
	UfR 1985.611 HD
		H. D. 30. maj 1985 i sag I 369/1984 Rigsadvokaten mod T (adv. Erik Andersen, Næstved, e.o.). Næstved kriminalrets dom 10. februar 1984. Under denne sag, der er fremmet til dom i henhold til retsplejelovens § 925, tiltales T, f.t. Ringsted Arrest, til straf for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1. Tiltalte er født den 22. marts 1952 og er ikke tidligere straffet . Retten finder det ved tiltaltes uforbeholdne tilståelse, hvis rigtighed bestyrkes af sagens øvrige oplysninger, bevist, at han har gjort sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1, ved i tiden fra eftersommeren 1978 til eftersommeren 1980 at have leveret hash i portioner fra 50 til 400 gram pr. gang, ialt 20 kg, til A, mod hvem sagen forfølges særskilt, og ved i tiden fra 1975 til januar 1981 i et mindre omfang at have solgt hash i et ikke nærmere angivet omfang til forskellige personer. Tiltalte har nærmere forklaret, at det hash, han selv har afsat til forskellige personer udover ovennævnte A, drejer sig om forbrugerkøb af højst 7 gram pr. gang. Det skete fra tiltaltes bopæl, og køberne var enkelte personlige venner. Han har på den måde i hvert fald ikke solgt over 5 kg i alt. Leverancerne til A fandt sted på hans bopæl. Tiltalte indkøbte hashen hos B og C i partier af ca. ½ kg ad gangen. Han hentede det dels selv, og fik det dels bragt. Han er enig med anklagemyndigheden om, at han i hvert fald har haft en reel fortjeneste ved ulovlighederne på ca. 35.000 kr. Tiltalte holdt op med hashhandel, fordi B og C blev grebet af politiet. Det havde imidlertid længe ligget tiltalte på sinde, at han ville ud af det, fordi han var bange for følgerne af det ulovlige forhold. Han var selv hashryger, men har nu fået sig trappet ned til nul. Tiltalte er uddannet som malersvend, men måtte efter ca. 10 år holde op på grund af erhvervssygdom. Han fik lægepåbud om at holde op, efter at han havde været igennem en langvarig behandling. Han har fået erstatning for 5% invaliditet fra mesterens arbejdsgiverforsikring. Det var i 1977. Derefter var han arbejdsløs, indtil det i 1979 lykkedes ham at komme ind på - - - sygehus som portør afløser. Senere blev han fast afløser og er i efteråret 1983 blevet fast ansat som portør. Han er gift og har et barn. Tiltalte har under sagen været anholdt og fængslet fra den 1. februar til domsafsigelsen. Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om ubetinget fængselsstraf og om konfiskation af 35.000 kr. Tiltaltes beskikkede forsvarer har påstået rettens mildeste dom, navnlig således, at den del af straffen, der ikke er udstået i varetægtsarrest, gøres betinget. Der gøres ikke indsigelse med hensyn til konfiskationspåstanden. For det begåede forhold bør tiltalte idømmes straf efter straffelovens § 191, stk. 1, jfr. lov om euforiserende stoffer § 1 og bekendtgørelse herom nr. 90 af 24. februar 1981 § 2 og liste A nr. 1. Den forskyldte straf findes at burde fastsættes til fængsel i 9 måneder. Selvom sagen angår salg af et samlet betydeligt kvantum hash mod et vederlag, der efter den opnåede fortjeneste også har været betydeligt, finder retten som formildende omstændighed at måtte lægge vægt på, at tiltalte kun har solgt mindre eller små mængder ad gangen. Endvidere bør det komme tiltalte til gode, at han af sig selv er holdt op med den ulovlige handel og har medvirket beredvilligt til sagens opklaring under efterforskningen. Under hensyn til disse omstændigheder og til de personlige oplysninger om tiltalte findes den del af straffen, der ikke er udstået i varetægtsarrest, jfr. straffelovens § 86, stk. 1, at burde gøres betinget efter reglerne i straffelovens kapitel 7 som nedenfor nærmere bestemt. Anklagemyndighedens konfiskationspåstand bør tages til følge i medfør af straffelovens § 75, stk. 1. - - - Fuldbyrdelsen af den del af straffen, der ikke er udstået i varetægtsarrest, udsættes og bortfalder ved udløbet af en prøvetid på 2 år fra dommens dato på betingelse af, at tiltalte i dette tidsrum ikke begår strafbart forhold. Østre Landsrets dom 14. august 1984 (7. afd.). Næstved kriminalrets dom af 10. februar 1984 (SS nr. 48/1984)er anket af anklagemyndigheden med påstand om skærpelse. T har påstået stadfæstelse. Tiltalte har under sagen været frihedsberøvet fra den 1. februar til den 10. februar 1984. Tiltalte har i landsretten givet forklaring om sine personlige forhold. Straffen findes passende. Dommens bestemmelse om konfiskation tiltrædes. Tre af de voterende finder efter forholdets beskaffenhed og forbrydelsens omfang, at der ikke er grundlag for at gøre straffen betinget. Tre af de voterende finder af de i dommen anførte grunde, at det er forsvarligt at anse tiltalte med en betinget dom på vilkår som i dommen fastsat. Der gives herefter dom efter det for tiltalte gunstigste resultat. - - - Højesterets dom. Østre Landsrets dom er med Justitsministeriets tilladelse indbragt for Højesteret af anklagemyndigheden med påstand om skærpelse, herunder således at den fængselsstraf, som tiltalte har forskyldt, i sin helhed gøres ubetinget. Tiltalte har principalt påstået stadfæstelse, subsidiært at der til den betingede dom knyttes vilkår om udførelse af samfundstjeneste. I pådømmelsen har deltaget fem dommere: P. Christensen, Bjerregaard, Else Mols, Pontoppidan og Riis. I en erklæring af 4. december 1984, afgivet efter en undersøgelse i henhold til retsplejelovens § 808, har kriminalforsorgen udtalt, at man finder tiltalte egnet til at modtage en betinget straf, og at konsekvenserne af ubetinget straf med hensyn til arbejde, familie og bolig vil være af en sådan art, at det vil være uhyre svært at få familien rettet op igen. Tilsyn skønnes ikke fornødent. I en supplerende erklæring af 16. april 1985 har kriminalforsorgens lokalkontor i Næstved udtalt, at tiltalte findes egnet til at udføre samfundstjeneste, og tiltalte har under domsforhandlingen givet samtykke til, at der til en eventuel betinget dom knyttes vilkår om udførelse af sådan tjeneste. Efter karakteren og omfanget af tiltaltes lovovertrædelser findes straffen at burde forhøjes til fængsel i 1 år. Selv om lovovertrædelser af denne beskaffenhed i almindelighed må medføre anvendelse af ubetinget straf, findes det dog i det foreliggende tilfælde forsvarligt at gøre straffen betinget. Der er herved særlig lagt vægt på, at tiltalte ikke har handlet med hash i de sidste 3 år, før undersøgelse mod ham blev indledt, og at der nu er forløbet næsten 4½ år efter kriminalitetens ophør, samt på de gode personlige oplysninger om tiltalte og de betydelige skadevirkninger, som en afsoning af straffen må antages at medføre. Idet der ikke findes grundlag for at knytte vilkår om samfundstjeneste til den betingede straf, vil dommen være at stadfæste med den ovennævnte ændring. Thi kendes for ret: Landsrettens dom bør ved magt at stande, dog at straffen forhøjes til fængsel i 1 år. Sagens omkostninger for Højesteret betales af statskassen. 2)