Gennemførelsen i dansk ret af direktivet om etnisk ligebehandling
Betænkning nr. 1422
Kapitel 4
 
  ".. 4.1. Straffelovens § 266 b

Bestemmelsen i straffelovens § 266 b lyder således:

Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år.

Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.

Bestemmelsen blev indføjet i straffeloven i 1939 af hensyn til ”de i den nyeste Tid opdukkende Foreteelser som Forfølgelser af Racer, Troessamfund m.v.”. Bestemmelsen blev med andre ord – i lighed med straffelovens §§ 266 og 266 c – først og fremmest vedtaget som en reaktion på nazisternes overgreb mod jøder i Tyskland i 1930’erne. Forarbejdet til Danmarks forestående ratifikation af FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination (ICERD) i 1971 betød, at den eksisterende danske lovgivning blev gennemgået med henblik på at undersøge, hvorvidt lovgivningen levede op til de krav, som ICERD stillede til medlemsstaternes nationale lovgivning. Justitsministeriet nedsatte således den 23. august 1966 et udvalg til overvejelse af, hvilke lovændringer der burde gennemføres med henblik på Danmarks ratifikation af ICERD. Udvalgets arbejde mundede ud i en betænkning om forbud mod racediskrimination (betænkning nr. 553/1969). Udvalget udarbejdede i den forbindelse et udkast til en ændring af straffelovens § 266 b for at skabe mulighed for ratifikation af ICERD – navnlig for at sikre overensstemmelse med ICERD artikel 4. Samtidig blev lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race m.v. udformet, jf. herom afsnit 5. I 1971 ændredes straffelovens § 266 b på baggrund af udvalgets arbejde. I 1987 blev begrebet ”seksuelle orientering” indsat. I 1995 blev bestemmelsen endnu en gang ændret, idet man indsatte stk. 2 om strafforhøjelse ved propagandavirksomhed.

Bestemmelsen forbyder blandt andet udbredelse af racistiske udtalelser og racistisk propaganda. Omfattet er såvel skriftlige som mundtlige udtryksformer som billeder m.v. Den kriminaliserede forhånelse eller nedværdigelse kan ske gennem udtryk for ringeagt, latterliggørelse etc. uden hensyn til, om påstanden er sand eller falsk.

Det er tillige en forudsætning, at en udtalelse m.v. er fremsat offentligt eller – hvis udtalelsen ikke er fremsat offentligt – med forsæt til udbredelse i en videre kreds. Udtalelser i en privat samtale vil, hvor der ikke foreligger et videregående forsæt, falde uden for bestemmelsen. Udtalelser fremsat på et lukket møde i en forening el.lign. vil således som udgangspunkt ikke være omfattet af bestemmelsen, medmindre eksempelvis journalister er givet adgang, og den person der fremsætter udtalelserne er vel vidende om, at journalisterne vil (kunne) referere fra mødet.

Ved anvendelse af bestemmelsen skal der tages fornødent hensyn til ytringsfriheden, . således Det betyder bl.a., at forhold af mindre grovhed holdes uden for det strafbare område. Uden for bestemmelsen falder tillige videnskabeligt fremsatte teorier om racemæssige, nationale eller etniske forskelligheder. Også for udtalelser, der på anden måde er led i en saglig debat, vil der være anledning til at regne med et område af straffrihed.

Ved udformningen af § 266 b – og i forbindelse med tilblivelsen af selve ICERD i øvrigt – stod spørgsmålet om at finde en balance mellem ytringsfriheden og forbudet mod diskriminerende ytringer centralt. Disse overvejelser var således blandt andet et gennemgående tema i betænkningens forslag til implementering af ICERD art. 4, gennem en udvidelse af anvendelsesområdet af § 266 b.

Vanskeligheden ved den konkrete afvejning af de to frihedsrettigheder, ytringsfriheden og ikke-diskriminationsprincippet, kommer klart frem i ”Grønjakke-sagen”. Sagen, der blev ført ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), drejede sig om, hvorvidt højesterets dom, hvorved to journalister ved Danmarks Radio blev dømt for medvirken til overtrædelse af straffelovens § 266 b, jf. § 23, var i strid med EMRK artikel 10 om menings- og ytringsfrihed. De pågældende journalister havde medvirket til at udbrede forhånende udtalelser om bl.a. indvandrere i Danmark – udtalelser, der i sig selv udgjorde en overtrædelse af § 266 b – ved produktion og udsendelse af et flere minutter langt indslag i Søndagsavisen.

EMD fandt, at den danske domfældelse udgjorde et uforholdsmæssigt indgreb i den journalistiske ytrings- og informationsfrihed. Domstolen statuerede, at pressen har en særlig rolle som vogter af den frie informationsformidling til offentligheden et ytringsprivilegium (”the vital role of ”public watchdog””). Domstolen understregede imidlertid, at denne frihed ikke må anvendes så ensidigt, at formålet med det samlede indslag for en objektiv beskuer fremtræder som propaganda for racistiske synspunkter og ideer. I sagen fandtes viderebringelsens virkning heller ikke at være racediskriminerende, blandt andet fordi programmets gengivelser blev fremsat ”as part of a serious Danish news programme and was intended for a well-informed audience”. Domstolen statuerede således, at domfældelsen af Jersild ikke var ”necessary in a democratic society, in particular the means employed were disproportionate to the aim of protecting ”the reputation or rights of others””.

Dommen aktualiserer endvidere de fortolkningsproblemer, som forholdet mellem ICERD og EMRK kan give anledning til, navnlig ICERD artikel 4’s krav om objektivt ansvar for viderebringelse af racistisk propaganda, at deltagerstaterne kriminaliserer visse ytringer, f.eks. racistisk propaganda, jf. nærmere herom i kapitel 5, afsnit 5. Det følger imidlertid af dommen, at danske domstole er forpligtede til i henhold til EMRK at være opmærksomme på, hvilket (journalistisk) motiv der ligger bag viderebringelsen.

Udtalelser rettet mod en enkelt person må, hvis de ikke kan ses som udtryk for forhånelse eller forfølgelse af den gruppe, til hvilken den pågældende hører, bedømmes i henhold til straffelovens almindelige regler om freds- og ærekrænkelser. Den relevante bestemmelse vil navnlig være § 267, jf. nærmere herom nedenfor. Bestemmelsen i § 266 b omfatter således alene grupper af personer (dvs. flere end én).

Handlingen, hvorved en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges, skal være rettet mod gruppen på grund af dens race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering. Opregningen svarer til grundene indeholdt i ICERD, når bortses fra grunden ”seksuel orientering”.

Forbrydelsen er fuldbyrdet ved fremsættelsen. Strafbarheden i medfør af § 266 b er begrænset til forsætlige forhold, jf. straffelovens § 19. Kravet om forsæt omfatter samtlige elementer i gerningsindholdet, herunder hvorvidt udtalelsen m.v. er forhånende eller nedværdigende.

Bestemmelsen i straffelovens § 266 b, stk. 2, blev som nævnt indsat i 1995 med det formål at undgå, at Danmark blev et fristed for udbredelse af nazistisk og racistisk propaganda, ligesom man var opmærksom på de stadig mere fremtrædende tendenser til intolerance, fremmedhad og racisme i Danmark såvel som i udlandet.
 
Ved propaganda forstås udøvelse af en vis systematisk, intensiv eller vedvarende virksomhed med henblik på at påvirke meningsdannelsen. I denne retning taler også, hvis ytringerne fremsættes som led i en organisations virke, eller hvis der udgives blade, oprettes databaser m.m. med et sådant indhold.

Med indsættelsen af stk. 2 er der ikke tilsigtet en udvidelse af det strafbare område i forhold til den oprindeligt gældende bestemmelse i stk. 1. Der er med andre ord ikke tale om, at det materielle område for ytringsfriheden begrænses yderligere. Det fremgår dog af forarbejderne til lovforslaget, at der ved vurderingen af, om forholdet har karakter af propagandavirksomhed, skal foretages en helhedsvurdering, hvorunder der navnlig lægges vægt på, om der er sket en systematisk, intensiv eller vedvarende udbredelse af diskriminerende udtalelser m.v., herunder til udlandet, med henblik på at påvirke meningsdannelsen. Således vil en systematisk anvendelse af stærkt negativt ladede udtalelser og påstande vedrørende bestemte grupper af personer, der er beskyttet af bestemmelsen, efter omstændighederne kunne føre til, at kravet om grovhed må anses for opfyldt, selv om de enkelte udtalelser m.v. ikke isoleret set fuldt ud opfylder dette krav. Desuden var det tilsigtet, at anklagemyndigheden skulle skærpe håndhævelsen af bestemmelsen i tilfælde af propagandavirksomhed. Anklagemyndigheden skulle i disse situationer rejse tiltale på eget initiativ uden at afvente en anmeldelse, jf. retsplejelovens § 742, stk. 2, eksempelvis hvor en sag har været genstand for offentlig omtale.30 Se nærmere herom neden for under behandlingen af straffelovens § 275.

Også en mere omfattende udbredelse af ytringer kan tale for at bringe § 266 b, stk. 2, i anvendelse. Der må i denne sammenhæng navnlig lægges vægt på, om ytringerne er fremsat i et medium, der indebærer en større udbredelse, eksempelvis et trykt skrift, radio, tv eller andet elektronisk medium. Anskaffelse eller besiddelse af trykke- eller kopimaskiner kan indicere, at der har foreligget – eller er tilsigtet, jf. straffelovens § 21 om forsøg – en mere omfattende udbredelse. Tilsvarende gælder oprettelsen af en database, der via telefonnettet er almindeligt tilgængeligt.

4.2. Nyere retspraksis vedrørende straffelovens § 266 b

Ved Østre Landsrets dom af 12. september 1994 blev fire unge idømt 30 dagbøder for at have placeret et brændende kors ved vejen ud for et hus, som de fire unge vidste var beboet af tyrkere. Landsretten udtalte, at placeringen af korset ikke var et tilfælde, men var tilsigtet. Under disse omstændigheder fandtes det ubetænkeligt at fastslå, at handlingen indebar en trussel, forhånelse eller nedværdigelse mod husets beboere begrundet i deres etniske oprindelse, og at de tiltalte havde indset dette, og at deres meddelelse ville blive udbredt i en videre kreds. Straffen blev fastsat under hensyn til de unges alder og personlige forhold.

Ved Vestre Landsrets dom af 17. november 1998 blev en byrådskandidat for Dansk Folkeparti idømt 20 dagbøder på 200 kr. for i et avisinterview at have udtalt følgende om indvandrere, flygtninge og personer med en anden national eller etnisk oprindelse: ” De sorte breder sig alle steder. Det er ligesom en kræftsygdom” og ”Kriminaliteten ligger i de fremmedes gener”. Landsretten fandt efter en samlet vurdering ikke, at udtalelsen ”De er frækkere end slagterhunde” var af en sådan grovhed, at udtalelsen var omfattet af straffelovens § 266 b.

Ved Vestre Landsrets dom af 18. maj 1999 blev en 64-årig dansker, der var tiltalt for i forlængelse af et valgmøde i en krostue at have udtalt følgende til en journalist, der videregav udtalelserne i avisen: ”De er avlet som svin og tænker som svin. De skal bare blive nede i Kloakistan, hvor de hører til”, frifundet på grund af manglende forsæt. Landsretten fandt, at udtalelserne var omfattet af straffelovens § 266 b, ligesom det måtte lægges til grund, at tiltalte var klar over, at han talte med en journalist, da han fremsatte de pågældende udtalelser. Efter bevisførelsen måtte det imidlertid lægges til grund, at de pågældende udtalelser faldt under en samtale, der i det væsentlige udspandt sig mellem tiltalte og en anden mand, og at journalisten ikke have bedt tiltalte om et interview. Der fandtes endvidere ikke godtgjort, at journalisten havde spurgt tiltalte, om hun måtte citere ham eller i øvrigt gjort det klart for ham, at hans udtalelser ville blive gengivet ordret i avisen. For tiltalte havde det på den baggrund ikke fremstået som overvejende sandsynligt, at journalistens formål med at være til stede og tage notater var at citere ham ordret, således at hans udtalelser under samtalen blev udbredt til en videre kreds. Under disse omstændigheder kunne det ikke anses for bevist, at tiltalte havde forsæt til at overtræde straffelovens § 266 b, stk. 1.

Ved Højesterets dom af 23. august 2000 blev en 74-årig mand, der er stifter af et politisk parti, idømt syv dages betinget fængsel hæfte for overtrædelse af straffelovens § 266 b, stk. 1, ved i en tv-udsendelse at have udtalt følgende:

”nå, ja, men altså muhamedanerne har hele den store del af verden fra Marokko i vest til Filippinerne i øst, der er så mange steder, hvor de kan være, hvor de hører til, og hvor i alverden skal vi så udsætte os for, at den invasion og kastrering og drab, som den danske befolkning kommer ud for.”, ”. . . og sværdets områder det er, hvor der er nogle vantro som os, der ikke er muhamedanere, og de skal udryddes, det er det som muhamedanismens kerne er i . . .”, ”. . . altså, muhamedanerne, det er jo verdensforbrydere par excellence.”, ”. . . man har slet ikke fortalt, hvad muhamedanismen er for en verdensforbrydelse.” og ”. . . om hvem enhver, der har studeret muhamedanismen ved, at de kun er her for at indsmigre sig, indtil de er stærke nok til at henrette os. De skal ud, fordi det er i den grad en fare, at f.eks. hende der ringede, hendes børnebørn ville ganske givet blive dræbt af muhamedanerne, hvis vi ikke udrydder muhamedanerne i Danmark.”

Højesteret udtalte, at
”(t)iltaltes udtalelser er således groft forhånende og nedværdigende over for denne befolkningsgruppe. De kan ikke legitimeres under påberåbelse af videnskabelighed eller saglig debat, og det er uden betydning for en bedømmelse af strafbarheden efter straffelovens § 266 b, stk. 1, hvorledes islam bogstaveligt kan forstås, eller hvilke samfundsmæssige konsekvenser en virkeliggørelse af fundamentalistiske muslimers program har afstedkommet.”

Højesteret udtalte videre, at
”(g)erningsindholdet i § 266 b skal fastlægges under hensyn til ytringsfriheden. Ytringsfriheden er grundlæggende for et demokratisk samfund, idet tolerance over for andres meninger er en nødvendig forudsætning for den frie debat. Ytringsfriheden skal imidlertid udøves med fornøden respekt for andre menneskerettigheder, herunder retten til beskyttelse mod trosdiskriminerende forhånelse og nedværdigelse. Tiltalte har som politiker taget aktiv del i den politiske debat som led i sit arbejde for en restriktiv udlændingepolitik vendt mod muslimer. Det kan ikke i sig selv anses for strafbart i en sådan debat at argumentere med en henvisning til islams skriftsteder eller til samfundsmæssige konsekvenser af fundamentalistiske muslimers program. Sådanne henvisninger kan imidlertid ikke retfærdiggøre en forhånelse og nedværdigelse som den, tiltaltes udtalelser er udtryk for. En debat om tiltaltes politiske mål afskæres ikke ved en kriminalisering af sådanne udtalelser. Hensynet til den særligt vidtgående ytringsfrihed for politikere om kontroversielle samfundsanliggender kan derfor ikke begrunde straffrihed for tiltalte. På denne baggrund tiltræder Højesteret, at tiltalte har realiseret gerningsindholdet i straffelovens § 266 b, stk. 1, således som denne bestemmelse må forstås i lyset af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 og artikel 17.”

Tiltalte blev frifundet for tiltalen for overtrædelse af straffelovens § 266 b, stk. 2, allerede fordi anklageskriftet ikke opfyldte kravene i retsplejelovens § 831, stk. 1, nr. 3. Dommen blev gjort betinget på grund af tiltaltes alder. .."