TfK 2008.355/1 ØLD
 

  Ø.L.D. 26. februar 2008 i anke 5. afd. nr. S-3064-07

(Knud Knudsen, Bloch Andersen, Ole Græsbøll Olesen med domsmænd).

Anklagemyndigheden mod T1 (adv. Torben Koch, Kbh., besk.) T2 (adv. Jens Christensen, Kbh., besk.).

Frederiksberg Rets dom 18. oktober 2007.


Sagens baggrund og parternes påstande.

Denne sag er behandlet med domsmænd.

Anklageskrift er modtaget fra Statsadvokaten for København og Bornholm den 11. juni 2007.

T1 [født 1970] og T2 [født 1972] er tiltalt for

1.

T1

overtrædelse af straffelovens § 246, jf. § 245, stk. 1,

ved den 19. august 2006 ca. kl. 06.10 på Rådvadsvej, København, at have udøvet legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter af så grov beskaffenhed og med døden til følge, at der foreligger særdeles skærpende omstændigheder, idet tiltalte under tjeneste som polititjenestemand med sin tjenestepistol affyrede 13 skud mod D, der befandt sig i førersædet i personbil - - -, hvorved D blev ramt af mindst 6 skud, og som følge deraf umiddelbart efter afgik ved døden.

2.

T2

overtrædelse af straffelovens § 246, jf. § 245, stk. 1,

ved den 19. august 2006 ca. kl. 06.10 på Rådvadsvej, København, at have udøvet legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter af så grov beskaffenhed eller med så alvorlige følger, at der foreligger særdeles skærpende omstændigheder, idet tiltalte under tjenesten som politiassistent med sin tjenestepistol affyrede 7 skud mod D, der var fører af personbil - - -, hvorved D blev ramt af mindst 2 skud.

3.

Begge

overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 1,

ved den 19. august 2006 ca. kl. 06.10 på Rådvadsvej, København, under tjenesten som politiassistenter på hensynsløs måde at have forvoldt nærliggende fare for F1's og F2's liv og helbred, idet T1 affyrede 13 skud og T2 7 skud med deres tjenestepistoler mod D, der befandt sig i førersædet i personbil - - -, hvor F1 sad på højre førersæde og F2 lå på gulvet ved bagsædet, hvorved de tiltalte forvoldte nærliggende fare for F1's og F2's liv og førlighed, idet skuddene passerede forbi passagererne i ganske kort afstand.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf

De tiltalte har nægtet sig skyldige og nedlagt påstand om frifindelse.

Bistandsadvokaten, der under sagen har været beskikket for forurettede F1, har nedlagt påstand om, at de tiltalte in solidum pålægges at betale forurettede en erstatning for tort på 50.000 kr. forrentet fra fremsættelsen i retten den 27. september 2007. Der er endvidere blevet taget forbehold for at kræve erstatning for psykologudgifter.

Bistandsadvokaten, der under sagen har været beskikket for forurettede D's mindreårige søn, S, har nedlagt påstand om, at de tiltalte in solidum pålægges at betale forsørgertabserstatning samt godtgørelse til S på i alt 271.411 kr. forrentet fra fremsættelsen af kravet den 10. oktober 2007. 

Beløbet er opgjort således:

Forsørgertabserstatning 121.411,00 kr.
Godtgørelse i henhold til erstatningsansvarslovens § 26 a 150.000,00 kr.
I alt 271.411,00 kr.

De tiltaltes forsvarere har nedlagt principal påstand om, at kravet henvises til civilt søgsmål, og subsidiær påstand om frifindelse. For så vidt angår kravene om tortgodtgørelse bestrides beløbene størrelsesmæssigt. Størrelsen af kravet om forsørgertabserstatning bestrides ikke.

Forklaringer.

Der er under sagen afgivet følgende forklaringer, der gengives således, som de fremgår af retsbogen:

Tiltalte T1 har forklaret:

». . . at han har været ansat hos politiet i 12 år, heraf 7 år i Københavns Politis Hundeafdeling. Den pågældende dag startede tiltalte vagten kl. 23, og den skulle vare til kl. 7 næste morgen. Under hele vagten kørte tiltalte patrulje sammen med medtiltalte T2. Forud for den i sagen omhandlede episode var der ikke sket noget af betydning på vagten. Ca. kl. 5 blev T2 ringet op på sin mobiltelefon af Kriminalpolitiets Centrale Vagtleder. Denne fortalte, at F2 var blevet set kørende rundt i byen i en sort Punto. De aftalte, at de skulle mødes med den centrale vagtleder ved Cantorparken, hvilket skete. Her blev de tiltalte briefet om, at F2, som var eftersøgt for drab og beskrevet som farlig, var til fest i Cantorparken. De fik udleveret billeder af F2 og fik at vide, at man ikke blot ville gå ind for at hente ham ved festen, idet der var mange andre til stede, og at der var risiko for, at han ville skyde sig fri. I stedet skulle de vente til om morgenen og sætte efter ham, når han kørte fra stedet i bil. Stedet havde i øvrigt været under observation af civile betjente fra Station Bellahøj. Efter briefingen ringede T2 til den anden hundepatrulje i København, og de aftalte at lukke Cantorparken af, så uanset hvor F2 kørte hen, kunne de standse ham. De fik at vide, at F2 var 100% farlig, og at der var skydevåben indblandet. Bilen skulle kun standses, hvis F2 var i den.

Tiltalte erklærede, at han var enig i ruten, således som anklageren havde beskrevet den under forelæggelsen. Hastigheden under eftersættelsen varierede mellem 50 og 100 km/t. Da flugtbilen kom frem til chikanen, var tiltalte sikker på, at nu fik de den, men den blev imidlertid gasset op og fortsatte igennem med omkring 50 km/t. Tiltalte kørte derfor patruljebilen med igennem efter flugtbilen. De kom ud på Rådvadsvej, hvor tiltalte så flugtbilen komme ud af kontrol og slå nogle sling. Den kørte derefter ud i den grønne område, hvor den slingrede videre på det våde græs. Tiltalte kørte efter. På et tidspunkt svingede flugtbilen rundt. Tiltalte ramte flugtbilen på bagenden, idet han valgte at påkøre den, da han ikke kunne bremse, og alternativet var at køre i mosen. Tiltaltes bil gik i stå. T2 var først ude af bilen og trak sit tjenestevåben. Tiltalte steg også ud og trak sit våben, som han holdt ned langs siden, idet han råbte: »Holdt, det er politiet«. Føreren af flugtbilen begyndte nu at køre videre. Tiltalte stod på dette tidspunkt lige ved siden af og kunne se føreren fumle med at få gang i bilen. Flugtbilen kørte videre gennem det grønne område. De tiltalte løb tilbage til patruljebilen og fik den startet. Fordi flugtbilen på grund af det fugtige græs snurrede rundt, inden den kørte mod Rådvadsvej, kunne de tiltalte følge efter i kort afstand. På Rådvadsvej så det ud som om føreren af flugtbilen mistede kontrollen, idet han ramte først en bil og derpå en hvid kassebil, som holdt parkeret. Derefter gik flugtbilen i stå. Tiltalte kørte patruljebilen op ved siden af flugtbilen og ind i en vinkel for at kile flugtbilen fast, så den ikke kunne komme væk.

Anklageren foreviste rapport bilag G-1 med tiltaltes skitse over, hvorledes bilerne var placeret på stedet.

Tiltalte mente nu, at flugten måtte være forbi. Begge de tiltalte sprang ud af patruljebilen. T2 er var den, der var først ude og trak sit tjenestevåben. Han løb mellem patruljebilen og flugtbilen og sprang op på dennes kølerhjelm. Tiltalte steg selv ud af patruljebilen, som stadig stod med blå blink og sirene. Tiltalte trak sin tjenestepistol og gik helt frem til vinduet ved flugtbilens førersæde. Her pegede han direkte med sin pistol mod føreren, som han havde øjenkontakt med. Tiltalte råbte, at det var politiet, og at de skulle komme ud. Sideruden på flugtbilen var rullet et godt stykke ned. Det var første gang i de tolv år, tiltalte har været ansat i politiet, at han har sigtet direkte mod nogen med sin pistol. Tiltalte observerede, at passageren på det andet forsæde holdt hænderne oppe som for at overgive sig. T2 var på dette tidspunkt enten foran flugtbilen eller oppe på dennes kølerhjelm. Tiltalte opfattede det således, at T2 stadig var oppe på flugtbilen. Tiltalte stak sin venstre arm ind i bilen, fik fat i kravetøjet på føreren og forsøgte at trække ham ud. Føreren var imidlertid alt for stor og var ikke til at rokke. Han kiggede blot på tiltalte, hvorefter han satte bilen i gear og gassede op. Tiltalte slap sit tag for ikke at blive trukket med, hvis bilen begyndte at køre. Tiltalte sagde, at det var politiet, og at føreren skulle standse. Føreren drejede nu bilen kraftigt mod venstre, hvilket vil sige over mod det sted, hvor tiltalte stod. Tiltalte var sikker på, at hvis bilen kørte frem, ville han blive mast mod fronten af sin egen patruljebil. Tiltalte sigtede derfor og skød et skud mod førerens ben. På dette tidspunkt var flugtbilen begyndt at køre. Kørslen fortsatte, hvorefter tiltalte skød et skud nr. 2 mod førerens ben. Derefter gik tiltalte tilbage og kom rundt om sin egen bil, så han undgik at blive ramt. Flugtbilen fortsatte frem under acceleration og kørte op ad Rådvadsvej. Tiltalte så, at T2 stadig var oppe på flugtbilen helt ude i højre side, men den kørte. Tiltalte var sikker på, at T2 ville blive knust op ad de parkerede biler, og at dette var føreren af flugtbilens intention, idet han kørte helt tæt på de parkerede biler. Tiltalte afgav derfor endnu et skud ind gennem bildøren mod førerens ben. Da dette stadig ikke havde nogen effekt, afgav tiltalte på ny et skud mod førerens ben. Derefter fik han tohåndsfatning omkring våbnet og kunne lave et ordentligt sigtet skud. Flugtbilen var nu kommet så langt frem ad Rådvadsvej, at tiltalte stod bagved. T2 befandt sig stadig foran på flugtbilen. Tiltalte var bange for at ramme ham og var derfor meget opmærksom på sine sigtemidler. Tiltalte kunne se en silhuet af førerens krop og skød mod denne. Tiltalte afgav ca. 8 skud på denne måde bagfra med tohåndsfatning, idet flugtbilen fortsatte sin kørsel, og det fortsat var førerens hensigt at knuse T2 mod de parkerede biler. Lidt længere fremme kørte flugtbilen ind mod midten af vejen. T2 faldt nu ned fra bilen og gav sig til at løbe efter den. Tiltalte satte sin pistol i hylstret og sprang ind i patruljevognen, idet han troede, at eftersættelsen nu skulle til at fortsætte. Tiltalte så imidlertid, at flugtbilen stoppede, og at T2 hev begge døre på højre side op, hvorefter han begyndte at foretage anholdelse af to personer, som steg ud af bilen og lagde sig på vejen under trussel med T2's pistol. Da tiltalte kom frem til stedet, trak han sin pistol og sigtede på ny på føreren fra passagersiden. Tiltalte kunne på dette tidspunkt se, at hans pistol var skudt tom, hvorefter han genladede den. Tiltalte kravlede ind på passagersædet, hvor han kunne se, at føreren af flugtbilen var hårdt såret og ikke længere udgjorde en trussel. Tiltalte slukkede motoren og hjalp derpå T2 med at lægge de to andre i håndjern.

Tiltalte blev foreholdt fotografi nr. 8 i bilag B-4-1 af patronhylstrenes placering på vejen.

Tiltalte forklarede, at han afgav de 8 sidste skud stående på det samme sted.

Tiltalte blev foreholdt sammenfatning i kriminalteknisk erklæring af 25. september 2006 bilag B-5, side 9.

Tiltalte forklarede, at denne sammenfatning godt kan passe med den placering, han havde, da han skød.

Tiltalte blev foreholdt den kriminaltekniske erklæring af 2. oktober 2006 bilag B-4 side 5 vedrørende et indskudshul på facadeskiltet på et værksted. Hullet er identificeret som forårsaget af et skud fra tiltaltes våben.

Tiltalte forklarede, at han ikke kan udtale sig om, hvad grunden er til, at dette projektil var komme på afveje.

Tiltalte så ingen reaktion fra føreren af flugtbilen ved skudene. Tiltaltes forventning var, at accelerationen ville stoppe således, at T2 kunne komme fri. Imidlertid fortsatte accelerationen lige ind til det tidspunkt, hvor T2 rent faktisk kom fri. Tiltalte kan ikke sige noget om flugtbilens hastighed. Han var mere fokuseret på larmen fra bilen og førerens omrids. På det tidspunkt, hvor tiltalte skød det første skud gennem døren til flugtbilen, fornemmede han, at T2 skød to skud. Han så det dog ikke direkte og har ingen erindring om, at T2 siden skød.

Tiltalte blev foreholdt sin forklaring afgivet til statsadvokatens afhøringsrapport af 24. august 2006 side 7, hvoraf det blandt andet fremgår, at tiltalte skulle have sagt: »Efter afhørtes opfattelse afgav T2 mindst et yderligere skud, medens han hang på bilen,« og »da føreren fortsatte den voldsomme acceleration, og T2 nærmest hang på det eftersatte køretøjs højre vinduesstolpe, afgav afhørte yderligere et skud med tjenestevåbnet rettet mod førerens ben«.

Tiltalte forklarede, at dette var, hvad han tidligere under sin forklaring i dag havde forsøgt at give udtryk for. Han kunne hele tiden under skudepisoden se T2 i fare oppe på flugtbilen og senere, at han faldt ned fra denne.«

Tiltalte T2 har afgivet følgende forklaring:

». . . at han har været ansat hos politiet i 12 år, heraf 7 år i Københavns Politis Hundeafdeling. Tiltalte kører ikke fast som makker sammen med T1. Den pågældende dag havde de kørt hele vagten sammen. Tiltalte erklærede sig enig i det som T1 har forklaret om briefingen og om forløbet frem til Rådvadsvej. På det grønne område holdt flugtbilen stille, hvorefter tiltalte steg ud af patruljevognen og trak sin tjenestepistol. Han gik frem, til han var i en afstand af 5-7 meter fra flugtbilen, og truede føreren med pistolen, idet han sagde: »Stop, det er politiet«. Tiltalte kunne se, at føreren af flugtbilen var klar over, at han var der, og at han sagde noget. Tiltalte vil også gå ud fra, at føreren kunne se tiltaltes pistol. Sideruden i flugtbilen var 3/4 nede. Tiltalte bemærkede også, at der lå noget på bagsædet som lignede tøj. Føreren af flugtbilen sagde ikke noget, men satte bilen i gear og kørte, hvorefter de tiltalte genoptog forfølgelsen.

Forevist fotografierne i bilag B-8-4-1, foto 2, forklarede tiltalte, hvorledes bilerne kørte på stedet. Endvidere forklarede tiltalte, forevist det rids han selv har udarbejdet, om bilernes placering. Ridset er fremlagt med afhøringsrapport bilag G-2. Tiltalte steg ud af patruljebilen og gik mellem bilerne venstre om flugtbilen. Bagefter hoppede han op på dennes kølerhjelm, dels fordi han ville tilkendegive, at nu skulle flugten stoppe, og dels fordi han ville undgå at blive ramt, hvis flugtbilen skulle køre frem. Endvidere ønskede han af hensyn til sin sikkerhed at få et overblik over, hvad der foregik inde i bilen. I den forbindelse konstaterede han, at det, han havde troet var tøj på bagsædet, i virkeligheden var en person. Der sad også en person på passagersædet foran. Tiltalte regnede med, at biljagten nu var slut; blandt andet på grund af skaderne på flugtbilen. Tiltalte tænkte ikke på, at der ville blive kørt med ham selv på kølerhjelmen. Tiltalte sad på hug med begge fødder på kølerhjelmen. Han kan ikke huske, om han også støttede med hånden. Han var fokuseret på personerne inde i bilen. Han havde heller ikke set, om der var plads til, at han kunne hoppe ned på højre side af flugtbilen. Føreren af flugtbilen kiggede direkte på tiltalte og måtte være klar over, at tiltlate stod med sn pistol i hånden. Tiltalte kunne høre, at føreren rodede for at få bilen i gear. Derpå begyndte bilen at køre fremad. Tiltalte mærkede, at han blev ramt af noget i ryggen, men han er ikke klar over, hvad det var, der ramte ham, eller om flugtbilen ramte andre biler. Tiltalte tænkte, at det var vandvid, at flugtbilen kørte med ham på kølerhjelmen. Tiltalte var i konkret livsfare. Tiltalte kom nu ud på flugtbilens højre side ved dørstolpen. Han kunne ikke se føreren og lavede derfor et sigtet skud ned gennem taget i retning af føreren. Dette havde ingen effekt. Tiltalte skød derfor endnu et skud ned gennem taget, hvilket stadig var uden effekt. Nu kunne tiltalte se en silhuet af føreren enten gennem sideruden eller bagruden. Derefter afgav tiltalte et skud mod førerens silhuet gennem den pågældende rude. Tiltalte har ingen konkret erindring om de 4 yderligere skud, han skulle have afgivet, udover, at han ikke skød, efter han kom ned fra flugtbilen. Dette skete pludseligt. Tiltalte er ikke klar over hvordan. Efter han kom op at stå, så han flugtbilen køre væk. Han var fokuseret på, at han måtte se at komme efter den og begyndte at løbe. Han afgav ingen skud. Lidt længere fremme stoppede flugtbilen. Det lød som om, den røg ud af gear og kom op på fulde omdrejninger. Tiltalte kom hen på siden af bilen og konstaterede, at føreren var ramt og ikke længere udgjorde en trussel. Herefter fik tiltalte de to andre i bilen ud og lagt ned på jorden. T1 kom til stede og straks efter kom en masse andre betjente. Tiltalte har ikke bemærket, at T1 afgav skud under episoden. Tiltalte afgav ikke noget varselsskud, før han skød ind i bilen.

Tiltalte blev foreholdt uddrag af sammenfatning/vurdering i kriminalteknisk erklæring af 25. september 2006, bilag B-5, side 9.

Tiltalte forklarede, at han ikke kan udtale sig nærmere om det. Han afgav ingen yderligere skud, efter han var kommet ned fra flugtbilen.

Tiltalte blev foreholdt den kriminaltekniske erklæring bilag B-3, side 8, pkt. 8, vedrørende spor/aftryk på flugtbilen.

Tiltalte forklarede, at han ikke kan oplyse, hvorfor der kun er fundet et enkelt sålaftryk på bilen.

Tiltalte kan ikke sige, hvor hurtigt flugtbilen kørte, hverken mens han var på den eller efter.

Tiltalte blev forevist foto nr. 6 i bilag B 8-4-1.

Tiltalte kan ikke forklare ud fra billedet, hvor han præcist røg af flugtbilen. Han afgav ingen skud, før han mærkede, at han blev ramt i ryggen af noget. Tiltalte følte først, at han var uden for livsfare, da han fra bilen var kommet ned på jorden igen. Tiltalte har aldrig tidligere brugt sin tjenestepistol til at skyde mod en anden person.«

Vidnet, politiassistent V1 har afgivet følgende forklaring:

». . . at han har været ansat i politiet siden 1986. Han blev hundefører i 1991. Den pågældende dag, hvor episoden fandt sted, havde vidnet haft nattevagt fra kl. 23. Han kørte hundepatrulje sammen med politiassistent V2. På et tidspunkt, hvor vidnet befandt sig i patruljevognen på Kløvermarksvej, blev han ringet op af tiltalte, T2, som fortalte, at F2, som var eftersøgt, opholdt sig i Cantorparken. De skulle i stor hast køre dertil for at fange ham. Vidnet fik også at vide, at de ikke ville tage ham i lejligheden, idet der var ca. 10 andre personer til stede, som have drukket og taget stoffer, ligesom der var våben i lejligheden. Det ville derfor være for farligt at løse opgaven i lejligheden. Vidnet og hans kollega kørte til området for at hjælpe med at lukke stedet af. Der var civilt politi, som observerede beboelsen, hvor festen blev holdt, for at se, hvis F2 forlod stedet. Vidnet mødtes ikke med de tiltalte i den anden hundepatrulje. Alt kommunikationen foregik pr. telefon eller krypteret radio. Vidnet fik instruks om, at de skulle lade F2 komme ind i bilen og først derefter standse ham. De skulle endvidere tage højde for, at han kunne være bevæbnet. Vidnet og hans kollega kørte derefter til Blåmunkevej, hvor der er et lille indhak ved Frederiksborgvej. Her parkerede de således, at de kunne opfange F2, hvis han kørte denne vej. Hvis han kørte den anden vej, skulle de tiltalte opfange ham. Vidnet har aldrig tidligere været ude for, at en lignende opgave skulle løses på denne måde. Vidnet og hans kollega ventede i 2 timer. På grund af rygterne om F2's farlighed tjekkede vidnet, om de havde fået skudsikre veste med i tjenestebilen, men dette var ikke tilfældet. Efter de to timer var gået, fik vidnet fra enten kriminalpolitiet eller T2 at vide, at F2 havde sat sig ind i en rød bil, og at den anden hundepatrulje eftersatte. I det samme så vidnet baglygten af den anden patruljebil. Vidnet sagde til sin makker, at han skulle køre til Bispebjerg Parkallé for at søge at afskære flugten. Da de kom dertil, så de flugtbilen og de tiltaltes tjenestevogn. Da flugtbilen ikke kunne komme forbi vidnets bil, kørte den ind på græsset. Vidnet svingede ligeledes ind på græsset, hvorved han desværre kom til at køre lige ind foran den anden patruljevogn med sammenstød til følge. Flugtbilen kørte herefter med fuld fart ud på Frederiksborgvej. Vidnet prøvede at følge efter, men nåede kun at se de andre svinge ned ad Bispebjergvej. Da vidnet selv kom frem dertil, var de andre biler ikke længere at se. Vidnet fik ingen position over radioen og måtte derfor gætte sig til, hvor de andre var kørt hen. På et tidspunkt fik vidnet en melding over HS om, at de andre var svinget ned ad Rådvadsvej. Vidnet kørte straks der henimod og fik undervejs at vide, at der var afgivet skud. Da vidnet og hans kollega kom frem, så de, der lå en person på vejen. Denne person blev bevogtet af T1, mens en anden person var ved at blive taget ud af bilen af T2. Vidnet steg selv ud af patruljebilen og trak samtidigt sin tjenestepistol. Det gjorde han, fordi han ikke var blevet orienteret om situationen og i øvrigt havde fået at vide, at der var afgivet skud. Det var først, da han kom hen til de tiltalte, at han fik at vide, at det var dem, der havde skudt. Vidnet spurgte, om der var nogen, der var undløbet, men fik at vide, at det var der ikke, og at han meget gerne måtte tage sig af føreren af flugtbilen. Vidnet kunne se, at føreren var såret og satte derefter sin tjenestepistol i hylstret igen. Vidnet prøvede at yde førstehjælp og herunder finde ud af, hvor den pågældende var såret, men han vurderede, at der var så lidt plads, at de måtte prøve at få føreren ud af bilen. Selv om han var meget tung, lykkedes det at få ham lagt ud på asfalten.«

Vidnet, politiassistent V2 har afgivet følgende forklaring:

». . . at han deltog i eftersættelsen af den drabssigtede F2. Vidnet har været ansat i politiet siden den 1. november 1994 og har været i hundeafdelingen i 4 år. Vidnet var den pågældende nat på vagt sammen med politiassistent V1. Det var vidnet, som kørte patruljevognen. På et tidspunkt ringede T2, og vidnet fik at vide, at F2 var til en fest i Cantorparken, hvor der var 10-12 andre til stede, og at alle var kraftigt påvirkede af stoffer og alkohol. Man ville derfor ikke trænge ind i lejligheden, idet man var bange for, at de tilstedeværende ville sætte sig til modværge, og at F2 ville benytte forvirringen til at stikke af. I stedet ville man observere og anholde F2, når han på et tidspunkt forlod stedet. Vidnet og hans kollega kørte til hjørnet af Blåmunkevej og Frederiksborgvej, hvor de parkerede og holdt i ca. 1 time. I løbet af dette tidsrum tjekkede vidnet, om der var skudsikre veste i bilen, men det var der ikke. Efter den anførte time var gået, kom der en melding over radioen om, at nu var F2 i bilen. Kort efter så vidnet flugtbilen komme kørende med de tiltaltes patruljebil efter sig. Herefter forklarede vidnet i det væsentlige samstemmende med det tidligere vidne, politiassistent V1, om eftersættelsen. Vidnet forklarede yderligere, at de ikke fik nogen meldinger undervejs om, hvor de andre var. Pludselig kom der en melding over radioen, hvor der blot blev råbt: »Rådvadsvej, Rådvadsvej«, hvorefter vidnet kørte mod denne adresse. Under kørslen kom der en ny melding, hvor der blev råbt: »Der er skudt, der er skudt«. Da vidnet kom frem, kunne han se, at der var sket noget. Han standsede bilen og løb ud. Han så, at der var en person, som lå på jorden ved siden af flugtbilen, mens en anden var ved at blive taget ud af denne. De tiltalte sagde, at føreren af flugtbilen var ramt, og herefter koncentrerede vidnet sig om at hjælpe ham. Idet vidnet var steget ud af patruljebilen, havde han trukket sin tjenestepistol. Dette gjorde han på grund af meldingen om, at der var blevet skudt. Han satte den i hylsteret igen, da han skulle til at tage sig af føreren af flugtbilen. Der florerede forlydender i politiet om, at F2 var en farlig person, og at han havde tilkendegivet, at han ville skyde den første betjent, som forsøgte at fange ham.«

Vidnet F1 har afgivet følgende forklaring:

». . . at han deltog i festen i Cantorparken. Han kendte D som var en af hans rigtigt gode venner. Vidnet kendte kun lidt til F2, men han vidste, at han var eftersøgt. Der var ikke blevet aftalt noget på forhånd, inden de kørte, hverken om, hvem der skulle med eller, hvor de skulle hen. F2 fulgte blot med dem. Til festen havde vidnet fået noget at drikke, og han havde taget nogle stoffer, herunder amfetamin og ecstacypiller.

Anklageren henviste til promilleerklæringen fremlagt som bilag I-2-7 og lægeerklæring fremlagt som bilag I-2-8-1.

Vidnet forklarede, at han ikke mener, at han havde taget helt så mange stoffer, som fremgår af lægeerklæringen. Der var ingen aftale om, hvor de skulle sætte sig i bilen. Vidnet var ikke klar over, at politiet var specielt efter F2 den pågældende dag, men der havde været et telefonopkald om, at der var meget politi i området. De havde ikke aftalt, hvor de skulle køre hen. I starten kørte de stille og roligt ud af Emdrupvej. Pludselig kom en politibil, som begyndte at følge efter dem. De kørte ned ad Frederiksborgvej og derefter ad Rådvadsvej. D sagde lige pludseligt: »Så er det nu«, hvorefter han gassede op. Derefter blev de jagtet af politibilen. Da de kom til chikanen, kørte D igennem uden at sige noget. Vidnet sagde heller i noget og bad ham ikke om at stoppe. Han holdt sig blot fast. På et tidspunkt ude på græsset stødte de sammen med politibilen. Politifolkene kom ikke hen til dem, så vidt vidnet husker. De fik igen gang i bilen og kørt videre. Den kørte ikke længere optimalt på grund af skaderne. Dette gik blandt andet ud over hastigheden. De kørte op på Rådvadsdvej lige foran politibilen, som pressede dem, så de røg ind i først en parkeret bil og derefter en anden. Den anden var en kassevogn. Derefter bakkede de lidt for at køre videre. Betjentene kom farende ud af deres bil og begyndte at åbne ild. Dette skete straks. Den ene betjent kom hen på siden ved D. Den anden stod bagved. Vidnet lagde straks hænderne på instrumentbordet. Den betjent, der kom op til D, stak enten hænderne ind gennem vinduet eller prøvede at åbne døren. Vidnet dukkede sig på grund af skuddene, men han kiggede en gang i mellem op, så han kunne se lidt af, hvad der foregik. Han har ikke set en betjent på motorhjelmen eller en betjent hoppe hen over motorhjelmen. Han så heller ikke nogen betjent på sin side af bilen. Vidnet så ikke D blive ramt af skud, men da de kørte videre, hørte han ham sige: »Fuck, jeg er blevet ramt«. De ramte derpå en anden bil. Derefter kørte de over i den modsatte side af vejen og ind i en kassevogn, hvorefter de holdt stille. Vidnet så, at D var blevet ramt på næsen. Skuddene begyndte først at falde, da de var begyndt at køre fremad efter at have bakket. Vidnet kan ikke huske, om der også blev skudt, da de fortsatte med at køre frem. Vidnet hørte ikke, om betjentene sagde noget. Vidnet mener ikke, at betjentene var i livsfare, da der blev afgivet skud.

Vidnet blev foreholdt sin forklaring til politirapport af 21. august 2006 bilag I-2-6, hvoraf blandt andet følgende fremgår:

»Han husker, at han var sammen med D, men han kan ikke nærmere beskrive andre - det hele er meget tåget for afhørte.« . . . »Vedr. lørdag den 19. august om morgenen, husker han ikke, at de kørte afsted i bilen« . . . »Spurgt nærmere ud om køreturen - forklarede afhørte, at han overhovedet ikke kan huske noget. Han husker heller ikke, om han sad foran eller på bagsædet« . . . »Afhørte giver udtryk for, at han slet ikke har nogen klar erindring om hændelsesforløbet« . . . »Spurgt om skud kan afhørte kun sige, at det forekommer ham, at han husker noget som skud, medens han opholdt sig i bilen, men nærmere kan han ikke sige« . . . »Afhørte giver udtryk for, at det ikke er fordi, han ikke vil, men han kan simpelthen bare ikke erindre noget som helst.«

Vidnet forklarede, at han ikke vidste, hvad han skulle sige under afhøringen. Han følte sig presset af drabsafdelingen, som et kvarter forinden havde sigtet ham for overtrædelse af straffelovens § 124. Kort efter skulle han afhøres af rejseholdet, som fremstod som om, de var på hans side. Det, vidnet har forklaret i dag, er det, han rent faktisk kan huske af episoden. Vidnet kan huske, at hans advokat var til stede ved afhøringen.

Vidnet blev foreholdt, at det af bilag I-2-8-1, lægeerklæring af 19. august 2006, punkt 12 fremgår, at vidnet ikke var orienteret med hensyn til dato og klokkeslæt, men at han var orienteret med hensyn til sted, ugedag og årstal.

Vidnet forklarede, at han var i chok på det pågældende tidspunkt.

Vidnet blev foreholdt, at det af samme lægerklæring, punkt 15 vedrørende fremstillingsevne og hukommelse fremgår, at han ikke kunne huske, hvad han havde lavet det sidste døgn.

Vidnet forklarede, at han godt kan have sagt således ved lægeundersøgelsen. Det husker han ikke i dag.

Vidnet blev foreholdt indholdet af politirapport af 9. oktober 2006, bilag B-5-6, hvoraf det fremgår, at der ikke er fundet brugelige fingeraftryk på instrumentpanelet.

Vidnet forklarede, at han bestemt mener, at han lagde hænderne op på instrumentbrættet.

Anklageren afspillede indslag fra TV2 den 1. oktober 2006, hvor vidnet medvirkede og forklarede om episoden.

Anklageren foreholdt vidnet, at han under tv-udsendelsen forklarer, at politifolkene, der skød, aldrig kom tættere på bilen end ca. 3 meter bag ved denne, men at han i dag har forklaret, at den ene betjent kom helt op på siden ved D og stak sin hånd ind gennem ruden.

Vidnet forklarede, at det, han har sagt i retten i dag, er sådan, som han husker det nu.

Vidnet kender ikke noget til, at der skulle have været en kødøkse i bilen. Bilen tilhørte formentlig D.«

Vidnet F2 har afgivet følgende forklaring:

». . . at han var med til festen i Cantorparken. Han havde drukket dagen før og taget stoffer. På et tidspunkt ønskede han at komme hjem, men hans kammaret, som skulle have kørt ham, var ikke i stand til at køre. Vidnet spurgte derfor D, om han ville køre. Det ville han ikke først, men vidnet spurgte flere gange, og til sidst sagde han ja. Vidnet var ikke klar over, at politiet på dette tidspunkt var på udkig efter ham det pågældende sted. Nede i D's bil satte vidnet sig ind på bagsædet, hvor han lagde sig lidt ned således, at der ikke var nogen, der genkendte ham. Vidnet kunne se lidt ud af forruden. I starten kørte de stille og roligt, men pludselig kom der en politibil, som bankede ind bag i dem. Derefter prøvede de at stikke af. Der var ingen af dem, der sagde noget. På et tidspunkt kom de ind på en græsplæne, hvor politibilen kørte rigtigt hårdt ind i dem. Efterfølgende kom de hen til en bom. Vidnet sagde til D, at han skulle køre igennem, fordi vidnet ikke ønskede at stoppe. Politiet havde nemlig sagt til hans familie, at hvis de fandt ham, og han prøvede at stikke af, ville de skyde ham. I alt kørte politibilen en gang hårdt ind i dem og to gange blødt. Da de kom op på Rådvadsvej igen, kørte politibilen på ny hårdt ind bag i dem. Derved røg de ind i nogle parkerede biler. De endte med fronten inde i siden på en hvid varebil og kunne derfor ikke komme videre. Den ene af de politibetjente, der havde fulgt efter dem, kom hen ved D's side af bilen og pegede på ham med sin pistol. Politimanden prøvede at åbne døren. Der kom også en betjent hen på højre side af bilen og sagde til vidnet, at han skulle åbne døren. Derefter løftede de alle tre hænderne op, men vidnet ønskede ikke selv at åbne døren. Der gik ca. 30 sekunder, hvorefter politimanden til venstre for D begyndte at skyde. D sagde: »Fuck, jeg er ramt«. Han bakkede bilen og begyndte derpå at køre. Vidnet kunne kun se betjenten, der stod på højre side af bilen, men han hørte, at den anden skød. Da de kørte, hørte vidnet 4 skud, og derved smadrede bagruden. Vidnet kunne hele tiden se betjenten på højre side, indtil betjenten forsvandt bagved bilen. Han var ikke på noget tidspunkt på bilens kølerhjelm. Det var tiltalte, T1, som stod på bilens venstre side og som skød først.

Vidnet blev foreholdt sin forklaring til politirapport af 20. august 2006, bilag I-1-2, hvoraf blandt andet fremgår: »D sagde til afhørte, at han ville prøve at køre rundt om hjørnet, og så skulle afhørte se, om han kunne løbe væk« . . . »Da afhørte ikke kunne komme ud af bilen, blev de enige om, at de ville prøve at køre rundt og se, om de kunne finde et egnet sted til at sætte afhørte af. Afhørte sagde til D, at hvis dette ikke kunne lade sig gøre, skulle de standse og tage hænderne op, ellers ville politiet begynde at skyde.«

Vidnet forklarede, at det var på det tidspunkt, hvor de var kommet fra det grønne areal og ud på Rådvadsvej, at han sagde det, som anklageren netop havde dokumenteret.

Vidnet blev foreholdt fra samme rapport: »De kørte rundt i området. Afhørte kan ikke umiddelbart sige, hvor de kørte, idet han lå på bagsædet og ikke kunne følge med, andet end at se toppen af bygningerne.«

Vidnet forklarede, at han kender kvarteret som sin baglomme, og han var hele tiden klar over, hvor de var. En gang imellem kiggede han også lige op.

Vidnet blev foreholdt fra samme rapport: »Afhørtes bil standsede nu helt og afhørte rejste sig op og tog hænderne op over hovedet. De andre i bilen lagde hænderne op i forruden. Betjentene kom op til bilen. Den ene betjent løb op på venstre side af bilen og stod ved fordøren og pegede med sin pistol, og den anden stod skråt bagud til højre og pegede også med sin pistol mod bilen. Mens de holdt stille gassede bilen op fordi bilen var blevet trykket. D kunne ikke flytte foden, men de kørte ingen steder. Den ene betjent råbte til dem, at de skulle stå ud af bilen og umiddelbart efter blev der skudt mod bilen.«

Vidnet forklarede, at det er rigtigt, at han har sagt således til politiet. Det kan godt være, at de kunne være kommet ud af bilen, men de turde ikke. Vidnet vidste, at hvis han gjorde en forkert bevægelse, ville politiet skyde ham med det samme. Efter de var standset til sidst, sagde vidnet til politiet, at de skulle tage sig af D, men den ene betjent sagde, at de bare skulle lade ham være. Vidnet tror, at betjenten sagde dette, fordi politiet mente, at D i virkeligheden var vidnet. Vidnet havde således hørt, at dette var blevet sagt, men efterfølgende, da politiet havde kigget nærmere på D, sagde de, at det ikke var vidnet. Der var ingen af betjentene, der var i livsfare i forbindelse med, at de skød, idet de begge stod på siden af bilen. Aldrig foran eller bagi.

Vidnet blev foreholdt fra tidligere nævnte politirapport: »Advokaten forespurgte herefter om hvor betjenten der stod ud for venstre fordør var placeret, oplyste afhørte, at han stod i en lige linie ud for de to på forsædet og det ikke virkede som om han sigtede, men bare skød ind i bilen. Advokaten spurgte omkring skuddene og afhørte oplyste at der var 4-5 skud lige efter hinanden.«

Vidnet forklarede, at han har sagt således til politiet. Mens der blev skudt, gassede bilen ikke op.

Vidnet blev foreholdt fra samme rapport: »Forespurgt om hvorfor de ikke stoppede inden, oplyste afhørte, at man vel altid vil prøve at se om det kan lade sig gøre at stikke væk.«

Vidnet forklarede, at han har sagt således til politiet. De skud, som han udtalte sig om, var dem som betjenten, der stod ved siden af D, affyrede. Grunden til, at han ikke har omtalt de andre skud, er formentlig, fordi han ikke er blevet spurgt herom. Vidnet og de andre er ikke Guds bedst børn, og de vil altid forsøge at stikke af fra politiet, hvid de er efterlyst.

Vidnet blev foreholdt fra samme rapport: »D og F1 var meget påvirkede da de forlod stedet. Afhørte havde drukket et par genstande og taget noget speed.«

Vidnet forklarede, at det er rigtigt, at de to andre var meget påvirkede, men vidnet havde ikke selv taget speed.

Forespurgt, om han mente, at det var rimeligt at bede D køre gennem chikanen, når han vidste, at D var meget påvirket, forklarede vidnet, at det var det ikke, men på den anden side mente vidnet, at han ville komme 16 år i fængsel, hvis han blev taget, og han havde overhovedet ikke regnet med, at politiet ville skyde, som de gjorde. Vidnet har tidligere været i mange voldsommere biljagter end den omhandlede, og ved disse lejligheder har politiet enten opgivet eller løst problemet på anden måde.«

Vidnet V3 har afgivet følgende forklaring:

»Anklageren foreviste skitse bilag B-10-1-1 samt foto nr. 16 i bilag B-3-1 og foto nr. 4 i bilag B-8-4-1 for at vise fra hvilket vindue, vidnet iagttog begivenhederne.

Vidnet forklarede, at der er tale om hans soveværelsesvindue beliggende i gavlen på ejendommen Rådvadsvej 140, - - - Vidnet forklarede videre, at han omkring kl. 6 om morgenen blev vækket ved, at han hørte en masse sirener, gassen op af biler og et ordentligt brag. Vinduet til vidnets soveværelsesvindue stod på klem. Han stod op og kiggede ud af vinduet, hvorfra han kunne se hele episoden. Vidnet bemærkede en rød Ford Sierra, som var kørt ind i en parkeret kassevogn. Sierraen kom i gang igen og trillede fremad. En politibil holdt et stykke bagved, måske en 4-5 meter. Fra denne kom to betjente løbende op på hver sin side af sierraen, som nu var på vej fremad. De løb hen og prøvede at åbne dørene. Sierraen gassede helt vildt op, mens politiet prøvede at åbne dørene. Betjentene råbte samtidigt, at det var politiet. Der syntes at være vildt panik blandt både dem i sierraen og politifolkene. Sierraen kørte derefter frem og ind i vidnets bil, som holdt lidt længere fremme. Inden dette tidspunkt var der ikke faldet nogen skud. Den ene betjent kom hen ved førersiden af sierraen, hvor han skød mod føreren ind gennem vinduet. Den anden betjent, som stod på den anden side, skød ned gennem taget af bilen. Vidnet så på intet tidspunkt nogen af betjentene stå foran sierraen. Nu fik føreren af sierraen bilen sat i gear, og den fortsatte over mod en varebil i den anden side af vejen. Den ene betjent løb tilbage til politibilen, mens den anden løb efter sierraen, mens han skød. Derefter standsede sierraen ved varebilen. Den betjent, der først havde skudt mod venstre siderude på sierraen, skød ikke mere. Vidnet hørte i alt 8-10 skud. Den betjent, som havde stået på højre side af bilen, kunne have været i fare for at blive klemt, hvis sierraen var bakket, men den kørte kun et par cm tilbage, før den kørte frem, så betjenten kom ikke i nogen konkret fare. Senere den pågældende dag har vidnet talt med sine naboer om episoden, herunder talte han også lidt med en nabo, som er en kurdisk mand, der ikke taler meget dansk. Vidnet var også nede på gaden, hvor han talte med politiet om sin bil.

Vidnet blev foreholdt sin forklaring til politirapport af 19. august 2006 fra Københavns Politi, optaget kl. 8.15, bilag E-4-1, hvoraf blandt andet fremgår: »Umiddelbart efter den røde Ford holdt stille, løb de to betjente hen til bagenden af den røde Ford. Begge betjente havde deres tjenestepistol trukket. Afhørte var ikke helt sikker, men mente at den ene betjent løb op på venstre side af den røde Ford og stod umiddelbart mellem bagdøren og førerdøren. Den anden betjent løb ind mellem afhørtes bil (Mazda) og den røde Ford's højre side, hvor han stod mellem bagdøren og passagerdøren. Betjenten på højre side af Ford'en stod meget tæt op af Ford'en og Mazdaen. Afhørte forklarede, at betjenten var »nærmest klemt inde«.

Vidnet forklarede, at det er rigtigt, at han har sagt således til politiet. Han er helt sikker på, at den ene betjent løb op på venstre side af Ford'en

Vidnet blev foreholdt videre fra samme rapport: »Begge betjente virkede »paniske« og råbte. Afhørte kunne ikke huske præcis hvad der blev råbt, men kunne huske, at betjenten på højre side højt og tydeligt råbte »kom ud af den bil, nu!« imens han med venstre hånd forsøgte, uden held, at åbne passagerdøren. I højre hånd holdt betjenten sin tjenestepistol pegende mod passagersiden. Betjenten på venstre side forsøgte at åbne førerdøren, uden held. Afhørte kunne ikke huske, om betjenten på venstre side råbte, men mente, at »det gjorde han nok«. Afhørte fokuserede på betjenten i højre side og var derfor ikke helt klar over, hvad betjenten på venstre side foretog sig på dette tidspunkt.

Vidnet forklarede, at det godt kan passe, at han har sagt således til politiet. Han fokuserede mest på betjenten på højre side og kiggede først på den anden, da han hørte denne skyde.

Vidnet blev forholdt sin forklaring afgivet til Rigspolitiets politirapport af 19. august 2006, forklaring afgivet kl. 09.45, bilag E-4-1-1, hvoraf blandt andet fremgår: »De løb hen til Ford Sierraen på hver sin side. De råbte »Kom ud af bilen« - »det er politiet«. Ford Sierraen speedede fuldstændig vanvittig op, men den kørte ingen steder. Medens bilen holdt stille og blev speedet kraftigt op, begyndte begge politibetjente at skyde mod bilen. Afhørte bemærkede, at betjenten nærmest afhørte havde fat i dørhåndtagene på Ford Sierraens højre side, men kunne tilsyneladende ikke åbne dørene. Betjenten ude på vejen ligesom bankede med pistolen på sideruderne på Sierraens venstre side. Afhørte mente at have hørt 7-8 skud, medens bilen holdt stille. Han så begge betjente skyde mod bilen, og han så, at betjenten ude på vejen havde sin pistol rettet direkte mod bilens sidevinduer i venstre side. Han så ikke præcis, hvordan betjenten nærmest ham skød, men han skød. Begge politibetjentene brugte således deres pistol, dette kunne afhørte og høre på de skud, der blev afgivet. Bilen kom nu åbenbart i gear, hvorved den nærmest hoppede frem. Den blev nu ikke speedet så kraftigt op mere. Da bilen begyndte at humpe fremad, så det for afhørte ud som om, at den betjent, der var nærmest ham, ligesom kom i klemme mellem Ford Sierraen og den hvide kassevogn. Han bemærkede, at samme betjent nu skød mod bilen - for afhørte så det ud som om ham nærmest skød ned gennem taget, idet betjenten holdt sin højre hånd strakt ud og havde pistolen rettet ned mod bilens tag. Ford Sierraen blev ved med at køre frem, og afhørte bemærkede, at betjenten nærmest ham, løb efter bilen samtidig med han afgav skud mod den. Den anden betjent løb tilbage til patruljevognen«.

Vidnet forklarede, at han ikke kan huske at have sagt, at Sierraen holdt bagved kassevognen. Han mener, at den holdt længere fremme ved vidnets egen bil. Vidnet er 100% sikker på, at betjenten på højre side af Sierraen skød ned gennem taget og efterfølgende skød efter bilen. Ham, der skød fra venstre side, skød først. Han afgav 4-5 skud. Derefter skød han ikke mere, men løb tilbage til politibilen. Den anden løb efter politibilen, mens han skød. Derefter løb også han tilbage til politibilen, hvor han blev samlet op. Begge betjente var derefter i politibilen, som kørte ca. 20-30 meter frem efter Sierraen, indtil denne stoppede længere fremme.

Vidnet blev foreholdt sin forklaring til afhøringsrapporten fra Københavns Politi, bilag E-4-1, hvoraf blandt andet fremgår: »Ford'en »hakkede« herefter i gang igen, og »trillede« fremad. Begge betjente løb efter Ford'en, og affyrede igen deres pistoler. Afhørte mente, at begge betjente skød, og at der blev affyret yderligere 5-6 skud. Nogle af skudene ramte bagruden, der knuste.

Vidnet forklarede, at han mener, at det kun var den ene af betjentene, som løb efter sierraen.

Vidnet blev foreholdt fra samme rapport: »Begge betjente løb ind i patruljevognen og satte efter, men den røde bil holdt kort efter helt stille ca. 60-70 meter længere nede af vejen mod Frederiksborgvej.«

Vidnet forklarede, at han er 100% sikker på, at han har forklaret, at den anden betjent løb skydende efter bilen.

Vidnet blev foreholdt sin forklaring til Rigspolitiets rapport bilag E-4-1-1, side 3, hvoraf fremgår: »Ford Sierraen blev ved med at køre frem, og afhørte bemærkede, at betjenten nærmest ham, løb efter bilen samtidig med han afgav skud mod den. Den anden betjent løb tilbage til patruljevognen, og betjenten nærmest afhørte, stoppede også op og løb tilbage mod patruljevognen. Ford Sierraen fortsatte med at køre frem mod Frederiksborgvej. Spurgt, syntes afhørte ikke den kørte stærkt, han vil tro en 20-30 km/t. Han bemærkede, at betjentene var kommet tilbage til patruljevognen og begge steget ind. De kørte nu efter Ford Sierraen.«

Vidnet forklarede, at han har sagt således til politiet. Politibilen kørte efter sierraen og stoppede 10-15 meter bag denne. Betjentene løb hen til Sierraen, åbnede dørene og trak nogle mennesker ud. Da det foregik noget længere oppe ad vejen, kunne vidnet ikke længere se tydeligt, hvad der foregik. Vidnet er derfor ikke klar over, hvor mange der blev trukket ud af bilen. Som vidnet husker det, havde betjentene ikke deres tjenestepistoler fremme på dette tidspunkt. Den ene af de tiltalte var helt i panik og begyndte at råbe efter en ambulance, mens den anden begyndte at yde førstehjælp.

Anklageren afspillede rekonstruktion af skudepisoden, optaget den 7. december 2006 på gerningsstedet, instruktion af vidnet.

Vidnet forklarede, at rekonstruktionen svarer til hans erindring i dag om, hvad der skete.«

Vidnet, politiassistent V4 har afgivet følgende forklaring:

». . . Vidnet bekræftede at have lavet den notits, som findes i sagen som bilag E-4-1-2. Vidnet forklarede, at han kom til gerningsstedet kort efter kl. 6. På dette tidspunkt var der masser af politi. Vidnet rettede henvendelse til lederen, som bad ham om at hjælpe med at spærre af. Vidnet gik over mod en gruppe på 3-4 personer, som stod ved en boligblok, idet han ville bede dem om at trække lidt væk. En af personerne spurgte, hvad der var sket. Vidnet svarede, at det vidste han ikke. Derefter sagde den pågældende, at hans bil var blevet påkørt. Vidnet fik derfor hans navn, personnummer, telefonnummer og bilens registreringsnummer. Den pågældende opgav sit navn som V3. Han så lidt søvnig ud og som om, at han lige var væltet ud af sengen. Det virkede ikke som om, at han havde set, hvad der lige var passeret forud. De øvrige tilstedeværende sagde ikke noget. Søndagen efter så vidnet en artikel i Ekstra Bladet, hvor der også var et billede af V3, som udtalte sig om, hvad der var sket. Om mandagen den 21. august 2006 så vidnet om aftenen på tv, at V3 var i Go' Aften Danmark, hvor han fortalte, at han havde været vidne til det, der var sket, og at der nærmest vat tale om en likvidering. Vidnet undrede sig over, at V3 ikke havde sagt noget til ham, og at han i øvrigt ikke havde haft anden reaktion den pågældende morgen end, at han var bekymret for sin bil.«

Vidnet V5 har afgivet følgende forklaring:

». . . at han opholdte sig på Rådvadsvej under episoden. Han bor på Rådvadsvej og kører taxa. Om morgenen var han på vej hjem for at hente sin pung, som han havde glemt. På vej op ad Rådvadsvej kom der en bil fra mosen og der kom en politibil efter. De passerede vidnet, som derefter fortsatte sin egen kørsel stille og roligt.

Anklageren foreviste et rids, bilag B-10-1-1, samt fotos 2 og 3 i bilag B-8-4-1. Det hele visende Rådvadsvej og de holdende biler, herunder vidnets bil.

Vidnet forklarede, at bilerne er korrekt indtegnede på skitsen i overensstemmelse med hans erindring om forholdene på stedet. Vidnet parkerede på højre side af Rådvadsvej, steg ud af bilen og ringede til sin kone. Han kunne se, at det så ud som om den forreste af de to andre biler, der havde passeret ham, mistede kontrollen. Derefter ramte den to parkerede biler med bagenden. Politibilen holdt på venstre side af den røde bil. Den ene betjent kom op på den røde bils motorhjelm og over på den anden side, hvor han stod ved siden af bilen. Vidnet husker ikke, hvor længe betjenten var på motorhjelmen. Vidnet så ham ikke skyde, mens han var på motorhjelmen. Der blev slet ikke skudt, mens bilen holdt stille. Bilen lavede hjulspind, og betjentene skød først, efter bilen var begyndte at køre. Betjentene var ikke i fare for at blive ramt af den røde bil. De var bag denne, da de afgav skud første gang. Vidnet er ikke klar over, hvor langt bag ved bilen, de var. Der blev afgivet mange skud, og begge betjente skød. Efter et stykke tid standsede den røde bil ovre på den anden side af vejen. Nu kom der en masse andre politibiler, så vidnet så ikke, hvad der yderligere skete.

Anklageren foreviste et situationsrids udarbejdet af vidnet. Ridset indgår i sagen som bilag E-3-1-3.

Vidnet blev foreholdt, at det af ridset fremgår som om, det var føreren af politibilen, der hoppede hen over kølerhjelmen på den røde bil.

Vidnet forklarede, at det er over et år siden det skete, så han husker det ikke præcist i dag.

Vidnet blev foreholdt sin forklaring til Rigspolitiets rapport af 25. august 2006 bilag E-3-1-2: »Begge betjente løb hen mod den mørke personbil. Han bemærkede, at begge betjente havde en pistol i hånden - spurgt kan han ikke præcis sige hvilken hånd de havde den i, men det er hans opfattelse, at begge holdt den i højre hånd. Betjenten, som sad på passagersædet, løb hen til den mørke bil ved døren til chaufføren. Om han hev i døren eller havde fat i bilen, husker afhørte ikke. Spurgt om han skød på dette tidspunkt svares »Nej« - afhørte er sikker på, at han ikke så betjenten skyde på dette tidspunkt.

Den anden betjent, han som have kørt bilen løb også hen til den mørke personbil, men han sprang op på motorhjelmen og løb over den og ned på den modsatte side - bilens højre side. Spurgt, så afhørte ikke, at betjenten stod stille på motorhjelmen, men for afhørte så det ud som om han sprang op på den og løb hen over den og ned på den anden side. Spurgt om betjenten skød, medens han var oppe på hjelmen, siger afhørte igen »Nej« - det så og hørte afhørte ikke, at han gjorde. Betjentene råbte og skreg til personerne i bilen, at de skulle komme ud, men bilen blev ved med at speede op og begyndte at køre frem. Nu befandt begge betjente sig bag den mørke bil. Med hensyn til afstand mellem betjentene og bagenden af den mørke bil, mener afhørte, at de højst har befundet sig 3-4 meter bag den. Nu så han, at begge betjente afgav skud mod bilen - afhørte udtrykker mange skud. Han kan dog ikke sige præcis hvor mange, blot mange. Han bemærkede, at begge betjente havde fat med 2-håndsfatning og sigtede mod bagenden af bilen. De skød for afhørte at se, direkte ind mod bagruden - han så, hvordan bagruden blev knust ved skuddene. bilen fortatte måske 10 meter, hvorefter den stoppede. Betjentene løb efter, men om de afgav skud her, husker han ikke.«

Vidnet forklarede, at det er rigtigt, at han har sagt således til politiet. Nu husker vidnet også, at det var således, at det var betjenten, der kørte politibilen, der sprang op på den røde bils kølerhjelm, og at han løb hen over den.

Vidnet blev foreholdt fra samme rapport: »Afhørte bemærker, at han i Ekstra Bladet har set, at den ene betjent skulle have stået på motorhjelmen og skudt samtidig. Det kan afhørte ikke forstå. Han så den ene betjent springe op på motorhjelmen og løbe over på den anden side - men afhørte så ikke, at han afgav skud, medens han var oppe på hjelmen. Spurgt mener afhørte ikke, at betjenten kunne nå at skyde, medens han var på motorhjelmen - han sprang jo bare op og over på den anden side. Afhørte er sikker på, at han ikke så eller hørte skud, da betjenten var oppe på motorhjelmen.«

Vidnet forklarede, at det er rigtigt, at han har sagt således til politiet, og det er også sådan, han husker det i dag, dog kan han ikke huske, hvor lang tid betjenten var på motorhjelmen.

Vidnet blev foreholdt fra samme rapport: »Betjentene råbte og skreg til personerne i bilen, at de skulle komme ud, men bilen blev ved med at speede op og begyndte at køre frem. «

Vidnet forklarede, at han ikke præcist kan huske, hvad det var, der blev råbt.

Vidnet blev foreholdt fra samme rapport: »Han forklarede, at han kom kørende ad Rådvadsvej, da han bemærkede den mørke personbil, som kom kørende bag ham med stor fart, bagved kørte en politibil med udrykning. Politibilen var hvid.«

Vidnet forklarede, at han også i dag husker det således, at farten var høj. I hvert fald var den mere end de 40 km/t., som man må køre på Rådvadsvej.«

Vidnet V6 har afgivet følgende forklaring:

». . . at han om morgenen den 19. august 2006 var i sin brors lejlighed på Rådvadsvej 140, - - -, hvor han sov i et værelse, der har vindue i gavlen ud mod Rådvadsvej. Kl. 5.50 vågnede vidnet ved lyden af en politibil. Han stod op og så ud gennem det åbne vindue. Der var frit udsyn i en afstand af 100 meter. Han så en rød bil og en politibil komme rundt om et gadehjørne fra venstre side og ind på Rådvadsvej.

Anklageren foreviste foto 16 og 17 fra bilag B-3-1 og skitse over Rådvadsvej og parkerede biler, sagens bilag B-10-1-1.

Vidnet viste, at den røde bil påkørte en parkeret bil, hvorefter den endte i siden på den hvide kassevogn. Politibilen parkerede bagved den røde bil. Der steg to politifolk ud af politibilen. De havde pistolerne fremme. Den ene gik hen til førersiden af den røde bil. Den anden stod bagved. Der var ingen af betjentene, som var oppe på den røde bils kølerhjelm. Den røde bil ville flygte og bakkede for at ramme politibilen. Den lange af politimændene sagde »skyd« til sin kollega. De stod 2-3 meter bag den røde bil, da den kørte fremad. De stod lige ved siden af hinanden og afgav 15-20 skud mod den røde bil. Den røde bil kørte lidt frem mod venstre, hvorefter den kørte ind og ramte 2 andre biler i højre side. Den røde bil blev ramt gennem bagruden og en af betjentene - den lange - skød ned gennem taget, idet han holdt pistolen oppefra og ned i strakt arm. Betjentene var ikke i livsfare. Den røde bil fortsatte og kørte over i venstre side af kørebanen, hvor den standsede. Efter skyderiet stoppede, gik politimændene tilbage til deres egen bil for at følge efter den røde bil. De kom hen til den røde bil samtidigt med, at der kom forstærkning. Vidnet har set og hørt om sagen i fjernsynet og har selv forklaret det hele til en journalist fra TV2.«

Vidnet, politiassistent V7, har afgivet følgende forklaring: 

». . . at det som anført vedrørende den blå/hvide VW Transporter ikke var muligt at afgøre, om der var tale om friske skader. Med hensyn til skaderne på de øvrige biler må der antages at være tale om relativt nye skader, men skader som eksempelvis en revne i et lygteglas eller i et spejl kan vidnet ikke bedømme alderen af. Betegnelsen »vejrfilm« bruges om det skidt og støv fra luften, som afsættes på en bil mellem vaskene. Denne har ikke haft nogen betydning for vidnets bedømmelse af, om skaden på VW Transporteren var frisk. De karrosseridele fra parabol og lygtehus, som blev fundet ved VW Transporteren kan konstateres at stamme fra en Ford. Dette gælder ligeledes dele af sidespejl, der blev fundet ud for den grå Citroën, jf. foto 35 og 36.

De karrosseridele, som ses på foto 16, må antages at hidrøre fra den eftersatte bil.

Betegnelsen »taktiske oplysninger« bruges om de faktiske oplysninger, som vidnet får forud for en undersøgelse som den i sagen omhandlede, jf. herved også undersøgelsens punkt 3. I den konkrete sag består de af, at vidnet blev vækket om morgenen og fik at vide, at han skulle køre til Rådvadsvej, fordi en person var blevet skudt af politiet. Han kom derud og konstaterede, at der var mere eller mindre kaos. Han fik at vide, at der havde fundet en eftersættelse sted, og at der var blevet skudt efter den pågældende bil, som nu holdt længere fremme. Derefter blev undersøgelsesstedet afgrænset således, at det gik fra den grå Citroën og frem ad Rådvadsvej.

Vidnet skønner det sandsynligt, at den hvide VW Transporter, betegnet med L på skitsen, er påkørt af bagenden af det eftersatte køretøj, men vidnet kan ikke nærmere udtale sig om, hvorledes eller hvornår dette er sket. Det eftersatte køretøj har et såkaldt H gear, hvor bakgearet ligger til venstre for forgearet. Hvis man har travlt, og sidder og leder efter 1. gear, kan man således komme til at sætte bilen i bakgear. Bilen kan eventuelt også være snurret rundt. Vidnet kan heller ikke med sikkerhed sige, hvorledes det eftersatte køretøj har ramt Mazdaen lidt længere fremme på vejen, men da blinklysglasset fra det eftersatte køretøj er fundet ved Mazdaen, kan det være sket med det eftersatte køretøjs højre side.

Vedrørende undersøgelsen af et bremspor på 10 meter bagved det eftersatte køretøj, som er markeret med Al på skitsen, forklarede vidnet, at han bad bilinspektøren om at undersøge dette nærmere. Bilinspektøren konstaterede, at den eftersatte bil var i lovlig og forsvarlig stand. Den bremsede også forholdsvis ens på begge hjul, men en bil, der er under acceleration ind i en kurve, kan afgive aftryk tydeligere med det dæk, der vender ind mod kurven, end med dækket der ikke gør. Vidnet kan ikke selv bedømme, om der er tale om et bremsespor, et skridspor eller et trykspor. Der kunne muligvis også konstateres et svagt spor fra venstre hjul, hvis man kigger nøje på bilag B-3-1, foto 11. Dette er umiddelbart bagved venstre baghjul, som var fladt.

Anklageren dokumenterede videre fra gerningstedsundersøgelsens afsnit 8 og 9.

Vidnet forklarede. at det konkrete vejrlig på stedet ikke havde nogen betydning for hans undersøgelse af sporene på kølerhjelmen af den eftersatte bil. Jo kraftigere vejrfilmen er på en bil, jo mere skal der til for at gennembryde den. Der var ingen tvivl om, at alle de spor, vidnet fandt på kølerhjelmen, var afsat meget for nylig.

Med hensyn til den i bilen fundne kødøkse forklarede vidnet, at der ikke er nogen særlig grund til, at han skriver, at æggen var slebet skarp. Dette var blot en konstatering.«

Vidnet, kriminalassistent V8 har afgivet følgende forklaring:

». . . at han kom ud til gerningsstedet om morgenen. Gerningsstedet var afspærret fra Bispebjerg Parkallé til Frederiksborgvej. Han talte med lederen på stedet og gik derefter i gang med at lede efter patronhylstre og projektiler. Han fandt patronhylstre i 3 grupperinger. I en gruppering lå 13 hylstre, i en anden lå 3 hylstre og i den tredje lå 2 hylstre. Patronhylstrene er markeret med prikker på skitsen, som er fremlagt som bilag B-10-1-1, og de ses også på foto 8 i bilag B-4-1, hvor de er vilkårligt nummereret. Vidnet fandt tillige et skudhul i et facadeskilt. Der var tale om en såkaldt »tværslager«, som indebærer, at projektilet er brudt igennem skiltet sidelæns, hvilket tyder på, at der er tale om et rikochetteret skud.

Anklageren henviste til foto 10, 11 og 12 i bilag B-4-1.

Vidnet fandt endvidere et patronhylster på flugtbilens venstre vinduesviskerblad og et på flugtbilens hattehylde bag den knuste bagrude. I alt blev der således fundet 20 patronhylstre. Der blev ligeledes fundet en skarp patron af typen Action 3. Patronen kan ses på foto 18. Den blev fundet i en lige vinkel ud for flugtbilen, hvilket ses på foto 15.

Anklageren dokumenterede fra kriminalteknisk erklæring vedrørende gerningstedsundersøgelse udarbejdet af vidnet bilag B-4 side 6, 5. afsnit.

Vidnet forklarede, at patronhylstrene blev samlet sammen med henblik på en sammenlignende undersøgelse, som gik ud på, at de tiltaltes tjenestepistoler blev prøveskudt, hvorefter patronhylstrene fra denne prøveskydning bliver holdt sammen med de fundne patronhylstre. Herved kan det konstateres fra hvilket våben, de patronhylstre, der blev fundet på gerningsstedet, er affyret. Dette blev ligeledes gjort med hensyn til projektilet fra facadeskiltet. 

Anklageren dokumenterede afsnit 9 - vurdering - fra samme rapport side 10.

Anklageren oplyste, at det af det sammenfattende afsnit fremgår, at KT 47 er T1's tjenestepistol, mens KT 44 er T2's tjenestepistol. KT 41 er betegnelsen for det rikochetterede projektil fra facadeskiltet.

Vidnet forklarede, at det fremgår af undersøgelsen, at de patronhylstre, del er betegnet 1-13, er affyret af T1's pistol, mens de øvrige er affyret af T2's pistol. Politiets tjenestepistoler er indrettede således, at de kaster hylstrene til højre side lidt bagud med en afstand af 90-160 cm. Det må derfor formodes, at politimanden, som har skudt, har stået lidt foran og til venstre for patronhylstrene i den anførte afstand, idet man dog må tage højde for, at patronhylstrene kan ramme effekter eller trille, efter de er landet på jorden. Det er vidnets vurdering, at T1 formentlig har affyret de 13 skud stående nogenlunde på samme sted, mens T2 har bevæget sig fremad på et tidspunkt under affyringen. Der er også den mulighed, at han i stedet for at være gået fremad er gået tilbage, idet det ikke er muligt at konstatere, hvilke hylstre, der er afskudt først. Med hensyn til den hele patron er denne formentlig faldet ud af pistolen ved, at der er taget et ladegreb. Den har ikke været affyret eller forsøgt affyret, idet der ikke har været noget anslag på fænghætten.

Anklageren dokumenterede fra kriminalteknisk erklæring vedrørende gerningstedsundersøgelsen af flugtbilen udarbejdet af vidnet, sagens bilag B-5, side 3, afsnittet vedrørende udvendig undersøgelse. Anklageren dokumenterede herunder foto 7-12 og 19 fra bilag B-5-1, idet indskudshullerne på de viste fotografier blev sammenholdt med den til den kriminaltekniske undersøgelse vedlagte skitse over skudbaner.

Vidnet forklarede, at nummereringen er vilkårlig.

Anklageren foreviste herefter fotografierne 13-19, 22 og 27 fra bilag B-5-1.

Vidnet forklarede vedrørende den indvendige undersøgelse, jf. erklæringens side 5, at denne blandt andet foretages ved, at der sættes en sonde med en keglestub ind igennem indskudshullerne, hvorved den omtrentlige skudbane udfindes. Vedrørende de fundne indskudshuller forklarede vidnet, at indskudshul nr. 12 korresponderer med udskudshul nr. 13 i forruden. Projektilet, som har forårsaget indskudshul nr. 4 i bagklappen er formentlig rikochetteret inde i bilen, hvorved det er endt i loftbeklædningen, hvor det er fundet. Projektilet fra indskudshul nr. 5 er gået igennem bagsædet og fundet i ryglænet på førersædet. Projektilerne fra indskudshullerne 6 og 7 er fundet i bunden af døren. Indskudshul 8 passer med et hul i siden af ryglænet, men kun hvis dette rettes lidt op. Dette indskudshul på siden af ryglænet med tilhørende udskudshul lidt længere nede og foran i ryglænet kan imidlertid ikke forklares på anden måde. Projektilet er ikke fundet. Projektilerne fra indskudshullerne 9 og 10 er gået gennem døren og er endt i førersædet.

Anklageren afspillede en 360 graders fotooptagelse optaget af flugtbilens kabine set fra håndbremsegrebet.

Anklageren dokumenterede endvidere erklæringens punkt 9.0 - sammenfattende vurdering - sammenholdt med den vedlagte spor-/effektliste.

Vidnet forklarede, at hans vurdering bygger på fundet af projektilerne i kabinen sammenholdt med skudbanerne. Det er alene den skydendes placering uden for bilen, der vurderes, ikke om han rent faktisk har stået op. Vidnets sidste konklusion i erklæringen bygger på en hypotese om, at T1, efter at have afgivet sine skud stående til venstre for flugtbilen, ikke er løbet rundt omkring denne for at skyde videre på den anden side. Det må antages, at pistolen, der har afgivet skudet, som har medført indskudshul nr. 4 på foto 8 i bilag B-5-1, har været i niveau med bagklappen på grund af indskudshullets aflange form. Vidnet forklarede afslutningsvist, at konklusionen i den kriminaltekniske erklæring vedrørende gerningstedet bilag B-4 skal sammenholdes med de konklusioner, der har kunnet drages omkring indskudshullerne, hvilket vil sige, at når det kan konstateres, at der er afgivet to skud vinkelret ind mod fordøren, må den skydende have stået lige ud for denne henset til det tidligere oplyste om, hvor patronhylstrene kastes hen i forbindelse med skudet, og bilen må således have været på et sted, der ligger umiddelbart foran det sted, hvor patronhylstrene er fundet.

Anklageren henviste til kriminalteknisk erklæring vedrørende tjenestepistolerne udarbejdet af vidnet, sagens bilag B-7.

Vidnet forklarede, at de tiltaltes tjenestevåben indledningsvist blev undersøgt af en våbentekniker for fejl og mangler. Derefter foretog vidnet sin undersøgelse, herunder lavede vidnet undersøgelse af udgangshastigheden for projektiler afskudt fra pistolerne. Han målte udgangshastigheden fra KT 44, som var T2's tjenestevåben, til at være på 386 meter i sekundet, og udgangshastigheden fra KT 47, som var T1's tjenestevåben, til at være 385 meter i sekundet, hvilket begge dele ligger indenfor normerne. Vidnet omregnede dette til at svare til en energi på 448 joule for så vidt angår KT 44 og 446 joule for KT 47. Vidnet bemærkede, at en energi på 40 joule er tilstrækkelig til at knuse den kraftigste knogle i et menneskes krop. Vidnet lavede endvidere en måling af aftræksvægten for at konstatere, hvor stor en vægt, der skal til at aktivere aftrækkeren. For så vidt angår KT 44 var vægten 2,02 kg for »single action« og 4,76 kg for »double action.« For KT 47 var vægten 1,73 kg for »single action« og 4,82 kg for »double action.« Vidnet forklarede om begreberne, at »single action« betegner den tilstand, hvor våbenet affyres, efter hanen på forhånd er spændt, og »double action« betegner den tilstand, hvor våbenet affyres ved, at slagmekanismen spændes ved hjælp af aftrækkeren. De målte vægte lå indenfor normerne.

Vidnet demonstrerede herefter politiets tjenestevåben, som er af typen Hedder og Koch, USP compact. Vidnet forklarede herunder, at magasinet kan indeholde op til 13 patroner og i forbindelse med, at der tages ladegreb, kan der lægges en ekstra patron i kammeret. Hvis der allerede er en patron i kammeret, når der tages ladegreb, vil denne patron blive kastet ud. Vidnets undersøgelse af de tiltaltes patronmagasiner viste, at der i KT 44 var 7 patroner tilbage, mens der for så vidt angår KT 47 var et tomt magasin og et magasin med 12 patroner. Vidnet tror ikke, at der vil kunne falde en patron ud af et magasin, med mindre dette blev tabt på jorden.

Anklageren dokumenterede spor- /effektliste fra bilag B-7.

Anklageren henviste til kriminalteknisk erklæring vedrørende sikring af projektiler under obduktionen af forurettede, sagens bilag C-5-2. Erklæringen er udarbejdet af vidnet.

Vidnet forklarede, at han fik projektilerne udleveret på Retsmedicinsk Institut, hvorefter han foretog en sammenlignende undersøgelse af projektilerne med tilsvarende projektiler prøveskudt fra de tiltaltes tjenestevåben.

Anklageren dokumenterede rettelsesblad til spor-/effektliste bilag C-5-3 og oplyste med henvisning til obduktionserklæringen, hvilke skudlæsioner de enkelte projektiler kunne henføres til.

Anklageren dokumenterede endvidere fra den nævnte kriminaltekniske erklæring side 5.

Vidnet forklarede, at projektilerne betegnet KT 6 og KT 8 med stor sandsynlighed var affyret med T1's tjenestevåben. Udtrykket »stor sandsynlighed« anvendes, når man vil angive den næsthøjeste sikkerhed for identifikation. Projektilerne kan under ingen omstændigheder være affyret med T2's tjenestevåben. Projektilerne fra det 9. skudhul, som er et udskudshul, der hidrører fra læssion C, er ikke fundet.

Anklageren henviste til kriminalteknisk erklæring vedrørende undersøgelse af forurettedes t-shirt, bilag B-4-3-1.

Vidnet forklarede, at han har undersøgt antallet af indskudssår ved at undersøge antallet af huller i t-shirten og sammenholde disse med antallet af forurettedes indskudssår. Konklusionen var, at hullerne i tshirten og på afdødes krop svarer overens, idet der dog mangler et udskudshul på t-shirten.

Anklageren dokumenterede herefter sidste afsnit i den nævnte erklæring side 6.«

Vidnet, vicepolitikommissær V9 har afgivet følgende forklaring:

». . . at han har været ansat i politiet siden 1991, herunder i Københavns Politis Hundepatrulje fra 1996 til 2005. Den 19. august 2006 om morgenen var vidnet tjenstegørende hos Kriminalpolitiets Centrale Vagtleder. De var fra drabsafdelingen blevet orienteret om, at F2 var set i et nærmere angivet område, og at han var til fest i en lejlighed. Vidnet og hans chef tog ud til stedet. De besluttede, at man ikke skulle forsøge at trænge ind i lejligheden, men i stedet forsøge at tage F2, når han forlod denne. Vidnet rekvirerede en hundepatrulje, fordi disse køres af mere erfarne kolleger. Hvis eftersøgte skulle flygte, kunne man
endvidere sende hundene efter ham. Vidnet mødtes med de to tiltalte og fortalte dem, hvad han vidste om F2, herunder, at F2 var i lejligheden, at han var bevæbnet og farlig og at han formentlig var påvirket af stoffer. Vidnet fortalte, at man satte fire civile betjente til at observere, og at man gerne ville have, at de tiltalte holdt på en sidevej således, at de kunne være klar til at foretage anholdelse. Dette skulle enten ske på åbent land eller efterfølgende i den bil, som F2 opholdt sig i. Som udgangspunkt skulle de tiltalte således køre efter denne bil. Der var en anden hundepatrulje, som også skulle være med til aktionen, men det var ikke vidnet, som havde rekvireret denne. De tiltalte var dog blevet orienterede om det. Vidnet vurderede hele situationen til at være farlig, og dette var grunden til, at han rekvirerede netop en hundepatrulje.«

Vidnet, vicestatsobducent, dr.med. Gyda Lolk Ottesen har afgivet følgende forklaring:

». . . at det eneste, hun på forhånd havde fået at vide forud for obduktionen, var, hvad der fremgår af obduktionserklæringen på side 6.

Anklageren dokumenterede det omhandlede afsnit. Vidnet forklarede, at obduktionen blev foretaget 2 dage efter dødsfaldet,
hvilket er almindeligt. Forud for obduktionen blev liget kørt gennem CT-scanneren således, at de kunne konstatere, hvor projektilerne befandt sig i kroppen. Derefter blev der foretaget en grundig udvendig besigtigelse, hvorunder der skete nummerering og litrering af skudhuller og skudlæsioner. Nummereringen og litreringen er tilfældig. Først blev de synbare huller nummereret fra 1-16. Denne nummerering omfatter alle indskuds- og udskudshuller. Hele skudlæsionen som sådan betegnes med bogstaver. Disse betegnelser er angivet på tegningerne, som er vedlagt obduktionserklæringen som bilag 1 til 5. Derefter blev den egentlige obduktion foretaget. Herunder har vidnet forsøgt at udfinde projektilernes baner. Disse angives efterfølgende ved hjælp af sonder. En komplet skudlæsion kan inddeles i kategorierne »penetrerende«, som er de læsioner, hvor projektilet går ind i kroppen og ikke kommer ud igen, og i de »perforerende«, hvor projektilet går hele vejen gennem kroppen. Endvidere findes de »inkomplette« skudlæsioner, som er de læsioner, der kun lige rører overfladen af kroppen. Bilag 5 til obduktionserklæringen er en tegning af et tværsnit af bughulen set ovenfra. Denne viser skudlæsion C, som er en perforerende læsion, der er gået gennem alle organerne det pågældende sted. Endvidere vises skudlæsion E, som løber uden på kropsvæggen og ikke igennem nogen organer. Skudkanalerne, som vidnet finder frem til, angives i den såkaldte anatomiske normalstilling, hvor kroppen er stående med hænderne fremad. Man kan derfor ikke ud fra beskrivelsen
konkludere, hvorfra projektilet er kommet. Dette vil være forskelligt alt efter, om den beskudte person har stået siddet eller ligget og tillige, om han har lænet sig fremad eller dukket sig.

Vidnet demonstrerede assisteret af Nikolaj Friis Hansen skudlæsionernes placeringer og skudbanerne på en medbragt dukke.

Vidnet forklarede, at skudlæsion D er den dræbende læsion. Læsion C er også en meget farlig læsion, som kunne have været dræbende, hvis det ikke havde været for læsion D. De to nævnte læsioner er de eneste, der har ramt de indre organer.«

Vidnet Michael Bruun har afgivet følgende forklaring:

». . . at han er psykolog med speciale indenfor psykotraumatologi, hvilket betyder krisehåndtering. Han arbejder i den egenskab for blandt andet Falck og Rigspolitiet, hvor han tager sig af mennesker, som er kommet ud for voldsomme begivenheder. Han underviser også, blandt andet i Udenrigsministeriet. Vidnet har konkret haft episoder, hvor han
har hjulpet Københavns Politis Hundeafdeling, men ikke nogen af de tiltalte. Der er ofte tale om, at folk i disse afdelinger kommer ud i første linie og oplever voldsomme hændelser. Når politifolk som de tiltalte får en melding om, at de skal anholde en farlig drabsmand, som formentlig er påvirket og helt sikkert bevæbnet, forbereder de sig typisk mentalt på, at det kan være farligt for dem, ligesom de tager de nødvendige praktiske forholdsregler. Den mentale forberedelse går blandt andet ud på, at de forbereder sig på den værst tænkelige situation. I nærværende sag har vidnet fået kendskab til de tiltaltes forklaringer
afgivet under hovedforhandlingen. Generelt kan vidnet sige, at når mennesker bliver udsat for voldsomme påvirkninger, handler deres reaktionsmåde om, hvilken forhåndsviden de har, og deres psyke. Med de tiltaltes anciennitet, og den forhåndsviden, de havde om missionen, var de klædt godt på, og det er vidnets vurdering, at de hele tiden handlede adækvat i forhold til det konkrete trusselsbillede. Første gang, T1 afgiver skud, var, da han var ved at blive mast. Først da skudet ingen virkning havde, skød han igen, og ligeledes senere i forløbet. Han handlede således adækvat i forhold til det konkrete trusselsniveau,
hverken under eller over. Vidnet illustrerede ved hjælp af en skematisk oversigt over forholdet mellem stress og præstationsniveau - kaldet Stress-keglen - hvorledes man teoretisk opfatter forholdet.

Den skematiske oversigt fremlagdes. Vidnet forklarede yderligere, at de tiltalte ikke har været i nærheden af panik, og at de hele tiden har haft et godt mentalt grundlag for at træffe deres beslutninger. Kun T2 har på et tidspunkt været præget af
»tunnelsyn«, hvor han har fokuseret så meget på noget af det, der konkret skete, at der er andre ting, han ikke efterfølgende kan huske. Her tænker vidnet på, at han ikke husker at have afgivet 4 skud eller, hvordan han er kommet ned fra bilen.
Vidnet forklarede afslutningevist, at et vidne, som straks efter at være vågnet, oplever noget voldsomt, ofte kun vil have et øjebliksbillede af det skete, eller vidnet vil kun kunne huske brudstykker heraf. Dette er i modsætning til personer, som har været med under hele forløbet. De førstnævnte vidner vil mange gange forsøge at udfylde hullerne efterfølgende for at få en mening ud af oplevelsen.«

Oplysningerne i sagen.


Der er under hovedforhandlingen blandt andet afspillet optagelse af de radiomeldinger, der fandt sted under biljagten, forevist fotografier og afspillet videorekonstruktioner instrueret af de tiltalte og et vidne. Endvidere er der blandt andet dokumenteret obduktionsrapport vedrørende forurettede og kriminaltekniske erklæringer vedrørende obduktionen af forurettede, samt vedrørende undersøgelse af gerningsstedet, flugtbilen, de tiltaltes tjenestepistoler og den anvendte ammunition. Af obduktionserklæringen fremgår blandt andet, at forurettede var påført i alt ni komplette skudlæsioner benævnt A til I og fire inkomplette skudlæsioner. I forurettedes krop blev fundet 8 projektiler. Af den kriminaltekniske erklæring vedrørende obduktionen fremgår det, at to af skudlæsionerne, B og E, var forårsaget af skud fra T2's tjenestepistol, mens seks skudlæsioner, A, D, F, G, H og I, var forårsaget af skud fra T1's tjenestepistol. En af disse skudlæsioner, læsion D,
medførte, at forurettede afgik ved døden. Projektilet, som forårsagede den sidste læsion, læsion C, er ikke
blevet fundet. Af en erklæring af 16. november 2006 fra Retsmedicinsk Institut, Retspatologisk Afdeling, fremgår det, at en undersøgelse af forurettedes blod viste en alkoholkoncentration på 1,99 promille. Endvidere viste undersøgelsen af forurettedes blod, at han forud for dødens indtræden havde indtaget kokain, nitrazepam (sovemedicin), ecstacy, og amfetamin.

Personlige oplysninger.

De tiltalte er ustraffede.

Rettens begrundelse og afgørelse:


Efter bevisførelsen lægges om optakten til hændelsesforløbet til grund, at de tiltalte havde fået til opgave at pågribe F2, der var eftersøgt for drab. De fik at vide, at han var bevæbnet og farlig og formentlig påvirket af stoffer. De tiltalte skulle udføre opgaven sammen med en anden hundepatrulje, da man fandt det for farligt at anholde F2 i den lejlighed i Kantorparken, hvor han var til fest, blandt andet fordi man var bange for, at han ville skyde sig fri. De tiltalte begyndte kl. 05.54 i deres patruljebil
eftersættelsen af F2, som var blevet observeret kørende fra Kantorparken i en rød Ford Sierra. Efter kort tids eftersættelse blev patruljebilens sirene og blinklygter aktiveret. Herefter foregik forfølgelsen af den røde Ford Sierra (flugtbilen) rundt i Københavns NVkvarter med hastigheder på op til 100 km/t. På et tidspunkt blev både flugtbilen og patruljebilen bragt til standsning på et græsareal ved Rådvadsvej og Utterslev Mose, idet bilerne stødte sammen. Begge de tiltalte stod i den forbindelse ud af patruljebilen, trak deres tjenestepistoler og gik hen til flugtbilen, hvorefter de råbte til personerne i
flugtbilen, at det var politiet, og at de skulle standse. Imidlertid kørte flugtbilen blot videre. Eftersættelsen fortsatte derpå til Rådvadsvej, hvor flugtbilen påkørte nogle parkerede biler for til sidst at holde stille. Retten lægger, navnlig efter oplysningerne om, hvor patronhylstrene fra tiltalte T1's tjenestepistol blev fundet på Rådvadsvej, til grund, at flugtbilen standsede ud for det sted på vejen, hvor vidnet V3's hvide Toyota holdt parkeret. Denne bil blev påkørt af flugtbilens højre hjørne af fronten. De tiltalte standsede med patruljebilens front i en skrå vinkel ind mod flugtbilens bageste venstre side. Det lægges endvidere til
grund, at der bag ved V3's hvide Toyota holdt en hvid/blå VW-varebil parkeret.

Med hensyn til det følgende hændelsesforløb på Rådvadsvej lægger retten efter bevisførelsen for så vidt angår tiltalte T2 til grund, at denne fra patruljebilens passagerside løb frem langs flugtbilens venstre side med tjenestepistolen trukket. Han hoppede op på flugtbilens kølerhjelm, og var placeret herpå, da forurettede på ny begyndte at køre frem. Retten lægger endvidere efter T2's forklaring til grund, at han i den forbindelse blev ramt af noget i ryggen. Tiltaltes forklaring støttes af
oplysningerne om bilernes placering sammenholdt med den kriminaltekniske erklæring vedrørende gerningsstedsundersøgelsen, hvoraf det fremgår, at VW-varebilens højre sidespejl var revnet. Retten lægger derfor til grund, at det var dette sidespejl, som ramte tiltalte. Tiltalte kom herefter ud på flugtbilens højre side ved dørstolpen, hvor han affyrede
først et skud, og da dette ikke havde nogen effekt yderligere et skud ned gennem taget i retning af forurettede. Patronhylsteret fra det ene af disse skud landede på bladet af flugtbilens venstre vinduesvisker, mens det andet landede på vejen. Det lægges til grund, at tiltalte derpå faldt ned fra flugtbilen, som fortsatte fremad. Det lægges endvidere efter fundet af et af tiltaltes patronhylstre på flugtbilens hattehylde til grund, at han på vej ned fra bilen affyrede endnu et skud mod føreren gennem bilens bagrude. Straks efter at han var faldet ned på vejen, affyrede T2 yderligere to skud mod flugtbilens bagende. Retten lægger
på baggrund af oplysningerne i den kriminaltekniske erklæring om indskudsvinklerne på 2 af de skud, som T2 affyrede mod bagenden af flugtbilen, til grund, at dette skete, inden han kom helt op at stå igen. Patronhylstrene fra disse to skud faldt ned på vejen. På dette tidspunkt havde tiltalte således afgivet i alt 5 skud, og patronhylstrene fra tre af skuddene var landet på vejen. Disse patronhylstre er alle fundet inden for en afstand af ca. 2½ meter fra bagenden af den hvid/blå VW-varebil.
Retten lægger derfor til grund, at tiltalte kom ned fra flugtbilen og skød efter denne, nærmest i samme øjeblik som flugtbilen kom fri af VWvarebilen. Efter forklaringerne sammenholdt med den kriminaltekniske erklæring vedrørende gerningsstedsundersøgelsen, hvorefter der blev fundet to af tiltaltes afskudte patronhylstre 8-10 meter længere fremme
ad vejen, lægger retten til grund, at T2 derpå løb efter flugtbilen, hvorunder han afgav yderligere to skud mod dennes bagende.

For tiltalte T1's vedkommende lægger retten til grund, at han stillede sig på flugtbilens venstre side, og at han med trukket tjenestepistol beordrede føreren og passagererne i bilen til at komme ud, ligesom han gennem det nedrullede vindue søgte at trække forurettede ud af bilen, hvilket dog ikke lykkedes. Forurettede begyndte i stedet under kraftige motoromdrejninger at køre frem, idet han drejede til venstre over mod det sted, hvor tiltalte stod. Tiltalte affyrede først et skud og, da forurettede fortsatte kørslen, endnu et skud mod forurettedes ben med henblik på at få ham til at standse bilen. Derefter flyttede tiltalte
sig væk og undgik at blive ramt. Forurettede fortsatte med at køre frem langs den parkerede Toyota og den hvid/blå VW-varebil med tiltalte T2 på kølerhjelmen. Tiltalte afgav herefter yderligere et skud mod forurettedes ben, og da dette ikke bevirkede, at kørselen stoppede, afgav han endnu et skud. Herefter var flugtbilen kommet så langt frem, at tiltalte nu stod bag ved denne. Henset til at der på stedet er fundet i alt 13 afskudte patronhylstre hidrørende fra tiltaltes tjenestepistol, lægger
retten til grund, at tiltalte derpå afgav 9 skud mod flugtbilen, mens denne under acceleration fortsatte kørselen forbi den hvid/blå VWvarebil, og indtil det tidspunkt, hvor T2 var kommet ned fra flugtbilen. Efter forklaringerne lægges det til grund, at tiltalte løb tilbage til patruljebilen, da T2 var kommet på benene og begyndte at løbe efter flugtbilen.
Retten lægger derfor ligeledes til grund, at tiltalte ikke afgav skud, efter T2 var kommet op at stå igen.

Det fremgår af de foreliggende oplysninger, herunder radiokommunikationen mellem de tiltalte og HS, at hele forløbet, fra eftersættelsen blev indledt, til skudafgivelsen var ophørt, varede fra ca. kl. 05.55 til et tidspunkt lidt før kl. 06.00, og altså således mindre end 5 minutter. Selve det afsluttende forløb på Rådvadsvej må derfor have været ganske kortvarigt. Dette betyder, at tidsrummet, hvor tiltalte T2 befandt sig på flugtbilens kølerhjelm, og skudafgivelsen fandt sted, har været af
særdeles kort varighed, efter alt at dømme har der alene været tale om sekunder. Det er således efter rettens opfattelse sandsynligt, at tiltalte ikke på noget tidspunkt har fået sat sig egentligt til rette på kølerhjelmen, men at der snarere har været tale om en bevægelse hen over denne og ud på siden, hvilket kan være forklaringen på, at der ikke er fundet to egentlige skoaftryk på kølerhjelmen. Der var således tale om et meget koncentreret og presset forløb af voldsom karakter, hvor de
tiltalte har haft særdeles kort tid til at evaluere situationens udvikling, og hvorledes de skulle handle. De tiltalte har helt utvivlsomt haft pligt til at handle dels med hensyn til at pågribe F2, dels med henblik på at standse den fortsatte hensynsløse kørsel, og der må situationens karakter taget i betragtning indrømmes dem et spillerum for skønnet over, om de selv og deres kollega var i fare, da forurettede stik mod enhver forventelig og rationel handlemåde i den pågældende situation valgte at
køre frem, selv om den ene af de tiltalte stod lige ved siden af og pegede på ham med en pistol, mens den anden tiltalte sad foran på bilens kølerhjelm. Uanset at tiltalte T1 i forbindelse med afgivelsen af de første to skud antageligvis har haft en mulighed for kunne flytte sig væk, finder retten således omstændighederne taget i betragtning ikke grundlag for at tilsidesætte
tiltaltes skøn, hvorefter han netop i det øjeblik anså det som sin eneste mulighed at skyde mod forurettedes ben for at stoppe fremkørslen og derved undgå at blive ramt af forurettedes bil eller blive klemt mellem denne og sin egen bil. Hertil kommer, at T2 befandt sig på bilens kølerhjelm og var i fare for at blive mast mod de parkerede biler. Dette var ligeledes grunden til T1's to næste skud mod forurettedes ben. Retten finder derfor heller ikke for så vidt angår disse skud grundlag for at tilsidesætte tiltaltes vurdering af, at skuddene var nødvendige og forsvarlige med henblik på at standse forurettedes fremkørsel
og dermed bringe T2 uden for fare. Dette gælder endvidere tillige i relation til de efterfølgende i alt ni skud, som tiltalte afgav, da han stod bag ved flugtbilen. Som anført lægges det til grund, at alle disse skud blev afgivet, mens T2 befandt sig på flugtbilen, og efter han faldt ned fra denne, men før han var kommet på benene igen. Skuddene må være afgivet forholdsvist hurtigt efter hinanden, men henset til at forurettede ikke reagerede på skuddene og fortsatte kørselen under acceleration, finder retten ikke, at der for så vidt angår disse skud er grundlag for at tilsidesætte tiltaltes forklaring om, at skuddene var
sigtede mod forurettedes silhuet, eller tiltaltes vurdering af, at de var nødvendigt for at standse forurettedes fremkørsel med henblik på at forhindre, at T2 blev mast mod de parkerede biler. Dette støttes endvidere af den omstændighed, at alene forurettede og ingen af de andre i bilen blev ramt af tiltaltes skud, hvilket formentlig ikke havde været tilfældes, hvis tiltalte bare havde skudt løs. Derved finder retten tillige, at de afgivne skud ikke åbenbart er gået ud over, hvad der må anses for forsvarligt. Herefter har tiltalte T1 ved afgivelse af alle skuddene handlet inden for grænserne for lovligt nødværge, og han er derfor straffri i medfør af straffelovens § 13, stk. 1.

Som anført lægges det til grund, at tiltalte T2 befandt sig på flugtbilens kølerhjelm, og at han blev ramt i ryggen af VW-varebilens sidespejl, da forurettede efter at være standset ved den hvide Toyota på ny begyndte at køre frem ad Rådvadsvej. Retten finder derfor, at der har foreligget en nærliggende fare for, at tiltalte kunne blive klemt mod de parkerede biler. Tiltaltes afgivelse af først et skud og, da dette ikke fik forurettede til at standse bilen, endnu et skud ned gennem taget mod forurettede, findes derfor ikke at være gået ud over, hvad der var nødvendigt og forsvarligt. Med hensyn til det skud, som tiltalte på vej
ned fra flugtbilen afgav mod forurettede ind gennem bagruden, og de to efterfølgende skud, før han kom på benene igen, lægger retten vægt på, at forurettede fortsatte sin kørsel uagtet opfordringen til at overgive sig, med tiltalte på bilens køler og uden at reagere på de tidligere afgivne skud. Tiltalte skulle således inden for et meget kort tidsrum og i en særdeles presset og kaotisk situation tage stilling til, hvor han befandt sig i forhold til de parkerede biler, hvorledes han skulle handle, og tillige
hvornår han i givet fald ikke længere var i fare. Retten finder, at tiltalte under disse omstændigheder har været berettiget til først at anse faren for overstået på det tidspunkt, hvor han med sikkerhed var kommet fri af de parkerede biler og helt op at stå. Tiltalte er derfor heller ikke ved afgivelsen af disse skud åbenbart gået ud over, hvad der må anses for nødvendigt og forsvarligt. For så vidt angår de første fem skud har tiltalte T2 således handlet inden for grænserne for lovligt nødværge, og han er derfor i medfør af straffelovens § 13, stk. 1, straffri i henseende til afgivelsen af disse.

Tiltalte T2 afgav sine to sidste skud, efter han var kommet på benene igen og fri af de parkerede biler. Endvidere løb han omkring 8-10 meter efter flugtbilen, før har affyrede skuddene. Afgivelsen af disse skud kan således ikke anses for at have været nødvendig og forsvarlig, hvorfor denne handling ikke er omfattet af straffelovens § 13, stk. 1.

To dommere udtaler herefter:


På grundlag af en samlet vurdering af begivenhedsforløbet, herunder den korte tidsmæssige sammenhæng mellem de fem første skud og de to sidste, at tiltalte må anses for straks forinden at have været i livsfare, og at situationen var blevet optrappet, som følge af at forurettede fortsatte sin hensynsløse kørsel trods flere muligheder for at overgive sig, finder vi, at tiltaltes afgivelse af de to sidste skud mod bagenden af flugtbilen er omfattet af straffelovens § 13, stk. 2. Vi stemmer således
for, at tiltalte skal være straffri i medfør af denne bestemmelse.

Én dommer finder, at tiltalte ved afgivelsen af de to sidste skud er gået videre, end hvad der kan henføres under straffelovens § 13, stk. 2, om overskridelse af grænserne for lovligt nødværge. Denne dommer stemmer således for, at tiltalte for så vidt angår disse skud skal dømmes efter anklageskriftets forhold 2. Denne dommer finder imidlertid, at forholdet er omfattet af bestemmelsen i straffelovens § 82, nr. 3, og at der efter omstændighederne skal ske strafbortfald i medfør af straffelovens
§ 83. Med hensyn til forhold 3, tiltalen for overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 1, finder denne dommer, at de forurettede må anses for at have bragt sig selv i den omhandlede situation, idet de flere gange under forløbet havde mulighed for at overgive sig, og idet F2 ligefrem tilskyndede føreren af bilen, afdøde D, til at fortsætte kørselen. De må således anses for at have accepteret risikoen for, at noget alvorligt kunne ske, hvorfor tiltalte skal frifindes i dette forhold. Der afsiges dom efter stemmeflertallet.

Efter retsformandens bestemmelse henvises de rejste erstatningskrav i medfør af retsplejelovens § 992, stk. 1, til behandling ved Erstatningsnævnet eller eventuelt civilt søgsmål.

Thi kendes for ret:

Tiltalte T1 frifindes.
Tiltalte T2 frifindes.

Statskassen skal betale sagens omkostninger.

Østre Landsrets dom.

Frederiksberg Rets dom af 18. oktober 2007 er anket af anklagemyndigheden med påstand om domfældelse efter anklageskriftet vedrørende begge de tiltalte.

De tiltalte har påstået stadfæstelse.

S har nedlagt påstand om, at de tiltalte tilpligtes in solidum at betale 241.411 kr. tillige med renter fra den 10. oktober 2007, subsidiært et af landsretten fastsat mindre beløb. Beløbet udgøres af forsørgertabserstatning og godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26 a.

F1 har nedlagt påstand om, at de tiltalte tilpligtes in solidum at betale 50.000 kr. tillige med renter fra den 27. september 2007, subsidiært et af landsretten fastsat mindre beløb. Beløbet udgøres af tortgodtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 3.

De tiltalte har heroverfor påstået afvisning, subsidiært frifindelse.

Der er for landsretten afgivet supplerende forklaring af de tiltalte og vidnerne, politiassistent V1, F1, F2, V5, V6, V3, politibetjent V4, politiassistent V7, kriminalassistent V8, vicestatsobducent, dr.med. Gyda Lolk Ottesen og psykolog Michael Bruun, der alle har forklaret i det væsentlige som i byretten. Der er endvidere for landsretten afgivet forklaring af politikommissær Henrik Andersen.

De i byretten af vidnerne politiassistent V2 og vicepolitikommissær V9 afgivne forklaringer er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923.

Landsrettens begrundelse og resultat:

Ifølge straffelovens § 13, stk. 1, er handlinger foretagne i nødværge straffri, for så vidt de har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb og ikke åbenbart går ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning er forsvarligt.

Ifølge straffelovens § 13, stk. 2, bliver den, der overskrider grænserne for lovligt nødværge, dog straffri, hvis overskridelsen er rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse.

Disse bestemmelser finder også anvendelse på polititjenestemænd, herunder på deres handlinger foretaget i tjenesten. Ved vurderingen af, om en handling er straffri efter straffelovens § 13, stk. 1 eller 2, må der henses til de omstændigheder, hvorunder handlingen er begået. Den polititjenestemand, der skal vurdere, om og i givet fald hvordan han skal gribe ind i en situation, må, som det også fremgår af bestemmelserne, overlades et vist skøn med hensyn til vurderingen af situationen.
I den foreliggende sag havde de to polititjenestemænd pligt til at gribe ind dels for at pågribe en undveget drabssigtet, dels for at hindre en fortsat hensynsløs kørsel. Herefter opstod der pludselig en farlig situation. Efter placeringen af bilerne på Rådvadsvej må det antages, at det afsluttende forløb, hvorunder skudafgivelsen skete, har været ganske kortvarigt - af sekunders varighed.

Efter bevisførelsen lægger landsretten til grund, at flugtbilen før skudafgivelsen påkørte 3 parkerede biler på Rådvadsvej - i rækkefølge en grå Citroën Saxo, en hvid VW Transporter og en hvid Mazda. Efter de tiltalte polititjenestemænds forklaringer sammenholdt med de tekniske spor på flugtbilens motorhjelm lægge landsretten videre til grund, at T2 var først ude af patruljevognen, og at han løb først til førersiden af flugtbilen og videre derfra hen over flugtbilens motorhjelm, mens T1 løb til førersiden af flugtbilen. Flugtbilens nøjagtige placering på dette tidspunkt kan ikke fastslås med sikkerhed. Det kan endvidere ikke med den fornødne sikkerhed anses for bevist, hvordan det præcise hændelsesforløb herefter har været. Visse punkter
kan dog anses for bevist. Efter de tiltalte polititjenestemænds forklaringer og stort set samstemmende vidneforklaringer må det anses for bevist, at de tiltalte polititjenestemænd først påbegyndte skudafgivelsen, efter flugtbilen på ny satte i gang og var på vej væk fra stedet.

Det må efter de tiltalte polititjenestemænds forklaringer sammenholdt med skudbanerne ind i flugtbilen ligeledes anses for bevist, at T1 ved afgivelsen af sine 2 første skud befandt sig på venstre side af flugtbilen ud for fordøren, og at T2 ved afgivelsen af sine 2 første skud befandt sig på højre side af flugtbilen. Navnlig efter findestedet for de patronhylstre,
der stammer fra T1's pistol, må det anses for bevist, at T2 på tidspunktet for afgivelsen af de nævnte skud befandt sig mellem
flugtbilen og dels den hvide Mazda, dels en blå/hvid VW Transporter, der holdt umiddelbart efter den hvide Mazda.
Landsretten finder ikke grundlag for at tilsidesætte T1's vurdering af, at han på dette tidspunkt, hvor han afgav sine 2 første skud, selv var i fare for at blive påkørt af flugtbilen, da denne stik imod enhver forventelig handlemåde på ny kørte frem og i en bevægelse i retning mod ham.

Efter T2's placering på det tidspunkt, hvor han afgav sine 2 første skud, finder landsretten ikke at kunne afvise, at han på dette tidspunkt selv var i fare for at blive klemt mellem flugtbilen og de nævnte parkerede biler, og at T2 afgav disse skud for at stoppe flugtbilen.

Efter det forudgående hændelsesforløb, hvor de tiltalte polititjenestemænd ved Utterslev Mose havde trukket pistolerne og forsøgt at få standset flugtbilen, sammenholdt med at flugtbilen på grund af den efter de tiltalte polititjenestemænds opfattelse farlige situation måtte søges standset øjeblikkelig, finder landsretten ikke, at der var mulighed for at anvende mindre indgribende magtmidler end pistol, ligesom der ikke var tid til at affyre varselsskud.

Disse første 4 skud, hvoraf T1's 2 skud var sigtede mod chaufførens ben, må således anses for nødvendige for at stoppe flugtbilen og således afværge det påbegyndte uretmæssige angreb. Skuddene findes under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning ikke åbenbart at gå ud over, hvad der er forsvarligt.

Afgivelsen af de første 4 skud er således straffri efter straffelovens § 13, stk. 1.

Landsretten finder efter T1's forklaring sammenholdt med skudbanerne ind i flugtbilen ikke grundlag for at tilsidesætte T1's vurdering af, at T2 var i fare for at blive klemt mellem flugtbilen og de parkerede biler, da T1 afgav sine 2 næste sigtede skud mod chaufførens ben, og at disse ligeledes var nødvendige for at stoppe flugtbilen.

Af de ovenfor anførte grunde findes afgivelsen af disse skud ligeledes straffri efter straffelovens § 13, stk. 1.

T1 afgav herefter 9 sigtede skud mod chaufførens torso. Disse skud må i hvert fald for størstedelens vedkommende antages at være afgivet, mens T1 befandt sig bag flugtbilen. Der foreligger ikke for landsretten præcise oplysninger om flugtbilens placering i forhold til T2 og de parkerede biler på dette tidspunkt. Efter findestedet for patronhylstrene fra T1's pistol sammenholdt med flugtbilens kørselsretning og placeringen af de parkerede biler finder landsretten ikke grundlag for at tilsidesætte T1's vurdering af, at det var nødvendigt at skyde yderligere for at stoppe flugtbilen, og således afværge det uretmæssige angreb.

Landsretten finder navnlig under hensyn til den korte afstand mellem T1's placering og det sted, hvor flugtbilen ville være »fri af« de parkerede biler, og således ikke længere til fare for T2, derimod ikke, at det kan anses for nødvendigt at afgive så mange som 9 skud.

Afgivelsen af den første del af disse skud er straffri efter straffelovens § 13, stk. 1, hvorimod afgivelsen af den sidste del af disse skud efter omstændighederne som ovenfor anført, herunder det ganske kortvarige tidsforløb, må anses for omfattet af straffelovens § 13, stk. 2.

T1 frifindes således for tiltalen mod ham, også for overtrædelse af straffelovens § 252.

For så vidt angår T2 må det lægges til grund, at de 2 patronhylstre, der stammer fra hans pistol, og som blev fundet i og på flugtbilen, stammer fra hans 2 første skud. De øvrige 5 patronhylstre fra T2's pistol blev fundet på vejbanen. Efter findestedet for disse 5 patronhylstre sammenholdt med T2's ovenfor anførte placering til højre for flugtbilen ved afgivelsen af hans første 2 skud må landsretten anse det for bevist, at flugtbilen var kommet »fri af« de parkerede biler, og således ikke længere til fare for ham, da han afgav disse skud. Disse skud kan således ikke anses for nødvendige.

For så vidt angår de 3 patronhylstre, der er fundet inden for en afstand af højst 2½ meter bag den blå/hvide VW Transporter, finder landsretten efter omstændighederne som ovenfor anført, herunder det ganske kortvarige tidsforløb, at disse må stamme fra skud, som må anses for omfattet af straffelovens § 13, stk. 2.

For så vidt angår de 2 patronhylstre, der er fundet henholdsvis ca. 7 og ca. 11 meter bag den blå/hvide VW Transporter, finder landsretten, at disse må stamme fra skud, der ikke kan anses for rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse. Disse skud er således ikke omfattet af straffelovens § 13, stk. 2.

For så vidt angår afgivelsen af disse 2 sidste skud findes T2 således at have overtrådt straffelovens § 246, jf. § 245, jf. § 21, i forhold 2, idet det ikke kan anses for bevist, at mindst et af disse 2 skud ramte D, og at have overtrådt straffelovens § 252 i forhold 3.

Landsretten finder, at disse forhold er omfattet af straffelovens § 82, nr. 3, og at der efter omstændighederne skal ske strafbortfald i medfør af straffelovens § 83.

Efter de juridiske dommeres bestemmelse henvises de rejste erstatningskrav til Erstatningsnævnet eller eventuelt civilt søgsmål.

Thi kendes for ret:

Byrettens dom i sagen mod T1 stadfæstes.

Byrettens dom i sagen mod T2 ændres, således at straffen for ham bortfalder.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.