UfR 1985.458 ØLK
 

  Ø. L. K. 20. december 1984 i sag 1-320/1984.
(Ulsig, Kjær, Niels Johan Petersen).

Dansk Politiforbund (adv. Jørgen Bang v. adv. Axel Grove) mod Mikael Waldorff (adv. Ole Krarup).

Københavns byrets kendelse af 25. september 1984 (afd. E).

Ved en stævning af 5. september 1983 anlagde Dansk Politiforbund, »dels på vegne forbundets medlemmer, dels som mandatar for medlemmerne af Københavns politis uropatrulje« sag mod Mikael Waldorff med følgende påstand:

»Sagsøgte tilpligtes til sagsøgeren at betale kr. 61.000,00 med tillæg af sædvanlig procesrente fra nærværende sags anlæg til betaling sker.

De af sagsøgte i dagbladet Aktuelt den 22. februar 1983 fremsatte sigtelser, hvorefter »politiet opfører sig som en besættelseshær« og »uropatruljen, som er offentligt kendt som politikorpsets halvfascister« kendes ubeføjede.

Sagsøgte tilpligtes at betale et af retten fastsat beløb til bestridelse af omkostningerne ved kundgørelse af dommens grunde og konklusion«.

Det fremgår af stævningen, at sagsøgeren alene ønsker »dom for, at de citerede vendinger er strafbare efter straffelovens § 270, stk. 1, jfr. § 267, stk. 1, da udtalelserne efter deres form er utilbørligt fornærmende«, samt at kravet om betaling af 61.000 kr. støttes på § 15 i ikrafttrædelsesloven til straffeloven og fremkommer således:

»51 medlemmer af uropatruljen,godtgørelse kr. 1.000,00 pr. medlem ... 51.000,00Forbundets medlemmer i øvrigt, ialt ... 10.000,00 --------------I alt ................................. 61.000,00 kr.
Sagsøgte nedlagde under det første retsmøde i sagen den 21. oktober 1983 påstand om frifindelse, ligesom han forbeholdt sig ret til at påstå sagen afvist i det omfang, Dansk Politiforbund optræder som mandatar for medlemmerne af Københavns politis uropatrulje.

Under et forberedelse møde den 13. december 1983 tilkendegav dommeren »jfr. retsplejelovens § 265, at der af sagsøgeren bør tilvejebringes procesfuldmagter for de enkelte parter, idet der i modsat fald er stor sandsynlighed for, at den af sagsøgte nedlagte afvisningspåstand må tages til følge.« Denne tilkendegivelse blev af sagsøgeren kæret til Østre landsret, men kæren er senere tilbagekaldt. - - -

Den fortsatte behandling af sagen har herefter foreløbig været begrænset til spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgtes afvisningspåstand skal tages til følge.

Sagsøgeren har i den forbindelse påstået sagen fremmet i sin helhed; for så vidt angår den del af sagen, hvor Dansk Politiforbund optræder som mandatar for medlemmerne af Københavns Politis uropatrulje, principalt efter fremlæggelse af følgende skrivelse af 16. april 1984 fra formanden for Københavns Politiforening:

»- - -

På vegne Københavns Politiforenings bestyrelse attesterer jeg herved, at de polititjenestemænd, der var tjenestegørende i Københavns Politis Uropatrulje den 22. februar 1983, ved deres underskrift på notits af 28. oktober 1983 har meddelt mandat til Dansk Politiforbund, på de pågældendes vegne at gennemføre en retssag mod MF Mikael Waldorff.

Københavns Politiforening tilslutter sig denne mandattildeling.

Samtlige medlemmer af Uropatruljen er medlemmer af Københavns Politiforening.«

Subsidiært har sagsøgeren påstået sagen fremmet efter, at der yderligere er sket forevisning af den notits af 28. oktober 1983, som omtales i skrivelsen af 16. april 1984, og mere subsidiært efter, at den nævnte notits er fremlagt i retten.

Sagsøgte har til støtte for sin afvisningspåstand henvist til reglen i retsplejelovens § 348, stk. 1, nr. 1, hvorefter en stævning bl.a. skal indeholde parternes navne og adresser. Da stævningen i den foreliggende sag ikke identificerer de sagsøgende medlemmer af Københavns politis uropatrulje, opfylder den ikke lovens minimumskrav, og sagen må derfor afvises for så vidt angår den del af godtgørelseskravet og påstanden om mortifikation, der har relation til uropatruljens medlemmer. Sagsøgte har ikke som antydet i rettens tilkendegivelse af 13. december 1983 villet bestride, at sagsøgerens advokat har rettegangsfuldmagt fra uropatruljens medlemmer.

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand om, at sagen skal fremmes i sin helhed, gjort gældende, at oplysningerne i stævningen identificerer sagsøgeren i fornødent omfang. Retten vil i givet fald kunne pålægge Dansk Politiforbund mandatar for medlemmerne af Københavns politis uropatrulje at betale sagsomkostninger til sagsøgte, og denne har derfor ikke nogen loyal, retlig interesse i at få oplyst navne og adresser på de enkelte medlemmer af uropatruljen. Derimod er der en nærliggende fare for, at navnene på uropatruljens medlemmer vil blive misbrugt, hvis de overlades til sagsøgte. Sagsøgeren har i den forbindelse henvist til, at det i et såkaldt »særnummer af Tidsskrift for Dansk Politi«, som efter det oplyste er udgivet den 13. december 1983 af en person med tilknytning til det parti, sagsøgte er medlem af, bl.a. udtales, at man senere håber at kunne offentliggøre navnene på de medlemmer af Københavns politis uropatrulje, der er impliceret i den foreliggende sag.

Rettens bemærkninger:

Kravet om en godtgørelse på ialt 51.000 kr. til de unavngivne medlemmer af Københavns politis uropatrulje, Dansk Politiforbund optræder som mandatar for under denne sag, er bl.a. underbygget ved en oplysning i stævningen om, at godtgørelse efter sagsøgerens opfattelse skal ydes med 1.000 kr. til hver af uropatruljens 51 medlemmer.

Herefter findes stævningen kun at være egnet til at danne grundlag for den videre behandling af sagen, hvis den suppleres med oplysninger om identiteten af de sagsøgende medlemmer af uropatruljen. Sagsøgtes påstand om afvisning må derfor allerede af den grund tages til følge som neden for angivet, jfr. herved princippet i retsplejelovens § 349, stk. 1, sammenholdt med § 348, stk. 1, nr. 1, samt retsrådets udtalelse nr. 253 af 30. juni 1924.

Østre Landsrets kendelse.

Det sagsøgende forbund findes som faglig interesseorganisation for polititjenestemænd, herunder de ved Københavns politis uropatrulje tjenestgørende, der efter det oplyste alle er medlemmer, at have fornøden søgsmålskompetence, og det kan ikke antages at være stridende mod retsplejelovens § 348, stk. 2, nr. 1, at hver enkelt polititjenestemand ikke er individuelt navngivet.

Den omstændighed at en del af den efter ikrafttrædelseslovens § 15 påståede godtgørelse er udregnet i forhold til uropatruljens daværende antal tjenestgørende og muligt vil blive fordelt mellem disse, findes ikke at kunne føre til andet resultat, idet kravet ikke har nogen tilknytning til den enkelte polititjenestemand, og spørgsmålet om den eventuelle godtgørelses størrelse således vil kunne pådømmes uden kendskab til de pågældende medlemmers identitet.

Landsretten tager derfor kærendes påstand til følge.