TfK 2001.592/2 VLD

 

  V.L.K. 23. juli 2001 i kære KA. afd. S-1804-01
(Deleuran, Henrik Estrup, Joy Winter (kst.)).

Anklagemyndigheden mod S (adv. Ole Møller Jespersen, Horsens, e.o.).

Den påkærede beslutning om, at sigtede måtte være belagt med håndjern under retsmødet vedrørende beretning om ransagning, er truffet den 18. juli 2001 af Retten i Horsens, 3. afdeling.

Det fremgår af landsrettens afgørelse gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1999, side 642, at en tiltalt ikke må være belagt med håndjern under et retsmøde. Tilsvarende må gælde for en sigtet, mod hvem der endnu ikke er rejst tiltale.

Det fremgår af den nu foreliggende sag, at sigtede var voldsom i politibilen under turen fra arresten til byretten, men der er ingen oplysninger om, at han også skulle have været uregerlig i retten. Sigtede blev efter sin undvigelse den — — — juni 2001 fremstillet i landsretten den — — — juli 2001 uden håndjern.

Uanset om der kan forekomme situationer, hvor der kan være grundlag for at gøre undtagelse fra reglen om, at en sigtet skal fremstilles i retten uden håndjern, har der på den anførte baggrund ikke været grundlag for at gøre en sådan undtagelse i den foreliggende situation. Det gælder, selv om der ikke var spørgsmål til sigtede, der derfor kun var til stede for at overvære retsmødet, jf. retsplejelovens § 748, stk. 1. Den trufne beslutning om, at sigtede måtte være belagt med håndjern under overværelse af retsmødet vedrørende lovligheden af den foretagne ransagning, har derfor været uberettiget.

Thi bestemmes:

Den påkærede beslutning om, at sigtede måtte være belagt med håndjern under overværelse af retsmødet, har været uberettiget.