TfK2013.837/1

 
 

H.K. 4. juni 2013 i sag 54/2013 (2. afd.)

Anklagemyndigheden mod T1 (adv. Troels Lind Pedersen, Åbyhøj, besk.)ogT2 (adv. Mette Grith Stage, Fredericia, besk.).

Retten i Odenses kendelse 4. december 2012, 2-7669/2012.

Statsadvokaten for Fyn, Syd- og Sønderjylland var mødt ved statsadvokatfuldmægtig Heidi Colbæk og statsadvokatmedhjælper og anklager Kirsten Flummer.

De tidligere fremlagte bilag var til stede.

Advokat Troels Lind Pedersen var mødt som beskikket forsvarer for T1.

Advokat Mette Grith Stage var mødt som beskikket forsvarer for T2.

De tiltalte, T1 og T2, var fremstillet.

Som nævninger var mødt . . .

. . .

Der afholdtes pause fra kl. 9.50 til kl. 10.35.

Forsvarerne oplyste, at flere pårørende til de tiltalte, som ønskede at overvære retsmødet, var blevet afvist af politiet ved indgangen til domhuset. Forsvarerne protesterede mod dette og anførte, at det tilkommer retten at tage stilling til, hvem der kan overvære retsmødet. Der er intet sagligt belæg for på forhånd at hindre nogen i at overvære retsmødet. De afviste personer bør derfor have adgang til at komme til stede og overvære retsmødet eller en del af dette.

Anklager Flummer oplyste, at anklagemyndigheden har modtaget en række henvendelser fra vidner i sagen, der havde udtrykt utryghed ved at skulle møde op i en sag mod to medlemmer af Bandidos med risiko for, at venteværelset kunne være fyldt af andre medlemmer, prospects eller tilhørere, hvorfor anklagemyndigheden den 23. november 2012 anmodede politiet om at iværksætte de fornødne sikkerhedsforanstaltninger. Hun bekræftede, at politiet havde afvist personer fra at få adgang til domhuset, efter at politiet har foretaget en vurdering af risikoen for vidnerne i sagen. Kompetencen til at træffe en sådan beslutning tilkommer politiet.

Retsformanden afsagde

Kendelse:

Retten finder ikke, at der i retsplejelovens kap. 2 eller i § 151 er fornøden hjemmel til for retten at træffe bestemmelse om, at personer, der af politiet i medfør af lov om politiets virksomhed er blevet nægtet adgang til retsbygningen, skal have mulighed for at overvære retsmødet. Spørgsmålet er i øvrigt tidligere afgjort af Østre Landsret ved kendelse af 5. oktober 2011, i forbindelse med et kæremål, hvor bl.a. den ene af de i dag tilstedeværende forsvarere var til stede og kærede byrettens afgørelse af 17. august 2011.

Som følge af det anførte

bestemmes:

Anmodningen fra de tiltaltes forsvarere om, at personer med tilknytning til de tiltalte, som af politiet er blevet nægtet adgang til domhuset, sikres adgang til at komme til stede og overvære retsmødet eller en del af dette, tages ikke til følge.

Østre Landsrets kendelse 20. december 2012 (7. afd.), S-3908-12

(Steen Mejer, Lotte Wetterling, Dorte Nørby (kst.)).

De beskikkede forsvarere for T1 og T2 har kæret Odense Rets kendelse af 4. december 2012 (- - -), hvorefter anmodningen fra forsvarerne om, at personer med tilknytning til de tiltalte, som af politiet er blevet nægtet adgang til domhuset, sikres adgang til at komme til stede og overvære retsmødet eller en del af dette, ikke blev taget til følge.

Kendelsen er afsagt under hovedforhandlingen af sagen. Landsretten finder, at kendelsen er omfattet af retsplejelovens § 968, stk. 4, nr. 6, og derfor kan kæres uanset dette.

Landsretten er enig i byrettens afgørelse og i begrundelsen herfor.

Landsretten henviser endvidere til Østre Landsrets kendelse af 9. september 2004 (kæresag S-1880-04), trykt i UfR 2005.91 Ø, samt Østre Landsrets kendelse af 26. september 2011 (kæresag S-2479-11). Herefter   

bestemmes:

Byrettens kendelse stadfæstes.

Højesterets kendelse.

I tidligere instanser er afsagt kendelse af Retten i Odense den 4. december 2012 og af Østre Landsrets 7. afdeling den 20. december 2012.

I påkendelsen har deltaget fem dommere: Jytte Scharling, Thomas Rørdam, Jens Peter Christensen, Hanne Schmidt og Oliver Talevski.

Påstande

De kærende, T1 og T2, har nedlagt påstand om, at byretten burde have realitetsbehandlet forsvarernes begæring med henblik på vurdering af, om den af politiet iværksatte adgangskontrol var i overensstemmelse med retsplejelovens bestemmelser om offentlighed i retsplejen, og byretten burde i den forbindelse have givet de af politiet afviste tilhørere adgang til at overvære retsmødet eller en del af dette alt efter retsformandens bestemmelse.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Sagsfremstilling

T1 og T2 blev ved dom afsagt af Retten i Odense den 23. januar 2013 fundet skyldige i bl.a. røveri og tyveri og idømt henholdsvis 12 og 8 års fængsel. T1 og T2 har efter det oplyste begge relationer til Bandidos.

I forbindelse med hovedforhandlingen i straffesagen mod T1 og T2, der foregik for åbne døre, etablerede politiet den 4. december 2012 adgangskontrol til retsbygningen i henhold til politilovens § 4.

Politiets adgangskontrol indebar, at A og B, der ønskede at overvære hovedforhandlingen i straffesagen, den 4. december 2012 blev nægtet adgang til retsbygningen. Det er ikke oplyst, om der var andre personer, som blev nægtet adgang til retsbygningen den 4. december 2012.

Advokat Mette Grith Stage klagede den 5. december 2012 til Fyns Politi over, at politiet havde afvist at give A og B adgang til retsbygningen, og ved brev af 20. december 2012 fastslog Fyns Politi, Ledelsessekretariatet, at afvisningen var uberettiget. Det hedder i afgørelsen bl.a.:

»Den 5. december 2012 har De klaget over, at Deres klienter A og B den 4. december 2012 blev nægtet adgang til retsbygningen, hvor de ønskede at overvære sagen mod T2. De har oplyst, at Deres klienter blev afvist, uden at deres generalier blev tjekket, og at Deres klienter fik at vide, at sagen var lukket, medmindre de skulle vidne.

Efter min gennemgang af sagen mener jeg ikke, at det var berettiget, at politiet nægtede A og B adgang til retsbygningen ved den pågældende lejlighed.

Jeg beklager derfor afvisningen af Deres klienter.«

Rigsadvokaten har i sit svarskrift for Højesteret af 1. maj 2013 givet følgende oplysninger om den adgangskontrol, som politiet etablerede i forbindelse med hovedforhandlingen i straffesagen:

»I forbindelse med min behandling af ansøgningen om tredjeinstansbevilling anmodede jeg via Statsadvokaten i Viborg Fyns Politi om en udtalelse vedrørende politiets tilstedeværelse ved Odense Byret den 4. december 2012 og frem.

Fyns Politi oplyste i den anledning bl.a., at der i forbindelse med planlægningen af politiindsatsen ved de aktuelle retsmøder indledningsvis skete en beklagelig fejl, som indebar, at de betjente, som havde fået til opgave at foretage adgangskontrol ved retsbygningen, fik en fejlagtig opgavebeskrivelse udleveret. Dette medførte, at de tilstedeværende betjente foretog en fuldstændig adgangskontrol på stedet, uanset at dette ikke var i overensstemmelse med den konkrete trusselsvurdering.

Fyns Politi har oplyst, at dennne fuldstændige adgangskontrol bl.a. medførte, at to personer blev nægtet adgang den 4. december 2012 og yderligere to personer den 5. december 2012. To af disse personer var faderen og en bror til den ene tiltalte i sagen, T2. Adgangskontrollen afskar derimod ikke generelt personer fra at overvære hovedforhandlingen. Bl.a. fik en journalist og en kæreste til en af de tiltalte efter det oplyste adgang til retslokalet.

Om eftermiddagen den 5. december 2012, da Fyns Politi var blevet opmærksom på den fejlbehæftede instruks, ændrede politiet indsatsen ved retsbygningen. Som det også fremgår af den avisartikel, som advokaterne vedlagde ansøgningen til Procesbevillingsnævnet, udtalte Fyns Politi samme dag, at de afvisninger, der var sket, ikke var i overensstemmelse med politiets trusselsvurdering.

Fyns Politi har endvidere skriftligt beklaget det skete over for advokat Mette Grith Stage, som på vegne af de 4 afviste personer havde klaget til politiet over episoden.«

Anbringender

T1 har anført, at retten har kompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt politiets foranstaltninger i forbindelse med retsmøder er i overensstemmelse med retsplejelovens bestemmelser om offentlighed i retsplejen.

Princippet om offentlighed i retsplejen er en væsentlig retssikkerhedsgaranti for tiltalte. Eventuelle fravigelser bør kun ske ved udtrykkelig lovhjemmel.

I den konkrete sag var der tale om afvisning af tilhørere i strid med retsplejelovens bestemmelser om offentlighed i retsplejen. Politiets afvisning var ikke sagligt begrundet, idet der slet ikke blev givet nogen begrundelse, ud over at nogle ikke identificerede vidner havde  udtrykt bekymring over at skulle afgive forklaring. Afvisning af tilhørere med denne begrundelse henhører under retsformandens kompetence, jf. retsplejelovens § 28 b, stk. 3, og bestemmelsen anvendes kun i absolutte undtagelsestilfælde.

T2 har henholdt sig til T1's anbringender og supplerende anført, at politiet ikke foretog en individuel vurdering af, om de personer, der ønskede at overvære retsmødet den 4. december 2012, udgjorde nogen reel risiko for forstyrrelse af den offentlige orden eller fare for enkeltpersoner og den offentlige sikkerhed i retsbygningen, og at politiet derved satte skøn under regel.

Rigsadvokaten har anført, at kompetencen til at afgøre spørgsmål om adgangskontrol i forbindelse med afviklingen af en retssag er hos politiet. Domstolene kan efter omstændighederne være kompetente til at behandle spørgsmål vedrørende foranstaltninger efter politilovens § 4. Dette indebærer imidlertid ikke, at retten i ethvert tilfælde, hvor politiet foretager adgangskontrol, skal forholde sig udtrykkeligt til politiets beslutning herom.

I den foreliggende sag traf Retten i Odense afgørelse om ikke at gå nærmere ind i en vurdering af politiets beslutning. Der ses ikke at have foreligget konkrete oplysninger for retten, som indikerer, at den etablerede adgangskontrol mere principielt skulle rejse spørgsmål om adgangskontrollens overensstemmelse med retsplejelovgivningen og retsplejemæssige hensyn. Der er således ikke grundlag for at antage, at der på politiets foranledning reelt var etableret dørlukning. Rettens afgørelse om ikke nærmere at behandle spørgsmålet om lovligheden af politiets beslutning er derfor i overensstemmelse med de generelle retningslinjer for kompetenceforholdet mellem domstolene og politiet.

Såvel byrettens som landsrettens præmisser i den foreliggende sag kan synes ganske generelt formulerede og omtaler ikke overvejelserne om eventuelle retsplejemæssige hensyn. Uanset dette må kendelsen, hvorefter den konkret etablerede adgangskontrol henhører under politiets kompetence, anses for truffet i overensstemmelse med den kompetencemæssige ramme, som lovgivningen indeholder, og som er lagt til grund i Højesterets kendelse i UfR 2005 s. 2436.

Højesterets begrundelse og resultat

Sagens baggrund og problemstilling

Byretten traf ved kendelse af 4. december 2012 afgørelse om ikke at tage en anmodning fra forsvarerne for de tiltalte, T1 og T2, til følge. Denne anmodning gik ud på, at personer med tilknytning til de tiltalte, som politiet havde nægtet adgang til domhuset, blev sikret adgang til at komme til stede og overvære retsmødet eller en del af dette. Det fremgår af kendelsen, at byretten fandt, at retten ikke havde hjemmel til at træffe bestemmelse om, at personer, som politiet i henhold til politiloven havde nægtet adgang til retsbygningen, skulle have mulighed for at overvære retsmødet. Landsretten tiltrådte byrettens opfattelse og stadfæstede kendelsen.

Kæremålet for Højesteret angår, om det var med rette, at byretten ikke tog den nævnte anmodning til følge. Som sagen er oplyst for Højesteret, er spørgsmålet i den forbindelse, om byretten den 4. december 2012 burde have givet A og B, som politiet havde afvist, adgang til at overvære hovedforhandlingen. Det er ikke oplyst, om der var andre personer, som politiet den 4. december 2012 havde nægtet adgang til retsbygningen.

Kompetencespørgsmålet

Politiet har bl.a. til opgave at forebygge fare for forstyrrelse af den offentlige orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed, jf. politilovens § 4, stk. 1. I det omfang det er nødvendigt for at forebygge den nævnte fare, kan politiet rydde og afspærre områder samt etablere adgangskontrol til områder, jf. politilovens § 4, stk. 2. Efter disse bestemmelser kan politiet også etablere adgangskontrol i forbindelse med hovedforhandlingen i f.eks. en straffesag og nægte personer adgang til retsbygningen og dermed til at overvære hovedforhandlingen. Politiets dispositioner efter politilovens § 4 kan indbringes for politidirektøren, hvis afgørelser kan påklages til Rigspolitichefen som led i den administrative rekurs, jf. retsplejelovens § 109. En afgørelse efter politilovens § 4 kan endvidere efterprøves ved domstolene ved anlæg af en civil retssag, jf. grundlovens § 63.

Det er rettens opgave i forbindelse med en retssag, f.eks. en straffesag, at sikre sig, at retsplejelovgivningen, herunder kravet om offentlig rettergang, bliver overholdt, og at retsplejemæssige hensyn i øvrigt bliver iagttaget. Politiets kompetence efter politilovens § 4 udelukker ikke, at retten af egen drift eller efter anmodning træffer afgørelse om, hvorvidt politiets dispositioner efter politilovens § 4 er i overensstemmelse med retsplejelovgivningen og retsplejemæssige hensyn, jf. Højesterets kendelse i UfR 2005 s. 2436.

Byrettens prøvelse af politiets adgangskontrol i en sag som den foreliggende består i - på det grundlag, som byretten havde, eller som byretten med rimelighed kunne have tilvejebragt bl.a. ved uddybende spørgsmål til den mødende anklager - at bedømme, om politiets beslutning om at nægte en person adgang til retsbygningen var i overensstemmelse med retsplejelovgivningens krav om offentlig rettergang.

Efter det anførte burde byretten den 4. december 2012 have realitetsbehandlet forsvarernes anmodning og vurderet, om politiets adgangskontrol var i  overensstemmelse med retsplejelovgivningens krav om offentlig rettergang.

Den konkrete vurdering

Fyns Politi, Ledelsessekretariatet, traf den 20. december 2012 afgørelse om, at det ikke var berettiget, at A og B den 4. december 2012 blev nægtet adgang til retsbygningen. Det fremgår af Rigsadvokatens svarskrift for Højesteret, at der var sket en fejl i forbindelse med planlægningen af politiindsatsen i straffesagen. De betjente, som havde fået til opgave at foretage adgangskontrol, fik en fejlagtig opgavebeskrivelse udleveret. Dette medførte, at betjentene foretog »fuldstændig adgangskontrol« på stedet, uanset at dette ikke var i overensstemmelse med den konkrete trusselsvurdering. Politiet blev om eftermiddagen den 5. december 2012 opmærksom på den fejlbehæftede instruks og ændrede politiindsatsen ved retsbygningen.

Højesteret finder på den anførte baggrund, at det ved en realitetsbehandling af forsvarernes anmodning må antages allerede den 4. december 2012 at ville være kommet frem, at det ikke var i overensstemmelse med politiets trusselsvurdering, at politiet nægtede A og B adgang til retsbygningen. Byretten burde derfor efter Højesterets opfattelse have tilsidesat politiets beslutning herom.

Højesteret tager herefter T1's og T2's påstande til følge som nedenfor bestemt.

Thi bestemmes:

Byretten burde den 4. december 2012 have realitetsbehandlet forsvarernes anmodning om vurdering af politiets adgangskontrol og have givet A og B adgang til at overvære hovedforhandlingen i straffesagen mod T1 og T2.

Statskassen skal betale kæremålsomkostningerne for Højesteret.