UfR 2007.1773 HD
 
 
Højesteretsdom af 3. april 2007 i sag 80/2006 (2. afd.)
 
A (adv. Tyge Trier, Kbh., e.o.) mod Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen (Km.adv. v/adv. Benedicte Galbo, Kbh.).

Østre Landsrets dom 20. december 2005 (22. afd.)
 
(Black, Ejler Bruun, Carsten Bo Nielsen (kst.)).
 
Denne sag drejer sig navnlig om lovligheden af en beslutning truffet af sagsøgte 2, Direktoratet for Kriminalforsorgen (i det følgende Direktoratet), om at overføre sagsøgeren, A, fra sagsøgte 1, Horserød Statsfængsel (i det følgende Horserød), til Arresthuset i Kolding (i det følgende Arresthuset), og om sagsøgerens ret til at få aktindsigt i og begrundelse vedrørende baggrunden for sagsøgte 2's beslutning. Endelig drejer sagen sig om sagsøgerens krav på godtgørelse i anledning af hendes afsoning, herunder at hun afsonede mere end 8 uger i Arresthuset.
 
Sagsøgeren har under sagen, der er anlagt ved Retten i Helsingør den 24. januar 2005 og senere henvist til Østre Landsret, nedlagt følgende påstande:
 
Principalt:
1. Sagsøgte 1 og sagsøgte 2 tilpligtes at anerkende, at overførslen af sagsøgeren til Arresthuset i Kolding 16. august 2004 var uretmæssig.
 
2. Sagsøgte 1 og sagsøgte 2 tilpligtes at anerkende, at anvendelsen af forvaltningslovens § 9, stk. 4, i forbindelse med overførsel af sagsøgeren til Arresthuset i Kolding og efterfølgende er uretmæssig, herunder at de sagsøgte skulle have givet meroffentlighed.
 
3. Sagsøgeren tilkendes en godtgørelse på kr. 60.000 med tillæg af sædvanlig procesrente fra sagens anlæg, jf. erstatningsansvarslovens § 26 og EMRK artikel 5, stk. 5.
Subsidiært:
 
4. Sagsøgte 1 og 2 tilpligtes at anerkende, at opholdet i Arresthuset i Kolding efter den 8. uge, fra den 11. oktober 2004 til den 11. december 2004, var ulovligt, jf. § 28, stk. 2, sammenholdt med § 25, stk. 3, i lov om fuldbyrdelse af straf mv.  
 
4a. Sagsøgte 2 tilpligtes at anerkende, at sagsøgeren skulle have været tilbageført til åbent fængsel i december 2004, idet betingelserne i § 25, stk. 3, i lov om fuldbyrdelse af straf mv. for overførsel til lukket fængsel ikke var opfyldt.
 
5. Sagsøgeren tilkendes en godtgørelse på kr. 50.000, eller et mindre beløb fastsat efter rettens skøn, med tillæg af sædvanlig procesrente fra sagens anlæg.

Sagsøgte 1 har påstået frifindelse.
Sagsøgte 2 har over for sagsøgerens påstande 1-2 og 5 påstået frifindelse.
Sagsøgte 2 har over for sagsøgerens påstand 3 principalt påstået frifindelse, subsidiært hjemvisning.
Sagsøgte 2 har over for sagsøgerens påstand 4 principalt påstået afvisning, subsidiært taget bekræftende til genmæle.
Sagsøgte 2 har over for sagsøgerens påstand 4a principalt påstået afvisning, subsidiært frifindelse.

Domsforhandlingen er foretaget den 23. august og 31. oktober 2005.
 
Sagsøgerens påstand 4a er anført i et revideret påstandsdokument af 25. oktober 2005 og nedlagt ved retsmødets begyndelse den 31. oktober 2005.
 
Sagsøgeren har fri proces uden retshjælpsdækning. Den oprindelige fri proces-bevilling blev den 4. oktober 2005 udvidet til at omfatte påstand 4a.

Sagens nærmere omstændigheder:
 
Sagsøgeren blev ved Højesterets dom af 5. oktober 2001 straffet med fængsel i 12 år og blev indsat i Statsfængslet i Ringe til afsoning. Sagsøgeren blev pr. 1. september 2003 optaget som studerende på - - - på Københavns Universitet.
 
I 2. halvår af 2003 og 1. halvår af 2004 havde sagsøgeren ledsagede udgange, som forløb uden problemer. Den 18. maj 2004 afholdtes fællesmøde mellem Direktoratet og Statsfængslet i Ringe. Til brug herfor forelå en udtalelse om sagsøgerens forhold, hvori skolen ved Statsfængslet i Ringe blandt andet udtalte:
 
»A blev i sommeren 2003 optaget på sit 2. ønske på Københavns Universitet, nemlig - - -. Hun startede på studierne i september, og der er lavet en aftale med en medstuderende om, at hun optager forelæsningerne på videobånd og sender dem hertil, så hun kan gennemse dem fra en aflåst videoafspiller. Samtidig har A i efteråret, i begrænset omfang, fået støtte fra en dansklærer på VUC-FYN. Det har dog været nødvendigt at udvide den støtte her i foråret, da der er mange afleveringer, og A har brug for den hjælp, hun ikke kan få, når hun ikke er fremmødestuderende.
. . .
Det helt store problem, i forbindelse med at studere i et lukket fængsel, er kommunikationen. Det er meget vanskeligt at kommunikere med undervisere, når der ikke er fri adgang til internettet. En sådan adgang kunne også gøre det muligt for A at deltage i en studiegruppe, idet hun så vil kunne kommunikere med dem via nettet. Det vil desuden være muligt at arrangere gruppemøder i fængslet, hvis afstanden ikke er så stor.
Af hensyn til studiet bør hun overføres til Statsfængslet ved Horserød.  . . .
. . .
Planen er at tage den to års grunduddannelse på - - - og derefter tage det 3. års tilvalgsfag på - - -. Det kan man ifølge - - - på eksamenskontoret, afdeling for - - -, gøre uden at søge om overførsel til - - -.
 
Det vil være af stor vigtighed, at der gives mulighed for enkeltstående § 31 udgange til opgaveseminarer i forbindelse med skriftlig eksamen i skoleåret 2004/2005. Det samme gælder mulighed for frigang til Københavns Universitet i skoleåret 2005/2006 og 2006/2007.«
 
Af referatet af fællesmødet fremgår vedrørende sagsøgeren blandt andet:
 
»På mødet blev følgende besluttet:
 
At indsatte kan få tilladelse til:
 
- to uledsagede dagudgange til indsattes svigerforældre med tre ugers mellemrum.
- herefter almindelig weekend udgang.
 
- overførsel til Statsfængslet ved Horserød, når der er gennemført en almindelig weekend udgang og pladsforholdene i øvrigt tillader det.
 
- en uledsaget § 31 udgang til samtale med studievejleder ved Københavns Universitet i forbindelse med fortsættelse af studiet.
 
En forudsætning for ovenstående plan er, at politiet ikke har haft bemærkninger hertil, og at alle udgange gennemføres uden problemer af nogen art.«
 
Sagsøgeren påbegyndte herefter uledsagede udgange og blev den 22. juli 2004 overflyttet til Horserød.

Sagsøgeren blev den 13. august 2004 udelukket fra fællesskab i Horserød. Den 16. august 2004 udarbejdede Rigspolitiet, Afdeling A, Nationalt Efterforskningsstøttecenter, en politirapport, hvoraf fremgår:
»Der foreligger til NEC oplysninger fra særdeles pålidelig kilde om, at strafafsoner
A
- - -
p.t. Statsfængslet i Horserød
planlægger at unddrage sig sin fortsatte afsoning af fængselsstraf på 12 år ved at undvige til Brasilien. Undvigelsen er planlagt til at finde sted i august 2004 muligt efter den 21. august.
NEC har ikke modtaget oplysninger om, hvordan flugten vil finde sted.
Flugten er formentlig planlagt til at skulle foregå sammen med ægtefællen
B
 
p.t. Statsfængslet i Horsens.
 
B stod for at skulle prøveløslades pr. 21. august 2004 fra sin afsoning af 8 års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 191. Flugten forventes derfor at være planlagt til at blive foretaget efter den 21. august 2004.
 
B blev den 11. august 2004 imidlertid anholdt, hvor han blev sigtet for et nyt forhold af overtrædelse af straffelovens § 191. Han blev den 12. august 2004 varetægtsfængslet frem til den 3. september 2004.
 
Det forventes ikke, at fængslingen af B vil få A til at opgive sin flugtplan.
G
Kriminalassistent.«

Den 16. august 2004 blev sagsøgeren overført til Arresthuset med henblik på efterfølgende afsoning i Statsfængslet i Ringe. Sagsøgerens advokat rettede samme dag henvendelse til Horserød med anmodning om en begrundelse for overførslen samt fuld aktindsigt. Horserød svarede den 17. august 2004 blandt andet følgende:
 
»Med henvisning til Deres fax af 16.08.2004 bekræftes, at De ved vor samtale ikke kunne få oplyst begrundelsen for A's udelukkelse fra fællesskab og efterfølgende overførsel til Statsfængslet i Ringe i Kolding. Dette med hjemmel i Forvaltningslovens § 9, stk. 4.«

Den 25. august 2004 meddelte Direktoratet delvis aktindsigt i sagsøgerens sag. Direktoratet henviste med hensyn til begrænsningen i aktindsigten til forvaltningslovens § 15, stk. 1, nr. 3, og stk. 2.

Den 4. oktober 2004 påklagede sagsøgerens advokat Horserøds afslag på begrundelse og aktindsigt til Direktoratet.
 
Sagsøgeren skrev den 7. oktober 2004 om afsoningsforholdene til Arresthuset, som den 8. oktober 2004 blandt andet svarede:
 
»I ovennævnte skrivelse har De anmodet om:
 
1. Adgang til at se forelæsninger optaget på bånd
2. Udvidet besøg
3. Adgang til internet.
 
Ad 1.
Arresthuset er ikke i besiddelse af lokaliteter eller materiel, der kan benyttes som ønsket.
 
Ad 2.
Med 54 indsatte, som har ret til mindst 1 times besøg/ uge, og bare 2 besøgsværelser, kan der ikke tillades ekstrabesøg til enkelte indsatte.
 
Ad 3.
Arresthuset har ikke faciliteter til at indsatte kan komme til internet. Dette tillades i kriminalforsorgen kun på åbne anstalter og i de lukkede anstalters skoleområder.«
 
Den 8. november 2004 skrev sagsøgerens advokat til Direktoratet og henviste til 8-ugers-grænsen i straffuldbyrdelseslovens § 28, stk. 2, og gjorde gældende, at overførslen fra Horserød til Arresthuset ikke var i overensstemmelse med den i lov foreskrevne fremgangsmåde, jf. EMRK art. 5, stk. 1. Den 22. november 2004 svarede Direktoratet blandt andet:
 
»Straffuldbyrdelseslovens § 28, stk. 2, regulerer overførsel af indsatte fra åbent fængsel til arresthus. Deres klient er overført fra den halvåbne afdeling i Statsfængslet i Horserød til Arresthuset i Kolding.
. . .
Deres klient har på intet tidspunkt opfyldt betingelserne for at sidde i åbent fængsel, hvorfor bestemmelsen i straffuldbyrdelseslovens § 28 ikke finder anvendelse.
 
For så vidt angår overførsel fra halvåben afdeling til arresthus findes ikke en 8 ugers regel, svarende til § 28, stk. 2, i straffuldbyrdelsesloven.«
 
Den 8. december 2004 blev sagsøgeren genindsat i Statsfængslet i Ringe, og samtidig blev hendes tilladelse til udgang tilbagekaldt. Sagsøgeren har i foråret 2005 haft 2 ledsagede udgange uden problemer.
 
Den 17. marts 2005 meddelte Direktoratet sagsøgerens advokat følgende:
 
». . . som svar på Deres klage af 4. oktober 2004 skal direktoratet oplyse, at udelukkelsen af Deres klient fra fællesskab i Statsfængslet ved Horserød og den efterfølgende overførsel til Arresthuset i Kolding skete efter anmodning fra direktoratet.
 
Direktoratet finder fortsat, at det var berettiget at Statsfængslet ved Horserød gennemførte den af direktoratet pålagte udelukkelse af Deres klient fra fællesskab og efterfølgende overførelse af Deres klient til Arresthuset i Kolding.
 
Direktoratet skal beklage, at Statsfængslet ved Horserød i brev af 16. august 2004 ikke oplyste Dem om, med hvilken hjemmel udelukkelsen fra fællesskab blev foretaget.
 
Direktoratet anerkender, at Deres klient burde have været overført til Statsfængslet i Ringe senest 8 uger efter den 16. august 2004.
. . .
Det er . . . reglen i forvaltningslovens § 24, stk. 3, 1. pkt., som medfører at Statsfængslet [Horserød] har undladt at give Dem nogen yderligere begrundelse for den trufne afgørelse.
 
Direktoratet kan imidlertid konstatere, at Statsfængslet ved Horserød ikke i brev af 17. august 2004 har oplyst Dem om hvilken hjemmel, der dannede grundlag for udelukkelsen fra fællesskabet.
 
Direktoratet kan oplyse, at Deres klient blev udelukket fra fællesskabet efter § 63, stk. 1, nr. 1, i lov nr. 432 af 31. maj 2000 om fuldbyrdelse af straf m.v., hvorefter institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, kan udelukke en indsat fra fællesskab med andre indsatte, hvis det er nødvendigt for at forebygge undvigelse.
 
Direktoratet har herefter overvejet spørgsmålet om merbegrundelse jf. princippet i offentlighedslovens § 4, stk. 1, men har ikke fundet grundlag herfor. Direktoratet kan i den forbindelse oplyse, at det fremgår af lovbemærkningerne til forvaltningslovens § 9, stk. 4, at bestemmelsen i § 9, stk. 4 ikke er til hinder for, at der efter omstændighederne gives aktindsigt i sager om udelukkelse fra fællesskab mv., i det omfang hverken offentlige eller private interesser taler imod (meroffentlighed). Tilsvarende er bestemmelsen i § 24, stk. 3, 1. pkt. ikke til hinder for, at der kan gives en nærmere begrundelse for afgørelsen i de tilfælde, hvor der ikke foreligger modstående private eller offentlige interesser (merbegrundelse).
 
For så vidt angår overførslen af Deres klient den 16. august 2004 fra Statsfængslet ved Horserød til Arresthuset i Kolding skete denne med hjemmel i straffuldbyrdelseslovens § 25, stk. 3, nr. 1, hvorefter en indsat i et åbent fængsel kan overføres til lukket fængsel når der efter de nu foreliggende oplysninger er en særlig bestyrket mistanke om, at den indsatte ved fortsat ophold i åbent fængsel vil undvige.
 
Direktoratet har ved fornyet gennemgang af sagen konstateret, at direktoratet fejlagtigt var blevet oplyst om, at Deres klient under opholdet i Statsfængslet ved Horserød havde været placeret på halvåben afdeling.
 
Dette var imidlertid ikke tilfældet, hvorfor direktoratet anerkender, at A burde have været overført til Statsfængslet i Ringe senest 8 uger efter den 16. august 2004 jf. straffuldbyrdelseslovens § 28, stk. 2.
 
Direktoratet vil herefter opgøre Deres klients erstatningskrav.«
 
Den 15. juli 2005 skrev Direktoratet blandt andet følgende til sagsøgerens advokat:
 
»Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, har opgjort Deres klients godtgørelse for at have siddet mere end 8 uger i Arresthuset i Kolding, jf. direktoratets brev af 17. marts 2005.
Direktoratet skal herefter tildele kr. 10.000,00 i godtgørelse for den tid, som Deres klient har siddet i Arresthuset i Kolding ud over 8 uger i forbindelse med overførslen fra Statsfængslet i Horserød til Statsfængslet i Ringe i efteråret 2004.
. . .
Deres klient blev overført fra Statsfængslet i Horserød til Arresthuset i Kolding den 16. august 2004. Deres klient blev overført fra Arresthuset i Kolding til Statsfængslet i Ringe den 8. december 2004. Deres klient opholdt sig således 16 uger og 2 dage i Arresthuset i Kolding, hvilket vil sige 8 uger og to dage for meget, svarende til 58 dage.
 
En indsat har ret til erstatning efter reglerne i retsplejelovens § 1018 a, såfremt den indsatte uforskyldt har udstået fængselsstraf i for lang tid, været anbragt i forhørscelle, strafcelle eller sikringscelle eller har været udelukket fra fællesskab. Dette fremgår af § 106 i straffuldbyrdelsesloven.
 
Der tillægges den, der under fuldbyrdelse af en straf mv. har været udsat for andre uforskyldte indgreb end de i § 106 nævnte, erstatning efter reglerne i retsplejelovens § 1018 a. Dette fremgår af § 107 i straffuldbyrdelsesloven.
 
Bestemmelsen omfatter krav på erstatning for indgreb, som kriminalforsorgen eller andre myndigheder kan foretage over for den dømte m.fl. i medfør af straffuldbyrdelsesloven eller forskrifter udstedt i medfør af loven. Det er endvidere antaget, at der skal være tale om et indgreb af en vis konkret indgribende karakter.
. . .
Direktoratet finder, at anbringelsen af Deres klient i Arresthuset i Kolding ud over 8 uger er omfattet af straffuldbyrdelseslovens § 107, idet Deres klient i denne periode har været underlagt et strengere regime end det ville have været tilfældet, såfremt Deres klient havde været overført til Statsfængslet i Ringe.
 
Vedrørende udmålingen af erstatningen fremgår det af kommentaren til straffuldbyrdelseslovens § 106, jf. kommentaren til § 107, at der ved uforskyldt anbringelse i forhørscelle, strafcelle eller sikringscelle eller udelukkelse fra fællesskab ikke som sådan er tale om, at frihedsberøvelsen har været uberettiget. Det er alene den skærpede afsoningsform, der har været uberettiget. I tidligere administrativ praksis efter retsplejelovens § 1018 h blev godtgørelsen derfor fastsat til differencen mellem taktsten for uberettiget (almindelig) varetægtsfængsling og taktsten for uberettiget varetægtsfængsling i isolation.
 
Det fremgår af Rigsadvokatens Meddelelse nr. 1/2004 af 2. januar 2004, Erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a, at taksten for uberettiget frihedsberøvelse, bortset fra det første døgn, er 600,00 kr., og at taksten for uberettiget frihedsberøvelse i isolation er 800,00 kr. Differencen er således 200,00 kr.
 
Direktoratet har lagt til grund, at Deres klient har siddet 58 dage for længe i Arresthuset i Kolding.
 
Direktoratet er bekendt med, at Arresthuset i Kolding ikke har en egentlig fællesskabsafdeling, hvorfor Deres klient har været låst inde på sin celle i 23 timer i døgnet dog med mulighed for cellefællesskab og fællesskab i kondirummet og under gårdtur. Deres klients regime under opholdet i Arresthuset i Kolding har dog ikke været strengere end regimet for de øvrige indsatte i arresthuset.
 
Ved udmålingen af godtgørelsen har direktoratet taget udgangspunkt i taksten på 200,00 kr. pr. døgn, jf. ovenfor, idet Deres klient ikke har været uberettiget frihedsberøvet. Direktoratet har ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse endvidere lagt vægt på, at forskellen på regimet i Statsfængslet i Ringe og Arresthuset i Kolding er mindre end forskellen på en institutions normale regime og regimet, hvis man er anbragt i forhørscelle, strafcelle eller sikringscelle eller udelukket fra fællesskab. Direktoratet har særligt lagt vægt på, at Deres klient har haft mulighed for cellefællesskab, fællesskab på gårdtur og i kondirummet, hvilket ikke er tilfældet for indsatte, som er anbragt i forhørscelle, strafcelle eller sikringscelle eller udelukket for fællesskab. Direktoratet finder derfor, at der bør ske en mindre reduktion i forhold til taksten på 200,00 kr. pr. dag.
 
Direktoratet har herefter ud fra en samlet skønsmæssig vurdering fastsat Deres klients godtgørelse til kr. 10.000,00.
 
Direktoratet skal derfor anmode Dem om at oplyse, hvortil beløbet skal udbetales.«
 
Sagsøgeren har under domsforhandlingen oplyst, at udbetalingssted ikke er oplyst Direktoratet, og at kravet indgår i påstandene under denne sag.
 
Forklaringer mv.
 
Der er afgivet partsforklaring af sagsøgeren og vidneforklaringer af C, D, E, F, G, H og I.
 
Sagsøgeren har forklaret, at studieforholdene i Statsfængslet i Ringe var vanskelige, navnlig på grund af begrænsningerne i adgangen til almindelig kommunikation og til internettet. I 2004 begyndte hun at få uledsagede udgange. Hun ønskede at blive overført til Horserød, da det er det åbne fængsel for kvinder, som ligger tættest på Københavns Universitet. Hun ventede frivilligt længere i Ringe for at kunne blive overført direkte til den afdeling i Horserød, som var bedst egnet til studerende. Efter overførslen til Horserød i juli 2004 sad hun i åben afdeling og kunne gå i skole og deltage på løbehold i skoven to gange om ugen.
 
Da hun blev udelukket fra fællesskabet den 13. august 2004, bad hun om forhør, hvilket hun blev nægtet. Hun har først under retssagen fået en forklaring på sin overførsel til Arresthuset.
 
Opholdet i Arresthuset var meget belastende, blandt andet fordi hun sad på etage med flere mandlige seksualforbrydere. Dagen efter hun ankom, fik hun at vide, at »foreløbig« afsoning i Arresthuset betød på ubestemt tid. Hun havde problemer med at få sit studiemateriale med fra Horserød. Hun måtte alene have et begrænset antal bøger i cellen. Hun kunne ikke se forelæsningerne på video, og der var ikke internet-adgang. På grund af forholdene i Arresthuset kom hun et semester bagud i studierne.
 
Hendes daværende, siden april 2005 fraseparerede, ægtefælle B fik tilbagekaldt sin overførsel til pension, og han gav over for hende udtryk for at have »problemer«. Hun forventede derfor ikke, at B ville blive prøveløsladt i august 2004. Selv havde hun efter over 5 års frihedsberøvelse udsigt til prøveløsladelse i løbet af få år, hvorfor hun ikke var flugttruet. Hun har indtryk af, at der efter december 2004, hvor hun blev overflyttet til Ringe, skete en opblødning i fængselsmyndighedernes holdning til, om hun var flugttruet.
 
C har forklaret, at han er leder af Arresthuset. Sagsøger havde ikke adgang til video eller internet i cellen. Sagsøger har - uanset sine studier - afsonet på samme vilkår som andre indsatte i arresten. Man kunne hjælpe hende med hensyn til studiebøger og eventuelt også med hensyn til telefonsamtaler, men ellers kunne man ikke tage specielle hensyn.
 
D har forklaret, at hun siden 1989 har været leder af Statsfængslet i Ringe. Beslutninger om overførsel til andet afsoningssted og om uledsaget udgang træffes af Direktoratet. Alle indsatte har en fængselsfunktionær som kontaktperson, for A's vedkommende var det E. Udtalelsen til fællesmødet laves af kontaktpersonen med bidrag fra blandt andre fængslets skole og med indstilling fra fængslets leder. De indsatte har mulighed for en drøftelse af deres forhold med en medarbejder fra Direktoratet, inden fællesmødet afholdes. Afgørelser, som træffes i forbindelse med fællesmøderne, træffes af Direktoratet. Hun kan bekræfte, at hun til brug for det seneste fællesmøde i maj 2005 har udtalt, at sagsøgeren ikke er flugttruet.
 
E har forklaret, at han i 2½ år har været daglig leder af det fængselsafsnit, hvori sagsøgeren var anbragt i Statsfængslet i Ringe. I er hans chef. Sagsøgeren kunne i sin tid være blevet overført tidligere til Horserød, men overførslen afventede, at der blev plads på den rigtige afdeling.
 
F har forklaret, at han var sikkerhedskonsulent ved Horserød, da sagsøger afsonede her i 2004, men nu er pensioneret. Meroffentlighed og merbegrundelse blev overvejet af vidnet og fængselsinspektør J, da sagsøgerens advokat ønskede oplysninger om sagsøgerens overførsel til afsoning i Arresthuset.
G, Rigspolitiet, Afdeling A, Nationalt Efterforskningsstøttecenter, har forklaret, at han har skrevet politirapporten af 16. august 2004. Den er sendt til Direktoratet. Så vidt han husker, har han ikke underskrevet rapporten, men blot anført sit navn under teksten.
 
H har forklaret, at hun efter barselsorlov begyndte i Direktorates klientkontor i september 2004. Hun har således ikke behandlet sagsøgerens overførsel til Arresthuset. Horserød havde telefonisk oplyst, at sagsøgeren havde afsonet på halvåben afdeling, hvilket hun lagde til grund ved Direktoratets brev af 22. november 2004. Da der senere blev rejst tvivl herom, kontaktede hun igen Horserød, som nu oplyste, at sagsøgeren havde afsonet på åben afdeling.
 
I har forklaret, at han er afdelingsleder ved Statsfængslet i Ringe. Han har ikke beskæftiget sig med   sagsøgerens overførsel til andet afsoningssted. Sagsøgeren begyndte i 2003 at få ledsagede udgange, i begyndelsen med 2 betjente. Sagsøgeren ønskede at komme til en specialafdeling i Horserød, hvilket formentlig har forsinket hendes overførsel hertil. Han har ikke kendskab til baggrunden for beslutningen om at tilbageføre hende til Statsfængslet i Ringe.
 
Sagsøgeren har anmodet landsretten om at pålægge kriminalassistent G at afgive vidneforklaring om nogle spørgetemaer, som har relation til politirapporten af 16. august 2004, og som er omfattet af vidnets tavshedspligt.

Landsretten har på baggrund af en fortrolig redegørelse fra Rigspolitiet ikke fundet, at hensynet til hemmeligholdelse af kildeoplysningerne vedrørende politirapporten af 16. august 2004 burde vige for hensynet til sagens oplysning, jf. retsplejelovens § 169, stk. 2, 2. pkt., hvorfor kriminalassistent G ikke er pålagt at afgive vidneforklaring om forhold omfattet af hans tavshedspligt.
 
Rigspolitiet har i skrivelse af 20. september 2005 oplyst følgende vedrørende de af sagsøgeren formulerede spørgetemaer til brug for den ønskede afhøring af kriminalassistent G om politirapporten af 16. august 2004:
 
»Ad 1) Baggrunden for, at kilden til oplysningerne var kvalificeret som »særdeles pålidelig«.
Rigspolitiet kan generelt oplyse, at der benyttes en international systematik, der tager udgangspunkt i vedlagte matrix.
Rigspolitiet finder ikke over for sagens parter at kunne redegøre for den konkrete baggrund for det skøn, som er udøvet i forbindelse med kvalificeringen/klassificeringen.
 
Ad 2) Karakteren af kilden, men ikke navnet eller anden identifikation.
Der henvises til det anførte ad spørgetema 1.
 
Ad 3) Baggrunden for oplysningen om Brasilien.
Der henvises til det anførte ad spørgetema 1.
 
Ad 4) Hvorvidt B var sigtet for overtrædelse af straffeloven i anledning af flugtplaner.
Rigspolitiet kan oplyse, at der ikke er rejst sigtelse i denne sammenhæng mod B.
 
Ad 5) Baggrunden for oplysning om, at B's anholdelse ikke forventelig ville få A til at opgive sin flugtplan.
Der er i den forbindelse udøvet et skøn på baggrund af de for politiet foreliggende oplysninger.
Rigspolitiet skal supplerende henlede opmærksomheden på, at A og B i dag er skilt.
Der henvises i øvrigt til det anførte ad spørgetema 1.
 
Ad 6) Hvilken dialog, der forud for rapportens udfærdigelse måtte have været med andre myndigheder.
Rigspolitiet kan oplyse, at Rigspolitiet har været i dialog med andre politienheder, men ikke med andre myndigheder.
 
Der henvises i øvrigt til det anførte ad spørgetema 1.«
 
Den vedlagte matrix havde med hensyn til kilders pålidelighed følgende indhold:

»Kildevurdering

KILDENS PÅLIDELIGHED
 
A. TROVÆRDIG - ELLER HISTORISK PÅLIDELIG
 
Hvor der er ingen tvivl om informationskildens troværdighed, eller hvor kilden i tidligere tilfælde har vist sig at være troværdig i alle tilfælde. (Politi, Toldere og andre offentlige myndigheder betragtes generelt som A kilder, men det forudsætter at du ikke har grund til at tvivle på troværdigheden).
 
B. OFTEST PÅLIDELIG
 
En kilde, fra hvem informationer i tidligere tilfælde har vist sig i de fleste tilfælde, at være troværdige.
 
C. OFTEST IKKE PÅLIDELIG
 
Hvor kilden i tidligere tilfælde har vist sig, i de fleste tilfælde, ikke at være troværdige.
 
X. KAN IKKE VURDERES
 
Hvis du ikke kan bedømme kildens troværdighed eller hvis kilden ikke har været brugt før.«
 
Sagsøgerens procedure:

Angående påstand 1:
 
Sagsøgeren har gjort gældende, at der ikke forelå særlig bestyrket mistanke om flugtfare mv., jf. straffuldbyrdelseslovens § 25, stk. 3, hverken den 16. august 2004 ved flytningen til Arresthuset eller den 8. december 2004 ved flytningen til Statsfængslet i Ringe.
Sagsøgeren blev nægtet adgang til aktindsigt i grundlaget for beslutningen om overførslen, blev ikke partshørt inden afgørelsen og blev nægtet en begrundelse for beslutningen. De sagsøgte har heller ikke for landsretten fremlagt eventuelle beviser for flugtfaren. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention forbyder arbitrære afgørelser og magtmisbrug. Det påhviler derfor de sagsøgte at bevise, at der forelå flugtfare. Politirapporten er fejlbehæftet. Sagsøgeren har ingen tilknytning til Brasilien, og hendes daværende ægtefælle stod ikke for at blive prøveløsladt den 21. august 2004. Sagsøgeren har bestridt, at betingelserne for overførsel var opfyldt, og de sagsøgte har ikke bevist, at dette var tilfældet.
Overførslen til afsoning i Arresthuset hindrede sagsøgerens universitetsstudier og udgør dermed et indgreb i sagsøgerens privatliv, som beskyttes af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

Angående påstand 2:
 
Sagsøgeren har gjort gældende, at hun ikke er en »negativ stærk« fange, da der ikke er risiko for, at hun vil udsætte medindsatte eller fængselspersonale for vold eller trusler. Det er derfor uretmæssigt, at de sagsøgte ikke gav hende aktindsigt, jf. princippet om meroffentlighed. De sagsøgte har bevisbyrden for, at    den manglende aktindsigt ikke udgør et arbitrært indgreb, og denne bevisbyrde er ikke løftet.

Angående påstand 3 og 5:
 
Sagsøgeren har mistet weekendorlov og har desuden haft andre væsentlige gener ved overflytningen til Arresthuset og senere til lukket fængsel, blandt andet forsinkelse med og skade på studieforløbet. I strid med § 13 i bkg. 572:2002 om anbringelse og overførsel af personer, som skal udstå fængsel eller forvaring, blev hun ikke hørt inden overførslen til Arresthuset. Overskridelsen af tidsgrænsen på 8 uger for afsoning i arresthus, jf. straffuldbyrdelseslovens § 28, stk. 2, indebærer, at afsoningen ikke overholder de krav til lovhjemmel, som følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. I praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 5 og 8 er der i flere tilfældet givet erstatning på over GBP 10.000, og de krævede godtgørelsesbeløb er derfor velbegrundede.

Angående påstand 4:
 
Sagsøgeren har retlig interesse i at få medhold i denne påstand, idet sagsøgte 2 først efter sagens anlæg har erkendt, at der foreligger et lovbrud.

Angående påstand 4a:
 
Som anført vedrørende påstand 1 forelå der ikke særlig bestyrket mistanke om flugtfare ved flytningen til Statsfængslet i Ringe den 8. december 2004. Påstand 4a vedrører således faktiske forhold, som i forvejen indgik i sagen, og sagsøgte 2 var i øvrigt bekendt med, at sagsøgeren havde søgt fri proces til denne påstand, som der først sent blev givet fri proces til. Påstanden bør derfor tillades fremsat og bør tages til følge.

Sagsøgte 1's procedure:
 
Sagsøgte 1 har gjort gældende, at Horserød ikke er rette sagsøgte. Sagsøgeren blev udelukket fra fællesskab og overført fra Horserød først til Arresthuset og dernæst til Statsfængslet i Ringe efter anmodning fra sagsøgte 2. Det er derfor alene sagsøgte 2's afgørelser, som kan danne grundlag for domstolsprøvelsen.

Sagsøgte 2's procedure:
 
Ad sagsøgerens påstand 1:
 
Sagsøgte 2 har gjort gældende, at Direktoratets beslutning om at overføre sagsøgeren til lukket fængsel har hjemmel i straffuldbyrdelseslovens § 25, stk. 3, nr. 1. Det fremgår af den fremlagte politirapport af 16. august 2004 fra Nationalt Efterforskningsstøttecenter, at det fra særdeles pålidelig kilde var oplyst, at sagsøgeren planlagde at unddrage sig sin fortsatte afsoning. Der forelå derfor en særlig bestyrket mistanke herom. Det er ikke i strid med menneskerettighederne at forebygge flugt, når der er en særlig bestyrket mistanke om, at en indsat agter at unddrage sig afsoningen. Der er ikke påvist uvedkommende eller usaglige hensyn, og manglende forhør er konkret uvæsentligt, når sagsøger ikke havde krav på at få oplyst det faktiske grundlag for afgørelsen.
 
Ad sagsøgerens påstand 2:
 
Sagsøgte 2 har gjort gældende, at det er berettiget, at Direktoratet har nægtet sagsøgeren aktindsigt i dokumenterne, som lå til grund for beslutningen om at overføre hende til et lukket fængsel, da forvaltningslovens § 9, stk. 4, er generel og ikke begrænset til bestemte grupper af indsatte. Undladelsen af at give meraktindsigt og merbegrundelse beror på et skøn, som ikke kan tilsidesættes, når beslutningen herom ikke er truffet på et mangelfuldt grundlag og ikke er båret af usaglige hensyn. Begrænsninger i aktindsigt er ikke i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, idet praksis tillader begrænsninger i aktindsigt, når tungtvejende samfundshensyn, herunder hensyn til politiets efterforskning, taler herfor.
 
Ad sagsøgerens påstand 3:
 
Da Direktoratets beslutninger er berettigede, skal sagsøgte 2 frifindes for sagsøgerens påstand om godtgørelse. Hvis landsretten finder, at godtgørelse skal gives, bør sagen hjemvises til Direktoratets udmåling.
 
Ad sagsøgerens påstand 4:
 
Sagsøgte 2 har til støtte for afvisningspåstanden gjort gældende, at sagsøgeren ingen retlig interesse har i domstolsprøvelse af denne påstand, da der ikke er tvist mellem parterne om rigtigheden af påstanden.

Ad sagsøgerens påstand 4a:
 
Sagsøgte 2 har til støtte for afvisningspåstanden gjort gældende, at påstand 4a ikke skal tillades fremsat, da den først er nedlagt under domsforhandlingen, og ingen af betingelserne i retsplejelovens § 363, stk. 1, er opfyldt. Sagsøgte 2 har i øvrigt heller ikke i december 2004 truffet nogen afgørelse om, hvorvidt sagsøgeren skulle overføres til åbent fængsel igen, hvorfor der ikke foreligger nogen afgørelse, som kan efterprøves. Til støtte for den subsidiære frifindelsespåstand har sagsøgte 2 gjort gældende, at det ikke er retsstridigt, at sagsøgeren måtte forblive i lukket fængsel også efter december 2004.

Ad sagsøgerens påstand 5:
 
Sagsøgte 2 har gjort gældende, at Direktoratets afgørelse af 15. juli 2005, hvorefter sagsøgeren er tildelt 10.000 kr. i godtgørelse, er truffet efter sædvanlige principper, og at der ikke er grundlag for at tilkende sagsøgeren en højere godtgørelse.

Landsrettens begrundelse og resultat:
 
Vedrørende søgsmålet mod sagsøgte 1.
 
Beslutningen om at overføre sagsøgeren til Arresthuset blev truffet af sagsøgte 2, og det tilkom tillige sagsøgte 2 at beslutte en senere placering af sagsøgeren. Sagsøgte 1's afslag af 17. august 2004 på anmodningen om begrundelse og aktindsigt vedrørende sagsøgerens  >> 1780 >>  overførsel til Arresthuset blev påklaget til sagsøgte 2, som havde fuld prøvelsesadgang vedrørende disse spørgsmål.
 
Sagsøgte 1's frifindelsespåstand tages herefter til følge, idet denne sagsøgte ikke er rette sagvolder, jf. retsplejelovens § 255, stk. 1.
 
Med hensyn til sagsomkostninger forholdes under hensyn til sagens forløb og udfald som nedenfor bestemt.

Vedrørende søgsmålet mod sagsøgte 2.
 
Vedrørende sagsøgerens påstand 1:
 
Landsretten finder ikke grundlag for at tilsidesætte sagsøgte 2's vurdering, hvorefter der på baggrund af politirapporten af 16. august 2004 fra Nationalt Efterforskningsstøttecenter forelå særlig bestyrket mistanke om, at sagsøgeren planlagde at undvige. Landsretten finder heller ikke grundlag for at antage, at sagsøgte 2's beslutning om at overføre sagsøgeren til afsoning i Arresthuset var båret af usaglige hensyn eller på anden måde uretmæssig.
Idet bestemmelserne i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ikke kan føre til noget andet resultat, frifindes sagsøgte 2 herefter for denne påstand.

Vedrørende sagsøgerens påstand 2:
 
Idet anvendelsesområdet for forvaltningslovens § 9, stk. 4, ikke kan indskrænkes til bestemte grupper af indsatte, og der ikke findes grundlag for at tilsidesætte sagsøgte 2's skøn, med hensyn til om sagsøgeren skulle gives meroffentlighed og merbegrundelse, frifindes sagsøgte 2 for denne påstand.

Vedrørende sagsøgerens påstand 4.
 
Idet sagsøgte 2 først efter sagens anlæg har erkendt, at der foreligger et lovbrud, tages sagsøgerens påstand til følge.

Vedrørende sagsøgerens påstand 4a.
 
Landsretten finder ikke, at det er undskyldeligt, at denne påstand først er nedlagt under domsforhandlingen, og finder ikke, at sagsøgte 2 har haft tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser, ligesom nægtelse af tilladelse til den ny påstand ikke findes at ville kunne påføre sagsøgeren et uforholdsmæssigt tab.

Sagsøgte 2's afvisningspåstand tages derfor til følge.
 
Vedrørende sagsøgerens påstande 3 og 5.
 
Sagsøgte 2 har den 15. juli 2005 tildelt sagsøgeren en godtgørelse på 10.000 kr. for den tid, hun sad i Arresthuset ud over 8 uger. Idet der ikke foreligger andre uretmæssige forhold, og da landsretten finder det tildelte godtgørelsesbeløb passende, tages sagsøgerens påstande om godtgørelse til følge med 10.000 kr.
 
Under hensyn til sagens forløb og udfald tilkendes der sagsøgte 2 omkostninger som nedenfor bestemt. Der er ved afgørelsen lagt vægt på, at sagsøgeren i det væsentlige har tabt sagen, og at sagsøgte 2 undervejs i processen har tilbudt sagsøgeren, hvad der tilkommer hende, jf. retsplejelovens § 312, stk. 3. Omkostningsbeløbet er fastsat til dækning af advokatbistand og to materialesamlinger.

Thi kendes for ret
 
Horserød Statsfængsel frifindes.
 
Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, tilpligtes at anerkende, at A's ophold i Arresthuset i Kolding efter den 8. uge, fra den 11. oktober 2004 til den 11. december 2004, var ulovligt, jf. § 28, stk. 2, sammenholdt med § 25, stk. 3, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v.
 
Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, skal betale A 10.000 kr. med tillæg af procesrente fra den 24. januar 2005.
 
A's påstand om, at Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, skal anerkende, at hun i december 2004 skulle være tilbageført i åbent fængsel, tages ikke under påkendelse i nærværende sag.
 
I øvrigt frifindes Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen.
 
Statskassen skal i sagsomkostninger betale 15.000 kr. til Horserød Statsfængsel og 30.000 kr. til Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Højesterets dom.
 
I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 22. afdeling den 20. december 2005.
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Poul Sørensen, Marianne Højgaard Pedersen, Thomas Rørdam, Poul Dahl Jensen og Jens Peter Christensen.

Påstande
 
Appellanten, A, har påstået:
 
1. Indstævnte, Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, skal anerkende, at overførslen af A til Arresthuset i Kolding den 16. august 2004 var uretmæssig.

2. Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, skal anerkende, at anvendelsen af forvaltningslovens § 9, stk. 4, i forbindelse med overførsel af A til Arresthuset i Kolding og efterfølgende er uretmæssig, herunder at Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, skulle have givet meroffentlighed.

3. Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, skal anerkende, at A skulle have været tilbageført til åbent fængsel i december 2004, idet betingelserne i § 25, stk. 3, i lov om fuldbyrdelse af straf mv. for overførsel til lukket fængsel ikke var opfyldt.

4. Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, skal betale A en godtgørelse på 60.000 kr. eller et mindre beløb med procesrente fra sagens anlæg.
 
Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, har - med de ændringer, der følger af nedennævnte   brev af 18. juli 2006 - påstået stadfæstelse over for påstand 1, 2 og 4 og frifindelse for påstand 3.

Supplerende sagsfremstilling
 
I brev af 18. juli 2006 fra Kriminalforsorgen hedder det bl.a.:
 
»Ved brev af 20. januar 2006 tilkendte Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen Dem en erstatning på kr. 10.937,39 som følge af, at De havde haft ophold i Arresthuset i Kolding i mere end 8 uger.
 
Direktoratet er efter en gennemlæsning af Østre Landsrets dom af 20. december 2005, hvor De havde sagsøgt Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen samt Statsfængslet i Horserød for uberettiget overførsel fra åbent til lukket fængsel, imidlertid blevet opmærksom på, at De har fået for lidt i erstatning, idet Deres overførsel fra Statsfængslet i Horserød til Arresthuset i Kolding skete med hjemmel i straffuldbyrdelseslovens § 25, stk. 3, nr. 1, jf. stk. 5 og ikke, som anført, i bl.a. dommen, med hjemmel i lovens § 28, stk. 2.
 
De er derfor berettiget til yderligere erstatning i henhold til straffuldbyrdelseslovens § 107.
. . .
Direktoratet er af den opfattelse, at overførslen af Dem den 16. august 2004 fra Statsfængslet i Horserød til Arresthuset i Kolding var en overførsel, der skete med henblik på overførsel til lukket fængsel, idet det allerede på dette tidspunkt havde formodningen imod sig, at De skulle tilbageføres til åbent fængsel. Det var således meningen, at De skulle overføres til lukket fængsel, så snart der var plads. De var dermed rettelig omfattet af § 25, stk. 5, jf. 25, stk. 3, nr. 1 i straffuldbyrdelsesloven.
 
Da De ikke er omfattet af § 28, stk. 2 i straffuldbyrdelsesloven gælder der ikke en 8 ugers regel. Derimod burde De have været overført til Statsfængslet i Ringe, så snart der var plads til Dem dér og der ikke forelå andre omstændigheder, der talte imod overførsel dertil.
 
Statsfængslet i Ringe har oplyst, at De kunne have været overført til fængslet den 31. august 2004.
 
Da De imidlertid først blev overført til Statsfængslet i Ringe den 11. [rettelig 8.] december 2004, er De berettiget til erstatning fra det tidspunkt, hvor De kunne have været overført til Statsfængslet i Ringe og til overførslen faktisk fandt sted, hvilket vil sige fra den 31. august 2004 til den 11. december 2004.
 
Da De allerede har fået erstatning for perioden 11. oktober 2004 til den 11. december 2004, jf. direktoratets brev af 20. januar 2006 skal direktoratet hermed udbetale erstatning for perioden 31. august 2004 til den 10. oktober 2004, svarende til 40 dage, udmålt efter samme retningslinier, som anført i direktoratets brev af 20. januar 2006, (10.000/58 x 40) med procesrente fra den 24. januar 2005 til den 1. april 2006, i alt kr. 7.024,90.«

I brev af 23. januar 2007 fra Kriminalforsorgen til advokat Tyge Trier hedder det bl.a.:
 
»Direktoratets beslutning om at overføre Deres klient fra åbent til lukket fængsel blev truffet umiddelbart forud for overførslen.
 
Overførslen af Deres klient den 16. august 2004 skete i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 25, stk. 5, jf. § 25, stk. 3, nr. 1, jf. også direktoratets skrivelse af 18. juli 2006 til Deres klient.
 
Straffuldbyrdelseslovens § 25, stk. 5 om midlertidig anbringelse i arresthus antages i praksis at finde anvendelse også på den situation, at overførsel til lukket fængsel - på grund af pladsmangel - ikke kan finde sted straks efter at beslutningen herom er truffet.«

Højesterets begrundelse og resultat
 
A har heller ikke for Højesteret gennem reglerne om edition søgt at få nærmere oplysninger om grundlaget for Kriminalforsorgens afgørelse af 16. august 2004 om tilbageførslen til lukket fængsel. Med denne bemærkning og i øvrigt af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at Kriminalforsorgen er frifundet for påstand 1.
 
Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret endvidere, at A ikke havde krav på aktindsigt, herunder ved meroffentlighed, og at Kriminalforsorgen derfor er frifundet for påstand 2.
 
For perioden fra overførslen af A til Arresthuset i Kolding den 16. august 2004 frem til december 2004 er der ikke oplyst omstændigheder, hvorefter Kriminalforsorgen burde have revurderet beslutningen om at tilbageføre A til lukket fængsel. Højesteret frifinder derfor Kriminalforsorgen for påstand 3.
 
For den tid, A uretmæssigt var indsat i arresten, har Kriminalforsorgen - i overensstemmelse med landsrettens dom - udbetalt godtgørelse på 10.937,39 kr. inkl. procesrente. Den 18. juli 2006 har Kriminalforsorgen forhøjet godtgørelsesbeløbet med 7.024,90 kr. inkl. procesrente. Da der ikke foreligger forhold, der kan begrunde højere godtgørelse, frifinder Højesteret Kriminalforsorgen for A's krav herom.
 
Efter det anførte stadfæster Højesteret dommen for så vidt angår påstand 1 og 2, og Højesteret frifinder Kriminalforsorgen for påstand 3 og for yderligere krav vedrørende påstand 4.
 
Under henvisning til Kriminalforsorgens brev af 18. juli 2006 finder Højesteret ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge A at betale sagsomkostninger for Højesteret.

Thi kendes for ret:
 
Landsrettens dom stadfæstes for så vidt angår påstand 1 og 2, og Justitsministeriet, Direktoratet for   Kriminalforsorgen, frifindes for påstand 3 og for yderligere krav vedrørende påstand 4.
 
Landsrettens afgørelse om sagsomkostninger stadfæstes.
 
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part for Højesteret.