel 4
Utroværdig voldsanmeldelse
(SA5-96-321-0036)
En person A indgav anmeldelse om vold til statsadvokaten i forbindelse med en anholdelse, hvor han i patruljevognen var blevet slået med knytnæveslag. Han krævede samtidig erstatning.
Det fremgik af rapportmaterialet vedrørende anholdelsen, at A sammen med B var blevet anholdt, fordi de svarede til signalementet af gerningsmændene til et netop anmeldt overfald på nogle dørmænd på et diskotek. Ved diskoteket var de blevet genkendt som gerningsmændene. Under transporten til politistationen spyttede A på en politiassistent og forsøgte med hovedet at nikke ham en skalle.
Statsadvokaten indstillede efterforskningen i sagen, idet A og B over for statsadvokaten havde afgivet modstridende forklaringer. Endvidere havde A først et halvt år efter episoden og samme dag, som han blev afhørt af statsadvokaten, søgt læge. Han havde over for lægen oplyst, at han havde haft hovedpine i et halvt år. Derudover havde A på en ganske urealistisk måde forklaret om sine møder med politiet, som han havde en åbenbar modvilje overfor. Han havde blandt andet forklaret, at "hundemanden" hadede ham og tæskede ham hver gang de mødes, at seks "uropansere" direkte sagde til ham, at han fremover ville få tærsk, når han blev anholdt, og at førersædet i patruljevognen rykkes helt tilbage for at irritere tyveknægte.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Der er efterfølgende rejst tiltale mod A og B for overtrædelse af straffelovens (section) 164, stk. 1, ved til offentlig myndighed at have afgivet urigtig anmeldelse med forsæt til, at en uskyldig derved bliver dømt eller undergivet en strafferetlig retsfølge for et strafbart forhold.
Straffesagen mod anmelderne verserer fortsat.
Behandlingen af færdselsstraffesager omfatter dels sager, hvor der er sket færdselsuheld, dels andre typer af færdselsforseelser. For så vidt angår færdselsuheld, hvor polititjenestemænd er impliceret, er der i beretningen for 1996 i afsnit 8.1.1. nærmere gjort rede for de gældende kriterier for at afgrænse hvilke sager, der omfattes af politiklagenævnsordningen.
Beskrivelsen af færdselssager i beretningen for 1997 omfatter i alt seks sager. Heraf vedrører de fem sager færdselsuheld, mens en sag vedrører en anmeldelse om en parkeringsforseelse.
Eksempel 1
Færdselsuheld i forbindelse med vending
(SA1-97-321-256)
En polititjenestemand ville foretage en "U-vending" med en patruljevogn. Den pågældende bar skudsikker vest, der forhindrede hans mulighed for at have fuldt udsyn bagud. Han blev ikke opmærksom på en anden bil, der kom bagfra og påkørte patruljevognen. Statsadvokaten udstedte et bødeforelæg på 750 kr.
Politiklagenævnet havde erklæret sig uenig i afgørelsen, fordi man fandt, at kørslen burde medføre en betinget frakendelse af førerretten. Sagen er ikke påklaget til Rigsadvokaten.
Eksempel 2
Manglende agtpågivenhed i forbindelse med vending
(SA2-97-321-0248)
En politiassistent kørte med en hastighed af ca. 50 km/t, da han så en modkørende lastbil med et indregistreringsnummer, som kunne svare til et køretøj, der tidligere på dagen var blevet sat i forbindelse med et tyveri. Han besluttede derfor, at lastbilen skulle standses og kontrolleres.
Da politiassistenten ville vende politibilen, trak han ud i højre vejside, satte hastigheden ned og foretog "U-vending" ind foran en personbil. Denne nåede ikke at bremse eller undvige, men påkørte politibilen på venstre bagskærm.
Statsadvokaten rejste tiltale mod politiassistenten for overtrædelse af færdselsloven og nedlagde påstand om en betinget frakendelse af førerretten. Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Sagen er endnu ikke afgjort ved retten.
6.3.2. Sager om udrykningskørsel
Eksempel 1
Færdselsuheld under udrykningskørsel
(SA1-97-321-319)
En polititjenestemand kørte under udrykning ind i et gadekryds for rødt lys og stødte sammen med en anden bil, der kom fra den tværgående gade ind i krydset for grønt lys. Der skete kun begrænset skade. Polititjenestemanden havde set den anden bil, men gik ud fra, at den ville holde tilbage.
Statsadvokaten mente ikke, at der burde foretages videre i sagen. Det var politiklagenævnets opfattelse, at polititjenestemanden burde forelægges en bøde på 900 kr., hvilket statsadvokaten efterfølgende kunne tilslutte sig.
Eksempel 2
Alvorligt færdselsuheld i forbindelse med
udrykningskørsel
(SA2-97-321-0223)
To politiassistenter kørte hundepatrulje i København, da de via
Hovedradiostationen blev sendt til Ballerup for at assistere ved
eftersøgningen af en undvegen gerningsmand til et brugstyveri.
Føreren af politibilen forklarede, at de kørte mod Ballerup med udrykningsblink. De kom til et kryds, hvor der var rødt lys i politiassistentens færdselsretning. Han bemærkede her en bil fra højre, der kørte ind i krydset og standsede. Politiassistenten, der kørte med en hastighed af ca. 50 km/t i højre side af vejbanen, foretog undvigemanøvre. Føret var fedtet/glat, og patruljevognen gled over i den modsatte kørebane. Kørebanerne i hver retning var adskilt med et trådhegn, så politiassistenten forsatte kørslen mod færdselsretningen. Der kom ingen trafik. Han holdt til højre ud mod midterrabatten og hegnet/autoværnet. Da han havde kørt ca. 100 m svingede vejen svagt mod højre. Pludselig så han en modkørende bil i samme vognbane ca. 20 m foran. Bilerne kørte frontalt sammen.
I den modkørende bil var der fem voksne og et barn. Fire af de voksne blev kvæstet.
Ingen af passagererne i den modkørende bil bemærkede udrykningsblink fra politibilen, og en erklæring fra Statens Bilinspektion fastslog, at hovedafbryderen til udrykningsblinket var afbrudt.
Statsadvokaten lagde til grund, at udrykningsblinket ikke havde været tændt, og at betingelserne for udrykningskørsel ikke var opfyldt. Statsadvokaten rejste tiltale mod føreren af patruljevognen for overtrædelse af færdselsloven og nedlagde påstand om ubetinget frakendelse af førerretten.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Sagen er endnu ikke endeligt afgjort ved retten.
Eksempel 1
Anmeldelse mod politimand for ulovlig parkering samt klage over, at politimanden forhindrede klageren i at fotografere ham
(SA1-96-321-238)
En person anmeldte føreren af en patruljevogn og hans kollega for overtrædelse af færdselsloven, idet de havde parkeret ved siden af et parking forbudt-skilt. Parkeringen skete, mens politiassistenterne befandt sig i en nærliggende pizzabutik. Anmelderen klagede endvidere over, at en af politiassistenterne havde forhindret ham i at fotografere dem.
En af politiassistenterne oplyste, at de kun havde forladt køretøjet i ca. 2-3 minutter for at afgive en bestilling i et nærliggende pizzaria. Da de vendte tilbage, var en mand ved at tage billeder af patruljevognen. Manden begyndte også at tage billeder af politiassistenten. Da han ikke ønskede at blive fotograferet af en ukendt mand med et ukendt motiv, holdt han en hånd op foran ansigtet og bad manden om at holde op med at tage billeder.
Statsadvokaten afviste anmeldelsen, fordi der kun var tale om kortvarig standsning og ikke parkering. Statsadvokaten fandt ligeledes, at det var rimeligt, at politimanden ikke ønskede sig fotograferet og afviste således også denne del af klagen.
Efter at sagen yderligere havde været forelagt for politiklagenævnet for blandt andet at få afgrænset begreberne standsning og parkering i færdselsloven, tiltrådte politiklagenævnet afgørelsen.
Eksempel 2
Forsætlig påkørsel af stjålet bil
(SA5-96-321-0052)
Politiet fik en anmeldelse om, at en stjålet bil var observeret. Flere patruljevogne blev sendt mod stedet, og man fik hurtigt kontakt med det brugsstjålne køretøj. Tyven havde dog ikke i sinde at standse, selvom der blev givet tegn hertil. I stedet kørte han uden om en vejspærring, og under den videre kørsel kørte han med stor hastighed flere gange over for rødt lys, overskred spærrelinier og spærreflader, ligesom han foretog uforsvarlige overhalinger alt i tæt trafik.
Pludselig foretog tyven en katastrofeopbremsning. Den første af de forfølgende patruljevogne kørte skråt ind foran den stjålne bil for at forhindre fortsat kørsel. Den næste patruljevogn kørte umiddelbart efter med lav hastighed ind bag i den stjålne bil, som herved blev skubbet ind i den første patruljevogn.
Der skete ingen personskade. De to patruljevogne fik skader på henholdsvis dør og fronthjelm/kofanger. Den stjålne bil fik ingen synlige skader.
Politimesteren havde forestået efterforskningen i sagen og fremsendt den til statsadvokaten.
Statsadvokaten fandt ikke grundlag for at kritisere, at politiassistenten havde skønnet det forsvarligt og nødvendigt med lav hastighed at påkøre den stjålne bil. Formålet var med sikkerhed at hindre fortsat kørsel til fare for andre, idet politiassistenten var usikker på, om den stjålne bil måske var ved at undvige ud i rabatten.
Statsadvokaten indstillede derfor efterforskningen. Politiklagenævnet var enig i afgørelsen og anførte, at der efter nævnets opfattelse var tale om en fuldstændig rigtig politimæssig handling.
Statsadvokaterne har i beretningsåret 1997 foretaget fem undersøgelser efter retsplejelovens (section) 1020 a, stk. 2. Undersøgelserne omfattede to skudepisoder, to detentionsdødsfald og en dødsulykke i forbindelse med, at politiet forfulgte en stjålet personbil.
Statsadvokaterne foretog 11 undersøgelser efter retsplejelovens (section) 1020 a, stk. 2, i beretningsåret 1996.
Sag nr. 1
Efterforskning i anledning af politiets skud mod en
person, der blev ramt
i nedre del af maven samt på højre underarm
(SA6-97-321-0112)
Den 1. juni 1997 skød en politiassistent mod en 29-årig mand M, der blev såret i maveregionen og i en arm. Episoden fandt sted uden for en café i Grindsted. Statsadvokaten indledte efterforskning i sagen.
M havde forud for skudepisoden været i byen sammen med to andre unge mænd og to piger. De havde i løbet af dagen og aftenen drukket en del øl og/eller spiritus. Inden de fem personer ankom til caféen, havde de været på et andet værtshus i Grindsted. M havde sammen med de to andre mænd begået hærværk på dette værtshus og udøvet vold over for andre gæster. To politiassistenter ankom til caféen for at forhøre sig om det, der var sket på værtshuset. De forlod umiddelbart efter stedet igen.
Da de fem personer havde opholdt sig et stykke tid på caféen, begik tre af dem også hærværk her, blandt andet ved at vælte et billardbord og smide med barstole. En af dem kastede et askebæger i nakken på en af de ansatte, der blev skåret i halsen. Der blev ligeledes begået røveri over for en af de andre ansatte og en person, der ville tilkalde politiet, blev truet.
Nogle personer fik tilkaldt de to politiassistenter. Da politiassistenterne ankom til caféen, stod blandt andre M uden for caféen. Politiassistenterne henvendte sig til M, der herefter sparkede til den ene politiassistents tjenestehund. Hunden blev herefter liggende livløs på fortorvet. Derefter slog M ud med knytnæve efter politiassistenten, der undveg bagud for ikke at blive ramt. Han blev derfor kun strejfet ved munden.
Politiassistenten faldt imidlertid, og M stillede sig overskrævs over ham og slog adskillige gange ud efter ham. Politiassistenten undgik at blive ramt, fordi han stemte sine ben mod M og derved holdt ham på afstand. Den anden politiassistent stod et stykke skråt bagud for M. Han råbte, at M skulle lægge sig, da der ellers ville blive skudt. Han affyrede et varselsskud op i luften, hvorefter han skød mod M. Han sigtede yderligt på kroppen for at forvolde mindst mulig skade og for at undgå at ramme den liggende politiassistent. Først efter skuddene ophørte angrebet.
Statsadvokaten fandt, at der havde været tale om en berettiget nødværgehandling, og at skydereglementet var overholdt. Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Sag nr. 2
Detentionsanbragt overført til sygehus, hvor han døde.
(SA4-97-321-0112)
Politiet blev den 2. august 1997 tilkaldt til en restaurant i Thisted, hvor en person, A, udviste en noget besynderlig adfærd. På pladsen foran restauranten kom A pludselig løbende, hoppede op over en blomsterkumme og stødte sit hoved mod en lygtepæl, hvorefter han faldt ned på gaden og blev liggende.
Han blev hjulpet op og sat foran restauranten. Imidlertid rejste han sig op
igen og løb med et tilløb på ca. 10 m direkte hen imod blomsterkummen, som han
hoppede over og nærmest hamrede
sit hoved ind i den samme lygtepæl,
hvorefter han igen faldt om
på gaden og blev liggende nu med blod i panden
og ned ad
kinden.
A, der var stærkt beruset, blev transporteret til politistationen, hvor han blev anbragt i detentionen. Kort efter blev han tilset af en læge, der fandt ham egnet til detentionsanbringelse.
Under opholdet blev A tilset af politipersonale hver halve time. Omtrent fire timer efter detentionsanbringelsen og ca. 15 minutter efter politiets sidste tilsyn havde den politiassistent, som havde foretaget alle tilsyn med A på nær det første, et ærinde i politigårdens våbenkammer i kælderen ved siden af detentionslokalerne. Han ville derfor foretage et yderligere tilsyn af A, selv om han egentlig først skulle foretage tilsynet 15 minutter senere.
Da politiassistenten kom ind i detentionslokalet, kunne han konstatere, at der var flydt noget væske og blod fra den anholdtes mund. Det var politiassistentens opfattelse, at As tilstand havde ændret sig til det værre. Politiassistenten tilkaldte straks via samtaleanlægget til vagthavende en ambulance.
Næste dag om formiddagen afgik A ved døden. Ved obduktion af A blev det konstateret, at han var død som følge af en stor blødning under den hårde hjernehinde med deraf følgende væskeopstemning i hjernen.
Selv om A ikke døde, mens han var i politiets varetægt, men på sygehuset,
besluttede statsadvokaten i medfør af retsplejelovens
(section) 1020 a, stk.
2, at undersøge sagen, idet A blev bragt på sygehuset direkte fra sin
anbringelse i detentionen.
En medarbejder fra Rigspolitichefens Rejseafdeling undersøgte As færden, før han blev detentionsanbragt, mens en medarbejder fra statsadvokatens kontor afhørte de involverede polititjenestemænd. Undersøgelsen viste, at A gennem mange år havde levet som alkohol- og stofmisbruger. Han var et par dage tidligere faldet et andet sted i byen.
Et civilt vidne forklarede, at As hoved var blevet slået ind i patruljevognens dørstolpe, da han blev anbragt i patruljevognen fra højre side. Dette vidne stod alene med denne forklaring, idet ingen andre vidner havde gjort tilsvarende iagttagelser. Også de involverede politiassistenter havde på det bestemteste afvist denne udlægning af begivenhederne. Alle andre var af den opfattelse, at A var blevet sat ind i patruljevognen fra venstre side.
Statsadvokaten indstillede efterforskningen i sagen, idet han ikke fandt, at der var udvist strafbart eller kritisabelt forhold fra politiets side, hvilket politiklagenævnet erklærede sig enig i.
Sag nr. 3
Efterforskning i anledning af, at en person døde, mens han var anbragt i detentionen
(SA1-97-321-321)
Den 21. august 1997 blev en 50-årig mand M fundet liggende på fortorvet i beruset tilstand. En forbipasserende kontaktede politiet.
Da politiet kom, blev M voldsom. M var svært beruset og havde ingen papirer på sig, ligesom han på grund af spirituspåvirkethed ikke kunne gøre rede for sin identitet. Han blev bragt ind til politistationen, hvor der på grund af graden af beruselse straks blev tilkaldt en vagtlæge.
M blev anbragt i detentionen i NATO-stilling på en madras. Der blev etableret elektronisk overvågning af detentionslokalet. Efter et kvarter tilså en polititjenstemand M, der forsat lå i NATO-stilling og "snorkede højlydt". Vagtlægen ankom ca. 20 minutter senere, og M blev nu konstateret tilsyneladende livløs. Han blev skønnet død ved ankomsten til skadestuen.
Ifølge vidneforklaringer var M ankommet til en fest samme aften. Under festen drak han en del rom med en styrke på 73%. Han havde ca. fem timer senere forladt festen, hvorefter ingen havde set ham, før politiet blev tilkaldt.
Ved ligsynet havde der intet mistænkeligt været at observere, herunder ingen ydre spor af vold eller blod. Ifølge en erklæring fra Retsmedicinsk Institut var dødsårsagen akut alkoholforgiftning til sidst kompliceret med let nedsuget opkast til luftvejene. Alkoholanalysen viste mindst 3,83 promille.
Statsadvokaten indstillede den 18. marts 1998 undersøgelsen i medfør af retsplejelovens (section) 749, stk. 2. Der var ikke ved undersøgelsen konstateret forhold, der kunne medføre nogen formodning om et strafbart forhold, forsømmelse eller kritisabel adfærd.
Politiklagenævnet havde forinden erklæret sig enig i afgørelsen.
Sag nr. 4
Dødsulykke i forbindelse med forfølgelse af en stjålet bil
(SA1-97-321-336)
Den 18. september 1997 fik politiet en melding om indbrud i et supermarked. En patruljebil med politiassistenterne A og B kørte derfor i retning mod stedet. Kort før et kryds fik patruljen øje på en personbil, der kørte over for rødt, og patruljen besluttede at forfølge bilen under brug af udrykningshorn. Under forfølgelsen fik politiassistenterne at vide, at den eftersatte personbil var stjålet.
Bilen blev forfulgt ad en firesporet vej, hvor personbilen accelererede til en hastighed på ca. 130-135 km/t. Patruljevognen var hele tiden 100 - 200 meter bag personbilen.
I et vejkryds på strækningen forulykkede personbilen, idet den kørte over den forhøjede græsmidterrabat til venstre for venstre vognbane, fortsatte lige over krydset og påkørte en lyssignalstander samt en butiksfacade. Hastigheden umiddelbart inden påkørslen var ca. 100 km/t. Uheldet fandt sted kl. 01.57.
Af en erklæring fra Bilinspektionen fremgik det, at personbilens venstre forhjul var punkteret, formentlig fordi den havde påkørt midterrabattens ca. 20 cm høje kantsten umiddelbart inden uheldet.
Føreren af personbilen, der var alene i bilen, døde et par timer senere på grund af kvæstelserne efter ulykken.
Efterfølgende fandt politiet i bilens bagagerum ca. 10.000 cigaretter i kartoner, en boltsaks og to koben.
Statsadvokaten indstillede efterforskningen i sagen, idet han ikke fandt, at der var nogen rimelig formodning om, at politiassistenterne havde begået kritisable eller strafbare forhold i forbindelse med forfølgelsen.
Politiklagenævnet havde forinden erklæret sig enig i afgørelsen.
Sag nr. 5
Skudepisode, hvor person blev ramt i foden
(SA3-97-321-118 og K 243/98)
Uden for en restaurant forsøgte tre politiassistenter at anholde en person, der tilhørte en rockergruppe, og dennes kammerat for overtrædelse af politivedtægten. I den forbindelse gav rockeren politiassistent A et knæspark i hovedet, tog kvælertag på politiassistent B og gav denne et knytnæveslag i hovedet, så han faldt bevidstløs om. Politiassistent C fik et så kraftigt spark på venstre underarm, at armen brækkede. Endvidere mishandlede rockeren politiassistent Bs tjenestehund, idet han sparkede den flere gange, slog den med en hunderem med metalhalsbånd, og løftede den fra jorden i hovedet og kastede den rundt.
Efter denne voldsudøvelse trak politiassistent B sin tjenstepistol og afgav to varselsskud. Da dette ikke fik rockeren til at overgive sig, sigtede politiassistent B direkte mod rockerens fod og affyrede et skud. Han blev ramt i hælen. Han blev herefter overmandet og bragt til politistationen.
For voldsudøvelsen mod politiassistenterne og politihunden blev rockeren ved landsretten idømt fængsel i 1 år og 9 måneder. Landsretten udtalte i dommen, at man ikke fandt grundlag for at antage, at det havde været retsstridigt, at rockeren var blevet skudt i foden.
Statsadvokaten indstillede herefter efterforskningen i sagen. Statsadvokaten fandt ikke grundlag for kritik, endsige sigtelse for et strafbart forhold i anledning af, at der var blevet skudt. Statsadvokaten tilkendegav, at politiassistenten fortjente anerkendelse for sin evne til under meget belastende forhold at bevare roen og handle besindigt og kontrolleret. Politiklagenævnet var enig i afgørelsen. (Afgørelsen er truffet i januar 1998).
Anmelderen klagede over afgørelsen til Rigsadvokaten, der tiltrådte statsadvokatens afgørelse.
Efter bestemmelsen i retsplejelovens (section) 1020 a, stk. 1, iværksætter statsadvokaterne efter anmeldelse eller af egen drift efterforskning, når der er rimelig formodning om, at politipersonale i tjenesten har begået strafbart forhold, som skal forfølges af det offentlige.
Efterforskningen iværksættes i almindelighed på grundlag af en anmeldelse fra en borger.
Statsadvokaterne indleder imidlertid også efterforskning, når de bliver bekendt med oplysninger om, at der er begået et formodet strafbart forhold. Efterforskningen har efter retsplejelovens (section) 743 til formål at klarlægge, om betingelserne for at pålægge strafansvar eller anden strafferetlig retsfølge er til stede, skaffe oplysninger til brug for sagens afgørelse samt forberede sagens behandling ved retten. Her gengives fem eksempler på sager, som statsadvokaterne har undersøgt på eget initiativ.
Eksempel 1
Urigtig politirapport
(SA2-96-321-0149)
To personer, A og B, var tiltalt og i byretten dømt for blandt andet indbrud.
I forbindelse med landsrettens behandling af ankesagen udtalte retten kritik af den måde, en ransagningsrapport var udfærdiget på, og lod dette føre til frifindelse af B for indbrud. På denne baggrund indledte statsadvokaten efterforskning i sagen.
To kriminalassistenter havde ransaget As bopæl, idet A var mistænkt for indbruddet. Efter ransagningen blev A anholdt og sigtet for indbruddet. Det blev i ransagningsrapporten anført, at der ved aflytning af telefonsvareren fremkom en oplysning om, at A skulle ringe til B på et nærmere angivet telefonnummer, hvis han ville tjene nogle hurtige penge. På baggrund af oplysningen i ransagningsrapporten blev B anholdt.
Oplysningen i ransagningsrapporten var imidlertid ukorrekt, idet kriminalassistenterne ikke havde aflyttet telefonsvareren ved ransagningen.
A havde efter anholdelsen over for politiet oplyst, at B havde været medgerningsmand til indbruddet. Han ønskede imidlertid ikke at fremstå som den, der havde angivet B. Kriminalassistenterne havde derfor besluttet at anføre oplysninger i ransagningsrapporten, der kunne lede til identifikation af B.
Kriminalassistenterne lod herefter båndet til telefonsvareren afhente på anholdtes bopæl. Båndet blev først aflyttet godt 21_2 måned efter afhentningen, og det var ca. en måned efter, at B var blevet anholdt og varetægtsfængslet.
Ved aflytningen viste det sig, at båndet indeholdt to beskeder fra B. Ingen af disse handlede imidlertid om muligheden for at tjene nogle hurtige penge, og ingen af dem indeholdt et fuldstændigt telefonnummer.
Statsadvokaten tilsluttede sig landsdommernes kritik af ransagningsrapporten, men fandt ikke grundlag for at antage, at kriminalassistenterne havde gjort noget strafbart, da de optog og udformede rapporten. Statsadvokaten fandt det ikke påkrævet at fortsætte efterforskningen. Politiklagenævnet havde forinden erklæret sig enig.
Eksempel nr. 2
Skudepisode uden personskade
(SA2-97-321-0242)
Den 15. oktober 1997 om morgenen oplyste en politimester til vagthavende hos statsadvokaten, at en politiassistent aftenen før i forbindelse med et forsøg på at pågribe tre tyve have afgivet syv skud, men at der ikke var sket personskade.
Statsadvokaten har i medfør af retsplejelovens (section) 1020 a, stk. 1, af egen drift iværksat efterforskning af sagen.
Efterforskningen er endnu ikke afsluttet.
Eksempel nr. 3
Undersøgelse af forlydender om, at en politipatrulje skulle have opkrævet en
færdselsbøde kontant på
stedet
(SA2-97-321-0176)
Af en politimester blev statsadvokaten orienteret om, at det forlød, at en kvindelig bilist, der i forbindelse med en hastighedsoverskridelse var blevet sigtet for at overtræde færdselsloven, havde betalt et beløb på 1.100 kr. kontant til det politipersonale, der havde sigtet hende. Det forlød endvidere, at hun efterfølgende havde henvendt sig på politistationen, hvor hun havde fået beløbet betalt tilbage. Hun var samtidig blevet gjort bekendt med, at et bødeforlæg senere ville blive udsendt. De 1.100 kr. svarede til ca. halvdelen af den normale bødetakst.
Statsadvokaten indledte i medfør af retsplejelovens (section) 1020 a, stk. 1, en undersøgelse af sagen, der kunne vedrøre bestikkelse.
Det fremgik af statsadvokatens undersøgelse, at A havde fortalt sin bekendt B om ovenstående episode. B havde fortalt sin fader, der er ansat i politiet, om As oplevelse. Bs fader havde herefter henvendt sig til politimesteren.
Under afhøring hos statsadvokaten gentog B de oplysninger, som A havde givet hende, herunder at A havde oplyst, at hun havde kørt med en hastighed af 172 km/t.
A bekræftede over for statsadvokaten, at hun havde forklaret B, at hun var blevet standset af politiet og sigtet for at have kørt for stærkt samt oplyst om, at hun kunne påregne af få tilsendt et bødeforelæg. Hun havde også forklaret B, at hun af politipatruljen på stedet var blevet tilbudt at betale bøden kontant, og at hun betalte den kontant på stedet.
A ville ikke udtale sig om, hvorvidt oplysningerne til B var korrekte. Hun ønskede ikke at medvirke til yderligere undersøgelser i sagen. A blev herefter indkaldt til at afgive forklaring i retten. Hun afgav forklaring som vidne under strafansvar, idet anklagemyndigheden forinden tilkendegav, at en mulig sigtelse for overtrædelse af straffelovens (section) 164 var frafaldet.
Hun fastholdt sin forklaring om, at hun var blevet standset af politiet. Politiet havde oplyst hende om, at hun havde kørt 9 km/t for hurtigt. Grunden til, at hun til B havde oplyst at have kørt med 172 km/t, var at det lød mere vildt.
Politiet havde oplyst hende om, at forseelsen ville koste 2.000 kr., men at hun kunne slippe med at betale 1.100 kr., hvis hun betalte på stedet. Hun oplyste endvidere, at hun ikke havde været på politigården og fået tilbagebetalt beløbet. Det var således usandt, hvad hun havde fortalt B.
Det fremgik endvidere af statsadvokaten undersøgelse, at A et halvt år forinden havde fået et bødeforlæg på 1.150 kr. for at have kørt med en hastighed af 79 km/t, hvor højst tilladte hastighed var 50 km/t.
Statsadvokaten indstillede efterforskningen i sagen, idet der ikke var tilvejebragt en rimelig formodning om, at der var begået et strafbart forhold. Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Eksempel nr. 4
Anonym anmeldelse mod politimester
(SA3-97-322-9 og K 179/97)
En anonym person anmeldte en politimester for misbrug af politiets biler og personale.
Statsadvokaten overvejede i den forbindelse, om anonyme anmeldelser overhovedet bør behandles. Blandt andet under henvisning til, at pressen var orienteret om anmeldelsen af anmelderen fandt statsadvokaten det dog nyttigt at modvirke mytedannelser og indledte efterforskning i sagen.
Efterforskningen gav ikke formodning om, at der var begået et strafbart forhold, der forfølges af det offentlige. Statsadvokaten indstillede derfor efterforskningen. Politiklagenævnet havde forinden erklæret sig enig i afgørelsen.
Afgørelsen er ikke påklaget til Rigsadvokaten, men alene fremsendt til orientering.
Eksempel nr. 5
Undersøgelse i anledning af, at en 17-årig pige
i forbindelse med en
anholdelse brækkede armen
(SA6-97-40-0009)
Statsadvokaten modtog fra politimesteren underretning om, at en 17-årig pige havde brækket armen under en anholdelse. Statsadvokaten indledte herefter undersøgelse i sagen.
Det fremgik heraf, at en 17-årig pige, mens hun kørte på sin knallert med en person bagpå, havde kastet en flaske efter politiet. Flasken ramte jorden ikke langt fra en politiassistent. Hun blev derfor forfulgt af politiet i patruljevogn. Passageren bag på knallerten hoppede af i farten og forsvandt, inden pigen blev standset.
Pigen var meget ophidset, så politiassistenterne tog fat i hver af pigens arme og tvang dem om på ryggen. De ville lægge hende ned på jorden på maven for at iføre hende håndjern. Ifølge politiassistenternes forklaring lød der et knæk fra den ene arm, inden hun nåede jorden. Derefter slap politiassistenterne deres greb.
Den ene af politiassistenterne kendte pigen fra tre tidligere anholdelser, hvor hun alle gange havde været voldsom og måtte lægges i håndjern.
Ifølge pigens forklaring lå hun på jorden og blev holdt fast af de to betjente med et knæ i nakken og et knæ på hendes ben. Hendes arm blev vredet længere og længere op mod nakken, selv om hun lå stille. Pludselig sagde den ene betjent, at armen var brækket.
Af en lægeerklæring fremgik det, at hun kort efter det passerede blev bragt ind til sygehuset med åbenlyst brud på venstre overarm. Retslægerådet bekræftede, at bruddet kunne være opstået i forbindelse med, at pigen blev lagt ned på jorden, mens hun blev holdt i et reglementeret førergreb af normal styrke.
Statsadvokaten fandt, at beslutningen om at lægge pigen i håndjern havde været berettiget. Det havde også været berettiget at bruge den fornødne magt, herunder førergreb, for at lægge hende i håndjern. De førergreb, der havde været anvendt, havde været reglementerede.
Statsadvokaten indstillede derfor efterforskningen i sagen. Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Beretningen for 1996 side 76, eksempel 3
(SA2-96-321-0146)
Ved endelig dom afsagt af Østre Landsret den 5. marts 1997 blev politiassistenten frifundet for vold mod en arrestant, idet landsretten ikke fandt det tilstrækkeligt bevist, at politiassistenten var skyldig i den rejste tiltale.
Beretningen for 1996 side 86, eksempel 13
(SA1-96-321-0095)
Ved endelig dom afsagt af Østre Landsret den 26. september 1997 stadfæstede landsretten byrettens dom, hvorved en politiassistent blev idømt 15 dagbøder á 200 kr. for misbrug af kriminalregisteret og CPR-registeret.
Sag nr. 1.
Beretningen for 1996 side 100
(SA1-96-321-0011)
Efterforskning i anledning af en anholdelse, hvor det efterfølgende blev konstateret, at anholdte havde brækket benet
Den 21. juni 1996 blev statsadvokaten underrettet om, at en kvinde var kommet til skade, da hun samme morgen kl. 02.45 blev anholdt af politiet ved et diskotek. Efter at hun var blevet anbragt i detentionen på politistationen, blev det konstateret, at hun havde brækket venstre ben, og at venstre knæskal var flækket.
Statsadvokaten iværksatte herefter en undersøgelse i henhold til retsplejelovens (section) 1020 a, stk. 2.
Undersøgelsen blev gennemført med bistand fra Rigspolitichefens Rejseafdeling, der afhørte de vidner til episoden, som ikke var ansat i politiet. Rigspolitichefens Rejseafdeling indhentede desuden lægelige erklæringer. Statsadvokaten afhørte de polititjenestemænd, der var involveret i sagen.
På baggrund af efterforskningen samt en udtalelse fra Retslægerådet vedrørende brug af benlås fandt statsadvokaten ikke, at man med sikkerhed kunne fastslå, hvilken handling fra de anholdende politifolks side, der var årsag til skaderne.
Selv om politifolkene burde have udvist større forsigtighed, da de lagde og fastholdt benlåsen, fandt statsadvokaten ikke tilstrækkelig anledning til at strafforfølge nogen for overtrædelse af straffelovens (section) 249 om uagtsomt legemsangreb.
Statsadvokaten fandt, at der burde have været tilkaldt lægehjælp straks efter, at kvinden var ankommet til politistation. Der var imidlertid ikke grundlag for at gøre nogen enkeltperson direkte ansvarlig for, at dette ikke skete. Sagen gav imidlertid statsadvokaten anledning til over for politiet at indskærpe opmærksomheden på forhold, der indicerer, at en person har brug for lægehjælp.
Statsadvokaten fandt ikke grundlag for at antage, at polititjenestemændene havde fremsat racistiske udtalelser mod kvinden.
Politiklagenævnet var ikke enig i afgørelsen, idet man fandt, at der burde rejses tiltalte mod en polititjenestemand for overtrædelse af straffelovens (section) 249, stk. 1. Politiklagenævnet fandt endvidere, at det burde påtales over for vagthavende, der modtog kvinden på politistationen, at han ikke sørgede for lægehjælp.
Sagen blev indbragt for Rigsadvokaten af både kvinden og Politiklagenævnet.
Sagen er fortsat under behandling.
Sag nr. 2.
Beretningen for 1996 side 105, sag nr. 11
(SA2-96-321-0168 og K 207/97)
Den 20. december 1996 underrettede en politimester telefonisk statsadvokaten om, at en 24-årig mand M den 19. december 1996 om morgenen var erklæret død. Han var 3 timer tidligere blevet fundet døende i forældrenes garage.
Politiet havde den 18. december 1996 om aftenen haft kontakt med M to gange. Begge kontakter var foranlediget af en anmeldelse om henholdvis beruset adfærd på kørebanen og en sovende mand på kørebanen. Det var den samme patrulje, der tog sig af anmeldelserne. Ved den sidste kontakt, som var den 18. december 1996 lidt før midnat, havde patruljen kørt den unge mand hjem til han bopæl hos forældrene.
På grund af den sene orientering af statsadvokaten, samt fordi politiet tilsyneladende var de sidste, der havde været i kontakt med M, fandt statsadvokaten, at sagen som et grænsetilfælde kunne henhøre under retsplejelovens (section) 1020 a, stk. 2.
Statsadvokaten iværksatte derfor efterforskning i sagen.
På baggrund af de lægelige oplysninger i sagen kunne det lægges til grund, at de to politiassistenters kontakt med den senere afdøde den 18. december 1996 om aftenen ikke havde nogen sammenhæng med eller indflydelse på den pågældendes død.
Statsadvokaten indstillede derfor i medfør af retsplejeloven
(section)
749, stk. 2, efterforskningen i sagen. Politiklagenævnet havde forinden erklæret
sig enig i afgørelsen.
Den afdødes pårørende klagede til Rigsadvokaten over afgørelsen. Rigsadvokaten tiltrådte statsadvokatens afgørelse.
Sag nr. 3.
Beretningen for 1996 side 102
(SA4-96-321-0074)
Efterforskning i anledning af, at en person døde, mens han var anbragt i detentionen
Natten til den 17. august 1996 blev en 26-årig mand M fundet livløs i detentionen. Han blev bragt til hospitalet, hvor han samme nat blev erklæret død. Statsadvokaten iværksatte straks efterforskning i henhold til retsplejelovens (section) 1020 a, stk. 2.
M var den 16. august 1996 ca. kl. 17 blevet anholdt i et varehus efter at have været tilbageholdt af en butikskontrollant for butikstyveri. Han blev herefter bragt til politigården, hvor han blev sat i detentionen, da han forekom påvirket af spiritus.
En polititjenestemand blev den 17. august 1996 ca. kl. 00.20 anmodet om at afhøre og løslade M. Inden polititjenestemanden gik til detentionslokalet, så han i vagthavendes lokale på en opstillet monitor, der overvågede detentionslokalerne. M lå da upåfaldende på madrassen i detentionslokalet. Da polititjenestemanden herefter låste sig ind i detentionslokalet, blev han klar over, at M var død.
Obduktionen af M samt retskemiske undersøgelser viste, at dødsårsagen måtte antages at være forgiftning med en kombination af flere forskellige medicinske præparater kompliceret med nedsuget maveindhold (opkast) i luftvejene.
Efterforskningen viste, at M hverken før eller efter politiets tilbageholdelse af ham havde været udsat for vold eller anden forbrydelse, der kunne have forårsaget eller medvirket til hans død.
Der blev på politiklagenævnets foranledning indhentet en yderligere udtalelse fra Retskemisk Institut samt en erklæring fra Retslægerådet om tidspunket for Ms død.
Statsadvokaten besluttede herefter at indstille efterforskningen i sagen, idet han ikke fandt grundlag for at antage, at iværksættelse af yderligere efterforskning ville sandsynliggøre, at der af en eller flere polititjenestemænd var begået fejl eller andet strafbart forhold, herunder udvist skødesløshed eller forsømmelse i tjenesten.
Politiklagenævnet havde forinden erklæret sig enig i afgørelsen. Politiklagenævnet bemærkede, at man havde noteret sig, at de nuværende regler i relation til elektroniske tilsyn af detentionsanbragtes tilstand ikke er tilstrækkelige i alle situationer.
Den pågældende politikreds var, da dødsfaldet i detentionen indtraf, med i en forsøgsordning med elektronisk overvågning af detentionerne. Statsadvokaten henledte i forbindelse med sin behandling af sagen Rigspolitichefens opmærksomhed på, at sagen efter hans opfattelse viste, at elektroniske tilsyn ikke i alle tilfælde synes tilstrækkelige til at vurdere den detentionsanbragtes tilstand. Dette fandt han burde tages i betragtning ved evalueringen af den iværksatte forsøgsordning.
Afsnit 7.
Særlige problemstillinger
Politiklagenævnsordningen omfatter det politiuddannede personale og politiets jurister, men ikke kontorpersonale og civilarbejdere. Ordningen omfatter heller ikke det juridiske personale hos statsadvokaterne og hos Rigsadvokaten.
Efter retsplejelovens (section) 1019 og (section) 1020 omfatter ordningen kun forhold, der er begået i tjenesten. Det skyldes, at behovet for en særlig klageordning udspringer af de magtbeføjelser, politiet har i deres arbejde. Når en polititjenestemand ikke er i tjeneste, bør han derfor ikke behandles anderledes end andre borgere
Spørgsmålet om, hvorvidt en handling er foretaget i tjenesten, vil afhænge af en konkret vurdering. På baggrund af polititjenestens særlige karakter bør begrebet "i tjenesten" fortolkes vidt. Det fremgår af forarbejderne til loven.
Justitsministeriet bemærkede i lovforslaget, at udtrykket "i tjenesten" ikke indebar nogen ændring i praksis, når man sammenligner med det hidtil anvendte udtryk "under udførelsen af tjenesten".
Afgrænsningen af personkredsen, og/eller om den pågældende har været i tjeneste, har i beretningsåret været prøvet i et par sager.
Eksempel 1
Polititjenestemands besøg hos kvinde umiddelbart
efter tjeneste
(SA2-97-321-0174 og K 205/97)
En kvinde henvendte sig personligt på en politistation og anmeldte, at en polititjenestemand to dage forinden havde opsøgt hende på hendes bopæl. Her havde han befølt hende på brysterne og kysset hende. Hun oplyste, at han havde været iført uniformsskjorte med distinktioner på hver skulder, uniformsslips og blå cowboybukser.
Polititjenestemanden forklarede, at han kendte kvinden. Hun havde flere gange været på politistationen, senest i forbindelse med en anbringelse i detentionen to måneder inden anmeldelsen. Han havde henvendt sig til hende på hendes bopæl tre dage før anmeldelsen (det vil sige dagen før det anmeldte forhold), hvor han havde været iført uniformsskjorte under en civil jakke. Han havde endvidere i tre tidligere tilfælde været på hendes bopæl i tjenstlig anledning (og dermed sandsynligvis iført uniform). Han forklarede vedrørende det besøg, der gav anledning til anmeldelsen, at han efter endt nattjeneste havde aflagt kvinden et rent socialt besøg. Han havde lidt ondt af hende og ville gerne lægge øre til hendes problemer. Han nægtede at have gjort seksuelle tilnærmelser til kvinden. Han var denne dag i civilt tøj.
Statsadvokaten mente ikke, at sagen var en politiklagenævnssag, men orienterede alligevel politiklagenævnet om sagen. Statsadvokaten lagde til grund, at det anmeldte forhold havde fundet sted i anmeldtes fritid og uden tjenstlig anledning. Statsadvokaten meddelte nævnet, at han havde til hensigt at indstille efterforskningen i sagen, blandt andet fordi kvinden efterfølgende var afgået ved døden.
Politiklagenævnet fandt, at sagen skulle behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 c, og dermed var omfattet af nævnets kompetence. Politiklagenævnet var dog enig i, at efterforskningen skulle indstilles. Politiklagenævnet indbragte spørgsmålet om politiklagenævnets kompetence for Rigsadvokaten.
Rigsadvokaten antog, at sagen var omfattet af politiklagenævnets kompetence, jf. retsplejelovens kap. 93 d. Rigsadvokaten lagde herved vægt på, at polititjenestemandens kendskab til kvinden alene udsprang af hans kontakt med hende i forbindelse med hans tjeneste hos politiet, og at det anmeldte besøg også efter kvindens opfattelse måtte antages at have fundet sted i hans egenskab af polititjenestemand. Rigsadvokaten fandt derfor ikke, at besøget kunne betegnes som privat, selv om polititjenstemanden ikke havde nogen som helst tjenstlig anledning til at opsøge kvinden.
Eksempel 2
Nabostridigheder
(SA2-96-44-155)
En udlænding klagede over sin nabo, der var kriminalassistent. Kriminalassistenten havde i sin fritid og fra sin private bopæl en aften ringet til klageren og bedt om at tale med klagerens mand om nogle private uoverensstemmelser.
Da klageren oplyste, at hendes mand ikke var hjemme, sagde kriminalassistenten: "Jeg er politimand, og jeg skal nok finde din mand, så du må fortælle, hvor han er". Klageren afbrød herefter telefonsamtalen.
Kriminalassistenten ringede kort efter igen til klageren og indtalte i alt seks telefonbeskeder på telefonsvareren. Kriminalassistenten sagde blandt andet, at klageren skulle ringe til ham, hvis han ville blive i Danmark, at han snart ville begynde at foretage sig et eller andet, at han var nødt til at foretage sig noget, hvis klageren ikke kontaktede ham og at det var for dumt at gøre det ved siden af en politimand. Han sagde desuden, at hvis klageren ikke ringede til kriminalassistenten inden 10 minutter, ville der ske noget meget alvorligt. Klageren fremsendte lydbåndet fra telefonsvareren.
Statsadvokaten fandt, at sagen var omfattet af politiklagenævnsordningen. Statsadvokaten beklagede kriminalassistentens adfærd, og sagen blev sendt til de disciplinære myndigheder. Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Sagen har ikke været forelagt for Rigsadvokaten. Men da det fremgår af lovforarbejderne, at begrebet "i tjenesten" bør tolkes vidt, synes det korrekt at lade sagen behandle efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 c.
Klager over politiets dispositioner i forbindelse med efterforskning og sagsbehandling falder uden for politiklagenævnets område. En del af disse sager behandles også af statsadvokaterne, men ikke efter reglerne om politiklagenævn, jf. afsnit 3.4.3.
Som eksempler på klager, der ikke er omfattet af ordningen, kan nævnes, at der er sket anholdelse, ransagning eller bortvisning fra en lokalitet. Derimod vil en klage over måden, en anholdelse blev gennemført på, være omfattet af politiklagenævnets kompetence. En klage over en for hårdhændet anholdelse vil således være omfattet af reglerne i retsplejelovens kapitel 93 b om adfærdsklager. Også sager, hvor der bliver rejst spørgsmål om chikane eller magtmisbrug fra politiets side, kan være omfattet af ordningen med politiklagenævn. Politiets beslutning om at indsætte politihunde er således en disposition, som ikke er omfattet af politiklagenævnets kompetence, medmindre det må antages, at brugen af hunden er sket i chikanøst øjemed eller som led i magtmisbrug fra politiets side.
Ordningen gælder heller ikke klager over, at en sag er utilstrækkeligt oplyst, eller at en sag er forhalet unødvendigt.
Det følgende eksempel viser, at en sag i forbindelse med undersøgelsen kan ændre karakter fra en adfærdsklage til en dispositionsklage.
Eksempel
Politiets adfærd over for pårørende til en person
med hjertestop
(SA2-97-44-0191)
En 88-årig kvinde havde i sit hjem fået hjertestop, mens datteren, svigersønnen og en hjemmesygeplejerske havde været til stede. Hjemmesygeplejersken havde tilkaldt en ambulance. Datteren forsøgte at forhindre indlæggelse/genoplivning af kvinden, og derfor tilkaldte ambulancepersonalet politiet.
Klagerne oplyste, at politiassistenterne insisterede på, at den ældre kvinde skulle ud i ambulancen til genoplivning, idet det blev udtalt "at det ikke er tilladt i Danmark at yde aktiv dødshjælp". Datteren blev ved arme og ben slæbt ud af ambulancen. Svigersønnen fik at vide, "at han skulle holde sin mund, ellers ville han blive anholdt".
Datteren og svigersønnen klagede til statsadvokaten over politiets opførsel i forbindelse med moderen død. Klagerne blev indkaldt til afhøring på statsadvokatens kontor. Klagerne svarede, at de ikke ønskede at møde til afhøring, men at sagen kunne afgøres på baggrund den fremsendte klage. Klagerne præciserede, at det ikke var de betjente, der var til stede i den ældre kvindes lejlighed, som man ønskede at klage over, men man ønskede i stedet at klage over den måde, der blev disponeret på.
Statsadvokaten meddelte herefter klagerne, at han agtede at sende sagen til Justitsministeriet som rette klageinstans. Statsadvokaten ville dog behandle klagen over udtalelsen til svigersønnen som en adfærdsklage, hvis klagerne ønskede dette.
Klagerne bekræftede over for statsadvokaten, at det primært var politiets dispositioner den pågældende aften, herunder politiledelsens instruktioner og interne instrukser, som man ønskede en stillingtagen til.
Statsadvokaten indstillede herefter undersøgelsen i sagen og sendte den videre til Justitsministeriet. Politiklagenævnet havde forinden erklæret sig enig i afgørelsen.
Brugen af politihund til magtanvendelse har hidtil været fastlagt på grundlag af almindelige principper for politiets lovlige magtanvendelse, herunder bestemmelserne i straffelovens (section)(section) 13 og 14 om nødværge og nødret. Der har således ikke som det er tilfældet for tjenestevåben og stave været udarbejdet et egentligt regelsæt på området.
Spørgsmålet om udarbejdelse af et sådant regelsæt har gennem længere tid været drøftet og forhandlet mellem Rigspolitichefen og Justitsministeriet. Rigspolitichefen udsendte herefter den 22. august 1997 en kundgørelse om politiets brug af hunde til magtanvendelse (Kundgørelse II nr. 40).
Det er i kundgørelsen (hundereglementet) understreget, at politihunde skal anvendes med besindighed, varsomhed og skånsomhed. De må kun bruges når det er nødvendigt og forsvarligt, ligesom andre mindre indgribende midler skal være utilstrækkelige.
Reglementet indeholder blandt andet nærmere regler for brugen af hunde i tilfælde, hvor politiet skal rydde en gade eller en bygning for et større antal personer. Reglerne indebærer, at politiet flere gange tydeligt og så vidt muligt via megafon skal advare om, at man agter at bruge politihunde. Der er også fastsat nye regler for hundesnorens længde i visse situationer, samt fastsat en udvidet indberetningspligt for brugen af politihunde.
Beslutningen om at indsætte politihunde i en politiaktion må i almindelighed anses for en politimæssig disposition, der ikke er omfattet af politiklagenævnets område. Derimod er det Rigsadvokatens opfattelse, at den måde, hvorpå hundeføreren anvender sin politihund over for en borger i almindelighed er omfattet af politiklagenævnsordningen.
Det fremgår af de følgende eksempler. De beskrevne episoder fandt sted, inden hundereglementet trådte i kraft.
Eksempel 1
"Spjald-sagerne"
(SA6-96-44-42; SA6-96-44-47; SA6-96-44-41; K 143/97;
K 146/97; K 148/97
og K 149/97)
Disse sager var genstand for en foreløbig omtale i årsberetningen for 1996, side 109.
Politiets tilstedeværelse i Spjald den 16. maj 1996 skyldtes en henvendelse fra Spjald Borgerforening og Spjald Handels- og Håndværkerforening til politimesteren i Ringkøbing. Baggrunden for henvendelserne var en tradition, der var opstået blandt unge mennesker fra Spjald og omegn, hvor man samledes Kristi Himmelfartsaften i byen til "branderaften". Ved denne lejlighed blev der "kørt ræs" for at brænde dæk af biler. Der var i forvejen foretaget ændringer ved bilernes bremser, så man kunne opnå kraftigt hjulspin, og der var hældt olie ud på vejen. Derved kunne en masse gummi svides af dækkene ("burn-outs").
Denne tradition ønskede Spjald Borgerforening og Spjald Handels- og Håndværkerforening stoppet.
Den 16. maj 1996 (Kr. Himmelfartsaften) iværksatte politiet færdselskontrol for at bringe "burn-out"-kørslerne til ophør. Hen på aftenen begynde de forsamlede mennesker at true politiet, og der blev kastet med flasker. Politiet trak sig herefter tilbage og tilkaldte forstærkning, herunder hundepatruljer.
Da forstærkningen var kommet frem, forsøgte politiet at få forsamlingen til at forlade stedet. Der var på det tidspunkt samlet ca. 500-600 personer. Da mængden ikke forlod stedet frivilligt, fandt politiet det nødvendigt at føre hundene frem i forreste række. Under rydningen af gaden blev nogle personer bidt af hundene.
Der blev til statsadvokaten indgivet syv klager vedrørende episoden. To af klagerne var indgivet af personer, der alene havde overværet politiindsatsen i fjernsynet.
Fem af klagerne var fra personer, som havde været til stede i Spjald den pågældende aften. Der var her tale om klager over politiets generelle håndtering af situationen i Spjald og over unødig og hårdhændet brug af hunde. Klagerne var blevet bidt af politihunde. Desuden var der i tre af sagerne klaget over unødig brug af politistav fra enkelte polititjenestemænds side mod klagerne samtidig med anvendelsen af hunde.
I to af sagerne (SA6-96-44-0041 og K 149/97) fandt statsadvokaten, at klagerne selv var skyld i det skete. Statsadvokaten lagde til grund, at stemningen i byen var ophidset og kogt op. Selv om klagerne befandt sig i begivenhedernes centrum, gjorde de intet for at efterkomme politiets anmodning om at flytte sig på trods af, at hundeførerne under fremrykningen havde bedt folk om at flytte sig, hvis de ville undgå at blive bidt. Statsadvokaten fandt derfor ikke grundlag at kritisere brugen af hund i disse tilfælde. Politiklagenævnet havde erklæret sig enig i afgørelsen. Den ene af de to sager blev af den person, som var blevet bidt, indbragt for Rigsadvokaten. Rigsadvokaten tiltrådte statsadvokatens afgørelse.
I en tredje sag (K 146/97) fandt statsadvokaten ligeledes, at klageren havde udvist egen skyld som beskrevet ovenfor. Statsadvokaten lagde herved politiassistentens forklaring til grund. Statsadvokaten afviste, at et bid fra en politihund samt et slag på en overarm/skulder med en politistav havde været ulovlig magtanvendelse.
I et forsøg på at anholde vedkommende lod politiassistenten imidlertid politihunden bide klageren yderligere to gange. Statsadvokaten udtalte kritik af politiassistenten, som han fandt havde udøvet unødig magtanvendelse ved brug af politihund. Statsadvokaten sendte på den baggrund sagen til de disciplinære myndigheder til videre foranstaltning. Politiklagenævnet havde erklæret sig enig i afgørelsen.
Personen, der var blevet bidt, indbragte sagen for Rigsadvokaten. Vedrørende første del af episoden fandt Rigsadvokaten, at oplysningerne i sagen ikke gav grundlag for at tilsidesætte politiassistentens fremstilling af begivenhedsforløbet. Rigsadvokaten fandt derfor ikke grundlag for at omgøre statsadvokatens afgørelse vedrørende denne del af episoden. Rigsadvokaten tiltrådte statsadvokatens afgørelse om at udtale kritik af politiassistenten vedrørende brugen af politihund i den anden del af episoden. Rigsadvokaten bemærkede, at der efter hans opfattelse ikke var anledning til at indlede en strafferetlig forfølgning i sagen, idet der på baggrund af politiassistentens forklaring i sagen ikke var grundlag for at statuere, at politiassistenten havde gjort brug af politihund og stav for at udøve vold.
I to sager (K 143/97 og K 148/97) lagde statsadvokaten klagernes forklaringer til grund. De havde forklaret, at de befandt sig i udkanten af begivenhederne og havde været på vej væk, da de blev bidt af politihunde og var blevet slået med politistav. Efter statsadvokatens opfattelse ville de pågældende episoder kunne danne grundlag i hvert fald for en sigtelse for overtrædelse af straffelovens (section) 244. Statsadvokaten kunne imidlertid ikke identificere de pågældende polititjenstemænd, og derfor blev yderligere undersøgelser i sagerne indstillet. Politiklagenævnet havde erklæret sig enig i afgørelsen.
Begge sager blev indbragt for Rigsadvokaten af de to personer, der var blevet bidt. Rigsadvokaten fandt, at der i begge sager forelå oplysninger fra en polithundefører om anvendelse af politihund i situationer, som i beskrivelsen af tid og sted mindede om de situationer, som de to borgere havde klaget over. Der var imidlertid så store uoverensstemmelser mellem handlingsforløbet ifølge politihundeførerens forklaring og klagernes forklaringer, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne lægges til grund, at der var tale om de samme situationer. På den anden side kunne det heller ikke helt udelukkes, at politihundeføreren og klagerne omtalte samme situation, selv om forklaringerne var modstridende. Rigsadvokaten fandt ikke grundlag for at fortsætte efterforskningen, da yderligere efterforskning og afhøringer af politipersonale eller vidner efter den forløbne tid ikke kunne forventes at føre til nye væsentlige oplysninger.
Rigsadvokaten fandt i øvrigt anledning til at beklage den tid, der var medgået til behandlingen af sagerne.
Politiets brug af hunde var også genstand for klage i følgende sag:
Eksempel 2
Politiet stoppede en 18-års fødselsdagsfest
(SA2-96-321-0108 og K 153/97)
Politiet modtog et telefonopkald fra en beboer i et ejendomskompleks, der klagede over, at en fest i fælleshuset var ved at udvikle sig temmelig kraftigt især uden for huset. Der var larm og ballade, som var generende for de omkringboende. På denne baggrund blev der sendt en politipatrulje til bebyggelsen.
Da patruljen ankom til stedet, stod der nogle unge mennesker uden for fælleshuset. De var højrøstede. Politipersonalet hørte også lyden af knust glas. Der ankom yderligere en politipatrulje til stedet, og tre polititjenstemænd henvendte sig til moderen til en af værterne. Hun gav udtryk for, at festen var gået over gevind og ønskede politiets bistand til at stoppe festen.
En række af festdeltagerne begyndte at komme med tilråb til politifolkene, "politikontrol avler vold". Politifolkene bad gentagne gange festdeltagerne om at forlade festlokalet. Der opstod en trykket stemning, hvorfor der blev tilkaldt forstærkning. Der ankom i alt 15 politifolk og to politihunde til stedet.
En del af festdeltagerne forsvandt fra stedet, men en del blev tilbage i området omkring fælleshuset. Politiet anmodede fortsat festdeltagerne om at forlade stedet. Der blev kastet isklumper mod politiet. En af festdeltagerne gik frem mod en politihund og slog og sparkede mod hunden. Han blev bidt i armen. Under det efterfølgende forløb blev i alt seks festdeltagere bidt af de to politihunde. Fem af festdeltagerne blev anholdt og sigtet for overtrædelse af politivedtægten.
De pågældende festdeltagere anmeldte polititjenestemændene for vold, ligesom der blev klaget over politipersonalets adfærd.
Statsadvokaten indstillede i medfør af retsplejelovens (section) 749, stk. 2, efterforskningen i sagen. Statsadvokaten fandt ikke, at der var holdepunkter for at antage, at politiet havde brugt tjenestehunde, håndjern, strammet de anvendte håndjern eller skubbet til personer med det formål at udøve vold, chikanere eller genere folk. Statsadvokaten fandt heller ikke, at der var anvendt unødig magt, idet de tilstedeværende for at skabe ro og orden var blevet bedt om at forlade stedet, hvilket de undlod. En klage over politiets beslutning om at gøre brug af politihunde skulle derfor behandles af politimesteren som en dispositions- og sagsbehandlingsklage.
Politiklagenævnet var enig med statsadvokaten i, at brug af hunde er en disposition, som ikke henhører under politiklagenævnets kompetence. Politiklagenævnet ønskede dog blandt andet en generel beklagelse af politiets håndtering af situationen.
Såvel politiklagenævnet som klagerne indbragte sagen for Rigsadvokaten. Rigsadvokaten var enig med såvel statsadvokat som nævn i, at brug af hunde som udgangspunkt er en disposition, der ikke er omfattet af nævnets kompetence. Rigsadvokaten var endvidere enig med statsadvokaten i, at der ikke var grundlag for at antage, at politiet havde udvist chikane eller i øvrigt havde udøvet magtmisbrug i forbindelse med gennemførelsen af politiforretningen. En eventuel klage over politiets tilrettelæggelse og generelle håndtering af politiforretningen måtte herefter behandles af politimesteren som en dispositions- og sagsbehandlingsklage.
Eksempel 3
Politiets anvendelse af hund for at stoppe et slagsmål
(SA1-97-44-113 og K 206/97)
En polititjenestemand forsøgte at adskille to mænd der sloges, men blev derved inddraget i slagsmålet og herunder væltet omkuld med mændene over sig. En politihundefører kom herefter sin kollega til hjælp og anvendte sin hund for at få slagmålet stoppet.
Den ene af de anholdte klagede over politiets brug af politihunden. Det fremgik af sagen, at politihundeføreren to gange havde råbt til klageren, at slagsmålet skulle stoppe, samtidig med at hunden gøede. Slagsmålet fortsatte imidlertid. Hundeføreren lod derfor sin hund gå frem og bide klageren i det ene ben for at komme sin kollega til undsætning. Der kom herefter andre politifolk til, og hunden blev trukket tilbage.
Statsadvokaten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte polititjenstemandens skøn. Det havde været nødvendigt at indsætte politihunden for at få et slagsmålet bragt til ophør og for at komme politikollegaen til hjælp. Statsadvokaten fandt endvidere ikke grundlag for at kritisere, at polititjenestemanden ikke før politihunden blev anvendt advarede om dette.
Politiklagenævnet havde erklæret sig enig i afgørelsen. Klageren indbragte herefter afgørelsen for Rigsadvokaten, der tiltrådte statsadvokatens afgørelse. Rigsadvokaten lagde til grund, at hunden ikke bed klageren, efter at han var blevet iført håndjern. Rigsadvokaten fandt endvidere, at politihundeføreren ved at anvende politihunden som magtmiddel ikke herved anvendte unødig magt. Rigsadvokaten lagde dermed lagt vægt på, at anvendelsen af politihunden var nødvendig i den pågældende situation, og at denne blev anvendt for både at komme politikollegaen til undsætning og for at gennemføre en anholdelse.
Rigsadvokaten fandt ikke grundlag for at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt beslutningen om at anvende/indsætte politihunden var korrekt. En eventuel klage over, at politihundeføreren besluttede at indsætte hunden, herunder spørgsmålet om, hvorvidt han først udtrykkeligt tilkendegav, at han agtede at anvende politihund, måtte behandles af Politidirektøren i København.
Eksempel 4
Klage over magtudøvelse og brug af hunde
(SA2-96-321-130)
Sagen er omtalt i afsnit 6.1.1 som eksempel 2.
Reglerne om inhabilitet findes i forvaltningslovens kapitel 2. Den centrale bestemmelse er lovens (section) 3. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
"(section) 3. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, er inhabil i forhold til den bestemte sag, hvis
1) vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er eller tidligere i samme sag har været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,
2) vedkommendes ægtefælle, beslægtede eller besvogrede i op- eller nedstigende linie eller i sidelinien så nær som søskendebørn eller andre nærstående har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,
3) vedkommende deltager i ledelsen af eller i øvrigt har en nær tilknytning til et selskab, en forening eller en anden privat juridisk person, der har en særlig interesse i sagens udfald,
4) sagen vedrører klage over eller udøvelse af kontrol- eller tilsynsmyndighed over for en anden offentlig myndighed, og vedkommende tidligere hos denne myndighed har medvirket ved den afgørelse eller ved gennemførelsen af de foranstaltninger, sagen angår, eller
5) der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.
Stk. 2. Inhabilitet foreligger dog ikke, hvis der som følge af interessens karakter eller styrke, sagens karakter eller den pågældendes funktioner i forbindelse med sagsbehandlingen ikke kan antages at være fare for, at afgørelsen i sagen vil kunne blive påvirket af uvedkommende hensyn.
Stk. 3. Den, der er inhabil i forhold til en sag, må ikke træffe afgørelse, deltage i afgørelsen eller i øvrigt medvirke ved behandlingen af den pågældende sag".
Retsplejelovens (section) 97 bestemmer, at den, der efter kapitel 2 i forvaltningsloven må anses for inhabil i forhold til en bestemt sag, ikke må virke som anklager i sagen.
Afgørelsen af, om en statsadvokat er inhabil ved behandlingen af en sag, afgøres efter de almindeligt gældende bestemmelser om inhabilitet i forvaltningsloven og retsplejeloven. Hvis en statsadvokat har betænkeligheder ved at behandle en sag, kan det dog overvejes at lade sagen overgå til en anden statsadvokat også selv om der ikke foreligger egentlig inhabilitet.
Statsadvokaterne har kun i få tilfælde bedt Rigsadvokaten om at tage stilling til habilitetsspørgsmål. Her beskrives nogle eksempler på sager, hvor spørgsmålet var fremme.
Eksempel 1
Anmeldelse mod en vicepolitimester for overtrædelse
af færdselsloven
(SA6-97-329-15 og 50/97-4)
Politiet modtog en anmeldelse om, at en bilist samme dag var kørt frem mod rødt lys, hvorved anmelderen måtte bremse kraftigt op. Anmelderen opgav registreringsnummeret på bilen, og det viste sig, at bilen med det opgivne registreringsnummer tilhørte vicepolitimesteren i politikredsen.
Statsadvokaten forelagde spørgsmålet om inhabilitet for Rigsadvokaten. Statsadvokaten indstillede, at sagens behandling blev overdraget til en anden statsadvokat. Statsadvokaten lagde herved vægt på, at én af hans chargerede medarbejdere gjorde tjeneste i en selskabstømmersag i samme politikreds som vicepolitimesteren, at flere af statsadvokatens andre juridiske medarbejdere tidligere havde gjort tjeneste under den pågældende vicepolitimester og at statsadvokaten selv havde deltaget i tjenesterejse i udlandet og adskillige møder med vicepolitimesteren.
Rigsadvokaten tilsluttede sig statsadvokatens vurdering og overdrog sagens behandling til en anden regional statsadvokat.
Eksempel 2
Anmeldelse mod politimesteren personligt
(SA6-97-322-0016 og K 211/97)
En politimester havde til Advokatnævnet indgivet en klage over en advokat, som skulle havde skaffet sig adgang til to arrestanter, som han ikke var forsvarer for. Advokaten anmeldte herefter politimesteren for overtrædelse af straffelovens (section) 267 om ærekrænkelser på grund af indholdet af klagen til Advokatnævnet.
Statsadvokaten rejste spørgsmålet om inhabilitet for Rigsadvokaten, fordi statsadvokaten og politimesteren var tennismakkere og i øvrigt i et vist omfang kom sammen privat.
Rigsadvokaten overdrog sagens behandling til en anden regional statsadvokat.
Spørgsmålet om inhabilitet har også været rejst i sager, hvor der har været tale om aldeles grundløse anmeldelser mod såvel polititjenstemænd som statsadvokaten selv.
Eksempel 3
Klage over chikane fra politiet, statsadvokaten og øvrige offentligt kendte personer med tilknytning til Justitsministeriet
(SA2-96-321-0237 og K 84/96)
En person klagede over "politichikane og andre ulovligheder inden for retssystemet". Anmeldelserne rettede sig mod politimesteren og nogle politiassistenter. Endvidere indeholdt henvendelsen en række anmeldelser af offentligt kendte personer med tilknytning til Justitsministeriet, herunder statsadvokaten selv.
Statsadvokaten rejste over for Rigsadvokaten spørgsmålet om inhabilitet.
Rigsadvokaten tilkendegav, at de helt ubegrundede beskyldninger, som klageren havde fremført mod statsadvokaten og en række andre offentlige myndigheder, ikke kunne antages at rejse tvivl om statsadvokatens upartiskhed, jf. forvaltningslovens (section) 3. Rigsadvokaten fandt derfor, at statsadvokaten selv kunne behandle sagen.
Rigsadvokaten har været forelagt yderligere én sag af samme karakter (K 106/97). Også i denne sag fandt Rigsadvokaten, at statsadvokaten selv kunne behandle sagen.
Eksempel
Klage over blandt andet polititjenestemænd i forbindelse med udvisning af en udlænding
(SA4-97-49-0037 og K 128/97)
På baggrund af mediernes omtale af udvisningen af en kvinde anmeldte en person ansatte i politiet for overtrædelse af straffeloven i forbindelse med udvisningen.
Statsadvokaten afviste anmeldelsen. Politiklagenævnet havde erklæret sig enig heri.
Anmelderen påklagede afgørelsen til Rigsadvokaten og bad samtidig om, at klagen blev sendt videre til Justitsministeriet til videre behandling.
Anmelderen anførte, at Rigsadvokaten personligt og dermed også hele Rigsadvokaturen var inhabil, fordi Rigsadvokatens ægtefælle som underdirektør i Udlændingestyrelsen tidligere havde truffet afgørelse om at nægte kvinden asyl.
Rigsadvokaten afviste påstanden om inhabilitet. Rigsadvokaten anførte, at anmeldelsen vedrørte de involverede politifolk, og at den ikke kunne antages at vedrøre Rigsadvokatens ægtefælles og Udlændingestyrelsens behandling af sagen. Rigsadvokaten fandt derfor ikke grundlag for at oversende sagen til Justitsministeriet.
Rigsadvokaten afviste klagen, fordi anmelderen ikke kunne anses for at være part i sagen og dermed klageberettiget.
Rigsadvokaten er ikke i 1997 blevet forelagt sager vedrørende politiklagenævnenes og nævnsmedlemmernes inhabilitet.
Det fremgår imidlertid af delberetningerne fra politiklagenævnene, at der i årets løb er blevet gjort brug af suppleanter på grund af inhabilitet hos formanden eller øvrige nævnsmedlemmer. I ét tilfælde har et politiklagenævn sendt sagen til et andet politiklagenævn, fordi ét nævnsmedlem var anmelder i sagen.
Det er dog fortsat Rigsadvokatens opfattelse, at der ikke almindeligvis er grundlag for at erklære hele politiklagenævnet for inhabilt, blot fordi formanden eller ét af medlemmerne er inhabile i behandlingen af en sag. Der henvises herved til Årsberetningen for 1996 vedrørende klager over politiet side 127 ff.
7.3. Politiklagenævnets kompetence
Spørgsmålet om omfanget af politiklagenævnets kompetence har været prøvet i enkelte sager.
Politiklagenævnet kan af egen drift tilkendegive over for statsadvokaten, at der efter nævnets opfattelse bør foretages en undersøgelse (reglerne i kapitel 93 b) eller efterforskning (reglerne i kapitel 93 c), jf. retsplejelovens (section) 1021a, stk. 2.
Det var tilfældet i følgende sag.
Eksempel
Politiets samarbejde med civile personer vedrørende narkotikakriminalitet
(SA1-96-321-234 og K 134/97)
En borger anmeldte en politikreds for et strafbart forhold. Anmeldelsen vedrørte forhold, der tidligere var blevet bedømt af landsretten. Landsretten havde i forbindelse med en straffesag taget stilling til et spørgsmål om politiets samarbejde med tre brødre om opklaringen af narkotikakriminalitet, og herunder tilkendegivet, at samarbejdet havde været omfattet af retsplejelovens regler om agentvirksomhed. Selv om denne retsopfattelse ikke havde været delt af politiet, fandt landsretten det kritisabelt og meget betænkeligt, at politiet fortsatte samarbejdet.
Politiklagenævnet var enig med statsadvokaten i, at anmeldelsen skulle afvises, idet der hos politiets ledelse havde foreligget en såkaldt "uegentlig retsvildfarelse". Der var derfor ikke grundlag for at antage, at nogen af de involverede havde haft til forsæt at begå noget strafbart.
Politiklagenævnet bad imidlertid statsadvokaten om at indlede en undersøgelse efter retsplejelovens kapitel 93 b om årsagen til, at politiet havde anvendt den fremgangsmåde, som landsretten kritiserede. Det var endvidere politiklagenævnets opfattelse, at politiet burde beklage det passerede.
Statsadvokaten afviste anmodningen. Statsadvokaten henviste til, at det kunne lægges til grund, at den pågældende fremgangsmåde havde været anvendt i så mange år, at ingen af de nuværende tjenestegørende i politikredsen havde været ansvarlige for, at man begyndte at bruge fremgangsmåden. Statsadvokaten mente heller ikke, at det var juridisk og praktisk muligt at pålægge nogen polititjenestemand, hverken tidligere eller nuværende, at beklage og undskylde et forhold, de har anset for fuldt lovligt med støtte i politiets hidtidige praksis og efter deres tidligere og nuværende foresattes opfattelse.
Nævnet indbragte sagen for Rigsadvokaten.
Rigsadvokaten udtalte:
"Efter min opfattelse falder det uden for politiklagenævnets kompetence at tage stilling til spørgsmål vedrørende den fremgangsmåde, som (politiet) har anvendt i samarbejdet med de (tre) brødre samt lovligheden heraf. Retsplejelovens kapitel 93 b omfatter således ikke dispositioner og afgørelser inden for strafferetsplejen. Brugen af en meddeler og spørgsmålet om afgrænsningen af dette begreb i forhold til retsplejelovens regler om agentvirksomhed er således klart ikke omfattet af politiklagenævnets kompetence..."
Rigsadvokaten erklærede sig endvidere enig i statsadvokatens afgørelse og begrundelse og anførte:
"Jeg kan tilføje, at der ikke generelt synes at være mulighed for i medfør af reglerne i kapitel 93 b at give et sådant direkte pålæg (om at beklage og undskylde) hverken til enkelte polititjenestemænd eller til politimesteren eller Politidirektøren som overordnet ansvarlig for politikredsens personale".
Sagen er tillige omtalt i afsnit 6.2.2. som eksempel 1.
Statsadvokaten underretter straks politiklagenævnet om klager og anmeldelser, der skal behandles efter kapitel 93 b eller kapitel 93 c. Det fremgår af retsplejelovens (section) 1021 a, stk. 1.
Når det overvejes, i hvilken form en klage skal behandles, vil klagerens formulering af klagen almindeligvis være afgørende for, om sagen behandles som en adfærdsklage eller som en straffesag. I tvivlstilfælde vurderer statsadvokaten, efter hvilket regelsæt klagen skal behandles.
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets (section) 1021 a, at det for statsadvokatens afgørelse af i hvilken form, en undersøgelse skal foregå, ikke er afgørende om politiklagenævnet forinden er kommet med en tilkendegivelse herom.
Finder politiklagenævnet i modsætning til statsadvokaten, at en sag bør efterforskes som en straffesag, kan nævnet tilkendegive dette over for statsadvokaten ((section) 1021 a, stk. 2). Følger statsadvokaten ikke politiklagenævnets tilkendegivelse, kan nævnet klage over afgørelsen til Rigsadvokaten efter bestemmelsen i retsplejelovens (section) 1021 f.
Denne problemstilling var fremme i følgende sag:
Eksempel l
Politiets medvirken til tv-udsendelsen "Station 2"
(SA1-97-321-0301 og K 173/97)
Statsadvokaten modtog en klage over politiets eftersøgning af klagerens søster. Det fremgik af henvendelsen, at klageren fandt, at ansatte i politiet havde handlet strafbart ved at videregive fortrolige oplysninger om søsteren i forbindelse med et indslag, der blev udsendt på TV2 i udsendelsen "Station 2".
Statsadvokaten meddelte klageren, at han alene havde kompetence til at behandle spørgsmålet om, hvorvidt ansatte i politiet havde handlet strafbart. Klagen over den måde, som politiet i øvrigt handlede på i forbindelse med tv-udsendelsen, henhørte efter statsadvokatens opfattelse som en dispositionsklage under Justitsministeriet. Statsadvokaten indledte derfor en undersøgelse efter reglerne i retsplejelovens kap. 93 c.
Politiklagenævnet anmodede statsadvokaten om ud over undersøgelsen efter retsplejelovens kapitel 93 c også at foretage en undersøgelse efter retsplejelovens kapitel 93 b af hele sagsforløbet. Statsadvokaten burde således efter nævnets opfattelse også vurdere om politiets adfærd i forbindelse med dets medvirken i tv-udsendelsen, kunne give anledning til kritik.
Statsadvokaten fandt, at politiets medvirken til tv-udsendelsen var dispositioner, som politiet havde foretaget som led i politiets almindelige oplysende virksomhed. Der var ikke tale om en adfærd over for borgerne. Spørgsmålet om, hvorvidt der forelå kritisable forhold i forbindelse med tv-udsendelsen, hørte derfor ikke under hans kompetenceområde.
Politiklagenævnet indbragte spørgsmålet for Rigsadvokaten.
Rigsadvokaten fandt ikke grundlag for at kritisere, at statsadvokaten i forbindelse med klagen underrettede klageren og politiklagenævnet om, at hans undersøgelse ville blive indledt i medfør af retsplejelovens kapitel 93 c.
Rigsadvokaten anførte endvidere:
"Jeg skal i den forbindelse bemærke, at der ofte i forbindelse med statsadvokatens undersøgelser efter retsplejelovens kapitel 93 c tillige sker undersøgelse af, hvorvidt en polititjenestemands øvrige adfærd har været kritisabel (adfærdsklage). Det forhold, at statsadvokaten således har tilkendegivet, at han agter at behandle klagen efter regelsættet i retsplejelovens kapitel 93 c udelukker således efter min opfattelse ikke, at han i den konkrete sag tillige kan tage stilling til eventuel kritisabel adfærd begået af polititjenestemænd i forbindelse med tv-udsendelsen, herunder ved behandlingen af straffesagen og ved henvendelserne til klagerne."
Politiklagenævnet kan i adfærdsklagesager og straffesager anmode statsadvokaten om at foretage bestemte yderligere undersøgelses- og efterforskningsskridt (retsplejelovens (section) 1021 c, stk. 1).
Politiklagenævnet kan i princippet på ethvert stade af sagen bede statsadvokaten om at foretage yderligere undersøgelses- og efterforskningsskridt. Det anføres i bemærkningerne til bestemmelsen, at "hovedreglen bør dog være, at politiklagenævnet først benytter sig af muligheden for at anmode om foretagelse af bestemte yderligere undersøgelsesskridt efter, at statsadvokaten har afsluttet sin undersøgelse/efterforskning. Undtagelse vil f.eks. kunne gøres, hvis der er risiko for bevistab, jf. betænkning 1278/1994, side 170."
Hvis statsadvokaten i en adfærdsklagesag modsætter sig politiklagenævnets anmodning, kan nævnet påklage statsadvokatens afgørelse til Rigsadvokaten, jf. (section) 1021 g.
Hvis sigtede eller statsadvokaten i forbindelse med behandlingen af en straffesag modsætter sig politiklagenævnets anmodning om at foretage bestemte yderligere efterforskningsskridt, skal spørgsmålet afgøres af retten, jf. retsplejelovens (section) 1021 c, stk. 2.
I bemærkningerne til lovforslagets (section) 1021 c, stk. 2, er der henvist til den lignende ordning i retsplejelovens (section) 746. Efter denne bestemmelse afgør retten tvistigheder om yderligere efterforskningsskridt, som forsvareren eller sigtede har bedt om at få foretaget.
Af bemærkningerne til lovforslagets (section) 1021 c, stk. 2, fremgår det endvidere, at formanden for politiklagenævnet om nødvendigt skal møde i retten. Det var tilfældet i en sag, hvor politiklagenævnets formand repræsenterede nævnet i retten.
Eksempel 1
Politiklagenævnets begæring om yderligere
vidneafhøringer samt
fotokonfrontation
(SA2-96-321-0063 og -0064)
Den 1. januar 1996 blev en fest på en restaurant stoppet af politiet, og i den forbindelse blev i alt syv personer anholdt. Der var 13 politifolk til stede, heraf to kvindelige polititjenestemænd i uniform.
To af de anholdte, A og B, klagede nogle dage efter til politimesteren og anførte, at de ved anholdelsen blev udsat for vold. A forklarede, at en kvindelig betjent trådte ham i ansigtet med sin støvle, efter at han var blevet lagt ned på jorden, og maste hans hoved ned i isen med det resultat, at blandt andet hans briller blev smadret. B forklarede, at politibetjente sparkede ham, efter at han var væltet om på jorden.
Statsadvokaten indledte efterforskning i sagen, og Rigspolitichefens Rejseafdeling afhørte de to klagere og 11 af de 13 tilstedeværende betjente.
Statsadvokaten fremsendte en redegørelse til politiklagenævnet, hvori han vedrørende A konkluderede, at efterforskningen ikke havde skaffet beviser for at nogen navngiven politimand havde udøvet vold eller brutalitet. Statsadvokaten konkluderede vedrørende B, at en videre efterforskning efter hans vurdering ikke ville resultere i yderligere relevant materiale eller ændre bevisgrundlaget. Han agtede derfor at indstille efterforskningen.
Politiklagenævnet meddelte statsadvokaten, at nævnet fandt, at de fem personer, der blev anholdt ved samme lejlighed som klagerne, burde afhøres. Der burde endvidere for at identificere den kvindelige betjent gøres et forsøg med en fotokonfrontation.
Statsadvokaten afviste politiklagenævnets begæring, og spørgsmålet om yderligere efterforskning blev indbragt for retten.
Ved kendelse af 9. december 1997 besluttede retten, at de fem personer, der blev anholdt ved samme lejlighed som klagerne skulle afhøres. Retten bestemte samtidig, at der ikke skulle foretages fotokonfrontation. Retten bemærkede i den forbindelse følgende:
"Efter retsplejelovens (section) 1020c kan politiklagenævnet anmode statsadvokaten om at foretage bestemte yderligere undersøgelses- eller efterforskningsskridt. Det fremgår af forarbejderne til denne bestemmelse, at det forudsættes, at statsadvokaten i almindelighed efterkommer sådanne anmodninger.
De fem øvrige anholdte var til stede på det tidspunkt, hvor de relevante begivenheder udspillede sig. Det kan derfor ikke afvises, at de har gjort iagttagelser, der kan have betydning ved belysning af sagen. Derfor bør politiklagenævnets anmodning om afhøring af de fem øvrige anholdte efterkommes. Den omstændighed, at der nu er gået næsten 2 år siden episoden, kan ikke tillægges nogen betydning ved afgørelsen af spørgsmålet om yderligere afhøringer. Retten lægger herved vægt på, at det lange tidsrum i det væsentlige skyldes forhold hos statsadvokaten.
Politiklagenævnet har anmodet om, at der foretages fotokonfrontation. Politiklagenævnet har ikke anført, hvem der skulle have lejlighed til at foretage udpegning under konfrontationen, men det lægges til grund, at det alene drejer sig om A. A har ifølge politirapport forklaret, at han ikke kunne give nogen form for signalement af den kvindelige politibetjent, ligesom han ikke vil kunne udtage hende ved en eventuel konfrontation. Allerede af den grund finder retten, at der ikke er udsigt til, at en fotokonfrontation vil kunne bidrage til oplysning af sagen."
Det sker, at en klager trækker sin klage eller anmeldelse tilbage. Årsagerne
hertil kan være mange. Ønsket om at trække klagen tilbage kan f.eks. være
begrundet i, at klageren efter en betænkningstid ikke har fundet grundlag for at
fastholde sin klage, eller at den berørte polititjenestemand har beklaget det
passerede. Statsadvokaten vil i sådanne situationer i almindelighed indstille
undersøgelsen i en adfærdsklagesag, medmindre sagen giver statsadvokaten
grundlag for af egen drift at fortsætte undersøgelsen i sagen, jf.
retsplejelovens
(section) 1019 k. Det kan f.eks. være i en situation, hvor
der kan være spørgsmål om, hvorvidt en polititjenestemand har søgt at presse
klageren til at trække klagen tilbage. Det var tilfældet i en sag, der var
omtalt i beretningen for 1996, afsnit 6.5.3. som eksempel 1.
For så vidt angår efterforskningen i en straffesag vil statsadvokaten også i
et vist omfang kunne indstille en efterforskning, hvis
anmeldelsen
tilbagekaldes. Politiklagenævnet kan indbringe statsadvokatens afgørelse om at
indstille undersøgelsen eller efterforskningen i en sag for Rigsadvokaten.
Der har ikke i beretningsåret været indbragt sager herom for Rigsadvokaten. Der kan vedrørende antallet af tilbagekaldte klager henvises til afsnit 4.
Her vises nogle eksempler på klager, der er kaldt tilbage i 1997.
Eksempel 1
Klage over sprogbrug
(SA1-96-44-130)
En person klagede over, at en politimand verbalt "svinede" en udenlandsk klager til.
Klageren tilbagekaldte senere klagen, efter at politimanden og hans overordnede på eget initiativ havde beklaget det passerede.
Statsadvokaten foretog herefter ikke mere i sagen. Politiklagenævnet havde erklæret sig enig heri.
Eksempel 2
Anmeldelse om polititjenestemands voldsudøvelse
tilbagekaldt kort efter
anmeldelsen
(SA2-97-321-175)
En 17-årig mand M blev anholdt for brugstyveri. M oplyste under anholdelsen, at han ønskede at klage over, at en polititjenestemand efter at M kaldt ham for racist havde taget fat i hans tøj, smidt ham ned på en briks og slået ham let i mellemgulvet.
M blev af politipersonalet orienteret om, at klager og anmeldelser vedrørende polititjenestemænd behandles af statsadvokaten. M udtalte herefter, at han ikke ønskede hverken at klage over eller at anmelde polititjenestemanden. Hans moder og søster, der befandt sig på politigården, udtalte, at de ville støtte ham, hvis han ønskede at klage over episoden. Politimesteren fremsendte sagen til statsadvokaten.
Der forelå en lægerklæring vedrørende M. Her fremgik det, at Ms forklaringer kunne være rigtige.
Statsadvokaten indkaldte M og hans moder til et møde på statsadvokatens kontor. Kort tid efter ringede søsteren og oplyste, at familien var uforstående over for statsadvokatens henvendelse, fordi man allerede på politistationen havde tilkendegivet, at man ikke ønskede at klage over det passerede. Moderen bekræftede dette skriftligt over for statsadvokaten.
Statsadvokaten meddelte politiklagenævnet, at han ikke fandt grundlag for af egen drift at fortsætte undersøgelsen.
Politiklagenævnet tilkendegav, at man ikke fandt, at Ms moder på sønnens vegne kunne tilbagekalde anmeldelsen. Politiklagenævnet lagde vægt på lægeerklæringen i sagen og anmodede om, at M og politiassistenten blev indkaldt til afhøring.
Statsadvokaten henvendte sig herefter tre gange skriftligt til M med kopi til moderen. Efter tredje henvendelse meddelte M, at han ikke ønskede yderligere foretaget. Statsadvokaten fastholdt herefter sin afgørelse om ikke af egen drift at iværksætte en efterforskning.
Politiklagenævnet tog statsadvokatens afgørelse til efterretning. Afgørelsen blev ikke indbragt for Rigsadvokaten.
I nogle tilfælde udspringer en klagesag af en episode, som fører til en straffesag mod klageren. Begge sager vil derfor ofte vedrøre samme begivenhed. Dette kan give anledning til overvejelser om, hvilken sag, der bør behandles først.
Dansk Politiforbund har over for Justitsministeriet og Rigsadvokaten rejst spørgsmål om samtidig behandling af en straffesag mod en klager og en klagesag. Rigsadvokaten afgav en udtalelse om spørgsmålet til Justitsministeriet og besvarede i en skrivelse af 11. november 1997 en lignende forespørgsel fra Dansk Politiforbund (G 1866 og G 2134).
Rigsadvokaten udtalte over for Justitsministeriet:
"I en række tilfælde udspringer en klagesag af en episode, som fører til en straffesag mod klageren. Begge sager vil derfor ofte vedrøre samme begivenhedsforløb.
Situationen vil f.eks. opstå, hvor en person sigtes for overtrædelse af straffelovens (section) 119, stk. 1, og den sigtede herefter klager over polititjenstemandens adfærd eller anmelder denne for et strafbart forhold i forbindelse med samme begivenhedsforløb.
Statsadvokaterne har tilkendegivet, at straffesagen som hovedregel bør afgøres forud for klagen. En praksis, hvorefter straffesagen mod klageren sættes i bero på klagesagens behandling eller afgørelse, vil kunne resultere i en markant forøgelse af antallet af klager.
Konsekvensen af, at polititjenestemænd generelt søger sig fritaget for vidneansvar kan hvis begæringen imødekommes bevirke, at den tiltalte (klageren) frifindes, ligesom en begæring om vidnefritagelse i sig selv vil kunne opfattes som en tilkendegivelse om, at den pågældende polititjenestemand er i besiddelse af oplysninger, som hvis de indgår i sagen mod den tiltalte vil kunne udsætte polititjenestemanden for tab af velfærd eller påføre ham skade. En sådan tilkendegivelse vil kunne svække beviserne i straffesagen mod klageren.
Problemet er i nogle tilfælde blevet løst ved, at de pågældende polititjenstemænd har afgivet forklaring i sagen mod de tiltalte, men uden vidneansvar og med bistand af en advokat. Bevisværdien af en polititjenestemands forklaring må dog formodes at blive noget svækket, når den pågældende ikke er villig til at afgive forklaring under sædvanligt vidneansvar.
Statsadvokaterne har endvidere bemærket, at man i vidt omfang vil kunne anvende retsbogsforklaringer ved den senere behandling af en klagesag.
Jeg kan tiltræde det af statsadvokaterne anførte og yderligere bemærke, at det er min opfattelse, at statsadvokaterne bør have et vidt skøn over, hvordan en undersøgelse tilrettelægges, herunder om det efter en konkret vurdering er hensigtsmæssigt at sætte behandlingen af en klagesag i bero på afgørelsen af en verserende straffesag."
Problemstillingen om prioriteringen af klagesager har været fremme i flere sager. Her følger nogle eksempler.
Eksempel 1
Anmeldelse om vold i form af spark og hundebid
(SA2-96-321-0108 og K 153/97)
Sagen er beskrevet i afsnit 7.1.4. om klager over bid fra politihunde (eksempel 2). Episoden gav anledning til, at flere af festdeltagerne blev sigtet for overtrædelse af politivedtægten.
En uges tid efter at politiet under brug af politihunde stoppede fødselsdagsfesten, anmeldte nogle af festdeltagerene alle de involverede polititjenestemænd for vold. De pågældende klagede endvidere over politipersonalets adfærd og udtalelser i øvrigt samt over brugen af hunde.
Statsadvokaten indledte efterforskning i sagen og afgjorde den, inden straffesagerne mod festdeltagerene blev afgjort.
Statsadvokatens afgørelse blev af såvel anmelderne som politiklagenævnet indbragt for Rigsadvokaten. Også Rigsadvokaten traf afgørelse i sagen inden domsforhandlingen i straffesagen.
Eksempel 2
Klage over hårdhændet anholdelse
(SA1-96-44-0042 og K 195/97)
En mand M var blevet anholdt, fordi han sammen med en kammerat var blevet antruffet af to politiassistenter i et S-tog uden at have gyldig billet. Da toget kørte ind på Hovedbanegården, mente politiassistenterne, at M forsøgte at undslippe, hvorfor han blev grebet i trøjen og holdt fast.
Politiassistenterne mente, at M havde givet den ene af dem et håndkantslag over højre underarm, og de fik herefter M ned at ligge på perronen. M var fortsat meget ophidset, og det var ikke muligt at få hans arme om på ryggen, fordi han slog voldsomt om sig dog uden at ramme nogen. Der kom derfor flere politifolk til stede. M blev herefter lagt i håndjern og gjort bekendt med, at han var anholdt som sigtet for vold mod tjenestemand i funktion.
M klagede til statsadvokaten over anholdelsen, som han blandt andet fandt for voldsom. Statsadvokaten satte behandlingen af klagen i bero, indtil straffesagen var afgjort.
Der blev rejst tiltale mod klageren for at overtræde straffelovens (section) 119, stk. 1. Under domsforhandlingen nægtede klageren sig skyldig. Han forklarede, at han ikke havde givet politiassistenten noget håndkantslag, men han ville ikke udelukke, at han kunne have ramt politiassistenten ved et uheld. Politiassistenten forklarede, at klageren havde slået på den ene politiassistents højre arm. Byretten fandt efter de givne forklaringer og de øvrige oplysninger der forelå, ikke grundlag for at antage, at klageren havde gjort sig skyldig i vold. Han blev derfor frifundet for tiltalen.
Statsadvokaten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte de to politiassistenters forklaringer om, at klageren slog ud mod den ene af dem og var voldsom, således at der måtte bruges magt for at anholde ham. Statsadvokaten fandt derfor ikke, at der var grundlag for at kritisere magtanvendelsen.
Politiklagenævnet havde erklæret sig uenig i afgørelsen. Nævnet mente under henvisning til, at klageren var blevet frifundet, at politiassistenterne havde skønnet galt i situationen. Deres adfærd gik således ud over, hvad situationen krævede, fordi anholdelsen var unødig voldsom, ligesom der blev anvendt uforholdsmæssig magt.
Politiklagenævnet klagede over afgørelsen til Rigsadvokaten.
Rigsadvokaten tiltrådte statsadvokatens afgørelse. Rigsadvokaten lagde i overensstemmelse med byrettens præmisser til grund, at klageren ikke havde haft til hensigt at give politiassistenten et håndkantslag, men at det dog ikke kunne udelukkes, at han havde ramt politiassistenten ved et uheld. Rigsadvokaten fandt derfor ikke grundlag for at kritisere politiassistenternes skøn over, at det var nødvendigt at pacificere klageren, der havde været voldsom og slået om sig.
Man kan lejlighedsvis få det indtryk, at en anmeldelse mod en polititjenestemand eller en klage over politiet kan være udløst af, at der rejses en straffesag mod klageren, f. eks. for vold mod politiet. Dette synes at have været tilfældet i den følgende sag. Problemstillingen er tidligere omtalt i Årsberetningen for 1996 side 137 ff.
Eksempel 3
Klage over polititjenestemand indgivet umiddelbart
inden
domsforhandlingen i en straffesag, hvor klageren var tiltalt for vold over for
polititjenstemanden
(SA5-96-44-0030)
Tre uger inden domsforhandlingen i en sag, hvor en kvinde var tiltalt for at overtræde straffelovens (section) 119, stk. 1, ved at have bidt, spyttet og sparket en polititjenestemand i forbindelse med en anholdelse, klagede kvinden gennem sin forsvarer over polititjenestemandens adfærd.
Forsvareren oplyste, at tiltalte havde givet udtryk for, at politiassistenten havde opført sig unødvendigt aggressivt, racistisk og voldsomt.
På trods af klagen og dermed muligheden for at blive fritaget for at afgive vidneforklaring afgav politiassistenten vidneforklaring under domsforhandlingen. Dagen efter trak advokaten klagen tilbage.
Statsadvokaten orienterede politiklagenævnet om sagen. Politiklagenævnet erklærede sig enig i, at undersøgelsen skulle standses.
Eksempel 4
Prioriteringen i sagsbehandlingen
(G 1866)
På baggrund af en konkret klagesag rejste en advokat spørgsmål om, i hvilken rækkefølge den indklagede og eventuelle vidner skulle afhøres.
Rigsadvokaten anførte blandt andet i sit svar, at det må være den enkelte statsadvokat, der efter en konkret vurdering afgør, hvilke efterforskningsskridt der skal foretages og i hvilken rækkefølge.
Der har lejlighedsvis været rejst spørgsmål om den tidsmæssige udstrækning af statsadvokatens undersøgelse af en klage eller efterforskning af en straffesag. Spørgsmålet er i øvrigt omtalt i landsformandens beretning, afsnit 10.1.
En af de faktorer, der kan have indflydelse på spørgsmålet om sagsbehandlingstiden, er de personalemæssige ressourcer, der står til rådighed for statsadvokaten, når han skal foretage undersøgelsen. Det personalemæssige spørgsmål blev nærmere beskrevet i beretningen for 1996 side 42 f.
Justitsministeriet udsendte den 4. juni 1997 på baggrund af en regeringsbeslutning en cirkulæreskrivelse til samtlige ministeriet og styrelser m.v. om mål for hurtig sagsbehandling m.v. Cirkulæreskrivelsen blev senere fulgt op af Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 22. december 1997 til blandt andet Rigsadvokaten og de regionale statsadvokater om, hvordan Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 4. juni 1997 skulle udmøntes.
Det fremgår af denne cirkulæreskrivelse, at sagsbehandlingstiden som udgangspunkt er fastsat til 60 dage for alle borgerhenvendelser. Denne regel gælder ikke for de regionale statsadvokaters undersøgelse og efterforskning af sager, der er omfattet af politiklagenævnsordningen. For disse sager er der ikke fastsat egentlige målsætninger for sagsbehandlingstiden. Men det er i cirkulæreskrivelsen anført, at statsadvokaten hurtigst muligt bør orientere sagens parter om, at man har modtaget anmeldelsen/klagen, og efterfølgende orientere parterne om sagens afgørelse.
Flere faktorer har som nævnt en væsentlig betydning for den
tid, som en
undersøgelse eller efterforskning varer ("sagsbehandlingstiden"). Det er
eksempler på disse faktorer, der beskrives i dette afsnit.
Ingen har pligt til at afgive forklaring til statsadvokaten. Det fremgår af retsplejelovens (section) 1019 d og (section) 1020 g, jf. (section) 750.
Ønsker sagens parter eller vidner ikke at afgive forklaring til statsadvokaten, kan denne derfor beslutte, at forklaring skal afgives i retten. Der vil som udgangspunkt blive beskikket en advokat for både den forurettede og polititjenestemanden (indklagede/anmeldte), jf. herved afsnit 7.8. Dette kan i visse tilfælde afhængig af rettens berammelsestider bevirke, at sagsbehandlingstiden bliver forlænget. Det tilsvarende gælder, hvis et retsmøde må udsættes, f.eks. på grund af sygdom eller lignende.
Eksempel
Sagerne vedrørende urolighederne i Spjald i foråret 1996 er omtalt i afsnit 7.1.4. Det fremgik af sagerne, at statsadvokaten indkaldte samtlige 13 hundeførere til at afgive forklaring udenretligt. Polititjenestemændene ønskede imidlertid kun at afgive forklaring om det passerede, hvis forklaring blev afgivet indenretligt. Det forlængede efterforskningen af sagen med ca. 3 måneder.
Parterne i en politiklagenævnssag har i vid udstrækning mulighed for at få beskikket en advokat. Som udgangspunkt kan vedkommende selv vælge den advokat, som han ønsker beskikket. Sagsbehandlingstiden kan derfor påvirkes af, hvornår den beskikkede advokat har mulighed for at deltage i afhøringerne.
Eksempel
(SA3-97-321-110)
Det fremgik af denne sag, at statsadvokaturens samlede tidsforbrug var på ca. otte måneder. Heraf blev ca. seks måneder anvendt til advokatbeskikkelse og til at finde plads i advokaternes mødekalender.
Det kan under behandlingen af en sag være nødvendigt at forelægge denne eller dele af denne for eksterne myndigheder og sagkyndige, herunder f.eks. Retslægerådet. Dette kan i visse situationer forlænge sagsbehandlingstiden betydeligt. Se endvidere politiklagenævnet for statsadvokaten for København, Frederiksberg og Tårnbys beretning, afsnit 10. 2, og politiklagenævnet for statsadvokaten i Ålborgs beretning, afsnit 10.5.
Eksempel
(SA1-96-321-0011)
I sagen omtalt i afsnit 6.6.1., hvor en kvinde brækkede benet i forbindelse med en anholdelse, bad statsadvokaten Retslægerådet om en udtalelse om brug af benlås. Der gik ca. seks måneder fra statsadvokaten fremsendte sagen til Retslægerådet, til udtalelsen forelå.
Statsadvokaten indkalder skriftligt klager og vidner til afhøring på hans kontor. Møder de pågældende ikke op til afhøring, vil statsadvokaten påny indkalde dem til afhøring. Dette kan forlænge sagsbehandlingstiden.
Eksempel 1
(SA3-96-44-52)
En klager meddelte den 26. juli 1996 telefonisk statsadvokaten, at han ved flere lejligheder var blevet behandlet dårligt af politiet. Klageren lod trods opfordringer fra statsadvokaten ikke høre fra sig.
Statsadvokaten meddelte politiklagenævnet, at hun havde i sinde at afvise klagen. Politiklagenævnet fandt, at der burde beskikkes en advokat for klageren. Advokaten blev herefter beskikket af retten.
Det lykkedes heller ikke advokaten at opnå kontakt med klageren, så politiklagenævnet tiltrådte den 1. april 1997, at klagen blev afvist.
Eksempel 2
(SA3-96-321-90)
Statsadvokaten modtog den 6. november 1996 fra politimesteren nogle politirapporter vedrørende anholdelse og sigtelse af en person den 1. november 1996. Den anholdte havde udtalt til politirapporten, at han ønskede at klage over politiet eller anmelde politipersonalet for vold i forbindelse med anholdelsen.
Statsadvokaten bad ved brev af 8. november 1996 klageren om at præcisere sin klage/anmeldelse. Dette reagerede klageren ikke på.
Klageren blev den 11. april 1997 dømt for det forhold, som han den 1. november 1996 var blevet anholdt og sigtet for. Til retsbogen forklarede han, at han "følte sig stærkt krænket over politiets adfærd og deres tiltaleform". Han forklarede endvidere, at han blev efterfulgt af en polititjenstemand, som "den pågældende slog tiltalte bagfra".
På denne baggrund skrev statsadvokaten på ny til klageren. Han ringede den 7. maj 1997 til statsadvokaten, hvor der blev aftalt afhøring den 29. maj 1997. Statsadvokatens behandling af sagen blev således forsinket ca. seks måneder på grund af klagerens manglende reaktion.
Hvis en klager er bortrejst under statsadvokatens undersøgelse af sagen, kan det medføre en længere sagsbehandlingstid.
Eksempel
(SA4-96-44-0041 og K 144/97)
En mand klagede den 23. april 1996 til statsadvokaten over to politiassistenters adfærd i forbindelse med, at han fem dage forinden var blevet bortvist fra en banegård. Den 23. maj 1996 meddelte han statsadvokaten, at han var bortrejst til USA i mindst et halvt år. Statsadvokaten indkaldte derefter den pågældende til afhøring den 13. januar 1997. Da statsadvokaten ikke hørte fra den pågældende, traf han afgørelse i sagen den 4. februar 1997.
Den 30. maj 1997 indbragte klageren, der netop var hjemvendt fra USA, sagen for Rigsadvokaten.
På forespørgsel fra Rigsadvokaten besluttede statsadvokaten at genoptage sagsbehandlingen, hvorunder klageren blev afhørt. Statsadvokaten afgjorde herefter den 20. november 1997 sagen.
Sagen er endvidere omtalt neden for i afsnit 7.8. som eksempel 2.
Som anført i afsnit 7.5 kan en klagesag udspringe af en episode, som fører til en straffesag mod klageren. Begge sager vil derfor ofte vedrøre samme begivenhedsforløb. Hvis statsadvokaten finder det hensigtsmæssigt, kan behandlingen af klagesagen sættes i bero og vente på afgørelsen af den verserende straffesag.
Eksempel
(SA2-97-44-0012)
Der blev klaget over politiets adfærd og dispositioner i forbindelse med en anholdelse for hærværk.
Statsadvokaten besluttede at sætte undersøgelserne i bero og vente på udfaldet af straffesagen. Straffesagen blev afgjort ved dom ca. 11 måneder efter episoden, hvorefter statsadvokaten iværksatte sin undersøgelse.
Sagen er endvidere omtalt i afsnit 6.1.2. som eksempel 2.
Politiklagenævnet kan anmode statsadvokaten om at foretage bestemte yderligere undersøgelser og efterforskning.
Eksempel 1
(SA3-96-321-91)
Statsadvokaten sendte redegørelsen til politiklagenævnet den 28. november 1996. Politiklagenævnet krævede supplerende undersøgelser ad to gange. Efter at have modtaget yderligere oplysninger tiltrådte nævnet den 15. maj 1997 statsadvokatens indstilling.
Eksempel 2
(SA3-97-321-107)
Politiklagenævnet havde på et møde den 1. april 1997 drøftet en sag vedrørende et færdselsuheld. Nævnet meddelte statsadvokaten, at man ønskede at afhøre et vidne. Statsadvokaten foretog afhøringen af vidnet, hvorefter politiklagenævnet den 3. juli 1997 tiltrådte statsadvokatens afgørelse om at opgive påtale mod polititjenestemanden.
Det er i beretningen for 1996 side 147 nævnt, at Rigsadvokaten efter ønske fra statsadvokaterne over for Justitsministeriet rejste spørgsmålet, om der skal foreligge et særligt samtykke fra klageren eller den indklagede til, at statsadvokaterne kan indhente personfølsomme oplysninger om henholdsvis klager og indklagede, og give oplysningerne videre til politiklagenævnene.
Justitsministeriet afgav den 4. juni 1997 en udtalelse vedrørende statsadvokaternes mulighed for under behandlingen af politiklagenævnssager at indhente personfølsomme oplysninger og give dem videre til politiklagenævnene. Oplysningerne kan både vedrøre klageren og den indklagede. Justitsministeriet behandlede også spørgsmålet om adgangen til at indhente akterne i den sag, hvorfra politiklagen udspringer.
Justitsministeriet udtalte i skrivelsen følgende:
"1. I retsplejelovens (section) 1021 b, stk. 1, er det bl.a. fastsat, at Politiklagenævnet løbende skal have tilsendt genpart af det materiale, statsadvokaten tilvejebringer i forbindelse med undersøgelsen af de i kapitel 93 b nævnte sager.
Denne bestemmelse indebærer efter Justitsministeriets opfattelse, at den statsadvokat, der behandler en adfærdsklage, er berettiget og forpligtet til at videregive de oplysninger, der indgår i adfærdsklagen, til Politiklagenævnet.
2. Der er ikke i retsplejelovens kapitel 93 b om behandlingen af klager over politipersonalet fastsat regler om, hvorvidt den politikreds, der er i besiddelse af akterne i den sag, hvorfra adfærdsklagesagen udspringer, må videregive akterne til statsadvokaten.
Spørgsmålet må derfor afgøres efter de almindelige forvaltningsretlige regler. Herom kan oplyses følgende:
Oplysninger, der ikke er fortrolige, kan videregives til statsadvokaten. Hertil kræves ikke særlig lovhjemmel. Almindeligt fortrolige oplysninger kan videregives, når det må antages, at oplysningerne vil være af betydning for den afgørelse, som statsadvokaten skal træffe, jf. forvaltningslovens (section) 28, stk. 3. Oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold kan videregives, hvis videregivelsen er nødvendig for, at statsadvokaten kan behandle og bedømme adfærdsklagen, jf. forvaltningslovens (section) 28, stk. 2, nr. 4, 2. led. Efter denne bestemmelse kan videregivelse af de nævnte oplysninger ske, hvis det er nødvendigt for, at en myndighed kan gennemføre "tilsyns- eller kontrolopgaver".
Det må i den forbindelse efter Justitsministeriets opfattelse antages, at en statsadvokats behandling af en adfærdsklage over en polititjenestemand har karakter af en tilsyns- eller kontrolopgave. Justitsministeriet har herved navnlig lagt vægt på, at der er tale om en sag, hvor statsadvokaten skal bedømme den pågældende polititjenestemands adfærd i tjenesten.
Oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold kan selvsagt også videregives til statsadvokaten, hvis den, oplysningerne vedrører, har givet fornødent samtykke hertil, jf. forvaltningslovens (section) 28, stk. 2, nr. 1, sammenholdt med stk. 4. Der foreligger selvsagt ikke fornødent samtykke til videregivelsen, hvis klagen stammer fra en anden person end den, oplysningerne vedrører (f.eks. et vidne, der har overværet den pågældende episode). Det må endvidere efter Justitsministeriets opfattelse antages, at der ikke foreligger fornødent samtykke til videregivelsen, selv om klagen stammer fra den person, som oplysningerne vedrører. Det bemærkes herved, at et samtykke som udgangspunkt skal meddeles skriftligt og indeholde oplysninger om, hvilken type oplysninger der må videregives, til hvem oplysninger må videregives og til hvilket formål, jf. nærmere forvaltningslovens (section) 28, stk. 4, sammenholdt med Kommenteret Forvaltningslov ved John Vogter (1992), side 374 f. Videregivelse til statsadvokaten kan dog som anført ske, hvis betingelserne i forvaltningslovens (section) 28, stk. 2, nr. 4, 2. led, er opfyldt.
Ansvaret for, at betingelserne for videregivelse til statsadvokaten er til stede, påhviler den politikreds, som er anmodet om at videregive oplysningerne, jf. herved Kommenteret Forvaltningslov, a.st., side 373.
3. Det er et almindeligt forvaltningsretligt princip, at en myndighed kun indhenter oplysninger fra andre myndigheder i det omfang, de pågældende oplysninger har betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe, jf. forvaltningslovens (section) 32.
Efter Justitsministeriets opfattelse vil det i almindelighed være uden betydning for statsadvokatens behandling og bedømmelse af en adfærdsklage at indhente oplysninger om den indklagede polititjenestemands personlige forhold, herunder oplysninger fra den pågældendes personalesag.
Efter Justitsministeriets opfattelse vil det i almindelighed heller ikke være af betydning for behandlingen og bedømmelsen af en adfærdsklage at indhente nærmere oplysninger om klagernes personlige forhold, f.eks. om klagerens strafbare forhold.
I de tilfælde, hvor det undtagelsesvis vil være af betydning for behandlingen og bedømmelsen af en adfærdsklage at indhente nærmere oplysninger om den indklagede polititjenestemands eller klagerens personlige forhold, er spørgsmålet, om den myndighed, der er i besiddelse af oplysningerne, må videregive dem til statsadvokaten. Der kan herom for så vidt angår oplysninger, der ikke indgår i et edb register henvises til det, som er anført i pkt. 2 ovenfor.
Det bemærkes herved, at de oplysninger, der vedrører den pågældende polititjenestemands rent tjenstlige forhold, f.eks. oplysninger om den pågældendes eventuelle tjenesteforseelser, som udgangspunkt ikke vil være fortrolige. I så fald vil oplysningerne kunne videregives til statsadvokaten, uden at der skal foreligge særlig lovhjemmel hertil.
For så vidt angår spørgsmålet om videregivelse af personoplysninger, der er registreret i et edb-register, henvises til (section) 21 i lov om offentlige myndigheders registre sammenholdt med forskrifterne for det pågældende register".
Der har i den senere tid været ført en omfattende debat om adgangen til
aktindsigt i offentligt ansattes personalesager. Baggrunden for debatten har
navnlig været den usikkerhed og utryghed, som de gældende regler i
offentlighedsloven har medført for
de ansatte. Justitsministeren fremsatte
den 14. november 1997 lovforslag om ændring af offentlighedsloven (aktindsigt i
personalesager).
Parternes muligheder for at få beskikket advokat under behandlingen af klagesagen er nærmere beskrevet i afsnit 6.7. i beretningen for 1996.
Afgives forklaring i en adfærdsklagesag i retten, skal retten altid beskikke en advokat for parterne, det vil sige klageren (den forurettede) og den indklagede polititjenestemand. I andre tilfælde, det vil sige ved afhøring hos statsadvokaten, kan retten, når forholdene taler derfor, på parternes begæring beskikke en advokat for den pågældende. Det afhænger af en konkret vurdering af sagen, om der bør ske en beskikkelse. Advokaten beskikkes uden udgift for parterne.
I straffesager beskikker retten en advokat for parterne, når det følger af reglerne i retsplejelovens kapitel 66 ("Sigtede og hans forsvar") eller kapitel 66 a ("Advokatbistand til den forurettede"). Retten beskikker endvidere en forsvarer/bistandsadvokat for parterne, når forholdene taler derfor.
Spørgsmålet om advokatbeskikkelse har været fremme i flere sager i beretningsåret. Her gengives et par eksempler.
Eksempel 1
Advokatbeskikkelse til klager afslået
(SA2-96-44-0118)
En kvinde indgav en ikke nærmere konkretiseret klage over to betjentes sprogbrug. Klageren ønskede kun at udtale sig, hvis hun fik beskikket en advokat. Både byret og landsret afslog advokatbeskikkelse.
Statsadvokaten afviste sagen, da klager ikke ønskede at medvirke til sagens oplysning. Politiklagenævnet var enig i dette.
Eksempel 2
Advokat beskikket for person, der havde klaget over
politiets
magtanvendelse
(SA4-96-44-0041 og K 144/97)
En mand klagede telefonisk til statsadvokaten over to politiassistenters adfærd i forbindelse med, at han blev bortvist fra en banegård. Det fremgik af klagen, at K den pågældende aften var kommet for sent til et tog. Han havde derfor sat sig til at sove på banegården. K oplyste endvidere, at han efter nogen tid blev vækket af to politiassistenter, der havde vredet armen rundt på ryggen af ham og slæbt ham ud af banegården. Her blev han slæbt hen ad fortovet, havde bl.a. fået vredet armen rundt og var blevet slået på albueleddet. Han havde herved pådraget sig en skade på albuen.
Der forelå lægeerklæringer, som viste, at K ikke havde brud, men ansamlinger i leddet, og at der en måneds tid efter episoden fortsat var en strækdefekt i armen og en voldsom ømhed i albueleddet.
Statsadvokaten indledte en undersøgelse i sagen og afhørte herunder de to politiassistenter i retten. K blev ikke afhørt af statsadvokaten, fordi han opholdt sig i udlandet. Statsadvokaten afviste senere klagen.
K klagede over afgørelsen til Rigsadvokaten og anmodede i den forbindelse om, at der blev beskikket ham en advokat.
Rigsadvokaten bad herefter statsadvokaten om, at sagen blev forelagt for retten med henblik på, at der blev beskikket en advokat for K, jf. rpl. (section) 1019 e, stk. 2. Samtidig blev statsadvokaten anmodet om at overveje at genoptage behandlingen af klagen. Retten imødekom anmodningen om advokatbeskikkelse.
Sagen verserer fortsat.
Eksempel 3
Advokat beskikket for udlænding, der havde klaget over politiets magtanvendelse
(SA1-96-44-0099 og K 136/97)
En afrikansk mand K klagede til Københavns Politi over, at to politiassistenter samme nat med unødig magtanvendelse havde fjernet ham fra en ejendom. Det fremgik af sagen, at medarbejdere ved "Images of Africa"s kontor havde anmodet om politiets bistand til at fjerne K, der ikke ønskede at forlade ejendommen frivilligt.
Politiet modtog klagen sammen med en forklaring afgivet af et vidne og sendte senere klagen videre til statsadvokaten. Det fremgik endvidere, at K senere samme dag personligt henvendte sig til statsadvokaten og indgav klage. Klageren henviste her til sin forklaring til politiet. Der blev ikke udfærdiget noget skriftligt om henvendelsen til statsadvokaten, og han blev ikke afhørt ved den lejlighed.
Statsadvokaten indledte en undersøgelse i sagen og afhørte herunder politiassistenterne og vidner. K blev ikke afhørt af statsadvokaten, fordi han var rejst hjem, men afgav en skriftlig fremstilling om begivenhedsforløbet. Statsadvokaten afviste senere klagen, fordi der ikke var bevis for, at K havde været udsat for en unødig voldsom anholdelse.
K klagede over afgørelsen til Rigsadvokaten og anmodede i den forbindelse om aktindsigt i sagen. Rigsadvokaten imødekom anmodningen om aktindsigt og vejledte K om mulighederne for at få en advokat beskikket. Dette ønskede K.
Rigsadvokaten bad herefter statsadvokaten om at forelægge sagen for retten med henblik på, at der blev beskikket en advokat for K. Retten imødekom anmodningen.
Sagen verserer fortsat.
Afsnit 8.
Særlige problemstillinger vedrørende kapitel 93 c sager
Efter forvaltningslovens (section) 27 har den, der virker inden for den offentlige forvaltning, tavshedspligt, jf. straffelovens (section) 152 og (section)(section) 152 c 152 f, når en oplysning ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet fortrolig, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser.
I forvaltningslovens (section) 27, stk. 1, nr. 1-7, opregnes de hensyn, der efter en konkret vurdering kan føre til, at en oplysning er fortrolig og dermed underlagt tavshedspligt. Efter lovens (section) 27, stk. 1, nr. 6, kan tavshedspligten begrundes i hensynet til enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers interesser i at beskytte oplysninger om deres personlige eller interne, herunder økonomiske forhold.
Justitsministeriet antager i Vejledning om Forvaltningsloven (1986), at oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om strafbare forhold, vil være omfattet af tavshedspligten.
Det vil således som udgangspunkt være i strid med reglerne om tavshedspligt at videregive oplysninger fra politiet og anklagemyndigheden om en sigtets identitet.
Reglerne suppleres af bestemmelsen i retsplejelovens (section) 1016 a. Herefter må personer, som i embeds medfør er beskæftiget med en straffesag, ikke udtale sig uden for retten til offentligheden om skyldsspørgsmålet, så længe sagen ikke er afgjort.
Politiet og anklagemyndigheden må som udgangspunkt ikke give oplysninger til pressen om navne på personer, som er sigtet i en sag, hvor der endnu ikke har været afholdt retsmøder. Pressen kan imidlertid have kendskab til sagen og den sigtedes navn f.eks. fra den, som har anmeldt den pågældende lovovertrædelse.
Rigsadvokaten har tidligere (G 1363) over for statsadvokaterne og politimestrene (Politidirektøren) anbefalet, at pressen orienteres om verserende straffesager på følgende måde: Anklageren medbringer i retten en ekstrakt af anklageskriftet, hvor navne, adresser og lignende på tiltalte og forurettede er udeladt. Ekstrakten kan uddeles til de fremmødte journalister, når domsforhandlingen begynder.
Rigsadvokaten har derimod frarådet, at pressebureauerne eller særligt interesserede journalister orienteres bortset fra når der rejses tiltale mod en person, der er kendt og i forvejen er omtalt i pressen i forbindelse med efterforskningen. Orienteringen bør ske i uddrag og ikke i form af kopi af anklageskriftet. Der skal samtidig tages forbehold om nedlæggelse af navneforbud. En sådan orientering bør ikke gives, før anklageskriftet er forkyndt for tiltalte.
Spørgsmålet om at udlevere anklageskrifter til pressen er også behandlet i betænkning nr. 1330/1997 fra udvalget vedrørende samarbejdet mellem retterne og pressen. Udvalget foreslår, at journalister skal have adgang til at gennemse og få udleveret anklageskrifter.
Der er i afsnit 6.2.3. omtalt nogle eksempler på anmeldelser om brud på tavshedspligt m.v. Disse sager har ikke været indbragt for Rigsadvokaten. Rigsadvokaten har i beretningsåret taget stilling til spørgsmålet om brud på tavshedspligten i fem sager, der gengives her.
Eksempel 1
Orientering om tiltaltes identitet via retslisten
(SA5-97-322-0002 og K 105/97)
En advokat anmeldte ansatte ved politiet for brud på tavshedspligten. Baggrunden var, at et dagblad bragte en artikel med en overskrift, hvoraf det fremgik, at en advokat i en bestemt by var tiltalt for svindel. Advokaten gjorde gældende, at artiklen indeholdt oplysninger, der måtte være videregivet af personale hos politimesteren ved brud på tavshedspligten. Artiklen omtalte "en større straffesag" mod advokaten.
Det fremgik af sagen, at advokatens navn stod på retslisten fra byretten. Det fremgik yderligere af retslisten, at der var tale om en sag om overtrædelse af straffeloven, der ville blive behandlet over to dage.
Det var ikke inden artiklens offentliggørelse bestemt, at det skulle være
forbudt offentligt at gengive tiltaltes navn, stilling og bopæl
eller på
anden måde offentliggøre den pågældendes identitet.
Journalisten oplyste, at han blev opmærksom på retslisten i rettens ventelokale, hvorefter han kontaktede politiet for at få oplyst, hvad sagen nærmere drejede sig om.
Statsadvokaten afviste anmeldelsen, hvilket politiklagenævnet forinden havde erklæret sig enig i.
Advokaten påklagede afgørelse til Rigsadvokaten.
Rigsadvokaten tiltrådte statsadvokatens afgørelse og anførte blandt andet følgende:
"En vis forhåndsorientering af pressen om kommende straffesager betragtes ikke som uberettiget videregivelse af oplysninger. Sådanne ordninger må ses som led i den praktiske gennemførelse af offentlighed i retsplejen. Denne forhåndsorientering sker normalt ved hjælp af retslisterne. I betænkning nr. 1330/1997 om samarbejdet mellem retterne og pressen har et sagkyndigt udvalg foreslået, at der indføres en ny bestemmelse i retsplejeloven, der udtrykkeligt fastslår, at journalister i straffesager hos retten inden domsforhandlingen kan gennemse anklageskrift og retsmødebegæring samt få udleveret kopi heraf. Udvalget finder en sådan regel ubetænkelig under hensyn til, at disse dokumenter senere oplæses ved retsmødets begyndelse. Selv om den foreslåede regel ikke er gennemført i lovgivningen, finder jeg, at en eventuel videregivelse af tilsvarende oplysninger fra politiet efter henvendelse fra journalister ikke indebærer en overtrædelse af straffelovens (section) 152.
Uanset om man med sikkerhed kunne få klarlagt, at oplysningerne i artiklen hidrører fra politiet, finder jeg derfor ikke, at oplysningerne har en sådan karakter, at de ikke i den konkrete situation kunne videregives. Oplysningerne ses således i det væsentlige at svare til beskrivelsen af tiltalepunkterne i anklageskriftet."
Eksempel 2
Videregivelse af oplysninger i politifagligt tidsskrift
(SA6-95-6205-0005 og K 111/97)
En person indgav anmeldelse om brud på tavshedspligten i forbindelse med blandt andet en artikel i tidsskriftet "Dansk Politi" under overskriften "Uetiske selskabstømninger". Artiklen var skrevet af en kriminalassistent. I artiklen var en verserende sag anvendt som et eksempel.
I eksemplet indgik oplysninger om byens navn, virksomhedens formål, anmelderens status i virksomheden, antallet af selskaber, som søgtes solgt, egenkapitalens størrelse og den skyldige selskabsskat, alt sammen noget, der muligvis kunne identificere anmelderen.
Der havde i øvrigt været en del medieomtale af den konkrete sag, ligesom den person (anmelderen), der mente sig identificeret i artiklen, havde udtalt sig til pressen.
Statsadvokaten afviste anmeldelsen. Han fandt, at oplysningerne i artiklen ikke isoleret set var egnede til at identificere anmelderen uden for en snæver kreds af personer. En del af medieomtalen kunne være baseret på oplysninger fra andre kilder og kombinationer af disse oplysninger med artiklen fra Dansk Politi. Statsadvokaten fandt dog, at der kunne rejses spørgsmål om det hensigtsmæssige i, at kriminalassistenten i artiklen refererer til en konkret sag.
Anmelderen indbragte afgørelsen for Rigsadvokaten. Rigsadvokaten afviste at foretage sig videre i sagen, fordi et eventuelt strafansvar for kriminalassistenten for overtrædelse af straffelovens (section) 152 var forældet.
Rigsadvokaten bemærkede imidlertid over for Rigspolitichefens
Personaleafdeling, at artiklen forekom unødvendig detaljeret. Det kunne give
anledning til at overveje en generel præcisering af
ytringsfrihedens grænser
ved omtale af straffesager.
Eksempel 3
Videregivelse af oplysninger i forbindelse med
offentligt retsmøde
(SA2-96-322-0010 og K 124/97)
En person anmeldte politiet for brud på tavshedspligten og for herved at have overtrådt straffelovens (section) 152. Det fremgik af anmeldelsen, at anklagemyndigheden under et offentligt retsmøde havde fremsat begæring om beslaglæggelse af en rockergruppes telefonlister samt landkort med oversigter over gruppens filialer og andre rockergrupper, der var venligtsindede eller fjentligtsindede over for gruppen.
Retsmødet blev blandt andet overværet af journalister fra et dagblad. Anklageren tilkendegav, at materialet var af betydning for den generelle efterforskning mod rockergruppen. Det kunne eventuelt være af betydning som bevismiddel i de nylige sager om vold, drab og drabsforsøg på medlemmer af rockergrupper. Dagen efter viste dagbladet i forbindelse med omtale af sagen en kopi af ovennævnte landkort.
Politimesteren udtalte, at anklageren efter retsmødet tillod, at fotografen fra dagbladet med almindeligt fotografiapparat fotograferede de tre landkort. Kortene måtte antages at have almenhedens interesse, idet den seneste tids strid imellem rockergrupper, hvorunder medlemmer af grupperne blev angrebet med skydevåben, panserværnsraketter, håndgranater og bomber, havde indebåret en væsentlig risiko for uskyldige menneskers liv og førlighed.
Statsadvokaten afviste anmeldelsen blandt andet fordi oplysningerne efter statsadvokatens opfattelse ikke var omfattet af tavshedspligten. Endvidere ville en videregivelse ikke have været uberettiget. Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Anmelderen påklagede afgørelsen til Rigsadvokaten. Rigsadvokaten tiltrådte statsadvokatens afgørelse og anførte:
"Jeg har herved lagt vægt på, at oplysningerne i dokumenterne som følge af citeringen og omtalen i et offentligt retsmøde ikke på tidspunktet for (dagbladets) adgang til disse, kunne betragtes som fortrolige, og at videregivelsen under disse omstændigheder heller ikke kan betragtes som uberettiget, jf. straffelovens (section) 152".
Sagen gav imidlertid anledning til nogle generelle overvejelser. Rigsadvokaten anførte overfor blandt andet politimesteren:
"Jeg finder dog, det kan give anledning til overvejelse, om man bør give pressen adgang til direkte at gennemse og fotografere dokumenterne. Dette indebærer efter min opfattelse, at der gives pressen egentlig aktindsigt i en straffesag i form af meroffentlighed. Jeg har ved bedømmelsen af spørgsmålet tillige lagt vægt på, at dokumenterne efter det oplyste ikke er blevet forevist i retten.
Sager inden for strafferetsplejen er ikke omfattet af offentlighedsloven, jf. (section) 2, stk. 1.
Der bør undtagelsesvist meddeles meroffentlighed i strafffesager. Baggrunden herfor er hensyn svarende til dem, der er anført i offentlighedslovens (section) 13, stk. 1, nr. 3.
Disse modstridende hensyn gør sig også gældende med hensyn til oplysninger, der har været fremme i åbne retsmøder, da en egentlig aktindsigt indebærer en videregående mulighed for at bruge og gengive oplysningerne fremover.
Aktindsigt i dokumenter i straffesager til andre end sagens parter bør således være en undtagelse, hvilket også er det grundprincip både offentlighedsloven og forvaltningsloven bygger på. Jeg finder dog ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere den valgte fremgangsmåde i denne sag."
Eksempel 4
Spørgsmål om en udtalelse var i strid med
retsplejelovens (section) 1016
a
(SA6-96-321-0078 og K 129/97)
En kvinde bad statsadvokaten om at undersøge, om en kriminalkommissær havde brudt sin tavshedspligt og overtrådt retsplejelovens (section) 1016 a i anledning af nogle udtalelser til et lokalt folkeblad.
Ifølge avisartiklen havde kriminalassistenten oplyst, at efterforskningen var afsluttet, og at der var basis for at tiltale kvinden for underslæb og bedrageri over for sit tidligere ansættelsessted. Kriminalkommissæren var tillige citeret for at have sagt "I en så alvorlig sag som denne her ville vi ikke videresende sagen til anklagemyndigheden, hvis ikke vi er helt sikre på, at der er foregået noget ulovligt".
Kriminalkommissæren bekræftede, at han havde talt med journalisten, men bestred at have udtalt sig som citeret om skyldspørgsmålet. Han havde dagen efter artiklens offentliggørelse sendt en berigtigelse til avisen. Heraf fremgik det, at sagen var forelagt for den lokale anklagemyndighed med henblik på at afgøre om der var tiltalegrundlag.
Det fremgik endvidere, at sagen mod kvinden var almindelig kendt via oplysninger fra hendes tidligere ansættelsessted.
Statsadvokaten afviste, at kriminalkommissæren havde brudt sin tavshedspligt og overtrådt retsplejelovens (section) 1016 a. Politiklagenævnet havde forinden erklæret sig enig i afgørelsen.
Kvinden indbragte sagen for Rigsadvokaten, der tiltrådte statsadvokatens afgørelse.
Eksempel 5
Kritisabel udtalelse
(SA6-96-44-0050 og K 176/97)
En kriminalassistent forsøgte to gange i løbet af 14 dage som led i efterforskningen i en drabssag at komme i kontakt med to afdøde personers praktiserende læge A. Han fik kontakt til lægens telefonsvarer, der oplyste, at lægen var sygemeldt for en længere periode, samt at patienterne kunne henvises til læge B.
Herefter kontaktede kriminalassistenten telefonisk læge Bs konsultation, hvor han talte med lægesekretæren. Kriminalassistenten gav over for sekretæren udtryk for, at det var vigtigt som led i efterforskningen at afhøre læge A og spurgte, hvor hun kunne træffes. Kriminalassistenten spurgte i den forbindelse, om lægen "var inde og sidde". Der var ikke medhør på telefonen under samtalen. Det var således kun lægesekretæren og kriminalassistenten, der hørte, hvad der blev sagt.
Lægen, der havde været sygemeldt på grund af en operation, klagede over kriminalassistentens udtalelse.
Statsadvokaten fandt ikke grundlag for at kritisere udtalelsen, fordi kriminalassistenten var midt i en vigtig efterforskning, hvor en afhøring af lægen var af væsentlig betydning. Politiklagenævnet havde erklæret sig enig i afgørelsen.
Lægen klagede herefter over statsadvokatens afgørelse til Rigsadvokaten.
Rigsadvokaten fandt udtalelsen kritisabel, og beklagede over for lægen, at kriminalassistenten under telefonsamtalen havde udtalt sig som anført. Rigsadvokaten anførte, at politifolk som udgangspunkt ikke bør komme med udtalelser, der kan virke nedværdigende eller give indtryk af, at der videregives fortrolige oplysninger. Der kan dog forekomme situationer, hvor sådanne udtalelser efter en konkret vurdering kan være berettigede.
Rigsadvokaten fandt ikke, at der i dette tilfælde forelå sådanne omstændigheder, der kunne berettige kriminalassistentens spørgsmål om, hvorvidt læge A "var inde og sidde".
En afgørelse om påtaleopgivelse kan påklages til den overordnede anklagemyndighed, jf. retsplejelovens (section) 724, stk. 1.
Ifølge retplejelovens (section) 724, stk. 2, gælder en frist på 2 måneder for at omgøre en beslutning om at opgive påtale mod den, der har været sigtet. For at forfølgningen kan fortsætte, skal meddelelsen om omgørelsen være forkyndt for den pågældende, inden de 2 måneder er udløbet.
Den fastsatte 2 måneders frist gælder ikke blot i tilfælde, hvor der formelt har været rejst sigtelse, men også hvor en person med føje har anset sig for sigtet, f.eks. fordi den pågældende har været afhørt med en "sigtets rettigheder", jf. retsplejelovens (section) 752.
Det følger af retsplejelovens (section) 1020 g, at bestemmelsen i retsplejelovens (section) 724, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse ved behandlingen af straffesager mod politipersonale.
I politiklagenævnssager vil omgørelsesfristen kunne få betydning for sagens udfald i tilfælde, hvor en polititjenstemand har været sigtet eller afhørt med en sigtets rettigheder. I tilfælde, hvor statsadvokaten har truffet beslutning om, at der i sagen er et tiltalegrundlag, vil omgørelsesfristen også være afgørende for, om en sigtelse eller tiltale vil kunne udvides.
Spørgsmålet om omgørelsesfristens udløb har i beretningsåret været fremme i nogle færdselssager.
Eksempel 1
Færdselsuheld i forbindelse med venstresving
(SA1-97-321-0268 og K161/97)
En kriminalassistent blev under et venstresving påkørt af en modkørende bil, der skulle lige ud og som havde grønt lys i sin kørselsretning.
Statsadvokaten konkluderede i sin redegørelse til politiklagenævnet, at kriminalassistenten havde overtrådt færdselslovens (section) 26, stk. 6, 1. pkt., hvorefter kørende ikke må svinge til venstre, før det kan ske uden ulempe for modkørende færdsel. Statsadvokaten fandt, at sagen burde afgøres med en bøde på 900 kr. Statsadvokaten tilkendegav samtidig, at der efter hans opfattelse ikke var grundlag for at nedlægge påstand om betinget frakendelse af førerretten i medfør af færdselslovens (section) 126, stk. 1, nr. 1.
Politiklagenævnet meddelte statsadvokaten, at nævnet ikke kunne tiltræde afgørelsen for så vidt angik spørgsmålet om betinget frakendelse af førerretten.
I en skrivelse af 13. maj 1997 anførte statsadvokaten over for politiklagenævnet, at han fastholdt sit synspunkt.
Poltiklagenævnet indbragte sagen for Rigsadvokaten, der modtog sagen den 1. juli 1997.
Rigsadvokaten fandt, at omgørelsesfristen udløb den 13. juli 1997. Rigsadvokaten nåede ikke at realitetsbehandle sagen inden omgørelsesfristens udløb. Statsadvokatens afgørelse om ikke at nedlægge påstand om betinget frakendelse kunne derfor ikke længere ændres.
Rigsadvokaten fandt endvidere, at klagefristen på 4 uger efter retsplejelovens (section) 1021 f var overskreddet.
Eksempel 2
Færdselsuheld i forbindelse med udrykningskørsel
(SA1-97-321-0300 og K 187/97)
En politiassistent kom som fører af en patruljevogn under udrykning kørende gennem et kryds for grønt lys. Umiddelbart derefter ville han bremse op foran en forankørende bil, der selv bremsede op på grund af nogle biler, der holdt stille foran ham (de havde kort tid forinden være impliceret i et færdselsuheld). Politiassistenten opdagede så, at han ikke kunne nå at bremse op, fordi der var glat og patruljevognen kom i skred. Han kørte derfor uden om bilerne i den modsatte kørebane. Imidlertid kom der en bil kørende imod ham. For at undgå sammenstød prøvede politiassistenten at dreje til venstre op på cykelstien, men nåede ikke at komme helt fri af den modkørende bils kørebane, inden den modkørende med sin forende påkørte patruljevognens højre baghjul.
Statsadvokaten fandt, at politiassistenten havde overtrådt færdselslovens (section) 41, stk. 1, hvorefter et køretøjs hastighed aldrig må blive større, end at føreren har fuldt herredømme over køretøjet, og hvorefter der skal kunne standses på den strækning af kørebanen foran køretøjet, som føreren har udsyn over, og foran enhver hindring, der kan påregnes. Politiassistenten havde ikke udvist den ganske særlige forsigtighed, som følger af udrykningsbekendtgørelsens (section) 7, stk. 1, som betingelse for at tilsidesætte færdselslovens bestemmelser om hastighed.
Statsadvokaten konkluderede i sin redegørelse, at der i dette tilfælde forelå så undskyldende omstændigheder udrykningskørsel i forbindelse med den helt uventede og usædvanlige standsning af den forankørende trafik at sagen burde afgøres med en udenretlig advarsel.
Politiklagenævnet meddelte, at sagen burde afgøres med en bøde.
Ved en skrivelse af 4. september 1997 fastholdt statsadvokaten sin afgørelse. Politiklagenævnet påklagede den 15. september 1997 sagen til Rigsadvokaten.
Rigsadvokaten traf afgørelse den 1. december 1997. Rigsadvokaten fandt, at omgørelsesfristen var udløbet den 4. november 1997. Rigsadvokaten havde derfor ikke mulighed for at ændre statsadvokatens afgørelse og realitetsbehandlede derfor ikke sagen. Rigsadvokaten beklagede, at man ikke havde været opmærksom på, at der gjaldt en frist for omgørelse af statsadvokatens afgørelse.
Eksempel 3
Færdselsuheld i forbindelse med udrykningskørsel
(SA1-97-321-297 og K 175/97)
En civil patruljevogn forfulgte under brug af udrykningssignaler en anden bil, som havde kørt for stærkt. I et lysreguleret kryds kørte den eftersatte bil over for rødt lys. Da patruljevognen nåede frem til krydset var der rødt lys i kørselsretningen, hvorfor føreren af patruljevognen standsede op inde i krydset, således at patruljevognens bagende var ud for eller tæt ved stoplinien. Mens patruljevognen holdt i krydset kom der en bil fra venste side, som gjorde holdt, da føreren så udrykningssignalerne. Derefter kom der en anden bil fra samme retning, som kørte højre om den holdende bil og foran patruljevognen, hvis kofanger den strejfede.
I forbindelse med en afhøring hos politiet var føreren af patruljevognen blevet afhørt med en sigtets rettigheder, jf. retsplejelovens (section) 752, stk. 1, og (section) 751, stk. 2. Den 13. august 1997 meddelte statsadvokaten politiassistenten, at der ikke ville blive rejst tiltale mod ham i anledning af færdselsuheldet.
Politiklagenævnet klagede over afgørelsen til Rigsadvokaten, der modtog sagen den 20. august 1997.
Rigsadvokaten traf afgørelse i sagen den 11. november 1997. Rigsadvokaten fandt, at omgørelsesfristen var udløbet den 13. oktober 1997. Statsadvokatens afgørelse kunne derfor ikke længere ændres, hvorfor sagen ikke blev realitetsbehandlet. Rigadvokaten beklagede, at man ikke havde været opmærksom på, at der i sagen gjaldt en omgørelsesfrist.
Rigadvokaten anmodede statsadvokaten om i fremtidige politiklagenævnssager,
hvor der er en omgørelsesfrist, i skrivelsen til
polititjenestemanden at
henvise til bestemmelsen i retsplejelovens
(section) 724, stk. 2, samt
henlede Rigsadvokatens opmærksomhed herpå i forbindelse med en eventuel
påklage.
Afsnit 9.
Særlige problemstillinger vedrørende behandlingen af færdselssager
I årsberetningen for 1996, afsnit 8.1, er det omtalt, hvordan færdselssager vedrørende mindre færdselsuheld (de såkaldte "forsikringssager") behandles i forhold til såvel polititjenestemænd som borgere. Disse sager er kendetegnet ved, at der alene er tale om mindre færdselsuheld, som medfører mindre skader på køretøjets materiel. Det kan være parkeringsskader m.v.
Efter praksis går man i disse sager ikke ud fra, at der er begået noget strafbart, som det offentlige skal forfølge, medmindre færdselsuheldet anmeldes som en overtrædelse af færdselsloven.
For polititjenstemænds vedkommende har statsadvokaterne ikke af egen drift indledt efterforskning i færdselssager, hvor en polititjenestemand efter statsadvokatens mening har overtrådt færdselslovens (section) 3, stk. 1. Disse sager er derfor heller ikke blevet forelagt for politiklagenævnet.
I sager, hvor polititjenestemænd har været involveret i disse mindre færdselsuheld, sender politimesteren en notits om færdselsuheldet til statsadvokaten. Statsadvokaten kan så vurdere, om færdselsuheldet kan betragtes som en forsikringssag.
I september 1997 blev der i København indledt forsøg med automatisk hastighedskontrol.
Automatisk hastighedskontrol gennemføres ved, at et kamera
automatisk
tager et billede af alle, der kører for stærkt. Samtidig registreres køretøjets
hastighed. Filmen aflæses, og der indhentes oplysninger om ejer/bruger m.v. ud
fra bilens nummerplade. På baggrund af disse oplysninger får ejeren af køretøjet
tilsendt et bødeforelæg.
Ordningen med automatisk hastighedskontrol har givet anledning til at overveje, hvordan hastighedsovertrædelser, der finder sted f.eks. under udrykningskørsel, observationskørsel eller bodyguard-kørsel og som registreres af de særligt opsatte kameraer, skal behandles.
Det er Rigsadvokatens opfattelse, at såfremt en polititjenestemands hastighedsoverskridelse har været tjenstlig nødvendig, kan der ikke antages at være en formodning om, at der er begået et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige. Statsadvokaten vil således ikke af egen drift skulle indlede efterforskning i sagen. Politiklagenævnet orienteres derfor heller ikke om sagen.
For at sikre, at der har været tale om en tjenstlig nødvendig hastighedsovertrædelse, sendes sagen til statsadvokaten med en erklæring fra politikredsens ledelse om, at hastighedsoverskridelsen har været nødvendig.
Trafikministeriet har fastsat regler for udrykningskørsel i bekendtgørelse nr. 510 af 11. juni 1996.
Efter (section) 1, stk. 1, må udrykningskørsel kun finde sted, når det skønnes nødvendigt af hensyn til politimæssige opgaver, personredning, brand, forureningsuheld, færdselsuheld eller for at afværge omfattende skader.
Under udrykningskørsel kan føreren af køretøjet i tilfælde, hvor det skønnes påtrængende nødvendigt, og hvis der samtidig udvises ganske særlig forsigtighed, undlade at følge en række af færdselslovens regler, der alle er nærmere angivet i (section) 7, stk. 1, i bekendtgørelsen.
Når der køres ind i et lysreguleret kryds for rødt eller gult lys, skal føreren sætte hastigheden så meget ned, at der straks kan standses for eventuel tværgående trafik.
Selv om køretøjet bruger udrykningssignaler, har føreren stadig pligt til at optræde hensynsfuldt og udvise agtpågivenhed over for andre trafikanter, jf. færdselslovens (section) 3.
Der har i beretningsåret været forelagt flere sager om udrykningskørsel for Rigsadvokaten.
Eksempel 1
Færdselsuheld under begyndende udrykning
(SA1-97-321-0321 og K 219/97)
Føreren af en civil patruljevogn og hans kollega, som var passager, modtog via vognradioen en melding om, at der muligvis blev begået indbrud på en nærliggende adresse. De to politiassistenter blev bedt om at køre til stedet.
På grund af sagens hastende karakter satte føreren af patruljevognen hastigheden op fra de tilladte 50 km/t til ca. 70-80 km/t. Det var hensigten, at kollegaen, når han havde afsluttet sin radiokorrespondance, skulle aktivere patruljevognens udrykningssignaler det vil sige, at lyssignalet manuelt skulle anbringes på patruljevognens tag.
På en afstand af ca. 100 m observerede føreren af patruljevognen A, der kom fra en sidevej med fuld vigepligt. Det var polititjenestemandens opfattelse, at A ville holde tilbage for ham og dels i øvrigt at orientere sig for trafik på den tværgående vej. Da patruljevognen var 25 - 50 meter fra sidevejen, begyndte A at køre frem.
Patruljevognens venstre front ramte A på dennes venstre bagskærm/hjulkasse. Føreren af patruljevognen mistede herredømmet over bilen, der fortsatte over mod et vejtræ, som blev påkørt. Ved sammenstødet skete der betydelig materiel skade.
Politiassistentens kollega havde ikke nået at placere og aktivere udrykningssignalerne inden uheldet.
Statsadvokaten indstillede efterforskningen i sagen, idet han lagde til grund, at A ikke havde respekteret sin ubetingede vigepligt i tilstrækkelig grad. Statsadvokaten lagde endvidere til grund, at betingelserne for at anvende udrykningskørsel var opfyldt, selv om udrykningssignalerne endnu ikke var nået blive placeret og aktiveret.
Politiklagenævnet indbragte sagen for Rigsadvokaten. Politiklagenævnet anførte, at der ikke var tale om udrykningskørsel, da udrykningssignalerne ikke var på plads. Efter politiklagenævnets opfattelse havde føreren af patruljevognen derfor overtrådt færdselslovens hastighedsbestemmelser.
Rigsadvokaten tiltrådte statsadvokatens afgørelse. Rigsadvokaten anførte, at patruljevognens hastighedsoverskridelse måtte indgå i politimesterens vurdering af tiltalen mod A, der havde overtrådt vigepligtsreglerne, og i retten stillingtagen til en eventuel færdselsstraffesag mod A.
Eksempel 2
Færdselsuheld under udrykningskørsel
(SA1-97-321-311 og K 214/97)
En politibetjent kørte ind i et kryds for rødt lys uden udrykningssignaler, idet han fejlagtigt troede, at udrykningssignalet fortsat var tændt. Her stødte han sammen med en anden bil.
Det fremgik af sagen, at typen af vognens udrykningssignaler også i andre tilfælde havde givet anledning til betjeningsvanskeligheder. Statsadvokaten fandt, at en bødestraf var rimelig.
Politiklagenævnet ønskede desuden, at politibetjenten blev frakendt førerretten betinget, og klagede over afgørelsen til Rigsadvokaten.
Rigsadvokaten tiltrådte statsadvokatens afgørelse, idet polititjenestemanden under kørslen ikke i øvrigt havde tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden.
Sagen gav anledning til, at Rigsadvokaten henvendte sig til Rigspolitichefens Motorsektion og henledte opmærksomheden på det uhensigtsmæssige i, at der ikke i patruljebilen var monteret en kontrollampe, så man kunne se, om udrykningslyset var tændt.
Eksempel 3
Færdselsuheld under udrykningskørsel
(SA2-96-321-0069 og K 82/96)
En politiassistent, der var på vej til et røveri, kørte udrykningskørsel med udrykningsblink og horn aktiveret. Politiassistenten trak under udrykningskørslen ud over de dobbelte spærrelinier og befandt sig således i 2. vognbane for den modkørende færdsel med en hastighed på ca. 115 km/t. I modsat retning i 2. vognbane kørte A med en hastighed på ca. 80 km/t, og han var ligesom en forankørende bil i færd med at overhale en lastbil.
A bemærkede politibilen, da denne var 300-400 m fra ham. Han bremsede kraftigt op, idet han ikke mente at kunne nå overhalingen. Under opbremsningen slingrede bilen, men han kom dog ind bag lastbilen, hvor han fortsatte med at bremse kraftigt. Han mistede herunder kontrollen over bilen, hvorefter bilen med blokerede hjul kørte ud på den tilstødende mark, så bilens kofanger revnede.
Politiassistenten forklarede, at han anså kørslen for forsvarlig, idet der ikke var andre overhalende køretøjer end de to nævnte. Han ville desuden kunne føre patruljevognen tilbage i "rette" vognbane, hvis det skulle vise sig nødvendigt. I en afstand af 300-400 m til de overhalende biler noterede han sig, at den forankørende bil havde gennemført overhalingen, og at A trak ind bag lastbilen.
Efter udrykningsbekendtgørelsen kan føreren af et udrykningskøretøj, hvor det skønnes påtrængende nødvendigt og under udvisning af ganske særlig forsigtighed, undlade at efterkomme færdselslovens anvisninger om bl.a. afmærkninger og hastighed. Brug af udrykningssignaler fritager dog ikke føreren fra pligten til at optræde hensynsfuldt og agtpågivent over for andre trafikanter.
Statsadvokaten fandt ikke, at politiassistenten efter sin forklaring havde tilsidesat den foreskrevne hensynsfuldhed og agtpågivenhed, og der var derfor ikke grundlag for at rejse en straffesag mod politiassistenten for overtrædelse af færdselsloven.
Politiklagenævnet var enig i, at der ikke var grundlag for en straffesag. Men nævnet fandt imidlertid, at det burde påtales over for politiassistenten, at denne ved sin udrykningskørsel havde fremkaldt en faresituation.
Statsadvokatens afgørelse blev af såvel A som politiklagenævnet indbragt for Rigsadvokaten.
Rigsadvokaten fandt ikke grundlag for at ændre statsadvokatens afgørelse eller udtale kritik af udrykningskørslen.
Afsnit 10.
Politiklagenævnenes delberetninger
Som det fremgår af statistikken for indkomne sager, har der i 1997 været et markant fald i antallet af klagenævnssager sammenholdt med antallet af sager i 1996.
Den egentlige årsag hertil er formentlig, at der nu er blevet ro om ordningen, således at sagsantallet derfor igen har fundet sit naturlige leje på niveau med tidligere.
Et af Justitsministeriet nedsat udvalg skrev i sin "Betænkning om behandlingen af klager over politipersonalet" om "kontrolorganmodellen" (politiklagenævnene), at ordningen af befolkningen formentlig vil blive oplevet som tillidsvækkende, og at "kontrolorganmodellen" efter udvalgets opfattelse er betryggende for både klageren og indklagede, idet den udgør en egnet ramme for en ordning, der opretholder retssikkerhedsgarantier, som begge parter må kunne kræve i et retssamfund.
Efter at ordningen nu har fungeret i to år, er det nævnsformændenes
opfattelse, at det har vist sig at være korrekt, idet den
offentlige kritik,
som tidligere var rettet mod det daværende klagesystem, stort set er standset
efter politiklagenævnenes indførsel,
ligesom man kan konstatere, at den
første skepsis fra politiets side tilsyneladende ikke længere er tilstede.
At ordningen ud fra en økonomisk betragtning har været mere bekostelig, må derfor i denne relation siges at have været prisen værd, idet ordningen fungerer, og sagsbehandlingen har været fair og professionel.
Som det fremgår af delberetningerne, har sagsbehandlingstiden generelt været rimelig og acceptabel, og når sagsbehandlingstiden i visse sager har været langvarig, skyldes det sædvanligvis forhold, som hverken statsadvokatur eller politiklagenævn har indflydelse på, for eksempel når en klager først meget sent ytrer ønske om advokatbeskikkelse, at forklaring fra indklagedes side ønskes afgivet indenretligt, eller at der skal indhentes svar fra Retslægerådet eller andre myndigheder.
Set fra politiets side drejer mange af klagerne sig om forhold, som kan kaldes bagateller og derfor opfattes som tidsrøvende og urimelige, men i den forbindelse må erindres, at set fra klagerens side er det ikke en bagatel, og klagen må og skal behandles ordentlig, så det tillidsvækkende i systemet bevares.
Klager og klagesager bør i princippet opfattes som en uundgåelig og nødvendig del et demokratisk samfund, og skal ikke opfattes negativt som politifjendtlig virksomhed.
Samtidig kan indholdet og resultatet af klagesagerne være medvirkende til, at politiet udvikler nogle bedre procedurer og dermed reducerer antallet af fremtidige lignende hændelser.
I årets løb har der blandt andet i maj måned været afholdt et formandsmøde, hvor et af hovedformålene har været at få koordineret nævnenes praksis samt drøftelse af generelle forhold i øvrigt. For eksempel er der således enighed om, at politiklagenævnene bør vise tilbageholdenhed med at indbringe statsadvokatens afgørelse for Rigsadvokaten, når klageren er repræsenteret ved advokat, medmindre der foreligger helt ekstraordinære forhold.
Herudover blev der afholdt et fællesmøde i Aalborg i september måned, hvor repræsentanter fra Aalborg politi orienterede om deres opfattelse af arbejdet med klagesagerne og deres indtryk vedrørende politiklagenævnenes funktion.
Derudover gennemgik repræsentanter fra Aalborg politis hundepatrulje kravene til udvælgelse, uddannelse og sikkerhed ved anvendelse af politihunde. I den forbindelse skal erindres, at selve beslutningen om anvendelse af hunde i forbindelse med en politiaktion er en disposition, og en klage herover henhører ikke under politiklagenævnenes kompetence.
Derimod vil en klage relateret til for eksempel bid henhøre under politiklagenævnenes kompetence, og i den forbindelse har nævnene noteret sig, at antallet af disse sager er stigende, og det var derfor for nævnsmedlemmerne et særdeles relevant punkt at få nærmere belyst.
Derudover havde statsadvokaten i Aalborg et indlæg om statsadvokaturens erfaringer med den nye ordning og kunne konstatere, at ordningen fungerede godt og det uanset, at for eksempel undersøgelsesformen var en ny opgave for statsadvokaturerne.
Med hensyn til suppleanter kan det konstateres, at disse stort set ikke har været i funktion, og en praktisk foranstaltning ved inhabilitet har derfor været at overføre sagen til et andet politiklagenævn.
For så vidt angår sagernes fordeling og afgørelse i de enkelte politiklagenævn henvises til de afgivne delberetninger.
Ålborg, den 23. januar 1998
Bent Holmberg, landsformand i beretningsåret.
Nævnet har modtaget 208 sager og afgjort 128 sager. Af disse sager kan 43 sager henføres til retsplejelovens kapitel 93 b og 85 sager til kapitel 93 c. Indenfor kapitel 93 c sagerne har 41 sager været færdselssager og 44 andre sager. I 17 sager har nævnet været uenig med statsadvokaten om afgørelsen.
Ved behandlingen af statsadvokatens indstillinger til nævnet har der været enighed blandt nævnets medlemmer om afgørelserne, og et overvejende antal af sagerne er behandlet på skriftligt grundlag. Dette indebærer, at sagsbehandlingen sker hurtigt, og da medlemmerne modtager kopier af alle sagens bilag, er der rig lejlighed til omhyggelig gennemlæsning og nøje overvejelse om, hvordan den enkelte sag skal afgøres. I de tilfælde hvor der ikke er enighed mellem medlemmerne, udgår sagen til mundtlig behandling og drøftelse, ligesom et medlems ønske om mundtlig behandling altid bliver respekteret.
Som tilsynsmyndighed har nævnet i årets løb ikke alene koncentreret sig om statsadvokatens sagsbehandling og undersøgelser, men også interesseret sig for de myndigheder, der har været involveret i undersøgelserne. Dette kom klarest til udtryk i en sag, hvor nævnet måtte rykke statsadvokaten for svar fra Retslægerådet, efter at sagen havde været til behandling der i mere end et halvt år. Nævnet bad statsadvokaten om at henvende sig til Retslægerådet for at få oplyst, hvorfor sagen havde trukket så længe ud. Retslægerådet besvarede henvendelsen og oplyste, at sagen var forsinket på grund af ferie og det forhold, at det blev nødvendigt at lade sagen gå flere gange frem og tilbage mellem Rådets medlemmer.
Nævnet viser tilbageholdenhed med at indbringe statsadvokatens afgørelser for Rigsadvokaten, når klageren er repræsenteret af advokat, medmindre der foreligger helt ekstraordinære forhold. Såfremt der har været tale om en færdselslovsovertrædelse og statsadvokaten ikke har fulgt nævnets indstilling, er sagen i alle de tilfælde, hvor statsadvokatens afgørelse er faldet ud til politibetjentens fordel, blevet indbragt for Rigsadvokaten af nævnet.
Nævnet respekterer naturligvis indklagedes ret til frit at kunne vælge, hvilken advokat, der som bisidder skal varetage hans interesser. Imidlertid må nævnet desværre konstatere, at de indklagede i vidt omfang bruger samme advokat. Dette har medført forsinkelser i afhøringerne, da advokaten ikke har kunne afse tid. Af hensyn til oplysningerne om de faktiske forhold er dette meget utilfredsstillende og medfører yderligere vanskeligheder ved senere afhøringer, hvor det kan knibe med at huske, hvad der er foregået. Nævnet har noteret sig, at indenfor strafferetsplejen vil en sigtet normalt ikke kunne udskyde afhøringen under henvisning til, at hans advokat er forhindret, men vælge at lade sig repræsentere af en anden advokat med forstand på straffesager, og nævnet finder at det samme burde være tilfælde i klagenævnssager. Hertil kommer, at såfremt der er flere indklagede, kan der ikke ses bort fra, at der kan være tale om interessekollisioner af samme karakter, som normalt fra anklagemyndighedens side ville blive fulgt op med en protest mod at de sigtede lader sig repræsentere af samme advokat.
Nævnet har overfor statsadvokaten påpeget det uheldige i, at politibetjente er repræsenteret af den samme advokat i sager, hvor der kan blive tale om at sigte de pågældende betjente i samme forhold. Statsadvokaten har tilkendegivet overfor nævnet, at der ikke er lovgrundlag for at tilsidesætte betjentenes ønsker i disse situationer.
Nævnet har brugt en del tid på sager, hvor der var mistanke om anvendelse af civile agenter. I en sag, hvor det efter nævnets opfattelse ikke var muligt at få skabt klarhed om sagens faktum, ønskede nævnet sagen indbragt for retten. Imidlertid er retsplejelovens bestemmelser om ulovlig anvendelse af civile agenter ikke sanktioneret med straf og under disse omstændigheder accepterede nævnet, at der ikke blev foretaget yderligere i sagen.
I et andet tilfælde havde landsretten i en straffesag udtalt sig kritisk om politiet handlemåde ved anvendelse af agenter. Da der var tale om en lang tids praksis var det ikke muligt at gøre nogen direkte ansvarlig. Under disse omstændigheder fandt nævnet, at Københavns Politi burde udtale en beklagelse af det passerede. Sagen blev indbragt for Rigsadvokaten, der erklærede sig enig med statsadvokaten, om at det hverken juridisk eller praktisk er muligt at pålægge nogen polititjenestemand, hverken tidligere eller nuværende, at beklage og undskylde et forhold de med støtte i politiets hidtidige praksis og deres foresattes opfattelse har anset for fuldt lovligt. Rigsadvokaten tilføjede, at der ikke generelt synes at være mulighed for i medfør af reglerne i kapitel 93 b at give et sådan direkte pålæg, hverken til enkelte politimænd eller til politimesteren eller Politidirektøren som overordnet ansvarlig for politiets personale.
Statsadvokaten har i en sag haft anledning til overfor nævnet at redegøre for agentbegrebet:
"I sagen foretog ansatte i politiet nogle prøveindkøb for at indsamle materiale mod mistænkte fra de pågældende virksomheder, og det konstateredes derved, at nogle af de ansatte på strafbar måde tilegnede sig beløb som anført.
Nævnet har tilsluttet sig, at de pågældende politifolk ikke havde udøvet nogen af de former for virksomhed, der falder ind under agentbegrebet. Selve indkøbene havde ikke været ulovlige, hverken for sælgerne eller for køberne. Den strafbare virksomhed var først indtrådt, da sælgerne bagefter overdebiterede ejeren for de foretagne indkøb. Dette havde politifolkene imidlertid ikke haft nogen andel i, heller ikke i form af tilskyndelse hertil, og der havde således ikke fra politifolkenes side foreligget nogen form for virksomhed, der kunne betegnes som medvirken i straffelovens forstand, jf. straffelovens (section) 23.
Den beskrevne situation var den såkaldte "lokkeduesituation", der falder uden for agentbegrebet. Politifolkene havde ved deres indkøb indirekte "fristet" personalet til at begå bedragerierne, men det var ikke en tilskyndelse eller anden form for medvirken i straffelovens forstand."
I delrapporten for 1996 beklagede nævnet sig over, at statsadvokaten i mange tilfælde satte en klagesag i bero for at afvente afgørelsen i en straffesag mod klageren. I årets løb har spørgsmålet været drøftet på ny med statsadvokaten, som derefter har meddelt nævnet, at i sager hvor afhøringerne må antages at få betydning for klagesagen, vil sagen blive udsat. Omvendt vil klagesagen ikke blive udsat, såfremt afhøringerne ikke skønnes at få betydning for klagesagen. Selvom Rigsadvokaten har givet statsadvokaten medhold, finder nævnet fortsat, at straffesagen og klagesagen kan holdes adskilt, og nævnet mener derfor, at disse sager kan behandles uafhængigt af hinanden, således at der ikke efterlades et indtryk af, at det er politiet der har undersøgt sig selv.
Nævnet modtager ikke straks underretning om, at der er indgået en klage. Dette skyldes, at statsadvokaten først skal overveje om klagen falder ind under nævnets kompetence. Imidlertid indgår mange klager direkte til politiet. Det gælder naturligt nok, hvor sagen vedrører færdselsuheld, men i disse situationer har nævnet i flere tilfælde måttet konstatere, at statsadvokaten først på et meget sent tidspunkt modtager en underretning. Dette forhold er ikke acceptabelt for nævnets arbejde, da det ødelægger vidneudsagnene, hvilket ikke mindst er tilfældet i de situationer, hvor en betjent kun ønsker at udtale sig til statsadvokaten eller i retten.
I de sager, hvor klagen ikke er umiddelbar forståelig eller henviser til værdiladede begreber, såsom betjenten optrådte uhøfligt eller klagerne følte sig udsat for en nedværdigende behandling, beder statsadvokaten klagerne konkretisere sin klage.
Dette er for så vidt forståeligt nok. Men som udgangspunkt og af hensyn til den indklagede, har nævnet imidlertid den opfattelse, at klagen bør kunne vurderes efter sit indhold, og såfremt dette, sammenholdt med sagens bilag, ikke angiver konkrete omstændigheder, der berettiger til klagen, bør den afvises uden yderligere undersøgelser eller henvendelser til klageren. Nævnets medlemmer har således den opfattelse, at de ikke skal være advokater for klageren, og derfor bør klageren henvises til at få beskikket en advokat, såfremt sagens omfang gør det væsentligt at få belyst de nærmere omstændigheder for klagen.
Politiklagenævnet har holdt 2 fællesmøder med statsadvokaturens juridiske sagsbehandlere. På disse møder har der været drøftet spørgsmål af generel karakter, ligesom enkeltsager i mindre omfang har været genstand for diskussion. Der har på disse møder også været lejlighed til at foretage små administrative justeringer i klagesagens gang.
København, den 29. december 1997
Søren Arentoft, formand.
Der er i løbet af 1997 modtaget underretning om i alt 127 nye sager mod 160 i 1996. Det drejer sig såvel om forhold begået i 1997 som begået i 1995 og 1996.
Politiklagenævnet har i gennemsnit afholdt møde en gang om måneden. Ganske få sager, som har været helt uden problemer, er blevet afgjort på skriftligt grundlag. Der er endvidere nogle gange blevet afholdt telefonmøder, hvilket har vist sig praktisk ved ikke særligt indviklede sager, der har hastet.
Politiklagenævnet har i et enkelt tilfælde efterkommet en klagers anmodning om personligt fremmøde for nævnet. Den pågældende har så mundtligt nærmere redegjort for sin klage. I en sag har Politiklagenævnet benyttet sig af muligheden for at få en nærmere mundtlig redegørelse fra statsadvokaten. Der var enighed om, at dette var en god fremgangsmåde.
Statsadvokaten har som oftest imødekommet Politiklagenævnets ønsker om yderligere efterforskning. I et enkelt tilfælde, har spørgsmålet om afhøring af en række vidner, dog være forelagt Glostrup ret til afgørelse. Politiklagenævnet fik medhold i, at de pågældende vidner skulle afhøres. Statsadvokaten havde nægtet Politiklagenævnets ønske om afhøring af de pågældende blandt andet med den begrundelse, at de ikke kunne forventes at huske noget efter så lang tid. Politiklagenævnet er tilfreds med, at statsadvokaten ikke fik medhold i dette synspunkt, navnlig fordi sagens forsinkelse i det væsentlige beroede på statsadvokatens egne forhold.
I et enkelt tilfælde har jeg som formand været inhabil, da jeg selv havde indgivet klage som forsvarer i en sag. Sagen blev afgjort af min suppleant og de to læge medlemmer.
I en sag har der været uenighed om, hvorvidt sagen overhovedet henhørte under Politiklagenævnets kompetence. Sagen angik en politimand, der i sin fritid, men iført uniformsskjorte opsøgte en kvinde, som han havde fået kendskab til gennem sit arbejde. Klagen gik ud på, at han skulle have udsat den pågældende for seksuel chikane. Politiklagenævnet har indbragt kompetencespørgsmålet for Rigsadvokaten, men er i øvrigt enig med statsadvokaten i, at sagen bevismæssigt ikke kan gennemføres.
En sag har ikke kunnet gennemføres, da klageren, en ung mand, nægtede at lade sig afhøre, selvom han havde anmeldt at have været udsat for vold i forbindelse med en anholdelse. På Politiklagenævnets foranledning blev den pågældende på ny afhørt, men da han fortsat nægtede, erklærede Politiklagenævnet sig efter omstændighederne enig i, at en straffesag på dette grundlag ikke kunne forventes at føre til domfældelse. Det er dog Politiklagenævnets opfattelse, at der kan ligge en offentlig interesse i at gennemføre en sag, selvom klageren efterfølgende ikke ønsker at medvirke.
I modsætning til, hvad der gælder for de øvrige politiklagenævn, er sagsbehandlingstiden stadig uacceptabel lang hos statsadvokaten for Sjælland. Politiklagenævnet får stadig ikke, som loven kræver, løbende underretning om de indkomne klager, selvom det flere gange er blevet lovet. Politiklagenævnet har henledt Rigsadvokatens opmærksomhed på forholdet.
I beretningen for 1996 blev det nævnt, at det var kritisabelt, at sager fra 1995 endnu ikke var afgjort. Det er beklageligt, at en del af disse sager stadig ikke er afgjort, ligesom der stadig er uafgjorte sager fra starten af 1996. Det er derfor bydende nødvendigt, at statsadvokaten for Sjælland tilføres de ressourcer, der er nødvendige for at få sagerne afgjort, og at der foretages en prioritering, således at de ældste sager bliver behandlet først. Alt andet er helt uacceptabelt både for klageren og for de indklagede politiassistenter.
Politiklagenævnet har i langt de fleste sager erklæret sig enig med statsadvokaten. Det er kun i få tilfælde sket, at sager er blevet indbragt for Rigsadvokaten. Sagerne fordeler sig således:
Adfærdsklager:
6 sager er afgjort med en undskyldning for klager.
I 3 tilfælde har der intet været at bebrejde politiet.
I 29 sager har undersøgelsen ikke tilvejebragt oplysninger, der støtter klagen. Der er her blandt andet tale om sager, hvor påstand står mod påstand.
8 sager er blevet afvist som grundløse.
10 sager er blevet tilbagekaldt af anmelderen.
I et tilfælde er der udtalt kritik af den pågældende politiassistent.
2 sager er såkaldt notitssager.
Straffesager:
34 sager er blevet afsluttet, fordi undersøgelsen har vist, at der ikke er nogen rimelig formodning om, at der er begået et strafbart forhold.
2 sager er endt med en bøde.
4 sager er blevet afvist som grundløse.
2 sager er blevet tilbagekaldt af anmelderen.
I en sag er der udtalt kritik.
Færdselssager:
1 sag er endt med en advarsel.
4 sager er blevet afsluttet, fordi der ikke forelå en overtrædelse af færdselsloven.
2 sager er endt med en bøde.
I en sag er der rejst tiltale med påstand om betinget frakendelse af kørekortet.
I en sag er der rejst tiltale med påstand om ubetinget frakendelse af kørekortet.
Sager efter retsplejelovens (section) 1020:
3 sager har været forelagt. I den ene undersøgte man rygter om, at færdselspolitiet opkrævede bøder kontant på stedet. Rygterne havde intet på sig.
I den anden sag døde en ung narkoman i en garage, og politiet var formentlig de sidste der havde set ham i live.
I sagen, der hører til i underområdet for bestemmelsen, var der intet at bebrejde politiet. Den tredje sag drejede sig om en skudepisode.
Helsingør, den 5. januar 1998
Ulla Degnegaard, formand.
Politiklagenævnet behandler sagerne på møder og i enkelte tilfælde på skriftligt grundlag. Der afholdes møder efter behov, og der har i årets løb været afholdt 10 møder. Suppleanterne har været inddraget i sagsbehandlingen i 1 sag, hvor et af Politiklagenævnets medlemmer har erklæret sig inhabil.
Politiklagenævnet har i 1997 modtaget 57 sager. Af disse kan 38 klager henføres under retsplejelovens kapitel 93 b, og 18 klager under retsplejelovens kapitel 93 c. En enkelt sag har vedrørt forskellige klager, der både kan henføres under retsplejelovens kapitel 93 b og retsplejelovens kapitel 93 c.
Politiklagenævnet har i 1997 truffet afgørelse i 62 sager, der fordeler sig således i de enkelte politikredse:
Odense 14
Nyborg 2
Svendborg 7
Assens 1
Middelfart 1
Næstved 6
Køge 5
Vordingborg 4
Nykøbing Falster 4
Nakskov 12
Bornholm 6
Af de afgjorte sager kan 37 henføres under retsplejelovens kapitel 93 b og 25 under retsplejelovens kapitel 93 c.
Kapitel 93 b-sagerne har omfattet 4 sager vedrørende politiassistenters adfærd i forbindelse med aflæggelse af køreprøver. En kapitel 93 b-sag er blevet tilbagekaldt. En sag har været forældet, jf. retsplejelovens (section) 1019 a, stk. 2.
I 4 af de sager, der er behandlet efter retsplejelovens kapitel 93 b, er der
sket en beklagelse af indklagedes adfærd, og sagen er oversendt til de
disciplinære myndigheder med henblik på eventuel
reaktion over for den
pågældende.
Kapitel 93 c-sagerne har omfattet 8 sager, hvor der er klaget over politifolks anvendelse af vold og unødig magt.
I en sag er unødig magtanvendelse i forbindelse med en anholdelse beklaget, og sagen er oversendt til de disciplinære myndigheder med henblik på eventuel reaktion over for den pågældende.
Der har været 3 sager med påstand om, at politiet har foretaget tyveri fra klagerne og 4 klager vedrørende politifolks videregivelse af fortrolige oplysninger og tilsidesættelse af tavshedspligt.
Der har været 2 sager vedrørende politifolks overtrædelse af færdselsloven. Den ene af sagerne er afgjort med en bøde og en betinget frakendelse af førerretten.
Der har været en sag vedrørende politiets afgivelse af skud mod en person.
Der har været en sag med påstand om dokumentfalsk, en sag med påstand om misbrug af tjenestekøretøjer og en sag med påstand om misbrug af stilling.
Politiklagenævnet har behandlet 8 notitssager, hvor Politiklagenævnet har tiltrådt, at der ikke skulle foretages yderligere i sagerne.
3 afgørelser er af klageren blevet anket til Rigsadvokaten.
2 af de pågældende afgørelser er blevet stadfæstet af Rigsadvokaten, og den sidste afgørelse er endnu ikke færdigbehandlet ved Rigsadvokaten.
2 afgørelser er af den indklagede polititjenestemand blevet anket til Rigsadvokaten.
Rigsadvokaten har stadfæstet den ene af afgørelserne.
I den anden afgørelse meddelte statsadvokaten, at det fandtes kritisabelt, at en polititjenestemand under en indtransport af en anholdt person sagde "hold kæft" til den pågældende.
I forbindelse med Rigsadvokatens behandling af klagesagen blev der foretaget yderligere afhøringer af de to polititjenestemænd, der deltog i indtransporten, og Rigsadvokaten fandt på grundlag af de pågældendes forklaringer ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere, at polititjenestemanden i den konkrete situation sagde "hold kæft".
Odense, den 22. januar 1998
Anne-Birgitte Bjerre-Olsen, formand.
Politiklagenævnet har i 1997 modtaget ialt 85 sager, hvoraf én er overgivet til andet politiklagenævn på grund af inhabilitet. Nævnet har således modtaget 29 færre sager end i 1996.
Som nævnt i min indledning til delberetningerne skyldes dette forhold formentlig, at sagsantallet igen har fundet sit naturlige leje på niveau med tidligere blandt andet på baggrund af, at der er blevet ro om den pågældende ordning. I det forløbne år er der afsluttet ialt 91 sager, heraf 22, som var verserende fra 1996.
Politiklagenævnet har i alt holdt 8 møder, hvor de pågældende sager er blevet behandlet og afsluttet, og nævnet finder således stadig, at mødeformen er den mest hensigtsmæssige i relation til drøftelse og afslutning af sagerne.
Enkelte sager er dog på grund af meget enkelt faktum og/eller hastende karakter blevet behandlet og afsluttet pr. korrespondance.
For så vidt angår sagsbehandlingstiden har nævnet bestræbt sig på at få afsluttet sagerne så hurtigt som muligt, både af hensyn til indklagede som til klageren, og sagsbehandlingstiden må betragtes som værende rimelig og acceptabel.
Enkelte sager har haft en forholdsvis langvarig sagsbehandlingstid, men som nævnt i min indledning til delberetningerne skyldes det forhold, som hverken statsadvokatur eller politiklagenævn har haft indflydelse på.
I den forbindelse kan nævnes en sag, hvor en detentionsanbragt blev fundet livløs i detentionen og efterfølgende på hospitalet erklæret død. I den forbindelse opstod en række spørgsmål blandt andet i relation til reglerne om detentionsanbringelse, som findes i en kundgørelse fra Rigspolitichefen. I sagens anledning blev der rettet en række spørgsmål til Rigspolitichefen vedrørende fortolkningen af denne kundgørelse, og ved besvarelsen af disse spørgsmål blev det blandt andet anført, og uden at tage stilling til den konkrete sag, at efter Rigspolitichefens opfattelse, bør en tilbageholdt, som skønnes påvirket af medicin, lægeundersøges.
Denne opfattelse fremgår imidlertid ikke af hverken den omhandlede kundgørelse eller andre forskrifter for politiets arbejde, og på den baggrund kan det efter Rigspolitichefens opfattelse ikke afvises, at politikredsene ikke i praksis skelner mellem påvirkning af spiritus eller påvirkninger forårsaget af medicin og derfor også undlader lægeundersøgelse, hvis det ud fra en bedømmelse af tilbageholdtes tilstand og omstændigheder i øvrigt findes ubetænkeligt, at lægeundersøgelse undlades.
I den forbindelse har Rigspolitichefen tilføjet, at man vil være opmærksom på den nævnte problemstilling ved en kommende revision af regelsættet.
På baggrund heraf har den pågældende politikreds nu indført en ordning, hvorefter tilbageholdte personer i stort set alle tilfælde tilses af en læge forinden detentionsanbringelse.
Samtidig måtte det konstateres, at en iværksat forsøgsordning med elektronisk overvågning af detentionsanbragte til delvis erstatning af egentlige fysiske tilsyn ikke i alle tilfælde synes tilstrækkeligt til at vurdere den detentionsanbragtes tilstand, og i den forbindelse er Rigspolitichefens opmærksomhed blevet henledt herpå, således at dette kan tages i betragtning ved evalueringen af den iværksatte forsøgsordning.
I den pågældende sag var der yderligere forespørgsler til Retsmedicinsk Institut ved Århus Universitet samt til Retslægerådet, og sagsbehandlingstiden varede således ialt ca. 1 år.
I den forløbne periode var der tæt kontakt mellem Politiklagenævnet og statsadvokaturen, ligesom der blev afholdt flere møder.
Ved sagens afslutning var sagens faktum således fuldt ud klarlagt, ligesom resultat af efterforskningen/undersøgelsen vil kunne blive benyttet i kommende revisioner og evalueringer af de pågældende regelsæt og eventuelt være medvirkende til, at en lignende situation ikke opstår i fremtiden.
For god ordens skyld skal jeg bemærke, at det samtidig i den pågældende sag kunne konkluderes, at ingen af de involverede polititjenestemænd havde udvist skødesløshed eller forsømmelse i tjenesten.
Politiklagenævnet har i den forløbne periode været i tæt kontakt med statsadvokaturen, og samarbejdet med statsadvokaturen har efter Politiklagenævnets opfattelse også i 1997 fungeret særdeles tilfredsstillende.
Med hensyn til politiklagenævnenes møder har enkelte klagere udtrykt ønske om at deltage heri, men nævnet har ikke set sig i stand til at imødekomme disse ønsker, idet nævnenes møder ikke er offentlige i henhold til bekendtgørelsen om forretningsorden for politiklagenævnene.
De i 1997 indkomne sager fordeler sig således:
Kap. 93b Kap. 93c Kap. 93b+c Notitssager
Frederikshavn 4 5 1
Hjørring 3 2 1
Thisted 3 3 1
Aalborg 15 8
Løgstør 2 3
Hobro 2 1
Randers 5 7 1
Holstebro 5 5
Grenå 2 5
Ialt 39 37 1 7
Af de 37 straffesager er 10 færdselssager og 27 andre straffesager.
Sluttelig skal bemærkes, at for så vidt angår adfærdsklager, er Politiklagenævnet stadig af den opfattelse, at en stor del af disse kunne være undgået, såfremt klageren havde fået en forklaring om baggrunden for et handlingsforløb og/eller en fornuftig dialog var blevet anvendt.
Aalborg, den 23. januar 1998
Bent Holmberg, formand.
Suppleanten for formanden har været inde i behandling af én sag, medens alle øvrige sager har været behandlet af det faste politiklagenævn. På samme måde som i 1996 behandles sagerne både på møder, men også pr. korrespondance og pr. telefon.
Der har i årets løb været afholdt 5 møder. I årets løb er der fremkommet 64 sager. De 64 sager i 1997 kan opdeles således:
36 sager omfattet af 93b
18 sager omfattet af 93c
10 sager er notitssager.
Politiklagenævnet har truffet afgørelse i 73 sager i 1997.
Herning, den 20. januar 1998
Peter Junge, formand.
Politiklagenævnet for statsadvokaten i Sønderborg har i årets løb modtaget i alt 99 sager. I det forløbne år er 109 sager afgjort, hvoraf 52 af sagerne fra 1996. Der har været enighed mellem statsadvokaten og Politiklagenævnet om afgørelserne. Sagernes afgørelser fordeler sig i øvrigt således:
46 adfærdsklager, hvoraf 4 er tilbagekaldt og 42 er afvist,
12 notitssager,
50 straffesager, hvoraf 20 er færdselssager. Af færdselssagerne er der i 5 sager fremsendt bødeforelæg og i én sag meddelt tiltalefrafald og en advarsel. I de øvrige sager er der ikke fundet grundlag for at foretage yderligere mod de pågældende politifolk.
De øvrige 30 straffesager er alle afvist.
Politiklagenævnet behandler fortrinsvis sagerne på møder, hvoraf der i det forløbne år er afholdt 9, herunder to møder med statsadvokaten.
Suppleanten for formanden har været inddraget i én sag, mens suppleanterne for lægmedlemmerne ikke har været inddraget i nogen sager i årets løb.
Politiklagenævnet får løbende tilsendt materiale fra statsadvokaten og dette samarbejde fungerer fortrinligt og giver Politiklagenævnet mulighed for at følge efterforskningen. Sagsbehandlingstiden er efter Politiklagenævnets opfattelse i en del sager for lang. Således er der ved udgangen af 1997 7 sager fra 1996, der endnu ikke er afsluttet, ligesom der ved udgangen af 1997 er 39 sager fra 1997, der ikke er afsluttet.
5 af de sager, der vedrører 1996, men først er afgjort i 1997, vedrørte dels
politiets anvendelse af tjenestehunde, dels politiets anvendelse af stav i
forbindelse med dækafbrændingsepisode i Spjald den 16. maj 1996. I én af disse
sager var Politiklagenævnet enig med statsadvokaten i, at der skulle udtales
kritik overfor en politiassistent for unødig magtanvendelse i forbindelse med
benyttelse af tjenestehund. I én af sagerne var Politiklagenævnet enig med
statsadvokaten i, at der ikke var anvendt mere magt, end nødvendigt.
I 2 af
sagerne var Politiklagenævnet enig med statsadvokaten i, at de beskrevne
hændelser vil kunne danne grundlag for en sigtelse for overtrædelse af
straffelovens (section) 244. Det var imidlertid ikke ved den skete
efterforskning lykkedes at finde frem til de pågældende polititjenestemænd.
Efterforskningen varede i næsten et år, hvilket nævnet fandt anledning til at
beklage. En af grundene til, at efterforskningen blev så langvarig var, at de
involverede polititjenestemænd kun ville lade sig afhøre indenretligt, med den
konsekvens, at det i løbet af et år ikke var muligt at få det pågældende
hændelsesforløb yderligere belyst, hvorfor efterforskningen som konsekvens heraf
blev indstillet, på trods af, at det måtte lægges til grund, at der var grundlag
for at rejse sigtelse efter straffelovens (section) 244.
Esbjerg, den 12. januar 1998
Karen Marie Dyekjær, formand
Afsnit 11.
Description of the rules for and procedures in a Police Complaints Board case
By Act No. 393 of 14 June 1995, the Danish Parliament passed an amendment for a new body of rules for processing complaints about police officers and others. The body of rules consists of three parts in the Danish Administration of Justice Act. Part 93 b and Part 93 c regulate processing complaints regarding the conduct of police officers and processing criminal proceedings against police officers, while Part 93 d concerns the newly-established Police Complaints Boards. The scheme for processing complaints regarding police officers entered into force on 1 January 1996 and does not at present extend to the Faeroe Islands and Greenland.
The core element in the scheme is that the six Regional Public Prosecutors
will deal with complaints regarding the conduct of police officers, investigate
criminal cases involving police officers and
decide which charge(s), if any,
should be brought. The rules apply to police personnel with police authority,
that is, police-trained
personnel and police attorneys. Clerical staff and
civilian employees are not comprised by the scheme.
Provisions only apply to incidents that have occurred while a police officer is on duty. The decision on whether an incident has occurred while a police officer was on duty is based on a specific assessment. A memorandum to the bill adds that due to the special nature of police service, the concept will probably be interpreted very broadly.
Basically, the Regional Public Prosecutor will handle all aspects of
inquiries and investigation, so that police personnel will only be involved in
the consideration of these cases to a very limited extent. However, the police
will handle any urgent matters concerning inquiries and investigation. In
addition, to a certain extent, the
Regional Public Prosecutors may ask for
help with their investigation, from the National Commissioners Flying Squad.
Such
external assistance in connection with an investigation may, however,
only be used as an exception and in accordance with strict
instructions from
the Regional Public Prosecutor.
Another important element is the introduction of Police Complaints Boards. A
Police Complaints Board has been set up for each Regional Public Prosecutor. The
Board consists of one lawyer and two laymen, and it supervises the Regional
Public Prosecutors
processing of cases comprised by the scheme. The Boards
elect a
national chairman and submit an annual report on their
activities.
The scheme is limited to complaints about conduct and criminal proceedings involving police personnel. Thus, complaints about decisions on merit and police action in connection with processing cases are not included. Such complaints are processed in accordance with the rules that already apply.
A third element in the new body of rules is the extended access to services
from an assigned legal counsel to the case. This applies both to the complainant
and the officer complained against in
cases of complaints about conduct, and
to the injured party and the police officer in criminal cases involving police
personnel.
The Regional Public Prosecutor shall without delay inform the
Police
Complaints Board about complaints and reports filed in
accordance with Part
93 b and 93 c of the Danish Administration of Justice Act. Furthermore, the
Board shall be kept currently
informed of all essential decisions in
connection with the case, such as charges or an increase in the circle of
persons under investigation, etc. The Board shall have the same powers in cases
opened by the Regional Public Prosecutor.
The Police Complaints Board may recommend that an inquiry be initiated in accordance with Part 93 b (complaints about conduct) and 93 c (criminal proceedings, etc.), and the Board may also recommend a form of inquiry different from that chosen by the Regional Public Prosecutor. Moreover, the Police Complaints Board may ask the Regional Public Prosecutor to take certain actions as part of his inquiry and investigation. It is stated in the memorandum to the bill that such requests shall usually be met.
The Regional Public Prosecutor is obligated to prepare a report to the Police Complaints Board about the result of the inquiry or the investigation, with the exception of obviously unfounded cases. The Regional Public Prosecutor may supplement the written report in an oral submission before the Board. The report must indicate how the Regional Public Prosecutor finds that the case should be settled. In cases where no inquiry or investigation is initiated, the Regional Public Prosecutor must give grounds why this has not been found necessary.
The Police Complaints Board will then inform the Regional Public Prosecutor how the Board finds that the case should be settled.
The recommendations of the Police Complaints Boards are not decisions as defined by the Public Administration Act. Thus, there are no requirements as to grounds, evidence of the involved parties, etc.
Grounds shall be given for the decision of the Regional Public Prosecutor and it shall appear whether the decision is in accordance with the opinion of the Police Complaints Board. If the Board does not concur in the decision, detailed grounds are required.
The Ministry of Justice has laid down specified rules for the work of the Boards in Statutory Order No. 1041 of 15 December 1995 concerning rules of procedure for the Police Complaints Boards and Statutory Order No. 1042 of 15 December 1995 concerning Police Complaints Boards.
The definition of a complaint about conduct as defined in the Ministry of Justices guidelines of 18 January 1982 (concerning processing of complaint cases that are referred to the previously existing Complaints Board regarding police activities) is maintained.
In the guidelines, the Ministry of Justice describes the core area of the
Boards as complaints about violence and heavy-handed treatment in connection
with arrest, civil disturbances, etc., abuse of power, for example, in
connection with arrest and search, other incorrect
procedures occurring in
the line of duty, and impolite address or other incorrect conduct.
Cases regarding complaints about the conduct of police personnel are
considered by the Regional Public Prosecutor following a complaint or at his own
initiative, including on the basis of an
opinion submitted by the Police
Complaints Board. All involved parties shall be informed of the filing of the
complaint.
It is, moreover assumed in the memorandum to the bill "that the polices
processing of minor complaints shall be maintained". In
accordance with this
practice, many minor complaints have been settled informally (in a conversation)
between a superior police
officer and the complainant.
In this connection, it is assumed that the police advise the complainant
about the formal channel of complaint to the Regional Public Prosecutor and that
a note is prepared about what has
happened.
The note is submitted to the Regional Public Prosecutor, who, at his own
initiative, may institute a closer inquiry. The Regional
Public Prosecutor
shall, moreover, inform the Police Complaints Board about the note.
The Regional Public Prosecutor may dismiss a complaint about conduct without
considering the merits of the case, for example, if the complaint is filed more
than six months after the incident in
question took place, or if the
complaint is obviously unfounded. The case shall be submitted to Police
Complaints Boards before the Regional Public Prosecutor makes his decision.
The Regional Public Prosecutor shall initiate an investigation of a complaint
or at his own initiative, for example, following an
opinion submitted by the
Police Complaints Board. An investigation shall be initiated if there is a
reasonable assumption that while discharging his duties, a police officer has
committed a
criminal offence subject to public prosecution. The purpose of
the investigation is to clarify whether the conditions to impose criminal
liability or other sanction under criminal law exist, to gather information in
order to make a decision in the case, and to prepare the case for court
proceedings.
A case may be dismissed on its merits without instituting any proceedings if there is no reasonable assumption that a criminal offence subject to public prosecution has been committed. However, the case shall first be submitted to the Police Complaints Board.
The Regional Public Prosecutor shall, moreover, initiate an investigation if
a person has died or been seriously injured due to police interference, or while
the subject was in police custody. Such
investigations shall be initiated
regardless of whether there is any
assumption that a criminal offence has
been committed.
The injured party and others may complain to the Regional Public Prosecutor about the conduct of police officers while on duty. This is presupposed in the memorandum to the bill for an amendment and corresponds to previous procedures.
There are basically no limits as to which persons are entitled to file complaints about a criminal offence committed by the police.
However, it is only the parties to the case and the Police Complaints Board who may complain to the Director of Public Prosecutions about the decision of the Regional Public Prosecutor.
The deadline for filing complaints is four (4) weeks. The parties to the case shall be notified if the Police Complaints Board appeals the decision.
The Regional Public Prosecutor considers a case after a complaint or a report has been filed. The Regional Public Prosecutor may also consider a case on his own initiative, that is, upon the recommendation of the Police Complaints Board. An inquiry is mandatory in certain circumstances.
The Police Complaints Board shall be notified of the case without delay and shall be kept informed about the progress of the inquiry or investigation.
The Regional Public Prosecutor shall also notify the Chief of
Police of a
district (the Commissioner of Police in Copenhagen), the National Commissioner
and in certain cases, the Ministry of
Justice as well. These authorities
shall be kept up to date about all relevant steps.
If the Regional Public Prosecutor finds that the complaint is obviously unfounded, or if it appears at the initial assessment that the complaint is not seriously meant, the Regional Public Prosecutor may decide not to initiate an inquiry or investigation. He shall submit the question of dismissing the complaint to the Police Complaints Board before any decision is made.
In cases concerning complaints about the conduct of police officers, the Regional Public Prosecutor shall prepare particulars on the basis of the information available. The respondent police officer shall receive a copy of the particulars before he or she is interviewed. The respondent police officer has no obligation to comment on the particulars.
Particulars will not be prepared in connection with criminal inquiries.
Usually, the parties are then summoned for an interview at the
Regional
Public Prosecutors office, or any other place deemed
expedient by the
Regional Public Prosecutor. The Regional Public Prosecutor may also decide that
statements shall be heard in court. Basically, court hearings are open
hearings.
The Regional Public Prosecutor shall prepare a report to the Police Complaints Board when the inquiry or the investigation is finished. The report shall include a review of the facts and course of the case, an assessment of the evidence and an opinion on the decision of the case. No report is made in cases deemed obviously unfounded.
The Police Complaints Board then notifies the Regional Public Prosecutor how it finds that the case should be settled. The Regional Public Prosecutor makes his decision and notifies the parties of the case. The decision is also sent to the Chief of Police (Commissioner of Police in Copenhagen) and the National Commissioner, as well as to the Ministry of Justice in certain cases.
The Regional Public Prosecutor only dismisses the case if no information has been obtained to support the complaint or if the complaint is obviously unfounded. The Regional Public Prosecutor notifies the parties of the case.
The complainant is upheld in whole or in part in his claim
If the Regional Public Prosecutor finds that the respondent police officer
has behaved in a manner subject to criticism, he will notify the complainant.
The police officer will receive a copy of the decision of the Regional Public
Prosecutor, which may in certain
cases form the basis of a disciplinary
inquiry.
If there is any basis for bringing charges, or if there is any suspicion of a
criminal offence and the officer in question demands criminal proceedings, the
consideration of the complaint is terminated. A consideration of the complaint
may be resumed if the
police officer in question is not charged or
convicted. If the inquiry appears to be subject to flaws of a general nature,
the Regional Public Prosecutor will raise the question with the responsible
authority.
A complaint is withdrawn
A case is normally closed if the complaint is withdrawn. However, as an inquiry may also be initiated at the behest of the Regional Public Prosecutor, the processing of the complaint may continue if deemed necessary by the Regional Public Prosecutor.
Other possibilities
Under certain circumstances, the case may be transferred for processing before a court of inquiry, etc.
The Regional Public Prosecutor closes the investigation if no information has been obtained giving reasonable grounds to assume that a criminal offence subject to public prosecution has been committed. A complaint will also be dismissed if it is obviously unfounded.
If the Regional Public Prosecutor has made an inquiry in accordance with
section 1020 a (2) of the Danish Administration of
Justice Act, he will
close the investigation in the same manner. This is done if the circumstances of
the case have been fully clarified and if on the basis of the information found
there is no reasonable
assumption that a criminal offence subject to public
prosecution has been committed.
Indictment, etc.
The Regional Public Prosecutor may settle criminal proceedings by bringing an indictment or charges, by withdrawing charges or dismissing all charges. The forms of decisions are stipulated in the provisions of criminal procedure of the Danish Administration of Justice Act.
The Chief of Police (Commissioner of Police) and the National Commissioner will in all circumstance be notified of the decision. In certain cases, the Ministry of Justice will also be notified.
When considering the question of bringing charges, the Regional Prosecutor will also decide whether other conduct subject to criticism is involved including whether the case shall be dealt with as a complaint about conduct.
Bilag
Politiklagenævnenes medlemmer
Politiklagenævnet for
Statsadvokaten for København,
Frederiksberg og Tårnby,
Gammel Torv 8,
1457 København K
Formand:
Advokat Søren Arentoft
Advokat Nina Anderskouv (Suppleant)
Indstillet af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg:
Faglig sekretær Ellen Hanne Sørensen
Konsulent Anni Vejstrup Nielsen (Suppleant)
Indstillet af Københavns Borgerrepræsentation:
Selvstændig Torkild Damgaard Schrøder
Apotekerassistent Helen Hedemann (Suppleant)
Politiklagenævnet for
Statsadvokaten for Sjælland,
Stengade 70,
3000 Helsingør
Formand:
Advokat Ulla Degnegaard
Advokat Poul Jost Jensen (Suppleant)
Indstillet af Roskilde Amt:
Lærer Marianne Svane
Indstillet af Københavns Amt:
Forstander Grethe Blomberg
Indstillet af Vestsjællands Amt:
Reparatør Niels Mathiesen (Suppleant)
Indstillet af Frederiksborg Amt:
Konsulent Jens Greve
Politiklagenævnet for
Statsadvokaten for Fyn, Sydøstsjælland,
Lolland, Falster og Bornholm,
Vestergade 15, Postboks 1159,
5100 Odense C
Formand:
Advokat Anne-Birgitte Bjerre-Olsen
Advokat Poul Vilhelm Nielsen (Suppleant)
Indstillet af Storstrøms Amt:
Ældrekonsulent Bodil Holm
Sygeplejerske Merete Boye Larsen (Suppleant)
Indstillet af Fyns Amt:
Gårdejer Torben Jørgensen
Indstillet af Bornholms Amt:
Centerleder Majbritt Månsson (Suppleant)
Politiklagenævnet for
Statsadvokaten i Aalborg,
Tiendeladen 7, Postboks 1363,
9100 Aalborg
Formand:
Advokat Bent Holmberg
Advokat Elin Tjærby Kesting (Suppleant)
Indstillet af Århus Amt:
Else Christiansen
Indstillet af Nordjyllands Amt:
Sygeplejerske Medzait Ljatifi
Grene Munch (Suppleant)
Indstillet af Viborg Amt:
Sygeplejerske Jette Marie Svensson (Suppleant)
Politiklagenævnet for
Statsadvokaten i Viborg,
Torvet 12,
7400 Herning
Formand:
Advokat Peter Junge
Advokat Karen Marie Henningsen (Suppleant)
Indstillet af Vejle Amt:
Sygeplejerske Anna Marie Jakobsen
Indstillet af Viborg Amt:
Lærer Søren Panny Pedersen
Indstillet af Århus Amt:
Chefsekretær Britta Jordt Bang (Suppleant)
Indstillet af Ringkøbing Amt:
Vicebrandinspektør Finn Lundorff (Suppleant)
Politiklagenævnet for
Statsadvokaten i Sønderborg,
Kongensgade 58, Postboks 140,
6701 Esbjerg
Formand:
Advokat Karen Marie Dyekjær
Advokat Jens Ole Mengel (Suppleant)
Indstillet af Sønderjyllands Amt:
Filialdirektør Peter Falk
Fiskeskipper Oluf Stenrøjl Kristensen (Suppleant)
Indstillet af Ribe Amt:
Eva Johansen
Indstillet af Ringkøbing Amt:
Kasserer Jørgen Roslev (Suppleant)
Medarbejdere i Rigsadvokaturen og statsadvokaturerne til behandling af politiklagenævnssager pr. 31.12.1997:
Rigsadvokaten:
Rigsadvokat Henning Fode
Statsadvokat Kaspar Linkis
Statsadvokat Lars Stevnsborg
Konstitueret statsadvokat Hanne Schmidt
Vicestatsadvokat Karen-Inger Bast
Rigsadvokatassessor Birgit Foltmar
Rigsadvokatassessor Jesper Hjortenberg
Rigsadvokatassessor Jette Christiansen
Statsadvokaten for København, Frederiksberg og Tårnby:
Statsadvokat Karsten Hjorth
Vicestatsadvokat Anne-Birgitte Haslund
Vicestatsadvokat Bitte Dyrberg, afløst af
Vicestatsadvokat Kim Christiansen
Statsadvokatassessor Anne Birgitte Stürup
Statsadvokatassessor Poul Gadegaard
Statsadvokatassessor Karen Marie Olesen
Statsadvokatassessor N.T. Søndergaard
Statsadvokaten for Sjælland:
Statsadvokat Erik Merlung
Vicestatsadvokat Jørgen Jensen
Vicestatsadvokat Vibeke Uldal
Statsadvokatassessor Dorthe Vejsig
Statsadvokatassessor Arne Tornvig Christensen
Statsadvokatassessor Dorte Svanberg
Statsadvokaten for Fyn, Sydøstsjælland, Lolland, Falster og Bornholm:
Statsadvokat Birgitte Vestberg
Vicestatsadvokat Mette Vestergaard
Statsadvokatassessor Margit Wegge
Statsadvokatassessor Gyrithe Ulrich
Statsadvokatassessor Kirsten Frikov
Statsadvokaten i Ålborg:
Statsadvokat Ole Stigel
Vicestatsadvokat Søren Gade
Statsadvokatassessor Lars Ole Pedersen
Statsadvokatassessor Peter Rask
Statsadvokatassessor Henrik Kjær Thomsen
Statsadvokaten i Viborg:
Statsadvokat Peter Brøndt Jørgensen
Vicestatsadvokat Peter Adamsen
Statsadvokatassessor Ulla Kaspersen
Statsadvokatassessor Marian Thomsen
Statsadvokaten i Sønderborg:
Statsadvokat Preben Alsøe
Vicestatsadvokat Dorte Jensen
Statsadvokatassessor Jens Kjærgaard Christensen
Statsadvokatassessor Helle Kyndesen
Statsadvokatassessor Lene Nørup Thiel
Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 787 af 21.9.1992 om fordelingen af forretningerne mellem statsadvokaterne
Retsplejelovens kapitel 93b-93d
Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 1041 af 15.12.1995 om forretningsorden for politiklagenævn
Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 1042 af 15.12.1995 om politiklagenævn
Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 29.12.1995 om behandling af klager over politipersonalet m.v.
Justitsministeriets skrivelse af 5.1.1996 om vidne- og transportgodtgørelse
Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 13.10.1997 om vederlæggelse af formænd for og medlemmer af politiklagenævn
Justitsministeriets notits 3.10.1996 om aktindsigt i politiklagenævnssager
Vejledning til indklagede og sigtede i sager omfattet af politiklagenævnsordningen
Rigsadvokaten Version 1.0 den 19. maj 1998