Resumé
En tyrkisk indvandrer (A) kom i 1979 ud for en arbejdsskade. Sikringsstyrelsen (SIS) blev bekendt med arbejdsskaden og anmodede i en standardskrivelse A om nærmere oplysninger.

A havde meget dårlige danskkundskaber og vidste ikke, at sagen verserede hos SIS. A svarede ikke på henvendelsen, som han ikke forstod. A reagerede heller ikke en rykkerskrivelse med oplysning om, at sagen ville blive henlagt, og at krav efter arbejdsskadeforsikringsloven ville bortfalde, såfremt A ikke havde rettet henvendelse inden for 3 år.

I 1988 rettede A's egen læge henvendelse til Arbejdsskadestyrelsen (ASS) om arbejdsskaden fra 1979, som nu havde ført til, at A havde søgt om førtidspension. ASS afviste at genoptage sagen under henvisning til, at den var blevet henlagt i 1979, og den herefter ikke senere end 3 år efter henlæggelsen kunne genoptages, jf. arbejdsskadeforsikringslovens § 34, stk. 2. Denne afgørelse blev tiltrådt af Den Sociale Ankestyrelse.

Ombudsmanden udtalte, at efter forvaltningslovens § 7, stk. 1, og almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, bør forvaltningsmyndighederne i almindelighed sikre sig, at de bliver forstået af udlændinge, hvis sager de behandler. Det gælder navnlig i tilfælde, hvor den pågældende ikke har kendskab til, at en sag verserer. Efter en konkret vurdering af A's sag fandt ombudsmanden, at SIS havde begået en vejledningsfejl. Sagen kunne derfor ikke afvises efter arbejdsskadeforsikringslovens § 34, stk. 2. Ombudsmanden henviste til almindelige forvaltningsretlige principper, hvorefter vejledningsfejl burde tillægges den virkning, at den pågældende blev stillet, som hvis vejledningen var givet. Ombudsmanden henstillede derfor, at ASS genoptog sagens behandling. (J. nr. 1990-630-031).

 

Forvaltningsmyndigheders vejledningspligt/pligt til at oversætte skrivelser til udlændinge

 

 

Et fagforbund klagede over Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 16. oktober 1989 i A's arbejdsskadesag. Ved afgørelsen havde ankestyrelsen tiltrådt en afgørelse af 29. november 1988 "med den af Sikringsstyrelsen givne begrundelse". Sikringsstyrelsen (nu Arbejdsskadestyrelsen) havde den 29. november 1988 meddelt A, at styrelsen ikke kunne genoptage hans arbejdsskadesag, idet denne var blevet henlagt ved kendelse af 19. september 1979 "p.g.a. forhold der skyldes skadelidte", og ved en sådan henlæggelse bortfalder krav efter loven 3 år fra dagen for tilfældets indtræden, jf. lov om arbejdsskadeforsikring, § 34, stk. 2. Styrelsen kan ikke selv dispensere fra denne frist.

Det fremgår af akterne, at A den 15. januar 1979 var ude for en arbejdsskade. Sikringsstyrelsen blev opmærksom på arbejdsskaden gennem et registerudskrivningskort om dagpengeudbetaling, og styrelsen (som ikke havde modtaget en anmeldelse om arbejdsskaden fra arbejdsgiveren) anmodede i den anledning kommunen om oplysninger om arbejdsskaden.

Fra skadelidtes forsikringsselskab modtog Sikringsstyrelsen en anmeldelse efter loven om arbejdsskadeforsikring.

I den anledning skrev Sikringsstyrelsen den 9. august 1979 til A og anmodede ham om nærmere oplysninger om arbejdsskaden.

Efter at have rykket for svar i sagen meddelte Sikringsstyrelsen den 19. september 1979 A, at da styrelsen var uden svar på sin henvendelse, var sagen udgået af behandling og henlagt. Det tilføjedes, at sagen herefter kunne genoptages inden for 3 år fra dagen for tilfældets indtræden. Herefter ville krav efter loven bortfalde, jf. lov om arbejdsskadeforsikring, § 34, stk. 2.

Der skete herefter ikke videre i sagen, før Sikringsstyrelsen modtog en anmeldelse af 27. april 1987 fra A's egen læge om arbejdsskaden i 1979.

Efter at have indhentet forskellige udtalelser afviste Sikringsstyrelsen den 6. juni 1988 at behandle sagen med den begrundelse, at anmeldelsen var for sent indgivet.

Senere blev Sikringsstyrelsen opmærksom på den gamle sag, og i skrivelse af 29. november 1988 traf Sikringsstyrelsen en fornyet afgørelse i sagen, dog således at afvisningen blev fastholdt, men nu med den begrundelse at sagen efter at være henlagt ikke senere end 3 år efter henlæggelsen kunne genoptages af styrelsen, jf. arbejdsskadeforsikringslovens § 34, stk. 2.

I skrivelse af 20. december 1988 klagede A's egen læge til ankestyrelsen over Sikringsstyrelsens afgørelse af 29. november 1988. Egen læge gjorde opmærksom på, at A, hans hustru og nærmeste voksne familie i 1979 havde meget dårlige danskkundskaber, og alle var ude af stand til at forstå selv letlæselige danske breve. Familiens eneste medlem, der var i stand til at læse dansk, var deres dengang 10-årige datter, som ikke forstod, hvad Sikringsstyrelsens breve drejede sig om. A reagerede derfor ikke på henvendelserne.

Egen læge oplyste videre, at A efter arbejdsskaden var langvarigt sygemeldt, og at han siden da havde haft rygproblemer. Han havde været forsøgt genoptrænet på revalideringsværksted, og der var nu søgt om førtidspension. A havde været undersøgt på ortopædisk hospital og hos fysiurgisk speciallæge, uden at man havde kunnet bringe ham i en sådan helbredsmæssig tilstand, at han kunne klare et arbejde. En røntgenundersøgelse af A's ryg i forbindelse med arbejdsskaden viste, bortset fra lumbalisation af første sacralhvirvel, intet abnormt, men ved efterfølgende undersøgelser, senest i oktober 1988, fandtes afsmalning af ledbåndsskiverne mellem 4. og 5. lændehvirvel "fuldstændigt svarende til det sted i rygsøjlen, hvor pt.'s symptomer var lokaliseret ved skaden i 1979". For egen læge var der ikke tvivl om, at det var overordentlig sandsynligt, at A i forbindelse med ulykkestilfældet den 15. januar 1979 havde fået en varig rygskade, som havde påvirket hans muligheder væsentligt for siden at få et arbejde. Samtidig viste røntgenundersøgelser nu, at der var kommet betydelige forandringer svarende til det sted i ryggen, hvor arbejdsskaden var sket. Lægen anmodede derfor ankestyrelsen om at genoptage sagens behandling, og han oplyste, at han lå inde med udskrivningskort, speciallægeundersøgelser og endvidere vurderinger fra revalideringsopholdet i Århus.

Som nævnt tiltrådte ankestyrelsen Sikringsstyrelsens afgørelse af 29. november 1988 med den af Sikringsstyrelsen givne begrundelse.

I klagen til mig anmodede A's fagforbund om en vurdering af, hvorvidt sagen kunne siges at have fået en korrekt og rimelig sagsbehandling. Forbundet ønskede også en stillingtagen til det forhold, at sagen drejer sig om en tyrkisk familie med manglende sproglige forudsætninger for at forstå de tilsendte standardskrivelser. Endelig har forbundet rejst spørgsmål om, hvorvidt der bør tages skridt til at undgå diskrimination af medborgere, f.eks. således at standardskrivelser/spørgeskemaer oversættes til f.eks. tyrkisk, "således at indvandrere får den samme behandling som danskere".

I anledning af klagen har Arbejdsskadestyrelsen i skrivelse af 18. maj 1990 bemærket, at hvis styrelsen havde været vidende om skadelidtes manglende muligheder for at forstå/få oversat styrelsens spørgeskema, ville styrelsen have foranlediget, at brevet var blevet oversat til tyrkisk. Skadelidte ville dog fra Arbejdsskadestyrelsen - dengang Sikringsstyrelsen - have kunnet få den fornødne hjælp til at besvare forespørgslen, hvis han havde rettet henvendelse til styrelsen.

Ankestyrelsen har henholdt sig til Arbejdsskadestyrelsens udtalelse af 18. maj 1990 samt til sin afgørelse af 16. oktober 1989.

 

Efter min gennemgang af sagen udtalte jeg følgende i en skrivelse til Den Sociale Ankestyrelse:

"Efter forvaltningsloven, som trådte i kraft den 1. januar 1987, har myndighederne en vejlednings- og bistandspligt over for personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde, jf. § 7, stk. 1.

Ifølge Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, pkt. 32, må det antages at følge af bestemmelsen om vejledningspligten og den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om forvaltningers undersøgelsespligt, at forvaltningsmyndigheder i almindelighed må sikre sig, at de er i stand til at forstå og blive forstået af udlændinge, der retter henvendelse om sager, der skal tages under behandling af myndighederne. Efter omstændighederne må myndighederne således om fornødent stille tolke- og oversættelsesbistand til rådighed for den pågældende.

Forvaltningsloven var ikke trådt i kraft i 1979, da Sikringsstyrelsen første gang blev bekendt med (A's) arbejdsskade. Imidlertid må det som nævnt antages, at der også efter almindelige forvaltningsretlige grundsætninger påhviler myndighederne en vis forpligtelse til at sikre sig, at de bliver forstået af udlændinge.

Når det gælder ydelser efter arbejdsskadeforsikringsloven, kommer der det særlige forhold i betragtning, at initiativet til sagens rejsning normalt ikke tages af den berettigede.

Det forhold, at den eventuelt berettigede således ikke nødvendigvis har kendskab til, at en sag verserer, taler efter min opfattelse med yderligere vægt for, at myndighederne må sikre sig, at de bliver forstået, når de henvender sig til en udlænding.

Arbejdsskadestyrelsen har selv bemærket, at hvis styrelsen havde været vidende om skadelidtes manglende muligheder for at forstå/få oversat styrelsens spørgeskema, ville styrelsen have foranlediget, at brevet var blevet oversat til tyrkisk.

Efter min opfattelse burde Arbejdsskadestyrelsen, da den ikke fik nogen reaktion på sine henvendelser til en person med et åbenbart udenlandsk klingende navn, af egen drift have undersøgt, om den pågældende havde mulighed for at forstå/få oversat styrelsens henvendelser. (Dette kunne formentlig have været gjort ved henvendelse til den pågældendes bopælskommune, som havde behandlet dagpengesagen).

Ved sin passivitet har styrelsen efter min opfattelse begået en vejledningsfejl. Jeg kan på den baggrund ikke være enig i, at afgørelse om tilkendelse af ydelse efter arbejdsskadeforsikringsloven ikke har kunnet træffes på grund af forhold, der (i det væsentlige) skyldtes skadelidte - og jeg finder derfor heller ikke, at Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse kunne afvise at genoptage behandlingen af sagen i henhold til arbejdsskadeforsikringslovens § 34, stk. 2.

Det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at manglende eller mangelfuld vejledning efter omstændighederne bør tillægges den retlige virkning, at den pågældende stilles på den måde, som behørig vejledning ville have medført. Jeg henviser herved bl.a. til Folketingets Ombudsmands beretning, 1989, side 21 og side 168 ff, til Jon Andersen, Juristen, 1990, side 311 ff, samt til Jens Vedsted-Hansen i Nyhedsbrev for Social- og Sundhedssektor nr. 2/1991, side 16-19. I artiklerne er der nærmere redegjort for praksis på området.

På baggrund af det anførte henstiller jeg derfor til Den Sociale Ankestyrelse, at styrelsen genoptager sagen til fornyet behandling med henblik på, at der nu kan meddeles (A) en afgørelse i realiteten.

Det tilføjes, at jeg ikke har fundet anledning til at komme nærmere ind på, om andre grunde kunne tale for, at styrelsen ikke i 1979 burde have afsluttet sagen som sket. Jeg henviser herved til, at jeg i en undersøgelse af 105 erhvervssygdomssager i Arbejdsskadestyrelsen vil fremkomme med nogle mere indgående bemærkninger om styrelsens henlæggelsespraksis.

Jeg udbeder mig underretning om ankestyrelsens fornyede afgørelse."