U.2000.1847/1V

TfK2000.503/1

V.L.K. 8. maj 2000 i kære 10. afd. S-0738-00

(Kristian Petersen, Poul Hansen, Ole Høyer (kst.)).

Anklagemyndigheden mod A (adv. Ole Arnt Buch, Fredericia, e.o.).

Fredericia Kriminalrets retsbog 23. marts 2000.

— — —

Advokat Ole Arnt Buch fastholdt det tidligere fremsatte erstatningskrav og nedlagde påstand om, at der foretages en mentalundersøgelse af A med henblik på konstatering af eventuelle varige mén af fysisk eller psykisk karakter, efter at A har været underkastet den lange varetægtsfængsling, til dels i isolation.

Advokat Ole Arnt Buch nedlagde subsidiært påstand om, at der iværksættes en anden undersøgelse med henblik på at få konstateret, om A har fået de nævnte varige mén, f.eks. en undersøgelse, der kan danne grundlag for en afgørelse fra Arbejdsskadestyrelsen.

Politiassessoren protesterede imod, at de nedlagte påstande tages til følge og bestred, at der er hjemmel til at iværksætte de nævnte undersøgelser.

Der afsagdes sålydende

Kendelse:

Når henses til det lange tidsrum, hvori A har været varetægtsfængslet og til det lange tidsrum, hvori han har været underkastet isolation, finder retten, at der bør iværksættes nærmere undersøgelse med henblik på afgørelse af, hvorvidt A har pådraget sig varige mén af fysisk eller psykisk karakter, og retten finder, at der bør iværksættes en mentalundersøgelse.

— — —

Vestre Landsrets kendelse.

Da det må antages, at foretagelse af en mentalundersøgelse af A vil kunne være af betydning for afgørelsen af det fremsatte erstatningskrav, jf. retsplejelovens § 1018f, stk. 3, 1. pkt., jf. § 809,

bestemmes:

Den påkærede kendelse stadfæstes.