Vejledning nr. 7 af 18. januar 1982 vedrørende behandlingen af klagesager, der henhører under lokalnævnene vedrørende politiets virksomhed

 


 

Retsplejelovens §§ 115 og 115 a samt kapitel 93 b indeholder bestemmelser om lokalnævn vedrørende politiets virksomhed. Lokalnævnene har bl.a. til opgave at træffe bestemmelse om undersøgelse af klager over politipersonalets adfærd under udførelsen af tjenesten. Ved lov nr. 270 af 10. juni 1981 er der gennemført ændringer i bestemmelserne om lokalnævnenes behandling af klagesager. I tilslutning hertil har justitsministeriet i bekendtgørelse nr. 408 af 6. august 1981 fastsat ændrede administrative forskrifter for lokalnævnenes virksomhed.

Ved justitsministeriets vejledning af 22. marts 1978 udsendtes retningslinjer for behandlingen af klagesager i lokalnævnene. Denne vejledning erstattes af følgende vejledning:

A. Afgrænsning af klager, der henhører under

lokalnævnet

1. Bortset fra tilfælde, hvor et lokalnævn i medfør af retsplejelovens § 1019, stk. 2, på eget initiativ træffer bestemmelse om at iværksætte en undersøgelse, er det en forudsætning for iværksættelse af lokalnævnets særlige klagesagsbehandling, at der foreligger en alvorlig ment, endelig klage, der henhører under lokalnævnets sagsområde. Ophidsede eller berusede personer, der mundtligt, eventuelt telefonisk, retter henvendelse til politiet, kan henvises til senere at indlevere en skriftlig klage eller rette personlig henvendelse til en overordnet polititjenestemand om sagen. Denne fremgangsmåde vil navnlig kunne anvendes, såfremt øjeblikkelig bevissikring ikke skønnes fornøden, og klagen i øvrigt skønnes uvæsentlig. I sådanne tilfælde bør klageren dog vejledes om muligheden for at indgive klage direkte til lokalnævnet.

2. Klage kan indgives af andre end den, der påstås at være forulempet af politiet, f.eks. forældre, forbipasserende m.fl.

3. Udtrykket »politipersonalet« omfatter enhver, der har politimyndighed, herunder politiets jurister. Derimod er kontorpersonalet ikke omfattet.

4. Den påklagede adfærd må være udvist under udførelsen af TJENESTEN. Denne betingelse vil sædvanligvis være opfyldt, når polititjenestemanden har optrådt i uniform, har legitimeret sig som polititjenestemand eller i øvrigt har tilkendegivet sig som polititjenestemand og påberåbt sig sin særlige myndighed over for en borger.

5. Klagen skal vedrøre politipersonalets ADFÆRD. Det centrale område for en sådan adfærd omfatter følgende sagsgrupper:

a. Klager over vold og hårdhændet behandling i forbindelse med anholdelse, under opløb og lignende.

b. Klager over myndighedsmisbrug, f.eks. i forbindelse med anholdelse eller ransagning.

c. Klager over anden ukorrekt fremgangsmåde under udførelsen af tjenesten.

d. Klager over uhøflig tiltale eller anden ukorrekt personlig optræden.

Uden for bestemmelsen falder klager over materielle afgørelser og politipersonalets dispositioner i forbindelse med sagsbehandlingen. Dette gælder således klager, der alene vedrører, at en anholdelse er foretaget, at der er sket ransagning, at nogen er bortvist fra en lokalitet, at en sag er utilstrækkeligt eller urigtigt oplyst, at en rapport indeholder en ukorrekt gengivelse af en afgivet forklaring, eller at behandlingen af en sag er forhalet unødvendigt.

6. Klager over politipersonalets adfærd' omfatter også henvendelser, der indeholder en anmeldelse om strafbart forhold. Det kan ikke tillægges afgørende betydning, om henvendelsen i formen fremtræder som en klage eller en anmeldelse. Sagen skal ikke sideløbende behandles som klagesag og straffesag. Hvis henvendelsen giver grundlag for en bestyrket mistanke om, at en polititjenestemand har begået et strafbart forhold, må sagen behandles som straffesag. Selvom der ikke foreligger en sådan bestyrket mistanke, må klagen dog også behandles som en almindelig anmeldelse om et kriminelt forhold, hvis den påståede adfærd ikke ville kunne retfærdiggøres som et nødvendigt led i tjenestens udførelse, f.eks. henvendelser om påstået uterligt forhold eller påstået vold i forbindelse med en forkyndelse eller en afhøring. Vedrører henvendelsen derimod vold eller anden magtanvendelse i forbindelse med f.eks. en anholdelse eller politimæssig indgriben i en demonstration, altså tilfælde, hvor magtanvendelse har været nødvendig for at gennemføre en politiforretning, vil udgangspunktet være, at sagen behandles som klagesag, men en bestyrket mistanke om grovere vold indicerer ofte, at sagen må behandles som straffesag. I sager, hvor en person er afgået ved døden eller påført meget alvorlige skader som følge af politiets indgriben, vil der iøvrigt sædvanligvis straks være iværksat en undersøgelse i strafferetsplejens former. Fremkommer der i sådanne tilfælde en klage over en polititjenestemand, medfører dette ikke, at sagen skal behandles i lokalnævnet, men nævnet bør underrettes om klagens fremkomst og om, at sagen indtil videre behandles i strafferetsplejens former.

7. En sag, der er påbegyndt som klagesag, kan overgå til straffesagsbehandling, jfr. retsplejelovens § 1019 m, stk. 1. Dette vil navnlig ske i tilfælde, hvor der ved undersøgelsen af en klage fremkommer grundlag for at rejse sigtelse mod den indklagede polititjenestemand.

Såfremt der straks rejses straffesag i anledning af en henvendelse, der rummer en klage over en polititjenestemands adfærd under udførelsen af tjenesten, bør lokalnævnet underrettes herom, således at nævnet sikres adgang til at behandle sagen, hvis påtale opgives, eller sagen ikke gennemføres til fældende dom, jfr. retsplejelovens § 1019 m, stk. 2.

B. Den indledende behandling af klagen

1. Uanset om en klage indgives til lokalnævnet eller til politiet, må politimesteren (politidirektøren) hurtigst muligt efter modtagelsen af denne tage stilling til, hvorvidt klagen henhører under lokalnævnets sagsområde eller indeholder punkter, der må afgøres efter andre regler end lokalnævnsbestemmelserne. Endvidere må politimesteren (politidirektøren) ved modtagelsen af anmeldelser, der vedrører polititjenestemænd, være opmærksom på, hvorvidt henvendelsen efter sit indhold må behandles som lokalnævnssag. I tilfælde, hvor klagen er indgivet til lokalnævnet, og hvor politimesteren (politidirektøren) finder, at klagen eller dele af denne ikke skal behandles efter lokalnævnsreglerne, bør spørgsmålet om sagsbehandlingen drøftes med lokalnævnets formand.

2. I tilfælde, hvor en episode, der har givet anledning til en sigtelse for strafbart forhold, tillige har medført indgivelse af en klage over politiet, og hvor forklaringer, afgivet af de implicerede, har betydning såvel i klagesagen som i straffesagen, bør straffesagen i almindelighed behandles forud for klagesagen. Lokalnævnet bør dog straks underrettes om klagen, ligesom der ved straffesagens afslutning skal gives meddelelse til nævnet om afgørelsen samt tilstilles nævnet udskrifter af de indenretlige forklaringer, der vedrører klagesagen.

3. Såfremt en klage vedrører både politipersonalets adfærd og en materiel afgørelse, må den materielle del af klagen udskilles og behandles af den kompetente myndighed på sædvanlig måde. I tilfælde, hvor klagen væsentligt vedrører en materiel afgørelse, og det må betragtes som tvivlsomt, hvorvidt et bestemt klagepunkt skal opfattes som en særskilt klage over en polititjenestemands adfærd, kan det ved besvarelsen af klagen over den materielle afgørelse tilkendegives, at man alene har opfattet henvendelsen som en klage over den materielle afgørelse. Samtidig må klageren vejledes om fremgangsmåden, såfremt han ønsker at klage over politipersonalets adfærd.

4. Politimesteren (politidirektøren) kan uden lokalnævnets medvirken foretage uopsættelige undersøgelsesskridt. Sådanne undersøgelser må ikke udføres af den, der klages over. Endvidere kan politimesteren (politidirektøren) foretage undersøgelser, der skønnes nødvendige for at identificere den, der klages over, eller for at fastlægge klagens indhold. Derudover kan den indklagede polititjenestemand anmodes om at fremkomme med en skriftlig fremstilling om klagen. Den pågældende må udtrykkelig gøres bekendt med, at han ikke har nogen pligt til at udtale sig om klagen, jfr. retsplejelovens § 1019 d, stk. 1. Vedkommende tillidsmand underrettes om en klages fremkomst.

5. Bestemmelsen i bekendtgørelsens § 21 giver lokalnævnet, et klageudvalg eller nævnets formand hjemmel til eventuelt med politiets bistand at søge indhentet de oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelse vedrørende iværksættelse af en undersøgelse. Denne bestemmelse giver alene mulighed for at indhente oplysninger, der kan tydeliggøre klagen. Derimod giver bestemmelsen ikke mulighed for at lade politiet eller lokalnævnet selv foretage en egentlig undersøgelse. Yderligere oplysninger kan f.eks. være nødvendige i sager, hvor klage indgives af andre end den, der påstås forulempet af politiet, og det ønskes oplyst, om denne vil tiltræde klagen. Endvidere kan der undertiden være behov for at få afklaret, hvad der egentlig klages over. I en del tilfælde er det næppe sandsynligt, at klageren vil være i stand til på tilfredsstillende måde at uddybe sin klage skriftligt. Det kan derfor være rimeligt at give klageren adgang til at uddybe klagen over for en overordnet polititjenestemand. Der bør derimod ikke foretages nogen egentlig afhøring af klageren.

Derudover kan der forekomme tilfælde, hvor det skønnes hensigtsmæssigt at lade klageren få lejlighed til at gennemse den indklagedes skriftlige udtalelse i henhold til retsplejelovens § 1019 d og eventuelt kommentere det fremkomne.

Bestemmelsen i bekendtgørelsens § 21 anviser en fremgangsmåde, der skal kunne hindre, at behandlingen af en klagesag bliver langvarig som følge af manglende elementære oplysninger i det første møde i lokalnævnet eller klageudvalget efter modtagelsen af en klage. Såfremt det skønnes hensigtsmæssigt, kan der eventuelt gives politimesteren (politidirektøren) en generel bemyndigelse til at indhente nærmere angivne oplysninger uden forelæggelse for nævnet i hvert enkelt tilfælde.

6. Bestemmelsen i bekendtgørelsens § 20, stk. 2, giver lokalnævnets formand mulighed for efter forhandling med politimesteren (politidirektøren) og den advokat, som er medlem af nævnet, at træffe afgørelse om at iværksætte en undersøgelse uden at afvente sagens behandling i lokalnævnet. Denne fremgangsmåde bør navnlig anvendes i tilfælde, hvor der foreligger en alvorlig klage, der ikke kan afvises som ubegrundet, og klagen indgives lang tid før næste ordinære møde i lokalnævnet eller et klageudvalg. Politimesteren (politidirektøren) bør have opmærksomheden henledt på, om denne fremgangsmåde eventuelt bør foreslås anvendt. Såfremt der opstår spørgsmål herom, bør politimesteren (politidirektøren) inden sagens forelæggelse for lokalnævnets formand orientere vedkommende personalerepræsentant i lokalnævnet og give denne lejlighed til at ytre sig om den videre sagsbehandling. I tilfælde af uenighed mellem politimesteren (politidirektøren) og personalerepræsentanten bør det overvejes at søge afholdt et ekstraordinært møde i lokalnævnet eller klageudvalget.

7. I motiverne til lokalnævnsreglerne er det forudsat, at den hidtil fulgte praksis vedrørende politiets behandling af mindre klager opretholdes. Efter denne praksis bliver mange små klager afgjort ved en samtale mellem en overordnet polititjenestemand og klageren. Herved kan fejltagelser og misforståelser opklares, og klageren vil undertiden være tilfreds hermed. Det kan endvidere tænkes, at klageren får medhold i sin klage, f.eks. hvis den indklagede polititjenestemand erkender at have optrådt ukorrekt. Såfremt klageren i sådanne tilfælde modtager en beklagelse af det passerede med tilsagn om, at forholdet vil blive påtalt, og han erklærer sig tilfreds hermed, vil der ofte ikke være behov for at iværksætte nogen undersøgelse. Klageren må imidlertid vejledes om sin adgang til at få klagen indbragt for lokalnævnet, ligesom der skal udfærdiges et notat om det passerede, jfr. bekendtgørelsens § 15. Sagen bør endvidere forelægges lokalnævnet til gennemsyn, således at nævnet får lejlighed til at træffe bestemmelse om at iværksætte en nærmere undersøgelse i medfør af retsplejelovens § 1019, stk. 2.

Ovennævnte fremgangsmåde kan navnlig tænkes anvendt i tilfælde, hvor der indgives mundtlig klage, eller hvor klageren får lejlighed til mundtligt at uddybe sin klage, f.eks. ved indhentelse af supplerende oplysninger i medfør af bekendtgørelsens § 21.

8. I tilfælde, hvor klagesagen ikke kan forventes afsluttet inden for rimelig tid, bør klageren af politiet eller lokalnævnet underrettes om, hvad der sker i sagen, og hvornår en afgørelse kan ventes at foreligge. I tilfælde, hvor en undersøgelse er foretaget, og nævnet har fundet sagen tilstrækkeligt oplyst, skal klageren underrettes om sagens videresendelse til politimesteren (politidirektøren) til afgørelse, jfr. retsplejelovens § 1019 l, stk. 2.

C. Lokalnævnets behandling af klagesager

1. Lokalnævnet har alene til opgave at træffe afgørelse om, hvorvidt der skal iværksættes en undersøgelse i anledning af en klage. Afgørelse af selve klagen falder uden for lokalnævnets kompetence.

2. Lokalnævnets afgørelse om, hvorvidt en undersøgelse bør iværksættes, vil i reglen kunne baseres på en skriftlig klage eller et notat i medfør af bekendtgørelsens § 15 og den indklagede polititjenestemands skriftlige udtalelse, eventuelt suppleret med oplysninger, som er fremkommet i et møde med lokalnævnets formand eller sekretær i medfør af bekendtgørelsens § 18, eller som er indhentet i medfør af § 21. Såfremt det besluttes at iværksætte en undersøgelse, bestemmer nævnet, hvorledes undersøgelsen skal foretages, jfr. retsplejelovens § 1019 b, stk. 2. Hensynet til klageren og til den indklagede taler for, at sagerne fremmes med fornøden hurtighed og effektivitet. En retslig undersøgelse vil i almindelighed være mere tidskrævende og omstændelig end en undersøgelse, foretaget af statsadvokaten, og kan endvidere være mere belastende for sagens parter. Såfremt der ikke i de enkelte tilfælde er væsentlige modstående hensyn, bør undersøgelsen derfor i almindelighed foretages af statsadvokaten. Dette gælder særligt, såfremt der skal foretages afhøringer af personer, der bor forskellige steder i landet. Omvendt kan der foreligge tilfælde, hvor det skønnes af betydning, at forklaringer afgives under vidneansvar eller i offentlige retsmøder. I disse tilfælde og i tilfælde, hvor der i forvejen verserer straffesag mod klageren ved retten, kan en retslig undersøgelse være mest hensigtsmæssig.

3. Foretages undersøgelsen af statsadvokaten, skal indklagede gøres bekendt med, at han har ret til at møde med en repræsentant for den pågældende organisation, et andet medlem af personalet eller en advokat som bisidder, jfr. retsplejelovens § 1019 e.

4. Når undersøgelsen er afsluttet, modtager lokalnævnet den af statsadvokaten udfærdigede redegørelse. Lokalnævnet tager stilling til, om sagen kan anses for tilstrækkeligt oplyst, og sender i bekræftende fald materialet til politimesteren (politidirektøren), som på baggrund af det modtagne materiale træffer afgørelse om selve klagen, jfr. retsplejelovens § 1019 l, stk. 2, og bekendtgørelsens § 27, stk. 1.

5. Bestemmelserne om lokalnævn giver ikke nævnet hjemmel til selv at foretage egentlige undersøgelser af klagen, f.eks. gennem afhøring ved nævnets formand eller sekretær. Derimod giver bekendtgørelsens § 21 mulighed for, at klageren af nævnet kan opfordres til at uddybe sin klage. En sådan uddybning kan eventuelt ske over for en repræsentant for nævnet efter nævnets nærmere bestemmelse.

6. Bestemmelsen i bekendtgørelsens § 18 fastslår klagerens og den indklagedes adgang til ved personligt fremmøde for lokalnævnets formand eller sekretær mundtligt at redegøre for deres syn på sagen. Nævnets sekretariat skal ved modtagelsen af klagen gøre klageren bekendt hermed.

Ifølge offentlighedslovens § 12 kan den, der er part i en sag, som er til behandling i den offentlige forvaltning, forlange udsættelse med sagens afgørelse, til han har afgivet en udtalelse om sagen. En sådan udtalelse kan afgives mundtligt eller skriftligt efter partens valg. Den kan endvidere afgives af en repræsentant for parten, f.eks. en advokat.

De anførte bestemmelser giver ikke en part adgang til at udtale sig over for det samlede lokalnævn.

7. Retsplejelovens § 1019 b, stk. 1, bestemmer, at lokalnævnet i visse sager skal eller kan afvise at iværksætte en undersøgelse. Afvisning skal ske, hvis klagen findes åbenbart grundløs, eller hvis sagen anses for tilstrækkeligt oplyst. Denne bestemmelse giver ikke nævnet adgang til at afgøre selve klagen. Også i disse tilfælde afgøres klagen af politimesteren (politidirektøren). Såfremt lokalnævnet ønsker at meddele klageren baggrunden for nævnets afgørelse, bør dette ske på en sådan måde, at klageren ikke opfatter lokalnævnets meddelelse som en afgørelse af selve klagen. Opmærksomheden henledes på bestemmelsen i bekendtgørelsens § 22, hvorefter politimesteren (politidirektøren) i disse tilfælde kan bemyndiges til at underrette klageren om nævnets afgørelse samtidig med meddelelsen af afgørelsen vedrørende selve klagen. Såfremt lokalnævnet ønsker at underrette klageren direkte, kan det være hensigtsmæssigt blot at meddele, at man i medfør af retsplejelovens § 1019 b, stk. 1, ikke har fundet grundlag for at iværksætte nogen undersøgelse, og at sagen er oversendt til politimesteren (politidirektøren) til afgørelse.

8. Retsplejelovens § 1019 b, stk. 3, bestemmer, at der i en bestemt type sager altid skal foretages en undersøgelse. I tilfælde, hvor klagen vedrører politipersonalets adfærd i forbindelse med fjernelse af personer, der har nægtet at forlade en fast ejendom, skal der således altid foretages en undersøgelse, når fjernelsen er begæret af en kommunalbestyrelse i politikredsen, et af kommunalbestyrelsens udvalg, magistraten, et af dennes medlemmer eller borgmesteren. Lokalnævnet bestemmer, om undersøgelsen skal foretages ved retten eller af statsadvokaten.

Udtrykket »en fast ejendom« dækker uden særlige begrænsninger den almindelige opfattelse af dette begreb, det vil sige et landområde eller en grund med eventuelle bygninger.

Sager om fjernelse af personer, der overtræder bestemmelserne i straffelovens § 264 eller bestemmelserne i politivedtægterne svarende til normalpolitivedtægtens § 3 og § 16 vil kunne være omfattet. En undersøgelse er kun obligatorisk, når politiets bistand er rekvireret af selve kommunalbestyrelsen eller i øvrigt af kommunale politikere som nævnt i bestemmelsen. Afgørelser truffet af udvalgsformænd træffes udelukkende på udvalgets vegne, jfr. bestemmelsen i § 22 i loven om kommuners styrelse, og er derfor omfattet af bestemmelsen. Bestemmelsen omfatter derimod ikke begæringer om fjernelse, der er fremsat af embedsmænd i den kommunale forvaltning. Bistand, der ydes af politiet efter anmodning fra fogedretten, f.eks. i forbindelse med ind- og udsættelsesforretninger i kommunale ejendomme, er heller ikke omfattet. Heller ikke tilfælde, hvor politiet griber ind af egen drift i henhold til retsplejelovens § 108, stk. 1, vil være omfattet.

9. Retsplejeloven og bekendtgørelsen om lokalnævn indeholder ikke bestemmelser om adgangen til at klage over lokalnævnets sagsbehandling. Justitsministeriet vil ikke kunne tage stilling til klager over f.eks. nævnets afvisning af at iværksætte en undersøgelse eller udformningen af lokalnævnets skrivelser.

D. Afgørelse af klagesager m.v.

1. Når lokalnævnet har afsluttet behandlingen af en klagesag, sendes sagen til politimesteren (politidirektøren) til afgørelse. Dette gælder alle sager, herunder også sager, hvor lokalnævnet har afvist at iværksætte en undersøgelse i medfør af retsplejelovens § 1019 b, stk. 1. Såfremt lokalnævnet har meddelt en klager, at man har afvist at iværksætte en undersøgelse, fordi klagen findes åbenbart grundløs, og politimesteren (politidirektøren) kan tiltræde denne opfattelse, vil politimesteren (politidirektøren) ved sin afgørelse af klagen kunne henholde sig til nævnets afgørelse.

2. Det bør fremgå af politimesterens (politidirektørens) besvarelse af en klage, hvilket grundlag afgørelsen er baseret på. Svaret kan eventuelt indeholde et resume af sagens oplysninger, herunder indklagedes fremstilling.

3. Politimesterens (politidirektørerns) afgørelse i en klagesag kan påklages til justitsministeriet. Såfremt klageren ikke får medhold i sin klage, må politimesteren (politidirektøren) samtidig med afgørelsen af klagen oplyse klageren om adgangen til at påklage afgørelsen.

4. Klager over politimesteren (politidirektøren) personlig indsendes efter afslutningen af lokalnævnets behandling til justitsministeriet til afgørelse.

5. Den advokat, der som medlem af lokalnævnet har deltaget i behandling af en klagesag, bør ikke optræde som partsrepræsentant under senere retssager med udspring i de forhold, som har været behandlet i lokalnævnet. Der kan være tale om rollen som forsvarer, hvis tiltale er blevet rejst mod indklagede, klageren eller eventuelt andre implicerede i begivenhedsforløbet, eller rollen som advokat under en civil sag, typisk et erstatningssøgsmål mod det offentlige. Det ovennævnte vil efter omstændighederne også gælde for advokater i kompagniskab med den advokat, som er lokalnævnsmedlem.

E. Aktindsigt

1. Akterne i klagesager, der henhører under lokalnævnets kompetence, er omfattet af den almindelige adgang til aktindsigt i medfør af lov nr. 280 af 10. juni 1970 om offentlighed i forvaltningen med de begrænsninger, der følger af lovens undtagelsesbestemmelser.

2. Ifølge lovens § 8, stk. 1, afgøres spørgsmål om aktindsigt af den myndighed, som har afgørelsen af den pågældende sag. Indtil lokalnævnet har afsluttet behandlingen af en klagesag, må der derfor i nævnet tages stilling til begæringer om aktindsigt. Begæringer, der fremsættes efter nævnsbehandlingens afslutning, behandles af politimesteren (politidirektøren), hvis afgørelse kan påklages til justitsministeriet. Lokalnævnet må dog fortsat tage stilling til begæringer vedrørende akter, der alene findes i nævnets sagsmateriale, f.eks. eventuel korrespondance, der ikke følger med sagen. I den forbindelse bemærkes, at efter offentlighedslovens § 5, nr. 3, er en myndigheds interne arbejdsmateriale, såsom referater, ikke undergivet aktindsigt.

3. Adgang til aktindsigt tilkommer efter loven såvel sagens parter som offentligheden. Såfremt en klagesag overgår til straffesagsbehandling, vil sagens akter være omfattet af undtagelsesbestemmelsen i lovens § 6, stk. 1. Opmærksomheden henledes på, at denne bestemmelse ikke finder anvendelse på straffeakter, der til orientering vedlægges en klagesag, som behandles i lokalnævnet. Begæringer om aktindsigt fra andre end sagens parter vil dog ofte måtte afslås helt eller delvis i medfør af lovens § 2. I forhold til sagens parter vil begæringer om aktindsigt kunne afslås, når betingelserne i § 10, stk. 1, er opfyldt. Efter denne bestemmelse kan aktindsigt nægtes, hvis partens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til offentlige eller private interesser. Den nævnte interesseafvejning vil f.eks. kunne føre til, at aktindsigt efter omstændighederne kan nægtes en part, hvis en offentliggørelse af dokumentet ikke kan ske uden at krænke offentlige eller private interesser.

4. Offentlighedsloven fastsætter regler for, i hvilket omfang offentligheden eller en part har krav på aktindsigt. Begæringer om aktindsigt i videre omfang kan imødekommes af vedkommende myndighed, medmindre dette ville være uforeneligt med myndighedens tavshedspligt eller af andre grunde give anledning til betænkeligheder.

F. Tavshedspligt

1. Efter § 8, stk. 2, i bekendtgørelsen kan lokalnævnet, såfremt tavshedspligt ikke allerede følger af regler i lovgivningen, bestemme, at medlemmer ikke må videregive bestemte oplysninger til offentligheden om forhold, som de har fået kendskab til i nævnet.

2. Henvisningen i bekendtgørelsens § 8, stk. 2, til lovgivningens almindelige regler om tavshedspligt vedrører særligt straffelovens § 152, stk. 1, og § 264 b. Efter § 152, stk. 1, straffes med bøde, hæfte eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 1 år den, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, hvis han røber, hvad han i tjenestens eller hvervets medfør har erfaret som en hemmelighed, eller hvad der ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som sådan. Efter § 264 b straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder personer, som virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, eller som i medfør af offentlig beskikkelse eller anerkendelse udøver eller har udøvet et erhverv, såvel som sådanne personers medhjælpere, når de røber privatlivet tilhørende hemmeligheder, der er kommet til deres kundskab ved udøvelsen af deres virksomhed, medmindre de har været forpligtede til at udtale sig eller har handlet i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af eget eller andres tarv.

3. En overtrædelse af et pålæg givet i medfør af bekendtgørelsens § 8, stk. 2, om ikke at videregive bestemte oplysninger til offentligheden om forhold, som de har fået kendskab til i nævnet, vil kunne indebære et strafansvar efter straffelovens § 152, stk. 1, jfr. ordene: »hvis han røber, hvad der ved gyldig bestemmelse er betegnet som en hemmelighed.«

4. Som eksempel på andre bestemmelser af interesse kan endvidere nævnes straffelovens § 264 d. Efter denne bestemmelse straffes den, som uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden.

5. Opmærksomheden henledes på den adskillige steder i landet fulgte praksis, hvorefter der - inden for rammerne af de ovenfor omtalte tavshedspligtsregler - af formanden eller en anden af lokalnævnet udpeget person gives offentligheden orientering om de sager, der har været behandlet i nævnet. Omtale af konkrete enkeltsager bør ske i passende anonymiseret form.

Justitsministeriet, den 18. januar 1982

Ole Espersen

/Peter Rhedin