Tilbagebetaling af sygedagpenge.
Utilstrækkelig sagsoplysning.
Uholdbar bevisbedømmelse
Det fremgik
af sagen at A der arbejdede som
eksportchauffør i firmaet X,
blev sygemeldt den 6. juni 1995
på grund af dårlig ryg. Hans
arbejdsgiver anmodede den 11.
august 1995 Rudkøbing Kommune om
refusion af løn udbetalt til A
for perioden 19. juni 1995 - 28.
juli 1995, i alt 5.112 kr. I
ansøgningen oplystes at A var
fuldt uarbejdsdygtig på grund af
ryglidelsen siden den 6. juni
1995. Denne del af ansøgningen
udfyldte A. Han udfyldte
endvidere rubrik 7 i
ansøgningsskemaet. Han oplyste
heri at han modtog
14-dages-løn, at han ikke
modtog social pension, at
han ikke under fraværet havde
andre indtægter, samt at
han var medlem af
Specialarbejderforbundet i
Danmarks arbejdsløshedskasse.
Den 25.
oktober 1995 udfærdigede en
politiassistent fra Rudkøbing
Politistation følgende notits
som blev sendt til social- og
sundhedsforvaltningen i
Rudkøbing Kommune:
"I
forbindelse med en økonomisk
afhøring af pgl. den 241095
oplyste han over for pa. (...)
og undertegnede, at han havde
været sygemeldt ca. 3 måneder og
modtog sygedagpenge.
Det blev vi
noget forundret over, idet han
os bekendt reparerer biler i
værkstedet bag ejendommen
(adressen Y).
Vi foreholdt
ham vores iagttagelser vedr.
hans jævnlige lån af prøveplader
og afhentning af biler i
udlandet, ligesom vi for kort
tid siden havde afmonteret nr.
pladerne på en bil, der ifølge
ejeren var sat til reparation
hos ham ved værkstedet på
(adressen Y).
Pgl. nægtede
trods dette at drive værksted i
(adressen Y).
Det kan i
øvrigt oplyses, at han den pgl.
dag var i besiddelse af
prøveplader, som var monteret på
en importeret Volvo, som han
efter eget udsagn var i færd med
at reparere med henblik på
fremstilling til syn og
efterfølgende salg, ligesom vi
for ca. 1 måned siden optog
rapport for overtrædelse af
registreringsbekendtgørelsen,
idet han benyttede nr. pladerne
fra sin egen bil på en
importeret Toyota Corolla."
Den 26.
oktober 1995 bad kommunen A's
læge om en statusbedømmelse af
A.
Den 30.
oktober 1995 indgav B der er A's
svoger, anmeldelse til Rudkøbing
Kommune for socialt bedrageri
mod A. I kommunens notat af 30.
oktober 1995 om anmeldelsen
anførtes følgende:
"(B) oplyser,
at hans svoger (A) samtidig med
at han modtager sygedagpenge og
supplerende kontanthjælp driver
'sort' virksomhed som importør
af biler fra Schweitz. Han kører
ang. 1-2 gange ugl til Schweitz
og henter biler hjem. Dette er
foregået de seneste 5-6 år. (B)
oplyser at han selv har deltaget
på en enkelt tur.
(B) oplyser
at (A) skriver andet navn på
fartskriveren for at undgå
opdagelse.
Jeg oplyser
(B), at forvaltningen vil
foretage en foreløbig
undersøgelse og at sagen
derefter vil blive overgivet til
politiet mhp efterforskning - og
at han vil kunne forvente at
blive indkaldt til afhøring mhp
yderligere forklaring. Dette er
han indforstået med. Fortæller
at forholdet til svogeren er
belastet af at denne sidste år
indgav anmeldelse mod ham i
forbindelse med at han
opbevarede noget krudt på
ejendommen."
Herefter
indledte såvel politiet som
Told- og Skatteregionen i
Svendborg nærmere undersøgelse
af A's forhold. Undersøgelsen
viste at han havde et
autoværksted i lejede lokaler. I
efteråret 1995 indgav han tre
gange - den 12. september, 28.
september og 20. oktober -
ansøgning om lån af løse
prøveskilte.
Under en
afhøring den 30. oktober 1995 i
værkstedet fandt told- og
skatteregionen 4 biler uden
nummerplader købt og importeret
fra Schweiz af firmaet Z.
A oplyste
under afhøringen at han og nogle
bekendte benyttede værkstedet
til at reparere og istandsætte
egne biler og at der ikke blev
repareret biler for andre.
Den 1.
november 1995 mødte A til
samtale i social- og
sundhedsforvaltningens
dagpengekontor. Kontoret
udfærdigede den 2. november 1995
følgende notat om samtalen:
"...
(A) blev
oplyst om grunden til
indkaldelsen, nemlig at han var
blevet anmeldt for at arbejde
samtidig med at han modtog
sygedagpenge.
Han blev
oplyst om, at han var blevet
anmeldt både af politiet, samt
af en privat person.
(A) nægtede
at have arbejdet samtidig med,
at han modtager sygedagpenge.
Han har i flere år lejet en
garage sammen med tre andre, men
det eneste han foretog sig var,
at vaske og støvsuge sin bil.
Vi henviste
til notater fra politiet, den
private person samt fra Told og
Skat, hvoraf det fremgik, at han
også lånte prøveplader til biler
med henblik på klargøring og
salg, dette nægtede han, og
oplyste at det kun var til egne
biler.
Vi oplyste
ham om at dagpengelovens § 5,
stk. 1, var overtrådt, med
tilbagebetaling til følge, samt
at sagen ville blive oversendt
til politimesteren til videre
efterforskning."
Den 2.
november 1995 udfærdigede A's
læge en erklæring om hans
helbredstilstand. Erklæringen
havde bl.a. følgende indhold:
"Pt. har fået
konstateret en lumbal
discusprolaps ved scanning. Har
periodevist rodtryk. Da pt.
skulle vurderes m.h.p.
operationsindikation forsvandt
rodtryksgenerne dagen før. Pt.
har nu konstant ondt, men
forværres med radikulære smerter
ca. hver 14. dag. Ved fornyede
radikulære smerter henvises pt.
akut til Svendborg m.h.p.
myelografi samt
operationsvurdering. Pt. er
sygemeldt i 4 uger."
Vedlagt var
følgende erklæring fra en
speciallæge i neurokirurgi:
"34-årig
mand, som jeg så i 91. Da
mistanke om lumbal prolaps.
Henvist til indl. på neurokir.
afd. Generne svandt imidlertid
spont.
Siden er det
gået godt. Han har kunnet klare
sit job som langturschauffør,
(...) men fra årskiftet begynder
det at knibe. Siden får han
tiltagende lave lændesmerter,
udstråling på bagsiden af højre
femur, ned mod poples, men ikke
længere distalt. Generne dagligt
til stede. Provokerende faktor
er siddende stilling. Intet i
venstre og ingen
sfinkterforstyrrelser. I øvrigt
kan han alle ting, bare ikke ret
længe ad gangen.
Objektivt
findes en lille, spinkel
mand. Øget høj thoracal kyfose.
Pæn lændelordose. I dag fri
bevægelighed.
UE: led frie.
Strakt benløft 70/70. Lasegue
-/-. Venstresidig femuratrofi
(frakturfølger). I øvrigt ingen
elektive atrofier eller pareser.
Patellarreflekser middellivlige,
egale. Achilles ligeledes. Ingen
sensibilitetsudfald.
Der er intet
holdepunkt for lumbal prolaps
eller anden operativ lumbal
lidelse. Send ham til en
fys.terapeut så hurtigt som
muligt. For god ordens skyld har
jeg bestilt en CT-sc. Du vil
høre nærmere.
20.09.95:
CT-sc. viser nok en
prolapskonfiguration ud for 5.
lumb. discus på højre side, men
klinisk er der ingen
holdepunkter her for. Så
umiddelbar opr.indikation er der
ikke. Kommer der tiltagende
symptomer vil jeg foreslå
indlæggelse på (...) Sygehus,
med. afd. m.h.p. myelografi."
Den 3.
november 1995 sendte Rudkøbing
Kommune A følgende brev:
"Det meddeles
herved, at Deres
dagpengeudbetaling stoppes den
22.10.1995.
Begrundelsen
for afgørelsen er, at De efter
de foreliggende oplysninger fra
Politiet i Rudkøbing, under hele
Deres sygemelding, i forbindelse
med lån af prøveplader har
arbejdet med
afhentning/udbringning af
køretøjer i anledning af
reparation eller salg.
Man har fra
politiet fået udleveret kopier
af disse ansøgninger om lån af
prøveplader.
De har
således ikke været berettiget
til at modtage sygedagpenge,
dagpengelovens § 5, stk. 1.
Hele
dagpengebeløbet, der er udbetalt
til Dem, samt refusion udbetalt
til Deres arbejdsgiver kræves
derfor tilbagebetalt, efter
følgende opstilling:
|
Refusion udbetalt til
Deres arbejdsgiver for
|
|
|
perioden
19.06.1995-28.07.1995
|
kr.
15.336,00 |
|
|
|
|
Dagpenge udbetalt til
Dem for perioden
|
|
|
31.07.1995-22.10.1995
|
kr.
20.628,00 |
|
Ialt
|
kr.
35.964,00 |
"
I et brev af
17. november 1995 stilet til
Rudkøbing Kommune påklagede A's
advokat afgørelsen. Han anførte
bl.a.:
"... Som
advokat for (A) skal jeg herved
påklage den trufne afgørelse,
idet jeg indledningsvis skal
bemærke mig, at kommunen ikke på
trods af ønske herom fremsat den
8/11 1995 har efterkommet ønsket
om aktindsigt. Jeg skal derfor
på min klients vegne fremføre,
at det er ganske uberettiget, at
min klient har haft indtægter.
Min klient har i perioden med
sygedagpenge alene i to tilfælde
lånt prøveplader, som har været
brugt alene til transport af
private biler, uden at dette har
medført nogen indtægt
overhovedet.
Da kommunen
ikke har ønsket at dokumentere
baggrunden for den trufne
afgørelse, ser jeg mig derfor
nødsaget til på det nuværende
niveau at indklage den trufne
afgørelse som ganske ubegrundet
og ulovlig, og jeg skal
henstille og nedlægge påstand
om, at denne omgøres således, at
dagpengeudbetalingen genoptages
fra den 22/10 1995 at regne, og
at tidligere fremsatte krav om
tilbagebetaling af tidligere
erholdte dagpenge opgives.
..."
Den 20.
november 1995 anmeldte Rudkøbing
Kommune A til politiet for
socialt bedrageri.
Den 23.
november 1995 sendte kommunen
advokatens klage og sagen videre
til Dagpengeudvalget. Kommunen
bemærkede at afgørelsen var
begrundet i at "den sygemeldte
under hele sin sygeperiode, har
udført arbejde i lejet værksted,
og derfor ikke har været fuld
uarbejdsdygtig, dagpengelovens §
5, stk. 1".
Den 1.
december 1995 afgav A's læge
erklæring om A's helbredsmæssige
forhold. Han anførte:
"Patienten
har siden den 6. juni 1995 haft
konstante rygsmerter. Han er
udredt ved neurokirurg (...).
Der blev fundet højresidig
discusprolaps.
Scanning den
20. september 1995 viste
discusprolaps.
Diktatet til
patienten var følgende: ved
udstrålende smerter til højre
ben skal han indlægges acut på
(...) sygehus.
(A) kan ikke
lave noget fysisk arbejde !!!
Han
sygemeldes i yderligere 4 uger
fra dags dato !!!"
Denne
erklæring sendte A's advokat den
5. december 1995 til
Dagpengeudvalget. Han påpegede
at erklæringen viste at A rent
fysisk ikke var i stand til at
arbejde.
Dagpengeudvalget forelagde den
11. marts 1996 sagen for
udvalgets lægekonsulent som blev
bedt om at vurdere "om det på
grundlag af de lægelige
oplysninger kan udelukkes, at
pgl. har arbejdet sort med
afhentning/udbringning af
køretøjer i anledning af
reparation og salg".
Konsulentens vurdering var at A
"muligvis (har) en diskusprolaps
med smerter over lænden. Disse
kan være af varierende karakter
og det kan ikke udfra de
lægelige oplysninger udelukkes,
at klienten har arbejdet sort".
Politimesteren i Svendborg
meddelte i brev af 17. april
1996 A at han havde besluttet at
indstille efterforskningen i
sagen mod ham "fordi der ikke er
rimelig formodning om, at et
strafbart forhold, som forfølges
af det offentlige er begået".
Told- og
skatteregionen havde den 16.
februar 1996 meddelt A at der
ikke ville blive rejst sigtelse
mod ham vedrørende indførsel af
biler fra Schweiz samt udført
reparationsarbejde fra
værkstedet.
Dagpengeudvalget stadfæstede ved
afgørelse af 19. april 1996
kommunens afgørelse. Udvalget
anførte:
"De har pligt
til at tilbagebetale dagpenge
udbetalt af kommunen fra den 31.
juli 1995 til den 22. oktober
1995, da De i perioden ikke
anses for fuldt uarbejdsdygtig
på grund af sygdom, og idet De
har modtaget dagpenge med urette
mod bedre vidende, jf.
dagpengelovens § 5, stk. 1 og §
37, stk. 2.
Dagpengeudvalget har ved
afgørelsen lagt vægt på, at det
anses for dokumenteret, at De
har arbejdet i sygeperioden fra
6. juni 1995, idet De i
sygeperioden har ansøgt om lån
af løse prøveskilte til
afhentning af biler i udlandet
og bl.a. af Politiet er
observeret i arbejde med
reparation af biler i værkstedet
bag ejendommen (adressen Y).
Der er
endvidere lagt vægt på udtalelse
fra Dagpengeudvalgets
lægekonsulent, hvorefter det
ikke udfra de lægelige
oplysninger kan udelukkes, at De
har arbejdet i sygeperioden.
..."
I brevet
beskrev udvalget grundlaget for
afgørelsen og oplyste bl.a.:
"Der
foreligger endvidere lægelige
oplysninger fra Speciallæge i
neurokirurgi af 26. juli 1995 og
20. september 1995, hvoraf det
fremgår, at der ikke er
holdepunkt for lumbal prolaps
eller anden operativ lumbal
lidelse. Der er ikke indikation
for operation.
Der
foreligger endvidere
statusbedømmelse af 2. november
1995, hvoraf det fremgår, at De
er undersøgt for lumbal
discusprolaps. Da De skulle
vurderes med henblik på
operationsindikation forsvandt
rodtryksgenerne dagen før. De
har nu konstant smerter, som
forværres ca. hver 14. dag. De
var fortsat sygemeldt for 4
uger.
Af ny
lægeerklæring af 1. december
1995 fra egen læge fremhæves
det, at De ikke kan lave noget
fysisk arbejde og at De
yderligere var sygemeldt for 4
uger."
Den 22. april
1996 sendte Rudkøbing Kommune
Dagpengeudvalget kopier af told-
og skatteregionens brev af 16.
februar 1996 og politiets brev
af 17. april 1996 om at der ikke
kunne rejses sigtelse imod A.
Såfremt oplysningerne gav
udvalget anledning til en ændret
afgørelse, hørte man gerne fra
udvalget.
I brev af 23.
april 1996 anmodede A's advokat
Dagpengeudvalget om at ændre
afgørelsen.
Dagpengeudvalget genoptog derpå
behandlingen af sagen. Den 31.
maj 1996 sendtes sagen på ny til
lægekonsulenten. Han blev spurgt
om følgende: "Kan vi sige, han
ikke var fuldt uarb.dygtig i
dp-perioden + ved dp-ophør
22.10.95 ?".
Lægekonsulenten svarede den 5.
juni 1996:
"Vedrørende
forhistorie henvises til notat
af 13/3-96.
De lægelige
akter i sagen kan bruges til den
vurdering som kommer til udtryk
i ovennævnte notat. Det kan
således ikke udelukkes at
klienten vil kunne arbejde. Skal
der derimod fremsættes en
vurdering om klienten lægeligt
set er fuldt uarbejdsdygtig i
dagpengeperioden, er det
lægelige materiale for sparsomt.
Der skal derfor anmodes om en
statusbedømmelse fra egen læge,
hvori lægen kan spørges om
klienten i perioden 6/6 til
22/10, kunne betragtes som fuldt
uarbejdsdygtig på grund af sin
ryglidelse."
Dagpengeudvalget besluttede på
møde den 16. august 1996 at
fastholde afgørelsen. I brev af
20. august 1996 til A's advokat
skrev udvalget:
"Dagpengeudvalget har som ved
den tidligere behandling af
sagen lagt vægt på, at det af
politirapport af 25. oktober
1995 fremgår, at pågældende
reparerer biler og jævnligt
låner prøveplader til afhentning
af biler i udlandet, og at
pågældende til Told & Skat har
oplyst, at han reparerer egne og
bekendtes biler.
Det er uden
betydning for afgørelsen, om der
er rejst/frafaldet sigtelse af
andre myndigheder."
I brev af 3.
oktober 1996 klagede A's advokat
til mig over Dagpengeudvalgets
afgørelse. Han henviste bl.a.
til følgende:
"Desuagtet
træffer Den Sociale Ankestyrelse
på trods af, at dette har stået
dem klart, afgørelse om at de
sociale ydelser skal
tilbagebetales, idet man
overser, at det nu er fastslået
af to kompetente myndigheder,
der er vant til at efterforske
forhold ‑ nemlig toldvæsenet og
politiet ‑ at min klient ikke
har foretaget sig nogen af de
handlinger eller aktiviteter som
han i sagen er beskyldt for, og
at han har kunnet redegøre
tilfredsstillende for den
påståede brug af prøveskilte.
Man tilsidesætter også den af
lægen angivne lægeerklæring som
man udtrykkelig nævner man er
bekendt med og henholder sig til
en notits, som ikke er et
resultat af en politimæssig
efterforskning, idet man
fejlagtigt betegner denne som
politirapport, ligesom man
henholder sig til en notits fra
Told & Skat, som i senere
afgørelse er tilbagevist af
samme myndighed.
Jeg mener
derfor, at der er begået så grov
sagsbehandlingsfejl af Den
Sociale Ankestyrelse så denne
afgørelse bør tilsidesættes og
sagen genoptages, så meget desto
mere som den første afgørelse af
Den Sociale Ankestyrelse er
anmodet om at blive genoptaget
med oplysning om de
efterfølgende tilkomne fakta.
Jeg medsender
til Deres oplysning sagens akter
som de foreligger oplyst af
politiet i Svendborg samt notat
fra Told & Skat og udtalelse fra
min klients læge."
I det
tilsendte materiale indgik bl.a.
flere politirapporter om
politiets afhøringer af A og
andre. Af en rapport af 8.
december 1995 fremgik bl.a.:
"På
forespørgsel oplyste han, at han
ikke på noget tidspunkt har haft
arbejde - lønnet eller ulønnet -
samtidig med, at han har
modtaget sygedagpenge eller
supplerende socialhjælp.
Afhørte er
bekendt med, at hans svoger,
(B), har rettet henvendelse til
Social‑ og Sundhedsforvaltningen
og anmeldt ham, men om denne
henvendelse siger afhørte, at
det ene og alene er en hævn fra
svogerens side, fordi afhørte
sidste år var årsag til, at han
blev involveret i en sag med et
halvt tons fyrværkeri.
For så vidt
angår det anførte om, at han
står og reparerer biler på et
værksted, oplyser afhørte, at
det er en sandhed med
modifikationer.
Sandheden er
den, at han sammen med fire
andre har lejet en garage med
plads til 3‑4 biler, på
(adressen Y). Lejen er kr. 500,‑
/md. plus lys og varme. Der er i
højere grad tale om en stor
garage, end der er tale om et
egentligt værksted, idet der
hverken findes lift eller grav
på stedet, men alene en
donkraft.
De fire
personer han har garagen sammen
med, er
(...).
Af de fire
nævnte, er det kun de tre der
sammen med afhørte betaler
husleje m.v., medens (den
fjerde) nærmest får lov at komme
der, fordi han er gode venner
med dem alle sammen, og han har,
i lighed med de tre andre, nøgle
til garagerne.
Afhørte samt
de fire nævnte personer, går
hver især og regerer med deres
biler i garagerne, og derudover
kommer venner og bekendte til
brugerkredsen, og får ligeledes
lov at gå og pusle med deres
biler, hvorfor området let kan
udvise karakter af et
autoværksted, selvom det ikke er
tilfældet.
Det værktøj
de har på stedet, er sammenbragt
af hovedsagligt de fire lejere,
og de benytter hinandens værktøj
i flæng. Også i forbindelse med,
at det er venner eller bekendte
der har fået lov at komme og
regere med deres respektive
køretøjer.
Det anførte
om, at der skulle stå biler
udstillet til salg på området,
er ligeledes en sandhed med
modifikationer.
Afhørte har i
et enkelt tilfælde givet, den i
sagen nævnte (C), lov til at
stille en bil ned i indkørslen
til garageanlægget, og afhørte
mener at det var en Toyota
Corolla, og at det var noget der
fandt sted for en 3‑4 måneder
siden. I vinduet sad et
prisskilt, og (C)'s
telefonnummer var anført på
skiltet.
Det er
således ikke noget, afhørte har
haft spor med at gøre.
Hvor mange af
hans 'medlejere' der har haft
biler stående til salg, og
hvornår det i givet fald er
forekommet, ved han ikke.
Det i
oplysningerne fra Toldvæsenet
om, at der i indkørslen stod tre
biler, er korrekt.
Imidlertid er
det sådan, at to af dem var
Renault 5 Turbo, der begge
tilhører (...) (den ene af
garagelejerne), som har købt de
to biler af (C), men den ene af
bilerne, er en decideret
reservedelsbil.
Den 3. bil
som Toldvæsenet har set stå i
indkørslen, er en Volvo 240
stationcar, som afhørte har 'i
udvalg' fra (C), men som endnu
ikke er betalt. Ganske enkelt
fordi afhørte ikke har penge til
det. Bilen skal koste kr.
10.000,‑ plus moms, og meningen
er, at han på et tidspunkt skal
have den sat i stand, men
hvornår det bliver, ved han
ikke.
For så vidt
angår sit kendskab til (D)
oplyser afhørte, at han på et
tidspunkt for 3‑4 år siden,
skulle i jobtilbud hos (D), hvor
han skulle være chauffør, og
alt‑mulig‑mand. Men imidlertid
brækkede han venstre lårben,
hvilket medførte, at han var
sygemeldt i et halvt års tid.
Efter sygeperiodens udløb, kom
han i jobtilbud hos nævnte (D),
og var der i vistnok 9 måneder,
hvorefter han var arbejdsløs
igen.
Iøvrigt
bestod jobbet som nævnt i, at
lave alt forefaldende arbejde på
pladsen hos (D), samt i, at
hente dels skadede og dels
ældre, uskadede biler i Schweiz,
og han hentede typisk 7‑8 stk.
pr. gang.
Afhørte kørte
rundt til forskellige ophuggere
og brugtbilhandlere i
Nordschweiz og hentede bilerne,
som (D) normalt selv havde
udvalgt og betalt for, inden
afhørte kom for at hente
bilerne.
Ved enkelte
lejligheder, har afhørte dog
købt nogle enkelte biler for at
'fylde op', men der har hver
gang været tale om biler som han
har købt til (D)'s firma, hvor
bilerne blev afleveret når
afhørte kom hjem fra Schweiz.
Turen der tog
3‑4 døgn, blev som regel
foretaget af afhørte alene, men
afhørtes svoger, (B), har været
med på turen en gang eller to,
men afhørte husker ikke hvornår
det var.
Vedrørende
lønforholdene oplyste afhørte,
at han fik sin normale ugeløn,
plus fri fortæring på turene,
hvilket blev betalt af (D). For
så vidt angår overnatning
oplyser afhørte, at han sov i
bilen som var indrettet med
sovekabine.
Efter udløbet
af jobtilbuddet som chauffør hos
(D), var afhørte arbejdsløs frem
til medio 1994, hvor han igen
begyndte at køre for (D), men nu
som almindelig aflønnet
chauffør, hvilket vil sige at
han fik en ugeløn pr. tur,
svarende til ca. kr. 2.700,‑
netto.
Arbejdet
bestod fortsat i at køre til
Schweiz og hente brugte eller
skadede biler, og tiden for at
køre turen var stadig 3‑4 døgn,
og som regel nåede han kun en
enkelt tur pr. uge.
...
Afhørte
stoppede hos (D) omkring 011294,
men fortsatte kort efter i et
nyt job som chauffør hos
vognmand (X). ...
Her bestod
jobbet i at være chauffør på en
lastbil, samt køre stykgods til
udlandet, og afhørte blev her
aflønnet med en timeløn på en
33,‑ kr. i timen (for samtlige
timer fra afgang til hjemkomst),
plus kilometerpenge med 55 øre
pr. kilometer.
Dette gav en
månedsløn på kr. 20‑22.000,‑.
Afhørte
fortsatte i dette job indtil han
blev sygemeldt pga. en
diskusprolaps den 060695.
Afhørte
oplyste på forespørgsel, at han
i forbindelse med sit job hos
(X) ikke havde noget med
autotransport at gøre.
Det i
materialet anførte om, at han
skulle have kørt for (C), har
intet på sig, idet afhørte
aldrig har været ansat for ham,
men kun været ansat sammen med
ham hos (D), hvor afhørte som
nævnt var chauffør, medens (C)
var kontormand. På et tidspunkt,
først på sommeren 1995, startede
(C) sin egen brugtbilhandel med
importerede biler, men så vidt
det er afhørte bekendt, er det
(C) selv der har været i Schweiz
for at hente de biler han
sælger.
Afhørte har
en enkelt gang her i efteråret
været med (C) i Schweiz, men kun
for selskabs skyld, ikke som
chauffør. Og det er ikke noget
afhørte har fået noget som helst
for.
...
Afhørte selv
har en gammel Volvo 244, som
ikke er lige køn alle steder,
hvilket han har beklaget sig
over til (D), som derfor på et
tidspunkt forærede ham en gammel
Volvo 244, årgang ca. 1982, godt
rusten, som afhørte kunne bruge
som reservedelsbil til sin egen
Volvo. Bilen var uden særlig
værdi, og han har fået den for
gammelt venskabs skyld, og der
er ikke tale om, at den skulle
arbejdes af.
For så vidt
angår hans lån af løse
prøveskilte, oplyser han, at det
lån af prøveskilte der fandt
sted på blanket nr. 435839 i
perioden fra 120995 til 150995
var i forbindelse med, at han
hos (C) havde set en Ford Fiesta
som han muligvis ville købe,
hvorfor han lejede
nummerpladerne, og kørte bilen
hjem til sin garage, for at
vurdere om det kunne betale sig
at sætte den i stand til (sin
hustru) og så sælge Peugeot' en.
Imidlertid
fandt afhørte ud af, at afgiften
(der var tale om en importeret
bil) ville beløbe sig til ca.
kr. 35.000,‑, hvorefter bilens
pris ville blive på et sted
mellem 50.000,og 55.000,‑ kr.,
hvilket han fandt var for meget,
hvorfor den blev returneret til
(C) igen.
Vedrørende
lån af prøveskilte på blanket
nr. 435852 i perioden fra 280995
til 051095 oplyser afhørte, at
det drejer sig om en Renault 25.
Bilen var købt hos (C) af en
mand der hedder (E) og er fra
(...), og er kammerat med
afhørtes svigerfar, (F).
Bilen blev af
(C) kørt ned til afhørte,
hvorefter afhørtes svigerfar og
nævnte (E), indfandt sig og
rensede bremser på den, og
ordnede nogle andre småting ved
den, således at den var klar til
syn.
Afhørte kørte
derefter, en torsdag, bilen til
syn i (...), hvor den imidlertid
blev kasseret. I løbet af
weekenden kom (E) og (F) og
udskiftede bremserør og
reparerede tandstang, og om
mandagen var afhørte påny til
syn med bilen (...), hvor den
blev godkendt.
Herefter
hentede (E) bilen, og fik betalt
registreringsafgift og påsat
plader i (...), hvorefter
afhørte afleverede
prøvepladerne.
Grunden til
at bilen skulle ordnes ovre hos
ham var den, at han havde
pladsen, hvilket ikke var
tilfældet hjemme hos (E) eller
afhørtes svigerfar.
For så vidt
angår det sidste sæt prøveskilte
som afhørte har lejet, drejer
det sig om blanket nr. 435866.
Pladerne blev
lejet for at hente førnævnte
Volvo 240 hos (C), og køre den
hjem til (...), med henblik på
senere reparation. Når nogle af
lejeperioderne har trukket ud i
nogle dage skyldes det, at med
en døgnleje på kr. 15,‑ betyder
det jo ikke så stort om der
løber et døgn eller to mere
eller mindre på.
Herudover
erindrer afhørte ikke at have
lånt prøveplader siden han i
september 1994 fik
indregistreret den gule Peugeot
104.
Han har ikke
lejet prøveplader i andres navn,
ligesom han ej heller har givet
andre fuldmagt til at leje
prøveplader i sit navn."
Af notat af
18. december 1995 om told- og
skatteregionens afhøring af A
fremgik følgende:
"Han fortalte
herefter, at han for 5‑6 år
siden fik ansættelse ved (D) i
en 9 måneders periode som
langtidsledig. Han har flere
gange herefter været ansat der,
sidst i 1994 med fratrædelse i
december 1994.
Arbejdet
bestod udelukkende i at hente
biler i Schweiz. Der blev
foretaget en tur een gang om
ugen. Han modtog i denne periode
fast ugeløn.
Herefter fik
(A) ansættelse ved (X), hvorfra
han nu er sygemeldt. Hans opgave
her var også afhentning af biler
i Schweiz.
Som oftest
var det aftalt på forhånd, hvor
bilerne skulle hentes, men det
kunne ske, at (A) selv opkøbte
biler ved forskellige
autoforhandlere for (D).
Det er
tidligere oplyst (...) at (A) nu
var begyndt at køre for en
person ved navn (C).
(A)
forklarede hertil, at (C)
tidligere var ansat som revisor
ved (D). (C) er nu selv begyndt
at afhente biler i Schweiz med
henblik på videresalg. (A) har
een gang i år været med på en
tur til Schweiz, men han nægter
at have arbejdet for (C).
På
spørgsmålet om (A) har udført
reparationsarbejde for andre,
svarede han benægtende.
...
Prøveplader
lånt den 13.09.95 var til en
Ford Fiesta, indført fra
Schweiz, oplyste (A). Det var
meningen, at han skulle købe den
af (C) og blev derfor
transporteret til hans værksted,
men da han ikke havde råd til at
købe den, blev den kørt tilbage
til (C) igen.
Regionen er
imidlertid oplyst om, at bilens
ejer er (Æ). (A) oplyste, at han
intet kendskab havde til denne
person, så det måtte bero på en
misforståelse. (A) blev oplyst
om, at forholdet undersøges
nærmere.
Prøveplader
lånt den 28.09.95 var til en
Renault 25. (A) oplyste, at
bilen er indført fra Schweiz af
(C). Den er solgt til en (E) som
er en bekendt til (A)'s
svigerfader.
Bilen blev
hentet ved sælgeren af
svigerfaderen og (E) og kørt til
(A)'s værksted i (...). Her har
ejeren selv klargjort bilen til
syn, forklarede (A). Bilen blev
kørt til syn af (A).
(A) har i
øjeblikket en Volvo 240 stående
på sit værksted. Den er indført
fra Schweiz af (C) og det er
meningen, at (A) skal købe den
til eget brug for kr 10000 +
moms.
Endvidere har
(A) to Renaulter stående, begge
ejet af en (person Ø).
Han har
ligeledes haft en Toyota Tercel
stående (...). Denne bil skulle
han have købt, men den er nu
afleveret til (C) igen.
Hvad angår en
Fiat som blev forefundet på
værkstedet den 30.10.95,
forklarede (A), at ejeren (...)
havde fået lov til at henstille
den der for selv at reparere
den. (A) oplyste, at politiet i
Rudkøbing havde afmonteret
pladerne. (A) blev herefter
oplyst om, at regionen havde
talt med (ejeren) og at denne
havde oplyst, at bilen stod på
værkstedet primært fordi han
ikke havde plads til den ved sin
bopæl, men også fordi (A) skulle
reparere den, hvis prisen var i
orden.
Afslutningsvis blev (A) spurgt,
om een af hans bekendte (...)
udførte lønnet arbejde
(rustarbejde) for ham (...). (A)
oplyste hertil, at (han) var een
af hans bekendte og at han kun
kom på værkstedet for at
reparere sin egen bil. Han havde
dog en enkelt gang hjulpet til
med noget rustbejde men uden
betaling."
Oplysningerne
blev i alt væsentligt bekræftet
af oplysninger der kom frem i
forbindelse med afhøringerne af
en række andre personer.
Jeg sendte
med brev af 22. oktober 1996
advokatens klage og de vedlagte
bilag til Dagpengeudvalget og
bad udvalget om en udtalelse i
anledning af klagen.
Udvalget
svarede i brev af 16. december
1996 bl.a. følgende:
"...
Der var lagt
vægt på, at det ansås for
dokumenteret, at pågældende
havde arbejdet i sygeperioden
fra 6. juni 1995, idet der i
sygeperioden var søgt om lån af
løse prøveskilte til afhentning
af biler i udlandet. Der var
endvidere lagt vægt på, at
pågældende af Politiet var
observeret i arbejde med
reparation af biler.
Endelig var
der lagt vægt på udtalelse fra
Udvalgets lægekonsulent,
hvorefter det ikke udfra de
lægelige oplysninger kunne
udelukkes, at pågældende havde
arbejdet i sygeperioden.
Sagen blev
genoptaget den 23. april 1996 på
grund af nye oplysninger fra
Told & Skat, hvoraf det fremgik,
at der ikke ville blive rejst
sigtelse i sagen om indførsel af
biler fra Schweiz samt udførelse
af reparationsarbejde fra
værkstedet (adressen Y).
Politimesteren i Svendborg havde
derfor den 17. april 1996
besluttet at indstille
efterforskningen i sagen om
socialt bedrageri, fordi der
ikke var rimelig formodning om,
at et strafbart forhold, som
forfølges af det offentlige var
begået.
Sagen blev
genvurderet på møde den 16.
august 1996, hvor den tidligere
afgørelse blev fastholdt, idet
det var utvivlsomt, at
pågældende havde arbejdet med
reparation af biler i
sygeperioden og således ikke
kunne anses for fuldt
uarbejdsdygtig.
Pågældende
var ved flere lejligheder
observeret i arbejde af Told &
Skat og Politiet og havde selv
ved disse lejligheder oplyst, at
han reparerede egne og bekendtes
biler, som han derefter kørte
til syn.
Ved
sygemeldingen arbejdede
pågældende som chauffør for (X).
Det var ifølge pågældendes egne
oplysninger hans opgave at
afhente biler i Schweiz.
Der
foreligger i sagen dokumentation
for lån af prøveplader i
sygeperioden. Pågældende har
imidlertid oplyst, at disse kun
er anvendt til at køre biler til
syn, efter de er indført fra
Schweiz og repareret på det af
ham lejede værksted.
Af det
lægelige materiale fremgår, at
pågældende er undersøgt af
neurokirurg den 26. juli 1995,
der ikke fandt holdepunkter for
diskusprolaps. Ved CT‑scanning
den 20. september 1995 viste der
sig en prolapskonfiguration, men
klinisk var der ingen
holdepunkter herfor. Der var
ikke operationsindikation. Der
foreligger endvidere
statusbedømmelse af 2. november
1995, hvoraf det fremgår, at
pågældende havde periodevis
rodtryk. Da han skulle vurderes
med henblik på operation,
forsvandt generne dagen før.
Havde nu konstant ondt med
forværring hver 14.dag. Desuden
foreligger lægeerklæring af 1.
december 1995. Sidstnævnte
erklæring stemmer ikke overens
med de faktiske forhold, hverken
med hensyn til de foreliggende
undersøgelsesresultater eller
det forhold, at pågældende ikke
kan lave noget fysisk arbejde.
Det fremgår
fx af notits fra Politimesteren
i Svendborg af 25. oktober 1995,
hvor pågældende blev afhørt, at
han den pågældende dag var i
besiddelse af prøveplader, som
var monteret på en importeret
Volvo, som han efter eget udsagn
var i færd med at reparere med
henblik på fremstilling til syn
og efterfølgende salg. Politiet
optog ligeledes ca. 1 måned
tidligere rapport for
overtrædelse af
registreringsbekendtgørelsen,
idet han benyttede nr.pladerne
fra sin egen bil på en
importeret Toyota corolla.
Fra
afhøringen hos Told & Skat den
18. december 1995 fremgår det,
at pågældende på forespørgsel
vedrørende lån af prøveplader
den 13. september og den 28.
september 1995 har oplyst, at
pladerne var lånt til biler, der
var indført fra Schweiz til
videresalg efter de var
repareret. Pågældende kørte
herefter bilerne til syn.
Pågældende
har således udført arbejde i
sygeperioden, der må anses for
mindst ligeså fysisk belastende,
som det arbejde, han var
sygemeldt fra.
Det har ikke
været tillagt betydning for
Udvalgets afgørelse, om
pågældende havde indtægt fra
andet arbejde i sygeperioden,
men at pågældende med det
observerede og efter eget udsagn
udførte arbejde til fulde har
demonstreret, at han ikke kunne
anses for fuldt uarbejdsdygtig."
Ombudsmandens udtalelse
"Kommunens og
Dagpengeudvalgets afgørelser
blev truffet på grundlag af § 5,
stk. 1, og § 37, stk. 2, i lov
om dagpenge ved sygdom eller
fødsel. Bestemmelserne har
følgende ordlyd:
' § 5.
Dagpenge ydes ved fuld
uarbejdsdygtighed på grund af
sygdom. Udbetaling af dagpenge
ophører den dag, lønmodtageren
er arbejdsdygtig, uanset om den
pågældende undlader at træde i
arbejde eller at raskmelde sig.'
' § 37....
Stk. 2.
Hvis en person har
tilsidesat sin oplysningspligt
efter stk. 1 eller i øvrigt mod
bedre vidende har modtaget
ydelser efter denne lov, skal
denne tilbagebetale det beløb,
der er modtaget med urette.'
Det
faktiske oplysningsgrundlag for
Dagpengeudvalgets to afgørelser
Sagen mod
Deres klient blev rejst ved den
notits politiet i Rudkøbing den
25. oktober 1995 sendte til
socialforvaltningen og ved en
anmeldelse fra Deres klients
svoger. Derpå foretog told- og
skatteregionen en afhøring af
(A) den 30. oktober 1995.
Kommunen havde den 1. november
1995 en samtale med (A). Der
blev endvidere indhentet en
lægelig statusbedømmelse af 2.
november 1995 udfærdiget af
(A)'s egen læge. Oplysningerne
gav anledning til at kommunen
standsede dagpengeudbetalingen
og krævede allerede betalte
dagpenge tilbage samt indgav
politianmeldelse mod ham.
Dagpengeudvalget lagde ved
afgørelsen af 19. april 1996 til
grund at Deres klient arbejdede
i sygeperioden fra 6. juni til
22. oktober 1995. Denne
vurdering støttede udvalget på
en notits af 25. oktober 1995
fra politiet i Rudkøbing, et
notat af 30. oktober 1995 fra
told- og skatteregionen,
oplysningerne om at Deres klient
i perioden tre gange havde lånt
prøvenummerplader, samt på
lægekonsulentens vurdering af
11. marts 1996 af de lægelige
oplysninger.
Da udvalget
traf afgørelse den 19. april
1996, havde udvalget ikke
modtaget brevene af 16. februar
og 17. april 1996 fra
henholdsvis told- og
skatteregionen og politimesteren
i Svendborg om at disse
myndigheder havde frafaldet
sigtelserne mod Deres klient for
sort arbejde samt for socialt
bedrageri.
Det følger af
det almindelige
forvaltningsretlige
undersøgelsesprincip eller
officialprincippet at det
påhviler den enkelte
forvaltningsmyndighed selv,
eventuelt i samarbejde med andre
myndigheder, at fremskaffe de
fornødne oplysninger om de
foreliggende sager, jf. Kaj
Larsen mfl., Forvaltningsret,
1994, s. 297. Det følger af
princippet at en myndighed ikke
må træffe afgørelse i en sag,
førend den er forsvarligt
oplyst.
Ved
afgørelsen af 19. april 1996 var
udvalget bekendt med at Deres
klients forhold blev undersøgt
nærmere af politiet og told- og
skattemyndighederne. De måtte
derfor gå ud fra at spørgsmålet
om han i sygeperioden havde
repareret biler og videresolgt
dem, ville blive søgt belyst.
Jeg anser det for kritisabelt at
Dagpengeudvalget traf afgørelse
i sagen uden forinden at have
spurgt told- og skatteregionen
og politiet om udfaldet af deres
undersøgelser. Det forhold at
Dagpengeudvalget ikke er
forpligtet til at lægge disse
myndigheders bevisvurdering til
grund, gør efter min mening ikke
nogen forskel. Det afgørende er
at relevante oplysninger måtte
forventes at blive tilvejebragt
ved afhøringerne af de
implicerede personer på stedet,
dvs. under omstændigheder og på
en måde som sikrer at de
indsamlede oplysninger har en
høj grad af bevissikkerhed.
Dertil kommer at
Dagpengeudvalget i forvejen
støttede sin afgørelse på
oplysninger modtaget fra
politiet og toldmyndighederne.
Det forekommer derfor mindre
forståeligt at udvalget ikke
mente at disse myndigheders
videre efterforskning havde
interesse for Dagpengeudvalgets
sag.
Jeg må forstå
forholdet således at da udvalget
traf afgørelse den 20. august
1996, var udvalget bekendt med
Told og Skatteregionens og
politiets breve af 16. februar
og 17. april 1996, men ikke med
det materiale som lå til grund
for de to afgørelser.
Jeg finder
også dette forhold kritisabelt
idet udvalget burde have været
klar over at de
afhøringsrapporter som lå til
grund for afgørelserne, kunne
belyse de relevante problemer i
dagpengesagen, især spørgsmålet
om (A) rent faktisk havde
arbejde i sygeperioden, samt om
han kunne anses for at have
modtaget dagpenge mod bedre
vidende.
Udvalgets
lægekonsulent havde den 5. juni
1996 udtalt at det lægelige
materiale var for sparsomt til
at der kunne fremsættes en
vurdering af om (A) lægeligt set
var fuldt uarbejdsdygtig. Han
foreslog derfor at der
indhentedes en statusbedømmelse
fra (A)'s egen læge hvori lægen
kunne spørges om klienten i
perioden 6. juni til 22. oktober
1995 kunne betragtes som fuldt
uarbejdsdygtig. Jeg finder det
kritisabelt at udvalget traf
afgørelse uden at have indhentet
yderligere lægelige oplysninger.
Dagpengeudvalgets afgørelser
såvel af 19. april 1996 som af
20. august 1996 blev således
truffet på et utilstrækkeligt
oplysningsgrundlag.
Det tilføjes
at udvalget synes at have haft
den opfattelse at det centrale
spørgsmål var om (A) var 'fuldt
uarbejdsdygtig'. Dette spørgsmål
er naturligvis afgørende for om
dagpengeudbetalingen kunne
bringes til ophør i
henhold til dagpengelovens § 5,
stk. 1. For at pålægge (A)
tilbagebetalingspligt var
det imidlertid yderligere
nødvendigt at få belyst om (A)
havde tilsidesat sin
oplysningspligt eller mod bedre
vidende havde modtaget ydelser
efter dagpengeloven, jf.
dagpengelovens § 37, stk. 2.
Disse temaer har udvalget efter
det oplyste ikke søgt at få
nærmere belyst.
Jeg har gjort
Dagpengeudvalget bekendt med min
opfattelse.
Dagpengeudvalgets
bevisbedømmelse
Som anført
finder jeg at Dagpengeudvalgets
oplysningsgrundlag for de to
første afgørelser er
utilstrækkeligt. Efter at have
fået forelagt de yderligere
oplysninger fra politiets og
told- og skatteregionens
undersøgelser af Deres klients
aktiviteter har Dagpengeudvalget
- i udtalelsen af 16. december
1996 til mig - fastholdt sin
hidtidige bevisbedømmelse.
Udvalget anser det fortsat for
dokumenteret at (A) arbejdede
med bilreparationer i perioden
5. juni 1995 til 22. oktober
1995 da han var sygemeldt og
modtog sygedagpenge.
Denne
vurdering har efter min
opfattelse ikke holdepunkter i
det materiale udvalget har
inddraget; jeg har nedenfor
begrundet min opfattelse
nærmere.
Dagpengeudvalgets afgørelse af
19. april 1996:
Vedrørende
denne afgørelse har jeg for det
første lagt vægt på at end ikke
det materiale der forelå da
kommunen traf afgørelse den 3.
november 1995 om at ophøre med
dagpengeudbetalingen, efter min
mening indeholdt sikre
oplysninger om at (A) havde
udført reparationsarbejde. Nogle
oplysninger pegede ganske vist i
den retning: tre tilfælde af lån
af prøveskilte i perioden,
anmeldelsen fra (A)s svoger,
(B), politiets notat af 25.
oktober 1995 og told- og
skatteregionens notat af 30.
oktober 1995.
Svogerens
anmeldelse blev imidlertid
afgivet under omstændigheder som
i sig selv måtte føre til at
oplysningerne blev vurderet med
en vis skepsis. Oplysningerne om
prøveskiltene beviste ikke i sig
selv at (A) reparerede biler, og
afgav i hvert fald ikke bevis
for at han i hele
perioden havde udført denne type
arbejde. Notitsen af 25. oktober
1995 gengav en udtalelse fra (A)
hvori han kategorisk nægtede at
drive værkstedet. Desuden
indeholdt materialet
politiassistentens egen
bedømmelse af (A)'s
værkstedsdrift støttet på
iagttagelser fra politiets side
som ikke blev gengivet i
notitsen. Endelig refereredes
(A) for at oplyse at han var i
færd med at reparere en Volvo
til efterfølgende salg. Heller
ikke told- og skatteregionens
notat af 30. oktober 1995
indeholdt oplysninger der
dokumenterede at (A) havde
arbejdet med reparation af biler
i sygeperioden. Oplysningerne
var således ikke entydige og
beroede i realiteten på
andenhåndsudsagn eller
iagttagelser hvis nærmere
karakter ikke fremgik af
materialet. Der forelå således
ikke oplysninger om på hvilke
tidspunkter (A) skulle have
arbejdet, hvor omfattende
arbejdet var, eller om det var
indtægtsgivende. Der forelå ikke
nærmere oplysninger om
omstændighederne i forbindelse
med (A)'s lån af prøveskilte
eller lignende.
De lægelige
oplysninger om (A)'s
rygproblemer var heller ikke
entydige. Det stod dog fast at
der var konstateret en
diskusprolaps, at (A) oplyste at
han havde smerter, og at disse
forværredes i perioder.
Speciallægen vurderede at
diskusprolapsen ikke krævede
operation, men at der var
indikation for behandling hos
fysioterapeut. Heller ikke disse
oplysninger gav således
holdepunkter for at hævde at (A)
ikke var uarbejdsdygtig på grund
af sygdom. Tværtimod sygemeldte
hans læge ham ved erklæring af
1. december 1995 for yderligere
4 uger.
Dagpengeudvalget havde således
efter min mening ikke
holdepunkter for i brevet af 19.
april 1996 at skrive at det
måtte anses for dokumenteret 'at
De har arbejdet i sygeperioden
fra 6. juni 1995'. Som støtte
for denne vurdering henviste
udvalget til at han 'bl.a. af
Politiet er observeret i arbejde
med reparation af biler i
værkstedet bag ejendommen
(adressen Y)'. Intet af det
foreliggende materiale
indeholder oplysninger om at
politiet havde observeret et
sådant arbejde. Notitsen af 25.
oktober 1995 indeholdt derimod
en gengivelse af et udsagn fra
(A) selv om at han arbejdede på
en Volvo. Udsagnet modsagdes af
en anden del af notitsen hvori
(A) helt afviste politiets
formodning om at han udførte
reparationsarbejde på
værkstedet.
Dagpengeudvalget henviste
yderligere til de tre
prøveplader (A) havde lejet. I
Deres klage af 17. november 1995
gjorde De det klart at i to af
tilfældene var der tale om brug
af prøveplader til transport af
private biler. Alligevel fandt
Dagpengeudvalget at kunne
tillægge lånene betydning som
bevis for at (A) ikke var
uarbejdsdygtig.
Det forelagte
materiale gav efter min mening
ikke Dagpengeudvalget det
tilstrækkelige grundlag for at
antage at (A) udførte arbejde i
dagpengeperioden.
Jeg har gjort
Dagpengeudvalget bekendt med min
opfattelse.
Dagpengeudvalgets
bevisbedømmelse i forbindelse
med
afgørelsen
af 20. august 1996
Da udvalget
traf afgørelsen den 20. august
1996 forelå - indsendt af Dem -
told- og skatteregionens brev af
16. februar 1996 og
politimesterens brev af 17.
april 1996 om at indstille
efterforskningerne af
henholdsvis sagen om sort
arbejde og socialt bedrageri.
Af sagen ses
at der i forbindelse med
udvalgets behandling blev
indhentet en fornyet vurdering
fra udvalgets lægekonsulent.
Vurderingen, der er citeret s.
8, går ud på at det foreliggende
lægelige materiale var for
sparsomt til at vurdere om (A)
har været fuldt uarbejdsdygtig i
dagpengeperioden, men at et
notat af 13. marts 1996 også
foretaget af lægekonsulenten
ikke udelukkede at (A) kunne
arbejde.
Der sås ved
udvalgets fornyede bedømmelse af
sagen helt bort fra told- og
skattevæsenets og politiets
afgørelser om at frafalde
sigtelserne.
Jeg er for så
vidt enig med Dagpengeudvalget i
at udvalget både er berettiget
og forpligtet til at underkaste
det forelagte materiale en
selvstændig bevismæssig
vurdering og derfor ikke er
bundet af politiets og
skattemyndighedernes vurdering.
Det forhold at to andre
myndigheder havde taget stilling
til om (A) i bl.a. sygeperioden
havde udført reparationsarbejde
og nået til den konklusion at
det ikke kan anses for bevist,
kan dog efter min mening ikke
uden videre lades ude af
betragtning.
Dagpengeudvalget måtte i det
mindste have anført forhold ved
de to vurderinger som
berettigede udvalget til en
anden konklusion. Dette er
imidlertid ikke tilfældet.
Udvalget henviste blot på ny til
politiets notits af 25. oktober
1995 som politiet altså ikke
selv fandt kunne støtte en
sigtelse for socialt bedrageri.
Ydermere
forelå der ved udvalgets
afgørelse af 20. august 1996 en
tilkendegivelse fra
lægekonsulenten om at heller
ikke det lægelige materiale var
tilstrækkeligt til at vurdere om
(A) havde været fuldt
uarbejdsdygtig i
dagpengeperioden. At det -
utilstrækkelige - materiale
heller ikke udelukkede at han
kunne arbejde, kunne efter min
mening ikke tillægges egentlig
bevismæssig betydning.
Dagpengeudvalgets vurdering af
det foreliggende materiale forud
for afgørelsen af 20. august
1996 må efter min mening
karakteriseres som overfladisk.
Jeg har gjort
Dagpengeudvalget bekendt med min
opfattelse.
Dagpengeudvalgets udtalelse af
16. december 1996:
I udtalelsen
af 16. december 1996 til mig har
udvalget fastholdt sin hidtidige
bevisbedømmelse. Denne gang har
udvalget inddraget det materiale
som lå til grund for politiets
og skattemyndighedernes
vurderinger af sagen. I
udtalelsen anføres bl.a.:
'Pågældende
var ved flere lejligheder
observeret i arbejde af Told &
Skat og Politiet og havde selv
ved disse lejligheder oplyst, at
han reparerede egne og bekendtes
biler, som han derefter kørte
til syn.'
Dette udsagn
savner støtte i sagens
dokumenter.
Udvalget
skriver videre:
'Ved
sygemeldingen arbejdede
pågældende som chauffør for (X).
Det var ifølge pågældendes egne
oplysninger hans opgave at
afhente biler i Schweiz.'
Det fremgår
af politirapporten af 8.
december 1995 at hans arbejde
for (X) ikke havde noget med
autotransport at gøre. Derimod
bestod hans tidligere arbejde,
som han ophørte med den 1.
december 1994, hos (D) i at han
hentede brugte eller skadede
biler i Schweiz. Udvalgets
oplysninger stammer muligvis fra
Told og Skat's rapport af 18.
december 1995 hvor der står at
også arbejdet hos (X) bestod i
at afhente biler i Schweiz. Jeg
finder det uheldigt at udvalget
uden nærmere forklaring har lagt
oplysningerne i Told og Skat's
rapport til grund, når der på
dette punkt forelå anderledes
oplysninger i politirapporten af
8. december 1995.
I udtalelsen
anføres:
'Pågældende
har imidlertid oplyst, at disse
(prøveplader; min bemærkning)
kun er anvendt til at køre biler
til syn, efter de er indført fra
Schweiz og repareret på det af
ham lejede værksted.'
Det tilføjes
endvidere:
'Fra
afhøringen hos Told & Skat den
18. december 1995 fremgår det,
at pågældende på forespørgsel
vedrørende lån af prøveplader
den 13. september og den 28.
september 1995 har oplyst, at
pladerne var lånt til biler, der
var indført fra Schweiz til
videresalg efter de var
repareret. Pågældende kørte
herefter bilerne til syn.'
Af
rapporterne fra politiet og
skattemyndighederne fremgår at
(A) har forklaret at han i to
tilfælde lånte prøvepladerne til
at få kørt biler til værkstedet
med henblik på at han selv
overvejede at købe dem, og at de
begge blev leveret tilbage til
ejeren - uden at han havde
udført reparationer. I det
tredje tilfælde lånte han
prøveplader til en bil som af
hans svigerfar og en bekendt af
denne blev kørt til værkstedet
og af disse repareret og gjort
klar til syn.
Der er
således intet belæg i sagens
oplysninger for at hævde at (A)
selv har oplyst at have anvendt
prøvepladerne til brug for at
han udførte reparationsarbejde
med henblik på videresalg.
Udvalget
anfører om de lægelige
oplysninger bl.a.:
'Desuden
foreligger lægeerklæring af 1.
december 1995. Sidstnævnte
erklæring stemmer ikke overens
med de faktiske forhold, hverken
med hensyn til de foreliggende
undersøgelsesresultater eller
det forhold, at pågældende ikke
kan lave noget fysisk arbejde.'
Jeg må forstå
udtalelsen således at udvalget
mener at det foreliggende
lægelige materiale sammenholdt
med de øvrige oplysninger viser
at (A)'s læges sygemelding af 1.
december 1995 var urigtig. Denne
vurdering underbygges ikke af
Dagpengeudvalgets lægekonsulents
erklæring af 5. juni 1996 og har
som anført heller ikke støtte i
oplysningerne om (A)'s påståede
reparationsarbejde.
Udvalget har
i udtalelsen af 16. december
1996 fastholdt de uholdbare
bevisbedømmelser i de to første
afgørelser af det dengang
foreliggende materiale. Det
senere inddragne materiale er
blevet taget til indtægt for
udvalgets hidtidige
bevisbedømmelse selv om
materialet enten støtter den
modsatte opfattelse eller ikke
har været entydigt.
Jeg må på
denne baggrund betragte
udvalgets seneste vurdering af
sagens bevisligheder som
uholdbar.
Sammenfatning
Sammenfattende er det min
opfattelse at Dagpengeudvalget
både ved afgørelsen af 19. april
1996 og ved afgørelsen af 20.
august 1996 undlod at inddrage
allerede foreliggende materiale
af relevans for bedømmelsen af
Deres klients påståede arbejde i
dagpengeperioden. Derved, og ved
ikke at tilvejebringe
tilstrækkelige lægelige
oplysninger, tilsidesatte
udvalget sin pligt til at sørge
for en forsvarlig oplysning af
sagen.
Dagpengeudvalgets
bevisbedømmelse af sagens
oplysninger har på væsentlige
punkter været præget af
misforståelse af det
foreliggende materiale og af
konklusioner uden støtte i de
foreliggende oplysninger. Min
gennemgang af sagen må efterlade
det indtryk at udvalget har
baseret sin afgørelse på
fornemmelser vedrørende sagens
faktiske grundlag snarere end på
en retligt præget bevisvurdering
af de foreliggende oplysninger.
Det følger af
det anførte at Dagpengeudvalgets
afgørelse af 20. august 1996
efter min opfattelse byggede på
såvel et ufyldestgørende
oplysningsgrundlag som en
fejlagtig opfattelse af
væsentlige dele af sagens
faktiske forløb. Udvalgets
bemærkninger i udtalelsen af 16.
december 1996 har ikke rettet op
på denne vurdering. Jeg finder
derfor at afgørelsen må anses
for ugyldig og har henstillet at
Dagpengeudvalget genoptager
sagen til fornyet behandling.
..."