Mangelfuldt oplysningsgrundlag i
sag om tilbagebetaling af
økonomisk hjælp efter
bistandslovens § 26
En
rengøringsassistent, A, klagede
over at Ishøj Kommune havde ydet
hende økonomisk hjælp med
tilbagebetalingspligt.
Det fremgik
af sagens akter at A den 6. juli
1994 med omgående virkning blev
afskediget fra sit arbejde på en
teknisk skole. Da A's
arbejdsløshedskasse mente at
hendes ledighed var
selvforskyldt, idømte den A fem
ugers karantæne, fra den 6. juli
til den 9. august 1994. Den 4.
august 1994 henvendte A sig til
Ishøj Kommune og søgte om
økonomisk hjælp. Ishøj Kommune
skrev følgende i sit journalark:
"4.8.94(A)
henvender sig efter aftale.
Sagen
ekspederes af bagvagten, da
sædvanlig sagsbehandler er syg.
...
Jeg har
anmodet klienten om at
dokumentere lønsedler for de
sidste 3 mdr., fyringsseddel,
husleje, el samt bs.
Hvad er
grunden til at pgl. ikke kan få
au ?
...
5.8.94Modtaget dokumentation på
lønsedler, fyringsseddel samt
husleje, el m.v.
...
9.8.94(A)
henvender sig efter aftale.
Sagsbeh.
forsøger at forklare pgl.
hvordan en beregning pr. 1.8.94
vil se ud, samt at klienten
orienteres om, at hjælpen vil
blive med tilbagebetalingspligt
i.h.t. BI § 26, stk. 1 nr. 1.
Samtalen
ender med at klienten bliver
meget agressiv og går i vrede.
Det er
sagsbehandlers vurdering at
klienten har det dårligt og at
hun bør søge læge."
Den 10.
august 1994 meddelte Ishøj
Kommune A at kommunen i henhold
til bistandslovens § 37, stk. 2,
havde besluttet at yde økonomisk
hjælp. Hjælpen blev gjort
tilbagebetalingspligtig med
henvisning til bistandslovens §
26, stk. 1, nr. 1.
I et brev af
17. august 1994 klagede A over
at hjælpen var gjort
tilbagebetalingspligtig. A
gjorde bl.a. gældende at hun
ikke kom på arbejde fordi hun
var syg. Sagen blev herefter,
den 1. september 1994, oversendt
til Det Sociale Ankenævn for
Københavns Amt med bemærkning om
at kommunen fastholdt den trufne
afgørelse. Kommunen anførte
nærmere at A var blevet opsagt
fordi hun ikke passede sit
arbejde hvilket a-kassen havde
undersøgt og fundet korrekt. Der
var udmålt hjælp i henhold til
bistandslovens § 37, stk. 2, jf.
§ 26, stk. 1, nr. 1, idet
bistandsafdelingen vurderede at
det var en selvforskyldt
opsigelse.
Ved brev af
7. december 1994 meddelte
ankenævnet A at sagen var
hjemvist til fornyet behandling
i kommunen. Af ankenævnets
afgørelse fremgår:
"Nævnet
finder ikke, at kommunen har
foretaget en konkret vurdering
af omstændighederne omkring
Deres afskedigelse, men at der
alene er lagt vægt på
arbejdsløshedskassens afgørelse.
Nævnet har
derfor besluttet, at hjemvise
sagen til fornyet behandling i
kommunen.
Nævnet har
bemærket, at selvom De er blevet
udelukket fra retten til
dagpenge i Deres
arbejdsløshedskasse, skal der
foretages en konkret individuel
vurdering af, hvorvidt årsagen
til udelukkelsen kan begrunde,
at den hjælp, De herefter har
modtaget i henhold til
bistandsloven, kan kræves
tilbagebetalt efter
bistandslovens § 26, stk. 1, nr.
1."
Den 23.
december 1994 skrev Ishøj
Kommune til A og indkaldte hende
til møde. Kommunen begrundede
indkaldelsen med at der i
forvaltningen var modtaget en
indberetning fra A's datters
skole. Kommunen bad på den
baggrund A og hendes datter om
at komme til samtale den 5.
januar 1995.
A skrev
følgende tilbage på
indkaldelsesblanketten som
kommunen modtog den 5. januar
1995:
"Da jeg bad
skolen om skriftlig beskrivelse
af hvad der foregår fik jeg
ingen svar og så længe der ikke
er noget skriftligt vil jeg ikke
finde mig i, at man pludselig
opfinder ondskabsfulde ting mod
mit barn og glemmer dem som er
skyldig. Først hele sagen på
papir ellers har vi intet, at
tale om. I dette kriminelle
verden/land og system først alt
på skrift. Før dialog kan
begynde. Forstået."
Ishøj kommune
svarede A i brev af 2. februar
1995:
"Under
henvisning til Deres brev
modtaget d. 05.01.95, skal man
hermed oplyse, at man ønsker en
samtale med Dem. Dels fordi Det
Sociale Ankenævn har anmodet
Ishøj Kommune revurdere den
afgørelse af 10.08.94, hvor det
blev besluttet, at yde Dem
økonomisk hjælp med
tilbagebetalingspligt. For at
kunne revurdere denne ansøgning,
er der nogle spørgsmål, der skal
afklares, hvorfor De bedes møde
til samtale.
Endvidere er
man fra Deres datters skole
blevet orienteret om, at
samarbejdet mellem skolen og Dem
ikke længere er optimalt. I den
anledning vil bistandsafdelingen
gerne høre, om vi kan medvirke
til, at dette samarbejde kan
genetableres til gavn for alle
parter - ikke mindst Dem og
Deres datter, og eventuelle
misforståelser kan afklares.
Af Deres brev
fremgår det, at De ikke føler
Dem tryg ved kommunens
indblanding i Deres forhold.
Man skal i
den anledning oplyse Dem, at De
har ret til at gennemse de
sagsakter, der vedrører Dem og
Deres datter, jf.
forvaltningslovens § 9.
Det foreslås,
at De møder til samtale hos
undertegnede d. 06.02.95 kl. 11,
hvor De samtidig får mulighed
for at gennemlæse de sagsakter,
der vedrører Dem.
Såfremt De
har nogle spørgsmål til
ovennævnte, eller er forhindret
i at møde på ovennævnte
tidspunkt, bedes De kontakte
undertegnede på tlf ...."
På sagen var
et brev fra A hvor hun bl.a. bad
om at "alle de spørgsmål De har
sendes til mig skriftlig altid".
Den 10. marts
1995 sendte Ishøj Kommune A en
opkrævning på 10.477 kr. i
henhold til bistandslovens § 26,
stk. 1, nr. 1. A skrev tilbage
til kommunen på opkrævningen at
sagen endnu ikke var slut. I
breve af bl.a. 11. og 14. marts
1995 rettede A henvendelse til
det sociale ankenævn om sagen.
Den 21. marts
1995 skrev kommunen til det
sociale ankenævn. Kommunen skrev
samme dato følgende til A:
"Efter
anmodning fra Det Sociale
Ankenævn om revurdering af
sagen, har Social- og
sundhedsforvaltningen bedt Dem
give møde i bistandsafdelingen
d. 5.1.95 og senest d. 6.2.95.
Da De ikke
har ønsket at give møde i
forvaltningen for yderligere
oplysninger til sagen,
fastholdes Social- og
sundhedsforvaltningens afgørelse
af 10.8.94 om krav om
tilbagebetaling i.h.t. § 26.1.1.
Sagen er
videresendt til Det Sociale
Ankenævn."
Ankenævnet
skrev således til Dem den 22.
marts 1995:
"Som svar på
Deres spørgsmål i breve af 11.
marts 1995 og 14. marts 1995,
kan det oplyses, at
sekretariatet for Det Sociale
Ankenævn har kontaktet Ishøj
Kommune.
Ishøj Kommune
har oplyst, at man derfra har
forsøgt at indkalde Dem til
samtale til drøftelse af sagen,
men at De ikke er mødt frem.
..."
A skrev
tilbage til ankenævnet og gentog
sit ønske om at kommunen
skriftligt skulle stille sine
spørgsmål.
Ankenævnet
behandlede herefter sagen og
tiltrådte den 8. juni 1995
kommunens afgørelse. Ankenævnet
skrev bl.a. følgende til A:
"...
De har
efterfølgende ved breve af 11/3,
14/3, 23/3 og 5/4-95 tilskrevet
nævnet.
Det fremgår
ligeledes, at kommunen tilskrev
Dem den 2/2-95. Kommunen
anmodede Dem om at komme til et
møde bl.a. med henvisning til
den af nævnet trufne afgørelse,
og at der i den forbindelse var
nogle spørgsmål der skulle
afklares.
De ønskede
imidlertid ikke at komme til
møde i kommunen.
På baggrund
af Deres brev af 14/3-95, hvoraf
det fremgik, at kommunen havde
anmodet Dem om at indbetale det
modtagne bistandsbeløb på 10.477
kr., kontaktede
nævnssekretariatet kommunen.
Det blev i
den forbindelse oplyst, at
kommunen havde tilskrevet Dem om
at møde i forvaltningen, men at
De ikke var mødt frem.
De blev
tilskrevet om dette i brev af
22/3-95, samt at
nævnssekretariatet var blevet
oplyst om, at kommunen
efterfølgende ville træffe en ny
afgørelse.
Det fremgår
bl.a. af Deres brev af 23/3-95,
at De mener at kommunen lyver,
og at der ikke er stillet Dem
skriftlige spørgsmål, da De bad
om en skriftlig præsentation.
Ved skrivelse
af 21/3-95 fra kommunen blev De
af kommunen orienteret om, at da
De ikke efter indkaldelse til
møde den 5/1 og 6/2-95 var mødt
frem for samtale om yderligere
oplysninger til Deres sag,
fastholdt kommunen sin tidligere
afgørelse.
...
Nævnet
besluttede at tiltræde kommunens
afgørelse.
Den
bistandshjælp De har modtaget i
perioden 1/8 til 4/9-94 med et
samlet beløb på 10.477 kr. er
således tilbagebetalingspligtig
i h. t. bistandslovens § 26,
stk. 1, nr. 1.
Nævnet har
lagt vægt på oplysningerne om,
at De ikke er fremmødt til de af
kommunen ønskede møder til
yderligere belysning af Deres
sag.
Der er
derudover ikke fremkommet
oplysninger, der har medført, at
nævnet finder grundlag for at
ændre kommunens afgørelse.
De henvises
til at henvende Dem i
skatteforvaltningen med henblik
på den skattemæssige konsekvens
af ovenstående afgørelse.
..."
På baggrund
af flere henvendelser fra A
skrev ankenævnet den 20. juni
1995 bl.a. dette til hende:
"...
Det skal i
den forbindelse påpeges, at
nævnet 1/12-94 hjemviste Deres
sag til fornyet vurdering i
kommunen med henblik på, at der
blev foretaget en konkret
individuel vurdering af
forholdene i forbindelse med
Deres arbejdsophør.
Kommunen
fandt det nødvendigt at indkalde
Dem til et møde med henblik på
ovenstående.
Da De ikke
ønskede at møde til samtalen,
fandt nævnet derfor ikke
efterfølgende grundlag for på
det foreliggende at ændre
kommunens afgørelse.
..."
Sagen blev
herefter oversendt til Den
Sociale Ankestyrelse som i brev
af 20. september 1995 afviste at
optage sagen til principiel
behandling.
Den 15.
oktober 1995 klagede A til mig.
Jeg bad A i brev af 24. oktober
1995 om at sende mig de
afgørelser som hun klagede over.
I brev af 8.
december 1995 klagede A igen til
mig over at Ishøj Kommune havde
meddelt hende kontanthjælp med
tilbagebetalingspligt efter
bistandslovens § 26, stk. 1, nr.
1. Jeg forstod A således at hun
ønskede at myndighederne
skriftligt skulle fremlægge de
spørgsmål som kommunen ønskede
at tale med hende om. A
begrundede sit ønske med at
Ishøj Kommune uden at have mødt
hende havde rettet falske
anklager mod hende ved bl.a. at
chikanere hendes barn i skolen
og ved at gøre hende til en
psykisk ustabil person som havde
brug for psykiatrisk behandling.
Efter at have
gennemgået sagens akter bad jeg
den 29. januar 1996 Ishøj
Kommune og Det Sociale Ankenævn
for Københavns Amt om udtalelser
i sagen. Jeg bad især Ishøj
Kommune udtale sig om hvorfor
A's anmodning om fremsendelse af
skriftlige spørgsmål forud for
deltagelse i et møde på kommunen
ikke blev imødekommet.
Den 6. og 8.
februar 1996 skrev A til mig og
bad om at hendes klage til mig
over nævnets afgørelse i henhold
til bistandslovens § 26, stk. 1,
nr. 1, blev tillagt opsættende
virkning. Den 15. februar 1996
oversendte jeg A's anmodning
herom til ankenævnet.
Det sociale
ankenævn fandt ved afgørelse af
22. februar 1996 med henvisning
til bistandslovens § 15, stk. 7,
ikke grundlag for at efterkomme
A's anmodning om opsættende
virkning.
Den 17. maj
1996 modtog jeg Ishøj Kommunes
udtalelse af 12. april 1996 og
det sociale ankenævns udtalelse
af 15. maj 1996. Af Ishøj
Kommunes udtalelse fremgik bl.a.
følgende:
"Med
henvisning til Deres skrivelse
af 31.01.1996, skal det hermed
oplyses, at Ishøj kommune
fastholder sin afgørelse.
Der henvises
til Ishøj kommunes skrivelse til
(A) af 02.02.1995, og til
Københavns Statsamt af
21.03.1995, hvori det fremgår,
hvilke problemstillinger Ishøj
kommune ønsker at drøfte med
(A)."
Af Det
Sociale Ankenævn for Københavns
Amts udtalelse fremgår bl.a.
følgende:
"...
Folketingets
Ombudsmands skrivelse af 29/1-96
har været forelagt for Det
Sociale Ankenævn, som besluttede
at meddele Ombudsmanden, at man
henholder sig til den af nævnet
tidligere trufne afgørelse.
Der henvises
tillige til den af kommunen
tilsendte skrivelse af 12/4-96
som svar på Ombudsmandens
skrivelse af 29/1-96.
Nævnet har
derudover bemærket, at man ikke
i nærværende sag har fundet
grundlag for at pålægge kommunen
at fremsende spørgsmål
skriftligt forud for klagers
deltagelse i møde i kommunen.
Nævnet har bemærket, at det har
været oplyst for klager, hvad
indholdet af mødet ville dreje
sig om."
I breve af
27. maj 1996 fremkom A med sine
bemærkninger til udtalelserne.
Ombudsmandens udtalelse
"Ishøj
Kommune besluttede den 10.
august 1994 at yde Dem økonomisk
hjælp med tilbagebetalingspligt.
Det sociale ankenævn hjemviste
den 7. december 1994 sagen til
fornyet behandling i Ishøj
Kommune. Kommunen fastholdt
afgørelsen, og sagen blev på ny
indbragt for ankenævnet der
stadfæstede afgørelsen den 8.
juni 1995.
Jeg har
forstået Dem således at De er
utilfreds med at den økonomiske
hjælp blev ydet med
tilbagebetalingspligt.
Retsgrundlaget
I ankenævnets
afgørelse af 8. juni 1995 er der
som retsgrundlag henvist til
bistandslovens § 26 sammenholdt
med Socialministeriets cirkulære
nr. 140 af 15. august 1975, pkt.
34-36.
Bistandslovens § 26, stk. 1, nr.
1 (nu lovbek. nr. 110 af 26.
februar 1996 om social bistand)
har følgende indhold:
' § 26.
Kommunalbestyrelsen kan
træffe beslutning om
tilbagebetaling,
1)når der må
ydes en person hjælp på grund af
pågældendes uforsvarlige
økonomi, ubegrundede opgivelse
af et arbejde eller
beskæftigelsesfremmende
foranstaltning, nægtelse af at
påtage sig et rimeligt tilbud om
arbejde eller af at deltage i
beskæftigelsesfremmende
foranstaltninger.'
I
Socialministeriets cirkulære nr.
140 af 15. august 1975 om
almindelige bestemmelser fremgår
følgende af pkt. 36:
' 36.
I § 26 omtales de situationer,
hvor det sociale udvalg kan
træffe bestemmelse om
tilbagebetaling af hjælp.
Opregningen, der er udtømmende,
omfatter
1)hjælp til
en person på grund af
pågældendes uforsvarlige
økonomi, ubegrundede opgivelse
af et arbejde eller nægtelse af
at påtage sig anvist arbejde. At
en person står uden økonomiske
midler og arbejdsmuligheder af
de nævnte årsager, kan ikke
begrunde, at der gives afslag
på hjælp, som pågældende i
øvrigt opfylder betingelserne
for at få, men har alene den
virkning, at det sociale udvalg
kan beslutte at yde hjælpen med
tilbagebetalingspligt.
Modtageren skal senest ved
udbetalingen af hjælpen gøres
bekendt med
tilbagebetalingspligten. Reglen
svarer til den hidtidige
regel i forsorgslovens § 61,
stk. 2. Ved afgørelsen af, om en
vægring ved at påtage sig eller
fortsætte med et arbejde har
været ubegrundet, kan
arbejdsløshedskassernes praksis
vedrørende nægtelse af dagpenge
efter § 63 i lov om
arbejdsformidling og
arbejdsanvisning være
vejledende. Oplysning om
anvisningsmulighederne kan
indhentes fra
arbejdsformidlingen.
...'
Ankenævnets afgørelse
Som det
fremgår af ovennævnte, kan der
træffes afgørelse om
tilbagebetaling bl.a. når der
ydes hjælp på grund af den
pågældendes ubegrundede
opgivelse af et arbejde.
Normalt kan
jeg ikke gå ind i en nærmere
efterprøvelse af om
omstændighederne ved opsigelsen
kan betragtes som Deres
'ubegrundede opgivelse af et
arbejde'. Kun hvis der er tale
om særlige omstændigheder, kan
jeg kritisere myndighedernes
afgørelse. Det kan f.eks. være
tilfældet hvis sagen er
mangelfuldt oplyst.
Sagens
oplysning
For at kunne
vurdere om den økonomiske hjælp
De modtog i 1994, skulle ydes
med tilbagebetalingspligt, mente
Ishøj Kommune ved den fornyede
behandling at det var nødvendigt
at afholde et møde med Dem. De
afviste imidlertid at deltage i
et sådant møde og bad i stedet
for kommunen om skriftligt at
stille de ønskede spørgsmål.
Hverken ankenævnet eller
kommunen efterkom Deres ønske,
men afgjorde sagen på det
foreliggende grundlag.
Ankenævnet har som begrundelse
for at tiltræde kommunens afslag
udtrykkeligt henvist til at De
ikke deltog i møderne med
kommunen.
Det følger af
det almindelige official- eller
undersøgelsesprincip som gælder
inden for forvaltningsretten, at
det påhviler den enkelte
forvaltningsmyndighed selv at
sørge for at de oplysninger som
er nødvendige, bliver
fremskaffet. Jeg henviser i den
forbindelse til Kaj Larsen mfl.,
Forvaltningsret (1994), s. 297.
I sager der
rejses på partens initiativ, har
parten dog i almindelighed en
særlig tilskyndelse til at
bidrage til sagsoplysningen. I
bistandslovens § 17, 1. punktum,
fremgår det endvidere
udtrykkeligt at den der søger
bistand - generelt - kan
pålægges at medvirke til sagens
oplysning. Bistandslovens § 17
har følgende formulering:
' § 17.
Den myndighed, der behandler
en sag efter denne lov, kan
pålægge den, der søger bistand,
at medvirke til sagens
oplysning, herunder ved at lade
sig undersøge af en læge eller
indlægge til observation og
behandling. Vedkommende
myndighed kan endvidere afkræve
andre, der har kendskab til
forholdene, oplysninger, som må
anses for nødvendige for sagen,
herunder indhente
sygehusjournaler eller
udskrifter heraf. Oplysninger om
økonomiske forhold kan i
elektronisk form indhentes fra
andre offentlige myndigheder
samt arbejdsløshedskasser.
Endvidere kan vedkommende
myndighed forlange optaget
retsligt forhør i
overensstemmelse med
retsplejelovens § 1018.'
Hvis parten i
disse sager nægter at medvirke,
er myndigheden som udgangspunkt
berettiget til at tillægge den
manglende medvirken processuel
skadevirkning for ansøgeren.
Dette kan betyde at sagen
afgøres på det foreliggende
grundlag, og at der for så vidt
angår de uoplyste punkter,
lægges en ugunstig mulighed for
parten til grund, jf. også Kaj
Larsen mfl., Forvaltningsret
(1994), s. 317, og afsnit VII,
pkt. 2, i Socialministeriets
vejledning nr. 172 af 11.
december 1989.
Forud for
anvendelsen af processuel
skadevirkning antages der at
gælde visse retningslinier, jf.
Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret
(1994), s. 317ff. Bl.a. bør
myndigheden nærmere præcisere
arten af de oplysninger der
ønskes, og eventuelt også
vejlede parten om hvordan
vedkommende kan fremskaffe dem.
Endvidere bør myndigheden gøre
den pågældende opmærksom på at
manglende medvirken kan medføre
at sagen må afgøres på det
foreliggende grundlag, hvilket
kan betyde at ansøgningen ikke
kan imødekommes, jf. afsnit VII,
pkt. 2, i Socialministeriets
vejledning nr. 172 af 11.
december 1989.
Det er
herudover almindeligt antaget at
parten ikke uden særlig hjemmel
kan mødes med processuel
skadevirkning over for
oplysninger som det vil være
særligt belastende, besværligt
eller omkostningskrævende for
parten at skaffe. Efter min
opfattelse må partens generelle
oplysningspligt efter
bistandslovens § 17, 1. punktum,
forstås i overensstemmelse med
dette almindelige princip.
Socialforvaltningen kan efter
min opfattelse, hvis det er
relevant og sagligt for
sagsoplysningen, naturligvis
indkalde en
kontanthjælpsmodtager til et
møde for at få afklaret om - og
i hvilket omfang - den
pågældende er berettiget til
hjælp.
Hvis den
pågældende ikke ønsker at
deltage i et sådant møde, kan
myndighederne dog ikke uden
videre tillægge nægtelsen
processuel skadevirkning. Det må
bl.a. vurderes om et personligt
fremmøde er afgørende for
sagsoplysningen, eller om de
ønskede oplysninger kan
fremskaffes på anden måde. Ved
denne vurdering må der også
tages hensyn til om deltagelse i
et møde vil være særligt
belastende, besværligt eller
omkostningskrævende for
ansøgeren.
I Deres sag
skulle kommunen revurdere om den
hjælp De modtog i sommeren 1994,
skulle være med
tilbagebetalingspligt. Afgørende
herfor var hvorfor De blev
afskediget fra Deres job på
Teknisk Skole. De hævdede at
afskedigelsen var begrundet i
sygdom, mens kommunen i den
oprindelige afgørelse mente at
De var blevet opsagt fordi De
ikke passede Deres arbejde.
I forbindelse
med min behandling af sagen bad
jeg Ishøj Kommune og det sociale
ankenævn om at udtale sig om
hvorfor Deres anmodning om
fremsendelse af skriftlige
spørgsmål forud for deltagelse i
et møde på kommunen ikke blev
imødekommet. Ishøj Kommune har i
sin udtalelse henvist til at De
i brev af 2. februar 1995 havde
fået meddelse om hvilke
problemstillinger kommunen
ønskede at drøfte med Dem.
Nævnet bemærkede i sin udtalelse
at det havde været oplyst for
Dem hvad indholdet af mødet
ville dreje sig om. Over for Dem
har Ishøj Kommune imidlertid
blot angivet at der var 'nogle
spørgsmål, der skal afklares'
(brev af 2. februar 1995). Der
er således ikke fra
myndighederne fremkommet nogen
forklaring på hvad det var for
oplysninger kommunen ønskede, og
hvorfor Deres anmodning om at få
spørgsmålene skriftligt forelagt
ikke kunne imødekommes.
Det er på den
baggrund min opfattelse at Ishøj
Kommunes fornyede afgørelse af
21. marts 1995 og det sociale
ankenævns afgørelse af 8. juni
1995 er truffet på et
utilstrækkeligt
oplysningsgrundlag.
Ved min
vurdering heraf har jeg især
lagt vægt på:
· at
De gentagne gange over for
myndighederne tilkendegav at De
ønskede at forvaltningen
skriftligt skulle redegøre for
hvilke oplysninger De skulle
fremskaffe. Det er efter min
opfattelse nærliggende - på
baggrund af Deres breve - at
antage at et personligt fremmøde
ville føles meget belastende.
Jeg har i den forbindelse
bemærket at Ishøj Kommunes breve
til Dem af 23. december 1994 og
2. februar 1995 giver det
indtryk at indkaldelsen af Dem
til et møde både var begrundet i
problemer vedrørende Deres
datter (...) og i sagen om
økonomisk hjælp med
tilbagebetalingspligt.
· at
hverken Ishøj Kommune eller det
sociale ankenævn over for Dem
har præciseret hvilke
oplysninger, f.eks. en
lægeerklæring om Deres sygdom,
der var brug for i Deres sag.
· at
Ishøj Kommune tilsyneladende
ikke overvejede om man kunne
skaffe de ønskede oplysninger på
en anden måde, f.eks. med
hjemmel i bistandslovens § 17,
2. punktum, jf. også afsnit VII,
pkt. 2, i Socialministeriets
vejledning nr. 172 af 11.
december 1989. Jeg henviser i
den forbindelse til det notat
sagsbehandleren havde udarbejdet
den 9. august 1994, hvorefter
sagsbehandleren vurderede at De
havde det dårligt, og at De
burde søge læge.
På den
baggrund mener jeg ikke at
ankenævnet havde det nødvendige
grundlag for at kunne stadfæste
kommunens afgørelse om at
pålægge Dem at tilbagebetale
Deres kontanthjælp. Ankenævnet
burde efter min opfattelse enten
selv have oplyst sagen bedre
eller hjemvist denne til fornyet
behandling i kommunen.
Jeg har
samtidig hermed meddelt det
sociale ankenævn min opfattelse
og henstillet til ankenævnet at
genoptage sagen. Samtidig har
jeg bedt om underretning om den
nye afgørelse der vil blive
truffet.
Som sagen har
foreligget for mig, har jeg ikke
fundet grundlag for nærmere at
tage stilling til Den Sociale
Ankestyrelses afgørelse af 20.
september 1995 om ikke at tage
Deres sag op til principiel
eller generel behandling.
Herefter
foretager jeg mig ikke mere i
anledning af Deres klage. ..."
Det Sociale
Ankenævn for Københavns Amt
meddelte mig senere at
ankenævnet havde truffet
afgørelse om at hjemvise sagen
til fornyet behandling og
afgørelse i kommunen. Ankenævnet
skrev at nævnet havde bemærket
at et personligt møde med
myndighederne i A's tilfælde
kunne føles meget belastende, at
det ikke over for A havde været
præciseret hvilke oplysninger
der var brug for ved sagens
behandling, og at bistandslovens
§ 17, 2. punktum, gav
myndighederne mulighed for at
afkræve andre med kendskab til
forholdene oplysninger som var
nødvendige for sagen.
Jeg tog det
meddelte til efterretning og
foretog mig herefter ikke mere i
sagen.