FOU 1997.256
 
 


Resumé

En rengøringsassistent blev afskediget fra sit arbejde og idømt fem ugers karantæne. I karantæneperioden gav kommunen hende økonomisk hjælp. Kommunen og det sociale ankenævn besluttede at den økonomiske hjælp skulle betales tilbage fordi rengøringsassistenten havde afvist at møde op i kommunen.

Ombudsmanden udtalte at i sager der rejses på partens initiativ, har parten i almindelighed en særlig tilskyndelse til at bidrage til sagsoplysningen. Myndighederne kan som udgangspunkt lade nægtelse til at medvirke komme den pågældende til skade (processuel skadevirkning). Ombudsmanden mente imidlertid ikke at myndighederne uden videre kunne tillægge rengøringsassistentens nægtelse af at møde op i kommunen processuel skadevirkning. Myndighederne måtte vurdere om et personligt fremmøde var afgørende for sagsoplysningen, og om de ønskede oplysninger kunne fremskaffes på anden måde. Endvidere skulle myndighederne vurdere om deltagelse i mødet ville være særligt belastende, besværligt eller omkostningskrævende for parten.

Ombudsmanden mente at myndighedernes afgørelser var truffet på et utilstrækkeligt oplysningsgrundlag, og henstillede derfor til det sociale ankenævn at genoptage sagen.

 (J.nr. 1995-2204-009).

 

Mangelfuldt oplysningsgrundlag i sag om tilbagebetaling af økonomisk hjælp efter bistandslovens § 26
 

 

 

En rengøringsassistent, A, klagede over at Ishøj Kommune havde ydet hende økonomisk hjælp med tilbagebetalingspligt.

Det fremgik af sagens akter at A den 6. juli 1994 med omgående virkning blev afskediget fra sit arbejde på en teknisk skole. Da A's arbejdsløshedskasse mente at hendes ledighed var selvforskyldt, idømte den A fem ugers karantæne, fra den 6. juli til den 9. august 1994. Den 4. august 1994 henvendte A sig til Ishøj Kommune og søgte om økonomisk hjælp. Ishøj Kommune skrev følgende i sit journalark:

"4.8.94(A) henvender sig efter aftale.

Sagen ekspederes af bagvagten, da sædvanlig sagsbehandler er syg.

...

Jeg har anmodet klienten om at dokumentere lønsedler for de sidste 3 mdr., fyringsseddel, husleje, el samt bs.

Hvad er grunden til at pgl. ikke kan få au ?

...

5.8.94Modtaget dokumentation på lønsedler, fyringsseddel samt husleje, el m.v.

...

9.8.94(A) henvender sig efter aftale.

Sagsbeh. forsøger at forklare pgl. hvordan en beregning pr. 1.8.94 vil se ud, samt at klienten orienteres om, at hjælpen vil blive med tilbagebetalingspligt i.h.t. BI § 26, stk. 1 nr. 1.

Samtalen ender med at klienten bliver meget agressiv og går i vrede.

Det er sagsbehandlers vurdering at klienten har det dårligt og at hun bør søge læge."

Den 10. august 1994 meddelte Ishøj Kommune A at kommunen i henhold til bistandslovens § 37, stk. 2, havde besluttet at yde økonomisk hjælp. Hjælpen blev gjort tilbagebetalingspligtig med henvisning til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.

I et brev af 17. august 1994 klagede A over at hjælpen var gjort tilbagebetalingspligtig. A gjorde bl.a. gældende at hun ikke kom på arbejde fordi hun var syg. Sagen blev herefter, den 1. september 1994, oversendt til Det Sociale Ankenævn for Københavns Amt med bemærkning om at kommunen fastholdt den trufne afgørelse. Kommunen anførte nærmere at A var blevet opsagt fordi hun ikke passede sit arbejde hvilket a-kassen havde undersøgt og fundet korrekt. Der var udmålt hjælp i henhold til bistandslovens § 37, stk. 2, jf. § 26, stk. 1, nr. 1, idet bistandsafdelingen vurderede at det var en selvforskyldt opsigelse.

Ved brev af 7. december 1994 meddelte ankenævnet A at sagen var hjemvist til fornyet behandling i kommunen. Af ankenævnets afgørelse fremgår:

"Nævnet finder ikke, at kommunen har foretaget en konkret vurdering af omstændighederne omkring Deres afskedigelse, men at der alene er lagt vægt på arbejdsløshedskassens afgørelse.

Nævnet har derfor besluttet, at hjemvise sagen til fornyet behandling i kommunen.

Nævnet har bemærket, at selvom De er blevet udelukket fra retten til dagpenge i Deres arbejdsløshedskasse, skal der foretages en konkret individuel vurdering af, hvorvidt årsagen til udelukkelsen kan begrunde, at den hjælp, De herefter har modtaget i henhold til bistandsloven, kan kræves tilbagebetalt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1."

Den 23. december 1994 skrev Ishøj Kommune til A og indkaldte hende til møde. Kommunen begrundede indkaldelsen med at der i forvaltningen var modtaget en indberetning fra A's datters skole. Kommunen bad på den baggrund A og hendes datter om at komme til samtale den 5. januar 1995.

 

A skrev følgende tilbage på indkaldelsesblanketten som kommunen modtog den 5. januar 1995:

"Da jeg bad skolen om skriftlig beskrivelse af hvad der foregår fik jeg ingen svar og så længe der ikke er noget skriftligt vil jeg ikke finde mig i, at man pludselig opfinder ondskabsfulde ting mod mit barn og glemmer dem som er skyldig. Først hele sagen på papir ellers har vi intet, at tale om. I dette kriminelle verden/land og system først alt på skrift. Før dialog kan begynde. Forstået."

Ishøj kommune svarede A i brev af 2. februar 1995:

"Under henvisning til Deres brev modtaget d. 05.01.95, skal man hermed oplyse, at man ønsker en samtale med Dem. Dels fordi Det Sociale Ankenævn har anmodet Ishøj Kommune revurdere den afgørelse af 10.08.94, hvor det blev besluttet, at yde Dem økonomisk hjælp med tilbagebetalingspligt. For at kunne revurdere denne ansøgning, er der nogle spørgsmål, der skal afklares, hvorfor De bedes møde til samtale.

Endvidere er man fra Deres datters skole blevet orienteret om, at samarbejdet mellem skolen og Dem ikke længere er optimalt. I den anledning vil bistandsafdelingen gerne høre, om vi kan medvirke til, at dette samarbejde kan genetableres til gavn for alle parter - ikke mindst Dem og Deres datter, og eventuelle misforståelser kan afklares.

Af Deres brev fremgår det, at De ikke føler Dem tryg ved kommunens indblanding i Deres forhold.

Man skal i den anledning oplyse Dem, at De har ret til at gennemse de sagsakter, der vedrører Dem og Deres datter, jf. forvaltningslovens § 9.

Det foreslås, at De møder til samtale hos undertegnede d. 06.02.95 kl. 11, hvor De samtidig får mulighed for at gennemlæse de sagsakter, der vedrører Dem.

Såfremt De har nogle spørgsmål til ovennævnte, eller er forhindret i at møde på ovennævnte tidspunkt, bedes De kontakte undertegnede på tlf ...."

På sagen var et brev fra A hvor hun bl.a. bad om at "alle de spørgsmål De har sendes til mig skriftlig altid".

Den 10. marts 1995 sendte Ishøj Kommune A en opkrævning på 10.477 kr. i henhold til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1. A skrev tilbage til kommunen på opkrævningen at sagen endnu ikke var slut. I breve af bl.a. 11. og 14. marts 1995 rettede A henvendelse til det sociale ankenævn om sagen.

Den 21. marts 1995 skrev kommunen til det sociale ankenævn. Kommunen skrev samme dato følgende til A:

"Efter anmodning fra Det Sociale Ankenævn om revurdering af sagen, har Social- og sundhedsforvaltningen bedt Dem give møde i bistandsafdelingen d. 5.1.95 og senest d. 6.2.95.

Da De ikke har ønsket at give møde i forvaltningen for yderligere oplysninger til sagen, fastholdes Social- og sundhedsforvaltningens afgørelse af 10.8.94 om krav om tilbagebetaling i.h.t. § 26.1.1.

Sagen er videresendt til Det Sociale Ankenævn."

Ankenævnet skrev således til Dem den 22. marts 1995:

"Som svar på Deres spørgsmål i breve af 11. marts 1995 og 14. marts 1995, kan det oplyses, at sekretariatet for Det Sociale Ankenævn har kontaktet Ishøj Kommune.

Ishøj Kommune har oplyst, at man derfra har forsøgt at indkalde Dem til samtale til drøftelse af sagen, men at De ikke er mødt frem.

..."

 

A skrev tilbage til ankenævnet og gentog sit ønske om at kommunen skriftligt skulle stille sine spørgsmål.

Ankenævnet behandlede herefter sagen og tiltrådte den 8. juni 1995 kommunens afgørelse. Ankenævnet skrev bl.a. følgende til A:

"...

De har efterfølgende ved breve af 11/3, 14/3, 23/3 og 5/4-95 tilskrevet nævnet.

Det fremgår ligeledes, at kommunen tilskrev Dem den 2/2-95. Kommunen anmodede Dem om at komme til et møde bl.a. med henvisning til den af nævnet trufne afgørelse, og at der i den forbindelse var nogle spørgsmål der skulle afklares.

De ønskede imidlertid ikke at komme til møde i kommunen.

På baggrund af Deres brev af 14/3-95, hvoraf det fremgik, at kommunen havde anmodet Dem om at indbetale det modtagne bistandsbeløb på 10.477 kr., kontaktede nævnssekretariatet kommunen.

Det blev i den forbindelse oplyst, at kommunen havde tilskrevet Dem om at møde i forvaltningen, men at De ikke var mødt frem.

De blev tilskrevet om dette i brev af 22/3-95, samt at nævnssekretariatet var blevet oplyst om, at kommunen efterfølgende ville træffe en ny afgørelse.

Det fremgår bl.a. af Deres brev af 23/3-95, at De mener at kommunen lyver, og at der ikke er stillet Dem skriftlige spørgsmål, da De bad om en skriftlig præsentation.

Ved skrivelse af 21/3-95 fra kommunen blev De af kommunen orienteret om, at da De ikke efter indkaldelse til møde den 5/1 og 6/2-95 var mødt frem for samtale om yderligere oplysninger til Deres sag, fastholdt kommunen sin tidligere afgørelse.

...

Nævnet besluttede at tiltræde kommunens afgørelse.

Den bistandshjælp De har modtaget i perioden 1/8 til 4/9-94 med et samlet beløb på 10.477 kr. er således tilbagebetalingspligtig i h. t. bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.

Nævnet har lagt vægt på oplysningerne om, at De ikke er fremmødt til de af kommunen ønskede møder til yderligere belysning af Deres sag.

Der er derudover ikke fremkommet oplysninger, der har medført, at nævnet finder grundlag for at ændre kommunens afgørelse.

De henvises til at henvende Dem i skatteforvaltningen med henblik på den skattemæssige konsekvens af ovenstående afgørelse.

..."

På baggrund af flere henvendelser fra A skrev ankenævnet den 20. juni 1995 bl.a. dette til hende:

"...

Det skal i den forbindelse påpeges, at nævnet 1/12-94 hjemviste Deres sag til fornyet vurdering i kommunen med henblik på, at der blev foretaget en konkret individuel vurdering af forholdene i forbindelse med Deres arbejdsophør.

Kommunen fandt det nødvendigt at indkalde Dem til et møde med henblik på ovenstående.

Da De ikke ønskede at møde til samtalen, fandt nævnet derfor ikke efterfølgende grundlag for på det foreliggende at ændre kommunens afgørelse.

..."

 

Sagen blev herefter oversendt til Den Sociale Ankestyrelse som i brev af 20. september 1995 afviste at optage sagen til principiel behandling.

Den 15. oktober 1995 klagede A til mig. Jeg bad A i brev af 24. oktober 1995 om at sende mig de afgørelser som hun klagede over.

I brev af 8. december 1995 klagede A igen til mig over at Ishøj Kommune havde meddelt hende kontanthjælp med tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1. Jeg forstod A således at hun ønskede at myndighederne skriftligt skulle fremlægge de spørgsmål som kommunen ønskede at tale med hende om. A begrundede sit ønske med at Ishøj Kommune uden at have mødt hende havde rettet falske anklager mod hende ved bl.a. at chikanere hendes barn i skolen og ved at gøre hende til en psykisk ustabil person som havde brug for psykiatrisk behandling.

Efter at have gennemgået sagens akter bad jeg den 29. januar 1996 Ishøj Kommune og Det Sociale Ankenævn for Københavns Amt om udtalelser i sagen. Jeg bad især Ishøj Kommune udtale sig om hvorfor A's anmodning om fremsendelse af skriftlige spørgsmål forud for deltagelse i et møde på kommunen ikke blev imødekommet.

Den 6. og 8. februar 1996 skrev A til mig og bad om at hendes klage til mig over nævnets afgørelse i henhold til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, blev tillagt opsættende virkning. Den 15. februar 1996 oversendte jeg A's anmodning herom til ankenævnet.

Det sociale ankenævn fandt ved afgørelse af 22. februar 1996 med henvisning til bistandslovens § 15, stk. 7, ikke grundlag for at efterkomme A's anmodning om opsættende virkning.

Den 17. maj 1996 modtog jeg Ishøj Kommunes udtalelse af 12. april 1996 og det sociale ankenævns udtalelse af 15. maj 1996. Af Ishøj Kommunes udtalelse fremgik bl.a. følgende:

"Med henvisning til Deres skrivelse af 31.01.1996, skal det hermed oplyses, at Ishøj kommune fastholder sin afgørelse.

Der henvises til Ishøj kommunes skrivelse til (A) af 02.02.1995, og til Københavns Statsamt af 21.03.1995, hvori det fremgår, hvilke problemstillinger Ishøj kommune ønsker at drøfte med (A)."

Af Det Sociale Ankenævn for Københavns Amts udtalelse fremgår bl.a. følgende:

"...

Folketingets Ombudsmands skrivelse af 29/1-96 har været forelagt for Det Sociale Ankenævn, som besluttede at meddele Ombudsmanden, at man henholder sig til den af nævnet tidligere trufne afgørelse.

Der henvises tillige til den af kommunen tilsendte skrivelse af 12/4-96 som svar på Ombudsmandens skrivelse af 29/1-96.

Nævnet har derudover bemærket, at man ikke i nærværende sag har fundet grundlag for at pålægge kommunen at fremsende spørgsmål skriftligt forud for klagers deltagelse i møde i kommunen. Nævnet har bemærket, at det har været oplyst for klager, hvad indholdet af mødet ville dreje sig om."

I breve af 27. maj 1996 fremkom A med sine bemærkninger til udtalelserne.

 

Ombudsmandens udtalelse

"Ishøj Kommune besluttede den 10. august 1994 at yde Dem økonomisk hjælp med tilbagebetalingspligt. Det sociale ankenævn hjemviste den 7. december 1994 sagen til fornyet behandling i Ishøj Kommune. Kommunen fastholdt afgørelsen, og sagen blev på ny indbragt for ankenævnet der stadfæstede afgørelsen den 8. juni 1995.

Jeg har forstået Dem således at De er utilfreds med at den økonomiske hjælp blev ydet med tilbagebetalingspligt.

Retsgrundlaget

I ankenævnets afgørelse af 8. juni 1995 er der som retsgrundlag henvist til bistandslovens § 26 sammenholdt med Socialministeriets cirkulære nr. 140 af 15. august 1975, pkt. 34-36.

Bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1 (nu lovbek. nr. 110 af 26. februar 1996 om social bistand) har følgende indhold:

' § 26. Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om tilbagebetaling,

1)når der må ydes en person hjælp på grund af pågældendes uforsvarlige økonomi, ubegrundede opgivelse af et arbejde eller beskæftigelsesfremmende foranstaltning, nægtelse af at påtage sig et rimeligt tilbud om arbejde eller af at deltage i beskæftigelsesfremmende foranstaltninger.'

I Socialministeriets cirkulære nr. 140 af 15. august 1975 om almindelige bestemmelser fremgår følgende af pkt. 36:

' 36. I § 26 omtales de situationer, hvor det sociale udvalg kan træffe bestemmelse om tilbagebetaling af hjælp. Opregningen, der er udtømmende, omfatter

1)hjælp til en person på grund af pågældendes uforsvarlige økonomi, ubegrundede opgivelse af et arbejde eller nægtelse af at påtage sig anvist arbejde. At en person står uden økonomiske midler og arbejdsmuligheder af de nævnte årsager, kan ikke begrunde, at der gives afslag på hjælp, som pågældende i øvrigt opfylder betingelserne for at få, men har alene den virkning, at det sociale udvalg kan beslutte at yde hjælpen med tilbagebetalingspligt. Modtageren skal senest ved udbetalingen af hjælpen gøres bekendt med tilbagebetalingspligten. Reglen svarer til den hidtidige regel i forsorgslovens § 61, stk. 2. Ved afgørelsen af, om en vægring ved at påtage sig eller fortsætte med et arbejde har været ubegrundet, kan arbejdsløshedskassernes praksis vedrørende nægtelse af dagpenge efter § 63 i lov om arbejdsformidling og arbejdsanvisning være vejledende. Oplysning om anvisningsmulighederne kan indhentes fra arbejdsformidlingen.

...'

 

Ankenævnets afgørelse

Som det fremgår af ovennævnte, kan der træffes afgørelse om tilbagebetaling bl.a. når der ydes hjælp på grund af den pågældendes ubegrundede opgivelse af et arbejde.

Normalt kan jeg ikke gå ind i en nærmere efterprøvelse af om omstændighederne ved opsigelsen kan betragtes som Deres 'ubegrundede opgivelse af et arbejde'. Kun hvis der er tale om særlige omstændigheder, kan jeg kritisere myndighedernes afgørelse. Det kan f.eks. være tilfældet hvis sagen er mangelfuldt oplyst.

Sagens oplysning

For at kunne vurdere om den økonomiske hjælp De modtog i 1994, skulle ydes med tilbagebetalingspligt, mente Ishøj Kommune ved den fornyede behandling at det var nødvendigt at afholde et møde med Dem. De afviste imidlertid at deltage i et sådant møde og bad i stedet for kommunen om skriftligt at stille de ønskede spørgsmål. Hverken ankenævnet eller kommunen efterkom Deres ønske, men afgjorde sagen på det foreliggende grundlag. Ankenævnet har som begrundelse for at tiltræde kommunens afslag udtrykkeligt henvist til at De ikke deltog i møderne med kommunen.

Det følger af det almindelige official- eller undersøgelsesprincip som gælder inden for forvaltningsretten, at det påhviler den enkelte forvaltningsmyndighed selv at sørge for at de oplysninger som er nødvendige, bliver fremskaffet. Jeg henviser i den forbindelse til Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 297.

I sager der rejses på partens initiativ, har parten dog i almindelighed en særlig tilskyndelse til at bidrage til sagsoplysningen. I bistandslovens § 17, 1. punktum, fremgår det endvidere udtrykkeligt at den der søger bistand - generelt - kan pålægges at medvirke til sagens oplysning. Bistandslovens § 17 har følgende formulering:

' § 17. Den myndighed, der behandler en sag efter denne lov, kan pålægge den, der søger bistand, at medvirke til sagens oplysning, herunder ved at lade sig undersøge af en læge eller indlægge til observation og behandling. Vedkommende myndighed kan endvidere afkræve andre, der har kendskab til forholdene, oplysninger, som må anses for nødvendige for sagen, herunder indhente sygehusjournaler eller udskrifter heraf. Oplysninger om økonomiske forhold kan i elektronisk form indhentes fra andre offentlige myndigheder samt arbejdsløshedskasser. Endvidere kan vedkommende myndighed forlange optaget retsligt forhør i overensstemmelse med retsplejelovens § 1018.'

Hvis parten i disse sager nægter at medvirke, er myndigheden som udgangspunkt berettiget til at tillægge den manglende medvirken processuel skadevirkning for ansøgeren. Dette kan betyde at sagen afgøres på det foreliggende grundlag, og at der for så vidt angår de uoplyste punkter, lægges en ugunstig mulighed for parten til grund, jf. også Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 317, og afsnit VII, pkt. 2, i Socialministeriets vejledning nr. 172 af 11. december 1989.

Forud for anvendelsen af processuel skadevirkning antages der at gælde visse retningslinier, jf. Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 317ff. Bl.a. bør myndigheden nærmere præcisere arten af de oplysninger der ønskes, og eventuelt også vejlede parten om hvordan vedkommende kan fremskaffe dem. Endvidere bør myndigheden gøre den pågældende opmærksom på at manglende medvirken kan medføre at sagen må afgøres på det foreliggende grundlag, hvilket kan betyde at ansøgningen ikke kan imødekommes, jf. afsnit VII, pkt. 2, i Socialministeriets vejledning nr. 172 af 11. december 1989.

Det er herudover almindeligt antaget at parten ikke uden særlig hjemmel kan mødes med processuel skadevirkning over for oplysninger som det vil være særligt belastende, besværligt eller omkostningskrævende for parten at skaffe. Efter min opfattelse må partens generelle oplysningspligt efter bistandslovens § 17, 1. punktum, forstås i overensstemmelse med dette almindelige princip.

Socialforvaltningen kan efter min opfattelse, hvis det er relevant og sagligt for sagsoplysningen, naturligvis indkalde en kontanthjælpsmodtager til et møde for at få afklaret om - og i hvilket omfang - den pågældende er berettiget til hjælp.

Hvis den pågældende ikke ønsker at deltage i et sådant møde, kan myndighederne dog ikke uden videre tillægge nægtelsen processuel skadevirkning. Det må bl.a. vurderes om et personligt fremmøde er afgørende for sagsoplysningen, eller om de ønskede oplysninger kan fremskaffes på anden måde. Ved denne vurdering må der også tages hensyn til om deltagelse i et møde vil være særligt belastende, besværligt eller omkostningskrævende for ansøgeren.

I Deres sag skulle kommunen revurdere om den hjælp De modtog i sommeren 1994, skulle være med tilbagebetalingspligt. Afgørende herfor var hvorfor De blev afskediget fra Deres job på Teknisk Skole. De hævdede at afskedigelsen var begrundet i sygdom, mens kommunen i den oprindelige afgørelse mente at De var blevet opsagt fordi De ikke passede Deres arbejde.

I forbindelse med min behandling af sagen bad jeg Ishøj Kommune og det sociale ankenævn om at udtale sig om hvorfor Deres anmodning om fremsendelse af skriftlige spørgsmål forud for deltagelse i et møde på kommunen ikke blev imødekommet. Ishøj Kommune har i sin udtalelse henvist til at De i brev af 2. februar 1995 havde fået meddelse om hvilke problemstillinger kommunen ønskede at drøfte med Dem. Nævnet bemærkede i sin udtalelse at det havde været oplyst for Dem hvad indholdet af mødet ville dreje sig om. Over for Dem har Ishøj Kommune imidlertid blot angivet at der var 'nogle spørgsmål, der skal afklares' (brev af 2. februar 1995). Der er således ikke fra myndighederne fremkommet nogen forklaring på hvad det var for oplysninger kommunen ønskede, og hvorfor Deres anmodning om at få spørgsmålene skriftligt forelagt ikke kunne imødekommes.

Det er på den baggrund min opfattelse at Ishøj Kommunes fornyede afgørelse af 21. marts 1995 og det sociale ankenævns afgørelse af 8. juni 1995 er truffet på et utilstrækkeligt oplysningsgrundlag.

 

Ved min vurdering heraf har jeg især lagt vægt på:

· at De gentagne gange over for myndighederne tilkendegav at De ønskede at forvaltningen skriftligt skulle redegøre for hvilke oplysninger De skulle fremskaffe. Det er efter min opfattelse nærliggende - på baggrund af Deres breve - at antage at et personligt fremmøde ville føles meget belastende. Jeg har i den forbindelse bemærket at Ishøj Kommunes breve til Dem af 23. december 1994 og 2. februar 1995 giver det indtryk at indkaldelsen af Dem til et møde både var begrundet i problemer vedrørende Deres datter (...) og i sagen om økonomisk hjælp med tilbagebetalingspligt.

· at hverken Ishøj Kommune eller det sociale ankenævn over for Dem har præciseret hvilke oplysninger, f.eks. en lægeerklæring om Deres sygdom, der var brug for i Deres sag.

· at Ishøj Kommune tilsyneladende ikke overvejede om man kunne skaffe de ønskede oplysninger på en anden måde, f.eks. med hjemmel i bistandslovens § 17, 2. punktum, jf. også afsnit VII, pkt. 2, i Socialministeriets vejledning nr. 172 af 11. december 1989. Jeg henviser i den forbindelse til det notat sagsbehandleren havde udarbejdet den 9. august 1994, hvorefter sagsbehandleren vurderede at De havde det dårligt, og at De burde søge læge.

På den baggrund mener jeg ikke at ankenævnet havde det nødvendige grundlag for at kunne stadfæste kommunens afgørelse om at pålægge Dem at tilbagebetale Deres kontanthjælp. Ankenævnet burde efter min opfattelse enten selv have oplyst sagen bedre eller hjemvist denne til fornyet behandling i kommunen.

Jeg har samtidig hermed meddelt det sociale ankenævn min opfattelse og henstillet til ankenævnet at genoptage sagen. Samtidig har jeg bedt om underretning om den nye afgørelse der vil blive truffet.

Som sagen har foreligget for mig, har jeg ikke fundet grundlag for nærmere at tage stilling til Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 20. september 1995 om ikke at tage Deres sag op til principiel eller generel behandling.

Herefter foretager jeg mig ikke mere i anledning af Deres klage. ..."

 

Det Sociale Ankenævn for Københavns Amt meddelte mig senere at ankenævnet havde truffet afgørelse om at hjemvise sagen til fornyet behandling og afgørelse i kommunen. Ankenævnet skrev at nævnet havde bemærket at et personligt møde med myndighederne i A's tilfælde kunne føles meget belastende, at det ikke over for A havde været præciseret hvilke oplysninger der var brug for ved sagens behandling, og at bistandslovens § 17, 2. punktum, gav myndighederne mulighed for at afkræve andre med kendskab til forholdene oplysninger som var nødvendige for sagen.

Jeg tog det meddelte til efterretning og foretog mig herefter ikke mere i sagen.