TfK 2010.981 ØLD

Ø.L.D. 25. august 2010 i anke 22. afd. S-1170-10
 

  Anklagemyndigheden mod T (adv. Sysette Vinding Kruse, besk.).

(Jan Uffe Rasmussen, Sanne Kolmos og Louise Saul med domsmænd).

Frederiksberg Rets dom af 25. marts 2010:

Denne sag er behandlet med domsmænd.

Anklageskrift er modtaget den 26. oktober 2009.

T er tiltalt for overtrædelse af

- - -

5. overtrædelse af straffelovens § 181, stk. 1,

ved på et tidspunkt i perioden mellem den 15. juni 2009 kl. 09.00 og den 16. juni 2009 kl. 11.50 i lejligheden - - - på Frederiksberg, at have sat ild til sengen i soveværelset, hvorved der skete skade for et p.t. ukendt beløb.

6. tyveri efter straffelovens § 276,

ved i forbindelse med det i forhold 5 anført at have stjålet kr. 85.000 i kontanter fra den pågældende lejlighed.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.

Tiltalte har nægtet sig skyldig og nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært om rettens mildeste dom.

Forklaringer.

- - -

Oplysningerne i sagen.

Der er blandt andet dokumenteret

-»sammenfatning og vurdering« i brandteknisk erklæring, forhold 5, bilag10,
-farlighedserklæring, forhold 5, bilag 16-1,
-fingeraftryksundersøgelse vedrørende skuffe og nøglebundt, forhold 5, bilag 22-1,
-fingeraftryksundersøgelse vedrørende medaljon, forhold 1, bilag 5,
-noter vedrørende omsorgssamtaler, forhold 5, bilag 6-6,
-fingeraftrykserklæring vedrørende landkort, forhold 2, bilag 4,
-rapport vedrørende hjemmehjælpere, forhold 5, bilag 5-8-1,
-ransagningsrapport af 3. juli 2009, forhold 5, bilag 15,
-rapport vedrørende liste over tiltaltes klienter, forhold 5, bilag 5-7-1, og
-rapport vedrørende tiltaltes økonomi, forhold 5, bilag 13-3-1.
Personlige oplysninger.

Der er af Kriminalforsorgen foretaget en personundersøgelse vedrørende tiltalte, hvoraf det blandt andet fremgår, at hun findes egnet til at udføre samfundstjeneste.

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at hun er enlig mor med tre børn i alderen 15-19 år, alle hjemmeboende. Hun har mistet sit arbejde på grund af denne sag.

Tiltalte er ustraffet.

Tiltalte har under sagen været frihedsberøvet fra den 6. juli 2009 til den 13. november 2009.

Rettens begrundelse og afgørelse.

- - -

forhold 5 og 6.

Henset til forklaringen fra ka. B må det lægges til grund, at der i forhold 5 var tale om en påsat brand, der er anstiftet midt på formiddagen den tirsdag den 16. juni 2009, dagen efter at lejlighedens indehaver, A, var taget til Jylland som deltager i en fleredagestur arrangeret af Dansk Blindesamfund. A fik meddelelse om, at hun skulle med på turen, omkring 1. maj 2009, og talte med tiltalte herom i den følgende periode, hun fremviste i den forbindelse hotelbrochuren. A og tiltalte har samstemmende forklaret, at tiltalte indfandt sig hos A kort før afrejsen mandag morgen uden for det skemalagte besøgsprogram og at tiltalte var til stede indtil A forlod adressen. Der er ingen tegn på indbrud. Ifølge A havde hun ved køkkendøren sine ekstranøgler hængende på et nøglebrædt. Hun låste med sikkerhed sin hoveddør, da hun forlod lejligheden.

Køkkendøren var forsynet med smæklås.

A har [videre] forklaret, at hun gennem længere tid havde lagt kontant opsparing til side med henblik på tandlægebehandling, og at hun forud for afrejsen have optalt pengene, der lå i konvolutter i et ringbind i øverset højre skuffe i kommoden i soveværelset. Da hun er svagtseennde er hun sikker på, at hun ikke har efterladt skuffer eller skabe åbne, ligesom hun holder nøje orden på sine ejendele, alt med henblik på at kunne færdes sikkert i lejligheden og kunne finde sine ting.

Tiltalte har som hjemmehjælper haft adgang til at færdes overalt i lejligheden uden overvågning. Tiltalte har givet skiftende forklaringer på, om hun har befattet sig med ringbindet i skuffen, og om hun har lagt ting på plads i kommoden. Det er konstateret, at skuffen med ringbindet har stået åben under branden, og at ringbindet er brandskadet på den opadvendende side, mens inholdet er uskadt. Konvolutterne, hvori pengene lå, var til stede præcis som af A beskrevet over for politiet, men pengene var væk. Tiltalte har forklaret, at hun, uagtet hun vidste, at A var i Jylland, indfandt sig i opgangen ved A's lejlighed tirsdag formiddag og ringede på gentagne gange. Det var postbudet, der lukkede hende ind i opgangen. Postbud C, der bar post til opgangen denne dag, har - uden at kunne huske den konkrete sag - bekræftet, at det meget vel kan forholde sig som af tiltalte forklaret.

Tiltalte har om sine økonomiske forhold forklaret, at hen som enlig mor til tre store børn ikke have mulighed for at spare op ud over helt beskeden beløb. Hun have også oparbejdet nogle gældsposter, som hun ikke umiddelbart kunne betale.

D har forklaret, at tiltalte den 19. juni 2009 købte et plasma-TV i hans forretning for kontant 7.000 kr.

Det er af tiltalte bekræftet, at hun, der afholdt ferie i slutningen af juni, rejste til Stockholm med sine to døtre og den enes veninde, hvor hun betalt for hotelophold og restaurationsbesøg, I samme periode ovenattede hun på hotel Radisson i Københavne med to af sine børn, da den ældste fik lov at fejre sin fødselsdag i hjemmet. Hun har ligeledes indsat 4.000 kr. på sin bankkonto, da den stod med en saldo på 1,19 kr.

På baggrund af ovennævnte finder retten, at det med tilstrækkelig sikkerhed kan antages, at tiltalte har været den eneste, der har haft mulighed for under anvendelse af rette nøgle at skaffe sig adgang til A's lejlighed i hendes fravær. Hun har erkendt at have været ved adressen på det relevante tidspunkt, og retten finder ikke, at hendes begrundelse herfor er troværdig. Retten lægger derfor til grund, at tiltalte har indfundet sig i lejligheden og har tilegnet sig de penge, som lå i ringbindet i kommodeskuffen, og at hun har anstiftet ilden med henblik på at skjule mulige spor.

Vedrørende det tilegnede beløb finder retten at måtte lægge til grund, at der ikke kan udelukkes en mindre usikkerhed, henset til de mange pengesedler, der blev optalt af en persom med et synshandicap.

Herefter findes det bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen.

Straffen fastsættes til fængsel i 1 år, jf. straffelovens § 181, stk. 1 og § 285, stk. 1, jf. § 276.

Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på, at tiltalte ved tyveriet har misbrugt den tillid som en svagelig borger bør kunne have til en ansat hjælper og til, at ildspåsættelsen er sket i en beboelsesejendom.

Retten finder, at tiltalte med varetægtsfængslingen har udstået 4 måneder 7 dage af straffen.

Den resterende del af straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 58, stk. 1. Retten har herved lagt vægt på at tiltalte er ustraffet, på udstået varetægt og på de øvrige oplysninger om tiltaltes personlige forhold.

Tiltalte skal herunder udføre samfundstjeneste i 150 timer, jf. straffelovens §§ 62 og 63. Da der ikke er yderligere straf, der umiddelbart skal afsones, finder retten ikke, at straffelovens § 64 finder anvendelse.

De nedlagte erstatningspåstande er udskudt til eventuel afgørelse under civile søgsmål.

Østre Landsrets dom:

Frederiksberg Rets dom af 25. marts 2010 (- - -) er anket af T med påstand om frifindelse.

Anklagemyndigheden har tillige anket dommen med påstand om domfældelse efter anklageskriftet samt skærpelse.

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte T og vidnerne - - -.

- - -

Om sine personlige forhold har tiltalte forklaret blandt andet, at hun gerne vil uddanne sig yderligere. Efter varetægtsfængslingen har hun været i praktik i 3 måneder på Rigshospitalet, hvor hun har arbejdet siden 15. marts 2010 som social- og sundhedsassistent. De to ældste børn betaler selv for sko og tøj, men hun giver dem mad. De arbejder begge i 7-Eleven.

- - -

Landsrettens begrundelse og afgørelse


Efter bevisførelsen for landsretten tiltrædes det, at tiltalte er frifundet for tiltalen i forhold 1-4.

Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte af de grunde, der er anført i dommen, skyldig efter anklageskriftet i forhold 5-6.

Straffen fastsættes til fængsel i 1 år og 3 måneder. Der er ved strafudmålingen lagt vægt på, at der er tale om en planlagt påsat brand, som havde til formål at søge at dække over et tyveri af et betydeligt kontantbeløb fra en svagtseende ældre klient, for hvem tiltalte havde en betroet stilling som hjemmehjælper.

Uanset tiltaltes gode personlige forhold findes der efter forholdets karakter ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget.