UfR 2013.854H
 

 

H.D. 19. december 2012 i sag 189/2012 (2. afd.)

Rigsadvokaten mod T (adv. Kåre Pihlmann, Kbh., besk.).


Retten i Glostrups dom 20. december 2011, 15-8188/2011.


Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.


Anklageskrift er modtaget den 29. september 2011.


T er tiltalt for overtrædelse af


1.


straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 21, og § 252, stk. 1,


ved at have forsøgt at udøve et legemsangreb af særlig rå. brutal eller farlig karakter og ved grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde at have voldt nærliggende fare for F's liv eller førlighed, idet tiltalte den 30. juni 2011 ca. kl. 14,30 ud for Tokkerupvej - - -, 2730 Herlev, førte personbil med reg. nr. ZS - - - op på et fortov med en hastighed af 30-50 km/t. og kørte frem mod F, der kom gående på fortovet få meter fra køretøjet således, at F var nødsaget til at springe til siden for at undgå at blive påkørt.


2.


færdselslovens § 118, stk. 1, jf. § 3, stk. 1, jf. 14, stk. 1,


ved på den i forhold 1 angivne tid og sted at have ført personbil reg. nr. ZS - - - under væsentlig tilsidesættelse af færdselssikkerheden op på et fortov og kørt frem mod F, der kom gående på samme fortov.


Påstande


Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om straf.


Tiltalte har nægtet sig skyldig.


Sagens oplysninger


Der er afgivet forklaring af tiltalte og af vidnerne F, A, B og C.


Forklaringerne er lydoptaget og gengives ikke i dommen.


Kriminalforsorgen har i erklæring den 9. november 2011 oplyst, at »Såfremt T kendes skyldig og retten finder, at den verserende sag kan afgøres med en hel eller delvis betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, skønnes hun egnet til at modtage en sådan afgørelse, hvortil det anbefales, at der knyttes vilkår om tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden.«

Rettens begrundelse og afgørelse:



Retten lægger forurettede F's og vidnet A's forklaringer til grund. Forklaringerne er troværdige og vidnet A er et helt neutralt vidne, der overværede episoden. Retten forkaster tiltaltes og vidnerne B's og C's forklaringer. Vidnerne er venner med tiltalte, og deres forklaringer er utroværdige og forekommer konstruerede.


Retten lægger til grund, at forurettede var blevet påkørt, hvis hun ikke var hoppet til siden, og at tiltalte måtte have indset, at der var nærliggende risiko for, at hun ved sin kørsel kunne ramme forurettede.


Retten finder herefter tiltalte skyldig efter anklageskriftet,


Straffen fastsættes til fængsel i 60 dage, jf. straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 21, og § 252, stk. 1.


Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 62 og § 63, jf. § 56, stk. 2. Tiltalte skal herunder udføre samfundstjeneste i 40 timer.


Retten har lagt vægt på tiltaltes sindstilstand og gode personlige forhold.


Tiltalte frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, i 1 år fra endelig dom, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 5, jf. § 128.

Thi kendes for ret:


Tiltalte, T, skal straffes med fængsel i 60 dage.


Straffen skal ikke fuldhyrdes, hvis tiltalte overholder følgende betingelser: >> 856 >>


1. Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på 1 år fra endelig dom.


2. Tiltalte skal inden for en længstetid på 6 måneder fra endelig dom udføre ulønnet samfundstjeneste i 40 timer.


3. Tiltalte skal være under tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden. Prøvetiden ophører dog ved længstetidens udløb.


Tiltalte skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, i 1 år fra endelig dom.


Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

Østre Landsrets dom 16. februar 2012 (11. afd.), S-3967-11



(Katja Høegh, Karsten Bo Knudsen, Mette Undall-Behrend (kst.) med domsmænd).


Glostrup Rets dom af 20. december 2011 (- - -) er anket af T med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.


Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.


Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnerne F, A, B og C, der alle har forklaret i det væsentlige som i byretten.


Tiltalte har supplerende forklaret blandt andet, at B stod i sin have og talte med en mørkhåret person, som stod på fortovet ca. 2 meter fra skellet til B's have. Hendes bil var ikke længere oppe på fortovet end at højre forhjul berørte den yderste fliserække. Bilen var aldrig tættere på den mørkhårede person end 2-3 meter.


Vidnet F har supplerende forklaret blandt andet, at hun umiddelbart før episoden havde sagt »hej« til B. Hun ved ikke, hvem der er ejer af den græsplæne, som hun sprang hen på. Det var kun bilens forhjul, som kom op på fortovet. Bilen kørte ikke på langs ad fortovet, men svingede til højre og kørte direkte på tværs op på fortovet mod hende.


Vidnet A har supplerende forklaret blandt andet, at episoden fandt sted direkte ud for hendes køkkenvindue på den anden side af vejen. Bilen kom helt op på fortovet, og kørte på tværs op på fortovet.


Vidnet B har supplerende forklaret blandt andet, at tiltalte stille og roligt parkerede sin bil langs fortovskanten med de to hjul i samme vognside oppe på fortovet. C stod og ordnede sin bil, da tiltalte kom.


Vidnet C har supplerende forklaret blandt andet, at tiltalte kørte stille og roligt. Hun var forvirret, da hun blev afhørt telefonisk af politiet. Hun var »helt ude af den«, da hun blev afhørt, og det er årsagen til, at hun efterfølgende ringede tilbage til politiet, og herunder forklarede, at hun rettelig stod ved sin bil og ikke i stuen.


Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte af de grunde, der er anført i dommen, skyldig efter anklageskriftet.


Straffen, der tillige fastsættes i medfør af færdselslovens § 118, stk. 1, jf. § 3, stk. 1, og § 14, stk. 1, findes passende.


Der findes henset til forholdets alvorlige karakter ikke grundlag for at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.


Landsretten tiltræder, at tiltalte ved sin kørsel forsætligt har fremkaldt nærliggende fare for skade på andres person, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 5, og at tiltalte dermed frakendes førerretten ubetinget i 1 år som sket.

Thi kendes for ret:


Byrettens dom i sagen mod T stadfæstes med den ændring, at straffen i det hele gøres ubetinget.


Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.

Højesterets dom.



I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Glostrup den 20. december 2011 og af Østre Landsrets 11. afdeling den 16. februar 2012.


I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Lene Pagter Kristensen, Jytte Scharling, Marianne Højgaard Pedersen, Henrik Waaben og Kurt Rasmussen.


Påstande


Dommen er anket af T med påstand om frifindelse for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 21, subsidiært frifindelse for overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 1, og i øvrigt formildelse.


Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.


Anbringender


T har navnlig anført, at hun enten havde forsæt til at volde nærliggende fare for forurettedes liv eller førlighed, jf. straffelovens § 252, stk. 1, eller forsæt til at realisere faren, jf. straffelovens § 245. Det savner mening at hævde, at hun havde forsæt til samtidig at begå begge forbrydelser, når der er tale om en kørsel over for samme forurettede.


Da der er tale om en farlig situation opstået i trafikken under anvendelse af et køretøj, bør forholdet henføres under straffelovens § 252, stk. 1, i overensstemmelse med fast retspraksis på området.


Hvis Højesteret finder, at T har haft forsæt til forsøg på vold, skal der ske frifindelse for overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 1, da straffelovens § 245 er et skadedelikt, og skadedelikter fortrænger konkrete faredelikter. >> 857 >>


Under alle omstændigheder bør straffen nedsættes, da der var tale om en enkeltstående spontan handling, hvor forurettede ikke kom til skade. Hertil kommer, at T er ustraffet og har gode personlige forhold.


Anklagemyndigheden har navnlig anført, at det ikke er udelukket at straffe i sammenstød for overtrædelse af et skadedelikt og et konkret faredelikt i forbindelse med samme handling rettet mod samme person. Forholdet er ikke reguleret af straffelovens § 88, og det er overladt til domstolene at træffe afgørelse herom. Der er i retspraksis en række eksempler på, at der er straffet i sammenstød mellem straffelovens §§ 119, 241, 245 eller 249 på den ene side og straffelovens § 252 på den anden side. Det afhænger af en konkret vurdering - herunder af tilregnelsen - om der kan straffes i sammenstød, og det kan f.eks. forekomme, at en person har forsæt til både at forvolde fare og skade ved den samme handling og i relation til samme person eller personer. I den foreliggende sag har landsretten efter bevisførelsen fundet, at T havde forsæt til både at udsætte forurettede for fare og til at forvolde skade på hende.


Efter landsrettens bevisbedømmelse kan det lægges til grund, at T kørte bilen op på fortovet med en hastighed på 30-50 km/t. og kørte frem mod forurettede, som var nødt til at springe til side for at undgå at blive påkørt. Som følge af forholdets alvorlige karakter bør straffen skærpes, og der er ikke grundlag for at gøre straffen betinget.

Højesterets begrundelse og resultat



T er efter anklageskriftets forhold 1 tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 21, og § 252, stk. 1, ved »at have forsøgt at udøve et legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter og ved grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde at have voldt nærliggende fare for F's liv eller førlighed, idet tiltalte den 30. juni 2011 ca. kl. 14.30 ud for Tokkerupvej - - -, 2730 Herlev, førte personbil med reg. nr. ZS - - - op på et fortov med en hastighed af 30-50 km/t. og kørte frem mod F, der kom gående på fortovet få meter fra køretøjet således, at F var nødsaget til at springe til siden for at undgå at blive påkørt.«


I byrettens dom er om den bevismæssige bedømmelse anført, at retten »lægger til grund, at forurettede var blevet påkørt, hvis hun ikke var hoppet til siden, og at tiltalte måtte have indset, at der var nærliggende risiko for, at hun ved sin kørsel kunne ramme forurettede«. Landsretten fandt, at T også efter bevisførelsen for landsretten var skyldig efter anklageskriftet af de grunde, der var anført af byretten.


Det fremgår ikke af anklageskriftets beskrivelse af de faktiske omstændigheder, at T ved sin kørsel forsøgte at ramme forurettede, og det fremgår heller ikke af landsrettens præmisser for bevisresultatet, at landsretten har fundet dette bevist. Landsrettens bevisresultat er derimod dækkende for den situation, at T blot har villet forskrække forurettede, idet hun forlod sig på, at forurettede ville springe til side, således som det også skete.


Højesteret kan ikke efterprøve den konkret foretagne bevisbedømmelse vedrørende skyldspørgsmålet, jf. retsplejelovens § 933, stk. 2, sammenholdt med § 912, stk. 1, nr. 4, modsætningsvis. Højesteret kan imidlertid tage stilling til, om landsretten har anvendt forsætsbegrebet rigtigt, og om de faktiske omstændigheder, som er lagt til grund af landsretten, herunder vedrørende T's subjektive forhold, kan begrunde, at der foreligger forsæt, jf. retsplejelovens § 933, stk. 2, sammenholdt med § 912, stk. 1, nr. 3.


Da landsrettens bevisresultat ikke siger noget om, hvorvidt det er lagt til grund, at T under kørslen forsøgte at ramme forurettede, og da dette heller ikke kan udledes af landsrettens henvisning til anklageskriftet, hvis gerningsbeskrivelse ikke nævner noget herom, finder Højesteret, at det ikke med den fornødne sikkerhed kan lægges til grund, at landsretten har fundet det bevist, at T havde forsæt til at ramme forurettede. Da der herefter ikke kan ske domfældelse for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 21, tager Højesteret T's påstand om frifindelse for overtrædelse af denne bestemmelse til følge.


Landsrettens bevisresultat er som nævnt dækkende for overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 1, og straffen fastsættes herefter til fængsel i 30 dage, som af de grunde, der er anført af byretten, gøres betinget bl.a. på vilkår om samfundstjeneste som nedenfor bestemt.


Således som sagen har været procederet for Højesteret, finder Højesteret i øvrigt anledning til at bemærke følgende om muligheden for at straffe i sammenstød med straffelovens § 252, stk. 1.


Hvis en fører af et motorkøretøj med en ikke ubetydelig hastighed kører frem mod en bestemt person, må der efter Højesterets opfattelse foretages en konkret bedømmelse af, om føreren af bilen havde forsæt til at ramme personen, eller om den pågældende kun havde forsæt til at forvolde nærliggende fare. Der er i denne situation som udgangspunkt ikke grundlag for at straffe efter straffelovens § 252, stk. 1, hvis der kan straffes efter § 245. Har handlingen også rummet anden fare, f.eks. fare for andre end den eller dem, som blev påkørt eller forsøgt påkørt, kan der efter omstændighederne straffes efter begge bestemmelser.


Tilhører den forurettede den personkreds, som straffelovens § 119 tilsigter at give et særligt strafferetligt værn, vil der ved en fareforvoldelse omfattet af straffelovens § 252, stk. 1, tillige kunne straffes efter straffelovens § 119, hvis gerningsindholdet i denne bestemmelse er realiseret. Der vil endvidere kunne straffes i sammenstød mellem straffelovens § 252, stk. 1, og straffelovens § 241 eller § 249 i situationer, hvor der ud over forsæt til fareforvoldelse tillige foreligger tilregnelse i form af uagtsomhed i forhold til den forvoldte død eller betydelige legemsbeskadigelse.

Thi kendes for ret:



T straffes med fængsel i 30 dage, der gøres betinget, idet fuldbyrdelse af straffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 år fra denne dom på betingelse af,


at hun i prøvetiden ikke begår strafbart forhold,


at hun i prøvetiden undergiver sig tilsyn af Kriminalforsorgen, og


at hun udfører ulønnet samfundstjeneste i 30 timer efter Kriminalforsorgens bestemmelse inden for en længstetid på 6 måneder.


Prøvetiden ophører, når længstetiden er udløbet.


Landsrettens afgørelse om frakendelse af førerretten stadfæstes.


T skal betale sagens omkostninger for byretten. Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten og Højesteret.