Vejledning
nr. 7 af 18. januar 1982
vedrørende behandlingen af
klagesager, der henhører under
lokalnævnene vedrørende
politiets virksomhed
Retsplejelovens §§ 115 og 115 a samt kapitel
93 b indeholder bestemmelser om
lokalnævn vedrørende politiets
virksomhed. Lokalnævnene har
bl.a. til opgave at træffe
bestemmelse om undersøgelse af
klager over politipersonalets
adfærd under udførelsen af
tjenesten. Ved lov nr. 270 af
10. juni 1981 er der gennemført
ændringer i bestemmelserne om
lokalnævnenes behandling af
klagesager. I tilslutning hertil
har justitsministeriet i
bekendtgørelse nr. 408 af 6.
august 1981 fastsat ændrede
administrative forskrifter for
lokalnævnenes virksomhed.
Ved
justitsministeriets vejledning
af 22. marts 1978 udsendtes
retningslinjer for behandlingen
af klagesager i lokalnævnene.
Denne vejledning erstattes af
følgende vejledning:
A.
Afgrænsning af klager, der
henhører under
lokalnævnet
1.
Bortset fra tilfælde, hvor et
lokalnævn i medfør af
retsplejelovens § 1019, stk. 2,
på eget initiativ træffer
bestemmelse om at iværksætte en
undersøgelse, er det en
forudsætning for iværksættelse
af lokalnævnets særlige
klagesagsbehandling, at der
foreligger en alvorlig ment,
endelig klage, der henhører
under lokalnævnets sagsområde.
Ophidsede eller berusede
personer, der mundtligt,
eventuelt telefonisk, retter
henvendelse til politiet, kan
henvises til senere at indlevere
en skriftlig klage eller rette
personlig henvendelse til en
overordnet polititjenestemand om
sagen. Denne fremgangsmåde vil
navnlig kunne anvendes, såfremt
øjeblikkelig bevissikring ikke
skønnes fornøden, og klagen i
øvrigt skønnes uvæsentlig. I
sådanne tilfælde bør klageren
dog vejledes om muligheden for
at indgive klage direkte til
lokalnævnet.
2.
Klage kan indgives af andre end
den, der påstås at være
forulempet af politiet, f.eks.
forældre, forbipasserende m.fl.
3.
Udtrykket »politipersonalet«
omfatter enhver, der har
politimyndighed, herunder
politiets jurister. Derimod er
kontorpersonalet ikke omfattet.
4. Den
påklagede adfærd må være udvist
under udførelsen af TJENESTEN.
Denne betingelse vil
sædvanligvis være opfyldt, når
polititjenestemanden har optrådt
i uniform, har legitimeret sig
som polititjenestemand eller i
øvrigt har tilkendegivet sig som
polititjenestemand og påberåbt
sig sin særlige myndighed over
for en borger.
5.
Klagen skal vedrøre
politipersonalets ADFÆRD. Det
centrale område for en sådan
adfærd omfatter følgende
sagsgrupper:
a. Klager
over vold og hårdhændet
behandling i forbindelse med
anholdelse, under opløb og
lignende.
b. Klager
over myndighedsmisbrug, f.eks. i
forbindelse med anholdelse eller
ransagning.
c. Klager
over anden ukorrekt
fremgangsmåde under udførelsen
af tjenesten.
d. Klager
over uhøflig tiltale eller anden
ukorrekt personlig optræden.
Uden for
bestemmelsen falder klager over
materielle afgørelser og
politipersonalets dispositioner
i forbindelse med
sagsbehandlingen. Dette gælder
således klager, der alene
vedrører, at en anholdelse er
foretaget, at der er sket
ransagning, at nogen er bortvist
fra en lokalitet, at en sag er
utilstrækkeligt eller urigtigt
oplyst, at en rapport indeholder
en ukorrekt gengivelse af en
afgivet forklaring, eller at
behandlingen af en sag er
forhalet unødvendigt.
6.
Klager over politipersonalets
adfærd' omfatter også
henvendelser, der indeholder en
anmeldelse om strafbart forhold.
Det kan ikke tillægges afgørende
betydning, om henvendelsen i
formen fremtræder som en klage
eller en anmeldelse. Sagen skal
ikke sideløbende behandles som
klagesag og straffesag. Hvis
henvendelsen giver grundlag for
en bestyrket mistanke om, at en
polititjenestemand har begået et
strafbart forhold, må sagen
behandles som straffesag. Selvom
der ikke foreligger en sådan
bestyrket mistanke, må klagen
dog også behandles som en
almindelig anmeldelse om et
kriminelt forhold, hvis den
påståede adfærd ikke ville kunne
retfærdiggøres som et nødvendigt
led i tjenestens udførelse,
f.eks. henvendelser om påstået
uterligt forhold eller påstået
vold i forbindelse med en
forkyndelse eller en afhøring.
Vedrører henvendelsen derimod
vold eller anden magtanvendelse
i forbindelse med f.eks. en
anholdelse eller politimæssig
indgriben i en demonstration,
altså tilfælde, hvor
magtanvendelse har været
nødvendig for at gennemføre en
politiforretning, vil
udgangspunktet være, at sagen
behandles som klagesag, men en
bestyrket mistanke om grovere
vold indicerer ofte, at sagen må
behandles som straffesag. I
sager, hvor en person er afgået
ved døden eller påført meget
alvorlige skader som følge af
politiets indgriben, vil der
iøvrigt sædvanligvis straks være
iværksat en undersøgelse i
strafferetsplejens former.
Fremkommer der i sådanne
tilfælde en klage over en
polititjenestemand, medfører
dette ikke, at sagen skal
behandles i lokalnævnet, men
nævnet bør underrettes om
klagens fremkomst og om, at
sagen indtil videre behandles i
strafferetsplejens former.
7. En
sag, der er påbegyndt som
klagesag, kan overgå til
straffesagsbehandling, jfr.
retsplejelovens § 1019 m, stk.
1. Dette vil navnlig ske i
tilfælde, hvor der ved
undersøgelsen af en klage
fremkommer grundlag for at rejse
sigtelse mod den indklagede
polititjenestemand.
Såfremt
der straks rejses straffesag i
anledning af en henvendelse, der
rummer en klage over en
polititjenestemands adfærd under
udførelsen af tjenesten, bør
lokalnævnet underrettes herom,
således at nævnet sikres adgang
til at behandle sagen, hvis
påtale opgives, eller sagen ikke
gennemføres til fældende dom,
jfr. retsplejelovens § 1019 m,
stk. 2.
B. Den
indledende behandling af klagen
1.
Uanset om en klage indgives til
lokalnævnet eller til politiet,
må politimesteren
(politidirektøren) hurtigst
muligt efter modtagelsen af
denne tage stilling til,
hvorvidt klagen henhører under
lokalnævnets sagsområde eller
indeholder punkter, der må
afgøres efter andre regler end
lokalnævnsbestemmelserne.
Endvidere må politimesteren
(politidirektøren) ved
modtagelsen af anmeldelser, der
vedrører polititjenestemænd,
være opmærksom på, hvorvidt
henvendelsen efter sit indhold
må behandles som lokalnævnssag.
I tilfælde, hvor klagen er
indgivet til lokalnævnet, og
hvor politimesteren
(politidirektøren) finder, at
klagen eller dele af denne ikke
skal behandles efter
lokalnævnsreglerne, bør
spørgsmålet om sagsbehandlingen
drøftes med lokalnævnets
formand.
2. I
tilfælde, hvor en episode, der
har givet anledning til en
sigtelse for strafbart forhold,
tillige har medført indgivelse
af en klage over politiet, og
hvor forklaringer, afgivet af de
implicerede, har betydning såvel
i klagesagen som i straffesagen,
bør straffesagen i almindelighed
behandles forud for klagesagen.
Lokalnævnet bør dog straks
underrettes om klagen, ligesom
der ved straffesagens afslutning
skal gives meddelelse til nævnet
om afgørelsen samt tilstilles
nævnet udskrifter af de
indenretlige forklaringer, der
vedrører klagesagen.
3.
Såfremt en klage vedrører både
politipersonalets adfærd og en
materiel afgørelse, må den
materielle del af klagen
udskilles og behandles af den
kompetente myndighed på
sædvanlig måde. I tilfælde, hvor
klagen væsentligt vedrører en
materiel afgørelse, og det må
betragtes som tvivlsomt,
hvorvidt et bestemt klagepunkt
skal opfattes som en særskilt
klage over en
polititjenestemands adfærd, kan
det ved besvarelsen af klagen
over den materielle afgørelse
tilkendegives, at man alene har
opfattet henvendelsen som en
klage over den materielle
afgørelse. Samtidig må klageren
vejledes om fremgangsmåden,
såfremt han ønsker at klage over
politipersonalets adfærd.
4.
Politimesteren
(politidirektøren) kan uden
lokalnævnets medvirken foretage
uopsættelige
undersøgelsesskridt. Sådanne
undersøgelser må ikke udføres af
den, der klages over. Endvidere
kan politimesteren
(politidirektøren) foretage
undersøgelser, der skønnes
nødvendige for at identificere
den, der klages over, eller for
at fastlægge klagens indhold.
Derudover kan den indklagede
polititjenestemand anmodes om at
fremkomme med en skriftlig
fremstilling om klagen. Den
pågældende må udtrykkelig gøres
bekendt med, at han ikke har
nogen pligt til at udtale sig om
klagen, jfr. retsplejelovens §
1019 d, stk. 1. Vedkommende
tillidsmand underrettes om en
klages fremkomst.
5.
Bestemmelsen i bekendtgørelsens
§ 21 giver lokalnævnet, et
klageudvalg eller nævnets
formand hjemmel til eventuelt
med politiets bistand at søge
indhentet de oplysninger, der er
nødvendige for at træffe
afgørelse vedrørende
iværksættelse af en
undersøgelse. Denne bestemmelse
giver alene mulighed for at
indhente oplysninger, der kan
tydeliggøre klagen. Derimod
giver bestemmelsen ikke mulighed
for at lade politiet eller
lokalnævnet selv foretage en
egentlig undersøgelse.
Yderligere oplysninger kan
f.eks. være nødvendige i sager,
hvor klage indgives af andre end
den, der påstås forulempet af
politiet, og det ønskes oplyst,
om denne vil tiltræde klagen.
Endvidere kan der undertiden
være behov for at få afklaret,
hvad der egentlig klages over. I
en del tilfælde er det næppe
sandsynligt, at klageren vil
være i stand til på
tilfredsstillende måde at uddybe
sin klage skriftligt. Det kan
derfor være rimeligt at give
klageren adgang til at uddybe
klagen over for en overordnet
polititjenestemand. Der bør
derimod ikke foretages nogen
egentlig afhøring af klageren.
Derudover
kan der forekomme tilfælde, hvor
det skønnes hensigtsmæssigt at
lade klageren få lejlighed til
at gennemse den indklagedes
skriftlige udtalelse i henhold
til retsplejelovens § 1019 d og
eventuelt kommentere det
fremkomne.
Bestemmelsen i bekendtgørelsens
§ 21 anviser en fremgangsmåde,
der skal kunne hindre, at
behandlingen af en klagesag
bliver langvarig som følge af
manglende elementære oplysninger
i det første møde i lokalnævnet
eller klageudvalget efter
modtagelsen af en klage. Såfremt
det skønnes hensigtsmæssigt, kan
der eventuelt gives
politimesteren
(politidirektøren) en generel
bemyndigelse til at indhente
nærmere angivne oplysninger uden
forelæggelse for nævnet i hvert
enkelt tilfælde.
6.
Bestemmelsen i bekendtgørelsens
§ 20, stk. 2, giver lokalnævnets
formand mulighed for efter
forhandling med politimesteren
(politidirektøren) og den
advokat, som er medlem af
nævnet, at træffe afgørelse om
at iværksætte en undersøgelse
uden at afvente sagens
behandling i lokalnævnet. Denne
fremgangsmåde bør navnlig
anvendes i tilfælde, hvor der
foreligger en alvorlig klage,
der ikke kan afvises som
ubegrundet, og klagen indgives
lang tid før næste ordinære møde
i lokalnævnet eller et
klageudvalg. Politimesteren
(politidirektøren) bør have
opmærksomheden henledt på, om
denne fremgangsmåde eventuelt
bør foreslås anvendt. Såfremt
der opstår spørgsmål herom, bør
politimesteren
(politidirektøren) inden sagens
forelæggelse for lokalnævnets
formand orientere vedkommende
personalerepræsentant i
lokalnævnet og give denne
lejlighed til at ytre sig om den
videre sagsbehandling. I
tilfælde af uenighed mellem
politimesteren
(politidirektøren) og
personalerepræsentanten bør det
overvejes at søge afholdt et
ekstraordinært møde i
lokalnævnet eller klageudvalget.
7. I
motiverne til lokalnævnsreglerne
er det forudsat, at den hidtil
fulgte praksis vedrørende
politiets behandling af mindre
klager opretholdes. Efter denne
praksis bliver mange små klager
afgjort ved en samtale mellem en
overordnet polititjenestemand og
klageren. Herved kan
fejltagelser og misforståelser
opklares, og klageren vil
undertiden være tilfreds hermed.
Det kan endvidere tænkes, at
klageren får medhold i sin
klage, f.eks. hvis den
indklagede polititjenestemand
erkender at have optrådt
ukorrekt. Såfremt klageren i
sådanne tilfælde modtager en
beklagelse af det passerede med
tilsagn om, at forholdet vil
blive påtalt, og han erklærer
sig tilfreds hermed, vil der
ofte ikke være behov for at
iværksætte nogen undersøgelse.
Klageren må imidlertid vejledes
om sin adgang til at få klagen
indbragt for lokalnævnet,
ligesom der skal udfærdiges et
notat om det passerede, jfr.
bekendtgørelsens § 15. Sagen bør
endvidere forelægges lokalnævnet
til gennemsyn, således at nævnet
får lejlighed til at træffe
bestemmelse om at iværksætte en
nærmere undersøgelse i medfør af
retsplejelovens § 1019, stk. 2.
Ovennævnte
fremgangsmåde kan navnlig tænkes
anvendt i tilfælde, hvor der
indgives mundtlig klage, eller
hvor klageren får lejlighed til
mundtligt at uddybe sin klage,
f.eks. ved indhentelse af
supplerende oplysninger i medfør
af bekendtgørelsens § 21.
8. I
tilfælde, hvor klagesagen ikke
kan forventes afsluttet inden
for rimelig tid, bør klageren af
politiet eller lokalnævnet
underrettes om, hvad der sker i
sagen, og hvornår en afgørelse
kan ventes at foreligge. I
tilfælde, hvor en undersøgelse
er foretaget, og nævnet har
fundet sagen tilstrækkeligt
oplyst, skal klageren
underrettes om sagens
videresendelse til
politimesteren
(politidirektøren) til
afgørelse, jfr. retsplejelovens
§ 1019 l, stk. 2.
C.
Lokalnævnets behandling af
klagesager
1.
Lokalnævnet har alene til opgave
at træffe afgørelse om, hvorvidt
der skal iværksættes en
undersøgelse i anledning af en
klage. Afgørelse af selve klagen
falder uden for lokalnævnets
kompetence.
2.
Lokalnævnets afgørelse om,
hvorvidt en undersøgelse bør
iværksættes, vil i reglen kunne
baseres på en skriftlig klage
eller et notat i medfør af
bekendtgørelsens § 15 og den
indklagede polititjenestemands
skriftlige udtalelse, eventuelt
suppleret med oplysninger, som
er fremkommet i et møde med
lokalnævnets formand eller
sekretær i medfør af
bekendtgørelsens § 18, eller som
er indhentet i medfør af § 21.
Såfremt det besluttes at
iværksætte en undersøgelse,
bestemmer nævnet, hvorledes
undersøgelsen skal foretages,
jfr. retsplejelovens § 1019 b,
stk. 2. Hensynet til klageren og
til den indklagede taler for, at
sagerne fremmes med fornøden
hurtighed og effektivitet. En
retslig undersøgelse vil i
almindelighed være mere
tidskrævende og omstændelig end
en undersøgelse, foretaget af
statsadvokaten, og kan endvidere
være mere belastende for sagens
parter. Såfremt der ikke i de
enkelte tilfælde er væsentlige
modstående hensyn, bør
undersøgelsen derfor i
almindelighed foretages af
statsadvokaten. Dette gælder
særligt, såfremt der skal
foretages afhøringer af
personer, der bor forskellige
steder i landet. Omvendt kan der
foreligge tilfælde, hvor det
skønnes af betydning, at
forklaringer afgives under
vidneansvar eller i offentlige
retsmøder. I disse tilfælde og i
tilfælde, hvor der i forvejen
verserer straffesag mod klageren
ved retten, kan en retslig
undersøgelse være mest
hensigtsmæssig.
3.
Foretages undersøgelsen af
statsadvokaten, skal indklagede
gøres bekendt med, at han har
ret til at møde med en
repræsentant for den pågældende
organisation, et andet medlem af
personalet eller en advokat som
bisidder, jfr. retsplejelovens §
1019 e.
4. Når
undersøgelsen er afsluttet,
modtager lokalnævnet den af
statsadvokaten udfærdigede
redegørelse. Lokalnævnet tager
stilling til, om sagen kan anses
for tilstrækkeligt oplyst, og
sender i bekræftende fald
materialet til politimesteren
(politidirektøren), som på
baggrund af det modtagne
materiale træffer afgørelse om
selve klagen, jfr.
retsplejelovens § 1019 l, stk.
2, og bekendtgørelsens § 27,
stk. 1.
5.
Bestemmelserne om lokalnævn
giver ikke nævnet hjemmel til
selv at foretage egentlige
undersøgelser af klagen, f.eks.
gennem afhøring ved nævnets
formand eller sekretær. Derimod
giver bekendtgørelsens § 21
mulighed for, at klageren af
nævnet kan opfordres til at
uddybe sin klage. En sådan
uddybning kan eventuelt ske over
for en repræsentant for nævnet
efter nævnets nærmere
bestemmelse.
6.
Bestemmelsen i bekendtgørelsens
§ 18 fastslår klagerens og den
indklagedes adgang til ved
personligt fremmøde for
lokalnævnets formand eller
sekretær mundtligt at redegøre
for deres syn på sagen. Nævnets
sekretariat skal ved modtagelsen
af klagen gøre klageren bekendt
hermed.
Ifølge
offentlighedslovens § 12 kan
den, der er part i en sag, som
er til behandling i den
offentlige forvaltning, forlange
udsættelse med sagens afgørelse,
til han har afgivet en udtalelse
om sagen. En sådan udtalelse kan
afgives mundtligt eller
skriftligt efter partens valg.
Den kan endvidere afgives af en
repræsentant for parten, f.eks.
en advokat.
De anførte
bestemmelser giver ikke en part
adgang til at udtale sig over
for det samlede lokalnævn.
7.
Retsplejelovens § 1019 b, stk.
1, bestemmer, at lokalnævnet i
visse sager skal eller kan
afvise at iværksætte en
undersøgelse. Afvisning skal
ske, hvis klagen findes åbenbart
grundløs, eller hvis sagen anses
for tilstrækkeligt oplyst. Denne
bestemmelse giver ikke nævnet
adgang til at afgøre selve
klagen. Også i disse tilfælde
afgøres klagen af politimesteren
(politidirektøren). Såfremt
lokalnævnet ønsker at meddele
klageren baggrunden for nævnets
afgørelse, bør dette ske på en
sådan måde, at klageren ikke
opfatter lokalnævnets meddelelse
som en afgørelse af selve
klagen. Opmærksomheden henledes
på bestemmelsen i
bekendtgørelsens § 22, hvorefter
politimesteren
(politidirektøren) i disse
tilfælde kan bemyndiges til at
underrette klageren om nævnets
afgørelse samtidig med
meddelelsen af afgørelsen
vedrørende selve klagen. Såfremt
lokalnævnet ønsker at underrette
klageren direkte, kan det være
hensigtsmæssigt blot at meddele,
at man i medfør af
retsplejelovens § 1019 b, stk.
1, ikke har fundet grundlag for
at iværksætte nogen
undersøgelse, og at sagen er
oversendt til politimesteren
(politidirektøren) til
afgørelse.
8.
Retsplejelovens § 1019 b, stk.
3, bestemmer, at der i en
bestemt type sager altid skal
foretages en undersøgelse. I
tilfælde, hvor klagen vedrører
politipersonalets adfærd i
forbindelse med fjernelse af
personer, der har nægtet at
forlade en fast ejendom, skal
der således altid foretages en
undersøgelse, når fjernelsen er
begæret af en kommunalbestyrelse
i politikredsen, et af
kommunalbestyrelsens udvalg,
magistraten, et af dennes
medlemmer eller borgmesteren.
Lokalnævnet bestemmer, om
undersøgelsen skal foretages ved
retten eller af statsadvokaten.
Udtrykket
»en fast ejendom« dækker uden
særlige begrænsninger den
almindelige opfattelse af dette
begreb, det vil sige et
landområde eller en grund med
eventuelle bygninger.
Sager om
fjernelse af personer, der
overtræder bestemmelserne i
straffelovens § 264 eller
bestemmelserne i
politivedtægterne svarende til
normalpolitivedtægtens § 3 og §
16 vil kunne være omfattet. En
undersøgelse er kun
obligatorisk, når politiets
bistand er rekvireret af selve
kommunalbestyrelsen eller i
øvrigt af kommunale politikere
som nævnt i bestemmelsen.
Afgørelser truffet af
udvalgsformænd træffes
udelukkende på udvalgets vegne,
jfr. bestemmelsen i § 22 i loven
om kommuners styrelse, og er
derfor omfattet af bestemmelsen.
Bestemmelsen omfatter derimod
ikke begæringer om fjernelse,
der er fremsat af embedsmænd i
den kommunale forvaltning.
Bistand, der ydes af politiet
efter anmodning fra fogedretten,
f.eks. i forbindelse med ind- og
udsættelsesforretninger i
kommunale ejendomme, er heller
ikke omfattet. Heller ikke
tilfælde, hvor politiet griber
ind af egen drift i henhold til
retsplejelovens § 108, stk. 1,
vil være omfattet.
9.
Retsplejeloven og
bekendtgørelsen om lokalnævn
indeholder ikke bestemmelser om
adgangen til at klage over
lokalnævnets sagsbehandling.
Justitsministeriet vil ikke
kunne tage stilling til klager
over f.eks. nævnets afvisning af
at iværksætte en undersøgelse
eller udformningen af
lokalnævnets skrivelser.
D.
Afgørelse af klagesager m.v.
1. Når
lokalnævnet har afsluttet
behandlingen af en klagesag,
sendes sagen til politimesteren
(politidirektøren) til
afgørelse. Dette gælder alle
sager, herunder også sager, hvor
lokalnævnet har afvist at
iværksætte en undersøgelse i
medfør af retsplejelovens § 1019
b, stk. 1. Såfremt lokalnævnet
har meddelt en klager, at man
har afvist at iværksætte en
undersøgelse, fordi klagen
findes åbenbart grundløs, og
politimesteren
(politidirektøren) kan tiltræde
denne opfattelse, vil
politimesteren
(politidirektøren) ved sin
afgørelse af klagen kunne
henholde sig til nævnets
afgørelse.
2. Det
bør fremgå af politimesterens
(politidirektørens) besvarelse
af en klage, hvilket grundlag
afgørelsen er baseret på. Svaret
kan eventuelt indeholde et
resume af sagens oplysninger,
herunder indklagedes
fremstilling.
3.
Politimesterens
(politidirektørerns) afgørelse i
en klagesag kan påklages til
justitsministeriet. Såfremt
klageren ikke får medhold i sin
klage, må politimesteren
(politidirektøren) samtidig med
afgørelsen af klagen oplyse
klageren om adgangen til at
påklage afgørelsen.
4.
Klager over politimesteren
(politidirektøren) personlig
indsendes efter afslutningen af
lokalnævnets behandling til
justitsministeriet til
afgørelse.
5. Den
advokat, der som medlem af
lokalnævnet har deltaget i
behandling af en klagesag, bør
ikke optræde som
partsrepræsentant under senere
retssager med udspring i de
forhold, som har været behandlet
i lokalnævnet. Der kan være tale
om rollen som forsvarer, hvis
tiltale er blevet rejst mod
indklagede, klageren eller
eventuelt andre implicerede i
begivenhedsforløbet, eller
rollen som advokat under en
civil sag, typisk et
erstatningssøgsmål mod det
offentlige. Det ovennævnte vil
efter omstændighederne også
gælde for advokater i
kompagniskab med den advokat,
som er lokalnævnsmedlem.
E.
Aktindsigt
1.
Akterne i klagesager, der
henhører under lokalnævnets
kompetence, er omfattet af den
almindelige adgang til
aktindsigt i medfør af lov nr.
280 af 10. juni 1970 om
offentlighed i forvaltningen med
de begrænsninger, der følger af
lovens undtagelsesbestemmelser.
2.
Ifølge lovens § 8, stk. 1,
afgøres spørgsmål om aktindsigt
af den myndighed, som har
afgørelsen af den pågældende
sag. Indtil lokalnævnet har
afsluttet behandlingen af en
klagesag, må der derfor i nævnet
tages stilling til begæringer om
aktindsigt. Begæringer, der
fremsættes efter
nævnsbehandlingens afslutning,
behandles af politimesteren
(politidirektøren), hvis
afgørelse kan påklages til
justitsministeriet. Lokalnævnet
må dog fortsat tage stilling til
begæringer vedrørende akter, der
alene findes i nævnets
sagsmateriale, f.eks. eventuel
korrespondance, der ikke følger
med sagen. I den forbindelse
bemærkes, at efter
offentlighedslovens § 5, nr. 3,
er en myndigheds interne
arbejdsmateriale, såsom
referater, ikke undergivet
aktindsigt.
3.
Adgang til aktindsigt tilkommer
efter loven såvel sagens parter
som offentligheden. Såfremt en
klagesag overgår til
straffesagsbehandling, vil
sagens akter være omfattet af
undtagelsesbestemmelsen i lovens
§ 6, stk. 1. Opmærksomheden
henledes på, at denne
bestemmelse ikke finder
anvendelse på straffeakter, der
til orientering vedlægges en
klagesag, som behandles i
lokalnævnet. Begæringer om
aktindsigt fra andre end sagens
parter vil dog ofte måtte afslås
helt eller delvis i medfør af
lovens § 2. I forhold til sagens
parter vil begæringer om
aktindsigt kunne afslås, når
betingelserne i § 10, stk. 1, er
opfyldt. Efter denne bestemmelse
kan aktindsigt nægtes, hvis
partens interesse i at kunne
benytte kendskab til sagens
dokumenter til varetagelse af
sit tarv findes at burde vige
for afgørende hensyn til
offentlige eller private
interesser. Den nævnte
interesseafvejning vil f.eks.
kunne føre til, at aktindsigt
efter omstændighederne kan
nægtes en part, hvis en
offentliggørelse af dokumentet
ikke kan ske uden at krænke
offentlige eller private
interesser.
4.
Offentlighedsloven fastsætter
regler for, i hvilket omfang
offentligheden eller en part har
krav på aktindsigt. Begæringer
om aktindsigt i videre omfang
kan imødekommes af vedkommende
myndighed, medmindre dette ville
være uforeneligt med
myndighedens tavshedspligt eller
af andre grunde give anledning
til betænkeligheder.
F.
Tavshedspligt
1.
Efter § 8, stk. 2, i
bekendtgørelsen kan lokalnævnet,
såfremt tavshedspligt ikke
allerede følger af regler i
lovgivningen, bestemme, at
medlemmer ikke må videregive
bestemte oplysninger til
offentligheden om forhold, som
de har fået kendskab til i
nævnet.
2.
Henvisningen i bekendtgørelsens
§ 8, stk. 2, til lovgivningens
almindelige regler om
tavshedspligt vedrører særligt
straffelovens § 152, stk. 1, og
§ 264 b. Efter § 152, stk. 1,
straffes med bøde, hæfte eller
under skærpende omstændigheder
med fængsel indtil 1 år den, som
virker i offentlig tjeneste
eller hverv, hvis han røber,
hvad han i tjenestens eller
hvervets medfør har erfaret som
en hemmelighed, eller hvad der
ved lov eller anden gyldig
bestemmelse er betegnet som
sådan. Efter § 264 b straffes
med bøde, hæfte eller fængsel
indtil 6 måneder personer, som
virker eller har virket i
offentlig tjeneste eller hverv,
eller som i medfør af offentlig
beskikkelse eller anerkendelse
udøver eller har udøvet et
erhverv, såvel som sådanne
personers medhjælpere, når de
røber privatlivet tilhørende
hemmeligheder, der er kommet til
deres kundskab ved udøvelsen af
deres virksomhed, medmindre de
har været forpligtede til at
udtale sig eller har handlet i
berettiget varetagelse af
åbenbar almeninteresse eller af
eget eller andres tarv.
3. En
overtrædelse af et pålæg givet i
medfør af bekendtgørelsens § 8,
stk. 2, om ikke at videregive
bestemte oplysninger til
offentligheden om forhold, som
de har fået kendskab til i
nævnet, vil kunne indebære et
strafansvar efter straffelovens
§ 152, stk. 1, jfr. ordene:
»hvis han røber, hvad der ved
gyldig bestemmelse er betegnet
som en hemmelighed.«
4. Som
eksempel på andre bestemmelser
af interesse kan endvidere
nævnes straffelovens § 264 d.
Efter denne bestemmelse straffes
den, som uberettiget videregiver
meddelelser eller billeder
vedrørende en andens private
forhold eller i øvrigt billeder
af den pågældende under
omstændigheder, der åbenbart kan
forlanges unddraget
offentligheden.
5.
Opmærksomheden henledes på den
adskillige steder i landet
fulgte praksis, hvorefter der -
inden for rammerne af de ovenfor
omtalte tavshedspligtsregler -
af formanden eller en anden af
lokalnævnet udpeget person gives
offentligheden orientering om de
sager, der har været behandlet i
nævnet. Omtale af konkrete
enkeltsager bør ske i passende
anonymiseret form.
Justitsministeriet, den 18.
januar 1982
Ole
Espersen
/Peter
Rhedin