Bekendtgørelse nr 573 af 17/12/1980
 
 

Bekendtgørelse om fri proces


 
I henhold til § 330, stk. 2, i lov om rettens pleje, jfr. lovbekendtgørelse nr. 1 af 2. januar 1980, fastsættes:

§ 1. Fri proces meddeles efter en konkret bedømmelse af, om ansøgeren skønnes at have rimelig grund til at føre proces, og om han ikke uden at lide væsentlige afsavn kan betale de omkostninger, der er forbundet med sagen, jfr. retsplejelovens § 330.

§ 2. Fri proces bør i almindelighed ikke meddeles, hvis ansøgerens socialindkomst overstiger følgende grænser:

forsørgere 110.000 kr.

ikke-forsørgere 83.000 kr.

med tillæg af 15.000 kr. for hvert barn under 18 år, som forsørges af ansøgeren.

Stk. 2. Afviger ansøgerens aktuelle indkomst- og formueforhold ifølge de foreliggende oplysninger væsentligt fra det, der er lagt til grund ved opgørelsen af socialindkomsten, skal de aktuelle indkomst- og formueforhold lægges til grund.

§ 3. Ved ansøgning om fri proces skal ansøgeren så vidt muligt vedlægge meddelelse fra skattemyndighederne om socialindkomstens størrelse og oplyse antallet af børn, der forsørges af ansøgeren.

Stk. 2. I forbindelse med behandlingen af en ansøgning om fri proces kan det pålægges ansøgeren at tilvejebringe yderligere oplysninger om sine økonomiske forhold, f. eks. ved fremlæggelse af genpart af selvangivelse eller skatteregnskab.

§ 4. Hvis ansøgeren er gift og lever sammen med sin ægtefælle, er summen af ægtefællernes socialindkomst afgørende for, om betingelserne i § 2 kan anses for opfyldt, jfr. dog stk. 2.

Stk. 2. Såfremt den ene ægtefælles socialindkomst efter lov nr. 257 af 16. juni 1980 om socialindkomst § 2, stk. 3, er ansat til kr. 0, fradrages i den anden ægtefælles socialindkomst det negative beløb, der er opgjort efter samme lovs § 2, stk. 1 og 2.

Stk. 3. I ægteskabssager ses der bort fra den anden ægtefælles indkomst- og formueforhold. I ægtemandens socialindkomst kan der ske et fradrag efter en skønsmæssig ansættelse af hustruens formueandel i overensstemmelse med principperne i socialindkomstlovens § 4. På tilsvarende måde kan den sambeskattede hustrus socialindkomst forhøjes i forhold til hendes formueandel.

Stk. 4. Er ansøgeren under 18 år, skal der normalt tillige tages hensyn til forældrenes økonomiske forhold.

§ 5. Uanset reglerne i § 2 kan fri proces undtagelsesvis meddeles, såfremt ansøgeren skønnes at have et ganske særligt behov for bistand, eller sagens omkostninger skønnes at blive ekstraordinært store.

§ 6. Fri proces bør ikke meddeles, hvis omkostningerne ved sagen skønnes at blive uvæsentlige i forhold til ansøgerens socialindkomst.

Stk. 2. Stk. 1 finder dog ikke anvendelse for så vidt angår forbrugere i tilfælde, hvor afgørelsen om fri proces træffes i medfør af retsplejelovens § 335 a.

§ 7. Er ansøgning om fri proces indgivet af flere, skal der ved afgørelsen tillige tages hensyn til, om de i fællesskab er i stand til at bære de omkostninger, der er forbundet med sagen.

Stk. 2. Det samme gælder, selv om ansøgningen kun er indgivet af en enkelt, når sagens udfald har betydning for flere.

§ 8. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1981.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 606 af 1. december 1978 om fri proces ophæves.

Justitsministeriet, den 17. december 1980

Henning Rasmussen

/ Ebbe Nielsen