Uddrag af artikel med overskriften "Landsretsdom ang. forsvarernes pligter m.h.t. rapporter og extrakter i straffesager" i Sagførerbladet nr. 23, 1948, side 347 og side 348


I Sagførerbladet nr. 23, 1948, side 347 og side 348, er byrettens begrundelse i Vestre Landsrets afgørelse VLT 1949.23 gengivet således:
 

 

"Selvom det maa antages, at Tiltalte var berettiget til, og naar særlige Grunde forelaa, forpligtet til at gøre de Sigtede, som han var beskikket Forsvarer for, bekendt med ogsaa de under Afhøringerne fremkomne personlige Oplysninger, maa det dog antages, at disse Oplysninger maatte behandles med Diskretion og efter Forsvarets personlige Skøn over den rette Maade i hvert enkelt Tilfælde, ligesom der ogsaa maa forudsættes, at Forsvareren paa passende og forstaaelig Maade personlig gør de Sigtede bekendt med de Oplysninger, de skal have.

Den af Tiltalte anvendte Fremgangsmaade med at ggøre de Sigtede bekendt med Akterne i Overværelse af et større Antal Medfanger, eller endog lade en Fange læse Akterne op for en Sigtet (Forhold 1 og 9), findes derfor at være en skødesløs Fremgangsmaade, der ikke findes tilstrækkelig Undskyldning i, at Tiltalte havde mange at være Forsvarer for.

Det maa endvidere antages, at Tiltalte har ladet Sigtede faa fuld Aktindsigt, uden at han i Forvejen selv havde foretaget Undersøgelse af, om det var rimeligt.

Tiltalte har endvidere selv tilladt Paarørende fuld Aktindsigt med den Motivering, at "det kunne saamænd ingenting gøre". Det kan ikke antages, at Paarørende har Ret til at se Akterne, og for saa vidt Tiltalte har ment, at han skulde kontrollere Rigtigheden af det i Akterne fremkomne ved Henvendelser til de Paarørende, maatte han personlig foretage det nødvendige, og det foran om Diskretionshensyn bemærkede gælder i endnu højere Grad i disse tilfælde.

Tiltalte har endelig ikke vejledet sit Personale og har tilladt, at dette, som han vidste manglede Forudsætningerne for at kunne foretaget det nødvendige Skøn, stillede Akter til Raadighed til Sigtede og Paarørende i ret stort Omfang.

Tiltaltes Forhold findes dog ikke at kunne henføres under Straffelovens § 155, men Tiltalte findes ved det saaledes oplyste i sin Virksomhed som beskikket forsvarer at have gjort sig skyldig i gentagen Forsømmelse og Skødesløshed, og hans Forhold vil herefter være at henføre under Straffelovens § 157."


Af artiklen fremgår blandt andet også følgende (side 348, spalte 1):
 
  "I landsretten blev sagføreren frifundet for tiltalen ad forhold 1: udlån af rapporterne til den fængslede tiltalte, idet sagføreren for landsretten havde forklaret, at han, inden han udleverede dokumenterne til fængslede, havde forvisset sig om, at disse ikke indeholdt oplysninger, som den fængslede ikke burde gøres bekendt med. .."

Af side 347, 2. spalte, fremgår blandt andet, at der i sagen var rejst tiltale for mindst 12 forhold.

I Sagførerbladet 1948, nr. 7, s. 87-89, ses en erklæring fra Sagsførerraadet. Denne er refereret således:

 
  "Ved hoslagt at tilbagesende  de med Hr. Statsadvokatens Skrivelse af 16. Februar 1948, J. Nr. 931/46, fremsendte Akter i Sagen mod Sagfører X for Overtrædelse af Straffelovens § 152 og 155, jfr. Retsplejelovens § 739, meddeles, at Sagen har været behandlet paa et Møde i Sagførerraadet, hvor det vedtoges at udtale følgende:

Mulighed for at gøre sig bekendt med Akterne maa i Almindelighed være en af de elementære Rettigheder for en Sigtet til Brug ved hans Forsvar. Om Forsvareren i sin Gennemgang af Sagen med Sigtede mundtlig foreholder Sigtede Forklaringer, der afviger fra hans, eller lader Sigtede læse saadanne Forklaringer i Retsbogsudskrifter og Rapporter, maa afhænge af Forsvarerens Skøn over, hvad der er mest hensigtsmæssigt. Det kan principielt ikke forventes, at Forsvareren, som til Fyldestgørelse af sin vigtige Funktion indenfor Strafferetsplejen bør have Sigtedes fulde Tillid, skal underskyde Dokumenter eller Forklaringer af Betydning for Sagen, selvom man fra Anklagemyndighedens Side ikke maatte ønske, at Sigtede bliver bekendt hermed. Er Anklagemyndighedens Ønske herom konkret begrundet, maa denne Myndighed anmode Retten om at træffe Bestemmelse om Begrænsning i Sigtedes Ret til at se Akterne. Selvom Bestemmelserne i Retsplejelovens §§ 810 og 823 direkte kun angaar Forholdene under retslig Efterforskning og Forundersøgelse, synes det dog at maatte være en Selvfølge, at Sigtede og hans Forsvarer ikke kan være afskaaret for at gøre sig bekendt med Sagens Akter i Tilfælde, hvor en Sag forberedes til Domsforhandling ved Domsmandsret uden forudgaaende indenretlig Behandling jfr. herved Reglerne i Retsplejelovens § 780, Stk. 4, Ltr. c. og 815 Stk. 2.

Sagførerraadet kan følgelig ikke dele den Opfattelse, at en Overladelse af Rapporter til Gennemlæsning af Sigtede som i nærværende Sag i Fængslet eller paa Forsvarerens Kontor, i sig selv indeholder nogen Overtrædelse af Sagførerpligterne, og da Sagfører X ikke har modarbejdet Sagens Oplysning, kan der efter Raadets Mening forsaavidt heller ikke foreligge nogen Overtrædelse af Straffeloven eller Retsplejeloven. Der kan efter Raadets mening ikke være Tale om at se en Modarbejdelse af en Sags Oplysning deri, at de Personer, der afhøres, i al Almindelighed bliver forsigtigere i deres Udtalelser.

Foranstaaende Bemærkninger gælder anklageskriftets forhold 1), delvis 7) og delvis 10).

Med hensyn til Forholdene 11) og 12) skal oplyses, at det er Raadet bekendt, at Tjenestemandsdomstolen i Tilfælde, hvor der ikke er nogen Forsvarer, sender Extrakten til Tiltalte selv.

Hvad de øvrige Forhold angaar, maa Spørgsmaalet om Oplysning til Paarørende om kriminelle Sager være et Taktspørgsmaal, hvor også Hensyn til Sigtede selv kan føre til, at Forsvareren ikke bør give Oplysninger. Selvom en Forsvarer efter Raadets Formening ikke i Almindelighed bør overlade Akterne til Læsning af de Paarørende, og selvom han bør instruere sit Personale om ikke paa egen Haand at udlevere Akterne i Straffesagen til Læsning af de Sigtede eller deres Paarørende, maa der dog i det foreliggende Tilfælde tages Hensyn til den store Overbelastning af Sagførerne, som Forholdene i Tiden efter Kapitulationen medførte.

Hvad det specielt fremdragne Forhold 10) angaar, har der efter det oplyste været naturligt Grundlag for, at Sagfører X drøftede AA's forklaring med fru AA med Henblik paa, om hun kunde afgive nogen Forklaring af Betydning for denne Del af Sagen - i hvilken der skete Frifindelse ved Underretten, medens Anklagemyndigheden frafaldt dette Punkt for Landsretten -, og det ses af Akterne, at saavel AA som fru AA tidligere af Politiet var blevet foreholdt AA's Forklaring.

Medens Raadet iøvrigt ikke skal udtale sig om de i Sagen nedlagte Paastande, ønsker man at tilføje, at man finder en Paastand om Frakendelse af Sagsøfører X's Beskikkelse som værende helt uden for, hvad der kan anses for rimeligt, jfr. herved Retsplejelovens § 137, Stk. 2."

 
På side 88 er anklageskriftet mod sagføreren gengivet. Forhold 1 angår udlevering af sagsakter til forsvarerens klient under forsvarerens besøg af klienten, som var varetægtsfængslet.

Det fremgår af anklageskriftet, at forhold 2 til 9 angår tilfælde, hvor forsvareren har ladet pårørende til varetægtsfængslede klienter gennemlæse straffesagernes akter på sit kontor. Det samme er tilfældet i forhold 10, hvoraf det tillige fremgår, at den varetægtsfængsledes hustru, som på forsvarerens kontor fik lov til at gennemlæse sagsakterne, kort tid efter skulle møde som vidne i sagen mod den varetægtsfængslede ægtefælle (forsvarerens klient). Forhold 11 angår et tilfælde, hvor forsvareren havde udlånt sagsakter til en pårørende "et par dage". Forhold 12 angik også udlån til pårørende af sagsakter.