Justitsministeriet vejledning 2007 "Sådan klager du til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol Side 8-10

"Domstolen kan modtage klager fra enhver person eller ikke-statslig organisation eller gruppe af enkeltpersoner. Som udgangspunkt kan alle personer derfor klage til Domstolen. Domstolen kan altså modtage klager fra myndige, umyndige, mindreårige, personer med handicap, psykisk syge, fængslede mv. Også juridiske personer, herunder aktieselskaber og anpartsselskaber, kan klage over krænkelser mod selskabet. Der kan i enkelte tilfælde opstå tvivl om, hvem der kan klage på et selskabs vegne, f.eks. hvis et selskabs ledelse ikke vil klage over krænkelser mod selskabet, eller hvis selskabet er under konkursbehandling. Udgangspunktet er imidlertid, at det må afgøres på grundlag af de nationale tegningsregler, om en person kan repræsentere selskabet. Foreninger kan som udgangspunkt også klage, idet foreninger kan have rettigheder, der kan krænkes. Det kræver dog, at foreningen som forening er krænket. En forening kan derfor ikke klage over krænkelser af et eller flere medlemmers rettigheder. Men et medlem, der er blevet krænket, vil i så fald normalt selv kunne klage som et selvstændigt offer for en krænkelse. Foreningen kan dog også klage på vegne af et medlem i henhold til fuldmagt. Også andre ”ikke-statslige organisationer” (NGO’er) eller ”gruppe af enkeltpersoner” kan klage. Det er imidlertid en betingelse, at der er tale om en privat organisation mv. Institutioner, som hører til den offentlige administration, kan derfor ikke klage. Klager skal bevise eller sandsynliggøre, at klager er ”offer” (”victim” på engelsk) for en krænkelse af en eller flere af de rettigheder eller friheder, der står i konventionen eller tillægsprotokollerne. Ved ”offer” forstås en person, der er direkte og personligt påvirket af den handling eller undladelse, som klager mener udgør en krænkelse. Som udgangspunkt er det derfor ikke muligt at klage over lovgivning eller myndigheders praksis, hvis man ikke selv er direkte berørt af lovgivningen eller myndighedernes beslutninger. I så fald er man ikke ”offer” for statens eventuelle overtrædelse af konventionen. Det er man derimod, hvis man f.eks. er blevet dømt i en straffesag i strid med konventionen, eller hvis myndighederne har behandlet én på en måde, som er i strid med konventionen. I visse situationer kan man klage, selv om man ikke selv har været udsat for en krænkelse, og derfor ikke selv er det direkte ”offer”. Man kan nemlig være indirekte ”offer”. Man kan f.eks. klage, hvis man er i nær familie med et ”offer” for en krænkelse, og ”offeret” ikke selv kan klage. Det kan f.eks. været tilfældet, hvis ”offeret” er afgået ved døden. Når der er en vis risiko for, at man vil blive krænket i fremtiden, kan man også klage. En potentiel krænkelse kan altså være nok til, at Domstolen vil behandle klagen. Der kan være tale om afgørelser, som – hvis de føres ud i livet – vil indebære en krænkelse. Som eksempel kan nævnes afgørelser om udvisning pga. kriminalitet, udlevering til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse, udsendelse eller afslag på asyl. Her kan man altså klage over myndighedernes beslutning om, at man f.eks. skal udvises, inden selve udvisningen finder sted. Man har naturligvis altid mulighed for at lade sig repræsentere af en advokat, hvis man ønsker det." Se Justitsministeriets vejledning fra 2007 om klager til Menneskerettighedsdomstolen i sin helhed.