TfK 2005.295/3 VLK
 

  V.L.K. 1. februar 2005 i kære 7. afd. S-2782-04
(Lisbeth Parbo, Olav D. Larsen, Stausbøll (kst.)).

Anklagemyndigheden mod D (adv. Hans Kjellund, Århus, e.o.).

Århus Rets 12. afdelings kendelse 14. oktober 2004.

Ifølge skrivelse af 14. april 2004 fra Politimesteren i Århus, modtaget i retten den 14. april 2004 kl. 12.05, foretog Århus politi den 10. april 2004 kl. 17.41 foreløbig beslaglæggelse hos D af et stk. guldkæde med indgravering »BH`NH 585«, vægt 165 gram.

Baggrunden for anmodning om rettens godkendelse i medfør af retsplejelovens § 1002, stk. 1, jf. § 802, stk. 2, nr. 2 er, at D er registreret med fordringer hos Århus Politi på i alt 16.227,97 kr. for ikke betalte bøder og sagsomkostninger. Guldkæden er vurderet til 5.961,60 kr. med en nyværdi på 30.600 kr.

D har ved sin beskikkede advokat protesteret mod beslaglæggelsen.

Der har i sagen været afholdt 3 retsmøder.

Der er afgivet forklaring af D, og vidneforklaring af dennes moder, M, som ikke har ønsket at påberåbe sig sin vidnefritagelsesret, N, som er en bekendt af D, og politiassistent R, alle boende Århus.

D har forklaret, at kæden tilhører hans mor og ikke ham. I forbindelse med episoden den 10/4-04 var de nogle stykker sammen i en bil, der blev stoppet af en politipatrulje lige over for Møllevangsskolen. Betjenten >> 1620 >> tjekkede chaufførens og hans eget navn og bad ham stige ud, hvorefter han uden sigtelse blev kropvisiteret. I øvrigt ville man tage bilens plader, men de fik dog lov til at køre hen til ejeren. Der stod de stod nogle stykker i en klump samlet, og betjenten spurgte så ham: »Hvad er kæden værd«? Han svarede, at det var ikke hans, det var hans mors, som han havde lånt, det har han sommetider gjort. Han har ikke sagt til betjenten: »Det er min kæde«. Han har ikke sagt til betjenten: »Jeg har betalt 33.000 for min kæde«. Alligevel tog betjenten den. Efterfølgende indfandt han sig hos politiet og foreviste, hvad han ville kalde en kvittering, nemlig bilaget af 26/3 2002. Det stammer fra en guldsmed, som der blev afleveret guld til, og som derefter lavede smykket. Smykket er lavet og forlænget - i to omgange, men det er alligevel skrevet på den samme kvittering. Han skylder penge overalt i systemet og gider ikke eje noget selv. Det er klart, at betjenten må kunne indse, at han aldrig ville bære sit eget værdifulde smykke under de omstændigheder. Politiet har ikke nogen sag.

M har forklaret, at guldkæden er hendes. Hun havde lånt den til sin søn den pågældende dag. Han låner den sommetider. »Det er hendes søn.« Det var ham, der gik til guldsmeden med alt det gamle guld, der skulle smeltes om, og hendes 6.500 kr., som det skulle koste at lave guldkæden. Hun gik ikke selv med, for hun havde i forvejen set en papirtegning med mønsteret af kæden. Guldet stammede fra gaver, som hun havde fået i forbindelse med sit ægteskab, og hun havde valgt at omsmelte de flere små smykker til én stor guldkæde. På et senere tidspunkt besluttede hun, at hun ville have kæden forlænget. Det kostede ingenting, og derfor fremgår det af det samme bilag fra guldsmeden. Hun kan ikke huske, hvornår det fandt sted. Hun har ikke foræret guldkæden til sin søn. Hun fastholder bestemt, at han havde lånt den. En gang imellem får han lov til at låne guldkæden, fordi det er hendes søn.

N har forklaret, at hun er en bekendt af D og førte bilen den 10/4, da de blev standset af to betjente. Bilen havde hun lånt. Mens de stod uden for bilen, hørte hun dele af en samtale mellem den ene betjent og D. Det var en diskussion omkring den guldhalskæde, som D bar, og nogle sager, som betjenten gerne ville have, de fik ordnet. Hun hørte, at D om guldkæden sagde: »Det er min mors. Jeg har været i retten før om det. I kan ringe og få det bekræftet. I har prøvet at tage den før.« Foreholdt, at hun i telefonafhøringen 6/6 d.å. til politiet skulle have udtalt, at D sagde til betjenten: »Den har jeg lånt af min mor, den tilhører min mor«, siger vidnet, at hun må fastholde sin forklaring nu, specielt at det var en mere detaljeret diskussion, der ikke bare lige tog 5 minutter, men som var ret omhyggelig. Hun bekræfter, at hun og D har talt om sagen, inden hun skulle i retten, men det har ikke givet anledning til ændringer i hendes forklaring. D plejer at råbe højt og gjorde det også ved den lejlighed, men hun har ikke hørt hele samtalen, bl.a. fordi betjentene var henne at spørge om deres mobiltelefoner og andre ting. Af en eller anden mærkelig grund spurgte politiet ikke D's veninde om noget som helst.

R har forklaret, at han den 14. april patruljerede med kollega O, og man antraf en bil, hvori der befandt sig en efterlyst kvinde, hvorefter man stoppede den. I samme anledning talte vidnet med D. Vidnet spurgte, om den guldkæde, D bar, var hans, hvilket denne bekræftede, og der var en kort samtale, hvori D flere gange omtalte guldkæden som »min guldkæde«. Vidnet spurgte, om han måtte se nærmere på den, og det måtte han. Det lod til, at det faktisk var ægte guld. D sagde »Jeg har betalt 33.000 kr. for den«. Vidnet mener, det var 33.000 kr., det var i hvert fald godt 30.000 kr. Imidlertidig havde patruljen nu modtaget [s]var fra kriminalregistret vedrørende alle 3 tilstedeværende personer, herunder fra det centrale fordringsregister, hvoraf det fremgik, at D var kendt, idet [h]an skyldte omkring 16.000 kr. i sagsomkostninger til det offentlige. Vidnet sagde derfor til D, at han herefter agtede at beslaglægge den pågældende kæde. D sagde nu, at den tilhørte ikke ham, men hans mor. Han sagde også, at den engang havde været inddraget af politiet i Kolding eller en politikreds sydpå og genudleveret. Vidnet sagde, at det kendte han ikke noget til. D sagde endvidere, at han havde en kvittering, som han ville forevise og rent faktisk kom han nogle dage senere på politigården, hvor vidnet var tilstede og foreviste kvitteringen som vidnet, så vidt han husker, tog en fotokopi af. D har også været på politigården i samme anledning på et tidspunkt, hvor vidnet ikke var der. Under samtalen have D forholdt sig roligt, men på politigården hidsede han sig vældigt op og var mildest talt utilfreds. Han var meget højtråbende og mente, at der ikke var noget i vejen for, at han kunne få kæden udleveret her og nu. Vidnet måtte prøve at forklare, at sagen skulle forelægges retten, og at han ikke var slet så sikker på, at det gik så nemt, som D mente. I den anledning er der sket den formulering i anmeldelsesrapporten side 2, som vidnet har valgt. Forevist kopi af kvitteringen siger vidnet, at han genkender denne, og det var hans opfattelse, at den var skrevet med 2 forskellige håndskrifter. Han måtte gå ud fra, at noget var udfyldt af guldsmeden og noget af en anden person end guldsmeden. Han undrede sig noget over det, idet man efter hans erfaring normalt vil gøre sig umage med at udfylde netop en kvittering, så alle kan læse teksten.

Anklagemyndigheden har til støtte for beslaglæggelsesbegæringen fremhævet, at allerede den omstændighed, at D antræffes - tilfældigt - bærende guldkæden, stiller betydelige beviskrav til godtgørelse af, at guldkæden tilhører en anden. Et sådant bevis er ikke ført i sagen. Der kan ikke lægges synderlig vægt på moderens >> 1621 >> forklaring, og vidnet N kan have hørt udtalelsen om, at smykket tilhørte moderen - på et tidspunkt, da politibetjenten havde besluttet beslaglæggelse. Sidstnævntes udsagn er væsentligt og i klar modstrid med D's. Det er vigtigt, at ikke mindst personer, der skylder det offentlige penge, ikke kan påberåbe sig proformaarrangementer med henblik på omgåelse af reglerne.

Forsvareren har heroverfor fremhævet, at D's, moderens og vidnet N's samstemmende forklaringer støttes af den foreliggende »kvittering« og tilsammen udgør det fornødne bevis for ejerskabet.

Retten udtaler:


D's besiddelse af guldkæden og den omstændighed, at han ifølge vidnet R omtaler denne som sin - indtil det kommer på tale at beslaglægge smykket, findes at måtte tillægges afgørende betydning for bevisbedømmelsen.

Efter rettens opfattelse fremtræder »kvitteringen« som et falsum. Selv på baggrund af D's og moderens forklaringer om baggrunden for bilaget, findes der ikke at kunne tillægges dette nogen bevismæssig betydning for ejerforholdet.

Der findes ikke at kunne lægges afgørende vægt på M's forklaring. Vidnet N's forklaring findes heller ikke relevant for bedømmelsen.

Herefter findes det godtgjort, at guldkæden tilhører D.

Det findes endvidere godtgjort, at betingelserne for at beslaglægge guldkæden har været opfyldt, idet formålet med indgrebet ville være forspildt, hvis politiet havde afventet rettens kendelse. Retten kan derfor godkende, at indgrebet er foretaget, jf. retsplejelovens § 802, stk. 2, nr. 2, jf. § 806, stk. 3, med henblik på at sikre krav om betaling af sagsomkostninger i forbindelse med dom, jf. retsplejelovens § 1002, stk. 1.

- - -

Vestre Landsrets kendelse.

- - -

Advokat Hans Kjellund nedlagde påstand om ophævelse af beslaglæggelsen.

Anklageren nedlagde påstand om stadfæstelse af byrettens kendelse.

Anklageren foretog dokumentation.

Advokat Hans Kjellund havde lejlighed til at supplere dokumentationen.

D blev gjort bekendt med, at han ikke har pligt til at udtale sig. Han forklarede supplerende, at han i sin tid efter anmodning fra sin mor fik guldsmeden til at lave guldkæden. Han taler bedre dansk end sin mor, og det var baggrunden for, at hans mor bad ham om at sørge for, at guldsmeden lavede guldkæden af moderens gamle smykker. Det kostede 6.500 kr. at få kæden lavet. Det var også ham, der efter anmodning fra moderen kontaktede guldsmeden, da kæden skulle forlænges, fordi den var for lille til hans mor. Også til forlængelsen af kæden blev der brugt guld, som hans mor havde fået i gave. Det er tradition i Tyrkiet, at der i forbindelse med bryllupper og ved andre lejligheder gives guld som gave. Han har nogle gange lånt kæden af sin mor. Kvitteringen af 26. marts 2002 fra guldsmeden var også fremme, da han - i forlængelse af en anholdelse den 8. oktober 2003, hvor han bar guldkæden - blev afhørt af politiet under tilstedeværelse af den tidligere forsvarer, advokat Jørgen Willumsen.

B mødte som vidne. Vidnet blev gjort bekendt med sandhedspligt og strafansvar. Vidnet forklarede, at han kan vedstå kvitteringen af 26. marts 2002, som han har udstedt. Han har skrevet hele kvitteringen, både blokbogstaverne og den øvrige tekst på kvitteringen. Han lavede guldkæden i marts 2002, og han udførte også den senere forlængelse af kæden. Han husker ikke, hvem der kom i forretningen. Han anførte navnet »M« med blokbogstaver på kvitteringen efter kundens anvisning.

Som vidne mødte politiassistent P, Kolding Politi, der - bekendt med sandhedspligt og strafansvar - forklarede, at han den 8. oktober 2003 under efterforskning af et tyveri i - - - var med til at anholde D på dennes bopæl i Århus. D bar en guldkæde, og D sagde, at guldkæden tilhørte ham. Guldkæden blev kortvarigt beslaglagt, men senere udleveret igen, da en kvittering blev forevist. Der blev taget en fotokopi af kvitteringen, men denne kopi er bortkommet. Der stod vist ca. 30.000 kr. på kvitteringen, og han mener ikke, at der stod andre beløb på kvitteringen. Han mener således ikke, at den kvittering, han så, er identisk med kvitteringen af 26. marts 2002, der er fremlagt under denne sag. Der var ikke under afhøringen tale om, at guldkæden tilhørte D's mor. Det er han sikker på. Han husker ikke noget nærmere om den afhøring, hvor guldkæden blev tilbageleveret til D. Afhøringen blev vist overværet af advokat Jørgen Willumsen som forsvarer for D.

Kæremålet blev procederet.

Landsretten afsagde - efter at de mødte havde forladt tingstedet - kl. 15.00,

Kendelse:

Det tiltrædes, at det ved afgørelsen af spørgsmålet om beslaglæggelse må tillægges afgørende betydning, at D ved flere lejligheder har båret den pågældende guldkæde og omtalt den som sin kæde.

Den heraf følgende formodning for, at guldkæden tilhører D, kan ikke anses for afkræftet ved den foreliggende kvittering sammenholdt med de afgivne forklaringer.

Det tiltrædes således, at guldkæden tilhører D, og landsretten stadfæster derfor byrettens kendelse om godkendelse af beslaglæggelsen.