Kapitel 12

Videomøder og telefonmøder

mv.

1. Indledning

Retsplejerådets kommissorium omfatter en generel reform af den civile

retspleje, men Retsplejerådet finder at kunne behandle emner, som har

tværgående betydning for den civile retspleje og strafferetsplejen, for så

vidt som en samlet regulering er ønskelig. Da dette er tilfældet med

hensyn til videomøder og telefonmøder, omfatter dette kapitel også

videomøder og telefonmøder i straffesager. Også ressourcemæssige

hensyn taler for en samtidig indførelse af regler om videomøder i civile

sager og straffesager, da det er det samme videomødeudstyr, som vil

skulle anvendes i begge tilfælde.

Det er Retsplejerådets grundholdning, at den teknologiske udvikling

har gjort, at videomøder er en realistisk mulighed i retssager.

Retsplejerådet har derfor fundet det nødvendigt grundigt at overveje,

om og i givet fald i hvilket omfang videomøder faktisk bør anvendes i

retssager. Helt overordnet bygger Retsplejerådets overvejelser på, at en

moderne fleksibel retspleje bør tage alle rimelige midler i anvendelse

for at øge tilgængeligheden for brugerne.

Retsplejerådet konkluderer, at telefonmøder og navnlig videomøder

bør anvendes i et vist omfang. Videomøder og telefonmøder vil øge

effektiviteten, uden at det går ud over retssikkerheden, navnlig ved

forberedelsen af civile sager og ved bevisførelsen under

domsforhandlingen. Videomøder og telefonmøder giver nogle

muligheder, som traditionelle retsmøder ikke rummer, og en nærmere

regulering af brugen af videomøder og telefonmøder i retssager vil i sig

selv være egnet til at fremme brugen heraf.

I dette kapitel sondres mellem parters deltagelse i retsmøder (afsnit

4 nedenfor) og afhøringer af vidner og sagkyndige i retsmøder (afsnit

5 nedenfor).

Terminologiske spørgsmål

I dette kapitel benyttes for overskuelighedens skyld ordene

"telefonmøde" og "videomøde". Telefonmøde betegner traditionelt det

side 338

forhold, at tre eller flere telefoner samtidigt sættes i forbindelse med

hinanden. Benyttes kun to telefoner, taler man normalt blot om en

telefonsamtale. I dette kapitel bruges betegnelsen "telefonmøde"

imidlertid også om sidstnævnte situation, da der kan være tilfælde,

hvor én part er til stede eller repræsenteret i retten, mens den anden

part deltager telefonisk. Endvidere omfatter diskussionen også

telefoniske afhøringer, hvor det efter omstændighederne kun er den

afhørte, der ikke er til stede i retten.

Når der i dette kapitel tales om telefonmøder og telefoniske

afhøringer, skal det sagte endvidere gælde om alle former for

mundtlig kommunikation uden billedoverførelse mellem personer, der

ikke befinder sig samme sted, uanset om kommunikationen sker via

en telefon.

Videomøde betegner den situation, at der to eller flere steder er

opstillet et videokamera og en skærm, således at man disse steder

gensidigt kan både se og høre hinanden. Videomøder omfatter også

videotelefonmøder, da det afgørende er, at der er billedforbindelse. I

princippet kunne man forestille sig, at videoforbindelsen var ensidig,

men der ses her bort fra denne mulighed.

Videomødeafhøringer er herefter afhøringer, hvor den afhørte ikke

møder frem for den ret, hvorfra afhøringen foretages, men deltager i

retsmødet via en videoforbindelse. Det er nødvendigt at tale om

videomødeafhøringer eller afhøringer via en videoforbindelse, da det

kortere ord videoafhøring ofte bruges som betegnelse for en udenretlig

afhøring til videobånd, i praksis navnlig politiets afhøringer af mindre

børn i sædelighedssager.


2. Gældende ret

2.1. Danmark

Retsplejeloven indeholder i dag ingen regler om afholdelse af møde

uden fremmøde i retten. I dag må sådanne møder således enten afholdes

som uformelle møder eller som retsmøder, hvor parterne eller en af

parterne ikke er til stede. Der er ikke hjemmel til at anse en person, der

deltager telefonisk i et retsmøde, som egentlig deltager i retsmødet.

I praksis gør det måske ikke den store forskel. Retten kan afholde et

retsmøde, uden at parterne er til stede, og kan skrive i retsbogen, at

retten var i telefonisk kontakt med parterne under retsmødet. Endvidere

kan oplysninger, som retten har modtaget telefonisk uden for et

retsmøde, indgå i grundlaget for rettens beslutninger om procesførelsen.

Retten kan også med parternes indforståelse lade et vidne afhøre

over telefonen eller på anden måde uden vidnets tilstedeværelse i retten

og i overensstemmelse med den fri bevisbedømmelse tillægge

side 339

forklaringen den bevisværdi, som den findes at have. Det bemærkes, at

der kun tænkes på situationer, hvor retten sættes ét sted, og vidnet

befinder sig et andet sted. Tilfælde, hvor retten sættes hos vidnet, fordi

vidnet ikke kan komme til stede i retssalen, omfattes ikke af denne

diskussion.

Det er først, hvis tingene bliver sat på spidsen, at forskellen viser

sig. Det gælder spørgsmål om udeblivelse, og det gælder falsk

forklaring for retten. Hvis der er tale om et retsmøde, hvor en part har

pligt til at være til stede eller repræsenteret, er vedkommende

udeblevet, hvis vedkommende kun har deltaget telefonisk. Efter

gældende ret har et vidne næppe pligt til at afgive forklaring over

telefonen, og en eventuel falsk forklaring over telefonen vil næppe

kunne straffes som falsk forklaring for retten.

I forbindelse med gennemførelsen af EU-retshjælpskonventionen

(jf. om denne afsnit 2.3.3 nedenfor) vil der skulle indføres regler om

grænseoverskridende afhøringer via videoforbindelse eller telefon i

straffesager og om strafansvar for falsk forklaring for retten, der sker

ved anvendelse af fjernkommunikation.


2.2. Grønland

I Grønland er der som led i Den Grønlandske Retsvæsenskommissions

arbejde etableret en forsøgsordning med gennemførelse af afhøringer

via en videoforbindelse. Ordningen skal ses i lyset af, at de geografiske

forhold i Grønland gør, at det i en række tilfælde vil være forbundet

med uforholdsmæssige omkostninger at sørge for, at en part eller et

vidne møder frem for den dømmende ret. Dette gælder navnlig, når

sagen verserer ved Grønlands Landsret i Nuuk. I disse tilfælde er

fjerntboende parter og vidner hidtil blevet afhørt enten ved en kredsret,

således at forklaringen indgår i sagen som et retsbogsreferat, eller ved,

at retsformanden har gennemført afhøringen forud for

domsforhandlingen, således at forklaringen indgår i sagen dels som et

retsbogsreferat, dels i kraft af retsformandens umiddelbare kendskab til

forklaringen.

Forsøgsordningen går ud på i stedet at gennemføre sådanne

afhøringer under domsforhandlingen via en videoforbindelse. Dette

gælder både civile sager og straffesager. Forsøgsordningen omfatter

først og fremmest Grønlands Landsret, men videomødeudstyret har

dog også været benyttet af Nuuk Kredsret.

Ordningen har ikke udtrykkelig hjemmel i den grønlandske

retsplejelov, men man har fundet, at de almindelige regler om parts- og

vidneforklaringer giver tilstrækkelig hjemmel, da en videomødeafhøring

er væsentlig bedre end de subsidiære afhøringer, som ville være

alternativet.

side 340

Videomøder har endvidere været benyttet i visse sagstyper, navnlig

forældremyndighedssager, hvor man efter nyeste praksis - uanset

omkostningerne - ellers ville have sørget for parternes og eventuelt

også vidners personlige tilstedeværelse under domsforhandlingen.

Formålet med at benytte videomøder i sådanne sager er således at

opnå en hurtigere sagsbehandling. Videomøder anvendes ikke i sager,

hvor det umiddelbare indtryk er helt afgørende.


2.3. Internationale retshjælpskonventioner

2.3.1. Haagerkonventionen om bevisoptagelse

Haagerkonventionen af 18. marts 1970 om bevisoptagelse i udlandet i

sager om civile eller kommercielle spørgsmål indeholder ingen særlige

regler om telefoniske afhøringer eller afhøringer via en videoforbindelse.

Konventionens regler er imidlertid meget rummelige, og der er ikke

noget til hinder for at fremsætte en retsanmodning om gennemførelse

af en telefonisk afhøring eller en videomødeafhøring.

Konventionens artikel 9 bestemmer, at den stat, som modtager

anmodningen, som udgangspunkt skal anvende sine egne regler ved

udførelsen af anmodningen, men at modtagerstaten dog skal efterkomme

et eventuelt ønske om at anvende en særlig fremgangsmåde, medmindre

den er uforenelig med modtagerstatens lovgivning eller er umulig at

udføre på grund af modtagerstatens praksis eller på grund af praktiske

vanskeligheder.

Der vil formentlig være god mulighed for at gennemføre telefoniske

afhøringer, hvorimod der kan være praktiske vanskeligheder forbundet

med at gennemføre videomødeafhøringer, da det så vidt vides endnu er

meget sjældent, at retterne råder over videomødeudstyr. Dette vil dog

kunne ændre sig i de kommende år, og der er heller ikke noget til

hinder for, at parterne i en konkret sag sørger for at stille

videomødeudstyr til rådighed for den pågældende udenlandske domstol.

Der foreligger ikke oplysninger om, hvorvidt det faktisk er

forekommet, at der er gennemført telefoniske afhøringer eller

videomødeafhøringer under anvendelse af reglerne i Haagerbevisoptagelseskonventionen.

I Lov & Ret 1996, hft. 1, s. 28-31,

omtales en videomødeafhøring ved retten i Hong Kong, hvor vidnet

befandt sig i Danmark. I den pågældende sag deltog vidnet imidlertid

frivilligt, og afhøringen blev gennemført uden medvirken af danske

myndigheder.


2.3.2. Europarådets retshjælpskonvention

Europarådets konvention af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i

straffesager indeholder ingen særlige regler om telefoniske afhøringer

eller videomødeafhøringer. Der er dog antagelig ikke noget til hinder

for faktisk at gennemføre sådanne afhøringer.

side 341

Endvidere overvejes det i forbindelse med udarbejdelsen af en anden

tillægsprotokol til Europarådets retshjælpskonvention at medtage

regler, som nærmere skal regulere anvendelsen af videomøder.


2.3.3. EU-retshjælpskonventionen

Medlemsstaterne i Den Europæiske Union undertegnede den 29. maj

2000 en konvention om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den

Europæiske Unions medlemsstater (EU-retshjælpskonventionen).

Formålet med konventionen er at supplere Europarådets

retshjælpskonvention.

Videomøder

EU-retshjælpskonventionen indeholder en særlig bestemmelse om

afhøring ved hjælp af en videoforbindelse (artikel 10). Ifølge denne

bestemmelse kan en medlemsstat anmode om, at en person, der befinder

sig i en anden medlemsstat, afhøres som vidne eller som sagkyndig ved

hjælp af en videoforbindelse, såfremt det ikke er hensigtsmæssigt eller

muligt, at den pågældende møder personligt frem i førstnævnte stat.

Den anmodede medlemsstat skal tillade en sådan afhøring, forudsat at

anvendelse af videomøde ikke strider mod dens grundlæggende

retsprincipper, og forudsat at den råder over de tekniske hjælpemidler,

der er nødvendige for en sådan afhøring. Hvis den anmodede

medlemsstat ikke råder over de nødvendige tekniske hjælpemidler, kan

den anmodende medlemsstat stille dem til rådighed efter aftale mellem

de to stater.

Videoafhøringen gennemføres på den måde, at vidnet indkaldes til

at give møde efter reglerne i den anmodede medlemsstat. Vidnet giver

således møde for en retsmyndighed i den anmodede medlemsstat, som

er til stede under hele afhøringen, og som om nødvendigt bistås af en

tolk. Selve afhøringen foretages direkte fra den anmodende

medlemsstat under ledelse af en retsmyndighed i overensstemmelse

med denne medlemsstats interne ret. Retten kan således overlade

afhøringen til parterne, blot afhøringen fortsat sker under rettens

ledelse, der således om nødvendigt vil kunne gribe ind.

Efter anmodning fra den anmodende medlemsstat sørger den

anmodede medlemsstat for, at vidnet om nødvendigt bistås af en tolk.

Med hensyn til tolkning kan der være behov for tolkning såvel i

forhold til den anmodede medlemsstats retsmyndighed som i forhold

til den anmodende medlemsstats retsmyndighed, da der kan være

tilfælde, hvor vidnet ikke taler nogen af sprogene. Reglerne lægger

umiddelbart op til, at tolken eller tolkene i givet fald befinder sig

samme sted som vidnet. Det fremgår dog ikke udtrykkeligt, at dette er

et absolut krav.

Vidnet kan påberåbe sig regler om vidneudelukkelse og

vidnefritagelse i såvel den anmodende som den anmodede

medlemsstat.

side 342

Der kan efter aftale mellem den anmodende og den anmodede

medlemsstat træffes foranstaltninger til at beskytte vidnet. Dette er

ikke nærmere konkretiseret, men det må antages, at der blandt andet

tænkes på sløring af billede og lyd.

Ved afhøringens afslutning udfærdiger den anmodede medlemsstats

retsmyndighed et protokollat over afhøringen, som fremsendes til den

anmodende medlemsstat. En eventuel billed- eller lydoptagelse af

afhøringen omtales ikke.

Udgifterne til oprettelse af videoforbindelsen, udgifterne i

forbindelse med betjeningen af videoforbindelsen i den anmodede

medlemsstat, aflønning af tolke, medlemsstaten stiller til rådighed,

dagpenge til vidner og sagkyndige samt deres rejseomkostninger i den

anmodede medlemsstat godtgøres den anmodede medlemsstat af den

anmodende medlemsstat, medmindre førstnævnte stat helt eller delvis

giver afkald herpå.

Vidnet vil have pligt til at deltage i en sådan videoafhøring efter de

regler, som gælder for vidnepligt i retssager i den anmodede

medlemsstat, dvs. i den stat, hvor vidnet befinder sig. Vidnet vil kunne

straffes for falsk forklaring for retten efter reglerne i den anmodede

medlemsstat, dvs. i den stat, hvor vidnet befinder sig og afgiver

forklaringen.

En medlemsstat kan efter skøn anvende de beskrevne regler om

afhøring ved hjælp af en videoforbindelse på afhøringer af tiltalte ved

hjælp af en videoforbindelse. Dette forudsætter dog en konkret aftale

mellem de to medlemsstater, og en medlemsstat kan også generelt

udelukke afhøring af tiltalte ved hjælp af en videoforbindelse.

Endvidere kan afhøring af tiltalte ved hjælp af en videoforbindelse

kun ske med tiltaltes samtykke.

Telefoniske afhøringer

Konventionen indeholder endvidere en særlig bestemmelse om

telefoniske afhøringer (artikel 11). Ifølge denne bestemmelse kan en

medlemsstat anmode om bistand til, at en person, der befinder sig i en

anden medlemsstat, afhøres som vidne eller som sagkyndig via

telefon. Det er en forudsætning for afhøring ved hjælp af telefon, at

vidnet eller den sagkyndige indvilger i, at afhøringen foregår på denne

måde.

Den anmodede medlemsstat skal tillade telefonisk afhøring,

forudsat at dette ikke strider mod dens grundlæggende retsprincipper.

De praktiske arrangementer i forbindelse med telefoniske

afhøringer aftales mellem de pågældende medlemsstater. Den

anmodede medlemsstat underretter vidnet om, hvor og hvornår

afhøringen finder sted, kontrollerer vidnets identitet og sikrer sig, at

vidnet giver sit samtykke til at medvirke ved en telefonisk afhøring.

Den anmodede medlemsstat kan forlange, at de for videomøder

gældende regler om, at afhøringen foretages direkte under ledelse af

en retsmyndighed i den anmodende medlemsstat, om

side 343

vidnebeskyttelse, om tolkning, om vidneudelukkelse og

vidnefritagelse samt om falsk forklaring for retten, anvendes.

Medmindre andet er aftalt, finder reglerne om betaling af udgifter ved

videomøder tilsvarende anvendelse.

Bestemmelserne om telefoniske afhøringer kan ikke anvendes på

telefonisk afhøring af sigtede eller tiltalte.

Ikrafttræden og gennemførelse i Danmark

EU-retshjælpskonventionen træder i kraft, når den er ratificeret af otte

medlemsstater, idet en stat dog ved ratifikationen kan erklære, at

konventionen skal finde foreløbig anvendelse i forholdet til stater, der

har afgivet en tilsvarende erklæring.

Konventionen forventes gennemført i Danmark ved en ændring af

retsplejeloven og straffeloven.


2.3.4. Udkast til EU-bevisoptagelsesforordningen

Tyskland har fremsat et forslag til forordning om bevisoptagelse (EFT

nr. C 314 af 3. november 2000). Forordningsforslaget, der angår

bevisoptagelse på det civil- og handelsretlige område, indeholder

enkelte bestemmelser om anvendelse af moderne

kommunikationsteknologi.

Forslagets artikel 11, stk. 3, fastslår, at til de formkrav, som den

anmodende ret kan fremsætte ønske om anvendelsen af, hører også

"lyd- og billedoptagelser og -overspilninger under anvendelse af

moderne kommunikationsteknologi".

Forslagets artikel 14, stk. 3, fastslår, at hvis de involverede retter

råder over de nødvendige tekniske hjælpemidler og udførelsen af

retsanmodningen i øvrigt egner sig dertil, skal der anvendes moderne

kommunikationsteknologi, herunder især videomøder, for at gøre det

lettere for den anmodende ret og parterne at deltage.

Det bemærkes, at forordningen foreslås udstedt med hjemmel i EFtraktatens

artikel 61, litra c, og artikel 67, stk. 1. Som følge af det

danske forbehold med hensyn til retlige og indre anliggender vil

forordningen således i givet fald ikke gælde for Danmark. Der vil dog

eventuelt kunne indgås en mellemstatslig parallelaftale mellem

Danmark og Fællesskabet.


3. Fremmed ret

3.1. Norge

I Norge kan vidner og sagkyndige (men ikke parter) afgive telefonisk

forklaring for retten. Retten kan beslutte, at et vidne eller en

sagkyndig skal afgive telefonisk forklaring, hvis vidnet på grund af

side 344

den geografiske afstand ikke har pligt til at møde frem i retten (jf.

herom nedenfor), eller andre forhold gør en fjernafhøring ønskelig. En

fjernafhøring er ønskelig, når der er en overvægt af hensyn, som taler

for fjernafhøring. Når vidnet har mødepligt (jf. nedenfor), er det ikke

tilstrækkeligt, at der ikke er afgørende hensyn, der taler imod

fjernafhøring (jf. afgørelsen Rt 1996.1756). Fjernafhøring kan ikke

tillades, hvis forklaringen er af afgørende betydning for sagen.

Parterne skal have adgang til at udtale sig, før retten træffer beslutning

om fjernafhøring.

I Norge har vidner og sagkyndige som udgangspunkt ikke pligt til

at møde i sager for by- og herredsretten, hvis afstanden er over 300

km med rutegående befordringsmiddel eller 50 km på anden måde. I

sager for lagmannsretten gælder de dobbelte afstande. Retten kan dog

udvide mødepligten, når den finder det påkrævet.

Vidner og sagkyndige kan inden for de nævnte afstandsgrænser

pålægges at afgive telefonisk forklaring for retten. Vidnet eller den

sagkyndige pålægges i så fald at møde til nærmere angiven tid og sted

og til at medbringe legitimation, hvis dette besluttes.

Telefoniske afhøringer gennemføres som udgangspunkt på

dommerkontorer, politikontorer, lensmandskontorer eller i fængsler

(for så vidt angår indsatte eller ansatte i fængslet). Telefoniske

afhøringer kan også gennemføres på hospitaler eller plejehjem, hvis

det findes hensigtsmæssigt. Telefoniske afhøringer kan gennemføres

på et andet sted, hvis retten finder det ubetænkeligt.

Telefoniske afhøringer gennemføres rent praktisk på den måde, at

den dømmende ret ringer vidnet eller den sagkyndige op på det sted,

hvor vidnet eller den sagkyndige er pålagt at møde.

Vidner og sagkyndige, som afgiver telefonisk forklaring for retten,

kan straffes for falsk forklaring for retten på samme måde, som når en

forklaring afgives ved fremmøde i retten.

Bestemmelserne om fjernafhøring via telefon er udformet således,

at de også finder anvendelse på videomøder, men videomøder

anvendes ikke i øjeblikket i retssager i Norge, og der er efter det

oplyste heller ikke aktuelle planer herom.


3.2. Sverige

3.2.1. Telefonmøder og telefoniske afhøringer

En part kan deltage telefonisk i forberedende retsmøder, hvis det er

hensigtsmæssigt under hensyn til mødets formål og

omstændighederne i øvrigt, eller et fremmøde i retten ville medføre

omkostninger eller ulejlighed, som ikke står i rimeligt forhold til

betydningen af, at mødet holdes ved fremmøde for retten. Dette

gælder både i civile tvistemål og straffesager.

side 345

Første led (hensigtsmæssigt) tager navnlig sigte på mindre

komplicerede sager samt møder om afgrænsede spørgsmål i mere

omfattende sager. Andet led (uforholdsmæssige omkostninger)

omfatter navnlig sager om bagatelagtige beløb samt større sager, hvor

mødet angår et mindre betydningsfuldt spørgsmål.

I civile tvistemål (men ikke i straffesager) kan en part deltage

telefonisk i en forenklet domsforhandling (men ikke i en almindelig

domsforhandling), hvis parten deltager telefonisk i et forberedende

retsmøde.

Domsforhandlingen kan holdes i forenklet form med parternes

samtykke. Forenklet domsforhandling skal holdes i umiddelbar

tilknytning til et forberedende møde eller senest 15 dage herefter.

Telefonisk forenklet domsforhandling skal dog holdes i umiddelbar

tilknytning til et forberedende møde. Forenklet domsforhandling kan

uanset parternes samtykke holdes i umiddelbar tilknytning til et

forberedende møde, hvis sagen er åbenbar. Forenklingen består i, at

det, som er sagt under det forberedende møde, ikke skal gentages

under domsforhandlingen. Man kan også formulere det på den måde,

at det forberedende møde retrospektivt bliver en del af

domsforhandlingen (men det er ikke den terminologi, den svenske

retsplejelov anvender).

Et vidne kan afgive telefonisk forklaring, hvis det er

hensigtsmæssigt under hensyn til bevisets art og omstændighederne i

øvrigt, eller bevisoptagelse efter de almindelige regler ville medføre

omkostninger, som ikke står i rimeligt forhold til betydningen af, at

beviset optages på traditionel vis.


3.2.2. Videomøder

Den svenske rigsdag vedtog i maj 1999 et lovforslag om en toårig

forsøgsordning med brug af videomøder ved de almindelige domstole

(dvs. ikke ved forvaltningsdomstolene). Hovedsigtet med

forsøgsordningen er at give domstolene mulighed for en mere

fleksibel sagsbehandling og at øge domstolenes tilgængelighed for

borgerne.

Forsøgsordningen trådte i kraft den 1. januar 2000 og omfatter

sagsbehandlingen ved de almindelige domstole generelt, dvs. både

civile tvistemål, straffesager og konkurssager. Forsøgsordningen

udvides den 1. april 2001 til også at omfatte forvaltningsdomstolene.

Forsøgsordningen omfatter indtil da tre hovretter og fem tingsretter.

Det fremgår af lovforslagets bemærkninger, at indkaldelse til

deltagelse i et videomøde vil ske til et nærmere angivet lokale, hvor

videomødeudstyret findes. Det fremgår ikke udtrykkeligt, men det er

muligvis hensigten, at sådanne lokaler alene skal indrettes hos

offentlige myndigheder.

Parters deltagelse i retsmøder via en videoforbindelse

En part kan deltage i et retsmøde via en videoforbindelse:

side 346

1) hvis det er hensigtsmæssigt under hensyn til formålet med partens

deltagelse og omstændighederne i øvrigt, eller

2) hvis retsmødet ellers ville medføre omkostninger eller ulejlighed,

som ikke står i rimeligt forhold til betydningen af, at parten møder

frem i retten.

I straffesager i første instans kan tiltalte dog kun deltage via en

videoforbindelse i domsforhandlingen, hvis der ikke bliver spørgsmål

om at idømme en højere straf end ubetinget fængsel i tre måneder.

Dette kriterium svarer til betingelserne for at afgøre sagen uanset

tiltaltes udeblivelse. Tiltalte får således mulighed for at deltage via en

videoforbindelse i samme omfang, som der ville være mulighed for at

afgøre sagen uanset tiltaltes udeblivelse. Det er dog yderligere en

betingelse for afsigelse af udeblivelsesdom, dels at sagen kan oplyses

tilfredsstillende i tiltaltes fravær, dels at tiltalte er udeblevet én gang

tidligere under sagen. Disse betingelser er ikke relevante for

spørgsmålet om tiltaltes deltagelse via en videoforbindelse, da tiltaltes

deltagelse på denne måde må antages at give mulighed for en

tilfredsstillende oplysning af sagen.

Med hensyn til forberedelsen af civile sager bør man ifølge

lovforslagets bemærkninger navnlig være opmærksom på, om der er

udsigt til, at sagen kan forliges, og om deltagelse via en

videoforbindelse eventuelt vil mindske mulighederne for forlig. I

indispositive sager bør parterne som regel møde frem i retten under

forberedelsen.

Med hensyn til domsforhandlingen i civile sager vil

hovedanvendelsesområdet for deltagelse via en videoforbindelse

ifølge lovforslagets bemærkninger være ukomplicerede sager og sager

af ringe værdi. Der bør dog være et ikke uvæsentligt område, hvor en

part gives mulighed for at deltage i domsforhandlingen via en

videoforbindelse også i sager af større værdi eller af mere kompliceret

karakter. Retten bør tage hensyn til modpartens holdning til, om

deltagelse via en videoforbindelse er hensigtsmæssig. Hvis parterne i

en dispositiv sag er enige om, at deltagelse via en videoforbindelse er

hensigtsmæssig, vil retten ofte kunne tillade en sådan deltagelse. I

indispositive sager bør retten derimod være mere forsigtig med at

tillade deltagelse via en videoforbindelse.

Med hensyn til domsforhandlingen i straffesager vil

hovedanvendelsesområdet for tiltaltes deltagelse via en videoforbindelse

ifølge lovforslagets bemærkninger være tilfælde, hvor der foreligger en

tilståelse. Dette er dog ikke et absolut krav, men hvis retten af hensyn til

sanktionsspørgsmålet ønsker oplysninger om tiltaltes personlige forhold,

vil det formentlig ikke helt sjældent være mindre hensigtsmæssigt, at

tiltalte deltager i domsforhandlingen via en videoforbindelse.

side 347

Det fremgår videre af lovforslagets bemærkninger, at unge lovovertrædere

som udgangspunkt ikke bør deltage i domsforhandlingen via

en videoforbindelse. Der gælder dog ikke noget absolut forbud herimod.

Endelig fremgår det, at tiltaltes forsvarer som udgangspunkt bør

være ved den tiltaltes side, men at det dog ikke kan udelukkes, at der

vil være situationer, hvor det er mere hensigtsmæssigt, at forsvareren

befinder sig i retten, mens tiltalte deltager via en videoforbindelse.

Tiltaltes holdning til spørgsmålet skal tillægges stor vægt, og der bør

også tages hensyn til omkostningerne. Lovforslaget omtaler ikke de to

andre muligheder, som logisk set kan tænkes: tiltaltes tilstedeværelse i

retten og forsvarerens deltagelse via en videoforbindelse samt begges

deltagelse via en videoforbindelse, men fra hver sit sted.

Forslaget giver under de nævnte betingelser også mulighed for, at

sigtede kan deltage via en videoforbindelse i et retsmøde om

varetægtsfængsling, herunder det første retsmøde herom (som i

Danmark ville være et grundlovsforhør). Ifølge lovforslagets

bemærkninger kan dette ikke antages at være i strid med artikel 5, stk.

3, i Den Europæiske Menneskeretskonvention om, at en person, der

anholdes, ufortøvet skal stilles for en dommer (shall be brought

promptly before a judge). Hovedformålet med bestemmelsen er således,

at spørgsmålet om frihedsberøvelse hurtigt undergives domstolskontrol,

og også den, der deltager via en videoforbindelse, vil være blevet stillet

for en dommer. Hertil kommer, at deltagelse i et videomøde er frivillig

for den pågældende (jf. herom nedenfor).

Det bemærkes endelig, at udtrykket "en part" også omfatter

anklageren i straffesager. Anklageren kan således under de nævnte

betingelser deltage i et retsmøde via en videoforbindelse. Dette gælder

både under efterforskningen, under forberedelsen af domsforhandlingen

og under domsforhandlingen.

Bevisførelse via en videoforbindelse

Efter forslaget skal bevis kunne optages gennem et videomøde:

1) hvis det er hensigtsmæssigt under hensyn til bevisets art og

omstændighederne i øvrigt, eller

2) hvis bevisoptagelse efter retsplejelovens almindelige regler ville

medføre omkostninger eller ulejlighed, som ikke står i rimeligt

forhold til betydningen af, at beviset optages på en sådan måde.

En forklaring afgivet via en videoforbindelse vil i overensstemmelse

med almindelig praksis med hensyn til protokollering af forklaringer

blive optaget på lydbånd, men ikke på videobånd.

Frivillighed

Efter forslaget er der ikke nogen pligt til at deltage i et retsmøde eller

afgive forklaring via en videoforbindelse. Undladelse af at

efterkomme en indkaldelse til at deltage i et videomøde er ikke

side 348

sanktioneret, og den, der indkaldes, har krav på i stedet at møde frem i

retten, hvis den pågældende foretrækker dette. Den, der rent faktisk

deltager via en videoforbindelse, anses imidlertid som deltager på

samme måde som ved fremmøde i retten.

Efter forslaget vil den, der deltager i et videomøde, have krav på

vidnegodtgørelse eller omkostningsdækning efter samme regler som

ved fremmøde i retten.


3.2.3. Vidneansvar

Falsk forklaring for retten straffes i Sverige efter regler om mened.

Strafansvaret hænger således sammen med aflæggelsen af vidneed.

Strafansvaret er uafhængigt af, om vidnet afgiver forklaring ved

fremmøde i retten eller via en videoforbindelse eller telefon. Det

svenske justitsministerium har ikke umiddelbart kendskab til sager om

mened ved telefonisk forklaring (videomøder er som nævnt først taget

i anvendelse fra den 1. januar 2000).


4. Parters deltagelse i retsmøder via

videoforbindelse eller telefon

4.1. Dispositive civile sager

4.1.1. Retsmøder under forberedelsen

Retsplejerådet finder, at det i en række tilfælde vil være hensigtsmæssigt,

at et møde ikke afholdes ved fremmøde i retten, men som videomøde

eller telefonmøde, således at parterne eller deres advokater ikke behøver

at rejse til retten. Fordelen er ikke blot den sparede rejsetid, men også at

mødet typisk vil kunne holdes væsentligt hurtigere, da det vil være

nemmere at finde plads i både rettens og parternes eller advokaternes

kalender. Retsplejerådet finder således, at det vil smidiggøre og dermed

effektivisere processen, at et retsmøde kan afholdes via videoforbindelse

eller som telefonmøde.

I mange sager vil parterne eller en af parterne være repræsenteret af

en udenbys advokat, for hvem det vil være en betydelig fordel ikke at

behøve at rejse til retten i anledning af et forberedende møde.

Muligheden for at deltage telefonisk eller via en videoforbindelse i et

sådant retsmøde vil dermed også bidrage til, at den deltagende

advokat kender sagen og er bemyndiget til at disponere i sagen, da den

advokat, der fører sagen, sjældnere vil føle behov for at lade sig

repræsentere af en lokal advokatforbindelse.

En afledet konsekvens af at indføre telefoniske retsmøder og

videomøderetsmøder vil for så vidt være, at der efterhånden ikke

længere vil være behov for, at lokale advokatfirmaer giver møde for

udenbys advokater i forberedende retsmøder. Men dette gælder

side 349

naturligvis begge veje. Advokatfirmaer, som hidtil har fungeret som

lokal advokatforbindelse ved retssager ved en bestemt ret, vil selv få

de samme muligheder for at deltage i telefoniske retsmøder og

videomøderetsmøder ved retter i andre byer.

Hovedanvendelsesområdet for videomøder og telefonmøder vil være

retsmøder under forberedelsen, hvor der ikke skal ske bevisførelse.

Sådanne møder vil for eksempel kunne angå tilskæring af sagen i

juridisk og bevismæssig henseende, fastlæggelse af en tidsplan for

forberedelsen, stillingtagen til, om der skal afholdes syn og skøn, og i

givet fald formulering af spørgsmål til syns- og skønsmanden, samt

stillingtagen til sagens behandling ved én eller flere juridiske dommere

eller eventuelt med sagkyndige dommere, jf. nærmere kapitel 8. Der vil

også kunne være tale om møder, hvor der gennemføres en egentlig

formalitetsprocedure, eksempelvis med hensyn til et

værnetingsspørgsmål eller med hensyn til opsættende virkning.

Der er en glidende overgang mellem møder med et mere praktisk

og planlægningsmæssigt sigte og møder, hvor retten afgør et

formalitetsspørgsmål efter procedure herom. Retten kan afgøre

formalitetsspørgsmål uden afholdelse af møde, og også på møder, der

som udgangspunkt angår sagens tilskæring og tilrettelæggelse, kan der

være tvistepunkter, som retten skal tage stilling til, eksempelvis med

hensyn til syn og skøn eller edition.

Videomøder og telefonmøder vil også kunne anvendes i retsmøder

under forberedelsen, hvor der sker bevisførelse. Der tænkes her på en

parts eller en parts advokats deltagelse i retsmødet via

videoforbindelse eller telefon. Vidners og syns- og skønsmænds

afgivelse af forklaring via videoforbindelse eller telefon omtales i

afsnit 5 nedenfor. I sådanne retsmøder gør de samme hensyn sig

gældende med hensyn til at spare rejsetid og rejseomkostninger og til

at motivere til, at de mødende kender sagen.

Retsplejerådet foreslår på den baggrund, at parter skal kunne

deltage via videoforbindelse eller telefon i retsmøder under

forberedelsen, medmindre dette er uhensigtsmæssigt. Er der tale om,

at en part skal afgive partsforklaring i retsmødet (jf. afsnit 7 om

afhøringer før domsforhandlingen), skal dette dog i givet fald ske

under tilsvarende betingelser og kontrolforanstaltninger, som foreslås

for vidneforklaringer (jf. afsnit 5.2 og 5.3).

Retsplejerådets forslag om parters deltagelse i retsmøder via

videoforbindelse eller telefon gælder tilsvarende parternes advokater

eller anden rettergangsfuldmægtig. Forslaget giver således mulighed

for, at parten selv deltager i retsmødet via videoforbindelse eller

telefon, mens advokaten møder frem i retten, eller omvendt. Forslaget

giver ligeledes mulighed for, at både parten og advokaten deltager i

retsmødet via videoforbindelse eller telefon, enten fra samme sted

eller fra hver sit sted.

Med hensyn til valget mellem videomøde og telefonmøde henvises

til afsnit 4.1.4.

side 350


4.1.2. Domsforhandlingen

Som altovervejende hovedregel bør parterne være til stede eller

repræsenteret i retten under domsforhandlingen. En part, der ikke er

repræsenteret i retten, eller dennes advokat eller anden

rettergangsfuldmægtig bør dog kunne deltage via videoforbindelse

eller telefon, hvis dette af særlige grunde er hensigtsmæssigt.

Afgivelse af partsforklaring skal dog i givet fald ske under tilsvarende

betingelser og kontrolforanstaltninger, som foreslås for

vidneforklaringer (jf. afsnit 5.2 og 5.3). Om deltagelse via

videoforbindelse eller telefon af særlige grunde er hensigtsmæssig, vil

afhænge af en konkret vurdering.

Det vil navnlig være i mindre sager, at en deltagelse via

videoforbindelse eller telefon vil kunne være hensigtsmæssig, da

omkostningerne ved en længere rejse frem og tilbage let vil kunne stå

i misforhold til sagens betydning. Det bemærkes, at

rejseomkostningerne ikke kun består i selve rejseudgifterne, men også

i den medgåede tid, som en advokat vil tage sig betalt for, og som for

en part kan betyde mistet arbejdsfortjeneste.

Hvis en part befinder sig i udlandet, vil det også i større sager

kunne være hensigtsmæssigt, at denne part deltager i

domsforhandlingen via videoforbindelse eller telefon, da såvel

rejseudgifterne som rejsetiden ved et fremmøde i retten her kan være

mange gange større end ved rejser inden for landets grænser. Det

bemærkes for fuldstændighedens skyld, at muligheden for at deltage i

retsmøder via videoforbindelse eller telefon ikke i sig selv ændrer ved

reglerne om advokaters møderet, men i det omfang, advokater fra

andre lande har møderet for danske domstole, jf. eksempelvis

retsplejelovens § 260, stk. 4, om advokater fra andre nordiske lande,

vil de få større praktisk mulighed for at gøre brug heraf.

Retsplejerådets forslag om, at en part kan deltage i

domsforhandlingen via videoforbindelse eller telefon, hvis det af

særlige grunde er hensigtsmæssigt, gælder også for parternes

advokater eller anden rettergangsfuldmægtig. Forslaget giver således

mulighed for, at parten selv deltager i retsmødet via videoforbindelse

eller telefon, mens advokaten møder frem i retten, eller omvendt.

Forslaget giver ligeledes mulighed for, at både parten og advokaten

deltager i retsmødet via videoforbindelse eller telefon, enten fra

samme sted eller fra hver sit sted.

Retsplejerådet foreslår desuden, at hvis en part er repræsenteret i

retten, skal parten selv kunne deltage via videoforbindelse eller

telefon, medmindre dette er uhensigtsmæssigt. Afgivelse af

partsforklaring skal dog som nævnt i givet fald ske under tilsvarende

betingelser og kontrolforanstaltninger, som foreslås for

vidneforklaringer (jf. afsnit 5.2 og 5.3).

Med hensyn til valget mellem videomøde og telefonmøde henvises

til afsnit 4.1.4.

side 351


4.1.3. Frivillighed

Formålet med at give parter og deres advokater mulighed for at

deltage i retsmøder, herunder domsforhandlingen, via

videoforbindelse eller telefon er overordnet set at fremme fleksibilitet

og effektivitet i sagsbehandlingen. Videomøder og telefonmøder er

således på den ene side en mulighed for parterne og på den anden side

et middel for retten til at opnå en effektiv sagsbehandling.

I en vis forstand er det altid frivilligt for en part at deltage via

videoforbindelse eller telefon. En part og dennes advokat eller anden

rettergangsfuldmægtig har krav på indkaldelse til og (fysisk)

tilstedeværelse i alle retsmøder. Retsplejerådet foreslår ingen

ændringer heri.

Frivilligheden kan imidlertid ikke strækkes så vidt, at en part kan

forlange, at der ses bort fra muligheden for deltagelse via

videoforbindelse eller telefon, når retten fastsætter tidspunktet for et

retsmøde, herunder berammer domsforhandlingen. Retten skal

imidlertid tage hensyn til en rimeligt begrundet modstand mod at

deltage via videoforbindelse eller telefon.

Hvis en part således efter aftale med sin advokat ønsker at være til

stede i retten sammen med advokaten under domsforhandlingen, skal

retten tage rimeligt hensyn hertil ved berammelsen af

domsforhandlingen. Hvis parten er et selskab eller anden juridisk

person, må parten imidlertid være indstillet på, at én repræsentants

lovlige forhindring ikke nødvendigvis er afgørende, da der så må

sendes en anden repræsentant.

Retten bør også tage rimeligt hensyn til modvilje mod at deltage i et

retsmøde via en videoforbindelse, som er begrundet i, at parten eller

dennes advokat ikke selv råder over videomødeudstyr.


4.1.4. Videomøde eller telefonmøde

På længere sigt må valget mellem videomøde og telefonmøde i

tilfælde, hvor begge muligheder foreligger, først og fremmest ske på

grundlag af mødets forventede længde. Et kort møde afholdes mest

hensigtsmæssigt som et telefonmøde, mens andre møder ideelt set bør

holdes som et videomøde.

Fordelen ved et videomøde frem for et telefonmøde er naturligvis,

at man kan se den talende. Dette letter kommunikationen, da det under

en længere telefonsamtale med tre eller flere deltagere er ganske

krævende at holde styr på, hvem der taler, når deltagerne ikke i

forvejen kender hinanden. Man kan naturligvis sige sit navn, hver

gang man siger noget, men det vil også gøre samtalen meget tung.

På kort sigt vil begrænsninger i de praktiske muligheder for at

gennemføre et videomøde dog kunne gøre, at man vælger at afholde et

møde som et telefonmøde, selv om det ikke forventes at være

kortvarigt.

side 352


4.2. Indispositive sager

Retsplejerådet finder, at parterne også i indispositive sager bør kunne

deltage i retsmøder via videoforbindelse eller telefon. I indispositive

sager bør retten dog være noget mere tilbageholdende med at give

tilladelse hertil end i dispositive sager.

Retsplejerådet foreslår, at en part kan deltage i et retsmøde under

forberedelsen via videoforbindelse eller telefon, medmindre dette er

uhensigtsmæssigt, og i domsforhandlingen via en videoforbindelse,

hvis dette af særlige grunde er hensigtsmæssigt, men kun

undtagelsesvis via telefon.


4.3. Fogedsager og skiftesager

Parterne bør ligeledes kunne deltage via videoforbindelse eller telefon

i retsmøder, der afholdes i fogedsager eller med henblik på afgørelse

af tvister i skiftesager, herunder konkurssager. Dette gælder, hvad

enten der skal ske bevisførelse eller ej.

I almindelighed vil en part kunne deltage via videoforbindelse eller

telefon, medmindre dette er uhensigtsmæssigt. Er der i en fogedsag

eller skiftesag berammet en procedure, vil der dog gælde samme

regler som for domsforhandlingen i domssager, jf. herom afsnit 4.1.2

ovenfor. Der kan for eksempel være tale om en forbudssag eller om en

fordringsprøvelse i en konkurssag.

Endvidere bør skyldneren ikke kunne deltage telefonisk i et

retsmøde, hvor den pågældende skal opfylde sin oplysningspligt efter

retsplejelovens § 497, og skyldnerens eventuelle deltagelse via en

videoforbindelse bør i sådanne retsmøder finde sted under tilsvarende

kontrolforanstaltninger, som foreslås for afgivelse af

vidneforklaringer, jf. afsnit 5.2 nedenfor. Det bemærkes, at retten i

disse tilfælde formentlig relativt sjældnere end i civile tvistemål vil

finde det hensigtsmæssigt, at deltagelse sker via en videoforbindelse.


4.4. Straffesager

Indledningsvis bemærkes, at Retsplejerådet opfatter spørgsmålet om

videomøder og telefonmøder som et emne af fælles interesse for civile

sager og straffesager. Det vil derfor være hensigtsmæssigt, at der

gennemføres en samlet lovregulering, som omfatter både civile sager

og straffesager.

Selv om dette mest åbenbart er tilfældet for så vidt angår

bevisførelse i form af afgivelse af forklaring af vidner og sagkyndige

(afsnit 5 nedenfor), har Retsplejerådet dog fundet at burde behandle

side 353

også spørgsmålet om parternes deltagelse i straffesager via

videoforbindelse eller telefon.

Parterne i en offentlig straffesag er på den ene side

anklagemyndigheden og på den anden side sigtede eller tiltalte. Efter

en kort omtale af parters telefoniske deltagelse i retsmøder (afsnit

4.4.1) behandles i det følgende anklagerens (afsnit 4.4.2), sigtedes

eller tiltaltes (afsnit 4.4.3) og forsvarerens (afsnit 4.4.4) deltagelse i

retsmøder via en videoforbindelse.


4.4.1. Telefonisk deltagelse i retsmøder

I straffesager bør parterne ikke kunne deltage telefonisk i et retsmøde.

Sigtedes eller tiltaltes fysiske tilstedeværelse i retten er langt

væsentligere i straffesager end parternes i civile sager, og der er ikke

samme hensyn at tage til anklagemyndigheden som til en part i en

civil sag. Den mulighed, som efter gældende ret måtte eksistere for

inden for rammerne af reglerne om udeblivelsesdomme at tillægge det

betydning, at retten eventuelt var i telefonisk kontakt med tiltalte

under retsmødet, berøres ikke heraf.


4.4.2. Anklagerens deltagelse i et retsmøde via en

videoforbindelse

Der er næppe noget stort behov for at give anklageren mulighed for at

deltage i et retsmøde via en videoforbindelse. De geografiske forhold

er forskellige i Danmark og Sverige, og i Danmark vil det med den

nuværende politi- og retskredsstruktur sjældent være særligt

besværligt for anklagemyndighedens repræsentant at møde op i retten.

Med den forventede reform af politi- og retskredsstrukturen vil der

dog i enkelte politikredse kunne blive tale om, at politiets anklagere

jævnligt vil skulle møde ved retten i en anden by.

Endvidere bør den sigtede eller tiltalte, som selv er til stede i retten,

altid have mulighed for at møde ikke alene sin dommer, men også sin

anklager ansigt til ansigt.

Retsplejerådet finder på den baggrund, at anklageren aldrig skal

kunne deltage via videoforbindelse, hvis sigtede eller tiltalte er til

stede i retten. Anklageren bør heller ikke kunne deltage via

videoforbindelse under domsforhandlingen i første instans eller i

ankesager, der omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld,

selv om tiltalte undtagelsesvis ikke er til stede.

I andre tilfælde bør der imidlertid være mulighed herfor, hvis det er

forsvarligt, og der i øvrigt foreligger særlige grunde.

side 354


4.4.3. Sigtedes eller tiltaltes deltagelse i et retsmøde

via en videoforbindelse

I straffesager er sigtedes eller tiltaltes personlige tilstedeværelse i

retten normalt af større betydning end parternes personlige

tilstedeværelse i civile sager. Da en deltagelse via en videoforbindelse

ikke kan sidestilles med en tilstedeværelse i retten, kan videomøder

ikke forventes at få samme udbredelse i straffesager som i civile sager.

Efter Retsplejerådets opfattelse bør deltagelse via en

videoforbindelse altid være frivillig for sigtede eller tiltalte. I

princippet burde sigtede eller tiltalte således altid kunne forlange i

stedet at blive fremstillet for retten, hvis han eller hun får tilbud om at

deltage via en videoforbindelse.

En sådan regel vil dog have den uhensigtsmæssige konsekvens, at

man ikke ville kunne tilbyde videomøde i de tilfælde, hvor det ville

være forbundet med uforholdsmæssigt besvær (retsplejelovens § 748,

stk. 1, in fine) eller uforholdsmæssige vanskeligheder (§ 767, stk. 1, in

fine) at fremstille tiltalte i retten.

Reglen bør derfor snarere være, at retten kan tilbyde sigtede eller

tiltalte at deltage i et retsmøde under efterforskningen eller

forberedelsen af domsforhandlingen via videoforbindelse, hvis

sigtedes eller tiltaltes tilstedeværelse i retten ikke er nødvendig. En

sådan regel vil ikke ændre på, hvornår tiltalte har krav på at kunne

komme fysisk til stede i retsmødet (jf. de nævnte bestemmelser samt §

837, stk. 3).

Retsplejerådet har overvejet, om et sådant kriterium også ville

kunne anvendes for domsforhandlingen i straffesager. Retsplejerådet

finder imidlertid, at de alvorligste straffesager helt bør undtages fra

muligheden for deltagelse via en videoforbindelse, og at det desuden

vil være hensigtsmæssigt at søge inspiration i de gældende regler om

udeblivelsesdomme, der i en række situationer blandt andet indeholder

absolutte grænser for, hvilken straf der kan idømmes ved en

udeblivelsesdom.

I det følgende omtales særskilt grundlovsforhør, fristforlængelser,

anteciperet bevisførelse, forberedelsen af domsforhandlingen,

domsforhandlingen, tilståelsessager samt ankesager.

Retsplejerådet foreslår, at i alle tilfælde, hvor sigtede eller tiltalte

afgiver forklaring, skal sigtedes eller tiltaltes deltagelse via en

videoforbindelse ske under tilsvarende kontrolforanstaltninger, som

foreslås for vidneforklaringer (jf. afsnit 5.2).

Grundlovsforhør

Retsplejerådet finder, at grundlovsforhør bør undtages fra muligheden

for at deltage via en videoforbindelse. Den første iværksættelse af

varetægtsfængsling er det alvorligste straffeprocessuelle

tvangsindgreb, og efter gældende ret skal sigtede være alvorligt syg

eller bevidstløs for ikke fysisk at blive fremstillet for retten i

grundlovsforhøret. Der må også tænkes på, at artikel 5, stk. 3, i Den

side 355

Europæiske Menneskeretskonvention stiller krav om, at enhver, der

anholdes, ufortøvet skal stilles for en dommer (be brought before a

judge).

Videomøder var ikke en realistisk dagligdags mulighed, da artikel

5, stk. 3, blev formuleret, og der kan argumenteres for, at en

videofremstilling er tilstrækkelig til at opfylde bestemmelsen.

Formålet med bestemmelsen er imidlertid blandt andet, at en

uafhængig dommer skal kontrollere politiets behandling af anholdte.

Det er uden nævneværdig praktisk betydning i Danmark, men man

kan godt tænke sig lande i Europa, hvor det efter omstændighederne

kan have væsentlig betydning for beskyttelsen af den anholdte, at

dommeren ser vedkommende umiddelbart foran sig frem for på en

videoskærm.

Grundlovens § 71, stk. 3, fastsætter, at enhver, der anholdes, skal

stilles for en dommer inden 24 timer. Bestemmelsen forstås således, at

undladelse af fremstilling for en dommer inden 24 timer kun er

grundlovsmæssig, når den anholdte ikke er i stand til at møde frem i

retten, for eksemplel på grund af hospitalsindlæggelse, jf.

Kommenteret Grundlov, 1999, s. 346. I givet fald antages der at gælde

en 24-timers frist fra det tidspunkt, hvor der ikke længere er nogen

hindring for fremstilling (anf.st.). Retsplejelovens § 764, stk. 2, 2.

pkt., er i overensstemmelse hermed.

Hvad der ligger i at blive stillet for en dommer, har så vidt ses kun

været diskuteret i én bestemt sammenhæng. Det drejer sig om den

fremgangsmåde, som undertiden anvendes i praksis, at den anholdte

fremstilles for dommeren i et ultrakort retsmøde, hvor alene navn,

sigtelse og anholdelsestidspunkt meddeles dommeren, hvorefter

retsmødet udsættes. Fremgangsmåden anvendes navnlig, når

dommeren er optaget af andre grundlovsforhør. Der er ikke enighed

om, hvorvidt fremgangsmåden opfylder kravet om at blive stillet for

en dommer, jf. Kommenteret Grundlov, 1999, s. 345.

Denne diskussion angår de indholdsmæssige krav til

grundlovsforhøret og er ikke direkte relevant for spørgsmålet om,

hvorvidt et grundlovsforhør kan gennemføres som et videomøde.

Grundlovens 24-timers frist stammer fra en forordning fra 1796

(inspirationen kom fra den franske forfatning af 1791) og har stået i

grundloven siden 1849. Videomøder er derfor af gode grunde uomtalt

i forarbejderne.

Retsplejerådet finder, at en videofremstilling ikke bør kunne

opfylde kravet om, at en anholdt, der ikke forinden er løsladt, inden 24

timer skal stilles for en dommer. I de tilfælde, hvor et grundlovsforhør

efter gældende ret kan afholdes uden sigtedes tilstedeværelse, bør der

imidlertid ikke være noget til hinder for, at sigtede deltager via en

videoforbindelse, hvis dette dog er muligt. En sådan deltagelse ændrer

imidlertid ikke ved, at sigtede fysisk skal stilles for en dommer inden

24 timer efter, at hindringen herfor er ophørt, jf. retsplejelovens § 764,

stk. 2, 2. pkt.

side 356

Fristforlængelser

Retsplejerådet foreslår som nævnt, at retten kan tilbyde sigtede eller

tiltalte at deltage i et retsmøde under efterforskningen via en

videoforbindelse, hvis sigtedes eller tiltaltes tilstedeværelse i retten

ikke er nødvendig. Denne regel vil også gælde retsmøder, hvor der

skal tages stilling til politiets anmodning om forlængelse af

varetægtsfængsling.

Retsplejerådet finder, at en anvendelse af videomøder som

alternativ til personligt fremmøde i disse tilfælde vil kunne spare

mange ressourcer, som i dag anvendes til transport og bevogtning.

Retsplejerådet finder imidlertid, at varetægtsfængsling er et så

alvorligt indgreb, at reglerne om, hvornår den fængslede har krav på at

komme til stede i retten ved afgørelser om forlængelse af

varetægtsfængslingen, ikke bør ændres.

En anmodning fra sigtede eller tiltalte om fysisk fremstilling i

retten vil således også fremover kun kunne afslås, hvis en sådan

fremstilling ville være forbundet med uforholdsmæssige

vanskeligheder, jf. retsplejelovens § 767, stk. 1, in fine.

Retsplejerådet bemærker i den forbindelse, at når retten skal

vurdere, om en fysisk fremstilling i retten vil være forbundet med

uforholdsmæssige vanskeligheder, skal der foretages en afvejning

mellem de med fremstillingen forbundne vanskeligheder og sigtedes

eller tiltaltes interesse i at være personligt til stede i retten. Såfremt

sigtede eller tiltalte har mulighed for at deltage i retsmødet via en

videoforbindelse, vil dette kunne indgå i vurderingen af sigtedes eller

tiltaltes interesse i at være fysisk til stede i retten.

Anteciperet bevisførelse

Retsplejerådet foreslår som nævnt, at retten skal kunne tilbyde sigtede

at deltage i et retsmøde under efterforskningen via en

videoforbindelse, hvis sigtedes tilstedeværelse i retten ikke er

nødvendig. Forslaget vil også omfatte retsmøder, der afholdes med

henblik på anteciperet bevisførelse efter retsplejelovens § 747, 2. og 3.

pkt.

Med hensyn til billed- eller lydoptagelse af bevisførelsen henvises

til afsnit 8.3.2.

Forberedelsen af domsforhandlingen

Retsplejerådet foreslår som nævnt, at retten skal kunne tilbyde tiltalte

at deltage i et retsmøde under forberedelsen af domsforhandlingen via

en videoforbindelse, hvis tiltaltes tilstedeværelse i retten ikke er

nødvendig.

I praksis vil det dog nok være mere relevant, at forsvareren (jf.

afsnit 4.4.4) og eventuelt anklageren (jf. afsnit 4.4.2) deltager via en

videoforbindelse i et sådant retsmøde, hvis formål er at tilrettelægge

domsforhandlingen, eksempelvis med hensyn til bevisførelsen. Hvis

side 357

tiltalte ikke ønsker at deltage i retsmødet, vil det kunne gennemføres

som et videotelefonmøde mellem dommeren, anklageren og

forsvareren.

Domsforhandlingen

Med hensyn til domsforhandlingen kan man - som i Sverige - sige, at

i de tilfælde, hvor sagen kan afgøres uden tiltaltes tilstedeværelse, må

der så meget desto mere være mulighed for, at tiltalte deltager i

domsforhandlingen via en videoforbindelse.

Retsplejerådet finder således, at tiltalte i hvert fald bør kunne

deltage i domsforhandlingen via en videoforbindelse i sager, hvor der

ikke bliver spørgsmål om højere straf end fængsel i 6 måneder,

forudsat at retten ikke finder tiltaltes fysiske tilstedeværelse

nødvendig.

Dette svarer til, at efter retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 3, kan en

domsforhandling fremmes til dom i tiltaltes fravær, hvis retten ikke

finder tiltaltes tilstedeværelse nødvendig, når der under sagen alene er

spørgsmål om ubetinget frihedsstraf i 6 måneder eller derunder,

konfiskation, rettighedsfrakendelse eller erstatning og tiltalte har givet

samtykke til sagens fremme.

I forhold til gældende ret vil dette betyde, at flere sager vil blive

afgjort uden tiltaltes fysiske tilstedeværelse i retten, da tiltaltes

deltagelse via en videoforbindelse vil gøre det væsentligt mere

sandsynligt, at sagen kan afgøres, uden at tiltalte er fysisk til stede i

retten.

Det er ikke sikkert, at tiltalte særligt ofte vil sige ja til at deltage via

en videoforbindelse. I de fleste tilfælde har tiltalte næppe så langt at

rejse, at han eller hun ville finde det nemmere at deltage via en

videoforbindelse. Når tiltalte udebliver i disse sager, er det normalt,

fordi vedkommende er ligeglad, eller for at trænere sagen.

Det gør imidlertid næppe nogen skade at have regler om tiltaltes

mulighed for at deltage i domsforhandlingen via en videoforbindelse. I

det omfang, tiltalte ignorerer de nye muligheder, kan praksis blot

fortsætte som hidtil. I det mindretal af sager, hvor en mere interesseret

og mere samarbejdsvillig tiltalt ser en fordel i at deltage via en

videoforbindelse, vil tilbuddet øge domstolenes tilgængelighed for

borgerne, således som det også er formålet med den i Sverige

gennemførte forsøgsordning med brug af videomøder i retsplejen.

I lyset heraf og i betragtning af, at deltagelse via en

videoforbindelse altid skal ses som et tilbud til tiltalte, kan det også

overvejes at give mulighed for deltagelse via en videoforbindelse i

videre omfang, end der kan afsiges udblivelsesdom. Retsplejerådet

finder, at der bør gives mulighed for deltagelse via en

videoforbindelse i sager, hvor der ikke bliver spørgsmål om at

idømme højere straf end fængsel i 1 år, forudsat at retten ikke finder

tiltaltes fysiske tilstedeværelse nødvendig.

side 358

Retsplejerådet bemærker, at muligheden for, at tiltalte deltager i

domsforhandlingen via en videoforbindelse, efter omstændighederne

vil være en fordel i visse sager med flere tiltalte, hvor en af de tiltalte

måske er tiltalt for færre forhold end de andre. Hvis denne tiltalte

befinder sig fjernt fra den dømmende ret, vil muligheden for en

deltagelse via en videoforbindelse være til stor nytte, både for den

pågældende selv og for de medtiltalte samt vidner, hvis en udeblivelse

ellers kunne befrygtes, således at domsforhandlingen måtte aflyses.

Tilståelsessager

Tilståelsessager afgøres efter en forenklet fremgangsmåde, uden at der

formelt afholdes en domsforhandling. Der afholdes imidlertid et

retsmøde, som - bortset fra, at fremgangsmåden er forenklet - svarer

til domsforhandlingen i andre straffesager.

Retsplejerådet foreslår, at tiltalte skal kunne deltage via

videoforbindelse i et sådant såkaldt § 925-retsmøde (fra den 1. juli

2001: § 922-retsmøde) i samme omfang som i domsforhandlingen i

ikke-tilståelsessager. Tiltalte vil således kunne deltage via en

videoforbindelse i sager, hvor der ikke bliver spørgsmål om at

idømme højere straf end fængsel i 1 år, forudsat at retten ikke finder

tiltaltes fysiske tilstedeværelse nødvendig.

Selv om der anvendes samme kriterium - om tiltaltes

tilstedeværelse i retten er nødvendig - kan anvendelsen i praksis af

muligheden for tiltaltes deltagelse via videoforbindelse dog godt blive

lidt forskellig i tilståelsessager i forhold til ikke-tilståelsessager.

Nødvendigheden af tiltaltes tilstedeværelse i retten vil således ofte

være begrundet i bevishensyn. Dette hensyn vil sjældnere gøre sig

gældende i tilståelsessager, eftersom der ikke gennemføres en egentlig

bevisførelse. Hvis der er tvivl om tilståelsens rigtighed, eller hvis

tiltaltes forklaring indgår i sagen mod en anden tiltalt, kan tiltaltes

tilstedeværelse i retten dog være nødvendig også i en tilståelsessag.

Også mere praktiske grunde kan gøre tiltaltes fysiske tilstedeværelse

nødvendig, eksempelvis hvis der er behov for at gennemgå et større

antal dokumenter.

Retsplejerådet er opmærksom på, at modstykket til, at sagen

afgøres efter en forenklet fremgangsmåde, er, at tiltalte i retten skal

afgive en uforbeholden tilståelse. Retsplejerådet finder imidlertid ikke,

at der er generelle betænkeligheder ved, at denne tilståelse i givet fald

afgives via en videoforbindelse, når der ikke bliver spørgsmål om at

idømme højere straf end fængsel i 1 år. Rådet understreger i den

forbindelse, at efter rådets forslag kræves tiltaltes samtykke, ligesom

det kræves, at retten ikke konkret finder tiltaltes fysiske

tilstedeværelse i retten nødvendig. Rådet har endelig også lagt vægt

på, at hvis tiltalte ikke tilstår (eller ikke samtykker i sagens afgørelse

efter en forenklet fremgangsmåde), vil sagen under de nævnte

forudsætninger - tiltaltes samtykke til deltagelse via

fjernkommunikation og rettens beslutning om, at tiltaltes

side 359

tilstedeværelse i retten ikke er nødvendig - efter rådets forslag kunne

afgøres uden tiltaltes tilstedeværelse i retten (jf. ovenfor). Efter rådets

opfattelse er der således ikke grundlag for, at betingelserne for, at

tiltalte deltager i en tilståelsessag via fjernkommunikation skal være

strengere end betingelserne for, at tiltalte deltager via

fjernkommunikation i en domsmandssag eller en kapitel 81-sag.

Retsplejerådet er endvidere opmærksom på, at det praktiske behov

for, at tiltalte deltager i en tilståelsessag via en videoforbindelse, er

mindre end i andre straffesager, da tilståelsessager kan behandles ved

retten på det sted, hvor sigtede bor eller opholder sig, jf.

retsplejelovens § 694, stk. 3, 1. pkt. Retsplejerådet finder dog, at

muligheden for deltagelse via en videoforbindelse bør være der.

Ankesager

I ankesager, hvor der er spørgsmål om at bedømme beviserne for

tiltaltes skyld, bør tiltalte kunne deltage i domsforhandlingen via en

videoforbindelse i samme omfang som i første instans. I andre

ankesager (herunder alle ankesager for Højesteret) bør tiltalte kunne

deltage via en videoforbindelse, forudsat at retten ikke finder tiltaltes

fysiske tilstedeværelse i retten nødvendig. Der mindes om, at

deltagelse via en videoforbindelse er et tilbud til tiltalte, og at tiltalte

altid kan vælge at være fysisk til stede i retten under

domsforhandlingen.


4.4.4. Forsvarerens deltagelse i et retsmøde via en

videoforbindelse

I retsmøder, hvor sigtede eller tiltalte ikke deltager, heller ikke via en

videoforbindelse, bør forsvareren kunne deltage via en

videoforbindelse, hvis det findes forsvarligt. Forsvareren bør dog lige

så lidt som anklageren kunne deltage via en videoforbindelse under

domsforhandlingen i første instans eller i ankesager, der omfatter

bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld, selv om tiltalte

undtagelsesvis ikke er til stede.

I retsmøder, hvor sigtede eller tiltalte deltager, herunder via en

videoforbindelse, bør forsvareren som udgangspunkt være ved

sigtedes eller tiltaltes side. Sigtede eller tiltalte har krav på at kunne

kommunikere direkte med forsvareren, uden at nogen overhører

samtalen, og forsvarerens fysiske tilstedeværelse er i det hele taget en

bedre støtte for sigtede eller tiltalte, end når forsvareren optræder som

et billede på en skærm.

Hvis retten finder det ubetænkeligt, bør forsvareren dog også kunne

møde frem i retten, mens sigtede eller tiltalte deltager via en

videoforbindelse. Der mindes i den forbindelse om, at det altid er

frivilligt for sigtede eller tiltalte, om denne ønsker at deltage via

fjernkommunikation.

Derimod bør der ikke være mulighed for, at forsvareren deltager via

en videoforbindelse, når sigtede eller tiltalte møder frem i retten. Efter

side 360

Retsplejerådets opfattelse vil en sådan mulighed indebære en risiko

for, at hensynet til at spare forsvarerens transporttid får for stor vægt i

forhold til sigtedes eller tiltaltes interesse i at kunne kommunikere

umiddelbart med forsvareren. Dette gælder, selv om der blev stillet

krav om sigtedes eller tiltaltes samtykke. Sigtede eller tiltalte kunne

blandt andet føle sig presset til at give samtykke, hvis det fremstod

som en betingelse for at få en bestemt forsvarer.


4.5. Transmission og billed- eller lydoptagelse

af retsmødet

Retsplejeloven indeholder et udtrykkeligt forbud mod optagelse og

transmission af billeder og lyd i retsmøder, jf. lovens § 32, med

mulighed for at retten undtagelsesvis dispenserer fra forbudet. Det vil

således kræve tilladelse efter § 32, hvis udenforstående skal følge et

telefonisk retsmøde eller videomøderetsmøde på anden måde end ved

personligt fremmøde i retten.

For så vidt angår transmissionen af billede og lyd til parterne vil

reglerne om telefoniske retsmøder og videomøderetsmøder i sagens

natur udgøre en undtagelse til § 32, hvorimod der næppe er nogen

grund til undtage fra § 32 for så vidt angår optagelse af billeder eller

lyd. Parterne må således kun foretage billed- eller lydoptagelse af

retsmødet, hvis retten undtagelsesvis tillader dette, og ordet

"undtagelsesvis" skal fortolkes på samme måde som i andre sager. Det

bemærkes i den forbindelse, at lovforslagets bemærkninger indeholder

meget specifikke anvisninger herom.

Begrænsninger i anvendelsen af videomøder og telefonmøder skal

være velbegrundede. Hensynet til at beskytte navnlig vidner, men

også parter, har imidlertid en sådan vægt, at det kan begrunde sådanne

begrænsninger. I hvert fald for så vidt angår billedoptagelse af

vidneforklaringer, partsforklaringer og medsigtedes eller medtiltaltes

forklaringer må et forbud anses som en utilstrækkelig beskyttelse, og

der må således også skabes faktiske hindringer for ulovlig

billedoptagelse.

En parts deltagelse via en videoforbindelse i et retsmøde (herunder

domsforhandlingen), hvor der afgives forklaring af et vidne eller en

anden part (herunder medsigtede eller medtiltalte), må således

kontrolleres. Kontrollen kan for det første ske således, at parten møder

op på et sted, der er autoriseret til at formidle afhøringer via en

videoforbindelse (jf. afsnit 5.2 nedenfor). Kontrollen kan for det andet

ske således, at parten har en ansvarlig person, eksempelvis en advokat,

ved sin side.

For så vidt angår advokaters og offentlige anklageres deltagelse via

en videoforbindelse i et retsmøde må forbudet mod optagelse og

håndhævelsen heraf derimod anses for tilstrækkelig beskyttelse.

side 361

Advokater må forventes at overholde forbudet, og hvis en advokat

undtagelsesvis overtræder forbudet, vil den pågældende kunne

straffes, ligesom der vil kunne blive tale om disciplinære sanktioner.

Der synes ikke at være noget særligt behov for, at der foretages

billed- eller lydoptagelse af retsmødet ved rettens foranstaltning, blot

fordi der er tale om et telefonisk retsmøde eller et videomøderetsmøde.

Man kunne forestille sig, at en optagelse ville kunne få betydning, hvis

der opstod tvivl om, hvem der havde deltaget i mødet. Retsplejerådet

finder imidlertid, at denne mulighed er så teoretisk, at den ikke kan

begrunde en systematisk optagelse af alle retsmøder, der afholdes som

telefonmøde eller videomøde. Retsplejerådet forudsætter herved, at der

udvikles faste rutiner for identitetskontrol af de personer, der deltager i

et telefonmøde eller et videomøde.

Der henvises i øvrigt til Retsplejerådets generelle overvejelser med

hensyn til optagelse og protokollering af forklaringer (afsnit 8 nedenfor).


5. Afhøringer af vidner og sagkyndige via

videoforbindelse eller telefon

Retsplejerådet behandler i dette afsnit afhøringer af vidner og

sagkyndige (herunder syns- og skønsmænd) via videoforbindelse eller

telefon. Fremstillingen er disponeret på den måde, at efter en

indledning om fordele og ulemper ved forskellige afhøringsformer

(afsnit 5.1) behandles afhøring via en videoforbindelse (afsnit 5.2) og

telefoniske afhøringer (afsnit 5.3). Disse afsnit samt afsnit 5.5 om

tolkning og afsnit 5.6 om vidnepligt og vidneansvar omfatter både

civile sager og straffesager. Afsnit 5.4 indeholder nogle supplerende

bemærkninger specielt vedrørende straffesager.


5.1. Fordele og ulemper ved forskellige

afhøringsformer

Indledningsvis bemærkes, at Retsplejerådet finder, at princippet om

bevisumiddelbarhed tilsiger, at det fortsat er hovedreglen, at

bevisførelse i form af afhøringer af vidner og sagkyndige sker

umiddelbart ved fremmøde for den dømmende ret under

domsforhandlingen.

Afhøring via en videoforbindelse under domsforhandlingen

Selv om det er den umiddelbare forklaring ved fremmøde i retten, der

giver de bedste muligheder både for at forstå og for at vurdere en

forklaring, kan også en forklaring for retten via en videoforbindelse

side 362

under domsforhandlingen give et godt grundlag for at forstå og

vurdere forklaringen. Det kan således anføres, at kernen i

bevisumiddelbarhedsprincippet er, at man kan se hinanden. Hertil

kommer dog, at en direkte fysisk tilstedeværelse trods alt giver bedre

mulighed for at fornemme kropssproget.

Den mest betryggende form for forklaring for retten via en

videoforbindelse vil være, at den, der skal afhøres, afgiver forklaring

ved fremmøde for den nærmeste ret, hvorfra der er

videokommunikation til den dømmende ret.

Næsten lige så betryggende vil en forklaring via en

videoforbindelse være, hvis den, der skal afhøres, giver møde for en

anden offentlig myndighed, som råder over videomødeudstyr, og

afgiver forklaring dér.

Mindre betryggende bliver det, hvis der ikke er nogen offentlig

kontrol med, hvordan forholdene er på det sted, hvor den, der afgiver

forklaring for retten via en videoforbindelse, befinder sig. Selv om der

i et vist omfang kan udøves kontrol via selve videokommunikationen,

vil der kunne tænkes tilfælde, hvor vidnet påvirkes, uden at det kan

ses på skærmen, ligesom der vil kunne ske afbrydelser af

videoforbindelsen.

En manglende direkte offentlig kontrol på det sted, hvor afhørte

befinder sig, vil vel i civile sager til dels kunne afhjælpes, hvis

parternes advokater er repræsenteret på dette sted, hvorimod det

næppe vil være fuldt tilstrækkeligt, at kun den ene parts advokat er

repræsenteret.

Afhøring før domsforhandlingen med billedoptagelse

Dette kapitel omfatter kun afhøringer, som finder sted med rettens

umiddelbare medvirken. Der kan imidlertid ske billedoptagelse af

sådanne afhøringer, hvad enten vidnet er til stede i retten eller alene

deltager via en videoforbindelse.

Er den afhørte ikke til stede i retten, er der de samme muligheder

som ved videomødeafhøringer under domsforhandlingen, nemlig

afhøring ved fremmøde for en anden ret eller for en anden offentlig

myndighed eller i civile sager således, at parternes advokater er

repræsenteret på det sted, hvor den afhørte befinder sig. Det gælder

ligeledes tilsvarende, at førstnævnte metode er mest betryggende,

sidstnævnte mindst.

Hvad enten den afhørte er til stede i retten eller ikke, giver

fremgangsmåden mulighed for, at billedoptagelsen helt eller delvis

afspilles under domsforhandlingen. Retten har herved mulighed for at

bedømme forklaringen i nogenlunde samme omfang som ved

videomødeafhøringer under domsforhandlingen.

Det kan i den forbindelse ses som en fordel, at parterne kan sortere

i forklaringen og kun afspille de afsnit, som har betydning for sagen.

Hermed kan domsforhandlingen forkortes. Modstykket hertil er dog,

side 363

at parterne skal bruge efter omstændighederne ganske lang tid på at

forberede videoafspilning af forklaringer under domsforhandlingen.

En ulempe er, at der ikke er mulighed for at afklare uklarheder,

stille supplerende spørgsmål mv., medmindre den afhørte også holdes

i beredskab til at afgive forklaring under domsforhandlingen. Sker

dette, er spørgsmålet imidlertid, om der er nogen tidsmæssig

besparelse ved en afspilning af relevante dele af den tidligere

forklaring plus supplerende afhøring sammenlignet med en forklaring

umiddelbart under domsforhandlingen. Man kan dog tænke sig, at selv

om der ikke er nogen tidsmæssig besparelse, er tiden bedre udnyttet,

fordi irrelevante dele af den tidligere forklaring ikke afspilles.

Telefoniske afhøringer

Sammenlignet med afhøringer via en videoforbindelse for den

dømmende ret og med afhøringer, hvor der sker billedoptagelse, er

telefoniske afhøringer et væsentligt ringere bevismiddel. Af den

simple grund, at man ikke kan se den, der afhøres, er det meget

vanskeligere at bedømme forklaringen. Dette gælder både telefoniske

afhøringer under domsforhandlingen og telefoniske afhøringer, hvor

der er sket lydoptagelse.

Telefoniske afhøringer, hvor den afhørtes deltagelse i samtalen er

undergivet betryggende kontrol, vil dog ofte kunne betragtes som

bedre end afhøringer før domsforhandlingen, der indgår i sagen i form

af et retsbogsreferat.

Hensynet til den, der skal afhøres

Når en afhøring gennemføres, uden at den afhørte møder for den

dømmende ret, kan det være for at undgå at ulejlige et vidne med en

rejse, hvis vidnets forklaring er af mindre betydning og måske endda

viser sig at være uden betydning for sagen. Det gælder både for

afhøring før og under domsforhandlingen, at det er til mindre besvær

at møde op for den nærmeste ret eller anden myndighed, end for den

dømmende ret, hvis denne ligger langt væk fra, hvor den, der skal

afhøres, befinder sig.


5.2. Afhøring via en videoforbindelse

Retsplejerådet foreslår, at vidner og sagkyndige (herunder syns- og

skønsmænd) skal kunne afgive forklaring via en videoforbindelse, når

det er hensigtsmæssigt og forsvarligt. Begrundelsen for dette forslag

er dels at spare vidner for en rejse til en fjerntliggende ret, dels at

gennemføre afhøringer, som måske ellers ikke ville kunne finde sted

eller i hvert fald kun som en subsidiær afhøring, eksempelvis fordi

vidnet befinder sig i udlandet.

side 364

At en del vidner anser det som en belastning at skulle møde i retten,

har mange grunde. Det kan være ubehageligt, vidnet kan - i straffesager

- få indtryk af, at der er risiko for repressalier, og det kan være

besværligt.

Retsplejerådets forslag om videomødeafhøringer af vidner giver

mulighed for at gøre det mindre besværligt at afgive vidneforklaring.

Selv om landet er forholdsvis lille, og der er gode samfærdselsmidler,

vil et vidne i en række tilfælde skulle bruge flere timer på at nå frem

til den dømmende ret, og mange vidner vil være glade for at spare

bare én times rejse hver vej.

Ved den nærmere udformning af reglerne må der navnlig tages hensyn

til, at en vis grad af formalitet bidrager positivt til at sikre

domstolsbehandlingens autoritet, og at afhøringen indgår i grundlaget for

afgørelsen, således at risikoen for fejltagelser må begrænses mest muligt.

Retsplejerådet finder på den baggrund, at den afhørtes deltagelse i

videomødet altid skal være nøje kontrolleret af en offentlig myndighed

eller i det mindste af en person med offentlig autorisation. Afhøringer

via en videoforbindelse bør derfor som udgangspunkt gennemføres

mellem forskellige retter. Den, der skal afhøres, indkaldes til at give

møde for retten på samme måde som ved traditionelle afhøringer, og

afhøres via en videoforbindelse fra en anden ret.

Ved grænseoverskridende videomøder skal den ret, hvor den, der

skal afhøres, giver møde, være beklædt med en dommer eller en

dommerfuldmægtig, da der kan opstå tvistepunkter, som en

kontorfuldmægtig ikke har kompetence til at tage stilling til,

eksempelvis med hensyn til en vidnefritagelsesgrund eller - sjældnere -

grundlæggende retsprincipper. Ved internt danske videomøder vil

eventuelle tvistepunkter derimod kunne afgøres af den ret, hvorfra

afhøringen foretages, og den ret, hvor den afhørte giver møde, vil for så

vidt kunne beklædes af en kontorfuldmægtig.

Der er den fordel forbundet med at gennemføre

videomødeafhøringer mellem retter, at det videomødeudstyr, som

installeres for at muliggøre parternes deltagelse via en videoforbindelse

og videomødeafhøring af vidner og sagkyndige for den pågældende ret

som dømmende ret, samtidig kan udnyttes til videomødeafhøringer af

parter, vidner og sagkyndige fra en anden ret.

Hvis det ud fra den fremtidige retskredsstruktur, herunder antallet

af afdelingskontorer, findes hensigtsmæssigt at have flere steder,

hvortil vidner kan indkaldes med henblik på at afhøres via en

videoforbindelse under en retssag, kan der imidlertid som supplement

indrettes videomødelokaler andre steder.

Retsplejerådet har overvejet, om sådanne supplerende

videomødelokaler kunne indrettes hos politiet. Politiet er en statslig

myndighed med en dekoncentreret struktur, og politiet er i forvejen

tilknyttet retsvæsenet.

Det må imidlertid tages i betragtning, at der gennem en årrække har

været arbejdet på en lokalemæssig adskillelse af politiet og

side 365

domstolene de steder, hvor en sådan adskillelse ikke var gennemført.

At indrette videomødelokaler til brug for afhøringer under retssager

hos politiet passer ikke umiddelbart ind i dette mønster.

Retsplejerådet finder på den baggrund, at politiet bør behandles på

linie med andre offentlige myndigheder og ikke gives en særstilling med

hensyn til at stille videomødelokaler til rådighed til brug for retssager.

Retsplejerådet foreslår, at en offentlig myndighed skal kunne

bemyndiges til at stille videomødelokaler til rådighed til brug for

videomøder i retssager. Det kunne for eksempel være politiet,

fængselsvæsenet eller en kommune, der fik en sådan bemyndigelse.

Retsplejerådet foreslår desuden, at private skal kunne autoriseres til

at stille videomødelokaler til rådighed til brug for afhøringer under

retssager. Det kunne for eksempel være advokater, som fik en sådan

autorisation.

Det må i den forbindelse overvejes, om en advokat, der stiller

videomødefaciliteter til rådighed, skal være uafhængig af parterne og

deres advokater. Det må sikres, at den, der afgiver forklaring via en

videoforbindelse, ikke er udsat for utilbørlig påvirkning. Når videomødet

afholdes af hensyn til beskyttelsen af et vidne (jf. herom afsnit 5.4

nedenfor), må det desuden sikres, at uvedkommende (herunder sigtede

eller tiltalte) ikke får kendskab til, hvor vidnet skal møde.

Retsplejerådet finder imidlertid, at det vil være tilstrækkeligt, at

disse spørgsmål behandles i reglerne om autorisation til at stille

videomødelokaler til rådighed til brug for afhøringer under retssager.

Retsplejerådet anser det således for givet, at en advokat, der har fået

en sådan autorisation, vil overholde de således fastsatte regler. Skulle

en advokat undtagelsesvis overtræde reglerne, vil der kunne blive tale

om at anvende disciplinære sanktioner og i grove tilfælde om

strafansvar efter straffelovens §§ 155-157, jf. retsplejelovens § 129.

De supplerende videomødelokaler vil kun kunne benyttes ved

grænseoverskridende videomødeafhøringer, hvis der kommer en

dommer eller dommerfuldmægtig til stede, som har ansvaret for den

danske del af videomødet.

Ved grænseoverskridende videomødeafhøringer, hvor vidnet

befinder sig i udlandet, kan de danske regler om autoriserede

videomødelokaler i sagens natur ikke finde anvendelse. En

gennemførelse af afhøringen vil derfor efter Retsplejerådets forslag

forudsætte, at der efter de oplysninger, som foreligger for den danske

domstol, udøves tilsvarende kontrol med afhøringens gennemførelse i

det pågældende fremmede land. Sådanne grænseoverskridende

videomødeafhøringer vil derfor lettest kunne gennemføres, når der

foreligger en generel folkeretlig aftale mellem Danmark og det

pågældende land herom, men det er efter Retsplejerådets forslag ikke

udelukket at foretage grænseoverskridende videomødeafhøringer også

i forhold til andre lande.

Disse muligheder vil i almindelighed være tilstrækkelige. Der kan

dog tænkes tilfælde, hvor vidnet for eksempel på grund af sygdom

side 366

ikke kan komme til stede hverken i retten eller andet sted, hvor der er

indrettet et videomødelokale. Hvis vidnet i øvrigt kan afhøres (ikke er

for syg), vil det være praktisk, hvis der gives mulighed for at afholde

en udkørende afhøringsforretning.

En udkørende afhøringsforretning vil bestå i, at medarbejdere fra

den nærmeste ret (eventuelt med ekstern bistand) tager hen, hvor

vidnet befinder sig, medbringende videokamera og

kommunikationsudstyr. Som ved andre videomødeafhøringer gælder,

at en grænseoverskridende afhøring forudsætter, at der er en dommer

eller dommerfuldmægtig til stede hos vidnet, mens forretningen ved

internt danske afhøringer kan forestås af en kontorfuldmægtig, idet

eventuelle tvistepunkter afgøres af den ret, hvorfra afhøringen

foretages.

En udkørende afhøringsforretning vil også kunne benyttes med

henblik på at forevise de genstande, som sagen drejer sig om. Dette vil

navnlig være relevant i forbindelse med afhøringen af en syns- og

skønsmand. Afhængig af, hvor gode muligheder der er for at dirigere

kameraholdet fra retten, vil syns- og skønsmanden enten kunne følge

med kameraholdet eller være til stede i retten. I sidstnævnte tilfælde er

der i øvrigt ikke tale om en udkørende afhøringsforretning, men om en

besigtigelse via en videoforbindelse. En sådan besigtigelse via en

videoforbindelse vil eventuelt også kunne anvendes i andre tilfælde

uden forbindelse med en afhøring.

Retsplejerådet stiller imidlertid ikke nu forslag om indførelse af

regler om udkørende afhøringsforretninger. Udkørende

afhøringsforretninger vil være væsentligt mere udgiftskrævende end

rådets øvrige forslag, fordi mobilt udstyr alt andet lige er mere

kostbart end stationært udstyr. Eventuelle overvejelser om udkørende

afhøringsforretninger må blandt andet derfor i det mindste afvente, at

der indhøstes erfaringer med afhøringer via videoforbindelse efter

rådets forslag i øvrigt.

Reglerne om afhøring via en videoforbindelse vil gælde både for

civile tvistemål, herunder indispositive sager, og for fogedsager og

skiftesager, herunder konkurssager, samt for straffesager. De

foreslåede regler om kontrol med afhøringens gennemførelse vil også

gælde for afgivelse af partsforklaring og for sigtedes eller tiltaltes

afgivelse af forklaring samt for skyldnerens opfyldelse af sin

oplysningspligt efter retsplejelovens § 497 (jf. afsnit 4).


5.3. Telefoniske afhøringer

Retsplejerådet finder ikke, at telefoniske afhøringer bør indføres i

retsplejeloven som et bevismiddel på linie med afhøring i retten eller

via en videoforbindelse. Mulighederne for at vurdere en telefonisk

afhøring er væsentligt ringere end ved afhøring ved fremmøde i retten

side 367

eller via en videoforbindelse. Da de teknologiske muligheder i dag

giver mulighed for at gennemføre videoforbindelser i god kvalitet og -

i hvert fald inden for en kortere årrække - med relativt begrænsede

omkostninger, bør man i Danmark uden videre indføre

videoforbindelser og springe de telefoniske afhøringer over. Det

bemærkes i den forbindelse, at i Sverige blev der gennemført

permanente regler om telefoniske afhøringer allerede i 1987.

Telefoniske afhøringer ville ganske vist kunne udgøre en vis

forbedring i forhold til afhøringer før domsforhandlingen, som indgår

i sagen som et retsbogsreferat. I civile sager er afhøringer før

domsforhandlingen imidlertid ikke særligt hyppige ved byret og

landsret, og i det omfang, brugen af afhøringer før domsforhandlingen

fremover udvides, bør det ske i form af afhøring med billedoptagelse,

jf. afsnit 7 og 8 nedenfor. Med hensyn til afhøringer før

domsforhandlingen i Højesteret vil en optagelse af afhøringen kun

rent undtagelsesvis kunne afspilles for Højesteret under

domsforhandlingen, jf. ligeledes afsnit 8 nedenfor.

Hertil kommer, at en betryggende kontrol med den afhørtes

deltagelse i en telefonisk afhøring meget vel kan nødvendiggøre, at

den påkaldende må indkaldes til at give møde for en ret eller i det

mindste en anden offentlig myndighed. En kontrolleret telefonisk

afhøring bliver dermed ikke væsentligt enklere end en

videomødeafhøring.

Retsplejerådet finder dog, at telefoniske afhøringer bør kunne

anvendes, når det ville være forbundet med uforholdsmæssige

vanskeligheder at gennemføre afhøringen ved fremmøde i retten eller

via en videoforbindelse. Er der tale om en forklaring af afgørende

betydning for sagen, vil telefonisk afhøring imidlertid ikke kunne

finde sted i straffesager og i civile sager kun med parternes samtykke.

Telefoniske afhøringer vil have undtagelsens karakter, og hvis en

protest mod en telefonisk afhøring er rimeligt begrundet, vil retten

ikke give tilladelse. Blandt rimelige begrundelser kan nævnes, at

modparten selv er skyld i, at vidnet ikke er blevet indkaldt til at afgive

forklaring enten ved fremmøde i retten eller via en videoforbindelse.

Som eksempel på, hvornår en telefonisk afhøring omvendt kan være

velbegrundet, kan nævnes supplerende spørgsmål til et vidne eller en

syns- og skønsmand, som har afgivet forklaring, men hvor der

uforudset opstår behov for en afklaring af enkelte yderligere

spørgsmål.


5.4. Særligt om straffesager

Der bør som udgangspunkt gælde samme regler om vidneafhøringer i

straffesager og i civile sager. Videomødeafhøringer kan således

anvendes, når det findes hensigtsmæssigt og forsvarligt, hvorimod

side 368

telefoniske afhøringer kun kan anvendes, når det desuden ville være

forbundet med uforholdsmæssige vanskeligheder at gennemføre

afhøringen ved fremmøde i retten eller via en videoforbindelse.

Lovteknisk vil det også være at foretrække, at reglerne om

videomødeafhøringer og telefoniske afhøringer placeres i

retsplejelovens kapitel 18 om vidner.

Det vil således være overladt til domstolene efter en konkret

vurdering at tage stilling til, hvornår det i en straffesag vil være

hensigtsmæssigt og forsvarligt, at et vidne afhøres via en

videoforbindelse. Ved denne afgørelse skal domstolene blandt andet

anvende artikel 6 i Den Europæiske Menneskeretskonvention,

herunder ikke mindst stk. 3, litra d, om tiltaltes ret til at føre vidner. I

hvilket omfang, en videomødeafhøring eller en telefonisk afhøring

opfylder kravet i artikel 6, stk. 3, litra d, må afgøres af domstolene ud

fra sagens konkrete omstændigheder, herunder forklaringens

betydning for sagen.

Selv om reglerne om afhøring af vidner via en videoforbindelse

eller telefon vil være ens i civile sager og straffesager, vil den

praktiske anvendelse således kunne være forskellig. Parternes

eventuelle enighed om, at en videomødeafhøring vil være

hensigtsmæssig og forsvarlig, kan således ikke tillægges samme vægt

i en straffesag som i en civil sag. Endvidere bør retten være meget

tilbageholdende med at tillade telefoniske afhøringer i straffesager. Er

der tale om en forklaring af afgørende betydning for sagen, vil

telefonisk afhøring som allerede nævnt være udelukket.

Med hensyn til beskyttelse af vidner bemærkes, at

videomødeafhøringer og telefonafhøringer af nogle vidner formentlig

vil blive betragtet som mere sikkert og - navnlig - mindre ubehageligt

end et fremmøde i retten. I almindelighed bør dette hensyn imidlertid

ikke vægtes særligt tungt ved afgørelsen af, om en videomødeafhøring

konkret vil være hensigtsmæssig og forsvarlig. Hensynet til vidnets

ubehag ved at blive konfronteret med tiltalte i retten kan indgå i

afvejningen, men bør i alle almindeligt forekommende tilfælde ikke på

nogen måde være udslagsgivende.

I ekstreme tilfælde, hvor der er et særligt grundlag for at frygte for

vidnets sikkerhed, vil hensynet til vidnets sikkerhed i sig selv kunne

begrunde en videomødeafhøring (men derimod ikke en telefonisk

afhøring), naturligvis forudsat at dette konkret vil være i

overensstemmelse med tiltaltes rettigheder efter artikel 6 i Den

Europæiske Menneskeretskonvention. Retsplejerådet understreger, at

den tekniske gennemførelse af en sådan videomødeafhøring vil skulle

ske helt analogt med de gældende regler om vidneforklaringer i

straffesager. Billede og lyd vil således ikke kunne sløres i forhold til

retten og forsvareren, og i forhold til tiltalte kun i det omfang, der

efter gældende ret er mulighed for at bestemme, at tiltalte skal forlade

retssalen, mens et vidne eller en medtiltalt afgiver forklaring, jf.

retsplejelovens § 848, stk. 1.

side 369


5.5. Tolkning

Når en afhøring skal gennemføres ved tolk, vil det generelt være

bedst, at tolken befinder sig samme sted som den, der skal afhøres.

Dette bør derfor være udgangspunktet. Det samme gælder ved

tolkning af hensyn til en part, herunder sigtede eller tiltalte i en

offentlig straffesag, jf. herved Den Europæiske

Menneskeretskonventions artikel 6, stk. 3, litra e. Tolken bør således

som udgangspunkt befinde sig samme sted som den, der skal tolkes

for.

Disse udgangspunkter bør imidlertid kunne fraviges, hvis tolken

ellers ville skulle rejse meget langt, eksempelvis fordi det drejer sig

om et sprog, hvor der kun er få tolke i det hele taget. Retten bør

således efter en konkret vurdering kunne tillade tolkning via en

videoforbindelse, hvor tolken og den, der skal tolkes for, ikke befinder

sig samme sted, hvis det ville være uforholdsmæssigt besværligt for

tolken at møde op samme sted som den, der skal tolkes for.

Tolkning via en videoforbindelse vil kunne ske dels i sager, hvor

selve afhøringen eller en parts deltagelse foregår via en

videoforbindelse, således at tolken enten er til stede i den ret, hvor

retsmødet holdes, eller et tredje sted, dels i sager, hvor det kun er

tolken, der deltager i retsmødet via en videoforbindelse.

Det er i afgørelsen UfR 1996.1488 V udtalt, at tolkning via telefon

generelt er retssikkerhedsmæssigt betænkeligt. Afgørelsen må

nærmest forstås således, at under domsforhandlingen i straffesager vil

tolkning af hensyn til tiltalte aldrig kunne ske telefonisk.

Retsplejerådet finder ikke, at den fortolkning af Den Europæiske

Menneskeretskonventions artikel 6, stk. 3, litra e, som dermed er lagt

til grund, kan overføres på tolkning via en videoforbindelse.

Afgørelsen henviser således udtrykkeligt til risikoen for misforståelser

under tolkningen. Ved tolkning via en videoforbindelse af god kvalitet

er der næppe væsentlig større risiko for misforståelser end ved

tolkning ansigt til ansigt.


5.6. Vidnepligt og vidneansvar

5.6.1. Vidnepligt

Vidner og syns- og skønsmænd vil have pligt til at afgive forklaring via

en videoforbindelse efter de almindelige regler om vidnepligt. Vidnet

vil således blive indkaldt til at møde op for retten eller eventuelt for en

anden offentlig myndighed eller for en offentligt autoriseret person, og

udeblivelse vil kunne sanktioneres efter bestemmelsen i retsplejelovens

§ 178. Det samme gælder et tilstedeværende vidnes vægring ved at

deltage i videomødet eller ved at besvare konkrete spørgsmål.

Eventuelle tvister om vidneudelukkelse, vidnefritagelse eller andre

side 370

spørgsmål i forbindelse med gennemførelsen af vidneafhøringen

afgøres af den ret, hvorfra afhøringen sker. Ved grænseoverskridende

vidneafhøringer afgøres spørgsmål i relation til danske myndigheders

medvirken dog af den ret, hvor vidnet befinder sig.

Vidner, som møder op til en videomødeafhøring, vil få

vidnegodtgørelse efter de almindelige regler.

Befinder vidnet sig i udlandet, kan danske domstole ikke anvende

vidnetvang, hvis vidnet nægter at deltage i en videomødeafhøring,

medmindre lov om nordisk vidnepligt finder anvendelse.

I tilfælde, hvor vidnet befinder sig i udlandet, må der således søges

bistand hos myndighederne i det pågældende land enten med henblik på

at gennemføre en videomødeafhøring, hvis dette kan lade sig gøre, eller

med henblik på en afhøring af vidnet for en domstol i det pågældende

land. Der vil efter omstændighederne kunne anmodes om, at parterne

eller deres advokater deltager telefonisk eller via en videoforbindelse i

et sådant retsmøde.

Retsplejerådet har overvejet, om vidner skal kunne pålægges at

deltage i en telefonisk afhøring. Retsplejerådet finder, at der må sondres

mellem skriftligt varslede og telefonisk varslede telefoniske afhøringer.

Et vidne, som uden varsel ringes op med anmodning om at afgive

forklaring, bør ikke være forpligtet hertil. Det samme gælder, når den

pågældende adviseres telefonisk med et vist varsel. Et vidne, som alene

modtager en sådan telefonopringning, vil vanskeligt kunne kontrollere,

hvem der ringer.

I afgørelsen UfR 1984.177 H fandtes retsplejelovens § 750, 2. pkt.

(om enhvers pligt til på forlangende at opgive navn, adresse og

fødselsdato til politiet), ikke at omfatte telefoniske anmodninger. Det

har formentlig spillet ind, at den, der ringes op, principielt ikke kan

vide, om det er politiet, der ringer. At 5 af 11 dommere dissentierede,

kan blandt andet have sammenhæng med, at retsplejelovens § 750, 2.

pkt., kun omfatter relativt harmløse oplysninger som navn, adresse og

fødselsdato. En beskyttet adresse er dog i sig selv en følsom oplysning.

Et vidne har pligt til at afgive forklaring om alle forhold, som ikke er

omfattet af en vidneudelukkelses- eller vidnefritagelsesgrund. Et vidne

bør således så meget desto mere ikke være forpligtet til at svare, når

vedkommende kun kontaktes telefonisk.

Retsplejerådet er opmærksom på, at der findes funktioner, som giver

mulighed for at vise, hvilket nummer der ringes fra, eller eventuelt

hvem der ringer. Retsplejerådet finder imidlertid, at det vil være for

tidligt at inddrage sådanne muligheder ved afgørelsen af spørgsmålet

om vidnepligt. Sådanne opringervisningsfunktioner er således

forskellige fra teleselskab til teleselskab og fra abonnementsform til

abonnementsform.

Retsplejerådet finder derimod, at et vidne bør have pligt til at afgive

telefonisk forklaring for retten, når vidnet skriftligt har fået pålæg

herom.

side 371

Når et vidne afgiver en telefonisk forklaring, vil vidnet få

vidnegodtgørelse, uanset om forklaringen er pligtmæssig. Når

afhøringen er varslet i forvejen, vil vidnet også få vidnegodtgørelse

for den tid, vidnet venter ved telefonen.


5.6.2. Vidneansvar

Falsk forklaring for retten ved en videomødeafhøring eller ved en

telefonisk afhøring bør være strafbar på samme måde som falsk

forklaring for retten ved en traditionel afhøring.

Videomødeafhøringer vil som udgangspunkt ske på den måde, at den

afhørte møder frem for en ret, og forholdet kan således ganske ligestilles

med andre tilfælde af forklaring for retten. Andre videomødeafhøringer

bør bedømmes på samme måde, da der vil være tovejs lyd- og

billedforbindelse til den dømmende ret.

Det vil endvidere ikke være hensigtsmæssigt at indføre en ny

straffebestemmelse om falsk telefonisk forklaring for retten (med en

lavere strafferamme), sådan som Småsagsudvalget foreslog.

Sandhedspligten bør ikke gradbøjes, selv om der findes en form for

parallel i straffebestemmelserne om urigtig skriftlig erklæring til

offentlig myndighed, jf. straffelovens § 161 om erklæringer på tro og

love og straffelovens §§ 162-163 om andre erklæringer.

Retsplejerådet foreslår derfor, at der i straffelovens § 158, stk. 1, 1.

pkt., efter "falsk forklaring for retten," indsættes: "herunder ved

anvendelse af fjernkommunikation,". I kraft af henvisningerne i stk. 1, 2.

pkt., og i stk. 2 vil ændringen også omfatte falsk forklaring for en

udenlandsk ret og for EF-domstolen. Det vil skulle præciseres i

bemærkningerne, at ændringen alene angår den tekniske gennemførelse

af forklaringen, og at området for, hvornår der foreligger en "forklaring

for retten" i bestemmelsens forstand, i øvrigt er uændret. Det afgørende

er, på hvilken måde forklaringen indgår i sagen for den ret, hvorfra

afhøringen foretages.


6. Iværksættelsen af Retsplejerådets

forslag med hensyn til videomøder

6.1. Indledning

Videomødeafhøringer bliver først en realistisk dagligdags mulighed,

når et stort antal retter har fået installeret det nødvendige udstyr. Hvis

en videomødeafhøring overhovedet skal kunne lade sig gøre, skal den

dømmende ret have det nødvendige udstyr, og hvis en sådan afhøring

skal kunne betale sig, skal der være en væsentlig tidsbesparelse for

vidnet ved at give møde for den nærmeste ret, der har

videomødeudstyr, frem for for den dømmende ret.

side 372

Noget ganske tilsvarende gælder parters og deres advokaters

deltagelse via en videoforbindelse. Det bliver først for alvor attraktivt

for advokatfirmaer at investere i videomødeudstyr, når mange retter

benytter sig af det. Er det kun få retter, der kan kommunikere via en

videoforbindelse, vil udstyret blive brugt sjældnere, end hvis det er

mange retter, hvilket naturligvis vil gå ud over rentabiliteten. Man kan

dog også forestille sig, at når et advokatfirma først har investeret i

videomødeudstyr, vil udstyret ikke kun blive brugt i retssager, men

også for eksempel til møder i bred almindelighed mellem personer

forskellige steder i landet (eller i forskellige lande).

Retsplejerådet ville finde det naturligt, at videomødeudstyr i første

omgang kun blev installeret i et mindre antal retter, således at man

kunne drage nytte af de erfaringer, der derved opnås ikke mindst med

hensyn til praktiske og tekniske spørgsmål, før man investerer i

videomødeudstyr i alle retter.

Retsplejerådet understreger imidlertid, at så længe kun få retter har

videomødeudstyr, kan udstyret ikke forventes at blive brugt særligt

ofte. For en isoleret betragtning vil anskaffelse og vedligeholdelse af

videomødeudstyr i denne periode meget muligt kunne konstateres at

være urentabel.

Retsplejerådet finder derfor, at en sådan opstartsperiode, hvor man

indhøster erfaringer fra et mindre antal retters anvendelse af

videomøder, bør være kort. Herefter bør man i løbet af få år installere

videomødeudstyr i alle retter. Selv om det umiddelbart vil fremstå

som en stor udgift, vil det på længere sigt højst sandsynligt være den

fremgangsmåde, der vil give det største udbytte i forhold til

omkostningerne.

Vælger man en gradvis udbygning over en længere årrække, vil

brugen af videomøder kun vokse langsomt, og udnyttelsesprocenten

for det allerede installerede udstyr vil derfor være lav. Med en hurtig

udbygning vil man straks kunne opnå en høj udnyttelsesprocent.


6.2. Retsplejerådets erfaringer

Med henblik på at vurdere de tekniske og praktiske muligheder for at

anvende videoforbindelser i retssager har Retsplejerådet afholdt et af

sine møder som et videomøde mellem Århus og København.

I hvert af studierne var opstillet ét kamera og to tv-skærme. På den

ene skærm sås billedet fra det andet studie, og der var mulighed for at

indsætte et lille billede med det, der transmitteredes til det andet studie

(picture in picture). Den anden tv-skærm kunne bruges til at

kontrollere, hvordan billedet ser ud, før det transmitteres til det andet

studie. Der var således også mulighed for i stedet for picture in picture

på skærm nr. 1 at anvende (hele) skærm nr. 2 til at vise det billede,

som transmitteredes til det andet studie.

side 373

Hvert af kameraerne kunne af deltagerne styres fra begge studier.

Fra et givent studie kunne man således både styre sit eget kamera og

dermed bestemme, hvad der skulle transmitteres til det andet studie,

og kameraet i det andet studie og dermed bestemme, hvad der skulle

transmitteres fra det andet studie. Hvis man fra begge studier forsøgte

at styre det samme kamera samtidig, skete der ikke andet, end at

kameraet reagerede på begge dele og altså eventuelt kørte lidt frem og

tilbage eller zoomede lidt ud og ind.

Det enkelte kamera kunne bevæges både lodret og vandret i en ret

vid vinkel. Der var endvidere mulighed for at zoome ud og ind.

Betjeningspanelet var meget overskueligt med en opdeling af

knapperne for det egne kamera og det fremmede kamera. Disse

knapper og knapper for, hvad der vises på tv-skærm nr. 2

("kontrolskærmen"), for, hvad der transmitteres til det andet studie, og

for lydstyrke kunne man meget hurtigt lære at betjene.

Betjeningspanelet indeholdt yderligere nogle knapper, blandt andet

til etablering og afbrydelse af forbindelse, som kræver lidt mere

øvelse, men alt i alt er betjeningen af udstyret meget enkel, når først

det er installeret.

Retsplejerådet havde fordelt sig på den måde, at tre personer deltog

i studiet i Århus og ti personer i studiet i København. Det kunne

konstateres, at transmissionen fra Århus til København fungerede

bedst, fordi kameraet uden problemer hurtigt kunne flyttes til den

person, der havde ordet, og billedet kunne for så vidt også sagtens

rumme alle tre personer.

Transmissionen fra København til Århus blev derimod forstyrret

noget af, at det tog tid at flytte kameraet fra person til person, og ved

et totalbillede blev billedet af den enkelte for lille.

Det anvendte videomødeudstyr gav mulighed for at tilslutte flere

kameraer. (Retsplejerådet havde ikke truffet aftale herom, blandt andet

fordi det først kort tid før mødet blev klarlagt, hvor mange personer

der ville deltage i henholdsvis Århus og København).

Anvendes flere kameraer, kan det billede, der transmitteres, enten

skifte mellem kameraerne, eller skærmen kan opdeles (splitscreen),

således at billedet fra flere kameraer transmitteres samtidig.

Det anvendte videomødeudstyr kostede primo 2000 ca. 150.000 kr.

pr. studie. Dette udstyr anvender tre ISDN-forbindelser til

transmissionen. Højere kvalitet kan opnås ved at anvende flere ISDNforbindelser,

men så kræves der noget andet - og p.t. dyrere -

videomødeudstyr. En anden - og p.t. endnu dyrere - mulighed er

radiotransmission ved hjælp af parabolantenner. Sidstnævnte giver

mulighed for modtagelse i tv-billedkvalitet.

Ved Retsplejerådets videomøde var der en tydelig forskel mellem

det udgående og det indkommende billede. For sidstnævntes

vedkommende medførte transmissionskvaliteten således for eksempel,

at bevægelser i billedet skete rykvis.

side 374

Retsplejerådet fik endvidere demonstreret en videotelefon.

Videotelefonen indeholdt et kamera og en skærm. Videotelefonen

anvendte én ISDN-linie til transmissionen. Der var ikke mulighed for

at zoome ind eller ud, men kameraets lysfølsomhed kunne indstilles

efter forholdene. Videotelefonen var fonetisk styret, således at den ved

mere end to deltagere viste billedet af den, der sidst havde sagt noget

(og dermed af den talende).

Da videotelefonen opererede med en lavere transmissionskapacitet

(én ISDN-linie i stedet for tre), vil billedets kvalitet for så vidt være

dårligere end ved anvendelse af videomødeeudstyr. Videotelefonens

skærm var imidlertid væsentlig mindre end en tv-skærm, og derfor

oplevedes videotelefonens billede faktisk som lige så godt som ved

anvendelse af videomødeudstyr.

En videotelefon kostede primo 2000 ca. 10.000 kr. og anvendte

som nævnt én ISDN-forbindelse.

Konklusioner

Retsplejerådets erfaringer fra videomødet bekræfter, at

videoforbindelser vil kunne anvendes i retssager. Da der er tale om et

område, hvor de tekniske muligheder udvikler sig meget hurtigt, og

hvor både kvalitet og priser ligeledes forandres meget hurtigt, og ofte

således at kvaliteten stiger, mens prisen falder, vil det senere være

nødvendigt at indhente aktuelle oplysninger om tekniske muligheder

og priser.

Retsplejerådet kan imidlertid allerede nu pege på en række forhold

af teknisk og praktisk karakter, som må tages i betragtning ved

anvendelsen af videomøder i retssager:

_ Ved videomødeudstyr til brug i en retssal vil det normalt være bedst

med faste kameraer, så man undgår den forstyrrelse, der ligger i, at

kameraet skal drejes fra person til person. Da retssagens forskellige

aktører normalt har ret faste pladser, vil det være relativt enkelt at

placere fire faste kameraer, som er rettet mod henholdsvis

retsformanden, de to parters advokater (i straffesager anklageren og

forsvareren) og den person, som afhøres.

Det vil formentlig være praktisk, hvis kameraerne kan bevæges,

således at man ved mødets start kan justere kameravinklen, så den

passer til den pågældende person. Dette vil også give mulighed for

under mødet at dreje kameraet til personen ved siden af, hvis det

undtagelsesvis er nødvendigt, for eksempel fordi en part selv tager

ordet (eller møder ved to advokater), eller en anden dommer end

retsformanden tager ordet (eksempelvis stiller et spørgsmål).

På det sted, hvortil der transmitteres fra retssalen, bør der anvendes

splitscreen, så man samtidig ser de fire billeder. På den måde kan for

eksempel et vidne, som skal afhøres via en videoforbindelse, samtidig

se dommeren og parternes advokater (i straffesager anklageren og

forsvareren), således at afhøringen kan foregå på sædvanlig vis, dvs.

side 375

foretages af advokaterne (i straffesager anklageren og forsvareren),

men med mulighed for, at dommeren griber ind. Der vil utvivlsomt

også være mulighed for, at der under eller over billedet af dommeren

simpelt hen står "Dommer" (eller "Retsformand"), hvilket vil kunne

forebygge forvirring hos vidnet.

I retssalen bør der være en større skærm af hensyn til eventuelle

tilhørere. Desuden bør dommeren og parternes advokater (i

straffesager anklageren og forsvareren) have hver deres skærm. Det er

nødvendigt, at de hver har en skærm, således at de fra deres plads

naturligt kan tale med den person, som afhøres via en

videoforbindelse, idet de ved at se på deres skærm samtidig retter

blikket mod kameraet.

_ Ved videomødeudstyr til brug for afhøringer behøves for så vidt

kun ét kamera, som er rettet mod den, der skal afhøres. Kameraet bør

kunne indstilles til den pågældende person. Formentlig bør man også

installere et dokumentkamera, således at den afhørte har mulighed for

at forevise dokumenter eller genstande.

Som nævnt bør skærmen samtidig (splitscreen) vise de personer,

som medvirker ved afhøringen (dvs. dommeren og parternes

advokater - i straffesager anklageren og forsvareren) og gerne således,

at det udtrykkeligt fremgår, hvilken af de pågældende der er

dommeren.

Der skal endvidere være mulighed for videooptagelse af

afhøringen. Det, der optages, vil være billedet af den afhørte og den

samlede lyd (både spørgsmål og svar). Navnlig på grund af

kvalitetsforringelsen ved transmissionen bør optagelsen ske dér, hvor

den afhørte befinder sig.

Det vil ofte være praktisk, at der ved videoforbindelser også

etableres en faxforbindelse, da en part kan ønske at fremlægge et

dokument, eller da der kan være et ønske om at forevise et dokument

for et vidne.

_ Videotelefoner vil kunne anvendes ved forberedende retsmøder,

hvor der ikke skal ske afhøring. Det vil formentlig normalt være

tilstrækkeligt, at dommeren og hver af advokaterne (i straffesager

anklageren og forsvareren) har en videotelefon. Der vil i civile sager

normalt være to advokater, og et videotelefonmøde mellem tre

personer kan sagtens gennemføres på den måde, at skærmen hos alle

tre deltagere viser den, der sidst har sagt noget (og dermed den, der

aktuelt siger noget). Videotelefonmødet fungerer bedst, hvis der ikke

tales i munden på hinanden. Dette gælder generelt for møder, men er

lidt vigtigere ved videomøder.

Ved møder med mange parter kan det være hensigtsmæssigt, at

dommeren har en tv-skærm med splitscreen, således at han eller hun

kan se alle deltagerne i videomødet på én gang, mens det også i

sådanne tilfælde normalt vil være tilstrækkeligt, at de øvrige

side 376

mødedeltagere har en videotelefon, hvor de kun kan se én person ad

gangen. Det vil i den forbindelse formentlig ofte være praktisk, at

dommeren styrer, hvem der vises på skærmen. Eftersom dommeren

ser alle, kan man markere, når man ønsker ordet, og dommeren kan så

give en person ordet ved at vise den pågældende på alles skærme.


6.3. Udgiftsmæssige konsekvenser

Retsplejerådet har ikke foretaget en beløbsmæssig opgørelse af de

udgiftsmæssige konsekvenser af rådets forslag om anvendelse af

videomøder i retssager.

Dette skyldes, at der er tale om et område, hvor de tekniske

muligheder udvikler sig meget hurtigt, og hvor priserne ligeledes

forandrer sig meget hurtigt (med en klar tendens i retning af faldende

priser).

For dog at antyde, hvilket udgiftsniveau der kunne blive tale om,

kan man tage udgangspunkt i prisen på det udstyr, som Retsplejerådet

har fået demonstreret. Dette udstyr kostede som nævnt ca. 150.000 kr.

(primo 2000) pr. studie i anskaffelse. Til brug i retssager vil der skulle

anvendes flere kameraer og flere skærme, så prisen bliver noget højere

end 150.000 kr. for at indrette en retssal med videomødeudstyr. Til

brug for nærværende overslag kan udgiften - ganske skønsmæssigt -

anslås til ca. 200.000 kr. pr. retssal.

Forestiller man sig videre, at to retssale ved hver af de 25 byretter,

som der efter Domstolenes Strukturkommissions forslag fremtidig vil

være, indrettes med videomødeudstyr, bliver den samlede udgift for

byretterne i størrelsesordenen 10 mio. kr. Hertil kommer

videomødeudstyr i et antal retssale ved landsretterne og måske også ved

Handelsretten og Højesteret. Udgiften kan anslås til ca. 3 mio. kr.,

svarende til indretning af op imod 15 retssale med videomødeudstyr.

Endelig vil der - navnlig til brug i forberedende retsmøder i civile sager -

skulle anskaffes et antal videotelefoner. Højt sat kan man forestille sig

indkøb af 200 videotelefoner à 10.000 kr. eller i alt 2 mio. kr.

Den samlede engangsudgift kan altså - stadig ganske skønsmæssigt

- anslås til i størrelsesordenen 15 mio. kr.

Der er i dette regnestykke ikke taget højde for udgifter til

uddannelse af domstolenes medarbejdere til betjening af udstyret og

heller ikke for udgifter til installation af udstyret. Endvidere angår

overslaget kun anskaffelsesudgifterne og ikke de årlige driftsudgifter.

Ikke desto mindre finder Retsplejerådet at kunne konkludere, at de

udgiftsmæssige konsekvenser ikke bør afholde nogen fra at iværksætte

rådets forslag, hvis man i øvrigt er enig med rådet i, at videomøder bør

indføres i retssager. Domstolenes samlede udgifter er således i

størrelsesordenen 1,2 mia. kr. (finansloven 2001), og den anslåede

engangsudgift på ca. 15 mio. kr. vil kunne fordeles over nogle år.

side 377

Retsplejerådet fremhæver i den forbindelse, at anvendelse af

videomøder vil medvirke til at effektivisere retssagsbehandlingen og

dermed bidrage til kortere sagsbehandlingstider. Af andre

samfundsøkonomiske besparelser kan nævnes et mindsket behov for

transport og dermed mindre spildtid i forbindelse med transport til og

fra retten.

Retsplejerådet fremhæver desuden, at der i internationale sager,

herunder ikke mindst straffesager, vil være et stigende behov for at

kunne anvende videomødeafhøringer. EU-retshjælpskonventionen

indeholder regler om blandt andet videomødeafhøringer, men det er en

forudsætning for at kunne anvende disse regler, at der på nationalt

plan er såvel nærmere regler herom som faktisk adgang til

videoudstyr. Retsplejerådets forslag sikrer, at dette vil være opfyldt

for Danmarks vedkommende.


7. Afhøringer før domsforhandlingen

Dette afsnit behandler afgivelse af forklaring før domsforhandlingen i

civile sager, være sig af parter, vidner eller syns- og skønsmænd.

Diskussionen omfatter kun tilfælde, hvor retten medvirker ved

gennemførelsen af afhøringen. Afhøringer, der finder sted uden rettens

umiddelbare medvirken, samt mundtlige eller skriftlige erklæringer

uanset det anvendte medium er således ikke omfattet.


7.1. Gældende ret

Bevisførelse ved byret og landsret finder sted under domsforhandlingen,

jf. retsplejelovens § 340. Retten kan dog undtagelsesvis bestemme, at

bevisførelsen eller en del af denne skal ske inden domsforhandlingen.

Retspraksis er imidlertid meget restriktiv, og det tillades sjældent, at

vidner afhøres før domsforhandlingen, medmindre vidnet ligefrem må

forventes at være forhindret i at afgive forklaring under

domsforhandlingen, for eksempel på grund af udrejse af landet.

I Højesteret træffer retten bestemmelse om, hvor og hvornår

bevisførelse skal ske. I praksis gennemføres bevisførelse i form af

forklaringer af parter, vidner og syns- og skønsmænd typisk før

domsforhandlingen. Indtil den 1. juli 2000 afgaves sådanne

forklaringer for byretten eller Sø- og Handelsretten, som udarbejdede

et referat af forklaringerne, som derefter indgik i sagen for Højesteret.

Normalt gennemføres alle forklaringer samlet. Siden den 1. juli 2000

kan forklaringer til brug for Højesteret også afgives for en

dommerfuldmægtig i Højesteret, jf. retsplejelovens § 2 b, og det må

forventes at blive den almindelige ordning. Forklaringerne vil fortsat

side 378

indgå i sagen i form af et retsbogsreferat og vil fortsat normalt blive

gennemført samlet.

Den særlige ordning med subsidiære afhøringer til brug for

Højesteret må blandt andet ses i lyset af, at Højesterets arbejde -

modsat byretternes og landsretternes - i væsentligt omfang er

koncentreret om juridiske tvivlsspørgsmål snarere end konkret

bevisbedømmelse. En hensigtsmæssig udnyttelse af Højesterets

ressourcer taler også for, at umiddelbar bevisførelse for Højesteret kun

helt undtagelsesvis kommer på tale.

Endvidere må det anses for en fordel for sagens parter og for

Højesteret, at de faktiske oplysninger, der skal indgå i Højesterets

bedømmelse af sagen, er kendt inden domsforhandlingen. Dette

betyder, at forberedelsen af domsforhandlingen både for parterne og

Højesterets dommere kan fokuseres mod de juridiske spørgsmål i

sagen, hvilket er i overensstemmelse med, at Højesterets arbejde som

nævnt i væsentligt omfang er koncentreret om juridiske

tvivlsspørgsmål snarere end konkret bevisbedømmelse. Og i de

tilfælde, hvor der er bevistvivl, er det en fordel, at temaerne for

bevisbedømmelsen er kendt før domsforhandlingen.


7.2. Relevante hensyn

Bevisumiddelbarhed

Princippet om bevisumiddelbarhed er i en vis forstand et princip om

det bedste bevis. Hvis et vidne kan afgive forklaring umiddelbart for

den dømmende ret under domsforhandlingen, er dette alt andet lige at

foretrække. En sådan umiddelbar forklaring ved fremmøde i retten

giver de bedste muligheder for at bedømme forklaringen, undgå

misforståelser, stille supplerende spørgsmål mv.

Afhøring, hvor der sker billedoptagelse

Dette kapitel omfatter kun afhøringer, som finder sted med rettens

umiddelbare medvirken. Der kan foretages billedoptagelse af sådanne

afhøringer, hvad enten vidnet er til stede i retten eller deltager via en

videoforbindelse. Denne fremgangsmåde giver mulighed for, at

billedoptagelsen helt eller delvis afspilles under domsforhandlingen.

Retten har herved mulighed for at bedømme forklaringen i

nogenlunde samme omfang som ved videomødeafhøringer under

domsforhandlingen.

Det kan i den forbindelse ses som en fordel, at parterne kan sortere

i forklaringen og kun afspille de afsnit, som har betydning for sagen.

Hermed kan domsforhandlingen forkortes. Modstykket hertil er dog,

at parterne skal bruge efter omstændighederne ganske lang tid på at

forberede videoafspilning af forklaringer under domsforhandlingen.

side 379

En ulempe er, at der ikke er mulighed for at afklare uklarheder, stille

supplerende spørgsmål mv., medmindre den afhørte også holdes i

beredskab til at afgive forklaring under domsforhandlingen. Sker dette,

er spørgsmålet imidlertid, om der er nogen tidsmæssig besparelse ved en

afspilning af relevante dele af den tidligere forklaring plus supplerende

afhøring sammenlignet med en forklaring umiddelbart under

domsforhandlingen. Man kan dog tænke sig, at selv om der ikke er nogen

tidsmæssig besparelse, er tiden bedre udnyttet, fordi irrelevante dele af

den tidligere forklaring ikke afspilles.

Hensynet til den, der skal afhøres

I forhold til det praktiske besvær er det ikke nødvendigvis i den

afhørtes interesse, at der er en vid adgang til at gennemføre afhøringer

før domsforhandlingen. Da der kan blive tale om genafhøring under

domsforhandlingen, risikerer den afhørte at skulle møde to gange.

Afhængig af den afhørtes tilknytning til sagen kan det derimod være i

vedkommendes interesse, at sagen oplyses bedst muligt, og en

genafhøring kan bidrage hertil.

Hensynet til sagens oplysning

Hensynet til sagens oplysning taler navnlig for at gennemføre en

afhøring før domsforhandlingen, hvis den, der skal afhøres, forventes

ikke at kunne møde for retten under domsforhandlingen, eksempelvis

på grund af alvorlig sygdom eller længerevarende bortrejse. I nogle af

disse tilfælde, navnlig hvor den, der skal afhøres, er forhindret på

grund af bortrejse, vil der dog være mulighed for, at vedkommende

afgiver forklaring for den dømmende ret under domsforhandlingen via

en videoforbindelse.

Hensynet til parternes forberedelse af sagen

En noget anden begrundelse for en tidlig afhøring kan bestå i, at denne

vil være hensigtsmæssig af hensyn til den videre forberedelse af sagen

eller en parts eller parternes forberedelse af domsforhandlingen. Det

kan eksempelvis være nødvendigt at få afklaret dele af faktum af

hensyn til at kunne indhente syn og skøn eller en sagkyndig erklæring.

Man kan også forestille sig tilfælde, hvor sagen i den grad afhænger af

et enkelt eller enkelte vidneudsagn, at sagen måske vil kunne forliges,

når disse forklaringer er afgivet. Mere generelt vil parterne under alle

omstændigheder have bedre mulighed for at forberede

domsforhandlingen, når de på forhånd kender de væsentligste

vidneforklaringer.

Et hermed beslægtet synspunkt er muligheden for, at parterne

navnlig i sager med mere omfattende vidneførsel vil kunne sortere i de

afgivne forklaringer, således at domsforhandlingen begrænses i

forhold til, hvad der ville have været tilfældet, hvis vidnerne først

afgav forklaring under domsforhandlingen. Som nævnt vil ønsket om

en supplerende afhøring af vidnerne i disse tilfælde imidlertid kunne

side 380

opveje den tidsmæssige besparelse, men samtidig kan relevansen af de

forklaringer, som den dømmende ret præsenteres for, være højere.


7.3. Retsplejerådets forslag

Retsplejerådet foreslår, at afhøringer i civile sager kan gennemføres før

domsforhandlingen, hvis den afhørte forventes ikke at kunne afgive

forklaring under domsforhandlingen, hvis parterne er enige herom, eller

hvis det er af væsentlig betydning for den videre forberedelse af sagen.

Det er retten, der afgør, om en afhøring kan gennemføres før

domsforhandlingen, og retten må i den forbindelse også have for øje, at

der er store fordele forbundet med, at bevisførelsen som udgangspunkt

finder sted under ét.

Hovedanvendelsesområdet for afhøringer, som finder sted før

domsforhandlingen, vil være tilfælde, hvor et vidne forventes ikke at

ville kunne afgive forklaring under domsforhandlingen, eksempelvis på

grund af alvorlig sygdom eller forestående udrejse af landet. I disse

tilfælde vil der også efter gældende ret være mulighed for at

gennemføre en afhøring før domsforhandlingen, og Retsplejerådets

forslag går således ud på at styrke sådanne forklaringers brugbarhed

ved, at der sker billedoptagelse af dem med henblik på hel eller delvis

afspilning under domsforhandlingen, jf. afsnit 8 nedenfor.

Retsplejerådet foreslår dog samtidig, at de muligheder,

videoteknologien giver, bør udnyttes til at udvide adgangen til at

gennemføre afhøringer forud for domsforhandlingen. Retten bør således

kunne tillade, at en afhøring gennemføres før domsforhandlingen, hvis

parterne er enige herom, eller hvis det er af væsentlig betydning for den

videre forberedelse af sagen. Det bemærkes herved, at det forhold, at

der er gennemført en afhøring med henblik på hel eller delvis afspilning

af billedoptagelsen af forklaringen under domsforhandlingen, ikke i sig

selv udelukker, at den pågældende genafhøres under

domsforhandlingen. Såfremt den pågældende afgiver forklaring under

domsforhandlingen, vil der normalt ikke være anledning til tillige at

afspille optagelsen.


8. Optagelse og protokollering af

forklaringer

Dette afsnit behandler optagelse og protokollering af forklaringer,

være sig af parter, vidner eller syns- og skønsmænd, hvad enten

forklaringen afgives før domsforhandlingen eller under

domsforhandlingen.

side 381

Diskussionen omfatter kun tilfælde, hvor retten medvirker ved

gennemførelsen af afhøringen. Afhøringer, som finder sted uden

rettens umiddelbare medvirken, samt mundtlige eller skriftlige

erklæringer uanset det anvendte medium er således ikke omfattet.


8.1. Gældende ret

8.1.1. Domsforhandlingen

Forklaringer afgivet under domsforhandlingen protokolleres i det

omfang, retten bestemmer, jf. retsplejelovens § 186, stk. 1. I praksis er

det meget sjældent, at forklaringer, som afgives under

domsforhandlingen i dispositive civile sager, protokolleres.

Forklaringerne skal imidlertid gengives i dommen i fornødent omfang,

dvs. i det omfang, de har betydning for afgørelsen. Dommeren vil med

henblik herpå selv tage notater. I en kollegial ret kan dommerne

eventuelt have aftalt en arbejdsfordeling, således at én af dommerne

har hovedansvaret for at tage notater.

Fordelene ved at undlade protokollering er navnlig følgende:

_ Man undgår den forstyrrelse og afbrydelse, som en protokollering

under domsforhandlingen ville indebære.

_ Det er slet ikke nødvendigt (på grundlag af dommerens notater) at

skrive et egentligt referat af forklaringerne, hvis der ikke afsiges dom,

dvs. navnlig hvis der indgås forlig.

_ Det er kun nødvendigt (på grundlag af dommerens notater) at

skrive et egentligt referat forklaringerne i det omfang, de har

betydning for dommen. Forklaringer, som viser sig helt eller delvis at

være uden betydning for afgørelsen, behøver således ikke eller kun

delvis at gengives i egentlig referatform.

_ For så vidt dommen affattes efter retsplejelovens § 366 a, stk. 2, er

det i byretssager kun nødvendigt (på grundlag af dommerens notater)

at skrive et egentligt referat af forklaringerne, hvis dommen ankes.

Det kan omvendt opfattes som en ulempe, at den, der afhøres, ikke

påhører protokolleringen og dermed ikke har mulighed for at rette

eventuelle misforståelser.

I ægteskabssager protokolleres forklaringer normalt i retsbogen,

således at de ikke behøver at medtages i dommen, der for så vidt angår

forklaringerne blot henviser til retsbogen. Praksis er imidlertid ikke

entydig, og det forekommer også (blandt andet ofte i ankesager), at

forklaringerne medtages i dommen på samme måde som i dispositive

civile sager. I øvrigt er der kun udtrykkelig hjemmel til at udelade

forklaringerne, når en byretsdom affattes efter § 366 a, stk. 2.

I straffesager i første instans skal forklaringerne protokolleres i

retsbogen, jf. retsplejelovens § 876, stk. 1, § 928, stk. 3, og § 939. Det

side 382

samme gælder ved anke til landsretten, som omfatter bedømmelsen af

beviserne for tiltaltes skyld, jf. § 965 a. Det har i byretssager hidtil

været almindeligt til gengæld ikke at gengive forklaringerne i

dommen, men blot henvise til retsbogen. Formålet synes navnlig at

have været at spare arbejdet med at gengive forklaringerne i dommen.

Eftersom både retsbogen og dommen nu skrives på edb, er det

imidlertid meget enkelt at kopiere forklaringerne fra retsbogen til

dommen, hvilket også forekommer i et vist omfang. Ideelt set burde

man også gå det skridt videre og redigere forklaringerne, så de passer

til dommen. Dette sker dog sjældent i praksis. Derimod anvendes

undertiden en helt tredje metode, nemlig at lade retsbogens referat af

forklaringerne bestå i en henvisning til gengivelsen i dommen.


8.1.2. Retsmøder før domsforhandlingen

Forklaringer afgivet før domsforhandlingen protokolleres i

referatform, jf. retsplejelovens § 186, stk. 2, idet de vigtigste

udtalelser så vidt muligt gengives med den afhørtes egne ord. Denne

regel gælder for vidneforklaringer, partsforklaringer i civile sager (jf.

§ 305) og forklaringer af syns- og skønsmænd (jf. § 209). Reglen

gælder derimod ikke for sigtede eller tiltalte i en offentlig straffesag.

I straffesager gælder for alle forklaringer i retsmøder under

efterforskningen, at forklaringen skal protokolleres i referatform, idet

de vigtigste udtalelser så vidt muligt gengives med den afhørtes egne

ord, jf. retsplejelovens § 754, stk. 1, jf. § 751, stk. 1. For

vidneforklaringer og forklaringer af syns- og skønsmænd er der

således tale om en dobbeltregulering.

I straffesager gælder for alle forklaringer i retsmøder under

efterforskningen desuden, at den afhørte skal gives mulighed for at

gøre sig bekendt med gengivelsen af forklaringen, og at den afhørtes

eventuelle rettelser og tilføjelser skal medtages, jf. retsplejelovens §

754, stk. 1, jf. § 751, stk. 2. Ifølge forarbejderne behøver den afhørte

ikke straks at gøres bekendt med gengivelsen af forklaringen. Det er

tilstrækkeligt, at den afhørte gøres bekendt med, at han eller hun

efterfølgende vil kunne henvende sig og få referatet oplæst eller

udleveret til gennemsyn.

Protokollering af forklaringer, som afgives før domsforhandlingen,

er som regel nødvendig, for at forklaringen overhovedet kan indgå i

sagen for den dømmende ret. Selv i tilfælde, hvor forklaringen afgives

for den dommer, som senere skal dømme i sagen, ville det næppe

være tilfredsstillende, hvis en forklaring, der er afgivet måske lang tid

før domsforhandlingen, alene skulle indgå i sagen i kraft af

dommerens personlige notater.

side 383


8.1.3. Gennemførelse af protokollering

Den praktiske gennemførelse af protokollering er forskellig i

forskellige retter og kan også variere inden for den samme ret fra sag

til sag.

Den måske klassiske måde er, at dommeren på grundlag af sine

notater dikterer referatet til retsbogen, mens den afhørte hører på,

således at den afhørte har mulighed for at gøre opmærksom på

eventuelle misforståelser. Metoden giver også mulighed for, at

parterne anmoder om ændringer i forhold til dommerens diktat. Dette

har selvstændig betydning, da parterne i højere grad end den afhørte

ved, på hvilken måde forklaringen har betydning for sagen.

Det umiddelbare diktat kan ske til diktafon, men kan også ske til en

kontorfunktionær, som deltager i retsmødet. I sidstnævnte tilfælde er

retssalen undertiden indrettet således, at dommeren har en edb-skærm,

hvor han eller hun umiddelbart kan se det, som indtastes.

Denne klassiske fremgangsmåde er på den ene side en sikker

metode, men tager til gengæld meget tid af den knappe retssalstid. Det

kan også virke som en afbrydelse af et jævnt fremadskridende forløb,

at der skal dikteres efter hver forklaring.

En anden metode, som navnlig anvendes i straffesager i Østre

Landsret og i nævningestraffesager i Vestre Landsret, går ud på, at en

medarbejder ved retten (ikke dommerne) skriver et referat af

forklaringerne. Denne metode giver mulighed for, at referatet oplæses,

således at den afhørte og parterne (og dommerne) kan komme med

eventuelle rettelser. Dette bruges dog nu sjældnere end tidligere, og

man nøjes som regel med, at en af dommerne efterfølgende

kontrollerer, at referatet er i overensstemmelse med dommerens egne

notater (og med, hvad dommeren kan huske af forklaringen).

En tredje mulighed er, at dommeren udarbejder referatet

efterfølgende på grundlag af sine egne notater. At dommeren

"udarbejder" referatet, betyder ikke nødvendigvis, at dommeren

skriver referatet. Der kan også være tale om diktat, således at referatet

indtastes til retsbogen af en anden medarbejder ved retten. Metoden,

som blandt andet normalt anvendes i Vestre Landsret i

ankestraffesager, og som også har været anvendt i større straffesager

ved nogle byretter, giver mulighed for, at der fremsendes et udkast til

retsbogstilførsel til parterne (og eventuelt til den afhørte) med henblik

på bemærkninger. Retten kan imidlertid også blot fremsende den af

retten fastsatte retsbogstilførsel, således at parternes (og den afhørtes)

eventuelle bemærkninger efterfølgende særskilt tilføres retsbogen.


8.1.4. Lyd- og billedoptagelse

Retsplejelovens § 33, stk. 2, bemyndiger justitsministeren til at

fastsætte regler om fonetisk optagelse af retsforhandlinger.

Bemyndigelsen er imidlertid ikke udnyttet.

Bestemmelsen blev indsat i retsplejeloven ved lov nr. 325 af 13. juni

1973, der trådte i kraft den 1. oktober 1973. På foranledning af

side 384

Retsplejerådet havde der siden 1963 været foretaget forsøg med

fonetisk optagelse af bevisførelsen i landsretterne og enkelte byretter.

På grundlag af de indvundne erfaringer meddelte rådet i december 1968

Justitsministeriet, at det for byretternes vedkommende ikke kunne

tilrådes at gå over til at anvende denne form for fiksering af

bevisførelsen, og at det for landsretternes vedkommende ikke var

muligt at drage nogen konklusion med hensyn til, om man burde gå

over til at anvende denne bevisoptagelsesform. Rådet henstillede

samtidig, at landsretternes forsøg med anvendelse af fonetisk optagelse

blev fortsat. Formålet med bestemmelsen var på den baggrund at skabe

hjemmel til at fastsætte regler om fonetisk optagelse af bevisførelse og

andre retsforhandlinger, såfremt der skulle opstå behov for en

regulering af den form for gengivelse af retsforhandlingerne. (Jf. FT

1972-73, till. A, sp. 4813). Som nævnt er bemyndigelsen imidlertid

ikke udnyttet.

Retsplejelovens § 32 forbyder optagelse eller transmission af billede

og lyd i retsmøder, herunder retsmøder, der ikke holdes i en retssal.

Retten kan dog undtagelsesvis give tilladelse hertil. Forarbejderne til §

32 indeholder meget præcise anvisninger på, hvornår retten kan give en

sådan tilladelse.

Retsplejelovens § 32 tager efter sin forhistorie og hele baggrund

alene sigte på optagelse eller transmission af billede og lyd, som

foretages af private. Bestemmelsen regulerer således ikke rettens

optagelse (eller transmission) af billede og lyd. Bortset fra den ikke

udnyttede bemyndigelse til at fastsætte regler om fonetisk optagelse af

retsforhandlinger er rettens optagelse eller transmission af billede og

lyd ikke reguleret i retsplejeloven.

I straffesager gælder for alle forklaringer i retsmøder under

efterforskningen den særlige regel, at hvis der sker lydoptagelse af

forklaringen, skal den afhørte gøres bekendt med det, jf. retsplejelovens

§ 754, stk. 1, jf. § 751, stk. 3.

Retsplejelovens § 32, stk. 2, indeholder en tilsvarende regel, som dog

også omfatter optagelse af billeder. Efter ordlyden omfatter

bestemmelsen derimod ikke transmission af billede og lyd. Den

nærmere rækkevidde af § 32, stk. 2, er imidlertid uklar. Bestemmelsen

knytter sig til rettens mulighed for at undtage fra forbudet i § 32, stk. 1,

men som nævnt vil der kun med samtlige aktørers samtykke blive givet

tilladelse til optagelse eller transmission af billede og lyd, når en person

afgiver forklaring. Optagelse af en forklaring kan således under alle

omstændigheder kun ske med den afhørtes samtykke, og en

underretningspligt er derfor overflødig.

Spørgsmålet er herefter, om retsplejelovens § 32, stk. 2, skal

fortolkes således, at den også omfatter optagelse af billede og lyd, som

foretages af retten. Sådanne optagelser er som nævnt ikke reguleret i

retsplejeloven, men kan ikke antages at forudsætte samtykke fra nogen.

I praksis forekommer det stort set aldrig, at retten foretager billedeller

lydoptagelse af en forklaring.

side 385


8.2. Fremmed ret

8.2.1. Norge

I Norge protokolleres forklaringer, som afgives under

domsforhandlingen, normalt ikke. Retten kan dog undtagelsesvis

beslutte, at forklaringen protokolleres. En sådan beslutning kan træffes

efter anmodning fra en part eller af egen drift. Protokolleringen sker i

givet fald som et kortfattet referat af forklaringen. Er der mistanke om,

at forklaringen er usandfærdig, sker der dog en mere udførlig

protokollering.

Forklaringer afgivet før domsforhandlingen protokolleres i form af

et kort referat.

Der er i Norge gennemført en forsøgsordning med lydoptagelse af

domsforhandlingen i straffesager. Baggrunden for forsøgsordningen

var blandt andet en konkret sag, hvor domsforhandlingen i en

straffesag på privat initiativ faktisk var optaget på bånd, og hvor

båndoptagelsen havde betydning for en beslutning om at genoptage

straffesagen.

Forsøgsordningen omfatter otte by- og herredsretter og én

lagmannsret. Retten bestemmer, om domsforhandlingen helt eller

delvis skal optages på lydbånd. En delvis optagelse bør særlig rettes

mod de afgivne forklaringer og i lagmannsretten tillige mod

retsformandens retsbelæring. Rettens beslutning om at foretage eller

nægte lydoptagelse kan ikke påkæres.

Når der sker lydoptagelse, skal den, som afhøres, underrettes

herom.

Når der undtagelsesvis træffes bestemmelse om protokollering af

en forklaring, kan retten bestemme, at lydoptagelse skal træde i stedet

for protokollering. Det skal i så fald tilføres retsbogen, at der er truffet

beslutning om protokollering, hvad der skal protokolleres og

tidspunktet herfor. I øvrigt kan der henvises til lydoptagelsen.

Retten kan undtagelsesvis bestemme, at en lydoptagelse skal

afspilles senere under domsforhandlingen. Rettens beslutning om at

tillade eller nægte afspilning kan ikke påkæres.

Lydoptagelserne skal opbevares af retten under hele

forsøgsperioden.

Når dommen er afsagt, gælder der samme regler om aktindsigt i

lydoptagelsen som om aktindsigt i sagens dokumenter. Som

hovedregel har sigtede, forurettede og enhver, der har retlig interesse,

adgang til aktindsigt. Anmodningen om aktindsigt skal angive, hvad

lydoptagelsen skal bruges til, og der kan kræves en nærmere

begrundelse af anmodningen. Retten bestemmer, om aktindsigt skal

gives ved afspilning af optagelsen på rettens kontor eller ved udlån af

en kopi af optagelsen. Rettens beslutning herom kan ikke påkæres.

(Rettens beslutning om i det hele taget at give eller nægte aktindsigt i

side 386

lydoptagelsen er derimod genstand for kære). Ved udlån af en kopi af

optagelsen fastsætter retten en frist for tilbagelevering af kopien.

I særlige tilfælde kan en udskrift af lydoptagelsen træde i stedet for

en kopi af lydoptagelsen.

Forsøgsordningen vil blive evalueret med henblik på at tage stilling

til, om og i givet fald i hvilket omfang forklaringer skal optages på

bånd. Blandt spørgsmål, som der i givet fald vil skulle overvejes, kan

nævnes:

_ Parternes og tredjemands adgang til at gennemlytte optagelsen

_ Parternes og tredjemands adgang til at få kopi af optagelsen

_ Parternes og tredjemands adgang til at få udskrift af optagelsen

_ Dommerens adgang til optagelsen (i den gennemførte

forsøgsordning har dommeren ikke måttet anvende optagelsen i

forbindelse med skrivningen af dommen)

_ I hvilket omfang har en part krav på afspilning af optagelsen i

ankeinstansen?

_ Medfører det ophævelse af dommen, hvis det ved hjælp af

optagelsen kan dokumenteres, at dommeren har misforstået en

forklaring på et vist punkt, som har betydning og eventuelt afgørende

betydning for sagen?

Der foreligger endnu ikke oplysninger om, hvornår evalueringen vil

blive gennemført.


8.2.2. Sverige

I Sverige skal forklaringer protokolleres eller optages fonetisk i det

omfang, de kan antages at være af betydning for sagen. For

forklaringer, der afgives under domsforhandlingen i hovret, gælder

dette dog kun i det omfang, forklaringerne kan antages at have

betydning ved en eventuel anke til Højesteret. Forklaringer, som

afgives under domsforhandlingen i Højesteret, behøver ikke at

protokolleres eller optages fonetisk.

I praksis optages forklaringer fonetisk i stedet for at protokolleres.

Lydoptagelsen skal opbevares i to måneder efter sagens afgørelse. I

tilfælde af anke skal lydoptagelsen dog opbevares, indtil ankesagen er

afgjort. Aktindsigt i lydoptagelsen meddeles i form af en kopi af

optagelsen, medmindre retten finder, at der af særlige grunde skal

fremstilles en udskrift af optagelsen.

side 387


8.3. Retsplejerådets overvejelser

8.3.1. Relevante hensyn

Protokollering af forklaringer

Hovedformålet med at protokollere forklaringer er naturligvis at opnå

sikker oplysning om, hvad der er forklaret. Dette har i første række

betydning ved sagens afgørelse, herunder skrivningen af dommen. Det

har dernæst betydning ved parternes ankeovervejelser. Et pålideligt

referat er imidlertid også nødvendigt, hvis der skal gennemføres en

sag om falsk forklaring for retten. Endelig kan et referat af

forklaringen være af væsentlig betydning i tilfælde af anke, da det kan

gøre en genafhøring unødvendig, eller man kan nøjes med en

supplerende afhøring, ligesom det kan forekomme, at vidnet ikke kan

afhøres under anken.

Billed- eller lydoptagelse af forklaringer

Som udgangspunkt kan der anføres de samme grunde til at foretage

billed- eller lydoptagelse af en forklaring som til at optegne et referat

af forklaringen i retsbogen. Der kan således foretages billed- eller

lydoptagelse af en forklaring, som afgives under forberedelsen, med

henblik på eventuel hel eller delvis afspilning under

domsforhandlingen. En forklaring, hvor der er sket billed- eller

lydoptagelse, kan endvidere benyttes af parterne ved deres

ankeovervejelser, under en eventuel sag om falsk forklaring for retten

eller under en eventuel anke, hvis genafhøring anses unødvendig eller

ønskes begrænset til en supplerende afhøring, samt hvis vidnet ikke

kan afhøres under anken. Dette gælder, hvad enten forklaringen

afgives før domsforhandlingen eller under domsforhandlingen.

I forhold til et retsbogsreferat vil en billed- eller lydoptagelse være

en mere umiddelbar gengivelse af forklaringen. Til gengæld er lyd- og

billedoptagelser langt mere uhåndterlige end referater. En trænet læser

kan ved at skimme et referat forholdsvis hurtigt udpege særligt

relevante afsnit. Selv om man utvivlsomt også kan opnå træning i

aflytning eller gennemsyn af lyd- og billedoptagelser, vil det

formentlig altid være en væsentlig langsommere metode end læsning

af et referat. Det er således et velkendt fænomen, at mennesker taler

hurtigere, end de skriver, men hurtigere tilegner sig skriftlige

oplysninger end mundtlige oplysninger.

Når det drejer sig om søgning i store datamængder, er det i visse

tilfælde en fordel at anvende computere. I USA kan det således

forekomme, at en sagsøgt virksomhed pålægges at udlevere millioner

af A4-sider. Forudsat der er udsigt til at få tilkendt store beløb, vil

sagsøgerens advokat eksempelvis indskanne dokumenterne og lagre

dem på cd-rommer for at kunne søge i dem ved hjælp af en computer.

Man kan tilsvarende forestille sig, at søgning i omfattende billedeller

lydoptagelser af forklaringer gennemføres ved hjælp af

388

computere. Retsplejerådet har dog ikke fundet anledning til at gå

nærmere ind på denne mulighed på nuværende tidspunkt.

En billed- eller lydoptagelse er nemmere at gennemføre end en

protokollering, idet det herved forudsættes, at retterne indrettes med

let betjent optageudstyr. Hvis alternativet er en protokollering på

grundlag af dommerens notater, kan dommeren måske tage mindre

udførlige notater, hvilket giver dommeren større mulighed for en mere

direkte retsledelse. Det afhænger dog af, om billed- eller

lydoptagelsen vil kunne nyttiggøres ved domsskrivningen.

Hvis alternativet er en traditionel protokollering efter hver

forklaring, giver en billed- eller lydoptagelse en mere koncentreret

retshandling uden generende afbrydelser. Dette giver først og

fremmest alle involverede et bedre udbytte af retshandlingen og er

desuden udtryk for en umiddelbar tidsbesparelse. Som nævnt kan den

efterfølgende brug af billed- eller lydoptagelsen imidlertid omvendt

være mere tidskrævende, end når der sker protokollering.

Hvis alternativet er, at en anden medarbejder ved retten end

dommeren tager notater med henblik på protokollering, vil en billedeller

lydoptagelse formentlig på langt sigt, når det rigtige udstyr er

gennemprøvet og fast indarbejdet, være ressourcebesparende. Som

nævnt kan den efterfølgende brug af billed- eller lydoptagelsen

imidlertid omvendt være mere ressourcekrævende, end når der sker

protokollering.

Endelig kan der anføres nogle særlige grunde til at foretage billedeller

lydoptagelse af forklaringer, som ikke er relevante for

protokollering. Det drejer sig for det første om optagelser, der som

udgangspunkt ikke skal bruges, eksempelvis optagelse af forklaringer

under domsforhandlingen, som kun anvendes, hvis sagen ankes, eller

hvis der rejses sag om falsk forklaring for retten. Det drejer sig for det

andet om optagelser, som bruges til fremstilling af et referat af

forklaringen. Dette kan være i de tilfælde, hvor protokollering bør ske,

eller i forbindelse med skrivningen af dommen.


8.3.2. Optagelse af forklaringer før domsforhandlingen

Retsplejerådet finder, at der bør kunne ske billedoptagelse af en

forklaring, som afgives før domsforhandlingen. En lydoptagelse giver

væsentlig ringere mulighed for at vurdere forklaringen end en

billedoptagelse. Der bør dog undtagelsesvis kunne ske lydoptagelse af

en forklaring, hvis en billedoptagelse ikke er mulig.

Protokollering

Det må overvejes, om en forklaring, der optages, skal protokolleres i

referatform på samme måde som andre forklaringer, der afgives før

domsforhandlingen.

Det vil sjældent være hensigtsmæssigt at fremstille en fuldstændig

udskrift af forklaringen, da omkostningerne ikke vil stå i rimeligt

forhold til udbyttet. Det bemærkes, at muligheden for, at en pålidelig

side 389

udskrift af optagelsen fremstilles af en computer, må antages at ligge så

langt ude i fremtiden, at Retsplejerådet ikke har fundet at burde tage

hensyn hertil.

En fuldstændig udskrift vil kunne bruges til at finde relevante

steder i optagelsen, men disse steder vil også kunne findes ved

gennemspilning af optagelsen. På grund af sit omfang vil en

fuldstændig udskrift sjældent egne sig til at fremlægge som skriftligt

bevis for den dømmende ret, hverken alene eller i kombination med en

delvis afspilning af optagelsen. Dele af en fuldstændig udskrift ville

derimod kunne fremlægges som skriftligt bevis for den dømmende ret,

men her bør parterne som udgangspunkt henvises til en delvis

afspilning af optagelsen.

Et retsbogsreferat af forklaringen vil først og fremmest kunne

bruges af parterne ved forberedelsen af domsforhandlingen. Endvidere

kan det fremlægges som skriftligt bevis, hvis ingen af parterne ønsker

en fuldstændig afspilning af optagelsen under domsforhandlingen.

Retsbogsreferatet er endvidere nødvendigt i ankesager for Højesteret,

da der vil være meget begrænsede muligheder for afspilning af

optagelser af forklaringer for Højesteret (jf. nedenfor).

Retsplejerådet finder på den baggrund, at en forklaring, der optages

før domsforhandlingen, som hovedregel skal protokolleres i

referatform på samme måde som andre forklaringer, der afgives før

domsforhandlingen. Retten bør dog kunne bestemme, at der ikke sker

protokollering. I den forbindelse må parternes synspunkter tillægges

betydelig vægt.

Retsbogsreferatet vil være omfattet af de almindelige regler om

aktindsigt i retsbøger for personer, der har en retlig interesse heri (i

traditionel, snæver forstand), jf. retsplejelovens § 41, og for

massemedier, når sagen er endt, jf. retsplejelovens § 41 a.

Afspilning af billed- og lydoptagelser under domsforhandlingen

Retten bestemmer på grundlag af parternes anmodninger, i hvilket

omfang billed- og lydoptagelser kan afspilles under domsforhandlingen.

Parternes anmodninger herom vil skulle fremsættes i god tid før

domsforhandlingen. Ved længere domsforhandlinger vil afspilning af

billed- og lydoptagelser indgå i tidsplanen for domsforhandlingen.

I den første tid efter de nye reglers ikrafttræden vil det være nyt for

parterne og retten, men gradvis vil skøn over den tid, der skal afsættes

til afspilning af billed- og lydoptagelser, ske rutinemæssigt på samme

måde, som der i dag skønnes over eksempelvis, hvor lang tid der skal

afsættes til vidneforklaringer.

Det vil således navnlig ikke være nødvendigt at vente med at

fastsætte tidsrammerne for domsforhandlingen, til afhøringen har

fundet sted, eller til parterne er nået så vidt i forberedelsen af

domsforhandlingen, at de ved, hvilke dele af billed- og lydoptagelserne

de ønsker afspillet under domsforhandlingen.

side 390

Efter retsplejeloven er udgangspunktet for bevisførelsen et princip

om bevisumiddelbarhed, men dette princip fraviges for Højesterets

vedkommende, jf. om begrundelsen herfor afsnit 7.1 ovenfor.

På den baggrund finder Retsplejerådet, at det kun undtagelsesvis bør

forekomme, at en billed- eller lydoptagelse af forklaringer afspilles for

Højesteret under domsforhandlingen.

For Højesteret må parterne således som altovervejende hovedregel

anvende et retsbogsreferat af forklaringen. Parterne vil dog også kunne

anvende en udskrift af dele af forklaringen eller eventuelt af hele

forklaringen. Dette sker dog i så fald som hovedregel for egen regning,

da udgifter til udskrift af optagelsen kun undtagelsesvis vil kunne

medregnes til sagsomkostningerne.

Parterne vil naturligvis også for andre retter kunne vælge alene eller

tillige at anvende et retsbogsreferat eller en hel eller delvis udskrift af

forklaringen, men for udskriftens vedkommende altså som hovedregel

for egen regning.

Brug af optagelsen under voteringen og domsskrivningen

I det omfang, en optagelse af en forklaring har været afspillet under

domsforhandlingen, vil dommeren eller dommerne kunne gennemse

optagelsen i forbindelse med voteringen og domsskrivningen. Dette vil

være helt parallelt til dommerens eller dommernes konsultation af

sagens dokumenter eller beviser i øvrigt.

Foretages der kun en delvis afspilning, kan der fremlægges et

retsbogsreferat eller eventuelt en udskrift af afhøringen, som indgår i

sagen som bevis, og som dommeren eller dommerne kan konsultere

under voteringen eller domsskrivningen.

Dommeren eller dommerne vil også kunne gennemse dele af en

optagelse, som ikke er blevet afspillet under domsforhandlingen, men

vil ikke kunne tillægge sådanne ikke afspillede dele af forklaringen

betydning ved afgørelsen. Retten vil imidlertid af egen drift kunne

anordne afspilning af dele af optagelsen, som ingen af parterne ønsker

afspillet, da en sådan beslutning er analog til at stille yderligere

spørgsmål til et vidne (og herunder om fornødent genindkalde et vidne),

hvilket er hjemlet i retsplejelovens § 183, stk. 2, 1. pkt. I givet fald må

domsforhandlingen genoptages, således at parterne har mulighed for at

kommentere det pågældende afsnit af optagelsen.


8.3.3. Optagelse og protokollering af forklaringer under

domsforhandlingen

Protokollering

Retsplejerådet foreslår ingen ændringer af de gældende regler om

protokollering af forklaringer under domsforhandlingen.

I civile sager protokolleres forklaringer normalt ikke, men der er

hjemmel til at gøre det, hvis retten af særlige grunde finder det

hensigtsmæssigt. Retsplejerådet finder, at dette er udtryk for en

side 391

fornuftig afvejning af fordele og ulemper ved protokollering af

forklaringer, som afgives under domsforhandlingen.

I straffesager er retsplejelovens regulering af protokollering af

forklaringer noget spredt, og der er formentlig ikke nogen fuldstændig

ensartet praksis. Det kunne således overvejes at foretage en mere præcis

regulering, hvor der også skelnes mere klart mellem tilståelsessager,

lægdommersager, ikke-lægdommersager og ankesager. Da der er tale

om et spørgsmål, som særligt angår straffeprocessen, finder

Retsplejerådet imidlertid ikke at burde gå nærmere ind herpå.

For civile sagers vedkommende er det Retsplejerådets opfattelse, at

den eksisterende praksis, hvor forklaringerne gengives i dommen (eller

i en redegørelse efter retsplejelovens § 366 a, stk. 3) i det omfang, de

har betydning for sagen, normalt fungerer tilfredsstillende. Det

forekommer dog undertiden, at der i ankesager er behov for en

genafhøring på grund af en utilstrækkelig fiksering af forklaringen i

første instans.

Billed- og lydoptagelse

Retsplejerådet har overvejet muligheden for at foretage billed- eller

lydoptagelse af forklaringer, som afgives under domsforhandlingen.

Formålet med en sådan optagelse, som kendes fra Sverige i form af

lydoptagelse, ville være at sikre bevis for, hvad der er forklaret, i de

relativt få tilfælde, hvor der er brug herfor, enten i forbindelse med anke

eller i forbindelse med en sag om falsk forklaring for retten. Optagelsen

ville i princippet også kunne konsulteres af dommeren eller dommerne

under voteringen eller skrivningen af dommen, men det ville næppe ske

særligt ofte. I Sverige, hvor lydoptagelse af forklaringer sker systematisk,

benyttes optagelsen sjældent af dommeren eller dommerne.

I langt de fleste tilfælde ville optagelsen således ikke blive brugt til

noget. I de tilfælde, hvor der faktisk blev brug for optagelsen, ville det

ofte være nødvendigt at fremstille en fuldstændig udskrift, hvilket er

meget besværligt, og så er en fuldstændig udskrift endda ikke særlig

håndterlig.

I lyset heraf finder Retsplejerådet ikke tilstrækkeligt grundlag for at

foreslå regler om systematisk optagelse af forklaringer, som afgives

under domsforhandlingen. Udbyttet ved en sådan generel ordning ville

ikke stå mål med indsatsen.

Derimod foreslår Retsplejerådet, at retten skal kunne beslutte at

foretage billed- eller lydoptagelse af en forklaring. På dette særlige

område finder Retsplejerådet det hensigtsmæssigt at overlade det til de

enkelte retter at danne deres egen praksis med hensyn til, om man kun

undtagelsesvis eller i særlige tilfælde eller omvendt mere eller mindre

generelt, eventuelt i visse kategorier af sager, vil foretage billed- eller

lydoptagelse af forklaringer. Beslutningen om at foretage eller ikke

foretage billed- eller lydoptagelse af en forklaring træffes af

retsformanden i den pågældende sag. Domstolschefen kan ikke

fastsætte bindende (men nok vejledende) retningslinier herfor.

side 392


8.3.4. Praktiske spørgsmål, aktindsigt mv.

Praktiske spørgsmål

Retsplejerådet foreslår i forvejen, at der installeres videokameraer og

videoskærme i et antal retssale med henblik på afholdelse af

videomøder (jf. afsnit 4-6 ovenfor), og de samme videokameraer vil

kunne benyttes ved billedoptagelse af afhøringer, ligesom

videoskærmene vil kunne benyttes ved afspilning af optagelsen under

domsforhandlingen. Der vil dog yderligere skulle investeres i

optageudstyr.

Ved videomødeafhøringer vil det være mest praktisk, at

billedoptagelsen sker der, hvor den afhørte befinder sig (jf. også afsnit

6.2). Det, der skal optages, er billedet af den afhørte og den samlede lyd

både fra det sted, hvor den afhørte befinder sig, og fra det sted, hvorfra

afhøringen foretages. I princippet kunne man forestille sig en mere

fuldstændig optagelse, hvor også billedet eller billederne fra det sted,

hvorfra afhøringen foretages, blev optaget. Selv om dette for så vidt er

teknisk muligt, herunder således at alle billederne optages samlet på

samme medium, finder Retsplejerådet dog ikke tilstrækkelig anledning

til en så vidtgående optagelse. Det afgørende er, at spørgsmål og svar

samt billedet af den afhørte optages.

Af praktiske grunde bør videobilledet indeholde en tæller, således at

en part entydigt over for retten og modparten kan angive bestemte dele af

billedoptagelsen, dels med henblik på afspilning under

domsforhandlingen, dels med henblik på udskrift af optagelsen.

Forholdet til forbudet mod optagelse af billede og lyd i retsmøder

Når der foretages billed- eller lydoptagelse af en afhøring, bør det ske

ved rettens foranstaltning, der ikke er omfattet af forbudet mod optagelse

af billede og lyd i retsmøder (retsplejelovens § 32).

Der bør imidlertid ikke være adgang til videregivelse eller

offentliggørelse af sådanne optagelser af forklaringer afgivet i retsmøder.

I forarbejderne til forbudsbestemmelsen lægges der således stor vægt på,

at der kun vil blive givet tilladelse til transmission eller optagelse af

parts- eller vidneforklaringer, hvis samtlige sagens aktører samtykker.

Der bør derfor indføres et særskilt strafsanktioneret forbud mod

uberettiget videregivelse eller offentliggørelse af de af retten foretagne

optagelser af afhøringer i retsmøder.

Af hensyn til parternes forberedelse af domsforhandlingen samt

ankeovervejelser må de have adgang til de pågældende optagelser.

Parterne og deres advokater bør for det første have adgang til at

gennemse henholdsvis gennemlytte optagelsen på rettens kontor.

Dernæst bør parternes advokater have mulighed for at få udleveret en

kopi af optagelsen. Advokaten vil kunne lade parten gennemse eller

gennemlytte optagelsen, men må ikke udlevere en billedoptagelse til

parten. Denne afgrænsning af adgangen til at råde over en

billedoptagelse svarer til Retsplejerådets forslag med hensyn til

forklaringer, som afgives via en videoforbindelse, hvor en parts

side 393

deltagelse i et sådant videomøde skal kontrolleres, enten ved partens

fremmøde på et autoriseret sted eller ved, at parten har en ansvarlig

person, eksempelvis en advokat, ved sin side (jf. afsnit 4.5 ovenfor).

Når en part gennemser eller gennemlytter optagelsen hos retten, må

det sikres, at optagelsen ikke kan manipuleres, eventuelt ved anvendelse

af en kopi.

Forholdet til reglerne om aktindsigt

Der bør ikke i almindelighed udleveres kopi af billed- og lydoptagelser

af afhøringer i retsmøder. En part kan gennemse optagelsen i rettens

lokaler. En parts advokat vil kunne få udleveret en kopi (med forbud

mod videregivelse), jf. ovenfor.

Andre, som har en retlig interesse heri, vil kunne gennemse optagelsen

i rettens lokaler. Retlig interesse skal forstås i traditionel, snæver

forstand, og omfatter ikke journalisters interesse i at varetage deres

opgave som offentlighedens kontrol- og informationsorgan.

Indgives der anmeldelse om falsk forklaring for retten, vil der skulle

udleveres en kopi til politiet.

Bortset herfra forudsættes sådanne optagelser alene anvendt under

domsforhandlingen i den pågældende sag eller i en beslægtet sag eller

under anke. Ved afspilningen under domsforhandlingen eller under en

anke gælder retsplejelovens almindelige regler om forbud mod optagelse

og transmission af billede og lyd og om dørlukning og referatforbud.

Retsplejerådet har overvejet, om optagelserne skal være omfattet af

almindelige arkivregler, eller om de tværtimod obligatorisk bør slettes

efter en vis tid. Rådet finder, at dette spørgsmål er egnet til administrativ

regulering, og foreslår, at justitsministeren bemyndiges til at fastsætte

regler herom. Rådet forudsætter dog samtidig, at bemyndigelsen i første

omgang udnyttes til at bestemme, at optagelserne skal opbevares i ét år

efter sagens endelige afgørelse, og at de derefter skal slettes. Senere vil

de indhøstede erfaringer eventuelt kunne give anledning til en anden

ordning.

Udskrift af optagelsen

Som berørt ovenfor vil det ofte være forbundet med uforholdsmæssige

omkostninger at fremstille en fuldstændig udskrift af optagelsen. En part

bør imidlertid mod betaling af de faktiske udgifter kunne forlange at få

hel eller delvis udskrift af optagelsen efter samme regler, som gælder om

aktindsigt i en sags dokumenter. Det bemærkes, at sådanne udgifter kun

undtagelsesvis vil kunne medregnes til sagsomkostningerne, da parterne

som udgangspunkt må anvende selve optagelsen eller et retsbogsreferat.

Andre end parterne bør tilsvarende have adgang til mod betaling af de

faktiske udgifter at få hel eller delvis udskrift af optagelsen efter samme

regler, som gælder om aktindsigt i en sags dokumenter. Aktindsigt vil

således være begrænset til personer, der i traditionel, snæver forstand har

retlig interesse i at få aktindsigt.

side 394