Ombudsmandsudtalelser vedrørende kriminalforsorgen


8 - 5.

FOB.95.199

Forvaltningsret 115.3 - 123.2 Strafferet 3.7.

Afslag på ansøgning om benådning af livstidsfange

En mand der var idømt livsvarigt fængsel havde flere gange fået afslag på ansøgninger om benådning med henvisning til hans potentielle farlighed. Med henblik på at få en ny vurdering af den domfældtes farlighed iværksatte Justitsministeriet i 1991 en psykiatrisk undersøgelse. Ifølge undersøgelsen var der ikke holdepunkter for at hans farlighed var aftaget Retslægerådet var enig i denne vurdering, men bemærkede samtidig at mulighederne for at forudsige farligt recidiv for ikke - sindssyge Personer var begrænsede. Med henvisning til de lægelige vurderinger afslog ministeriet benådning den 31. august 1993.

Inden afgørelsen havde justitsministeriet i pressen først udtalt sig positivt og herefter negativt om mulighederne for benådning.

Ombudsmanden bemærkede at der var sket en meget væsentlig forskelsbehandling i sagen, men at den byggede på fagkyndige vurderinger af domfældtes farlighed som han ikke havde nærmere forudsætninger for at tage stilling til.

Ombudsmanden udtalte at domfældte under afsoningsforhold som stort set havde været uforandrede i en årrække ikke ved sin adfærd havde haft og ikke ville få mulighed for helt eller delvist at afkræfte den vurdering af hans potentielle farlighed som var grundlaget for Justitsministeriets afgørelse Ombudsmanden henstillede til Justitsministeriet at iværksætte gradvise lempelser af afsoningsforholdene således at der ville kunne tilvejebringes nye præmisser for en fremtidig vurdering af spørgsmålet om benådning.

Ombudsmanden mente at justitsministeriets udtalelser til pressen under sagens be- handling var betænkelige og uheldige.

Justitsministeriet traf afgørelse om at overføre domfældte til fortsat strafudståelse i et åbent statsfængsel og bestemte at han efter ca. et års ophold dér skulle undergives en ny mental- undersøgelse. Han ville fortsætte sit igangværende udståelsesforløb med ledsagede udgange.

( J.nr. 1994 - 357 - 620).

 

Advokat A klagede for B over Justitsministeriets afgørelse om afslag på en ansøgning om benådning af B.

A klagede endvidere over den daværende justitsministeriets udtalelse til pressen den 19. juli 1993.

B var født den . . .

Ved Østre Landsrets dom af 18, marts 1966 blev B idømt livsvarigt fængsel efter straffelovens §§ 237, 266 og 285, stk. 1, jf. § 276, jf. til dels § 21, samt våbenlovens § 10, stk. 1, jf. § 2, jf. § 1, nr. 1, 2 og 5.

Højesteret stadfæstede Østre landsrets dom den 24. august 1966.

B havde flere gange ansøgt om benådning og fået afslag.

B havde siden 1983 - med en afbrydelse i en periode i 1988.89- regelmæssigt haft ledsagede udgange. Fra 1983 til 1988 var der tale om halvårlige ledsagede udgange. Fra september 1989 til september 1993 var der tale om månedlige ledsagede udgange.

Fra den 1. september 1993 havde B haft ledsagede udgange hver 14. dag. Under de senere års udgange havde B været ledsaget af en fængselsfunktionær og to politifolk (tidligere var der flere ledsagere). B havde gennemført godt 100 ledsagede udgange.

Statsfængslet i Nyborg oplyste i marts måned 1995 at alle udgange var forløbet helt uden problemer.

I brev af 28. november 1991 havde Justitsministeriet afslået en ansøgning fra A om benådning af B, Ministeriet henviste til den begrundelse der var givet i ministeriets afslag af 2. oktober 1990 på en ansøgning om benådning. I skrivelsen havde ministeriet henvist til at der fortsat var risiko for alvorlig, affektpræget kriminalitet. Justitsministeriet oplyste i skrivelsen af 28. november 1991 at en ændret vurdering af denne risiko forudsatte at der blev foretaget en ny psykiatrisk vurdering af B, som blev baseret på observationer over en længere periode.

Efter at have indhentet B's samtykke foreslog A Justitsministeriet at der blev foretaget en ny psykiatrisk vurdering af B på sikringsanstalten i Nykøbing Sjælland.

Justitsministeriet undersøgte mulighederne for en psykiatrisk undersøgelse af B. A og ministeriet blev enige om at en bestemt overlæge på Middelfart Sygehus skulle stå for undersøgelsen. B blev herefter indlagt fra den 17. september til den 22. oktober 1992 på den psykiatriske afdeling på Middelfart Sygehus til mentalobservation. Undersøgelsen bestod af henholdsvis døgnobservationer ved personalet i afdelingen. Psykologiske undersøgelser og lægelige samtaler ved overlægen og en 1. reservelæge.

Overlægen sammenfattede i en erklæring undersøgelsen af B på følgende måde:

Observanden er en nu 65 år gammel mand, der har tilbragt 40 år af sit liv i fængsel. Afsoningen i forbindelse med den pådømte kriminalitet har nu varet i 27 år.

Fra han første gang kom i fængsel som 20- årig har han således samlet kun været uden for fængslet i 5 år.

Observanden er ved undersøgelsen fundet normalt begavet.

Observanden er ikke ved undersøgelsen fundet psykotisk (sindssyg).

Observanden er karakterafvigende, han er selvovervurderende, umoden og ekspansiv i tankegang, Han synes ganske ude af stand til at reflektere over eget liv og tankeindhold. Han er emotionel afladet og uden engagement i andre mennesker. Andre mennesker synes blot at være kulisser i forhold til egen forestillingsverden. Han er selvovervurderende i forhold til egne evner og muligheder, som han ikke stiller spørgsmål ved, uagtet det liv han har haft. De kriminelle handlinger, han er dømt for, betragter han som uheld, skabt af situationen. De konsekvenser, hans kriminalitet har skabt for andre, omtaler han ikke på noget tidspunkt. Derimod fremhæver han ofte de konsekvenser, pådømte kriminalitet har fået for ham selv, og han finder sig alt for hårdt straffet. Han mener det er tale om hævn.

Under omtale af såvel tidligere som nuværende pådømte kriminalitet synes det væsent- ligste element at være, at han blev opdaget. Han mener at sidst pådømte kriminalitet aldrig ville være sket, såfremt det økonomiske udbytte fra tidligere kriminalitet havde været større. Så ville han ikke have behøvet at foretage yderligere kriminalitet.

Observanden viser ingen tegn på intellektuel reduktion.

Karakterologisk må observanden beskrives som ganske uforandret i forhold til tidligere undersøgelser.

Der er ingen holdepunkter for at antage, at den tidligere beskrevne farlighed er aftaget.

En eventuel benådning kan således ikke begrundes i, at den tidligere beskrevne farlighed skulle være aftaget under afsoningsforløbet.

Det ligger uden for det psykiatriske ekspertområde at vurdere forholdet mellem retssikkerheden og observandens ønske om benådning, begrundet i den lange afsoningstid. Dette gælder også, hvad angår lempelser af afsoningsforhold."

B berigtigede på en lang række punkter de faktiske oplysninger i erklæringen. Han mente at oplysningerne var enten forkerte eller forkert gengivet.

Statsfængslet i Nyborg afgav til Justitsministeriet følgende om erklæringen:

"Under hensyntagen til det i mentalerklæringen anførte om uændret farlighed, finder inspektionen ikke grundlag for at overveje benådning.

Uanset den psykiatriske vurdering af den indsattes farlighed såfremt den pågældende kommer på fri fod , finder man imidlertid, at hans helt problemfri afsoningssituation sammen- holdt med de mange ledsagede udgange der også er foregået uden problemer af nogen art, taler for, at man uden risiko kunne lempe afsoningsforholdene.

Man skal på denne baggrund indstille, at det tages op til overvejelse at overføre den pågældende til afsoning under mere lempelige forhold, idet hans potentielle farlighed ikke kan antages at ville komme til udtryk, når rammerne for hans tilværelse dog fortsat er overskuelige og strukturerede."

I et brev til Justitsministeriet skrev overlægen at B´s kommentarer til mentalerklæringen ikke gav ham anledning til ændringer eller tilføjelser i den afgivne erklæring.

Justitsministeriet bad Retslægerådet om en udtalelse dels om benådningsansøgningen, dels om hvorvidt det ville være forsvarligt at lempe B´s afsoningsforhold, eventuelt i form af uledsaget udgang.

Retslægerådet udtalte:

" I sagen vedrørende (B) skal Retslægerådet henvise til tidligere responsa, senest af 25.06.86 og 15.06.87 og på grundlag af sagens akter med mentalobservationserklæring af 20.11.92 fra overlæge . . ., Middelfart Sygehus, psykiatrisk afdeling udtale, at (B), som ved tidligere mentalobservationer, ikke er fundet sindsyg. Han er velbevaret og der er ved psykologisk undersøgelser ikke fundet tegn på åndelig svækkelse. Han har intet misbrug. Karakterologisk beskrives han i det væsentlige som uforandret fra tidligere undersøgelser. Han er præget af at være selvovervurderende, selvoptaget, umoden, uden engagement i andre mennesker, uden evne til at sætte sig ind i andres opfattelse. Den med hans personlighedstræk forbundne, tidligere manifesterede og fortsat potentielle farlighed, er således næppe afgørende ændret, hvis han kommer i uventede, uoverskuelige og trængte situationer.

I en vurdering af farlighed bør det bemærkes, at også psykiatrisk ekspertise har begrænset mulighed for at forudsige farligt recidiv med ønskelig sikkerhed, især hvad angår ikke sindssyge personer. Det er tillige meget vanskeligt endeligt at vurdere eventuel farlighed under forløbet af en afsoning. (B) har ikke under den meget langvarige afsoning udvist manifestetegn på farlighed, heller ikke under mange ledsagede udgange. Rådet finder ikke, ud fra lægevidenskabelige grunde, at kunne vurdere sandsynligheden for, at (B) under uledsagede udgange vil komme i potentielt farlige situationer og tilsvarende betragtninger gælder vedrørende eventuel benådning.

I tilfælde af lempelse af afsoningsforholdene, herunder også med henblik på at tilvejebringe eventuelle nye præmisser for en mulig fremtidig vurdering af spørgsmålet om benådning, skal Retslægerådet, ud fra lægelige grunde, anbefale, at de øgede forhold, således at risikoen for uventede uoverskuelige og trængte situationer, mindskes mest muligt. . . . "

A kom med følgende kommentarer til Retslægerådets udtalelse: . . . "

at der tilsyneladende nu kan bortses fra overlæge . . . udtalelser - i erklæring af 20.11.992 - om indsattes potentielle farlighed, al den stund Retslægerådet forkaster, ud fra lægevidenskabelige grunde, at det er muligt at vurdere ‘farligt recidiv med ønskelig sikkerhed’, og

at Rådet relevant fremhæver, at (B) under den meget langvarige afsoning ikke har ‘udvist manifeste tegn på farlighed, heller ikke under mange ledsagede udgange. . . ‘

På denne baggrund skal jeg anbefale, at der tilståes (B) et større antal udgange, evt. 24 på årsbasis, at en del af disse udgange gøres uledsagede med døgns varighed, at der indenfor det kommende års forløb sker overførsel til "Kastanienborg", og at endelig benådning genvurderes efter et års ophold på "Kastanienborg", på baggrund af de indtil da gjorte iagttagelser."

Justitsministeriet traf følgende afgørelse i en skrivelse til A;

" I den anledning meddeler man, at Justitsministeriet ikke har fundet grundlag for at imødekomme ansøgning om benådning eller anmodningen om uledsaget udgang og overførsel til fængselsafdelingen Kastanienborg.

Derimod tillader man, at Deres klient fremover kan få ledsaget udgang hver 14. dag.

Afviklingen af et øget antal af disse udgange vil bl. a. kunne forbedre muligheden for at vurdere om eventuelle andre lempelser i Deres klients afsoningsforhold på et senere tidspunkt vil være forsvarlige.

Man har ved afgørelsen af ansøgningen om benådning navnlig lagt vægt på, at det af den til brug for sagen indhentede psykiatriske erklæringer fremgår, at der ingen holdepunkter er for at antage, at Deres klients tidligere beskrevne farlighed er aftaget, samt at retslægerådet har vurderet, at hans tidligere manifesterede og fortsat potentielle farlighed næppe er afgørende ændret, hvis han kommer i uventede uoverskuelige og trængte situationer."

Det Fri Aktuelt indeholdt for den 19. juli 1993 på forsiden følgende:

Overskrift: "Minister overvejer at benåde (B)"

Under overskrift: " Justitsminister Erling Olsen overvejer at benåde livstidsfangen (B), når denne fylder 67.’ Nu nærmer han sig pensionsalderen, og så er spørgsmålet, om han ikke burde pensioneres fra fængslet i 28 år for drabet på fire betjente.

Læs side 3".

I en artikel på s. 3 under overskriften "Politimorderen kan blive pensioneret fra fængslet" var anført følgende:

Nu nærmer han sig pensionsalderen, og så er spørgsmålet, om han ikke burde pensioneres fra fængslet. Jeg har ærlig talt overvejet at lukke ham ud, når han bliver 67,’ siger Erling Olsen til Det Fri Aktuelt.

Han har bedt om nye mentalundersøgelser af livstidsfangen. De er i øjeblikket til vurdering i Retslægerådet.

"Hvis sagkundskaben - og det er ikke mig - siger, at vi skal lade være med at løslade ham, så gør vi det naturligvis ikke. Men vi har valgt at give ham en ekstra chance denne gang - fordi han nærmer sig pensionsalderen’ siger Justitsministeren."

B´s benådningssag blev omtalt kl. 7 og kl. 8 i radioavisen for den 19. juli 1993. Efter afskriften af Danmarks Radios båndoptagelse af de to indslag (som Justitsministeriet havde fremskaffet) skete det på følgende måde:

"Kl. 7.00:

Radioavisoplæser:

Justitsminister Erling Olsen overvejer at benåde livstidsfangen (B), når han fylder 67, skriver Det Fri Aktuelt. ‘Nu nærmer han sig pensionsalderen, og så har vi valgt at give ham en chance for at blive pensioneret fra fængslet’ siger Justitsministeren. Han har bedt Retslægerådet

vurdere den nye mentalobservation på livstidsfangen. ‘Hvis eksperterne siger, at vi ikke skal løslade ham, gør vi det naturligvis ikke’, siger Erling Olsen. (B) har siddet i fængsel i 28 år efter at han i 1965 skød 4 politibetjente på Amager i København. Skiftende justitsministre har hidtil afslået at benåde ham.’Livstidsfanger løslades normalt efter godt 14 år, så (B) har afsonet den længste livstidsdom i Danmark’, siger hans advokat (A). Han afviser pure, at (B) er farlig for sine omgivelser.

"Kl. 8.00

Radioavisoplæser:

Politimorderen (B) bliver ikke løsladt. Justitsminister Erling Olsen har overvejet at løslade livstidsfangen, når han bliver 65, men ´mentalundersøgelser af ham viser, at han er for farlig at lukke ud´, siger Erling Olsen.

 

Erling Olsen:

´Jeg tænkte, at da han nu blev 67, og havde tilbragt det meste af sit liv i fængsel, så kunne vi spørge om ikke at vi kunne ´pensionere ham´ og slippe ham ud, fordi livsvarig straf er en meget lang straf; men afgørende er, om han kan betragtes som farlig for sine omgivelser, fordi når det drejer sig om fængselsstraffe, har vi ikke bare hensynet til den indsatte, vi har også hensynet til dem, som en løsladelse kan gå ud over, og de erklæringer vi har fået fra læger, er af en sådan art, at det ikke er forsvarligt at slippe ham ud.

Journalisten:

´Og det vil sige, at (B) må regne med at tilbringe resten af sit liv i fængsel?´

Erling Olsen:

´Det tror jeg desværre.´

Radioavisoplæser:

(B) har siddet i fængsel i 28 år, siden han i 1965 skød og dræbte 4 unge politibetjente. Justitsminister Erling Olsen blev interviewet af . . . "

I brev af 26. juli 1993 skrev følgende til justitsministeriet:

"Af meddelelser i pressen 19/7 1993 kunne man få den misforståede opfattelse, at der foreligger et responsum fra Retslægerådet, som (. . .) har fået forelagt sagen til udtalelse 1/6 1993.

Direktoratet bedes bekræfte, at Retslægerådets udtalelse endnu ikke foreligger, og at der herefter endnu ikke er taget stilling til mit ubesvarede benådningsandragende.

En medarbejder fra Justitsministeriet orienterede telefonisk den 27. 1993 A om at sagen fortsat var hos Retslægerådet, og at der først når der forelå en udtalelse derfra, ville blive taget stilling til benådningsspørgsmålet.

Som nævnt ovenfor tog justitsministeriet stilling til benådningsansøgningen ved skrivelsen af 31. august 1993 til A.

I sin klage til mig anførte A bl. a.:

" Efter lang og moden overvejelse har jeg besluttet på vegne af (B) , Nyborg Statsfængsel, at påklage Justitsministeriets Direktoratet For Kriminalforsorg, herunder Justitsministeren personligt, i to anledninger:

(A) Det forhold, at Ministeriet fortsat begrunder afslaget på benådningsandragender med henvisning til en konkret farligheds - vurdering, uagtet en sådan vurdering ikke kan foretages på et lægevidenskabeligt sagligt grundlag, og

(B) Konkret at Justitsministeren 19/7 1993 i radioens morgennyhedsudsendelser dels har udtalt sig om et verserende benådningsandragendes skæbne, forinden sagsbehandlingen var afsluttet, dels i den ene udsendelse har givet udtryk for en positiv holdning til benådningsmulig- heder, for derefter i udsendelsen en time senere at indtage den stik modsatte holdning, alt uden underretning til (B) eller undertegnede."

Efter A´s opfattelse gav Retslægerådet i sin udtalelse udtryk dels for betænkeligheder ved overhovedet at foretage en konkret farlighedsvurdering af personer som er indsat i et lukket fængsel, dels for at rådet ikke kunne vurdere sandsynligheden for at B ville komme i potentielle farlige situationer, A fandt det derfor betænkeligt at Justitsministeriet fortsat anvendte farlighedsbegrebet ved afgørelser om benådning af B.

Med hensyn til den daværende Justitsministers udtalelser i Radioavisen oplyste A at udsendelsen kl. 7 spontant blev fejret i Statsfængslet i Nyborg. Justitsministeriet anførte i en udsendelse til mig bl. a. følgende:

" . . .

Ved skrivelse af 31. august 1993 meddelte Justitsministeriet på baggrund af den af overlæge (. . .) udarbejdede mentalerklæring af 20. november 1992 samt Retslægerådets udtalelse af 4. august 1993 afslag på ansøgning om benådning. Det var anført nærmere i afgørelsen, at man navnlig lagde vægt på, at det af mentalerklæringen fremgik, at der ingen holdepunkter er for at antage , at den pågældende tidligere beskrevne farlighed er aftaget, samt at Retslægerådet i dets udtalelse vurderede, at den pågældendes tidligere manifesterede og fortsat potentielle farlighed næppe er afgørende ændret, hvis den pågældende kommer i uventede uoverskuelige og trængte situationer.

Det er således ikke tale om, at man ikke bl. a. lagde Retslægerådets udtalelse i sin helhed til grund ved vurderingen af sagen.

For så vidt angår undsigelsen om, at den pågældendes farlighed (gennem citat af Retslægerådets udtalelser) blev anført som begrundelse for afslaget på benådning, skal man henvise til Justitsministeriets skrivelse af 18. februar 1971 om løsladelse fra fængslet på livstid, (Kriminalforsorgens cirkulæresamling, T 109), hvoraf det følger, at dette hensyn efter fast praksis kan være afgørende for benådningssagens udfald.

Endelig skal man oplyse, at justitsministeren alene blev interviewet en enkelt gang til radioavisen den 19. juli 1993, jfr. bilag 38. Udtalelserne i interviewet fremkom i forbindelse med den løbende, omfattende debat i medierne vedrørende spørgsmålet om benådning af (B).

Justitsministerens udtalelser var således alene udtryk for hans foreløbige holdning til spørgsmålet og ikke en foregribelse af den endelige administrative afgørelse i den verserende sag."

A kommenterede i et brev Justitsministerens udtalelser på følgende måde:

"1. Jeg blev af flere journalister 19/7 1993 telefonisk foreholdt, at Justitsministeriets henviste til, at Retslægerådet svar forelå, og at det var på den baggrund han udtalte sig i kl. 8.00 radioavisen. Jeg måtte til sidst henvise journalisterne til at henvende sig direkte i Retslægerådet, der oplyste, at svaret endnu ikke var afgivet ( Det forelå senere, dateret 4/8 1993).

"2. Justitsministeriet begrunder påberåbelsen af en persons farlighed i benådningsover- vejelsen til en Justitsministeriel skrivelse af 18/2 1971. Jeg skal blot henvise til, at Retslægerådets stillingtagen til farligheds-vurderinger (4/8 93) er noget mere forbeholden.

"3. Justitsministerens ´foreløbige holdning . . . ´, specielt på baggrund af udsagnet en time tidligere."

I et brev til A udtalte jeg følgende:

" A Udtalelser til pressen

Som det fremgår af det der er anført ovenfor, blev den daværende justitsminister kun interviewet i Radioavisens udsendelse kl. 8 den 19. juli 1993. I udsendelsen en time tidligere samme dag blev den daværende justitsminister udelukkende citeret for nogle udtalelser som han skulle have afgivet til Det Fri Aktuelt, og som var offentliggjort den 19. juli 1993.

De udtalelser som Det Fri Aktuelt og Radioavisen citerede ministeren for, og ministerens egne udtalelser i Radioavisen er ubestridte, og jeg har derfor lagt artiklen og afskriften af de to indslag i deres helhed til grund for min bedømmelse af denne del af sagen.

1. I artiklen i Det Fri Aktuelt blev den daværende justitsminister citeret for at overveje at benåde (B) fordi (B) på det tidspunkt nærmede sig ´pensionsalderen´ det blev oplyst at ministeren havde bedt Retslægerådet om at vurdere en ny mentalobservation, og justitsministeren blev citeret for et forbehold om at (B) ikke ville blive løsladt hvis ´eksperterne´ frarådede det. (Efter sammenhængen er der tvivl om at ministeren sigtede til Retslægerådet).

Justitsministeren tog således et udtrykkeligt forbehold for den verserende benådningssags udfald, og de citerede udtalelser kunne derfor efter en objektiv og naturlig sproglig forståelse ikke give grundlag for at skabe (udelukkende) positive forventninger til benådningssagens udfald.

Det må imidlertid lægges til grund at Radioavisen kl. 7 rent faktisk skabte positive forventninger hos (B), og at disse forventninger en time senere bristede som følge af Justitsministerens mere forbeholdne udtalelser i udsendelsen kl. 8. Jeg har stor forståelse for at de citerede udtalelser, i den situation som (B) befandt sig i, umiddelbart og isoleret set kunne skabe positive forventninger. Jeg har i den forbindelse hæftet mig ved at (B) i samtlige afslag på sine ansøgninger om benådning gennem tiderne havde fået den begrundelse at han var farlig for sine omgivelser. Hermed har Justitsministeriet - omend indirekte - gentagne gange ( især i afslaget af 28. november 1991) givet udtryk for at det var en betingelse for benådning at denne farlighed aftog. De citerede udtalelser i Det Fri Aktuelt og i udsendelsen kl. 7 gav således - så vidt ses - for første gang et positivt indtryk af at (B)´s (efterhånden fremskredne ) alder i sig selv kunne få betydning for sagens udfald. Disse overvejelser gav justitsministeren udtryk for på et tidspunkt da overlæge (...) for længst - hvad (B) var bekendt med - havde afgivet sin mentalerklæring. Overlægen havde ikke fundet holdepunkter for at antage at (B)´s farlighed, som den tidligere var blevet beskrevet, skulle være aftaget.

Under disse omstændigheder - og selv om den daværende justitsminister tog et forbehold for Retslægerådets udtalelse - finder jeg det betænkeligt at der under sagens behandling offentligt blev tilkendegivet overvejelser om at (B) eventuelt kunne blive benådet på grund af sin alder. Efter min opfattelse bør en forvaltningsmyndighed under behandling af en sag af denne meget alvorlige karakter bestræbe sig på at undgå at skabe forventninger om sagens udfald, når det endelige resultat fortsat må anses for usikkert.

2. I udsendelsen kl,. 8 udtalte daværende justitsminister nu direkte - på et helt uændret grundlag - at de erklæringer som justitsministeriet havde fået fra lægerne, var af en sådan art at det ikke var forsvarligt at løslade (B). Journalisten spurgte herefter om det betød at (B) måtte regne med at tilbringe resten af sit liv i fængsel. Justitsministeren svarede - med beklagelse - at det troede han.

Justitsministeriet har i udtalelsen til mig anført at Justitsministerens udtalelser i udsendelsen kl. 8 var udtryk for hans foreløbige holdning til spørgsmålet om benådning og ikke en foregribelse af den endelige, administrative afgørelse i den verserende sag. Dette har jeg ikke grundlag for at betvivle. Men ved således at have givet udtryk for at det ikke ville være forsvarligt at løslade (B), og dermed at benådning var udelukket, kan udtalelserne efter min opfattelse ikke forstås på anden måde end justitsministeren omend utilsigtet - gav indtryk af at (B) benådningssag allerede var afgjort. Og det på et tidspunkt da sagsforberedelsen ikke var afsluttet; forelæggelsen af sagen for Retslægerådet må anses for et væsentligt undersøgelsesskridt. Hvis justitsministeriet havde en afgørelse, ville det efter min opfattelse have været bedst stemmende med god forvaltningsskik at (B) eller De var blevet gjort bekendt med den før offentligheden blev orienteret om den.

Jeg finder det på denne baggrund uheldigt at den daværende justitsministers udtalelser i udsendelsen kl. 8 således gav anledning til misforståelser.

jeg har gjort justitsministeriet bekendt med min opfattelse under 1 og 2, men foretager mig herudover ikke yderligere.

B. Justitsministeriets afslag på benådning

1. De straffe som domstolene idømmer en person, skal som altovervejende hovedregel fuldbyrdes i overensstemmelse med deres indhold. justitsministeren (justitsministeriet) kan dog benåde den pågældende hvis særligt tungtvejende hensyn taler for det.

En afgørelse om benådning bygger på en afvejning af en række hensyn; hertil kommer - som i den foreliggende sag - visse sagkyndige vurderinger af lægevidenskabelig karakter. Efter de regler der gælder for min virksomhed, kan jeg kun kritisere en sådan afgørelse hvis der foreligger særlige omstændigheder. Hermed sigter jeg navnlig til forvaltningsretlige mangler i forbindelse med afgørelsen , f. eks. at der er blevet lagt vægt på ulovlige hensyn, at der ner handlet i strid med en lighedsgrundsætning, eller at der i øvrigt er begået fejl der kan have haft betydning for sagens udfald.

2. Jeg har fra justitsministeriet indhentet oplysninger om benådningspraksis for personer der fra 1951 er idømt livsvarigt fængsel.

56 personer er fra 1951 til udgangen af 1994 idømt livsvarigt fængsel. 45 af disse personer er blevet benådet. 11 personer er endnu ikke blevet benådet.

De 45 personer der er blevet benådet for dens livstidsstraf, har i gennemsnit udstået 14 år og én måned af deres straf. De fem personer af de 45 der har udstået den længste straf, har afsonet henholdsvis 20 år og fire måneder, 19 år og syv måneder, 19 år og seks måneder, 18 år og to måneder, 18 år af deres livstidsstraf.

Siden 1965 (hvor (B)´s frihedsberøvelse indledtes) er 18 personer benådet for livstidsstraf. Den gennemsnitlige afsoningstid for denne gruppe har været 13 år og ni måneder.

Blandt de 11 personer der fra 1965 til udgangen af 1994 er idømt livstidsstraf og som (endnu) ikke er benådet, havde tre personer ved udgangen af 1994 udstået mere end 14 års fængsel:

B havde udstået 29 år og tre måneder.

En person havde udstået 16 år og syv måneder.

En person havde udstået 14 år og to måneder.

Forholdet er sålesdes det.

at (B) er den person der af livstidsdømte siden 1951 har udstået den længste straf ( ca. ni år længere end den næstlængste afsoning,) og

at (B) har udstået ca 15 år længere end gennemsnittet af livstidsstraffe.

At der er tale om en meget væsentlig forskelsbehandling, er uden videre klart. Spørgsmålet er herefter om forskelsbehandlingen sagligt er tilstrækkeligt velbegrundet.

3. Juatitsministeriet s afgørelse bygget på en vurdering af (B) farlighed. Ministeriet stø’tter sig ved vurderingen på overlæge (. . .) erklæring af 20. november 1992 og Retslægerådets udtalelse af 4. august 1993. Som ovenfor citeret anførte overlægen om (B)´s farlighed:

´. . .

Der er ingen holdepunkter for at antage, at den tidligere beskrevne farlighed er aftaget.

En eventuel benådning kan således ikke begrundes i, den tidligere beskrevne farlighed skulle være aftaget under afsoningsforløbet.

Der ligger uden for det psygiske ekspertområde at vurdere forholdet mellem retssikkerheden og observandens ønske om benådning, begrundet i den lange afsoningstid. Dette gælder også, hvad angår lempelser af afsoningsforhold.

. . . ´

Retslægerådet anførte om farlighed:

´. . .

den med hans personlighedstræk forbundne, tidligere manifesterede og fortsat potentielle farlighed, er således næppe afgørende ændret, hvis han kommer i uventede, uoverskuelige og trængte situationer.

I en vurdering af farlighed bør det bemærkes, at også psykiatrisk ekspertise har begrænset mulighed for at forudsige farligt recidiv med ønskelig sikkerhed, især hvad angår ikke sindssyge personer. Det er tillige meget vanskeligt endeligt at vurdere eventuel farlighed under forløbet af en afsoning, (B) har ikke under den meget landvarige afsoning udvist manifeste tegn på farlighed, heller ikke under mange ledsagede udgange.

Rådet finder ikke, ud fr lægevidenskabelige grunde, at kunne vurdere sandsynligheden for, at (B9 under eventuelle uledsagede udgange vil komme i potrentielt farlige situationer og tilsvarende betragtninger gælder vedrørende eventuel benåddning.

I tilfælde af lempelse af afsoningsforholdene, herunder også med henblik på at tilvejebringe eventuelle nye præmisser for en mulig fremtidig vurdering af spørgsmålet om benådning, skal Retslægerådet ud fra lægelige grunde, anbefale at de øgede friheder etableres gradvis og under fast strukturerede forhold, således at risikoen for uventede uoverskuelige og trængte situationer, mindskes mest muligt.

. . . ´

Om muligheden for at foretage en vurdering af om en ikke sindssyg må antages i fremtiden at kunne foretage personfarlig kriminalitet, har Retslægerådet i rådets årsberetning for 1988 udtalt følgende.

´. . .

Denne sag omhandler et af de vanskeligste problemer rådet stilles overfor - en vurdering af, hvorvidt en ikke-sindssyg men personlighedsmæssig herunder seksuelt, afvigende person må antages i fremtiden at kunne foretage personfarlig kriminalitet. Det har været kraftigt debatteret, også internationalt, hvorvidt psykiatrien som fag overhovedet havde grundlag for at afgive sådanne udtalelser. Det overvejende synspunkt i dag synes at være at psykiatrien ikke kan påberåbe sig nogen særlig ekspertise indenfor dette område, men at psykiatriske / psykologiske vurderinger bør indgå sammen med andre i disse sager. Udover psykologisk / psykiatriske aspekter afhænger recidivrisikoen af en lang række andre f. eks. sociale og situative faktorer. Rådet vil derfor i denne type sager være tilbøjelig til blot at fremlægge de psykiatriske synspunkter, men - som det også fremgår af denne sag - afstå fra at udtale sig om, hvorvidt en idømt foranstaltning kan anbefales ændret respektive må tilrådes opretholdt, idet afgørelsen heraf bero på en samlet vurdering, hvor de lægelige synspunkter kan indgå med større eller mindre vægt. Hertil kommer at i sager vedrørende udskrivning fra forvaring kan proportionalitetsmæssige betragtninger spille en væsentlig rolle, men sådanne synspunkter er af ikke-lægelig karakter og vil som hovedregel ikke indgå i rådets overvejelser.

4. Således som sagen foreligger oplyst, må jeg lægge til grund at (B) ikke på noget tids- punkt under de 29 år og fem måneders frihedsberøvelse ved handling eller ved ytringer har vist nogen form for farlighed. Heller ikke under gennemførelsen af de godt 100 ledsagede udgange har (B) efter det oplyste udvist nogen form for farlighed.

(B)´s adfærd i e forløbne år må naturligvis vurderes på baggrund af de ydre vilkår han har haft under den velstrukturerede dagligdag i fængslet og under udgang.

Retslægerådets bedømmelse af (B)´s farlighed bygger på en opfattelse af at (B)´s tidligere . . . og fortsat potentielle farlighed næppe (er) afgørende ændret, hvis han kommer i uventede, uoverskuelige og trængte situationer.´

Denne fagkyndige vurdering har jeg ikke forudsætninger for nærmere at tage stilling til. Men jeg henviser til den afgørende generelle begrænsning i udtalelsens rækkevidde som fremgår af Retslægerådets egen udtalelse i rådets ovenfor citerede årsberetning for 1988.

Forholdet er herefter det at (B) ved fortsættelse under de nuværende afsoningsforhold, som stort set har været uforandrede i en årrække, ikke ved sin adfærd har haft og ikke vil få nogen som helst mulighed for helt eller delvist at afkræfte den vurdering af hans potentielle farlighed som er grundlagt for justitsministeriets afgørelse.

5. Jeg forstår Retslægerådets udtalelse af 4. august 1993, sidste afsnit (gengivet ovenfor, s. 00) således, at rådet finder at en bedømmelse af (B)´s eventuelle farlighed, til brug for en fornyet vurdering af en sag om benådning, forudsætter at der sker ændringer i (B)´s afsoningsforhold i form af øgede friheder.

Jeg er enig i dette.

Jeg har herefter fundet - på baggrund af det jeg har anført ovenfor, at måtte henstille til justitsministeriet at træffe beslutning om at iværksættelse lempelser af (B)´s afsoningsforhold efter en plan der gør det muligt, ved stedse mere og mere vidtgående friheder til (B), at tilvejebringe eventuelle nye præmisser for en fremtidig vurdering af spørgsmålet om benådning.

Jeg Har bedt justitsministeriet underrette mig om hvad der sker i anledning af min henstilling.

6. Som grundlag for en betydelig del af de ovenfor omtalte 45 benådninger der er sket af livstidsdømte fra 1951 til 1994, er indgået farlighedsvurderinger der er støttet på psykiatriske udtalelser. I lyset af sagens overordentlig alvorlige karakter og de elementære humane hensyn den involverer, den iøjnefaldende forskelsbehandling i forhold til alle andre livstidsdømte siden 1951 samt Retslægerådet generelle forbehold vedrørende psykiatrisk fundere de farligheds- prognoser, finder jeg det påkrævet at der foretages en sammenlignende gennemgang af farlighedsvurderingerne i de sager hvor der er sket benådning, og de tilsvarende vurderinger i (B)´s sag. Jeg har bedt Retslægerådet om at foretage (eller foranledige foretaget) en sådan gennemgang. Samtidig har jeg indbudt repræsentanter for rådet til en mundtlig drøftelse vedrørende tilrettelæggelsen og indholdet af en sådan gennemgang, samt med henblik på at sikre at de tidsmæssige rammer for gennemgangen bliver acceptable i forhold til en fornyet benådningsansøgning fra (B).