TfK 2010.1045 ØLD
 

  Ø.L.D. 9. september 2010 i anke 18. afd. nr. S-1868-10
(Ulla Staal, Henrik Gam, Andreas Kærsgaard Mylin (kst.) med domsmænd).

Anklagemyndigheden mod T (adv. Peter Rørdam, Skælskør, besk.).

Næstved Rets dom 4. juni 2010, 18-1307/2010

Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskrift er modtaget den 24. marts 2010.

T [født 1979] er tiltalt for legemsangreb af særlig farlig, rå og brutal karakter efter straffelovens § 245, stk. 1, ved uindbudt den 13. januar 2010 kl. ca. 16.30 at have indfundet sig på adressen H-vej og her på trods af gentagne anmodninger om at forlade stedet at have tildelt forurettede, F, et hårdt knæ i skridtet og efterfølgende under tumult at have grebet F hårdt i skridtet og drejet rundt, hvorved F pådrog sig en flækket testikel og måtte opereres flere gange.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.

Tiltalte har nægtet sig skyldig under henvisning til reglerne om nødværge.

F har nedlagt påstand om en erstatning for tabt arbejdsfortjeneste på 22.798,50 kr. og godtgørelse for svie og smerte på 10.030 kr. - alt for perioden fra den 14. januar 2010 til den 15. marts 2010. F har taget forbehold for yderligere krav om erstatning og godtgørelse.

Tiltalte anerkendte den størrelsesmæssige opgørelse af erstatningskravene, men ikke erstatningspligten.

Sagens oplysninger

Tiltalte har forklaret, at han før episoden på H-vej den 13. januar 2010 havde sms'et til K og spurgt, om han måtte se sin datter, D. Han fik svar pr. sms om, at det ikke kunne lade sig gøre, fordi K skulle i byen. På vej hjem fra Brugsen om eftermiddagen den 13. januar 2010 så han K og K's mor, M, komme kørende med D. Han kunne regne ud, at de var på vej ud til K's nye kæreste, og fulgte efter. Uden for K's ny kærestes bopæl rettede han henvendelse til dem. Han havde ikke noget imod, at K så sin nye kæreste, men han syntes, at det var for tidligt, at hun tog D med. Det endte med, at M, K og D kørte tilbage til H-vej, og tiltalte kørte efter. Udenfor på H-vej rettede han henvendelse til K. Han var sur, fordi K havde løjet over for ham. Da K sagde, at hun frøs og ville gå indenfor, accepterede han det. K lod døren stå åben, så han kunne gå med ind. Indenfor kom han op at skændes med K, der stod med D på armen. Han blev på intet tidspunkt bedt om at gå fra stedet før tumulten. Han brokkede sig også over for M, fordi han syntes, at hun havde behandlet D dårligt. Nu blev både M og F sure på ham, fordi de følte sig truffet. Han havde ellers haft et godt forhold til F, bortset fra en episode ved dåbsfesten for D, hvor F havde givet ham en lussing i forbindelse med et skænderi. Lige pludselig greb F fat i tiltaltes frakke ved kraven med begge hænder og pressede ham hårdt op mod væggen. Der var ikke tale om, at F forsøgte at få ham ud af huset. Det strammede, så tiltalte ikke kunne trække vejret ordentligt, og det føltes, som om han fik små slag i ansigtet. For at komme fri gav han F et knæ i skridtet, men det var ikke hårdt. F knækkede ikke sammen, men blev bare mere hidsig og væltede tiltalte om på gulvet. F satte sig oven på tiltalte og låste hans arme langs med siden, mens han holdt ham nede med begge hænder omkring kraven. Han sagde til F, at han havde givet ham knæet i skridtet for at komme fri. Så fik han et knytnæveslag af F i ansigtet. For at komme fri klemte han i 2-3 sekunder om F's testikler, men han vred ikke rundt. Herefter slog F ham flere gange i ansigtet, men til sidst fik han lov til at rejse sig op. Da han havde forklaret, hvorfor han var gået med ind i huset, gik han.

F har forklaret, at den dag det skete, kom M og K kørende hjem i bil med D. T kom kørende bagefter. T var lidt ophidset og begyndte at snakke med K uden for huset. K sagde, at hun ville ikke snakke med T, fordi han var ophidset, og gik ind med D på armen. T fulgte efter. T blev ikke budt indenfor, men der var heller ikke nogen, der sagde, at han ikke måtte gå indenfor. Vidnet blev udenfor, indtil M kom ud og fortalte, hvordan T var kørt efter dem og havde blokeret vejen ved at stille sin bil på tværs, så de måtte køre hjem igen. Så gik han ind i huset. Da han kom ind, stod K og T i køkkenet og gangen. Det var T, der snakkede mest, men han var endnu ikke rigtig ophidset. T talte om, at deres familie var sammenspist, og spurgte M, hvad hun syntes om, at K allerede havde fundet en ny kæreste. T sagde, at det ikke gik på vidnet, der indtil videre undlod at blande sig. K blev ved med at sige, at hun ikke ville tale med T, når han var så ophidset. På et tidspunkt sagde M til T: »Nu går du hjem!«. T hørte det, men sagde til M, at hun skulle blande sig udenom, og understregede det ved at pege på M med pegefingeren. Så blandede vidnet sig og sagde bestemt til T, at han skulle gå hjem. Vidnet fik også at vide, at han skulle blande sig udenom. Vidnet >> 60 >> sagde til T, at nu var det nok, og at han skulle gå ud af huset. Så gik han hen til T, der stod et par meter fra døren ud af huset, og tog fat ved kraven for at føre ham hen til døren. Han nåede ikke at åbne døren, før T stødte sit knæ hårdt i skridtet på ham. Han fik T ned at ligge på gulvet og lagde sig med brystkassen ind over T. Hans ene hånd var fri, og den anden hånd havde godt fat om T's kæbeparti for at holde ham nede. Han sad ikke overskrævs på T, og T's arme var ikke fastlåste. På det tidspunkt havde han ikke slået T. T tog fat i vidnets testikler og klemte og/eller drejede hårdt. Han var smadret og øm i testiklerne på grund af knæsparket og kan ikke sige, om T også drejede. Han sagde til T, at han skulle slappe af, og da T ikke slap grebet om hans testikler, slog han ham en gang under venstre øje med knytnæve. Det var det eneste slag, han tildelte T. Så slap T grebet i hans testikler. Han sagde til T, at han ville slippe T, så snart T slappede af. Efter ca. et halvt minut kunne han slippe T.

Han gik til vagtlægen samme aften og blev straks indlagt og opereret. Han blev ikke genindlagt den 29. januar 2010, selvom det står i politiattesten, men først fra den 4. februar 2010 til den 8. februar 2010. Den 13. januar 2010 gik han hjemme på grund af vejrlig, men han kunne have genoptaget sit arbejde den 1. februar 2010, hvis han ikke havde været sygemeldt.

M har forklaret, at tiltalte fulgte efter hende og K og D, da de kom kørende på - - -. Han kørte forbi dem og stillede bilen på tværs og steg ud og begyndte at råbe. Så vendte de om og kørte tilbage til H-vej, men T fulgte efter. Uden for på H-vej kom T op at skændes med K. De gik indenfor, og T og K blev ved med at skændes. T og K havde på det tidspunkt skændtes ret meget den sidste uge. Det endte med, at de flere gange sagde til T, at han skulle gå. T blev bare ved med at brokke sig, og til sidst gik F hen til ham. Med en hånd tog F fat i T's jakke. Så gav T F et knæ i skridtet. F skubbede T op ad væggen og fik ham bagefter ned at ligge på gulvet, hvor F sad oven på T - nok overskrævs. F havde med den ene hånd fat om T's kæbe. Hun kunne se, at T greb fat om F's testikler og drejede. F sagde, at han skulle slippe, og gav T et knytnæveslag i ansigtet. Hun kan ikke sige, hvor lang tid det tog. F blev ved med at sige, at T skulle være rolig, når F slap T. Til sidst slap F T, og så gik T sin vej. T var hidsig under hele forløbet, men det var F ikke. Vidnet så F slå en gang, mens det skete, og tage ladegreb til yderligere et slag uden dog at slå.

Det fremgår af politiattesten, at F henvendte sig den 13. januar 2010 på skadestuen. Han blev indlagt, opereret akut med udtømning af blod og lukning af venstre testikels kapsel og udskrevet den 14. januar 2010. Han var genindlagt (ifølge politiattesten) fra den 29. januar 2010 til den 8. februar 2010 og blev i den forbindelse genopereret. Ifølge politiattesten ville F raskmelde sig den 15. marts 2010.

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han i flere år har arbejdet på fuld tid som ansat elektriker. For tiden bor han til leje hos sin far. Vejledt om reglerne om samfundstjeneste erklærede han, at han i givet fald ønsker en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste.

Rettens begrundelse og afgørelse:

Ved tiltaltes egen forklaring og vidneforklaringerne er det bevist, at han som anført i anklageskriftet gav F et knæspark i skridtet og under den efterfølgende tumult greb og klemte hårdt om F's testikler med den anførte skade til følge.

Retten lægger i overensstemmelse med vidneforklaringerne til grund, at F som følge af tiltaltes provokerende adfærd forsøgte at få tiltalte til at forlade huset alene ved at forsøge at føre ham hen til døren ud af huset.

Retten finder derfor, at tiltalte ikke handlede i selvforsvar, jf. straffelovens § 13, stk. 1 og 2.

Der er ikke grundlag for at henføre tiltaltes vold under straffelovens § 245, stk. 1.

I det anførte omfang er tiltalte herefter skyldig i vold, jf. straffelovens § 244.

Straffen fastsættes under hensyn til voldens karakter og følger til fængsel i 60 dage.

Under hensyn til baggrunden for voldsudøvelsen og tiltaltes gode personlige forhold er det forsvarligt at gøre straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste som nedenfor bestemt, jf. straffelovens § 62 og § 63. Retten har efter omstændighederne og de foreliggende oplysninger om tiltaltes personlige forhold fundet det forsvarligt at fastsætte vilkåret om samfundstjeneste, selvom Kriminalforsorgen ikke har foretaget en personundersøgelse.

Erstatningspåstanden tages efter retsformandens bestemmelse til følge som nedenfor anført.

Thi kendes for ret:

T skal straffes med fængsel i 60 dage.

Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder følgende betingelser:

1. Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på 2 år fra endelig dom.

2. Tiltalte skal inden for en længstetid på 9 måneder fra endelig dom udføre ulønnet samfundstjeneste i 60 timer.

3. Tiltalte skal være under tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden. Prøvetiden ophører dog ved længstetidens udløb.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger. >> 61 >>

Tiltalte skal inden 14 dage til F betale 32.828,50 kr. med procesrente fra den 4. juli 2010.

Østre Landsrets dom.

Næstved Rets dom af 4. juni 2010 (- - -) er anket af anklagemyndigheden med påstand om domfældelse efter anklageskriftet samt skærpelse.

T har nedlagt påstand principalt om frifindelse, under henvisning til at hans handlinger er straffri i medfør af straffelovens § 13, stk. 1 eller 2, subsidiært om formildelse i medfør af straffelovens § 82, stk. 1, nr. 3, 5, 6 eller 7, eller § 83.

Der er i landsretten afgivet forklaring af tiltalte og af vidnerne F og M, der alle har forklaret i det væsentlige som for byretten.

Tiltalte har supplerende forklaret blandt andet, at hans og K's forhold ophørte i midten af december 2009, og at han fraflyttede deres fælles bolig den 31. december 2009. Han var ikke jaloux, men lidt ophidset, da han den 13. januar 2010 kontaktede K ved bilen, idet han ikke ønskede, at D blev involveret i K's nye kæresteforhold. Hjemme hos M og F var han fortsat lidt ophidset og højtråbende, men han havde ingen fornemmelse af, at man ønskede, at han forlod stedet. Han var klar over, at knæsparket i skridtet og grebet om testiklerne var smertefuldt for F, men han gjorde det for at komme fri, og han havde aldrig hørt om, at sådanne handlinger kunne forvolde skade. Han arbejder fortsat som elektriker og har et godt forhold til K og D.

F har supplerende forklaret blandt andet, at han var meget øm efter knæsparket i skridtet, og at han derfor ikke kan udtale sig om, hvor hårdt tiltalte efterfølgende klemte om hans testikler, og om tiltalte tillige drejede rundt. Han har senest i august fået oplyst, at der fortsat er mindsket blodtilførsel til den beskadigede testikel.

Landsrettens begrundelse og resultat:

Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte af de grunde, der er anført i dommen, skyldig i overensstemmelse med bevisresultatet for byretten, herunder at forholdet henføres under straffelovens § 244. Det bemærkes herved, at landsretten har fundet, at tiltalte, der gentagne gange var blevet anmodet om at forlade forurettedes bolig, ikke var udsat for et uretmæssigt angreb, inden han udøvede volden, og at voldsudøvelsen derfor ikke er omfattet af straffelovens § 13, stk. 1 eller 2.

Vold af den omhandlede karakter må som udgangspunkt straffes med ubetinget frihedsstraf. Frihedsstraffen findes passende udmålt, og hverken begivenhedsforløbet eller oplysningerne om tiltaltes personlige forhold giver grundlag for at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.

Tiltalte straffes derfor med fængsel i 60 dage.

I øvrigt stadfæstes dommen.

Thi kendes for ret:
Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at T straffes med fængsel i 60 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.