|
H.D. 19. december 2012 i sag 189/2012 (2. afd.)
Rigsadvokaten mod T (adv. Kåre Pihlmann, Kbh., besk.).
Retten i Glostrups dom 20. december 2011, 15-8188/2011.
Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.
Anklageskrift er modtaget den 29. september 2011.
T er tiltalt for overtrædelse af
1.
straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 21, og § 252, stk. 1,
ved at have forsøgt at udøve et legemsangreb af særlig rå.
brutal eller farlig karakter og ved grov kådhed eller på
lignende hensynsløs måde at have voldt nærliggende fare for
F's liv eller førlighed, idet tiltalte den 30. juni 2011 ca.
kl. 14,30 ud for Tokkerupvej - - -, 2730 Herlev, førte
personbil med reg. nr. ZS - - - op på et fortov med en
hastighed af 30-50 km/t. og kørte frem mod F, der kom gående
på fortovet få meter fra køretøjet således, at F var
nødsaget til at springe til siden for at undgå at blive
påkørt.
2.
færdselslovens § 118, stk. 1, jf. § 3, stk. 1, jf. 14, stk.
1,
ved på den i forhold 1 angivne tid og sted at have ført
personbil reg. nr. ZS - - - under væsentlig tilsidesættelse
af færdselssikkerheden op på et fortov og kørt frem mod F,
der kom gående på samme fortov.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om straf.
Tiltalte har nægtet sig skyldig.
Sagens oplysninger
Der er afgivet forklaring af tiltalte og af vidnerne F, A, B
og C.
Forklaringerne er lydoptaget og gengives ikke i dommen.
Kriminalforsorgen har i erklæring den 9. november 2011
oplyst, at »Såfremt T kendes skyldig og retten finder, at
den verserende sag kan afgøres med en hel eller delvis
betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, skønnes hun
egnet til at modtage en sådan afgørelse, hvortil det
anbefales, at der knyttes vilkår om tilsyn af
Kriminalforsorgen i prøvetiden.«
Rettens begrundelse og afgørelse:
Retten lægger forurettede F's og vidnet A's forklaringer til
grund. Forklaringerne er troværdige og vidnet A er et helt
neutralt vidne, der overværede episoden. Retten forkaster
tiltaltes og vidnerne B's og C's forklaringer. Vidnerne er
venner med tiltalte, og deres forklaringer er utroværdige og
forekommer konstruerede.
Retten lægger til grund, at forurettede var blevet påkørt,
hvis hun ikke var hoppet til siden, og at tiltalte måtte
have indset, at der var nærliggende risiko for, at hun ved
sin kørsel kunne ramme forurettede.
Retten finder herefter tiltalte skyldig efter
anklageskriftet,
Straffen fastsættes til fængsel i 60 dage, jf. straffelovens
§ 245, stk. 1, jf. § 21, og § 252, stk. 1.
Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de
betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 62
og § 63, jf. § 56, stk. 2. Tiltalte skal herunder udføre
samfundstjeneste i 40 timer.
Retten har lagt vægt på tiltaltes sindstilstand og gode
personlige forhold.
Tiltalte frakendes retten til at føre motordrevet køretøj,
hvortil der kræves kørekort, i 1 år fra endelig dom, jf.
færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 5, jf. § 128.
Thi kendes for ret:
Tiltalte, T, skal straffes med fængsel i 60 dage.
Straffen skal ikke fuldhyrdes, hvis tiltalte overholder
følgende betingelser: >> 856 >>
1. Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på 1
år fra endelig dom.
2. Tiltalte skal inden for en længstetid på 6 måneder fra
endelig dom udføre ulønnet samfundstjeneste i 40 timer.
3. Tiltalte skal være under tilsyn af Kriminalforsorgen i
prøvetiden. Prøvetiden ophører dog ved længstetidens udløb.
Tiltalte skal frakendes retten til at føre motordrevet
køretøj, hvortil der kræves kørekort, i 1 år fra endelig
dom.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.
Østre Landsrets dom 16. februar 2012 (11. afd.), S-3967-11
(Katja Høegh, Karsten Bo Knudsen, Mette Undall-Behrend (kst.)
med domsmænd).
Glostrup Rets dom af 20. december 2011 (- - -) er anket af T
med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.
Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.
Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af
tiltalte og vidnerne F, A, B og C, der alle har forklaret i
det væsentlige som i byretten.
Tiltalte har supplerende forklaret blandt andet, at B stod i
sin have og talte med en mørkhåret person, som stod på
fortovet ca. 2 meter fra skellet til B's have. Hendes bil
var ikke længere oppe på fortovet end at højre forhjul
berørte den yderste fliserække. Bilen var aldrig tættere på
den mørkhårede person end 2-3 meter.
Vidnet F har supplerende forklaret blandt andet, at hun
umiddelbart før episoden havde sagt »hej« til B. Hun ved
ikke, hvem der er ejer af den græsplæne, som hun sprang hen
på. Det var kun bilens forhjul, som kom op på fortovet.
Bilen kørte ikke på langs ad fortovet, men svingede til
højre og kørte direkte på tværs op på fortovet mod hende.
Vidnet A har supplerende forklaret blandt andet, at episoden
fandt sted direkte ud for hendes køkkenvindue på den anden
side af vejen. Bilen kom helt op på fortovet, og kørte på
tværs op på fortovet.
Vidnet B har supplerende forklaret blandt andet, at tiltalte
stille og roligt parkerede sin bil langs fortovskanten med
de to hjul i samme vognside oppe på fortovet. C stod og
ordnede sin bil, da tiltalte kom.
Vidnet C har supplerende forklaret blandt andet, at tiltalte
kørte stille og roligt. Hun var forvirret, da hun blev
afhørt telefonisk af politiet. Hun var »helt ude af den«, da
hun blev afhørt, og det er årsagen til, at hun efterfølgende
ringede tilbage til politiet, og herunder forklarede, at hun
rettelig stod ved sin bil og ikke i stuen.
Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte af
de grunde, der er anført i dommen, skyldig efter
anklageskriftet.
Straffen, der tillige fastsættes i medfør af færdselslovens
§ 118, stk. 1, jf. § 3, stk. 1, og § 14, stk. 1, findes
passende.
Der findes henset til forholdets alvorlige karakter ikke
grundlag for at gøre straffen betinget, heller ikke med
vilkår om samfundstjeneste.
Landsretten tiltræder, at tiltalte ved sin kørsel forsætligt
har fremkaldt nærliggende fare for skade på andres person,
jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 5, og at tiltalte
dermed frakendes førerretten ubetinget i 1 år som sket.
Thi kendes for ret:
Byrettens dom i sagen mod T stadfæstes med den ændring, at
straffen i det hele gøres ubetinget.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.
Højesterets dom.
I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Glostrup den
20. december 2011 og af Østre Landsrets 11. afdeling den 16.
februar 2012.
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Lene Pagter
Kristensen, Jytte Scharling, Marianne Højgaard Pedersen,
Henrik Waaben og Kurt Rasmussen.
Påstande
Dommen er anket af T med påstand om frifindelse for
overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 21,
subsidiært frifindelse for overtrædelse af straffelovens §
252, stk. 1, og i øvrigt formildelse.
Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.
Anbringender
T har navnlig anført, at hun enten havde forsæt til at volde
nærliggende fare for forurettedes liv eller førlighed, jf.
straffelovens § 252, stk. 1, eller forsæt til at realisere
faren, jf. straffelovens § 245. Det savner mening at hævde,
at hun havde forsæt til samtidig at begå begge forbrydelser,
når der er tale om en kørsel over for samme forurettede.
Da der er tale om en farlig situation opstået i trafikken
under anvendelse af et køretøj, bør forholdet henføres under
straffelovens § 252, stk. 1, i overensstemmelse med fast
retspraksis på området.
Hvis Højesteret finder, at T har haft forsæt til forsøg på
vold, skal der ske frifindelse for overtrædelse af
straffelovens § 252, stk. 1, da straffelovens § 245 er et
skadedelikt, og skadedelikter fortrænger konkrete
faredelikter. >> 857 >>
Under alle omstændigheder bør straffen nedsættes, da der var
tale om en enkeltstående spontan handling, hvor forurettede
ikke kom til skade. Hertil kommer, at T er ustraffet og har
gode personlige forhold.
Anklagemyndigheden har navnlig anført, at det ikke er
udelukket at straffe i sammenstød for overtrædelse af et
skadedelikt og et konkret faredelikt i forbindelse med samme
handling rettet mod samme person. Forholdet er ikke
reguleret af straffelovens § 88, og det er overladt til
domstolene at træffe afgørelse herom. Der er i retspraksis
en række eksempler på, at der er straffet i sammenstød
mellem straffelovens §§ 119, 241, 245 eller 249 på den ene
side og straffelovens § 252 på den anden side. Det afhænger
af en konkret vurdering - herunder af tilregnelsen - om der
kan straffes i sammenstød, og det kan f.eks. forekomme, at
en person har forsæt til både at forvolde fare og skade ved
den samme handling og i relation til samme person eller
personer. I den foreliggende sag har landsretten efter
bevisførelsen fundet, at T havde forsæt til både at udsætte
forurettede for fare og til at forvolde skade på hende.
Efter landsrettens bevisbedømmelse kan det lægges til grund,
at T kørte bilen op på fortovet med en hastighed på 30-50
km/t. og kørte frem mod forurettede, som var nødt til at
springe til side for at undgå at blive påkørt. Som følge af
forholdets alvorlige karakter bør straffen skærpes, og der
er ikke grundlag for at gøre straffen betinget.
Højesterets begrundelse og resultat
T er efter anklageskriftets forhold 1 tiltalt for
overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 21, og §
252, stk. 1, ved »at have forsøgt at udøve et legemsangreb
af særlig rå, brutal eller farlig karakter og ved grov
kådhed eller på lignende hensynsløs måde at have voldt
nærliggende fare for F's liv eller førlighed, idet tiltalte
den 30. juni 2011 ca. kl. 14.30 ud for Tokkerupvej - - -,
2730 Herlev, førte personbil med reg. nr. ZS - - - op på et
fortov med en hastighed af 30-50 km/t. og kørte frem mod F,
der kom gående på fortovet få meter fra køretøjet således,
at F var nødsaget til at springe til siden for at undgå at
blive påkørt.«
I byrettens dom er om den bevismæssige bedømmelse anført, at
retten »lægger til grund, at forurettede var blevet påkørt,
hvis hun ikke var hoppet til siden, og at tiltalte måtte
have indset, at der var nærliggende risiko for, at hun ved
sin kørsel kunne ramme forurettede«. Landsretten fandt, at T
også efter bevisførelsen for landsretten var skyldig efter
anklageskriftet af de grunde, der var anført af byretten.
Det fremgår ikke af anklageskriftets beskrivelse af de
faktiske omstændigheder, at T ved sin kørsel forsøgte at
ramme forurettede, og det fremgår heller ikke af
landsrettens præmisser for bevisresultatet, at landsretten
har fundet dette bevist. Landsrettens bevisresultat er
derimod dækkende for den situation, at T blot har villet
forskrække forurettede, idet hun forlod sig på, at
forurettede ville springe til side, således som det også
skete.
Højesteret kan ikke efterprøve den konkret foretagne
bevisbedømmelse vedrørende skyldspørgsmålet, jf.
retsplejelovens § 933, stk. 2, sammenholdt med § 912, stk.
1, nr. 4, modsætningsvis. Højesteret kan imidlertid tage
stilling til, om landsretten har anvendt forsætsbegrebet
rigtigt, og om de faktiske omstændigheder, som er lagt til
grund af landsretten, herunder vedrørende T's subjektive
forhold, kan begrunde, at der foreligger forsæt, jf.
retsplejelovens § 933, stk. 2, sammenholdt med § 912, stk.
1, nr. 3.
Da landsrettens bevisresultat ikke siger noget om, hvorvidt
det er lagt til grund, at T under kørslen forsøgte at ramme
forurettede, og da dette heller ikke kan udledes af
landsrettens henvisning til anklageskriftet, hvis
gerningsbeskrivelse ikke nævner noget herom, finder
Højesteret, at det ikke med den fornødne sikkerhed kan
lægges til grund, at landsretten har fundet det bevist, at T
havde forsæt til at ramme forurettede. Da der herefter ikke
kan ske domfældelse for overtrædelse af straffelovens § 245,
stk. 1, jf. § 21, tager Højesteret T's påstand om
frifindelse for overtrædelse af denne bestemmelse til følge.
Landsrettens bevisresultat er som nævnt dækkende for
overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 1, og straffen
fastsættes herefter til fængsel i 30 dage, som af de grunde,
der er anført af byretten, gøres betinget bl.a. på vilkår om
samfundstjeneste som nedenfor bestemt.
Således som sagen har været procederet for Højesteret,
finder Højesteret i øvrigt anledning til at bemærke følgende
om muligheden for at straffe i sammenstød med straffelovens
§ 252, stk. 1.
Hvis en fører af et motorkøretøj med en ikke ubetydelig
hastighed kører frem mod en bestemt person, må der efter
Højesterets opfattelse foretages en konkret bedømmelse af,
om føreren af bilen havde forsæt til at ramme personen,
eller om den pågældende kun havde forsæt til at forvolde
nærliggende fare. Der er i denne situation som udgangspunkt
ikke grundlag for at straffe efter straffelovens § 252, stk.
1, hvis der kan straffes efter § 245. Har handlingen også
rummet anden fare, f.eks. fare for andre end den eller dem,
som blev påkørt eller forsøgt påkørt, kan der efter
omstændighederne straffes efter begge bestemmelser.
Tilhører den forurettede den personkreds, som straffelovens
§ 119 tilsigter at give et særligt strafferetligt værn, vil
der ved en fareforvoldelse omfattet af straffelovens § 252,
stk. 1, tillige kunne straffes efter straffelovens § 119,
hvis gerningsindholdet i denne bestemmelse er realiseret.
Der vil endvidere kunne straffes i sammenstød mellem
straffelovens § 252, stk. 1, og straffelovens § 241 eller §
249 i situationer, hvor der ud over forsæt til
fareforvoldelse tillige foreligger tilregnelse i form af
uagtsomhed i forhold til den forvoldte død eller betydelige
legemsbeskadigelse.
Thi kendes for ret:
T straffes med fængsel i 30 dage, der gøres betinget, idet
fuldbyrdelse af straffen udsættes og bortfalder efter en
prøvetid på 1 år fra denne dom på betingelse af,
at hun i prøvetiden ikke begår strafbart forhold,
at hun i prøvetiden undergiver sig tilsyn af
Kriminalforsorgen, og
at hun udfører ulønnet samfundstjeneste i 30 timer efter
Kriminalforsorgens bestemmelse inden for en længstetid på 6
måneder.
Prøvetiden ophører, når længstetiden er udløbet.
Landsrettens afgørelse om frakendelse af førerretten
stadfæstes.
T skal betale sagens omkostninger for byretten. Statskassen
skal betale sagens omkostninger for landsretten og
Højesteret.
|