|
Anklagemyndigheden mod D.
(Karen-Anke Tørring, Inge Neergaard Jessen og Kåre Mønsted (kst.)).
Helsingør Rets kendelse af 26. oktober 2010:
Direktoratet for Kriminalforsorgen har påstået stadfæstelse
af afgørelsen af 28. maj 2010, meddelt skriftligt den 11.
juni 2010, hvorved det blev bestemt, at D ikke kunne
løslades på prøve efter udståelse af to tredjedele af
straffen.
Direktoratet for Kriminalforsorgen har subsidiært påstået
sagen hjemvist med henblik på fastsættelse af vilkår.
Sagens oplysninger
Det fremgår af sagen, at D ved Østre Landsrets ankedom af
18. september 2007 blev idømt fængsel i 6 måneder for
overtrædelse af straffelovens § 210, stk. 3, og § 224, jf. §
222, stk. 2.
Der foreligger ikke oplysninger om personundersøgelser
foretaget i forbindelse med sagen, og D var ikke
frihedsberøvet under sagen.
D blev indkaldt til afsoning den 14. januar 2010 og mødte i
overensstemmelse med indkaldelsen ved Anstalten ved
Herstedvester, hvor han havde ophold, til han den 1. marts
2010 blev overført til Statsfængslet ved Horserød.
To tredjedele af straffen var afsonet den 14. maj 2010 og
straffen var fuldt afsonet den 14. juli 2010.
Der foreligger ikke samlede udtalelser fra Anstalten ved
Herstedvester, men følgende fremgår af handleplanen
udarbejdet af Horserød Statsfængsel, senest redigeret den
23. marts 2010:
»Anstalten ved Herstedvester har tidligere skrevet:
»Indsatte har en ven. Her ud over består hans netværk af
kollegaer fra arbejdspladsen, som indsatte giver indtryk af
at have en begrænset relation til. Desuden giver indsatte
indtryk af ikke at have haft eller have et ønske om et
engagement i at etablere forhold til jævnaldrende kvinder
efter skilsmisse. Endelig vurderes indsattes benægtelse af
kriminaliteten og den vrede han har forbundet heri at være
en barriere.«
Anstalten ved Herstedvester har tidligere vurderet
recidivrisiko: »Indsattes recidivrisiko kan ikke i helhed
vurderes i tilstrækkelig grad på baggrund af foreliggende
oplysninger. Det skal dog påpeges at overgrebet er foregået
intrafamiliært, og at indsatte ikke har kontakt til
forurettede eller for nuværende indgår i relationer, hvor
der er piger under 15 år. I den forbindelse skal det dog
ekspliciteres, at indsatte siden skilsmissen ikke har haft
forhold til jævnaldrende kvinder, og han ønsker ikke at
indgå i sådanne forhold og nedtoner dertil hans seksuelle
behov. Del vurderes at så længe indsatte indgå i en fast
ramme, vil han indordne sig under dennes kontrol. Indsatte
har hertil over ventet over et år på at afsone og mødte
upåvirket op til afsoning. På baggrund af det begrænsede
kendskab til indsatte, vurderes han ikke umiddelbart at være
i højrisiko for ligeartet kriminalitet, da indsatte ikke er
tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet.«
Anstalten ved Herstedvester har i Deres konklusion og formål
med den forestående indsats vurderet: »Indsatte vurderes at
være personlighedsmæssigt egnet til psykiatrisk-sexologisk
behandling, men hans benægtelse af kriminaliteten og
garderede fremtoning begrænser hans egnethed til at indgå i
behandlingsforløb vedrørende det pådømte. Hvorvidt der er et
behandlingsbehov kan ikke vurderes i helhed i tilstrækkelig
grad på baggrund af de begrænsede oplysninger. Indsatte kan
dog beskriver ikke at ønske at engagerer sig i forhold til
jævnaldrende kvinder og beskriver et nedtonet seksuelt
behov. Endvidere er indsatte ikke motiveret for
psykiatrisk-sexologisk behandling«.«
Herefter er i handleplanen anført
»Konkrete indsatser - prioritering, hvem gør hvad, hvornår:
Spørgsmålet om udgang og prøveløsladelse skal afklares. D
har underskrevet samtykke til at høre de sociale
myndigheder. Høring vedr. udgang og prøveløsladelse er
afsendt. Der er endvidere sendt høring til Anstalten ved
Herstedvester med henblik på deres vurdering.
Sagen afventer høringssvar.
Handleplansmøde afholdt d. 10.03.10. med deltagelse af D,
kontaktperson - - - og socialrådgiver - - -.«
Af Statsfængslet ved Horserøds indstilling af 10. maj 2010
vedrørende prøveløsladelse fremgår blandt andet, at D har en
lejet lejlighed på - - -, 4281 Gørlev Sjælland, at han har
arbejde, og at hans arbejdsgiver har givet ham orlov under
afsoningen.
Under afsnittet om fængslets indstilling og
utilrådelighedsvurdering er anført:
»For løsladelse taler at D har bolig og er sikret
forsørgelse enten via dagpenge eller lønindtægt. D er
førstegangsafsoner og har ingen verserende sager. D har
intet misbrug.
I mod løsladelse taler at D ikke har nogen erkendelse af
kriminaliteten. Del har ikke været muligt for AH at vurdere
et evt. sexologisk/psykiatrisk behandlingsbehov, hvilket
vurderes at tillægges negativ betydning i forhold til
prøveløsladelse.
Statsfængslet har bedt Anstalten ved Herstedvester uddybe
deres vurdering af behandlingsbehov og recidivrisiko.
D. 05.05.10 er der indgået følgende svar fra Cand. Psych. -
- -:
»På tidspunktet for D's ophold i Anstalten ved Herstedvester
var indsatte nægtende i forhold til den pådømte kriminalitet
samt var garderet og forsvarspræget, hvorfor vi ikke kan
beskrive en recidivrisiko eller behandlingsbehov nærmere, og
på den baggrund kan en recidivrisiko ikke udelukkes.«
Sagen har været drøftet med inspektør - - - og afdelingen.
Der er enighed om at meddele afslag på prøveløsladelse idet
risiko for recidiv ikke kan udelukkes. Endvidere tillægges
det negativ betydning at Anstalten ved Herstedvester ikke
har kunne vurdere/beskrive behandlingsbehovet.«
Der foreligger ikke yderligere oplysninger om D's psykiske
forhold.
Den 10. maj 2010 meddelte Statsfængslet ved Horserød D
afslag på prøveløsladelse.
D klagede over afgørelsen, der den 21. maj 2010 blev
indbragt for Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Den 11. juni 2010 bekræftede Direktoratet for
Kriminalforsorgen over for D, at direktoratet den 28. maj
2010 telefonisk havde meddelt statsfængslet, at direktoratet
ikke ændrede statsfængslets afslag på prøveløsladelse.
D meddelte den 15. juni 2010, at han ønskede sagen indbragt
for retten.
Sagen blev modtaget i retten den 7. juli 2010.
Direktoratet for Kriminalforsorgen har under sagens
oplysning i retten fremlagt direktoratets svar af 8. juli
2010 til D vedrørende klage over sagsbehandlingen i
forbindelse med sagen.
Det fremgår heraf, at statsfængslet i en udtalelse til
Direktoratet for Kriminalforsorgen i forbindelse med
klagesagen har oplyst, at D ved en kombineret handleplans-
og prøveløsladelsessamtale den 10. marts blev orienteret om
de generelle regler for udgang og prøveløsladelse, herunder
den skærpede praksis for sædelighedsdømte.
Dette fremgår imidlertid ikke af den fremlagte handleplan.
D er ikke tidligere straffet.
Parternes synspunkter
D har i en klage bilagt sagen blandt andet anført:
»Efter visitation på Anstalten ved Herstedvester blev jeg
anbragt på fængslet ved Horserød den 1-3-2010. Den 18-3-2010
blev der afholdt handleplansmøde jævnfør
Handleplanscirkulæret af 9-5-2006 § 5 stk. 4 og da der er
blevet afholdt handleplansmøde, må min sag være færdig
visiteret fra Anstalten ved Herstedvester, og burde som
sådan ikke giver anledning til besvær.
På handleplansmødet blev der på intet tidspunkt nævnt, at
løsladelse på 2/3 skulle være et problem, og der blev heller
ikke nævnt eller nedskrevet om hvordan min afsoning skulle
forløbe for at opnå prøveløsladelse.
På Anstalten ved Herstedvester blev jeg ikke tilbudt nogen
form for behandling, jeg blev godt nok spurgt om jeg havde
brug for behandling, men da jeg ikke er uddannet sexolog,
overlod jeg dene vurdering til eksperterne på Anstalten ved
Herstedvester, og da jeg ikke er startet på behandling gik
jeg udfra at disse eksperter havde vurderet at der ikke var
et behov.
På møde afholdt den 5-5-2010 (7 dage før min 2/3 dels tid)
fik jeg at vide at prøveløsladelse var afslået med
begrundelse i at fængslet ved Horserød ikke kunne finde ud
af hvad Anstalten ved Herstedvester mente og det så nok var
bedre at afslå prøveløsladelse.«
I forbindelse med sagens behandling i retten har D
supplerende anført:
»Jeg har indbragt Horserøds afgørelse for retten fordi jeg
mener man har skudt langt over målet i denne afgørelse, dels
fordi jeg aldrig har været varetægtsfængslet og aldrig har
været i arrest. Jeg har efter min ankedom i østre landsret
gået i ca. 2,5 år på fri fod og passet mit arbejde. Jeg
undre mig derfor over at en phykolograpport alene afgør om
jeg skulle løslades på prøve, en phykolograpport jeg mener
er totalt misvisende, idet denne rapport er fremkommet efter
to gange 15 min samtale med ahs phykolog.«
Direktoratet for Kriminalforsorgen har i forbindelse med
indbringelsen af sagen anført:
»…
Efter bestemmelsen i straffelovens § 38, stk. 5,
lovbekendtgørelse nr. 1034 af 29. oktober 2009, forudsætter
løsladelse på prøve, at den dømtes forhold ikke gør
løsladelse utilrådelig, at den pågældende er sikret passende
ophold og arbejde eller andet underhold, og at den
pågældende erklærer at ville overholde de vilkår for
løsladelsen, som fastsættes efter § 39, stk. 2.
I straffuldbyrdelsesloven § 80, stk. 2, er justitsministeren
bemyndiget til at fastsætte regler om behandling af sager om
prøveløsladelse. I tilknytning hertil er udstedt
Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 318 af 19. april 2006
samt Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens
vejledning nr. 29 af 19. april 2006.
Straffuldbyrdelsesloven indeholder endvidere i § 112, nr. 6,
en bestemmelse om, at endelige administrative afgørelser
inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den dømte, af
denne kræves indbragt til prøvelse for retten, hvis der er
tale om en afgørelse efter § 80 om nægtelse af
prøveløsladelse i henhold til straffelovens § 38, stk. 1.
Indbringelse af sagen sker for byretten i den retskreds,
hvor den institution, som har truffet den oprindelige
afgørelse, er beliggende, jf. herved § 113, stk. 1.
Det fremgår af punkt 6 i Justitsministeriet, Direktoratet
for Kriminalforsorgens vejledning nr. 29 af 19. april 2006
om løsladelse af indsatte, der udstår fængsel, at
prøveløsladelse efter § 38, stk. 5, forudsætter, at den
dømtes forhold ikke gør prøveløsladelse utilrådelig. Dette
betyder, at der ikke må foreligge en væsentlig risiko for
recidiv til ikke-bagatelagtig kriminalitet, som ikke
formodes at kunne begrænses ved tilsyn og eventuelle
særvilkår. Om kriminaliteten kan betragtes som bagatelagtig
beror på en konkret vurdering. I denne vurdering indgår
kriminalitetens art, tidligere kriminalitet og den indsattes
personlige forhold.
I alle tilfælde foretages en konkret og aktuel
utilrådelighedsvurdering, hvor der tages stilling til, hvor
stor vægt de forskellige omstændigheder skal tillægges i den
aktuelle sag.
Det fremgår af punkt 11 i vejledningen, at kriminalitetens
art vil have en vis betydning for bedømmelsen af risikoen
for ny kriminalitet. Risikoen for tilbagefald til
personfarlig kriminalitet vil med større vægt tale imod
prøveløsladelse end risiko for tilbagefald (ikke
professionel) berigelseskriminalitet.
Det følger af punkt 12 i samme vejledning, at den indsattes
forhold under afsoningen skal tillægges vægt i det omfang,
disse kan give anledning til at formode, at der er risiko
for recidiv til fornyet kriminalitet. Dette kan eksempelvis
være oplysninger om ny kriminalitet under afsoningen,
stofmisbrug, misbrug af udgang og eventuelle undvigelser.
Af vejledningens punkt 43 fremgår vedrørende særvilkår ved
prøveløsladelse, at for seksualkriminelle vil der hyppigt
være behov for at fastsætte vilkår om fortsat behandling.
Vil en seksualkriminel ikke acceptere et relevant vilkår om
i prøvetiden at fortsætte en påbegyndt psykiatrisk
behandling, eventuelt kombineret med kønsdriftsdæmpende
medicin, vil dette i højere grad end sædvanligt medføre, at
der gives afslag på prøveløsladelse.
I denne sag udstår D fængsel i 6 måneder for personfarlig
kriminalitet (sædelighedskriminalitet begået mod hans
datter).
D har ikke erkendt den pådømte kriminalitet, og på baggrund
af den manglende erkendelse har det ikke været muligt for
Anstalten ved Herstedvester og Statsfængslet ved Horserød at
vurdere hans behandlingsbehov og dermed foretage en endelig
afklaring af behandlingsbehovet.
Dette forhold sammenholdt med kriminalitetens art findes at
medføre, at prøveløsladelse efter udståelse af to tredjedele
af straffen findes utilrådelig.
På den baggrund gøres det gældende, at Justitsministeriet,
Direktoratet for Kriminalforsorgen med rette har findet, at
betingelserne for at prøveløslade af D ikke var opfyldt, da
afgørelse herom blev truffet den 28. maj 2010, meddelt
skriftligt den 1. juni 2010.«
Retten bemærkede, at afgørelsen som tidligere anført
retteligt er meddelt D den 11. juni 2010.
Rettens bemærkninger
Prøveløsladelse efter straffelovens § 38, stk. 1,
forudsætter jf. § 38, stk. 5, at den dømtes forhold ikke gør
løsladelse utilrådelig, at den pågældende er sikret passende
ophold og arbejde og at den pågældende erklærer at ville
overholde vilkår.
D havde på tidspunktet for stillingtagen til prøveløsladelse
bolig og arbejde, og der er intet anført om, at han blev
anmodet om at tage stilling til vilkår.
Sagen drejer sig således alene om, hvorvidt D's forhold i
øvrigt gjorde løsladelse utilrådelig.
Som det er anført af Direktoratet for Kriminalforsorgen skal
afgørelsen herom efter løsladelsesvejledningen træffes efter
en konkret vurdering af en række nærmere anførte
omstændigheder, således at der kan tages stilling til, om
der foreligger en væsentlig risiko for recidiv til
ikke-bagatelagtig kriminalitet.
D er idømt fængsel i 6 måneder for sædelighedskriminalitet,
og sådan kriminalitet er efter sin karakter som udgangspunkt
ikke bagatelagtig. Imidlertid var D ikke fængslet under
sagen, og der forløb 2½ år fra dommen i ankeinstansen, før D
blev indkaldt til afsoning. Endvidere har D ikke hverken før
eller efter den sag, han blev dømt for, været involveret i
straffesager. Disse omstændigheder bør efter rettens
opfattelse tillægges betydning ved vurderingen af risikoen
for recidiv.
Der er intet anført i handleplanen af 23. marts 2010 om, at
D var gjort bekendt med en skærpet praksis for
prøveløsladelse af sædelighedsdømte, og sådan oplysning
fremgår heller ikke af fængslets indstilling af 10. maj
2010. Retten finder det derfor ikke bevist, at D var gjort
bekendt med en særlig praksis for prøveløsladelse af
sædelighedsdømte.
Den manglende erkendelse af den pådømte kriminalitet, som
fremgår af udtalelsen fra Anstalten ved Herstedvester,
afgivet mere end to måneder efter, at D forlod anstalten,
bør ikke i sig selv medføre, at der foreligger en væsentlig
risiko for recidiv.
På denne baggrund finder retten, at der ikke ved afgørelsen
var grundlag for at statuere, at prøveløsladelse var
utilrådelig, jf. straffelovens § 38, stk. 5.
Under hensyn til, at D den 14. juli 2010 - 7 dage efter
sagens indbringelse for retten - blev løsladt efter fuld
afsoning, er der heller ikke grundlag for at tage
Direktoratet for Kriminalforsorgens subsidiære påstand om
hjemvisning til fastsættelse af vilkår til følge.
Derfor bestemmes:
Direktoratet for Kriminalforsorgens afgørelse af 11. juni
2010 ophæves.
Østre Landsrets kendelse:
På anmodning fra Statsfængslet ved Horserød vurderede
Anstalten ved Herstedvester den 5. maj 2010 navnlig på grund
af indkæredes benægtende holdning til den pådømte
kriminalitet, at man ikke kunne udelukke en recidivrisiko.
Landsretten finder, at dette ikke i sig selv, når alle andre
relevante momenter i sagen, herunder navnlig den lange tid
der forløb mellem dommen og afsoningen, pegede i modsat
retning, kan føre til en vurdering af, at der forelå en
væsentlig risiko for recidiv til ikke-bagatelagtig
kriminalitet og dermed, at prøveløsladelse var utilrådelig,
jf. straffelovens § 38, stk. 5. Herefter og i øvrigt af de
grunde, der er anført af byretten,
bestemmes:
Byrettens afgørelse stadfæstes.
|