TfK 2002.205/1
 

 

V.L.K. 3. januar 2002 i kære 3. afd. S-2827-01

(Inger Nørgaard, Helle Bertung, Erik Pedersen Bentzen (kst.)).

Anklagemyndigheden mod T (adv. Stig Ejler Jensen, Aalborg, e.o.).


Hjørring Kriminalrets kendelse 7. november 2001.


— — — Ingen var tilsagt eller mødt.


Sagens bilag var til stede. Der fremlagdes yderligere skrivelse af 19. oktober 2001 fra forsvareren og skrivelse af 22. s.m. fra politimesteren i Hjørring.


Retsformanden bemærkede, at retsmødet afholdes med henblik på rettens stillingtagen til forsvarerens skrivelse af 19. oktober 2001. Forsvareren og anklagemyndigheden har begge tilkendegivet, at retsmødet kan afholdes uden deres tilstedeværelse.


Der foretoges votering.


Der afsagdes

Kendelse:


Indledningsvis bemærkes, at enhver domsmandsret, der måtte komme til at behandle sagen, har adgang til at læse mentalerklæringen i dens helhed.


Det bemærkes videre, at retten ikke kan tiltræde formuleringen i den af Vestre Landsret den 16. oktober >> 861 >> afsagte kendelse om baggrunden for ønsket om en supplerende erklæring fra speciallægen.


Som anført i retsbogen den 9. oktober er mentalerklæringens ordlyd markant i strid med sig selv.


På baggrund af tiltaltes supplerende forklaring i samme retsmøde kan det meget vel forholde sig således, at tiltalte faktisk har »udtalt sig som til sagsakterne«, der i første række må antages at være den i erklæringen omtalte fyldige retsbogsudskrift med tiltaltes forklaring.


I så fald findes den undersøgende speciallæge at have beskrevet den juridiske betydning af tiltaltes forklaring på en så ukorrekt måde, at der er anledning til overvejelser om nødvendigheden af at indhente en helt ny erklæring fra en anden speciallæge.


Retten har ved sin kendelse af 9. oktober hverken taget nogen form for stillingtagen til skyldspørgsmålet eller foretaget nogen tilkendegivelse herom.


Der findes derfor ikke at foreligge omstændigheder som omhandlet i retsplejelovens § 61, hvorfor

bestemmes:


Domsmandsretten viger ikke sit sæde ved den videre behandling af denne sag. - - -

Vestre Landsrets kendelse


— — — Kendelsen er påkæret af forsvareren, advokat Stig Ejler Jensen, ved følgende kæreskrift:


». . .


med påstand om, at domsmandsretten viger sit sæde.


I den afsagte kendelse angives, at formuleringen i den af Vestre Landsret den 16. oktober d.å. afsagte kendelse ikke kan tiltrædes.


Alene bemærkningen herom bevirker, at tiltalte kan være i tvivl om, at han kan få en fair bedømmelse af domsmandsretten.


Retsformanden i domsmandsretten har tidligere anført, at sagens afgørelse i overvejende grad beror på en vurdering af henholdsvis tiltaltes og forurettedes troværdighed.


For at kunne bedømme troværdigheden af tiltaltes forklaring har Retsformanden foretaget en dokumentation af tiltaltes påståede forklaring om de i sagen omhandlede forhold afgivet under en mentalundersøgelse.


Det skal bemærkes, at hverken Anklageren eller undertegnede som forsvarer har fremsat ønske om den angivne dokumentation.


Uden den angivne dokumentation må det formodes, at domsmændene alene ville være gjort bekendt med konklusionen i mentalundersøgelseserklæringen.


Vestre Landsret har ved kendelse tilkendegivet, at en sådan dokumentation ikke bør ske.


Baggrunden for at der ikke kan ske dokumentation, er evident.


Såfremt dokumentation kunne ske, ville det være nødvendigt at iagttage forskellige retssikkerhedsgarantier i forbindelse med en mentalundersøgelse.


Ydermere skal bemærkes, at udtalelsen i mentalundersøgelseserklæringen om tiltaltes skylderklæring er i strid med de retningslinier, der er gældende om udarbejdelse af mentalundersøgelseserklæringer (Retspsykiatri p 177 (Waaben og Kramp)).


Den skete dokumentation bevirker under de foreliggende omstændigheder, at der kan rejses rimelig tvivl om domsmandsrettens habilitet, idet det ikke kan afvises, at dokumentationen kan medvirke til en svækkelse af tiltaltes troværdighed.«


Efter at landsretten havde anmodet Statsadvokaten i Aalborg om en udtalelse, har Statsadvokaten i en skrivelse af 6. december 2001 anført følgende:


» . . .


Anklagemyndigheden påstår den påkærede kendelse stadfæstet


Sagens nærmere omstændigheder er følgende:


Ved politimesteren i Hjørrings anklageskrift af 1. februar 2000 blev T tiltalt for 7 forhold, herunder voldtægt og vold.


Under sagen blev indhentet en mentalerklæring og den blev fremlagt under fortsat domsforhandling den 9. oktober 2001. I dette retsmøde foretog retsformanden dokumentation af en del af erklæringen der indeholdt oplysninger om tiltaltes forklaring om sagens forhold til den undersøgende læge. Tiltalte bestred i retsmødet at have udtalt sig som det fremgik af erklæringen.


Retten udsatte herefter ved kendelse sagen med henblik på indhentelse af en supplerende erklæring om tiltaltes udtalelser til lægen.


Kendelsen blev kæret af tiltalte.


Landsretten afsagde den 16. oktober 2001 kendelse hvorefter byrettens kendelse om udsættelse ophæves. Af landsretten præmisser fremgår blandt andet:


»Dokumentation af oplysninger om tiltaltes forklaring om de i sagen omhandlede forhold afgivet under mentalundersøgelser bør ikke ske.«


I et følgende retsmøde i byretten, den 7. november 2001 traf byretten kendelse om ikke at efterkomme tiltaltes begæring om, at retten viger sit sæde.


Kendelse er kæret ved forsvareren, advokat Stig Ejler Jensens skrivelse af 13. november 2001.


Jeg skal vedrørende sagens omstændigheder i øvrigt henvise til de fremlagte retsbøger og sagens bilag.


Begrundelsen for anklagemyndighedens påstand:


Den dokumenterede erklæring indgår i sin helhed blandt sagens bilag, og retten har følgelig haft adgang til at gøre sig bekendt med den.


Det fremgår ikke af rettens kendelser under sagens forløb, eller i øvrigt, at retten endnu har taget stilling til skyldsspørgsmålet. >> 862 >>


Ved rettens senere stillingtagen til skyldsspørgsmålet, kan retten undlade at tillægge den dokumenterede del af erklæringen bevisværdi.


Jeg henviser til afgørelsen trykt i UfR 1998.1027, hvor det forhold, at en dommer efter sin hukommelse foreholdt en tiltalt dennes forklaring afgivet under en anden straffesag, ikke medførte en tvivl som omtalt i retsplejelovens § 61. I den pågældende sag var parterne end ikke i besiddelse af et referat af den foreholdte forklaring.


Den omstændighed, at retten har stiftet bekendtskab med et dokument, der ikke fremlægges, er ikke tilstrækkeligt til at retten bliver inhabil, hvilket også blev lagt til grund ved afgørelsen T:FA (Tidsskrift for Familie- og Arveret) 1999, s. 422. Kopi af den trykte afgørelse vedlægges.


Det er efter en samlet vurdering og på baggrund af ovenstående bemærkninger, min opfattelse, at den omstændighed, at retten er gjort bekendt med indholdet af mentalerklæringen, også ud over erklæringens konklusion, ikke er egnet til at rejse tvivl om rettens fuldstændige upartiskhed. . .«


Forsvareren har herefter i en skrivelse af 10. december 2001 anført følgende:


». . .


Statsadvokatens skrivelse af 6. december d.å. giver mig ingen anledning til at ændre de synspunkter, som jeg har givet udtryk for i mit kæreskrift af 13. november d.å.


Retsformanden har tidligere anført i retsbogen, at sagens afgørelse i overvejende grad beror på en vurdering af henholdsvis tiltaltes og forurettedes forklaringer.


Det må antages, at den skete dokumentation fra retsformandens side er sket for at kunne indgå i skyldvurderingen.


Det bestrides ikke at retsformanden har mulighed for at gøre sig bekendt med samtlige sagens bilag, herunder mentalundersøgelseserklæringen.


Jeg kan imidlertid ikke forestille mig, at domsmændene i sagen uden den skete dokumentation ville være gjort bekendt med erklæringen, som er udarbejdet i strid med gældende regler.


Jeg kan ej heller forestille mig, at domsmændene senere ville være i stand til at se bort fra den skete dokumentation i forbindelse med skyldvurderingen.


T er derfor nu stærkt i tvivl om, at han kan få en fair bedømmelse af domsmandsretten. . . «

Landsrettens begrundelse og resultat:



Som anført i landsrettens kendelse af 16. oktober 2001 burde dokumentation af oplysninger om tiltaltes forklaring om de i sagen omhandlede forhold afgivet under mentalundersøgelse ikke være sket. Selv om byretten ikke ved sin kendelse af 9. oktober 2001 har taget stilling til eller i øvrigt udtalt sig om skyldspørgsmålet, findes en samlet vurdering af det i retsmødet den 9. oktober 2001 passerede imidlertid at føre til, at der foreligger omstændigheder, der er egnede til at rejse tvivl om dommerens og domsmændenes fuldstændige upartiskhed, jf. retsplejelovens § 61. Tiltaltes påstand om, at de pågældende viger sædet, tages derfor til følge.

Thi bestemmes:


Dommeren og domsmændene i sagen Anklagemyndigheden mod T skal vige sædet.