TfK 2009.175/2 ØLK

Ø.L.K. 20. oktober 2008 i kære 24. afd. S-2304-08
 

  Anklagemyndigheden mod D (adv. Jacob Kiil, besk.).

(Linde Jensen, Gunst Andersen og Jens Berg (kst.)).

Københavns Byrets kendelse af 23. juli 2008:

Indledningsvis bemærkes, at retten ikke finder, at anklagemyndigheden ved ikke tidligere at foretage beslaglæggelse eller begære konfiskation efter andre regler derved har afskåret sig fra at foretage beslaglæggelse. Endvidere bemærkes, at beslaglæggelsen må anses for sket senest ved modtagelse af advokat Jakob Kiils brev af 19. november 2007, hvor kosterne blev forlangt udleveret. Anklagemyndigheden har derfor ikke rettidigt indbragt beslaglæggelsen for retten, jf. retsplejelovens § 806, idet beslaglæggelsen først er indbragt ved brev af 9. juni 2008 modtaget i retten den 10. juni 2008 kl. 9.45, hvilket herved misbilliges. Retten finder imidlertid ikke, at dette i denne sag, hvor kosterne i længere tid har været i politiets besiddelse, i sig selv er tilstrækkeligt til at anse beslaglæggelsen for ulovlig.

Beslaglæggelse må efter de foreliggende oplysninger anses for nødvendig for at sikre det offentliges krav på sagsomkostninger og bøde, og retten må videre lægge til grund, at effekterne som udgangspunkt tilhører D. Anklagemyndigheden har ikke nærmere undersøgt, om der foreligger et gyldigt ejendomsforbehold for så vidt angår halskæden og armlænken, koster 301 a og 301 b, ligesom anklagemyndigheden ikke har foranlediget, at den eventuelle ejendomsforbeholdstager, M, er blevet indkaldt til retsmødet.

Herefter tages anklagemyndighedens anmodning til følge i medfør af de påberåbte bestemmelser, dog således at beslaglæggelsen for så vidt angår halskæden og armlænken, koster 301 a og 301 b, sker med respekt af et eventuelt gyldigt taget ejendomsforbehold. Provenuet for salg af smykkerne anvendes i medfør af den påberåbte bestemmelse som begæret.

Thi bestemmes:

Hos D beslaglægges en ring, koster 301, og endvidere med respekt af et eventuelt gyldigt ejendomsforbehold en halskæde og en armlænke, koster 301 a og 301 b. Provenuet fra salg af smykkerne anvendes til dækning af det offentliges krav på sagsomkostninger og bøder.

Domfældte betaler sagens omkostninger, herunder 2.900 kr. + moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat Jakob Kiil.

Østre Landsrets kendelse:

D har ved kæreskrift af 30. juli 2008 kæret Københavns Byrets kendelse af 23. juli 2008 (- - -) om beslaglæggelse af en ring, koster 301, og med respekt af et eventuelt gyldigt ejendomsforbehold, en halskæde og en armlænke, koster 301 a og 301 b.

Dommeren har ved sagens fremsendelse til landsretten den 5. august 2008 henholdt sig til den trufne afgørelse.

Københavns Politi, Advokatur City, har i brev af 7. august 2008 påstået byrettens kendelse stadfæstet.

Det fremgår af sagen, at en række genstande ved Københavns Byrets dom af 24. oktober 2007 blev konfiskeret hos D - i overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand dog ikke koster 301, 301 a og 301 b bestående af en ring, en armlænke og en halskæde.

Ved breve af 19. november og 20. december 2007 samt 19. februar 2008 til Københavns Politi, Advokatur City, anmodede advokat Jacob Kiil på vegne af D udlevering af de nævnte tre smykker.

Det fremgår af anmeldelsesrapport af 9. juni 2008, at Københavns Politi samme dag kl. 10.30 beslaglagde smykkerne. Beslaglæggelsen blev indbragt for Københavns Byret ved brev af samme dato. Brevet blev modtaget i byretten den 10. juni 2008.

Københavns Byret afsagde den 23. juli 2008 den påkærede kendelse.

I besvarelse af landsrettens forespørgsel om sagsforløbet har anklagemyndigheden ved brev af 26. september 2008 henvist til redegørelse af 11. september 2008 fra Københavns Politi, Advokatur City. Af redegørelsen fremgår bl.a., at det i dag ikke ses at være muligt at rekonstruere processen nøjere. Det beklages, at forsvarerens anmodninger om udlevering af de pågældende smykker ikke er blevet tolket som anledning til straks at indbringe spørgsmålet om (fortsat) beslaglæggelse for Københavns Byret.

Det er ubestridt, at D har betydelig gæld til det offentlige, herunder er hans »Gæld til politiet« ifølge den foreliggende restanceoversigt opgjort til ca. 121.900 kr.

Landsrettens begrundelse og resultat


To dommere (Linde Jensen og Jens Berg) udtaler:

Efter retsplejelovens § 1002, stk. 1, finder reglerne i kapitel 74 om beslaglæggelse til sikkerhed for det offentliges krav på bl.a. sagsomkostninger og bødekrav tilsvarende anvendelse efter dom er afsagt. Efter retsplejelovens § 806, stk. 3, skal politiet efter anmodning herom snarest muligt og senest inden 24 timer forelægge beslaglæggelsen for retten, der ved kendelse afgør, om indgrebet kan godkendes.

Selvom formelle fejl i forbindelse med politiets rådighedsberøvelse ikke udelukker, at beslaglæggelse kan ske, jf. herved U.2005.1696H, lægger vi i denne sag ligesom byretten til grund, at politiets beslaglæggelse af de omhandlede smykker må anses for at være sket senest ved politiets modtagelse af advokat Jacob Kiils brev af 19. november 2007. Indbringelsen af beslaglæggelsen for byretten den 9. juni 2008 udgør herefter en meget betydelig overskridelse af fristen i retsplejelovens § 806, stk. 3, og der er ikke oplyst nærmere om grunden til fristoverskridelsen. Vi finder derfor på denne baggrund, at beslaglæggelsen af de omhandlede smykker ikke bør godkendes.

En dommer (Gunst Andersen) udtaler:

Af de grunde, som byretten har anført, findes beslaglæggelsen at burde godkendes.

Der afsiges kendelse af stemmeflertallet.

Thi bestemmes:

Københavns Byrets kendelse af 23. juli 2008 ændres, således at Københavns Politis beslaglæggelse af en ring, koster 301, en halskæde, koster 301 a, og en armlænke, koster 301 b, hos D ikke godkendes.