UfR.1993.178Ø
Ø.L.D. 9. oktober 1992 i anke 17-291/1992

(Brydensholt, Hanne Duetoft, Kirsten Mathiesen (kst.)).

K (adv. Annette Fabricius Bjerre) mod Rigshospitalet
 

 

Københavns Byrets dom af 27. august 1992.


Den 3. juli 1992 blev K tvangsindlagt på behandlingsindikation på Rigshospitalets psykiatrisk afdeling O.


Den 6. juli 1992 klagede K over tvangstilbageholdelsen. Ved skrivelse af 10. juli 1992 modtaget i Københavns Byret den 13. juli 1992 har Rigshospitalet indbragt sagen for retten.

Sagen har været forelagt for Retslægerådet, der i erklæring af 31. juli 1992 har udtalt:


»Med tilbagesendelse af sagen vedr. K skal Retslægerådet på grundlag af erklæring af 10.07.92 fra speciallæge Uffe Juul Povlsen, Rigshospitalets psykiatriske afdeling O udtale, at hun den 03.07.92 blev tvangsindlagt på behandlingsindikation efter igennem nogle måneder at have udvist forstyrret adfærd og givet udtryk for sindssygelige vrangforestillinger.


K's tilstand har efter indlæggelsen fortsat været præget af vrangforestillinger, overvejende om skadevoldende forfølgelse fra omgivelsernes side. Hun er dertil tankeforstyrret, og må anses at være forpint af sin tilstand, som hun ikke har indsigt i er udtryk for psykisk lidelse.


K er utvivlsomt sindssyg. Arten af sindssygdommen kan på nuværende tidspunkt ikke nærmere fastslås. Der er uanset dette god grund til at antage, at iværksættelse af planlagt medikamentel behandling - om nødvendigt ved tvang - vil kunne bedre tilstanden. Retslægerådet finder det således uforsvarligt at udskrive K, fordi udsigten til hendes helbredelse eller til en betydelig afgørende bedring af hendes psykiske helbredstilstand derved ville forringes væsentligt. Rådet skal således anbefale, at hun med henblik på behandling nægtes udskrivning.«


K har i et retsmøde den 15. august 1992 redegjort for sine forhold, og forklaret, at den læge, der tvangsindlagde hende, ikke stillede hende nogle spørgsmål. Hun har under indlæggelsen på Rigshospitalet ikke talt med nogen læge om behandlingsplan. Hun har ikke behov for lægebehandling. Hun har ikke fået medicin under indlæggelsen før den 4. august 1992. Klageren har endvidere forklaret, at hun på et tidspunkt har fået gift i maven og hun har forevist røntgenbilleder som dokumentation for, at hun er blevet undersøgt herfor. Hun har yderligere oplyst, at en gynækolog har undersøgt hende og fortalt, at giften i maven har påvirket hendes hormonbalance. Rigshospitalet har i supplerende erklæring af 12. august 1992 ved speciallæge i psykiatri Uffe Juul Poulsen bl.a. udtalt:


»Der blev den 16.07.92 fra afdelingens side taget beslutning om gennemførelse af tvangsbehandling med Trilafon depot, hvorefter der blev foretaget indberetning til Patientklagenævnet i Københavns Kommune. Ved Patientklagenævnets afgørelse af den 24.07.92 blev beslutningen om tvangsbehandling ved tvangsmedicinering godkendt, dog således at der i behandlingen ikke måtte anvendes depotpræparat, men i stedet gives daglig neuroleptikabehandling i antipsykotiske doser. Patientklagenævnets afgørelse vedlægges i kopi. Da en daglig injektion med Trilafon fra afdelingens side findes at være et større indgreb end behandling med depotmedicin, blev det efter Patientklagenævnets afgørelse besluttet at forsøge at motivere patienten for daglig indgift af Trilafon i flydende form. Fra den 03.08.92 er det lykkedes at få patienten til at tage Trilafon mikstur 10 mg x 2 dgl., idet patienten dog anfører, at hun indtager medicinen under protest.


Patienten har i øvrigt i afdelingen fortsat været rolig, men stadig klart psykotisk og paranoid, men samtidigt meget dækkende og dissimulerende. Patienten har dog periodevist fremtrådt usamlet og har bl.a. talt om vampyrer og beskyldt personalet for at ville indoperere en pacemaker i hendes krop. Patientens datter er aktuelt under patientens indlæggelse midlertidigt anbragt på børnehjemmet N. Fra socialforvaltningens side har man betinget sig, at patienten påbegynder en behandling, før hun kan få datteren hjem, idet man ellers føler det uforsvarligt at lade barnet forblive i hjemmet.«

Rettens bemærkninger:


Efter alt foreliggende, herunder oplysningerne om baggrunden for tvangsindlæggelsen og efter Retslægerådets udtalelse findes betingelserne for tvangstilbageholdelse efter § 10, stk. 1, jf. § 5, nr. 1, i loven om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien at have været opfyldt.

Østre Landsrets dom.


Københavns byrets dom af 27. august 1992 - - - er anket af K med påstand om, at tvangsindlæggelsen den 3. juli 1992 og den efterfølgende tvangstilbageholdelse og tvangsmedicinering kendes ulovlig.


Indstævnte, Rigshospitalet, har påstået foranstaltningerne kendt lovlige.


For landsretten har foreligget Rigshospitalets journal m.v. og Social- og sundhedsforvaltningens oplysningsark vedrørende klageren.


Der er endvidere fremlagt en erklæring fra Rigshospitalet af 2. oktober 1992.


Der er i landsretten afgivet forklaring af klageren og patientrådgiver P.


P har forklaret, at hun har været patientrådgiver på Rigshospitalet, afd. O, siden 1989. Hun har i adskillige tilfælde på patientens foranledning rejst klagesager, men det er aldrig tidligere sket at hun, som i denne sag, har været uenig i afdelingens opfattelse. Hun har haft god kontakt med klageren siden hun traf hende første gang, dagen efter indlæggelsen. Hun var overbevist om, at indlæggelsen var en misforståelse, og at hun ikke ville se hende igen. Hun har besøgt klageren en gang om ugen. Der har aldrig været noget påfaldende ved hende, bortset fra den 3. september 1992 hvor hun lå grædende i sin seng. Vidnet fik på afdelingen oplyst, at Trilafondoseringen var sat i vejret og at de motoriske følgevirkninger blandt andet rysten på hænderne, som klageren var ulykkelig over, skyldtes dosisforøgelsen. Klageren fik derfor tilbudt også at få øget dosis af bivirkningsmedicin. Hun har ikke under klagerens indlæggelse mærket nogen forskel på klagerens tilstand bortset fra, at hun er blevet mere institutionspræget.

Landsretten udtaler:


Der findes ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte den af Retslægerådet tiltrådte lægelige vurdering, hvorefter klageren - uanset at arten af sindssygdommen ikke på nuværende tidspunkt har kunnet nærmere fastslås - er utvivlsomt sindssyg.


Retten finder heller ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte antagelsen om, at det, som af Retslægerådet udtalt, vil kunne bedre klagerens tilstand at iværksætte medikamentel behandling.


Derimod finder retten det ikke godtgjort, at krævet i § 5 i lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien om, at undladelse af frihedsberøvelse ville have været uforsvarlig fordi udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers ville have været væsentligt forringet, har været opfyldt.


Den skete tvangsindlæggelse og efterfølgende tvangstilbageholdelse jf. lovens § 10, stk. 1, jf. § 5 samt tvangsbehandlingen jf. lovens § 12, stk. 1, jf. § 10 har derfor været ulovlige.

Thi kendes for ret:


De påklagede tvangsforanstaltninger kendes ulovlige.