UfR 1992.949 VLD
 
  V.L.D. 16. september 1992 i anke 3-S. 1136/1992

Anklagemyndigheden mod T (adv. Sv. Oppenhejm, København, e.o.)

Af anke 3-S. 1136/1992 - Anklagemyndigheden mod T (adv. Sv. Oppenhejm, København, e.o.) - fremgik, at T, født i 1953, ved anklageskrift af 1. april 1992 fra politimesteren i Graasten var tiltalt for en række overtrædelser af udlændingelovens § 59, stk. 3, jf. straffelovens § 23. Anklagemyndigheden havde påstået straffelovens § 88, stk. 1, 2. pkt., bragt i anvendelse ved strafudmålingen. Endvidere var der nedlagt påstand om konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 2. pkt., af et skønsmæssigt beløb på 1 mio. kr. Endelig var der nedlagt påstand om, at tiltalte i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 24, nr. 4, og § 32, stk. 1, blev udvist med indrejseforbud til 1. januar 2002.

Tiltalte var ikke tidligere straffet i Danmark, men var i 1990 i Sverige idømt straf af fængsel i 8 måneder for overtrædelse bl.a. af udlændingeloven.

Tiltalte havde ikke ønsket at tage stilling til skyldspørgsmålet eller i øvrigt at udtale sig for byretten.

Ved Graasten rets dom 10. april 1992 blev tiltalte på grundlag af en række vidneforklaringer fundet delvis skyldig efter tiltalen og efter udlændingelovens § 59, stk. 3, jf. til dels straffelovens § 23, samt § 88, stk. 1, idømt straf af fængsel i 1 år 10 måneder. Konfiskationspåstanden blev taget til følge med 400.000 kr. og der skete ved dommen udvisning i overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand.

Denne dom blev af tiltalte anket til Vestre Landsret, og domsforhandling foretoges den 15. og 16. september 1992.

I landsrettens retsbog for den 15. september 1992 anføres bl.a.:

- - - Anklageren nedlagde påstand om domfældelse i forhold 2, 4, 5 b, 6, 7 b og c samt forhold 8 i overensstemmelse med anklageskriftet.

Anklageren nedlagde endvidere påstand om skærpelse af straffen og konfiskation af et større beløb end sket, samt stadfæstelse af dommens bestemmelser om udvisning og indrejseforbud.

Forsvareren oplyste, at tiltalte erkender sig skyldig i forhold 2, 4, 5 b, 6, 7 b og c, samt 8. Endvidere nedlagde forsvareren påstand om frifindelse for konfiskationspåstanden, samt formildelse af den idømte straf og fastsættelse af en kortere periode med indrejseforbud.

Herefter trak retten sig tilbage.

Efter at retten havde holdt pause bemærkede retsformanden, at retten har forstået, at tiltalte for landsretten har valgt at erkende også de forhold, hvor der i byretten er sket domfældelse udelukkende på grundlag af forklaringer afgivet af personer, som hverken tiltalte eller hans forsvarer har haft lejlighed til at udspørge eller stille modspørgsmål til. Dokumentation og domfældelse udelukkende på grundlag af sådanne forklaringer, er efter rettens opfattelse ikke forenelig med artikel 6, stk. 3, litra d, i Den europæiske Menneskerettighedskonvention.

Anklageren frafaldt herefter tiltalen i forhold 6, 7 b og c.

Tiltaltes forsvarer bemærkede, at tiltalte nu nægter sig skyldig i forhold 2, 4, 5 b og 8. - - -

I landsrettens retsbog for den 16. september 1992 anføres bl.a.:

Anklageren anmodede herefter om rettens tilladelse til, at dokumentere G's forklaring til retsbogen for den 7. september 1987 for retten i Graasten i den mod ham rejste straffesag, samt P's forklaring til retsbogen for den 13. juli 1989 for retten i Graasten i den mod P rejste straffesag.

Anklageren henviste til, at de pågældende begge gav møde som vidner under behandlingen af straffesagen mod tiltalte ved byretten, og at tiltalte og forsvaret dermed havde haft mulighed for at udspørge og stille modspørgsmål til vidnerne.

Advokat Oppenhejm protesterede herimod.

Der afsagdes efter votering følgende

Kendelse:

Foreløbig bemærkes, at P og G har været indkaldt som vidner såvel under byretssagen som under ankesagen. Der er derfor intet til hinder for, at deres forklaringer afgivet i byretten den 9. april 1992 dokumenteres og indgår i bevisbedømmelsen.

Det fremgår af byrettens retsbog, at der, efter at vidnerne P og G var fratrådt, skete dokumentation af de forklaringer, som de pågældende havde afgivet henholdsvis den 13. juli 1989 og den 7. september 1987 under behandlingen af de mod dem rejste straffesager. Forklaringerne ses således ikke at være foreholdt de pågældende i forbindelse med afgivelsen af forklaringer som vidner i sagen mod tiltalte T.

Under disse omstændigheder, og da der under afgivelsen af P's og G's forklaringer under deres egne sager ikke var beskikket forsvarer for tiltalte T med den deraf følgende mulighed for at være til stede og stille spørgsmål til de pågældende, findes forsvarerens protest mod, at der sker dokumentation af forklaringerne som bevis under sagen, at burde tages til følge, jfr. herved tillige artikel 6, stk. 3, litra d, i Den europæiske Menneskerettighedskonvention, ligesom forklaringerne af samme grund ikke burde være dokumenteret som sket under byretssagen.

Thi bestemmes:
Forsvarerens protest mod dokumentation af de af P og G henholdsvis den 13. juli 1989 og 7. september 1987 afgivne forklaringer tages til følge. - - -

I V.L.D. 16. september 1992, hvorved straffen uden anvendelse af straffelovens § 88, stk. 1, 2. pkt., fastsattes til fængsel i 1 år 6 måneder, og konfiskationsbeløbet nedsattes til 100.000 kr., siges bl.a.:
- - - Anklagemyndigheden har påstået frifindelse i forhold 6 og 7 b og c og domfældelse efter anklageskriftet i forhold 8 med den begrænsning, at perioden alene omfatter 1987 - 22. maj 1991. Anklagemyndigheden har endvidere påstået skærpelse af straffen, konfiskation af et større beløb end sket samt stadfæstelse af dommens bestemmelse om udvisning og indrejseforbud.

Tiltalte har herefter påstået frifindelse i forhold 2, 4, 5 b og 8 samt for påstanden om konfiskation. Tiltalte har endvidere påstået formildelse af straffen og fastsættelse af en kortere periode med indrejseforbud.

Anklagemyndigheden har præciseret, at tiltalen for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 3, omfatter både bestemmelsens 1. pkt. og 2. pkt. - - -

Landsretten skal udtale:

Vedrørende forhold 6 og 7 b og c.

Tiltalte er i forholdene 6 og 7 b og c dømt udelukkende på grundlag af de forklaringer, der - som dokumenteret i byretten - er afgivet af forskellige personer som vidner og tiltalte i andre straffesager.

De pågældende personer er ikke afhørt som vidner i denne sag, ligesom tiltalte eller en forsvarer for tiltalte heller ikke på anden måde har haft mulighed for at stille supplerende spørgsmål til de pågældende med henblik på en nøjere bedømmelse af forklaringernes bevismæssige vægt under denne sag.

Under disse omstændigheder burde forklaringerne ikke være tilladt dokumenteret af byretten, ligesom forklaringerne ikke kan danne grundlag for en domfældelse af tiltalte, jfr. herved tillige bestemmelsen i artikel 6, stk. 3, litra d i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Som følge af det anførte - og iøvrigt i overensstemmelse med den af anklagemyndigheden for landsretten nedlagte frifindelsespåstand - frifindes tiltalte i forholdene 6 og 7 b og c. - - -