Gennemførelsen i dansk ret af direktivet om etnisk ligebehandling Betænkning nr. 1422 Kapitel 4 |
|
".. 4.1. Straffelovens § 266 b
Bestemmelsen i straffelovens § 266 b lyder
således: Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det
betragtes som en skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af
propagandavirksomhed.” Bestemmelsen forbyder blandt andet udbredelse af
racistiske udtalelser og racistisk propaganda. Omfattet er såvel
skriftlige som mundtlige udtryksformer som billeder m.v. Den
kriminaliserede forhånelse eller nedværdigelse kan ske gennem udtryk for
ringeagt, latterliggørelse etc. uden hensyn til, om påstanden er sand
eller falsk. Ved anvendelse af bestemmelsen skal der tages fornødent hensyn til ytringsfriheden, . således Det betyder bl.a., at forhold af mindre grovhed holdes uden for det strafbare område. Uden for bestemmelsen falder tillige videnskabeligt fremsatte teorier om racemæssige, nationale eller etniske forskelligheder. Også for udtalelser, der på anden måde er led i en saglig debat, vil der være anledning til at regne med et område af straffrihed. Ved udformningen af § 266 b – og i forbindelse med tilblivelsen af selve ICERD i øvrigt – stod spørgsmålet om at finde en balance mellem ytringsfriheden og forbudet mod diskriminerende ytringer centralt. Disse overvejelser var således blandt andet et gennemgående tema i betænkningens forslag til implementering af ICERD art. 4, gennem en udvidelse af anvendelsesområdet af § 266 b. Vanskeligheden ved den konkrete afvejning af de to frihedsrettigheder, ytringsfriheden og ikke-diskriminationsprincippet, kommer klart frem i ”Grønjakke-sagen”. Sagen, der blev ført ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), drejede sig om, hvorvidt højesterets dom, hvorved to journalister ved Danmarks Radio blev dømt for medvirken til overtrædelse af straffelovens § 266 b, jf. § 23, var i strid med EMRK artikel 10 om menings- og ytringsfrihed. De pågældende journalister havde medvirket til at udbrede forhånende udtalelser om bl.a. indvandrere i Danmark – udtalelser, der i sig selv udgjorde en overtrædelse af § 266 b – ved produktion og udsendelse af et flere minutter langt indslag i Søndagsavisen. EMD fandt, at den danske domfældelse udgjorde et uforholdsmæssigt indgreb i den journalistiske ytrings- og informationsfrihed. Domstolen statuerede, at pressen har en særlig rolle som vogter af den frie informationsformidling til offentligheden et ytringsprivilegium (”the vital role of ”public watchdog””). Domstolen understregede imidlertid, at denne frihed ikke må anvendes så ensidigt, at formålet med det samlede indslag for en objektiv beskuer fremtræder som propaganda for racistiske synspunkter og ideer. I sagen fandtes viderebringelsens virkning heller ikke at være racediskriminerende, blandt andet fordi programmets gengivelser blev fremsat ”as part of a serious Danish news programme and was intended for a well-informed audience”. Domstolen statuerede således, at domfældelsen af Jersild ikke var ”necessary in a democratic society, in particular the means employed were disproportionate to the aim of protecting ”the reputation or rights of others””. Dommen aktualiserer endvidere de
fortolkningsproblemer, som forholdet mellem ICERD og EMRK kan give
anledning til, navnlig ICERD artikel 4’s krav om objektivt ansvar for
viderebringelse af racistisk propaganda, at deltagerstaterne
kriminaliserer visse ytringer, f.eks. racistisk propaganda, jf. nærmere
herom i kapitel 5, afsnit 5. Det følger imidlertid af dommen, at danske
domstole er forpligtede til i henhold til EMRK at være opmærksomme på,
hvilket (journalistisk) motiv der ligger bag viderebringelsen. Handlingen, hvorved en gruppe af personer trues,
forhånes eller nedværdiges, skal være rettet mod gruppen på grund af
dens race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller
seksuelle orientering. Opregningen svarer til grundene indeholdt i ICERD,
når bortses fra grunden ”seksuel orientering”. Bestemmelsen i straffelovens § 266 b, stk. 2, blev
som nævnt indsat i 1995 med det formål at undgå, at Danmark blev et
fristed for udbredelse af nazistisk og racistisk propaganda, ligesom man
var opmærksom på de stadig mere fremtrædende tendenser til intolerance,
fremmedhad og racisme i Danmark såvel som i udlandet. Med indsættelsen af stk. 2 er der ikke tilsigtet en udvidelse af det strafbare område i forhold til den oprindeligt gældende bestemmelse i stk. 1. Der er med andre ord ikke tale om, at det materielle område for ytringsfriheden begrænses yderligere. Det fremgår dog af forarbejderne til lovforslaget, at der ved vurderingen af, om forholdet har karakter af propagandavirksomhed, skal foretages en helhedsvurdering, hvorunder der navnlig lægges vægt på, om der er sket en systematisk, intensiv eller vedvarende udbredelse af diskriminerende udtalelser m.v., herunder til udlandet, med henblik på at påvirke meningsdannelsen. Således vil en systematisk anvendelse af stærkt negativt ladede udtalelser og påstande vedrørende bestemte grupper af personer, der er beskyttet af bestemmelsen, efter omstændighederne kunne føre til, at kravet om grovhed må anses for opfyldt, selv om de enkelte udtalelser m.v. ikke isoleret set fuldt ud opfylder dette krav. Desuden var det tilsigtet, at anklagemyndigheden skulle skærpe håndhævelsen af bestemmelsen i tilfælde af propagandavirksomhed. Anklagemyndigheden skulle i disse situationer rejse tiltale på eget initiativ uden at afvente en anmeldelse, jf. retsplejelovens § 742, stk. 2, eksempelvis hvor en sag har været genstand for offentlig omtale.30 Se nærmere herom neden for under behandlingen af straffelovens § 275. Også en mere omfattende udbredelse af ytringer kan tale for at bringe § 266 b, stk. 2, i anvendelse. Der må i denne sammenhæng navnlig lægges vægt på, om ytringerne er fremsat i et medium, der indebærer en større udbredelse, eksempelvis et trykt skrift, radio, tv eller andet elektronisk medium. Anskaffelse eller besiddelse af trykke- eller kopimaskiner kan indicere, at der har foreligget – eller er tilsigtet, jf. straffelovens § 21 om forsøg – en mere omfattende udbredelse. Tilsvarende gælder oprettelsen af en database, der via telefonnettet er almindeligt tilgængeligt. 4.2. Nyere retspraksis vedrørende straffelovens § 266 b Ved Østre Landsrets dom af 12. september 1994 blev fire unge idømt 30 dagbøder for at have placeret et brændende kors ved vejen ud for et hus, som de fire unge vidste var beboet af tyrkere. Landsretten udtalte, at placeringen af korset ikke var et tilfælde, men var tilsigtet. Under disse omstændigheder fandtes det ubetænkeligt at fastslå, at handlingen indebar en trussel, forhånelse eller nedværdigelse mod husets beboere begrundet i deres etniske oprindelse, og at de tiltalte havde indset dette, og at deres meddelelse ville blive udbredt i en videre kreds. Straffen blev fastsat under hensyn til de unges alder og personlige forhold. Ved Vestre Landsrets dom af 17. november 1998 blev en byrådskandidat for Dansk Folkeparti idømt 20 dagbøder på 200 kr. for i et avisinterview at have udtalt følgende om indvandrere, flygtninge og personer med en anden national eller etnisk oprindelse: ” De sorte breder sig alle steder. Det er ligesom en kræftsygdom” og ”Kriminaliteten ligger i de fremmedes gener”. Landsretten fandt efter en samlet vurdering ikke, at udtalelsen ”De er frækkere end slagterhunde” var af en sådan grovhed, at udtalelsen var omfattet af straffelovens § 266 b. Ved Vestre Landsrets dom af 18. maj 1999 blev en 64-årig dansker, der var tiltalt for i forlængelse af et valgmøde i en krostue at have udtalt følgende til en journalist, der videregav udtalelserne i avisen: ”De er avlet som svin og tænker som svin. De skal bare blive nede i Kloakistan, hvor de hører til”, frifundet på grund af manglende forsæt. Landsretten fandt, at udtalelserne var omfattet af straffelovens § 266 b, ligesom det måtte lægges til grund, at tiltalte var klar over, at han talte med en journalist, da han fremsatte de pågældende udtalelser. Efter bevisførelsen måtte det imidlertid lægges til grund, at de pågældende udtalelser faldt under en samtale, der i det væsentlige udspandt sig mellem tiltalte og en anden mand, og at journalisten ikke have bedt tiltalte om et interview. Der fandtes endvidere ikke godtgjort, at journalisten havde spurgt tiltalte, om hun måtte citere ham eller i øvrigt gjort det klart for ham, at hans udtalelser ville blive gengivet ordret i avisen. For tiltalte havde det på den baggrund ikke fremstået som overvejende sandsynligt, at journalistens formål med at være til stede og tage notater var at citere ham ordret, således at hans udtalelser under samtalen blev udbredt til en videre kreds. Under disse omstændigheder kunne det ikke anses for bevist, at tiltalte havde forsæt til at overtræde straffelovens § 266 b, stk. 1. Ved Højesterets dom af 23. august 2000 blev en 74-årig mand, der er stifter af et politisk parti, idømt syv dages betinget fængsel hæfte for overtrædelse af straffelovens § 266 b, stk. 1, ved i en tv-udsendelse at have udtalt følgende: ”nå, ja, men altså muhamedanerne har hele den store del af verden fra Marokko i vest til Filippinerne i øst, der er så mange steder, hvor de kan være, hvor de hører til, og hvor i alverden skal vi så udsætte os for, at den invasion og kastrering og drab, som den danske befolkning kommer ud for.”, ”. . . og sværdets områder det er, hvor der er nogle vantro som os, der ikke er muhamedanere, og de skal udryddes, det er det som muhamedanismens kerne er i . . .”, ”. . . altså, muhamedanerne, det er jo verdensforbrydere par excellence.”, ”. . . man har slet ikke fortalt, hvad muhamedanismen er for en verdensforbrydelse.” og ”. . . om hvem enhver, der har studeret muhamedanismen ved, at de kun er her for at indsmigre sig, indtil de er stærke nok til at henrette os. De skal ud, fordi det er i den grad en fare, at f.eks. hende der ringede, hendes børnebørn ville ganske givet blive dræbt af muhamedanerne, hvis vi ikke udrydder muhamedanerne i Danmark.” Højesteret udtalte, at Højesteret udtalte videre, at Tiltalte blev frifundet for tiltalen for overtrædelse af straffelovens § 266 b, stk. 2, allerede fordi anklageskriftet ikke opfyldte kravene i retsplejelovens § 831, stk. 1, nr. 3. Dommen blev gjort betinget på grund af tiltaltes alder. .." |