TfK 2006.76/2 HK


 

  H.K. 28. oktober 2005 i sag 127/2005
Rigsadvokaten mod T2 (adv. Peter Ølholm, Glostrup) og T3 (adv. Jane Ranum, Kbh.).

Østre Landsrets kendelse 30. marts 2005 (3. afd.)

(Talevski, Nils Erik Jensen, Tuk Bagger (kst.)).

Problemstilling og påstande

Denne kendelse angår spørgsmålet, om T2 og T3 kan strafforfølges her i landet vedrørende anklageskriftets forhold 2, jf. straffelovens § 10 a. Spørgsmålet har været mundtligt forhandlet før domsforhandlingen i et nævningeting i medfør af retsplejelovens § 842, stk. 1, nr. 3.

Anklagemyndigheden har påstået, at nævningesagen skal fremmes vedrørende anklageskriftets forhold 2.

Forsvarerne for tiltalte 2 og tiltalte 3 har påstået nævningesagen afvist for så vidt angår forhold 2.

Sagsfremstilling

Ved anklageskrift af 28. februar 2005 er der under et nævningeting rejst tiltale mod bl.a. T2 og T3 i to forhold. I forhold 2 er T2 og T3 - sammen med tiltalte 1 - tiltalt for

»overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., jf. § 21, ved i perioden mellem den 4. og den 7. december 2002 i forening og efter aftale med blandt andre - - -, hvis sager er afgjort, med henblik på videreoverdragelse at have forsøgt at indføre 5,2 kg kokain og 18,3 kg amfetamin fra Holland til Danmark, hvilket mislykkedes, idet T3 og T2, efter forudgående aftale, den 6. december 2002 i personbil kørte fra Danmark til Holland, hvor de modtog stofferne med henblik på transport af disse til Danmark, hvorefter de på tilbagevejen den 7. december 2002 ca. kl. 14.30 blev anholdt i Bad Bentheim i Tyskland på vej til Danmark med stofferne.«

Ved dom af 28. maj 2003 fra Landgericht Osnabrück i Tyskland blev T2 straffet med fængsel i to år for »medvirken til ulovlig indførsel af euforiserende stoffer i ikke ubetydelig mængde i forbindelse med medvirken til ulovlig handel med euforiserende stoffer i ikke ubetydelig mængde.« Straffen blev gjort betinget med en prøvetid på 3 år.

Ved samme dom blev T3 straffet med fængsel i 4 år for »ulovlig indførsel af euforiserende stoffer i ikke ubetydelig mængde i forbindelse med medvirken til ulovlig handel med euforiserende stoffer i ikke ubetydelig mængde«.

I forbindelse med en anmodning fra T3's tyske advokat om overførsel af T3 til Danmark med henblik på straffuldbyrdelse anførte justitsministeriet i Niedersachsen i Tyskland ved skrivelse af 9. marts 2004 til det danske Justitsministerium bl.a.:

»Jeg har forstået Deres skrivelse af 04.03.2004 således, at domfældte [T3] i forbindelse med en overførsel til Danmark på ny skal strafforfølges og domfældes for »forsøg på indførsel af euforiserende stoffer til Danmark«. Under hensyntagen til dommen afsagt af Landgericht Osnabrück skal domfældte regne med en samlet straf på fængsel i 9 til 10 år.

De forhold, for hvilke der er sket domfældelse ved dommen af Landgericht Osnabrück den 28.05.2003, omfatter imidlertid efter tysk ret det samlede sagsforløb (§ 264 i den tyske strafferetsplejelov) vedrørende indførsel af euforiserende stoffer fra Holland til Tyskland inklusive forsøg på viderelevering til Danmark og den påtænkte medvirken til handel med euforiserende stoffer i Danmark og er i Tyskland sanktioneret samlet i medfør af § 52 i den tyske straffelov. En ny strafforfølgning i Danmark ville derfor efter min opfattelse ikke være forenelig med artikel 10 i Konventionen om overførelse af Domfældte og ville også stride imod artikel 54 og artikel 55, stk. 1, litra a, i Schengen-konventionen.«

I anledning heraf skrev det danske Justitsministerium den 3. maj 2004 bl.a. følgende til justitsministeriet i Niedersachsen:

»Ved brev af 9. marts 2004 har Niedersächsicshes Justizministerium over for Justitsministeriet tilkendegivet, at man er af den opfattelse, at retten i Osnabrücks dom af 28. maj 2003 vedrørende den danske statsborger T3 tillige omfatter forsøg på indsmugling af de nævnte narkotiske stoffer til Danmark.

Niedersächsisches Justizministerium har endvidere henvist til, at Tyskland i forbindelse med ratifikationen af Den Europæiske Konvention af 21. marts 1983 om overførelse af domfældte har erklæret, at overførsel kun kan finde sted, såfremt det garanteres, at der ikke vil blive gennemført en ny strafforfølgning for et strafbart forhold, der ligger til grund for den tyske dom. Man kan derfor kun give samtykke til overførsel af T3 på vilkår af, at anklagemyndigheden i Danmark opgiver at strafforfølge ham for forsøg på indsmugling til Danmark.

Justitsministeriet skal i den forbindelse bemærke, at Statsadvokaten for Sjælland har oplyst, at det er hans opfattelse, at der, såfremt det må lægges til grund, at retten i Osnabrücks dom af 28. maj 2003 vedrørende ulovlig indførsel af euforiserende stoffer tillige omfatter forsøg på indsmugling af de nævnte stoffer til Danmark, er fornøden hjemmel i den danske straffelovs § 10 a, stk. 2, litra a, jf. § 6, jf. til dels § 9, til at strafforfølge T3 for forsøg på indsmugling af stoffet til Danmark. Statsadvokaten for Sjælland har i den forbindelse henvist til, at det efter det foreliggende må lægges til grund, at aftalen om turen er indgået i Danmark, at rejsen er startet i København, og at stoffet var bestemt for Danmark.

Justitsministeriet finder herefter ikke at kunne give samtykke til overførsel af T3 fra Tyskland til Danmark med henblik på fortsat fuldbyrdelse af den idømte straf på de vilkår, der er anført i Niedersächsisches Justizministeriums brev af 9. marts 2004.

Justitsministeriet skal for en god ordens skyld bemærke, at Statsadvokaten for Sjælland har oplyst, at det fortsat er den danske anklagemyndigheds hensigt at indlede strafforfølgning mod T3 for forsøg på indsmugling af stoffer til Danmark, hvis han efter endt afsoning i Tyskland vender tilbage til Danmark.«

Konventioner

I Schengenkonventionen, som bl.a. gælder mellem Danmark og Tyskland, jf. herved lov nr. 418 af 10. juni 1997 om Danmarks tiltræden af Schengenkonventionen, er der bl.a. fastsat følgende bestemmelser:

»Artike154

En person, over for hvem der er afsagt endelig dom af en kontraherende part, kan ikke retsforfølges af en anden kontraherende part for de samme strafbare handlinger, dersom sanktionen, i tilfælde af domfældelse, er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan kræves fuldbyrdet efter den dømmende kontraherende parts lovgivning.

Artikel 55

1. En kontraherende part kan på tidspunktet for ratifikation, accept eller godkendelse af denne konvention erklære, at den ikke er bundet af artikel 54 i et eller flere af følgende tilfælde:

• a) Når de strafbare handlinger, der ligger til grund for den udenlandske dom, helt eller delvis er begået på dens område. I sidstnævnte tilfælde gælder undtagelsen imidlertid ikke, hvis de pågældende handlinger delvis er begået på den dømmende kontraherende parts område.

• b) Når de strafbare handlinger, der ligger til grund for den udenlandske dom, udgør en krænkelse af denne kontraherende parts sikkerhed eller andre lige så væsentlige interesser.

• c) Når de strafbare handlinger, der ligger til grund for den udenlandske dom, er begået af en ansat i denne stats tjeneste i strid med den pågældendes embedspligter.

2. En kontraherende part, der har afgivet en erklæring om undtagelsen i stk. 1, litra b), skal angive, hvilke former for strafbare handlinger denne undtagelse gælder.

. . .

Artikel 57

l. Hvis der af en kontraherende part rejses tiltale mod en person for en strafbar handling, og hvis denne parts kompetente myndigheder har grund til at antage, at tiltalen vedrører de samme strafbare handlinger som dem, en anden kontraherende part har afsagt endelig dom for, kan disse myndigheder, hvis de skønner det nødvendigt, anmode de kompetente myndigheder i den kontraherende stat, på hvis område dommen blev afsagt, om alle relevante oplysninger i sagen.

2. Disse oplysninger meddeles hurtigst muligt og indgå i vurderingen af, hvorvidt tiltalen skal opretholdes.

. . .«

Danmark har i forbindelse med ratifikationen taget forbehold om ikke at være bundet i de tilfælde, der er nævnt i artikel 55, nr. 1, stk. a)-c). For så vidt angår de handlinger, der er nævnt i artikel 55, nr. 1, stk. b), er det nævnt i medfør af artikel 55, nr. 2, at erklæringen vedrører de kategorier af overtrædelser, der først og fremmest er nævnt i den danske straffelovs kapitel 12 (overtrædelser vedrørende statens uafhængighed og sikkerhed), og som dernæst er nævnt i samme lovteksts kapitel 13 (overtrædelser vedrørende grundloven og statens øverste instanser), og som for det tredje er nævnt i samme lovteksts kapitel 14 (overtrædelser vedrørende øvrigheden), samt alle øvrige overtrædelser, som logisk falder ind under disse kategorier. Det er i øvrigt præciseret, at Danmark fortolker bestemmelserne i artikel 55, nr. 1, stk. b), således, at bestemmelserne bl.a. omfatter de i den danske straffelovs § 8, nr. 1, omhandlede forhold.

Straffelovens § 10 a blev ikke ændret i forbindelse med Danmarks ratifikation af den nævnte konvention. I forarbejderne til loven om Danmarks tiltrædelse af Schengenkonventionen er der herom anført følgende (Folketingstidende 1996-97, side 4698):

»3.2.3. Kapitel 3 (artiklerne 54-58) indeholder bestemmelser om straffedommes internationale retskraft (forbud mod at straffe en person for den samme forbrydelse to gange).

Bestemmelserne svarer til konvention af 25. maj 1987 mellem De Europæiske Fællesskabers medlemsstater om forbud mod dobbelt strafforfølgning . . ., som Danmark har tiltrådt. Der er også i Europarådet vedtaget en konvention om bl.a. det samme spørgsmål, jf. europæisk konvention om straffedommes internationale retsvirkninger. Konventionen er gennemført i dansk ret ved lov nr. 519 af 23. december 1970 om ændring af borgerlig straffelov og lov nr. 522 af samme dato om fuldbyrdelse af straffedomme. Konventionen er optaget som bilag til den sidstnævnte lov.

Hovedprincippet i bestemmelserne er, at den, over for hvem der er afsagt en endelig straffedom i et medlemsland, ikke på ny kan retsforfølges for de samme handlinger i et andet medlemsland, jf. nærmere artikel 54.

Efter artikel 55 kan et medlemsland ved ratifikationen af konventionen erklære, at det i visse nærmere angivne tilfælde ikke er bundet af hovedreglen i artikel 54, f.eks. hvor forbrydelsen helt eller delvis er begået på dets område eller udgør en krænkelse af det pågældende medlemslands sikkerhed eller andre lige så væsentlige interesser.

Danmark vil i forbindelse med ratifikationen afgive en sådan erklæring. Retsstillingen for Danmark vil herefter være den samme, som gælder efter den ovennævnte konvention af 25. maj 1987. Dansk ret er i overensstemmelse hermed, jf. straffelovens § 10 a.«

Tyskland har efter det oplyste den 14. december 1998 tiltrådt den nævnte konvention fra 1987 om forbud mod dobbelt strafforfølgning, som herefter tillige gælder mellem Danmark og Tyskland.

Der er ikke til brug for straffesagen indhentet oplysninger fra de kompetente tyske myndigheder i medfør af Schengenkonventionens artikel 57 eller den tilsvarende bestemmelse i konventionen fra 1987.

Procedure

Anklagemyndigheden har - til støtte for sin påstand - i første række gjort gældende, at de tiltalte kan strafforfølges her i landet vedrørende anklageskriftets forhold 2, fordi domfældelsen af de tiltalte ved dommen af 28. maj 2003 fra Landgericht Osnabrück i Tyskland ikke omfatter den forbrydelse, der er beskrevet i anklageskriftets forhold 2.

Hvis landsretten imidlertid finder, at dommen omfatter anklageskriftets forhold 2, har anklagemyndigheden i anden række gjort gældende, at de tiltalte kan strafforfølges her i landet, jf. straffelovens § 10 a, stk. 2, litra a, jf. § 6 og til dels § 9. Anklagemyndigheden har subsidiært henvist til straffelovens § 10 a, stk. 2, litra b, jf. § 8, nr. 1.

Anklagemyndigheden har i øvrigt generelt anført, at der - såvel i vurderingen af spørgsmålet om identitet mellem den tyske landsretsdom og den forbrydelse, der er beskrevet i anklageskriftets forhold 2, som i fortolkningen af Schengenkonventionens regler om forbud mod dobbelt strafforfølgning og de tilsvarende regler i konventionen fra 1987 - må tages hensyn til nogle konventioner om kontrol med narkotiske midler m.v., hvorefter transport, import eksport m.v. betragtes som forbrydelser i hvert enkelt land. Anklagemyndigheden har i den forbindelse henvist til enkelt konvention af 30. marts 1961 om kontrol med narkotiske midler, jf. bekendtgørelse nr. 73 af 30. juni 1965 med ændring i bekendtgørelse nr. 27 af 17. marts 1976, konvention af 21. februar 1971 om psykotrope stoffer, jf. bekendtgørelse nr. 8 af 25. januar 1977, konvention af 20. december 1988 imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer, jf. bekendtgørelse nr. 50 af 17. juni 1993, og Schengenkonventionens kapitel 6 om narkotika.

Forsvarerne har til støtte for deres påstand om afvisning navnlig gjort gældende, at T2 og T3 ikke kan strafforfølges her i landet vedrørende anklageskriftets forhold 2, fordi de ved nævnte dom af 28. maj 2003 fra Landgericht Osnabrück er dømt for samme handling, jf. straffelovens § 10 a, stk. 1.

Forsvarerne har endvidere gjort gældende, at undtagelserne i straffelovens § 10 a, stk. 2, ikke kan anvendes i den foreliggende situation. Forsvarerne har i den forbindelse bestridt, at straffelovens § 6, jf. § 9, kan føre til, at de tiltalte kan straffes her i landet. Forsvarerne har endvidere bestridt, at straffelovens § 8, nr. 1, omfatter overtrædelse af straffelovens § 191. Forsvarerne har endelig særligt henvist til, at strafforfølgning af de tiltalte i det foreliggende tilfælde er i strid med forbuddet mod dobbelt strafforfølgning i bl.a. Schengenkonventionen.

Landsrettens begrundelse og resultat:


På baggrund af dommen af 28. maj 2003 fra Landgericht Osnabrück i Tyskland og tilkendegivelsen fra justitsministeriet i Niedersachsen i skrivelsen af 9. marts 2004 til det danske Justitsministerium - og i mangel af nærmere oplysninger indhentet fra kompetente tyske myndigheder i medfør af bl.a. artikel 57 i Schengenkonventionen - finder landsretten, at den forbrydelse, som T2 og T3 er dømt for ved den nævnte tyske dom, må anses for at omfatte den forbrydelse, der er beskrevet i anklageskriftets forhold 2. De konventioner om kontrol med narkotiske stoffer m.v., som anklagemyndigheden har henvist til, kan ikke føre til et andet resultat, fordi der ved den tyske dom også er straffet for forsøg på indførsel i Danmark med henblik på videreoverdragelse. Som udgangspunkt kan T2 og T3 derfor ikke strafforfølges her i landet vedrørende anklageskriftets forhold 2, jf. straffelovens § 10 a, stk. 1.

Efter landsrettens opfattelse er der i det foreliggende tilfælde ikke - som påstået af anklagemyndigheden - hjemmel i straffelovens § 10 a, stk. 2, litra a, jf. § 6 og til dels § 9, til at strafforfølge T2 og T3 her i landet vedrørende anklageskriftets forhold 2. Landsretten har lagt vægt på, at disse bestemmelser må fortolkes i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser. Under hensyn til artikel 54 og artikel 55, nr. 1, stk. a, 2. pkt., og stk. b og c, i Schengenkonventionen og de tilsvarende bestemmelser i konvention af 25. maj 1987 om forbud mod dobbelt strafforfølgning sammenholdt med det forbehold, som Danmark har taget ved ratifikationen, finder landsretten - ud fra de foreliggende oplysninger, og således som spørgsmålet er belyst under den mundtlige forhandling - det nærliggende at antage, at det vil indebære en krænkelse af Danmarks forpligtelser efter disse konventioner, hvis T2 og T3 - på grundlag af straffelovens § 10 a, stk. 2, litra a, jf. § 6 og til dels § 9 - strafforfølges her i landet for så vidt angår anklageskriftets forhold 2. Det kan ikke føre til et andet resultat, at der i den tyske dom ved strafudmålingen i formildende retning bl.a. er lagt vægt på, at amfetaminen og kokainen ikke var bestemt for forbrugere i Tyskland, som således alene skulle være transitland. Heller ikke forarbejderne til loven om Danmarks tiltrædelse af Schengenkonventionen eller de konventioner om kontrol med narkotiske midler m.v., som anklagemyndigheden har henvist til, kan føre til et andet resultat.

Landsretten finder ikke, at der er hjemmel i straffelovens § 10 a, stk. 2, litra b, jf. § 8, nr. 1, til at strafforfølge T2 og T3 her i landet for så vidt angår anklageskriftets forhold 2. Landsretten har lagt vægt på, at overtrædelse af straffelovens § 191 ikke ses at krænke den danske stats selvstændighed, sikkerhed, forfatning eller offentlige myndigheder eller en embedspligt mod staten, således som det udtrykkeligt er nævnt i straffelovens § 8, nr. 1. Hvad angår udtrykket »sådanne interesser, hvis retsbeskyttelse i den danske stat forudsætter en særlig tilknytning til denne«, jf. § 8, nr. 1, sidste led, er det i forarbejderne (U III, motiver, sp. 21) bl.a. anført, at der er tænkt på »Angreb foretagne i Udlandet paa saadanne Retsgoder eller paa en bestaaende Ordning, der regelmæssig kun nyder en nationalt eller endog lokalt begrænset Beskyttelse. Da alle Stater i det væsentlige følger samme Eksklusivitetsprincip, vilde saadanne Interesser savne alt Værn mod Angreb udefra, hvis Hjemstaten ikke her traadte til. Og paa den anden Side findes det at være urimeligt, om f. Eks. Ejeren af en fast Ejendom, der fra Udlandet lader træffe Foranstaltninger i Strid med Sundhedsvedtægter, Brandpolitilove o. lign., eller den, der fra Udlandet indsender urigtig Skatteangivelse eller krænker her bestaaende Enerettigheder o. s. v. ikke her skulde kunne straffes«. Uanset at bekæmpelse af narkotikakriminalitet må anses for en meget vigtig samfundsmæssig interesse, finder landsretten efter bestemmelsens ordlyd sammenholdt med forarbejderne, at overtrædelse af straffelovens § 191 ikke indebærer en krænkelse af interesser som nævnt i straffelovens § 8, nr. 1, sidste led.

Med denne begrundelse afviser landsretten sagen i forhold til T2 og T3 for så vidt angår anklageskriftets forhold 2, jf. retsplejelovens § 842, stk. 1, nr. 3.

- - -

Højesterets kendelse.


I tidligere instans er afsagt kendelse af Østre Landsrets 3. afdeling den 30. marts 2005.

I påkendelsen har deltaget fem dommere: Wendler Pedersen, Per Sørensen, Peter Blok, Poul Søgaard og Thomas Rørdam.

Påstande

Rigsadvokaten har nedlagt påstand om, at sagen i forhold til T2 og T3 for så vidt angår anklageskriftets forhold 2 ikke afvises fra retten.

T2 og T3 har påstået stadfæstelse.

Sagsfremstilling

Rigsadvokaten har under sagens behandling for Højesteret anmodet den danske repræsentant i Eurojust om bistand til indhentelse af oplysninger om retstilstanden i Tyskland.

I et brev af 21. juni 2005 fra den danske repræsentant i Eurojust til den tyske repræsentant i samme hedder det bl.a.:

»For the appeal in the Supreme Court I shall request assistance in answering the following questions:

1) What is the usual case law in regard to punishment in Germany for

a. import/possession of 5.2 kg cocaine and 18.3 kg amphetamine with the purpose of redelivering the drugs in Germany

b. import/possession of 5.2 kg cocaine and 18.3 kg amphetamine with the purpose of redelivering the drugs, but the drugs are targeted for import in another country (Germany is transit country).

. . .

2) Is it possible according to German law to punish attempt to smuggle narcotics to another country and, if so, is there jurisdiction in the present case?

3) Is it to be assumed that German judgment also comprises the attempt to import into Denmark?

In this connection I should like to be informed of the following:

4) What is implied in the description in the indictment/judgment: »In connection with assisting in illegal trade in euphoriant drugs«.

5) How is it to be understood when it is stated in the German judgment under the paragraph »legal judgment« regarding T3: »He has however, not as an offender, but as a co-offender illegally traded in euphoriant drugs that legally . . . are connected herewith; . . .«?

The Ministry of Justice in Niedersachsen has, as mentioned, commented on how the German judgment is to be understood. In that connection I should like to be informed of the following:

6) Does the German criminal procedure contain provisions regarding the interpretation of judgments? 

7) If so, which authority is competent to comment on the interpretation of judgments, and which procedure is then to be followed?

. . .«

Samme dag besvarede den tyske repræsentant i Eurojust henvendelsen. I besvarelsen hedder det bl.a.:

»1) The statuory range of punishment for offences according to Section 30 of the German Narcotics Law is 2-15 years imprisonment.

a) Concerning the concrete case, it is difficult to answer which would be the »usual case law«.

Of course, 4 years imprisonment probably look at little bit low. Specialized colleagues in Germany I have contacted . . . and confronted with the details, especially the high amount of drugs and the purity, gave different estimations as to their opinion with a range from 3-8(!) years. From this side you can conclude that 4 years are at the lower end of the scale.

b) The provisions of the German Narcotics Law cover import, export and passage in transit of drugs as punishable acts. These terms are - the same counts for trafficking in drugs - not legally defined but have been developed by jurisprudence and judicial literature (they are also - indirectly - covered by Section 6 Nr. 5 of the German Penal Code . . .

From the point of view of the lawmaker it is therefore no difference between Germany as destination of the drugs or as transit country. From the point of view of the judges in that concrete case I must admit to have read a »traitorous« passage in the conviction on page 17 . . . where the court finds arguments for mitigating T3's penalty.

. . .

This assessment, indeed, would indicate a higher punishment (in Germany, Denmark or wherever) and has obviously been a surprise for the Danish prosecution but it cannot break the »Ne bis in idem«-principle! . . .

2) The attempt to smuggle drugs to another country is also punishable according to German Nartotics Law (see under Section 29/»export«). It can be punished equally to the completed crime.

Apart from the fact that the special provisions of the Narcotics Law (Section 29, 30) already give jurisdiction, Section 6 Nr. 5 of the German Penal Code (»Acts abroad against internationally protected legal interests«) also - in general - is a coverage for (comprehensive) German jurisdiction.

3) It is not only to be assumed but expressingly laid down in the conviction of the Osnabrück court that the attempt of T3 to import the drugs into Denmark is implied.

4) The description »in connection with assisting illegal trade in euphoriant drugs« in indictment and conviction simply means that (two) different sections of the German Narcotics Law (Section 29 a § 1 Nr. 2 and 30 § 1 Nr. 4) have been violated but - as you can read from Section 52 of the German Penal Code (being »backed« by Section 264 of the German Penal Procedure Code) - for one (the same) act violating one penal norm, only one punishment shall be imposed.

5) When it is stated in the same passage of the conviction that ». . . he has, however, not as an offender, but as a co-offender illegally traded in euphoriant drugs that legally are connected herewith . . .« the word »legally« in this context has no »suspicious« meaning but was obviously used not well reflected (more as a word filler or a boiler plate). It just covers the same as in my answer to 4): Both violations have been »legally« (from the legal point of view) committed in one act.

6) This question is very difficult to answer:

An »interpretation« of judgements in the classical sense is only possible by means of appeal (neither the defendant nor the prosecution office have done so in the concrete case) bringing the case to the second instance . . . or in extraordinary cases to the Supreme Court . . ., if the case is of »substantial interest«.

It is not possible to ask the Court of Osnabrück to interprete its own judgement.

If you instead think of »interpretation« in the sense of starting a basic discussion about the »Ne bis in idem«-principle« I'm afraid that the Osnabrück conviction doesen't allow any other conclusion then . . . that T3 cannot be convicted a second time for the same offences as all possible accusations against him are already covered by the German decision (see Section 29 and 30 of the Narcotics Law and section 6 Nr. 5 of the Penal Code)!

7) I can only refer to my answer ad 6)!«

Efter § 29 a, stk. 1, nr. 2, i den tyske lov om euforiserende stoffer straffes med fængsel i ikke under et år den, der driver handel med euforiserende stoffer i ikke ubetydelig mængde, fremstiller disse i ikke ubetydelig mængde eller overdrager eller er i besiddelse af disse uden at have modtaget disse på grundlag af en tilladelse i henhold til § 3, stk. 1.

Efter lovens § 30, stk. 1, nr. 4, straffes med fængsel i ikke under to år den, der 1. uden tilladelse dyrker, fremstiller eller driver handel med euforiserende stoffer (§ 29, stk. 1, nr. 1), og den, som i den forbindelse optræder som medlem af en bande, der vedvarende er beskæftiget med at begå sådanne strafbare forhold, 2. i de i § 29 a, stk. 1, nr. 1, nævnte tilfælde handler erhvervsmæssigt, 3. overdrager, udleverer eller overlader euforiserende stoffer til en anden person til umiddelbart forbrug og derved uoverlagt forårsager dennes død, eller 4. indfører euforiserende stoffer i ikke ubetydelig mængde uden tilladelse i medfør af § 3, stk. 1, nr. 1. 

Anbringender

Rigsadvokaten har principalt gjort gældende, at landsretten i Osnabrücks dom af 28. maj 2003 ikke omfatter den forbrydelse, der er rejst tiltale for i anklageskriftets forhold 2. Strafforfølgning er derfor ikke udelukket i medfør af straffelovens § 10 a, stk. 1. De tiltalte er efter den tyske dom fundet skyldige i overtrædelse af den tyske lov om euforiserende stoffer § 1, § 3, § 29 a, stk. 1, nr. 2, og § 30, stk. 1, nr. 4, og den tyske straffelovs § 25, stk. 2, § 27 og § 52. Der er ikke domfældt for overtrædelse af den tyske straffelovs § 29 - som omfatter udførsel af stoffet fra Tyskland - og det må derfor antages, at den tyske dom alene omfatter indførsel af stoffet fra Holland til Tyskland og besiddelse af stoffet i Tyskland med henblik på medvirken til handel. Subsidiært har Rigsadvokaten gjort gældende, at de tiltalte kan strafforfølges her i landet i medfør af straffelovens § 10 a, stk. 2, litra a, jf. § 6, jf. til dels § 9. Efter forarbejderne til bestemmelserne er det utvivlsomt, at Danmark kan strafforfølge handlinger begået i Danmark, selv om den pågældende tidligere er straffet i udlandet for samme handlinger. Dette indebærer, at der ikke indtræder ne bis in idem-virkning i de tilfælde, hvor en i udlandet begået forsøgshandling er undergivet dansk straffemyndighed i medfør af straffelovens § 6, jf. § 9.

Artikel 54 og 55 i Schengenkonventionen medfører ingen ændringer heri, hvorved bemærkes, at det i bemærkningerne til lovforslaget om Danmarks tiltrædelse af Schengenkonventionen fremgår, at Danmark i forbindelse med ratifikationen af konventionen vil afgive erklæring efter artikel 55, og at retsstillingen derefter vil være i overensstemmelse med dansk ret, jf. straffelovens § 10 a.

Rigsadvokaten har for Højesteret frafaldet anbringendet om, at der i medfør af straffelovens § 10 a, stk. 2, litra b, er grundlag for at foretage strafforfølgning i Danmark.

T3 og T2 har gentaget deres anbringender for landsretten, og har supplerende anført, at indhentelsen af udtalelsen fra Eurojust - der må anses for at være kompetent - yderligere bestyrker det, der er anført i Østre Landsrets kendelse, og at de tyske myndigheder ikke har overset, at § 29 i den tyske lov om euforiserende stoffer angiveligt ikke er citeret i den tyske dom.

Højesterets begrundelse og resultat


T2 og T3 er ved den tyske dom af 28. maj 2003 fra Landgericht Osnabrück dømt for »ulovlig indførsel [for T2's vedkommende medvirken hertil] . . . i forbindelse med medvirken til ulovlig handel med euforiserende stoffer«, jf. bl.a. § 29 a, stk. 1, nr. 2, og § 30, stk. 1, nr. 4, i den tyske lov om euforiserende stoffer. I dommens bevisbedømmelse er bl.a. anført, at T2 var »medhjælper i forbindelse med en påtænkt narkohandel«, og i den retlige vurdering er bl.a. for så vidt angår T3 anført: ». . . i relation til den af den danske ordregiver påtænkte narkohandel udgør T3's handlemåde på grundlag af de foreliggende oplysninger ganske vist et bidrag, der fremmer narkohandlen, men der er i sidste ende blot tale om et underordnet bidrag . . .«. Det er ved straffastsættelsen tillagt betydning, at »det i relation til Forbundsrepublikken Tysklands territorium rent faktisk drejede sig om transit af narkotika, hvilket vil sige, at den pågældende mængde narkotika som farligt stof ikke var bestemt for forbrugere i Tyskland«.

Justitsministeriet i delstaten Niedersachsen har i erklæringen af 9. marts 2004 anført, at domfældelsen i Tyskland bl.a. omfatter »forsøg på viderelevering til Danmark og den påtænkte medvirken til handel med euforiserende stoffer i Danmark«. Denne forståelse af dommen fremgår også af den nu foreliggende erklæring af 21. juni 2005 fra det tyske medlem af Eurojust, uanset at det i denne erklæring synes at være lagt til grund, at der ved den tyske dom er sket domfældelse for overtrædelse af § 29 i den tyske lov om euforiserende stoffer, hvilket ikke er tilfældet.

Højesteret finder, at der ikke er grundlag for en anden forståelse af den tyske dom end den, der er kommet til udtryk i de nævnte erklæringer fra de tyske myndigheder, og tiltræder derfor, at den forbrydelse, T2 og T3 er dømt for ved den tyske dom, må anses for at omfatte den forbrydelse, der er beskrevet i anklageskriftets forhold 2, jf. straffelovens § 10 a, stk. 1.

Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret endvidere, at der ikke er hjemmel i straffelovens § 10 a, stk. 2, litra a, jf. § 6 og til dels § 9, til at strafforfølge T2 og T3 her i landet for så vidt angår anklageskriftets forhold 2.

Højesteret stadfæster herefter landsrettens kendelse.


Thi bestemmes:
Landsrettens kendelse stadfæstes.