Fremsat den 21. marts 2001 af justitsministeren (Frank Jensen)

Forslag

til

Lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven

(Hæleri og anden efterfølgende medvirken samt IT-efterforskning) 
 

 

Nedenfor gengives lovforslagets bemærkninger i kapitel 2 og 3 om hæleri:

"... 2. Hæleri

2.1. Gældende ret

2.1.1. I straffelovsbetænkningerne fra 1912, 1917 og 1923 var der i henholdsvis § 303, § 253 og § 258 i de pågældende lovudkast formuleret hæleribestemmelser, der stort set svarede til den nugældende bestemmelse i straffelovens § 284. I alle tre udkast blev ågerhæleriet begrænset til den, der havde erhvervet et ågerkrav med kendskab til retshandelens beskaffenhed. Ågerhæleri blev indføjet i selve ågerbestemmelsen i straffelovens § 282.

En bestemmelse svarende til den nugældende § 303 om groft uagtsomt hæleri blev først formuleret i straffelovsbetænkningen fra 1923. Det siges herom i bemærkningerne, at: »Det, der søges ramt ved denne Forskrift, er de egentlige Hælerforretninger, der erfaringsmæssigt spiller en stor Rolle til Fremme af Berigelsesforbrydelser, særlig Tyveriforbrydelser«.

I forbindelse med, at der i 1985 blev formuleret en særlig bestemmelse om datakriminalitet i straffelovens § 279 a, blev der samtidig indsat en henvisning hertil i § 284.

I 1994 fik bestemmelsen tilføjet henvisningen til § 289, 2. pkt., om groft smugleri.

Ved lov nr. 228 af 4. april 2000 om ændring af straffeloven (Grov momssvig, EU-svig og bestikkelse af udenlandske tjenestemænd mv.) blev § 284 udvidet til også at omfatte aktiv og passiv bestikkelse, jf. straffelovens §§ 122 og 144, samt svig med EU-midler, jf. straffelovens § 289 a.

Hæleribestemmelsen i straffelovens § 284 omfatter herefter den, der modtager eller skaffer sig eller andre del i en vinding, der er erhvervet ved en af de angivne forbrydelser, samt den, der ved fordølgelse, hjælp til afhændelse eller på lignende måde virker til at sikre en anden udbyttet af en sådan forbrydelse. De angivne forbrydelser er tyveri, ulovlig omgang med hittegods, underslæb, bedrageri, databedrageri, mandatsvig, afpresning, skyldnersvig, røveri, aktiv og passiv bestikkelse, groft smugleri og svig med EU-midler.

2.1.2. I 1975 fik ågerbestemmelsen i § 282 en ny formulering og hæleridelen blev flyttet til en ny bestemmelse i straffelovens § 300 c. Det tidligere ågerhæleri blev herved kraftigt nedkriminaliseret, men samtidig blev området for ågerhæleri udvidet, herunder til visse groft uagtsomme forhold.

2.1.3. I 1982 blev bestemmelsen i straffelovens § 191 a om narkotikahæleri og en tilsvarende bestemmelse i § 3, stk. 3, i lov om euforiserende stoffer indsat. Bestemmelsen i § 191 a omhandler hæleri med hensyn til vinding, der er erhvervet ved en overtrædelse af straffelovens § 191 vedrørende grove overtrædelser af lov om euforiserende stoffer.

2.1.4. Ved siden af de nævnte hæleriregler findes der andre bestemmelser om efterfølgende medvirken i forskellig form. Nogle af disse, men langt fra alle, vedrører befatning med udbytte fra strafbare forhold. Hæleribestemmelser findes således bl.a. i en række afgiftslove, der vedrører varer, der omsættes i almindelig handel.

2.1.5. For så vidt angår lovændringer vedrørende internationale tiltag gennemførte Danmark i 1993 EU's hvidvaskdirektiv (Rådets direktiv 91/308/EØF om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge) ved hvidvaskloven (lov nr. 348 af 9. juni 1993 om forebyggende foranstaltninger mod hvidvaskning af penge, som ændret ved lov nr. 1056 af 23. december 1998).

Loven finder anvendelse på bl.a. fysiske personer eller kredit- og finansieringsinstitutter, der udøver visse finansielle aktiviteter som deres hovedaktivitet.

Loven stiller bl.a. krav om kontrol, legitimation, dokumentopbevaring og underretning af politiet ved en mistanke om hvidvask, der ikke kan afkræftes. Hvidvask defineres i lovens § 2 som konvertering, overførsel, erhvervelse, besiddelse eller anvendelse af formuegoder eller fortielse eller tilsløring af deres art, oprindelse, lokalisering, bevægelser og ejerforhold samt forsøg herpå eller medvirken hertil med viden eller formodning om, at formuegoderne stammer fra overtrædelse af straffeloven.

Overtrædelse af reglerne er for de fleste bestemmelsers vedkommende, herunder pligten til at underrette, sanktioneret med bødestraf. Der kan også straffes for uagtsomme overtrædelser.

Ved en lovændring i 1993 blev der også i kasinoloven indsat visse bestemmelser i relation til forebyggelse og opdagelse af hvidvask, herunder om underretning af politiet via en særlig kontrollant ved mistanke om hvidvask. Der kan idømmes bødestraf for overtrædelse af reglerne.

Europa-Kommissionen har den 14. juli 1999 fremsat forslag til ændring af hvidvaskdirektivet. Der lægges hermed op til en udvidelse af direktivets anvendelsesområde, således at også virksomheder og personer udenfor den finansielle sektor, herunder f.eks. advokater og revisorer, vil være omfattet. Direktivforslagets andet hovedelement er en udvidelse af kredsen af de førforbrydelser, der giver grundlag for indberetning af mistanke til politiet. På et møde i Rådet for Den Europæiske Union den 27. november 2000 blev der fastlagt fælles holdning med henblik på vedtagelse af direktivforslaget, der herefter afventer andenbehandlingen i Europa-Parlamentet

2.2. Udvalgets vurdering af retstilstanden

Brydensholt-udvalget anfører, at der er konstateret en stigning i den opdagede kriminalitet mod det offentlige, en kriminalitet der i vidt omfang er særlovsreguleret. Bl.a. på baggrund heraf, men primært ud fra en generel vurdering, har den arbejdsgruppe under udvalget, der har set på særlovsreguleringen, anbefalet, at hele særlovsområdet får regler om efterfølgende medvirken i relation til udbytte fra særlovsovertrædelser.

Det er i den forbindelse også anført, at berigelseskriminalitet rettet mod det offentlige bør sidestilles med anden berigelseskriminalitet. Dertil kommer, at meget specifikke hæleriregler harmonerer dårligt med, at kriminelle begår flere former for kriminalitet samtidig og måske ofte ved en pengeoverførsel dårligt nok selv ville kunne svare på, hvilke af deres kriminelle aktiviteter en bestemt sum penge hidrører fra.

Endvidere har særlovsreguleringer i et vist omfang medført, at der mangler balance i, hvornår en straffebestemmelse er supplerende beskyttet med hæleriregler. EU-markedsordningslovene har været et særlig markant eksempel, der dog nu er reguleret. Værdipapirhandelloven frembyder også et eksempel: Insiderhandel og kursmanipulation kan straffes med op til 4 års fængsel og kan give et ganske betragteligt udbytte. Der er regler om, at en værdipapirhandler, der har mistanke om insiderhandel eller kursmanipulation, ikke må medvirke til handel, men der er ingen hæleriregler.

Der er heller ikke hæleriregler vedrørende de penge, der erhverves ved salg af fisk, der er udbytte fra overtrædelse af fiskerilovgivningen. Det samme gælder for udbyttet fra lejemord eller såkaldt »gorillavirksomhed«. Den nye § 125 a i straffeloven om menneskesmugling, der har en maksimumstraf på 4 år, er ikke suppleret med regler om hæleri, selv om det klart er et område, hvor der er mulighed for et betydeligt økonomisk udbytte. Udvalget nævner også piratkopiering som et eksempel på et vindingsområde, hvor der ikke er hæleriregler.

Dele af nutidens kriminalpolitiske debat har sit udgangspunkt i, at bekæmpelse af kriminalitet gennem kriminalisering af den efterfølgende bistand er et væsentligt led i forsøget på at etablere en situation, hvor kriminalitet ikke betaler sig, fordi man ikke kan drage fordel af udbyttet. Derfor går bevægelsen i retning af at kriminalisere befatning med udbytte fra al kriminalitet. Udvalget konstaterer, at det umiddelbart synes at være et naturligt udgangspunkt, at der ikke er noget kriminelt udbytte, der er mere acceptabelt end andet.

Udvalget anfører endvidere, at bevismæssige hensyn kan tale for, at der kun findes én bred bestemmelse. I nogle tilfælde vil der således være ond tro med hensyn til, at der er tale om udbytte fra strafbare forhold, men ikke nogen fornemmelse af, om udbyttet hidrører fra narkotikakriminalitet, fra de af straffelovens § 284 omfattede berigelsesforbrydelser eller fra anden kriminalitet. Det gør både tiltalen og domstolenes subsumption (dvs. retsanvendelse) vanskelig. Og problemstillingen forenkles som nævnt ikke af, at de kriminelle ofte ikke er specialiserede, men bevæger sig inden for flere områder, der kan give udbytte.

Endvidere har udvalget overvejet de spørgsmål, der kan opstå i relation til internationale anmodninger om retshjælp. Ved gennemførelse af anmodninger fra et andet land om tvangsindgreb kræver Danmark dobbelt strafbarhed. I tilfælde, hvor der tillige er sigtet for en efterfølgende medvirken, der ikke er omfattet af de danske regler, vil der normalt kunne ydes den ønskede retshjælp med udgangspunkt i hovedforbrydelsen. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at Danmark vil betragte sig som afskåret fra at yde retshjælp, hvis det anmodende land alene behandler den efterfølgende medvirken, men ikke selv har kompetence til at behandle hovedforbrydelsen. Den situation vil lettere kunne opstå i dag, hvor mange lande har fået mere generelle bestemmelser om efterfølgende medvirken, og hvor det i langt højere grad end tidligere tilstræbes at rejse tiltale og foretage konfiskation i disse sager.

Der henvises i øvrigt til betænkningen s. 65-69 og 84.

Udvalget har endvidere undersøgt retstilstanden i andre lande og behandlet spørgsmålet om, hvilke internationale initiativer, der taget på området. Der henvises herom til betænkningen s. 70-83.

2.3. Udvalgets forslag

2.3.1. Behovet for en udvidelse af medvirkensområdet

Danmark havde fra 1866 til 1930 en generel bestemmelse om efterfølgende medvirken. Ophævelsen af bestemmelsen til fordel for en udvidelse af de specielle bestemmelser synes især at have haft sammenhæng med en ændret teoretisk holdning, der betragtede hæleri som en selvstændig forbrydelse (delictum sui generis), der ikke havde sammenhæng med meddelagtighed i hovedforbrydelsen.

Udvalget har overvejet, om reguleringen bør omfatte efterfølgende medvirken i stil med § 55 i 1866-straffeloven, der taler om at sikre den ved forbrydelsen ulovligt erhvervede fordel, selv at deltage i denne eller på anden måde at fortsætte den ved forbrydelsen tilvejebragte retsstridige tilstand.

Udvalget har dog ikke fundet, at der uden for det område, der vedrører dispositioner over udbytte, er situationer, hvor der kan være et særligt behov for regler om efterfølgende medvirken, bortset fra de situationer, hvor der allerede er specielle bestemmelser herom.

Udvalget har også overvejet, om der på nogle særlige områder er behov for at ophæve den traditionelle danske sondring mellem forudgående og efterfølgende medvirken og have en fælles bestemmelse om medvirken, uanset om den er forudgående eller efterfølgende. Udvalget vurderer, at det i nogle tilfælde kan være tvivlsomt, om et forhold skal bedømmes som forudgående eller efterfølgende medvirken.

I det omfang der er strafferetlig dækning for både forudgående og efterfølgende medvirken, vil en fælles medvirkensbestemmelse betyde en tiltalemæssig forenkling, men en sådan bestemmelse vil efter udvalgets opfattelse ikke i øvrigt have nogen betydning. Det frembyder næppe særlige problemer i sager, hvor afgrænsningen kan være tvivlsom, at rejse subsidiær tiltale for efterfølgende medvirken. Udvalget finder ikke, at der er situationer, hvor der er et særligt behov for, at den traditionelle sondring mellem forudgående og efterfølgende medvirken ændres inden for specielle områder. Udvalget finder derfor, at den traditionelle sondring bør bibeholdes.

Udvalget har endvidere overvejet spørgsmålet om en udvidelse af den strafferetlig regulering. Det er udvalgets vurdering, at der i et vist omfang kan være behov for en sådan udvidet regulering. Denne vurdering er især baseret på det udgangspunkt, at det er væsentligt for kriminalitetsbekæmpelsen, at anvendelse af udbytte fra strafbare forhold i videst muligt omfang forhindres eller dog vanskeliggøres. Udvalget finder især, at spørgsmålet om, hvordan man må forholde sig med hensyn til vinding fra andres kriminalitet, bør behandles ens i alle relationer. Som kriminaliteten og særlovgivningen har udviklet sig og med de straffelovsændringer, der har været på området, er situationen i dag den, at der ikke er en ensartet regulering på området. Dertil kommer i øvrigt, at det i relation til det internationale straffesagssamarbejde er hensigtsmæssigt, at de danske regler ikke utilsigtet begrænser muligheden for at bistå internationalt med kriminalitetsbekæmpelse.

Der henvises i øvrigt til betænkningen s. 85-87.

2.3.2. Reguleringens omfang

Den gældende hæleribestemmelse i straffelovens § 284 anvender både »vinding« og »udbytte« ved beskrivelsen af de penge og genstande mv., der er omfattet af reguleringen. Udvalget har overvejet anvendelsen af disse begreber i den foreslåede regulering. Da der ikke er nogen reel forskel på, hvad de to begreber dækker i relation til efterfølgende medvirken, finder udvalget ikke, at det er velbegrundet fortsat at have to forskellige udtryk. Udvalget anvender derfor »udbytte«, der er mest i overensstemmelse med nutidens sprogbrug.

Udvalget finder, at behovet for en udvidelse af reguleringen udelukkende vedrører udbyttet fra kriminalitet. Med hensyn til udbyttet finder udvalget det væsentligt, at området reguleres på en måde, der giver en ensartet behandling af dispositioner over udbyttet, uanset hvilken kriminalitet udbyttet hidrører fra. Med dette udgangspunkt finder udvalget det ikke hensigtsmæssigt at udvide hælerireglerne gennem en yderligere opremsning af bestemte forbrydelser.

Behovet for kriminalisering gælder, hvad enten udbyttet er en typisk eller atypisk side af den pågældende kriminalitetsform. Det er en typisk side ved straffelovens og særlovenes berigelsesforbrydelser, men en atypisk side f.eks. ved drab, hvor en lejemorder imidlertid kan have et betragteligt udbytte, eller ved vold og trusler, hvor der kan være tale om betaling til personer, der inddriver gæld med sådanne midler (såkaldt »gorillavirksomhed«). Desuden er der en række kriminalitetsformer, der ikke kan karakteriseres som berigelsesforbrydelser, men typisk giver et ulovligt udbytte. Det gælder f.eks. for mange miljølovsovertrædelser, menneskesmugling, ulovlig våbenhandel og overtrædelser af kvoteordninger for fisk og andre varer.

Udvalget finder, at reguleringen bør omfatte det identificerbare, direkte udbytte ved kriminalitet, herunder identificerbare surrogater og identificerbare frugter f.eks. renter af dette udbytte. Kravet om et identificerbart udbytte vil typisk betyde, at der ikke kan dømmes for efterfølgende medvirken, hvis udbyttet består af en besparelse (som tilfældet f.eks. er ved visse former for miljøkriminalitet).

Udbyttebegrebet i den foreslåede bestemmelse omfatter ikke information, der ikke er knyttet til et fysisk medie, herunder f.eks. erhvervshemmeligheder og pinkoder til telefoner (såkaldte »calling cards«). I det omfang denne form for »udbytte« skal omfattes af hælerilignende regler, må det efter udvalgets opfattelse ske ved særskilt lovregulering, således som det allerede er tilfældet på visse områder. Som eksempel kan nævnes straffelovens § 264 c om strafansvar for den, der skaffer sig eller uberettiget udnytter oplysninger, der er fremkommet ved overtrædelse af straffelovens §§ 263-264 a om fredskrænkelser.

Om udbyttebegrebet henviser udvalget endvidere til lov nr. 367 af 18. maj 1994 om ændring af straffeloven og lov om udgifterne i strafferetsplejen (Hæleri med hensyn til indsmugling af særlig grov karakter og afsoningsomkostninger m.v.). I de almindelige bemærkninger til lovforslaget (L 187 af 27. januar 1994), jf. Folketingstidende 1993-94, tillæg A, sp. 6345-6346, anføres det, at genstanden for hæleriet »vindingen«, »udbyttet« eller »tingen« kan være penge, der stammer fra en af de nævnte berigelsesforbrydelser. Forudsætningen for, at strafansvar for hæleri kan komme på tale, er imidlertid, at pengeudbyttet kan identificeres som hidrørende fra førforbrydelsen. Såfremt dette er tilfældet, vil et hæleriansvar i princippet også kunne gøres gældende i tilfælde, hvor det direkte udbytte har været genstand for videreomsætning, forudsat at pengene fortsat kan identificeres som hidrørende fra den oprindelige berigelsesforbrydelse. Genstanden for hæleriet er i de typiske tilfælde fysiske genstande, der i reglen uden besvær lader sig identificere, f.eks. sølvtøj, cigaretter, checkblanketter, bankbøger mv.

Selv om rede penge antageligt også kan være genstand for hæleri, spiller det en afgørende rolle for hæleriansvar med hensyn til rede penge, at der ved omsætning af penge gælder en særlig vidtgående ekstinktionsregel (dvs. en regel om bortfald af den hidtil berettigedes rettigheder). Har erhververen således i kraft af formueretlige regler eller principper vundet ret til en pengesum, idet den pågældende ved erhvervelsen var i god tro om pengeudbyttets herkomst, vil der ikke efterfølgende kunne gøres et hæleriansvar gældende. Hæleriansvar er også udelukket, selv om erhververen først omsætter pengene efter senere at være blevet klar over deres ulovlige herkomst. Det skyldes, at der efter ekstinktionen ikke længere er tale om en uretmæssig besiddelse af pengene.

I betragtning af det meget vide omfang, som den foreslåede bestemmelse vil få, er der efter udvalgets opfattelse behov for en begrænsning vedrørende udbytte, der anvendes til almindeligt underhold m.v.

Udvalget henviser i den forbindelse til, at den norske straffelovs generelle hæleribestemmelse indeholder en sådan begrænsning, hvorved f.eks. overladelse af mad til en ægtefælle eller et barn holdes uden for bestemmelsen, men ikke overladelse af luksusgaver. Det samme gælder forretningsdrivende, som sælger mad, klæder og andre forbrugsvarer til almindelige forbrugere. Det nævnes i de norske forarbejder, at en kioskejer, som fra sin kiosk har set en person sælge narkotika, ikke kan straffes for efterfølgende at have solgt aviser eller madvarer til narkotikahandleren.

Udvalget finder, at en sådan afgrænsning af hæleribegrebet bør fremgå udtrykkeligt af loven. Bestemmelsen vil dække såvel det almindelige underhold som den almindelige detailhandel, hvor køberen betaler i et i øvrigt normalt handelsforløb med udbytte fra kriminalitet. En sådan begrænsning vil også få en vis betydning for forhold, der i dag udgør hæleri.

Med hensyn til den modsatrettede situation, hvor det er sælgeren (gerningsmanden til førforbrydelsen), der sikrer sit udbytte gennem salg, finder udvalget, at det i langt de fleste situationer vil være ubetænkeligt at udelukke strafansvar for køberen i almindelige handelsforhold, hvor der betales fuld pris. Som eksempel kan nævnes køb af varer, der er blevet produceret på en måde, der delvis er i strid med de regler, der gælder for den pågældende virksomhed (f.eks. miljøregler, regler om arealstørrelser og foderbegrænsninger). Købere af sådanne varer bør efter udvalgets opfattelse ikke ifalde hæleriansvar, selv om de ved købet kan siges at sikre producenten et udbytte af den skete overtrædelse.

Det udbytte, der er omfattet af den foreslåede hæleribestemmelse, er ikke det produkt, der er frembragt ved en sådan strafbar produktionsmåde, men det udbytte, der opnås ved salg eller andre dispositioner over produktet. Om den, der befatter sig med dette udbytte, begår hæleri, vil i øvrigt bl.a. afhænge af, om udbyttet helt eller delvis kan siges at hidrøre fra det strafbare forhold, der er begået i forbindelse med produktionen (identificerbarhed).

Udvalget er derimod betænkelig ved, at der i givet fald generelt ikke vil kunne straffes i forbindelse med handler, hvor der betales fuld pris for f.eks. smuglercigaretter eller tyvekoster. I de situationer, hvor der f.eks. etableres en fast aftagerkreds, finder udvalget, at muligheden for at straffe aftagerne bør være til stede, således som det også er tilfældet ved de gældende hæleribestemmelser. Strafansvar for aftageren forudsætter dog som hidtil, at der foreligger den fornødne tilregnelse (subjektive dækning).

I nogle tilfælde vil en person foretage hælerilignende handlinger ikke med henblik på at hjælpe gerningsmanden, men derimod med henblik på at bistå politiet eller opfylde særlige adfærdskrav i anden lovgivning. Sådanne personer vil ikke kunne straffes hverken efter de tidligere hæleribestemmelser eller efter den foreslåede hæleribestemmelse, idet bestemmelserne ikke har til formål at strafsanktionere en sådan form for adfærd. Udvalget finder, at dette bør komme direkte til udtryk i den foreslåede bestemmelse ved indsættelse af et krav om, at der skal være handlet »uberettiget«. Som eksempler på tilfælde, hvor der ikke handles uberettiget, kan nævnes, at en person modtager udbytte for at videregive det til politiet med henblik på beslaglæggelse og efterforskning. Som et særligt lovreguleret eksempel kan nævnes hvidvaskloven, der er omtalt under pkt. 2.1.5. ovenfor. Efter denne lov skal en virksomhed i finanssektoren underrette politiet, hvis der er mistanke om, at den har at gøre med udbytte fra overtrædelse af straffeloven. Der er imidlertid en særlig pligt til at undersøge mistanken nærmere, ligesom en eventuel transaktion kan gennemføres, før politiet underrettes, bl.a. hvis det skønnes, at en undladelse heraf kan hindre retsforfølgning af de involverede. I situationer, der omfattes af sådanne lovkrav, vil det naturligvis ikke være uberettiget og dermed heller ikke omfattet af den foreslåede regulering at gennemføre de fornødne transaktioner. For den ansatte i finanssektoren, der får mistanken og som typisk skal give meddelelse om mistanken videre op i systemet og ikke er den, der i øvrigt tager stilling til hvidvasklovens krav betyder kravet om, at handlingen skal være uberettiget, at der ikke vil kunne straffes for hæleri, hvis den ansatte har opfyldt de pligter, der påhviler den pågældende i henhold til de interne regler, der er udarbejdet i henhold til hvidvaskloven.

Udvalget har overvejet, i hvilket omfang førforbrydelsen skal være identificeret. Med den nugældende opdeling af hæleriforholdene skal førforbrydelsen være identificeret tilstrækkeligt til, at det f.eks. er klart, om den falder ind under straffelovens § 191 a om narkotikakriminalitet eller er en berigelsesforbrydelse, der er omfattet af straffelovens § 284, eller er en af de af straffelovens § 300 c omfattede forbrydelser.

Udvalget finder, at hæleri er en selvstændig lovovertrædelse og ikke en form for medvirkensansvar. Det afgørende for bestemmelsens anvendelse på samme måde som ved den nugældende hæleribestemmelse i straffelovens § 284, hvor det skal bevises, at førforbrydelsen er omfattet af bestemmelsen, men ikke, hvilken af de nævnte førforbrydelser der er tale om er, at der kan føres bevis for, at udbyttet stammer fra en førforbrydelse og ikke fra lovlig virksomhed.

Der henvises i øvrigt til betænkningen s. 88-93.

2.3.3. Subjektive betingelser

Udvalget har overvejet, hvilken udstrækning forsætskravet skal have. Der er enighed om, at forsætsbegrebet skal være det almindelige dvs. et krav om, at gerningsmanden har viden eller bestemt formodning og tillige om, at det forsætskrav, der i praksis gælder for straffelovens § 191 a og § 284, skal gælde også for en ny bestemmelse. Konsekvensen heraf er, at der subjektivt stilles krav om, at gerningsmanden i almindelighed skal have viden eller bestemt formodning om, at han befatter sig med udbytte fra et strafbart forhold, men at der ikke stilles krav om, at han har nærmere kendskab til arten af det eller de strafbare forhold. Udvalget har herudover overvejet, om der kun bør kunne straffes for forsætlige forhold, eller om uagtsomhed også bør være strafbart. Der har været enighed om, at der ikke er behov for at kunne straffe for simpel uagtsomhed, og spørgsmålet vedrører derfor alene eventuel straf for grov uagtsomhed.

Et flertal i udvalget (12 medlemmer) finder, at en ny generel straffelovsbestemmelse om hæleri kun bør omfatte forsætlige forhold. De nugældende centrale hæleribestemmelser i straffelovens § 284 og § 191 a, der er begrænset til nærmere angivne førforbrydelser, er kun strafbare i forsætlig form. Hvis man i en ny generel hæleribestemmelse også kriminaliserer groft uagtsomme forhold, vil det ikke blot betyde, at kriminaliseringen af de forhold, der i dag udgør hæleri, udvides, men også, at man med denne tilregnelsesform kriminaliserer forhold, der i dag slet ikke udgør lovovertrædelser, heller ikke i forsætlig form. Disse medlemmer finder således, at den meget vidtgående udvidelse af gerningsindholdet i hæleriforbrydelsen bør modsvares af, at kriminaliseringen begrænses til forsætlige forhold. I modsat fald risikerer man at ramme en meget bred gruppe af handlinger, der fremtræder som almindelige og sædvanlige. Hertil kommer, at der ikke er dokumenteret noget behov for helt generelt at kriminalisere groft uagtsomt hæleri. Hvis der måtte vise sig et behov for en udvidet kriminalisering af groft uagtsomt hæleri, må dette ske ved, at specielle bestemmelser herom indføres. Der vil i den forbindelse f.eks. kunne tages stilling til, om kriminaliseringen af grov uagtsomhed skal begrænses til nærmere angivne hælerihandlinger, således som det i dag er tilfældet med straffelovens § 303.

Et mindretal i udvalget (7 medlemmer) finder, at der som et naturligt led i en effektiv regulering bør underbygges med grov uagtsomhed.

Der henvises i øvrigt til betænkningen s. 93-95.

2.3.4. Strafferammer

Udvalget har overvejet, hvilket strafmaksimum den generelle hæleribestemmelse skal have.

Et flertal i udvalget (11 medlemmer) finder, at det strafmaksimum på 6 år, der gælder for straffelovens § 191 a og § 284, bør bibeholdes også for den udvidede bestemmelse.

Dette flertal har henvist til, at der også efter de nugældende bestemmelser i visse situationer er en højere strafferamme for hæleri end for førforbrydelsen. Ved tyveri af særlig grov beskaffenhed er strafmaksimum fængsel i 4 år, jfr. straffelovens § 286, stk. 1, mens maksimumstraffen for hæleri (f.eks. med hensyn til tyveri) af særlig grov beskaffenhed efter bestemmelsens stk. 3 er fængsel i 6 år.

Spørgsmålet har også tidligere været overvejet, bl.a. i forbindelse med lov nr. 239 af 1. juni 1982 om ændring af straffeloven (Straffene for berigelsesforbrydelser m.v.), hvor maksimumstraffen for tyveri blev nedsat fra 6 år til 4 år, og hvor det tilsvarende blev overvejet at sænke strafferammen for groft hæleri til fængsel i 4 år. I visse af høringssvarene blev der taget afstand fra en sådan tilsvarende nedsættelse, bl.a. under henvisning til, at hælerne i vidt omfang optræder som bagmænd i relation til mange unge lovovertræderes kriminelle virksomhed. Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget, jf. Folketingstidende 1981-82, tillæg A, sp. 4528, fremgår, at man bl.a. på baggrund af høringssvarene ikke fandt grundlag for at fremsætte forslag om en sådan tilsvarende nedsættelse af strafferammen for groft hæleri.

Spørgsmålet om ændring af straffebestemmelsen i straffelovens § 286 har ligeledes været behandlet i Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse. Straffelovrådet konkluderede, at der ikke burde stilles forslag om en ændring af strafferammerne i § 286, stk. 2 og 3.

Efter flertallets forslag vil den skærpede strafferamme på fængsel indtil 6 år ikke kun gælde i forhold til de grove former for hæleri, der i dag er omfattet af en 6 års strafferamme (§ 191 a og § 286, stk. 3), men også i forhold til grove former for hæleri, der ligger inden for det nykriminaliserede område, f.eks. hæleri med hensyn til udbytte fra menneskesmugling, ulovlig våbenhandel mv. Det forudsættes dog herved, at straffe i området mellem 4 og 6 år i almindelighed kun kan komme på tale i forhold til hæleriforbrydelser, der i dag er omfattet af et strafmaksimum på 6 år i § 191 a og § 286, stk. 3.

Et mindretal i udvalget (7 medlemmer) finder, at strafmaksimum skal være fængsel i 4 år. Dette mindretal anfører, at fængsel i 4 år er det gennemgående maksimum i nyere straffebestemmelser vedrørende ikke personfarlig kriminalitet.

Et andet mindretal i udvalget (1 medlem) finder ligeledes, at det almindelige strafmaksimum skal være fængsel i 4 år, men at der for så vidt angår narkotikahæleri ikke er påvist særlige grunde til at nedsætte det gældende strafmaksimum på fængsel i 6 år.

Udvalget har herudover overvejet, om der i relation til strafudmålingen i de konkrete sager skal gælde et yderligere maksimum, der relaterer sig til den aktuelle førforbrydelses maksimum.

Et flertal i udvalget (17 medlemmer) finder, at hæleri skal bedømmes som en selvstændig forbrydelse med et strafmaksimum, der fastsættes efter vurderingen af strafværdigheden af de alvorligste hælerier. Dette flertal lægger vægt på, at ved udmåling af konkrete straffe inden for den fastsatte strafferamme for hæleri vil førforbrydelsens art og gerningsmandens kendskab hertil ofte få væsentlig betydning.

Flertallet finder det således ikke hensigtsmæssigt, at førforbrydelsens strafmaksimum ubetinget skal gælde som strafmaksimum for hæleriet. I de tilfælde, hvor hæleren ikke er bekendt med, hvilken førforbrydelse udbyttet stammer fra, må straffen for hæleriforholdet fastsættes mere frigjort fra førforbrydelsen.

Hælerens forsæt, det vil her sige hans antagelse af, hvilken type kriminalitet udbyttet kan hidrøre fra, vil i denne sammenhæng være af væsentlig betydning ved vurderingen af strafværdigheden af hans handlinger og dermed straffens størrelse.

Et mindretal i udvalget (2 medlemmer) finder, at førforbrydelsen bør identificeres tilstrækkeligt til, at strafferammen kendes. Er der flere aktuelle muligheder, må den laveste strafferamme finde anvendelse. Kravet til en konkretisering vil således være mindre end det, der gælder i dag, idet der alene skal konkretiseres nok til, at den rigtige strafferamme findes. Ved flere sandsynlige muligheder skal den laveste strafferamme anvendes.

Om udvalgets nærmere overvejelser henvises i øvrigt til betænkningen s. 95-100.

2.4. Justitsministeriets overvejelser

2.4.1. Udvalgets forslag

Justitsministeriet kan af de grunde, som Brydensholt-udvalget har anført, tiltræde, at der indføres en generel hæleribestemmelse i straffeloven, jf. pkt. 2.2. ovenfor.

Justitsministeriet kan endvidere tiltræde udvalgets overvejelser med hensyn til udformningen af en sådan generel hæleribestemmelse, herunder anvendelsen af begrebet »udbytte« som det, der er genstand for hæleri, jf. pkt. 2.3. ovenfor. I de tilfælde, hvor der ikke har været enighed i udvalget, kan Justitsministeriet tiltræde udvalgsflertallets forslag. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Justitsministeriet er således enig med udvalget i, at der ikke er er anledning til at stille forslag om en generel bestemmelse om kriminalisering af alle former for efterfølgende medvirken. Justitsministeriet kan tiltræde, at der ikke uden for det område, der vedrører dispositioner over udbytte, er andre situationer, end de der er reguleret i dag, hvor der er et særligt behov for regler om efterfølgende medvirken.

Under hensyn til den udvidelse af det objektive gerningsindhold, der foreslås gennemført ved dette lovforslag, bør der efter Justitsministeriets opfattelse ikke samtidig ske en udvidelse af det subjektive tilregnelseskrav. Lovforslaget er derfor udformet i overensstemmelse med udvalgsflertallets forslag, hvorefter groft uagtsomt hæleri ikke på nuværende tidspunkt generelt bør kriminaliseres.

Justitsministeriet er enig med udvalget i, at hæleribegrebet i loven bør afgrænses således, at det ikke omfatter udbytte, der modtages fra familiemedlemmer eller samlever til sædvanligt underhold, eller som modtages som normalt vederlag ved salg af sædvanlige forbrugsvarer, brugsting eller tjenester.

Justitsministeriet er endvidere enig i, at køberen af varer, der er produceret på en måde, der er delvis i strid med de strafbelagte regler, der gælder for den pågældende virksomhed (f.eks. arbejdsmiljøregler, miljøregler, dyreværnsregler mv.), ikke bør ifalde hæleriansvar.

Den vare, der er frembragt ved en sådan strafbar produktionsmåde eller lignende, kan ikke anses for »udbytte « og kan derfor ikke være genstand for hæleri. Det er det udbytte, der opnås ved salg eller andre dispositioner over produktet, der kan være genstand for hæleri. Om den, der befatter sig med dette udbytte, begår hæleri, vil som anført af udvalget bl.a. afhænge af, om udbyttet helt eller delvis kan siges at hidrøre fra det strafbare forhold, der er begået i forbindelse med produktionen (identificerbarhed).

Det udelukker ikke strafansvar for hæleri, at der er betalt fuld pris. Den praktiske betydning heraf vil navnlig vise sig i tilfælde, hvor der ikke er tale om et almindeligt handelsforhold. Som udvalget anfører, vil personer, der f.eks. indgår i en fast kreds af aftagere af tyvekoster kunne straffes, selv om der betales fuld pris. Også i enkeltstående tilfælde, hvor der ikke er tale om en fast aftagerkreds, men hvor en person på grund af f.eks. familie- eller bekendtskabsmæssige relationer med gerningsmanden til førforbrydelsen aftager stjålne varer til fuld pris, vil der kunne straffes for hæleri. Ligeledes vil der kunne straffes for hæleri i tilfælde, hvor der til fuld pris aftages individuelt bestemte genstande, som f.eks. kunstværker.

Strafansvar for aftageren i disse tilfælde forudsætter dog som hidtil, at der foreligger den fornødne tilregnelse (subjektive dækning). I tilfælde, hvor der er betalt fuld pris for en stjålen genstand, kan det i praksis navnlig i andre end de ovennævnte tilfælde være vanskeligt at bevise, at hæleriet er begået forsætligt.

Finansrådet og Finansforbundet har i deres høringssvar vedrørende betænkningen påpeget, at ansatte i pengeinstitutter ikke bør kunne ifalde hæleriansvar i situationer, hvor man gennemfører en finansiel transaktion uden mistanke om, at beløbet stammer fra så alvorlig kriminalitet, at mistanken skal indberettes til politiet eller til en overordnet medarbejder som led i pengeinstituttets interne forretningsgange. Finansrådet lægger endvidere vægt på, at der ikke gælder et videregående hæleriansvar end ansvaret efter hvidvaskloven, når de pågældende handler som led i deres arbejde.

Justitsministeriet er enig i, at der utvivlsomt ikke skal kunne straffes for hæleri i situationer, hvor en person foretager hælerilignende handlinger med henblik på at bistå politiet eller opfylde særlige adfærdskrav i anden lovgivning. Dette svarer i øvrigt til den gældende retstilstand. En ansat i finanssektoren, der i henhold til hvidvaskloven gennemfører en transaktion, før politiet underrettes f.eks. fordi det skønnes, at en undladelse heraf kan hindre retsforfølgning af de involverede foretager således ikke en ulovlig eller uberettiget handling.

Justitsministeriet finder imidlertid ikke anledning til at foreslå, at ansatte i den finansielle sektor, der er undergivet forpligtelser i henhold til hvidvaskloven, ikke i øvrigt skulle være omfattet af straffelovens hæleribestemmelse.

Det er i den forbindelse vigtigt at fremhæve, at alene forsætligt hæleri vil være strafbart efter den foreslåede bestemmelse. Såfremt den ansatte har viden om eller anser det for overvejende sandsynligt, at transaktionen vedrører udbytte fra et strafbart forhold, der ikke udløser en indberetningspligt i henhold til hvidvaskloven (f.eks. fordi der er tale om en overtrædelse af særlovgivningen og ikke en straffelovsovertrædelse), forekommer det naturligt og rigtigt, at den ansatte må undlade at gennemføre transaktionen for at undgå strafferetligt ansvar som det gælder for enhver anden, der har viden om, at udførelse af en handling vil indebære, at man sikrer en anden udbyttet af en strafbar lovovertrædelse.

Justitsministeriet vil, hvis lovforslaget vedtages, orientere samtlige ministerier om indholdet af den nye hæleribestemmelse og anmode om, at de berørte ministerier ved førstkommende lejlighed gennemgår de gældende straffebestemmelser om hæleri i lovgivningen inden for ministeriets område med henblik på i fornødent omfang at fremsætte lovforslag om at ophæve eller eventuelt at tilpasse sådanne bestemmelser i særlove (dvs. bestemmelser i love uden for straffeloven) i lyset af den nye, generelle bestemmelse i straffelovens § 290.

2.4.2. Europarådets konvention af 8. november 1990 og EU-retsakter om hvidvaskning mv.

Danmark har i november 1996 ratificeret Europarådets konvention af 8. november 1990 om hvidvaskning, efterforskning samt beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold («Strasbourgkonventionen«). Konventionen trådte for Danmarks vedkommende i kraft den 1. marts 1997.

Strasbourgkonventionens artikel 6, stk. 1, forpligter deltagerstaterne til at kriminalisere forskellige former for efterfølgende medvirken til lovovertrædelser. Disse former for efterfølgende medvirken er efter Justitsministeriets opfattelse omfattet af hæleribegrebet, således som det er fastlagt i dansk ret.

Danmark har i forbindelse med ratifikationen taget forbehold i henhold til konventionens artikel 6, stk. 4. I henhold hertil forbeholder Danmark sig alene at anvende artikel 6, stk. 1, på de førforbrydelser med hensyn til hvilke, der til enhver tid efter dansk ret kan begås hæleri, herunder straffelovens § 191 a og § 284.

Rådet for Den Europæiske Union har den 3. december 1998 vedtaget en fælles aktion vedrørende hvidvaskning af penge, identifikation, opsporing, indefrysning, beslaglæggelse og konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbart forhold (98/699/RIA). Medlemsstaternes frist for fremsættelse af forslag om gennemførelse af artikel 1 i den fælles aktion er i henhold til artikel 8, stk. 2, tre år fra den fælles aktions ikrafttræden den 9. december 1998.

I henhold til artikel 1, stk. 1, litra b, i den fælles aktion skal medlemsstaterne for at fremme en effektiv indsats mod organiseret kriminalitet sikre, at der ikke tages eller opretholdes forbehold med hensyn til artikel 6 i Europarådets konvention for så vidt angår alvorlige lovovertrædelser. Disse er i henhold til den fælles aktion under alle omstændigheder lovovertrædelser, som kan medføre frihedsstraf eller en sikkerhedsforanstaltning af en maksimumsvarighed på over et år eller, for så vidt angår de medlemsstater, der har en minimumstærskel for lovovertrædelser i deres retssystem, lovovertrædelser, som kan medføre en frihedsstraf eller en sikkerhedsforanstaltning af en minimumsvarighed på over seks måneder.

Med den nuværende opregning i straffelovens § 191 a og § 284 af førforbrydelser, som hæleri er strafbart med hensyn til, opfylder Danmark ikke den fælles aktion på dette punkt. Samspillet mellem Europarådets konvention og EU s fælles aktion indebærer for Danmarks vedkommende en forpligtelse til at kriminalisere de af konventionen omfattede former for efterfølgende medvirken med hensyn til alle førforbrydelser, der efter dansk ret kan medføre en frihedsstraf af mere end et års varighed.

Med den foreslåede indførelse af en generel hæleribestemmelse i straffeloven vil Danmarks forbehold i henhold til konventionens artikel 6, stk. 4, kunne tilbagekaldes, således at konventionens artikel 6, stk. 1, i forhold til Danmark som udgangspunkt kan anvendes på alle førforbrydelser, idet der efter dansk ret vil kunne straffes for hæleri med hensyn til alle førforbrydelser.

Herefter vil Danmark uden videre opfylde forpligtelsen i den fælles aktions artikel 1, stk. 1, litra b, til ikke at tage eller opretholde forbehold med hensyn til Europrådskonventionens artikel 6, stk. 1, for så vidt angår alvorlige lovovertrædelser i den fælles aktions forstand.

Under henvisning til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Tampere den 15.-16. oktober 1999 har Frankrig den 30. juni 2000 fremsat et initiativ med henblik på Rådets vedtagelse af en rammeafgørelse om hvidvaskning af penge, identifikation, opsporing indefrysning eller beslaglæggelse og konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbart forhold.

Baggrunden for det franske initiativ er ud over konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Tampere et ønske om efter Amsterdamtraktatens ikrafttræden at ændre den retlige karakter af den fælles aktion fra 1998, således at der i stedet bliver tale om en rammeafgørelse. En afgørende forskel på de to instrumenter er, at hvor man i almindelighed antog, at vedtagelsen af en fælles aktion alene forpligtede regeringen til at fremsætte de nødvendige forslag til gennemførelse af den fælles aktion, har rammeafgørelsen karakter af en folkeretlig forpligtelse for medlemsstaterne, der indtræder ved Rådets vedtagelse af rammeafgørelsen. På den baggrund forudsætter Danmarks medvirken til Rådets vedtagelse af rammeafgørelser, der kræver ændringer af dansk lovgivning, Folketingets forudgående samtykke.

Udkastet til rammeafgørelse er identisk med den ovennævnte fælles aktion fra 1998 for så vidt angår forpligtelsen til ikke at tage eller opretholde forbehold med hensyn til artikel 6 i Strasbourgkonventionen for så vidt angår alvorlige lovovertrædelser.

I henhold til udkastet til rammeafgørelse skal medlemsstaterne endvidere træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at lovovertrædelser i henhold til Strasbourgkonventionens artikel 6, stk. 1, litra a og b, om hæleri, og som er nævnt i rammeafgørelsens artikel 1, litra b, om alvorlige lovovertrædelser, er undergivet en strafferamme på mindst 4 års fængsel.

Denne bestemmelse, der er en nyskabelse i forhold til den fælles aktion fra 1998, skønnes ikke at nødvendiggøre lovændringer, ud over hvad der er foreslået i dette lovforslag. Dette hænger sammen med, at strafferammen for erhvervsmæssigt hæleri eller hæleri af særlig grov beskaffenhed i den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 290, stk. 2, er fængsel indtil 6 år.

 

3. Lovtekniske ændringer af straffeloven i tilknytning til ændringen af hæleribestemmelsen

3.1. Sammenlægning af straffelovens kapitel 28 og 29

I forbindelse med udvalgets overvejelser omkring placeringen af hæleribestemmelsen, har det tillige været overvejet, om opdelingen i kapitel 28 og kapitel 29 skulle bibeholdes.

Udvalget finder, at den traditionelle opdeling i henholdsvis berigelsesforbrydelser og andre strafbare formuekrænkelser til dels giver et misvisende billede af, hvilke typer bestemmelser kapitlet indeholder, og at der ikke er noget praktisk behov for opdelingen. Udvalget foreslår derfor, at overskriften »29. kapitel. Andre strafbare formuekrænkelser« udgår, og at det nye, fælles kapitel 28 i stedet benævnes »Formueforbrydelser«.

Der henvises i øvrigt til betænkningen s. 109.

Justitsministeriet kan tiltræde dette forslag, der er en ren lovteknisk ændring, og som ikke har betydning for fortolkningen af straffebestemmelserne i det nuværende 28. og 29. kapitel.

Af bemærkningerne til 28. kapitel i straffelovudkastet i Straffelovskommissionens betænkning fra 1923, sp. 366, fremgår, at der ved berigelsesforbrydelser forstås forbrydelser, ved hvilke uberettiget vinding opnås eller søges opnået direkte gennem retsstridig tilføjelse af tilsvarende formuetab for den forurettede.

De forbrydelser, der i dag er berigelsesforbrydelser dvs. forbrydelser, der forudsætter den nævnte formueforskydning vil således også efter en sammenlægning af de to kapitler kunne betegnes som berigelsesforbrydelser.

Dette vil bl.a. være af betydning i forhold til straffelovens § 303 om den, der ved grov uagtsomhed tilforhandler sig eller på anden lignende måde modtager ting, der er erhvervet ved en berigelsesforbrydelse. Efter en sammenlægning af straffelovens kapitel 28 og 29 vil det fortsat være de forbrydelser, der i dag er selvstændige berigelsesforbrydelser og således ikke hæleri, ej heller hæleri med hensyn til berigelsesforbrydelser der vil være førforbrydelser i henhold til § 303.

Tilsvarende kan der efter straffelovens § 231 ved strafudmålingen i en sag om overtrædelse af straffelovens §§ 228 eller 229 (rufferi og kønslig usædelighed) ske strafforhøjelse, såfremt den, der skal dømmes, tidligere har været idømt fængselsstraf for en berigelsesforbrydelse. Efter en sammenlægning af de to kapitler vil det afgørende være, om den pågældende tidligere er idømt fængselsstraf for et forhold, der i dag er en berigelsesforbrydelse.

3.2. Straffelovens § 290 m.fl.

Udvalget har foreslået, at den nuværende bestemmelse i straffelovens § 290 ophæves. Bestemmelsens stk. 1 indeholder en særlig påtaleregel for visse skyldnersvigssager, og dens stk. 2 indeholder særlige muligheder for påtalebortfald i visse sagstyper, hvor offeret er en af gerningsmandens nærmeste. Straffeloven indeholder flere bestemmelser end § 290, stk. 2, om påtalebortfald efter den forurettedes begæring, jfr. § 213, stk. 2 (vanrøgt mv.), og § 262, stk. 2 (groft uagtsom frihedsberøvelse). Udvalget finder, at det bør overvejes at flytte disse bestemmelser til retsplejelovens kapitel 65 om påtalen, der i forvejen i § 722, stk. 1, nr. 6, henviser til særlig hjemmel i lovgivningen til at frafalde tiltale.

Justitsministeriet kan tiltræde, at disse regler om påtalebortfald (tiltalefrafald) flyttes fra straffeloven, da de er af processuel karakter. Da der imidlertid er tale om tiltalefrafaldsregler, der vedrører specifikke lovovertrædelser, finder Justitsministeriet det mindre hensigtsmæssigt, at disse flyttes til de mere generelle regler om tiltalefrafald i retsplejelovens § 722. Det foreslås derfor, at reglerne i stedet indføjes i Rigsadvokatens bekendtgørelse nr. 816 af 29. august 2000 om politimestrenes og statsadvokaternes adgang til at frafalde tiltale. Rigsadvokaten har over for Justitsministeriet tilkendegivet, at man vil foretage de nødvendige ændringer af bekendtgørelsen, således at de kan træde i kraft samtidig med denne lovændring.

Påtalereglen i straffelovens § 290, stk. 1, vedrører kun skyldnersvigssager, hvor ingen særlig sikret ret er krænket, dvs. sager om overtrædelse af § 283, stk. 1, nr. 3. Der kræves endvidere ikke påtalebegæring, hvis der er foretaget udlæg, uden at det har ført til dækning, hvis konkurs er indtrådt, forhandling om tvangsakkord uden for konkurs er åbnet, eller konkursbegæring er nægtet fremme på grund af boets utilstrækkelighed. Såfremt ingen af disse situationer foreligger, kræves der påtalebegæring inden 6 måneder efter, at kreditor har fået sådan kundskab, at han har tilstrækkeligt grundlag for at fremsætte påtalebegæring, jfr. straffelovens § 96, stk. 1. Bestemmelsen finder også anvendelse ved § 292 (tingsødelæggelse mv. til skade for kreditorer) og § 300 (visse dispositioner, der ikke er omfattet af § 283, til skade for kreditorer).

Udvalget har fundet, at bestemmelsen i hvert fald er utidssvarende i sin formulering. En af de situationer, hvor der kræves påtalebegæring, er den, hvor mindre erhvervsdrivende ikke har kunnet opnå særlig sikkerhed for, at deres arbejde bliver betalt. I situationer, hvor deres debitor forstikker midler, presses de ofte til at modtage et reduceret beløb, idet de får oplyst, at der ellers vil blive en langvarig konkursbehandling, hvor de langt senere vil få et meget mindre beløb. Sådanne kreditorer indgiver ikke påtalebegæring, selv om de mener, der er tale om skyldnersvig.

I almindelighed vil politiet ikke blive bekendt med forholdet. Det vil typisk kun ske, hvis der er tale om en systematisk fremgangsmåde gennem længere tid, hvor en eller flere kreditorer på et tidspunkt indgiver anmeldelse, eller i forbindelse med en senere konkurs.

Udvalget anfører, at det umiddelbart er vanskeligt at forestille sig situationer, hvor bestemmelsen reelt gør forskel på, hvad der sigtes og tiltales for. Men skyldneren kan have held til ikke at blive tiltalt, hvis politiet ikke har husket at få en egentlig påtalebegæring inden for de 6 måneder.

Der synes ikke at være nogen særlig begrundelse for, at skyldnersvig, hvor gerningsmanden ved falske foregivender, forstikkelse mv. unddrager sine aktiver fra kreditorer, ikke altid skal være undergivet samme offentlige påtale som de øvrige berigelsesforbrydelser. Det samme gælder for de øvrige handlinger, hvor bestemmelsen finder anvendelse.

Udvalget foreslår derfor, at § 290, stk. 1, § 292, stk. 2, og § 300, stk. 2, ophæves.

Justitsministeriet kan af de af Brydensholt-udvalget anførte grunde tiltræde, at straffelovens § 290, stk. 1, § 292, stk. 2, og § 300, stk. 2, om påtalebegæring ophæves.

Ophævelsen af straffelovens § 290 sker lovteknisk ved, at den foreslåede generelle hæleribestemmelse indsættes i straffelovens § 290.

Om udvalgets overvejelser henvises i øvrigt til betænkningen s. 109-112. ..."