TfK 2004.653/2 VLK


 

  V.L.K. 2. september 2004 i sag 6. afd. S-1252-04

(Kristian Petersen, Dorte Jensen, Helle Bertung).

I en nævningesag, der omfattede 10 tiltalte, og som vedrørte bl.a. tiltale for overtrædelse af narkotikalovgivningen, hedder det i

Vestre Landsrets retsbog 1. september 2004.

- - -

Advokat E protesterede mod, at der skal sidde 2 politibetjente bag ham og hans klient under domsforhandlingen. Det er en indgriben i retssikkerheden, idet det umuliggør fortrolig kommunikation mellem ham og klienten.

Retsformanden bemærkede, at spørgsmål vedrørende sikkerhed og bevogtning henhører under politiets kompetence, medmindre der er tale om de tiltaltes rettigheder under sagen. Retten har vurderet, at der er mulighed for stilfærdig kommunikation mellem den enkelte advokat og hans klient - enten ved hvisken eller i form af sedler. Vidnerne kan anmodes om at blive i retssalen til efter den følgende pause, hvis der i videre omfang er behov for at drøfte, om der er yderligere spørgsmål til vidnet.

Advokat S bemærkede, at de 5 advokater og tiltalte, der sidder i anden række i retssalen har 2 politibetjente foran sig og 2 politibetjente bag sig, så for dem er det endnu vanskeligere at kommunikere i fortrolighed.

Advokat B tilsluttede sig de andre advokaters bemærkninger.

Advokat C tilsluttede sig de andre advokaters bemærkninger om placering af bevogtningspersonalet i retssalen. - - -

Advokat H tilsluttede sig de øvrige advokaters bemærkninger, og anførte supplerende, at retten er forpligtet til at overveje sikkerhedsforanstaltningerne.

- - -

Advokat A tilsluttede sig de øvrige advokaters bemærkninger.

Statsavokatassessor R bemærkede, at bevogtningspersonalets placering i retssalen er overvejet grundigt. Det vil blive revurderet om det er muligt at trække nogle af politibetjentene ud til væggen. I øvrigt kan de enkelte advokater uhindret føre samtale med deres klienter i pauserne, idet der ikke vil være bevogtningspersonale til stede i venterum, når forsvareren opholder sig der sammen med tiltalte.

- - -

Advokat H bemærkede, at det niveau, der er anlagt for sikkerheden omkring domsforhandlingen er af betydning for retssikkerheden.

Landsretten optog spørgsmålet til kendelse.

- - -

Vestre Landsrets kendelse.

De 10 tiltalte er i retssalen alle placeret ved et bord ved siden af deres forsvarer. Det beror på en sikkerhedsmæssig vurdering, som politiet har foretaget, at der bag hvert af de 10 borde - der er placeret i to rækker - sidder en politiassistent. En sådan placering af bevogtningspersonale er efter landsrettens opfattelse almindelig i større straffesager, og den er ikke til hinder for, at de tiltalte også under forhandlingerne i retten kan kommunikere fortroligt med deres forsvarer på sædvanlig måde, det vil sige ved skriftlige beskeder og korte, lavmælte ordvekslinger. Det bemærkes i den forbindelse, at landsretten er indstillet på efter begæring at pålægge afhørte vidner at vente, til forsvarerne og de tiltalte i den næste pause har haft lejlighed til i enrum at drøfte, om der er supplerende spørgsmål til vidnet.

Da placeringen af bevogtningspersonalet således ikke kan anses at medføre en indskrænkning af de tiltaltes ret til fortrolig kommunikation med deres forsvarer,

bestemmes:
Begæringen om, at bevogtningspersonalet skal placeres på en anden måde, tages ikke til følge.

- - -